Page 1

Billed kunst neren

Fagblad for Billedkunstnernes Forbund   nr. 3 september 2014

Tema: Digital kunst Læs også om: • Ligestillingen står i stampe på danske kunstmuseer • Svenske erfaringer med smiley-ordning i udstillingslivet • BKF lancerer påskønnelseslegater


Billedkunstneren nr. 3

2

2014

Leder

 Af Bjarne W. Sørensen, formand, Billedkunstnernes Forbund

Et fælles socialt ansvar – også på kunstscenen Igennem de sidste 10-15 år er certificeringer og begrebet CSR (Corporate Social Responsibillity) blevet mere og mere udbredt i erhvervslivet. Forbrugerne er også blevet opmærksomme på certificeringer i form af smileys, svanemærke, FSC mærker og så videre. Erhvervslivet har måttet sande, at CSR ikke kan afskrives som en tendens for noget venstredrejet hippie-pjat for aktivistiske organisationer. Man kan ikke længere løbe fra virkeligheden og betydningen af virksomhedernes samfundsansvar. Forbrugere, politikere og myndigheder stiller stigende krav om CSR. Interessen for CSR-ordninger udløser en dominoeffekt, hvor virksomheder stiller stigende krav til hinanden. For når man påtager sig socialt ansvar, forpligter man også sine underleverandører til at leve op til ansvaret. I erhvervslivet ser man ikke længere denne nye virkelighed som en begrænsning og øget omkostning, men som en nødvendig og integreret del af at drive en hvilken som helst rentabel virksomhed hvor som helst i verden i dag og fremover. I dette blad kan man læse en artikel om en ny svensk certificeringsordning kaldet Reko, der tildeler et Reko-mærke til de kunstinstitutioner, der lever op til anbefalede kriterier om bl.a. at betale kunstnerne udstillingshonorar. Reko-mærket er det første konkrete eksempel på certificering indenfor kunstverdenen, og det udspringer af samme frustration, som vi kender fra dansk kunstliv: At kunstnernes arbejdsvilkår i udstillingslivet er betydeligt ringere end alle andres på det regulerede arbejdsmarked. Bag ordningen står en uafhængig kunstnergruppe, og tilsyneladende er deres initiativ blevet godt modtaget. De svenske

kunstinstitutioner har forstået, at de med et Reko-mærke kan dokumentere overfor offentligheden, at de fører en seriøs udstillingspraksis. Og at en manglende Reko-mærkning omvendt signalerer, at institutionen ikke behandler kunstnerne fair. Samtidig har Reko-ordningen fået presse, ledere og politikere til at forholde sig aktivt til problematikken. Selv om Reko-ordningen kun har fungeret to år og nu er sat på stand by pga. manglende finansiering, er den et stærkt eksempel på, at en holdningsændring langsomt er i gang i kunstlivet. Jeg ser de svenske erfaringer som udtryk for, at alle parter i kunstlivet er ved at få øjnene op for de konstruktive muligheder, der er i at gentænke og udvikle udstillingspraksis. En udvikling, vi også oplever herhjemme: I foråret lancerede BKF sammen med blandt andre Foreningen af Kunsthaller i Danmark, med opbakning fra museernes sammenslutning, ›Den ny udstillingsaftale‹. Og selv om udstillingsaftalen ikke er lovmæssigt påkrævet som dens svenske forbillede, vil aftalen være et stærkt redskab til at udforme og dokumentere aftalevilkårene mellem kunstnere og udstillingsinstitutioner fremover. Vi er derfor allerede inde i en proces, der kan føre til at udvikle et grundlag for CSR strategier og certificeringer i dansk kunstliv. Men eventuelle fremtidige certificeringer skal udvikles i dialog mellem de involverede parter, sådan som vi netop har gjort det med udstillingsaftalen. Alle parter skal kunne se det konstruktive i at opnå målsætningerne. Det kræver dialog og motivation fremfor diktering. Men frem for alt vilje og tro på at det kan lykkes. 


Billedkunstneren nr. 3

2014

 3

»Digital kunst spiller en afgørende rolle som kritisk, eksperimenterende modspil til den magt, de digitale medier har« – billedkunstner Kristoffer Ørum. Læs mere s. 12

Billedkunstneren udgives af: Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vingårdstræde 21, 1. th. 1070 København K. Tlf. 33 12 81 70 Åbent mandag-torsdag Kl. 10-15 bkf@bkf.dk www.bkf.dk Redaktør: Miriam Katz (DJ) Tlf. 33 12 81 72 mk@bkf.dk

Tema: Digital kunst

Tryk: Prinfo Hobro

Digital kunst kræver nytænkning

Systemtænkning   kvæler kunsten

Kunstnere og kuratorer advarer

Flere frie midler er den

›Kunstneres arbejdsvilkår er uacceptable alle andre steder end i kunstlivet‹

imod digital ignorance i

optimale løsning, hvis man

Det skabte stor opmærksomhed,

kunstlivet – men ser forskellige

vil styrke det internationale

da det svenske projekt ›Reko‹

løsninger: Nogle efterlyser frie

potentiale, den digitale danske

offentliggjorde ranglister over

midler, andre øremærkede puljer.

kunstscene har i disse år, mener

hvilke udstillingssteder, der

en af webkunstens hjemlige

giver kunstnerne rimelige

pionerer.

arbejdsvilkår.

  Læs mere s. 4

Ny kunsthal viser vejen frem

  Læs mere s. 12

  Læs mere s. 20

Verden har fået sin første kunsthal for digital kunst. Den

Kunst og samfund

ligger i en S-togsstation i den

›Ude i samfundet‹, siger man, og

Københavnske vestegnskommune

›i kunsten‹. Er der modsætning?

Vallensbæk.

Essay af Dorthe Jørgensen,

  Læs mere s. 7

professor i filosofi og idéhistorie, Aarhus Universitet.

Kunst sætter ny teknologi i kritisk lys

Plus

  Læs mere s. 22

BKF lancerer påskønnelseslegater

digitale, det teknologiske og det

De løfter kvindelige kunstneres historie ud   af glemslen

organisk levende. Og har for ny-

Ihærdige kunstnere fra

anerkendelse? Indstil ham eller

lig vundet Nordisk Kulturfonds

Kvindelige Kunstneres Samfund

hende til et påskønnelseslegat

konkurrence for digital kunst.

har sikret, at et hidtil glemt

fra BKFs Ophavsretsfond.

Kunstprojektet Hybrid Matters udforsker fusionen mellem det

  Læs mere s. 9

stykke dansk kunsthistorie nu kan fortælles.   Læs mere s. 14

Fortjener din kollega

  Læs mere s. 30

Kort nyt Presseklip

Ligestillingen står i stampe på kunstmuseerne

Nyt fra BKFs sekretariat

Ny undersøgelse viser,

Aktuelle ansøgningsfrister

at mandlige kunstneres

Aktuelt på udstillingsscenen

værker stadig dominerer på

Mindeord

toneangivende museer, trods flere kvindelige kunstnere i udstillingslivet.   Læs mere s. 17

På forsiden | Anders Bojen og Kristoffer Ørum: Autobiography (2011). Fra udstilling på det kunstnerstyrede udstillingssted Skulpturi.dk. Interview med Kristoffer Ørum om produktionsvilkår for digital kunst s. 12.

Opslagstavlen

  Læs mere s. 24-31

Deadline, Billedkunstneren nr. 4 2014: 7. november Annoncer i Billedkunstneren tegnes gennem Media Space: Tlf. 30 747 742 info@mediaspace.dk www.mediaspace.dk Abonnement på Billedkunst­neren tegnes hos BKFs sekretariat. Pris: 300 kr. for fire årlige udgivelser. Billedkunstneren er støttet af Statens Kunstråds Billed­ kunstudvalg

ISSN: 1902-3618 ISSN, elektronisk publikation: t1901-7596 Artikelforslag, debatindlæg mm. kan sendes til redaktøren på ovennævnte adresse. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for materiale, der er sendt uopfordret og forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster. BKFs redaktionsudvalg 2014 Anders Werdelin, billedkunstner Ida Ferdinand, maler Bjarne W. Sørensen, grafiker og maler Marianne Jørgensen, billedkunstner Signe Vad, billedkunstner Agnete Bertram, billedkunstner Layout Åse Eg: aase@hos-eg.dk


4

Billedkunstneren nr. 3

2014

Digital kunst kræver nytænkning  Af Miriam Katz og Monica C. Madsen

Kunstnere og kuratorer advarer imod digital ignorance i kunstlivet – men ser forskellige løsninger: Nogle efterlyser frie midler, andre øremærkede puljer. Fonde og museer er på forskellig vis ved at finde ud af, hvordan de kan styrke den digitale kunst.

Digital kunst tvinger i disse år museer og fonde til at tænke afstand at læse, forstå og vurdere kvaliteten i nye kunstformer. nyt. Både når det gælder forskning, formidling og bevaring. Og Det er en erfaringsopsamling, vi er i fuld gang med i billednår det handler om kunststøtte. kunstudvalget. Vi er meget bevidste om, at det her er et vigtigt Således har Kulturstyrelsen digitalisering i fokus på sit årsnyt område, som vi skal have et vågent blik for,« siger hun og møde 22.-23. september, og styrelsens Billedkunstkontor har tilføjer, at der fx heldigvis allerede er tegn på, at den digitale inviteret en række erfarne aktører til at diskutere den digitale kunst er på vej ind i store, offentlige byggeriers synsfelt, når de kunsts praksisser, problematikker og potentialer. vælger kunstnerisk udsmykning: Og området fortjener særlig opmærksomhed, mener billedPå Det Ny Universitetshospital i Aarhus er videokunstnerne kunstner Katja Bjørn fra Legatudvalget for Billedkunst i StaHanne Nielsen og Birgit Johnsen således blandt vinderne i en tens Kunstfond: storstilet udsmykningskonkurrence, og skaber et omfattende »Selvom digital kunst i princippet har samme støttemuligvideoværk til et af hospitalets centrale hovedstrøg. Og i Hilleheder i kunstfonden som al anden kunst, så kan der i praksis rød har billedkunstnerne Anders Bojen og Kristoffer Ørum fået være barrierer, som spænder ben på området. Fx kan institutil opgave at levere en udsmykning i form af et digitalt værk, tioner, som modtager kunst i det offentlige rum, ofte være tilder placeres på Professionshøjskolen UCC, Campus Nordsjælbageholdende overfor digitale værker. De er typisk mest inteland. resserede i kunstformer, de kender, såsom maleri og skulptur,« Frie midler eller fyrtårne siger hun, der med interesse har fulgt en aktuel satsning på Sidstnævnte kunstner, Kristoffer Ørum, er professor i samtidsdigital kunst i Statens Kunstfonds nordiske søsterorganisation, kunst på Det Fynske Kunstakademi og en af pionererne i det Nordisk Kulturfond. digitale kunstmiljø herhjemme. Han mener ikke, at en særlig Her har man i år for første gang afsat en særlig pulje til ompulje, fx som den Nordisk Kulturfond har lanceret, er vejen rådet og udskrevet en åben konkurrence om tre mio. kr. til at frem, hvis man fra kunststøttesystemet vil styrke området: realisere digitale kunstprojekter for (læs om den nordiske sats»Vi har et fantastisk kunststøttesystem, jeg ning på s. 9 her i bladet, red.). ikke vil undvære, men det er først og fremKatja Bjørn understreger, at Statens »Jeg har set alt for mest de eksisterende kunstinstitutioner, der Kunstfond Legatudvalg for Billedkunst benefitter af det. Ikke kun på det digitale omendnu ikke har drøftet, om den nordimange udstillinger, råde, men over en bred kam er der behov for ske pulje er et eksempel til efterfølgelse med en computer i flere frie midler,« siger han til Billedkunstneren herhjemme, men personligt synes hun midten af et mørkt (læs hele interviewet med Kristoffer Ørum på godt om ideen: »Jeg tror, det ville kunne sætte den dirum, hvor man så kan s. 12 her i bladet, red.) Heller ikke hos en anden af det digitale gitale kunst i spil for alvor, også som en stå og klikke sig frem. kunstfelts hjemlige nøglefigurer, Jacob Lillemere udbredt kunstform i det offentlige mose, vækker den nordiske satsning udelt berum, hvis vi afsætter midler specifikt til Det fungerer ikke. digitale værker,« siger hun. For det er ikke sådan, gejstring. Lillemose, der er medstifter af kunstner/ At nogle institutioner stadig har beværkerne er tænkt« kuratorkollektivet Artnode.org og som siden røringsangst overfor den digitale kunst, midten af 1990erne har forsket i softwarenår de køber kunstnerisk udsmykning, kunst, glæder sig selvfølgelig over, at Nordisk Kulturfond i år skyldes ganske enkelt, at feltet – i et kunsthistorisk perspektiv satser 3 mio. kr. på digital kunst. Men han understreger, at det – stadig er forholdsvist ungt, påpeger Katja Bjørn: kræver en vedholdende, fast satsning i kunststøttesystemet, »Det tager tid, før nye kunstformer indoptages – både i kunsthvis man for alvor vil styrke den digitale kunst. livets institutioner og i offentlighedens bevidsthed. Det digitaFor som det ser ud i dag, er den nordiske samtidskunstscene le kunstfelt er kun 30-50 år gammelt. Tænk på, hvor mange tupræget af digital ignorance, mener han: sinder år maleriet og skulpturen har bag sig! Det kræver tid og


Billedkunstneren nr. 3

2014

 5

konkurrenceoplæg og jury på, at den nordiske satsning sigter mere på kultur i bred forstand end på kunst, vurderer han. Ønsker man for alvor at promovere og udvikle feltet herhjemme, kræver det vedvarende støtte og forankring i det felt af anerkendte kunstnere, der længe har arbejdet digitalt, mener han: »Jeg tror, at det er vigtigt at arbejde lokalt i første omgang og involvere de folk, som arbejder seriøst med det herhjemme. De fleste af disse folk har et stort internationalt netværk og er anerkendt i feltet.«

Under radaren

Når digital teknologi ikke kun bruges som redskab, men også som kunstnerisk materiale, må kunstinstitutionerne gå nye veje. Det gør man på http:// netspecific.net, der er online udstillingsplatform på Museet for Samtidskunst i Roskilde. Her kan man frem til 31. marts næste år opleve udstillingen ›Performing the media – Online identiteter‹, der bl.a. viser den hollandske kunstner Martine Neddams værk My Desktop Life.

»Digital ignorance er ment som en provokation men refererer til, at man især på institutionelt niveau ikke viser digital baseret kunst i et omfang, der svarer til dens udbredelse,« siger Jacob Lillemose i et mailinterview med Billedkunstneren. »Jeg vil tro, at antallet af webbaserede kunstværker i danske museumssamlinger kan tælles på en hånd. Og selvom der måske skulle vise sig at være mere end fem, så er der i hvert fald tale om et antal, der ikke repræsenterer feltets mangfoldighed.« Jacob Lillemose ser Nordisk Kulturfonds pulje til digital kunst som udtryk for den slags ›fyrtårns-tænkning‹, der præger kulturlivet generelt i disse år, hvor institutioner med spektakulære, enkeltstående satsninger søger at profilere sig i offentligheden. Desuden tyder selve sammensætningen af kulturfondens

Mens fonde og offentlige institutioner således stadig er i færd med at finde deres ben i forhold til den digitale kunst, og kunstnerne i feltet følger udviklingen kritisk, har kunstmuseer og kunsthaller de senere år inddraget digitale kunstformer – primært dem, der bruger de nye teknologier som redskab, dvs. video- foto og installationskunst. Det er en udvikling, som stiller mange nye krav til museumspersonalets tekniske kompetencer og forståelse. Endnu vanskeligere er det dog for institutionerne at håndtere den del af den digitale kunst, der ikke bare bruger teknologien som redskab, men også som kunstnerisk materiale og udstillingsplatform: webkunsten. Siden sin fremvækst i midten af 1990erne har net- og softwarekunst primært udfoldet sig i forskellige aktivistiske miljøer under det institutionelle kunstlivs radar. Men nu forsøger forskere og formidlere at indfange, udstille og bevare denne grænseoverskridende, flygtige og transparente kunstform. En af de første hjemlige, institutionelle udstillingsplatforme for netkunst finder man på Museet for Samtidskunst i Roskilde. Her har online udstillingsrummet Net.Specific siden 2012 vist ny netkunst af danske og internationale kunstnere, der alle anvender internettet som udgangspunkt for deres performative kunstpraksis. Kunsten knytter ofte an til temaer som overvågning, tracking, repræsentation og hacking. Frem til marts næste år kan man opleve gruppeudstillingen ›Performing the Media – Online identiteter‹, med værker af Tobias Leingruber, Martine Nedamm og Johannes P. Osterhoff, kurateret af den i Berlin bosatte danske kurator Tina Mariane Madsen, som også er hovedkraften bag selve udformningen af museets online platform: »Den internetbaserede kunst stiller kunstinstitutionerne overfor helt særlige udfordringer,« fortæller hun. »Først og fremmest er der vanskeligheden ved selve formidlingen, som jo er en del af ethvert museums formelle formål og øjemed. Spørgsmålet er, om webkunst overhovedet skal formidles? Værkerne er jo sådan set allerede formidlet på nettet, hvor de er skabt og lever deres eget liv,« siger hun, der af den overbevisning, at webkunsten ikke hjemme i museernes fysiske udstillingsrum, men skal opleves i det åbne, virtuelle rum, det er skabt til: På nettet, lige der, hvor publikum er – foran computer- og mobilskærmene derhjemme eller på farten.

Netkunst giver museerne hovedbrud »Jeg har set alt for mange udstillinger, med en computer i midten af et mørkt rum, hvor man så kan stå og klikke sig frem. Det fungerer ikke. For det er ikke sådan, værkerne er tænkt,« konstaterer hun. Formidlingsproblemet er dog ikke løst ved at placere webværkerne på museets hjemmeside, hvorfra publikum kan gå på


Billedkunstneren nr. 3

6

2014

Martine Neddam: Peeping. Fra onlineudstillingen ›Performing the media – Online identiteter‹, Museet for Samtidskunst 2014.

opdagelse i udstillingerne fra deres egne skærme. Webværkernes flydende grænser mellem formidling og værk gør det nemlig ofte uklart for publikum, hvilken stemmer der taler, kunstnerens eller institutionens, forklarer Tina Mariane Madsen. »Meget netkunst leger jo med eller overskrider genkendelige repræsentationer på nettet. Og ofte er værkerne tekstbaserede. Der er ikke den samme genkendelige grænse mellem værk og formidling, som der er i et fysisk udstillingsrum, hvor du har et afgrænset værk hængende på væggen og et skilt med titel og årstal ved siden af.« På Net.Specific har Tina Mariane Madsen og kunstnerne derfor valgt en helt enkel formidlingsramme: Værkerne præsenteres på en separat side, museet har udviklet, men udstyres med links, så publikum kan klikke sig videre til kunstnernes egne domæner, hvor værkerne også vises og lever deres eget liv, uafhængigt af udstillingsperioden. Men det er ikke bare formidlingen af netkunsten, der giver hovedbrud i kunstinstitutionerne. Også dokumentation, forskning og bevaring er svær at håndtere, fortæller Tina Mariane Madsen: »Det er yderst vanskeligt at bevare et netbaseret værk. Det bliver typisk højst til et dokumenterende tilstandsbillede og en beskrivelse. På Net.Specific fokuserer vi udelukkende på at udstille værkerne. Når udstillingsperioden er slut, forsvinde værkerne fra museet, som enhver anden udstilling. Kunstnerne kan selvfølgelig vælge at lade værkerne fortsætte på deres egne domæner, men det er en anden sag. Personligt kan jeg godt lide det flygtige i den digitale kunst. Museet skal tage hensyn til medieafhængigheden, synes jeg – og hvis værkerne ikke kan bevares, så er det sådan, det må være. Der er noget poetisk over det, og det passer også meget godt til det performative fokus vi har på Museet for Samtidskunst,« siger hun. 

Kulturstyrelsen fokuserer på digitalisering 22. - 23. september afholder Kulturstyrelsen årsmøde med temaet ›Digitalisering og fremtidens kulturbrugere‹. Kulturstyrelsens Billedkunstcenter afholder her en række sessions under overskriften ›Digital kunst – praksisser, problematikker, potentialer‹. Mere info på www.kunst.dk

Digital kunst på Alt_cph Årets messe for kunstnerstyrede udstillingssteder og kunstnergrupper Alt_Cph 14, der foregår 5.-7. september på Fabrikken for Kunst og Design, fokuserer på dansk og international hackerkultur, biokunst og New Media Art. Bl.a. inviteres til seminar i samarbejde med IT-universitetet. Mere info på www.altcph.dk

Digital kunst – et par adresser http://fffff.at/ F.A.T. Lab (Free Art and Technology Lab) Globalt netværk af aktører, der forsøger at skabe kunstneriske alternativer til computerverdenens monopoler www.samtidskunst og http://netspecific.net/ Museet for Samtidskunsts online udstilling af webkunst www.li-ma.nl LIMA i Amsterdam bevarer, formidler og forsker i ny mediekunst www.rhizome.org Rhizome Artbase, stort arkiv med ny mediekunst, fokus på kunst og teknologi www.transmediale.de Transmediale toneangivende, årlig kunstfestival for kunst og digital kultur i Berlin samt open calls, residencies, workshops og løbende udstillingsvirksomhed www.artnode.org Dansk kunstner/kurator kollektiv for digital kunst, repræsenterer pt. mere end 100 kunstnere i feltet


Billedkunstneren nr. 3

2014

 7

Ny kunsthal viser vejen frem  Af Monica C. Madsen

Verdens første permanente udstillingssted for digital kunst i det offentlige byrum er for nylig åbnet i en grønkaklet S-togsstation på den Københavnske vestegn. Den nye kunsthal DIAS besøges dagligt af over 5.000 gæster, der møder den digitale kunst på vej til og fra toget.

Installationsview, Patrick Bergeron (CA): LOOPLOOP, 2008. Foto: Martin Ørsted.

Passagerne i Sofias bulgarske metro betragter dig undersøgende fra mediekunstneren Kassandra Wellendorfs video på den flaskegrønne kakkelvæg, når du stiger ud af s-toget på Vallensbæk Stations perron. Og på vej ned af betontrappen risler elektroniske lyde nedover dig, mens du bevæger dig henover komponisten Wayne Siegels stribede felt på afsatsen. Nede i tunnelen kommer du med på køretur gennem Hanoi i Patrick Bergerons gulv til loft-video, indimellem fordelt på flere parallelle filmstrimler. I Chris Sugrues skærminstallation ved siden af, kravler små projicerede digitale mikroorganismer ud på din hånd og op ad din arm, når du berører skærmen med din finger, og på vej ud af stationens tunnel deklamerer Jacob Tækkers kunstige kampesten i buskadset som afskedssalut, »I´m not a rock!«. På videre opdagelse på stationen kunne du her i sommers opleve otte andre

digitale værker af danske og internationale kunstnere i DIAS – Digital Interactive Art Spaces’ åbningsudstilling, ›Presenting DIAS‹. Her i september afløses den af en ny udstilling, ›Too Unstable‹, der sætter fokus på den digitale teknologis ustabilitet. Udstillingspladsen er lejet af DSB, og grundfinansiering kommer fra Vallensbæk Kommune, som også lønner DIAS´ kurator, Rasmus Vestergaard. Han har blandt andet en baggrund som direktør for Skive Ny Kunstmuseum (SNYK).

trappen og tunnelen under Vallensbæk Station. »Det interaktive element er et særligt karakteristika ved den digitale kunst – det er grundlæggende fascinerende for både kunstinteresserede og ikke kunstinteresserede, at du gør noget og får værket til at reagere. Det sætter automatisk en dialog i gang mellem beskueren og værket, som får os til at reflektere, uanset hvilke forudsætninger, vi har,« siger han.

Åbent 24/7 for alle »Digital kunst er ikke et nyt fænomen i Danmark, men vi er den første kunstinstitution, der alene har fokus på digitale udtryk – fx netværkskunst, artgames, tværmediale projekter, interaktive installationer, digital poesi og videokunst,« fortæller Rasmus Vestergaard, mens han viser rundt i det utraditionelle galleri, der består af perron-

Scan en kode – få et digt! Rolf Steensig (DK): The Sun is Bleeding I-II, 2014. Foto: Mark Ørsted.


Billedkunstneren nr. 3

8

2014

skabe et unikt udstillingsrum, som både vækker opmærksomhed på den internationale kunstscene, og som giver vores borgere uden kunstneriske forudsætninger et spændende og interessant rum at færdes i downtown centrum. Det byder på oplevelser, der får dem til at stoppe op og tænke over livet.«

Kunsten sætter Vallensbæk på verdenskortet

»Kunsten er et vigtigt redskab til at forstå livet, som vi skal værne om og dyrke. Derfor vil vi gerne skabe et unikt udstillingsrum,« siger Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen om DIAS. Foto: Mark Ørsted.

Værkerne ses hver dag af en bred vifte af mennesker, som – udover de, der besøger stationen for at se DIAS´ udstilling – blandt andet tæller pendlere, lokale borgere på vej på indkøb, børneinstitutioner på udflugt og gæster på vej til kunstmuseet Arken. »Nerven i DIAS er, at vi har åbent 24/7, og at alle er velkomne – her er ingen låste døre om natten, og – 7-9-13 – heller ingen hærværk og graffiti,« siger Rasmus Vestergaard.

Ægte kunstoplevelser er uventede Vallensbæk er den rigeste kommune på Københavns Vestegn, her bor kun 15.000 mennesker, socialt boligbyggeri er der stort set intet af, og kommunen har haft økonomien i orden til at afsætte godt 6,6 mio. kr. til DIAS´ drift frem til 2017. Desuden har Statens Kunstfond og Bikuben Fonden støttet DIAS, og på sigt skal der skaffes midler via fundraising og sponsorarbejde. Den forholdsvis gode økonomi i kommunen er dog langt fra hele forklaringen på det stærke lokalpolitiske engagement i realiseringen af den digitale kunsthal. Det handler også i høj grad om en borgmester, der brænder for samtidskunsten – og som er ankermand for DIAS: »Vores ambition er både at tiltrække et internationalt kunstpublikum og at give vores borgere berigende oplevelser – også dem, der ellers ikke går på kunstudstilling,« siger Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen (C), der selv fik ideen til DIAS, da han for et par år siden oplevede danske kunstnere på en digital udstilling i New York: »Det fik mig til at fundere over det absurde i, at jeg skulle tage til USA for

at se danske kunstnere trives og levere noget fascinerede – at der burde være et udstillingssted for digital kunst herhjemme. Så hvorfor ikke importere ideen til Vallensbæk?« Han ser det som en væsentlig udfordring at tænke den digitale kunst ind i det offentlige rum: Det er et format, der

»Det er en væsentlig udfordring at tænke den digitale kunst ind i det offentlige rum: Det er et format, der endnu ikke får så stor opmærksomhed i kunstsystemet« endnu ikke får så stor opmærksomhed i kunstsystemet, fordi institutionerne primært tænker i værker, der passer ind i de traditionelle udstillingsrammer, mener han. »Men hos os er det anderledes, for her skal værkerne kunne ses af alle. Det stiller nye udfordringer til kunstnerne, for mange af vores brugere har ikke på forhånd taget stilling til, at de vil se værkerne – derfor skal de motiveres på en helt anden måde. Det er superspændende.« På spørgsmålet om, hvad kunsten kan bidrage med, set fra borgmesterstolen, falder svaret prompte: »Kunsten har et særligt potentiale til at inspirere os til at kunne eksistere og præstere som mennesker og rumme hinandens forskellighed. Kunsten er et vigtigt redskab til at forstå livet, som vi skal værne om og dyrke. Derfor vil vi gerne

Udover at profilere Vallensbæk som kulturel foregangskommune, der har fingeren på den internationale puls og giver nye målgrupper mulighed for kunstoplevelser, har DIAS også andre dagsordener. På programmet er allerede guidede ture og huskunstnerordning med kommunens skoler, hvor videokunstneren Jacob Tækker her fra efteråret inddrager DIAS aktivt i elevforløbene. DIAS har desuden et stærkt internationalt netværk og samarbejder fx med Eyebeam i New York om en udstilling om lydkunst i det offentlige rum. Og på det store internationale symposium for digital kunst, ISEA, i Dubai her i efteråret, skal Rasmus Vestergaard præsentere DIAS’ erfaringer. På sigt er potentielle muligheder også at afholde masterclasses og workshops, at blive nationalt arkiv og videnscenter for digital kunst, at etablere en biennale og at tilbyde residences til forskere og kunstnere. Åbenhed er vigtig på alle niveauer, understreger kunsthallens kurator: Derfor har DIAS også et curatorial board – et rådgivende kunstpanel – sammensat af danske og internationale fagfolk. Ud over at være med til at styrke DIAS’ profil, skal det sikre, at DIAS udvikler en åben, demokratisk struktur med høj faglighed, hvor bl.a. en del udstillinger baseres på open call-gæstekuratorer: »Det skal ikke bare være en enkelt person, der sidder og finder på det hele. Det er vigtigt, at programmet hænger sammen og har en klar profil, men også at vi er et åbent sted. Samtidig vil vi også gerne være det faglige knudepunkt – den hub – der forbinder det digitale miljø i Danmark og udlandet, for det mangler vi i dag: Der er rigtigt mange dygtige danske kunstnere i det digitale felt, men der er meget få danske udstillingssteder, der arbejder kontinuerligt med digital kunst,« siger Rasmus Vestergaard.  Mere info på: http://diaskunsthal.dk/


Billedkunstneren nr. 3

2014

 9

Kunst sætter ny teknologi i kritisk lys  Af Monica C. Madsen

Kunstprojektet Hybrid Matters udforsker fusionen mellem det digitale, det teknologiske og det organisk levende. Og har for nylig vundet Nordisk Kulturfonds konkurrence for digital kunst. Her fortæller Laura Beloff, en af kunstnerne bag Hybrid Matters, om perspektiverne.

»Med vores projekt vil vi gøre opmærksom på, at den digitale kunst spiller en vigtig rolle i den rivende udvikling, vi i disse år ser indenfor det digitale og bioteknologiske område,« siger Laura Beloff, da Billedkunstneren møder hende i aulaen på ITUniversitetet på Amager. Hun er en af kunstnerne bag det fællesnordiske kunstprojekt Hybrid Matters, der i juni vandt Nordisk Kulturfonds konkurrence for digital kunst, DIGITAL 2015-16. Med konkurrencen har Nordisk Kulturfond ønsket at sætte aktiviteter i gang, som kan skærpe opmærksomheden på den digitale kunsts potentiale – både blandt kunstnere, kunstinstitutioner og publikum. Og det er netop, hvad Hybrid Matters gør, med digitale og fysiske udstillinger, open calls, symposier og meget mere, der realiseres de kommende to år. Bag vinderprojektet står en række danske, finske, svenske og norske kunstnere, institutioner og udstillingssteder. Og heriblandt altså den i Danmark bosatte, finske billedkunstner, Laura Beloff, der leder afdelingen for computerspil og interaktivitet på IT-Universitetet i København. Hun har i mange år arbejdet med digital kunst – har bl.a. udstillet på Ars Electronica i Linz og Venedig Biennalen (2007). Og i hendes optik er det afgørende, at den digitale udvikling ikke overlades til erhvervsliv og videnskab alene. Kunsten skal med som en vigtig kritisk og medskabende samarbejdspartner, der kan bevidstgøre folk om konsekvenserne af den ny teknologi og om hvordan den påvirker vores erkendelse af verden:

Hybrid økologi »Kunsten kan forholde sig kritisk til vores brug af digital teknologi, se andre muligheder i den og formidle de nye videnskabelige ideer, så folk får nemmere ved at forholde sig til dem,« siger Laura Beloff. »Digitale kunstværker kan gøre os mere bevidste om, hvordan relationen mellem det digitale og mennesker, natur og miljø forandres, i takt med at den digitale verden i stigende grad fusionerer med vores organiske virkelighed og bliver en væsentlig del af vores hverdag og miljø.« »I Hybrid Matters udforsker og udvikler vi via kunsten nye modeller for den digitale kommunikation mellem biologiske og teknologiske aktører – det, vi kalder hybrid økologi,« fortæller hun. Hybrid økologi er et nyt begreb, hvor kunstnerne undersøger samspillet mellem teknologien og levende organisk materiale og ser det som en proces, der opbygger et nyt økologisk system.

Laura Beloff: Appendix (2011). Et teknologisk redskab i form af en hale, skabt til at blive en del af brugerens fysiske krop. Halens bevægelser blev kontrolleret af et computerprogram, styret af køreretninger i Helsinkis sporvognssystem og af bølgehøjden i Østersøen.

Det kan fx manifestere sig som mennesker med smartphones, dyr med geolocation-sendere, genmanipulerede planter, insektrobotter, mikroorganismer som bærere af teknologi eller kemikalier, indopererede chips, droner brugt som andet end militært udviklet teknologi osv. »Tidligere har vi kun haft rent organiske økologiske systemer. Derfor kalder vi den nye type en hybrid økologi, og det centrale for os er at undersøge den og dens konsekvenser for vores opfattelse af det menneskelige, af naturen osv.: Hvordan vil vores opfattelse af naturen fx ændre sig, hvis den bliver totalt genmodificeret i løbet af de næste 50 år?« spørger Laura Beloff. At bruge kunsten til at undersøge den hybride økologi er en indgangsvinkel, som kan bidrage med noget særligt – både i formidlingen af dens konsekvenser og i udviklingen af fremtidens samfund, mener hun. Derfor er det en god idé at gøre en indsats for at give kunstinstitutionerne større lyst til at åbne dørene for den.

Mikro-biobatterier og grænseflader Hendes eget bidrag til Hybrid Matters er at udforske interfacen – dvs. grænsefladen mellem det teknologske og det organiske, hvor de to sfærer interagerer, og hvordan man håndterer


10

Billedkunstneren nr. 3

2014

du jo skal deale med, at det øjeblik, du formidler, altid er et hardware-komponenterne og softwaresystemerne på den ene passed moment – dvs. det ligger bag dig. Jeg kæmpede hele tiden side, og det organiske på den anden. imod den tidslige bundethed ved at forsøge at skabe billeder, Hun har endnu ikke lagt sig helt fast på et konkret projekt: der forstyrrede øjet. Derfor var det et kæmpe kick, da jeg fandt Lige nu er hun blandt andet optaget af ideen om at skabe netud af, at man rent faktisk kan overkomme passed moments ved værk mellem mikroorganismer, og hun har de senere år arat programmere computere, så de reagerer på dig her og nu, bejdet på at udvikle et bærbart mikro-biobrændstofs-batteri, som var det menneske til menneske … Og når først du bevæger der lades op ved hjælp af bevægelse: dig ind på den vej, dukker der mange flere muligheder op,« »Mange mennesker mener, at vi skal ændre adfærd pga. profortæller hun. blemerne med vores energiforbrug. Men det er svært for de fleste at ændre vaner, og tit holder de gode intentioner kun Kunstnerne behøves kort tid. Så hvad nu hvis vi kunne skabe en fuldstændigt anTilbage i 1990erne, da den digitale kunst voksede frem, drømderledes ide om energi? Hvis vi havde en fuldstændigt anderte mange om at skabe en virtuel parallelverden, man kunne ledes relation? Batteriet er et bud på det – et totalt eksperiforsvinde ind i. Men i dag er den digitale verden og den fysimenterende projekt med fokus på at skabe et hybridt økoloske verden smeltet sammen – vi lever i en gisk system, hvor batteriet har brug for crossover-verden, og uanset om vi er for eldine menneskelige bevægelser for at fun- »Digitale kunstværker ler imod udviklingen, er én ting sikkert, gere, og hvor du i en vis forstand selv prokan gøre os mere pointerer Laura Beloff: Vi kan ikke stoppe ducerer dets energi. Det fungerer ikke bevidste om, hvordan den! særligt effektivt endnu, men tanken om, »Derfor er det afgørende, at vi følger at batteriet behøver dig, er interessant,« relationen mellem det med og er aktivt med til at skabe den udsiger hun, der undrer sig over, at så få digitale og mennesker, vikling, der sker, som en kritisk eller alterkunstnere udforsker mulighederne i det natur og miljø nativ stemme: Vender vi bare ryggen til, digitale felt: er det alene de tekniske videnskabsmænd, »Vores hverdag er jo nu fuld af netværk forandres«­ der får lov at definere den. Det er essensen og digitale værktøjer: Det digitale er overi mit overordnede projekt: At det digitale ikke kun er et videnalt, og det kommer i høj grad til at påvirke vores grundlæggenskabeligt anliggende – hele samfundet skal være tydelige delde erkendelse af verden fremover. Men måske virker det for tektagere i den diskussion, og kunstnerne har særligt potentiale nisk kompliceret for mange kunstnere at bevæge sig ud i.« til at bringe diskussionen ud til et bredere publikum, så de Teknologi som æstetisk materiale bliver klædt på til at forholde aktivt.« Kunstnerne kan gøre en forskel i feltet, for hidtil er den digiFor videnskaben er det digitale nemlig blot et objekt, mens tale teknologi i høj grad udviklet af multinationale koncerner det for kunstneren er relationer, følelser, historie, hukom– og det skaber en kommerciel ensretning i måden, vi bruger melse og andre subjektive størrelser. Derfor kan kunsten føde teknologierne på, mener hun: nye perspektiver og spørgsmål, som også er interessante for »Den merkantile tilgang betyder, at vi – også som kunstnevidenskaben, men som deres praksis, institutioner, fondsmidre – primært tænker på det digitale som værktøjer, vi bruger ler osv. måske ikke giver plads til, at de selv undfanger, mener snævert målrettet de formål, erhvervslivet har defineret for Laura Beloff: os. Men går du æstetisk til værks og opfatter det digitale som »Ideelt er det et samarbejde, der både kan berige kunstneet materiale fremfor et værktøj, begynder du at forholde dig ren og videnskabsmanden: Deres praksis er ikke nødvendigvis til det og udforske det på helt nye måder.« så forskellig fra min, men hvor forskerens mål er at finde svar, Laura Beloff arbejdede selv med fotografi og videokunst, er mit mål som kunstner at finde frem til at stille de rette før hun begyndte at bruge det digitale som materiale fremfor værktøj. Og hun medgiver, at det på mange måder har været en stor udfordring: »Jeg har altid som kunstner haft en tendens til at opsøge det, der skræmmer mig lidt, fordi jeg intet ved om det – det er én af grundene til, at jeg er endt med at arbejde med digital teknologi. Men det giver mig også nogle unikke muligheder, jeg ikke har fundet andre steder i det æstetiske felt: Jeg arbejdede oprindeligt med fotografiet, hvor

Laura Beloff: The Fruit Fly Farm (2005-06) Bærbar bananflue-enhed. Når brugeren tager den på, forbindes menneske med bananfluer via et mobilt netværk.


Billedkunstneren nr. 3

2014

 11

Laura Beloff: A Unit (2012). Værket udgør en grænseflade mellem kunst og liv, designet til at huse en genmodificeret plante. Kan bruges til at dyrke nye relationer mellem menneske og natur.

spørgsmål og få publikum til at tænke over dem. For jeg er her ikke for at give svar.«

Digital lillesøster På spørgsmålet om, hvilke særlige udfordringer, hun som kunstner oplever på det digitale felt, nævner hun bl.a., at den digitale kunst stadig er lillesøster til mainstreamkunsten, og at det er et krævende felt at arbejde i: Det kræver stor teknologisk viden, kunstnerne har ofte brug for tekniske samarbejdspartnere og projekterne tager lang tid. Desuden er udgifterne til teknologisk udstyr tit så høje, at man behøver sponsorer. Samtidig tøver mange kunstinstitutioner med at udstille digital kunst, dels fordi det kræver særlige udstillingsfaciliteter, dels af frygt for, at noget teknisk går galt, så værket ikke virker, som det skal. Endelig er mange digitale værker ikke salgbare i traditionel forstand, påpeger Laura Beloff: »Derfor burde der øremærkes særlig støtte til digitale kunstnere og kunstinstitutioner, der vælger at udstille komplicerede digitale værker, så kommercielle hensyn ikke spænder ben for udbredelsen af den digitale kunst. Et formidlingsprogram, der både er målrettet den brede befolkning og kunstverdenen vil også skærpe bevidstheden om den digitale kunsts potentiale:

Ligesom det abstrakte maleri, da det kom frem, krævede at publikum fik træning i at opleve dets potentiale, kræver den digitale kunst at man får nøgler til at forstå den, så man kan åbner sig mere og mere op for den,«, siger Laura Beloff. 

Hybrid Matters er et stort anlagt kunstnerisk projekt med en række aktiviteter på programmet: En digital formidlingsplatform, udstillinger i hele Norden, symposium, netværksmøder, workshops, laboratorier, fieldtrips for 20-30 nordiske kunstnere i det nordligste Finland, open call og publikumsinddragelse. Med i projektet er en række institutioner og enkeltpersoner med mange års praktisk erfaring med digital teknologi og kunst: Kunstner Erich Berger fra Finish Society of Bioart i Helsinki, kunstner og forsker på IT-Universitetet, Laura Beloff, de svenske sms-kunstnere og forskere Åsa Ståhl og Kristina Lindstrøm, den nordnorske Kunsthall Grenland og det finske kunstnerkooperativ Forum Box. Hybrid Matters vandt for nylig førsteprisen på tre mio. kr. i Nordisk Kulturfonds konkurrence DIGITAL 2015-16. Læs mere på www.nordiskkulturfond.org/da/hybrid-matters-digital-2015-16 Laura Beloffs arbejde kan ses på: www.saunalahti.fi/~off/off/


Billedkunstneren nr. 3

12

2014

Systemtænkning kvæler kunsten  Af Monica C. Madsen

Flere frie midler er den optimale løsning, hvis man vil styrke det internationale potentiale, den digitale danske kunstscene har i disse år, mener en af webkunstens hjemlige pionerer, Kristoffer Ørum.

På den rå væg i Kristoffer Ørums tagatelier, et stenkast fra Kømået, fordi værkerne hidtil ikke har skullet tilpasse sig kunstbenhavns Rådhus, hænger en stor skitse, hvor han er i gang institutionernes krav, mener han: med at kortlægge mulighederne i et nyt projekt ›Captive Por»På et aktivistisk, non-kommercielt plan sker der lige nu en tal‹ – en række forsøg med at bruge trådløse netværk til at dihel masse i Danmark med et væld af små uafhængige, selvorstribuere kunstnerisk materiale i offentlige rum. ganiserede udstillingssteder, som giver os noget særligt at byde Som professor i samtidskunst på Det Fynske Kunstakadeind med på den internationale kunstscene. Får vi en særlig pulmi og som billedkunstner med rødder i senfirsernes spirende je til digital kunst, kan man frygte, at det vil betyde, at mange hackerkultur er den digitale kunst et cenaf de aktivistiske kunstnere pludselig vil tiltralt felt i Ørums arbejde. Han står selv bag »Kunstinstitutionernes passe sig støttesystemets implicitte krav for en lang række eksperimenterende digitaat komme i betragtning,« siger han. behov for styret le kunstprojekter, mange af dem realiseret Fra at være et felt, der kan fungere på kommunikation sammen med billedkunstner Anders Bojen. andre præmisser end den institutionaliseBilledkunstneren møder ham til en samtale rede kunst, kan den digitale kunst risikere strid­er direkte imod om den digitale kunstscenes produktionstage farve af markedet, institutionerne kerneværdien i digital at og formidlingsvilkår herhjemme. For mens og læringsstrukturen på kunstakademiet, kunst« nogle af hans kolleger anbefaler særlige pulfrygter Kristoffer Ørum: jer på området (se fx artiklerne her i bladet »Derfor er jeg ambivalent. Det er ligesom s. 4, og s. 9 red.), så mener Kristoffer Ørum ikke, at øremærnår en subkultur bliver opslugt af mainstream – så mister kede puljer er vejen frem, hvis kunststøttesystemet vil styrke man den utopiske drøm om, at man kan noget radikalt anden digitale kunst: det.« »Vi har et fantastisk kunststøttesystem, jeg ikke vil undvæAnsøgningsretorik former værket re, men det er først og fremmest de eksisterende kunstinstiSystemets krav kan altså i alt for høj grad komme til at diktutioner, der benefitter af det. Ikke kun på det digitale område, tere, hvordan kunstnerne agerer i det æstetiske felt, advarer men over en bred kam er der derfor behov for flere frie midler. Kristoffer Ørum: Fordi det giver kunstnerne større frihed, når midlerne ikke »Kunststøtten risikerer – på trods af de bedste intentioner – er så bundet til institutionernes anerkendelse og faste udstilat komme til at handle mindre om at støtte produktionen af lingsformater,« siger han og understreger, at han ikke ser den nyskabende eksperimentende kunst og mere om at bevare bildigitale kunst som en særskilt billedkunstnerisk genre: ledkunsten som et stabilt og genkendeligt felt.« »Elektronikken er et værktøj, du har til rådighed på lige »Kunststøttesystemet er som sagt fantastisk, men jeg er linje med pensel og mejsel, når du vil lave billedkunstneribange for, at det især er institutionernes relativt konsensusske udtryk. Mine digitale værker skriver sig blot ind i en årsøgende og projektorienterede tankegang, der har fordel af hundredgammel tradition med rødder tilbage til dadaismen det – ikke de frie kunstneriske eksperimenter,« siger Kristofog avantgarden.« fer Ørum, der bl.a. henviser til de mange ansøgninger, som »For mig at se ligger den digitale kunst i forlængelse af nogkunstnere, kuratorer og udstillingssteder skal skrive for at få le strømninger, der altid har været i kunsten, hvor det handadgang til støttekronerne: ler om at styrke beskuerens frie læsning og udviske grænser»Vil man I betragtning, skal man tænke de involverede instine mellem liv og kunst. Grunden til, at det digitale interestutioners dagsordener med ind i værket på forhånd. Du skal serer fx mig, er, at det, der foregår på nettet, påvirker vores italesætte dit arbejde som samfundsrelevant, med appel til et hverdag så meget. Det handler ikke så meget om teknologien bredt publikum osv. Og jo højere grad af projektorienteret ini sig selv men om, hvordan teknologien gør ting tydelige, der stitutionalisering, des flere lag af forskellige dagsordener skal sker i verden,« siger han. du pakke projektet ind i – tit før du overhovedet er gået i gang Institutionelt tåklipperi med det. Det er en kontrakt, der låser dig fast og gør det vanAt støttesystemets institutionaliserede krav begrænser alle skeligt at forfølge mange af de muligheder, der dukker op, kunstneriske områder, kommer tydeligt til udtryk, når man når du måneder senere faktisk går i gang med at arbejde med ser, hvad et nyt kunstnerisk udtryk som det digitale har fordit projekt,« siger han.


Billedkunstneren nr. 3

2014

 13

Digital kunst leger med udstillingsformater både onog offline. I Anders Bojens og Kristoffer Ørums Autobiography (2011), der blev vist på det kunstnerstyrede udstillingssted Skulpturi.dk, overlappede to videoprojektioner hinanden: En med et endeløst antal alternative biografier om Bojen og Ørum baseret på familiefotografier og med voice over, og en anden med en abstrakt fortælling og computergenerede lyde.

»Det er vigtigt at sikre, at der også er støttemuligheder, som ikke påvirker kunstnerne til at udforme deres projekter, så de matcher støttesystemets forventninger. Frie midler, som giver kunstnere mulighed for at tænke mere udenfor, og måske i opposition til de forventninger, støttesystemet har til kunstens didaktiske, samfundsrelevante og genkendelige natur.«

PR stjæler skærmen I udstillingslivet støder den digitale kunst på flere barrierer. Alene måden, kunstinstitutionerne bruger deres hjemmesider på, skaber tit så store begrænsninger for digitale værker, at det bliver umuligt at bruge institutionernes websites som udstillingsrum, forklarer Kristoffer Ørum: »Langt fra alle digitale værker egner sig til at blive vist på en særskilt computer i et fysisk udstillingsrum. Det er ude af takt med hverdagen: Mange, især internetbaserede værker, er tænkt ind i en privat sfære, hvor folk sidder foran deres skærme derhjemme. Men for at sikre, at kunstinstitutionens website tiltrækker så mange kunder som muligt, tillader marketingsafdelingens kommercielt definerede restriktioner ikke, at du på deres site laver et konceptuelt, institutionskritisk værk, der går i clinch med museets kommunikationsmaskineri og skaber forvirring om, hvilke signaler museet udsender.« Han oplever, at dagsordenen i kunstinstitutionernes marketingsafdelinger ofte modarbejder det kunstneriske indhold: Kunstinstitutionernes behov for styret kommunikation strider direkte imod kerneværdien i megen digital kunst: At man ikke altid ved, hvad det styrende princip er, og at man som modtager har en meget stor frihed til at læse værket. »Fordi du ikke på forhånd ved, at det er kunst, åbner det for en anden måde at kigge på værkerne på, og kunsten er dermed et forhandlingsfelt, hvor virkeligheden bliver til. Som beskuere er vi nu så medievante, at vi kan læse de små markører for, om det her er alvorligt eller ej. Men så langt er institutionernes kommunikationsstrategier endnu ikke nået – de er bange for de økonomiske konsekvenser, hvis de piller ved deres digitale identitet,« siger han.

Netkunst falder ud Flere frie kunststøttemidler ville skabe flere muligheder for at vise webkunsten lige dér, hvor den er tænkt – nemlig i uafhængige fora på nettet. Men som støttesystemet er indrettet i dag, skal kunstnere have en aftale med et udstillingssted for at kunne ansøge om produktionsstøtte. Og når det gælder tilskud til kunst i det offentlige rum, kan kun offentlige myndigheder eller institutioner, der henvender sig til offentligheden, ansøge om tilskud – ikke kunstnere. »Jeg forstår ikke, hvorfor Statens Kunstfond ikke opfatter nettet som et offentligt rum på linje med andre offentlige rum? Jeg ville ønske, at vi fik mange flere muligheder for at opleve værkerne på nettet, fremfor at vi kun kan få en smagsprøve i et fysisk udstillingsrum på en kunstinstitution. Det undrer mig, at der ikke allerede er vildt crowdet i det her felt. De fleste menneskers hverdag er jo fyldt med skærme og andre digitale interfaces, så hvorfor er kunsten ikke mere tilstede der? Giv dog de digitale kunstnere lidt mere kontrol over de formater, de optræder i, fremfor at lade marketingshensyn og akavede placeringer i fysiske udstillingsrum spænde ben for deres muligheder,« siger Kristoffer Ørum, der håber, at det aktuelle fokus på digital kunst i Statens Kunstfonds Billedkunstudvalg vil føre til reelle forbedringer af produktionsvilkårene på området: »Digitale medier er ikke længere blot et supplement eller et appendiks – de er helt centrale omdrejningspunkter for vores relation til omverdenen i dag. Vi bør alle kende og forholde os til de grundlæggende mekanismer, som driver dem, hvis vi vil fastholde det folkeoplysende og alment dannende princip, som det danske kunststøttesystem hviler på. Digital kunst spiller en afgørende rolle som kritisk, eksperimenterende modspil til den magt, de digitale medier har. Derfor er det digitale et område, som et tidssvarende kunststøttesystem helt klart bør styrke,« siger han.  Mere om Kristoffer Ørums arbejde på www.oerum.org


Billedkunstneren nr. 3

14

Lene Rasmussen og Pylle Søndergaard. Foto: Hans Søndergaard.

 Af Miriam Katz

2014

De løfter kvindelige kunstneres historie ud af glemslen

I generationer har uvurderligt arkivmateriale været gemt væk i poser og skotøjsæsker, under senge og i klædeskabe, hjemme hos skiftende forkvinder i Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS). Men nu er arkivets tornerosesøvn slut: Ihærdige kunstnere fra KKS’ arkivudvalg har sikret, at et hidtil glemt stykke dansk kunsthistorie kan fortælles. Det sker i KKS’ markante jubilæumsudgivelse ›100 års øjeblikke‹, der ikke kun giver ny viden om den tidlige kvindekamp i kunstlivet, men også viser, at kampen stadig er aktuel.

»Det, der især slår os, når vi dykker ned i arkivet, er hvor meget der er sket for kvindelige kunstnere på forholdsvis kort tid – men også, i hvor høj grad de problemstillinger, kvinderne kæmpede med dengang, stadig er relevante.« Sådan siger billedkunstner Pylle Søndergaard, der sammen med billedhugger Lene Rasmussen, begge bestyrelsesmedlemmer i Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS), har redigeret foreningens rigt illustrerede moppedreng af en jubilæumsudgivelse, ›100 års øjeblikke‹, der er på vej mod udgivelse om få uger. I bogen, som udkommer 2. oktober, foretager 20 kunsthistorikere, kunstnere, museumsfolk og kunstkritikere en række fascinerende nedslag i de seneste 120 års kunsthistorie, med udgangspunkt i kvindelige kunstneres og kunsthåndværkeres vilkår og praksisser, samtidig med at historien om foreningens stiftelse og virke fortælles. Det sker op til 100-året for vedtagelsen af kvindernes stemmeret næste år og i anledning af KKS’ 100 års jubilæum i 2016. »Kunstnere som Marie Henriques, Helvig Kinch og Anne Marie Carl-Nielsen, der var med til at stifte KKS, var virkelige heltinder. De blev mødt med en massiv nedgørelse og diskrimination, men de insisterede på at få samme vilkår som deres mandlige kolleger. Og det lykkedes langt henad vejen. Den historie, synes vi, er vigtig at fortælle. Ikke mindst for at yngre kunstnergenerationer forstår det fundament, vi står på i dag,« siger Pylle Søndergaard.

Arkivskat frem i lyset De fleste af artiklerne i jubilæumsbogen udspringer af KKS’ arkiv, der strækker sig tilbage til 1895, og som kunsthistorikere nu for første gang har fået mulighed for at dykke ned i. At arkivmaterialet overhovedet er blevet tilgængeligt for forskerne skyldes en årelang, ihærdig indsats af de aktive kvinder i KKS’ arkivudvalg, der har brugt utallige arbejdstimer på at grovsortere de over 10.000 breve, notater, mødereferater, udstillingskataloger og fotografier fra tiden før, under og efter KKS’ stiftelse for snart 100 år siden. I 2008 sørgede arkivudvalget for, at det skrøbelige, ofte håndskrevne materiale blev sikret i et arkivrum i Kvindernes Bygning i København, efter det i flere generationer havde været gemt væk i klædeskabe, under senge og i loftsrum hjemme i privaten hos skiftende KKS-forkvinder. Men da Lene Rasmussen i 2009 begyndte at arbejde med arkivet, varede det ikke længe, før fik hun øjnene op for det uvurderlige arkivmateriale. Hun blev hurtigt dybt engageret i – og ansvarlig for – arkivarbejdet: »Det gik op for mig, hvilken fantastisk skat KKS’ arkiv var. Jeg kunne slet ikke lade være med at gå ind i processen med at sortere og registrere, så vi kunne gøre disse kunst- og kvindehistoriske vidnesbyrd søgbare og tilgængelige,« siger Lene Rasmussen, der selv har udarbejdet et sindrigt registreringssystem til formålet. Med sin systematiske sans og sirlige hånd-


Billedkunstneren nr. 3

2014

skrift har hun foreløbig registreret hundredvis af arkivalier kronologisk frem til midten af 1960erne. Næste fase i arkivarbejdet bliver at gøre det tilgængeligt ikke bare for fagfolk, men også for den brede offentlighed: I 2012 anmodede KKS Det Kgl. Bibliotek om at overtage arkivet, og bibliotekets eksperter vurderede, at det var så værdifuldt, at det kunne overtages rub og stub. Biblioteket gav tilbud på den scanning og digitalisering af arkivalierne, som Lene Rasmussen på KKS’ vegne nu er i gang med at søge fondsmidler til.

 15

Ved at analysere korrespondancer og notater fra KKS’ arkiv viser Marie Laulund, at Pionergenerationen, der bestod af blandt andre Anna Ancher, Anne Marie Carl-Nielsen og Agnes Lunn, allerede fra midten af 1870erne, langt før KKS’ stiftelse i 1916, udgjorde en markant gruppering i dansk kunstliv, som med protestskrivelser og underskriftsindsamlinger kæmpede aktivt for kvindernes ligestilling. Deres kamp handlede først og fremmest om at skaffe kvinder adgang til Kunstakademiet, hvilket lykkedes delvist i 1888 med oprettelsen af en særafdeling på akademiet ›Kunstskolen for Kvinder‹. Kvinderne måtte dog vente helt til 1908, før de kunne søge om optagelse på Kunstakademiet på lige fod med mænd. Andre mærkesager var at sikre, at kvindelige kunstnere kunne vælges ind i Akademiets besluttende organer, og at kvindelige kunstnere fik samme udstillings- og legatmuligheder som deres mandlige kolleger.

Træt af ›kvindevrøvl‹ Men på trods af disse konkrete mål var kvinderne i Pionergenerationen langt fra enige om, hvad ligestilling betød og hvor-

Kvindernes egen historie At arkivet skulle danne afsæt for en forskningsbaseret udgivelse som den aktuelle ›100 års øjeblikke‹ var en idé, der opstod på et KKS symposium, hvor deltagerne efterlyste et samlet kunsthistorisk værk om kvindelige billedkunstnere, i stil med KVINFOs bogværk Nordisk Kvindelitteraturhistorie. Opgaven ville dog være alt for omfattende for KKS’ frivilligt arbejdende medlemmer, erkendte de. »Men vores egen historie, KKS’ historie, den kan vi da fortælle!« sagde Pylle Søndergaard i sin tid til Lene Rasmussen. Og som sagt, så gjort. De to kunstnere har gennemfotograferet KKS’ arkiv og inviteret 20 forskere og kunstnere til at bidrage til udgivelsen, som de også selv har tilrettelagt, redigeret og sikret finansiering af via private fondsmidler.

Arkivet giver ny viden Resultatet af deres indsats er nu på vej ud til læserne, der bl.a. kan glæde sig til et medrivende kapitel om den allertidligste kvindekamp i dansk kunstliv, ›Pionergenerationen‹, af kunsthistorikeren Marie Laulund. Her fortælles for første gang indgående, og med udgangspunkt i KKS’ arkiv, om de tætte personlige, politiske og udstillingsmæssige alliancer i den såkaldte Pionergeneration af kvindelige kunstnere. Gruppen er hidtil temmelig ubeskrevet i dansk kunsthistorie, og tæller 130-140 kunstnere, fortrinsvist født fra 1840 og frem til 1860erne. Alle er opvokset i borgerskabet og uddannede sig til professionelle kunstnere i privat regi, nogle ved studier i udlandet.

KKS’ jubilæumsbog er rig på billeder – her et lille udpluk: Billedhugger Helen Schou, f. Ree (1905 – 2006), fotograferet af Sonja Iskov i 1973 (øverst), samt tre dokumenter fra KKS’ arkiv: Brev fra Anne Marie CarlNielsen i 1943, foto af flere af Pionergenerationens kvinder, blandt andre Helvig Kinch (siddende til højre), som blev foreningens første formand fra 1916-18, og opslag fra scrap­­bogen for KKS’ 60-års jubilæum i 1976, hvor billedhugger Jytte Thompsons skulptur tages i øjesyn af en gruppe KKSmedlemmer, heriblandt malerne Gudrun Poulsen og Inger Lut Debois, som nummer henholdsvis to og tre fra venstre. Nederst grafiker Jane Muus (1919 – 2007), fotograferet af Sonja Iskov i 1973.

dan det skulle opnås, fremgår det af Marie Laulunds udforskning af arkivet. Hun tilføjer bl.a. nye nuancer i forståelsen af KKS-æresmedlemmet Anna Anchers personlige, kønspolitiske engagement, der – viser det sig – ikke var så entydigt, som man senere har opfattet det. I et bemærkelsesværdigt brev fra Anna Ancher til kusinen Martha Johansen fra begyndelsen af 1890erne, som Laulund citerer i bogen, gav Anna Ancher således udtryk for, at hun


Billedkunstneren nr. 3

16

bestemt ikke var opsat på at deltage i den offentlige kvindesagsdebat: »Med hensyn til Kvindevrøvlet da har jeg netop ogsaa tænkt paa det samme som Du, at melde mig ud, jeg gjorde det forresten en Gang, saa bad Fru Gauguin om Navnet maatte blive staaende, og det var jeg fjollet nok til at sige ja til; men nu skriver jeg igjen og udmelder mig, for naar man bor heroppe saa langt borte, kan man ingen Nytte gjøre alligevel, og det er jo kjedeligt at have Ansvar for hvad Frk. Krebs og alle de andre finder paa at gjøre.«

2014

Men noget ændrede sig altså for Anna Ancher, der endte med at bakke aktivt op om stiftelsen af KKS i 1916 – og i de efterfølgende år blev hun foreningens mest kendte ansigt i offentligheden og en markant stemme i datidens debat om uligheden mellem mænd og kvinder i kunstlivet. Men hvad fik Anna Ancher til at skifte mening? Ud fra en maskinskrevet tryksag med stemmeseddel, fundet i KKS’ arkiv, foreslår Marie Laulund, at holdningsskiftet skyldes, at Anna Ancher i januar 1910 i lighed med tre kvindelige kolleger blev nægtet optagelse i Malende Kunstneres Sammenslut-

Billedkunstner Stine Ofelia Kildevang, f. 1975. Selvportræt 2014 (tv.). Billedkunstner Nina Maria Kleivan, f. 1960. Selvportræt 2014. Fra KKS’ jubilæumsbog.

Kvindelige Kunstneres Samfund 100 år

Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS) stiftedes 7. februar 1916. Blandt initiativtagerne var malerne Marie Henriques og Helvig Kinch samt billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. Udover det faglige fællesskab ønskede de 75 medlemmer, at der skulle opstå idé- og erfaringsudvekslinger samt være mulighed for et festligt samvær. Blandt stifterne var nogle af de første kvinder, som havde fået adgang til Kunstakademiet med oprettelsen af ›Kunstskolen for Kvinder‹ i 1888. Først i 1908 kunne kvinder optages på lige fod med mænd på Kunstakademiet. Og ikke før i 1924 fik kvinder tilladelse til at tegne efter nøgenmodel. Inden da havde KKS med maleren Astrid Holm som leder i 1918 fået oprettet en statsstøttet skole, hvor kvinderne kunne tegne croquis. Med KKS blev de kvindelige kunstneres krav om politisk indflydelse i det danske kunstliv formuleret. Lidt efter lidt fik man arbejdet sig frem til mere indflydelse i de forskellige råd og nævn. Flere udstillinger blev arrangeret – fra 1924 bestemte KKS, at der årligt skulle arrangeres en udstilling med kvindelige kunstnere. Den første fandt sted på Kunstindustrimuseet i 1926, og flere kom til. Fra de kvindelige kunstnere fik adgang til Kunstakademiet gik der 65 år, før man fik en kvindelig professor: Grafikeren Vibeke Mencke Nielsen blev Akademiets første kvindelige professor i 1989. KKS har i dag ca. 220 medlemmer. Se mere om foreningen og 100 års jubilæet, der fejres i 2016, på www.kks-kunst.dk

ning, og at hun måske først da for alvor fik øjnene op for de uretfærdigheder, kvindelige kunstnere blev udsat for. Laulund redegør for, hvordan Anna Ancher og mange af hendes markante samtidige kolleger, fx Anne Marie Carl-Nielsen, var nervøse for at blive stemplede som ›kvindekunstnere‹, hvis de gik ind i ligestillingskampen. De var først og fremmest dybt optagede af deres kunstneriske arbejde – og ville bedømmes på samme vilkår som mandlige kunstnere. Ofte var det først, når de mærkede diskriminationen på egen krop, at de gik aktivt ind i kampen for kvindelige kunstneres ligestilling.

Frygt for at råbe op Samme ambivalens over for ligestillingsspørgsmål som den, Anna Ancher udviste, har jubilæumsbogens redaktører mærket både hos sig selv og hos mange af deres kvindelige kolleger: »Jeg oplever, at mange, måske især yngre, kvindelige kunstnere er bange for at blive beskyldt for at gøre sig til ofre, eller for at blive dømt ›ude‹ i forhold til toneangivende grupperinger i kunstlivet, hvis de råber alt for meget op med feministisk kritik,« siger Pylle Søndergaard, der ligesom Lene Rasmussen først forholdsvist sent i sin egen kunstnerkarriere har engageret sig aktivt i KKS’ arbejde. Begge var unge kunstnere i tyverne, da kvindebevægelsen var på sit højeste i Danmark og den legendariske Kvindeudstilling, som for alvor introducerede feminismen på den hjemlige kunstscene, blev afholdt på Charlottenborg i 1975. Alligevel har de først langt senere identificeret sig selv som ›kvindelige kunstnere‹ i den forstand, at de begyndte at se, at de havde vilkår til fælles med deres kønsfæller: »Det har taget mig en del år at erkende, at selvom vi har ligestilling på papiret i dag, så er der stadig lang vej til reel ligestilling i kunstverdenen. Der er nogle usynlige mekanismer i spil om, hvordan man definerer kunstnerisk kvalitet, og som har betydning for, hvordan kunstinstitutionerne udvælger, hvilke kunstnere der er værd at satse på. Mekanismer som favoriserer mandlige kunstnere,« siger Pylle Søndergaard.


Billedkunstneren nr. 3

2014

 17

Hendes udsagn bakkes op af en ny undersøgelse af kunstmuseernes indkøbs- og udstillingspraksis, som offentliggøres i bogen, og som tegner et klart billede af en fortsat skævhed mellem kønnene i dansk kunstliv.

Billedet er stadig skævt Undersøgelsen, der er foretaget af Hans Dam Christensen, professor ved Det Informationsvidenskabelige Akademi på Københavns Universitet (se artiklen her i bladet om undersøgelsen, red.), viser, at der stadig er massiv overvægt af mandlige kunstneres værker på de toneangivende kunstmuseer, både i samlinger og udstillingsprogrammer. Og at denne ulighed er stort set uændret de seneste ti-femten år, selvom kvinder nu udgør flertallet som studerende på kunstakademierne og der er kommet markant flere kvindelige kunstnere i udstillingslivet. Løsningen på uligheden på museerne er ikke kvindekvoter, mener Hans Dam Christensen, der i stedet anbefaler, at kunstmuseerne forpligtes til at redegøre eksplicit for deres overvejelser mht. ligestilling, når de beskriver indkøbs- og udstillingspraksis i deres handlingsplaner. Og det forslag hilser de to KKS redaktører velkomment:

»Det ville være et stort skridt fremad, hvis kunstinstitutionerne blev forpligtet på at reflektere over deres valg og fravalg i en kønsoptik,« siger Lene Rasmussen. Pylle Søndergaard tilføjer: »Vi håber, at vi med bogen her kan vise, at ligestilling ikke kommer af sig selv, bare man venter længe nok. De tal, som lægges frem i bogen, taler jo deres eget tydelige sprog. Der skal en helt anderledes aktiv politisk indsats til. Set i det lys har Kvindelige Kunstneres Samfund stadig en vigtig rolle at spille – som en organisation, der fremlægger ny viden på området og som taler for aktivt at rette op på skævheden.« 

›100 års øjeblikke‹

Kvindelige Kunstneres Samfunds jubilæumsbog er en billedrig antologi med bidrag fra en lang række kunsthistorikere, kunstnere, museumsfolk og kunstkritikere. Idé og udvikling: billedkunstnerne Lene Rasmussen og Pylle Søndergaard, begge fra arkivudvalget og bestyrelsesmedlemmer i Kvindelige Kunstneres Samfund. Bogen er redigeret af Charlotte Glahn og Nina Marie Poulsen og udkommer på forlaget Saxo 2. oktober 2014.

Ligestillingen står i stampe på kunstmuseerne  Af Miriam Katz

Ny undersøgelse viser, at mandlige kunstneres værker stadig dominerer på toneangivende museer, selvom antallet af professionelle, kvindelige kunstnere er steget markant. Der skal aktive, politiske midler til for at rette op på skævheden, mener forskeren bag undersøgelsen.

Der står stadig i langt de fleste tilfælde en mandlig kunstner bag de værker, som kunstmuseerne erhverver til deres samlinger. Ligesom det oftest er en mandlig kunstner, der præsenteres på institutionernes prestigefulde separatudstillinger. Det viser en undersøgelse foretaget af Hans Dam Christensen, professor ved Det Informationsvidenskabelige Akademi på Københavns Universitet (IVA). Undersøgelsen offentliggøres i sin helhed i en antologi, som Kvindelige Kunstneres Samfund udgiver i næste måned (se artikel om antologien på de foregående sider, red.) Hans Dam Christensen har undersøgt indkøbs- og udstillingspraksisser hos syv toneangivende kunstmuseer, der alle indgik i en undersøgelse fra Kulturarvsstyrelsen om ligestilling tilbage i 2005.

Dengang viste det sig, at otte ud af ti af kunstmuseernes nyerhvervelser var skabt af mandlige kunstnere, hvilket skabte voldsom kritik i medierne. Flere kunstchefer lovede efterfølgende, at de ville søge at rette op på skævheden, mens den daværende kulturminister, Brian Mikkelsen (K) mente, at problemet med tiden ville løse sig af sig selv, efterhånden som der bliver flere og flere kvindelige kunstnere i dansk kunstliv. Nu har den informationsvidenskabelige professor så sat sig for at undersøge, hvordan ligestillingen har det på kunstmuseerne, ti år efter Kulturarvsstyrelsens opsigtsvækkende rapport udkom. Det har han gjort ved ud fra offentligt tilgængelige tal på institutionernes hjemmesider at se på både erhvervelser og valg af kunstnere til separatudstillinger.


Billedkunstneren nr. 3

18

Redegørelse for indkøbspolitikken 1983-2003 på syv danske kunstmuseer (2005),« fastslår han.

Ulighed trods flere kvinder i kunstlivet Mens de mandlige kunstneres værker altså stadig dominerer kunstmuseernes samlinger og udstillinger, er kvinderne de seneste ti-femten år kommet i massivt overtal andre steder i kunstlivet, påpeger Hans Dam Christensen: Flertallet af direktører, inspektører og formidlere på landets vigtigste kunstinstitutioner i dag er kvinder, ligesom kvinder udgør over halvdelen af de studerende ved landets kunstakademier i disse år. Også på medlemslisterne hos Unge Kunstnere og Kunstformidlere (UKK) og Billedkunstnernes Forbund (BKF) udgør kvinderne flertallet. På den baggrund konkluderer han, at det ikke holder, når politikere og andre kulturpolitiske aktører jævnligt fremfører, at det kun er et spørgsmål om tid, før kvindelige kunstnere vil blive repræsenteret ligeligt i museernes samlinger og udstillinger. Der må anderledes drastiske midler til – med mindre man da beslutter sig for, at mandlige kunstnere simpelthen laver bedre kunst end deres kvindelige kolleger, og at det derfor er naturligt, at de er overrepræsenterede på museerne, som han ironisk anfører. Men kvoter er ikke løsningen, mener professoren: »Museerne skal ikke beordres til ligeligt indkøb eller lige repræsentation i antallet af soloudstillinger af hvert køn, fordi dette ikke giver mening i sig selv. De skal i stedet redegøre for og begrunde deres ind- og fravalg i en kønsbevidst optik. Opstiller museernes selv måltal for enten indkøb af eller udstillinger med flere mandlige eller kvindelige kunstnere, er der intet i vejen med disse tal, hvis erhvervelserne og udstillingerne i en bredere sammenhæng, fx ved hjælp af årsrapporter og

Louisianas udstillinger 2005-2012, fordelt på køn (andet = kunstnergrupper, temaudstillinger m.m.)

mand kvinde andet

Boks 3

ARoS’ udstillinger 2005-2012, fordelt på køn (andet = kunstnergrupper, temaudstillinger m.m.)

Boks 2

Boks 1

Hans Dam Christensen understreger, at hans undersøgelse ikke er lige så omfattende som den oprindelige, men han tøver ikke med at konkludere, at det nyindsamlede materiale tydeligt viser, at kunstmuseernes ligestillingsproblem ikke har flyttet sig væsentligt de seneste ti-femten år: »Problemstillingen er stort set uændret,« konstaterer han i sin artikel om undersøgelsen i førnævnte antologi, der er på vej ud til boghandlerne i disse uger. Således viser undersøgelsen, at der stadig er en klar overvægt af mandlige kunstneres værker i museernes nyerhvervelser. Fx har Kunstmuseet Arken kun et enkelt år i perioden 2006-12 erhvervet lige mange værker af mandlige og kvindelige kunstnere. Resten af perioden er der tale om en betydelig overvægt af mandlige kunstnere hvert eneste år. Samme mønster ses på de øvrige seks kunstmuseer: På Esbjerg Kunstmuseum kan man over listen af udvalgte værkerhvervelser fra perioden 2006-2012 finde et enkelt år med overvægt af kvindelige kunstnere, og et år med ligelig repræsentation af mænd og kvinder. De øvrige år er der mandlig overvægt. På Sorø Kunstmuseums, Louisianas og de øvrige museers hjemmesider tegner sig – med mindre variationer – samme billede. Ligeså, når man kigger på museernes udstillingsprogrammer: I årene 2006-12 har Kunstmuseet Aros (se boks 1, red.) kun to år udstillet lige mange kvindelige og mandlige kunstnere (2005 og 2007), ellers er de mandlige kunstnere i overtal i resten af periodens udstillingsprogrammer. Foretages samme optælling på flere af de øvrige museer, bekræftes mønstret, viser Hans Dam Christensen: »Det er trivielt at gentage det samme billede igen og igen, men hovedpointen er, at der ikke er synlige tegn på, at situationen generelt er blevet væsentlig bedre siden udsendelsen af

Statens Museum for Kunsts udstillinger 2005-2012, fordelt på køn

mand kvinde

mand kvinde andet 2005

2014

2005

1 1 2

2006

4 0 1

2005-06

4

0

0

2005

1

0

1

0

1

2006

2

1

2007

2 1 2

2006

2008

2 2 4

2006-07

2

0

1

2007

1

1

1

0

1

2008

6

0

2009

3 0 5

2007

2

2010

5 1 3

2007-08

3

2

1

2009

1

1

0

0

2010

3

1

2011

4 0 3

2008

3

2012

5 0 0

2009

2

2

0

2011

2

0

0

2

2012

1

1

2010

2

2

2

2011

5

1

2

De syv kunstmuseer i undersøgelsen er: Kunstmuseet Louisiana, Statens Museum for Kunst, Kunsten i Aalborg, Esbjerg Kunstmuseum, ARoS, Sorø Kunstmuseum og Arken.

Da SMKs program naturligvis inkluderer mange udstillinger af ældre kunst, er tallene filtreret til kun at inkludere nulevende kunstnere på udstillingstidspunktet.


Billedkunstneren nr. 3

2014

 19

På Kvindelige Kunstneres Samfunds symposium i 2012 iscenesatte dramatiker Gritt Uldall-Jessen medlemmer af KKS – samt et par potentielle medlemmer – som kurve- og cirkeldiagrammer i en performance, der illustrerede skævvridningen i kunstlivet. Foto: KKS.

lignende, afspejler en kritisk refleksion i stedet for som nu tilsyneladende at være underkastet praksisser og diskurser, som reproducerer særlige kønsmekanismer. Det sker, selv om både kunstnere og formidlingsansvarlige samt museumsdirektører og -ledere hver for sig kan være nok så opmærksomme på kønnets vegne.« Han opfordrer til, at institutionerne begynder at indsætte køn foran kvalitet, når beslutter, hvilke værker og udstillinger, museet skal vise. Kvalitetsbegrebet relativeres allerede i forhold til en lang række andre faktorer, fx periode, medie, genre, isme, regionalitet, nationalitet eller internationalitet – så hvorfor ikke også i forhold til køn, spørger han: »Det er udtryk for en repressiv argumentationslogik ikke at gøre det, og det burde ikke være problematisk, fordi museerne i så mange andre sammenhænge indsætter filtre, før der foretages en kvalitetsvurdering. Det handler om at udvikle en kritisk kønsoptik, som ikke blot opretholder de eksisterende kønsladede mekanismer, men i stedet problematiserer dem. Hvordan gør man så det, når flere årtiers arbejde ikke har sat sig særlige spor? Man kan forlange kønsbevidste optikker på både (nutidige) udstillinger og udstillinger af ældre kunst. Det vil sige, at museerne gennem eksempelvis deres handlingsplaner bør redegøre for en kønsbevidst optik, og at Kulturstyrelsen gennem statsanerkendelse og kvalitetsevalueringer inddrager kønsoptikken som en relevant evalueringsparameter,« lyder professorens anbefaling.  Hans Dam Christensen beskriver sin undersøgelses resultater og metode indgående i ›Med kønnet på museum‹, som er hans bidrag til antologien ›100 års øjeblikke‹. Antologien udgives i anledning af Kvindelige Kunstneres Samfunds 100 års jubilæum og udkommer 2. oktober 2014 på forlaget Saxo.

Hvorfor fortsætter uligheden? – nyt bud på usynlige årsager I et forsøg på at nytænke en mekanisme, som kan have indflydelse på køns-uligheden, peger Hans Dam Christensen på relationen mellem kunstproduktion og kunstmuseum i en tid, hvor flertallet af direktører, inspektører og formidlere på kunstmuseerne er kvinder, mens flertallet af de udstillede og erhvervede værker stadig er skabt af mænd: »Eksisterer der en særlig kønsspecifik relation, der mimer køns-stereotypien mellem den aktive skabende mandlige kunstner og den passive, ikke-skabende muse som et efterslæb af de mange kønsladede diskurser, der findes i den traditionelle kunsthistorie om dette forhold? Det er en tese, som uden tvivl vil skurre i ørerne på mange kønskritisk engagerede museumsdirektører og -ledere, hvoraf kvinderne har majoriteten af stillingerne. Hver for sig kan de dog være nok så kritiske, men indsat i denne særlige relation mellem kunstproduktion og kunstformidling ageres der så individuelt i strukturer, diskurser og praksisser, der på en eller anden måde opretholder kønsstereotypien? I den forstand handler det om at erkende, at selv om de kvindelige (og mandlige) kunsthistorikere hver for sig og i mindre grupper kan være nok så kritiske på kønnenes vegne, befinder de sig stadig på et strukturelt plan tilsyneladende i diskurser og praksisser, som privilegerer mandlige kunstnere.« Kilde: ›Med kønnet på museum‹, Hans Dam Christensens bidrag til Kvindelige Kunstneres Samfunds jubilæumsantologi, ›100 års øjeblikke‹, forlaget Saxo, 2014.


Billedkunstneren nr. 3

20

2014

›Kunstneres arbejdsvilkår er uacceptable alle andre steder end i kunstlivet‹

 Af Miriam Katz

Det skabte stor opmærksomhed, da det svenske projekt ›Reko‹ offentliggjorde ranglister over hvilke udstillingssteder, der giver kunstnerne rimelige arbejdsvilkår. »Det lykkedes at sætte kunstneres uacceptable arbejdsvilkår på dagsordenen, men det vil tage 10-15 års vedholdende dokumentationsarbejde at opnå varige forandringer i kunstlivet,« siger Erik Krikortz fra kunstnergruppen bag Reko-ordningen.

Når svenskerne siger, at noget er reko, betyder det, at et produkt eller en ydelse er ›rekommanderet‹ – altså anbefalet. Det vil sige, at nogen med forstand på netop dette område har foretaget en vurdering af produktet/ydelsen, så man som forbruger kan stole på, at det man køber, lever op til visse kriterier om fx kvalitet, etik, social ansvarlighed, bæredygtighed eller andet. Det er denne tankegang, der ligger bag Reko-ordningen, som er et resultat af tre svenske kunstneres stærke ønske om at forbedre kunstneres arbejdsvilkår i udstillingslivet: I årene 2009-2011 udarbejdede en uafhængig kunstner/forskergruppe bestående af Erik Krikortz, Jan Rydén og Tanja von Dahlern, en tilbundsgående dokumentation af vilkårene for udstillende kunstnere på samtlige offentligt støttede kunstmuseer og kunsthaller. Det var den første undersøgelse af sin art i Sverige. Dokumentationen brugte de til at opstille kunstinstitutionerne på en rangliste og give dem, der klarede sig bedst, et såkaldt Reko-mærke, altså en slags ›glad

smiley‹, hvis de levede op til helt basale kriterier om fx at indgå skriftlige aftaler med kunstnerne og udbetale udstillingshonorar. »Det havde i lang tid frustreret os, at man altid taler om kunst og økonomi på et abstrakt plan, uden at have faktuel viden om, hvordan kunstneres arbejdsvilkår i virkeligheden er i udstillingslivet. Alle er enige om, at det er for dårligt, at kunstnere arbejder gratis i forbindelse med udstillinger, alligevel bliver intet forandret. Vi var enige om, at det kræver en aktivistisk indsats, hvis man for alvor vil forandre kunstbranchen,« siger Erik Kirkortz fra Reko. Han peger på modsætningen mellem kunst som luksusvare og den udnyttede kunstner, der har dårligere arbejdsvilkår end stort set alle andre på det regulerede ›hvide’ arbejdsmarked. »Der er ingen andre offentlige virksomheder, der benytter sig af gratis arbejdskraft og undlader at indgå skriftlige aftaler med deres samarbejdspartnere. Hvis de gør, bliver det en kæmpe medieskandale. De urimelige vilkår i kunstlivet ac-

cepteres derimod, selvom de savner modstykke på arbejdsmarkedet. Vi tænkte, at hvis man nøgternt viser offentligheden, hvordan virkeligheden ser ud for kunstnerne i udstillingslivet, og sammenligner kunstneres absurde arbejdsvilkår med vilkårene på andre offentligt støttede institutioner, så ville det faktisk være nok til at starte en debat, der kunne føre til reelle forandringer. Men det kræver dels, at man skaber det nødvendige faktuelle grundlag at diskutere ud fra, dels at man evner at vende rundt på den sædvanlige argumentation, der normalt bruges for at retfærdiggøre status quo,« siger Erik Krikortz, der sammen med sine kolleger søgte midler fra en række offentlige og private fonde til at arbejde med Reko i de to år, det tog at kortlægge kunstnernes arbejdsvilkår i udstillingslivet og kommunikere resultaterne ud til offentligheden.

Sådan gjorde de Grundlaget var en årlig spørgeskemaundersøgelse, der dels omfattede alle kunstinstitutioner med offentlig støtte,


Billedkunstneren nr. 3

2014

dels henvendte sig til samtlige de kunstnere, der havde udstillet på institutionerne i årene 2009 og 2010. Institutioner og kunstnere blev bl.a. spurgt om, hvorvidt der var indgået skriftlige aftaler, om kunstnerne fik udstillingshonorar, om institutionerne dækkede kunstnernes udgifter i forbindelse med realiseringen af udstillingen og om udstillingsstedet havde en honorarpolitik overfor kunstnerne. Spørgsmålene i Reko-gruppens spørgeskemaundersøgelse tog i vid udstrækning afsæt i den såkaldte MU-aftale, en rammeaftale som den svenske stat i 2009 indgik med Konstnärarnes Riksorganisation (KRO) om udstillingsvirksomhed. På den måde kortlagde Reko-gruppen, om udstillingsstederne levede op til statens egne anbefalinger på området. De fleste svar, som Reko fik, kom fra kunstnere. Hvis udstillingsstedets og kunstnernes svar ikke stemte overens – fx om hvorvidt kunstneren havde fået betaling for udstillingsarbejdet eller ej – forsøgte Reko-gruppen via yderligere interview og faktatjek at udrede, hvad der var i overensstemmelse med de faktiske forhold. Dernæst opstillede Reko-gruppen kunstinstitutionerne på en rangliste ud fra, hvor ordentligt de behandlede kunstnerne. Og tallene fortalte deres egen tydelige historie om den virkelighed, kunstnere møder i udstillingslivet:

Kun få blev Reko I Reko-undersøgelsen fra 2010 opnåede kun syv ud af de 86 adspurgte kunstinstitutioner at blive Reko-godkendt. 53 var ikke i stand til at opfylde Reko-kriterierne, 26 kunne ikke vurderes ud fra Reko-kriterierne – når en institution ikke kunne vurderes skyldtes det som regel, at den ikke havde udstillet en svensk samtidskunstner i perioden. I næste Reko-undersøgelse fra 2011 opnåede ni ud af 118 adspurgte kunstinstitutioner at blive godkendt som Reko. 53 var ikke i stand til at opfylde Reko-kriterierne, men 56 ikke kunne vurderes ud fra Reko-kriterierne.

Lilith Performance Studio i Malmø er blandt de små kunstinstitutioner, der blev godkendt som Reko. Her en scene fra performancen ›Turkey’s Nest‹ af Elin Lundgren og Petter Pettersson på udstillingsstedet i 2009. Foto: Lilith Performance Studio.

 21

Det var tal, der fik de svenske journalister op på tangenterne. TV, radio og aviser blev fyldt med historier om kunstnere, der af egen lomme måtte betale for at ›få lov‹ at udstille de værker, der skabte store billetindtægter til udstillingsstederne. Og kunstchefer og politikere fik travlt med at forklare sig. Pludselig kunne offentligheden tilsyneladende se det problematiske i kunstneres gratis arbejde: Fordi Reko-mærkningen gjordet det klart, at statsligt og kommunalt støttede institutioner ikke lever op til statens egen rammeaftale på området. »Vores ranglister fik meget stor opmærksomhed i medierne. Det betød, at vi fik kunstchefer og politikere til at forholde sig til problematikken. Vi havde selvfølgelig overvejet, om det ville skabe konflikt i forhold til kunstinstitutionerne, at vi ranglistede dem og ›stemplede‹ dem offentligt, med det gjorde det faktisk ikke. Enkelte institutioner var kritiske over for vores metode, men det store flertal brugte ranglisterne konstruktivt: Enten til at overveje, om de skulle arrangere færre udstillinger årligt, så de fik råd til at honorere kunstnerne, eller til at gå til deres politikere og kulturforvaltninger og sige, at de behøvede flere midler, så de kunne få råd til kunstnerhonorarer. Så det viste sig, at vores be-

kymring for at skabe splid var ubegrundet,« siger Erik Krikortz.

Størrelsen betyder intet Et af de mest interessante resultater fra den sidste Reko-rapport var, at institutionernes størrelse ikke har nogen betydning for, hvilke arbejdsvilkår udstillende kunstnere får: Tre af Sveriges mindste kunstinstitutioner opnåede at blive Reko-godkendt: Museum Anna Nordlander, Konsthall C och Lilith Performance Studio, mens otte af de mindste kunstinstitutioner ikke blev kendt Reko i 2011. Præcis samme fordeling fandt man blandt landets store, statslige kunstinstitutioner: Her blev tre institutioner – Bildmuseet, Nationalmuseet og Moderna Museet – vurderet til at være Reko, mens Arbetets Museum, Hasselblad Center, Göteborgs konstmuseum, Kulturhuset, Malmö konsthall, Malmö Konstmuseum, Riksutställningar og Svenska institutet i Paris blev kendt ikke-Reko. »Det viser, at det udelukkende handler om indstillingen hos ledelsen på kunstinstitutionerne – ikke om, hvorvidt budgetterne er store nok til, at der kan blive råd til kunstnerhonorarer,« siger Erik Krikortz.


Billedkunstneren nr. 3

22

»Synes man, at kunstnerne skal aflønnes eller ej? Det er i virkeligheden det, der er spørgsmålet. Man kan indrette sin udstillingsvirksomhed sådan, at der er råd til kunstnerhonorar, ligesom der er råd til at aflønne den grafiske designer, der laver kataloget,« siger han. Men hvad så, når udstillende kunstnere har modtaget offentlige arbejdslegater? Er de så ikke allerede aflønnede? Og giver det ikke også meriterende omtale og mulighed for salg, når man som billedkunstner eksponeres på et prestigefuldt museum? Det er nogle af de indvendinger, Erik Krikortz og hans kolleger i Reko-gruppen ofte hørte fra kunstchefer, der ikke kunne se det rimelige i at betale udstillende kunstnere.

Absurd logik Betalingen, som MU-aftalen sætter rammerne for, består dels af Medverkansersättning, dels af Utställningsersättning. Det første er et honorar for de timer, kunstneren fx bruger på møder, planlægning og ophængning af udstillingen, det andet er betaling for visning af værkerne, svarende til det danske visningsvederlag. Mens Utställningsersättning er et krav på statslige museer, er Medverkansersättning noget, som museerne kan vælge at betale kunstnerne eller ej. »Jeg interviewede Lars Nittve, da han var chef på Moderna Museet, og han insisterede på, at det principielt var helt rimeligt ikke at betale kunstnerne, fordi det var meriterende for dem at vise værker på hans museum – de kunne jo få nye opgaver og sælge efterfølgende, mente han. Men når man tænker efter, er det en absurd logik: Samme ræsonnement kunne man bruge om Lars Nittve selv, der for nylig blev udnævnt til chef for en ny kunsthal for samtidskunst i Hong Kong til en månedsløn på op mod en million svenske kroner. Skulle han så ikke have haft sin månedsløn på 100.000 kr. på Moderna i Stockholm? Det job var jo meriterende for hans videre internationale karriere,« konstaterer Erik Krikortz. 

Reko blev drevet af en uafhængig kunstnergruppe med støtte fra diverse svenske fonde i årene 2009-2011. Projektet er pt. sat på stand by pga. manglende finansiering. Konstnärarnes Riksorganisation (KRO) søger nu EU-midler til at overtage projektet. Læs mere på www.projektreko.org og www.kro.se

2014

Kunst og samfund  Af Dorthe Jørgensen, professor i filosofi og idéhistorie, Aarhus Universitet

»Ude i samfundet«, siger man, og »i kunsten«. Er der modsætning? Kan det ude i samfundet ikke også være i kunsten? Er kunsten ikke selv en del af samfundet? Mange stiller sig vist tvivlende. Det er fx indlysende, hvad vi skal med læger. Nødvendigheden af sygeplejersker, håndværkere, lærere og pædagoger bliver heller ikke betvivlet, og det samme gælder ingeniører, fabriksarbejdere og kassedamer. Men hvad med kunstnere? Kunst bliver opfattet som en luksus, der hører privatlivet til. Kunst er noget, vi som samfund først har råd til, når det nødvendige er betalt. For velfærdsborgere hører meget til kategorien af det nødvendige, fx bil, fladskærms-tv og samtalekøkken – foruden udlandsrejser, restaurantbesøg og wellness. Men åbenbart ikke kunst. Selvom der er blevet produceret kunst i årtusinder og i de fattigste samfund. Og selvom vi derfor måske snarere burde inkludere kunst end køleskabe i kategorien af det, et menneske ikke kan undvære. Den luksus, kunst angiveligt er, bliver betragtet som noget, man dyrker i sin fritid – efter arbejdet. En kunstner bliver af samme grund opfattet som en nasser, hvis han ikke kan leve af sin kunst, men alligevel bruger tid på den. Det er »at holde fri« hele livet, »på andres regning« tilmed – selvom han måske slet ikke modtager noget af staten. Sådan kan man sige i dag, selvom samfundet tidligere satte en ære i at huse lærde og kunstnere, der ikke var økonomisk rentable, men sikrede et vist åndeligt niveau. Og selvom nogle fremmede folkeslag stadig tænker sådan. I dag er det vanskeligt at argumentere for relevansen af noget åndeligt, fordi alt nu skal gøres kvantitativt op. Men den filosofiske æstetik kan bistå kunsten, for det var bl.a. med dette formål, æstetikken blev skabt. Ved dens opkomst i det 18. århundrede herskede rationalismen. Det betød, at videnskab blev betragtet som noget objektivt og rationelt, der gav sand erkendelse. Samtidig blev kunst opfattet som noget subjektivt og irrationelt, der bare pirrede sanseligt

og vækkede følelser. Allerede dengang blev videnskabens betydning for samfundet betragtet som indlysende; den var fremskridtets motor. Kunst var derimod blot et krydderi for dem, der havde tid og penge nok; den var bare en privat fornøjelse. Efterhånden blev nogle filosoffer, forfattere, kunstnere og andre intellektuelle dog opmærksomme på, at denne tankegang var uheldig – ikke kun for kunsten, men for alle. Den filosofiske æstetik opstod netop i denne forbindelse. Dens opkomst skyldtes den erkendelse, at vi i mødet med et kunstværk ikke bare oplever sanselig nydelse og heller ikke bare bliver underholdt. I dette møde finder der derimod erkendelse sted. Men den af kunsten befordrede erkendelse er af en anden slags end videnskabernes erkendelse. Kunst giver ikke viden, men er en kilde til indsigt – i menneskelivet såvel som samfundslivet.

»Kunst giver ikke viden, men er en kilde til indsigt – i menneskelivet såvel som samfundslivet« Man kan som kunstner føle, at man spejder forgæves efter kunsten i det offentlige rum. Men er den vitterlig usynlig? Eller er problemet snarere den måde, hvorpå den kommer til syne i dag? Siden 1980erne er der blevet talt meget om kunst som investeringsobjekt, og der er blevet berettet om enorme private samlinger, bizarre auktionshandler og groteske salgspriser på berømte værker. Francis Bacons »Three Studies of Lucian Freud« blev i 2013 solgt for over 790 millioner kroner. Er noget værk overhovedet så meget værd? Eller er alle kunstværker langt mere værd – som kunst betragtet? Kunstforfalskninger, museumsrøverier og kometkarrierer på falske eksamenspapirer har også fyldt i pressen. Store kunstmuseer har haft vokseværk og er blevet endnu større. Mindre kunstmuseer halser efter for at højne egne besøgstal. Både store og små markedsfører sig med reklamestunts og oplevelsesøkonomiske tiltag, samtidig med at diverse


Billedkunstneren nr. 3

2014

kendisser lufter deres meninger om kunst i tv-programmer som »Smagsdommerne«. Kunsten er ikke helt usynlig. Men det offentlige rum består ikke kun af kunstmuseer eller tv, radio, aviser og internet. Fx er Christiansborg, diverse politiske fora og hele uddannelsessystemet også en del af offentligheden, og hvor synlig er kunsten der? Kunst har lav prioritet både uddannelses- og forskningspolitisk, og på Christiansborg er der langt mellem kunstnerne. Endvidere bliver det offentlige rums vidde og diversitet tit glemt i dag, ikke mindst i medierne. Der bliver sat lighedstegn imellem offentlighed og massemedier, og i de sidstnævnte optræder kunst kun som fyldstof og underholdning, gerne med en skandale som afsæt. Så der er behov for at få kunsten synliggjort i de dele af offentligheden, hvor den mangler (fx den politiske verden, uddannelsessystemet, forskningen). Samtidig er der også brug for at kvalificere kunstens tilstedeværelse der, hvor den allerede er synlig (massemedierne). Der er ikke behov for mere underholdning og fyldstof, der har kunsten som genstand eller benytter sig af såkaldte kunstneriske greb. Men der er brug for at få kunsten med i den offentlige debat – at opleve kunstnere i seriøs samtale med f.eks. økonomer, politikere og videnskabsfolk. Kunsten kan nemlig bidrage til debatten med noget, som fx økonomien ikke kan levere. Det er det, den filosofiske æstetik kan hjælpe kunsten med at forklare verden.

Når kunst bliver betragtet æstetikfilosofisk, er den ikke bare noget, der giver sanselig nydelse og fremkalder følelser. Den er heller ikke bare noget, der bliver holdt ud i strakt arm for at blive analyseret objektivt og omsat i eksakt formuleret teori. Æstetikfilosofisk betragtet er kunst derimod anledning til sensitiv erkendelse. Den filosofiske æstetik begynder nemlig sin omgang med kunsten i den tænkendes egen kunsterfaring. Og den forsøger at forblive tro mod erfaringen, samtidig med at den opsporer det, samme erfaring måtte rumme af almen gyldighed. Det er selve mødet med værket, der er fokus på i filosofisk æstetik. Opmærksomheden er rettet mod det, der sker i dette møde, og som man tydeligt erindrer, forudsat der vitterlig skete noget og således virkelig var tale om et møde. Af samme grund er der en verden til forskel imellem at teoretisere akademisk over kunst og at reflektere filosofisk i dialog med den. Filosofisk æstetik er noget andet end kunstvidenskab. Det sidstnævnte mangler der dog kendskab til. Derfor er kunstakademier, musikkonservatorier osv. – ligesom uddannelser-

 23

ne til pædagog, lærer, sygeplejerske – i færd med at forpasse en historisk chance. Traditionelt har håndsværksmæssig kunnen spillet en vigtig rolle på disse uddannelser. De aktuelle krav om akademisering af dem (BA-, kandidat- og ph.d.-niveau; videnskabsteori; forskningskvalificering af underviserne) bevirker, at den nævnte kunnen nu bliver suppleret med/erstattet af akademisk teoretisering. Men man kunne gøre noget andet: Man kunne kombinere håndværksmæssig kunnen med filosofisk tænkning. Kravene om forskningskompetence hos kunstnere resulterer kun i noget meningsfuldt, hvis man vælger det sidstnævnte, altså at forene håndværk og filosofi. Det betyder ikke, at man som samtidskunstner skal

»Der er brug for at få kunsten med i den offentlige debat – at opleve kunstnere i seriøs samtale med fx økonomer, politikere og videnskabsfolk« pakke sine værker ind i tankegods hentet hos filosoffer. Pointen er derimod at gøre det, gode kunstnere altid har gjort, nemlig tænke efter. Man må tænke over, hvad det er, man gør, og hvad man erfarer under denne gøren. Det er der ikke noget nyt ved. Men til forskel fra tidligere kræves der mere bevidsthed om, at det netop er det, man gør – altså tænker efter – når man stopper op og stirrer ud ad vinduet (for eksempel). Og til forskel fra tidligere er det nu også et krav, at man som kunstner kan artikulere sin eftertanke i et præcist og stringent sprog, hvilket forudsætter, at man kan reflektere systematisk over den.

I dag stopper folkeskolens undervisning i billedkunst, når eleverne bliver store. Kunst opfattes med andre ord som noget barnligt noget, man bør vokse fra. Sikkert fordi vi som voksne skal være produktive i økonomisk forstand, og det sjældent er på den økonomiske måde, det er givtigt at beskæftige sig med kunst. Dog kan voksne tillade sig at bruge kunst rekreativt som kompensation for det daglige slid. Men så er kunst netop bare en privat fornøjelse (af indirekte økonomisk betydning, idet den giver kraft til at fortsætte i hamsterhjulet). Modstykket til denne subjektivistiske kunstopfattelse er den scientistiske, som man finder i de moderne kunstvidenskabers

distancerede analytiske og teoretiserende omgang med kunsten. Det er kunstvidenskab frem for filosofisk æstetik, der præger den professionelle kunstverden, fordi det i folkeskolen står endnu værre til med undervisningen i filosofi end med den i billedkunst. Filosofi er ikke et obligatorisk fag, og hvor det alligevel findes, ender det let i mavefornemmende meningsmageri eller indføring i filosofihistorie. Intet af dette er filosofisk tænkning. Også i tænkning er der et håndværk at lære, hvad de færreste imidlertid er bekendt med. Skal der banes vej for et mere tænksomt blik på kunst, er der brug for dannelse til filosofisk tænkning og uddannelse i filosofisk æstetik. Får flere lidt bedre blik for, hvor uundværlige kunst, filosofi, religion og andre åndelige fænomener er for os som mennesker, vil forestillingen om, at kunst er irrelevant samfundsmæssigt betragtet, helt automatisk gå i opløsning. For det, der er uundværligt for os – det er også samfundsrelevant, eftersom vi er samfundet. Det er i forlængelse heraf, den filosofiske æstetik kan bistå kunsten ved at skærpe argumenterne for dens samfundsrelevans. Æstetikken kan fx forklare forskellen mellem at opleve og at erfare, og den kan vise, hvordan vi med denne distinktion kan synliggøre det aspekt af kunsten, der gør, at den ikke bare har underholdningsmæssig og oplevelsesøkonomisk værdi. Æstetikken kan også forklare forskellen mellem at bruge sin forstand og at bringe sin fornuft til udfoldelse, og den kan vise, at vi med denne distinktion kan synliggøre den søgen efter indsigt, som kunst og filosofi er fælles om, og hvormed de adskiller sig fra de moderne videnskaber. De sidstnævnte tænker primært med forstanden, dvs. analytisk, men vi har også brug for at se tingene i sammenhæng, og det kan kunsten hjælpe os med. Den filosofiske æstetik stiller i det hele taget et sprog til rådighed, der kan sætte ord på det ved kunst, som vi hver især priser, når den har grebet og forvandlet os, men som vi netop mangler ord for. Mundlam kommer man til kort, når populister og bureaukrater afsender byger af nedgørelse og krav om retfærdiggørelse. Med æstetikkens hjælp kan munden komme på gled og kunsten få ro til det, som den formår: at vise sider af verden, vi måske anede, men ikke selv kunne se. 

Dette er det tredje og sidste af Dorthe Jørgensens essays om billedkunstens rolle. De øvrige blev bragt i Billedkunstneren #4 2013 og Billedkunstneren #1 2014.


Billedkunstneren nr. 3

24

2014

medlemmer af BKF har stadig mulighed for at præsentere sig selv og deres arbejde online på BKFs Kunstnerportal, som i år er gået i luften med nyt forbedret design. Info om login og upload af billeder på www.bkf.dk/kunstnerportal

Se alle aktuelle nyheder på www.bkf.dk

Ny afgørelse om kunststøtte risikerer at ramme skævt Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst har besluttet, at produktionsstøtte til billedkunstneriske værker ikke skal kunne gives til gallerier, udstillingsarrangører eller selskaber. Dermed følger det nye udvalg den linje, som Statens Kunstråds Billedkunstudvalg (2011-2013) lagde, da det besluttede, at produktionsstøtte ikke skulle kunne udbetales til Kunstnernes Kooperativ ApS (KKArt). Men beslutningen risikerer at ramme skævt i forhold til kunstnere med lave indkomster og deres muligheder for at kunne bruge kunststøttesystemet, mener Billedkunstnernes Forbund (BKF). Læs hele nyheden på www.bkf.dk

BKFere skabte drømmerum på Folkemødet Billedkunstnerne Marianne Jørgensen og Signe Vad stod bag kunstprojektet DRØMMEREN, der gav deltagerne på årets Folkemøde på Bornholm mulighed for at dele deres drømme og mareridt om kunst. Mange Folkemødedeltagere lagde vejen forbi Marianne Jørgensens skulptur på havnen i Allinge og lod tankerne strømme frit. Via live webcam strømmede drømmene ud til folk, der kunne følge med via kunstportalen Kunsten.nu, Galleri TYS og på BKFs hjemmeside under Folkemødet. Udover det skulpturelle mødested på havnen var BKF repræsenteret i Rosengade 19-23 i Allinge, hvor forbundet sammen med 13 andre kunstner- og formidlerorganisationer inviterede til en lang række velbesøgte kulturpolitiske debatter, koncerter m.m..

Kunstnerdatabasen kunstdk. dk lukker – men BKFs   kunstnerportal lever Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst har besluttet at nedlægge kunstnerdatabasen kunstdk. dk fra 1. september 2014. Kunstnere, der har haft tekstog billedmateriale på siden, har haft et par måneder til at gemme deres materiale. Men

Midtjyske kunstnere får nyt Berlin-residency Kunstnere med tilknytning til Region Midt har fået en ny mulighed for at arbejde i Berlin. Aarhus Billedkunstcenter er nemlig gået sammen med Jørn Tækker (Tækker Group) om at lancere et nyt residency, Tækker AIR Berlin: »Da jeg første gang kontaktede Jørn Tækker med ideen om

Presseklip

BKF 2014 | Billedkunstnernes Forbund er Danmarks faglige organisation for professionelle billedkunstnere med over 1300 medlemmer. Forbundets hovedformål er at varetage billedkunstneres faglige, sociale, økonomiske og juridiske interesser og at fremme en så bred anvendelse af billedkunst som muligt. Flere oplysninger på www.bkf.dk BKFs bestyrelse 2014 | Formand: Maler/grafiker Bjarne Werner Sørensen. Næstformand: Billedkunstner Marianne Jørgensen. Kasserer: Billedhugger Kit Kjærbye. Billedkunstner Anders Werdelin, maler Ida Ferdinand, billedkunstner Lene Leveau, billedkunstner Signe Vad, billedkunstner Agnete Bertram, billedkunstner Lise Skou.

Marianne Jørgensen og Signe Vad: DRØMMEREN. Folkemødet, Bornholm 2014.

kunstnerophold i Berlin, var han med det samme med på den. Det er meget generøst, at Jørn Tækker har valgt at støtte kunstnerne ved at stille to lejligheder og to arbejdsrum til rådighed i Kreuzberg i Berlin. Og det at kunstnerne kun skal betale forbrug – max 600 kr. om måneden – samt at det er så billigt at rejse til Berlin, gør opholdet yderligere attraktivt,« siger Anja Raithel, leder af Aarhus Billedkunstcenter. Mere info om Tækker AIR Berlin: www. aabkc.dk Kunsten foldes ud i   København Årets udgave af Copenhagen Art Week, der er arrangeret af webmagasinet kunsten.nu, går på hæld, når dette blad udkommer. Den københavnske kunstuge varer fra 29. august til 7. september og blev sparket i gang med kunstmessen CHART på Charlottenborg, hvorefter de kommende dage bød på udstillinger, debatarrangementer, guidede kunstture og meget mere. Læserne af disse linjer kan forhåbentlig nå at få den alternative kunstmesse, alt_cph med, som finder sted 5.-7. september på Fabrikken for

Kunst og Design på Amager. Mere info om de kunstnerstyrede udstillingssteders messe på www.altcph.dk Konference om udsmykningsopgaver Hvilke veje er der til udsmykningsopgaverne? Hvordan forløber byggeprocessen, og hvordan spiller arkitekturen og kunsten sammen? Hvad skal der til for, at dialogen mellem arkitekten og kunstneren giver et frugtbart samarbejde? Det er spørgsmål, som drøftes på en konference 10. september, arrangeret af Aarhus Billedkunstcenter. Mere info på www.aabkc.dk Danh Vo til Venedig 2015 Projektstøtteudvalget for Billedkunst under Statens Kunstfond har valgt den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo til at stå for den danske pavillon på Venedig Biennalen 2015. Projektstøtteudvalget for Billedkunst består af kunstnerne Bodil Nielsen, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Jacob Tækker samt gallerist Claus Andersen. Formand er museumsdirektør Gitte Ørskou. Læs udvalgets begrundelse på www.kunst.dk

Sekretariatsleder: Klaus Pedersen. Koordinator: Vibeke Rostrup ­Bøyesen. Redaktør/informationsmedarbejder: Miriam Katz. BKFs regioner 2014 | Udvalgsformænd/kontaktpersoner: Fyn: Billed­ hugger Frank Fenriz Jensen. København: Billedkunstner Lise Seier Petersen. Midt­jylland: Billedhugger Pia Græsbøll Ottesen. Nordjylland: Maler Jette Wistoft Noyes. Storstrøm: Maler/grafiker Claudio Bannwart. Sydjylland: Billedkunstner Anne Lildholdt Jensen. Midt- og Vestsjælland: Billedkunstner Finn Lerkenfeld. Nordsjælland: Grafiker/billedhugger Jørgen Willerup. Bornholm: Maler Klaus Thommesen.


Billedkunstneren nr. 3

2014

Sanne Kofod ny rektor på Kunstakademiet Sanne Kofod Olsen er udnævnt som rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi efter Mikkel Bogh, som forlod stillingen i foråret for at blive direktør på Statens Museum for Kunst. De seneste fem år har Sanne Kofod været direktør på Museet for Samtidskunst, inden da var hun rektor for Det Fynske Kunstakademi. Sanne Kofod Olsen blev tidligere i år tildelt N.L. Høyen Medaljen af Akademiraadet for sin forbilledlige indsats indenfor for forskning, fortolkning og formidling af de skønne kunster. Ny leder på Kunsthal Nord Henrik Broch-Lips er udnævnt som ny leder af Kunsthal Nord i Ålborg. Han er journalist og kunsthistoriker med speciale i samtidskunst. Udover at arrangere udstillinger i samarbejde med det rådgivende udstillingsudvalg, skal Henrik Broch-Lips også varetage den kunstneriske ledelse af Nordjyllands Kunstnerværksted og Åbent Akademi.

Nyt fra BKFs sekretariat Nye medlemmer og   genindmeldelser Grafiker/fotograf Barbara Katzin Billedkunstner Benedikt Kristthorsson Billedkunstner Berit Nørgaard Billedkunstner Birgitte Munk Billedkunstner Christian Bang Jensen Billedkunstner Christian Skjødt Billedkunstner Elle Klarskov Jørgensen Billedkunstner Hanne Helms

 25

Billedkunstner Heidi Hove Billedkunstner Jesper Olsen Billedkunstner Kirstine Aarkrog Henriksen Billedkunstner Kristian Schrøder Billedkunstner Louise Haugaard Jørgensen Billedkunstner Pernille Kapper Williams Billedkunstner Poul Nymann Jacobsen Billedkunstner Sisse Holmberg Billedkunstner Sonja Strange Maler/grafiker/fotograf Steen A. Hovmand Billedkunstner, ph.d. Susan Hinnum Billedkunstner Wieslaw Dabrowski

Aktuelle ansøgnings­ frister Legatboliger/ residencies Statens Legatbolig i Paris – Rue de la Perle Ludvig Preetzmann-Aggerholm og Hustrus Stiftelse Den Danske Ambassade i Paris v/Marius Hansteen Tlf. (+33) 01 44 31 21 14 http://frankrig.um.dk/da/omos/statens-legatbolig-i-frankrig/ Ansøgere, hvis projekt har en konkret tilknytning til Paris, vil blive givet prioritet. Boligen m/opholdsstue, sovealkove, badeværelse og køkken i 3, Rue de la Perle, 75003 Paris, er fuldt møbleret og udstyret til 2 personer (ikke handicapvenlig). Huslejen er 1150 Euro pr. måned inkl. varme, lys og telefonabonnement. For at tilgodese flest mulige ansøgere tildeles ophold som regel kun for én måned. Ansøgningsskema: Ja Ansøgningsfrist: 15. september (for ophold i 2015)

Jeckels Hotel i Gl. Skagen v/Fonden til bevarelse af Jeckels Hotel Jeckelsvej 9990 Gl. Skagen www.jeckels.dk Hvert år udlodder Fonden nogle ugers arbejdsophold i en af hotellets mindre lejligheder med eget køkken. Ugerne er 47-50 i 2014 samt 3-7 i 2015. Normalt tildeles ophold af 1-2 ugers varighed, men principielt kan man søge ubegrænset tid. Opholdene er gratis, og man får et fast beløb på kr. 500 til dækning af rejseudgifter. Man er på egen kost. I forbindelse med hotellet er for et par år siden opført et atelier. Ansøgningsskema: Nej, men ansøgningen skal indeholde kort redegørelse

Frister for legater og fonde BKFs medlemmer kan gratis rekvirere forbundets liste over legater og fonde relevante for billedkunstnere på bkf@bkf.dk eller tlf. 33 12 81 70.

for, hvad opholdet tænkes anvendt til. Ansøgningsfrist: 1. oktober. Institutionen San Cataldo Tlf. 99 68 70 41 www.sancataldo.dk Klostret San Cataldo ved Amalfi i Syditalien er et studiehjem for videnskabsmænd, kunstnere og andre åndsarbejdere. Stipendiet består i 1, 2 el 4 ugers ophold med fuld forplejning inden for tidsrummet 1.-28. i den pågældende måned – dog skal stipendiater skal betale 35 Euro pr. uge Ubemidlede kunstnere kan samtidig med ansøgning om ophold ansøge om en portion af Arne Meyers Legat på 3.000 kroner som tilskud til rejseudgifter. Ansøgningsskema: Der skal udfyldes elektronisk ansøgningsskema på www.sancataldo.dk Ansøgere uden adgang til internettet kan kontakte Anita Møller på telefon: 99 68 70 41 Ansøgningsfrist: 30. november (for ophold april-juli 2015)


Billedkunstneren nr. 3

26

Ophold og stipendier forår 2015   Det Danske Institut i Rom Accademia di Danimarca Forskere indenfor alle grene af videnskaben, kunstnere indenfor alle kunstarter, arkitekter, musikere og forfattere kan nu søge studieophold på Det Danske Institut i Rom i foråret 2015. Instituttet har til huse i Kay Fiskers for-nemme bygning fra 1967 og ligger i Borgheseparken, få minutters gang fra Piazza del Popolo og Roms centrum (se www. acdan.it). Som stipendiat på Det Danske Institut deltager du i et internationalt forskerog kunstnermiljø. Du får adgang til byens enestående ressourcer i form af museer, monumenter, biblioteker, arki-ver m.m. Husets personale står til rådig-hed med hjælp og vejledning. Information om stipendiemuligheder og ansøgningsskema findes her: www.acdan.it/stipendier.html Frist: 15. september 2014 Det Danske Institut i Athen Tlf. +30 210 32 44 644 www.diathens.gr Instituttet råder over to gæsteboliger med flere rum. Man kan søge om ophold alene eller ophold med stipendium. Instituttet råder ikke over noget atelier. Ansøgningsskema: Ja, findes på www.diathens.gr Ansøgningsfrist: 12. oktober (for ophold i 1. februar – 31. juli 2015) Fanø Kunstmuseum inviterer BKFere til at indsende forslag til Påskeudstillingen 2015 Udstillingsforslaget kan involvere et eller flere medlemmer af Billedkunstnernes Forbund. Vælger museet at vise udstillingen, tilbydes kunstnerne gratis ophold i BKFs kunstnerbolig i Sønderho. Forslaget skal indeholde en beskrivelse af hensigten med udstillingen samt forholde sig til museets målsætning om ›motiver fra Fanø og havet omkring eller af kunstnere med

tilknytning til øen‹. Der må meget gerne vedlægges CV og billedmateriale eller henvises til hjemmeside. Påskeudstillingen 2015 har fernisering lørdag den 28. marts og slutter den 28. maj. Forslag sendes inden den 1. oktober 2014 til: Formand for Fanø Kunstmuseums bestyrelse Anne-Marie Frandsen Suensonsvej 2 6720 Fanø I løbet af oktober måned udvælges den/de kunstnere, der tilbydes at udstille i 2015 – og vedkommende får tilbudt frit ophold i uge 13 i BKFs hus i Sønderho. Mere om Fanø Kunstmuseum: www.fanoekunstmuseum.dk

Opslagstavlen — se alle aktuelle opslag på www.bkf.dk/opslagstavle Ansök till Höstsalongen 2014 – Edsvik Konsthall I år bjuder vi in deltagare från Sverige och Danmark att ansöka till Höstsalong 2014. Höstsalongen har funnits sedan 2006 och har blivit en av Sveriges största jurybaserade samlingsutställningar för konstnärer. Utställningen äger rum på Edsvik Konsthall (Östra flygeln) i Sollentuna Stockholm. Information och ansökningsblankett: www.edsvik.com Sista ansökningsdag: 8 september Sydhavsøernes Censurerede Efterårsudstilling 4.- 24. okt.2014 Maleri, grafik, skulptur, kunsthåndværk, foto, installation, nye medier og lyd. Vandtårnet, MultiCenter Syd, Hollands Gaard, 4800 Nykøbing F Censurkomité: Kathrine Ring; Svend Danielsen og Bjørn Poulsen. Tilmelding senest 12. september mod betaling af 250 kr. Læs mere på www.vandtaarnet.multicentersyd.dk

2014

Amanuensis ved Det Danske Institut i Rom Stillingen som amanuensis ved Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom er ledig fra den 1. februar 2015. Ansættelsen er 3-årig med mulighed for forlængelse i indtil tre år. Ansøgningsfrist: 15. september. Læs mere om stillingen på www.acdan.it/staff/AmanuensisOpslag2014.pdf

Open Call: LAND-SHAPE, Land Art North Denmark Competition LAND-SHAPE, Land Art North Denmark invites artists, designers, architects, scientists and entrepreneurs to submit proposals for visionary, site-specific, Land Art for Northern Jutland. Submit entries by 1st of November 2014 for preselection. More info on www.land-shape.dk

Carlsbergfondets post doc stipendium ved Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom Start: 1. marts 2015 eller snarest muligt derefter. Varighed: Indtil 3 år. Ansøgningsfrist: 1. oktober. Læs mere på www.acdan.it/ staff/PostDocOpslag2014.pdf

The 7th International   Artist’s Book Triennial   Vilnius 2015 – Open Call The biennial is organized in order to promote artist’s books all over the world and to make an exchanges between artists. With your participation we hope to make a remarkable Exhibition of artist’s books, and to open a window for people to discover a wonderful world of artist’s books. Exhibition theme: »Error« {mistake} Deadline: 15th of November 2014. More info: www.artistsbook. lt/blog/2013/09/24/7th-artistsbook-triennial-vilnius-2015/

Ledige perioder i Kunstnerboligerne på Tranum Strandgård Mange ledige perioder i september-december 2014 i Kunstnerboligerne på Tranum Strandgård, der ligger 300 m. fra havet ved Tranum Strand i Jammerbugten – ca. 10 km. syd for Blokhus. Særpriser for BKFs medlemmer. Læs mere om kunstnerboligerne, værksted og udstillingsmuligheder på: www.tranumstrandgaard.dk Interesseret? Kontakt Birthe Holmgaard, Tlf. 86 87 23 33 / 23 86 75 02 / vagnogbirthe1@live.dk Ansøgningsfrist til Statens Værksteder den 3. november På Statens Værksteder for Kunst kan professionelle kunstnere, designere, kunsthåndværkere og konservatorer søge et kortere eller længere arbejdsophold til at udføre et konkret projekt. Kombinationen af atelierer, værksteder, faguddannet personale og velindrettede gæsteboliger udgør et enestående tilbud til kunst- og kulturlivet i Danmark. Læs mere på www.svfk.dk

Ny pris til visionære   udstillinger Bikubenfonden i samarbejde med Kunsten.nu vil fremover én gang årligt uddele Udstillingsprisen Vision. Kriterierne for at vinde prisen er: en visionær og nyskabende udstillingsidé med aktuel relevans, der giver publikum indsigt og udsyn. Vinderen modtager prisen på 3 mio. kr. til realisering af en udstilling. Såfremt udstillingsbudgettet er større, kan fonden vælge at give et større beløb, så det samlede udstillingsbudget dækkes. Deadline for deltagelse i konkurrencen er 19. december 2014. Vinderen annonceres ultimo januar 2015. Læs mere om bl.a. ansøgningskriterier: www.bikubenfonden.dk/ content/ny-pris-til-visionaereog-nyskabende-udstillinger


Billedkunstneren nr. 3

2014

 27

BKFs Generalforsamling 2014

Ansøgningsfrist for både Berlin og Fanø den 1. oktober!

Generalforsamlingen afholdes i år lørdag den 1. november på

Der er ansøgningsfrist den 1. oktober for ophold i både BKFs lejlighed i Berlin og Malerhuset på Fanø i perioden januarjuni 2015.

Statens Værksteder for Kunst Gammel Dok Strandgade 23B 1401 København K

Yderligere info og ansøgningsskemaer (obligatoriske) findes på www.bkf.dk/boliger eller kan rekvireres ved henvendelse til sekretariatet på bkf@bkf.dk eller tlf. 33 12 81 70.

Kl. 14 Debat Kl. 16 Generalforsamling Efter generalforsamlingen byder forbundet på middag.

Hirsholmene i 2014 og 2015

Dagsorden samt information om program, tilmelding mv. sendes til alle medlemmer i oktober. Forslag, der ønskes optaget på den ordinære generalforsamlings dagsorden, skal være forbundets sekretariat i hænde senest den 1. oktober.

Mangler du et godt udstillingssted? Yngre kunstnere – under 50 – har mulighed for at udstille i COBRA-RUMMET VED SOPHIENHOLM – Nybrovej 401, Lyngby. Send din ansøgning til: Lyngby Kunstforening Jernbanepladsen 22 2800 Kgs. Lyngby Vedlæg billedmateriale, CV og frankeret svarkuvert til materiale, der ønskes retur. Mærk kuverten ›Ansøgning / Cobra-rummet‹ Mere info på: www.lyngbykunstforening.dk Open Call Mini-Prints, Berlin 2014 – deadline extended Deadline for entries extended until 1st October 2014 More info: www.berlin.heikearndt.dk/about-us Ferielejlighed med unik udsigt udlejes i Sønderho, Fanø Huset er fra 1871 og lejligheden ligger på 1. sal, med indgang fra vestvendt have. I baghuset findes vaskemaskine og tørretumbler. I lejlighed er der toilet med bruseniche, værelse med 2 senge og køkken

BKFs medlemmer kan søge arbejdsophold i Dansk Kunstnerråds to kunstnerboliger på Hirsholmene, et naturreservat tre kvarters sejlads fra Frederikshavn. I Fyrassistentboligen (Bovins Hus) er der to lejligheder: En lejlighed i stueetagen med 2-3 sengepladser, stue og arbejdsværelse. I den mindre lejlighed på 1. sal er der arbejdsværelse/ stue og soveværelse med 2 sengepladser. Bag huset er der et atelier med ovenlys. Det aftales ifm med tildelingen af ophold, hvem af de besøgende kunstnere, der har fortrinsret til at bruge atelieret. Se fotos og læs mere på www.bkf.dk/boliger. Der kan søges arbejdsophold af mindst en måneds varighed. For BKFs medlemmer er prisen hhv. 2.700 kr. og 2.000 kr. pr. måned! Ansøgningerne skal indeholde de nødvendige personlige data og en kort beskrivelse af intentionerne med opholdet, samt angivelse af den foretrukne periode og evt. ønske om at bruge atelieret. Ansøgningerne sendes til:

i åben forbindelse med stuen hvorfra der er udgang til østvendt altan. I stuen er der 2 senge spisebord, hyggekrog, TV og internet. Fra altanen er der udsigt over Nationalpark Vadehavet, med Ribe og Mandø i horisonten. Vel nok det mest velbeliggende hus i ›Danmarks smukkeste landsby‹ Sønderho. Du kan få mere info, priser og ledige perioder på tlf. 75 16 41 31 (Lis Brink Jensen) Svejseapparat til salg (Århus) 1 lille svejseapparat, med 2 masker, 1 hammer og et bundt elektroder: Pris: 3.000 kr. Steffen Tast, Tlf. 40 37 21 78 / steffentast@gmail.com

Dansk Kunstnerråd Kronprinsessegade 34 B, 2. 1306 København K eller til dkr@dansk-kunstnerraad.dk Er du interesseret i et arbejdsophold på Hirsholmene i år, er der stadig mulighed, da den lille lejlighed på 1. sal er ledig i oktober måned. Ansøgningsfrist for arbejdsophold på Hirsholmene i 2015 er den 1. oktober.

December er ledig i Huset i Provence BKF har overtaget administrationen af Huset i Provence – tegneren Anne Gretes hus i Fox-Amphoux i hjertet af Provence. Det er et lille tre-etagers byhus, hvor alle etager står i åben forbindelse med hinanden. Huset er indrettet til maks. to personer og er ikke egnet for børn eller personer med gangbesvær! Mere info og fotos findes på www.bkf.dk/ boliger Der er nu kommet afbud til december måned, hvor lejeprisen er 4.000 kr. Hvis du er interesseret i at holde jul i det sydfranske, kan du kontakte BKFs sekretariat på bkf@bkf.dk eller tlf. 33 12 81 70.


Billedkunstneren nr. 3

28

2014

Aktuelt på kunstscenen Medlem af BKF? Send et par linjer og foto, så kan din udstilling gratis annonceres her.

Poul Nymann Jacobsen: Iniustum. Udstillingen omfatter stentryk og maleri. Vises 1. – 23. oktober i Galleri Øckenlund, Kronprinsesse Sofiesvej 6, 2000 Frederiksberg. Åbningstider: tors. og fre. kl. 14 – 17, lør. 10-14.

Hanne Sie og Joseph Salamon: Som led i et fransk kulturfremstød i Kina er de to kunstnere blevet opfordret af Salon des Réalités Nouvelles til at tilslutte sig salonens udstilling på Kunstmuseet i Beijing, og på den måde være med til at repræsentere fransk nutidskunst. Hanne Sie og Joseph Salamon har været med mange gange på salonens årligt tilbagevendende udstillinger og betragtes som en del af den. Hanne Sie viser to store akvareller og Joseph Sa-

Malene Bach: OBJEKTER & IKONER – værker af Malene Bach, 22. august - 19. oktober. Udstillingen vises i det nye design- og kunstgalleri Superobjekt, som åbner i Borgergade den 1. august. Galleriet deler fremover lokaler og interesser med kunst- og designgalleriet Etage Projects. Åbningstider tirsdag-lørdag 11-17, mere info på www.superobjekt.com

lamon en bronzeskulptur og en større aluminiumskulptur. Alle er velkomne til ferniseringen, der finder sted d. 1. november 2014 på Kunstmuseet i Beijing.

Lisbeth Hermansen og Hygum Kunstmuseum: 10 års jubilæet i år fejres bl.a. ved at vise hele samlingen af værker fra mere end 100 samtidskunstnere, skabt og doneret specielt til Hygum Kunstmuseum. Nye værker af Peter Land, Simone Aaberg Kærn, Rene Holm og Signe Vad. Se listen over deltagende kunstnere på www.hygumkunstmuseum.dk Desuden præsenteres: Take-away-artmu-

seum, et rullende dialog- og udstillingsrum, som bidrager til eksperimenterende landsbyudvikling, kunstudvikling og erhvervsudvikling i lokalområdet. Mere info på www. takeawayartmuseum.dk

Dansk Billedhuggersamfund: Skulpturfokus Augustiana 150 skulpturer i 100 dage Efter at have haft hjemme i Kongens Have i København i 40 år, er Dansk Billedhuggersamfunds skulpturbiennale i år flyttet til Augustenborg Slot og slotspark. Her udstilles 150 skulpturer i 100 dage – frem til 21. september. Biennalen er blevet til i samarbejde mellem Dansk Billedhuggersamfund og Skulpturpark Augustiana/ Galleri Nørballe og Kunstwerk Carlshütte / NordArt. Mere

info på: www.skulptur.dk og www.augustiana.dk


Billedkunstneren nr. 3

2014

 29

Runde fødselsdage  30 Billedkunstner Mads Lindberg - 2. september | Billedkunstner Asbjørn Skou - 14. september 40 Billedkunstner Mie Olise Kjærgaard – 9. september | Billedkunstner Eamon O’Kane - 10. september | Billedkunstner MFA Mette Moeslund Broberg – 1. oktober | Billedkunstner Vibe Bredahl – 6. oktober | Kunstner Karoline H. Larsen – 9. oktober | Billedkunstner Frodo Mikkelsen – 21. oktober | Billedkunstner Malene Hartmann – 4. november | Billedkunstner Maren Marie Mathiesen – 6. november | Billedkunstner Kristina Elisabeth Steinbock – 11. november 50 Billedhugger Tina Maria Nielsen – 21. september |  Billedkunstner Signe Guttormsen – 24. september | Maler Stefan Blöndal - 30. september | Maler Elin Josefina Smith - 30. september | Billedhugger Suzette Gemzøe – 2. oktober | Maler Gitte Winther – 4. oktober | Billedkunstner Gøje Christine Rostrup – 4. oktober | Billedkunstner Lene Schack Olldag – 18. oktober | Billedkunstner Kirsten Schauser – 27. oktober |  Billedkunstner Søren Taaning – 20. november | Maler Sine Lewis – 30. november 60 Maler Jytte Sølvbjerg - 11. september | Billedkunstner Ole Tophøj - 19. september | Keramiker Bent SkytteRasmussen – 5. oktober | Billedkunstner Morten Skriver – 8. oktober | Billedkunstner Hardy Ernst – 9. oktober | Maler Erik Bille Christiansen – 10. oktober | Billedkunstner Margit

Lars Pryds og Lisbeth Tolstrup: MODSPIL. Vises 23. august – 28. september 2014 i Kunstbrænderiet, Præstegyde 3, Vejle. Udstillingen markerer 30 års kunstnerisk samarbejde og omfatter maleri, collage og tekstile objekter. Mere info på www.pryds.com/modspil

Rosenmeier – 31. oktober | Kunstmaler Deolinda Fonseca – 11. november | Maler Peter Holck – 22. november | Billedhugger/ Grafiker Finn Naur Petersen – 29. november | Maler Hanne Beate Enger – 5. december | Billedhugger Jørgen Carlo Larsen – 10. december | Billedkunstner Iija Salmela – 12. december 70 Billedhugger Jørn Hansen - 11. september | Billedkunstner Cresta Simonsen - 25. september | Maler Eva Weis Bentzon - 27. september | Billedhugger Jørn Rønnau – 8. oktober | Maler Austin Corcoran – 10. oktober | Maler Niels Strøbek – 14. oktober | Maler Svend Boe Haugaard-Nielsen – 26. november | Maler Else S. Mortensen – 8. december 75 Billedkunstner Elsebeth Møller - 15. september Billedhugger Gurli Gottlieb - 22. september Maler Elonn Agerup - 23. september Billedkunstner Jørgen Minor - 30. september Maler Klaus Becker - 30. september Billedkunstner Inge-Lise Koefoed – 10. november Billedkunstner Linnea Imlau – 27. november Maler Gunnar Bay – 12. december 80 Maler Find Mølgaard Andersen – 11. september 90 Billedhugger Pipin Henderson – 26. oktober Døde Billedhugger Markan Christensen – 24. maj | Maler Peer Strande Hansen – 2. juli | Billedhugger Frede Troelsen – 6. juli | Maler/billedhugger Flemming Rodian – 3. august

Gitte Harslev collage-skulptur piste italiane Indtryk fra ophold i Ascea (Campania), Venedig og Rom. 19/9-4/10 2014 Fernisering fredag d. 19. september kl. 16-19 Galleri Krebsen, Studiestræde 17A, 1455 København K Åben: tirsdag-fredag 12-18, lørdag 11-15 www.krebsen.net GitteHarslev: Viale delle 100 fontaine. Villa d’Este, Tivoli. 2014.

Jette Nevers: Udstiller gobeliner, vægtekstiler og papirvævninger i Billundcentret i anledning af Billund Kunstforening 40 års jubilæum. 4. – 28. sept. 2014.

Modtager du BKFs elektroniske nyhedsbrev?  Hvis ikke, så er det nok fordi du ikke har opgivet din aktuelle email-adresse til os. Send en mail til sekretariatet på bkf@bkf.dk med den rigtige adresse.


Billedkunstneren nr. 3

30

2014

BKF lancerer påskønnelseslegater til kunstnere

BKFOs Påskønnelseslegater Ophavsretsfonden i BKF (BKFO) efterspørger indstilling af billedkunstnere til BKFOs 10 påskønnelseslegater á kr. 15.000. Legatformål: Billedkunstnere, som yder en ulønnet og frivillig indsats til almen gavn for billedkunstens område, særligt til forbedring af billedkunstneres rettigheder og vilkår. Fordelingskriterier: Ved vurdering af indstillingen lægges der særligt vægt på følgende: – Tillidshverv i billedkunstens organisationer, institutioner, foreninger mv. indenfor de seneste 6 år. – Billedkunstnere, som har ydet en stor indsats i nævn, råd, juryer mv. indenfor de seneste 6 år. – Andre aktiviteter til almen gavn for billedkunsten. Skema og tidsfrister: Indstilling af billedkunstnere til påskønnelseslegaterne skal ske på et skema, som kan hentes fra BKFs hjemmeside eller ved henvendelse til sekretariatet. Indstillingen skal være sekretariatet i hænde senest d. 1. oktober 2014.

Mindeord

Billedkunstner Peer Strande er død. Han blev 75 år. Kunstkritiker Erik Meistrup skriver mindeord: Peer Strande måtte til sidst slippe taget i det liv han elskede så højt, fordi kræften endelig fik det sidste ord i den mangeårige kamp. Peer Strande var autodidakt maler fra Aalborg-egnen, der skabte sin egen bemærkelsesværdige karriere med et udtryk, der på mange måder var defineret i moderne tyske

Nu kan billedkunstnere, som yder en ulønnet og frivillig faglig indsats til almen gavn for billedkunstens område, få et påskønnelseslegat i Billedkunstnernes Forbunds Ophavsretsfond (BKFO). Det har BKFs bestyrelse besluttet kort før sommerferien. Hensigten med legaterne er at hylde og huske den ulønnede og frivillige indsats, som ydes af billedkunstnere i en række sammenhænge, fx i form af tillidshverv i billedkunstens organisationer, institutioner, foreninger, råd, nævn og juryer. Som medlem af BKF kan man indstille en kollega, der har fortjent påskønnelsen. Indstillingsskema kan hentes på www.bkf.dk eller rekvireres telefonisk fra BKFs sekretariat. I alt 10 påskønnelseslegater á 15.000 kr. stk. vil fra i år blive uddelt til billedkunstnere, som er blevet indstillet af kolleger. Indstillingerne vurderes af Ophavsretsfonden i BKF. »Det er BKFs klare holdning, at professionelle kunstnere skal honoreres for alt professionelt kunstfagligt arbejde«, siger Bjarne W. Sørensen, formand for BKF. »Vi har særligt fokus på gratis arbejde, men samtidig må vi erkende, at det går trægt med betaling af ordentlige mødevederlag, hvor man trækker på kunstnernes faglige kompetencer. Med oprettelse af de nye påskønnelseslegater ønsker vi at give en håndsrækning til de mange kunstnere, som yder en engageret indsats til almen gavn for hele billedkunstens område«, siger Bjarne W. Sørensen. Har du en kollega, som fortjener påskønnelse for sit faglige arbejde for billedkunsten? Så kan du indstille ham eller hende til et af BKFs 10 nye påskønnelseslegater på hver 15.000 kr. Ansøgningsfrist: 1. oktober 2014. Mere info: www.bkf.dk

– redaktionen optager mindeord om eller af medlemmer, send ord og billeder til mk@bkf.dk

ekspressionisme, ikke mindst fra de unge vilde i sen 1970erne og først i 1980erne. Maleren Hellen Lassen præsenterede Peer Strande tilbage i 1999 (i tidsskriftet Hrymfaxe) med en karakteristik, der holdt resten af karrieren. Malerier er ›ekspressive i penselføringen, men med de løse, flyvende strøg lagt oven på stramt konstruerede flader… Hvor stregen er ekspressiv, kan de enkle figurer have noget popkunst-agtigt over sig, mens den rebuslignende leg med ord, som ofte spiller på modstillingen af to polære billedfelter, er konceptuel i holdningen‹. Peer Strande kunne have noget opløftende og drillende i sin udfordring til publikum i hans valg af motiver, hvor flere kunne ligne – men alligevel ikke helt – scener fra kulturhistorien, der også omfattende de religiøse fortællinger. Han holdt aldrig op med at interessere sig for de værker, der allerede var lavet. Engang

jeg talte med ham, fortalte han grinende om, hvordan han havde syntes, der skulle ændres i et stort maleri, der var ti år gammelt, han tilbød derfor ejerne at tage det ind til vurdering og ændrede også i motivet – til glæde og fornøjelse for ejerne. Sådan var han lidt en skælm, der kunne snakke som et vandfald, så man skulle holde ørene stive, for han var velbevandret i samtiden og kunsthistorien og forstod at udnytte begge i sine værker. Peer Strande blev ved med at arbejde selvom sygdommen rykkede nærmere og i foråret holdt han større delvis retrospektiv en fødselsdagsudstilling i nogle lånte lokaler hos Randers Tegl i Aalborg Øst. Det skulle vise sig at blive hans sidste i den lange række af udstillinger, han havde medvirket i både her i landet og i udlandet. Dansk kunstliv er blevet lidt fattigere, fordi Peer Strande var på mange måder helt sin egen i udtryk og stil.


Billedkunstneren nr. 3

2014

 31

Mindeord Billedkunstner Markan Christensen er død. Han blev 87 år. Billedkunstner Mogens Pøhlsgaard skriver mindeord: M59’s grand old man er her ikke mere. Jeg lærte Markan at kende i mine første år som kunstner. Han var en stor støtte for mig ved at købe malerier til skoler. Blandt andet udførte jeg et stort maleri på Sankt Annæ Gymnasium, akkompagneret af sang fra klasseværelserne.

Billedkunstner Frede Troelsen er død. Han blev 77 år. Billedkunstner Jens Bohr skriver mindeord: Frede Troelsen døde 6. juli 2014 efter kort tids sygdom. På store sten i alverden – bl.a. Aswan, Tyskland, Italien, Portugal, England og her tillands – kan man støde på Fredes private alfabet, der drejer sig om livet, døden, seksualiteten. Nogle gange med bogstaver der er direkte aflæselige, fx ›Når det regner, bliver stenen våd‹. Selv har vi her i haven glæden af to rugbrød, en lagkage og en blomst – blomsten er rettelig vores datters, når hun engang finder et blivende sted, kommer hun nok og henter den; foreløbig sidder katten på den, når solen har varmet den. Jeg har kendt og udstillet i en længere årrække med Frede. Første gang vi mødtes uden for Danmark var på Sveaborg i Finland. Jeg var bl.a. med ham på besøg hos Kain Tapper, den store finske billedhugger. Der ligesom Frede kommer fra et landmiljø og på en måde også arbejder med et hemmeligt sprog. Begge har det fælles, at deres arbejder er umiskendeligt genkendeligt, som netop deres arbejder. Frede var en meget flittig mand, altid i gang med sine store hænder; huggede sten, skar i træ, malede og tegnede. Sten, steler, relieffer; stenenes egne farver og malerierne hvide/sorte – et tyst og enkelt sprog. ›Så enkelt at det er svært at forstå‹.

Københavns Kunstnerartikler Ryesgade 58, 2100 Kbh. Ø Tlf. 35354826 man-fre:10.00–17.30 www.kunstnermaterialer.dk

Det var et stort skulderklap for en ung kunstner. Senere var han en varm fortaler for mig ved min optagelse i M59 og i Kunstnersamfundet. I M59 har jeg haft mange dejlige oplevelser med Markan. Mine malerier har ofte spillet sammen med Markans stærke kunst. Markan var et hjælpsomt, varmt og livsnydende menneske. Som ven og kunstner vil Markan blive savnet. Æret være hans minde.

Blandt de mange udstillinger Frede deltog i, havde en smuk og omfattende udstilling i Himmerlands Kunstmuseum i Års en særlig betydning for Frede, da det var her på egnen, han var født og opvokset. Det er mærkeligt at miste en mand, der for kort tid siden var så stor og stærk og i fuld gang med sit skaberværk. Jeg har haft stor glæde at mit venskab med Frede – der både var alvorlig og dybsindig, men jo også så blid og venlig. Det afspejler sig i hans værk, der både omfatter store tunge sten og lette malerier – poetiske og egne... Døden er hver mands herre – noget Frede var meget bevidst om – og nu har vi mistet ham. På en af Fredes sten står der: at se at berøre at give navn og betydning at begynde og slutte

27. september 2014 åbner udstillingen ›Murværk‹ med trærelieffer og malerier af Frede Troelsen og fotografier af Odd Moe på KunstCenter Silkeborg Bad.


Afsender: Billedkunstnernes Forbund, Vingårdstræde 21, 1.th., 1070 København K

Ansøgningsfrister

9. oktober

•  Den åbne residencypulje •  Produktion, udstilling og formidling •  DIVA – Danish International Visiting Artists  Programme

•  Kommunale Billedkunstråd • Udstillingsprogram 6. november

•  Refusion af udgifter til visningsvederlagsordningen Løbende ansøgning:

•  Danske galleriers deltagelse på   internationale kunstmesser

•  Det internationale researchprogram •  Billedkunstneres egne hjemmesider • Visningsvederlag Mere info på www.kunst.dk/kunststoette eller kontakt Kulturstyrelsen på tlf. 33 73 33 73

Kulturkontakt Nord 1. oktober

• 

Netværksstøtte

22. oktober

• 

Mobilitetsstøtte (rejser)

17. september

•  • 

Kompetenceudvikling Produktionsrettet virksomhed

3. november

• 

Projektstøtte (NORDBUKs børne- og ungdomsprogram)

Mere info på www.kknord.org eller kontakt Kulturkontakt Nord på mail: info@kulturkontaktnord.org eller tlf. +358 (0)9 686 43 107

Fagbladet Billedkunstneren #3 2014  

Tema: Digital kunst

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you