__MAIN_TEXT__

Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 2 | juni 2012 | 23. årgang

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

Fiskere

– var de første følgere

Århundredets retssag

3

Davids kongedømme – stærkere end hidtil antaget Fisk, familie og en kovending Skatten er betalt

16

12

8


Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop

Tlf.7586 1748 E-mail:info@bibelskarkaeologi.dk Internet:www.bibelskarkaeologi.dk Bank:Sydbank konto 7920-1014 846 Norge:Den norske Bank 7877.06.93402 Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: Genesaret Sø er fyldt med fisk og har siden antikken været berømt af den grund. På Jesu tid fiskede man med en række forskellige nettyper. En af dem var et rundt kastenet som det, fiskeren på billedet bruger. Foto: Morten Hørning Jensen.

2 TEL 2/2012

Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 175,- / norske kr. 195,(For unge under 26 år: kr. 125,- / norske kr. 140,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand), tlf.: 7512 9021 · vjj@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk Ekstern kasserer: Hans Hansen, tlf.: 7586 1748 · hh@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Århundredets retssag

Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet

Onsdag den 14. marts 2012 kl. 9 om morgenen trådte dommer Aharon Farkash ind i Jerusalems regionsret for at afsige dom i den mest spektakulære arkæologiske retssag overhovedet. Dommen er ventet med stor spænding. To af de mest sensationelle bibelarkæologiske fund i nyere tid er efter mange sagkyndiges mening klart forfalskede. Mere end fem år har retssagen nu kørt, og utallige retsmøder er blevet afholdt. Hvilken kendelse er retten nået frem til?

www.bibelskarkaeologi.dk

Denne meget enkle benkiste er typisk for perioden indtil Jerusalems fald i år 70. Den aramæiske tekst på siden siger, at kisten rummer de jordiske rester af en Jakob, der var søn af Josef og bror til en vis Jesus. © Biblical Archaeology Review 2002/6.

SAGENS KERNE I december 2004 meddelte Israels Arkæologistyrelse under stor mediebevågenhed, at fem personer ville blive stillet for retten i Jerusalem, anklaget for at have forfalsket teksterne på to gamle genstande: en benkiste fra Ny Testamentes tid (kaldet Jakobsbenkisten) og en angivelig gammel kongeinskription (kaldet Joashtavlen). To af de fem anklagede var Oded Golan, som ejer en imponerende samling af oldtidssager i Israel, og Robert Deutsch, en antikvitetshandler fra Haifa. Arkæologistyrelsen lod vide, at de anklagede blot var toppen af isbjerget. De stod i spidsen for en omfattende ring af falsknere og sælgere, som havde tjent store summer på at manipulere nogle af de mest spektakulære tekster, der i nyere tid er fremkommet på det sorte marked for antikviteter. Man lå inde med sikre beviser for, at mange tekster var blevet forfalskede, og i Oded Golans hjem havde man øjensynligt fundet redskaber til at fabrikere inskriptioner med. Selve benkisten er en ægte en af slagsen fra Ny Testamentes tid. Hvad stentavlen angår, er den tilhugget og poleret tilbage i gammeltestamentlig tid. Men de anklagede skulle angiveligt

3 TEL 2/2012


Jakobsbenkisten I 2002 offentliggjorde tidsskriftet Biblical Archaeology Review, at Oded Golan ejer en benkiste med en bemærkelsesværdig aramæisk inskription på siden: ”Jakob, søn af Josef, bror til Jeshua”. Det aramæiske ”Jeshua” svarer til det danske navn ”Jesus”. Havde denne benkiste mon engang indeholdt de jordiske rester af Jesu bror Jakob? Jakob blev netop henrettet ved stening i Jerusalem i år 62 e.Kr. Benkisten er en typisk benkiste fra Jerusalem-området før byens fald i år 70. Flere skrifteksperter erklærede, at der ikke kunne indvendes noget mod tekstens ægthed, hverken sprogligt eller ud fra den måde, bogstaverne er skrevet på. Men Israels Arkæologistyrelse iværksatte sin egen undersøgelse, og den kom i 2003 til det stik modsatte resultat: Teksten på benkisten er helt sikkert forfalsket, især ordene ”bror til Jeshua”. Det er senere kommet frem, at flere af udvalgets medlemmer egentlig mente, at inskriptionen er ægte; men de lod sig overtale af kommissionens naturvidenskabelige ekspert, prof. Yuval Goren fra Tel Avivs Universitet. Han slog fast med stor bestemthed, at bogstaverne i inskriptionen ikke har spor af den patina, som ellers dækker kisten. Teksten måtte være forfalsket.

4 TEL 2/2012

Et nærbillede af ordene på Jakobsbenkisten. Bogstaverne er blevet renset med en skarp genstand i moderne tid, og næsten al patinaen er borte. Men flere af bogstaverne i ordet ”Jeshua” har rester af kistens patina i sig. © Biblical Archaeology Review 2003/1.

have taget en original benkiste og en gammel ægte, men ubrugt, stentavle for at påføre de opsigtsvækkende tekster på begge, sagde anklageskriftet. Gennem pressemeddelelser, TV-dokumentarer og indlæg på forskellige blogs tegnede Arkæologistyrelsens medarbejdere gennem årene et billede af, at de to tekster helt sikkert er blevet fabrikeret. I offentlighedens øjne har den sag længe været afgjort. FORLØBET I løbet af retssagen blev sigtelserne mod tre af de anklagede frafaldet. På anklagebænken sad Oded Golan og Robert Deutsch alene tilbage. Retssagen varede 5½ år, 138 fagfolk inden for vidt forskellige fagområder blev afhørt som ekspertvidner af anklageren og forsvareren, og forhørsprotokollen fik et omfang på mere end 12.000 sider. Undervejs i forløbet henstillede dommer Farkash til anklagemyndigheden om at trække sagen tilbage, fordi bevisernes stilling tegnede sig mere og mere ugunstig for anklagemyndigheden. Den afviste dog helt at droppe sagen. Den 14. marts oprandt dommens dag omsider i Jerusalems regionsret. PURE FRIKENDT Dommer Aharon Farkash frikendte begge anklagede fuldstændig for hovedanklagen. Der var ikke ført tilstrækkeligt sikre beviser for, at teksterne på de to genstande var blevet fabrikeret i nyere tid. Anklagemyndigheden havde heller ikke kunnet påvise uden for al rimelig tvivl, at Oded Golan og Robert Deutsch var skyldige i forfalsknin-

ger af antikke tekster. Oded Golan blev dømt for et par mindre forhold, bl.a. at han havde handlet med antikviteter uden den fornødne tilladelse. Hans straf vil blive forkyndt senere. Robert Deutsch blev pure frifundet for alle forhold i anklagen. Arkæologistyrelsens påstand om, at de to skulle have forfalsket bl.a. Jakobsbenkisten og Joashtavlen, blev fejet totalt af bordet i den 174 sider lange dom. Dommeren føjede til, at der på den anden side heller ikke var ført juridisk bevis for, at de omtalte inskriptioner er ægte. Retten tager dermed ikke stilling til ægthedsspørgsmålet. Den slår alene fast, at det ikke er blevet godtgjort uden for enhver rimelig tvivl, at de skulle være blevet lavet i vor tid. DOMMENS GRUNDLAG Afgørende for udfaldet synes at have været, at Golan kunne bevise, at benkisten havde været i hans besiddelse siden begyndelsen af 1970’erne. En tidligere kæreste vidnede i retten, at hun havde set kisten, inkl. dens fulde tekst, i Golans forældres lejlighed. Golan fremlagde også gamle fotos af kisten stående på en hylde i hans lejlighed. Den fulde tekst ses tydeligt på disse fotos. En pensioneret FBI-ekspert undersøgte billederne og kunne bevidne, at de var fremstillet på fotopapir, som gik ud af brug efter 1979, og at de ikke var lavet i nyere tid. Selv har Golan ved gentagne lejligheder sagt, at han ikke var klar over betydningen af kistens inskription. Han kunne nok læse ordene; men han anede ikke, at Selskab for Bibelsk Arkæologi


Jesus havde en bror, sagde han, og forbandt slet ikke teksten med kristendommens grundlægger. ÆNDRET VIDNEFORKLARING Yuval Goren, professor ved Tel Avivs universitet, erklærede i retten, at den sidste del af inskriptionen på Jakobsbenkisten ikke havde den mindste antydning af kistens patina i sig. Derfor måtte den være uægte. Da retten konfronterede ham med andre ekspertudsagn om, at de havde fundet rester af patina i flere af bogstaverne i tekstens sidste halvdel, bad Goren om at kunne undersøge benkisten på ny. Da retssagen blev genoptaget, måtte han indrømme, at inskriptionen faktisk har en patina af samme type som på selve kisten i et par af bogstaverne i ”bror til Jeshua”. Goren forklarede det med, at falskneren på dygtig vis må have udnyttet nogle naturlige fordybninger med gammel patina, da han indridsede ordene ”bror til Jeshua”. Det, som Goren hele tiden havde hævdet ikke fandtes i benkistens bogstaver, måtte han nu under ed indrømme, at det faktisk var der: Også i den sidste halvdel af teksten på Jakobsbenkisten er der spor efter patina, af samme type og af samme alder som på kisten i øvrigt.

Joashtavlen Rygterne svirrede tungt i Jerusalem i sluthalvfemserne: En meget lang tekst skrevet på gammelhebraisk skulle være fundet i forbindelse med de illegale muslimske opgravninger på Tempelpladsen.

I 2003 kom det så frem: Oded Golan, ejeren af Jakobsbenkisten, lå også inde med en tavle med en inskription skrevet af en af Jerusalems konger. Han havde tavlen i forvaring for en bekendt, hvis identitet han ikke ville røbe, sagde han. Den forklaring styrkede ikke ligefrem hans troværdighed. På denne tavle beskriver kong Joash af Juda, hvordan folket samlede midler ind, så templet i Jerusalem kunne blive sat i stand, og kongen sørgede for, at hele tempelkomplekset blev renoveret. Det hebraiske sprog minder meget om beretningen i 2 Kong 12, hvor samme episode fortælles. Tavlen har 16 linjer tekst, hvor et bogstav i første linje kun lige anes. Tavlen er næsten komplet. En stor revne løber på skrå gennem fire af linjerne. Da det israelske politi konfiskerede tavlen, gik den i stykker langs revnen. Det gav forskerne mulighed for at undersøge bruddet nærmere: Går tavlens patina også ned i revnen? Eller ligger patinaen bare på overfladen af tavlen? Geologiske eksperter i Israel sagde god for tavlens ægthed og inskriptionens høje alder. Israels Arkæologistyrelses kommission meldte derimod klart ud, at indskriften er fabrikeret i vor tid. Prof. Yuval Goren fandt et ultratyndt lag smurt på tavlen, som skulle få teksten til at se gammel ud. Dette tynde lag kunne let skrabes af og afslørede, at teksten nedenunder var af ny dato, sagde han.

REAKTIONER PÅ DOMMEN

Joashtavlen, hvor kong Joash af Juda beretter om reparationerne af templet. Noget af tavlens øverste del mangler, og en revne løber tværs gennem tavlen. I tavlens patina er fundet ultrasmå dråber af guld, som ikke kan fremstilles kunstigt. Disse dråber må stamme fra en omfattende brand. © Biblical Archaeology Review 2003/3.

www.bibelskarkaeologi.dk

Reaktionerne på den klare dom har været interessante at følge. De, som i forvejen var overbeviste om, at inskriptionerne er forfalskede, har slået på, at den videnskabelige diskussion i retten var for teknisk til, at ikke-fagfolk kunne forstå argumenterne. Med andre ord: Dommeren besad ikke den fornødne faglige ekspertise til at kunne afgøre, hvem af de indkaldte eksperter, der havde de bedste argumenter. Denne påstand overser helt juristers evne til at sætte sig ind i komplekse sagsforhold og vurdere holdbarheden af fremførte argumenter. De, der påstår, at der er tale om forfalskning, forbigår 5 TEL 2/2012


I 1990’erne udgravede muslimerne en stor opgang fra en underjordisk moske et stykke til højre for Al Aqsa moskeen på tempelpladsen. Rygter vil vide, at Joashtavlen måske blev fundet i forbindelse med disse opgravninger. © Bibleplaces.com.

også det forhold, at alle de eksperter, som anklagemyndigheden trak ind som vidner, blev underkendt af førende fagpersoner i Israel og i hele verden med anerkendt ekspertise inden for hver deres forskningsfelt. FAGFOLK FOR OG IMOD Nu er en retssal ikke stedet til at afgøre videnskabelige diskussioner, selv ikke regionsretten i Jerusalem. Men retssagen har medført, at mange forskellige fagfolk har undersøgt såvel kisten som Joashtavlen. Alle naturvidenskabelige eksperter, der var indkaldt (bortset fra Yuval Goren og en anden), erklærede, at Joashtavlens tekst uden tvivl er ældgammel. Eksperterne på gammelhebraisk skrift er derimod usikre. En del siger, at teksten helt sikkert er uægte og umuligt kan stamme fra det 9. årh. Jerusalem, mens andre har udtalt, at den kunne være ægte. Når det gælder Jakobsbenkisten, synes alle naturvidenskabe-

6 TEL 2/2012

lige eksperter og alle med aramaisk skrift som deres fagområde at anse dens tekst for gammel. JOASHTAVLEN – EN ÆGTE INSKRIPTION? For ægtheden af Joashtavlen taler den revne, der løber ned over den. Patinaen, der dækker tavlen, går også ned i den gamle revne. Revnen er altså af gammel dato. Herom er alle enige. Det er imidlertid meget vanskeligt at forestille sig, at en dygtig falskner med en mejsel skulle kunne hugge fire linjer med tekst på tværs af denne revne, uden at tavlen ville knække derved. Da det israelske politi konfiskerede tavlen, knækkede den bare ved at blive lagt på et bord. I patinaen, som dækker både tavlens revner og bogstaver, ses uendeligt små guldkugler. De er meget mindre end guldstøv og er så små (1 milliontedel af en millimeter), at de ikke kan fremstilles kunstigt. De stammer fra omfattende brand, som også har omfattet genstande lavet af guld. Selskab for Bibelsk Arkæologi


HVEM HAR INTERESSE I UDFALDET? Når man som udenforstående skal vurdere, hvad der er op og ned, må man spørge efter aktørernes interesser i sagen. Israels Arkæologistyrelse og en del fagarkæologer ønsker, at det sorte marked for antikviteter skal rammes så hårdt som muligt. I deres øjne er enhver genstand, der ikke er fundet ved arkæologisk udgravning, suspekt. De hævder konsekvent, at de to tekster er forfalskede, selv om de fleste argumenter er blevet tilbagevist i retten. Samtidig er det værd at bemærke, at mange af de naturvidenskabelige eksperter, som har været indkaldt, ikke har en særlig interesse i det ene eller det andet resultat. De har ingen dagsorden, der går ud på at finde beviser for Bibelens ægthed eller modsat: at ramme det sorte antikvitetsmarked. Deres ekspertudsagn har derfor større vægt, efter min vurdering.

sikkert; men det er en mulighed. Joashtavlen er formentlig ægte. Alle afprøvede naturvidenskabelige metoder, som kendes, peger entydigt i den retning. I en helt ny artikel erklærer fem naturvidenskabelige fagfolk indskriften for auten-

tisk. Eksperterne på gammelhebraisk skrift er dog langt fra overbeviste om ægtheden af tavlen. Indtil arkæologerne gør nye skriftfund, der kan belyse Joashtavlen, må spørgsmålet nok forblive åbent.

KONKLUSION Dommer Farkash har ikke afgjort, om de to tekster er autentiske eller ej. Debatten herom vil fortsætte. Inskriptionen på Jakobsbenkisten er helt sikkert ægte. Om den så taler om den Jakob, som Ny Testamente kalder for ”Herrens broder”, er ikke

Oded Golan blev pure frikendt for anklagen om at have forfalsket Jakobsbenkisten og en række andre tekster. © Biblical Archaeology Review 2003/5

Hvorfor er de to inskriptioner så interessante? Hvis hele teksten på siden af Jakobsbenkisten virkelig er ægte, og hvis den Jakob, som omtales her, er Jesu bror Jakob, vil vi have en arkæologisk genstand, som kan forbindes direkte med Jesu jordiske familie. Herrens bror Jakob, lederen af urmenigheden i Jerusalem, ville være begravet i denne kiste. Det vil nok være spændende; men inskriptionen fortæller ikke noget, som vi ikke vidste i forvejen.

www.bibelskarkaeologi.dk

Hvis Joashtavlen skulle vise sig at være ægte, vil det derimod betyde et mindre arkæologisk jordskælv: Den giver os afgørende ny information. Tavlen vil så være den første kongeinskription overhovedet fra en Jerusalemkonge. Kongeinskriptioner kendes fra Israels omverden, f.eks. kong Mesha af Moabs stele. Men en kongeinskription forfattet af Israels konger er endnu ikke fundet. Teksten på tavlen vil også være den længste sammenhængende tekst på gammelhebraisk, vi kender. Den vil give os afgørende ny viden om det hebraisk, som blev talt og skrevet i Jerusalem i det 9. århundrede f.Kr. Vi har meget få og ganske korte tekster på hebraisk fra denne periode. Tavlen viser os tillige, at den hebraiske sprogform, som vi finder i Gammel Testamente, er væsentlig ældre end landflygtigheden i Babylon. Det vil være epokegørende. Endelig vil tavlen give os den første direkte arkæologiske bekræftelse af, at Salomos tempel virkelig har eksisteret. Selv i dag er der enkelte forskere, som betvivler, at Salomo overhovedet byggede templet, sådan som det bliver beskrevet i 1 Kong 6-8.

7 TEL 2/2012


Davids kongedømme

Kh. Qeiyafa er usædvanlig ved at have ikke bare én, men to byporte. Her ses byporten, som vender mod sydøst, med Terebintedalen i baggrunden. © Hebrew University of Jerusalem.

– stærkere end hidtil antaget Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet

De seneste års arkæologiske udforskning tegner et klarere og klarere billede af Davids rige. Det var ikke så beskedent, som bibelforskere hidtil har antaget. Helt friske udgravninger tyder på et centralt kongedømme med stærke evner til militær organisering.

8 TEL 2/2012

Indtil nu har det været meget svært at finde entydige arkæologiske spor efter Davids kongedømme. Det vil være naturligt at søge i Jerusalem efter hans palads og andre officielle bygninger. Men dels var det ældste Jerusalem bygget direkte på klippen, og senere tiders ødelæggelser og genrejsninger af byen har effektivt ødelagt mulige bygningsrester. Og dels brugte man i det gamle Israel den stærkt forgængelige papyrus som skrivemateriale. Mulige skriftlige kilder, der kunne bevidne David og hans tid, er derfor helt forsvundet. Vi har alene det bibelske vidnesbyrd om ham. Bibelforskere har derfor konkluderet, at Davids kongedømme var langt mere beskedent i omfang og betydning, end Bibelen giver indtryk af. Dog synes nye undersøgelser og fund at rokke ved den konklusion.

KHIRBET QEIYAFA En af de udgravninger, som for alvor forrykker dette billede, er Khirbet Qeiyafa (arabisk for "Den skønne ruin"). Kh. Qeiyafa ligger 32 km vest for Jerusalem ved Terebintedalen og er placeret højt beliggende på nordsiden af dalen, mellem byerne Soko og Azeka. Terebintedalen var en vigtig indfartsvej op til Juda og Jerusalem. 11 km længere mod vest lå den store filisterby Gat (Tell es-Safi). I denne dal kæmpede Israel og filistrene om overherredømmet, og her havde den unge David sin berømte kamp med filisteren Goliat fra Gat (1 Sam 17,1-3). Udgravningerne af Kh. Qeiyafa begyndte i 2007, anført af Y. Garfinkel fra det hebraiske universitet i Jerusalem og Saar Ganor fra Israels Arkæologistyrelse, og resultaterne var fra starten intet mindre end forbløffende. Selskab for Bibelsk Arkæologi


MEGET KORTVARIG LEVETID Kh. Qeiyafa var en meget stærk befæstet by med kraftige bymure. Den ovale bymur er ca. 700 m i omkreds og omslutter et areal på 2,4 ha. Det bemærkelsesværdige er, at byen har en yderst kort levetid, kun ca. 40 år eller mindre. Den blev opført helt i begyndelsen af Jern II perioden, omkring år 1000 f.Kr. På baggrund af kulstof 14-dateringer af ti olivenkerner, der er fundet i husene, mener udgraverne, at byen kun stod i den korte periode fra ca. 1010 til 970 f.Kr. Det svarer til kong Davids tid. Herefter var stedet helt forladt frem til græsk tid (4.-3. årh. f.Kr.), hvor der atter var en kortvarig bebyggelse i ruinerne fra Jernalderen. Det er yderst usædvanlig at finde en bebyggelse, som kun har været i brug i så afgrænsede perioder. Tidsperioderne er derfor lette at skelne fra hinanden. STÆRKT BEFÆSTET BY Qeiyafas bymur var usædvanlig stærk. De nederste sten i muren har flere steder en vægt på op til 8 tons stykket. Udgraverne skønner, at murene har stået i en højde på op til 6 m. Flere steder findes bymuren bevaret i op til 3 m højde. Bymuren er en såkaldt kasematmur, dvs. den bestod af to parallelle mure, hvor mellemrummet mellem dem er delt op i mindre rum. Kasematmuren har haft en samlet bredde på 4 m, og kasematten har samtidig udgjort det bagerste rum i et hus, som var bygget sammen med bymuren. Denne måde at konstruere bymure på er typisk for byer i Judas stammeområde og er genfundet i f.eks. Be'ersheba og Bet Shemesh. Husene i byen har så mange rum, at flere familier må have boet sammen. Øverst på højen har der været en større administrativ bygning

Khirbet Qeiyafa ligger i Terebintedalen vest for Jerusalem.

med mure, der var kraftigere end de almindelige beboelseshuse. Byen har i den tidlige periode ikke bare én, men to byporte, hvilket er meget usædvanligt. Normalt har selv større regionale byer som Lakish blot én byport. Men Kh. Qeiyafa viser sig at have hele to porte, begge firkammerporte. Den ene port vender mod vest, mod filisternes land; den anden er orienteret mod sydøst, i retning af vejen gennem Terebintedalen op mod Jerusalem.

Luftfoto af Kh. Qeiyafa set mod nord, efter afslutningen af 2011-sæsonen. En stor del af bymuren med bagvedliggende huse er afdækket øst for den sydøstlige byport. © Hebrew University of Jerusalem.

www.bibelskarkaeologi.dk

9 TEL 2/2012


INTENS AKTIVITET På gulvet i husene er der fundet mange genstande så som rester af våben, pilespidser og spydspidser. I hvert rum ligger mange smadrede krukker, som har kunnet limes sammen og genskabes. Der har været en intens aktivitet i byens korte levetid omkring år 1000 f.Kr. De mange smadrede krukker i rummene tyder på, at byen er blevet bevidst destrueret. Visse potteskår er særligt interessante. Hele 500 krukker er fundet, hvor særlige fingermærker er sat på håndtagene. De fleste håndtag har blot ét aftryk, men nogle har både to og tre. Det er helt uhørt, at man efter kun få gravesæsoner finder så mange hanke med aftryk i en enkelt by. Man kan overveje, om disse hanke kan være forløberen for de mange krukkehåndtag med påskriften "For kongen", som dukker op i Judas byer 250 år senere, og som stammer fra kong Hizkijas tid. Håndtagene fra Qeiyafa giver indtryk af en begyndende statsdannelse med administration og indkrævning af afgifter. PÅ MENUKORTET

Ostrakonet I 2008 kom sensationen: Man fandt et stort potteskår (et ostrakon), der var beskrevet med fem linjer tekst. Skåret lå direkte på gulvet i et hus tæt på den vestlige byport og kunne derfor dateres til begyndelsen af det 10. årh. f.Kr. Det er yderst usædvanligt at finde en så gammel tekst skrevet med alfabetskrift. Desværre er blækket mange steder falmet helt, og mange af bogstaverne kan ikke læses. Det er derfor meget vanskelig at sige, hvad den lange tekst handler om. Ord som ”dømme”, ”træl”, ”faderløs” kan dog skelnes. Forskerne har kastet sig over potteskåret i et forsøg på at finde dets hemmelighed. Er der tale om en simpel skriveøvelse fra en, der skulle lære at skrive? Eller er teksten en slags instruks til en lokal guvernør om, at han har værsgo at øve ret over for enker og faderløse? Den franske forsker Émile Puech har for nylig foreslået, at teksten ikke stammer fra Davids tid, men er fra hans forgænger Sauls tid og refererer til kongedømmets indførelse.

Udgravningerne af byen viser et andet, meget karakteristisk træk. Der er mange knogler fra okser og får, men ingen svineknogler overhovedet. Dette er markant forskelligt fra de kana'anæiske byer på Kystsletten og fra filisterbyerne, som i lagene fra den samme periode har store mængder af svineknogler. F.eks. viser filisterbyen Ekron en stærk stigning i antallet af svin i Jernalderens begyndelse. Op til 26 % af alle fundne dyreknogler stammer fra svin i stratum V i Ekron. Qeiyafas indbyggere har derimod været underlagt et tabu mod at spise svin. De har haft samme praksis som de israelitiske landsbyer og byer.

med en ring af huse omkring byen, er typisk for byer i Juda. Fundene fra Qeiyafa viser nu, at denne judæiske byplan blev anvendt så tidligt som begyndelsen af det 10. årh.

EN JUDÆISK BY

HVILKEN BIBELSK BY?

Dermed har vi også fået et stærkt signal om, hvad slags by Kh. Qeiyafa var. Den var ikke en kana'anæisk eller en filistæisk by. Den har været israelitisk. Keramikken fundet i husene er udpræget judæisk og ikke filistæisk. Den særlige byplan med en bymur, som er bygget sammen

Det store spørgsmål er nu, om Kh. Qeiyafa er omtalt i Bibelen. Udgraverne selv argumenterer for, at byen må være den bibelske by Sha'arajim, som netop betyder "to porte". Det usædvanlige forhold med to byporte i byen kan afspejle sig i byens navn. Denne by omtales i forlængelse af filistrenes totale nederlag efter Davids sejr over Goliat (1 Sam 17,52), og den nævnes som en af Juda stammes byer i Jos 15,36 sammen med Soko og Azeka. Ikke alle er overbeviste om denne identifikation. Andre har foreslået Netaim, som omtales i 1 Krøn 4,23 som en by for pottemagere. Spørgsmålet kan ikke afgøres, førend man finder en inskription med byens navn. ET STÆRKT KONGEDØMME

Dette beskrevne potteskår, som kan dateres til kong Davids tid, blev fundet i 2008. © Clara Amit /Biblical Archaeology Review 2012/3.

10 TEL 2/2012

Kh. Qeiyafa er en af de mest afgørende udgravninger i dag i Israel. Det er utænkeligt, at lokale bønder har slået sig sammen om at opføre denne stærke by med kraftige bymure og imponerende portanlæg. Dette peger på en central instans, som har haft evnen til at organisere store byggerier, gennemføre dem på kort tid og etablere en større militær styrke i byen. De forbløffende fund fra Kh. Qeiyafa tyder på, at Davids kongedømme har haft en større udbredelse og været stærkere end hidtil antaget. Hvorfor byen bliver totalt ødelagt efter at have stået i bare 30-40 år, vides ikke. Forhåbentlig kan dette års udgravninger kaste lys over problemet.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


GUDSDYRKELSEN Ved udgravningerne sidste år gjorde man igen usædvanlige fund. I to af husene fandt man genstande, som har været brugt i gudsdyrkelsen. I et af husene stod opretstående sten, kaldet masseber. Langs væggen var der en bænk, som om en større gruppe mennesker skulle overvære en ceremoni. På gulvet fandt man røgelsesstandere og særlige kar til drikofre. Man fandt også de ituslåede rester af et par små hustempler. Det ene var lavet af sten, det andet var af ler. De er begge ca. 20 cm høje og består bare af et enkelt rum. Facaden er

Prof. Yosef Garfinkel med hustempel lavet af sten. © Hebrew University of Jerusalem.

dekoreret med søjler med udskårne løver foran. Øverst på tagryggen ses en due. Yossi Garfinkel kaldte for nylig de små bærbare hustempler for "arker", og han beskrev dem som forløbere for det tempel, som Salomo senere byggede. Denne tolkning er dog blevet kraftigt kritiseret fra mange sider. De to hustempler fra Kh. Qeiyafa minder slående om tilsvarende kana'anæiske hustempler, som der er fundet en del af. De har samme form og delvis samme udsmykning og er sandsynligvis private templer for Ashera. Er denne forståelse rigtig, viser det, hvordan nogle israelitter på Davids tid også dyrkede fremmede guder og havde små helligdomme for dem i deres huse. KONKLUSION

Et lille hustempel fundet på Kh. Qeiyafa, lavet af ler. Det er flankeret af søjler med løvefigurer forneden. Oven på den rigt udsmykkede facade sidder en due, helt i stil med kana’anæiske hustempler. © Hebrew University of Jerusalem.

Kh. Qeiyafa er en af de vigtigste udgravninger for tiden. Den vækker så stor debat, fordi fundene rokker ved det billede, som mange teologer og historikere hidtil har haft af Davids kongedømme. Men meget tyder på, at Davids kongedømme var en stor magt med stærke evner til at organisere og opbygge et stærkt militært forsvar.

Følg udgravningerne! Intet kommer på højde med dette selv at deltage i en arkæologisk udgravning; men mindre kan også gøre det. Flere udgravninger kan følges via internettet, og i år er der særlig stor aktivitet i og omkring Terebintedalen.

www.bibelskarkaeologi.dk

Udgravningerne af Kh. Qeiyafa i år løber fra 24. juni til 21. juli. De kan følges på http://qeiyafa.huji.ac.il Også på Tell es-Safi (Gat) graves der i år. Følg udgravningerne på http://gath.wordpress.com – Denne blog har næsten daglig opdateringer, især i udgravningssæsonen. Efter mere end 110 års pause bliver der igen gravet på Azeka i 2012: http://archaeology.tau.ac.il/azekah Byen Soko har aldrig været udgravet tidligere. I år vil man imidlertid begynde at udgrave byhøjen. Se http://www.telsochoh.com for information.

11 TEL 2/2012


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ MARK 1,16-20

Artikelserie | Personer Jesus mødte [3]

FATTIGE PRÆSTER UDSTØDTE ARBEJDERE SPEDALSKE KVINDER RIGE HEDNINGER KLOGE HERSKERE DISCIPLE

Fisk, familie Fiskefangst ved Genesaret Sø af store mængder sardiner og enkelte Skt. Petersfisk. Foto: Morten Hørning Jensen.

og en kovending

Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL

Da Jesus kaldte fiskere til at følge sig efterlod de familietraditioner og dyrt fiskegrej bag sig. Arkæologiske fund bringer livet som fisker ved Genesaret Sø til live og hjæl-

Så kastede Simon sit net og lod det synke til bunden. Han trak vejret dybt og dykkede ned i vandet for at trække nettets kanter sammen. Endnu en stime af fisk var i hus. Der var mad nok til deres store familie, som stod sammen om indtægter og udgifter. Simon skulle netop til at råbe til Andreas om at holde for i dag, da skikkelsen langs søbredden brød ind i hans verden: ”Kom og følg mig”, sagde han uden videre! Simons krop var spændt til sidste muskel af at løfte det fyldte garn med fisk. Men langsomt løsnede han sit greb, så fiskene smuttede som pile i vandet, og han begyndte at gå mod land.

per os til at se, hvad der var på spil. DYRT FISKEGREJ

Det var en frisk forårsdag, den dag de så ham komme gående langs søbredden. Vandet i søen var stadig køligt efter vinteren af smeltevandet fra Hermons bjerg. Det var Simons favorittid på året. Selv med en arm bundet på ryggen kunne han, Andreas og de andre fange nok med fisk bare ved hjælp af deres runde kastenet. De varme kilder, der løb ud i søen lige ved deres by, var som en magnet for fiskene på denne kølige tid af året. Langsomt sneg de to brødre sig ind på den sorte stime af fisk foran dem med nettet hængende på den ene arm. Ud af den ene øjenkrog kunne han se sine to fætre, Jakob og Johannes, der var i gang med at ordne garnene i en af familiens både lidt derfra. Deres far, Zebedæus, stod stolt med roret i hånden, mens daglejerne sled for deres løn. 12 TEL 2/2012

I vinteren 1985/86 stod vandet usædvanligt lavt i Genesaret Sø. En langvarig tørke havde sænket vandstanden et godt stykke under normalen og blotlagt dele af den mudrede søbund. En dag i januar 1986 var to brødre og medlemmer af kibbutz Ginnosar, der ligger på søens vestlige bred nord for Tiberias, ude at køre i dette mudder med en traktor, der satte sig fast. I forsøget på at få den fri kommer nogle gamle mønter til syne. Da de over de næste dage undersøger området nærmere får de pludselig øje på omridset af en båd i mudderet. De israelske antikvitetsmyndigheder bliver tilkaldt, og den efterfølgende udgravning gør det klart, at der ved dette lykketræf er gjort et enestående fund af en båd fra det første århundrede. Historien rydder straks alverdens forsider, og båden bliver døbt: Jesusbåden. Selskab for Bibelsk Arkæologi


Fundet er interessant, fordi det giver os et glimt af, hvordan fiskeri på søen på Jesu tid var et veludviklet erhverv. Båden kunne med sine 8,8 meter i længden og 2,5 meter i bredden sagtens rumme et helt sjak, der arbejdede med lange net og store fangster til følge. Vi kendte godt til eksistensen af både fra Jesu tid. Ikke alene er de omtalt i evangelierne (f.eks. Mark 4,36), men også den jødiske historieskriver Josefus fortæller om en livlig trafik på søen. Tilmed fandt arkæologer under en udgravning af Magdala ikke langt fra Ginnosar en mosaik fra det første århundrede, der viser en båd med sejl, fire roere og en styrmand. SPECIALISEREDE FISKEMETODER En sådan båd var dyr at fremstille og fungerede som krumtappen i et velfungerede fiskerierhverv, hvor man gjorde brug af forskellige fangstmetoder. Den jødiske amatørarkæolog og mangeårige fisker på søen, Mendel Nun, har studeret både de skriftlige kilder, den gamle fisketradition og travet op og ned langs søen for at gøre fund fra fiskeriet i gamle dage. Han samler fiskerimetoderne i tre hovedtyper: Frem for alt kunne man med båd lægge det store såkaldte ’vodnet’ ud. Det var op til 250-300 meter langt og blev trukket i land af 8-10 personer i hver ende. Dets

I 1986 gjorde et par brødre fra kibbutz Ginosar et sensationelt fund af denne båd fra det første århundrede. Den blev hurtigt døbt ”Jesusbåden” og er det eneste fund af en båd fra denne periode. Foto: Morten Hørning Jensen.

måde at fungere på er beskrevet i detalje i lignelsen om voddet i Matt 13,47-48. Når man har trukket det på land, skal de gode fisk samles i tønder, mens de dårlige (og religiøst urene) smides ud. Et andet net, der blev lagt ud med båd, var det såkaldte ’toggergarn’ eller ’posenet’, der stadig bruges i dag og består af fem sammensatte net, der spredes ud i en cirkel rundt om en fiskestime, hvorefter fiskene forskrækkes til de svøm-

mer fast i nettet. Ifølge Nun er det netop dette net, der er omtalt i Mark 1,19, hvor vi hører om de to Zebedæussønner, Jakob og Johannes, der er i færd med at ordne nettene, der omtales i flertal. Endelig brugte man et rundt kastenet med en diameter på 6-8 meter. Så lydløst som muligt og uden at kaste en skygge i den forkerte retning sneg fiskeren sig ind på sin stime af fisk, hvorefter han kastede nettet ud som en faldskærm, der med sten bundet til kanten sank til bunds og fangede fiskene. Derefter ville han dykke til bunds og enten tage fiskene ud en for en eller forsigtigt samle nettet til en kugle og trække det på land. Det var denne fiskemetode Simon og Andreas brugte, da de mødte Jesus. Matt 4,18 og Mark 1,16 beskriver på grundsproget netop deres net som et rundt net (amfiblestron). FISKERI OG FAMILIE HANG TÆT SAMMEN

Skummet i vandet skyldes store mængder fisk, der pisker det i oprør. Fotoet er taget en januardag, hvor vandet er koldt og fiskene samles omkring de steder, hvor varme kilder løber ud i søen. En fiskers paradis. Foto: Morten Hørning Jensen.

www.bibelskarkaeologi.dk

Disse ting lagt sammen – bekostelige både og avancerede fiskerimetoder – gør det tydeligt, at fiskeri ved Genesaret sø på Jesu tid var et stolt og nedarvet erhverv. Så lidt som man på egen hånd havde mulighed for at gøre stenet jord til frugtbar mark, så lidt kunne man på egen hånd kaste sig ud i et fiskerieventyr. Det var et familieanliggende, hvor man gennem 13 TEL 2/2012


Denne mosaik blev fundet under en udgravning i Magdala og dateres til det 1. århundrede. Vi ser en båd med to master og tre årer, der nok skal forstås sådan, at de to forreste (mod venstre) er egentlige årer, der blev betjent af en person hver med to til på skibets anden side (fire roere i alt), mens den bagerste (højre side af billedet) var til styrmanden. Det er altså en båd af en vis størrelse, der sagtens ville kunne fragte Jesus og hans disciple. Foto: Morten Hørning Jensen.

generationerne arvede ikke bare de mange specialiserede redskaber, men også den nøjagtige viden om, hvor og hvordan man gjorde de bedste fangster. Fornemmelsen af familie er også meget tydelig til stede i evangelierne. Hos Markus får vi på blot fire vers to gange at vide, at det er brødre, der arbejder sammen (Simon og Andreas; Jakob og Johannes), ligesom det to gange fortælles,

at Jakob og Johannes var sammen med deres far. Beretningen hos Lukas (5,1-11) tilføjer en interessant detalje om forholdet mellem de to brødrepar. De kaldes i vores danske oversættelse for ”kammerater” (5,7). Faktisk ville en oversættelse som ”partnere” eller ”sjak” passe bedre på det græske ord (metoxes), der i virkeligheden betegner en arbejdsfælle eller kompagnon. Med andre ord: Disse brødrepar arbejdede sammen som sjak sikkert som en del af en større familievirksomhed med fædre og fætre i den udvidede familie. Udgravninger i Kapernaum af det, der med god sandsynlighed var Peters hus, bekræfter dette billede. Udgraverne fandt fundamentet til et hus med mange rum rundt om en åben gård. Man boede ikke i små enfamilieshuse, men i større komplekser med mange lejligheder, der kunne udvides efter behov. ET KALD TIL KOVENDING På denne baggrund sættes Jesu kald til sine første disciple i relief. De var ikke desperate daglejere uden fortid eller fremtid. De var midt i det mest forudgivne og sikre i deres liv: Arbejdet på søen sammen med den udvidede familie. Med sans for dramatik og brug af en fortættet kort fortællestil indsætter Markus denne beretning på et meget afgørende sted. Umiddelbart forud har Jesus begyndt sit offentlige virke med at forkynde, at Gudsriget er kommet nær, og at der nu er brug for omvendelse (1,14-15). Den første beretning, der i praksis demonstrerer, hvor omfattende nybruddet med Jesus er, er netop kaldelsen af de første disciple. Faktisk kan det ikke blive mere dramatisk. Kaldet rammer nerven i datidens samfund: Familien og arbejdet.

Disse to fotos viser traditionelle fangstmetoder i brug på Genesaret Sø af arabiske fiskere. Det runde kastenet blev brugt, hvor stimer af fisk var tæt på land. Det lange vodnet blev brugt til at støvsuge et større område for fisk og krævede mange mænd at betjene. Fotos: © Biblical Archaeology Review.

Vi har tidligere i TEL set på det store billede af Jesu forhold til familien. Det vil ikke være rigtigt at sige, at Jesus var imod familien som sådan (jf. TEL 2009,2). Faktisk helbreder han endda Peters svigermor lige efter (1,29-31), ligesom han vedvarende bruger Peters hus som base for sine rejser (f.eks. Mark 2,1; 9,33). Derimod vil det være rigtigt at sige, at i sammenligning med det at følge Jesus, bliver selv det mest sikre sekundært. For disciplene er ”alt” på spil i mødet med Jesus. ”Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham”, siger Lukas (5,11), ligesom Simon Peter selv senere siger: ”Se, vi har forladt alt og fulgt dig” (Mark 10,28).

Grundplan og foreslået rekonstruktion af Simon Peters hus i Kapernaum (ifølge udgraverne). Det havde mange små rum og kunne derfor rumme mere end en traditionel kernefamilie. Fiskeri på søen var et familieerhverv, der gik i arv i generationerne og forsørgede storfamilien. © Biblical Archaeology Review.

14 TEL 2/2012

Selskab for Bibelsk Arkæologi


KORTE NYHEDER OG ANNONCER

Magasin- og bogtilbud Køb et sæt af tidligere numre af TEL (ca. 50 numre) for 250 kr. + forsendelse Køb den flotte bog, Dagligt liv på Jesu tid (104 sider) for 60 kr. + forsendelse Samlet pris:

295 kr.

+ forsendelse

Skriv til: hh@bibelskarkaeologi.dk

Kampagnetilbud på TEL Få resten af 2012 for

kun 50,Tilmelding via www.bibelskarkaeologi.dk

www.bibelskarkaeologi.dk

15 TEL 2/2012


Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Adresseændring meddeles til: hh@bibelskarkaeologi.dk (tlf. 7586 1748). Eftersendes ved varig adresseændring.

Skatten er betalt! Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet I de sidste par år har man gravet på østsiden af Tempelbjerget i Jerusalem, et stykke nede på Kedrondalens vestside. Her er man dumpet lige ned i resterne fra en af Jerusalems lossepladser fra kongetiden. Ved at vådsi materialet fra denne udgravning har man fundet en stump af en såkaldt bulla. En bulla er navnet på det aftryk, som skabes ved at presse et segl ned i en klump frisk ler. Ud fra bogstavernes form må den nyfundne bulla dateres til kong Manasses tid (685-642 f.Kr.). På den beskadigede bulla står der sandsynligvis: ”[Gi]beon – for kongen”. Den første stavelse i bynavnet ”Gibeon” må rekonstrueres. SKATTEBETALING Denne bulla hører til en særlig gruppe af seglaftryk, som man kalder for ”skattebullae”. De består typisk af tre dele fordelt på tre linjer: et årstal, f.eks. ”det 12. (år)”, et stednavn i Juda eller Benjamin, og til slut ordene ”for kongen”. Årstallet refere-

For- og bagside af skattebullaen fra Gibeon. Størrelse: 0,9 cm. © Zev Radovan.

rer til kongens regeringsår, f.eks. hans ”12. år”. På den nye bulla mangler den øverste linje med årstallet dog. Vi ved derfor ikke, fra hvilket år i kong Manasses lange regeringstid bullaen stammer. Man brugte at forsegle varer, der skulle leveres til kongehuset som skatter og afgifter. Skatten kunne bestå i olivenolie, vin eller korn. Når skatten skulle betales, blev den forseglet og forsynet med et stempel, som angav, hvor betalingen kom fra. Det gjorde man for at hindre, at uvedkommende tog af varerne undervejs fra den lokale embedsmand til kongehuset. FØRSTE RIGTIGE FUND Alle 50 kendte skattebullae er kommet for dagens lys ved illegale udgravninger. Den historiske kontekst for disse aftryk kender vi derfor ikke, og vi må nøjes med at gætte os frem. Gibeon-aftrykket er det første, som er fundet ved en kontrolleret arkæologisk udgravning. Udgraveren mener, at dette og de mange andre aftryk må stamme fra kong Manasses system for skatteindbetaling fra byerne i Judas og Benjamins stammeområde. BETLEHEM BETALTE OGSÅ SKAT På det allerseneste er endnu en skattebulla blevet fundet ved udgravninger i Davidsbyen. Den stammer fra samme periode som Gibeon-bullaen. På denne bulla står ordene: ”Det syvende (år), Betlehem, for kongen”. Denne bulla er i øvrigt interessant af en anden grund: For første gang nævnes Betlehem i en ikke-bibelsk tekst fra kongetiden.

Navnet Betlehem optræder i den midterste linje på denne bulla. Bullaen er 1,5 cm stor. © Clara Amit og Israel Antiquities Authority.

Profile for Thomas Møller

Tel2012 2 issuu  

Tel2012 2 issuu  

Advertisement