Er det ikke et vilkår for mange freelance kultur- og vidensarbejdere i dag – det usikre, grænseløse, identitetsbårne arbejde? »Jo, det tror jeg er rigtigt. Kunstnerne er forløbere for en generel tendens i samfundet, hvor man arbejder under usikre forhold, og hvor den man er som menneske, er tæt forbundet med det arbejde, man udfører. I mit værk siger jeg f.eks. ›I can not quit, I will not quit‹ (›Jeg kan ikke stoppe, jeg vil ikke stoppe‹, red.). Netop fordi jeg er spundet helt ind i det. Jeg kan faktisk ikke lade være med at arbejde kunstnerisk, slet ikke hvis jeg skal kunne leve af det – men jeg vil jo heller ikke lade være,« siger hun.
Kunstens pris At kunstnere er en særlig udsat del af den voksende samfundsklasse, bestående af bl.a. freelancere, som sociologer kalder prekariatet, er Marie Thams enig i. Det særlige problem for kunstnerne i forhold til andre freelancere og løst ansatte er, at kunstnerisk arbejde ikke anerkendes som samfundsøkonomisk værdifuldt på samme niveau som andet arbejde: »Vi kunstnere – hvad enten vi er billedkunstnere, musikere, forfattere – producerer det, vi er fælles om i samfundet. Det lim, der holder os sammen. Men selvom der er stor økonomisk værdi i kultursektoren, går pengene ikke til indholdsproducenterne. De går til alt det udenom, administration, formidling etc. Det er en prioritering, som ikke er i orden. At man beder kunstnere om at gøre alt arbejde gratis. Samtidig gør vi det selv som kunstnere: Beder kolleger deltage og bidrage i projekter og udstillinger uden honorar, og udfører selv ubetalt arbejde. Måske fordi man skal bygge sit CV
op, måske fordi man ikke kan lade være. Det er en konstant balancegang. Eller måske snarere en ond spiral, hvor man skal være i gang hele tiden for at få nye tilbud. Spørgsmålet om kunstneres gratis arbejde er ikke sort-hvidt,« siger hun. Mange kunstnere oplever derfor, at afstanden mellem det immaterielle og den materielle verdens krav er svært at spænde over. Selv er Marie Thams inspireret af den italienske filosof Giorgio Agamben som siger, at man skal møde sin afgrund for at begribe sit fulde potentiale. Og det gør hun i sit nye værk, hvor et af kunstnerens udsagn lyder: ›Hello abyss. I see you.‹ (›Goddag afgrund. Jeg ser dig‹). »Jeg kan lige så godt hilse på min afgrund, for den er der altid, lige dér. Jeg skal altid forholde mig til den: Har jeg nok arbejde i gang, som betaler, har jeg nok ideer, nok netværk, nok invitationer for at få det til at køre? Og hvornår falder jeg ud over den faglige, økonomiske, personlige afgrund, hvis én af de ting mangler?«
Immateriel værdi Modsætningen mellem kunstlivets professionelle kalkuler og den personlige, dybe oplevelse af glæde og meningsfuldhed, som driver én som kunstner, blæses ud i lydværkets kampråb: ›For the immaterial!‹ (›Til kamp for det immaterielle!‹). »At skabe kunst er jo virkelig lystdrevet. Jeg vil gerne slå et slag for vores behov for det immaterielle – det som ikke er vores fysiske virkelighed, men som er de eksistentielle spørgsmål, der er alfa og omega i kunsten. Men jeg kan bare ikke leve af min eksponering. Og mit cv går virkelig ikke i netto. Synlighed på kunstscenen giver mig ikke tag over hovedet.«