Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 4 | december 2012 | 23. årgang

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

Jeremias:

En profet i mørkets dyb

Hammurabis lov gjorde forskel på folk En unødvendig rejse til Betlehem?

8

3

Cisternen: fra vandbeholder til fangehul Nyt Ny Testamente er på gaden

16

12


Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Tlf.: E-mail: Internet: Bank: Norge:

7586 1748 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Jørgen Bækgaard Thomsen (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: For få måneder siden fandt israelske arkæologer ved et tilfælde dette store vandreservoir, dybt nede i jorden under Jerusalem. Det var i brug i kongetiden, mens profeten Jeremias gik rundt i byens gader. Fundet er med til at illustrere en traumatisk hændelse i Jeremias’ liv. © Vladimir Naykhin og IAA.

2 TEL 4/2012

Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 175,- / norske kr. 195,(For unge under 26 år: kr. 125,- / norske kr. 140,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand), tlf.: 7512 9021 · vjj@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk Ekstern kasserer: Hans Hansen, tlf.: 7586 1748 · hh@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Hammurabis lov

gjorde forskel på folk

Hammurabi, Babylons konge, står foran solguden Shamash, guden for retfærdighed og sandhed. Ifølge en meget udbredt forestilling i datiden havde kongen ansvar for at sikre retfærdighed i samfundet. © Biblical Archaeology Review 31/2 (2005).

Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet

Hammurabis lov regnes med rette til kronjuvelerne blandt den mellemøstlige arkæologis fund. Stelen, som loven står skrevet på, er i sig selv en fryd for øjet. Flere love i Hammurabis lov minder slående om Moseloven, og det bliver stadig diskuteret, om den er afhængig af Hammurabis lov. Dog springer én stor forskel i øjnene: Moseloven beskytter i langt højere grad den svage part som f.eks. slaver og børn og foreskriver samme straf for alle uanset klasse. www.bibelskarkaeologi.dk

I vinteren 1901-02 gravede den franske arkæolog Jacques de Morgan på akropolis i den gamle persiske by Susa. Byen, som bibelsk set især kendes fra Esters Bog, ligger i det sydvestlige Iran. Da de Morgan efterhånden gravede ned i de lag, som stammer fra den periode, hvor Susa var hovedstad i det elamitiske rige (1900-1000 f.Kr.), begyndte store mængder krigsbytte at dukke op i lagene. Det var statuer og steler, som elamitterne havde røvet på deres krigstogter til de store byer i Mesopotamien og havde slæbt med til Susa. Blandt dette rige krigsbytte lå en bemærkelsesværdig stor og smuk stele i tre stykker. Stelen var oprindeligt lavet af Hammurabi, konge af Babylon fra 1792 til 1750 f.Kr. Den viste sig at rumme en omfattende samling love, som straks blev døbt Hammurabis lov (forkortet HL). Den elamitiske konge Shutruk-Nahuntes havde røvet stelen fra den babyloniske by Sippar (omkring 1160 f.Kr.) og anbragt den i sin guds tempel i Susa. Den lange tekst på stelen blev hurtigt oversat af franskmanden Jean-Vincent Scheil i 1902. Fra starten blev teksten 3 TEL 4/2012


genstand for en voldsom strid i den lærde verden, fordi lighederne med Moseloven sprang i øjnene: Var Moselovens bud bare en dårlig efterligning af Hammurabis lov?

Under relieffet af Hammurabi og retfærdighedens gud er den lange lovtekst indhugget, som fortsætter på stelens bagside. © wikipedia og Musée du Louvre.

SELVE STELEN er 2,23 m høj og lavet af sort, glatpoleret diorit, som er en ekstrem hård stenart at udhugge og bearbejde. Diorit er yderst holdbar og blev derfor ofte brugt til statuer af mesopotamiske konger i det 3. og 2. årt. f.Kr. Stelen står i dag på Louvre i Paris og er et af museets største klenodier. Stelen rummer øverst et stort relief af Hammurabi og solguden Shamash og dernæst en sammenhængende lovtekst på 51 kolonner, hver på ca. 80 linjer. HL er skrevet på akkadisk, et østsemitisk sprog, der er beslægtet med hebraisk. Skriften er kileskrift, dvs. hvert skrifttegn består af kileformede streger.

sandhed og retfærdighed, der sidder på sin trone. Hammurabi indtager den typiske holdning med højre arm bøjet op for munden som én, der beder. Guden rækker noget til kongen, og det er formentlig regentsymbolerne: ring og stav. Med dette relief vil Hammurabi vise omverdenen, at han er guddommeligt udvalgt, og at han regerer på gudens foranledning og med dennes autoritet. Han er mellemmand mellem retfærdighedens gud og folket. Hans lovgivning og retsafgørelser, som følger på stelens tekstdel, har støtte fra højeste sted.

DEN GUDDOMMELIGT UDVALGTE KONGE

MEGET POPULÆR LOVSAMLING HL er efterhånden fundet i mange forskellige afskrifter og eksemplarer fra Mesopotamien til Anatolien og Israel. I dag har vi kendskab til mere end 30 afskrifter af

Øverst på stelen er der udhugget et relief, hvor Hammurabi, kongen af Babylon, ses stående foran solguden Shamash, gud for

Hammurabi HVEM VAR HAMMURABI? Han var den 6. konge i det første babyloniske dynasti. Ifølge den kronologi, som de fleste forskere følger i dag, sættes hans regeringstid til 1792-1750 f.Kr. Skal vi sammenholde Hammurabis regeringstid med noget i Bibelen, kommer den lige efter Josefs død i Egypten (ca. 1800 f.Kr.). Begyndelsen på Hammurabis regeringstid var fredelig. Han forhøjede og forstærkede byen Babylons mure. Mange templer blev genopbygget og udbygget, og han ledte vand i en stor kanal til byen Larsa. Han sørgede for fred og sikkerhed i landet. MANGE EROBRINGER Snart begynder han at erobre den ene store naboby efter den anden i det sydlige Mesopotamien. I 1763 besejrer han en alliance af konger og erobrer mange bystater på én gang. Han får magten over hele den sydlige del af Mesopotamien og slår elamitternes hær. Seks år senere (i 1757) erobrer Hammurabi den store by Mari langt mod nord ved Eufratfloden og ødelægger den fuldstændigt. To år senere bliver byen Eshnunna taget. Hammurabi skrev mange breve til sine embedsmænd om

4 TEL 4/2012

alt vedrørende deres forvaltning, og mange breve fra hans ledende ministre er fundet, som kaster lys over Hammurabis tid. Det er også tydeligt, at han havde ambassadører i mange byer, som kontinuerligt sendte rapporter til ham. Dokumenter fundet i Mari viser, at han bl.a. havde en udsending i byen Hasor i Israel. OPTAGET AF RETFÆRDIGHED I 1752 f.Kr. – to år for sin død – lader han sin berømte lovsamling udhugge og opstille på en offentlig plads i byen Sippar og i en række andre byer. Kun de færreste var i stand til at læse selve teksten. Men de, der kunne (embedsmænd og skrivere), fik et stærkt indtryk af kongens retfærdige styre. Sammenlignet med andre mesopotamiske konger er det usædvanligt, at Hammurabi har så meget fokus på at etablere samfundsmæssig retfærdighed i sit land. HURTIG KOLLAPS Hammurabi opbyggede altså et stort imperium i løbet af sin knap 40-årige regeringstid. Det forfaldt imidlertid hurtigt efter hans død, og da hans søn Samsuiluna døde i 1712 f.Kr., var imperiet helt brudt sammen.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


loven skrevet på lertavler. Disse er dog alle ukomplette. Desuden er der fundet flere eksemplarer af loven hugget på steler af basalt. Heller ikke disse er fuldstændige. Så sent som i 1998 blev fortalen til HL fundet i et tempelarkiv i byen Sippar. Denne version kan dateres til ca. 650 f.Kr. Udgaver af stelens tekst, som er daterede og er ældre end selve stelen, viser, at HL ikke var det første forsøg fra kongens side på at samle retsafgørelser i sin forvaltning. Loven har således været en yderst populær tekst, som er blevet skrevet af gennem århundreder og har været brugt som øvelsestekst for skrivere i mange generationer. Som følge af den overvældende mængde afskrifter og kopier kender vi lovteksten som helhed, selv om elamitterne havde hugget noget af stelens tekst væk. Alle paragraffer er bevaret, hvilket er ganske usædvanligt for en tekst fra oldtiden, som er kommet for dagens lys gennem udgravninger. Flere fragmenter af en lertavle blev fundet på tel Hasor i Israel i løbet af sommeren 2010. Disse tekststumper bliver dateret til ca. 1700 f.Kr. og rummer vendinger og begreber, som minder meget om HL. Vi venter stadig på den officielle udgivelse af fragmenterne og på at få at vide, om vi her har at gøre med en kopi af HL eller med en juridisk tekst, der blot minder om HL. OPBYGNINGEN AF HAMMURABIS LOV HL består af tre dele: En fortale, en hoveddel, som rummer selve lovens tekst, og endelig en længere efterskrift. I fortalen lovprises Hammurabis guddommelige legitimitet og hans retfærdige styre. Han blev konge for ”at forårsage retfærdighed i landet, at bekæmpe de syndige og onde og forhindre de stærke i at undertrykke de svage”.

Ikke den første lov i verden Da HL blev offentliggjort i 1902, var man meget hurtig til at betegne den som den første lovsamling i verden. Det er den imidlertid ikke. Adskillige ældre lovsamlinger kendes i dag fra Mesopotamien. Blandt disse ældre lovsamlinger kan nævnes Ur-Nammus lov (ca. 2050 f.Kr.), Lipit-Ishtars, Isins konges, lov (ca. 1870 f.Kr.) og byen Eshnunnas lovsamling (ca. 1930 f.Kr.). En sammenligning af HL med disse ældre lovsamlinger viser, at HL på visse punkter synes at bygge på dem. Den sumeriske konge Uru-kagina (2380-2360 f.Kr.) iværksatte en række omfattende sociale reformer i bystaten Lagash. Hans lovsamling er ikke fundet endnu; men en række tekster fra hans regeringstid viser, hvordan kongen bekæmpede korruption, bød, at enker og faderløse ikke måtte undertrykkes af myndigheder og de rige, og søgte at skabe en vis lighed for loven for alle borgere, også de fattige og jordløse. Om teksternes lovprisning af kong Uru-kagina så svarede til virkeligheden, er nok tvivlsomt. Men her bliver det for første gang dokumenteret, at kongen har ansvar for at sikre retfærdighed for samfundets svageste. HL indgår således i en lang tradition i Toflodslandet for, at konger skal tage vare på retfærdighed og synliggøre denne retfærdighed gennem lovtekster.

Kong Hammurabi af Babylon skabte et stort imperium, der strakte sig fra Mari i nord til det sydlige Mesopotamien. Den nuværende kystlinje er angivet på kortet. www.biblemapper.com.

www.bibelskarkaeologi.dk

5 TEL 4/2012


HAMMURABIS LOV OG MOSES Mange sætninger i HL kan minde om Moseloven. Den første paragraf hedder: ”Hvis en awilu anklager en anden awilu og beskylder ham for drab, men ikke kan bevise det, skal anklageren lide døden”. Dette minder om 5 Mos 19,15-19, hvor falsk anklage mod en anden straffes svarende til den forseelse, som anklagen vedrører. En særlig tæt parallel finder vi i det, som er blevet kaldt ”loven om den stangende okse”, som både findes i HL § 250-52 og i 2 Mos 21,28-32.

Loven om den stangende okse HAMMURABIS LOV 250. Hvis en okse stanger en mand til døde, mens den går gennem gaderne, er dette tilfælde ikke basis for en retssag. 251. Hvis en mands okse er kendt for at stange, og myndighederne i hans kvarter meddeler ham, at oksen er kendt for at stange, men han ikke skærer spidsen af dens horn eller styrer oksen, og oksen så stanger en awilu til døde, skal ejeren betale 30 sekel sølv. 252. Hvis det er en mands slave (som bliver stanget til døde), skal han betale 20 sekel sølv” 2 MOS 21,28-32 ”Når en okse stanger en mand eller kvinde ihjel, skal oksen stenes, og man må ikke spise dens kød. Oksens ejer skal gå fri af straf. 29 Men hvis oksen tidligere har stanget, og dens ejer ikke har passet på den, skønt han er blevet advaret, og den så stanger en mand eller kvinde ihjel, skal oksen stenes, og også dens ejer skal lide døden. 30 Men hvis det pålægges ham at betale sonepenge, skal han som løsesum for sit liv betale, hvad der bliver pålagt ham. 31 Hvis oksen stanger en dreng eller pige, skal ejeren behandles efter de samme regler. 32 Hvis oksen stanger en træl eller trælkvinde, skal ejeren betale tredive sekel sølv til deres herre, og oksen skal stenes” 28

Den ældst kendte lovsamling i verden er Ur-Nammus lov, udstedt engang mellem 2095 og 2047 f.Kr. Den er således tre hundrede år ældre end Hammurabis lov. © Biblical Archaeology Review 2002/5.

Efterskriften til HL lovpriser igen kongens retfærdighed og opfordrer senere konger til at indprente sig retssætningerne og følge dem. Hammurabi har ladet sine domme offentliggøre på stelen, for at ”den mægtige ikke skal gøre uret mod den svage og for at skabe retfærdige veje for den faderløse og enken”. Hvert afsnit i lovsamlingen begynder med en juridisk case: ”Hvis …”, hvorefter afgørelsen følger: ”så skal …” Loven behandler emner inden for handelsret (økonomi og handel), familieret (f.eks. arv og ægteskabsbrud) og ejendomsret, og den lovgiver vedr. behandling af slaver, honorarer for arbejde og tjenesteydelser, prissætning, renter og lønninger. SAMFUNDET PÅ HAMMURABÍS TID De mange love giver et billede af et samfund, hvor kongen er den øverste, og under ham er der tre klasser af borgere: awilum (den frie mand), mushkenum (den afhængige mand) og endelig den nederste klasse, wardum (slaverne). Loven regulerer forholdet mellem disse tre klasser. Straffene, som HL opererer med, er forskellige alt efter hvilken samfundsklasse, der har begået forseelsen. Samfundet er stærkt klassedelt. 6 TEL 4/2012

Stump af lovtekst fundet på tel Hasor i Israel i 2010. Den dateres til det 18.-17. årh. f.Kr. og antyder, at den mesopotamiske lovtradition var kendt langt uden for selve Mesopotamien. © Biblical Archaeology Review 2010/6 og The Selz Foundation Hazor Excavations in Memory of Yigael Yadin.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


HL 250-252 og 2 Mos 21,28-32 er bygget op på samme måde: Begge love skelner mellem oksen, der stanger et menneske ihjel første gang, og den okse, som er kendt for sit vilde temperament, men som ejeren ikke har villet styre, selv om han er blevet advaret. Og begge slutter med det tilfælde, hvor offeret er en slave. Samtidig har Moseloven en væsentlig skrappere sanktion. Mens HL siger, at ejeren af den stangende okse skal betale en bøde, siger Moses, at såvel okse som ejermand skal dø. Ejeren kan dog blive pålagt at betale bodspenge som løsesum for sit eget liv. Ejeren sættes altså i kategori med en manddraber! I Moseloven skal oksen slås ihjel uanset hvem, der er offeret. Den store forskel mellem HL og Moseloven er, at Moses ikke skelner mellem den voksne, frie mand og andre mennesker. Også i det tilfælde, hvor et barn bliver stanget ihjel, gælder samme sanktion.

behandlet meget mere skånsomt i Moseloven end i HL. Skade på ejendom bedømmes væsentligt mildere i Moseloven, mens skade på personer bedømmes strengere. Ligheder og forskelle kan nok bedst forklares ved, at både de gammelbabyloniske love og Moseloven bygger på en fælles semitisk lovtradition, som går langt tilbage i tiden. Denne retstradition har været gældende overalt i det samfund, som Abraham kom fra, og den fik nedslag i forskellige lovsamlinger i Mesopotamien, herunder Hammurabis. Hammurabis lov kan tjene til at belyse den verden, som patriarkerne kom fra, og den kan vise, på hvilke områder Moses’ lovgivning skiller sig ud fra datidens tankegang og forståelse. På den måde er Hammurabis lov et umådeligt spændende bagtæppe for den gammeltestamentlige lov i Mosebøgerne.

STORE FORSKELLE

Hammurabis lov findes på dansk kun i en ældre oversættelse

Samtidig er der væsentligere forskelle mellem HL og Moseloven. HL er polyteistisk. Den henviser til de mange babyloniske guder, som sanktionerer kongens lov. Moseloven derimod er monoteistisk. Den kender kun én gud, Israels Gud. Han er herre over alle livets forhold og kan møde alle menneskers behov. HL har mange love, som vedrører handel og transport af varer. Hvad skal der f.eks. ske, hvis en flok dyr, et skib eller varer går tabt under transporten? Den fastsætter renter for at låne penge ud eller stille dyr og varer til rådighed for andre. Renten for at låne sølv sættes til en sats, som vil svare til 20 % om året. Det betyder, at ens gæld ville blive fordoblet i løbet af fem år. Derimod advarer GT på det skarpeste mod overhovedet at tage rente af det, man låner til sin fattige landsmand (2 Mos 22,24; 3 Mos 25,35-37), og har man taget den fattiges kappe i pant for gælden, skal kappen leveres tilbage til ham inden solnedgang – uanset gælden (2 Mos 22,25). GTs lov har ingen forskrifter for handel med varer eller for købmandskab og synes at afspejle en hel anden kultur end Hammurabis bykultur, hvor der var en omfattende vareudveksling.

fra 1936: Hammurabis lov (København: Schultz 1936) eller i Paul Frischauer, Det står skrevet. Banebrydende kildeskrifter (København: Lademann 1974).

DEN FLYGTEDE SLAVE En slave kunne føle sig fristet til at stikke af fra sin herre, hvis denne var ondsindet og urimelig. I sådanne tilfælde forordner HL, at flygtede slaver skal pågribes og leveres tilbage til deres ejer. Hvis man hjælper slaven med at skjule sig eller selv beholder ham, står man til dødsstraf (HL 16-20). Moseloven taler anderledes. Den foreskriver, at man ikke må udlevere en flygtet slave til dennes ejer. Slaven skal have lov at slå sig ned som en fri mand, hvor han selv vil. Og ejeren kan ikke kræve slaven tilbage (5 Mos 23,16-17). EN FÆLLES LOVTRADITION Det kan ikke godtgøres, at Moselovens bud skulle være blevet formuleret under indtryk af Hammurabis lov. Der er visse love, som er bygget op på samme måde som HL. Fund af lovsamlinger, som er ældre end HL, viser imidlertid, at samme lovstruktur og tankegang også findes i disse ældre love. I tilfældet med ”den stangende okse” har Eshnunnas lov faktisk en endnu tættere parallel til Moselovens formulering. Samtidig er der betydelige forskelle. Ikke mindst bliver slaven www.bibelskarkaeologi.dk

Dette koniskformede prisme af ler beskriver kong Uru-kagina af Lagash’ sociale reformer, hvor han søger at sikre retfærdighed for den faderløse og enken og stoppe vilkårlige overgreb mod de svage. I denne tekst anvendes ordet ”frihed” for første gang. © Archaeology Odyssey 2001/1.

7 TEL 4/2012


En unødvendig rejse

til Betlehem?

I en hule i Nahal Hever, få km syd for Ein Gedi, fandt man bl.a. Babathas samling af personlige dokumenter. Indgangen til hulen er midt på klippevæggen. Her fandt Babatha, hendes steddatter og andre jødiske flygtninge et skjul under den 2. jødiske opstand (132-135 e.Kr.). Romerne byggede lejr oven for hulen, og flygtningene er formentlig omkommet af sult og tørst. © Biblical Archaeology Review 1998/2.

Af Carsten Vang, lektor på Menighedsfakultetet

langt som til Betlehem for at lade

Som vi så det i sidste års juleartikel i TEL (2011/4, side 10-15), er der gode historiske grunde til at tro, at Lukas videregiver historisk troværdig information, når han indleder juleevangeliet med at berette om en folketælling under ledelse af Kvirinius. Denne første folketælling fandt formentlig sted omkring år 8 f.Kr., mens Kvirinius var den øverstbefalende i provinsen Syrien. 14 år senere blev den næste ordinære folketælling gennemført i Syrien og Jødeland, i øvrigt samtidig med, at Kvirinius var blevet statholder over Judæa. Denne anden folketælling i år 6 e.Kr. førte til flere opstande, sådan som både den jødiske historieskriver Josefus (Ant. 18,1-7) og ApG 5,37 beretter.

sig skatteregistrere. Har Lukas selv

EN UNØDVENDIG REJSE?

Ifølge Lukasevangeliet måtte Josef og Maria rejse til Betlehem på grund af den romerske folketælling i landet. Mange finder imidlertid denne oplysning besynderlig, fordi Josef slet ikke havde behøvet at rejse så

”skabt” beretningen om den unødvendige skatterejse for at lade Jesus blive født netop i Davids by? Flere nyere arkæologiske fund kaster lys ind over rejsen i juleevangeliet. 8 TEL 4/2012

Et andet element i Lukas’ beretning vækker debat i forskerkredse, nemlig Josefs og Marias lange rejse til Betlehem (Luk 2,3-5). Man kan spørge, om denne rejse nu virkelig var nødvendig. Josef havde blot behøvet at møde frem i den nærmeste større by med romersk forvaltning for at lade sig registrere dér. En fire dages rejse på 144 km til slægtens hjemby forekommer unødvendig, og den var helt ude af

trit med romersk praksis ved folketællinger. Og hvad hans forlovede Maria angår, havde hun ikke behøvet at møde frem overhovedet. Det var nok, at Josef lod sig registrere for dem begge, lyder argumentet. Har Lukas i virkeligheden konstrueret beretningen om rejsen til Betlehem for at lade Jesus fremstå tydeligere som en ætling af David?

Byzantinsk mosaik i Chora kirken i Istanbul, 1320-25 e.Kr.: Maria og Josef lader sig indskrive i overværelse af Kvirinius. Det er bemærkelsesværdigt, at Maria if. mosaikbilledet tager aktivt del i registreringen. © wikipedia.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


FOLKETÆLLINGER I KLIENTKONGEDØMMER Problemet med disse indvendinger er, at forskerne antager, at Israel var en romersk provins på tidspunktet for folketællingen. Men i år 8 f.Kr. blev landet styret af Herodes den Store, der var underlagt Rom som klientkonge. Så længe han opretholdt ro i sit område og ydede støtte til kejser Augustus, havde han en vis indre frihed. Der var med andre ord intet romersk forvaltningsapparat i Israel, da Jesus blev født. Det kom først efterhånden, som Herodes’ store rige etapevis blev omdannet til romerske provinser efter hans død. For Judæas vedkommende skete det i år 6 e.Kr. Fra romerske kilder ved vi, at de også lod folketællinger gennemføre i klientkongedømmer, f.eks. i den selvstyrende by Apamea og i kongedømmet Nabatæa. Da den syriske provins skulle skatteregistreres omkring år 8 f.Kr., har Herodes’ rige formentlig også været omfattet heraf. Derimod ved vi ikke, hvilken fremgangsmåde romerne anvendte, når de pålagde et klientkongedømme at gennemføre en folketælling. Fra talrige kilder ved vi, hvordan folketællinger blev organiseret i den romerske provins Egypten. Imidlertid var et klientkongedømme forvaltningsmæssigt set ikke identisk med en provins, og lokale forhold kunne derfor spille ind på, hvordan folketællingen i praksis blev gennemført. LOKALE JØDISKE FORHOLD Lokale hensyn kan have gjort sig gældende ved denne første folketælling i Israel, hvor man ikke havde mandtalslister fra tidligere folketællinger at bygge på. Det er tænkeligt, at romerne lod folketællingen blive gennemført efter jødiske slægtslinjer, og at man organiserede den efter slægtens hjemby. Netop det jødiske folk havde fra gammel tid en stærk bevidsthed om stamme- og slægtsforhold. Vi skal ikke forestille os, at størsteparten af den jødiske befolk-

Marmorfrise, der viser romersk folketælling (fra slutningen af det 2. årh. f.Kr.; fra Campo Marzio, Rom). Fra gammel tid foretog romerne folketællinger over deres egne borgere. Da Augustus blev kejser i Romerriget i år 31 f.Kr., blev også provinserne underlagt folketællinger med regelmæssige intervaller. © wikipedia.

ning blev sendt ud på vejene som følge af folketællingen. Det meste af befolkningen var beskæftiget i landbruget, og en befolkning af bønder og hyrder flytter normalt meget lidt i forhold til slægtens jord. Josefs situation har derfor næppe været den almindelige. BABATHAS ARKIV Nyere arkæologiske fund antyder, at der måske også kan have været en anden grund til, at Josef og Maria rejste til stamfaderen Davids hjemby Betlehem.

En egyptisk parallel? Som nævnt i artiklen tyder intet på, at de ikke-romerske borgere i provinserne skulle rejse til slægtens hjemby for at lade sig registrere dér. Ud fra vort kendskab i dag til romerske folketællinger vækker denne del af Lukas’ beretning undren. Dog er der en kilde fra provinsen Egypten, som ofte bliver nævnt som en tydelig parallel til Lukas’ beretning om Josefs og Marias rejse. Det er statholderen Vibius Maximus’ berømte forordning, man her tænker på. I året 104 e.Kr. gennemførte han en folketælling i Egypten, og i denne forbindelse udstedte han en forordning. Her hedder det bl.a.: Nu hvor hus-for-hus folketællingen

www.bibelskarkaeologi.dk

er begyndt, er det afgørende, at enhver, der af hvilken som helst grund er fraværende fra deres nomer*, skal befales at vende tilbage til deres egne arner, for at de kan udføre de sædvanlige opgaver vedrørende indskrivning. * nome: det græske ord for en provins i Egypten. Den faste betegnelse for de egyptiske folketællinger var ”hus-for-hus folketælling”, fordi hver husstands beboere og tjenestefolk blev skrevet i mandtal. Statholderen befaler her enhver, som af forskellige grunde måtte være på rejse eller arbejdede midlertidigt uden for provinsen, at vende tilbage til deres

hjem, for at folketællingen kan finde sted. At de skal vende tilbage ”til deres egne arner”, betyder, at de skal vende tilbage til deres hjem. Ved nærmere eftertanke falder den tilsyneladende parallel til juleevangeliets rejse dog til jorden. Forordningen siger ikke, at borgerne skal vende tilbage til den by, hvor slægten stammer fra, men til den by, hvor de har deres hus og arne. Mandtallet er knyttet til den by, hvor man har sin juridiske bopæl. Desuden siger Lukas udtrykkeligt, at da Josef og Maria på et senere tidspunkt vendte tilbage til Nazaret, rejste de tilbage til ”deres egen by” Nazareth (Luk 2,39).

9 TEL 4/2012


I 1961 gjorde den israelske arkæolog Yigael Yadin et usædvanligt fund i en hule syd for Ein Gedi ved Dødehavet. Omhyggeligt gemt under nogle sten fandt man en samling af personlige dokumenter, som havde tilhørt en jødisk kvinde ved navn Babatha. Mellem de mange dokumenter lå en kvittering, som Babatha modtog, da hun og hendes mand lod sig registrere ved en romersk folketælling i år 127 e.Kr. FOLKETÆLLINGEN I ÅR 127 E.KR. I den nye romerske provins Arabia (oprettet i år 106 e.Kr.) gennemførte romerne en folketælling i år 127 e.Kr. Babatha og hendes mand rejste fra hjembyen Maoza til provinsbyen Rabbah i Moab for at lade alle deres ejendomme registrere hos den romerske forvaltning. Det var en rejse på ca. 40 km. Babatha mødte personligt op ved folketællingen, ledsaget af sin mand Juda, og her afgav hun erklæring om sine ejendomme. Det er en kopi af denne skatteerklæring, som 8 år senere lå i Babathas arkiv i hulen ved Dødehavet.

Begravet under en sten lå Babathas personlige ejendele, herunder en samling på 35 dokumenter. Blandt dem var en ægteskabskontrakt, skøder og en skatteopgørelse. © Biblical Archaeology Review 1998/2.

Babatha – en usædvanlig kvinde Babatha var en velhavende jødisk kvinde, som boede i den jødiske landsby Maoza sydøst for Dødehavet. Da hendes første mand døde i år 124 e.Kr., sad hun tilbage med sin lille umyndige søn Jesus. To værger blev udpeget for sønnen, og hun førte senere processer mod dem, fordi de – efter hendes mening – ikke udbetalte hende det beløb, som de var forpligtede til. Hun blev gift igen med Eliezers søn Juda, som stammede fra Ein Gedi, og som var gift i forvejen. Juda døde imidlertid få år efter. Under den anden jødiske opstand i årene 13235 e.Kr. flygtede Babatha og andre jøder til hulerne ved Dødehavet i håb om at kunne gemme sig for de romerske legioner. Babatha tog sine dyrebareste smykker og personlige ejendele med til hulen. Blandt dem var også 35 dokumenter, som lå pænt bundet sammen og gemt i en gammel vinsæk. Imellem dokumenterne var en ægteskabskontrakt for hendes steddatter, forskellige retslige dokumenter og skøder over hendes ejendomme. Af de 35 dokumenter var de 26 skrevet på græsk, seks på nabatæisk (en aramæisk dialekt) og resten på aramæisk. Babathas arkiv viser, at jødiske kvinder kunne have selvstændig status i økonomisk henseende, og at de kunne have fast ejendom, uafhængigt af deres mand. I sækken gemte der sig også et fuldstændigt bevaret skattedokument fra en romersk folketælling i år 127 e.Kr. Dette dokument giver megen information om romerske folketællinger i provinsen Arabien sydøst for Dødehavet. Den kan også kaste lys ind over Lukas’ rejsebeskrivelse. Babatha håbede tydeligvis, at hun engang kunne vende tilbage til sine ejendomme. Derfor bevarede hun de papirer, som kunne bevise hendes ejendomsret til marker og daddellunde. Hendes videre skæbne kendes ikke. Formentlig omkom hun og de andre jødiske flygtninge i hulen, da arkæologerne også fandt skeletter af 20 personer der.

10 TEL 4/2012

I erklæringen anfører Babatha i 1. person, at hun selv ejer 4 daddellunde, som hun har arvet fra sin far. Hun erklærer, at hun ”bor på egen jord og grund”. Ægteparret havde åbenbart særeje. Babatha angiver navnene på de fire lunde, deres afgrænsning, hvor meget der kan sås på dem, og hvilket udbytte, de giver. Desuden anfører hun, hvor meget hun skal betale i skat af hvert stykke jord. Hendes mand Juda underskriver erklæringen som ”formynder”, ikke som ægtemand, og endelig underskriver Babatha selv samt fem vidner. Efter to dages venten modtog hun en kopi af erklæringen. Originalen blev derimod hængt op i den offentlige hal i Rabbah. I samme hule som Babathas arkiv blev der fundet et andet og mindre arkiv på seks dokumenter. Et af disse var en mands skatteopgørelse i forbindelse med selvsamme folketælling. De to redegørelser er næsten ens. De, som var indehavere af fast ejendom, måtte selv møde personligt op for at lade den registrere ved folketællingen. Det gjaldt også kvinder. Hvis Babathas mand Juda også var ejer af jord i sin fødeby Ein Gedi, måtte han lade den registrere i Jeriko, som var forvaltningsstedet for Ein Gedi. Selskab for Bibelsk Arkæologi


EJENDOM I BETLEHEM Fundet af de to skatteopgørelser kaster lys over, hvordan en folketælling fandt sted i en romersk provins sydøst for Dødehavet godt 100 år efter Kr. De kan også forklare, hvorfor Josef og Maria måtte rejse til Bethlehem under folketællingen. Grunden kan være, at de havde marker og ejendomme i Betlehem, som de skulle lade registrere. Hvis Maria ejede marker og lunde, måtte også hun personligt møde op for at lade sine jordbesiddelser optegne på skattelisten. Dette er på ingen måde usandsynligt. Arkæologiske fund viser nemlig, at der var en meget nær forbindelse mellem Judæa og Galilæa. Antallet af jødiske landsbyer i Galilæa steg voldsomt, efter at hasmonæerne overtog området omkring 100 f.Kr. At dømme ud fra forekomsten af hasmonæiske mønter, stentøj, renselsesbade mv. i disse landsbyer, var de bosat af jøder, der var udvandret fra Judæa. Der foregik efter al sandsynlighed en mindre folkevandring, hvor familier søgte at få dele af den udvidede familie til at slå sig ned i Galilæa. Således er det en oplagt mulighed, at Josefs familie for nylig var kommet fra Judæa, og at en del af familien stadig var bosiddende omkring Betlehem. Om det er forklaringen på Josef og Marias rejse til Betlehem, kan vi ikke vide. Men Babathas spændende samling af dokumenter antyder en grund til, at både Josef og Maria måtte til Betlehem, nemlig den, at de selv havde ejendom i Betlehem-området. Mens de var i Betlehem, kom tiden for Marias nedkomst. SAMMENFATNING Josef og Marias rejse til Betlehem i forbindelse med folketællingen var på ingen måde overflødig. Den giver god mening i lyset af samtidens forhold og af de fundne skatteerklæringer fra år 127 e.Kr. Dels kan folketællingen under Herodes den Store være orga-

Da Babatha lod sine ejendomme registrere ved folketællingen i 127 e.Kr., modtog hun denne kopi af registreringen. Den kan måske forklare, hvorfor Josef og Maria måtte rejse til Betlehem for at lade deres ejendomme opføres i skatteregisteret dér. © Biblical Archaeology Review 1998/2.

niseret ud fra de jødiske slægtstraditioner, dels har Josef og Maria måske haft fast ejendom i Betlehem, som de måtte redegøre for ved personligt at møde frem i byen.

Se på www.bibelskarkaeologi.dk for mere om romerske folketællinger og Babathas arkiv.

En hyrde på markerne tæt ved Betlehem. Måske måtte Josef og Maria begive sig til Betlehem for at lade sig registrere dér, fordi de havde andel i slægtens marker og olivenlunde i Betlehem. © www.bibleplaces.com.

www.bibelskarkaeologi.dk

11 TEL 4/2012


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS OVER JEREMIAS 38

Cisternen:

Fra vandbeholder til fangehul Det var i en stor cisterne som denne, at profeten Jeremias var tæt ved at omkomme. © Vladimir Naykhin og IAA.

Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet

voir) fundet ved en tilfældighed i Jerusalem. Denne store

Begge udgravninger er foregået flere meter under den nuværende jordoverflade. Det er nu muligt at gå på gaden fra Jesu tid fra Siloa Dam op til området neden for den såkaldte ”Robinsons Bue” ved det sydvestlige hjørne af Tempelpladsen. For nylig fandt man ved et tilfælde et kæmpestort vandreservoir – en cisterne – neden under denne kloak.

cisterne, som kan dateres til kongetiden, bidrager til at

EN STOR CISTERNE

For få måneder siden blev en anselig cisterne (vandreser-

kaste lys ind på en grufuld episode i profeten Jeremias’ liv.

Gennem de senere år har arkæologer ikke blot arbejdet på jorden i det gamle Jerusalem og skrællet lag for lag væk. Et hold har i bogstavelig forstand også gravet under jorden. De har dels afdækket den brede gade, som på Jesu tid løb fra Siloa Dam i syd op gennem Ostemagerdalen mod nord og langs med Tempelpladsen. Dels har de under denne gade udgravet en stor kloak, der ledte regnvand og affaldsvand væk fra Jerusalem. 12 TEL 4/2012

Under arbejdet med at udgrave kloakken under hovedgaden opdagede en af arbejderne en løs sten i bunden. Han undrede sig og tog stenen op, og et sort hul viste sig nedenunder. Han lyste ned i hullet, og et stort rum kunne anes, uden at siderne umiddelbart kunne ses. Han havde uforvarende opdaget en stor, udhugget vandbeholder. Fundstedet er neden for ”Robinsons Bue”. Cisternen viste sig at være usædvanlig stor. Man har regnet ud, at den var i stand til at rumme 250 m3 vand, svarende til 250.000 liter. Sagt på anden måde: 25.000 gange kunne en kvinde sænke en vandkrukke på 10 liter ned i cisternen og trække vand op. Selskab for Bibelsk Arkæologi


MERE END 2500 ÅR GAMMEL Både denne cisterne og et par andre cisterner i nabolaget er tætnet med puds, der har samme konsistens og samme lysegule farve som i den store cisterne i byen Bet Shemesh, som med sikkerhed kan dateres til kongetiden (1000-587 f.Kr.). Der er derfor god grund til at antage, at den store cisterne i Jerusalem må stamme fra samme periode. Tilmed har de folk, som pudsede cisternens vægge op for at tætne den, efterladt håndaftryk i pudsekalken, ligesom man tilsvarende kan se håndaftryk i cisternerne i byerne Bet Shemesh, Be’ersheba og Arad. Opdagelsen af denne store cisterne føjer et vigtigt kapitel til forståelsen af Jerusalems vandforsyning på gammeltestamentlig tid. Byen havde andre adgange til vand end blot Gihonkilden på østsiden af Davidsbyen. Der var også store offentlige cisterner, hvor vinterens regnvand blev opsamlet, og hvor byens beboere kunne hente vand gennem de tørre sommermåneder. Da Jerusalems indbyggerantal voksede dramatisk i løbet af det 7. århundrede, og nye kvarterer skød op på den vestlige høj (nordvest for Davidsbyen), har man også udhugget store cisterner i klippegrunden. Cisternerne var ikke mindst vigtige i de perioder, hvor byen blev udsat for langvarig belejring.

lægge en sten over hullet til cisternen, så at hverken dyr eller mennesker faldt i den ved et uheld (2 Mos 21,33-34). I den danske oversættelse står der ”brønd”; det er imidlertid samme ord som ”cisterne”. Regnvandet, som blev ledt hen til cisternens åbning, førte ofte urenheder og jord med sig. Med tiden ville cisternens bund blive dækket af slam, og derfor måtte den renses med års mellemrum. Man regnede det for et privilegium at have egen cisterne under huset (2 Kong 18,31; DO: ”brønd”). Andre cisterner var offentlige for hele byens befolkning som f.eks. cisternen ved byporten i Betlehem (2 Sam 23,15-17) eller som den nyfundne cisterne i Jerusalem. FANGEHULLET En cisterne kunne bruges til andet end vandreservoir. En tom cisterne var aldeles fortrinlig som fængsel. Fangen kunne aldrig slippe ud ved egen kraft, og vagt var ikke nødvendig. Det var nok at skyde dækstenen hen over hullet. Josef blev kastet i en cisterne på marken (1 Mos

37,23-24). Når GT taler om ”fangehullet”, står der ordret ”cisternehuset” (2 Mos 12,29; Jer 37,16). JEREMIAS I CISTERNEN Da Jerusalem havde været belejret af babylonerne gennem mange måneder (i 588-87 f.Kr.), blev magthaverne i byen så trætte af Jeremias’ forkyndelse, at de ville skaffe ham af vejen. De vovede ikke at slå ham ihjel, men kastede ham ned i en stor cisterne. Der var ikke vand i cisternen, men meget dynd, og Jeremias sank ned i dyndet (Jer 38,1-6). Når der ikke længere var vand i cisternen, kunne det tyde på, at Jerusalems belejring allerede havde varet længe. Her kunne profeten langsomt gå til grunde, ingen kunne høre ham, når han skreg om hjælp, det var helt mørkt, og der blev ikke firet vand eller mad ned til ham. Han ville dø med tiden. Men en fremmedarbejder ved navn Ebed-Melek fra Nubien (landet syd for Egypten), der var ansat ved hoffet, hørte, hvad der var sket med profeten.

OM KONSTRUKTIONEN AF EN CISTERNE Cisterner blev hugget ud i den bløde kalkstensklippe. Det var et tungt og besværligt arbejde. Fra ca. 1500 f.Kr. fandt kana’anæerne på at fore de udhuggede cisterner med lag af kalk, for at de bedre kunne holde på det opsamlede regnvand. Derfor siger Moses til Israels folk, at det land, som de var på vej til, er et godt land, som har ”udhuggede cisterner, du ikke selv har hugget ud” (5 Mos 6,11). En cisterne skulle hele tiden pudses op igen, for at der ikke skulle opstå revner, så vandet sivede bort. En cisterne med revner var på alle måder en dårlig cisterne, der ikke kunne hold vand (Jer 2,13). Cisternens ejer var forpligtet til at www.bibelskarkaeologi.dk

“Robinsons Bue” kaldes denne udvækst på muren, hvor der på Jesu tid gik en bred trappe fra Tempelpladsen ned til hovedstrøget fra Siloa Dam til Damaskusporten. Neden for dette sted, dybt nede i jorden, er det store vandreservoir fra kongetiden blevet fundet. © bibleplaces.com.

13 TEL 4/2012


Resolut tog han affære og fandt nogle slidte klude, som han bandt sammen til et reb, og med hjælp fra 30 personer fik han trukket Jeremias op af cisternen (Jer 38,7-13). Cisternen må have været ganske stor. Jeremias var tæt på at omkomme i bunden af en cisterne, og kun en udlændings indsats gjorde, at han bogstaveligt talt blev trukket op fra dødens dynd (sml. Sl 40,3). DEN NYOPDAGEDE CISTERNE

Tomme cisterner blev i kongetiden ofte brugt som et flugtsikkert fængsel. Cisternen er i GT også et billede på den dybeste nød og det tætteste mørke, man kan komme i, f.eks. Sl 40,3. © Vladimir Naykhin og IAA.

Intet tyder foreløbig på, at den store cisterne, som netop er blevet fundet, skulle være den ”Malkijas cisterne i vagtgården”, som Jeremias blev kastet i (Jer 38,6). Der er ikke noget, som kan forbinde cisternen med en større offentlig bygning ovenover, sådan som vi måtte forvente ud fra beskrivelsen i Jer 38. Den nyfundne cisterne kan imidlertid kaste et stærkt lys ind over beretningen i Jer 38 og være med til at anskueliggøre nogle dramatiske timer i Jeremias’ liv. Det var absolut ingen spøg at blive smidt ned i en bælgmørk cisterne og synke ned i dyndet.

BOGANMELDELSE Mark Wilson A Guide to the Jewish and Christian Sites of Asia Minor Istanbul: Yayinlari 2010. 397 sider. Pris: 30 € Næst efter Israel er Tyrkiet det land, som bliver hyppigst omtalt i Ny Testamente. Store dele af Paulus’ rejsevirksomhed forgik i Lilleasien, to af evangelierne er formentlig skrevet i storbyerne Efesos og Antiokia, og de fleste breve i NT er rettet til menigheder i Lilleasien. Denne bog er ikke mindre end en virkelig fremragende guide til alle de bibelske steder i Lilleasien. Ordet ”alle” skal tages helt bogstavelig. Den dækker alle steder og områder, som er omtalt både i Gammel Testamente, i GTs apokryfer, i NT og hos de tidlige kirkefædre frem til 325 e.Kr. Steder vil sige byer, regioner, lande, bjerge, floder. Selv ”Edens Have” finder omtale, og de forskellige bud på Ararats Bjerg gennemgås! Til hvert lokalitet gennemgår bogen kort de bibelske informationer, den antikke historie og de arkæologiske fund. De antikke forfatteres beskrivelse inddrages hele tiden som baggrund. Mange sidebokse afbryder gennemgangen: Under rubrikken Ancient Voice bringes udførlige citater fra de antikke forfattere, f.eks. Josefus eller kirkefaderen Polykarp, mens rubrikken Sidetrip beskriver andre interessante lokaliteter i nærheden af det bibelske sted. Gode oversigtskort over de store byer og fremragende billeder hjælper forståelsen. Dette er en uundværlig bog – både for den rejsende og for lænestolsturisten. Den anbefales på det varmeste. Carsten Vang

KREATIVITET TIL TIDEN

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

14 TEL 4/2012

Selskab for Bibelsk Arkæologi


BOGANMELDELSE

Giv en julegave til SBA Det er muligt at støtte SBAs arbejde og udgivelsen af TEL ved at indbetale en gave på konto: 7920-1014 846. Tak for enhver gave!

Todd Bolen Pictorial Library of Bible Lands Pris: 250 kr. pr. land og 950 kr. for Israel-kollektionen

Bestyrelsen

FANTASTISK BILLEDGALLERI TIL DE BIBELSKE LANDE Den amerikanske forsker og bibelunderviser, Todd Bolen, har netop udgivet en ny version af sit enorme billedarkiv til de bibelske lande. Der er tale om flere tusinde fotos, der dækker alle relevante lande som Israel, Jordan, Egypten, Syrien, Tyrkiet, Grækenland og Italien. Bolens billeder kan anbefales til to grupper: (a) Undervisere. Listen af billeder er så omfattende, at man næsten altid vil kunne finde det, man søger. Luftfotos af Jerusalem, grædemuren, jøder i bøn, ørknen osv. osv. (b) Turister til de bibelske lande. Ikke mindst her gemmer DVD’en en stor gave. For sammen med billederne har Bolen udarbejdet 1500 PowerPoints præsentationer, hvor billederne er koblet sammen med historisk information om de steder, hvor de er taget. Med andre ord: Det er altså muligt at forberede sin rejse hjemmefra ved at se Bolens præsentationer igennem. Den del brugte jeg selv for nylig forud for et besøg på Vestbredden, hvor jeg ikke havde været siden 1996. Ved hjælp af Bolens billeder kunne jeg på forhånd danne mig et indtryk af, hvad jeg skulle kigge efter. Se mere om samlingerne og bestil dem på www.bibleplaces.com. Morten Hørning Jensen

www.bibelskarkaeologi.dk

15 TEL 4/2012


Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Adresseændring meddeles til: hh@bibelskarkaeologi.dk (tlf. 7586 1748). Eftersendes ved varig adresseændring.

Nyt Ny Testamente er på gaden Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL Bag hovedparten af moderne bibeloversættelser af Det nye Testamente ligger en lille blå bog med de græske tekster, der netop er udkommet i en ny version med 34 tekstændringer. Når man bladrer i en af vores smukke danske bibeludgaver, vil man næppe få den tanke, at der bag den danske tekst ligger et virvar af græske tekster, der møjsommeligt er stykket sammen. Faktisk nærmer vi os nu 5.500 græske håndskrifter. I udgravninger og gamle klosterbiblioteker gøres der hele tiden nye fund af alt fra små stumper til hele skrifter. Problemet er blot, at der er mange små og store variationer mellem disse tekster. Så hvem bestemmer, hvilken tekst, NT skal oversættes ud fra? Det er et interessant spørgsmål. Ikke mindst i lyset af de populære konspirationsteorier om, at kirken skulle skjule vigtige tekster i diverse arkiver. Svaret findes i store træk i en lille blå bog med den latinske titel, Novum Testamentum Graece, Det græske Ny Testamente, som netop er udkommet i sin 28. udgave.

Den samler over hundrede års intensiv forskning i de forskellige tekster og byder denne gang på 34 tekstændringer i forhold til forrige version, alle i de af brevene, der ikke er skrevet af Paulus. Det er denne bog, bibeloversættere verden over vil bruge som grundlag. Den gengiver ikke blot den mest sandsynlige tekst, men har også et noteapparat, der opregner andre muligheder. De mange variationer i teksterne til NT skyldes, at Paulus’ breve osv. oprindeligt blev afskrevet i hånden og cirkulerede mellem menighederne. Det gav anledning til forskellige variationer. Nogle gange glemte en afskriver en sætning eller et ord, eller han rettede i teksten for at glatte vanskelige sætninger ud. Efterhånden vandt en særlig ”enhedstekst” dog monopol, og de mange varianter gled i baggrunden, faktisk helt frem til den europæiske kolonisering af Mellemøsten. En hob af dygtige forskere rejste da i hælene på generalerne, og i kældrene under diverse klosterbiblioteker begyndte de at finde hidtil ukendte håndskrifter til NT. Lidt senere begyndte der også at dukke fragmenter op ved udgravninger i Egypten, hvor det tørre klima havde tilladt bunkevis af papyrusskrifter at blive bevaret i sandet. Pludselig havde forskerne adgang til tekster med forskellig ordlyd. Det var ud af denne situation, det videnskabelige, tekstkritiske arbejde voksede frem. Det er et tidskrævende arbejde, hvor forskere vier deres liv til at rubricere tekster og forskelle ud fra nogle logiske regler, og på den måde søger de at nå frem til en tekst, der kommer så tæt på originalen som nu muligt. Kan vi så overhovedet regne med den

græske tekst til NT? Selvom et mindretal af tekstkritiske forskere vil sige nej til det, er der måske overraskende nok konsensus blandt hovedparten af forskerne om, at vi i det store hele kan genskabe en pålidelig tekst. På trods af de mange varianter, kan de fleste forklares enkelt og logisk, og kun i få tilfælde er der varianter med stor betydning for forståelsen af teksten. I alle tilfælde er det dog værd at bemærke, at arbejdet med de græske tekster bag f.eks. vores danske oversættelse foregår i fuld åbenhed. Den nye udgave af det græske Ny Testamente er lagt frit frem på nettet og kan hentes til smartphonen. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Tværtimod bygger det moderne tekstkritiske arbejde på de tekster, man har fundet ”under gulvtæppet” i diverse klosterkældre. Jo flere, desto bedre!

Tel2012 4 issuu  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you