Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 4 | december 2011 | 22. årgang

ET spADEsTiK DYbErE i bibElEns VErDEn

Julens konge

Herodes eller Jesus?

3 Tog Lukas fejl? Folketællingen, der forsvandt 10 Sankt Helenas helligdom på Hyrdernes Mark 16 Khirbet Qeiyafa – en by fra Davids tid 20 Herodes den Store – en person Jesus ikke mødte


Hvornår stod Herodes’ tempel færdigt? Fra Josefus og Joh 2,20 ved vi, at Herodes den Stores store projekt med at bygge templet først blev færdigt flere generationer efter hans død. Dette er nu blevet bekræftet arkæologisk. Israelske arkæologer har netop opdaget, at den sydvestligste del af Vestmuren til tempelpladsen, fra den såkaldte ”Robinsons Bue” til sydvesthjørnet af tempelpladsen, inkl. trappen, der førte fra gadeplan op til ”Robinsons Bue”, først blev opført engang efter år 18 e.Kr. Mønter fundet i fyldet ved denne del af muren kan dateres til ca. år 17. Muren er bygget tværs gennem huse og et gammelt jødisk bad. Dette betyder, at da Jesus og hans disciple kom til templet omkring år 30, var dette afsnit af muren omkring tempelpladsen helt nybygget. Måske blev der stadig bygget på sydvesthjørnet og på trappen op til ”Robinsons Bue”, da Jesus drev de handlende ud af tempelpladsen. Det tog mange år at fuldføre Herodes’ storslåede planer for tempelpladsen.

Fra udgravningerne ved tempelmuren ikke langt fra Grædemuren. Foto: © Israel Antiquities Authority.

Det var denne mønt udstedt i år 17/18 e.Kr., der gjorde det muligt for arkæologerne at datere murværket. Den stammer fra den romerske prokurator Valerius Gratus, der regerede over Judæa det år, mønten blev udstedt. Foto: © Israel Antiquities Authority.

Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop

Tlf.7586 1748 E-mail:info@bibelskarkaeologi.dk Internet:www.bibelskarkaeologi.dk Bank:Sydbank konto 7920-1014 846 Norge:Den norske Bank 7877.06.93402 Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: En af de store cisterner på Herodion som Herodes lod udhugge for at sikre vandforsyningen til sit vældige palads på kanten af ørknen. Foto: Morten Hørning Jensen.

2 TEl 4/2011

Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 175,- / norske kr. 195,(For unge under 26 år: kr. 125,- / norske kr. 140,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

TEL udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling. Selskabets bestyrelse: bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk lektor, ph.d., cand.theol. morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Cand.theol. Jacob bank møller (kasserer), tlf.: 8615 3402 · jbm@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

selskab for bibelsk Arkæologi


Artikelserie | personer Jesus mødte [2] FATTIGE PRÆSTER UDSTØDTE ARBEJDERE SPEDALSKE KVINDER RIGE HEDNINGER KLOGE

HERSKERE

Herodes den store

– en person Jesus ikke mødte

Et bud på, hvordan Herodion to sig ud på Jesu tid. Den store ringborg øverst ydede beskyttelse i krigstid. I fredstid kunne livet nydes i den store swimmingpool med en bar i midten omkranset af haver og søjlegange. Illustration: © archaeologyillustrated.com.

Af Morten Hørning Jensen, ph.d., redaktør af TEL og lektor på Menighedsfakultetet

på kanten af ørknen – eller lige over, for at være præcis – byggede Herodes den store et palads, han navngav efter sig selv: Herodion. med sin umådelige rigdom, datidens bedste bygmestre og en god portion vildskab omskabte han på dette sted ørknen til en oase af overdådighed og magelighed. Kort herfra, en 5-6 km i lige linje, blev Jesus født i landsbyen betlehem. begge bar titlen ”konge” ved deres død. men forskellen på dem var som nat og dag. mens Herodes vandt sig et kongerige med frygt og rædsel, så formede Jesus sit rige på tjeneste og tilgivelse. www.bibelskarkaeologi.dk

ØrKnEn, DEr blOmsTrEDE Solen bager ubarmhjertigt i nakken; dens skarphed blænder; støvet sætter sig i halsen. Men udsynet over ørknen og Jerusalem er turen værd. Det samme er de storslåede ruiner. Her, 2000 år efter, er det stadig overvældende at opleve, hvad et menneske kan formå! Jeg står på toppen af Herodion, kong Herodes’ ørkenpalads 8-9 km sydøst for Jerusalem. I dag er alt goldt og dødt. Men ikke da Herodes var konge. Besat af storhed og med umådelig rigdom fik han ørknen til at blomstre på dette sted. En stor vandledning ledte vandet fra Salomos Damme 8 km borte til hans ørkenpalads, der havde flere varme bade foruden et kolossalt åbent bassin på 69x45 m 3 TEl 4/2011


midt i et haveanlæg på 130x110 m omkranset af skyggefulde søjlegange. Hvis nogen på Jesu tid var konge; hvis nogen var en frelser for det jødiske folk; hvis nogen var i stand til at skaffe folket fred af bibelske dimensioner – så var det ham: Kong Herodes! HErODEs – En sTJErnE sTiGEr Op Hvem var Herodes? Umiddelbart var ingen på Jesu tid i tvivl: Han var søn af en politisk opkomling fra et af de landområder, jøderne havde erobret ca. 100 år tidligere: Idumæa syd for Jerusalem. Herodes-klanen var altså opkomlinge, og Herodes selv blev hånligt kaldt for ”halv-jøden”. Men hans effektivitet på slagmarken og hans evne til at skaffe sig venner opad i det romerske system gjorde, at hans stjerne rejste sig højt på himlen. Hans første hverv var noget så ydmygt som kommandør over Galilæa (47 f.Kr.) for kort tid efter at blive udråbt til konge over Israel foran senatet i Rom (år 40 f.Kr.). Til sin død i år 4 f.Kr. fastholdt han tronen i et jerngreb, alt imens han udvidede den jødiske stat til et rige, man skal tilbage til Salomo for at finde mage til i størrelse og anseelse. Nogle Herodesforskere mener ligefrem, at Herodes søgte at få folket til se ham som en retmæssig arving til den jødiske trone – som en from Davidsætling, udvalgt af Gud. I en tale til de jødiske ledere og folket år 18 f.Kr. (se tekstboksen overfor) fremstiller Herodes ifølge den jødiske historieskriver, Josefus, sig som en sand frelser for jøderne, der ved Guds vilje har bragt fred og rigdom til folket som aldrig set før. Og nu vil han være tempelbygger – præcis

For at mætte behovet for vand på Herodion byggede Herodes en vandledning (akvædukt) fra de naturlige kilder kendt som Salomos Damme ca. 8 km væk. Foto: Hartvig Wagner.

4 TEl 4/2011

Fra luften tager Herodion sig fantastisk ud. På en og samme tid var bygningerne et palads og en borg. Keglen bagerst er kunstig skabt og havde på toppen en ringformet borg. Området nedenfor var et stort åbent palads med et stort svømmebassin i midten. Foto: © Biblical Archaeological Society.

som Davidssønnen Salomo. Han tilbyder folket at vise sin gudfrygtighed ved at ombygge det tempel, der blev bygget efter hjemkomsten fra Babylon, og som aldrig fik samme skønhed som Salomos (Ezra 3,12; Hagg 2,3). Sagen eller ej: Herodes elskede at smykke sig med titler som ”velgører”, ”kejserens ven”, ”romernes ven” og flere til. Herodes ønskede, at hans stjerne skulle skinne klart og overvældende. frYGTEns riGE Men det lykkedes ikke Herodes at over-

bevise det jødiske folk. Dommen i alle vores overleverede kilder er enslydende: Herodes var en brutal tyran, der skabte et frygtens rige. Det gik ud over enhver, der stod ham imod. Listen over henrettelser og mord er alenlang – selv i hans egen familie: Først druknede han under en fest i Jeriko sin svoger, folkets yngling, den smukke unge ypperstepræst Aristobul. Herodes frygtede, han ville bruge sin popularitet og tilrane sig tronen. Så fulgte Herodes’ yndlingshustru, Mariamne, og de to sønner, han havde med hende, der ellers var udset selskab for bibelsk Arkæologi


Herodes’ tale til Det jødiske råd om sine tempelplaner Herodes havde en stor plan om at forskønne det andet tempel i Jerusalem, der blev bygget efter hjemkomsten fra babylon, men som ikke var så stort og flot som salomos. For at få lov til det, skulle han dog overbevise Det jødiske Råd, Synedriet. Ifølge Josefus holder Herodes en brandtale foran dem og folket for at overbevise dem om planen. Her fremstiller han sig selv som den nye Salomo fyldt med fromhed måske med ønsket om at blive set som en retmæssig Davidssøn! I de sværeste situationer har jeg ikke undgået at betænke, hvad der var til jeres fordel; jeg har heller ikke med mine byggerier haft min egen sikkerhed i tanke, men jeg har tænkt på jer og har – ved Guds vilje – ført den jødiske nation til en rigdom, som den aldrig har kendt før … Jeg vil nu gerne gøre det klart, at det byggeri, som jeg nu foreslår, er det frommeste og smukkeste af alle. For det nuværende tempel er det, som vores fædre byggede til den højeste Gud efter deres hjemkomst fra Babylon, men det mangler 60 alen i højde for at være på højde med Salomos … Og nu, fordi jeg ved Guds vilje er hersker, og der fortsat er en lang periode med fred og overflod af rigdom og store indtægter, og fordi jeg er ven med romerne, verdens herskere, så vil jeg gøre godt for tidligere tiders mangler og gennem en sådan gerning af fromhed udvise taknemmelighed for kongeriget, jeg har fået af Gud.

som tronarvinger. Svigermoderen, Alexandra, røg også i svinget, indtil Herodes til sidst på sit dødsleje gav ordre til, at hans ældste søn, Antipater, også skulle henrettes! Ifølge en senere tradition skulle kejser Augustus på et tidspunkt havde sagt: ”Jeg vil hellere være Herodes’ svin end hans søn” – så var der chance for en naturlig død, da jøderne jo ikke spiser svin! (Macrobobius i Saturnalia 2.4.11, ca. år 400 e.Kr.). Josefus’ dom over Herodes er hård! Han giver ham direkte skylden for de senere uroligheder, der førte til templets ødelæggelse, fordi han uhæmmet stræbte efter magt, rigdom og ære. Josefus påstår ligefrem, at det lykkedes Herodes at bringe mere ulykke over folket i sine få regeringsår end folket havde oplevet i hele tiden siden hjemkomsten fra Babylon (Krigen 2.86). Meget sigende havde Herodes planlagt en sidste grusom gerning www.bibelskarkaeologi.dk

Det jødiske Råd var nu ikke umiddelbart overbevidst om Herodes’ planer. Så først måtte han skaffe alle materialer til veje for at bevise, at de kunne gennemføres. Dernæst måtte han gøre et mindre (og ofte overset) under: Han måtte fremskaffe 1000 arbejdsdragter til præsterne og uddanne nogle af dem til håndværkere, da kun præster måtte færdes inden for præsternes forgård! Læs hele beretningen i Antikviteterne 15.380 og følgende.

Mens selve tempelbygningen stod færdig efter halvandet år, så fortsatte byggeriet af den store tempelplads mange år efter Herodes’ død som det bemærkes både af Josefus og i Joh 2,20. Her ses dele af ydermuren rundt om tempelpladsen. Selve templet har vi ingen spor af i dag. Foto: Morten Hørning Jensen.

Nogle få uger om foråret, når regnen falder over Judæa, så blomstrer ørknen. Vandet samler sig i store floder, der buldrer igennem wadierne og efterlader sig et spor af liv – for en kort periode i hvert fald. Som hovedregel er ørknen blottet for liv, men den kortvarige erfaring af, at selv ørknen kan bringes til live, er baggrunden for en af de kendte messianske profetier i GT fra Es 35 – senere gendigtet af Grundtvig i hans julesalme ”Blomstre som en rosengård”. Foto: Morten Hørning Jensen.

5 TEl 4/2011


Allerede da Herodes blev udnævnt til konge i Judæa år 40 f.Kr. lod han lave en mønt med sit navn og titel på forsiden: ”Kong Herodes’”, læser mønten stolt. Symbolet, der ligner et kors, er tegnet for ypperstepræsten. Herodes ville på den måde minde alle om, at han bestemte over templet. På bagsiden ses en stjerne flankeret af to palmegrene over en krigshjelm. Palmen kan symbolisere Israel såvel som en sejrherre. Herodes ville hermed sige, at han med hjelmens magt var sejrherre og fredsskaber i Israel. Stjernen kan tyde på, at han ligefrem så sig selv som frelseren, ”Jakobs stjerne”; opfyldelsen af 4 Mos 24,17. Fotos: Morten Hørning Jensen.

Hvornår blev Jesus født? Man skal passe på med, hvad man sætter teologer til! F.eks. slap den irske munk, Dionysius Exiguus ikke helt godt fra at regne på Jesu fødselsår. Han ramte desværre 6-7 år ved siden af. Ifølge Josefus og andre kilder dør Herodes den Store nemlig ca. år 4 f.Kr. Jesus fødes altså før år 4 f.Kr., og forskellige ting peger på, at vi skal antage år 8/7 f.Kr. som det rigtige årstal. F.eks. peger astronomer på, at der netop det år indtraf en begivenhed på stjernehimlen, som harmonerer godt med omtalen af Betlehemstjernen (Matt 2,2). Se TEL 1998/4.

Den mest kendte grotte i Fødselskirken er naturligvis Fødselsgrotten med den berømte sølvstjerne over det sted, hvor Jesus ifølge traditionen blev født. Kirken og traditionen kan spores tilbage til det 4. århundrede. Foto: Morten Hørning Jensen.

6 TEl 4/2011

i forbindelse med sin egen forestående død: Da han vidste, at folket ikke ville sørge over ham, havde han spærret en række af de ledende mænd inde med ordre til at henrette dem, når han døde. På den måde ville der i hvert fald være nogen, der sørgede på hans dødsdag (Krigen 1.659f). Ordren blev dog aldrig ført ud i livet. I stedet kom det til et langvarigt og blodigt oprør i kølvandet på Herodes’ død. Han blev kongen, der med sin rigdom nok kunne få ørknen til at blomstre, men aldrig blev blot skyggen af en fredens messias! KærliGHEDEns riGE Også Jesus bar titlen ”konge” – endda ”jødernes konge”. Det var den titel, Pilatus satte over hans kors til sidst (Matt 27,37), og det var den titel, de vise mænd gav ham: ”Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham” (Matt 2,2). Men modsat Herodes byggede han ingenting, der i dag kan begejstre arkæologer. Tværtimod modsatte han sig æres- og magtspillet, som det antikke romerske samfund var bygget op omkring: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være!”, forsøgte Jesus at indprente sine disciple lige til det sidste. ”Jeg er iblandt jer som den, der tjener”, sagde han i stedet (Luk 22,25-27). Det var et direkte modbillede af, hvad det vil sige at være konge på dette tidspunkt. At være konge var at mestre alliancens og rænkespillets kunst, så man kunne bevare sin magtposition selv under politiske omvæltninger. Den kunst kunne Herodes til fingerspidserne. Han plejede sine alliancer til de skiftende romerske herskere ved at bruge umådelige summer på at bygge templer, ja, hele byer til deres ære (som f.eks. Cæsarea ved Havet). Andre gange holdt han udsøgte fester og store sportsbegivenheder for at underholde sine ”venner” i det romerske hierarki. selskab for bibelsk Arkæologi


Når Jesus holdt ”hof”, var billedet et helt andet: ”Store folkeskarer kom hen til ham med lamme, vanføre, blinde, stumme og mange andre” (Matt 15,30). Han talte ligefrem imod at kæmpe sig til venner og indflydelse ad den vej: ”Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde” (Luk 14,12-13). Jesu rige var et kærlighedens og tjenestens rige, hvor ”den største blandt jer skal være jeres tjener” (Matt 23,11).

Blandt Herodes’ mange berømte bygningsværker rager hans forskønnelse af det andet tempel højt op. Herodes’ planer var så visionære, at Det jødiske Råd slet ikke ville lade ham gå i gang, før han havde fremskaffet alle byggematerialerne. En jødisk tradition i den babylonske Talmud siger det enkelt og klart: ”Den, der ikke har set Helligdommens bygninger, har aldrig set en prægtig bygning” (b. Sukka 51b).

Herodion – Herodes’ grav At begrave sin far var på en og samme gang en stor ære og en stor opgave. Det var den ældste søn, der skulle stå for det. på den måde viste han sin far ære samtidig med, at alle efterladte kunne se, at han nu var familiens overhoved. Denne ære tilfaldt Arkelaos. Josefus fortæller os om den storslåede begravelse, Arkelaos sørgede for på Herodion: ”I pomp og pragt som kun en konge værdig, på en båre af guld smykket med ædelstene, svøbt i et purpurrødt lin og med sit guldscepter ved hånden blev Herodes den Store stedt til hvile i sit ørkenpalads, Herodion”. Vi har altså altid vidst, at Herodes blev begravet på Herodion og i mange år jagtede arkæologer – og gravrøvere – det præcise sted for hans begravelse. Æren for endelig at finde Herodes’ grav tilfaldt til sidst den nu afdøde israelske arkæolog, Ehud Netzer. Efter mange års stædig søgen fandt han fundamentet til et gravkompleks et stykke inde i den runde jordvold rundt om ringborgen. Alene fundamentet med de fint tilhugne sten er nok til at vække beundring. Herodes ville også få folk til at tabe mælet selv efter sin død! Ehud Netzer døde i 2010 efter en tragisk faldulykke i forbindelse med sine fortsatte udgravninger på Herodion. Læs mere om Herodion i TEL 2002/4, 2007/2, 2009/1.

TO riGEr pÅ KOllisiOnsKurs Derfor var de to riger også på kollisionskurs. Da Herodes hørte rygtet om en nyfødt konge ”blev han forfærdet” (Matt 2,3). Med sædvanlig grusomhed var han parat til at slå ihjel på blot den mindste mistanke (Matt 2,13). Senere gik Herodes’ søn, landsfyrsten over Galilæa, Herodes Antipas, med lignende planer (Luk 13,31-33). Han turde dog ikke, da han endelig fik chancen (Luk 23,1-15). Men modsat Herodes, så var det ikke nødvendigt med ekstra henrettelser for at få folk til at sørge, da Jesus døde: ”En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham” (Luk 23,27). Sjældent har to konger været mere forskellige.

læs mere Morten Hørning Jensen. 2010. Herod Antipas in Galilee. Mohr Siebeck, s. 68-89. Morten Hørning Jensen. Herodes Antipas i Galilæa – ven eller fjende af Jesus? TEL 2007/2. Hartvig Wagner. Herodes den Store som bygmester 1-4. TEL 2000/4 og 2002/4. Hartvig Wagner. Solopgangen fra det høje og Herodes den Store og stjernen. TEL 2006/4. Rudi Thomsen. Herodes. Jødernes konge. Sfinx 2002.

www.bibelskarkaeologi.dk

Herodes’ gravkompleks (mausoleum) tegnet af Dan Møller på grundlag af fremstilling i National Geographic 15/2008.

Ehud Netzer viser et stykke af Herodes’ sarkofag (kiste) frem på pressekonferencen i Jerusalem. Foto: © Ulrich W. Sahm, www.usahm.info.

7 TEl 4/2011


Var Herodes psykopat? Var Herodes sindssyg? Det spørgsmål bliver af og til rejst af forskere i ramme alvor. Hvis vi skal holde os til vores hovedvidne, Josefus, kunne noget tyde på det. Josefus gør ikke så lidt ud af at fortælle om Herodes’ ugerninger og beretter farverigt om jalousi, mord og svingende sindsstemninger. Men andre forskere vil sige, at vi ikke kan hente så præcis information hos Josefus. Han skrev med et bestemt formål for øje: At finde årsagen til jødernes opstand mod Rom i år 66-70. Og her blev det herodianske kongehus ført frem som den store skurk. Det er tænkeligt, at Josefus af den grund beskrev Herodes med rigeligt mørke farver. I det hele taget kan man spørge, i hvor høj grad Herodes skilte sig ud fra alle andre mellemøstlige konger i sin samtid. Frygten for at miste tronen var reel nok, og et rige kunne kun holdes i ro ved lige dele magt og frygt. Så om Herodes var psykopat inden for ”normalområdet” blandt antikkens despoter, eller om magten og jalousien steg ham til hovedet, er vanskeligt for os at afgøre i dag. Men at godtage, at han kunne stå bag en ugerning som mordet på drengebørn i Betlehem, det virker mere end sandsynligt.

’Herodeserne’ i nT Det kan være lidt af en sag at finde rundt i alle ’Herodeserne’ i NT. Vi møder følgende: (a) Herodes den Store i forbindelse med Jesu fødsel, (b) Herodes Antipas, søn af Herodes, landsfyrste i Galilæa, (c) Herodes Agrippa I, Herodes’ barnebarn og (d) dennes søn, Herodes Agrippa II. En komplet liste over de herodianske herskere, der nævnes i NT, ser sådan ud. Navnene i parentes og kursiv er NT-forfatternes betegnelser: nAVn

sKrifTsTEDEr

Herodes den Store (40/37-4 f.Kr.)

Matt (Herodes): 2,1.3.7.12.13.15.16.19.22 Luk (Herodes): 1,5 ApG (Herodes): 23,35?

Herodes Antipas, søn af Herodes (4 f.Kr.-39 e.Kr.)

Matt (landsfyrsten Herodes): 14,1.3.5.6 Mark (kong Herodes): 6,14.16.17.20.21.22; 8,15 Luk (landsfyrsten Herodes): 3,1.19.20; 8,3; 9,7.9; 13,31; 23,7.; 8.11.12.15 ApG (landsfyrsten Herodes): 4,27; 13,1

Arkelaos, søn af Herodes (4 f.Kr.-6 e.Kr.)

Matt (Arkelaos): 2,22

Filip, søn af Herodes (4 f.Kr.-34 e.Kr.)

Luk (Filip): 3,1

Herodes Agrippa I, Herodes’ barnebarn (37-44 e.Kr.)

ApG (kong Herodes): 12,1.6.11.19.20.21

Herodes Agrippa II, søn af Agrippa I (53-ca. 100 e.Kr.)

ApG (Agrippa): 25,13.22.23.24.26; 26,1.2.19.27.28.32

8 TEl 4/2011

selskab for bibelsk Arkæologi


barnemordet i betlehem – historie eller fiktion? Herodes’ mord på drengebørnene i betlehem og omegn er en af alle tiders dyreste hændelser målt i negativ prværdi. Dette ene vers i matt 2,16 har hen over århundrederne klæbet sig til Herodes’ navn og eftermæle. Men fandt hændelsen nogensinde sted? Det tvivler en række moderne forskere på. Argumentet er frem for alt, at vi kun kender hændelsen fra Matthæusevangeliet. Ingen af de andre evangelier og ingen skrifter uden for Bibelen nævner den. Er det Matthæus’ opfindelse for at kaste et dårligt lys over Herodes og hans regime? Vi bør forsøge at besvare et sådant spørgsmål ved at anvende en gængs historisk metode. Flere kilder til samme begivenhed – gerne af forskellig type såsom skriftlige og arkæologiske – vil her altid være at foretrække, må det straks medgives. Men sagen er, at barnemordet i Betlehem her deler skæbne med en lang række andre begivenheder i antikken, vi kun kender fra én kilde. F. eks. er langt de fleste enkeltheder i Herodes’ liv kun overleveret til os gennem én forfatter: den jødiske historieskriver Josefus. Den ene bevidnelse kan altså ikke i sig selv afvise pålideligheden af beretningen. Næste skridt er at spørge, hvor sandsynligt det er, at Herodes kunne effekture en sådan hændelse. Tegner vores øvrige kilder til Herodes’ regime et tilsvarende billede af hans fremfærd? Det må vi i høj grad sige, at de gør. Josefus beretter i detaljer om intriger, jalousi, mord og brutalitet i det herodianske kongehus. Som nævnt i artiklen er listen over henrettelser og mord begået af Herodes alenlang. Det gælder både i sin egen fami-

lie og mod folket som sådan. Josefus beskriver Herodes som en mand, for hvem ordet ”tilbageholdenhed og moderation” var fremmed (Antikviteterne 16.151). Når det nu ikke er usædvanligt, at en hændelse kun findes i én kilde, og når denne hændelse samtidig svarer til det øvrige billede, vi har, så må vi endelig spørge: Hvorfor blev den så ikke medtaget af andre forfattere end Matthæus? Det kan vi selvfølgelig ikke vide med sikkerhed. Men tre ting kan sandsynliggøre, hvorfor denne hændelse fløj under radaren hos f.eks. Josefus. For det første var det en meget mindre hændelse end tit antaget. En række senere kristne kilder angav antallet på dræbte børn til at være så højt som 64.000. Det er helt usandsynligt. I Betlehem boede der måske omkring 300 personer på Jesu tid. Et rimeligt skøn over antal drengebørn under 2 år vil da være blot 6-7. I al sin egen brutalitet var det altså ikke mere end en lokal hændelse måske udført af en lille afdeling soldater fra Herodion-borgen. For det andet blev børn ikke anset for at have samme værdi som voksne mennesker i den antikke tid. Børnedødeligheden var høj, og meget tyder på, at man først tog børn til sig i den fulde betydning, når de havde fået en vis alder. Endelig kan vi pege på, at Josefus’ primære kilde til Herodes’ liv er dennes egen hofhistoriker, Nicolas af Damaskus, der sandsynligvis ikke havde nogen interesse i at videregive denne hændelse, selvom han skulle have kendt til den. Så var der et barnemord i Betlehem? Ud fra en historisk betragtning er det både sandsynligt og svarer godt til vores øvrige kilder til Herodes’ liv. I en af grotterne under Fødselskirken er der indrettet et kapel kaldet ”De uskyldige børns Kapel”. Bag alteret ses flere barnegrave hugget ud i klippen på et senere tidspunkt for at levendegøre mindet om Herodes’ udåd. Foto: Hartvig Wagner.

Under udgravningen af et af tunnelsystemerne i Jerusalem (omtalt i TEL 2011/3) fandt man dette velbevarede romerske sværd, der dateres til det første århundrede. Romerske legionærer bar to sværd. Et kortere (machaira på græsk) og et længere (rhomphaia på græsk), jf. foto. Det fundne sværd er 60 cm og derfor det lange af dem. Fotos: © Israel Antiquities Authority og Ferrell Jenkins.

www.bibelskarkaeologi.dk

9 TEl 4/2011


Tog lukas fejl?

folketællingen, der forsvandt

Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet

”Og det skete i de dage …”. sådan indleder lukas sin velkendte beretning om Jesu fødsel i betlehem. for at vi nu kan forvisses om, at Jesu fødsel virkelig er historisk, sætter lukas den i forbindelse med den romerske kejser Augustus, en lokal romersk statholder ved navn Kvirinius og en ganske bestemt folketælling. bedre kan det næsten ikke gøres. men holder evangeliet nu for en nærmere hi-

mAnGE prOblEmEr Hvis man sætter sig for at undersøge de historiske omstændigheder omkring den folketælling, Lukas taler om, og som skulle have ført med sig, at den hellige familie måtte bryde op fra Nazareth og tage til Betlehem for at lade sig registrere dér, er det, som om problemerne bare vælter ud af skabet. Hvornår blev Jesus egentlig født? Både Lukas og Matthæus nævner, at Jesus blev født i Betlehem, mens Herodes den Store var konge i Judæa, Samaria og Galilæa (Matt 2,1; Luk 1,5). Vi ved fra den jødiske historieskriver Josefus, at Herodes døde om foråret i år 4 før vor tidsregnings begyndelse. Jesus må altså være født før år 4 f.Kr. Dette tidspunkt giver imidlertid nogle store vanskeligheder i forhold til Lukas’ informationer i Luk 2,1-2 om, at Jesus blev født kort tid efter den romerske folketælling, som statholderen Kvirinius lod gennemføre i det jødiske land på kejser Augustus’ befaling.

storisk prøvelse? mange historikere er af den opfattelse, En umuliG fOlKETællinG at lukas tog afgørende fejl med hensyn til folketællingen: Der var ingen folketælling, da Jesus kom til verden. Hvis vi inddrager al tilgængelig historisk viden om perioden, ser billedet dog noget anderledes ud.

10 TEl 4/2011

Den nævnte folketælling synes umulig af flere grunde: For det første henviser mange til, at vi ikke har optegnelser om nogen folketælling, som skulle have omfattet hele det romerske imperium. Desuden var der ingen romersk folketælling i Jødeland i det tidsrum, hvor Jesus skulle være født. Den første kendte folketælling fandt først sted i år 6 efter Kristus, da romerne satte Herodes den Stores uduelige søn Arkelaos fra magten som konge i Judæa og indsatte en romersk prokurator i stedet. Denne folketælling omfattede i øvrigt kun Judæa, men ikke Galilæa, hvor Josef og Maria kom fra. selskab for bibelsk Arkæologi


Det største problem er dog, at Kvirinius faktisk slet ikke var statholder i Syrien i perioden før år 4 f.Kr. Derimod blev han romersk statholder i Syrien i år 6-7 efter Kristus, altså ti år efter Herodes’ død, og det var ham, der gennemførte folketællingen i år 6 e.Kr. Rækken af romerske statholdere i Syrien er kendt fra forskellige kilder, og de levner ikke plads til Kvirinius før år 6 e.Kr. Mellem år 10 og 6 f.Kr. hed den romerske statholder i Syrien Gaius Sentius Saturninus. Han blev efterfulgt af Publius Quinctilius Varus (6-3 f.Kr.). Mange gør også opmærksom på, at romerne ikke foretog folketællinger i deres klientkongers riger. Så længe kongerne blot betalte deres skatter, blandede romerne sig ikke i, hvordan skatterne blev inddrevet. Herodes var en sådan romersk klientkonge frem til sin død; han havde tilmed status som ”Kejserens Ven”, en status, han opnåede ved at støtte Augustus i dennes kamp mod rivalen Antonius i årene 31-30 f.Kr. En romersk folketælling, som Lukas beskriver den, var ikke mulig i Herodes’ rige, mens han levede. Det er da også betegnende, at romerne gennemførte en folketælling i år 6 e.Kr., så snart Judæas status som klientkongedømme blev ophæ-

I den ældste del af Ankara i Tyrkiet findes dette velbevarede Augustustempel. Det var en stor ære for en by at få lov til at bygge et tempel for kejseren. Dette tempel er særlig berømt for dets næsten fuldstændige version af ”Augustus’ Gerninger”. © HolyLandPhotos.org.

vet, og Judæa blev lagt direkte ind under romersk forvaltning. Mange konkluderer derfor, at Lukas tager fejl, når han forsøger at forankre Jesu fødsel i den profane romerske hi-

storie. Er juleevangeliet i det hele taget historisk, spørges der? Vi vil nu gennemgå de historiske problemer omkring ”den manglende folketælling” ét efter ét.

lukas som historiker Vi bør ikke uden videre forkaste de informationer, som lukas kommer med i optakten til juleevangeliet.

Statue af kejser Augustus. På brystpladen scener fra sejr over parterne. Amor ved foden er symbol på afstamning fra Venus. Vatikanmuseet. Foto: Hartvig Wagner.

www.bibelskarkaeologi.dk

I indledningen til sit evangelium skriver han, at han nøje vil gennemgå al materialet om Jesus og nedskrive det i rækkefølge, for at den romerske læser Theofilus kan se, hvor pålideligt evangeliet om Jesus er (Luk 1,1-4). Lukas har i al fald til hensigt at gengive historien korrekt og sætte den ind i dens rette sammenhæng. Lukas viser mange gange i sine skrifter et indgående kendskab til romersk praksis, romerske embedsmænd og romersk forvaltning. Ifølge en oldkirkelig tradition kom han fra Antiokia ved Orontesfloden, der var hovedstaden i den romerske provins Syrien, og hvor statholderne boede. Det var sikkert i denne by, han mødte Paulus, og siden fulgte han ham på to af hans missionsrejser. Lukas kan derfor have kendt til forhold i den romerske administration i Syrien, som ellers ikke er kendt fra andre bevarede kilder. Når han taler om en ”første folketælling”, kunne det skyldes, at han ved mere, end vi gør, og at han ved om ikke bare én, men to folketællinger, som Kvirinius havde ansvaret for.

11 TEl 4/2011


Kort før sin død lod Augustus affatte en redegørelse for sine bedrifter for riget, kaldet res gestae eller ”Augustus’ Gerninger”. Den latinske version sidder på indersiden af væggen omkring templet i Ankara. En nøjagtig græsk kopi af teksten sidder på en anden væg. res gestae er af overordentlig stor historisk værdi for forståelsen af Augustus’ regeringstid. © HolyLandPhotos.org

prOblEm 1: fOlKETællinGEr i HElE rOmErriGET? Hen mod slutningen af sit liv lavede kejser Augustus (der regerede fra år 27 f.Kr. til 14 e.Kr.) en fortegnelse over alle sine betydningsfulde handlinger i rigets tjeneste. Denne oversigt, som bærer navnet res gestae divi augusti (Den Guddommelige Augustus’ Gerninger), lod han kopiere og sætte op overalt i det store romerske rige, så alle kunne læse om dem. I 1555 fandt man en næsten fuldstændig kopi af dette værk hugget ind på væggen i forhallen til Augustustemplet i Ankara. Værket var skrevet både på latin og på græsk, det lokale sprog. I nyere tid har man fundet kopier af res gestae andre steder i Romerriget. Lukas kan tænkes at have læst den kopi, der var sat op i provinshovedstaden Antiokia. I et afsnit om folketællinger nævner Augustus indledningsvis, hvordan han lod en første folketælling gennemføre i hele Romerriget i år 28 f.Kr. Herefter siger han:

”Derefter gennemførte jeg endnu engang, efter at have fået magtbeføjelser som konsul, et lustrum, da Gajus Censorinus og Gajus Asinius var konsuler. Ved denne folketælling blev talt 4.233.000 romerske medborgere” (res gestae, kap. 8, linje 5-8)

12 TEl 4/2011

Det lustrum, som Augustus nævner, var det særlige syndoffer, som kejseren bragte til guden Mars i Rom, når en folketælling var afsluttet. Vi ved, at de to nævnte konsuler bestred dette embede i år 8 f.Kr. Det betyder altså, at Augustus’ anden folketælling fandt sted i år 8, kun fire år før Herodes den Stores død. Denne folketælling var en rigsfolketælling, som omfattede alle romerske borgere i hele riget. Den kan derfor siges at have omfattet ”hele verden” (sml. Luk 2,1).

Videre siger Augustus i sit res gestae, at han gennemførte en tredje folketælling af alle romerske borgere i sit rige i år 14 e.Kr., kun tre måneder før sin død. I modsætning til, hvad mange forskere antager, har vi altså utvetydige vidnesbyrd om rigsfolketællinger i det store romerske rige, og én af dem blev netop gennemført i år 8 f.Kr. Dette passer med tidspunktet for Jesu fødsel. 2. VAr DEr fOlKETællinGEr i prOVinsErnE? Hvad med de ikke-romerske borgere i provinserne? I år 27 f.Kr. befalede Augustus, at også befolkningen i de provinser, som var underlagt kejseren, skulle tælles med henblik på beskatning. Statholderen for

folketællinger og skattegrundlag Ifølge Philipp Filtzinger skulle der betales skat af følgende: 1. Skat på løsøre, som blev takseret. 2. Skat på jorden (tributum solis). 3. Skat på indkomst i form af afgrøder fra mark, vingård og skov (usus fructus). Her indgik jordens kvalitet i vurderingen. 4. Kransskat (aurum coronarium). Denne skat bestod af ”gaver” til kongen i form af guld og penge. 5. Skat på handel og erhverv (centesima rerum venalium). Denne skat blev indført af Augustus og beløb sig til ca. 1 % af omsætningen. 6. Skat på hus. 7. Skat på salt. Dertil kommer tolden, som var en hovedindkomstkilde for Herodes den Store. Han opkrævede told, når varerne passerede flodovergange, bygrænser og byporte. Varer fra de græske byer øst for Jordanfloden blev beskattet i Kapernaum. Der skulle også erlægges afgifter på fangsten af fisk i Genesareth Sø, skriver Filtzinger.

selskab for bibelsk Arkæologi


hver provins fik ansvar for folketællingen og havde officerer og embedsmænd til at gennemføre den på lokalt niveau. Professor Philipp Filtzinger, der var leder af Limes museet i Aachen, og som døde for 10 år siden, var en stor kender af forholdene i de romerske provinser. Han siger, at borgerne i forbindelse med et mandtal skulle afgive en erklæring om deres ejendomsforhold og om deres indkomster i form af afgrøder. På denne baggrund blev skatten fastlagt, som den enkelte havde at betale. Der foreligger beretninger om lokale romerske folketællinger bl.a. i provinserne Gallien (27. f.Kr. og 12 f.Kr.), Kyrene (7 f.Kr.) og Egypten (9 f.Kr.). Hver provins havde egne intervaller for folketælling, og disse faldt ikke sammen med rigsfolketællingerne. I Syrien var alle mænd skattepligtige, fra de fyldte 14, til de fyldte 65 år. Kvinderne blev regnet for skattepligtige allerede fra 12-årsalderen. I Egypten var alle kvinder og mænd skattepligtige fra deres 14. år, indtil de rundede de 60. mAnDTAl HVErT 14. År I Egypten skrev romerne befolkningen i mandtal hvert 14. år. Dette interval dækker præcist den alder, en ikke-romersk borger havde, når man blev skattepligtig. På den måde var der ingen årgang af unge, som undgik beskatning. Fordi den skattepligtige alder var den samme i provinserne Syrien og Egypten,

Kopier af res gestae blev sat op overalt i de asiatiske provinser i templer bygget til Augustus’ ære. Sir William Ramsay fandt en latinsk kopi af ”Augustus’ Gerninger” i 1924 under udgravninger af Augustustemplet i Antiokia i Pisidien. Næsten 60 fragmenter af teksten blev fundet ved pladsen foran templet. Inskriptionerne befinder sig i dag på Yalvacs arkæologiske museum. En græsk udgave af ”Augustus’ Gerninger” er fundet i Appolonia i Frygien. © www.bibleplaces.com.

kan vi gå ud fra, at intervallet for provinsfolketællingen i Syrien også var 14 år. Josefus fortæller, at statholderen Kvirinius gennemførte en folketælling i Judæa, som var en del af provinsen Syrien, i år 6 e.Kr. Denne folketælling medførte voldsomme protester fra den jødiske befolkning og resulterede i flere opstande. Gamaliel henviser i sin tale til denne folketælling og det oprør, som fulgte i kølvandet på den (ApG 5,37).

Hvis der var en provinsfolketælling i provinsen Syrien i år 6 e.Kr., må der have været et tilsvarende mandtal 14 år tidligere i provinsen, altså i år 8 f.Kr. Netop i dette år blev der gennemført både en folketælling af alle romerske borgere i hele riget og samtidig en provinsfolketælling af de ikke-romerske borgere i Syrien. Derfor ser Lukas de to folketællinger i nær sammenhæng med hinanden. Men dette sammenfald var et tilfælde.

Antiokia ved Orontesfloden, som her ses fra nord, var den tredjestørste by i Romerriget. Da Syrien blev romersk provins i år 63 f.Kr., blev Antiokia gjort til provinshovedstad. Her holdt den romerske statholder til, og herfra udgik befalingen om at holde en provinsfolketælling i år 8 f.Kr. Foto: Carsten Vang.

www.bibelskarkaeologi.dk

13 TEl 4/2011


prOblEm 3: VAr KVirinius i sYriEn fØr År 6 E.Kr.? Kvirinius gjorde tjeneste i Syrien og Lilleasien mellem år 11 og 6 f.Kr. (se boksen).

Kvirinius Kvirinius, hvis fulde navn var publius sulpicius Kvirinius, blev født omkr. 51 f.Kr. i en fattig familie lidt syd for rom. Som så mange andre af jævn herkomst gjorde han karriere inden for hæren. I år 15 f.Kr. udnævnte kejser Augustus ham til prokonsul over Kreta og Kyrene, og i den egenskab bekæmpede han en stamme i ørkenen syd for Kyrene, garamanterne, med gode resultater. Kejseren udnævnte ham til det højeste embede (efter kejseren selv) ved at gøre ham til konsul i år 12. Mellem år 11 og 6 f.Kr. blev Kvirinius sendt til Syrien og Lilleasien med særlige beføjelser for at bekæmpe en krigerisk stamme, homonaderne, som hærgede provinsen Galatien og landet Kilikien, der hørte til den romerske provins Syrien. Den romerske historieskriver Tacitus nævner, at Kvirinius omkr. år 1 f.Kr. modtog en særlig udmærkelse for at have indtaget homonadernes fæstninger i Kilikien. Det meste af kampene mod denne stamme fandt dog sted i provinsen Galatien. I år 6 e.Kr. blev Kvirinius atter sendt til Syrien, men nu som statholder (legat) over Syrien og Judæa. Det er i denne egenskab, at han foranstaltede den provinsfolketælling, som vakte så megen vrede blandt jøderne både ifølge Josefus og ApG 5,37. Kvirinius vendte tilbage til Rom i år 12 e.Kr., hvor han døde ca. år 21 e.Kr., og hvor han fik en meget hæderfuld begravelse. Han var gift to gange, men havde ingen børn.

14 TEl 4/2011

I løbet af denne periode gennemførte den romerske statholder i Syrien, Saturninus, sandsynligvis en provinsfolketælling i år 8 f.Kr. Her er det vigtigt at forstå, at Kvirinius ikke var statholder i Syrien på dette tidspunkt. Han var udsendt med særlige militære beføjelser for at nedkæmpe homonaderne. I kampen mod homonaderne havde Kvirinius rådighed over de tre romerske legioner, som havde base i Syrien: Det var den 3. legion Gallica, den 6. legion Ferrata og den 10. legion Fretensis. De romerske legioner i Makedonien kunne Kvirinius derimod ikke råde over, da de var involveret i langvarige og hårde kampe mod thrakiske stammer gennem flere år. Kampen mod homonaderne må derfor være ført fra øst, fra provinsen Syrien, og med brug af nogle af de syriske legioner; men den har ikke været ført fra vest, fra provinsen Asien. I kraft af den langvarige krig mod homonaderne var Kvirinius således den øverste militære befalingsmand i provinsen Syrien.

ske kejser, sådanne særlige magtbeføjelser i provinsen Gallien og Germanien i år 1615 f.Kr., 9-7 f.Kr. og i 7-9 e.Kr., hvor han anførte en hær på seks legioner. Der er derfor god grund til at antage, at Kvirinius tilsvarende var øverstbefalende også på det civile område i Syrien. Den romerske historieskriver Tacitus siger som nævnt, at Kvirinius bekæmpede homonadernes befæstninger i Kilikien. For denne bedrift blev han tildelt en særlig hædersbevisning i år 1 f.Kr., da krigen mod homonaderne var ført helt til ende med succes. If. Tacitus fremhævede kejser Tiberius Kvirinius bl.a. for disse bedrifter:

”Kvirinius havde som en utrættelig soldat og ved sin nidkære tjeneste vundet embedet som konsul under den guddommelige Augustus. Efterfølgende modtog han triumfal ære for at have stormet nogle befæstninger, som homonaderne havde i Kilikien”. Tacitus, Annaler, 3,48.

ØVErsTbEfAlEnDE i prOVinsEn sYriEn Men dette gør ham jo ikke til statholder! Nej – men i kraft af sin position som udsending og den øverste militære befalingshaver over de tre romerske legioner havde han også myndighed over den lokale statholder Saturninus. Han havde dermed det øverste ansvar også for den civile forvaltning i provinsen, herunder når provinsbefolkningen skulle skrives i mandtal. Han var automatisk overstatholder, som Philipp Filtzinger formulerer det. Dette synes at have været en udbredt praksis i den romerske statsforvaltning. F.eks. havde Tiberius, den senere romer-

Byzantinsk mosaik i Chora kirken i Istanbul, 1320-25 e.Kr.: Den hellige familie lader sig indskrive i overværelse af Kvirinius. © wikipedia.

Når Kvirinius besejrede homonaderne og drev dem ud af deres fæstninger i Kilikien, som var en del af provinsen Syrien, er det endnu et tegn på, at han førte kampen mod dem fra øst, fra det syriske område. Efter at have drevet dem ud af de kilikiske bjerge, bekæmpede han dem i provinsen Galatien. prOblEm 4: VAr KVirinius sTATHOlDEr? Stadigvæk hed statholderen i Syrien ikke Kvirinius, men Saturninus mellem år 9 og år 6 f.Kr. Har Lukas ikke alligevel taget fejl her? Den danske oversættelse siger ganske vist, at Kvirinius var statholder. Men det ord, som Lukas anvender i 2,2 – hegemeuontos – kan sigte til andre embeder end statholderembedet. Det kan slet og ret oversættes med, at Kvirinius ”var leder” eller ”havde kommandoen” i Syrien. I sin egenskab af at være kejserlig udsending med særlige beføjelser kan Kvirinius have haft det øverste ansvar for den lokale folketælling af de ikke-romerske borgere i år 8. f.Kr. Han var den, som var lederen af Syrien. Det var så statholderen Saturninus’ opgave at gennemføre folketællingen i praksis. selskab for bibelsk Arkæologi


Kirkefaderen Tertullian skriver i værket Mod Markion (ca. 208 e.Kr.), at netop denne Saturninus gennemførte en folketælling i Judæa på Augustus’ tid:

”men det er konstateret, at en folketælling netop blev gennemført under Augustus i Judæa ved sentius saturninus, som kunne have tilfredsstillet deres undersøgelser vedrørende Kristi familie og afstamning” (mod markion, 4,19)

Tertullian bekræfter med andre ord, at den syriske statholder Saturninus faktisk gennemførte en folketælling i Judæa. Denne folketælling må have fundet sted i Saturninus’ embedstid, dvs. mellem 10 og 6 f.Kr. Tertullian sætter denne folketælling i forbindelse med Jesu familie. Tidligere i samme skrift siger han, at Augustus’ folketælling findes bevaret i Roms arkiver, og ”den er således et pålideligt vidne om Jesu fødsel” (bog IV, kap. 7). Kilderne for Kvirinius’ felttog mod homonaderne mellem år 11 og år 6 er ufuldstændige. Hans præcise titel og stilling er ikke kendt. Men Lukas’ beskrivelse af en provinsfolketælling under Kvirinius’ lederskab passer med perioden, med Kvirinius’ særlige opgaver i Syrien og Lilleasien og med romersk praksis for de ansvarsområder, som den øverste militære befalingsmand i provinsen havde, når han var udsendt med særlige beføjelser. prOblEm 5: fOlKETællinG unDEr HErODEs DEn sTOrE En ofte hørt indvending mod Lukas’ beskrivelse af en folketælling i Jødeland på Herodes’ tid går ud på, at romerske folketællinger kun blev gennemført i de kejserlige provinser, men ikke i klientkongedømmer. Herodes var en sådan klientkonge under romerne, og det lykkedes ham tilmed at få den særligt begunstigede status som ”Augustus’ Ven”. Han sendte to af sine sønner til Rom, for at de kunne få en romersk uddannelse.

Byen Betlehem set fra oven. Josef og Maria måtte begive sig til Betlehem for at lade sig registrere dér i forbindelse med folketællingen. © www.bibleplaces.com.

Imidlertid mistede Herodes sin status som ”Ven” omkring år 9-8 f.Kr. Herodes kæmpede mellem 12 og 9 f.Kr. i Nabatæa, hvor hans soldater lavede et veritabelt blodbad. Nabatæerkongen rejste til Rom og klagede til kejseren over Herodes’ brutale fremfærd, hvorefter Augustus skrev et vredt brev til Herodes og lod ham forstå, at kejseren fremover ikke længere ville behandle ham som Ven, men kun som en underordnet. Herodes havde derfor mistet sin gunst hos kejseren omkring år 8, og en folketælling ved romerske embedsmænd er således ikke nogen hindring. Også klientkongedømmer kunne blive underkastet kravet om folketælling. Sådanne folketællinger fandt f.eks. sted i Apamea og Nabatæa. Romerne kunne tilmed tilpasse folketællingen til lokale forhold, siger Jared Compton. sAmmEnfATninG Meget tyder på, at Lukas kan have ret i sin omtale af den første folketælling, som Kvirinius var ansvarlig for. I år 8 f.Kr. gennemførte kejser Augustus en folketælling over hele det romerske rige. Samme år var der også en folketælling i Syrien, som den lokale syriske statholder stod for. Hvis Kvirinius havde disse særlige magtbeføjelser i krigen mod homonaderne, som der er grund til at antage, har han også haft det overordnede ansvar for den civile administration, herunder folketællingen i Syrien. Lukas vidste, at Kvirinius’ folketælling i år 6 efter Kristus ikke var den første, som han gennemførte. Derfor beskriver evangelisten folketællingen op til Jesu fødsel som den første, som blev gennemført, mens Kvirinius var den øverstbefalende i Syrien.

materialet i denne artikel bygger på: Anders Brogren, ”Mysteriet med den försvunna skattskrivningen och andra mysterier”, Svensk Pastoral Tidsskrift 2007/5 Jared M. Compton, ”Once More: Quirinius’s Census”, (2009), set på adressen: http://www.biblearchaeology.org/post/2009/11/01/ Once-More-Quiriniuss-Census.aspx Den romerske provins Syrien omfattede også området Kilikien. Indtil ca. år 9 f.Kr. havde Herodes den Store som klientkonge en begunstiget stilling inden for provinsen. Ved Herodes’ død bliver tre af hans sønner klientkonger, men i år 6 e.Kr. lægges Judæa direkte ind under statholderen i Syrien.

www.bibelskarkaeologi.dk

Philipp Filtzinger, ”Die christliche Legende – ein historisches Ereignis im Konsulatsjahr des Gaius Censorinus und Gaius Asinius 8.v.Chr.”, set på adressen: http://w210.ub.uni-tuebingen.de/dbt/volltexte/2001/290/

15 TEl 4/2011


sankt Helenas helligdom på Hyrdernes mark

Den nye græskortodokse sognekirke i den sydlige del af Beit Sahur. Lige nord for kirken ses det mørke halvtag over klippehulekirken og senere kirkebygninger. Foto: Hartvig Wagner.

Af pastor emer. Hartvig Wagner

for mange turister, som besøger betlehem, er grotten under fødselskirken det uforglemmelige højdepunkt. Der er jo gode grunde til at fæste lid til den ældgamle tradition, at hulen er Jesu Kristi fødested. men 1½ km længere mod øst findes en anden hule, som også gemmer et kært juleminde om hyrderne og englebesøget på marken. Den besøges blot ikke af ret mange og fortjener derfor denne beskrivelse.

DEn GræsKOrTODOKsE KirKE En del turister besøger det smukke romerskkatolske kapel på Hyrdernes Mark ca. 2 km øst for Betlehem. Det er bygget af den kendte italienske arkitekt Barluzzi i 1954 og har form som et hyrdetelt. På vej dertil gennem landsbyen Beit Sahur har man et lille stykke th. for vejen kunnet se en større kirke med et højt tårn og en rød kuppel over koret. Det er landsbyens græskortodokse kirke fra 1955. I sig selv er den et besøg værd på grund af sin enestående smukke udsmykning. fEm TiDliGErE HElliGDOmmE Men under et halvtag lige nord for denne kirke er der interessante ting at se. Arkæologiske undersøgelser ledet af grækeren Vassilios Tzaferis har her siden 1972 afdækket spor af fem tidligere helligdomme: 1) En naturlig, hellig hule med mosaikgulv fra 300-tallet. 2) En tidlig kirke bygget ind i denne hule. 3) Et kapel fra det 5. årh. bygget oven over hulen. 4) En basilika, som synes ødelagt under den persiske invasion i 614. 5) Den blev kort efter afløst af endnu en kirke på samme sted i forbindelse med et klosteranlæg. DEn nATurliGE HulE En særlig interesse knytter sig til de to første helligdomme. En trappe fører ned til en naturlig klippehule, der som andre huler i omegnen har tjent som ly og læ for hyrder med deres hjorde.

16 TEl 4/2011

selskab for bibelsk Arkæologi


Over døren ind til denne hule er der en marmorplade med følgende græske indskrift: ”Hyrdernes hule og deres grav. Den hellige Helenas helligdom 326-333”. I selve hulen får man straks øje på en typisk græskortodoks ikonostas, en billedvæg, som skiller menighed og kor. Den er en del af den kirke, der tidligt blev indrettet i hulen og har fungeret som kirke for den ret store græskortodokse menighed i Beit Sahur, indtil den nye store kirke blev bygget ved siden af. Kun nogle få skridt th. for ikonostasen åbner munken en lem til et lidt lavere liggende gulv i hulen. Med tydelig glæde og stolthed fortæller han, at den flotte gulvmosaik med en ottetakket Betlehemsstjerne er lavet på foranledning af Sankt Helena, kejser Konstantins fromme moder, som i begyndelsen af 300-tallet gæstede Det hellige Land for at opsøge og markere de hellige kristne steder. KOrs i GulVET

Ikonostasen, billedvæggen, i den kirke, der er indrettet i hulen. Foto: Hartvig Wagner.

Om denne tradition giver den rigtige forklaring på det smukke kunstværk, vil nogle måske betvivle. Men det står fast, at denne mosaik er meget gammel. Hovedmotivet er afgjort beretningen om stjernen, der viste vismændene vej til Jesusbarnet. Men foruden stjernen rummer kunstværket også kors, og allerede 380 e.Kr. forbød en lokal synode i Lod/Lydda i respekt for korset at afbilde det i gulve. Dette forbud gjorde kejser Theodosius II gældende overalt i sit rige i et edikt fra 427 e.Kr. Der kan derfor ikke være tvivl om, at hulen rummer en af de ældste kristne mosaikker i Det hellige Land. Munken ville mene, at netop denne stjerne er ældre end den tilsvarende i Fødselskirkens ældste gulv. TrE GrAVE I hulen viser man også tre grave og henviser til en tradition, der siger, at der julenat netop var tre hyrder, som fik englebesøg på deres nattevagt. Det fremgår jo ikke af NT, men rummer dog det positive, at man fra de tidligste tider har villet fastholde, at beretningen om hyrdernes englebesøg og deres besøg hos den nyfødte Kristus ikke er en legende, men en historisk kendsgerning.

Måske verdens ældste ”Betlehemstjerne” og et kors nederst th. i hulens oprindelige gulv. Foto: Hartvig Wagner.

DE ØVriGE HElliGDOmmE Over og ved siden af klippen med hulen er der som nævnt ruiner af yderligere tre senere kirkebygninger. I en af dem findes også en smuk mosaik med kristne symboler, bl.a. en vinranke (Joh 15,1) og en græsk inskription, som lyder: ”Husk, o Herre, din tjener Laazarus og alle hans bidrag + Amen.” Lazarus er stavet med aa, som tyder på en hebraisk udtale af navnet på en ukendt person, der har doneret et væsentligt beløb til kirken. Korset før det afsluttende Amen er ganske lille og på højde med de øvrige bogstaver. Det behøver derfor næppe at falde ind under forbudet mod kors i gulvet og kan derfor pege på en senere bygning. ET bEsØG VærD Det kan i høj grad anbefales at besøge både den nye store kirke og resterne af de ældre helligdomme. Alle ligger i et smukt og velplejet anlæg, som er karakteristisk for kristne anlæg midt i omgivelser, der nok kan trænge til samme omhyggelige pleje.

Nedgangen til klippehulekirken med marmorplade over døren. Indskriften lyder: ”Hyrdernes hule og deres grav. Den hellige Helenas helligdom.” Foto: Hartvig Wagner.

www.bibelskarkaeologi.dk

litteratur Jack Finegan, The Archeology of the New Testament, 1992, s. 40-43

17 TEl 4/2011


KOrTE nYHEDEr OG AnnOnCEr

undergrundskanal/kloak nu åben for besøgende Jerusalem byder efterhånden på en vifte af muligheder for en svalende tur gennem tunneller på en varm sommerdag. Igennem årerne har Gihonkildens vand givet mange et koldt sus i Hizkijas tunnel. I 1996 blev tunnelen langs Vestmuren åbnet i sin fulde længde. Senere har de omfattende udgravninger i Davidsbyen åbnet for en flot tur op ad de trapper, der på Jesu tid førte fra Siloa Dam op til templet. Det er i forbindelse med disse udgravninger, at der nu er blevet åbnet for endnu et stykke af Jerusalems ellers skjulte undergrund: en regnvandskanal, der efter al sandsynlighed også blev brugt som regulær kloak. Den løber fra tempelpladsens sydvestlige hjørne ned mod Davidsbyen. Det var her arkæologer fandt et velbevaret sværd og en menorah-indrisning, som nok blev gemt af jødiske oprørere en af de sidste desperate dage før templets fald år 70 (omtalt i sidste nummer). Der er altid en ny arkæologisk grund til at besøge Jerusalem!

Prøv en tur gennem en antik kloak … Israel Antiquity Authorities har netop åbnet et nyt stykke af en af Jerusalems mange undergrundskanaler. Foto: © Israel Antiquity Authority.

fjenden trådt under fode I en mellemøstlig kultur er det at vise sine fodsåler mod en anden et tegn på vanære. ’At ryste støvet af fødderne’ (Matt 10,14) er på samme måde et udtryk for foragt. Den største form for magtdemonstration er at træde en andens hoved under fod. Jos 10,24 beskriver, hvordan Josva lod sine anførere træde på nakken af fem besejrede konger, og Salme 110,1 siger: ’Herren sagde til min herre: »Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!«’ Større ydmygelse findes ikke. En detalje på de kendte assyriske relieffer fra Tiglat-Pileser III’s palads, der nu er udstillet på British Museum, giver et levende indblik i denne ydmygelse. Mens hans fjende må kysse støvet træder Pileser ham i nakken. Man fornemmer dramatikken på tværs af århundrederne og får en fornemmelse af den jubel, der ligger i Paulus’ brev til Korinterne, hvor han i kapitel 15 beskriver Kristi opstandelse og den sejr, den til sidst vil føre til, når selv døden skal trædes under fode.

Tiglat-Pileser III træder en slagen konge under fode som udtryk for den absolutte ydmygelse. Foto: © Ferrell Jenkins, https://ferrelljenkins.wordpress.com.

18 TEl 4/2011

selskab for bibelsk Arkæologi


Hvor langt må man gå på en sabbat? I 2 Mos 16,29-30 siges der, at ”ingen må gå hjemmefra på den syvende dag” (se også Jer 17,21-22). Hvad skal det konkret betyde? Må man kun være i sit hus? Eller måske kun i sin landsby? Eller måske kun omkring sin landsby? Få km vest for Nazareth er der netop fundet en indskrift på en sten, der giver et bud på, hvordan jøderne fra landsbyen dér løste problemet. De havde indgraveret ”Sabbat” i klippen lidt uden for byen, så nu kunne byens beboere vide, om de var i færd med at overtræde budet. Indskriften blev fundet ved en tilfældighed af en mand på ”sabbatsvandring” med sine børnebørn. Arkæologer er nu i gang med at se, om de kan finde flere i området.

Det var Nathan på fotoet, der fandt denne indskrift under en vandring i skovene omkring landsbyen Timrat. Foto: © http://x.biblewalks.com.

Med store flotte bogstaver er der her indridset: Sh-B-T – sabbat. Foto: © http://x.biblewalks.com.

KREATIVITET TIL TIDEN

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

www.bibelskarkaeologi.dk

19 TEl 4/2011


Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Adresseændring meddeles til: hh@bibelskarkaeologi.dk (tlf. 7586 1748). Eftersendes ved varig adresseændring.

Khirbet Qeiyafa – en by fra Davids tid Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet Afgørende ny viden om kong Davids tid bliver vristet fri af jordens støv i disse år. Et af de steder, hvor det virkelig rykker for tiden, er Khirbet Qeiyafa, som ligger i Terebintedalen i det sydvestlige Juda, tæt på det sted, hvor den unge David mødte Goliat. En stærk befæstning Man har nu udgravet ca. 20 % af Khirbet Qeiyafa. To byporte er blevet afdækket, og lange afsnit af kasematmuren rundt om byen og de tilhørende huse er blevet frilagt. Byen bliver opført ca. år 1000 f.Kr. og står kun ca. 30-40 år. Derefter bliver den ødelagt. Hvorfor ved man ikke. Dens historie falder dermed sammen med Davids regeringstid (1010-970 f.Kr.). Denne datering er blevet endegyldigt afgjort ud fra kulstof-14 dateringer af ti olivenkerner, fundet på gulvene i de ødelagte huse. Enorme mængder store kampesten er blevet slæbt sammen for at opføre kasematmuren og portene. Nogle af stenene

På to konferencer i San Francisco i november måned blev de seneste resultater fra udgravningerne af Qeiyafa præsenteret. Flere af stenene i denne byport vejer adskillige tons. Foto: Jens Bruun Kofoed.

vejer mere end 6 tons, og udgraverne skønner, at over 200.000 ton sten er blevet brugt. Alt sammen for at opføre en befæstning, som kun har stået en generations tid eller så. Dette forhold er et stærkt vidnesbyrd om, at en central magt må have stået bag denne hurtige opførelse af befæstningen, på samme måde som vikingeborgene i Danmark er et udtryk for en stærk central kongemagt i Danmark på Harald Blåtands tid. Khirbet Qeiyafa er ikke opført af lokale bønder, men af en kongemagt med evne til militær organisering. Keramikken fundet i ruinerne har forbindelse til keramikken i Juda stammes område og i Jerusalem. Befæstningen er derfor judæisk og må være opført af kong David og hans folk, sikkert som et led i at holde Juda fri for filisternes stadige angreb. For første gang har vi nu fået et umiskendeligt vidnesbyrd om, at Davids kongedømme faktisk var en stærk, central magt med militær formåen, sådan som Gammel Testamente fortæller det. Hustempler Ved udgravningerne i 2010 fandt man to huse med et helt specielt rum. Langs væggen i det ene rum er bygget en bænk af sten til at sidde på. Det er der ingen andre huse, der har. Midt i rummet står en stor fritstående stenstøtte. Et muret bassin i gulvet findes i begge huse. Flere af de særlige krukker, der blev brugt til at udgyde drikofre, er også fundet i de to rum. I det ene rum fandt man et lille alter, hugget ud i basalt. Alteret minder meget om et tilsvarende alter, som blev fundet for få år siden i den kana’anæiske by Rehov. Der er dog en stor forskel på de to

altre. Rehov-alteret har menneskefigurer ridset ind på dets sider. Det nyfundne alter fra Khirbet Qeiyafa har kun geometriske figurer, men ikke nogen afbildning af dyr eller mennesker. Alteret er således i overensstemmelse med det bibelske forbud mod billeder. For første gang har vi nu fundet to rum til religiøs brug, som er ældre end Salomos tempel i Jerusalem. Rummene ligger inde i almindelige huse og er ikke del af et tempel. Khirbet Qeiyafa skriver historie. Det bliver spændende at se, hvad kommende udgravninger vil give af ny viden om David og hans kongedømme. Se mere om Khirbet Qeiyafa i TEL 2010-3, side 12.


TEL 2011 4  

Bibelsk arkæologisk blad

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you