__MAIN_TEXT__

Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 3 | september 2012 | 23. årgang

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

Israel var under dramatisk

forvandling på Jesu tid

Opstand og renhedsiver forvandlede Israel

3

6 Jesus var på kollisionskurs med farisæernes lovtolkning 11 En usædvanlig olielampe i sten 16 Arkæologien afslører forvandlingen af Israel på Jesu tid


PROLOG | LANDSBYEN MODEIN VEST FOR JERUSALEM ÅR 167 F.KR. Præsten Mattathias var vred. Og ulykkelig. Om natten mest ulykkelig. Ofte måtte en af hans sønner vække ham fra et mareridt, mens han badet i sved råbte højt: ”Ikke templet, ikke templet! I vanhelliger templet!” Om dagen mest vred. Han spyttede, hver gang han hørte den syriske ”svinekonge” nævnt ved navn: ”Antiokus Epifanes”! Skulle han virkelig være Guds ”åbenbaring”? Ha! Gud skulle nok straffe ham, det var Mattathias sikker på. Ingen skulle slippe fra at svine templet til med afgudsaltre! Til sidst kunne Mattathias ikke holde ud at blive i Jerusalem, og han flygtede med sin familie til landsbyen Modein i de judæiske bjerge i håbet om at slippe for de syriske soldater. Ingen skulle tvinge ham til at ofre til de græske afguder. Det gik også fint, indtil den dag en syrisk kommandant ankom til Modein med en håndfuld soldater. Alle folk stimlede sammen på byens torv. Mon han ville kræve, at de skulle ofre til Zeus? Kommandanten trådte frem og råbte: ”Mattathias! Du er en anset mand i denne by. Gå nu forrest og bring et offer til vores højtærede Zeus, guden over alle guder!” Det gav et sæt i Mat-

tathias. Hans blod frøs til is. Langsomt lod han sin hånd glide ned ad det kolde, blanke stål under kappen. Så overvældede vreden ham, og han råbte: ”Jeg og mine sønner vil aldrig ofre til de fremmede guder! Vi bliver i vore fædres pagt. Gud forbyde, at vi skulle opgive loven og dens bud!” Der gik et sug gennem forsamlingen. Var han blevet vanvittig? Hvem kunne sætte sig op mod selveste den syriske konge? Men før kommandanten kunne svare, trådte Abimelek frem. Mattathias kendte ham godt og havde aldrig brudt sig om ham. Han gik lige mod alteret og gjorde tegn til at bringe et offer. Da eksploderede Mattathias. Med et brøl hev han sit sværd frem fra kjortlen, og som i en rus af hellig lidenskab kastede han sig over Abimelek og huggede til. Blodet sprøjtede, og Abimelek sank sammen for hans fødder. ”Enhver, som brænder af lidenskab for loven, og som holder fast ved pagten, skal følge mig!”, skreg Mattathias ophidset. Så tog han flugten med sine sønner ud i ørknen. (frit efter 1 Makkabæerbog 1-2)

Opstand og renhedsiver forvandlede Israel Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop

Tlf.: E-mail: Internet: Bank: Norge:

7586 1748 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Jørgen Bækgaard Thomsen, Carsten Vang. Forsidefoto: Jøder i inderlig bøn ved Grædemuren. Foto: Morten Hørning Jensen.

Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 175,- / norske kr. 195,(For unge under 26 år: kr. 125,- / norske kr. 140,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand), tlf.: 7512 9021 · vjj@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk Ekstern kasserer: Hans Hansen, tlf.: 7586 1748 · hh@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

Jøderne på Jesu tid var enhver profets drøm. Væk var tidligere tiders løse forhold til lovens bud. Nu var folket grebet af iver efter rituel renhed. Men under overfladen lurede en selvretfærdighed og selvophøjelse, der førte til stærk konfrontation med én af tidens lovlærde: Jesus fra Nazaret.

2 TEL 3/2012

Selskab for Bibelsk Arkæologi

På pladsen Olympeion sydøst for Akropolis i Athen stod det kolossale tempel til den øverste af de olympiske guders ære, Zeus. Han blev dyrket overalt i det græskromerske rige. Men da Antiokus Epifanes opstillede et alter til Zeus i templet i Jerusalem gik det galt og jøderne gjorde oprør. Foto: © Dan Møller.

www.bibelskarkaeologi.dk

ET FORVANDLET ISRAEL Hvis man forestillede sig, at en af de gammeltestamentlige profeter kom på besøg i Jerusalem på Jesu tid, ville første udbrud være ”chok” eller måske endda ”wow”. Væk var afgudsofferaltrene på bjerget øst for Jerusalem (1 Kong 11,7). De frygtelige børneofringer i Hinnoms Dal var nu kun et fjernt minde (Jer 7,31; 32,35). Der var ingen afgudsbilleder i Jerusalem (2 Krøn 34,3-4).

I stedet var folket grebet af iver efter at holde loven og skille sig ud fra Romerrigets andre folkeslag, der dyrkede en horde af forskellige guder. Præcis det som profeterne igen og igen ønskede at se! Noget var på færde i overgangen fra den gammeltestamentlige til den nytestamentlige periode, der grundlæggende forandrede Israel og kom til at udgøre den vigtigste baggrund for Jesus og hans disciple. Hvad skete der? 3 TEL 3/2012


Dette mindesmærke ved landsbyen Modein i bjergene mellem Jerusalem og Tel Aviv er til minde om præsten Mattathias og hans opstand mod den græske indflydelse på templet og præsteskabet i Jerusalem. Det var her, han greb til våben, da udsendinge fra kong Antiokus Epifanes krævede, at alle jøder skulle ofre til Zeus. Foto: Hartvig Wagner.

NATIONAL GENREJSNING To afgørende og sammenhængende ting bølgede igennem Israel i perioden lige forud for Jesu fødsel, der afgørende forvandlede folket. Den første var, at landet samlede sig til et oprør mod besættelsesmagten. Det begyndte i år 167 f.Kr. med, at præsten Mattathias huggede en syrisk embedsmand ned, der krævede, at fol-

Årstalsoversigt 586 f.Kr.: Det første tempel ødelægges 539-332 f.Kr.: Judæa under persisk overherredømme 520 f.Kr.: Det andet tempel påbegyndes og indvies i 515 332-142 f.Kr.: Judæa under græsk overherredømme 167 f.Kr.: Templet vanhelliges af Antiokus Epifanes 165 f.Kr.: Templet genindvies 142-63 f.Kr.: Judæa bliver frit under det makkabæiske kongedømme 63 f.Kr.: Den romerske general Pompejus indtager Jerusalem

4 TEL 3/2012

kene i hans landsby skulle ofre til Zeus. Israel – eller ”Judæa” for at være helt præcis – havde faktisk helt siden templets ødelæggelse i 586 f.Kr. været underlagt fremmede magter. Først babylonerne, så perserne og nu til sidst forskellige grupperinger af græsksindede herskere, der i kølvandet på Alexander den Stores indtagelse af hele Østen kæmpede om overherredømmet. I lange perioder havde den lille judæiske tempelstat rundt om Jerusalem levet et ubemærket liv under radarhøjde. Så længe jøderne betalte deres skat til de skiftende herskere, fik de også lov til at have deres religion og tempel i fred. Men på det seneste var presset fra græsk levevis og gudsdyrkelse steget til nye højder. Nogle af de ledende jøder i Jerusalem hoppede med på vognen og forsøgte endda at omgøre deres omskærelse for at ligne grækere mere end jøder (1 Makk 1,15). Dråben var dog – og det må også siges at have været noget af en dråbe – da den græsk-syriske hersker Antiokus Epifanes (der betyder ’åbenbaring’) krævede, at al dyrkelse af Israels gud skulle ophøre. Sabbat, omskærelse og ofringer i templet blev med ét forbudt. I stedet opstillede han et alter til den græske hovedgud, Zeus, i Jerusalems tempel. Det som af jøderne fik tilnavnet ”ødelæggelsens vederstyggelighed” (1 Makk 1,41-64; 2 Makk 6,1-11; Matt 24,15). Folkets ledere og ypperstepræsterne havde da længe søgt at indføre græsk levestil i Jerusalem. Men for Mattathias fra Modein blev det for meget. Med sine fem sønner gik han foran i det, vi i dag kalder

for den makkabæiske opstand (et tilnavn, der betyder ’hammeren’), der gradvist førte til større og større selvstændighed for Israel. Allerede i år 165 blev templet renset for græsk-syriske guder og genindviet til Herren med den første ”tempelgenindvielsesfest” (channukah, 1 Makk 4,36-61; 2 Makk 10,1-10 jf. Joh 10,22), og i 142 f.Kr. opnåede folket fuld politisk selvstændighed. Der var nu gået over 400 år, siden babylonierne indtog Jerusalem i 586. Endelig kunne jøderne kaste det sidste åg

af sig! Det skabte naturligvis en bølge af fornyet stolthed over at være jødisk og en tro på, at overholdelse af loven også vil føre til sejr på slagmarken. Og selvom jøderne allerede i år 63 f.Kr. mistede deres selvstændighed, da den romerske general Pompejus indtog Jerusalem, så overvintrede sejrsfølelsen fra 165 i mange jøders hjerte og blev en af de afgørende grunde til den senere altødelæggende opstand mod romerne i år 66-70 e.Kr. RELIGIØS GENREJSNING Samtidig med den nationale genrejsning – og i nær sammenhæng med den – fulgte en religiøs genrejsning. Et jødisk skrift fra det 3. århundrede e.Kr. taler om, at ”renhedsiver brød frem i Israel” (Tosefta Shabbat 1.14). Hvor det tidligere var et spørgsmål om overhovedet at holde loven, så blev det nu et spørgsmål om, hvordan og hvor meget man kunne holde loven. Set med ”religiøse briller”, var denne periode uhyre produktiv. Nye jødiske grupperinger og retninger så dagens lys som aldrig før. Én strømning gik under navnet ”de udskilte”, på hebraisk: parushim, og på græsk: pharisaioi – farisæerne. En anden gruppe var saddukæerne, der tog deres navn efter ypperstepræsten Sadok (1 Kong 2,35; Ez 40,46). Dermed betonede de deres forrang som præster i templet. De lå i strid med farisæerne om, hvorvidt der gjaldt en mundtlig lov ved siden af den skrevne og om, hvorvidt der var en opstandelse fra døden (jf. ApG 23,8, Mark 12,18). En tredje gruppe var de strenge essæere, der ifølge de fleste forskere er den gruppe, der stod bag Dødehavssekten (qumranitterne). De lå i strid med både farisæerne og saddukæerne. Faktisk tyder meget på, at de udsprang af sad-

Med denne fantastiske mønt ønskede Antiokus Epifanes at vise verden, hvad hans projekt gik ud på: På den ene side ser vi Zeus siddende. Som den øverste gud blev han altid afbilledet i den mest ærefulde stilling som siddende. Han holder guden for sejr, Nike, i sin ene hånd og sejrens palmegren i den anden. Den græske tekst derimod læser: ”Kong Antiokus’ (mønt): den åbenbarede (Epifanes), sejrens bringer”. På den anden side har Antiokus afbilledet sig selv. På den måde søgte han at smelte sit eget projekt sammen med guden Zeus. Foto: © David Hendin.

Selskab for Bibelsk Arkæologi

Sommerheden er næsten ubærlig ved Det døde Hav. Alligevel var det her, de strenge essæere søgte hen, da de røg i en lovstrid med ypperstepræsterne i Jerusalem. Her i ørknen afsondrede de sig fra uren indflydelse fra andre jøder i forventning om, at Gud ville belønne dem som lysets sønner og straffe de frafaldne mørkets sønner. Foto: Morten Hørning Jensen.

dukæerne, men trak sig væk fra templet i Jerusalem, da deres leder, som de kaldte for ”retfærdighedens lærer”, havnede i en strid om tolkningen af loven med en bestemt ypperstepræst, de kaldte for ”uretfærdighedens lærer”. Farisæerne kaldte de hånligt dem, der søger ”de glatte ting”. Dermed mente de, at farisæerne altid fandt smuthuller i loven, så den blev nemmere at holde for almindelige mennesker. Selv levede essæerne afsondret ved Det døde Hav og ventede på Messias’ genkomst og Israels nationale og religiøse

genrejsning ved dem som den sande rest (jf. f.eks. Es 11,11). En fjerde strømning, der først efterhånden fik vind i sejlene, var de oprørske jøder. I de skriftlige kilder kaldes de enten for ”de nidkære” (zeloterne) eller for ”dolkemændene” (sikarierne). Det sidste navn fik de, fordi de pr. tradition gik med en krum kniv (sica) under kjortlen, som de brugte til at snigmyrde jøder, de mente brød loven og samarbejdede med romerne. Det er interessant, at én af Jesu disciple havde tilnavnet ”zeloten” (Luk 6,15), og at Simon Peter tog et sværd med under kjortlen til Jerusalem (Joh 18,10). Var Peter mon oprindeligt zelotisk inspireret? ARKÆOLOGIEN OG EVANGELIERNE

For nylig udgravede arkæologer et tunnelsystem i Jerusalem, som de mener, blev brugt som skjulested af jøderne under oprøret mod Rom i år 66-70. De fandt der et velbevaret romersk sværd, som jødiske oprørere sandsynligvis gemte til en kamp, der aldrig blev til noget. Der går en lige linje fra den hasmonæiske opstand i år 167 f.Kr. til den jødiske opstand, der førte til templets fald. Foto: © Israel Antiquities Authority.

www.bibelskarkaeologi.dk

Det er denne dobbelte genrejsning, som var den umiddelbare virkelighed og baggrund for Jesus. Faktisk var renhedsbølgen så stærk, at den har efterladt sig markante spor i arkæologien såvel som i evangelierne, hvor Jesus ofte endte i stærk konfrontation med ikke mindst farisæerne. Det er den historie, vi i de næste to artikler vil grave et spadestik dybere i. 5 TEL 3/2012


Arkæologien afslører

Ny type af service kom på bordet

forvandlingen af Israel på Jesu tid

romersk lertøj. Præcis i denne periode ophører fundene af importeret lertøj brat. De to ting lagt sammen kan næppe være tilfældigt. Hvis man kom ind i et hus på Jesu tid, ville man alene på bestikket kunne se, om det var beboet af fromme jøder. Serveres der med det internationalt anerkendte græsk-romerske lertøj eller med det lokalt producerede stentøj? 2: RENSENDE BADE

I december 2011 fandt arkæologer lige syd for Grædemuren dette stykke stemplede ler med ordene: ”Ren for Herren”. Det blev sandsynligvis brugt i forbindelse med ofringerne i templet, hvor det var yderst vigtigt at sikre sig, at offergaverne var rituelt rene. Foto: © Israel Antiquities Authority.

Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL

I de arkæologiske lag fra Jesu tid finder vi en hel stribe ”mærkværdigheder”, når jødiske byer udgraves. Tidens jagt på renhed og lovens rette overholdelse fik synlige konsekvenser for den måde, selv almindelige

at udskifte ting i deres hjem for at markere deres jødiske tro og tilhørsforhold. Det betyder, at vi i udgravningslag fra ca. år 100 f.Kr. og til det sidste jødiske oprør mod Rom i år 135 e.Kr. (den såkaldte Bar Kochba-opstand) finder, hvad man kunne kalde for ”arkæologiske mærkværdigheder”. Der dukker nogle genstande op i det arkæologiske materiale, der har tre ting tilfælles: ™ De er begrænset til denne tidsperiode. ™ De findes kun i jødiske byer og landsbyer. ™ De kan alle tillægges en national og/ eller religiøs betydning.

jøder valgte at leve på. 1: RENE STEN ARKÆOLOGISKE ”MÆRKVÆRDIGHEDER” I stigende grad overrasker det arkæologer, hvor speciel Jesu tid var. Selvom vi fra skriftlige kilder altid har vidst, at den var præget af intense religiøse diskussioner og blodige hellige krige, så dukker der et overraskende billede frem af udgravningsstøvet, der afslører, hvor dybt ned i hverdagslivet forandringen skete. Det var ikke alene fromme præster eller diskussionsivrige farisæere, der var optaget af lov og renhed. Selv almindelige jøder begyndte 6 TEL 3/2012

Det første af de særlige kendetegn ved denne periode, vi skal se på, er husholdningsgenstande fabrikeret af Israels karakteristiske hvide kalksten. Det normale var at bruge skåle, krus, tallerkner osv. lavet af ler, men pludselig vinder hvid kalksten indpas. Foreløbig er de fundet i over 250 udgravninger og stort set alene i Judæa og Galilæa. Er der blot tale om et skift i moden? Næppe. Stentøj var væsentligt dyrere at producere end lertøj og tilmed tungere og mindre fint at se på. Den bedste forklaring på dets popularitet finder vi i det senere

jødiske skrift Mishnah. Her kan vi læse, at de jødiske lærde mente, at sten ikke kunne optage urenhed på samme måde som brændt ler og glas. Selvom den præcise begrundelse ikke angives, synes grunden at være den, at stentøj er mindre fabrikeret end f.eks. lertøj ved at være hugget direkte ud af klippen frem for lertøj, der både er blandet med vand og efterfølgende brændt. Stentøj blev betragtet som mere ”oprindeligt” og kunne derfor ikke påvirkes af rituel urenhed i samme grad som forarbejdede materialer. Når køkkenservice mv. kunne blive rituelt urent, skyldes det den berømte anordning om ikke at ”koge et kid i dets mors mælk” (2 Mos 23,19; 34,26; 5 Mos 14,21), der blev tolket sådan, at kød- og mælkeprodukter ikke måtte sammenblandes (kosher-reglen). Hvis en skål af ler kom i berøring med både mælke- og kødprodukter, og dermed blev uren, måtte den smadres. En skål af sten kunne man derimod nøjes med at afvaske, da den blev regnet for ikke at kunne optage urenheden (jf. Mark 7,4). Så for at være på den sikre side valgte mange jøder på Jesu tid at købe stentøj. Så var man en tak mere sikker på at holde loven helt rigtigt. Samtidig holdt de op med at importere fint glaseret græskSelskab for Bibelsk Arkæologi

Stentøj af forskellig slags fundet under udgravninger i Jerusalem, Yodfat og Gamla. Arkæologer og historikere diskuterer stadig, hvad de forskellige bægre præcist blev brugt til. Det lille bæger/kande (nr. 2) blev måske brugt til at udmåle den mængde vand, der skulle bruges til at vaske hænderne med (jf. Matt 15,2). De store kopper i midten (nr. 3 og 4) kaldes også for ”målebægre”, men der er ikke enighed om, hvad de skulle udmåle. Foto: Morten Hørning Jensen. Et af de mest særegne fund af stentøj er disse store drejede stenkar til vand. Efter al sandsynlighed var det kar som dette, vi læser om i Joh 2,6 i forbindelse med brylluppet i Kana: ”Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande”. Foto: Morten Hørning Jensen. Den hotteste mode inden for service var rødglaseret lertøj som eksemplet herunder. Det var ikke blot imponerende at se på, men også meget slankt og flot produceret. Men af en eller anden grund ophørte importen pludselig i vores periode. Foto: © Koren Miki, Israel Antiquieties Authority.

www.bibelskarkaeologi.dk

En anden ting, der kendetegner det arkæologiske materiale i denne periode, er specielle renselsesbade med trapper (miqva’ot). Den seneste optælling afslører, at vi nu kender til over 850 af slagsen. Alene i Jerusalem er der fundet 170. Det interessante er, at mens brugen af stentøj ikke er foreskrevet i Moseloven, så påbyder loven renselse i vand (f.eks. 3 Mos 8,6; 14,8-9; 15,5-27; 16,4.24-28; 17,15; 22,6). Hvorfor finder vi så ikke renselsesbade fra tidligere perioder? Det er der to gode forklaringer på. Den ene er, at Moseloven ikke siger noget om, at man skal ”neddykke” sig. Man kunne nøjes med at hælde vand over sig og så blive ren. Nu blev det vigtigt at neddykke hele kroppen i vand for at være på den sikre side. Det krævede en ny type installation, og dermed opstod renselsesbadet. Vi finder måske i øvrigt et ekko af dette problem i Peters diskussion med Jesus om, hvor vidt det er nok at vaske fødderne og ikke også hænder og hoved (Joh 13,9). En anden forklaring er, at der i denne periode skete et flyt af renhedskravet for præster og byen Jerusalem til almindelige jøder og deres hverdag overalt. Det vil sige: Tidligere var renhedsritualerne primært begrænset til præsterne og til besøg i templet. Nu opstod der en iver i folket for at tage Jerusalems hellighed med hjem, så at sige. Man ønskede at omgive sig med den renhed, der før kun var til stede i templet. Derfor fik man brug for daglige bade i sit private hjem, når man arbejdede på marken (så maden kunne holdes hellig og ren), og når man besøgte et gravsted. Og det er netop disse steder, at vi finder renselsesbadene: I hjemmene, ved siden af marker og ved gravpladser foruden altså også for foden af tempelpladsen og i synagoger.

7 TEL 3/2012


3: FROM KUNST ”Du må ikke lave dig noget gudebillede”, lyder et af de ti bud (2 Mos 20,4). Men hvad betyder det i praksis? Er det bare billeder af guder, der er forbudt, eller må man slet ikke afbilde nogen former for dyr og mennesker? Dette så jøderne meget forskellig på igennem perioderne – undtagen i tiden omkring Jesu fødsel! Mens man både før og efter godt kunne lave billeder af dyr og mennesker på mønter og mosaikgulve, så tolkede jøderne på Jesu tid dette bud uhørt strengt. Mønterne blev renset for portrætter. Mosaikgulvene måtte tage til takke med geometriske mønstre. Vægkunsten blev indskrænket til farvede paneler. Selv olielamperne, der normalt var tungt læsset med udsmykning, fik glatte overflader. Kun plantemotiver overlevede udrensningen, med ganske få undtagelser for den syvarmede lysestage (se bagsiden). Faktisk findes der en helt særlig olielampe, der har fået

navnet ”den herodianske”. Ikke fordi Herodes var ophavsmanden til den, men fordi den kun er fundet i arkæologiske lag, der er fra perioden omring vores tidsregnings begyndelse. Den er kendetegnet ved at være helt glat og ren, uden nogen form for udsmykning. Så var man på den sikre side! Der var kun én undtagelse, når det gjaldt modviljen mod billeder af dyr og mennesker: den sølvdenar, man brugte til at betale tempelskatten med. Der blev man ved med at bruge græsk-romerske mønter med kejsere og guddomme på. Enten måtte jøderne ikke præge sølv- eller guldmønter, eller også ønskede tempelmyndighederne kun at få betaling i den mest sikre valuta. Det var derfor, Jesus kunne bede om kejserens mønt på tempelpladsen (Mark 12,15). Da jøderne indledte krigen mod Rom i år 66, begyndte de da også med det samme at præge deres egne sølvdenarer uden kejserens billede på.

Mosaikgulvene afslører religiøse hensyn

Mønterne var religiøse De romerske statholdere i Judæa undgik generelt at provokere jødernes religiøse følelser ved f.eks. at præge deres mønter med traditionelle romerske symboler. Pilatus var dog den ’strålende’ undtagelse. Hans mønt her viser en såkalt ”lituus”, der var den stav, de romerske præster brugte i templerne. © David Hendin.

Religiøse renselsesbade sikrede fuld renhed Dette renselsesbad på Masada skabte store overskrifter, da Yigal Yadin fandt det under sine udgravninger i 1960’erne. Selv ultra-ortodokse jøder fra Jerusalem kom på besøg for at se fundet. Foto: Morten Hørning Jensen.

Syd for templet i Jerusalem er der fundet ca. 60 renselsesbade. Selvom det var muligt at rense sig i Siloadammen i Davidsbyen, så følte mange jøder, at det var nødvendigt at sikkerhedsrense sig en sidste gang lige inden man gik ind i templets yderste forgård, hvis man nu skulle være kommet i berøring med noget urent på vejen, som et dødt insekt eller en hedning. Foto: Morten Hørning Jensen.

For et par år siden gjorde en israelsk arkæolog et flot fund af et mosaikgulv under udgravning af en synagoge i Galilæa fra det 3. århundrede e.Kr. Nu forholdt jøderne sig pludselig helt anderledes til billedforbudet. Derfor kunne synagogens gulv bruges til at fortælle bibelhistorie med. Mon ikke kæmpen skulle være Goliat? Foto: Morten Hørning Jensen.

Renselsesbadet her er fundet i Qumran. Det er ét af de største, vi kender til og viser, hvor nøje essæersamfundet dér tog forskrifterne om renhed. Foto: Morten Hørning Jensen.

8 TEL 3/2012

Selvom den græsk-romerske kunst i denne periode var fyldt med figurativ kunst af dyr, mennesker og guder, så finder vi i jødisk udsmykning af gulve og vægge så godt som uden undtagelse alene geometriske mønstre eller plantemotiver. Her ser vi en del af et rigmandshus i Jerusalem fra Jesu tid med et geometrisk mosaikgulv og interiør af sten. Foto: Morten Hørning Jensen.

Selskab for Bibelsk Arkæologi

www.bibelskarkaeologi.dk

Uvist af hvilken grund prægede jøderne aldrig sølvmønter. Når den årlige tempelskat skulle betales, skete det derfor med græsk-romerske sølvdenarer, der afbillede både guder og kejsere, her er det kejser Nero. Derfor var ”kejserens mønt” tilgængelig på tempelpladsen, da Jesus bliver spurgt, om det er tilladt at betale skat til ham; et spørgsmål, der nok ikke gik på skattetryk alene, men også på, om det overhovedet var religiøst tilladt at tage en sådan mønt i sin hånd. Foto: © David Hendin.

Da jøderne indledte oprøret i år 66 mod Rom, begyndte de med det samme at præge deres egne sølvmønter, der stolt og bevidst kommunikerede deres nationale og religiøse stolthed. Denne mønt læser: ”En shekel fra Israel – år 1”. En ny tid var begyndt! Derudover afbilledes to tilladte symboler, der begge var forbundet med templet: et alterbæger og granatæbler. Foto: © David Hendin.

9 TEL 3/2012


4: HELLIGE OLIELAMPER Endnu en overraskelse ventede i øvrigt arkæologerne, da de gav sig til at undersøge de ”herodianske olielamper”, der er fundet i Galilæa. Ved at gennemlyse dem med særlige røntgenstråler kan man afsløre lerets kemiske profil og dermed sige,

hvilken egn det stammer fra. Det viser sig, at langt hovedparten af disse lamper blev fabrikeret i Jerusalem. Så ikke nok med at jøder i Galilæa fik deres lys fra den glatte, udekorerede herodianske olielampe; den skulle også være importeret fra den hellige by, Jerusa-

En ”kedelig” olielampe blev populær

I udgravninger fra før templets fald i år 70 finder vi en meget enkel olielampe, den såkaldte ”herodianske olielampe”. Den er kendetegnet ved at være helt glat. På den måde var jøderne helt sikre på ikke at bryde billedforbudet. Analyser af lersammensætningen af herodianske olielamper fundet i Galilæa viser i øvrigt, at jøderne i denne periode importerede dem fra Jerusalem. På den måde kunne man hver aften tænde lys i sit hjem fra den hellige by. Foto: Morten Hørning Jensen.

Til sammenligning ser vi her en romersk olielampe fra samme periode (det første århundrede). Den er fundet i Cæsarea ved Havet og afbilder en offerscene i et græsk-romersk tempel. Foto: © Meidad Suchowski, Israel Antiquities Authority.

10 TEL 3/2012

lem. En nærliggende forklaring er, at de på den måde søgte at tage ”lyset fra templet” med sig hjem. TILBAGE TIL NORMALEN En arkæologisk tidsrejse i hælene på denne yderst spændende og ”mærkelige” periode afslører altså, hvordan Israel på Jesu tid var ramt af et veritabelt ”renhedsudbrud”. Aldrig før, og måske aldrig siden, var det jødiske folk så optaget af at holde loven og skille sig ud fra andre folkeslag. Efter år 135 holdt man op med at bruge service af sten. Brugen af renselsesbade faldt også dramatisk, ligesom billeder af både dyr og mennesker fandt vej ind i kunsten igen. Dette ”renhedsudbrud” var ikke alene baggrunden for de mange diskussioner, Jesus endte i, som vi skal se i næste artikel, men også for den ”håbløse krig” jøderne indledte i år 66 mod datidens supermagt, Romerriget.

Hvorfor opførte jøderne sig anderledes? Mens der ikke er tvivl om, at jøderne i denne periode opførte sig anderledes og skilte sig meget tydeligt ud fra andre folkeslag, så diskuterer forskere, hvad de ville sige med det. Groft sagt kan man dele svarene i to bunker. Nogle mener, at jøderne ønskede at afgrænse sig over for hedningerne. De var altså nationalt eller politisk inspireret. Andre mener derimod, at jøderne var grebet af en iver efter at stå rene over for Gud. De var altså religiøst eller teologisk inspireret. Begge tolkninger rummer noget rigtigt i sig. Det synes svært at tolke summen af disse forandringer uden at godtage en ægte, genuin jagt på fromhed over for Gud. Samtidig hang tingene i denne periode tæt sammen, så en ret gudsdyrkelse betød samtidig, at man skilte sig ud fra omgivelserne og de ikke-jødiske folkeslag (jf. f.eks. ApG 11,3).

Selskab for Bibelsk Arkæologi

HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Artikelserie | Personer Jesus mødte [4] FATTIGE PRÆSTER UDSTØDTE KVINDER ARBEJDERE SPEDALSKE RIGE HEDNINGER KLOGE HERSKERE DISCIPLE

FARISÆERE

Jesus var på kollisionskurs med farisæernes lovtolkning Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL

Ingen fik så hård en medfart af Jesus som farisæerne. I stærke vendinger gjorde han op med deres forsøg på at bruge loven som en grænse mod svage og til at hævde sig selv med. Derved tændte Jesus et håb i mørket for de brudte og urene.

KONFLIKT PÅ KONFLIKT Vi skal ikke læse mange vers i evangelierne, før idyllen krakelerer. Så populær som Jesus var blandt folket, så upopulær var han blandt folkets ledere og de forskellige grupperinger. Særligt én gruppe var Jesus på kollisionskurs med: farisæerne. De hårdeste ord fra Jesus i evangelierne falder netop mod dem, som i hans ’ve-råb’ over dem. Det er i grunden overraskende, for på mange måder lignede Jesus farisæerne! Som dem var han lovkyndig (Matt 22,35-40), havde disciple omkring sig og troede på de dødes opstandelse (Joh 11,23-25). Jesus blev ligefrem tiltalt ”rabbi” (Mark 9,5; Joh 1,38; 3,2), og han modtog indtil flere invitationer fra ledende farisæere, der ønskede at finde ud af mere om ham (Luk 7,36; 11,37; 14,1). Helt naturligt var Jesus derfor en magnet for farisæerne. Måske var der i begyndelsen et håb om, at han ville være en allieret i den dobbelte kamp for at skille jøderne ud fra hedningerne nationalt og rense dem over for Gud religiøst. Hvorfor kom det ikke til at gå sådan? Hvorfor var Jesus så stor en trussel mod farisæernes stort anlagte projekt, at nogle af dem hurtigt beslutter sig for at få ham slået ihjel (Mark 3,6)? www.bibelskarkaeologi.dk

GRÆNSEOVERSKRIDELSER Svaret er enkelt og omfattende: Jesus delte ikke farisæernes stærke iver for at bruge loven til at skabe renhedsgrænser mellem mennesker på det vandrette plan, ligesom han på det lodrette plan ikke tog lovoverholdelse eller ydre renhed som en forudsætning for at få del i nærværet fra Guds rige. I forsøget på at efterfølge lovens bud søgte farisæerne med deres lovtolkning at gøre det tydeligt og klart, hvordan man ved bestemte ydre handlinger kunne blive såvel ren som retfærdig. I særlig grad lagde farisæerne vægt på måltidsfællesskabet. Her gjorde de det tydeligt, hvem der levede i renhed og kunne deltage i måltiderne, og hvem, der ikke gjorde. Den måde, Jesus derimod tolkede loven på, var i ordets egentlige forstand ”grænseoverskridende” for farisæerne. På det vandrette plan spiste han med toldere og syndere til farisæernes store forbløffelse (Mark 2,16; Luk 5,30 og mange andre steder). Han undlod heller ikke at røre ved syge (f.eks. Mark 1,41) for slet ikke at tale om lig, der var en af de største kilder til urenhed (jf. 3 Mos 19,11-19). Der står en stank af lig omkring Jesus (Mark 5,41; Luk 7,14; Joh 11,39). Selvfølgelig kunne Jesus heller ikke holde sig fra hedninger. Første gang er, da han besøger gerasenernes land i Dekapolis. Her møder han en person, der er uren i tredje potens. Manden er: (a) hedning, (b) besat af en hær af dæmoner og (c) bor i urene gravhuler. Der findes stort set ikke en lov, der tager højde for en så grel situation. Alligevel kommer Jesus i berøring med ham (Mark 5,1-20). Oven i dette grænseoverskridende brud med lovens sikkerhedsadskillelse både mellem jøder og hedninger og mellem jøder og urene jøder, kommer også Jesu ’fumlerier’ med lovens lodrette, religiøse side. Jesus provokerer farisæerne (og andre jøder med dem) til det yderste, da han tiltager sig myndighed til at tilgive mennesker deres synder. ”Hvad er det dog, han siger?”, udbrød de lamslået, da han havde tilgivet den lamme mand i Kapernaum. ”Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” (Mark 2,7). 11 TEL 3/2012


Jesus brød altså med farisæernes måde at bruge loven og renhedsritualerne til at ”skille sig ud” på. Han delte ikke den vision, der blev udtrykt i selve farisæernes navn, der betyder ”de udskilte”. OPGØR MED TILLÆGSTOLKNINGER OG SMUTHULLER Derfor måtte det ende i storkonflikt med farisæerne. Og det er præcis, hvad det

Farisæernes mundtlige lovtolkning ™ søgte at hellige folket. ™ søgte at tydeliggøre den rette tolkning til enhver situation. ™ søgte at tilpasse loven, så den blev mulig at følge. ™ havde fokus på den ydre handling. ™ skabte tydelige skel mellem rene og urene, ikke mindst omkring måltidsfællesskabet.

gør. Særligt to steder beskriver konflikten: Jesu opgør med farisæernes mundtlige overlevering om renhed (Matt 15,1-20; Mark 7,1-23) og hans ve-råb på tempelpladsen over dem (Matt 23,1-36, jf. Luk 11,37-54). Det første store opgør kommer, da det bliver for meget for farisæerne, at Jesus bliver ved med at omgå renhedsreglerne for spisning og ikke vasker hænderne rituelt inden måltidet: ”Hvorfor følger dine disciple ikke de gamles overlevering, men spiser med urene hænder?”, spørger de ham (Mark 7,5). Det fører til, at Jesus tager et barsk opgør med farisæerne, hvor han gør op med deres tillægstolkninger, kaldet ”de gamles overlevering”. Farisæernes rabbinere havde nemlig i tillæg til den skrevne Moselov udviklet et helt sæt af mundtlige love (den såkaldte halakhah). I deres egne øjne var det et forsøg på at gøre loven mulig at efterleve for almindelige mennesker. Det gjorde de ved på den ene side at gøre det meget tydeligt og præcist, hvad det vil sige at følge loven, og på den anden side at tilpasse loven i en mere lempelig retning end f.eks. essæernes tolkning. Og det lykkedes de faktisk med. Tag f.eks. brugen af stentøj, der ifølge

Tydelighed og tilpasning

HÅB FOR DEN URENE Det kan umiddelbart synes som en selvmodsigelse, at farisæerne på den ene side lagde vægt på at gøre loven tydelig og på den anden søgte at tilpasse den til almindelige menneskers liv. Det er det nu ikke. Farisæerne var bestemt ikke sløsede med loven, men deres fokus lå på den ydre handling. Derfor søgte de ned i detaljen at redegøre for rigtigt og forkert i enhver situation. Dermed blev deres lovtolkning meget praktisk anlagt og tilpasset de konkrete forhold, som f.eks. en husmor i køknet eller en høstarbejder på marken oplevede.

en række forskere kan føres tilbage til farisæerne. Hvis farisæerne ikke havde ”opfundet” service og andet til hjemmet lavet af sten, så ville en jøde, der ønskede at leve efter loven, være nødt til at knuse sine lertallerkener, hver gang de var blevet urene. Det kunne nemt ske. Hvis f.eks. kød og mælkeprodukter blev blandet på dem, eller hvis et urent dyr eller en død flue kom i kontakt med dem. Så var de urene og skulle knuses. Men nu, takket være farisæernes ”smuthulslove”, kunne man nøjes med at skylle stentøjet. Så var det igen rituelt rent. Som Markus forklarer deres ”overlevering” for os: ”Der er meget andet, som de overholder ifølge overleveringen: at skylle bægre, krus, kobbertøj og bænke” (7,4, jf. også diskussionen i Matt 23,16-22 og 23-25). Farisæernes net af mundtlige love var altså ikke et forsøg på at tolke loven skrappest muligt. Det var derimod et forsøg på præcist at sige, hvad der skulle til for at følge loven korrekt. Ned til mindste detalje blev den rette handling i enhver situation gjort tydelig. OPGØR MED YDRE RENHED

Ifølge traditionen var det i omegnen af disse stejle bakker, at Jesus mødte den besatte fra gravhulerne i gerasenernes land. For en farisæer var dette møde hårrejsende urent, og han ville skulle gennemgå en række renselsesritualer for igen at være ren. Foto: Morten Hørning Jensen.

12 TEL 3/2012

Derfor blev farisæerne som de ”kalkede grave”, jøderne kendte så godt. Udefra skinnede de i solen og så nydelige og pæne ud – ”men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed” (Matt 23,27).

Når Jesus tog et skarpt opgør med farisæernes mundtlige tillægslove skyldtes det, at det ydre fokus på den rette handling Selskab for Bibelsk Arkæologi

Én af de måder, farisæerne søgte at gøre loven praktisk overholdelig på, var at indgravere ordet ”shabbat” i klipperne rundt om landsbyerne. Beboerne fik dermed markeret en klar grænse for, hvor langt de måtte bevæge sig uden for byen på en sabbat uden at bryde loven (jf. 2 Mos 16,29-30). Denne sabbatsgrænsemarkør er fundet få km vest for Nazareth. Foto: © x.biblewalks.com.

ifølge ham skabte selvretfærdige hyklere. Farisæerne havde i forsøget på præcist at definere, hvad den rette efterfølgelse af loven indebar, fremmet den ydre fromhed, der skaber skel mellem mennesker. De var blevet til dem, der yndede at sidde højt til bords og blive genkendt på gaden for deres ydre fromhed (Matt 23,2-7). ”Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster”, siger han (Matt 23,5). For Jesus begyndte renhed helt modsat indefra, med ”hjertet”: ”Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent” (Mark 7,15). Ved at udspecificere loven ned til mindste ydre detalje, havde farisæerne i virkeligheden kun opnået at holde de lette ydre love (jf. Matt 23,23-24) og derved mistet synet for lovens virkelige mening: at fremme kærligheden til Gud (den lodrette dimension) og til næsten (den vandrette dimension). På dette dobbelte kærlighedsbud ”hviler hele loven og profeterne” ifølge Jesus (Matt 22,34-40).

Det bliver nu også hurtigt ret tydeligt for farisæerne, at det ikke er et par enkelte nuancer, der skiller Jesus fra dem. Han er ikke endnu en rabbi, man kan diskutere detaljen med. Jesu ”nye vin” kan ikke hældes på gamle vinsække (Mark 2,22). Faktisk er hans opgør med farisæernes lovtolkning så gennemgribende, at der er tale om en helt ny orden. Jesus repræsenterer en ny kraft, der i sig selv er stærkere end urenheden og derfor ikke længere har brug for lovens afgrænsninger. Det, Jesus berører, bliver rent.

Konflikten mellem Jesus og farisæerne i NT KONFLIKT OM LOVTOLKNING ™ bordfællesskab med toldere og syndere: Matt 9,11; 11,19; Mark 2,16; Luk 5,30; 7,34; 15,2. ™ vaske hænder ved måltider: Mark 7,5; Luk 11,38. ™ arbejde på sabbatten: Matt 12,1-8; Mark 2,23-28; 3,2; Luk 6,1-5; Joh 9,16. ™ overtrædelse af ”de gamles overlevering”: Matt 15,1-20; Mark 7,1-23. ™ manglende faste: Matt 9,14-17; Mark 2,18-22; Luk 5,33-39. ™ skilsmisse: Matt 19,3; Mark 10,2. ™ tilgivelse af synd: Luk 5,21; 7,49. ™ skat til kejseren: Matt 22,15-22; Mark 12,13-17; Luk20,20-26. ™ farisæerne kræver tegn: Matt 12,38-42; 16,1-4; Mark 8,11. JESUS

KRUKKER MED BRÆNDT HVEDE PÅ HASOR Dette års udgravninger på Hasor har afdækket 14 store forrådskrukker, som rummede mængder af brændt hvede. Krukkerne, som blev fundet i et af paladsets forrådsrum, dateres til samme tid som den omfattende ødelæggelse af Hasor omkr. 1200 f.Kr., hvor hele byen gik op i flammer. Denne ødelæggelse kan måske henføres til Deboras ødelæggelse af Hasor (som omtalt i Dom 4,24). Indholdet skal nu kulstof-14 analyseres for at give et mere præcist tidspunkt for branden.

Store krukker fyldt med korn. © Sharon Zuckerman.

www.bibelskarkaeologi.dk

™ advarer mod farisæerne: Matt 16,6; Mark 8,15; Luk 12,1. ™ kommer med ve-råb: Matt 23,1-36; Luk 11,42-54. ™ anklager dem for hykleri: Matt 6,1-18; 23,4-7; Mark 7,6; Luk 11,38-41; 12,1. ™ og selvretfærdighed: Luk 18,9-14. ™ afslører deres ”smuthulslovtolkninger”: Matt 23,16-22; Mark 7,9-13. POSITIVE FORHOLD ™ Jesus opsøges af farisæerne: Joh 3,1-21 (jf. 7,50f); Luk 7,36; 11,37; 13,31; 14,1. ™ enighed om det største bud: Mark 12,28-34. ™ farisæere del af den første menighed: ApG 15,5, jf. 21,20-26. ™ farisæere forsvarer de kristne: Joh 7,50f; ApG 5,33-39; 23,9.

13 TEL 3/2012


Når Jesus kaldte farisæerne for ”hyklere”, brugte han et ord, der var kendt fra teatrene. Ordet betyder egentlig ”skuespiller”. Skuespillerne bar nemlig masker og skjulte dermed deres egentlige ansigt. Derfor kom ordet for ”skuespiller” til i overført betydning at betegne dem, der gav udtryk for noget uden selv at leve op til det bag masken. Teatret her er fra Sepphoris ca. 5 km fra Nazareth og stod måske i en mindre version færdigt, da Jesus var barn. Foto: Morten Hørning Jensen.

KREATIVITET TIL TIDEN

Magasin- og bogtilbud Køb et sæt af tidligere numre af TEL (ca. 50 numre) for 250 kr. + forsendelse

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

Han opfører sig, som var han et omvandrende tempel. Derfor blev de, der søgte at tage patent på den rette lovoverholdelse og efterfølgelse, rasende på Jesus. Det samme blev Jesus på dem. Ingen får så hårde ord med på vejen som farisæerne. Derimod var Jesu smittende renhed en åbenbaring for alle de udstødte, og for de urene var han et lys i mørket og et håb om barmhjertighed (Matt 12,7). Han tændte et håb i dem om igen at blive en

del af et fællesskab på det vandrette plan og møde tilgivelse og renselse over for Gud på det lodrette plan.

Læs mere Læs mere om Jesu forhold til loven i Tidsskrift for Teologi og Kirke 2010, nr. 1. Artiklen kan findes på TELs linkside.

Når Jesus kalder farisæerne for ”kalkede grave”, var det meget stærk og anstødelig tale. Ingenting som lig og grave kunne gøre en person uren. Det var derfor en lov, at grave skulle markeres meget tydeligt. Man kalkede dem derfor hvide, så de tydeligt skilte sig ud fra omgivelserne. Jesus siger altså, at farisæerne var som omvandrende smittebomber, der gjorde folk urene. Her ser vi to af gravene i Kedrondalen i Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.

En ”nærhedsnøgle”

EPILOG | EN LANDSBY ET STED I GALILÆA CA. ÅR 30 E.KR. Solen stod lavt på himlen, da de gik ind i huset under den fint udskårne overligger. Dens stråler blev kastet tilbage af det skinnede hvide stenbord og blændede Peter i øjnene. Han sad på gulvet bag Jesus. Der var en larmende tavshed i rummet, mens maden blev båret på bordet. Peter kunne se i Simons øjne, at han udmålte enhver bevægelse, Jesus gjorde. Spændingen gjorde Peter åndeløs. Hvor ville han gerne, at en så højtrespekteret rabbi som Simon ville sige god for Jesus. Det ville klart støtte deres sag. Med ét blev luften tung af parfume. Det gav et sæt i Peter. Noget havde blidt strejfet hans ben. Han kiggede væk fra Simon

14 TEL 3/2012

Køb den flotte bog, Dagligt liv på Jesu tid (104 sider) for 60 kr. + forsendelse

Selvom Jesus ikke ønskede at ophæve loven (jf. f.eks. Matt 5,17), så brød han grundlæggende med den forståelse, jøderne havde af lovens betydning. En nøgle til at forstå denne store forandring, der også gav vanskeligheder i den unge kirke (jf. f.eks. ApG 15), ligger i ordet ”nærhed”. Jesus så det grundlæggende som sin opgave at bringe Guds rige nær til mennesker (jf. Mark 1,15) med tilgivelse og genoprettelse. Som Guds Messias tiltog han sig en myndighed (jf. Mark 2,10) til at tilbyde dette til personer, som loven ellers ville have dømt ude som urene. Jesus brød grundlæggende med loven forstået som en grænse for hvem Gud kunne være nær.

og ned mod Jesu fødder. En kvinde lå på knæ og kyssede dem. Hendes hår flagrede i luften. Det var hendes hår, der havde strejfet ham. Hendes hår! Hun var uren; hun var en skøge; hun levede i synd! Vreden kogte i Peter. Kunne Jesus dog ikke for blot én gangs skyld holde loven? Peter var på nippet til at gribe fat i skulderen på Jesus. Men før han kunne nå at reagere, sagde Jesus: ”Simon, jeg har noget at sige dig”. (Frit efter Lukasevangeliet 7,36-50).

Selskab for Bibelsk Arkæologi

Samlet pris:

295 kr.

+ forsendelse

Skriv til: hh@bibelskarkaeologi.dk

Kampagnetilbud på TEL Få resten af 2012 for

kun 25,Tilmelding via www.bibelskarkaeologi.dk


Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Adresseændring meddeles til: hh@bibelskarkaeologi.dk (tlf. 7586 1748). Eftersendes ved varig adresseændring.

En usædvanlig olielampe i sten Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet Genstande fra bibelsk tid kan undertiden være så smukke og så teknisk avancerede i deres udførelse, at de for alvor rokker ved vore forestillinger om, hvad oldtidens mennesker var i stand til, teknisk og kunstnerisk. En unik olielampe skåret ud af sten bryder helt med den tids forkærlighed for meget enkle, udekorerede olielamper. Denne olielampe er virkelig usædvanlig. Den er skåret ud af sten, hvilket er yderst sjældent. Langt de fleste olielamper på Jesu tid var lavet af ler. I modsætning til lertøj kunne genstande lavet af sten ikke blive urene, rituelt set. Renheden var i alle tilfælde sikret. Lampen er meget større og tungere end andre olielamper. Den er rund og ikke aflang og vejer næsten to kg. Dernæst har den ikke én lampetud som normale olielamper, men hele syv, anbragt symmetrisk i rundkreds, og hvor lampens håndtag udgør den ottende kant.

EN KLAR UNDTAGELSE I det første århundrede foretrak jøderne ellers en hel anden type olielampe, som var helt enkel og uden nogen form for udsmykning. Det havde de særlige teologiske grunde til, som Morten Hørning Jensen redegør for i dette nummer. Denne stenlampe er en klar undtagelse: Den er udsmykket med den syvarmede lysestage, der stod i templet. Den giver os dermed et indtryk af, hvordan lysestagen i templet kan have set ud: En stage med syv lys, hvor stagen står på en trekantet fod. Og lampen rummer bibelske motiver, som i særlig grad er forbundet med Ugefesten. Der er dog intet relief af dyr eller menneske. Lovens forbud mod billeder af mennesker eller dyr blev nøje iagttaget. GODTGJORT SOM ÆGTE Desværre er olielampen ikke fundet ved en arkæologisk udgravning. Den er i en privat samlers eje. Ægtheden af denne usædvanlige lampe er derfor ikke uomtvistelig.

UDSMYKNING Det mest bemærkelsesværdige er dog udsmykningen af olielampen: Modsat håndtaget er der udskåret en syvarmet lysestage, en menorah. Rundt om åbningen til olien ses relieffer af syv frugter. Set med uret finder vi efter menorahen et hvedeaks, en kurv med figner, granatæbler, en dadelpalme, en klase vindruer, to olivengrene og et aks af byg. If. 5 Mos 8,8 karakteriserer disse syv arter i særlig grad Israels frugtbare land, og samtidig forbindes de i jødisk tankegang med Ugefesten (pinsen).

En række fremtrædende naturvidenskabsfolk har undersøgt lampens patina og overfladens kemiske komposition. Patinaen er af en sådan art, at den er formet over mange hundrede år. Den er lagdelt, og det underste lag har en sammensætning, som kun findes i Jerusalemområdet. Den må betragtes som autentisk. ET KUNSTVÆRK

Denne olielampe af sten er udsmykket med den syvarmede lysestage og de syv bibelske plantearter for Israels land. © Biblical Archaeology Review 2011/5.

Olielampen af sten vidner om en kunstnerisk formåen af de mere sjældne. Det er en enestående bedrift at skære en sådan lampe ud af en sten. Samtidig viser den, at rige familier i det 1. årh. havde olielamper, som ved sin form og ved lampernes antal kunne minde dem om den store syvarmede menorah i templet. De havde Guds lys hos sig. Måske har lampen været en særlig Ugefestlampe i en rig præstefamilie.

Profile for Thomas Møller

Tel2012 3 screen  

Tel2012 3 screen  

Advertisement