__MAIN_TEXT__

Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 4 | december 2008 | 19. årgang

– for landet er mit ...

ET S PA D ESTI K DY B E R E I BIBELENS VERDEN

MArKer oG FAMILIeLIV

Bagsiden | En ny inskription ... Side 3 | Jesus og festen for genindvielsen af templet Side 8 | “...For landet er mit” – hellig jord aldrig på udsalg Side 14 | Hvor meget skrev man i det gamle Israel?


Salomos miner? Af lektor Carsten Vang Dengang kong Salomo byggede templet, lod han støbe mange genstande i bronze (1 Kong 7,15-47). Da bronze er en legering af kobber og tin, må hans store projekt have krævet enorme mængder af kobber i løbet af få år. Gennem flere år har arkæologer gravet i et meget stort areal, hvor man har udvundet kobber. Området, der ligger sydøst for Det døde Hav, hedder Khirbet en-Nahash i det bibelske Edom. I 2006 gravede de gennem et 6 m tykt lag af slagger og trækul. Ud fra en række kulstof-14 prøver kan man konstatere, at området blev intensivt udnyttet fra det 11. årh. f.Kr. Det er tre hundrede år tidligere, end man hidtil har antaget. Desuden steg produktionen af kobber voldsomt omkring midten af det 10. årh. f.Kr. (Salomos tid) for så pludselig at ophøre nogle årtier senere. Først efter 70 års forløb kom produktionen i gang igen. Om anlægget har været kontrolleret af kong Salomo, ved vi endnu ikke. Men de kommende års udgravninger vil fokusere på, om der i denne periode er spor efter israelitter i Kh. en-Nahash.

Overalt i det store område ligger der mængder af slagger fra kobberproduktionen. © www.bibleplaces.com.

Selskab for Bibelsk Arkæologi Lykkegårdsvej 26, 6000 Kolding Tlf. E-Mail: Internet: Bank: Norge:

4826 3855 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang Forsidefoto: Terrassemarker i Judæas bjerge. © Todd Bolen, www.bibleplaces.com.

2

Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: Freehand, Herning, freehand.dk Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 155,- / norske kr. 170,(For unge under 26 år: kr. 105,- / norske kr. 115,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

Tel udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling. Selskabets bestyrelse: Studentersekr., cand.theol. Klaus Vibe (formand), tlf.: 8612 0037 · kv@bibelskarkaeologi.dk postdoc, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Cand.theol. Christian rasmussen, tlf.: 2511 1415 · cr@bibelskarkaeologi.dk Cand.theol. Jacob Bank Møller (kasserer), tlf.: 8615 3402 · jbm@bibelskarkaeologi.dk netred., cand.theol. Thomas Bank Møller (webmaster), tlf.: 8678 7805 · tbm@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

Selskab for Bibelsk Arkæologi


HISTorISK oG ArKÆoLoGISK SIdeLyS pÅ BIBeLen

Jesus og festen for

genindvielsen af templet Af pastor emer. Hartvig Wagner

når vi juleaften i år tænder lysene på juletræet, har jøderne allerede to dage tidligere indledt deres årlige ”lysfest”, kaldet Hanukkah, som fejres i 8 dage. I Johannesevangeliet kap. 10,22-39 læser vi om Jesu deltagelse i denne fest under sit ophold i Jerusalem og om sammenstødet med jøderne ved denne lejlighed. Beretningen får særlig betydning set i historisk lys. Den jødiske fest Hanukkah, som betyder indvielse eller helligelse, indledes den 25. i den jødiske måned Kislev. Datoen falder i reglen kort før jul efter vor kalender. Baggrunden for festen er ikke ligesom jødernes tre store højtider, påsken, pinsen og løvhyttefesten, knyttet til bibelske begivenheder og er slet ikke omtalt i Det gamle Testamente. Ikke desto mindre spiller festen en stor rolle i jødiske familier, fordi særlige traditioner og symboler er knyttet til den. HISTorIen BAG

En af Antiokus IV’s mønter. Yderst til venstre er teksten ’theou epifanou’ trykt, der betyder ’(tilhører) den åbenbarede Gud’. Foto: © Gordon Franz.

www.bibelskarkaeologi.dk

Festens oprindelse går tilbage til en af de alvorligste krisetider i det jødiske folks historie, som er levende beskrevet i 1 og 2 Makkabæerbog, to af de såkaldte apokryfe bøger, og hos historieskriveren Josefus. Under den syriske konge Antiokus IV med tilnavnet Epifanes (175-163 f.Kr.) voksede spændingen i Judæa mellem hellenistiske og konservative jøder. Hellenisterne var venligt stemte mod Syrien, der reelt havde magten i landet, og ønskede at tilpasse den jødiske religion til den nye

3


Mindesmærke i Modein for præsten Mattathias og hans slægt Makkabæerne, som førte kampen mod det syriske overherredømme. Slægten menes begravet i omkringliggende grave, hugget ud i klippegrunden. Foto: Hartvig Wagner.

græske kultur. De konservative, som ønskede at fastholde den klassiske jødedom, var på Egyptens parti. Den sidste legitime ypperstepræst, den konservative Onias III blev fordrevet af sin hellenistiske bror Jason, der ønskede at gøre Jerusalem til en græsk by. Det vakte f.eks. opsigt, at han byggede et ”gymnasium”, hvor idrætsudøverne optrådte nøgne. AnTIoKUS oG JØderne Efter et forgæves forsøg på at erobre Egypten, vendte Antiokus sig mod Jerusalem og plyndrede templet for skatte for at få penge til fortsat kamp mod Egypten. Han tog røgelsesalteret, lysestagen og skuebrødsbordet med sig til Syrien. Endnu et felttog til Egypten mislykkedes, og efter det rettede Antiokus et sidste afgørende slag mod jøderne i år 168 f.Kr. Hans skatteopkræver og feltherre Apollonius foranstaltede et blodbad i Jerusalem, udplyndrede og afbrændte byen. En syrisk borg blev opført, og et Zeus-alter rejst på brændeofferalterets plads i templet (”Ødelæggelsens Vederstyggelighed”, Dan 11,31; 1 Makk 1,54; Matt 24,15). Der blev dødsstraf for sabbatsfejring og omskærelse. Bøger med

4

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Moseloven blev brændt, og tilsynsmænd skulle overalt overvåge, at jøderne overholdt kongens bestemmelser. Situationen gøres således op: ”Det var hverken tilladt at holde sabbatten eller de fædrene fester eller overhovedet at bekende sig som jøde” (2 Makk 6,6). opSTAnden I år 167 f.Kr. bliver alt dette præsten Mattathias i landsbyen Modein nær Lydda for meget. Han dræber en jøde, som er i færd med at ofre på et afgudsalter, og kongens udsending, som så til. Derpå flygter Mattathias med sine fem sønner ud i bjergene. Det blev signalet til jødernes oprør, som en af sønnerne, Judas med tilnavnet Makkabæus = ”Hammeren”, stod i spidsen for. Det lykkedes ham at erobre templet år 165 f.Kr. Brændofferalteret blev genindviet nøjagtigt på 3-årsdagen for det første

afgudsoffer den 25. Kislev. Til minde om denne vigtige begivenhed blev festen til (1 Makk 4,36-59). ”LySFeSTen” Således kalder den jødiske historieskriver Josefus festen med henvisning til, at genindvielsen af alteret og genoptagelsen af den rette gudstjeneste var et strålende lyspunkt midt i den dystre tid, man lige havde gennemlevet. Der blev ikke sparet på fest og glæde, sang og musik til Guds ære, fortæller han. Navnet ”Lysfesten” fik snart en ny mening. Det jødiske skrift Megillath Ta’anit fra 1. årh. e.Kr. beretter om et sælsomt under. Efter indtagelsen af templet lykkedes det kun jøderne at finde én enkelt flaske olie, hvis indhold ikke var gjort kultisk urent af hedningerne. Olien var kun tilstrækkelig til at holde lysestagen i templet brændende en enkelt dag, men

til stor overraskelse slog olien til i alle festens 8 dage. Her er forklaringen på den 9-armede såkaldte Hanukkahstage, som jøderne op gennem tiden har taget frem under festen af samme navn. Ved hjælp af lyset fra en bestemt af armene tændes ét af de øvrige lys for hver dag i de 8 dage, festen varer. Forskellige andre traditioner knytter sig til festen. Man hygger sig i familien med leg og gaver på en måde, som minder om vore juletraditioner. JeSUS oG de JØdISKe FeSTer Johannes angiver et klart formål med sit skrift: ”Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus (Messias), Guds søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn” (Joh 20,31). For at lede læserne frem til denne tro, har Johannes valgt en genial disposition i bogens

InGen KVInder oG BØrn I QUMrAn Da man i 1950’erne udgravede lidt af gravpladsen i Qumran, fandt man også skeletter af kvinder og børn. Forskerne har lige siden diskuteret heftigt, hvordan man skulle forklare det forhold, at en menighed, som udelukkende bestod af mænd, der levede i cølibat, også havde kvinde- og børnegrave på sin kirkegård. Israelske antropologer har for nylig undersøgt knoglerne igen under anvendelse af de nyeste metoder. Antropologen Josef Zias fortæller på en blog om resultatet af undersøgelsen: Kvinde- og barneknoglerne er ikke 2000 år gamle, som udgraverne i sin tid sagde, men stammer fra beduiner fra tyrkisk tid! Et uløseligt problem finder sin uventede løsning, fordi fundene nu bliver tolket rigtigt af folk, som er eksperter på gamle skeletter, og som kender beduiners vane med at genbruge gamle gravpladser. Man kan så fundere over, hvor mange andre arkæologiske såkaldte ”fakta” fra ældre udgravninger i virkeligheden skyldes udgravernes forkerte antagelser.

Foto af en af gravene ved Qumran. © www.bibleplaces.com.

www.bibelskarkaeologi.dk

5


første 12 kapitler. Han tager udgangspunkt i nogle af de jødiske helligdage og fester og viser, hvordan de peger frem på ham selv og vidner om, at han er Kristus, Guds søn. På en sabbat (kap 5) fastslår Jesus, at ligesom Faderen til stadighed arbejder på at bringe liv og frelse, således må også Sønnen stadig udføre, hvad Faderen har pålagt ham - også på sabbatten. Under påskefesten (kap. 6) er Jesu svar på beretningen om mannaunderet i ørkenen hans brødunder som tegn på, at han er livets brød, der er kommet ned fra himlen. Under løvhyttefesten (kap. 7-9) med dens vand- og lys ceremoni, gør Jesus det klart, at han er kilden med det levende vand og verdens lys (se TEL 2006/1). I alle tre tilfælde aner tilhørerne, at Jesus med sine gerninger og ord tilkendegiver, at han er Kristus, Guds søn. Nogle går af den grund så vidt, at de vil stene ham for gudsbespottelse. JeSUS, den Gode Hyrde Det samme gentager sig under den sidste fest i året, festen for templets genindvielse, Hanukkah. Som optakt til festen blev Ezekiel kap. 34 læst i synagogerne den forudgående sabbat. I denne tekst lover

Herren: ”Jeg vil sætte én hyrde over dem, min tjener David; han skal vogte dem og være deres hyrde” (v. 23). Det er derfor næppe tilfældigt, at Jesus lige op til festen har holdt sin hyrdetale og sagt: ”Jeg er den gode hyrde” (Joh 10,11). Mange har straks forstået meningen: Jesus gør dermed krav på at være opfylderen af løftet til fædrene om Messias, Davidssønnen. Da festen så begynder er det vinter,

og Jesus må søge læ for de kolde østenvinde i Salomos Søjlegang (10,22). Den var åben ind mod tempelpladsen og lukket mod øst. Her slår jøderne ring omkring ham og forlanger med Jesu hyrdetale i øret at få ren besked om Messiasspørgsmålet, som også var på bane under årets tidligere fester. ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud,” lyder kravet (v. 24). De får et svar. Blot ikke et kort Ja. Det falder først, da Jesus til sidst står anklaget for jødernes store råd (Mark 14,62). Nu får jøderne blot det udfordrende svar: ”Jeg og Faderen er ét” (Joh 10,31) - med det resultat, at de tog sten op for at stene ham. JeSUS oG AnTIoKUS

Hanukkahstage i Kibbutz Ein Gev ved Genesaret Sø. Stagen er formet som et skib. De 8 lamper øverst tændes fra den 9. lampe i skibets agterende. Foto: Hartvig Wagner.

6

Med det svar knytter Jesus antagelig til ved den begivenhed, festen peger tilbage på. På sine mønter gav Antiokus sig tilnavnet Epifanes, som betyder Guds åbenbaring. Hermed og på anden måde gjorde han med dette tilnavn krav på at være ét med guden Zeus. Det huskede jøderne og svarer derfor Jesus: ”Det er ikke for nogen god gerning, vi vil stene dig, men for bespottelse, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud” (10,33). I sit svar gør Jesus sine modstandere opmærksom på, at det med ham forholder sig helt anderledes end med Antiokus. Denne gjorde sig

Selskab for Bibelsk Arkæologi


eT USÆdVAnLIGT SeGL Gennem flere år har man gravet i den nordvestlige ende af pladsen foran Grædemuren i Jerusalem. Nu er man efterhånden nået ned i lagene fra det 7. årh. f.Kr., som er kong Manasses og kong Josijas tid (ca. 685-609 f.Kr.). Her fandt man for nyligt i et privat hus et usædvanligt segl. Seglet viser et billede af en spændstig bueskytte, der spænder buen, rede til at sende pilen af sted. Foran skytten står på hebraisk ”Tilhørende Hagab”. Teksten er spejlvendt på seglet, så at den kommer til at stå rigtigt i aftrykket.

Model af Tempelpladsen set fra vest. I baggrunden ”Salomos Søjlegang”, som er åben ind mod tempelpladsen og lukket mod øst. Foto: © www.bibleplaces.com.

selv til Gud. Jesus gør ikke sig selv til Gud, men er derimod helliget og sendt til verden af Faderen (10,36). Ordet ”helliget” er ikke tilfældigt valgt. På hebraisk er det nemlig samme ord, som indgår i festens navn Hanukkah, der netop betyder, indvielse, helligelse. den JØdISKe oG den KrISTne ”LySFeST”, HAnUKKAH Jesus vil hermed sige: I fejrer genindvielsen af en jordisk helligdom. Jeg er det sande tempel, som ikke er bygget af hænder, men kommet fra Himlen, fra Faderen. Kun ved tro på mig og mit offer får I adgang til den levende Gud. At Jesus er det nye og sande tempel indviet og helliget af Faderen, har Johannes fastslået allerede i begyndelsen af sit evangelium, hvor det hedder: ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (1,14). I grundteksten står der ordret, at Ordet ”opslog sit åbenbaringstelt, sin helligdom” med al sin herlighed hos os på jorden. Det er jo, hvad vi fejrer ved vor ”lysfest”, julen. Alt imens kan vi også glæde os over, hvor troværdigt Johannesevangeliet beretter om Jesu ord og gerninger set i lyset af jødernes historie og traditioner.

Læs mere... Yderligere litteratur om emnet kan findes på TELs linkside.

www.bibelskarkaeologi.dk

Hvem denne Hagab var, ved vi ikke. Om han havde forbindelse til den tempeltræl Hagab, som er nævnt i Ezra 2,46, og hvis efterkommere vendte tilbage fra landflygtigheden, er dog ikke sandsynligt. Tempeltrælle gik ikke i militært antræk. Seglets ejermand må have været en højtstående officer i Judas hær. Det specielle ved dette segl er, at det er formet i assyrisk stil. Seglet bærer dermed vidnesbyrd om, hvor meget Juda og Jerusalem var under assyrisk påvirkning i det 7. årh. f.Kr. Læs mere på TELs linkside. Dette smukke segl med billede og tekst har tilhørt en fornem person i Jerusalem. © Clara Amit, Israel Antiquities Authority.

Den kvindelige arkæolog Shlomit Wexler-Bdolah forklarer udgravningen i det nordvestlige hjørne af pladsen ved Grædemuren. Det var her seglet blev fundet. Foto: Hartvig Wagner.

7


”...for landet FAMILIeLIV I BIBeLen Huset Jorden Begravelse Ære og skam

Af postdoc, ph.d. Morten Hørning Jensen

Jord – landbrugsjord – var livsnødvendig i det gamle Israel. Som i alle andre landbrugssamfund gennem tiderne var livets opretholdelse baseret på markens afgrøder og husdyr. Familien var i vid udstrækning selvforsynende: korn, olie, most, mælk, osv., var alt sammen produkter af familiens aktiviteter på den fælles jord. derfor var særligt to ting afgørende: For det første skulle familien formå at holde sammen på sin arv for at kunne videregive den til næste generation. Jorden var hellig. den kom aldrig på udsalg. For det andet skulle familien være dygtig nok til at dyrke jorden. det krævede hårdt slid, knowhow og ’bekymringer’ for dagen i morgen.

TEL forsætter i dette nummer artikelserien om familieliv i Bibelen. De første artikler kan findes i sidste nummer.

8

Selskab for Bibelsk Arkæologi


er mit”

Hellig jord aldrig på udsalg Jorden: FAMILIenS ArV Jorden var familiens vigtigste ejendom og den primære del af familiens arv, der skulle varetages og vedligeholdes til næste generation. Mistede en familie sin jord, kunne den ikke blot anlægge en ny mark. Langt størstedelen af Israels landbrugsjord måtte man nemlig anlægge på bjergskråninger. Den fede jord i dalen gik til de rige bønder eller kongen (jf. f.eks. 1 Sam 8,14). Ville en almindelig landmand udvide, måtte han

gå i gang med at anlægge marker på en bjergskråning. Det var et langtidsprojekt. Først skulle skråningen ryddes for store sten. Dernæst skulle der bygges stengærder op med 5-10 meters afstand ned ad skråningen. Så skulle der konstrueres et dræningssystem. Endelig kunne muldjorden fyldes på i forskellige lag efter den kundskab generationers erfaringer havde oparbejdet. Es 5,1-2 giver et godt indblik i det slidsomme arbejde med at etablere en terrasse, her

til en vingård med diverse installationer. Ikke nok med det. En sådan type mark krævede også megen vedligeholdelse. Når den kraftige vinterregn falder i Israel, samler den sig til stærke strømme på skråningen, der hvert år udhuler og vælter en del af terrasserne. En terrassemark kunne ganske enkelt ikke etableres af én driftig landmand, men var generation på generations arbejde. Derfor er der også mange love i Det gamle Testamente, der beskytter en

Denne terrassemark er genopbygget i Nazareth Village og giver et godt indtryk af det store arbejde, det krævede at anlægge en mark på en skråning. Foto: Morten Hørning Jensen.

www.bibelskarkaeologi.dk

9


mens han var i spidsen. ”En god mand efterlader sine børnebørn arv” (Ordsp 13,22)! Det var derfor et udtryk for den største desperation, hvis en familiefar måtte pantsætte eller sælge sine marker. Nehemias 5,1-5 beskriver netop sådan en situation. Hungersnød har ramt landet og folkets klage lyder: ”Vi må pantsætte vores marker, vingårde og huse, for at vi kan få korn under hungersnøden.” Familierne stod nu tilbage helt uden forsikring, og snart måtte de også sende ”sønner og døtre i trældom.” HeLLIG Jord!

Anlæggelsen af en terrassemark krævede stor teknisk viden, der blev nedarvet gennem generationerne. Kun med den rigtige sammensætning af jordlag kunne fugten bevares i mulden. Denne opstilling fra ’Nazareth Village’ viser et tværsnit af de forskellige jordlag. Foto: Morten Hørning Jensen.

families jord. I 5 Mos 19,14 læser vi: ”I den arvelod, du får i det land, Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke flytte skellet til din nabos mark; det har tidligere slægtled sat.” Det var kun ”onde mennesker,” der kunne finde på at flytte markskel (Job 24,2, jf. Ordsp 23,10-11). Desværre var en sådan fremfærd ikke et sjældent syn. Ofte fordømmer profeterne ”dem, der lægger hus til hus og føjer mark til mark” (Es 5,8, jf. Mika 2,2-9; Hos 5,10). En familie gik nemlig praktisk talt i opløsning, hvis den mistede sin jord. Markerne kunne ikke umiddelbart erstattes. Det kunne de nødvendige afgrøder heller ikke. For mens nogle af markens afgrøder, som f.eks. byg og hvede, var årstidsvækster, så var andre afgrøder produkter af træer og vækster, der først gav frugt længe efter, de blev plantet. Det gjaldt ikke mindst to af de vigtigste afgrøder, vindruer og oliven. Særlig oliventræer voksede langsomt og gav først frugt efter en årrække. Man plantede så at sige oliventræer som en gave til sine børn! Familiefaderens, patriarkens, vigtigste opgave var at forvalte slægtens ejendom, 10

Denne virkelighed, som Israel delte med alle andre kulturer i oldtiden og antikken, er baggrunden for en særlig lovgivning i 3 Mosebog, der til gengæld er helt særegen og ellers ikke kendt. For at beskytte familierne socialt og økonomisk finder vi i kap. 25,23-55 en række bestemmelser, der skulle fungere som et sikkerhedsnet mod udbytning og ophobning af rigdom hos de få på de manges bekostning – nemlig løskøbningsloven eller goel-institutionen (goel: løskøber) og jubelåret hvert 50. år.

I vinterhalvåret falder der store mængder regn i Israel, der ofte ødelægger stendigerne på marken. Foto: Morten Hørning Jensen.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Loven tager udgangspunkt i, at al jorden i virkeligheden er Guds, som han blot har lånt ud til israelitterne, der skal se sig selv som fremmede og tilflyttere: ”Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig. I hele det land, I ejer, skal I sørge for, at jorden kan indløses” (25,23-24). Man kan naturligvis ikke sælge noget, man har lånt. Det kan højest udlånes eller udlejes. Men skulle det ske, at en landsmand falder i gæld og ”må sælge af sin ejendom,” så skal den, ”der står nærmest, træde til som løser og indløse, hvad hans slægtning har solgt” (25,25). Jorden skal altså så vidt muligt holdes på familiens hænder. Så vidt, så godt. Det særlige ved loven er nu, at skulle det ske, at ingen i den nærmeste familie kan indløse jorden, så træder loven om ’jubelåret’ i kraft. I det gamle Israel skulle hvert

de syv frugters land I 5 Mos 8,7-8 beskrives Israel som et land med ”hvede og byg, med vin og figner og granatæbler, et land med olivenolie og honning” – altså syv frugter i alt (honning blev fremstillet af dadler). Der blev naturligvis også dyrket andre afgrøder, og samlet set gjorde det den israelitiske familie mere eller mindre selvforsynende. Det gav også arbejde til alle årets måneder. Det kan vi bl.a. se af en fantastisk indskrift, der blev fundet på Tel Gezer i 1908. Skriften betegnes af kendere som sjusket og grim. En teori er faktisk, at det er en art skolebog, hvor en elev har øvet sig på det svære alfabet. Den tekst, han har afskrevet, angiver en landmands årskalender og lyder: ”To måneders høst (af oliven og druer), to måneders kornsåning, to måneders sensåning, en måneds hørhøst, en måneds høstning af byg, en måneds høstning af hvede, to måneders vinhøst, en måneds sommerfrugt” – og så var det år vist gået!

www.bibelskarkaeologi.dk

En landmand pløjer sin vinmark på gammeldags maner. Foto: www.holylandphotos.org.

50. år udråbes som et jubelår, hvor al ejendom skulle returneres til sin oprindelige ejer: ”I jubelåret bliver det givet frit, og så kan han vende tilbage til sin ejendom” (25,28). Også huse i landsbyer uden bymur og slaver skal leveres tilbage (25,29-43). IKKe TIL SALG Hvordan og i hvor høj grad loven om frigivelse og jubelår blev overholdt i Israel er et åbent spørgsmål (se mere i tekstboksen ’Et nådeår for Herren’), men at jord var hellig og ikke til salg har vi flere eksempler på i Det gamle Testamente. 1 Kong 21 beskriver en tragisk historie om, hvordan den onde kong Akab af Samaria ville fravriste en vingård fra en bonde ved navn Nabot for at bruge den som køkkenhave (21,1). Først forsøger han at købe den, men Nabots svar kommer prompte: ”Herren bevare mig fra at overdrage dig mine fædres ejendom!” (21,3).

11


Tærskeplads med tærskeslæde. I baggrunden ses terrasser. © www.bibleplaces.com.

Akabs kone, Jezabel, lægger da en plan om at få Nabot stenet for gudsbespottelse. Det lykkedes, hvorefter Akab kan tage vingården i besiddelse. På samme måde er der en episode i Jeremias’ bog, hvor Jeremias må træde til og købe sin farbrors jord for at holde den på familiens hænder (Jer 32,6-15). BeKyMrInGer oG KnoWHoW Jorden var altså afgørende for en families

overlevelse, der afhang af markens afgrøder. For at sikre sig på bedst mulig måde valgte man derfor at dyrke så mange forskellige afgrøder som muligt. Israel bliver ligefrem kendt som ’de syv frugters land’ (5 Mos 8,7-8). Om foråret høstede man korn, om efteråret vindruer og diverse andre frugter. Så gennemgribende var årstidens rytme på marken, at de jødiske fester var knyttet til høsten som takkefester samtidig med,

Oliventræsmark på Oliebjerget i Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.

12

at man mindedes en bestemt frelsesgerning i Israels historie (jf. festkalenderne i 2 Mos 23,14-17; 3 Mos 23; 5 Mos 16). På den måde minimerede landmanden også risikoen for fejlslået høst. Hvis tørke ramte kornet, så kunne man måske hente lidt ind på olivenhøsten. I denne kultur var der nemlig intet sikkerhedsnet spændt ud under familien. Så man gjorde alt, hvad man kunne, for at sikre sig mod ulykke. En af måderne til at undgå at løbe nogen unødig risiko var at lytte til den mest erfarne i familien. Han havde oplevet flest somre og vintre og kunne bedst skønne, hvornår det f.eks. var tid til at så kornet. Modsat dansk klima, hvor regnen kan falde hele året, krævede det i Israel stort kendskab til årstidens rytme for at vide, hvornår tiden var til at så, da regnen falder i bestemte perioder. Nogle gange kunne der gå lang tid fra den første regn var faldet til næste regndag. Andre gange kunne regnen være så kraftig, at den kunne skylle ”alt bort, så der ingen afgrøde bliver” (Ordsp 28,3). Den kostbare, men uforudsigelige regn kaldes derfor også ved forskellige navne i Bibelen som ”efterårsregn” og ”forårsregn” (5 Mos 11,14; Jer 5,24; Joel 2,23, jf. også Es 28,23-28, der beskriver bondens visdom). Men selv den bedste landmand var ikke herre over vejret. Det vidste israelitten godt. Derfor møder vi også i f.eks. Selskab for Bibelsk Arkæologi


et nådeår for Herren I loven i Det gamle Testamente er der særligt to bestemmelser, der skulle sikre, at jord og rigdomme ikke endte på nogle fås hænder. Hvert 7. år skulle være et sabbatsår, hvor marken ikke skulle dyrkes (3 Mos 25,1-7), gæld skulle eftergives og israelitiske trælle frigives (5 Mos 15,7-18). Efter syv sådanne sabbatsår kom det helt særlige 50. år: jubelåret. På den store forsoningsdag skulle der dette år blæses i horn (’jubel’ er afledt af det hebraiske ord for vædderhorn, jobel) som signal til, at nu skulle al handlet ejendom returneres (3 Mos 25,8-16). Dette skulle være året for frigivelse (25,10). Det er dog usikkert, i hvilket omfang denne meget radikale lov blev overholdt af israelitterne. I Jer 34,8-17 er der et enkelt eksempel på, at loven om frigivelse hvert 7. år blev overholdt. Dvs. kun delvist, for de rige stormænd fortrød frigivelsen af deres slaver, og krævede dem tilbage! Faktisk er der i rabbinske skrifter fra det 2. årh. e.Kr. opfundet traditioner, der direkte søgte at undgå loven om eftergivelse hvert 7. år. Loven om jubelåret blev dog ikke fuldstændig glemt. I Esajas 61 møder vi den pludselig som et billede på det, der skal ske, når Herren griber ind til sidst. Herrens tjener skal komme og ”bringe godt budskab til fattige … udråbe frigivelse for fanger” og ”et nådeår fra Herren” (Es 61,1-2).

hængende over hovedet, vi skal se for vores indre øje, når vi hører Jesus sige: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen …” (Matt 6,25). Jesu tilhørere var ikke moderne vesterlændinge med økonomisk sikkerhedsnet fra staten, forsikringer for alt og overskud til at sidde ubekymret og filosofere over fremtiden med en ’cafe latte’ ved hånden. Han talte til landmænd og bønder, der hele deres liv havde lært vigtigheden af netop at bekymre sig og tænke fremad i årstidens rytme på marken. Det må have lydt uhørt radikalt. Der var netop al mulig grund til at bekymre sig for mad, tøj og andre nødvendige ting i et samfund uden kreditkort og supermarkeder. Det lå i selve landmandslivets rytme at bekymre sig. Jesus går dermed til nerven af sit samfund for at forklare den nye virkelighed i Guds rige. Han udfordrer sine tilhørere til at have større tillid til Gud, end til selv den bedste mark og det kraftigste oliventræ. Også selvom det at følge ham for nogle – i hvert fald disciplene – betød, at de for en tid måtte forlade ”alt” (Matt 19,27). Det betyder ikke, at mad og drikke fornægtes. Faktisk siger Jesus: ”jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette” (6,32), og han lover, at ingen skal forlade ”marker” uden at det gives ”hundreddobbelt” igen (19,29). Men han giver sine tilhørere en stærk udfordring til at vende op og ned på prioriteterne og have tillid til Gud, selv hvad angår marker og landbrug: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal det andet gives jer i tilgift” (6,33).

Præcist dette skriftsted citerer Jesus om sig selv, da han er på besøg i synagogen i Nazaret ifølge Lukasevangeliet, hvor hændelsen står som indledning til Jesu offentlige virke (4,16-21). Han så sit kald som en opfyldelse af loven om frigivelse og nådeår. Til sidst i Lukasevangeliet tager Jesus denne tråd op igen, når han siger, at der i hans navn skal ”prædikes omvendelse til syndernes forladelse” (24,47). Ordet ”forladelse” er præcis det samme som i 4,18 oversættes ”frigivelse.” Jesus kom og forkyndte et jubelår for Herren, og på baggrund af sin død og opstandelse kunne han sende disciple ud til ”alle folkeslag” for at fortælle om den største frigivelse af alle: syndernes forladelse.

Salmernes Bog en høstsalme, der takker Gud, der giver landet regn, ”væder plovfurerne og jævner pløjejorden” (Sl 65,10-11). Jord og landbrug handlede for en israelitisk familie i sidste instans om overlevelse. Man søgte at sikre sig på den bedst mulige måde, tage alle forholdsregler og minimere enhver risiko. ”I SKAL IKKe BeKyMre Jer …” Det er denne virkelighed af generationers hårdt arbejde på marken med truslen om tørke og sult, skadedyrsangreb og misvækst, www.bibelskarkaeologi.dk

Vinklaser på ranker på en mark uden for Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.

13


Hvor meget skrev man i det gamle Israel? Af prof. Alan Millard, Liverpool

Læser man Gammel Testamente, får man det klare indtryk, at der i kongetidens Israel blev skrevet bøger på hebraisk. Flere forskere har dog afvist dette. Flere fund peger imidlertid i modsat retning, og der er ligefrem en god mulighed for, at man faktisk skrev bøger.

I 1905 fandt Flinders Petrie usædvanlige inskriptioner ridset ind i klipper og sten på Sinai-halvøen. Ti år senere foreslog egyptologen Alan Gardiner, at disse var de ældste eksempler på alfabetet. Han antog, at nogen havde tegnet billeder svarende til egyptiske hieroglyffer, men i stedet for at billedet som i egyptisk betegnede et helt ord eller en stavelse, angav det kun begyndelseslyden i det afbildede ord. ALFABeTeT opdAGeT Navnene på de fønikiske og hebraiske bogstaver ledte ham på sporet, for her er hvert bogstav et ord. I inskriptionerne så han bl.a. en zig-zag-linje, som kunne betegne vand, og da det hedder mêm på oldsemitisk, læste han bogstavlyden ‘m’. Efterfølgende var et hoved afbilledet, som hedder ra’sh på oldsemitisk, hvorfor han læste bogstavlyden ‘r’. Det gjorde ham i stand til at læse nogle få ord på kana’anæisk; men inskriptionerne var for korte eller ødelagte til at give ret megen mening. Der er givet forskellige dateringer, men de samler sig primært om 1700-1600 f.Kr. De fleste eksperter anerkender, at inskriptionerne er en meget tidlig form af alfabetet. I 1994-95 opdagede man på en klippe i Egypten to graffiti med en næsten tilsva14

rende skrift. De blev fundet ved en gammel ørkenvej mellem to af Nilens bugtninger. Egyptiske graffiti umiddelbart ved siden af tyder på, at de to inskriptioner må være skrevet så tidligt som 1900 f.Kr. Kana’anæere og andre folk fra de østlige middelhavslande arbejdede i Egypten på den tid, så det er sandsynligt, at nogle få har kendt til alfabetet i dets tidlige fase. ALFABeTeTS UdVIKLInG Om alfabetet blev opfundet i Egypten eller i Kana’an, er omdiskuteret, og ingen ved præcist, hvordan idéen om at have et tegn for hver eneste lyd opstod. Den, der udviklede alfabetet, måtte analysere sit eget sprog for at kunne isolere hver enkel væsentlig lyd og så lave et passende tegn til den. Da intet ord begynder med en vokal på de oldsemitiske sprog, kunne man via denne metode altså heller ikke lave tegn for vokaler. To vigtige efterkommere af dette alfabet, arabisk og hebraisk, skrives stadig grundlæggende uden vokaler. Forskellige genstande, som er fundet i Kana’an, viser, hvordan skrivemåden blev udviklet, indtil den i slutningen af det andet årtusind f.Kr. finder den hævdvundne form. Skriverne var påvirket af egyptisk praksis, så de sædvanligvis

En af inskriptionerne fra Serabit el-Khaddim. Det 9. tegn fra oven er bogstavet ‘m’. I den vandrette linje ses to ‘hoveder’, som repræsenterer bogstavet ‘r’. © W.F. Albright, The Protosinaitic Inscriptions and their Decipherment (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1969), fig. 4.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Selvom han kunne have skrevet på egyptisk, er det lige så sandsynligt, at han har brugt en udgave af alfabetet, og at det også blev brugt til De 10 Bud og andre love (2 Mos 24,4-7; 31,18; 32,15-16; 5 Mos 28,58; m.fl.). Da israelitterne slog sig ned i det forjættede land, overtog de det fra den kana’anæiske kultur, som kunne forenes med Guds lov. Hvis de ikke brugte alfabetet i forvejen, har de også overtaget det. Det hebraiske alfabet er videreudviklet fra det ældre kana’anæiske alfabet; dog er de tidligste eksempler på det hebraiske alfabet flere hundrede år yngre end Moses. Nederst på dette potteskår (fra Izbet Sarta, 11. årh. f.Kr.) er alfabetets bogstaver ridset ind, skrevet fra venstre mod højre. Den normale retning for hebraisk – fra højre mod venstre – var åbenbart ikke blevet fast norm endnu. Bogstavernes form er grove og plumpe. Derfor formoder man, at potteskåret har været en slags skriveøvelse. © Biblical Archaeology Review.

skrev fra højre mod venstre. De skrev med blæk på papyrus eller læder, og derfor er næsten alt deres arbejde gået til grunde nu. Det, som er fundet af alfabetskriften skrevet på metal, sten eller potteskår, viser, at den var tilgængelig som et alternativ til babylonsk eller egyptisk. Omkring 1200 f.Kr. var disse to skriftsprog ikke længere i brug i Kana’an, og kun alfabetskriften blev fremover brugt der.

hundredvis af tegn og symboler, bestod den tidlige udgave af alfabetet bare af 20-30 konsonanter. Det krævede ikke mange års træning og viste sig væsentlig lettere at bruge end de to andre skrifter. Almindelige mennesker kunne nu lære at læse og skrive, hvis der var behov for det. Det blev væsentligt nemmere at overlevere informationer af enhver art på skrift, også større skriftlige værker.

eT KULTUreLT TIGerSprInG

MoSeS SKreV

Opfindelsen af alfabetet er et altafgørende trin i menneskets kulturelle udvikling. Mens babylonsk og egyptisk kræver

Den første bibelske reference til skrivning er, at Moses optegnede sejren over amalekitterne i en bogrulle (2 Mos 17,14).

poTTeSKÅr FrA SAMArIA I et overvejende bondesamfund var der kun få, som havde behov for at kunne læse og skrive; men de fleste ville kende til skrivning ved at lægge mærke til skatteopkrævernes aktiviteter. Potteskår med to eller tre korte linjer hebraisk skrift, som er fundet i ruinerne af borgen i Samaria, illustrerer dette. Disse såkaldte Samaria ostraka rummer optegnelser over leverancer af byg og vin til paladset fra de omkringliggende godser ca. 775 f.Kr.

ostraka: potteskår med skrift på

Vi kan forestille os, at skatteopkræveren har siddet ved indgangen til magasinet og noteret hver eneste sæk eller flaske på et potteskår, for derefter at samle alle

nyT FUnd I JerUSALeM Dr. Eilat Mazar, som graver i Davidsbyen i Jerusalem, fandt for få år siden en stor paladslignende bygning, som hun kalder for ”Davids palads” (TEL 2006/3). I slutningen af oktober meddelte hun, at hun har gjort et nyt bemærkelsesværdigt fund. Umiddelbart neden under paladset stødte hendes hold ved et tilfælde på en tunnel, lige stor nok til, at en person kan gå igennem. Tunnelen løber i nord-syd retning, og ca. 50 m af den er udgravet. Begge ender er spærret af nedfaldent materiale. Hun mener, at tunnellen kan dateres til kong Davids tid, og at den muligvis har været en vandkanal, der skulle lede vand ind i paladset. Hun hævder videre, at den kan have været den sinnor, som Davids folk brugte til at trænge ind i Jerusalem for at erobre byen fra jebusitterne (2 Sam 5,8). Det sidste er rent gætværk, og hun har ikke fremlagt skyggen af bevis for, hvad tunnelen har været brugt til, eller hvordan sammenhængen er mellem tunnel og ”palads”. Hun slutter desværre for hurtigt ud fra Bibelen, og det virker ikke særlig seriøst.

www.bibelskarkaeologi.dk

15


er JoASH-TAVLen ALLIGeVeL ÆGTe? Det vakte stor opsigt for fem år siden, da en tavle dukkede op i Jerusalem med hele 15 linjer tekst skrevet på gammelhebraisk. Teksten beskriver de reparationer, som kong Joash af Jerusalem (835-796 f.Kr.) foretog på templet, og den minder meget om 2 Kong 12. Hvis den er ægte, er det den første kongelige tekst, som vi har fra kongetidens Jerusalem. Tavlen er imidlertid ikke fundet ved en arkæologisk udgravning, og mange forskere var derfor særdeles skeptiske over for tavlens mulige ægthed. Israels arkæologistyrelse undersøgte den i 2004, og konklusionen her var entydig: Selve tavlen er nok gammel; men teksten på den er helt sikkert fabrikeret i nyere tid. Dermed skulle sagen være afgjort. en ny UnderSØGeLSe Diskussionen vil imidlertid ikke dø. Fem eksperter i geologi har lavet en ny undersøgelse af tavlen og dens patina. I en artikel i tidsskriftet Journal of Archeological Science i år når de frem til, at inskriptionen efter alt at dømme er ægte! Teksten er blevet udhugget nogenlunde på samme tid, som selve tavlen blev lavet. De fandt tydelige forekomster af to typer patina, som dækker både tavlen og dens bogstaver. Der er klare spor efter mikrobiologisk aktivitet i patinaen, som viser, at den er vokset frem over lang tid, og den følger et velkendt mønster for klippematerialers forvitring over hundredvis af år. Patinaen rummer også mikroskopiske guldperler, som er meget mindre end guldstøv, der kan købes på markedet. Det tyder på, at det mikroskopiske guld ikke er tilført i moderne tid, men skyldes langvarig kontakt med jord beriget med smeltet guld. Der er ingen spor efter brug af moderne redskaber eller kemikalier, siger de fem eksperter. dISKUSSIonen ForTSÆTTer Fra naturvidenskabeligt hold er sagen klar: Indskriften på tavlen er gammel. Eksperterne i gamle skrifter er imidlertid stadig usikre, og nogle afviser rent ud, at teksten kan være ægte. En del af problemet er imidlertid, at vi ikke har andre kongelige tekster fra den periode at sammenligne med. Måske er Joash-tavlen endnu et eksempel på hebraisk tekst fra Gammel Testamentes tid. I så fald er den en væsentlig forøgelse af udvalget af tekster skrevet på hebraisk. Den nye naturvidenskabelige undersøgelse har i hvert fald gjort det noget sværere at afvise ”Joash-tavlen”. Carsten Vang

Læs mere om Joashtavlen på TELs linkside!

© Biblical Archaeology Review

Joash-tavlen er tidligere blevet omtalt i TEL: 2003/1, s. 11, 2003/2, s. 14-15, 2003/3 s. 3-7 og 2004/4 s. 13-15

16

Selskab for Bibelsk Arkæologi


oplysningerne på en bogrulle og smide potteskårene ud. Arbejderne, som afleverede afgifterne og så ham notere, ville uden tvivl vide, hvad han lavede. FLere eKSeMpLer pÅ SKrIVnInG Snesevis af ostraka, indgraverede segl og deres aftryk er bevaret – primært fra Juda Rige. Seglaftrykkene på små klumper ler er bemærkelsesværdige. På forsiden er aftrykt et personnavn og undertiden et billede. På bagsiden af de fleste har man fundet mærker efter papyrusfibre. Det viser, at seglene har været brugt til at forsegle skrevne dokumenter med. Blandt de navne, der optræder på seglene, finder vi de judæiske konger Akaz og Hizkija.

Tidshistorie på dansk Få enestående overblik over årstal, politiske udviklinger, religiøse strømninger og meget mere gennem Hartvig Wagners nytestamentlig tidshistorie. Ny pris: 180 kr. portofrit tilsendt. BeSTILLInG Ved HenVendeLSe TIL Hartvig Wagner Revlingens Kvarter 74 7400 Herning Tlf. 97 21 52 27 E-mail: hw@bibelskarkaeologi.dk

”Wagners tidshistorie er et fantastisk arbejdsredskab, som jeg holder inden for en arms rækkevidde fra skrivebordet for et hurtigt opslag! Kan varmt anbefales til enhver, der ønsker oversigt over den verden, Jesus blev født ind i.” Morten Hørning Jensen, redaktør af TEL.

Teksten på dette seglaftryk lyder: ”Tilhørende Hizkija (søn af) Akaz konge af Juda”. Aftrykket viser også en bille med to vinger, der skubber en kugle. © Biblical Archaeology Review.

Dog er der ikke fundet større inskriptioner fra nogen af de judæiske og israelitiske konger. Det hænger sandsynligvis sammen med, at Jerusalem og Samaria er blevet ødelagt og genopbygget mange gange i historiens løb. Vi har derimod eksempler på, at private personer indgraverede tekster på sten som permanente mindesmærker over dem selv, som det f.eks. fremgår af inskriptionen i Hizkijas tunnel, af to fragmenter udgravet i Jerusalem og af gravskrifter over indgangen til grave, fundet i landsbyen Silwan, øst for Davidsbyen. Ligesom folk i dag laver graffiti, gjorde israelitterne det også. Rejsende, der overnattede i Kuntillet ‘Ajrud, et herberg i Sinajørkenen på vejen fra Egypten til Eilat, ridsede deres tilbedelse af Herren og hans Ashera ind på opbevaringskrukker i herberget. Andre kradsede velsignelser ind på vægge i grave. Nogle kradsede også deres egne navne ind på lerkrukker. Alt dette medfører, at der har været ganske megen skrivning på gammelhebraisk. Den store spredning af lokaliteter, hvor man har fundet ostraka, viser, at skrivekunsten blev praktiseret både på mindre steder og i større bycentre som Jerusalem og Lakish. www.bibelskarkaeologi.dk

På en stor krukke i karavanestationen Kuntillet ‘Ajrud var tegnet graffiti med billeder af tre guder. Hen over den største af dem står skrevet: ”Jeg velsigner jer ved Herren og hans Ashera”. © Biblical Archaeology Review.

17


To SpÆndende FUnd

Gezer-kalenderen, en fortegnelse over bondens opgaver gennem årets måneder. © Biblical Archaeology Review.

De eksempler, jeg her har beskrevet, er korte øjeblikstekster. Man kunne spørge, om længere værker også blev skrevet ned, eller de kun blev overleveret i mundtlig form. Dele af forskningen har afvist muligheden for, at folk har skrevet bøger på hebraisk; men de arkæologiske vidnesbyrd modsiger denne forståelse. For få år siden blev to sølvamuletter fundet i en grav i udkanten af Hinnoms Dal ved Jerusalem. Begge amuletter viste sig at indeholde velsignelser, hvor formuleringen nøje svarer til den aronitiske velsignelse fra 4 Mos 6,24-26, og de bevidner dermed, at man har skrevet længere tekster af religiøs art omkring 600 f.Kr. Desuden synes ostraka, der er fundet i Arad og ved Horvat ‘Uzza øst for Be’ersheba, at indeholde dele af litterære tekster. To hundrede år tidligere, måske før profeten Amos’ tid, kunne de, som gjorde holdt ved Kuntillet ‘Ajrud på Sinajhalvøen, læse uddrag af digte, der var malet på en kalket væg, og som nævner guden Ba’al. Lidt tidligere endnu, langt mod nord i Jordandalen ved Tell Deir ‘Alla (måske det bibelske Sukkot), blev en lang fortælling skrevet på en kalket væg i et hus. Teksten blev skrevet på en sådan måde, at den lignede en bogrulle med røde begyndelsesbogstaver, sådan som de gamle egyptere gjorde det i deres bøger. Denne lange fortælling skildrer visioner, som en vis Bileam, Beors søn, modtog fra guderne.

de ÆLdSTe eKSeMpLer Eksempler på hebraisk skrivekunst, der er tidligere end ostrakaerne fra Samaria, er sjældne. Mest berømt er Gezer-kalenderen, som blev fundet for mange år siden på tel Gezer. Den er en groft skrevet fortegnelse over bondens opgaver gennem årets måneder. Måske er det en elev, som har øvet sig på at skrive. Den bliver dateret til ca. 925 f.Kr., lige efter kong Salomos regeringstid. Et spændende fund blev tilføjet i 2005, da udgravninger på Tel Zayit nord for Lakish under ledelse af Ron Tappy afdækkede en stenblok placeret i en mur. På blokken har nogen skåret samtlige alfabetets bogstaver ind i rækkefølge. Denne inskription stammer også fra omkring 925 f.Kr. At folk skrev allerede i det 10. århundrede f.Kr. (Davids og Salomos tid), synes klart, selvom det allermeste af, hvad de har skrevet, er gået til grunde.

Tegning af alfabetets bogstaver, ridset ind på en sten i et hus på Tel Zayit (925. e.Kr.). Courtesy of R. E. Tappy, The Zeitah Excavations; tegning: Prof. P. Kyle McCarter, trykt med tilladelse fra the American Schools of Oriental Research.

18

Kortet viser de lokaliteter, som er omtalt i artiklen. © www.biblemapper.com.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


BoGAnMeLdeLSe

Begyndelsen på den lange tekst, som stod skrevet med blæk på en kalket væg i et hus i Deir ’Alla. © Biblical Archaeology Review.

BØGerneS BoG BeVAreT Disse fund vidner – helt uafhængigt af de bibelske informationer – om den stærke sandsynlighed for, at man ikke blot skrev korte notitser og lavede segl med navne i det gamle Israel, men også skrev bøger og andre større værker. De bibelske bøger er dog de eneste, der er bevaret for eftertiden som et resultat af trofast og kontinuerlig afskrivning, som generationer af skrivere har foretaget. Oversættelse: cand.theol. Christian Rasmussen

Læs mere... Der er meget mere spændende at fortælle om hver enkelt af de tekster, som er omtalt i denne artikel. Tidligere numre af TEL rummer adskillige uddybende artikler, bl.a. af Alan Millard. Desuden har han andetsteds skrevet om Lovens tavler. Se mere på TELs linkside.

The City of Ugarit at Tell ras Shamra Marguerite yon eisenbrauns, Winona Lake, Indiana 179 sider pris: $ 33,75

I 1929 stødte man ved et tilfælde på resterne af den gamle by Ugarit i det nordlige Syrien. Forbløffende fund er blevet gjort i løbet af de godt 70 år, som udgravningerne har varet. Meget hurtigt fandt man store arkiver med lertavler, hvoraf mange var skrevet med alfabetskrift. Religiøse tekster med lange fortællinger om guden Ba’al og andre kana’anæiske guder giver et godt indblik i den kana’anæiske religiøse forestillingsverden, noget som Det gamle Testamente ofte hentyder til. Ugarit havde sin storhedstid fra 1400-1200 f.Kr. Herefter blev byen fuldstændig ødelagt og aldrig bygget op igen. I bogen beskriver M. Yon, der har stået i spidsen for udgravningerne gennem 25 år, Ugarits spændende historie og fald. Derefter gennemgår hun byen kvarter for kvarter og beskriver de enkelte huse og gader. Turen fører os gennem kongepaladset, adskillige templer, embedsmænds huse og almindelige borgeres hjem. Bogen giver et stærkt indblik i, hvordan en storby i det nordlige Kanaan var organiseret. I det sidste kapitel får læseren en illustreret beskrivelse af de vigtigste genstande, der er fundet. Denne bog giver en af de bedste indføringer i Ugarits indretning og historie. Den illustrerer også, hvor meget der stadig venter på at blive udgravet.

Carsten Vang

www.bibelskarkaeologi.dk

19


Afsender: Jacob Bank Møller Lykkegårdsvej 26 6000 Kolding

B

Eftersendes ved varig adresseændring

Adresseændring meddeles til: jbm@bibelskarkaeologi.dk

En ny inskription fra kong Salomos tid Af lektor Carsten Vang

Som prof. Alan Millard bemærker i sin artikel inde i bladet om den hebraiske skrivekunsts udbredelse i det gamle Israel, har vi meget få inskriptioner på hebraisk, som er ældre end ca. 775 f.Kr. Af tekster fra kong Salomos tid (ca. 970-930 f.Kr.) har vi kun et alfabet ridset ind på en sten i et hus på Tel Zayit og et kluntet skrevet notat om bondens årsrytme, den såkaldte Gezer-kalender. Begge menes at være skrevet omkring 925 f.Kr., altså lige efter Salomos død.

Denne situation ændrede sig dramatisk en julidag i år. Her fandt en ung volontør på Khirbet Qeiyafa et stort potteskår med fem linjer tekst skrevet på tidlig-hebraisk. Potteskåret lå i et hus tæt ved byporten. Laget, som skåret lå i, kan entydigt dateres til midten af det 10. årh. f.Kr., og dermed er det ældre end de ovenfor nævnte tekster. Det bemærkelsesværdige er, at alle fagfolk er enige om denne datering af fundene, som en kulstof-14 analyse af olivenkerner i samme lag også har bekræftet. Kh. Qeiyafa blev opført som en meget stærk befæstning i begyndelsen af det 10. årh., og den blev opgivet igen efter få årtiers brug. Det gør stedet helt usædvanligt arkæologisk set. Inskriptionen Teksten har vist sig sværere at tyde end først antaget, fordi dele af den er falmet bort. Derfor varer det nogen tid endnu, inden et udkast til oversættelse vil blive fremlagt. Så meget er dog sluppet ud, at teksten er skrevet med blæk på et 15 gange 15 cm stort potteskår. Begyndelsen er ufuldstændig og mindst en linje mangler, mens slutningen er intakt.

Potteskåret fra Kh. Qeiyafa, som bliver dateret til Salomos tid. © G. Laron og Hebrew University of Jerusalem

Ifølge eksperten, der arbejder på at tyde teksten, er der ikke tale om et kluntet skrevet notat, men det er et brev eller et dokument fra en veltrænet skrivers hånd. Det første, der kan læses, er ordene ”Du skal ikke”, ligesom ordene ”konge”, ”dommer” og ”træl” er identificeret. Betydning Denne inskription fra kong Salomos tid har med et slag rykket grænserne for skrivekunstens udbredelse i det gamle Israel tilbage med et par hundrede år. Det viser sig nu, at eliten dengang kunne skrive og læse, ligesom de kunne gemme information i skriftlig form. Alan Millards udsagn om, at folk i det gamle Israel faktisk kunne skrive bøger, er blevet bekræftet på dramatisk vis denne sommer. Og så venter vi i spænding på, hvad der står på potteskåret.

Profile for Thomas Møller

Tel 4, 2008  

Magazine on biblical archaeological issues.

Tel 4, 2008  

Magazine on biblical archaeological issues.

Advertisement