__MAIN_TEXT__

Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

Nr. 3 | September 2007 | 18. årgang

ET S PA D ESTI K DY B E R E I BIBELENS VERDEN

Farisæerne på Jesu tid – hvad kan arkæologien lære os? Bagsiden | Salomos fæstning... Side 2 | Er Jakobs benkiste og Joashtavlen alligevel ægte? Side 3 | Person i GT fundet på gammel kvittering Side 15 | Jesus, farisæerne og loven – om kalkede grave ...


Er Jakobs benkiste og Joashtavlen alligevel ægte? I januar 2007 var Biblical Arcaeology Society vært for en konference om arkæologiske forfalskninger i Jerusalem. Nogle af de førende eksperter i verden inden for studiet af gamle skriftformer, lingvistik og petrokemi var samlede. De drøftede intenst, om nogle af de mest omdiskuterede skriftfund inden for de senere år er ægte eller uægte, og her ikke mindst de også i TEL meget omtalte fund af Jakobskisten og Joashtavlen. Ganske overraskende viste det sig, at der på konferencen blev opnået bred enighed om, at inskriptionen på Jakobs benkiste med en meget stor grad af sandsynlighed er ægte. Tidligere undersøgelser foretaget af Israel Antiquities Authority nåede nemlig frem til den modsatte konklusion. Derimod delte Joashtavlen, angiveligt en inskription fra kong Joash af Jerusalem, vandene: Nogle fandt, at den kunne være ægte, andre derimod sagde, at den højest sandsynligt ikke var det. De tilstedeværende naturvidenskabsfolk fandt ikke grund til at kalde den en forfalskning. Også andre inskriptioner blev drøftet. Konferencen diskuterede også, hvorvidt forskere overhovedet skulle beskæftige sig med tekster, som ikke er fundet ved autoriserede udgravninger En detaljeret rapport fra konferencen kan læses via TEL’s linkside på www.bibelskarkaeologi.dk.

Læs mere om Jakobs benkiste i TEL 2002-4 s. 20; 2003-1 s. 38; 2003-3 s. 3-7, og om Joashtavlen i TEL 2003-1 s. 11; 2003-2 s. 14-15; 2003-3 s. 3-7.16; 2004-4 s. 13-15.

Selskab for Bibelsk Arkæologi Lykkegårdsvej 26, 6000 Kolding Tlf. E-Mail: Internet: Bank: Norge:

4826 3855 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang Forsidefoto: Motiv fra den rekonstruerede synagoge i Nazareth Village. Foto: © Morten Hørning Jensen.

2

Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: DANgrafik, Herning, dryp.dk Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 145,- / norske kr. 160,(For unge under 26 år: kr. 95,- / norske kr. 105,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

Jakobs benkiste med indskriften: Jakob, Josefs søn, bror til Jesus. Foto: © Biblical Archaeological Society.

Joashtavlen beskriver, hvordan templet blev repareret under kong Joash af Jerusalem (ca. 812 f.Kr.). Foto: © Biblical Archaeological Society.

Tel udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling. Selskabets bestyrelse: Studentersekr., cand.theol. Klaus Vibe (formand), tlf.: 8612 0037 · kv@bibelskarkaeologi.dk Postdoc, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Stud.theol. Christian Rasmussen, tlf.: 2511 1415 · cr@bibelskarkaeologi.dk Cand.theol. Jacob Bank Møller (kasserer), tlf.: 8615 3402 · jbm@bibelskarkaeologi.dk Netred., cand.theol. Thomas Bank Møller (webmaster), tlf.: 8678 7805 · tbm@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

Selskab for Bibelsk Arkæologi


© The Trustees of the British Museum

Af Carsten Vang

En lille lertavle i British Museums store arkiv over tavler

Person i GT fundet på gammel kvittering www.bibelskarkaeologi.dk

med kileskrift viser sig at omtale en af personerne i Jeremiasbogen. Fundet er dermed en støtte til Jeremiasbogen som et autentisk og troværdigt skrift, og det bekræfter tillige den nugældende danske oversættelse af stedet.

I begyndelsen af juli måned i år var Michael Jursa, en professor i assyrisk fra Wien, på besøg i British Museum for at undersøge gamle økonomiske dokumenter fra det ny-babyloniske rige (626539 f.Kr.). Museet har mere end 130.000 lertavler skrevet med kileskrift liggende i dets samlinger, og en stor del af dem venter stadig på at blive læst, oversat og tolket. På en lille lertavle, som ikke fylder mere end en 10-styks pakke cigaretter, læste professor Jursa navnet “Nabu-sharussuukin”. Det slog ham, at dette navn mindede om en person i GT. Ganske rigtigt: I Jer 39,3 nævnes det, at en Nebo-Sarsekim var blandt Nebukadnesars stormænd, da kongen erobrede Jerusalem i 587 f.Kr. Nebo-Sarsekim er den hebraiske pendant til det babyloniske “Nabu-sharussu-ukin”. 3


Teksten på den lille lertavle lyder:

“Vedrørende 1,5 mina (= 3/4 kg) guld, tilhørende Nabu-sharussu-ukin, overeunuk, som han sendte med eunukken Arad-Banitu til Esangila[templet]. AradBanitu har overdraget [det] til Esangila. I overværelse af Bel-usat, søn af Alpaya, den kongelige livvagt, [og] Nadin, søn af Marduk-zer-ibni. Den 11. måned, 18. dag, 10. år i Nebukadnesars regering”

må være det, selv om der ikke er en ydre bekræftelse af det. BEKRÆFTELSE AF DEN HEBRAISKE TEKST

Fundet har også en vigtig betydning på et andet område: Det bekræfter entydigt den hebraiske tekst i Jer 39,3, og det stadfæster til dels den oversættelse af verset, som den autoriserede danske oversættelse har. De allerfleste bibeloversættelser har EN KVITTERING store vanskeligheder Tavlen er med andre med dette vers. De KILESKRIFT ord en slags kvithar haft problemer Et ældgammelt (fra 3200 f.Kr.) tering for en større med at forstå titskriftsystem, skrevet på tavler af mængde guld, som lerne på de babylofugtigt ler. En griffel af rør blev Nebo-Sarsekim niske embedsmænd presset ned i leret for at lave kilehar doneret til et og opfatter derfor formede tegn. Op mod 15 forskellige tempel. Kvitterinofte titlerne som sprog blev skrevet med kileskrift, gen er dateret til personnavne – med f.eks. assyrisk og babylonisk. Nebukadnesars 10. det resultat, at regeringsår, hviloversættelserne ket omregnet til opregner fra fire vores kalender er ca. februar måned 595 til seks navne i vers 3, selv om der reelt f.Kr. Ifølge kvitteringen var giveren “overkun er tre. Mange fortolkere har desuden eunuk”, hvilket svarer ganske præcist til ment, at verset er i håbløs uorden, og de oplysningen i Jer 39,3 (“hofchef”). Otte giver talrige forskellige forslag til rettelser. år før Jerusalem falder for Nebukadnesars Den gamle danske oversættelse afspejler hær, har en af den babylonske hærledeldenne tilgang til verset. ses hovedpersoner fået kvittering på at Den nuværende danske bibel skriver have givet en stor gave til Esangila-temp“hofchefen Nebo-Sarsekim”. Fundet af let i byen Sippar. den nye tavle viser, at det er helt igenNebo-Sarsekim er helt igennem en perifer figur i Jeremiasbogen. Han nævnes kun i forbifarten i Jer 39,3 blandt de vigtigste embedsmænd i den babyloniske hær, da de som tegn på deres magtovertagelse af Jerusalem tager sæde i en af byens porte. Bogen fortæller intet om ham i øvrigt.

nem en rigtig oversættelse. Og det viser endvidere, at den hebraiske konsonanttekst bag Jer 39,3 ikke er i uorden, som mange eksegeter endnu antager den dag i dag, men synes at være rigtigt gengivet og overleveret. På denne måde understøtter den gamle kvittering den hebraiske konsonanttekst til Jer 39,3 og bekræfter, at de omdiskuterede ord skal forstås som “hofchefen Nebo-Sarsekim”. INDGÅENDE KENDSKAB TIL TOPPEN Ved siden af overeunukken Nebo-Sarsekim nævner Jer 39,3 også en hærfører ved navn Nergal-Sareser. Fra en fortegnelse over Nebukadnesars embedsmænd kendes en person med samme navn og titel. Også chefen for livvagten, Nebuzar’adan (39,9.11.13), er kendt fra samtidige kilder. Dette tyder på, at forfatteren til Jeremiasbogen har været ganske godt kendt med den babyloniske hærledelses top. Han kender adskillige navne på hovedpersonerne på babylonisk side, og han er i stand til præcist at angive deres korrekte titler. Det nye fund er med til at forstærke dette indtryk. Profeten Jeremias fik et personligt møde med den babyloniske overkommando umiddelbart efter Jerusalems fald (39,11-14; 40,5). Jeremiasbogens skildring af profeten og hans forkyndelse kommer

BETYDNINGEN AF FUNDET Det nye fund er med til at styrke tilliden til troværdigheden af Jeremiasbogens skildringer. Fundet viser, at den hebraiske version af navnet svarer nøje til den babyloniske udgave, når man lige tager højde for forskellen mellem hebraisk og akkadisk. Jer 39,3 har tilmed den samme titel for Nebo-Sarsekim som i kvitteringen: han er chef for eunukkerne/hofmændene. Efter alt at dømme er der tale om den samme person. Når en så ligegyldig oplysning viser sig at være helt igennem autentisk, er det nærliggende at antage, at meget andet i Jeremiasbogen også 4

Dette seglaftryk bærer påskriften: “Tilhørende Berekjahu, søn af Nerijahu, skriveren”. GT har en forkortet udgave af de to navne: Baruk og Nerija. © BAR 1996/2.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


JER 39,3 Den gamle oversættelse: da kom alle Babels konges fyrster og satte sig i Midterporten: overhofmanden Nebu-sjazban, magernes øverste Nergal-Sar’ezer og alle Babels konges andre fyrster Den aut. oversættelse: og alle babylonerkongens stormænd kom og tog sæde i Midterporten: hærføreren Nergal-Sareser fra Sin-Magir, hofchefen Nebo-Sarsekim og alle babylonerkongens øvrige stormænd

fra et øjenvidne, som har været tæt på begivenhederne selv og nogle af hovedaktørerne. Det nye fund er med til at sandsynliggøre, at Jeremiasbogen ikke bygger på senere tiders spekulationer. MANGE PERSONER FRA BIBELEN Dette er langt fra et sjældent eksempel på, at arkæologiske fund kan bekræfte eksistensen af personer omtalt i Bibelen. Mere end 60 personer i GT er fundet i ikke-bibelske tekster fra samtiden. Som eksempel kan nævnes skriveren Baruk, som Jeremias havde til at hjælpe sig med affattelsen af sit værk. Her har man fundet to aftryk af Baruks segl, hvor navnene på Baruk og hans far Nerija forekommer. Eller tag Jukal, søn af Shelemja, som nævnes i Jer 37,3. Dette navn blev fundet på et seglaftryk for et par år siden i Jerusalem. Det nye fund føjer sig således til den lange række af navne på bibelske hoved- og bifigurer, som vi kender fra arkæologiske fund. Det nye fund blev gjort i British Museums store samling af lertavler. Tavlen blev udgravet i et tempelarkiv i byen Sippar i omkring 1880. Museet erhvervede den så langt tilbage som i 1920. Den blev registreret og lagt til samlingen af tavler, men først oversat for få måneder siden. Kun få forskere i verden har den fornødne ekspertise til at læse kileskrift. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon gemmer sig i de mange endnu uoversatte lertavler i museernes magasiner, som kan være med til at belyse GT, når deres indhold kommer for en dag.

www.bibelskarkaeologi.dk

NYE MUSLIMSKE ØDELÆGGELSER PÅ TEMPELPLADSEN For at få nye elkabler lagt ned har muslimerne v.h.a. en rendegraver lavet en grøft på Tempelpladsen. Renden, som nu er over 380 m lang og en halv m dyb, begynder nord for den platform, hvor Klippemoskeen ligger, går øst om platformen og løber i en bue ned til et punkt lige foran Al-Aqsa moskeen. Arkæologer regner med, at templets forgårde har ligget øst for det sted, hvor Klippemoskeen nu befinder sig. Hvis man graver der, vil man straks støde på rester af fundamentet fra disse forgårde. Denne opgravning foregår uden arkæologisk opsyn, og rendegraveren har hårdhændet smadret arkæologiske lag. Israelske arkæologer har dokumenteret, hvordan tilhuggede sten fra det 2. tempels tid og genstande fra kristen og muslimsk tid ligger i de jordbunker, som rendegraveren har efterladt. Det mest spektakulære fund er, at en 7 m bred mur er dukket frem ved den sydlige ende af det, som engang var Kvindernes Forgård. Muren er brutalt blevet gravet igennem af rendegraveren. Endnu engang ødelægger muslimerne vigtig information fra fortiden på Tempelpladsen. Den israelske statsminister har givet tilladelse til opgravningen, og det israelske arkæologistyre forholder sig tavs. Det er en arkæologisk skandale af de helt store. Se billeder af ødelæggelserne på tempelpladsen via linket på www.bibelskarkaeologi.dk.

5


Farisæerne

Af professor James F. Strange

Farisæerne spiller en vigtig rolle i evangelierne både som James F. Strange er professor ved University of South Florida og har i mere end 40 år deltaget og ledt udgravninger i Israel. I særlig grad har han fokuseret på Galilæa, hvor han i mange år ledte et af udgravningsholdene i Sepphoris.

Jesu modstandere og venner. Men hvad ved vi egentligt om dem? Kan arkæologien hjælpe os til at forstå dem bedre? I denne artikel giver James F. Strange os et spændende indblik i farisæernes verden belyst ud fra arkæologiske fund.

6

Selskab for Bibelsk Arkæologi


på Jesu tid

Den hvide synagoge i Kapernaum fra det 4.-5. århundrede. Foto: Morten Hørning Jensen.

– hvad kan arkæologien lære os?

FARISÆERNE I SKRIFTLIGE KILDER Vort kendskab til farisæerne stammer for en stor del fra Det Nye Testamentes evangelier, hvor de ofte er kritikere og modstandere af Jesus. Kritikken synes at gå i begge retninger, for Jesus angriber dem faktisk i adskillige sammenhænge. For eksempel kalder Jesus dem i Matt 23,13-30 for “hyklere” hele seks gange. Alligevel viser Jesus også en positiv holdning til farisæerne. I Matt 23,1-3 siger han til skarerne og sine disciple, at de skal gøre og overholde alt det, farisæerne siger til dem, fordi disse er Moses’ arvtawww.bibelskarkaeologi.dk

gere. Vi bemærker også, at Gamaliel, der var en fremtrædende farisæer og Paulus’ lærer (ApG 22,3), forsvarede den nye Jesus-bevægelse over for det jødiske råd i Jerusalem, sanhedrin (ApG 5,34). Den jødiske historiker Flavius Josefus (1. årh. e.Kr.) kendte farisæerne og pralede af, at han var en af dem. For sine romerske læsere beskrev han fire jødiske “filosofier” eller “skoler”, deriblandt farisæerne (Den jødiske krig 2.119-66; Jødiske antikviteter 13.171-73; 18.12-22; og Biografien 10-11). Også det jødiske skrift Mishnah giver

os oplysninger om farisæerne. F.eks. er der her belæg for, at rabbinerne er efterkommere af farisæerne, og at de viderefører de farisæiske traditioner. Mishnah Hagigah 2:2 og Abot 1:1-18 har lister over rabbinske lærde, der går tilbage til tiden før templets ødelæggelse i år 70 e.Kr., inkl. Shammajs og Hillels huse. Disse lister inkluderer Paulus’ lærer Gamaliel og Simeon ben Gamaliel, der ifølge Josefus var farisæer (Biografien 38).

7


Målekrus af ler fra det første århundrede e.Kr. Foto: Morten Hørning Jensen.

UENIGE FORSKERE Moderne forskere har de seneste mange år haft en intens debat om, hvem farisæerne egentligt var – uden at nå til enighed! Så her møder vi en bred vifte af opfattelser af farisæerne i det judæiske samfund: (1) De var en nationalistisk-politisk bevægelse.

(2) De var en separat, religiøs elite. (3) De var en religiøs reformbevægelse inden for jødedommen. (4) De var en indflydelsesrig bevægelse, der betonede deres egen forståelse af Torahen uden dog at trække sig ud af samfundet som essæerne. (5) De var en lille filosofisk skole uden nogen videre indflydelse. (6) De var en traditionel religiøs gruppe, som var – eller måske ikke var – apokalyptisk. Det litterære grundlag for at forstå farisæernes aktiviteter i det første århundrede, nemlig evangelierne, Josefus og Mishnah, er spinkelt. Endvidere følte forfatterne sjældent behov for i detaljer at beskrive forhold, som deres samtidige var fortrolige med. Desuden er der ikke enighed om farisæernes oprindelse, deres politiske magt i det første århundrede e.Kr., deres forhold til templet eller deres forhold til synagogen. Der er dog almindelig enighed om, at farisæerne lagde vægt på tiende, renhedsforskrifter, løfter, landbrug, overholdelse af sabbatten og højtiderne; men hvordan knytter vi en forbindelse mellem disse forhold og arkæologiske fund? Det skal vi nu se nærmere på. Inden skal vi dog lige bemærke, at vægtlægningen på tiende, renhedsforskrifter osv. ikke er unik for farisæerne som sådan, og så vidt vi ved, heller ikke for nogen anden gruppe i den tidlige jødedom. Derfor kan en analyse af disse forhold i de arkæologiske optegnelser meget vel afsløre detaljer, som også kendetegnede andre grupper end farisæerne.

Figur 1: Små stenkar og ”målekrus”. © James F. Strange.

8

Selskab for Bibelsk Arkæologi


EN ANALYSE AF SEKS FARISÆISKE IDEER Samlet set er det muligt ud fra tekster i Mishnah og evangelierne at udlede seks ideer som i særlig grad kendetegnede farisæerne, selvom de delvist altså også blev delt af andre grupperinger. For eksempel ser vi i Mark 7,4, at farisæerne og jøderne i det hele taget “skylle[r] bægre, krus, kobbertøj og bænke”. Der er altså her tale om servering ved bordene i små kar (modsat en tradition, hvor man delte store kar), om rituel renselse af dette service. Joh 2,6 omtaler “seks vandkar af sten” der stod der ifølge jødernes regler for renselse. Farisæerne var således optaget af rituel renhed for personer. Ligeledes kender vi fra NT, at farisæerne var aktive i synagogen (f.eks. Matt 12,9-13) og lærte opstandelse fra de døde modsat saddukæerne (ApG 23,1-11). I en sum kan farisæiske mærkesager sammenstilles med arkæologiske fund i seks punkter: FARISÆISKE MÆRKESAGER

ARKÆOLOGISKE FUND

1.

Servering af mad ved bordet

Små stenkar

2.

Afvaskning af service (fade)

Store stenkar

3.

Afvaskning af personen

Rituelle bassiner, mikvaot

4.

Afvaskning af hænder

“Målebægre” af sten, “vaskekrus”

5.

Opstandelse og et liv efter døden

Grave og ossuarier (knoglekister)

6.

Synagogeaktivitet

Synagogeindretning og arkitektur

ER BIBELEN OVERHOVEDET RELEVANT FOR ARKÆOLOGIEN? Dette spørgsmål er blevet intenst diskuteret – også her i TEL. I et 3-minutters interview giver fire førende israelske arkæologer - Amihai Mazar, Amnon Ben-Tor, Aren Maier og Gabriel Barkay – deres bud på dette spørgsmål. Se den på www.bibelskarkaeologi.dk.

1. SERVERING AF MAD VED BORDET – SMÅ STENKAR Som noget særligt for perioden fra ca. 50 f.Kr. til 150 e.Kr. findes der i udgravninger af jødiske bosættelser kar og stenbeholdere lavet af kalksten. Normalt ville man have forventet brug af ler til fremstilling af disse ting. Mishnah giver en god forklaring på dette. Stentøj blev nemlig modsat lertøj anset for mere rituelt rent, og mange forskere fortolker brugen af kar lavet af

www.bibelskarkaeologi.dk

9


Et renselsesbad ved indgangen til Jerusalems tempel fra syd. Bemærk adskillelsen af trapperne i to. Foto: Morten Hørning Jensen.

kalksten som en manifestation af den farisæiske betoning af rituel renhed. Men eftersom disse kar også blev fundet ved essæernes bosted ved Qumran, er de ikke enestående for farisæerne. Nogle af de forskellige typer kar er afbilledet på figur 1. Eftersom disse beholdere ser ud til at være efterligninger af eksisterende beholdere (muligvis af metal), adskiller de sig udelukkende ved det materiale, de er lavet af. Kalkstenen er meget blød og går let i stykker, men er til gengæld meget let at arbejde med. Figur 2: Stenkar med fod. © James F. Strange.

10

2. AFVASKNING AF SERVICE (FADE) – STORE STENKAR Til at skylle små beholdere har man formentlig brugt de store stenkar med fod, som man har fundet overalt i Israel, fra Jerusalem til Samaria, Galilæa og Golan Højderne. De to stenkar vist i figur 2 stammer fra Jerusalem. Man vil bemærke en vis standardisering i udformningen af disse beholdere, Selskab for Bibelsk Arkæologi


uanset hvor de er fundet. Dette tyder på, at man har haft en udbredt fælles ide om designet af disse. Karrets højde tyder på, at man brugte det i stående stilling og således neddyppede fadene i det. 3. NEDDYKNING AF PERSONEN – RITUELT BAD, MIKVEH

Figur 3: Plan over det rituelle bad, mikveh, fundet i Betania. © James F. Strange.

Rituelle bade (hebraisk: mikvaot) er velkendte i arkæologiske rapporter fra antikkens Judæa, Samaria, Galilæa og Golan. De er et vigtigt fænomen ved Qumran. Igen kan man ikke undgå at bemærke en vis standardisering i udformning og udseende. Det rituelle bad eller bassin er hugget ud under jordoverfladen og har plads til mindst én person. En trappe leder ned i vandet. Arbejderne pudsede trinene og alle væggene med vandtæt puds. Trappen kan være smal og beregnet til én person, men kan også være meget bredere. Undertiden har bygmestrene indsat et lavt, smalt rækværk midt på de brede trin. Vi udleder heraf, at man er gået ned på den ene side og op på den anden. Nogle rituelle bade har ikke blot et rækværk på trappen, men har to indgange, side om side.

SÅDAN FLYTTEDE DE STEN I ANTIKKEN

VIRTUAL QUMRAN

En af stenene i vestmuren rundt om tempelpladsen bygget af Herodes den Store har den ære, at være den største byggesten fundet til dato i Mellemøsten. Den anslås til at veje mellem 400 og 600 tons og lagt ind i muren i adskillige meters højde. Hvordan kunne det lade sig gøre – før kranens opfindelse? I en yderst interessant video tilgængelig via linksiden på www.bibelskarkaeologi.dk gives svaret (måske): vha. intet mindre end tyngdekraften og teknisk snilde kan sten af ufattelig størrelse løftes op i vejret. Se selv dette tekniske under.

I forbindelse med en stor udstilling om Qumranskrifterne i USA er der blevet produceret nogle sekvenser med den nyeste teknik inden for arkæologisk rekonstruktion: digitial video. Disse viser en animeret rekonstruktion af, hvordan arkæologer – i samarbejde med grafiske tegnere – forestiller sig antikke bygninger så ud for besøgende. Se mere på www.bibelskarkaeologi.dk. Dette er ikke første gang antikke bygninger i Israel er blevet digitaliseret. Besøg f.eks. Davids Jerusalem via TELs linkside, ligesom du kan opleve en tur op fra Siloas dam til Jerusalems tempel på Jesu tid eller gå rundt inde i den kongelige søjlehal, hvor Jesus drev de handlende ud.

www.bibelskarkaeologi.dk

11


Figur 4: Tværsnit af forgården til en grav fra det første århundrede e.Kr. © James F. Strange.

Figur 5: Tegning af et typisk ossuarium fra denne periode. © James F. Strange.

Disse rituelle bade tjener farisæiske mærkesager og blev med sikkerhed brugt af farisæerne. Vi kan ikke bevise, at dette er en særlig farisæisk institution, men det er slående, at de er så rigt repræsenterede i den materielle kultur.

ud til at være mere anvendelige til at vaske hænder med end til at servere mad med. Den rituelle vaskning af hænder (hebraisk: nitilat yadayim) er solidt bevidnet, for det meste i sene tekster. En kort forklaring af ritualet findes i Markusevangeliet: “Farisæerne og jøderne i det hele taget spiser nemlig ikke, før de har vasket hænderne med en håndfuld vand for at overholde de gamles overlevering . . .” (7,3-4). Det er indlysende, at beholdere, der har en hældetud, fungerer som kander eller vaskebækkener. De er ikke glatte som de drejede kar. De har mærker efter at være blevet forarbejdet med en mejsel. Mærkerne viser, at der ikke er sket nogen ændring med stenen ud

4. VASKE HÆNDER – “MÅLEBÆGRE” AF KALKSTEN “Målebægrene” eller “krusene”, som man har fundet i hundredvis i tidlige romerske sammenhænge, er ikke beregnet til at måle med, men har fået det navn, fordi de lignede moderne målebægre. Man vil se, at de er tykke på midten (nederste række i figur 1). De har for det meste en eller to hanke, nogle har dog blot nogle små knopper eller håndtag. Andre har en lang hældetud. De ser

På Mt. Scopus nord for Jerusalems gamle bydel fandt arkæologer dette gravkammer. Bemærk bænkene forrest, hvor de døde blev lagt i lagener indtil forrådnelsen var til ende. Derefter blev benene samlet i kister og lagt i nicherne bagerst. Foto: Morten Hørning Jensen.

12

Selskab for Bibelsk Arkæologi


over tilhugningen, hvorved den måske har bevaret sin renhed. Bægrene med to håndtag har tjent til at hælde vand over den ene hånd, mens den anden holdt i håndtaget, hvorefter man skiftede over til den anden hånd. 5. OPSTANDELSE OG LIV EFTER DØDEN – GRAVE OG OSSUARIER Josefus og de nytestamentlige forfattere er enige om, at farisæerne og saddukæerne har forskellige meninger om livet efter døden (ApG 23,1-11). Der er omfattende begravelsespladser i enhver større udgravning fra den tidlige romerske periode i Judæa, Samaria, Galilæa og Golan. Der er også en omfattende gravlitteratur. Grave eller gravhuler blev brugt af samme familie i flere generationer. Det er en skik, der har styrket familiebåndene. Gravene havde en lav og snæver åbning og var forseglet med en firkantet eller en rund sten. Ved primære begravelser blev liget anbragt i en niche eller på en bænk med en bue udskåret i klippen ovenover. Man har hyppigt fundet benkister (såkaldte ossuarier) med buede stenlåg i disse grave. Nogle har indskrifter (for det meste navne) på græsk, hebraisk eller aramaisk.

Den sydlige søjlegang i forgården til Herodes’ tempel, fra modellen over Jerusalem på andet tempels tid. Foto: Morten Hørning Jensen.

En af de almindeligste fortolkninger af brugen af ossuarier er, at skikken med en sekundær begravelse (ossolegium) stammer fra den klassiske tro på de dødes opstandelse. Eftersom det var en markant del af farisæernes tro, kan man slutte, at denne begravelsesform højst sandsynlig er farisæisk. Ossuarier er små kister hugget ud i blokke af blød kalksten. Låget er lavet så det passer netop til pågældende ossuarium, undertiden med et x på både låg og kiste til at markere, hvordan de passer sammen. Omkring en fjerdedel af de fundne ossuarier bærer den dødes navn. Sådanne enkle markeringer var vigtige for de sørgende familiemedlemmer. 6. SYNAGOGEN – AKTIVITET, PLANER OG ARKITEKTUR

Figur 6: Grundplan over syv synagoger fra det første århundrede. © James F. Strange.

www.bibelskarkaeologi.dk

Der er ikke umiddelbar enighed om, hvorvidt farisæerne havde interesse i synagogen. Nogle har hævdet, at farisæerne var ophavsmænd til synagogen i Palæstina, andre har hævdet, at synagogen opstod blandt præsterne. Undersøger man de tidligste synagoger, vil man finde en vis standardisering i deres grundplan. Det drejer sig om synagogerne i Gamla, det tidligste Kapernaum, Qiryat Sefer, Modi’in, det herodianske Jeriko, Herodium og Masada. Det gennemgående element er et mønster, hvor man nærmest kan sige, at lag på lag

13


blev lagt uden om det centrale midterrum. Således anbragte bygmestrene først bænke langs to, tre eller alle fire vægge. Derefter fulgte ind mod midten et rektangel af søjler. Endelig følger det centrale rum inden for søjlerne, formentlig brugt til fremsigelse af Torahen og andre ritualer. Resultatet var, at udsynet ikke var frit; til gengæld hørte man godt. Det arkitektoniske forbillede har man i den række af kolonnader, der omgav templets forgårde. I en sådan synagoge lignede arealet fra væg til søjler nemlig en søjlegang eller stoa. To søjlegange side om side med et tag på er en basilika, sådan som den sædvanligvis er rekonstrueret ved den sydlige ende af tempelgården i Jerusalem. Det er ikke muligt at bevise, at synagogebygningen var lavet med tempelgårdene som forbillede. På den anden side er der adskillige indirekte beviser: •

• •

• •

Det var i tempelgårdene, at Moseloven blev læst op for folket. Læsning af Moseloven synes at være det primære formål med synagogen. Tempelgårdene var overdækket fra muren til søjlerækken. Ud fra nogle få steder, hvor det nævnes, at Jesus sad på tempelbjerget og underviste, udleder vi, at der var bænke langs væggene (Matt 26,55. Mark 12,41). Basilikaen var allerede kendt i Judæa som en del af romersk kultur. Så vidt vides, er synagogen i Gamla den eneste synagoge fra det 1. årh. e.Kr., som er udsmykket (selv om nogle arkitektoniske elementer fundet i Jerusalem kan stamme fra en anden). Disse udsmykninger var udformet i basrelief . Templet havde efter kong Herodes’ forbedringer smukke udsmykninger i både støbt guld og tilhugget relief.

Med så mange paralleller mellem tempelgårdene og synagogeplanen kunne man forestille sig, at synagogen var en præstelig institution. Det er der dog en række ting, der taler imod. Således møder vi ingen præster omkring synagogerne efter år 70, hvor templet ødelægges. Synagogen fungerede dermed ikke som et tilbagetrækningssted for dem. Ligeledes skulle man også kunne forvente, at der ville have været synagoger netop i de byer, hvor vi fra gamle præstelister ved, at præsterne boede. Men i de f.eks. 24 steder i Galilæa, der husede præster, har arkæologien indtil nu kun fundet en synagoge i én af dem. Derimod ser det ud til, selvom vores skriftlige kilder er få, at det var rabbinerne, farisæernes arvtagere, og ikke præsterne, der førte interessen videre for tempelritualerne og ofrene efter år 70 med base i netop synagogen. Det kunne se ud til, at sammenhængen mellem synagogens grundplan og tempelgårdenes grundplan bekræfter hypotesen om, at farisæerne havde en stærk interesse i såvel templet som i synagogeinstitutionen. Denne interesse kan også hjælpe os til at forstå, hvorfor Matthæus ikke tøver med at påpege, at der var farisæere til stede i synagogen i f.eks. Matt 12,9-13, hvor Jesus helbreder manden med den visne hånd.

14

KONKLUSION Vi har undersøgt seks af farisæernes interesser eller mærkesager, som synes at have sat sig spor i det arkæologiske materiale. Resultatet var: •

• •

Der var tilstrækkelig stærk interesse for renhed i antikken til, at en stenhuggerindustri blev grundlagt i nærheden af Jerusalem, i det nedre Galilæa og sandsynligvis også andre steder. Det var formodentlig også i Jerusalem, man fremstillede ossuarier. Ossuarier afspejler troen på et liv efter dette og på opstandelse fra de døde. Der var en tilsvarende industri, der fremstillede rituelle bade med henblik på hele landet. Der er syv bygninger fra denne periode, som man antager er synagoger på baggrund af deres slående arkitektoniske lighed. Den geografiske fordeling af disse få bygninger “fra Dan til Be’ersheba” tyder på, at synagoger blev bygget, fordi en bestemt gruppe mennesker sørgede for, at de havde en standardiseret grundplan af hensyn til fremsigelsen af Torahen.

Selv om andre end farisæerne var interesserede i renhed, peger intet på, at de fleste jøder på nytestamentlig tid overholdt renhedslovene særlig strengt. Og dog tyder de mange fund af genstande til brug ved renselse på, at en større gruppe førte an i bevarelsen af renhedstraditionerne uden for templet. Denne gruppe har muligvis også lovgivet om genstandenes form og funktion, så de fik en vis ensartethed. Skal man pege på en gruppe, der har haft den fornødne status i jødedommen i denne periode til at være ansvarlig for dette, ikke mindst efter 70 e.Kr., er det farisæerne.

Læs mere om synagoge-instituationen i TEL 4-2004 og 1-2005 og om ritualbadet i Betania i TEL 3-2002.

EGYPTENS STØRSTE BEFÆSTNING FUNDET I løbet af de sidste 10 år har arkæologer afdækket det største befæstningsanlæg i Egypten. Stedet hedder tel Hebua og ligger tæt på Suezkanalen. Her har man fundet omfattende rester af en meget stor fæstning fra det 18. og 19 dynastis tid, altså ca. 1500-1200 f.Kr. De gamle egyptiske kilder kalder stedet Tjaru. Fæstningen havde 13 m tykke mure og dækkede et areal på 500 x 250 m. Rundt om fæstningen lå en dyb, vandfyldt voldgrav. Fundet bekræfter helt igennem den illustration af fæstningen, som kunstnere i samtiden lavede på en mur i det store Karnak-tempel. Fundet understreger også, hvorfor israelitterne ikke kunne tage Vejen til Filistrenes land på deres vej ud af Ægypten. Store fæstninger som Tjaru lå i vejen (se TEL 07-2, s. 14-15). Læs mere på www.bibelskarkaeologi.dk.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Jesus, farisæerne og loven – om kalkede grave og dødningeben Af Morten Hørning Jensen

”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed” Matt 23,27

I evangelierne møder vi ofte Jesus i diskussion med forskellige jødiske grupper, ikke mindst i forbindelse med den sidste uge på tempelpladsen, hvor det ene ordkløveri tager det andet med både præster, skriftkloge, herodianere og farisæere (se f.eks. Mark 11-12). Når man traditionelt særligt har set farisæerne som Jesu mest indædte modstandere skyldes det, at hovedparten af diskussionerne var med dem. Det har igen sin naturlige forklaring i, at den farisæiske retning var mere udbredt særligt i de mindre galilæiske landsbyer, mens f.eks. præsterne og den saddukæiske retning havde hovedbase i Jerusalem og Judæa. Lidt overraskende stod Jesus og farisæerne i virkeligheden tæt på hinanden i f.eks. i spørgsmålet om de dødes opstandelse, hvilket saddukæerne fornægtede (se ApG 23,7), ligesom Jesus også blev tiltalt med den farisæiske æresbetegnelse ”rabbi” af f.eks. farisæeren Nikodemus (Joh 3,2). Trods det møder vi altså tit Jesus i klammeri med farisæerne om ét bestemt spørgsmål, nemlig om, hvordan loven skal forstås og overholdes. Hvem kan man f.eks. spise sammen med i følge loven (Mark 2,16-17)? Hvornår skal man faste (Mark 2,18-22)? Hvordan skal sabbatsbuddet forstås (Mark 2,23-28)? Hvilke forskrifter skal man følge for ikke at blive uren (Mark 7,1-5)?

Så hvordan forstod Jesus loven? Ny Testamente gør for det første det klart for os, at Jesus og hans familie som jøder selv levede efter fædrenes overlevering. Luk 2,22 beskriver, hvordan Josef og Maria ærede bestemmelserne om ”renselsesdage i henhold til Moseloven”. Ligeledes synes det at fremgå af Jesu svar til Peter i Joh 13,10, at han og disciplene inden påskemåltidet havde renset sig netop i et renselsesbad. Peter vil ikke have, at Jesus vasker hans fødder, hvis ikke også resten af kroppen. Men Jesus svarer: ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne” (egen fremhævning). Sikkert har Jesus og disciplene inden afgangen fra Bethania renset sig i et af de almindelige renselsesbade med trapper, en mikveh, og havde nu inden påskemåltidet alene behov for at vaske fødderne, da de på turen over Oliebjerget måske kunne have været i kontakt med noget urent. Klarest er Jesu udsagn i bjergprædiken om, at ikke en tøddel af loven skal forgå (Matt 5,18). Men samtidig med at Jesus således levede som en lovtro jøde, så gjorde han grundlæggende op med den betydning for forholdet til Gud, farisæerne havde tillagt loven. Et af de steder, dette opgør viser sig mest tydeligt, er i Markus 7,1-23. Jesus kalder her farisæernes regler for renselse i vand en tilsidesættelse af Guds bud og blot overholdelse af menneskers overlevering (7,8). Farisæerne havde gjort de ydre gerninger til de afgørende, mens Jesus ønskede at lære sine disciple, at det er det, der kommer fra hjertet – og ikke ydre gerninger – der gør et menneske urent (7,17-23). Præcis det samme siger

To af de imponerende grave i Kedrondalen i Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.

Jesus i Matt 23,27, hvor han bruger et slående billede på denne bytten rundt på det ydre og indre. Jesus kalder her farisæerne for ”kalkede grave”, der udvendigt ser smukke ud, men indeni er ”fulde af dødningeben og al slags urenhed”. Folk i Jerusalem, hvor Jesus kom med denne anklage, vidste udmærket, hvad han refererede til. Siden den makkabæiske opstand i det 2. århundrede f.Kr. havde det været på mode med monumentale gravsteder (se 1 Makk 13,25-30). Den jødiske historieskriver, Josefus, fortæller således med begejstring om, hvordan makkabæernes gravmonumenter var opført i skinnende hvid sten (Antikviteter 13.211), og i Jerusalem var der i Kedron dalen lige syd for templet, indhugget tre store monumentale gravsteder i klippesiden. Det var endvidere jødisk tradition, at grave skulle kalkes hvide én gang om året, så de stod i stærk kontrast til deres omgivelser og advarede forbipasserende om ikke at gå for tæt på og dermed blive uren (jf. 4 Mos 19,16). Grave i almindelighed og monumenterne i Kedrondalen i særdeleshed var således et imponerende syn for forbipasserende, men ingen kunne være i tvivl om, at skinnet bedrog, og at det ydre ikke stod mål med det indre! I en nøddeskal var Jesu opgør med farisæismen således ikke et opgør med loven i sig selv – men et opgør med dette at gøre det ydre til det væsentlige. At holde loven højt på de synlige områder og samtidig tilsidesætte dens kerne var for Jesus præcist så kontrastfyldt som den monumentale gravsteders skinnende ydre og indvendige råddenskab.


Afsender: Jacob Bank Møller Lykkegårdsvej 26 6000 Kolding

Eftersendes ved varig adresseændring

Magasinpost B

Adresseændring meddeles til: jbm@bibelskarkaeologi.dk

På jagt efter Salomos fæstning Af Hans-Henrik Lærke og Simon Olesen

En tidlig morgen i juli drog ”The Great Danes” – som skulle vise sig at blive vores kaldenavn – af sted til Det hellige Land for at søge efter Salomos fæstning i Gezer.

50 amerikanere var allerede godt i gang under kyndig ledelse af Dr. Steven Ortiz (se hans artikel om Gezer i TEL 1-07), da vi ankom for at deltage de sidste par uger. Det hul, udgravningslederen bad os om at grave, viste sig at være en ”Macalister losseplads”, dvs. affald og efterladenskaber fra en tidligere udgravning i begyndelsen af det 20. århundrede ledet af R.A.S. Macalister. De første par dage var The Great Danes derfor ikke synderligt begejstrede. Der var jo ingen spor af Salomo, selvom det vrimlede med potteskår og knogler af blandet herkomst. Til trods for at de første dage ikke gav noget vigtigt udbytte, var tiden og de daglige svedbade i den bagende sol dog ikke spildt. For der var andre udgravere i Gezer, som man kunne snakke med. Deriblandt en tidligere udgravningsleder, William G. Dever, som kikkede forbi. Heldigvis blev The Great Danes’ tålmodighed snart belønnet. For efter den første uge med hakke, skovl og koste

lykkedes det at komme 15-20 cm ned, og Macalisters losseplads var så godt som fjernet. Man kunne ane, at jorden havde skiftet farve, og der var tydelige spor efter et brandlag. I nabohullet var de kommet længere ned og havde fundet en mur fra jernalderen. I et andet hul havde de fundet et hundeskelet fra hellenistisk tid, samt en hel krukke, sandsynligvis fra jernalderen. Samtidig blev det konstateret, at The Great Danes’ hul var ti cm over jernalderen. Nu var tiden pludselig blevet knap – så meget at udforske og kun alt for lidt tid tilbage. Det blev derfor besluttet, at de to udgravningshuller skulle samles til ét, og The Great Danes fortsatte ufortrødent med at afdække fortidens hemmeligheder, inden vi de sidste par dage blev henvist til ’køkkenarbejde’, hvilket vil sige, at vi sammen med de andre udgravere gik i gang med at med at vaske potteskår, knogler og andre småtterier. Sådan gik to ugers udgravningsekspedition for The Great Danes. Vi fandt ikke kong Salomos fæstning ved første spadestik og dermed hverken guld eller berømmelse, men vi fik mere end en anelse arkæologi under både hud og negle – og ser frem til, hvad der bliver fundet næste år.

Se fotos fra Simons og Hans-Henriks udgravning på Gezer, og læs mere på www.bibelskarkaeologi.dk om, hvad der blev fundet.

Glæd dig til næste nummer af TEL Lå Betlehem i Galilæa? | Nye udgravninger i Samsons hjemegn | Historisk og arkæologisk sidelys på Bibelen

Profile for Thomas Møller

TEL 3 2007  

Biblical archaeological magazine

TEL 3 2007  

Biblical archaeological magazine

Advertisement