Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

nr. 2 | juli 2010 | 21. årgang

ET sPADEsTIk DyBErE I BIBElENs vErDEN

De vigtigste arkæologiske fund mED BETyDNINg For EvANgElIErNE

3 Til lands og til vands med Paulus 11 Er Noas ark mon fundet? 16 De vigtigste arkæologiske fund ...


TEL jubilæumshvervekampagne For at fejre sBAs 20 års jubilæum sætter vi en række flotte gaver på højkant. Tegn et eller flere nye medlemmer og giv dig selv mulighed for at vinde en flot gave.

Frem til årsmødet 2011 giver hvert nyt abonnement et lod i en pulje om et gavekort til en programrejse hos Felix Rejser på 4.000 kr. (eller 3.000 kr. til en flybillet formidlet af Felix Rejser). Jo flere abonnementer du tegner, jo flere lodder! Samtidig er der sikker gevinst til den, der tegner flest nye medlemmer: ét års avisabonnement på Kristeligt Dagblad (værdi: 3.295 kr.)!

sponsorer: Endelig trækker vi lod blandt de nye medlemmer om fem af Kenneth Baileys nye bog i to bind fra Lohses Forlag, ”Jesus set med mellemøstlige øjne I-II” (værdi: 599 kr.). Alt hvad du skal gøre, er at sende navn og adresse på det nye medlem til Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop eller på email: hh@bibelskarkaeologi.dk. Vi fremsender derefter et velkomstbrev til det nye medlem med girokort for indbetaling af abonnement. Prisen for ét års abonnement er fortsat 165 kr. for voksne og 115 kr. for unge under 26 år (oplys alder). grav et spadestik dybere i Bibelens verden!

Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Tlf. E-mail: Internet: Bank: Norge:

7586 1748 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: Hovedfærdselsåren ind i Jerusalems tempel var ad trapperne syd for tempelpladsen. Store, brede trin ledte pilgrimmene op på tempelpladsen fra Davidsbyen, hvor Jerusalems eneste kilde med levende vand var, Siloadammen. Så hvis man absolut gerne vil kysse en ”hellig sten” i Israel, som Jesus med næsten arkæologisk statsgaranti har betrådt, må det blive en af disse … Foto: © Morten Hørning Jensen.

2 TEl 2/2010

Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 165,- / norske kr. 185,(For unge under 26 år: kr. 115,- / norske kr. 125,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

TEL udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling. Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk lektor, ph.d., cand.theol. morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Cand.theol. Jacob Bank møller (kasserer), tlf.: 8615 3402 · jbm@bibelskarkaeologi.dk grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

selskab for Bibelsk Arkæologi


I klipperne ved ruinen Khirbet Qumran er der fundet brudstykker af ca. 900 manuskripter og enkelte hele skriftruller i 11 huler. De fleste forskere mener, at mange af rullerne blev skrevet bag Qumranbygningens vægge af en gruppe ultra-religiøse jøder med forbindelse til essæerne. Foto: Morten Hørning Jensen.

De vigtigste arkæologiske fund med betydning for evangelierne Af lektor på Menighedsfakultetet, ph.d. Morten Hørning Jensen

konger, faraoner, kejsere og Herodes den store. resterne fra deres pompøse livsværk giver arkæologisk gåsehud! men hvad med Jesus? Hvilke arkæologiske fund har vi, der bringer os tæt på ham – hvis overhovedet nogen? Har vi fundet hans hus, en indskrift med hans navn eller måske hans sandaler? Det skal vi se på i denne artikel, der vil tage os på guidet tur gennem de vigtigste fund med be-

FoDsPor I sANDET Kun de færreste betvivler, at der for et par tusind år siden levede en person ved navn Jesus, søn af Josef, i den lille landsby Nazareth. Arkæologiens betydning for vores forståelse af evangelierne er dermed noget anderledes end dens betydning for vores forståelse af Det Gamle Testamente. Dér er selve den historiske værdi af skrifterne i høj grad i centrum af den arkæologiske debat: Har kong David levet? Har vi fundet hans palads i Jerusalem osv.? Men Jesus og hans disciple var, modsat David og de andre store konger, jævne mennesker, der ikke efterlod sig meget andet end fodspor i sandet. Vi skal derfor ikke regne med at finde én stor ting, der bekræfter eller afkræfter evangelierne. Arkæologiens betydning for læsningen af evangelierne kan snarere sammenlignes med en scene eller et baggrundstæppe. Det afgør ikke, om teaterstykket nogensinde er blevet opført, men giver en dybde og intensitet – ja, til tider ligefrem en skønhed – til stykket, som vi ville være en hel del fattigere uden!

tydning for vores læsning af evangelierne. www.bibelskarkaeologi.dk

3 TEl 2/2010


TrE TyPEr AF FuND

Den ældste bevarede kopi af Ny Testamente er dette fragment af Johannesevangeliet, som er beskrevet på begge sider. Det dateres til ca. 125 e.Kr. og rummer Joh 18,31-33 på den ene side (til venstre) og Joh 18,3738 på den anden side (til højre). © Biblical Archaeology Review 2002/6.

EN Ny AssyrIsk TrAkTAT FuNDET De igangværende udgravninger på tell Tayinat i det sydøstlige Tyrkiet bliver ved med at finde ting af største interesse for den bibelske historie. Sidste år fandt man f.eks. en lertavle med en traktat, som assyrerkongen Asarhaddon havde sluttet med en lokal lydkonge. Tavlen er ca. 43 x 38 cm stor og rummer op mod 700 bittesmå linjer med tekst. Den var smadret i stumper og stykker, men lå heldigvis samlet. Assyrerkongen Asarhaddon (omtalt bl.a. i 2 Kong 19,37) forpligtede omkring år 672 f.Kr. med denne traktat lydkongen til, at han skulle bakke aktivt op om kronprinsen, når Asarhaddon døde. Traktaten rummer en del ord og vendinger, som minder om de bibelske pagter, især 5 Mosebog. Der er dog grund til at tro, at denne nye tekst vil svare til andre af Asarhaddons traktater, som vi allerede kender. Derfor vil den på nogle områder være markant forskellig fra de bibelske pagter i stil, tankegang og ordvalg. Læs mere på www.bibelskarkaeologi.dk.

4 TEl 2/2010

Sammenfattende kan arkæologien siges at hjælpe os på mindst tre måder. For det første har arkæologisk arbejde hentet unikke skriftlige kilder frem fra mørket. Det gælder ikke mindst Dødehavsskrifterne, men også fragmenter af evangelierne, der i tid kommer meget tæt på Jesu periode. For det andet har arkæologien udgravet byer og områder, som Jesus besøgte, og endda i enkelte tilfælde fundet indskrifter, der direkte nævner personer, vi kender fra evangelierne. For det tredje har arkæologien i en lang række tilfælde fundet ting, der er nævnt i evangelierne, og som dermed hjælper os til at få en meget klarere fornemmelse af, hvad Jesus taler om – som f.eks. mønter, bederemme, vandkar af sten, en båd fra Genesaret Sø osv. Faktisk er arkæologien i dag så vigtigt et redskab for den historiske og teologiske forskning, at en af de førende eksperter vurderer, at vi i dag har det mest detaljerede kendskab til Jesu samtid nogensinde – kun overgået af perioden selv! Værdien af disse tre typer fund skal vi nu se på. 1: DE vIgTIgsTE TEksTFuND ”Klank” sagde det, da Muhammad Abd-Dhib med et mesterkast ramte en sprække i klippen. Som alle andre friske hyrdedrenge fordrev han tiden med at kaste til måls, men denne gang gav kastet en uventet lyd fra sig. Han havde ramt noget – og dette ”noget” viste sig at være en lerkrukke fyldt med gamle skriftruller. Muhammeds mesterkast blev dermed startskuddet til det mest sensationelle tekstfund til dato: Dødehavsrullerne.Kort fortalt blev der i de efterfølgende år fundet op mod 50.000 fragmenter af ca. 900 manuskripter i 11 huler, der stammer fra perioden 250 år f.Kr. til år 68 e.Kr. Det er omdiskuteret, hvem der præcist skrev disse skrifter, men det mest udbredte bud er, at de i hovedsagen tilhørte den jødiske gruppering essæerne. Ingen seriøs forsker vil i dag hævde, at der var nogen direkte forbindelse mellem rullerne og Jesus – selvom folk med skrivekløe og trang til at sælge mange bøger har påstået det. På TELs linkside findes links til tidligere artikler, hvor vi har beskrevet netop denne ”sensationsindustri”. Derimod giver rullerne os et unikt indblik i, hvordan en gruppering af jøder på Jesu tid tænkte omkring f.eks. templet i

selskab for Bibelsk Arkæologi


Den flotte hvide synagoge i Kapernaum, der dog ikke stod i byen, da Jesus boede der, men er bygget på fundamentet af synagogen fra Jesu tid. Foto: Morten Hørning Jensen.

Jerusalem, den jødiske lov og ikke mindst renheds- og hellighedskrav. Det er netop emner som disse, Jesus ofte diskuterede med farisæerne og de skriftkloge. DET ÆlDsTE FrAgmENT AF EvANgElIErNE De fleste tekstfund er dog gjort i Egypten. Det tørre klima har givet ideelle betingelser for bevaring af de store mængder papyrusskrifter, der over årene er fundet forskellige steder. Mange af disse fragmenter blev opkøbt i spandevis og fragtet til europæiske universiteter, hvor langt de fleste stadig venter på at blive læst og katalogiseret. Under sit tålmodige arbejde med en portion af disse papyrusfragmenter gjorde englænderen C. H. Roberts i 1935 en sensationel opdagelse. Et lille fragment på 9 x 6,2 cm fangede hans opmærksomhed. På baggrund af sit utrolige kendskab til græske tekster kunne Roberts spotte, at der var noget bekendt ved teksten, og

www.bibelskarkaeologi.dk

snart fandt han frem til, at den stammede fra Johannesevangeliet kap. 18. Det gjorde kun lappen endnu mere interessant, for Johannesevangeliet betragtes af alle som det yngste af evangelierne. Mange forskere vil sige, at det blev skrevet i begyndelsen af det andet århundrede af en gruppe Johannesdisciple efter dennes død, mens andre vil fastholde, at det er skrevet noget før (mellem år 70 og 90 foreslås normalt) og af Johannes selv. Med denne lille lap i hånden sad Roberts nu pludselig med en mulig nøgle til denne diskussion. Hans undersøgelser viste nemlig, at fragmentets oprindelse går tilbage til 125 e.Kr., og da det næppe er den første kopi – alene af den grund, at det blev fundet i Egypten, mens Johannes ifølge en enstemmig oldkirkelig tradition boede i Efesos i det nuværende Tyrkiet – så peger dette fund i retning af, at evangeliet oprindeligt blev skrevet i det første århundrede.

2: sTEDEr JEsus vAr Pilgrimme på rejse i Israel vil man ofte kunne se røre ved og kysse de hellige steder, de besøger. Men kan vi overhovedet være sikre på, at vi har fundet nogle af de faktiske steder, hvor Jesus færdedes? Svaret er ’ja’, selvom disse ’sikre steder’ er langt færre, end mange turistguider lover deres rejsende. Et af de steder, Jesus med sikkerhed var, er Kapernaum. Byen er siden 1968 blevet udgravet af hhv. franciskanske og græskortodokse arkæologer, og et besøg i dag giver indtryk af, at byen var en mellemstor landsby. Skøn over byens størrelse på Jesu tid bekræfter dette. De mest forsigtige tal siger, at der boede omkring 1.000 personer i byen. Til sammenligning er de forsigtigste skøn over Nazareths befolkning på 150-200 indbyggere. Den store hvide synagoge og den otte-kantede helligdom kendt som Peters hus (insula sacra) er dog begge fra en senere periode. 5 TEl 2/2010


Til gengæld var der på Jesu tid en mindre synagoge, ligesom der under den senere kristne kirke var et stort familiehus, der gennem de arkæologiske udgravninger efter alt at dømme kan udpeges som det hus, Peter og hans fiskerfamilie boede i (jf. Mark 1,29-30). kyssEsTEN og grÆDEmur Skal man absolut røre ved eller ligefrem kysse en sten, som Jesus med arkæologisk garanti har rørt, så skal man til Jerusalem og Herodes’ tempel. Alle evangelier bekræfter, at Jesus gik ud og ind af tempelområdet under sine besøg i byen. Den største og mest benyttede indgang var portalerne mod syd, der blev forbundet med den nedre by via brede trapper. Efter israelernes indtagelse af Øst-Jerusalem i 1967 blev der foretaget de måske mest interessante arkæologiske udgravninger overhovedet, set med nytestamentlige øjne, netop rundt om det sydvestlige hjørne af tempelpladsen lige syd for Grædemuren. Og ud af mørket dukkede trapperne ind til templet fra syd. Enhver besøgende i Jerusalem bør unde sig et besøg på dette sted – ikke for dets hellighed, men for at fornemme, hvor stor en institution templet var på Jesu tid, og hvor stor en kontrast, det må have været for disciplene at komme ind fra landsbyen Kapernaum til metropolen Jerusalem (jf. Mark 13,1) – oven i købet med et budskab om, at Guds nærvær nu ikke længere var at finde i templet eller loven, men i Jesus fra den lille flække Nazaret, der forkyndte sig selv som den nye ’lov, vej og liv’ (Joh 14,6). Enten måtte man tro Jesus, eller også afvise ham som en gudsbespotter og kræve ham henrettet!

Hovedindgangen til templet var fra syd. Brede trapper ledte de mange pilgrimme op på selve tempelpladsen, efter de havde renset sig i Siloadammen eller en af de mange renselsesbade i området. Foto: Morten Hørning Jensen.

”… vAsk DIg I sIloADAmmEN” Udbedring af infrastruktur som veje og kloaker kan være en vanskelig affære i Jerusalem. Entreprenørerne kan knapt sætte skovlen i jorden uden at ramme et nyt arkæologisk fund, der skal udgraves nøje af arkæologerne! Det er i hvert fald historien bag et af de mest opsigtvækkende

Denne ruin under den lidt mærkværdige kirke i Kapernaum rummer resterne af en gammel ottekantet kirke. Neden under ruinerne anes resterne af det hus, som efter alt at dømme har været Peters hus. Foto: Morten Hørning Jensen.

6 TEl 2/2010

selskab for Bibelsk Arkæologi


fund i nyere tid: Siloadammen fra Jesu tid, der blev opdaget af entreprenørernes gravemaskiner i 2005 i den sydlige del af Davidsbyen. Planen var blot at udskifte et kloakrør, men i stedet fandt man det store og smukke bassin, som på Jesu tid var det sted, hvor Jerusalem opsamlede vandet fra sin eneste kilde. Rindende vand blev anset for at være af en særlig karakter og kaldes i Bibelen for ”levende vand”. Præcis af den grund sender Jesus den blindfødte mand ned til Siloadammen for at vaske sig, hvorefter han bliver seende (Joh 9,1-7). Dammen var mere end 75 meter bred, og med sine flotte brede trapper betjente den på Jesu tid store skarer af pilgrimme, der ønskede at rense sig i ”levende vand”, før de gik op til templet for at ofre. 3: IllusTrATIoN AF TINg NÆvNT I EvANgElIErNE ”Jesusbåden” blev den straks døbt – båden, der ved et tilfælde dukkede frem af mudderet ved bredden af Genesaret Sø

www.bibelskarkaeologi.dk

en januardag i 1986. Og det selvom ingen nogen sinde har hævdet, at det var den båd, Jesus og hans disciple sejlede rundt i. Men selve tanken var fortryllende: ”Vi har fundet en båd fra Jesu tid fra Genesaret Sø – Jesusbåden”! Det var nok en avisartikel eller to værd. Omstændighederne omkring fundet var også en film værdig. Vandet stod det år ekstra lavt i Genesaret Sø pga. en langvarig tørke. Så selvom de to brødre, Yuval og Moshe Lufan, som fiskere kendte søbredden som deres egen lomme, så mødte der dem en kold januardag et nyt syn: Noget trælignende stak frem af mudderet. Kunne det være noget fra Jesu tid? Selvom hidkaldte arkæologer forsøgte at holde fundet skjult for offentligheden, løb rygtet som en ild, og under kaotiske tilstande og politibeskyttelse blev båden udgravet i al hast og bragt i sikkerhed for tyveri og hærværk. Herefter fulgte mange års restaureringsarbejde frem mod det fantastiske syn, der i dag møder besøgende på Yigal

Alon museet ved Kibbutz Ginnosar. En båd som denne var grundlag for en hel families indtægt ved fiskeri på søen. Den var familieeje og blev vedligeholdt i generationer. Denne båd var repareret utallige gange, og over 12 forskellige træsorter var anvendt. Det illustrerer, hvor meget Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes, forlader, da de slår følge med Jesus (Mark 1,18-20). De var ikke fattige fiskere, men drev en familievirksomhed med en kostbar båd og lejede arbejdere.

Efter mange års restaureringsarbejde kan besøgende i Yigal Alon museet ved Kibbutz Ginnosar nu se resterne af en træbåd fra Jesu tid, der sejlede rundt med fisk og folk – og måske med galilæere, der var på jagt efter Jesus for at møde ham. Foto: Morten Hørning Jensen.

7 TEl 2/2010


I 2005 fandt gravemaskiner disse fantastiske anlæg fra Jesu tid. Det er rester af Siloadammen, som rummede vand fra Gihonkilden, der var Jerusalems eneste kilde og dermed den eneste mulighed for at blive rituelt renset i rigtigt ”levende vand”. Foto: Morten Hørning Jensen.

EN korsFÆsTET mAND

Her ses hælknoglen af Jehohanan, hvor naglen stadig sidder fast. Dette er et af de få fysiske beviser, som vi har på korsfæstelse. Da Jehohanan blev korsfæstet, blev en nagle banket igennem hans hæl; men naglen ramte en knast i træet og bøjede. Da man ville pille den døde mand ned fra korset, kunne naglen ikke trækkes ud af træet, og i stedet huggede man hans fødder over, skar træet i stykker omkring naglen og lagde de afhuggede fødder sammen med naglen i graven. Foto: © Biblical Archaeology Review 2006/1.

8 TEl 2/2010

Under udgravningen til nyt boligkvarter nord for Jerusalem, Givat Hamivtar, eller French Hill, udgravede man i 1968 en grav, der skulle vise sig at indeholde et enestående fund, nemlig skelettet af en korsfæstet mand. Det blev fundet i en benkiste, der bar indskriften: ”Jehohanan, søn af Khagqol”. Undersøgelser viste, at Jehohanan levede i det første århundrede e.Kr. og var et sted i tyverne, da han blev korsfæstet. Når man med sikkerhed kunne sige, at Jehohanan var blevet korsfæstet, skyldtes det den usædvanlige omstændighed, at man tilsyneladende ikke havde kunnet få naglen revet ud af hans hælknogle før begravelsen. Så man lagde ham i graven med naglen siddende i benet. Armknoglerne bar ikke naglemærker, så Jehohanan fik tilsyneladende bundet armene fast til korset, mens fødderne blev naglet fast hver for sig. Korsfæstelse var ikke en nem måde at henrette folk på. Josefus beskriver flere steder, hvordan romerne sled i det med

På Jesu tid anså jøderne tallerkener og andet service lavet af sten for bedre end lertøj. Jødernes kosherregel om ikke at blande kød og mælk gjorde (og gør), at man måtte have to sæt service til hver type produkt – med mindre man brugte stentøj, der blev anset for at kunne renses modsat lertøj. Foto: Morten Hørning Jensen.

selskab for Bibelsk Arkæologi


at henrette alle de jødiske fanger. Ville man blot have aflivet dem kunne det være gjort både billigere og enklere. Men pointen var heller ikke døden i sig selv. Det var snarere vanæren og afskrækkelsen. Ingen kunne være i tvivl om den romerske overmagt, når dens modstandere led den dybeste vanære ved korsfæstelse (jf. Hebr 12,2; Fil 2,7f, Gal 3,13). Og ingen kunne være i tvivl om den romerske overmagt, når man i dagevis kunne høre skrigene fra de korsfæstede personer, før de døde af udmattelse. sTEN og rENHED På Jesu tid gik man amok i renhed – rituel religiøs renhed. Forskere taler ligefrem om et ”renhedsudbrud” i denne periode, hvor iveren for at holde loven dækkede det jødiske folk som en vulkansky. Ude var tidligere generationers manglende troskab mod Gud alene, og inde var en ny from religiøs tid, hvor farisæere, saddukæere, essæere, zeloter og andre jødiske grupperinger kæmpede om at tolke loven på den rigtige måde. Dette kan iagttages så tydeligt i det arkæologiske materiale, at man taler om en særlig ”husholdningsjødedom”. Dvs. at udgravninger af jødiske byer på Jesu tid på en række punkter adskiller sig så meget fra tidligere og senere perioder, såvel som fra samtidige ikke-jødiske byer, at man alene på baggrund af det arkæologiske materiale kan sige, om det var en jødisk by. F.eks. finder man store mængder af stentøj, der blev anset for specielt rituelt rent og derfor blev foretrukket i netop denne periode frem for lertøj, der ellers var langt billigere at fremstille. Overalt i jødiske byer finder man også små bade med trapper, der blev brugt til at opnå rituel renhed i ved at dyppe sig i vandet. Selv olielampen så speciel ud på Jesu tid. Normalt yndede keramikere at udsmykke dem kunstfærdigt med figurer af dyr og mennesker, men den såkaldte ”herodianske olielampe” fra Jesu tid var fuldstændig blank, så man kunne være helt sikker på, at det andet bud i de ti bud – billedforbuddet – ikke blev overtrådt. Evangelierne er fyldt med referencer til dette særlige renhedsudbrud. I Mark 7,1-4 skildres renhedstrangen direkte, og en lang række andre steder er Jesus i diskussion med jødiske grupperinger netop omkring lovens rette overholdelse.

Kendetegnende for Jesu holdning til urenhed var, at han anså sin egen renhed for stærkere end urenheden. Mens jøderne på Jesu tid søgte at afsondre sig fra urenheden for at bevare deres egen renhed, så søgte Jesus at fjerne urenheden ved at række ud og ”røre ved” spedalske, lamme og besatte og derved gøre dem raske og samtidig rene (jf. f.eks. Mark 1,41). EN vErDEN I 3D Den moderne arkæologi har åbnet døren til en verden af ny indsigt i, hvordan livet var på Jesu tid i Israel. Havde pladsen været til det, kunne vi også have skrevet om mønter på Jesu tid, bederemme, Nazaret, Jakobs benkiste, Pilatus-indskriften, Kajfas-kisten, kværne, fiskemetoder og meget, meget mere.

I en kort periode omkring Jesu tid var renselsesbade som dette udbredt overalt i det jødiske område. Jøderne dyppede sig i vand og var derefter rituelt rene og kunne gå ind i templet eller synagogerne. Dette renselsesbad er fra Qumran. Foto: Morten Hørning Jensen.

www.bibelskarkaeologi.dk

9 TEl 2/2010


Heldigvis kan evangeliet forstås og tros uden kendskab til alt dette! Men arkæologien og historien er som 3D-briller, der åbner for nye dybder, horisonter og perspektiver, vi ellers ikke ville have set. Eller – for at være helt præcis – ikke ”nye” indsigter, men i virkeligheden ”gamle” indsigter forstået på den måde, at vi med arkæologien som tidsmaskine kan få en ”gammel” fornemmelse af, hvordan livet på Jesu tid var!

Gå på opdagelse i TELs artikelarkiv og læs mere om disse fund, se www.bibelskarkaeologi.dk: ”Hvem har det levende vand?”, 2002-2; 2002-3; 2002-4. ”Synagogen på Jesu tid. Nye fund og ny forståelse”, 2005,1; 2005,2. ”Historien om Jesus-båden”, 1992,4. ”Farisæerne på Jesu tid – hvad kan arkæologien lære os?”, 2007,3. ”Arkæologisk sensation - en benkiste tilhørende Jesu broder Jakob”, 2003,1; 2003,3 ; 2006,2; 2007,3. ”Ny medieblæst om Qumranrullerne”, 1993,4. ”Qumran - religiøs bosættelse eller landsted?”, 2007,2. ”Mester, se alle de store sten”, 2009,3.

Den herodianske olielampe er kendetegnet ved ikke at have nogle ydre kendetegn! Tidligere tiders lamper var rigere udsmykket, men på Jesu tid var jøderne så optaget af at overholde billedforbudet, at de helt holdt op med at udsmykke den mest brugte olielampe. Foto: Morten Hørning Jensen.

rETssAgEN moD oDED golAN Gennem mere end fem år har der kørt en retssag mod en af de mest kendte antikvitetssamlere i Israel, Oded Golan. Han er anklaget for sammen med andre at have forfalsket bl.a. Jakobs benkiste og den såkaldte Joash-tavle, som angiveligt skulle være forfattet af kong Joash af Jerusalem i det 9. årh. f.Kr. Alle de indkaldte vidner (mere end 130!) er nu hørt, og der vil snart falde dom i retssagen. Ifølge Biblical Archaeology Review har dommeren tilbudt Israels Arkæologistyrelse at trække anklagen tilbage, fordi dens påstand om falskneri ikke kan holde juridisk. Dette har arkæologistyrelsen dog afvist, og alle venter nu spændt på rettens afgørelse. Læs mere i Biblical Archaeology Review 36/3 (2010), side 16.

Hvad med Jakobskisten? I 2002 sprang en af årtiets største arkæologiske sensationer: Hershel Shanks fra Biblical Archaeology Review offentliggjorde billedet af en benkiste med indskriften: ”Jakob, søn af Josef, bror til Jesus”. Var Jakobs, Jesu brors, benkiste fundet? Det mente – og mener – en række førende eksperter. Andre var fra begyndelsen skeptiske. Ejeren af benkisten er en israelsk antikvitetssamler, der hævder at have haft kisten i sin besiddelse i mange år, før det pludselig gik op for ham, hvad der står på den. Forskellige undersøgelser er også nået frem til forskellige konklusioner, og i øjeblikket er ejeren af kisten under anklage for falskneri ved en israelsk domstol. Vi har i TEL fra tid til anden dækket dette fund og hele tiden været afventende med at drage en endelig konklusion. Der er ikke tale om et egentligt ”fund” i en udgravning, men om en benkiste fra det ”grå” antikvitetsmarked, hvor vi desværre ved, at dygtige falsknere altid har været på spil. Men så længe videnskabelige undersøgelser pågår, skal vi naturligvis være åbne og afvente deres konklusioner. Jakobskisten, der på siden bærer den aramaiske indskrift: Yaakov bar Yosef Achui di Yeshua, Jakob, søn af Josef, bror til Jesus. Foto: © Biblical Archaeology Review.

10 TEl 2/2010

Oded Golan foran dele af sin store samling af antikviteter. © Biblical Archaeology Review 2003/5.

selskab for Bibelsk Arkæologi


IE ElsEr ArTIk HIsTorIsk og ArkÆologIsk sIDElys PÅ BIBElEN

[

]

Paulus i arkæologisk spotlight

Til lands og til vands med Paulus

– rejseforhold i det første århundrede

I sidste nummer fik vi en indføring i rejseforholdene til lands. I dette nummer er vi til vands.

Af Jerome Murphy-O’Connor, O.P.

En stor del af Paulus’ anden missionsrejse blev foretaget med skib. Efter at han var sejlet fra Troas, satte han første gang foden på europæisk jord i Neapolis, Filippis havneby, som i dag hedder kavála (Apg 16,11). Tilbagerejsen fra korinth via Efesos til Cæsarea er også foregået med skib (Apg 18,18-22).

I det østlige Middelhavsområde var det almindeligt at gøre noget af rejsen over land og noget over vand. I begyndelsen af det andet århundrede skrev Plinius den Yngre til kejser Trajan: “Jeg er sikker på, at det vil interessere kejseren at høre, at jeg har rundet Kap Malea [sydspidsen af Grækenland] og er kommet til Efesos med hele mit følge efter at være blevet forsinket af modvind. Jeg agter nu at rejse videre til min provins [Bitynien] dels med en båd langs kysten og dels med et køretøj. Den intense varme hindrer mig i udelukkende at rejse over land, og de konstante etesiske vinde [nordenvind som blæser fra juli til september] gør det umuligt at gøre hele rejsen med skib.” sommEr- og vINTErsEJlADs Som romersk embedsmand kunne Plinius kræve skibe og køretøjer stillet til sin rådighed. Paulus måtte klare sig med, hvad der var at få. Da han forlod Troas, er det sandsynligt, at han blot tog det første skib, der sejlede til Makedonien – uden at interessere sig videre for dets specifikke bestemmelsessted.

www.bibelskarkaeologi.dk

11 TEl 2/2010


Eftersom det var sommer, kunne han være sikker på at finde et skib. Det kunne han imidlertid ikke være resten af året. Om vinteren var Middelhavsområdet praktisk talt lukket for sejlads. Lukas bemærker, at “det ikke længere var sikkert at sejle, fordi fastedagen [Yom Kippur, som fejres omkring efterårsjævndøgn] tilmed allerede var ovre” (ApG 27,9). Og Plinius oplyser, at “foråret åbner havet for rejsende”. Der blæste som regel kraftige storme om vinteren, og disse stormes voldsomhed er veldokumenteret. Paulus’ rejse til Rom begyndte så sent på året, at et uvejr, han var ude i, varede næsten tre uger (ApG 27,19.27). Josefus beretter i Den jødiske Krig om et tilfælde, hvor et skib, sendt af sted om vinteren på en presserende militærmission, kom i ud i et uvejr, der varede i tre måneder. Det var med god grund, man betragtede sejlads mellem marts og maj og september og oktober for særdeles risikabel. Men mellem november og februar var det ekstremt farligt. Vi kan sagtens forstå, hvorfor Paulus efter sit skibbrud overvintrede på Malta i stedet for at fortsætte rejsen (ApG 28,11), og hvorfor han overvejede at blive i Korinth vinteren over (1 Kor 16,6).

Kap Zoster. Da vi havde vinden imod os, blev vi tvunget til at blive der den syvende. Den ottende nåede vi Kea under behagelige omstændigheder. Vi havde en gunstig vind til Gyaros. Derfra til Syros og videre til Delos, rejsens mål, hver gang hurtigere, end vi ville have ønsket os. Du kender de primitive rhodiske både; ingen ligger i søen så dårligt som dem. Jeg har ingen intention om at skynde mig og planlægger ikke at forlade Delos, før jeg kan se hele Kap Gyrae [sydspidsen af Tinos].”

vANskElIg NAvIgATIoN Storme var ikke den eneste grund til, at havene som regel var lukkede om vinteren. Søfolkene udstak deres kurs såvel ud fra sol og stjerner som landmærker. Om vinteren hindrede tåge eller skydække dem i at bruge disse orienteringspunkter, hvilket nemt kunne føre til skibbrud. Derfor foregik sejladsen sædvanligvis langs kysten. Ikke mindst i et tætbesejlet øhav foretrak søfolk at bevæge sig frem fra ét orienteringspunkt til et andet i dagslys. Således tilbragte Paulus’ skib på rejsen fra Troas til Neapolis natten i Samothrake (ApG 16,11), og på rejsen fra Troas til Milet (ApG 20,6-16) lagde skibet til flere steder – i Assos, Mitylene, et sted ud for Kios og endelig Samos. Cicero beskriver en lignende rejse i år 51 f.Kr.: “Selv i juli er sørejse en kompliceret sag. Jeg kom fra Athen til Delos på seks dage. Den sjette forlod vi Piræus med kurs mod

Ciceros vanskelige sørejse, som han beskriver den i et af sine skrifter.

vINDForHolD Den konstante vind i sejlsæsonen blev kaldt den etesiske vind. Den blæste for det meste fra nordvest, hvorfor enhver sørejse mod sydøst sædvanligvis var behagelig. Da Agrippa I (10 f.Kr. til 44 e.Kr.) vendte tilbage til Palæstina for at overtage sin onkel Filips plads som fjerdingsfyrste, rådede kejser Caligula ham til ikke at rejse over land til Syrien, men – som citeret af Filon: “Han skulle vente på de etesiske vinde og tage den korte vej over Alexandria. Caligula fortalte ham, at skibene er første klasses fartøjer og deres skippere de mest erfarne, der er at få; de driver deres fartøjer frem som væddeløbsheste og holder nøje kursen.”

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

12 TEl 2/2010

selskab for Bibelsk Arkæologi


skIBsTyPEr De skibe, der refereres til, er de store klippere, der fragtede egyptisk korn til Rom. Det var tidens største og bedste fartøjer. En samtidig beskrivelse angiver længden til 60 meter, dæksbredden til 17 meter og dybden fra dækket til bunden af lastrummet til 15 meter. Fra Rom til Egypten medbragte de ofte passagerer; skibene kunne tage adskillige hundrede. Rejsen fra Rom til Alexandria varede 10 til 20 dage. Det var noget andet på returrejsen fra Egypten til Rom. På den tid tillod riggen ikke skibene at sejle tæt op mod vinden; kølen stak ikke dybt nok, og skibene havde ingen fokmaster. Derfor kunne de ikke sejle ad samme rute som på udrejsen, men blev tvunget mod nord og øst mod Lilleasiens sydkyst. De var nødt til at ligge for anker, når vinden var imod, og så være klar til at slå til, når forholdene blev gunstige. PAulus I moDvIND PÅ vEJ moD rom Det er indlysende, hvorfor Paulus aldrig af egen fri vilje tog et skib, når han skulle vestpå. Når rejsen gik fra Mellemøsten til Europa, lagde han altid vejen over land gennem Lilleasien og undgik derved frustrationerne over at blive tvunget til at vente i en havn på grund af ugunstige vinde. På tilbagevejen rejste han imidlertid altid med skib. Når man havde Rhodos agter, var det ligeud mod den fønikiske kyst (ApG 21,1-3). Det sparede ham for ugevis af møjsommelig rejse til fods. Plinius den Ældre hævdede, at “søsyge forårsaget af skibets vippen og huggen i søen er godt for mange dårligdomme i hoved, øjne og bryst”! Det er dog usikkert, om Paulus var enig i denne vurdering.

NyT FloT WEBsTED For TurIsTEr Overvejer du en rejse til Israel? Så kunne det være en ide at kigge forbi www.seetheholyland.net, der er et nyt sted på nettet, der samler information og fotos omkring de vigtigste steder at besøge. Der er også almindelige rejsetips og andet.

Paulus sejlede måske med et skib som dette. Relieffet er fundet på et mausoleum i den italienske by Pompeji og afbilleder et typisk skib fra det første århundrede. Foto: © Biblical Archaeological Review.

Paulus sejlede kun mod vest én gang – for at blive stillet for kejseren (ApG 25,12; 27,1). Officeren, der ledsagede Paulus, kendte helt klart vindforholdene. I havnene på Lilleasiens sydkyst kiggede han efter et skib, der skulle til Rom; i Myra i Lykien fandt officeren et kornskib (ApG 27,5). Selv om vi ikke får at vide, at det var et egyptisk kornskib, kan vi udlede det af antallet af passagerer, 276 i alt (27,37). Lukas giver en malende beskrivelse af vanskelighederne forårsaget af vindene, som var imod dem (27,7-8), og den kortvarige eufori frembragt af en gunstig brise (27,13). På Paulus’ tid var der ingen regelmæssig passagerskibsfart. Fragtskibe medtog passagerer, alt efter hvor meget plads der var til rådighed. Det var almindeligt, at der skulle tinges om prisen med skibsrederen eller hans repræsentant, som var fast besluttet på at få den bedste pris, som markedet tillod. Man ser ud til at have været lige så opsat på at få maksimal udnyttelse af udstyret, som man er i dag. Skibets afgang var afhængig af såvel gunstige vinde som gunstige varsler, og derfor kunne beslutning om at lægge fra land tages på et øjeblik. Passagererne måtte derfor holde sig klar og kunne ikke risikere at gå alt for langt væk fra skibet. INgEN sErvErINg uNDErvEJs Eftersom passagerer blot repræsenterede en bifortjeneste for ejeren, var den service, man ydede dem, minimal. Bortset fra vand forventedes passagerne at medbringe deres egen forplejning til sørejsen. Maden måtte de selv tilberede, hvilket betød, at de måtte skiftes til at bruge ildstedet – efter at besætningen havde spist. Ilden blev ofte slukket af en pludselig bølge ind over skibet, og den ublide sejlads kunne også betyde, at man måtte kvæle ilden, før passagerne var færdige med at lave mad, eftersom brændende kul på meget kort tid kunne anrette uoprettelige skader på et træskib. Sejladsen foregik for passagerernes vedkommende på dækket; der var ingen kahytter på de fleste kystfartøjer. Bortset fra lidt skygge under storsejlet var der ingen læ. De mere erfarne rejsende medbragte selv små telte til at beskytte sig selv og den medbragte proviant.

13 TEl 2/2010


Neapolis var Filippis havneby. Her endte den store hovedfærdselsvej, Via Egnatia, og rejsende måtte sejle videre på deres færd. Foto: © www.bibleplaces.com.

Teltene var også nyttige, når skibet ankrede op for natten; ofte var der ingen herberger i havnen. Det skete også tit, at skibet ankrede op i en lille vig, hvor der var en kilde med klart vand. Hvis Paulus behøvede ledsagere på vejen af hensyn til den smule beskyttelse, de kunne give, var en ven lige så nødvendig om bord. Det ville være vanskeligt for én person at bære den proviant om bord, som en længere sørejse krævede, og det var absolut nødvendigt at have en til at holde øje med den. Den kendsgerning, at telte var i brug både på kysten og om bord, gav Paulus en mulighed for at tjene til i det mindste nogle af rejseudgifterne.

farligt. Når der blev taget afsked forud for en sørejse, var det ofte med en frygt for ikke at skulle ses igen. Og der var god grund til at føle frygt, for skibbrud var almindelige. Paulus fortæller, at han “har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn” (2 Kor 11,25). Den malende beskrivelse, Lukas giver af et forlis i ApG 27, bekræftes af andre rejsende. Hør for eksempel, hvad Dio Chrysostomos (40120 e.Kr.) siger: “Det skete, at jeg sidst på sommeren sejlede fra Kios sammen med nogle fiskere i en meget lille båd, da et så kraftigt uvejr rejste sig, at vi havde den allerstør-

skIBsForlIs En sørejse var en ubekvem rejseform, men også noget man frygtede. Man rejste kun med skib, når der ikke var noget alternativ. I den verden, Paulus levede i, betragtede man havet som noget fremmed og

Athens havneby Piræus, som den ser ud i dag. Foto: © www.bibleplaces.com.

14 TEl 2/2010

Paulus’ ”selvbiografi” ”… jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne. Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det svier i mig?” (2 Kor 11,25-29)

ste vanskelighed med at nå sikkert frem til Euboia. Besætningen lod deres båd løbe på land på en ujævn strand under klinterne, hvor den blev slået i stykker.” Kun de mest presserende sager ville retfærdiggøre Dios risikable rejse på åbent hav mellem øen Kios og den vilde, forrevne østkyst på Euboia. Han overlevede kun, fordi det lykkedes at manøvrere det lette fiskerfartøj ind gennem brændingen. En større båd ville være blevet slået til pindebrænde længere ude på havet, og kun nogle få – om overhovedet nogen – ville have kunnet redde sig i land. Forholdene har måske ikke været helt så voldsomme ud for Maltas kyst, hvor det skib, der medførte Paulus, gik ned; for det lykkedes alle at komme i land enten ved at svømme eller ved at klamre sig til planker eller andre vragrester (ApG 27,41-44). PAulus’ skIBBruD Ved mindst én lejlighed befandt Paulus sig drivende rundt på det åbne hav et helt døgn (2 Kor 11,25) – tilsyneladende som følge af en ulykke. På det åbne hav risikerede en lille båd at blive vædret af en større eller at blive splintret i mødet med større stykker drivtømmer. De overlevende efter en ulykke som denne havde naturligvis ingen mulighed for at sende et SOS. Selv om et andet fartøj fik øje på dem, gjorde de antikke skibes ringe manøvre-

Ruiner ved Troas, der på Paulus’ tid var en af havnebyerne i Lilleasien, der udskibede folk og varer til Grækenland og Italien. Foto: © www.bibleplaces.com.

selskab for Bibelsk Arkæologi


været noget, der lå i tiden, men det blev forstærket af, hvad han mødte på herbergerne og i havnene i Grækenland og Lilleasien. Hans egen fattigdom tvang ham til at omgås de mest underkuede og rå elementer i samfundet. Han må bestemt også selv have følt de kræfter, der gjorde disse mennesker til, hvad de var. Hans egen kamp mod den snigende selviskhed vil have skærpet hans bevidsthed om synden og på samme tid have styrket ham i hans arbejde for at række frelsen til dens ofre. “Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det svier i mig?” (2 Kor 11,29).

Med

denne

artikel

afrundes

vores

Paulus-serie. Se de tidligere artikler i de tre forgående numre. På www. bibelskarkaeologi.dk har vi samlet alle tidligere artikler i TEL med fokus på Paulus. Fortsat god læsning! Sejlads i Middelhavet var en farlig beskæftigelse, og mange skibe nåede aldrig frem, men gik ned med mennesker og last. En dykker undersøger her lasten i et skib, som gik ned omkring 1300 f.Kr. ud for Tyrkiets kyst (ved Uluburun). Lasten bestod bl.a. af store kobberplader. © Archaeology Odyssey 1999/4.

dygtighed det vanskeligt for et skib at ændre kurs for at samle dem op. Menneskeliv var billige; hvis det var for vanskeligt eller simpelthen for ubelejligt at samle overlevende op, blev de efterladt, hvor de var. Vi ved ikke, om Paulus blev reddet af et forbipasserende skib, eller om en gunstig strøm skyllede ham i land. Uanset omstændighederne var det heldigt, at Paulus kun havde tilbragt 24 timer i vandet. Og han ville være mindre end menneskelig, hvis han ikke følte større uro forud for sin næste sørejse. PAulus’ rEJsEForHolD som mIssIoNÆr I DET FØrsTE ÅrHuNDrEDE Jeg har forsøgt at vise noget af den virkelighed, der ligger bag Paulus’ lidenskabelige ord i 2 Korintherbrev 11,25-27. Når vi kender denne virkelighed, forstår vi bedre Paulus’ engagement. Jeg tror, at vores beundring for hans udholdenhed ville

www.bibelskarkaeologi.dk

være endnu større, hvis vi vidste mere om de farer, han udsatte sig for, og om hans bestræbelser for at tjene til sit eget behov for ikke at ligge menighederne til last. Nogle af de egne, Paulus rejste igennem, var overordentlig smukke; alligevel synes det ikke på nogen måde at have påvirket ham. På den anden side har hans oplevelser som ensom rejsende afgjort påvirket hans teologi. Hans pessimistiske syn på menneskenaturen har måske nok På Malta spiller beretningen om Paulus’ skibbrud og miraklerne omkring ham på øen naturligvis en stor rolle. Her et maleri fra en kirke. Foto: © www.bibleplaces.com.

Middelhavets bund er fyldt med skibsvrag fra alle perioder, men ikke mindst fra romersk tid (100 f.Kr.-300 e.Kr.). Mere end 1200 vrag kendes i dag. Disse vinkrukker (amforaer) ligger på havets bund og stammer fra et romersk skib, som forliste mellem Sicilien og Tunesien kort før år 0. Mange skibe nåede ikke deres bestemmelsessted. © Archaeology Odyssey 2003/1.

15 TEl 2/2010


Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Adresseændring meddeles til: hh@bibelskarkaeologi.dk (tlf. 7586 1748). Eftersendes ved varig adresseændring.

Er Noas ark mon fundet? Af lektor Carsten Vang

Det gentager sig sådan ca. hvert andet år: Forskellige ekspeditioner, der søger efter Noas ark, går i pressen

I år er det en gruppe evangelikale kristne fra Hong Kong, som i slutningen af april udsendte en pressemeddelelse om, at de i efteråret 2009 fandt dele af Noas ark på Ararats bjerg. Begravet i isen i godt 4 kms højde skulle de have fundet 7 forskellige rum af træ. Forskellige videoklip viser billeder af rum, bygget op af store planker. På et af billederne ses tilmed strå på gulvet.

med forlydender om, at nu skulle Er det sandsynligt? Noas ark være fundet. Nogle gange er skygger af arken blevet spottet på Ararats bjerg, undertiden er det andre steder i Tyrkiet eller Iran, hvor man angiveligt er stødt på noget, der kunne ligne en båd.

Modsat mange andre finder jeg det på ingen måde umuligt, at man skulle kunne finde rester af Noas ark, forudsat at den ikke er gået til grunde i tidens løb, og forudsat at man er heldig at søge det rigtige sted. Alligevel er der grund til at være skeptisk over for de nyeste rapporter. De har tilsyneladende ikke haft professionelle arkæologer eller geologer med på holdet, kun en kurdisk guide, som skulle have ledt dem frem til stedet. Denne guide er berygtet for at være utroværdig. De har heller ikke fremlagt videnskabelige undersøgelser af de fundne genstande, således at videnskabsfolk kan teste fundene ved uafhængige analyser. De hævder, at kulstof-14 analyser skulle bevise træets alder til ca. 2.800 f.Kr. Normalt bliver kulstof-14 dateringer diskuteret indgående i den videnskabelige offentlighed, inden de bliver accepteret som troværdige. Her har vi alene gruppens påstande.

Lederen af ekspeditionen, Panda Lee, undersøger et af rummene. © NAMI. Noah’s Ark Ministries International.

Forveksling mulig Det er en velkendt sag, at man kan komme til at tolke sine fund ud fra det, man leder efter. Fordi man leder efter noget helt bestemt, som man er sikker på må være det pågældende sted, tolker man det, man rent faktisk finder, som bevis for det, man søger at finde. Både bibelkritikere og bibeltroende har gjort dette mange gange i tidens løb. Dømt ud fra de informationer, som er kommet frem indtil nu, synes den kinesiske gruppe ikke at have gjort det mindste for at undgå den risiko.

Tel nr. 2, 2010  

Kvartalsmagasinet Tel

Tel nr. 2, 2010  

Kvartalsmagasinet Tel

Advertisement