__MAIN_TEXT__

Page 1

nr. 1 | marts 2011 | 22. årgang

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

Hvem kunne læse og skrive PÅ JESU TID ?

3 Skrevne kilder i Palæstina 6 Hvordan genkende en israelit? 12 Jordskælv i arkæologien 16

Kunne man læse og skrive på Jesu tid?


TEL jubilæumshvervekampagne For at fejre SBAs 20 års jubilæum sætter vi en række flotte gaver på højkant. Tegn et eller flere nye medlemmer og giv dig selv mulighed for at vinde en flot gave.

Frem til årsmødet 2011 giver hvert nyt abonnement et lod i en pulje om et gavekort til en programrejse hos Felix Rejser på 4.000 kr. (eller 3.000 kr. til en flybillet formidlet af Felix Rejser). Jo flere abonnementer du tegner, jo flere lodder! Samtidig er der sikker gevinst til den, der tegner flest nye medlemmer: ét års avisabonnement på Kristeligt Dagblad (værdi: 3.295 kr.)!

Sponsorer: Endelig trækker vi lod blandt de nye medlemmer om fem af Kenneth Baileys nye bog i to bind fra Lohses Forlag, ”Jesus set med mellemøstlige øjne I-II” (værdi: 599 kr.). Alt du skal gøre er at sende navn og adresse på det nye medlem til Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop eller på email: hh@bibelskarkaeologi.dk. Vi fremsender derefter et velkomstbrev til det nye medlem med girokort for indbetaling af abonnement. Prisen for ét års abonnement er fortsat 165 kr. for voksne og 115 kr. for unge under 26 år (oplys alder). Grav et spadestik dybere i Bibelens verden!

Selskab for Bibelsk Arkæologi Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Tlf. E-mail: Internet: Bank: Norge:

7586 1748 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang. Forsidefoto: Mange af de dokumenter, som er fundet i hulerne ved Qumran, viser, at man på Jesu tid skrev meget andet end afskrifter af bibelruller. Det er derfor en nærliggende mulighed, at optegnelser om Jesu lære og virke blev skrevet samtidig med, at han virkede i Galilæa. Foto: © Morten Hørning Jensen.

2 TEL 1/2011

Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 165,- / norske kr. 185,(For unge under 26 år: kr. 115,- / norske kr. 125,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

TEL udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling. Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Cand.theol. Jacob Bank Møller (kasserer), tlf.: 8615 3402 · jbm@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Den ældste bevarede stump af et evangeliehåndskrift er fra Joh 18 og dateres til ca. 125 e.Kr. Johannesevangeliet menes skrevet omkr. år 90; men der er gode grunde til at antage, at beretninger om Jesu ord og gerninger kan være skrevet ned langt tidligere. © Biblical Archaeology Review 2002/6.

Hvor meget kunne man

læse og skrive på Jesu tid? Af Alan Millard, prof. emeritus ved University of Liverpool

Blandt bibelforskere er det en udbredt opfattelse, at evangelierne tidligst blev skrevet ned 40-60 år efter Jesu død. De nyeste arkæologiske fund omkring udbredelsen af skrivematerialer tegner dog et noget andet billede.

www.bibelskarkaeologi.dk

EVANGELIERNE SOM SENE KILDER Når man læser de fire evangelier, melder spørgsmålet sig: ”Hvorfor blev de skrevet ned?” eller ”Hvornår blev de skrevet?” Forskere har stillet disse spørgsmål igen og igen gennem de sidste 200 år; de hænger nøje sammen. Ofte bliver det første spørgsmål besvaret med: ”Evangelierne blev skrevet, fordi generationen af øjenvidner til Jesu liv og gerninger var ved at dø ud, og dens erindringer måtte bevares for eftertiden”. Det betyder, at evangelierne blev skrevet lang tid efter korsfæstelsen. Oftest siger man – som svar på det andet

spørgsmål – at det skete engang efter år 70 e.Kr., hvor romerne erobrede Jerusalem. En af grundene til denne datering er antagelsen af, at evangeliernes forudsigelser om Jerusalems fald ikke blev fremsat før kort efter, at det var sket. En opmærksom læsning af evangelierne viser, at Matthæus og Markus har meget af den samme fortælling, og at Lukas har en stor del af den. Af denne iagttagelse udleder forskere derfor, at der har været en fælles kilde, som de tre evangelister øste af (kaldet ”Q”, efter det tyske Quelle). Denne kilde kunne være blevet til lidt tidligere. I det meste af tiden mellem korsfæstelsen og Jerusalems fald – næsten 40 år – ville alt, hvad man vidste om Jesus, være blevet spredt mundtligt og ikke på skrift. Mundtlig tradition kan være meget pålidelig; men den kan også være meget løs. Mange forskere formoder da også, at evangelierne blev forandret eller udvidet, fordi kirken havde behov for at vise sin autoritet – som i Matt 16,18, hvor Peter fik Himmerigets nøgler givet. Skrevne dokumenter kan selvfølgelig også ændres; men det er ikke så let at gøre, så snart der eksisterer mere end én kopi af et værk. KUNNE MANGE LÆSE OG SKRIVE? En stor kreds af lærde vil være enige med den forsker, som erklærede, at ”skrivning lå i hænderne på en elite af trænede specialister, og læsning krævede en videregående uddannelse, som kun få havde adgang til”. Derfor er det ifølge en udbredt lærebog ”uomtvisteligt, at der i den tidligste periode kun var en mundtlig overlevering af Jesus-fortællingen og af Jesu ord”. Andre igen siger, at Jesu disciple var ”tekniske analfabeter”. Det hævdes ofte, at skrivningen var begrænset til regeringskredse og religiøse cirkler, og at den ikke ville have nogen plads blandt Galilæas bondebefolkning, hvor Jesus havde meget af sin undervisning. Hvis det var rigtigt, ville det give større vægt til den udbredte opfattelse, at kendskabet til Jesu ord og gerninger var afhængig af mundtlig overlevering – af folk, som videregav mundtligt, hvad de havde hørt og set – indtil de tidligste evangelier blev skrevet omkring år 70.

3 TEL 1/2011


ARKIVERNE MANGLER Grundlaget for sådanne udsagn er imidlertid hypotetiske, idet man bygger på studier af evnen til at læse og skrive i Grækenland, Rom og andre samfund. Disse studier undlader at tage højde for resultaterne fra arkæologiske fund i Palæstina og andre dele af det romerske imperium. Indtil for relativt nylig havde vi meget lidt skriftligt materiale fra Palæstina i det første århundrede, ja, fra andre områder under Roms kontrol, fordi det meste skrivning blev gjort på materialer, som rådner hurtigt, når de havner i fugtigt jord: enten papyrus eller pergament, trætavler dækket af voks eller tynde flager af træ. Sådant materiale kan kun holde sig i meget tørre områder, f.eks. den egyptiske ørken, eller under helt usædvanlige forhold, f.eks. leraflejringer, der forhindrer luftens adgang. Materialet kan også være blevet forkullet. I Rom kan man besøge en boligblok, som er bygget oven på det gamle Roms arkiv. Arkiverne fra byens administration og mange andre arkiver blev gemt her. Det romerske imperium varede i omkring 400 år; alligevel har ikke et eneste dokument fra byens administration overlevet.

UVEJR AFSLØRER ROMERSK STATUE Et usædvanligt voldsomt uvejr over Mellemøsten den 12. dec. sidste år afslørede en romersk statue i Ashkalon. Under den kraftige storm og høje bølgegang smuldrede en klint ud mod havet, og en smuk, hvid marmorstatue af en kvinde dukkede op. Den menes at stamme fra romersk tid, ca. 0-200 e.Kr. Det samme uvejr gav også arkæologerne dybe panderynker. Uvejret gik særlig hårdt ud over Herodes den Stores gamle havneanlæg i Cæsarea ved Havet. Så voldsomt at de israelske myndigheder har været nødt til at lukke stedet midlertidigt. Lad os håbe, at reparationer kan udbedre de omfattende skader, så et af Herodes’ mesterværker ikke går tabt.

4 TEL 1/2011

Skrivetavle af træ fra romersk tid, fundet ved Vindolanda i det nordlige England. Fordybningen i midten blev fyldt med voks, hvorefter skriveren kunne skrive i vokset med en spids pen. Skrivetavler blev især brugt til at skrive kontrakter, kvitteringer o. lign. Når der ikke længere var brug for teksten, blev vokset glattet ud, og tavlen kunne bruges igen. © Archaeology Odyssey 2004/1.

Kun uddrag af få dokumenter er citeret hos de romerske forfattere og har nået os gennem senere afskrifter. Kun i ét af det romerske imperiums lande er omfattende regeringsarkiver blevet bevaret, og det er Egypten. Men selv her stammer de arkiver, som er blevet fundet, ikke fra den store by Alexandria, men fra forskellige mindre byer, hvor vandforsyningen med tiden tørrede ud, så indbyggerne blev tvunget til at flytte og efterlade deres uønskede papirer i husene eller i affaldsbunken. Det er netop på grund af vandets forsvinden, at disse papyrusdokumenter blev udtørret og har kunnet holde sig. SKRIVETAVLEN Det normale skrivemateriale i hele det romerske imperium var skrivetavlen af træ. En lav fordybning blev skåret i en tavle af træ, hvilket efterlod en kant ligesom rammen om et billede. Fordybningen blev fyldt med voks, som man kunne skrive i med en spids pen. Eksemplarer er blevet udgravet flere steder i den romerske verden, herunder London, hvor usædvanlige forhold har hindret træet i at rådne.

ET NYT SKRIVEMATERIALE Gennem de sidste 30 år er en anden slags trætavle kommet for dagens lys. Meget tynde flager ligesom finer blev brugt. Bogstaverne blev ridset ind med en skarp spids, og flagen blev foldet midt over på det lodrette plan. Så blev den gjort fast og bundet med en snor, der løb gennem en v-formet rille i hvert hjørne. Snesevis af sådanne flager skrevet omkring 100 e.Kr. er blevet gravet frem ved Vindolanda, som var en befæstning på grænsen mellem England og Skotland, hvor Hadrians mur senere blev opført. Alle rang i hæren brugte dem, fra garnisonschefen og hans kone til infanterister og slaver. Nogle få andre eksemplarer er blevet fundet andre steder i Europa, og det ser ud, som om disse flager var lige så almindelige som vokstavlerne. De er så tynde og skrøbelige, at de let går i forrådnelse, og hvis de holdt sig, har arkæologerne måske ikke opdaget dem. En sådan tavle blev også fundet sammen med Bar Kochba manuskripterne i Judæas ørken. Vi må derfor antage, at de også blev brugt i Palæstina i det første årh. e.Kr. Selskab for Bibelsk Arkæologi


POTTESKÅR Ved siden af de forgængelige skrivematerialer havde folk en mere holdbar form for affaldspapir. Man skrev med blæk på stykker af knækket keramik. Oldtidens keramik var som regel simpelt lertøj, som var let at lave og let gik i stykker. Stykker lå overalt på gårdspladser og i gader i de antikke byer og landsbyer. Potteskårene var frit tilgængelige for enhver, som ville skrive en kort notits eller et kort budskab, eller for elever, der skulle lære at skrive. Hundredvis af sådanne ostraka er blevet fundet i Egypten og nogle i andre lande. Disse stumper keramik kan stort set ikke ødelægges og kan derfor bevares på steder, hvor papyrus ikke kan. Blækket kan stå lige så klart som den dag, det blev skrevet. Eller det kan være falmet p.g.a. sollys eller være gjort utydelig af vand. Eksemplarer fundet i Det hellige Land er vigtige vidnesbyrd om udbredelsen af skrivning og læsning, som vi skal se i næste artikel.

ÆLDSTE VINGÅRD I VERDEN FUNDET Arkæologer har afdækket den hidtil ældste vingård i en hule i Armenien. Man har fundet en stor installation til fremstilling af vin, inkl. vinperse, kar og beholdere. Desuden fandt man rester af tørrede druer, vinsække og drikkebægere. Potteskår på stedet viser spor efter det særlige pigment, som farver vinen rød. Indretningen til fremstilling af vin dateres til 4.100 f.Kr., altså lang tid før historisk tid. Tankevækkende er det, at findestedet ikke er langt fra det sted, hvor Noa if. traditionen forlod arken, og hvor han plantede en vingård. Dette fund bekræfter andre undersøgelser, som har antydet, at vinstokken blev forædlet i Armenien og Georgien.

Ved Vindolanda er der også fundet en anden slags skrivemateriale: tynde flager af træ, hvorpå man skrev med blæk eller en spids pen. Denne tavle er en fødselsdagsinvitation, sendt til garnisonschefens kone. Skrivningen var således en del af dagliglivet. © Archaeology Odyssey 2004/1.

annonce

VOLONTØRER SØGES Har du lyst til at kombinere en tur til Israel eller Jordan med arkæologisk udgravning? Længes du efter, at endnu mere af fortiden og historien bliver afdækket? Vil du være med netop der, hvor den bibelske historie bliver levende mellem potteskår og husrester? Så tag med på en arkæologisk udgravning til sommer i Israel eller Jordan. Der er en lang række steder, hvor man i år graver i lag fra de bibelske perioder. Som eksempel kan næves Hasor, hvor man måske er ved at nærme sig den kana’anæiske bys arkiv; Khirbet Qeiyafa, som for alvor rykker på vores forståelse af kong Davids kongedømme; eller Khirbet el-Maqatir, som sandsynligvis er byen Aj, som Josva og hans folk erobrede. Nærmere oplysninger om steder og priser kan ses på www.biblicalarchaeology.org/digs. Eller henvend dig til TELs redaktion.

www.bibelskarkaeologi.dk

5 TEL 1/2011


Denne benkiste vakte opsigt for nogle år siden, fordi der på siden står skrevet: ”Jakob søn af Josef bror til Jesus”. © Biblical Archaeology Review.

Skrevne kilder i Palæstina

og evangelierne

Af Alan Millard, prof. emeritus ved University of Liverpool

De arkæologiske fund af skrivematerialer i det romerske rige tyder på, at mange kunne læse og skrive dengang. Hvordan i Palæstina? Videre må vi spørge, om nogen kunne have samlet notater om Jesu ord i en bog, allerede mens han levede?

6 TEL 1/2011

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Vi må først overveje, hvor udbredt kendskabet til at læse og skrive var på Jesu tid (vi må skelne her: Folk, som kunne læse, behøver ikke at være i stand til at skrive). Tegnene på omfattende kendskab til læsning og skrivning vokser med opdagelsen af hver eneste ny inskription. Meget materiale kommer fra regeringskredse og religiøse cirkler, og meget andet gør ikke. Biblioteket i Qumran – Dødehavsrullerne – er en samling religiøse dokumenter; men væsentligt er det, at de ikke kun bevidner den stadige kopiering af Den hellige Skrift og andre religiøse boger, men også skabelsen af nye bøger. FUNDNE ARKIVER Under den anden jødiske opstand mod Rom (132-35 e.Kr.), anført af Bar Kochba, flygtede folk for de romerske styrker til afsidesliggende huler nær Det døde Hav, længere mod syd end Qumran. Nogle stumper af bibelhåndskrifter blev fundet i disse huler, men også en samling breve og juridiske dokumenter. Flere breve stammer fra Bar Kochba selv eller var sendt til ham. Et arkiv tilhørende en kvinde ved navn Babata var blevet pakket ind i en gammel vinsæk og rummede dokumenter skrevet på græsk og aramæisk. De omhandler skøder, gæld, samt ægteskabsog skilsmisseaftaler. Nogle af dem kan dateres til midten af det første århundrede eller derefter, og derfor er de eksempler på juridiske dokumenter, skrevet i samme periode som evangelierne. Et gældsbevis, dateret til 55-56 e.Kr., blev også fundet blandt dokumenterne fra det andet jødiske oprør. Det kan være et eksempel på de gældsbeviser, som Jesus refererede til i lignelsen om den uærlige godsforvalter, som instruerede sin herres skyldnere: ”Tag dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvdelen af beløbet” (Luk 16,6-7). Muligheden for, at en almindelig mand kan gøre det, tages for givet.

Babatas arkiv rummede mange forskellige dokumenter. Her ses bagsiden af en ægteskabskontrakt, hvor 7 vidner har underskrevet på tre forskellige sprog: aramæisk, græsk og nabatæisk. © Biblical Archaeology Review 2003/4.

www.bibelskarkaeologi.dk

JERUSALEMS KLOAK UDGRAVET Gennem flere år har man udforsket den gade, som på Jesu tid gik fra Siloa Dam op til sydvesthjørnet af Tempelpladsen. Ved at grave en tunnel dybt nede under det nuværende gadeniveau er det lykkedes at afdække et smalt udsnit af den engang så brede gade. Kloakken neden under denne gade er også blevet udgravet nu. Den ledte regnvand væk fra Jerusalems gader ned i Kedrondalen. Om kort tid vil turister få mulighed for at gå gennem denne 2 m høje kanal fra Davidsbyen ind under bymuren og frem til pladsen ved Grædemuren.

Del af kloakledningen, som ledte regnvand væk fra Jerusalems gader på Jesu tid. © Israels Antiquities Authority.

7 TEL 1/2011


Dokumenter af papyrus og læder overlever ikke i størstedelen af Palæstina (undtagen i meget tørre egne som ved Det døde Hav). De rådner i den fugtige jord. Den omstændighed, at de ikke er blevet fundet, betyder derfor ikke, at de ikke eksisterede. Den jødiske historieskriver Josefus nævner, at da den første jødiske opstand mod Rom brød ud år 66 e.Kr., var et af oprørernes hovedmål en arkivbygning i Jerusalem, som husede fortegnelser over gæld. Oprørerne ønskede at brænde dem, fordi de kendte den magt, som disse optegnelser kunne have over dem (Den jødiske Krig 2.247). Det andet århundredes juridiske tekster fra Bar Kochba hulerne rummer adskillige dokumenter, som er underskrevet af skriveren og af vidner. Nogle vidner underskrev med en flydende, letlæse-

lig skrift, og på andre underskrev skriveren på vegne af de, der ikke kunne skrive, hvilket illustrerer tre niveauer for skrivefærdighed. MØNTER PÅ FLERE SPROG Mønter i dagligdags brug giver en forventning om, at folk kunne læse. Hundredvis af små bronzemønter, slået af de jødiske konger i det første årh. f.Kr., kommer for dagens lys i Israel hvert år. De mønter, som blev slået for Alexander Jannæus (103-76 f.Kr.), bærer hans navn og titel på hebraisk og græsk eller på hebraisk og aramæisk. Herodes den Store og hans sønners mønter har kun græske indskrifter. Det samme gælder de mønter, som de romerske guvernører i Juda udstedte. Enhver lovlydig jøde betalte den årlige halve shekel i tempelskat (jf. Matt 17,24-27), og tempelmyndighederne krævede, at den skulle betales i sølvmønter præget i Tyrus, som også bar græske ord. Men da det første jødiske oprør brød ud, satte de jødiske oprørere gamle, før-eksilske (d.e. før 587 f.Kr.) hebraiske bogstaver på de mønter, som de lod præge, med ordene ”Jerusalem den Hellige” og ”For Jerusalems frihed”. De ønskede at vise deres uafhængighed af Rom og forventede helt klart, at nogle var i stand til at læse ordene. SKILTE

Denne mønt udstedt af den jødiske konge Alexander Jannæus (104-76 f.Kr.) er præget på to sprog: Kongens navn og titel på græsk (forsiden) og på hebraisk (bagsiden). © Biblical Archaeology Review 2003/4.

8 TEL 1/2011

Udbredelsen af det græske sprog ved siden af aramaisk og hebraisk i det første århundrede fremgår også af offentlige opslag på græsk, som blev sat op i Jerusalem. Mest bemærkelsesværdige er de sten, som var sat i muren rundt om det hellige område i Herodes’ tempel. De bar indskrifter, som advarede enhver ikke-jøde om, at hvis han gik inden for muren, ville han blive straffet øjeblikkelig, og han ville ikke have nogen undskyldning. Man skulle være i stand til at læse for at vide, hvad indskriften sagde! Josefus beretter om, at forbudstav-

På et rækværk omkring selve helligdommen sad skilte hugget i kalksten. Her blev ikkejøder advaret på græsk om, at de ikke måtte betræde templets indre gårde. © Biblical Archaeology Review 2003/4.

lerne var skrevet på græsk og latin. Et fuldstændigt eksemplar på græsk blev fundet i det 19. årh. og noget af en anden tavle i 1930’erne. De indridsede bogstaver var malet røde for at gøre dem synlige på den cremehvide sten. PERSONLIGE NOTITSER Lad os vende os fra inskriptioner inden for religionens og administrationens område til de mere personlige af slagsen. I det første århundredes Jerusalem plejede Selskab for Bibelsk Arkæologi


velhavende mennesker at lægge en afdød slægtnings lig ind i familiegraven for et år. Derefter ville de samle den afdødes ben og lægge dem i en benkiste, et ossuarium. Benkister er nu blevet meget kendte gennem offentliggørelsen af en benkiste med inskriptionen ”Jakob, søn af Josef, bror til Jesus”. De meget velhavende betalte eksperter til at indgravere de dødes navne på stenene. Men på talrige benkister var de afdødes navne ridset ind med en spids genstand, måske et søm, eller kradset ned med trækul. Måden, som navnene er skrevet på, viser tydeligt, at disse notitser for det meste ikke skyldes professionelle skrivere, men stammer fra familiemedlemmer, der ønskede at kunne identificere deres slægtninge. Det er ikke svært at forstille sig, hvordan nogle har samlet benene i en grav, lagt dem i en benkiste og derefter skrevet den afdødes navn på kisten for at undgå forvirring. Disse benkisteinskriptioner, særligt de såkaldte graffitiinskriptioner, som blev smurt på benkisten af ikke-professionelle, vidner rent faktisk om en højere grad af evne til at skrive og læse, end man somme tider har antaget, selv om de sjældent angiver mere end den afdødes navn og faderens navn. Selv de, der havde vanskeligt ved at skrive tydeligt og klart, kunne tilsyneladende læse og var rede til at forsøge at skrive endog på noget så vigtigt for dem som et familiemedlems benkiste. BESKREVNE POTTESKÅR Mens de fleste skrivematerialer – læder, papyrus, benkister – var dyre, var der ét skrivemateriale, som var gratis og fandtes overalt: potteskåret. Man kunne skrive en notits eller en meddelelse på et passende potteskår. Når det var læst, kunne det smides væk. Tusindvis af beskrevne potteskår (ostraka) kendes fra Egypten, fra faraonernes tid og fremefter. Et hebraisk alfabet fundet på et potteskår ved Khirbet Qumran er et godt eksempel på, hvordan en elev har forsøgt at lære bogstaverne. Mange ostraka blev fundet ved udgravningerne af Masada, der blev forladt af de jødiske oprørere, som holdt ud mod romerne indtil år 73 e.Kr., tre år efter at romerne havde ødelagt Jerusalem. Udgraverne fandt notitser på græsk om forsyninger af byg og på hebraisk om leverancer af brød. Disse potteskår var sandsynligvis kuponer til et rationeringssystem under den romerske belejring.

Det er også den mest sandsynlige forklaring på de potteskår med enkeltnavne, som udgraveren Yigael Yadin, ud fra Josefus’ beretning, formodede kunne være de lod, som de sidste forsvarere på Masada kastede for at afgøre, hvem som skulle dræbe de sidste blandt dem. Masadas modige forsvarere bestod for det meste af almindelige mennesker, der kunne læse forskellige skrifter og mindst to sprog.

Snesevis af ostraka (beskrevne potteskår) er fundet på Masada, mange af dem med navne som her. De var måske en slags rationeringsmærker under romernes belejring. © Biblical Archaeology Review 2003/4.

www.bibelskarkaeologi.dk

9 TEL 1/2011


NY TVIVL OM FUNDET AF NOAS ARK I april 2010 offentliggjorde Noah’s Ark Ministries International (NAMI) fundet af en kæmpestor struktur af træ på Ararats Bjerg, og at de er 99 % sikre på, at det er resterne af Noas ark. Nu har arkæologen Randall Price offentliggjort et brev skrevet af to beboere fra en kurdisk landsby, hvor de forklarer, at de var med til at opføre denne struktur oppe i isen for et par år siden. De blev fortalt, at de skulle bygge kulisser til en film om Noas Ark. Hvis brevet fra de to kurdere er ægte, sår det yderligere tvivl om NAMIs ”fund”. Siden har NAMI meldt ud, at brevet er fabrikeret, og at de to brødre aldrig har skrevet det. Randall Price har nu fjernet brevet fra sin hjemmeside, ”mens dets ægthed undersøges”, som han skriver. Hvem, der er blevet bedraget, NAMI eller Price, er meget svært at afgøre herfra.

SITUATIONEN I GALILÆA Alle disse eksempler kommer fra Judæa og ikke Galilæa. Det skyldes dog først og fremmest, at stederne i Galilæa blev ved med at være beboede, og senere lag enten ødelagde eller skjulte ældre lag, sådan som det f.eks. er tilfældet i Kapernaum. Indtil nu har arkæologerne kun afdækket små områder med beboelse fra det første årh. i disse byer. Selv hvor vi kender til omfattende brug af skrivekunsten i dagligdagen, finder man ikke ostraka og graffiti overalt. Store mængder kommer kun for dagen, når gamle affaldshuller, hvor de blev smidt, bliver udgravet. Kun i Gamla på Golan er en by fra det første årh. blevet undersøgt fuldt ud. Vest for Genesaret Sø blev byerne Tiberias og Sepforis grundlagt i det første årh. Med alt det byggearbejde må der have været livlig skriveaktivitet. Handel og told ved grænserne mellem Herodes Antipas’ og Filips områder ville

også have krævet omfattende optegnelser fra skatteopkrævere (som Matthæus, Matt 9,9) og toldembedsmænd. OVERLEVERINGEN OM JESUS Det fører os tilbage til Jesu ord. Kan man stadig påstå, at ”det er uomtvisteligt, at der i den tidligste periode kun var en mundtlig overlevering af Jesus-fortællingen og af Jesu ord”? De vidnesbyrd, som vi netop har anført, antyder, at mange almindelige mennesker – og helt sikkert håndværkerklassen – kunne læse og skrive. Lukas fortæller, at han søgte efter de mest troværdige kilder, da han skrev sit evangelium – kilder, der blev ”overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere” (Luk 1,2). Vi må formode, at han havde adgang til optegnelser lavet af øjenvidner på det tidspunkt, hvor Jesus talte. Ganske vist er ingen af den slags kilder blevet bevaret;

men den almindelige udbredelse af dokumenter gør det sandsynligt. Det materiale, som de tre synoptiske evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) har til fælles, kunne meget vel stamme fra en meget tidlig skreven tekst (Q). Paulus’ breve og andre breve i Ny Testamente viser, at skrivekunsten var udbredt i de første årtier af kirkens liv. Vigtigheden af skrevne tekster i kirken fremgår af det store antal kristne papyrusfragmenter fra midten af det andet årh. e.Kr., som er fundet i Mellemegypten. Der er ingen grund til at tro, at kirken i Egypten var speciel ved at have disse tekster; at de er bevaret dér, er et rent tilfælde. Andre skrifter ville have cirkuleret tværs gennem det romerske imperium og længere mod øst. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan nogen i det første årh. kom hjem og nedskrev mindeværdige ord, som han havde hørt: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”, eller ”Jeg og Faderen er ét”, eller at se for sig en officer, hvis tjener var blevet helbredt, i færd med at skive et brev til sin bror for at fortælle ham om det. Jesus kunne selv læse og skrive. Ifølge Lukas læste han fra Esajasrullen i Nazarets synagoge (4,16-17). Han citerede også vidt og bredt fra Skriften. Det eneste tilfælde i evangelierne, hvor Jesus selv skrev, fandt sted, da kvinden grebet i hor blev ført frem for ham, og han skrev på jorden med sin finger (Joh 8,1-11). TALT OG SKREVET Et bemærkelsesværdigt dokument blandt Dødehavsrullerne, kendt som ”MMT” (forkortelse for ”Nogle af Lovens Læresæt-

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

10 TEL 1/2011

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Qumranskriftet, som kaldes ”MMT”, viser, at en religiøs lærers instruktioner blev skrevet ned i forbindelse med, at de blev udtalt. © Biblical Archaeology Review 2003/4.

ninger”), kaster et interessant lys. MMT er skrevet i første person og indeholder en eller anden autoritets afgørelser. Det siges, at lærerens afgørelser modsiger en modparts læresætninger. Det standpunkt, som MMT giver udtryk for, minder om Jesu standpunkt i Bjergprædikenen: ”I har hørt, at det er sagt …, men jeg siger jer …” (Matt 5). En fremtrædende forsker var ikke i tvivl om, at MMT blev skrevet kort tid efter, at afgørelserne blev truffet. Hvis de jøder, som ejede Dødehavsrullerne, kunne skrive en lærers ord ned næsten samtidig med, at han udtalte dem, kunne Jesu efterfølgere have gjort det samme.

JORDANFLODEN OG JOHANNES DØBER De israelske turistmyndigheder har nu åbnet for adgang til Jordanfloden ud for Jeriko. Ifølge traditionen var det her, Johannes Døber døbte Jesus. Der er ikke gjort arkæologiske fund på stedet; men der er omsider mulighed for at komme tæt på Jordanfloden ved næste besøg i Israel.

SAGT HELT KORT Nogle forskere hævder stadig, at ”meget få mennesker kunne læse og skrive på Jesu tid”; men beviserne støtter ikke længere sådanne udsagn. Ikke alle kunne læse og skrive. Og de, der kunne læse, var ikke nødvendigvis i stand til at skrive. Men arkæologiske fund og andre typer af vidnesbyrd viser nu, at det at læse og skrive blev praktiseret i mange sammenhænge på Jesu tid. Hvis det er tilfældet, er der ingen grund til at tvivle på, at der har været nogle optegnelser fra øjenvidner, der havde hørt, hvad Jesus sagde, og set det, han gjorde.

Denne artikel er en forkortet oversættelse af “Literacy in the Time of Jesus”, Biblical Archaeology Review 29/4 (2003), 36-45. Her findes også kilderne bag de anførte citater. For en mere fuldstændig præsentation, se Alan Millards bog, Reading and Writing in the Time of Jesus (Sheffield Academic Press og New York University

Press, 2000). Det nye dåbssted ved Jeriko. © Ferrell Jenkins.

Oversættelse: Carsten Vang www.bibelskarkaeologi.dk

11 TEL 1/2011


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Hvordan genkende en israelit? Hvad keramikken kan fortælle om kulturen Af Carsten Vang, lektor ved Menighedsfakultetet

Kan man se på potteskår og bygningsrester, hvordan israelitterne opfattede sig selv? Kan keramikken sige noget om de mennesker, som lavede den? Var der i det hele taget forskelle mellem israelitterne og deres naboer i måden, de levede på? En yngre israelsk arkæolog, Avraham Faust, har givet nogle højest overraskende svar på disse spørgsmål.

I mange år har forskerne været enige om, at man ikke kan se forskel på israelitter og kana’anæere i de arkæologiske fund. Deres huse og byer ligner hinanden til forveksling, siges det. De potter og krukker, som gik i stykker i et israelitisk køkken og blev smidt ud, var ikke synderligt forskellige fra kana’anæernes lertøj, og ud fra resterne af tøj og husgeråd, som arkæologerne finder ved møjsommelig udgravning, kunne man få det indtryk, at israelitter og kana’anæere fulgte samme mode. Dertil kommer, at israelitterne overtog alfabetet fra kana’anæerne, og det sprog, de talte, var i begyndelsen en kana’anæisk dialekt. Israelitter og kana’anæere havde ingen problemer med at forstå hinanden. INGEN SÆRLIG FORSKEL Mange forskere mener derfor, at der ikke var nogen forskel på de to befolkningsgrupper i begyndelsen, som er ca. 1200-1000 f.Kr. (= Dommertiden). Videre siger de, at israelitterne ikke betragtede sig selv som anderledes end deres naboer. De havde ingen særskilt kulturel identitet og selvforståelse. Når Gammel Testamente giver et andet indtryk af, hvordan israelitterne så på sig selv og deres omgivelser, skyldes det ifølge disse forskere, at GTs fremstilling er et skønmaleri fra en senere tid. POTTESKÅR OG KULTUREL IDENTITET

Den mest udbredte type krukker i de landsbyer, som skyder op omkring 1200 f.Kr., var ”halskravekrukken”, et stort forrådskar brugt til opbevaring af korn og frugt. © Biblical Archaeology Review 2009/6.

12 TEL 1/2011

En israelsk arkæolog, Avraham Faust, fra Bar Ilan universitetet i Tel Aviv, har fremsat en hel ny og provokerende forståelse af sammenhængen mellem de arkæologiske fund og israelitternes forståelse af dem selv og deres omgivelser. De arkæologiske rester, siger han, fortæller faktisk noget om israelitternes kultur og selvforståelse. Israelitterne havde fra begyndelsen en selvstændig og bevidst kulturel identitet, som kan aflæses af de arkæologiske genstande.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Både i Kongetiden og i Dommertiden foretrak israelitterne at anvende simpel, udekoreret keramik, som dette lertøj fra Jerusalem (8. årh. f.Kr.). © Biblical Archaeology Review 2009/6.

I 2006 udgav Faust en meget spændende bog om Israels tilblivelse som folk, og i 2009 skrev han en mindre artikel til Biblical Archaeology Review om samme emne. Følgende bygger især på denne artikel. Faust gør brug af en række indsigter, som kulturantropologer har opnået i de senere år. Huse, værktøj og genstande, som et folk frembringer, siger noget om dette folks kultur. Hvad folk spiser og ikke spiser, hvordan de begraver deres døde, osv., signalerer noget om gruppesammenhold og kulturel identitet over for omverdenen. ISRAELITISK KULTUR I KONGETIDEN Alle er enige om, at kulturen i Kongetiden (Jern-II perioden, 1000-587 f.Kr.) må kaldes for israelitisk. Hvad var dens særtræk? Faust peger på fem områder, hvor Israels folk var kulturelt forskellige fra deres naboer: De spiste ikke svinekød; de dekorerede ikke deres lertøj; de undgik importeret keramik; de byggede konsekvent en bestemt hustype, det såkaldte firrumshus;

www.bibelskarkaeologi.dk

og de omskar deres drenge. Disse træk tyder på en særlig kulturel selvforståelse, hvor man lagde vægt på simpel levevis og havde en egalitær samfundsforståelse (ideal om lighed mellem alle). Kan disse træk spores længere tilbage end Kongetiden? Og hvorfor blev disse

NY DATERINGSTEKNIK PÅ VEJ De videnskabelige landvindinger gør hele tiden dateringen af arkæologisk materiale mere sikker. Senest har en forsker fra Michigan, USA, fundet en måde at bestemme potteskårs alder ved at måle vandindholdet, der ændres efter en forudsigelig kurve over tid. Den normale dateringsmåde er hovedsageligt baseret på genkendelse af type og form.

forskelle i kultur så vigtige for israelitterne? Ja, siger Faust, de samme kulturelle særtræk findes også i Dommertidens Israel (arkæologisk: Jern-I perioden). Omkring 1200 f.Kr. grundlægges en lang række nye landsbyer på begge sider af Jordanfloden: i Samarias og Judæas Bjergland, i Galilæas bjerge og i Østjordanlandet. Landsbyerne er små, og den materielle kultur hos indbyggerne er simpel og fattig. Den foretrukne krukke er den såkaldte ”halskravekrukke”, der fungerede som forrådskar. Det er i netop dette område, at israelitterne bosætter sig ifølge GT, og de mange nye landsbyer er helt sikkert israelitiske. SVIN FORBUDT! Udgravninger af byer og landsbyer i Bjerglandet giver et fuldstændigt entydigt billede: Der er ingen eller kun meget få knogler fra svin i lagene. Beboerne synes at have undgået svin; i stedet har de haft får, geder, kvæg og dådyr på diæten. I den samme periode stiger andelen af

13 TEL 1/2011


svineknogler markant i de store kana’anæiske kystbyer på Kystsletten sammenlignet med tidligere, og særligt filistrene satte svin højt, idet svinet udgør mere end 20 % af diæten i Dommertiden. Der var mange gode grunde til, at landsbyerne oppe i Bjerglandet også burde have haft svin. Deres naboer i de kana’anæiske byer havde det. Og svinehold ville være særdeles velegnet i Bjerglandets skove, da svin foretrækker skygge i den varme sommer. Alligevel har landsbyernes beboere helt afholdt sig fra at spise svinekød. Faust ser denne påfaldende afholdenhed hos israelitterne som en bevidst kulturel markering over for omverden. Mellem 1100 og 1000 f.Kr. kom de under et hårdt pres fra filistrene, og ved at undlade at spise kød fra svin markerede de indbyrdes, at de var anderledes end deres modpart. Tilsvarende var omskærelsen et kulturelt træk, som markerede en kulturel forskellighed i forhold til de uomskårne filistre. INGEN UDSMYKNING AF KRUKKER Beboerne i landsbyerne anvendte enkle og simple keramiktyper, som var uden dekorationer. Filistrene derimod lavede krukker og potter med stærke farver, som var flot dekorerede. Her ses en tydelig forskel mellem israelitter og filistre/kana’anæere. Dertil kommer, at israelitterne heller ikke importerede keramik udefra, mens både filistre og kana’anæere gjorde det. Skyldtes denne enkle og simple keramik, at israelitterne gene-

Oversigt over tidsperioder De arkæologiske perioder

Bibelsk tid

1400-1200

Senbronze II

tidlig Dommertid

1200-1000

Jern-I

sen Dommertid

1000-587

Jern-II

Kongetiden

relt var fattigere? Næppe, for denne enkle keramik og modviljen mod at importere luksuslervarer fortsatte langt ned i Kongetiden, hvor Israel jo fik en tydelig social opdeling i samfundet med rige og fattige familier. Ifølge Faust må denne vedvarende brug af simpel, udekoreret keramik forklares med, at den har været en identitetsmarkør. De enkle kogekar og den ensartede keramik tjente til at vise, at Israel var forskellig fra de rige kana’anæiske samfund. FIRRUMSHUSET Omkr. 1200 f.Kr. dukker en ny hustype op i Bjerglandet: det såkaldte firrumshus. Det bestod af tre parallelle rum adskilt af søjler og med et bagerste langrum på tværs. De fire rum kunne være opdelt i mindre rum, men grundplanen var tydelig. Fra det midterste rum var der adgang til alle de andre rum i huset og til 1. etagen. I stueplanen havde man dyr, forrådsrum og køkken, mens familiens private rum var ovenpå. Denne særlige hustype findes overalt i Bjerglandet og øst for Jordanfloden, men kun i meget ringe grad uden for de områder, som israelitterne beboede. Denne måde at indrette huse på fortsatte gennem hele Kongetiden lige til babylonernes ødelæggelse af Jerusalem i 587 f.Kr. Denne hustype bygger på en grundlæggende opfattelse af lighed mellem alle i samfundet, siger Faust. Alle familiemedlemmer, mænd som kvinder, havde den samme adgang til hele huset fra det midterste rum. Husenes indretning udtrykte det modsatte af et hierarkisk syn på samfundet, hvor det inderste rum er det vigtigste, kun forbeholdt familieoverhovedet. MANGLENDE STORGRAVE

I modsætning til israelitterne havde filistrene rigt dekoreret keramik, med fuglemotiver og geometriske mønstre. © Biblical Archaeology Review 2009/6.

14 TEL 1/2011

Dertil kommer, at vi ikke finder nogen gravpladser i Israel før det 9. årh. Fra det 12. årh. og 300 år frem kendes næsten ingen grave, fordi man/israelitterne begravede deres døde i simple enkeltmandsgrave uden gravgaver. Dette er i klar modsætning til perioden før år 1200, hvor vi har store, monumentale familiegrave og mange gravgaver. Dette antyder en kulturel selvforståelse præget af enkelhed og en forestilling om lighed mellem alle i Israel.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


INGEN TEMPLER I modsætning til de omkringliggende kana’anæiske byer var der ingen templer i de israelitiske byer. Der er heller ikke fundet spor efter store huse som paladser og offentlige bygninger, og kongeinskriptioner er helt fraværende. Dette er igen markant anderledes end den foregående periode, senbronzealderen. En udpræget lighedskultur forklarer denne forskel, mener Faust. EN ANDEN SELVFORSTÅELSE På baggrund af Fausts spændende analyser må vi sige, at Israel faktisk kan identificeres ud fra de arkæologiske fund, og at israelitterne opfattede sig som værende anderledes end filistre og kana’anæere. De markerede deres særlige identitet ved at undgå at spise svinekød, at holde fast ved en særlig udekoreret og simpel keramik og have en byggestil, som var udtryk for en ideologi om lighed. Dette bekræfter

Det såkaldte ”firrumshus” bestod af tre aflange rum ved siden af hinanden, adskilt af søjler og mure, og et fjerde rum på langs bagerst. Dette hus stammer fra Izbet Sarta (nordøst for Tel Aviv). Firrumshuset var den foretrukne hustype blandt israelitterne. © Biblical Archaeology Review 2009/6.

Gammel Testamentes tale om, at Israel fra begyndelsen havde en særskilt kulturel identitet. Når Faust siger, at afholdenheden over for svinekød især skyldtes behovet for at beskytte sig kulturelt mod det voldsomme tryk fra filistrene, er det dog langt fra hele forklaringen. For fraværet af svineknogler findes helt fra landsbyernes grundlæggelse (begyndelsen af det 12. årh.). Filistrene begyndte derimod først at lægge Israel under pres fra år 1100 og fremefter. Grunden til, at israelitterne undgik svinekød, må søges et andet sted, formentlig i deres religion.

Læs mere

Denne tegning viser, hvordan firrumshuset fungerede. I stueetagen arbejdede familien, opbevarede forråd og lavede mad. På den næste etage var familiens soverum. © Biblical Archaeology Review 2008/6.

www.bibelskarkaeologi.dk

Avraham Faust, “How Did Israel Become a People?”, Biblical Archaeological Review 35/6 (2009), 62-69.

15 TEL 1/2011


Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop Adresseændring meddeles til: hh@bibelskarkaeologi.dk (tlf. 7586 1748). Eftersendes ved varig adresseændring.

Jordskælv

i arkæologien

Af lektor Carsten Vang Forskere ved Tel Aviv Universitet har flere gange sagt, at et større jordskælv kan forventes inden længe omkring Jordandalen og Det døde Hav. De bygger deres forudsigelser på den tid, der er gået siden det sidste voldsomme jordskælv, som fandt sted for knap 1000 år siden. Mellemøsten er kendt med jordskælv, og en af de store forkastningslinjer går ned gennem Jordandalen og Det døde Hav, med en sidegren langs Gilboas bjerge og Karmelbjergkæden. Mange jordskælv er bevidnet i historiske kilder, inkl. Bibelen. Vi har således kendskab til mindst 11 større jordskælv i perioden fra ca. 1400 f.Kr. til 1927 e.Kr. SPOR EFTER JORDSKÆLV Hvordan kan man se, at en by i oldtiden blev ødelagt ved jordskælv og ikke som følge af angreb fra fjender? Et af de sikreste kendetegn er fund af skeletter under nedstyrtede stenblokke, der har knust hoved eller ben. Et andet er søjler, der ligger væltede i samme retning som tændstikker på række. Et tredje kan være voldsomme revner i mure, gulve og cisterner. Endelig vil mange andre byer i området have tilsvarende ødelæggelse på samme tid. JERIKOS MURE Omkring 1400 f.Kr. er der spor efter et større jordskælv på Megiddo, som lægger store dele af byen øde. Samtidig kollapser bymurene pludseligt overalt i byen Jeriko. Den øvre bymur rutsjer ned ad den stejle skråning og lægger sig forneden i en mange meter høj bunke. Mange huse

Søjlerne fra den byzantinske kirke i Susita ligger der stadig efter det store jordskælv i 749 e.Kr. © www.bibleplaces.com.

styrter sammen, og adskillige indbyggere rammes af de nedstyrtende blokke. Tidspunktet falder sammen med israelitternes indvandring i landet (den tidlige datering). Fra Jos 6 ved vi, at Jerikos bymur pludselig styrter sammen. Omkring 1020 f.Kr. ses et andet, meget voldsomt jordskælv at have ramt hele landet, fra Akziv i nord til Be’ersheba i syd. Det forklarer måske, hvorfor kong David kort efter kan erobre de store kana’anæiske byer i Jizre’eldalen uden anstrengelse og indlemme dem i sit rige. TO ÅR FØR JORDSKÆLVET På tell es-Safi (filisterbyen Gat) har arkæologerne netop afdækket tydelige tegn på et meget voldsomt jordskælv omkr. 750 f.Kr. En mur flyttede sig to meter sidelæns, hvorefter den kollapsede som et korthus. Også andre steder på tellen ses spor efter det samme jordskælv. Seismologer har set på fundene, og de vurderer, at skælvet har haft en styrke på otte på Richterskalaen. Sandsynligvis er der tale om det samme jordskælv, som omtales i overskrif-

ten til Amosbogen, og som stadig huskes mange hundrede år senere, da Zakarias var profet (Zak 14,5). ANDRE STORE BEGIVENHEDER Et nyt, stort skælv ramte landet i år 31 f.Kr. Historieskriveren Josefus lader vide, at 50.000 døde og mange byer blev ødelagt. En voldsom jordrystelse i 749 e.Kr. har efterladt sig meget tydelige arkæologiske spor overalt. En lang række byer i Galilæa, på Golan og i Jordandalen bliver ødelagt. I Bet Shean ligger alle søjlerne væltede og knækkede på række, som ramt af en kæmpe hånd. Det samme er tilfældet i Susita (Hippos) på Golan og mange andre steder. Skælvet er så omfattende, at mange af byerne ikke bliver genopbygget. Jordskælv spiller således en vigtig rolle både i Bibelen og i arkæologien.

Profile for Thomas Møller

TEL nr. 1. 2011  

Bibelsk arkæologi

TEL nr. 1. 2011  

Bibelsk arkæologi

Advertisement