Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 1 | marts 2012 | 23. årgang

ET SPADESTiK DYBERE i BiBELEnS vERDEn

Korsfæstelse

– grusommere end døden

Korsfæstelse – grusommere end døden

3

Jehohanan – historien om en rig, ung, korsfæstet mand

13 Korset af træ – historien ingen vil høre 17 Meget sjælden inskription 20

10

“Ordet om korset” – et uhørt evangelium

TEMAnUMMER om korsfæstelse


velkommen til et udvidet temanummer om KoRSfÆSTELSE Det er næsten umuligt for os, der ikke har oplevet krig og tortur, at sætte os ind i korsfæstelsens rædsler. Det var så grusom en død, at selve det ”at dø” blev overskygget af de forudgående pinsler. faktisk betyder det ordet ”at korsfæste” på latin slet og ret at torturere.

Så hvorfor overhovedet gøre forsøget? Hvorfor ikke blot lytte til den romerske forfatter Cicero, der mente, at dannede mennesker slet ikke burde kende ordet ”kors”? Eller i hvert fald nøjes med den nøgterne konstatering i evangelierne af, at ”de korsfæstede ham” (Mark 15,24)? Jo, virkeligheden er, at forfatterne til de nytestamentlige skrifter slet ikke havde behov for at udpensle korsets lidelser. Enhver slave, fri eller fornem i det romerske rige kendte både lyden, lugten og synet af forhør, piskning, korsbæring og korsophængning! Det var nemlig selve pointen i korsfæstelsen: skrækken, genkendelsen og gyset dybt i marv og ben. Derfor

Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop

Tlf.7586 1748 E-mail:info@bibelskarkaeologi.dk Internet:www.bibelskarkaeologi.dk Bank:Sydbank konto 7920-1014 846 Norge:Den norske Bank 7877.06.93402 Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: Motiv fra Nazareth Village. Foto: Morten Hørning Jensen.

2 TEL 1/2012

foregik korsfæstelserne altid på de mest synlige steder – på forhøjninger eller langs veje, hvor folk gik forbi (jf. Mark 15,29). Nærmest som datidens neonskilte forkyndte en korsfæstelse på lang afstand: ”Hvis du gør ligeså, ender du også derpå”. Siden er korset blevet gyldent. Det glimter over enhver kirke; det er broderet i guld på enhver alterdug; vi bærer det stolt om halsen. Har vi mistet kendskabet til korsets virkelighed? Med dette temanummer af TEL ønsker vi at give et historisk og arkæologisk bidrag til at placere os så tæt på korsfæstelsens virkelighed som muligt. Så tæt, at vi kan fornemme suget i maven på en slave i Korinth, da han første gang hørte Paulus forkynde ”ordet om korset” (1 Kor 1,18). Hvordan hørte han – og andre i det første århundrede – påskens budskab om en korsfæstet Messias? God læselyst og glædelig påske!

Morten Hørning Jensen, redaktør af TEL

Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 175,- / norske kr. 195,(For unge under 26 år: kr. 125,- / norske kr. 140,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

TEL udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling. Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Cand.theol. Jacob Bank Møller (kasserer), tlf.: 8615 3402 · jbm@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Korsfæstelsens Hvad, Hvem, Hvordan, Hvorfor

Korsfæstelse Motiv fra Gravkirken. Helt tilbage til byzantinsk tid (4.-6. årh.) har pilgrimme indridset kors i Gravkirkens sten. Foto: Morten Hørning Jensen.

– grusommere end døden

Af Morten Hørning Jensen, ph.d., lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL

Korsfæstelse var i det romerske imperium en udbredt henrettelsesmåde, der handlede om en hel del mere end blot at henrette! Det var faktisk en meget besværlig og omkostningstung måde at slå folk ihjel på. Hvorfor brugte romerne så korsfæstelse? Hvilket signal ville de sende? Hvem korsfæstede de? Hvordan korsfæstede de? og hvad døde man egentligt af – på korset?

www.bibelskarkaeologi.dk

En ALMinDELiG MoRGEn i RUfUS KoRSfÆSTEREnS Liv

Rufus var altid den første på benene. Det var jo hans ansvar, at kontrakten med bystyret blev overholdt. Ellers indgik styret blot en kontrakt med et andet korsfæstelsessjak. Der var nok om buddet. Arbejdsløsheden var høj, tidligere lejesoldater var der nok af, hvorimod det var så godt som umuligt at få hænderne i et lille stykke jord og en simpel hytte. Rastløst begyndte han at sortere værktøjet. Det var egentlig den yngste på sjakket, Tryfus’, opgave. Men han gjorde aldrig sit arbejde ordentligt. Rufus havde udtrykkeligt bedt ham gennemgå alle piskene, før de blev foldet sammen. Knoglestykkerne havde det med at blive slået ud af deres læderknuder. Hvad var en pisk uden de skarpe knogler for enden – tænkte Rufus arrigt. Var Tryfus ikke i forvejen klar over, hvor hårdt et arbejde det var at piske? Rufus krævede også pinlig orden i det øvrige materiel. Kæderne skulle sorteres efter længde; tværbjælkerne til korsene skulle stables på rad og række og sømnaglerne rettes ud, hvis de var blevet bøjet. Især irriterede det Rufus, hvis gammelt blod ikke var blevet vasket af værktøjet. Én ting var deres tøj. Det var jo rødt, så det var der ingen grund til at vaske efter hver korsfæstelse. Det måtte vente til det blev for stift af for meget størknet blod. Men værktøjet – det skulle glimte i solen, når kunderne kom med deres ordre. En god korsfæstelse var en æressag for Rufus. 3 TEL 1/2012


De andre begyndte at røre på sig rundt om bålpladsen. Solen, lyset og varmen begyndte langsomt at vække dagen til live. I morgendisen kunne byen nu skimtes på afstand, Puteoli. Snart blev dens porte slået op. Handlende fra fjern og nær ville strømme ind. Slaver i mængde ville bære stabler af varer hjem til deres herrer og huse i håb om at leve endnu en dag. Men faldt de i unåde … et skær af et smil gled over Rufus’ ansigt, mens han satte det sidste knoglestykke i sin bedste pisk … så var der arbejde til ham og sjakket. Prisen var ikke til at forhandle om. Den var fastsat af bystyret. Spørgsmålet var alene, hvilken type af korsfæstelse, kunden ønskede. Hvilken type tortur, for at tage én ting. En anden: Hvor mange timer eller dage skulle han sørge for at holde dem i live på korset? Mange års erfaring gjorde, at Rufus præcist vidste, hvor lang tid et menneske kunne udholde de forskellige stillinger, man kunne hænge dem op i. Endelig: Skulle de begraves eller blot efterlades

En blodig kontraktindgåelse En latinsk indskrift fundet i den italienske landsby Puteoli giver os et indblik i et makabert erhverv: korsfæsterne. Indskriften er formet som en kontrakt udarbejdet af bystyret og sætter rammerne for, hvordan byens korsfæstelsessjak skulle arbejde. Vi kan bl.a. læse, at de skal bo uden for byen, bære røde dragter, ringe med en klokke, når de går ind i byen, selv sørge for diverse instrumenter og værktøj. Endelig skulle de være raske mennesker mellem 25 og 50 år. Fortællingen om Rufus Korsfæsteren er frit digtet på baggrund af indskriften.

som føde til de vilde dyr? Jo mere besværlig en korsfæstelse, der ønskedes, jo højere betaling – naturligvis. Rufus lagde pisken fra sig. Han øjnede dagens første kunde komme slæbende med en slave i lænker. Han havde sikret sig selv og sjakket løn og liv – endnu en dag. HvoRfoR KoRSfÆSTEDE RoMERnE? Det var dyrt, besværligt og tidskrævende

at korsfæste! Den jødiske historieskriver Josefus fortæller os f.eks., hvordan romerne under belejringen af Jerusalem havde problemer med overhovedet at skaffe træ nok til alle dem, de skulle korsfæste (Krigen 5.449-51). Hvorfor henrettede romerne ikke bare de jødiske oprørere med sværd? Svaret er så enkelt, som det er grusomt: Korsfæstelse handler først og

En kunstners bud på, hvordan Golgata og korsfæstelsen tog sig ud. Højen lå uden for byen på et meget synligt sted. For som den romerske forfatter Quintilian siger: ”Når vi korsfæster den skyldige, vælger vi de mest befærdede veje, hvor flest folk kan se det og blive fyldt af frygt”. Evangelierne noterer også, at folk ”gik forbi” Jesu kors (Mark 15,29). © archaeologyillustrated.com.

4 TEL 1/2012

Selskab for Bibelsk Arkæologi


fremmest slet ikke om at slå folk ihjel, men derimod om to andre ting: synlighed og skam. Korsfæstelsens første fortræffelighed, set med romerske øjne, var dens synlighed. Ikke nok med, at offeret blev hængt op; han eller hun hang der også længe, mens dødskampen stod på til lige dele skræk, væmmelse og afsky for dem, der gik forbi. Den romerske forfatter Quintilian (35-95 e.Kr.) skærer det ud i pap for os: ”Når vi korsfæster den skyldige, vælger vi de mest befærdede veje, hvor flest folk kan se det og blive fyldt af frygt. For straf har ikke så meget at gøre med gengældelse, som med det eksempel den sætter” (Declemationes 274). Den anden store genvist var den skam, korsfæstelse bragte over offeret. Det handlede om at fratage vedkommende enhver form for menneskelighed. Derfor blev offeret først ført i procession igennem byen som en offentlig forkyndelse af, at nu var vedkommende ikke længere et menneske. Enhver kunne håne, slå og spytte på ham. Derefter blev han hængt nøgen op på korset som et andet dyr. Nogle kilder fortæller os, at man til tider førte offerets kone og børn frem foran korset – for at henrette dem på stedet som endnu en ydmygelse: ”Ikke engang din familie kan du beskytte!” (Josefus, Krigen 1.97). Hvis man ville gøre ydmygelsen komplet, lod man offeret hænge på korset som føde for fugle og vilde dyr. Flere kilder til romersk lov siger, at man kunne udlevere liget til familien. Men det var også en mulighed at lade liget hænge, til det gik i forrådnelse og/eller blev fortæret af fugle og vilde dyr. Den romerske historiker Sveton fortæller en for ham morsom historie om, at der engang var en hund, der slæbte en hånd fra en korsfæstet person ind under kejser Vespasians bord som et andet kødben (Vespasian 5.4). Den tyske teolog og historiker Martin Hengel sammenfatter det således: ”Det var et udbredt billede [i samtiden], at det korsfæstede offer tjente som føde for vilde dyr og rovfugle. På denne måde blev ydmygelsen total. Hvad det betød for et menneske i antikken at blive nægtet begravelse, og hvilken skam, der var knyttet til dette, kan dårligt fattes af det moderne menneske” (i bogen, Crucifixion, s. 87f). HvEM fAnDT PÅ KoRSfÆSTELSEn? Korsfæstelsens oprindelse fortaber sig i tågerne. De fleste for-

Henrettelsesrangstigen Romerne opererede med en rangstige af dødsmåder inden for lovens hårdeste straf, henrettelse, alt efter graden af ydmygelse. Her anført med stigende hårdhed: 4. 3. 2. 1.

Halshugning (decollatio) De vilde dyr (ad bestias) Brænding (crematio) Korsfæstelse (crux)

www.bibelskarkaeologi.dk

Mosaik fra det 3. århundrede fra Tunesien, der viser henrettelse ved de vilde dyr (ad bestias). Selvom det så bestialsk ud, så regnede romerne faktisk det at blive kastet for de vilde dyr som en mere nådig straf end korsfæstelse. © Wikimedia Commons.

skere mener, at skikken spredte sig fra perserne til grækerne og derfra til romerne. Den persiske hersker Dareios I (522-485 f.Kr.) har den tvivlsomme ære af at være den første i vores kilder til at udføre en massekorsfæstelse, nemlig af 3.000 indbyggere i Babylon (ifølge den græske historiker Herodot). Men sagen er nok snarere den, at mennesker fra tidernes morgen ikke blot har henrettet hinanden. De har samtidig søgt efter de mest ydmygende og pinefulde måder at gøre det på. Vi har efterretninger i kilderne om ophængning på træer og spidning på pæle hos mange folkeslag såsom inderne, assyrerne, skyterne, taurierne og kelterne. På Alexander den Stores tid (død 323 f.Kr.) var henrettelse ved ophængning på pæle velkendt. I raseri over den modstand indbyggerne i byen Tyrus udviste mod ham lod han efterfølgende 2.000 af dem korsfæste langs stranden ved Middelhavet så langt øjet rakte (ifølge Curtius Rufus, Historiae Alexandri 4.4.17). KoRSfÆSTEDE MAn i iSRAEL? Også jødiske herskere anvendte korsfæstelse, selvom det ikke var det normale. Moseloven foreskriver stening som henrettelsesmåde (f.eks. 3 Mos 24,16). Men visse steder er der tale om ophængning. Efter israelitternes udåd ved Shittim, byder Gud Moses at henrette folkets overhoveder i fuld åbenhed (4 Mos 25,4). Ordet, der på dansk er oversat med ”henrette”, rummer efter al sandsynlighed en mere præcis anvisning af henrettelsesformen, nemlig ved hængning eller ophængning på pæle, som det også blev oversat i 1931-oversættelsen. I 5 Mos 21,22-23 har vi også en lov om, at en henrettet mand, der hænges på et træ, ikke må hænge der natten over, da han er ”en Guds forbandelse”. Sandsynligvis skal det forstås sådan, 5 TEL 1/2012


at han hænges op efter henrettelsen; men at det kunne forstås som en hentydning til korsfæstelse, har vi et eksempel på hos Paulus, der citerer netop dette sted om Jesu korsdød (Gal 3,13). Også andre steder i GT omtaler ophængning i træer (Jos 8,29; 10,26f; 2 Sam 4,12). Faktisk stod den jødiske, hasmonæiske konge Alexander Jannæus for en af de mest bestialske korsfæstelser, vi har overleveret i kilderne. Interne spændinger mellem ham og farisæerne førte til væbnet kamp, der endte med, at Jannæus korsfæstede 800 farisæere. Mens de hang på korset, lod han ifølge Josefus deres familier henrette for øjnene af dem (Krigen 1.97). Trods disse steder er det rigtigt at sige, at jødiske herskere generelt var tilbageholdende med brug af korsfæstelse. F.eks. har vi ikke en eneste hentydning til, at den ellers nok så grusomme Herodes den Store korsfæstede. Det hang nok sammen med to ting: Dels det, at 5 Mos 21,23 kalder den, der hænger på et træ for ”en Guds forbandelse”. Dels det forhold, at jøderne generelt anså lig for at være ekstremt urene. De skulle begraves hurtigt, og efterfølgende måtte enhver, der havde været i berøring med liget, gennemgå en nøje renselsesproces. Oven i skammen og skrækken, som romerne så i korsfæstelsen, var et lig på et kors en ”forbandet” kilde til religiøs urenhed for jøderne. Men til tider blev der altså også korsfæstet blandet jøderne. Qumran nævner korsfæstelse mindst to steder (Nahumkommentaren og Tempelrullen), og det jødiske skrift Mishnah er så humant at forordne, at kvinder, der korsfæstes, skal hænge med hovedet ind mod pælen for at spares for noget af skammen (Sanhedrin 6.3). HvEM KUnnE KoRSfÆSTES? På romersk tid blev korsfæstelse primært brugt mod to grupper: Oprørsgrupper og slaver. Faktisk var de grupper til tider sammenfaldende. Mest berømt er det slaveoprør, som Spartacus indledte. Han samlede sig hurtigt en stor gruppe slaver, der stak af fra deres herrer, men i år 71 f.Kr. var det slut, da det lykkedes Crassus at nedkæmpe oprøret. Til skræk og advarsel blev den store hovedvej

Motiv fra Mel Gibsons film, The Passion of the Christ, der illustrerer korsbæring. Nogle af de antikke kilder beskriver, hvordan den dømte skulle bære sit kors eller tværbjælken ud til retterstedet, mens forbipasserende havde frit lejde til at håne, spytte og slå vedkommende. © Philippe Antonello.

ind til Rom, Via Appia, flankeret med kors for de i alt 6.000 slaver, der blev hængt op. To markante oprør i Israel på Jesu tid endte også med massekorsfæstelser. I kølvandet på Herodes’ død år 4 f.Kr. brød der en tilsyneladende uorganiseret oprørsbølge løs, der spredte sig som en steppeild. Kun med stor anstrengelse lykkedes det den syriske legat Varus at nedkæmpe de vrede jøder. Han korsfæstede ifølge Josefus efterfølgende 2.000 personer (Antikviteterne 17.295). Endnu mere dramatisk gik det for sig under den store jødiske krig, der endte med Jerusalems belejring og ødelæggelse år 70. Josefus fortæller, hvordan romerne indkapslede Jerusalem med en mur af soldater, så hungersnøden ligefrem førte til kannibalisme inden for bymuren. Det fik mange til at forsøge at flygte fra byen om natten for blot at blive fanget af de romerske soldater. Josefus fortæller, at de var så ”grebet af had og forbitrelse, at de morede sig med at korsfæste fangerne i forskellige stillinger, indtil der var så mange kors, at der ikke var plads til dem, og indtil der ikke var kors nok at anbringe dem på” (Krigen 5.451). På daglig basis var korsfæstelse forbeholdt slaver. Cicero beskriver slet og ret korsfæstelse som ”den værste slavestraf” (Verres II, 2,169). Slaver blev holdt som dyr uden retslig beskyttelse og kunne til enhver tid korsfæstes, hvis han eller hun faldt i unåde. Den romerske forfatter Juvenal gengiver et sted et skænderi mellem en romersk herre og hans kone, der vil have en slave korsfæstet. Da herren ikke kan finde nogen grund til det udbryder konen: ”Hvis du søger efter en grund, så er den her: Jeg vil det!” (Satirer 6.223). HvoRDAn KoRSfÆSTEDE MAn?

Giovanni Battista Tiepolos maleri af korsfæstelsen (1745-50). På realistisk vis fremstilles forskellige måder at være ophængt på, ligesom vi også ser to forskellige typer af kors, hhv. det T-formede kors (crux commisa) og det almindelige velkendte kors (crux immissa). © Wikimedia Commons.

6 TEL 1/2012

”Jeg ser kors - ikke bare af en bestemt type, men udformet på mange forskellige måder: Nogle har deres ofre med hovedet nedad; andre gennemborer deres intime dele; andre spænder deres arme ud over tværbjælken”. Sådan skriver den romerske filosof og politiker Seneca den Yngre (Dialoger 6.20.3, ca. 4 f.Kr.- 65 e.Kr.). Der var altså, ligesom også Josefus beskrev det omkring Jerusalems belejring, ikke én bestemt måde at korsfæste på. Det var i virkeligheden en del af korsfæstelsens psykologi: Den komplette overgivelse til bødlens fantasi og humør! Trods det kan vi stykke en række elementer sammen fra vores Selskab for Bibelsk Arkæologi


To bud på, hvordan kors kunne se ud på Jesu tid. Fra den bibelske have i Ein Kerem. Foto: Morten Hørning Jensen.

Billede af den korsfæstede Peter i kirken Quo Vadis (hvor går du hen?) på Via Appia Antica i Rom. Kirken er bygget, hvor Peter på flugt fra Rom ifølge traditionen møder den opstandne Kristus og spørger: ”Hvor går du hen?”. Han får svaret: ”Jeg går til Rom for at blive korsfæstet.” Peter svarer: ”Herre skal du korsfæstes igen?” Det bekræfter Kristus, hvorefter Peter vender tilbage til Rom i vished om, at han nu skal korsfæstes, hvilket han ifølge traditionen bliver med hovedet nedad. Foto: Hartvig Wagner.

www.bibelskarkaeologi.dk

kilder, der tegner et portræt af korsfæstelsens udførelsesmetode – også selvom det selvfølgelig ikke var sikkert, at en korsfæstelse altid indeholdt alle dele: 1: Ifølge romersk lov skulle en form for piskning altid gå forud for korsfæstelse. Romerne havde forskellige grader af piskning, men det var den værste (verberatio), der skulle bruges i forbindelse med henrettelserne. Pisken bestod af lædersnore med indflettede spidse benstumper eller metalstykker, der flænsede sig ind i kødet. Josefus fortæller os et sted om en, der blev ”pisket til hans ben blev synlige” (Krigen 6.304). Formålet var at svække offeret betydeligt forud for korsfæstelsen. Til tider døde offeret dog allerede under piskningen. Sveton fortæller om en gang, kejser Domitian fik det helt dårligt over at se en pisket person (Domitian 11). 2: Nogle kilder taler om, at den dømte skulle bære sit kors til henrettelsesstedet. Den græske historiker Plutarch (46-120 e.Kr.) siger f.eks.: ”Enhver dødsdømt forbryder bærer sit kors på ryggen” (Moralia 554 A/B). Det er ikke tydeligt, om der her er tænkt på hele korset eller blot på tværbjælken. Andre kilder nævner specifikt, at en dødsdømt skulle bære tværbjælken til korset. I alle fald er den bagvedliggende tanke tydelig nok: Spændt fast til sit kors eller til tværbjælken og på march gennem byen blev den dødsdømte udstillet for alle og var et ubeskyttet offer for tilråb, slag og spark. Et par kilder nævner også, at

den korsdømte bar et skilt om halsen, der angav, hvad han var dømt for. 3: Selve korsets udformning og ophængningsmåden kunne variere, som citatet af Seneca ovenfor gør klart. I 1593/4 udgav den flamske humanist Justus Lipsius en nu berømt undersøgelse af de antikke kilder til korsfæstelse, hvor han skelner mellem to grundtyper: (a) Det simple kors (crux simplex), der blot består af en pæl som offeret enten blev bundet til eller spiddet på. (b) Det sammensatte kors (crux compacta), der kunne være formet som et X (crux decussata), som et T (crux commissa) eller som den for os velkendte korsform (crux immissa). 4: Der er blandt forskerne uenighed om, hvor sikre vi kan være på, at romerne brugte to særlige forhold ved korsets udformning: fodstøtte (suppedaneum) og siddebjælke (sedile). Begge ville tjene til at forlænge pinen, hvis den korsfæstede kunne støtte kroppen til disse to ting. Flere kilder omtaler, at en korsfæstet kunne være flere dage om at dø på korset (se tekstboksen nedenfor). Derfor kunne det være nødvendigt at fremskynde dødstidspunktet ved f.eks. at knuse benene på den ophængte, som vi læser i Joh 19,31-33 (jf. Mark 15,44). KoRSfÆSTELSEnS KonKLUSion Konstantin den Store (død år 337 e.Kr.) forbød korsfæstelse i Romerriget. Nu var imperiet kristent, og 7 TEL 1/2012


ingen korsfæstelse skulle længere kaste en skygge over Kristi enestående lidelser. Korsfæstelse havde da i århundreder gjort et formidabelt arbejde. Henrettelsesmetoden havde gjort det klart for enhver, at en henrettelse ikke blot er en henrettelse. Kun de rige og fornemme kunne regne med en nådig henrettelse. For slaver og oprørere ventede en hel

anden død. Udstrakt, nøgen og overgivet til bødlens ekspertise kunne den dømte være sikker på at dø så langsomt og pinefuldt, at enhver beskrivelse med ord unddrager sig virkeligheden. Ingen, der så en sådan død, ville kunne forblive upåvirket. Korset vandt altid og spredte præcis den rette blanding af sorg, skræk og skam, som magthaverne havde brug

Korsfæstelsesdetaljer

for til at holde slaver og oprørere undertrykte.

Læs mere: Artiklerne i dette nummer bygger på en række bøger og artikler, der er samlet på TELs linkside på www.bibelskarkaeologi.dk.

Berømte korsfæstelser Ca. år 500 f.Kr.: Den persiske kong Dareios I korsfæster 3.000 af Babylons indbyggere (Herodot, 3.159.1).

Evangelierne er faktisk de mest udførlige kilder til korsfæstelse i antikken. Her følger en oversigt over deres detaljer: • Jesus piskes og spottes af de romerske soldater (Matt 27,27-31; Mark 15,16-20; Joh 19,1-7).

332 f.Kr.: Alexander den Store korsfæster 2.000 personer efter indtagelsen af Tyrus (Curtius Rufus, Historiae Alexandri 4.4.17).

• Jesus føres i spottetriumf gennem byen (Matt 27,32; Mark 15,21; Luk 23,26-32; Joh 19,17).

Ca. år 100 f.Kr.: Alexander Jannæus korsfæster 800 farisæere (Josefus, Krigen 1.97).

• Anklageindskriften, ”Jødernes konge”, placeres på korset (Matt 27,37; Mark 15,26; Luk 23,38; Joh 19,19-22). • Jesus korsfæstes nøgen (Matt 27,35; Mark 15,24; Joh 19,23f). • Korsfæstelsesstedet var et synligt sted uden for byen, hvor folk gik forbi (Matt 27,39; Mark 15,29; Joh 19,20).

71 f.Kr.: Crassus korsfæster 6.000 oprørere efter Spartacus’ slaveoprør (Appian, De romerske borgerkrige I,14).

• Jesu korsfæstelse var en timelang dødskamp med samtale, pine og skrig (Matt 27,39-46; Mark 15,29-34; Luk 23,39-46; Joh 19,25-30).

4 f.Kr.: Varus korsfæster 2.000 oprørere i kølvandet på Herodes den Stores død (Josefus, Krigen 2.75).

• Jesus dør hurtigere end forventet (Mark 15,44f; Joh 19,33f).

70 e.Kr.: Massekorsfæstelse af jødiske desertører fra Jerusalem (Josefus, Krigen 5.451).

• Ifølge opstandelsesberetningerne blev Jesus naglet til korset (Luk 24,39; Joh 20,27, jf. Kol 2,14).

Sagt om korsfæstelse i antikken •

CICERO (ROMERSK POLITIKER, 106-43 f.Kr.): ”At binde en romersk borger er en forbrydelse, at piske ham er en skændsel og at dræbe ham er som at begå fadermord. Hvad skal jeg da kalde det at korsfæste ham? Det er umuligt at finde et ord, der passende kan betegne så skrækkelig en handling” (Verres II, 5,169-170). ”… selve ordet kors skal være fjernt fra en romersk statsborger; både fra hans tanke, hans øjne og hans ører” (Pro Rabirio 16).

QUINTILIAN (ROMERSK RETOR, CA. 35-95 e.Kr.): ”Når vi korsfæster den skyldige, vælger vi de mest befærdede veje, hvor flest folk kan se det og blive fyldt af frygt. For straf har ikke så meget at gøre med gengældelse, som med det eksempel de sætter” (Declemationes 274).

8 TEL 1/2012

SENECA (ROMERSK FILOSOF, CA. 4 f.Kr.-65 e.Kr.): ”Findes der noget menneske, som ville foretrække at gå til i smerte, at dø lem for lem, at lade sit liv ebbe ud dråbe for dråbe, snarere end at dø øjeblikkeligt? Kan det menneske findes, som villigt vil bindes til det forbandede træ?” (brev 101). ”Nagler gennemborer hans hud, og hvor end han støtter sin udmattede krop presser han mod et sår, hans øjne er udspilede i uafbrudt søvnløshed” (Dialoger 1.3.910). ”Jeg ser kors - ikke bare af en bestemt type, men udformet på mange forskellige måder: Nogle har deres ofre med hovedet nedad; andre gennemborer deres intime dele; andre spænder deres arme ud over tværbjælken” (Dialoger 6.20.3).

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Hvad døde man af?

Blev Jesus ”korsfæstet”?

Hvad døde man af på korset? Det spørgsmål er ikke så dumt, som det lyder, og læger har i moderne tid diskuteret forskellige muligheder.

Som nævnt i artiklen dækkede betegnelsen ”at korsfæste” en række forskellige måder at hænge mennesker op på – og herunder det at spidde dem på pæle.

I 1953 udgav Dr. Pierre Barbet bogen, A Doctor at Calvary. Han fremsætter her den tese, at korsfæstelse medfører en langsom kvælningsdød. Når armene er spændt ud, vil brystmuskulaturen blive spændt til det yderste og forhindre ordentlig iltning af blodet. Det vil føre til hyperventilation og til sidst død. En variation af denne teori er, at den udspændte krop ikke vil kunne udånde korrekt, og døden vil indtræffe pga. for meget ophobet ilt i kroppen som en art omvendt kvælning. Dr. Frederick T. Zugibe udførte i 1980’erne undersøgelser på (frivillige) studerende, der syntes at modbevise denne teori. Kun hvis armene blev spændt ud lodret over hovedet, blev iltningen af blodet synligt påvirket. Ved normal vandret udspænding var der ikke synlige vejrtrækningsproblemer, og den ophængte kunne hænge længe uden større smerter. Zugibe foreslog derfor i stedet, at dødsårsagen skal findes i en blanding af chok og væskemangel. En hårdhændet forudgående piskning vil have ført til et lavt blodtryk og stigende væskemangel. Den ophængte tømmes med andre ord langsomt for blod og dør en langsom udmarvningsdød. Besværligheden ved at finde frem til dødsårsagen ved korsfæstelse forklarer, hvordan det tilsyneladende var muligt at overleve flere dage på korset. Josefus fortæller et sted, at han efter at være gået over til romerne under den jødiske krig ser tre venner hænge på korset. Tårevæddet opsøger han den romerske general Titus og overbeviser ham om, at de skal benådes. De tages ned, og den ene overlever (Selvbiografien 420-21). Det forklarer også skikken nævnt i Joh 19,31 med at knuse den korsfæstedes ben. En hurtig død på korset krævede med andre ord en ekstra indsats. En mulighed var altså at knuse den ophængtes ben – enten så blodtrykket faldt hurtigere pga. svære indre blødninger (Zugibe), eller så iltningen af blodet blev yderligere besværliggjort, da den ophængte nu ikke længere kunne aflaste brystkassen og vejtrækningen med benene (Barbet) – eller måske som en kombination af begge!

I 2010 vakte det stor opsigt, da svenskeren Gunnar Samuelsson på denne baggrund i en doktorafhandling hævdede, at vi ikke ved, om Jesus blev ”korsfæstet” – altså i vores forståelse af ordet – eller spiddet eller naglet til en pæl. Nyheden løb verdenspressen rundt og Samuelsson blev kendt som fornægteren af Jesu korsfæstelse. Det overraskede ikke mindst Samuelsson selv, der betegner sig selv som ”en kedelig præst”, der ikke betvivler, at Jesus døde for vores synder, men blot den traditionelle forståelse af korsfæstelse. Samuelssons forslag har dog mødt en del kritik for at læse for lidt ud af evangeliernes gengivelse af Jesu korsfæstelse. F. eks. vil spidning resultere i en væsentlig hurtigere død og umuliggøre samtale med Jesus (Luk 23,39-46), ligesom opstandelsesberetningerne tyder på, at Jesus blev naglet i hænder og fødder, hvilket peger i retning af en tværbjælke (Luk 24,39; Joh 20,27; jf. Kol 2,14).

Fra dr. Zugibes undersøgelser i 1980’erne af korsfæstelsens virkning på kroppen på (frivillige) studerende. © Biblical Archaeology Review.

www.bibelskarkaeologi.dk

Denne detalje fra et relief over belejringen af en by viser tre personer, der hænger nøgne, spiddet på pæle. To assyriske soldater er ved at fæste den ene pæl i jorden, mens det arme offer dør en smertefuld død. Dette relief fra Nimrud stammer fra Tiglat-Pilesers tid (745-27 f.Kr.). Man anslår at spidning gik af mode, fordi ofrene døde for hurtigt. Foto: © Biblical Archaeological Review.

9 TEL 1/2012


Jehohanan – historien om en rig, ung, korsfæstet mand

Det var i et typisk gravkompleks som dette, at arkæologen Vassilios Tzaferis gjorde et yderst overraskende fund af en benkiste med knoglerne fra en korsfæstet mand. Foto: Morten Hørning Jensen.

Af Morten Hørning Jensen, ph.d., lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL

Under den heftige byggeaktivitet i Jerusalem i kølvandet på seksdagskrigen i 1967 ramlede entreprenørernes gravmaskiner ved et tilfældigt held ned i et ukendt gravkompleks, der skulle vise sig at indeholde et sensationelt fund: liget af en korsfæstet mand! Her er den tragiske historie om Jehohanan, der levede mindre end 28 år og døde den voldsomste død af alle.

10 TEL 1/2012

ET HELT USÆDvAnLiGT SÆDvAnLiGT fUnD Det var sådan set et rent tilfælde! Jerusalem var netop blevet erobret af den israelske hær under seksdagskrigen, og nu skød nye boligområder op overalt. Ikke mindst i byens nordlige del omkring universitetsbjerget, Mt. Scopus. Arkæologen Vassilios Tzaferis fortæller, hvordan han og hans kolleger på den israelske antikvitetsafdeling hastede af sted i kølvandet på de tonstunge gravmaskiner. Som enhver entreprenør i Jerusalem ved: Man kan ikke stikke en skovl i jorden uden at ramme noget fra fortiden! En dag løb der en besked ind, at et hold bygningsarbejdere (igen) havde ramt ind i noget arkæologisk materiale, og Vassilios blev sendt af sted for at undersøge fundet. Denne gang i området kendt som Giv’at ha-Mivtar. Det vidste sig at være et typisk gravkompleks fra den herodianske periode omkring Kristi fødsel. Faktisk var der flere grave, end de kunne nå at udgrave, så fire blev udvalgt til nøjere undersøgelser. Til at begynde med fandt Vassilios og hans team intet usædvanligt. Gravene var velkendte familiegrave, der bestod af et Selskab for Bibelsk Arkæologi


udhugget underjordisk opholdsrum med små nicher hugget ind i klippen. Familien stedte deres afdøde til hvile ved først at lægge liget i nicherne. På årsdødsdagen ville de samles igen i graven og samle benene sammen i små benkister, de såkaldte ossuarier, der så kunne stables på hylder i graven. På den måde kunne en grav bruges af en familie i generationer. I alt fandt teamet 8 benkister i graven fyldt med knogler foruden en mængde potteskår fra lamper, balsam-beholdere, olie-beholdere og madskåle. Det var heller ikke usædvanligt, at benkisterne havde fået indgraveret navnene på nogle af de afdøde. På den baggrund stod det nu klart for Vassilios, at han havde fundet et gravkompleks fra en familie i den øvre, rige del af Jerusalems befolkning. Alene det at have en familiegrav var et tegn på en vis rigdom. Det samme var brugen af benkister, der var forbeholdt de rige. Men særligt to af benkisteindskrifterne gjorde ham sikker på, at familien havde været indflydelsesrig. På den ene står: ”Simon Tempelbyggeren”. Simon havde sikkert været en af Herodes’ kyndige håndværkere, der forestod hans store ombygning af det andet tempel. På den anden står: ”Jehonathan Pottemageren”. Måske drev Jehonathan en familievirksomhed omkring pottemageri. Fra andre arkæologiske udgravninger ved vi, at f.eks. olielamper lavet af ler fra ”den hellige by” i stor stil blev eksporteret til f.eks. Galilæa.

mest sandsynlige rekonstruktion af faderens navn, der er svært at tyde). STRiD oG GEnUnDERSØGELSE

Det var dette syn, der mødte arkæologerne, da de fik børstet støvet af knoglerne i Jehohanans kiste: En hælknogle spiddet af en jernnagle. Hermed var det første fund af en korsfæstet person gjort. © Biblical Archaeology Review.

En ULYKKELiG fAMiLiE? Men trods rigdom mener Vassilios Tzaferis ikke, det var nogen lykkelig familie. De efterfølgende undersøgelser af de i alt 17 skeletter fundet i graven viste nemlig, at fem døde som børn før de blev syv år. Kun fire blev over 37 år og kun to af dem over 50. Hvad værre var: Et spædbarn døde som følge af fejlernæring og en kvinde efter et fatalt kølleslag i ansigtet. Den største ulykke, set fra familiens perspektiv – eller sensation, set fra den moderne arkæologis synspunkt – blev dog i første omgang overset af Vassilios i gravhulens dunkle mørke. Først da knoglerne fra en bestemt benkiste blev nøje undersøgt i laboratoriets skarpe lys, blev det tydeligt, at han havde gjort et sensationelt fund: liget af en korsfæstet mand.

Men derfra begynder usikkerheden også at melde sig. Den første undersøgelse af knoglerne, der blev udført af professor Haas, måtte foregå i al hast, da hensyntagen til jødisk ortodoks tradition krævede en hurtig genbegravelse. Haas nåede frem til en række opsigtsvækkende konklusioner: For det første mente han, at der var spor af begge hælknogler i naglen, som han i øvrigt målte til at være 17-18 cm lang. Jehohanan skulle altså være blevet hængt op med benene samlet og bøjet under sig (se illustration). For det andet mente han at finde spor efter nagler i armene under vristen og ikke i hænderne som traditionelt antaget. Endeligt fandt Haas spor efter brutale brud på benknoglerne. Han tolkede dette i lyset af Joh 19,31, hvor jøderne beder Pilatus om at få benene knust på Jesus og de to røvere, så døden kunne indtræffe hurtigt (jf. tekstboksen: Hvad døde man af på korset?).

HvEM vAR JEHoHAnAn?

Benkisten for Simon Tempelbyggeren. © Biblical Archaeology Review.

www.bibelskarkaeologi.dk

En af benkisterne indeholdt nemlig de jordiske rester af et tre-fireårigt barn og så en mand anslået til at være mellem 24 og 28 år. Og vi kan med sikkerhed sige, han blev korsfæstet, for en af naglerne sad nemlig stadig solidt plantet i hans ene hælknogle! Naglespidsen var tilsyneladende blevet bøjet, måske på grund af en knast i korsets træ. Da de så ville tage ham ned for at begrave ham kunne de åbenbart ikke få naglen ud af træet og begravede ham med naglen i hælen. Vi ved en ting mere med sikkerhed om denne mand; hans navn var Jehohanan søn af Ezekiel. Med rå bogstaver var hans navn ridset ind i benkisten (Ezekiel er den

Kisten, der indeholdt knogler fra den korsfæstede Jehohanan. Indridsningen på siden siger: Jehohanan, søn af HGQWL (Ezekiel)”. © Biblical Archaeology Review.

Haas’ rapport, fotografier og teorier var dog ikke overbevisende for alle, og efter 15 år fik lægen Eliezer Sekeles og antropologen Joseph Zias overtalt myndighederne til at genopgrave skeletterne for yderligere undersøgelser. Det viste sig her, at naglen kun var 11,5 cm lang og at der kun var spor af den højre hælknogle. De fandt heller ikke spor efter nagler i underarmene, ligesom de mente, at de mange 11 TEL 1/2012


brud på benknoglerne blot skyldtes deres alder og ringe bevaringstilstand i graven. I stedet foreslog de nu, at Jehohanan var hængt op på korset med benene på hver side af den lodrette bjælke og armene bundet omkring tværbjælken. Professor Haas mente, at der var spor efter begge hælknogler og at naglen var lang nok til at kunne have spiddet begge fødder. Han foreslog derfor, at Jehohanan var ophæng på korset på denne måde. © Biblical Archaeological Review.

HvAD vED vi? Med sikkerhed ved vi, at den korsfæstede Jehohanan var midt i tyverne. Vi kan også gå ud fra, at naglen kun var 11,5 cm lang og derfor ikke lang nok til at gennembore begge hælknogler. Men derfra er vi pga. knoglernes ringe bevaring overladt til skøn. Blev hans ben knust? Var hans underarme gennemboret eller ej? Her er det den ene eksperts rapport mod den andens. vAR JEHoHAnAn ”RØvER-oPRØRER”? Hvorfor blev Jehohanan korsfæstet? Han var ikke slave. For så ville han aldrig være blevet begravet i en familiegrav med efterfølgende genbegravelse i en benkiste. Han var sandsynligvis heller ikke en ’almindelig kriminel tyv’, da man brugte andre typer af straffe over for dem, så som lemlæstelse og piskning. Chancen er god for, at Jehohanan var en politisk/religiøs oprører – præcis som Barabbas (Joh 18,40) og de to andre ”røvere” på korset rundt om Jesus (jf. også Luk 23,19 og ApG 5,35-37). Det ord, der oversættes med ”røver” i vores danske bibel,

Sekeles’ og Zias’ senere undersøgelse af hælknoglen kom frem til et andet resultat, og de foreslår på den baggrund en ophængning som på denne tegning. © Biblical Archaeological Review.

Rekonstruktion af, hvordan Jehohanans ene fod var sømmet fast til korset. Træstykket var beregnet til at holde foden på plads på sømmet, så den korsfæstede ikke havde held til at rykke foden løs af det. © Joseph Zias.

12 TEL 1/2012

lestes, kan ganske vist oversættes som ”røver” a la en landevejsrøver. Men det kan også betyde ”oprører/rebel”. Dette bruges flittigt af den jødiske historieskriver Josefus på den måde som en beskrivelse af den modstand mod romerne, der til sidst førte til den jødiske krig år 66-70. Måske er historien den, at mens Jehohanans familiemedlem, Simon Tempelbygger, valgte at bruge sin energi på at tjene penge på det herodianske regime, og mens Jonathan Pottemager valgte at tjene penge på de mange pilgrimme, der fulgte i kølvandet på den stabilitet Herodes bragte med sig, ja så valgte Jehohanan at blive ”Jehohanan Oprøreren”. Én af dem, der fyldt af nidkærhed tog Skriften i den ene hånd for inderligt at bede om befrielse af Jerusalem fra alle hedninger og kniven i den anden for at hjælpe Guds plan på vej! Det skulle han måske aldrig have gjort. I hvert fald kan vi med sikkerhed sige, at det kom til at koste ham livet – på korset.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


HiSToRiSK oG ARKÆoLoGiSK SiDELYS PÅ 1 KoR 1,18

”ordet om korset”

– et uhørt evangelium

Foto: Morten Hørning Jensen.

Af Morten Hørning Jensen, ph.d., lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL

fRA BLoDBESTÆnKT TRÆ TiL GULDBELAGT METAL

evangelium – dengang alle kendte synet, lyden og lugten

Ordet ”kors” havde, hævder den tyske teolog og historiker Martin Hengel, udelukkende en negativ klang i antikken. Det samme gjaldt ikke ordet ”død”. Man kunne dø en heroisk og ærværdig død i kamp. Kors og korsfæstelse derimod var så blodig og uhyggelig en dødsform, at ingen fandt på at tillægge den noget positivt. Men det ændrede sig på et tidspunkt i kirkehistorien. Korset blev kirkens symbol – og ofte på dens magt. ”Ved dette tegn skal vi sejre”, skreg korsfarerne. Sådan var det imidlertid ikke for de første kristne. ”Ordet om korset” (1 Kor 1,18) var en ’levende’ virkelighed, der med jævne mellemrum kunne opleves på gadehjørner og ved indfaldsveje. Hvordan forkyndte de første kristne korset som et evangelium – et godt budskab? Det skal vi her se fire eksempler på.

af død på et kors?

KoRSETS SKAnDALØSE TRiUMfToG – foR DE DAnnEDE

Korset er i dag et elsket symbol, der findes i flag, på toppen af alverdens kirker og i glimtende guld om halsen. Det står i skarp kontrast til, hvordan korset blev opfattet i den verden, de første kristne levede i. Hvordan forkyndte de ”ordet om korset” som et godt budskab – et

”Tilsynekomst, tilsynekomst!”, råber den festklædte skare euforisk, mens de maser på for at komme helt tæt på processionen. Dér, hævet over skaren i vognen, står han: Den sejrende general. Klædt i Roms øverstes guds, Jupiters, purpurfarvede kappe, med guldringe på armen, en gren i hånden og Jupiters guldkrans på hovedet! Han er guden i menneskeskikkelse for deres øjne. Ham tilhører sejren, æren og magten! Vi er på Roms eventyrlige Sacra Via, den hellige vej, midt i et euforisk triumftog til ære for en sejrende general. www.bibelskarkaeologi.dk

13 TEL 1/2012


Efter indtagelsen af Jerusalem år 70 blev Titus hyldet i Roms gader med et mægtigt triumftog, hvor bl.a. den gyldne menorah fra templet blev vist frem, som det ses af dette udsnit fra Titusbuen i Rom. Når romerne drev de korsfæstede gennem gaderne med deres kors på ryggen var det efter al sandsynlighed et triumftog med modsat fortegn – et spottetriumftog. Nu skulle denne oprører og tronrager få sin ”ophøjelse” og sin passende ”jubel” præcis så længe han kunne holde til det! Foto: © Wikimedia Commons.

Vi er på vej mod Capitolhøjen – ”hoved”højen – hvor en lang trappeopsats fører op til Jupitertemplet. Templet for Roms øverste gud, Jupiter, der om lidt vil komme til syne i den sejrende general. Det var den største ære, der kunne tilfalde et menneske i det romerske rige: et triumftog ad Sacra Via. Mens magten endnu tilhørte Roms senat (frem til kejser Augustus, 31 f.Kr.-14 e.Kr.) tilfaldt æren alle de generaler, der havde vundet store sejre. Om morgenen blev de hyldet af deres soldater under tilråb som imperator (enerådende sejrherre) og triumpe (guddommelig tilsynekomst, triumf). Dernæst blev han klædt i de guddommelige klæder fra Jupitertemplet: den purpurfarvede kappe og den guldbelagte krans. Så begyndte selve triumftoget gennem Roms gader: Gaver blev uddelt til soldaterne; fanger blev ført i procession; som en særlig magtdemonstration henrettedes nogle af dem undertiden langs vejen; parfume blev sprinklet ud for at give en særlig aroma eller for at tage stanken af død. Til sidst ankom imperatoren til Jupitertemplet, hvor en tyr blev rituelt ofret efter et glas vin var hældt ud over den. Denne handling var så stærk en manifestation af en generals ære og magt, at den gik hen og blev en trussel for de enerådende kejsere, der fra og med Augustus tiltvang sig ubetinget magt over Rom på bekostning af senatet. Fra år 20 f.Kr. tillod Augustus derfor kun triumftog for sig 14 TEL 1/2012

selv! De antikke kilder beskriver, hvordan særligt to kejsere i det første århundrede gjorde brug af triumftogene: den gale Gaius Caligula (37-41 e.Kr.) og den ligeledes gale Nero (54-68 e.Kr.). Sidstnævnte brændte kristne af som levende fakler under et af sine triumftog. Jesu vandring langs Via Dolorosa, smertens vej, var efter al sandsynlighed designet som et direkte modstykke til kejserens triumftog – som et spottetriumftog. Forskning i psykologien bag romersk henrettelse tyder på, at romerne yndede at udforme deres straffe som en parodi på det, den dømte ønskede. Og hvis en oprører blev taget i at have kongelige tanker om sig selv, så skulle de nok opfylde alle hans ønsker og drømme! Han skulle få et strålende triumftog gennem byens gader, inden de til sidst ville ophøje ham som ”konge” præcis så lang tid, som han kunne holde til det! De første kristne var klar over romernes ironiske spotteparodi. Paulus tager direkte billedet til sig og skriver om at være en del af ”Kristi triumftog”, der arbejder sig igennem byernes gader og udspreder kundskaben om Jesus som ”en duft” (2 Kor 2,14). Og helt ned i detaljen tegnes triumftogsbilledet i evangelierne; ikke mindst i Markusevangeliet. Meget tyder på, at netop dette evangelium blev skrevet i Rom til hedningekristne. De vil om nogen have fornemmet den bagvedliggende parodi og

ironi: Soldaterne samles om Jesus (15,16); de iklæder ham de ceremonielle klæder: purpurkappe og tornekrone (15,17); de hylder ham med tilråb: ”Hil dig, jødekonge” (15,18); de ”fører ham” – eller ”bærer ham”, som det græske ord også kan oversættes – i procession gennem byen (15,20-21); processionen ender ved Golgata, der oversættes ”hovedskalstedet” og dermed peger hen på det latinske navn for Capitolhøjen, ”hoved-højen” (15,22). Til sidst tilbyder de ham vin lige inden offeret foretages (15,23). I den periode, hvor Roms gader genlød af hyldestråb til to gale kejsere, der fastholdt deres magt ved at forblinde folket med gaver og en ubegrænset fremvisning af deres magt og ære i disse mægtige triumftog, sad Markus et andet sted i Rom og nedskrev sit evangelium. Han gengiver i detaljer, hvordan Pilatus dømte ham som ”jødernes konge” og sendte ham af sted på et spotte-triumftog gennem byens gader mod den endelige ophøjelse på korsets ”tronstol”. For en dannet romer, eller græker for den sags skyld, er der umiddelbart intet positivt i korsets absolutte ydmygelse og magtesløshed (2 Kor 13,4). Med Paulus’ ord: ”Ordet om korset” er en ”dårskab” – en pinlighed, en tåbelighed, det rene galskab – for hedninger (1 Kor 1,18.23). Hvordan kan det nogensinde blive et ”godt budskab”? Jo, skriver Paulus begejstret. Nu har vi ikke længere brug for grækernes visdom eller romernes stolte sejre for at kunne råbe ”triumf”. Korset viste sig at være ”Guds kraft” (1 Kor 1,18), så enhver i den kors-ophøjede Kristus nu har vundet alt, hvad der er at vinde – ”både retfærdighed og helligelse og forløsning” (1 Kor 1,30). KoRSETS fRYGT – foR SLAvERnE Mens korset for de frie og de dannede var udtryk for vanære og afmagt, så var det for slaver frygtens sted. Korset lurede som en skygge over deres liv. De første menigheder bestod af en højst sammensat gruppe socialt set, og ikke så få var tilsyneladende slaver. Paulus har til tider direkte forordninger til dem (1 Kor 7,21; Kol 3,22; 1 Tim 6,1f; Tit 2,9f). Et af hans breve – Filemonbrevet – handler faktisk om en bortløben slave. Hvordan mon slaverne hørte ”ordet om korset”? Hvis de dannede sad og Selskab for Bibelsk Arkæologi


Foto fra 1863 fra Louisiana i USA, der viser en slaves ar efter pisk. De romerske forfattere beskrev korsfæstelse som den ”værste slavestraf”. Enhver romersk slave kunne i forkyndelsen af ”ordet om korset” fornemme piskens svirp. © Wikimedia Commons.

krummede tæer i pinlighed over tanken om en bloddryppende, forhånet Gud, så må slaverne i Paulus’ menigheder have kunnet mærke ”ordet om korset” svirpe som en romersk pisk ned ad ryggen. De har om nogen kunnet fornemme den ’virkelige’ virkelighed i Paulus’ lovpris-

ning af den Herre, der modsat deres jordiske herrer virkelig havde al magt, Guds skikkelse og kunne regne sig lige med Gud uden at snyde på vægten – men som tømte sig selv og tog en slaves skikkelse på og helt uhørt ydmygede sig så dybt, at han blev lydig indtil døden … slavedøden på et kors (Fil 2,6-8)! Vi begynder først at fornemme, hvor radikalt dette må have lydt for en slave, hvis vi kan lægge billedet af vores gyldne sejrrige kors på hylden. Enhver slave havde i marv og ben en nedarvet frygt for korset – ”slavestraffen”. Som en slave siger det i et græsk skuespil: ”Jeg ved korset bliver min grav. Det er der, hvor mine forfædre endte: min far, mine bedsteforældre, mine oldeforældre, mine tip-oldeforældre!” (2. årh. f.Kr.). Evangeliet om den korsfæstede Herre må have vakt stærke følelser for en slave. Indtil da havde de kun hørt om guder, der var på deres herrers side og sikrede de mægtiges lykke og slavernes ulykke. Nu hørte de om Gud, der end ikke ”sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle” (Rom 8,32). Hvis de havde turdet åbne munden i menigheden havde en af dem måske udbrudt: ”Gentag lige den, Paulus, os alle? Kommer det virkelig ikke an på, om vi er frie eller slaver; mæg-

tige eller magtesløse; har rang eller er en andens ejendom?” ”Nej”, kunne Paulus svare (Gal 3,28; Rom 10,12; 1 Kor 12,13; Kol 3,11). Da Jesus underlagde sig selv en slaves magtesløse vilkår (2 Kor 13,4), vandt han retten til at forsone alle med Gud på lige vilkår (Ef 2,16). Det var – målt med enhver målestok – uhørt. KoRSETS foRBAnDELSE – foR JØDERnE Hvis forkyndelsen af Jesus som korsfæstet var en selvmodsigende morsomhed for en romer eller en græker – en gud er per definition nemlig aldrig svag – så var det for en jøde en religiøs forargelse (1 Kor 1,23; Gal 5,11; Rom 9,33). Den, der hænger på et træ, er jo ”forbandet” og dermed under Guds vrede (5 Mos 21,22-23). Hebræerbrevets modtagere var af den grund begyndt at tvivle på, om Jesus kunne være Messias. De var jødekristne og overvejede nu at vende tilbage til jødedommen. Hebræerbrevets forfatter må derfor nøje gennemgå, hvad der skete på korset, og hvordan Jesu død var det fuldbragte offer, der opnåede, hvad de gamle ofre ikke kunne. Lad os se hen til ”Jesus, troens banebryder og fuldender”, skriver han. Han, der ”udholdt korset uden

En rekonstruktion af ørkentabernaklet med offeralteret forrest og selve telthelligdommen bagerst. Når Paulus beskriver Jesu død på korset som et ”sonoffer”, tænker han på templets funktion i den gamle pagt. Foto: Morten Hørning Jensen.

www.bibelskarkaeologi.dk

15 TEL 1/2012


at ænse dets skam” (12,2) og sonede al synd, hvilket han gjorde ”én gang for alle, da han bragte sig selv som offer” (7,27). Den ophedede messianske forventning blandt jøder på Jesu tid gjorde det blot endnu vanskeligere for dem at forstå ”ordet om korset”. Messias skulle jo være Guds salvede redskab til på en og samme gang at rense folket fra synd og landet for hedninger. De kendte naturligvis til syndofre i templet med tyre og bukke, men at Messias skulle være den, der skulle sone folkets synd ved ligefrem selv at blive gjort til synd (2 Kor 5,21), var ganske enkelt en blasfemisk påstand (Matt 26,65). Men det er præcis, hvad Paulus siger skete ved Jesu død. Særligt ét vers gør det tydeligt, hvordan Paulus udlægger Jesu blodige korsdød i lyset af de ofre, israelitterne måtte bringe for at sone for deres synder: I Rom 3,25 kalder Paulus Jesu blod for et ”sonoffer” og bruger det samme ord (hilasterion), som 3 Mosebog bruger om dækket over pagtens ark, hvorpå blodet fra offerdyrene skulle stænkes på den store forsoningsdag (3 Mos 16,14-15). ”Jesus er Kristus”, søgte Paulus at overbevise jøderne om i intense diskussioner i synagogerne (ApG 17,3; 18,5). Og netop pga. korset blev han ikke en Messias for jøderne alene. Guds plan var langt større, end nogen jøde på Jesu tid havde forestillet sig. Han ville ”forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset” (Kol 1,20, jf. 2,14)! KoRSETS viRKELiGHED – foR DiSCiPLEnE Men de første kristne forkyndte korset på mindst én måde mere. Måske er det endda den mest overraskende: ”Jeg er blevet korsfæstet med Kristus”, skriver Paulus til galaterne (Gal 2,19, jf. 6,14; Rom 6,6, mv.). For Paulus var der en side af Jesu kors, der også gjaldt den discipel, der vil følge efter ham. Måske er det dog ikke så overraskende, hvis vi tænker på Jesu undervisning i evangelierne. Første brug af ordet ”kors” i NT er faktisk, da Jesus siger til sine måbende disciple: ”Den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd” (Matt 10,38, jf. Mark 8,34; Luk 9,23). Hvordan kan disciplene have forstået en sådan udfordring? Én mulighed er, at de har forstået det som en indirekte opfordring til oprør mod romerne. Som vi har set, var der på Jesu tid en gryende oprørsstemning under opsejling, og romerne yndede at fange disse nidkære oprørere og korsfæste dem. Nogle forskere mener ligefrem, at det kan have været et oprørsslogan: ”Tag dit kors op!” Det er slet ikke usandsynligt, at nogle af disciplene hørte Jesus på denne måde. Vi ved f.eks. fra evangelierne, at Simon Peter havde taget et sværd med til Jerusalem og faktisk lykkedes med at hugge ud efter en af ypperstepræstens soldater (Joh 18,10). Men igen og igen afviser Jesus en voldelig forståelse af sit rige. ”Stik dit sværd i skeden!”, siger han til Peter og fortsætter: ”For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd” (Matt 26,52). Jesus opfordrer aldrig til væbnet oprør. Derimod gør han det ofte klart, at fysisk forfølgelse kan eller vil blive en virkelighed (f.eks. Matt 10,16-42; 13,21; Mark 10,38), og at korsets skam og ydmygelse vil falde på den, der vil være en discipel. Jesus beskriver sig selv som en vanæret person, der har tabt sin ”ære” og nu ikke længere er velkommen i sin hjemby og hos sine slægtninge (Mark 6,1-6). ”At tage sit kors op” betyder med andre ord en villighed til at sætte alt på spil og være villig til at ”fornægte sig selv” på ”daglig” basis (Luk 9,23). 16 TEL 1/2012

På Palatinerhøjen i Rom findes denne indridsning på en sten fra det 2. årh. e.Kr. Den er nærmest at sammenligne med et stykke moderne graffiti og skal kommunikere en hån af en, der tilbeder den korsfæstede. Vi ser et æsel på et kors, og en mand står foran med løftet hånd. Indskriften lyder: ”Alexamenos tilbeder sin gud”. Vi får en fornemmelse af, hvor latterlig tilbedelsen af en korsfæstet virkede på folk i den romerske verden. Ill.: © Wikimedia Commons.

Paulus giver om nogen os et indblik i, hvad det betød i hans liv. Over for filipperne gør han regnskabet op. ”Hvis nogen” havde noget at være stolt af, så var det mig, skriver han: ”omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer” (3,5). Men, som han fortsætter: ”Hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab” (3,7). Paulus var villig til at dele ”lidelsesfællesskabet” med Kristus og derigennem også få del i ”hans opstandelses kraft” (3,10-11). KoRSET – ”GUDS KRAfT” På denne måde forkyndte de første kristne Jesu død på korset som et evangelium. For alle, der kendte synet, lyden og lugten af kors, var det den mest ydmygende og skamfulde død, de kunne tænke på. Men for de kristne var korset ”Guds kraft” (1 Kor 1,18.24) og sejrens fristed. Derfor forkyndte de uden at skamme sig ”ordet om korset” som Guds kraft til at sætte fri fra jagten på magt, ophøjelse og ære; fra opdelinger i race, køn og slavestatus; fra synden; fra sig selv – og ikke mindst: fra døden. Selskab for Bibelsk Arkæologi


En rejseberetning fra Jerusalems gader

Korset af træ – historien ingen vil høre

Foto: Morten Hørning Jensen.

Af Morten Hørning Jensen, ph.d., lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL

Det er en kold morgen i Jerusalem. Selv midt på sommeren køles bjergluften

overraskende

drastisk

om

natten, og jeg står og fryser lidt ved stoppestedet.

Bussen

er

næsten

tom, da den endelig kommer. Jeg sætter mig bag et par almindelige jøder, hvis man da må kalde dem det – dem, der ikke synligt skilter med deres tro.

Joe Zias er en af de eksperter, der genundersøgte knoglerne fra den korsfæstede Jehohanan. Her fremviser han en afstøbning af hælknoglen med naglen samt en ægte fod fra en død person. Foto: Morten Hørning Jensen.

www.bibelskarkaeologi.dk

Langsomt snor vi os fra den nordlige del af byen ned gennem de jødiske kvarterer mod den vestlige bys centrum, og bussen fyldes snart op. Efterhånden mest med synlige jøder. Nogle har hatte; andre har kippa. Nogle har langt skæg; andre har lange krøller – og flere en blanding af det hele. Byen er langsomt ved at vågne. En mand trækker jernlågerne fra til sin lille familiebutik, der bugner med babybleer, chips og sodavand. Det er en helt almindelig morgen. Jeg tænker på det møde, jeg er på vej til. Han er ikke almindelig. Ekspert i død. Dr. Død, kunne man kalde ham. Heldigvis, for mig, ekspert i antik død. I mange år arbejdede han for de israelske arkæologiske myndigheder og blev sendt i marken, så snart nogen havde fundet et skelet. Altså af en vis antik alder. Det er det utroligste, man kan læse ud af gamle knogler, hvis man har forstand på det: alder, sygdomme, spisevaner, dødsårsag og meget mere. Jeg skal tale med ham om et højst usædvanligt skelet, han har undersøgt. Det blev fundet i 1968 ved et tilfælde. En løbsk rendegraver rev hul ind til et gammelt gravkammer, og i en af kisterne lå et skelet af en ung mand, der var blevet korsfæstet – stadig med naglen i foden. Den sad så solidt plantet igennem hælknoglen, at hans forældre, eller hvem der nu begravede ham, lod den blive. Han blev 24, maks. 28, år, og hed i øvrigt Jehohanan. Hans navn var ridset med rå bogstaver på stenkisten. Joe, eksperten i skeletter, bor i en sidesmøge til en af byens hovedgader, Jaffa Street. Smøgen har ikke rigtigt noget navn, men Joe har instrueret mig i at dreje

af ved Roberto, en fornem butik med italiensk designertøj til mænd, og så ringe ham op. Så vil han komme ud og hente mig. Operationen lykkes. Han viser mig ind igennem en lille port og låser efter os. Gæstfrit byder han mig ind i sin stue og spørger, om jeg vil have kaffe eller the. Jeg tager kaffen. Vi begynder samtalen. Han sidder hele tiden og fægter med skelettet af en fod. Jeg spørger til sidst om den er ægte. ”Åh, ja”, svarer han. ”De kunne i gamle dage købes for en slik i Indien”. Indgående begynder han at forklare om korsfæstelsens virkning. Det er svært at forstå for en, der helst ikke vil tænke på det, der er under huden. Det skal jo bare virke. Helt tydeligt bliver det dog, da han til sidst viser et billede fra 1865 taget i Japan – af en korsfæstet ung mand. Man lynchede ham, fordi han var kommet til at slå plantageejerens søn ihjel. Hans krop er helt oppustet – sikkert fordi, som Joe forklarer, at kroppen er så udspændt på et kors, at den ikke kan komme af med den inhalerede luft. Man går i chok. Begynder at hyperventilere. Og dør en omvendt kvælningsdød, der puster kroppen op. ”Ja, det er i hvert fald én teori”, forklarer han. ”Det er jo ikke rigtigt til at teste teorierne længere!” Lyset blænder, da jeg kommer ud på gaden. Det er næsten middag nu. Jeg går ned mod den gamle by. Butikkerne på vejen flyder over med varer. Overalt er der fyldte fortovscafeer. Folk drikker caffé latte og spiser salater. Det virker surrealistisk. Mine tanker er fyldt med korsfæstelse. Jeg har vel 17 TEL 1/2012


går to mænd klædt i tøj fra den osmanniske tid med jernstokke i hænderne. De slår dem hårdt i brostenene; én gang for hvert skridt: Gør plads for korset eller bliv mast. Handlende turister springer ind i butikkerne. Bagved går rækker af præster klædt i guldindvævede dragter. De fornemste først, de yngste sidst. Og øverst på en af Gravkirkens kupler troner byens største kors glimtende i solens stråler. Men det slår mig: Korset er blevet gyldent. Kirkens processioner, bygninger og præsteklæder glimter. De kræver respekt, plads og ærefrygt. På de steder, hvor Jesus forkyndte i fattigdom, står nu kirker i marmor. Der, hvor han hang på et kors af træ, glimter nu et kors af guld. Jeg mærker efter i lommen. Jeg har da et kors af træ. Jeg har lige købt det i Gravhaven for fire shekel. I brøkdelen af et sekund mærker jeg en tilfreds fornemmelse – før det slår mig: ’korset af træ’ ved New Gate; søndagens tekst, jeg lige har prædiket over i den danske kirke 100 m fra Golgata: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig”. Cafe og hygge i det moderne Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.

været så tæt på, som man kan komme. Holdt en ”ægte” døds fodknogler i hånden. Set et foto fra en ”virkelig” korsfæstelse. Nøje fået gennemgået, hvad der sker med kroppen på korset. Jeg forstår bedre de citater, jeg læste i går aftes af antikke forfattere, der med foragt i pennen anså korsfæstelse for det rene barbari. Cicero, den romerske jurist og taler, mente ligefrem, at en romer slet ikke burde kende ordet ”korsfæstelse”. Jeg går gennem New Gate ind i den gamle by – fyldt af disse tanker – og sanser kun halvt de to tiggere, der sidder i skyggen lidt fremme. Jeg skal til at vige uden om, da den ene pludselig giver mig et slag på armen. Ikke hårdt. Nærmere et klap som om han genkender mig. Jeg genkender ham. Jeg har mødt ham et par gange før uden for porten i skyggen af det franske kloster over for New Gate. Det ærgrer mig instinktivt, at han rammer mig. Vi døjer med dårlige maver i familien. Mon det bliver værre nu? Han var møgbeskidt. Jeg kigger bagud efter ham. Han vinker. Jeg søger ned mod Christ Church. Den første protestantiske kirke bygget inden for den gamle bys romantiske mure. Dens cafeområde tilbyder den ro og beskyttelse, jeg behøver for at klare tankerne. Jeg køber den fulde frokost. Den er lidt dyr, men jeg sparer kaffen. Mens jeg sidder i skyggen, slår det mig, hvor meget en nyhed om en korsfæstet mand må have været op ad bakke. Korset - historien ingen ville høre. Den mest forrykte henrettelsesmetode, der fik selv de antikke forfattere til at væmmes. For jøder, dengang og i dag i bussen, en komisk historie uden skyggen af forbindelse til den almægtige Skabergud, vi læser om på Bibelens første sider. Kirken da, hvad med kirken? Jerusalem er fyldt med kors. Enhver gadesælger falbyder dem, og med jævne mellemrum føres et ædelstensbelagt kors i procession gennem byens gader af en af de kirkelige retninger. Forrest 18 TEL 1/2012

Jeg forlader hurtigt Christ Church. Jeg må finde den tigger – mit ’kors af træ’. På vej op ad Greek Patriarchate Street kommer jeg i tanke om næste søndags tekst, jeg også skal prædike over: ”Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen” – handler? Mine skridt bliver tunge. Ikke blot pga. trapperne ved Casa Nova passagen. Jamen, hvad vil Jesus have, jeg skal gøre? Skal jeg give tiggeren de 15 shekel, jeg sparede på caffé latten og har lagt fra i den ene lomme - eller de 700, der er tilbage i den bugnende pung i den anden, som jeg har hævet til at købe håndbroderede stolaer for? Hvad er efterfølgelsens pris? Tynget af tanker når jeg frem til stedet, hvor jeg så ham en time tidligere. Han er væk. Solen bager lodret på min nakke. Det er varmt nu.

Med jævne mellemrum går de forskellige kirkelige retninger i procession igennem Jerusalems gader. Her er den græsk-ortodokse patriark på vej til Gravkirken. Foto: Morten Hørning Jensen.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


KoRTE nYHEDER oG AnnonCER

Kampagnetilbud på TEL

KREATIVITET TIL TIDEN

Få resten af 2012 for

kun 50,Tilmelding via www.bibelskarkaeologi.dk

www.bibelskarkaeologi.dk

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

19 TEL 1/2012


Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Adresseændring meddeles til: hh@bibelskarkaeologi.dk (tlf. 7586 1748). Eftersendes ved varig adresseændring.

Meget sjælden

inskription

gere. Det skete i december 2011 for

Havde denne udgravning fundet sted for bare fem år siden, ville opdagelsen slet ikke være sket. Først da de lod det opgravede materiale blive vådsiet, fandt man denne lille, men vigtige genstand. Ved denne nye arkæologiske metode, vådsining, overspules arkæologisk materiale med vand, og herefter kan man skelne selv de mindste rester af menneskeskabte genstande fra tilfældige småsten.

Ronny Reich og Eli Shukrun, som i

Ren for Herren

Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet

Sjældne gange sker det, at arkæologer finder noget helt nyt og usædvanligt, som ingen har fundet tidli-

mange år har gravet i Davidsbyen, men nu i nogen tid har gravet neden for den såkaldte ”Robinsons Bue” ved den sydvestlige side af Tempelpladsen.

Det usædvanlige fund er et seglaftryk i ler. Det er ikke større end en knap og har en diameter på ca. 2 cm. På aftrykket står en tekst med to linjer, skrevet med aramæiske bogstaver, det sprog, som blev talt på Jesu tid: daki’ lejah. Denne vending kan oversættes med ”Ren for Herren”. Den sidste stavelse, jah, er en forkortelse af Herrens egennavn. Ifølge arkæologerne stammer aftrykket fra perioden 0-70 e.Kr., altså de sidste generationer inden templet blev ødelagt af romerne i år 70. Rene ofre

Det lille aftryk med påskriften ”Ren for Herren” kan have været et renhedscertifikat til brug i templet. © IAA og Vladimir Naykhin.

Ronny Reich tolker fundet som et stempelmærke, hvis funktion har været at erklære offergaver til templet for ”rene”. If. Mishnah, den jødiske lovsamling fra 200 e.Kr., som bygger på ”de gamles overlevering” (Matt 15,2), fik de ofrende udleveret sådanne mærker, når de havde betalt for en offergave til templet, f.eks. vin eller olivenolie. Derefter gik de et andet sted hen, afleverede mærket og fik offeret

udleveret. Offergaven blev så bragt hen til alteret og ofret dér. Det var yderst vigtigt for tempeltjenesten, at alle offergaver var rituelt rene. Mishnah beretter om flere typer stempelmærker. Men det er første gang, at et sådant mærke er dukket op arkæologisk. Det blev fundet neden under ”Robinsons Bue”, hvor én af Jerusalems mest befærdede gader på Jesu tid løb lige uden for Tempelpladsen. Renhedsiver Mærket er et vidnesbyrd om den rituelle renhedsiver, der var i Jesu samtid. Det giver også et indtryk af de aktiviteter, der foregik på Tempelpladsen lige oven for findestedet. Her blev der bragt ofre, som krævede et gyldigt renhedscertifikat. De skulle være rene for Herren.

Tel2012 1 issue  
Tel2012 1 issue  
Advertisement