__MAIN_TEXT__

Page 1

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

Nr. 2 | Juli 2009 | 20. årgang

ET S PA D ESTI K DY B E R E

Bibelsk begravelse

I BIBELENS VERDEN

Bagsiden | Kongens tjener... Side 3 | Familieliv i Bibelen: Lad de døde begrave deres døde Side 8 | Jesus og/eller familien ? Side 10 | Uanselige skatte i støvet


Ny skriftrulle Israelsk politi havde i begyndelsen af maj held med at forpurre et salg af en illegalt udgravet skriftrulle. Desværre er det ikke lykkedes at fastslå præcist, hvor ’gravrøverne’ fandt den bortset fra et sted i Judæas ørken.

fra Jesu tid fundet

Rullens hebraiske tekst er speciel ved at angive årstallet for dens affattelse: ”År 4 efter Israels ødelæggelse”. Der er efter al sandsynlighed tale om 4 år efter templets ødelæggelse år 70, selvom romernes nedkæmpelse af Bar Kochbaopstanden i år 135 kunne være en anden mulighed. Vi kan videre læse, hvem der skrev teksten, nemlig en enke ved navn ”Miriam Barat Jakob” (Miriam Jakobs datter). Vi ved fra Josefus, at Israel efter krigen i år 70 kun havde overflod af én ting: hjemløse og fattige enker. Tidligere illegalt udgravede skriftruller som denne har ved salg kunne indbringe mellem 25 og 50 millioner kroner.

Selskab for Bibelsk Arkæologi Lykkegårdsvej 26, 6000 Kolding Tlf. E-Mail: Internet: Bank: Norge:

4826 3855 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang Forsidefoto: Motiv fra Oliebjerget med jødisk gravplads i forgrunden. Foto: © Morten Hørning Jensen.

2

© Israel Antiquities Authority.

Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 165,- / norske kr. 180,(For unge under 26 år: kr. 115,- / norske kr. 125,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

TEL udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling. Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Cand.theol. Jacob Bank Møller (kasserer), tlf.: 8615 3402 · jbm@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

Selskab for Bibelsk Arkæologi


FAMILIELIV I BIBELEN Huset Jorden Ære og skam Begravelse

Af lektor, ph.d. Morten Hørning Jensen

”I syv dage sørgede han (Arkelaos, Herodes den Stores søn) over faderen, og for folket lod han afholde et kostbart begravelsesmåltid. Det er en jødisk skik, som allerede har bragt mange til tiggerstaven, da det er absolut nødvendigt at beværte folket; for hvis man undlader det, anses det

Lad de døde begrave deres døde for manglende ærefrygt” (Josefus,

Den jødiske Krig, 2,1)

– om begravelser og Guds rige En grav fundet nær Megiddo med en rullesten som dør. Foto: © www.bibleplaces.com.

www.bibelskarkaeologi.dk

3


Et familiegravsted fra Mt. Scopus i det nordlige Jerusalem fra det første århundrede. Forrest ses de borde, der ifølge nogle forskere blev brugt til et mindemåltid. Bagerst ses de smalle nicher, de døde blev lagt i til forrådnelsesprocessen var ovre. Efter et år blev benene samlet sammen og lagt i en lille benkiste. Foto: Morten Hørning Jensen.

BEGRAVELSENS BETYDNING Sådan beskriver den jødiske historieskriver Josefus den begravelse, som Arkelaos gav sin far, Herodes den Store. Storslået og prangende – en konge værdig. Men på Jesu tid var det ikke alene konger, der fik en storslået begravelse. Det gjorde enhver, som havde en familie, der kunne

betale for det! En god begravelse var nemlig den største ære, man kunne give en afdød. I denne sidste artikel om familieliv i Bibelen skal vi se på begravelsens afgørende plads og betydning og på den baggrund tolke det måske mest anstødelige udsagn af Jesus i evangelierne: ”… lad de døde begrave deres døde” (Matt 8,22, jf. Luk 9,60). EN ÆREFULD BEGRAVELSE Familiens overhoved – patriarken – besad, som vi har set i de tidligere artikler, en næsten uindskrænket autoritet og magt. Når han døde, var familiens fortsatte eksistens kastet ud i usikkerhed. Den ældste søn skulle nu træde i karakter og sikre faderens eftermæle og familiens overlevelse. Det skete først og fremmest ved, at sønnen ærede sin far med en flot begravelse. I 1 Mosebog kan vi læse, hvordan Isak begravede sin far Abraham (25,9-11) og selv blev begravet af sine sønner, Jakob og Esau (35,29), ligesom Josef gav Jakob en prægtig begravelse (50,2ff). Begravelsen nævnes specifikt, fordi den var betydningsfuld. Det var i særlig grad den ældste søns pligt at stå for begravelsen, og i jødiske skrifter fra 250-100 f.Kr. finder vi formaninger til sønnen om at ære sin far og mor med en værdig begravelse (f.eks. Tobits bog 4,3-4). På den måde blev faderens navn holdt i hævd, og familiens arv, ære og velsignelse gik videre til sønnen. Salomo sætter det på spidsen, når han siger, at selvom ”en mand får hundrede børn og lever i mange år, men i alle sine leve-

4

Selskab for Bibelsk Arkæologi


år ikke mættes af livets goder og end ikke får en grav, så siger jeg: ’Lykkeligere end han er det dødfødte barn!’” (Præd 6,3). DØD I VANÆRE UDEN BEGRAVELSE Den største form for vanære var nemlig at blive nægtet begravelse! I 5 Mosebog opregnes det som en forbandelse, hvis et lig bliver ”til føde for alle himlens fugle og jordens dyr” (28,26. Jf. Jer 7,33 og andre steder). Det var sådan en ed filisteren Goliat slyngede mod David, da han trådte op mod ham kun med sin stav: ”Tror du, jeg er en hund, siden du kommer mod mig med din stav? … Kom herhen, så skal jeg give himlens fugle og jordens dyr din krop!” (1 Sam 17,43f). I 2 Makkabæerbog kan vi læse om, hvordan den onde kong Antiokus Epifanes, der havde rejst et alter til Zeus i jødernes tempel, havde besluttet at nægte jøderne ”selv retten til begravelse for tværtimod at kaste dem ud sammen med spædbørnene som føde for fugle og vilde dyr” (9,15). Større hån og vanære kunne ikke tænkes. Vi hører tilsvarende om en vis Jason, der uretmæssigt havde tilranet sig ypperstepræsteembedet. Da han dør, blev der ”ikke holdt sorg over ham, der selv havde kastet en mængde døde ud uden begravelse, og han fik slet ingen begravelse og ingen grav hos sine fædre” (2 Makk 5,10, jf. 13,7). Der er derfor ikke noget at sige til, at den unge profet, som Elisa sendte til hærføreren Jehu med dette budskab: ”Hundene skal æde Jezabel på Jizre’els jord, og ingen skal begrave hende” – straks åbnede døren ”og flygtede”, da han havde afleveret sin profeti (2 Kong 9,10).

1: LIGET KLARGØRES Først blev liget klargjort. Det blev ikke, som hos os, lagt i en kiste, men viklet ind i et lagen og salvet med parfume. Vi læser om Lazarus, at han ”kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet” (Joh 11,44). Tilsvarende beretter Markus (15,46) om, hvordan Josef af Arimatæa købte et lagen efter Jesu korsfæstelse, som han ”svøbte ham i” inden begravelsen. 2: LARMENDE LIGKLAGE Herefter begyndte vandringen ud mod familiens gravsted, der lå uden for landsbyen. Kontakt med lig gjorde ifølge loven uren (4 Mos 19,11-22), og gravstederne skulle derfor ligge uden for byen. Gravene skulle også efter gængs skik være kalket hvide, så rejsende tydeligt kunne se dem og undgå dem. Var de ikke det, virkede de nærmest som fælder, der gjorde rejsende urene. Jesus sammenligner et sted farisæerne med sådanne uafmærkede grave: ”Ve jer! I er som grave, der ikke er afmærkede, og som folk går hen over uden at vide det” (Luk 11,44). Vandringen ud mod graven formede sig som en ligklage – en larmende ligklage. Folk fra landsbyen stimlede sammen og fulgte efter den sørgende familie med råb og klage. Da Jesus kommer til Jairus’ hus, møder

ENDNU EN GRAV FRA JESU TID FUNDET For nylig, under noget byggearbejde ved universitetet ved Betlehem, faldt faldt nogle arbejdere til deres egen overraskelse pludselig igennem jorden – og ned i hvad der viste sig at være en forseglet grav fra Jesu tid. Gravkomplekset indeholdt i alt fire ossuarier eller benkister (stadig med skeletter) i to gravkamre.

han ”en larmende hob, som både græd og jamrede meget” (Mark 5,38), og i byporten ved Nain møder han en ligprocession, der bærer en enkes eneste søn ud til graven, mens ”en stor skare fra byen fulgte med hende” (Luk 7,12). Jeremias omtaler nogen, han kalder ”grædekoner” (9,16), og Matthæus

ET LANGVARIGT RITUAL Det jødiske begravelsesritual fulgte et nøje planlagt mønster, sådan som vi kan se det ud af evangelierne og i senere rabbinske skrifter. Hovedtanken var, at døden straks satte al anden aktivitet i stå. Gravlæggelsen fandt sted allerede samme dag, hvorefter sørgeperioden begyndte. Den skulle hjælpe de efterladte tilbage til landsbyens normale liv igen. I alt kan seks etaper skelnes:

www.bibelskarkaeologi.dk

Rige indbyggere i Jerusalem på Jesu tid brugte formuer på at give sig selv en fornem begravelse. Her ser vi nogle af de mest spektakulære gravmonumenter fra Kedrondalen. Foto: Morten Hørning Jensen.

5


To berømte benkister Arkæologiske udgravninger viser, at der i Jerusalem og Judæa i perioden fra ca. Herodes den Store og frem til Bar Kochba-opstanden i år 135 e.Kr. spredte sig en skik med brug af små benkister (ossuarier). De to mest kendte og omtalte er hhv. Jakobskisten og ypperstepræsten Kajfas’ benkiste.

Enkel benkiste fra det første århundrede med den bevægende indskrift: ”Mor” (ima). Foto: Morten Hørning Jensen.

fortæller om fløjtespil i forbindelse med begravelse (9,23, jf. 11,17). Pointen er tydelig: når en person dør, går landsbyens arbejde i stå. Alle samler sig. Konerne græder højt. Har familien råd, lejes der fløjtespillere. På lang afstand kan folk se og høre, at en begravelse er i gang. 3: GRAVLÆGGELSEN Processionen havde retning mod familiens gravsted. Arkæologiske udgravninger fra Jesu tid peger på, at et typisk gravsted bestod af en gravhule i tre dele: først en smal og lav indgang, der kunne lukkes med f.eks. en rund rullesten. Dernæst fulgte et større opholdsrum, hvor den nærmeste familie kunne tage en sidste afsked med den afdøde, inden vedkommende blev ført ind i gravens tredje del og lagt i en af de nicher, der var hugget ud i klippevæggen. Nogle forskere mener, at der blev afholdt et mindemåltid i graven, da der i mange grave er fundet en større mængde service. Gravlæggelsen var dermed afsluttet – men sørgeperioden først lige begyndt.

Jakobskisten blev med et slag kendt i 2002, da en række eksperter bevidnede, at en kiste, der havde været i privat eje i en længere årrække, med en vis sandsynlighed kunne have tilhørt Jesu bror Jakob. Kisten er simpel, men på siden bærer den indskriften: ”Jakob, Josefs søn, bror til Jesus”. Vi har i TEL fulgt denne historie siden 2002 og skildret, hvordan det efterfølgende er blevet til en stor farce om forfalskninger, forsikringssvindel, korruption m.m. En lang retssag om sagen kører stadig. Mange ikke-eksperter hælder til den antagelse, at indskriften er en forfalskning, mens næsten alle skrifteksperter holder på dens ægthed. Kajfas’ kiste er der derimod ingen, der betvivler ægtheden af. Den blev fundet i 1990 under udgravning af et gravkammer i Jerusalems sydlige bydel og bærer på den ene ende indskriften: Yehosef bar Kayafa – Josef, søn af Kajfas. Mens evangelierne (Matt 26,3.57 og Luk 3,2) blot kalder ypperstepræsten på Jesu tid for Kajfas, benævner Josefus ham et sted som ”Josef Kajfas” (Ant. 18.35), og tidsfæster hans embedsperiode fra år 18-36 – altså også i det år, Jesus blev korsfæstet. Dette fund understreger dermed, hvor stor en betydning familienavnet havde på Jesu tid. Selvom Kajfas’ fødselsnavn var Josef (jf. kisten), blev hans officielle kaldenavn altså Kajfas efter sin far – sådan som vi har det i evangelierne, og sådan som Josefus også bekræfter det et andet sted, hvor han skriver: ”Josef, også kaldet Kajfas” (Ant. 18.95).

I 2002 blev denne kiste med ét verdensberømt. Indskriften på siden læser: Jakob, søn af Josef, bror til Jesus. Foto: © Biblical Archaeological Review.

4: SYV-DAGESPERIODEN Herefter fulgte nemlig en intens sørgeperiode på syv dage, hvor de sørgende skulle blive hjemme og hverken arbejde eller deltage i det offentlige liv. Derimod skulle de modtage besøgende, der kom for at sørge med dem. Præcis som Johannes fortæller os, at ”mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror”, da Jesus ankommer fire dage efter gravlæggelsen (Joh 11,19). Perioden bliver i de rabbinske skrifter kaldt syv-dagesperioden, Shiv’ah på hebraisk. 6

Kajfas’ benkiste er smukt ornamenteret modsat de fleste benkister fra denne periode. Foto: Hartvig Wagner.

5: TREDIVE-DAGESPERIODEN Derefter gik de sørgende ind i tredivedagesperioden, Shloshim, der langsomt skulle sluse dem tilbage ind i den normale

tilværelse. Skridt for skridt blev de gamle pligter og rutiner genoptaget, som vi f.eks. kan læse om det i skriftet Talmud: ”På den Selskab for Bibelsk Arkæologi


HVAD KAN JESUS HAVE MENT?

Gravhaven i Jerusalem, der giver besøgende en god fornemmelse af, hvordan området omkring Golgata kan have set ud på Jesu tid. Foto: Morten Hørning Jensen.

første sabbat (efter begravelsen) skal den sørgende ikke gå til synagogen. På den anden må han gå ind i synagogen, men ikke sidde på sin plads. På den tredje må han sidde på sin plads, men ikke sige noget. På den fjerde skal han være som alle andre”. 6: ET-ÅRSPERIODEN OG GENBEGRAVELSEN Begravelsesforløbet er først endelig afsluttet på et-årsdagen for døden, hvor man samlede afdødes benknogler sammen. 1 Mosebog fortæller f.eks. om, hvordan Josef befalede sine slægtninge at samle hans ”ben” sammen og tage dem med til det forjættede land (50,25; Jos 24,32). På Jesu tid var det blevet en udbredt skik i Jerusalem og Judæa at lægge afdødes knogler i en særlig benkiste – et såkaldt ossurarium. En benkiste er en lille boks på typisk 60x35x30 cm med låg. De fleste er simple enten helt uden dekorationer eller også med mindre figurer så som palmegrene, rosetter, torahskrin mv. En del af dem har indgraveret navnet på den afdøde.

PAVEN LAVER SIGHTSEEING-VIDEO I forbindelse med pavens netop overståede besøg i Israel har Vatikanet udsendt en fem-minutters video om Israels herligheder. Selvom det nok ikke er det primære formål med videoen, kan den fungere som en smagsprøve for alle Israelsfarende. Se den selv via TELs linkside.

www.bibelskarkaeologi.dk

Kisten kunne nu stilles til en side i familiegraven. Dermed var den aflange niche klar til næste gang, der blev behov for det. Den afdøde var ”gået til sine fædre” (f.eks. 2 Kong 8,24). NÅR EN FAR DØR … Når et familiemedlem dør, hører alt andet altså op for en tid. Det bærer en pointe i sig selv, at den jødiske skik tog højde for, at sorg kræver tid og må gennemleves i faser fra det akutte over en proces med en langsom tilbagevenden til livet. Når en far dør, er situationen ekstra tilspidset. Hvem skal overtage arven? Er der en søn tilstede? Er han myndig? Er der flere sønner? Hvordan skal arven da deles? Hvordan undgås det, at familien splittes, og hvordan holdes faderens navn og ære i hævd? MULIGE UNDTAGELSER Første svar blev givet ved begravelsen. Den blev betragtet som en hellig og uomgængelig pligt, og i hele GT er der kun ganske få eksempler på noget, der kan ophæve denne pligt: -En ypperstepræst, der gjorde tjeneste i templet, måtte ifølge loven ikke deltage i en begravelse selv ikke af sin far og mor for ikke at blive uren: ”Han må ikke gå ind til nogen afdød, end ikke ved sin far eller mor må han pådrage sig urenhed” (3 Mos 21,11). -Hvis man havde aflagt et særligt løfte, et naziræerløfte, kunne det også gøre, at man var nødsaget til ikke at deltage i en begravelse (4 Mos 6,6-7). -Endelig får to profeter – Jeremias og Ezekiel – i nogle meget kritiske situationer besked på ikke at holde ligklage over deres afdøde som udtryk for, hvor alvorligt det stod til med Israel (Jer 16,5-7; Ez 24,16-24).

På den baggrund kan vi tydeligt fornemme, hvor chokerede Jesu disciple må være blevet, den dag en discipel fik beskeden: ”Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige” (Luk 9,60). Det var ikke fordi, disciplen ikke gerne ville følge Jesus, men han havde netop sagt: ”Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far” (Luk 9,59). Hvad kan Jesus have ment? Disciplens situation kan have været en af to: Enten har han lige fået at vide, at hans far er død, og han må skynde sig hjem og være med til gravlæggelsen, eller også er de første tredive dage overstået, og han ønsker nu tid til at gøre begravelsesritualet af sin far helt færdigt. I begge tilfælde rummer Jesus svar – præcist som vi har set det i de foregående artikler – en radikal udfordring til omprioritering. Som det argumenteres i artiklen i dette nummer ”Jesus og/eller familien?”, så var Jesus ikke modstander af familien som sådan. ”Nøglen” ligger snarere i det lille ord ”først.” Jesus afviser ikke familien, men udfordrer sin samtids prioriteter om, hvad der er ”først” til det yderste. Enten måtte man acceptere, eller også afvise, at Gud og Guds rige er kommet så nær i Jesus, at alle andre prioriteter måtte nedjusteres.

Se links og litteratur på TELs linkside.

Ved tårekirken på Oliebjerget kan man se en grav fra det første århundrede fyldt med benkister. Læg mærke til de små rosetter, der var en yndet udsmykning i denne periode. Foto: Morten Hørning Jensen.

7


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Jesus og/eller familien? en stor udfordring for sin samtid, var hans udfordring ikke rettet mod familien som sådan. Det kan vi se af to ting. Dels udfordrede Jesus meget andet end familien, der i lyset af hans syn på sig selv som Messias kom til at stå i vejen for Guds rige (f.eks. sabbatsbuddet, renhedsregler, spiseforskrifter, templet osv.). Dels, og det er det afgørende her, så er der faktisk en lang række steder, hvor Jesus beskytter familiens beståen: han bekræfter det femte bud om at ære sin far og mor, han tager sig af små børn, han beskytter familien mod skilsmisse, han modtog ofte selv husly hos familier, ligesom familieudtryk og billeder bruges positivt i forkyndelsen (f.eks. af Gud som ’far’). Endelig slutter han sit liv på korset med at sikre, at en anden overtager hans forpligtigelser over for hans mor, Maria (jf. oversigten nedenfor). PRIORITERINGER OG ’FØRST’ Motiv fra Nazareth Village, hvor en tømmer oplærer sin søn i faget. Foto: Morten Hørning Jensen.

Af lektor, ph.d. Morten Hørning Jensen ”BIBLENS VERDEN VAR FAMILIENS VERDEN.” Sådan indledte vi denne artikelserie, og for hvert ’spadestik’ er det kun blevet tydeligere for os, i hvor høj grad alle livets forhold centrerede sig rundt om familien. Familiefællesskabet gik forud for den enkelte. Jord, hus og andre ejendele måtte bevares til kommende generationer. Familiens ære måtte forsvares. Børn måtte lære lydighed mod deres forældre, og en god begravelse sikrede et godt eftermæle. UNDTAGELSEN JESUS? Ind i en sådan verden virker det næsten utroligt, at nogen kunne sige: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel” (Luk 14,26). Eller: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender” (Matt 10,34-36, jf. Luk 12,51-53). Så, var Jesus en direkte modstander af familien og en trussel mod samfundets beståen? JESUS BESKYTTER FAMILIEN Selvom dette af og til hævdes, er det ikke det billede, vi får ved en samlet læsning af evangelierne. For samtidig med, at Jesus var

8

’Nøglen’ til at holde dette sammen ligger i det lille ord ”først” (jf. Matt 6,33; 8,21). Jesus udfordrede sin samtid kraftigt på de rette prioriteringer. Som vi har set, var der al mulig grund til ”bekymring” i et landbrugssamfund som Israels. Og en arving kunne ikke blot uden videre ”sælge alt”, hvad han ejede, for at følge Jesus, lige så lidt som en søn kunne undslå sig pligten til at ære og begrave sin far (jf. Matt 6,24-34; Mark 10,21; Luk 18,22). Familien stod her som Jesu samtids mest forudgivne og sikre institution, og loyalitet mod den var ikke til forhandling. Præcist dette gør Jesus op med. Ikke med familien – men med prioriteringen af familien ”først”. Jesu forkyndelse af Gudsrigets nærhed i ham og hans virke følges af et nyt syn på den forudgivne verden, der må resultere i omprioriteringer. GUDSRIGE OG KALD Det er derfor ikke tilfældigt, men meget sigende, at versene umiddelbart efter Jesu første offentlige forkyndelse i Markusevan-

Landbrugsjord var yderst kostbart og meget krævende at vedligeholde, som det tydeligt fremgår af disse terrassemarker. Foto: Morten Hørning Jensen.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Artikelserien ”Familieliv i Bibelen i lyset af arkæologien og historien” er bragt i TEL 2008-03, 2008-04, 2009-01, 2009-02, og indeholder følgende syv artikler: 1. Introduktion. 2. Familie, hus og landsby. 3. Fra ens telte til forskellige huse. Huse gik i arv fra generation til generation. Her motiv fra Katzrin Village på Golan. Foto: Morten Hørning Jensen.

geliet: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (1,15) - følges af Jesu kald af de første fire disciple, Peter, Andreas, Jakob og Johannes, der må efterlade deres arbejde og far i fiskerbåden for at følge ham (1,1620). Mere dramatisk kunne ’nyheden’ og omprioriteringen i Jesu forkyndelse ikke gøres. Pointen er ikke, at Jesus kalder dem på trods af deres familie (senere helbreder Jesus faktisk Peters svigermor, 1,3031), men præcist den, at i Jesus er Gud kommet nær på en måde, der sætter selv det mest forudgivne i anden række. FORFØLGELSE OG HAD Denne omprioritering måtte føre til modstand, sådan som Jesus også forudsiger,

Piger på marken for at hjælpe til med husholdningen. Nazareth Village. Foto: Morten Hørning Jensen.

www.bibelskarkaeologi.dk

at den vil (f.eks. Matt 10,34-36 og Mark 13,9-13). Og det er ind i den situation, Jesus taler om, at man ikke kan komme til ham uden at hade sin far og mor (Luk 14,26). ’Had’ skal her ikke forstås som en følelse, men som en handling. Hvordan skal en far, der ikke deler sin søns syn på Jesus, kunne se det som andet end ’had’, hvis sønnen nedprioriterer alle sine forpligtigelser over for ham og den øvrige familie for at følge Jesus? Det giver ikke sønnen ret til ikke at gøre sit yderste for at ære sin far og mor (jf. Mark 7,10-13), men stillet i et valg må han som discipel ”tage sit kors op” og følge efter Jesus (Matt 10,38). I den vestlige verden, hvor religion i høj grad er en privatsag, er dette ofte ren teori. Jesus og familieliv kan ofte forenes. Men i andre kulturer og andre dele af verden er det en smertelig hverdagserfaring. Valget består mellem Jesus eller familien.

4. ”… for landet er mit”. Helligt jord aldrig på udsalg. 5. ”Er det ikke tømrerens søn?” – lydighed, ære og skam i familien. 6. ”Lad de døde begrave deres døde” – om begravelser og Guds rige 7. Jesus og/eller familien?

En pige i gang med at kærne smør. Nazareth Village. Foto: Morten Hørning Jensen.

JESUS BESKYTTER FAMILIEN

JESUS UDFORDRER FAMILIEN

Det 5. bud: Matt 15,4-5; 19,19. Mark 7,10-13; 10,19. Små børn: Matt 19,14; Mark 10,14; Luk 18,16. Skilsmisse: Matt 5,31f; 19,3-9. Mark 10,2-12; Luk 16,18. Husly hos familier: Matt 8,14; Mark 1,29; 2,15; 7,24; 9,33 mv. Familiemetaforer: Matt 7,7-11; 21,28-32; Mark 8,38; 11,25; 13,32; 14,36; Luk 11,5-13 mv. Sørger for Maria: Joh 19,26-27.

Discipelkald: Matt 4,18-22; 9,9-13; Mark 1,16-20; 2,14. Splid med egen familie og Nazaret: Matt 12,46-50; 13,53-58; Mark 3,21.31-35; 6,1-6a; Luk 4,16-30; 8,19-21; 11,27-28. Forlade familie: Matt 19,27-30; Mark 10,28-31; Luk 18,28-30. Had og splid: Matt 10,21-22.34-39; Mark 13,12-13; Luk 12,49-53; 14,26-27; 21,16-17. Ikke begrave sin far: Matt 8,18-22; Luk 9,57-62. Leve ugift: Matt 19,10-12.

9


Uanselige skatte i støvet – Om segl, seglaftryk og bibelske personer

Af lektor Carsten Vang

Arkæologiske fund, som kan forbindes direkte med kendte personer i Gammel Testamente, er uhyre sjældne. Hvor de endelig forekommer, stammer de ikke fra prangende monumenter eller kongelige inskriptio-

Bagsiden af mange bullae har stadig mærker efter de snore, som engang var bundet om rullerne. © BAR 1998/3.

ner, men fra bittesmå segl og klumper af ler, som let kan overses under gravearbejdet. Vi skal her se nærmere på disse uanselige skatte gemt i støvet, og hvad de gemmer af værdier.

SEGL OG SEGLAFTRYK Ved mange arkæologiske udgravninger gør man værdifulde fund i form af segl og aftryk af segl i ler, kaldet bullae. Seglene er ikke særligt store, kun 1-1½ cm på den lange led, og undertiden mindre. De kan være lavet af kostbare smykkesten eller af mere simple materialer og rummer et eller flere navne, som kan identificere ejeren. Skriften på seglet blev skåret spejlvendt, så at teksten kom til at stå retvendt på aftrykket og dermed kunne læses. En bulla opstår, når en person vil forsegle et dokument. Papyrusrullen rulles sammen og bindes med et stykke snor, 10

en lille klump ler placeres på snoren, og seglet presses ned i det friske ler. Dokumentet er nu forseglet. Ingen kan åbne og læse det uden at bryde seglet, og modtageren kan hurtigt forvisse sig om hvem, der har sendt det. Mange af de fundne bullae har tydelige mærker på undersiden efter papyrus og snor. Det skrevne materiale er forsvundet. Tilbage er kun seglaftrykkene, som engang har siddet på dokumenterne. I tilfælde af brand i huset går bogrullerne til, men aftrykkene med afsendernes navne brændes hårde og bevares for eftertiden. Man finder også andre typer aftryk end bullae. Mange hundrede hanke på store forrådskrukker er blevet fundet, hvor bestemte symboler er påstemplet sammen med ordene ”for kongen”. I det følgende vil vi imidlertid koncentrere os om de personlige segl og aftrykkene fra dem.

er der fundet mere end 1200, og hvert år føjer nye eksemplarer til bunken. De fleste stammer desværre fra illegale udgravninger og bliver solgt på det sorte marked. Derfor ved man ikke, hvor de kommer fra, eller hvilke lag, de har ligget i. De kan alene dateres ud fra skriftformen. I de senere år har man også fundet segl og enkelte aftryk fra Moabs, Ammons og Edoms områder; men langt de fleste stammer fra det bibelske Israel. Derimod har man næsten ingen segl og aftryk fra de store aramæisk talende områder nord for Israel. Det er meget overraskende. De allerfleste segl og aftryk kommer fra en forholdsvis kort periode, fra det 8. til 6. årh. f.Kr. Meget få kan dateres til tiden før ca. 800, og relativt få kan dateres til tiden efter hjemkomsten fra eksilet. Perioden for segl og aftryk falder dermed sammen med skriftprofeternes tid. Seglene og deres aftryk er som regel formet efter en bestemt skabelon. De er oftest ovale og har to linjer tekst adskilt af en eller to vandrette linjer. Teksten rummer ejerens navn, gerne efterfulgt af faderens navn. Personer i vigtige stillinger angiver ofte deres titel i stedet for farens navn, f.eks. ”Elishama, kongens søn”, ”Asajahu, kongens tjener” eller ”Natan, hofchef”. De vil snarere kendes på deres position i samfundet end på deres slægt. Man har også fundet ca. 35 segl og bullae, som ud fra navnene at dømme har tilhørt kvinder. Det viser, at enkelte kvinder har haft en sådan position i datiden, at de havde deres personlige segl til at forsegle skrivelser med.

HVOR MANGE OG HVORNÅR? I dag har vi kendskab til godt fire hundrede segl; men når det gælder aftrykkene, Selskab for Bibelsk Arkæologi


STORE ARKIVER Undertiden finder arkæologerne ikke bare enkelte eksemplarer af aftryk, men store bunker på ét og samme sted. Da den israelske arkæolog Y. Shilo gravede i Davidsbyen i 1980’erne, fandt han en skat på 51 bullae liggende i et hjørne i et hus. Alle aftrykkene havde identisk form: ”Tilhørende XX, søn af YY”. Denne samling dateres til perioden umiddelbart før Jerusalems fald, ca. 600-587 f.Kr. Det er en yderst vigtig samling, da den stammer fra en kontrolleret arkæologisk udgravning og ikke fra illegal opgravning. Det lag, skatten lå i, er helt sikkert fra begyndelsen af det 6. årh. f.Kr. Vi har sandsynligvis her at gøre med rester fra et officielt arkiv, da der kun er ganske få gengangere blandt de mange navne på disse bullae. For 30 år siden dukkede en samling på mere end 250 bullae efterhånden op på det sorte marked for antikviteter i Jerusalem. Forskerne mener, at disse mange aftryk må stamme fra samme lokalitet i Juda, selv om man ikke har været i stand til at finde ud af hvor. Tidsperioden er den samme som for Shilos fund i Jerusalem. Aftrykkene stammer øjensynligt fra en bygning, som har været udsat for brand, fordi de er brændt hårde. I nyere tid har byen Ke’ila i nærheden af Hebron leveret en usædvanlig stor samling af en særlig type bullae. Ifølge Robert Deutsch, som omtalte fundet på en konference i Boston i november 2008, har lokale beboere fremdraget omkring

GRÆDEMUREN REDDET I TEL 2003/4 bragte vi et dramatisk foto af et kollaps øverst i Grædemuren. Den gamle mur er sammensat af lag fra flere forskellige byggeperioder. Kun den nederste del er fra Herodes’ tid og bygget i den kendte solide stil. Selvom myndighederne længe har vist, at den gamle mur har været i elendig forfatning, så har politiske omstændigheder og hensyn til stedets hellighed gjort en udbedring vanskelig. Men nu sker der noget. Byggelifter og mørtel har været taget i brug for at sikre muren mod yderligere kollaps. Det skulle igen være sikkert at besøge dette fantastiske sted, der bringer os tæt på den bibelske verden på Jesu tid.

© Israel Antiquities Authority.

På seglet (til venstre) står på de to linjer ”Tilhørende Ja’azanja, kongens tjener”. Teksten er graveret spejlvendt. Nederst er afbilledet en hane. Til højre ses et aftryk af seglet, hvor teksten står retvendt. Kongens identitet er ukendt. Seglet er fundet på Tell en-Nasbeh, det bibelske Mizpah. © BAR 1995/6.

www.bibelskarkaeologi.dk

1400-1500 eksemplarer, som fortrinsvis stammer fra kong Hizkijas tid (728-685 f.Kr.). De adskiller sig fra de normale bullae (som vi som ovenfor nævnt kender ca. 1200 af), fordi teksten på dem er anderledes. De har øverst en datoangivelse efterfulgt af navnet på en bibelsk by og sluttende med ordet lmlk, d.v.s. ”tilhørende kongen”. Disse aftryk menes at hidrøre fra indbetalinger af afgifter til kongen, og de bliver derfor kaldt ”skatte bullae”. Sådanne fund af mange bullae på samme lokalitet fortæller os, at der i det gamle Israel må have eksisteret omfattende arkiver, som har haft flere hundrede dokumenter liggende. Arkiverne med deres depot af forseglede dokumenter fandtes ikke blot i regeringsbyen Jerusalem, men også i byerne ude i landet. Mange mennesker har kunnet læse og skrive. De har henvendt sig til myndighederne på skrift og markeret deres ejerskab til dokumenter ved at bruge personlige segl. 11


Et usædvanlig smukt segl, lavet af smykkestenen karneol, viser en stor solskive med gedebukkehorn. Oven over hornene anes tre kroner, sådan som den egyptiske gud Osiris udstyres med. På hver side af solen ses en kobraslange, der rejser sig. Det er alt sammen egyptiske religiøse symboler; men skriften forneden på seglet er ægte hebraisk og siger: ”Tilhørende Ushna, Akaz’ tjener”. Denne Ushna er ikke kendt fra Bibelen, men ud fra seglet at dømme må han have været en fornem person. Han har været en højtplaceret embedsmand hos Judas konge Akaz (744-728 f.Kr.). De egyptiske billeder på hans segl betyder ikke, at han har været tilbeder af egyptiske guder. Symbolerne har mistet deres oprindelige religiøse betydning og signalerer nu ejerens styrke, magt og autoritet over for dem, som modtog et dokument med hans segl på. Et andet forment segl fra en lidt tidligere tid (9. årh.) har formentlig tilhørt den berygtede dronning Jezabel. Navnet, der kan tydes som Jezabel, står skrevet ind imellem de mange symboler på seglet. De består af en vinget sfinks, en sol med vinger, en falk og to kobraslanger, og peger på, at ejeren må have været en meget fornem kvinde af kongelig byrd og af fønikisk afstamning. Seglets mange symboler er blevet graveret først, og til sidst er Jezabels navn blevet føjet ind på de få ledige steder på seglet. Man ved ikke, hvor det er fundet.

Ushnas segl har tilhørt en fremtrædende embedsmand under kong Akaz. © BAR 1998/3.

SEGL MED BILLEDER – OG UDEN De ældste segl bestod for det meste af grafiske symboler som skibe eller forskellige dyr (fisk, fugle, krybdyr). Meget hurtigt får seglene imidlertid både billeder og navne. Motiverne bliver ofte hentet fra fønikisk kultur, der på sin side videreførte egyptiske religiøse motiver, som fønikerne havde indoptaget mange hundrede år tidligere. Således finder vi på hebraiske segl og bullae f.eks. den vingede skarabæ og kobraslangen, som begge er gamle egyptiske symboler.

12

Dronning Jezabels segl. Et lille stykke er slået af seglet foroven, hvor de første bogstaver i hendes navn har stået. Givet som gave til Israels Arkæologistyrelse i 1964. © BAR 2008/2.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


I løbet af det 8. århundrede ændres stilen. Moden skifter, billederne forsvinder mere og mere, og seglene består efterhånden bare af ren tekst, bestående af to eller tre linjer. Som eksempel kan nævnes et segl, der blev fundet for nyligt i Davidsbyen, og som kun har påskriften ”Tilhørende Refaihu, søn af Shalem”, men uden noget billede. Den store samling af bullae fra Davidsbyen i Jerusalem er alle uden billedlige symboler. SEGL OG BULLAE FRA BIBELSKE PERSONER

opfattet som et magisk tegn til at afværge det onde. Profeten Hoseas fortæller, at kong Hoseas regeringsår var præget af kaos og nød, inden Nordriget til slut blev løbet over ende af assyrerne. Alligevel kan en af kongens ministre anvende et yderst fornemt segl i denne periode. Flere segl og bullae fra kongelige embedsmænd er fundet, f.eks. et segl, som har tilhørt kong Jeroboam IIs (796752 f.Kr.) minister Shema eller et par segl, som har været ejet af ”tjenere” hos kong Uzzija af Juda (767-740 f.Kr.).

KONGELIGE SEGL Ikke blot kender vi segl og aftryk fra kongelige embedsmænd. Vi har også enkelte bullae, som har tilhørt bibelske konger. Dronning Jezabels bemærkelsesværdige segl har vi allerede omtalt ovenfor. En bestemt bulla går med stor sandsynlighed tilbage til kong Hizkija af Juda (716-685 f.Kr.). I midten ses en bille med store vinger, som skubber en kugle – igen et typisk egyptisk motiv og et vidt udbredt symbol på det guddommelige. Under billen står ordene:

Mange ostraka (d.e. tekster skrevet på potteskår) er blevet fundet i byer som Samaria, Lakish og Arad. Men ingen af dem er skrevet af personer kendt fra Bibelen eller er sendt til sådanne, og ingen omtaler bibelske skikkelser. I 1993-94 blev tre stumper af en kongelig stele fundet på Tel Dan. Her finder vi vendingen ”kongen af Davids hus”. Til dato er dette det eneste sikre navn på en bibelsk person, der er fundet på en inskription. Derimod har man efterhånden fundet mange segl og seglaftryk, som synes at stamme fra bibelske personer, eller som omtaler skikkelser, vi kender fra Bibelen. Det gør dem særligt betydningsfulde. KONGER PÅ SEGL Ovenfor har vi beskrevet et fornemt segl, som har tilhørt kong Akaz’ embedsmand Ushna. Seglets ejermand er ukendt, men den konge, som han har været i tjeneste hos, kendes fra 2 Kong 16 og Es 7. Andre konger er tilsvarende omtalt på segl. Et smukt segl, skåret i smykkestenen kalcedon, bærer indskriften ”Tilhørende Abdi, Hoseas tjener”. Ordet ”tjener” står her ikke for en simpel slave, men betegner en højtstående embedsmand hos en konge (jf. 2 Kong 22,12), som har haft myndighed til at forsegle dokumenter i sit eget navn. Denne Abdi har været en betydningsfuld embedsmand for en konge ved navn Hosea. Det kan kun være Nordrigets sidste konge, kong Hosea af Israel (2 Kong 17,1-6). På seglet ses en person, som skridter til venstre med et papyrusscepter i hånden og venstre arm løftet. Allernederst ser vi den vingede solskive. Seglet er typisk egyptisk i stilen ligesom adskillige andre segl fra den tid. Motivet med den vingede solskive var oprindeligt et kongeligt symbol. Senere blev det www.bibelskarkaeologi.dk

Abdis segl. Han var minister hos Hosea, den sidste konge i Nordriget. Fundet og handlet illegalt. © BAR 1995/6.

13


Et aftryk af et segl, som har tilhørt Judas konge Hizkija. Billedet af billen med vinger har en dominerende plads på aftrykket. Fundstedet er ukendt. © BAR 1999/2.

”Tilhørende Hizkija, (søn af) Akaz, Judas konge”. Ordet ”Juda” står oven over billen. Også en bulla tilhørende Hizkijas far Akaz er fundet. Den har intet billede, men alene ordene ”Tilhørende Akaz, (søn af) Jotam, Judas konge”, fordelt på tre linjer. Bare med disse to bullae er tre judæiske konger bevidnet i rækkefølge. BARUKS SEGL Den mest fascinerende af alle fundne bullae med bibelsk tilknytning tilhører dog ikke en konge, men en skriver. Tilmed har vi hele to eksemplarer af den. Den ene befinder sig i Israelsmuseet i Jerusalem, den anden er i privat eje. Begge bullae er ganske små, kun 10,5 x 12 mm. Og begge har samme inskription fordelt på tre linjer: ”Tilhørende Berekja, søn af Nerija, skriveren”. Det er tydeligvis samme segl, som er blevet brugt. Ud fra skriftformen må disse to bullae dateres til ca. 610-580 f.Kr., og de stammer uden tvivl fra Jeremias’ skriver Baruk. Da Jeremias vil skrive sine profetier ned, tilkalder han en officiel skriver ved navn Baruk, søn af Nerija (Jer 36,4). I Jer 36,32 kaldes han ”Baruk, Nerijas søn, skriveren”, altså med nøjagtig de samme ord som på de to bullae. Navnet Baruk er en forkortet skrivemåde for Berekja. Baruk

14

var også med, da Jeremias skrev et skøde, forseglede det og bad ham gemme skødet til senere tider (Jer 32,6-15). De to bullae bringer os helt tæt på én af de personer, som spillede en afgørende rolle for, at det profetiske ord blev bevaret for eftertiden i Juda riges sidste kaotiske år. Det ene af de to aftryk har tilmed noget af Baruks fingeraftryk bevaret på bagsiden.

ANDRE BULLAE FRA JEREMIAS’ TID Netop Jeremias’ tid har givet os særligt mange bullae fra personer, som er omtalt i Jeremiasbogen. Det gælder f.eks. en bulla med teksten ”Gemarja, Shafans søn” (Jer 36,10). Andre aftryk har tilhørt ”Jerakme’el, kongens søn” (36,26), ”Jukal, Shelemjas søn” (37,3), ”Gedalja, Pashkurs søn” (38,1), mens et segl fundet i Lakish taler om en ”Gedalja, som er over huset” (Jer 40,7).

Den ene af de to bullae, som går tilbage til Jeremias’ skriver Baruk. Aftrykket bruger hans fulde navn ”Berekjahu”, mens Bibelen har en forkortet form af navnet, Baruk, uden endelsen ”-jahu”, der gengiver Guds egennavn Herren. Man ved ikke, hvor den er fundet. © BAR 1996/2.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


D ET M O B I L E R E K LA M E B U R E A U

Freehand tilbyder fast pris på: Design, layout og trykning af kirke-, skole- og foreningsblade.

Design og programmering af kundestyrede hjemmesider.

Få meget mere at vide på www.freehand.dk idé | markedsføring | illustration | design | web

BETYDNING Fundet af de mange segl og aftryk viser, at ganske mange mennesker har kunnet læse og skrive i det 8.-6. årh. f.Kr. De fleste segl rummer kun navne og ingen grafiske symboler. De er så små, at det har krævet læsekundskaber for at kunne skelne bogstaverne på aftrykket og dermed afgøre, hvem der har sendt bogrullen. Aftrykkene er ikke kun fundet i de store administrative centre, men også i mindre byer og på militære udposter. De viser, hvor udbredt skrivekunsten har været, og antyder, hvor mange dokumenter, der har været i omløb. Rullerne er desværre borte; de er enten brændt eller rådnet væk; men de seglaftryk, der var sat på de sammenfoldede ruller, er bevaret. Desuden giver aftrykkene et fantastisk godt indblik i navneformer på GTs tid. Vi kan forvente, at navnene på endnu flere bibelske personer fremover vil blive fundet i støvet. Læs mere om de enkelte segl og bullae i tidligere numre af TEL, som findes på TELs linkside på www.bibelskarkaeologi.dk.

Denne bulla har tilhørt Gedalja, Pashkurs søn, som var en af profeten Jeremias’ modstandere. Aftrykket er fundet for få år siden ved udgravninger i Davidsbyen. Bullaen er ca. 1 cm stor. © Eilat Mazar og Hebrew University of Jerusalem.

Nogle af de vigtigste fund PERSON

HVAD

PERSONEN OMTALT

Dronning Jezabel

Segl

1 Kong 16,29-33; 19,1-2; 21,1-24; 2 Kong 9,9-10. 30-37

Kong Akaz af Juda

Segl og bulla

2 Kong 16,1-20; Es 7,1-17

Kong Hizkija af Juda

2 bullae

2 Kong 18-20

Skriveren Baruk

Bulla

Jer 32,9-16; 36,4-32; 43,1-3; 45,1-5

www.bibelskarkaeologi.dk

15


Afsender: Jacob Bank Møller, Lykkegårdsvej 26, 6000 Kolding Adresseændring meddeles til: jbm@bibelskarkaeologi.dk. Eftersendes ved varig adresseændring.

Shebna, kongens tjener Af lektor Carsten Vang Mange gange dukker segl og aftryk af segl frem af jorden, hvor navnene på dem er bibelske. Ofte kan vi bare ikke vide, om aftrykket virkelig har tilhørt en bibelsk person. Informationerne på det er for få. Der kan jo sagtens være tale om andre, som tilfældigvis har delt navn med personen, som vi møder i Bibelen. SHEBNAS BULLA Et sådant eksempel er Shebnas seglaftryk (også kaldet en bulla). Da man for mange år siden udgravede et lagerrum i den bibelske by Lakish, fandt man bl.a. en krukke, der viste sig at indeholde 17 aftryk på små lerklumper. En af disse bullae var knækket. På den bevarede del stod ”Tilhørende Shebna … kongen”. Dette satte straks tankerne i gang: Hvilken position havde denne Shebna over for kongen? Var han kongens søn, altså af kongelig slægt? Eller var han kongens

tjener i betydningen højtstående embedsmand? Det afgørende ord mangler. Selve navnet Shebna er bibelsk. Profeten Esajas udtaler et skarpt domsord mod en vis Shebna, der var hofchef og øverste embedsmand for kong Hizkija i Jerusalem (Es 22,15-16). I storhedsvanvid havde kongens tjener Shebna ladet udhugge en prangende klippegrav. Spørgsmålet er, om det ødelagte aftryk fra Lakish stammer fra den Shebna, som Esajas satte i rette. Det er en spændende tanke; men indtil nu har vi ikke haft grundlag for at fastslå det. Hvis der havde været bare ét bogstav mere på aftrykket, havde vi kunnet afgøre spørgsmålet, om denne Shebna var kongens søn eller tjener. LØSNINGEN Helt uventet dukkede der i 2007 et nyt aftryk op på antikvitetsmarkedet. Det er identisk med Shebna-aftrykket fra Lakish. Der er ingen tvivl om, at det er samme segl, som har været brugt til at præge både det gamle aftryk og det nye. Også

Aftrykket til venstre er det gamle fra Lakish, mens det til højre er dukket op for nylig. De to aftryk er helt identiske. © BAR 2009/3.

det nye aftryk mangler den nederste højre del. Men der er bevaret så meget af nederste linje, at vi kan ane bogstavet ”d” før ordet ”kongen”. Dette bogstav er det sidste i det hebræiske ord for ”tjener”, mens det ikke forekommer i ordet ”søn”. Vi kan hermed se, at Shebna-aftrykket fra Lakish har tilhørt en Shebna, der var ”kongens tjener”, altså en højtstående embedsmand. Bogstavformen passer med kong Hizkijas tid. Aftrykket blev fundet i et lag, der må dateres til denne periode. Meget taler derfor for, at denne ”Shebna, kongens tjener” er identisk med hofchefen fra Es 22. Det nye fund har dermed bidraget til, at endnu en bibelsk person nu er dukket op på et aftryk.

Litteratur: Se TELs linkside.

Profile for Thomas Møller

TEL 2, 2009  

Det bibelarkæologiske kvartalsmagasin TEL. Familieliv i Bibelen: Lad de døde begrave deres døde. Jesus og/eller familien? Uanselige skatte i...

TEL 2, 2009  

Det bibelarkæologiske kvartalsmagasin TEL. Familieliv i Bibelen: Lad de døde begrave deres døde. Jesus og/eller familien? Uanselige skatte i...

Advertisement