Page 1

HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Til lands og til vands med Paulus – rejseforhold i det første århundrede

Af Jerome Murphy-O’Connor, professor i Ny Testamente

Selvom meget få mennesker troede Henry Ford, da han sagde, at hans nye opfindelse, automobilen, ville ændre verden for altid, fik han ret. Vi rejser i dag ubesværet over store afstande, og kan i virkeligheden vanskeligt forestille os en verden, hvor man rejser til fods det meste af vejen og kun af og til med skib. Men vil vi fornemme, hvordan det kristne budskab spredte sig fra Jerusalem og ud til den da kendte verden, må vi gøre forsøget! I dette

Den ene af Korinths to havnebyer hed Lechaion, og denne vej førte fra havnen og ind i byen Korinth. Foto: Morten Hørning Jensen.

LIVSFARLIG DRAMATIK PÅ REJSEN I Apostlenes Gerninger læser vi, at Paulus foretog tre missionsrejser. I næsten alle de introduktioner til Det Nye Testamente, jeg har set, drøfter forfatteren Paulus’ rejser med det formål at fastslå, hvilke byer Paulus besøgte, og hvornår det skete. Når Paulus selv taler om sine rejser, er det ikke hvor eller hvornår, han betoner, men hvordan. Et eksempel på dette ser vi i Andet Korintherbrev, hvor Paulus forsvarer sig mod angreb på sin myndighed i menigheden i Korinth:

“[Jeg] har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere […], i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder” (11,25-27).

nummer skal vi følge i hælene på Paulus’ rejser til lands. I næste nummer ser vi på hans rejser til vands.

www.bibelskarkaeologi.dk

Med denne opremsning af trængsler viser apostlen, hvilke dramatiske forhold hans rejser foregik under. Men selv med denne liste ved hånden er det vanskeligt for os i en moderne verden at forstå, hvor farligt det var at rejse i antikken. Vi, der rejser hurtigt, sikkert og komfortabelt, må imidlertid bevidst forsøge at sætte os ind i en meget anderledes verden, hvis vi skal have et begreb om de forhold, hvorunder Paulus levede en stor del af sit liv – forhold der bidrog til de erfaringer, som fik betydning for hans teologi.

11 TEL 4/2009


Og for at ride skulle man næsten være født på en hesteryg, for sadler var uhyre primitive og stigbøjler ukendte. Et æsel kunne naturligvis have transporteret noget af Paulus’ bagage, men det ville kun have øget hans udgifter uden at øge hastigheden. Desuden kunne et æsel beslaglægges af en hvilken som helst soldat eller embedsmand, der havde brug for det. DAGLIG REJSEDISTANCE

Paulus foretog ifølge Apostlenes Gerninger tre missionsrejser. Den anden missionsrejse bragte ham for første gang til Europa, hvor han brugte lang tid især i Korinth.

HVILKE KILDER HAR VI?

PENGE ELLER TURISTKLASSE

Da Paulus ikke giver os mange enkeltheder, må vi gå til beskrivelser af, hvad andre i lignende situationer oplevede omkring Paulus’ tid. Med få lokale undtagelser rådede der fred i Romerriget i 200 år, efter at kejser Augustus var kommet til magten i år 30 f.Kr. I den periode var rejseforholdene nogenlunde uændrede. Fra spredte bemærkninger hos græske og romerske forfattere kan vi genskabe et detaljeret billede af, hvordan det var at rejse i det første århundrede efter Kristus.

På Paulus’ tid var det som i dag: Rejsemåden afhang af, hvor mange penge man havde råd til at bruge på rejsen. Paulus var ikke nogen rig mand. I hans breve får man indtryk af, at han ikke havde nogle personlige økonomiske ressourcer af betydning. Han synes ikke at have haft andet end, hvad han kunne tjene, og de sporadiske gaver, som forskellige menigheder sendte til ham (2 Kor 11,8-9; Fil 4,14-16). Som omrejsende håndværker (teltmager, ApG 18,3) var han meget bedre stillet end en ufaglært arbejder, men ingen håndværker blev rig. Paulus ville blot have kunnet tjene til det daglige brød, selv om han havde haft en stabil livssituation med en fast kundekreds. Men Paulus fik meget af sit arbejde fra andre rejsende, eller også måtte han begynde forfra i en ny by, hvor han ikke havde et ry som håndværker til at kunne tiltrække kunder. Under disse omstændigheder har Paulus afgjort rejst til fods. Ganske vist var der forskellige køretøjer til rådighed for rejsende, men at leje eller købe et ville hans midler ikke have tilladt. Hvad så med en hest? Bortset fra militære kurerer rejste ingen med hest over lange strækninger.

Et af de berømte pas var de såkaldte ”Kilikiske Porte.” Vejen mellem det nuværende Tyrkiet og Syrien gik gennem disse, og utallige hære og handelskaravaner har sneglet sig i ziz-zag mellem de spidse tinder. Foto: © holylandphotos.org.

12 TEL 4/2009

Hvor langt kunne Paulus forvente at rejse på en dag? Nogle rejsebeskrivelser nævner, hvor mange dage der behøvedes for at tilbagelægge en kendt afstand. Den gennemsnitlige daglige distance er ca. 30 km – hvis man benyttede et køretøj. De, der som Paulus gik, skulle bruge alle kræfter for at tilbagelægge den afstand. Det er usandsynligt, at Paulus kunne have holdt et sådant gennemsnit i lange perioder, især hvor vejen gik gennem uvejsomt område. KOLDE OG VÅDE NÆTTER Paulus siger, at han har “lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder” (2 Kor 11,27). Det er givet, at han

En af de berømte romerske veje var Ignatiavejen, Via Egnatia. Den skar sig gennem tre romerske provinser, Illyrien, Makedonien og Trakien, og forbandt Sortehavet med Adriaterhavet (i alt 1.120 km). Med sin næsten 6 meters bredde var den en datidens motorvej. Dette stykke er fra Filippi. Vejen er slidt efter at tusinder af rejsende har gået eller kørt på denne vej gennem flere århundreder. Foto: © www.bibleplaces.com.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Tarsus, Paulus’ fødeby (ApG 22,3), lå strategisk godt placeret ved foden af opstigningen til de Kilikiske Porte, der skulle passeres på landrejsen mellem Øst og Vest. Byen var på Paulus’ tid et intellektuelt centrum og husede mellem 100.000 og 500.000 indbyggere. Hovedvejen var i byen udført med et solidt slidlag i den sorte lavasten, basalt. Foto: Hartvig Wagner.

af og til ved mørkets frembrud har befundet sig langt fra menneskelig beboelse. Det kan have været vejrforholdene, der hindrede ham i at komme i ly for natten. En usædvanlig varm dag kan have tappet ham for alle kræfter. Bjergpas kan have været blokeret af kraftige snefald, og oversvømmelser om foråret kan have gjort dele af vejen ufremkommelig, eller kraftige haglbyger kan have tvunget ham til at søge ly. Den gennemsnitlige højde på det anatolske højland er 1000 meter over havet, men der er steder, hvor højden er det dobbelte, og ekstreme temperaturudsving er reglen. Det bjergrige territorium, som Paulus rejste igennem i det nordlige Grækenland, har ikke været meget anderledes. Enhver, der boede i nærheden af en romersk vej, og da i særdeles i nærheden af en militærpost eller en handelsstation, risikerede, at romerske militære såvel som civile embedsmænd “rekvirerede” dem. Ikke blot kunne deres dyr og køretøjer “lånes”, men de kunne selv tvinges til at gøre tjeneste som bærere eller kuske. Under disse omstændigheder var der ikke megen medfølelse med den almindelige rejsende. Der blev stillet så store fordringer til dem, der boede ved vejen, at de ikke var tilbøjelige til at tilbyde deres hjælp gratis. Derfor kunne Paulus ikke regne med gratis gæstfrihed. Trods de fattiges traditionelle gavmildhed over for deres egne, ville han skulle betale for både mad og logi, hvilket betød, at han var nødt til at tjene penge på sin rejse.

netop som han var ved at bryde op fra herberget om morgenen. Han kunne blive bedt om at ordne noget, der gik i stykker på vejen. Han kunne blive nødt til at arbejde sent for en kunde, der var opsat på at komme tidligt af sted næste morgen. Og værst af alt – han kunne blive udkommanderet af en soldat eller embedsmand til at reparere dennes udstyr. Den slags ville han sandsynligvis ikke få betaling for, og al den slags arbejde betød forsinkelse, hvilket var endnu en grund til, at Paulus undertiden befandt sig langt fra det sted, hvor han havde planlagt at være, når natten faldt på. OVERNATNING PÅ KROEN Når Paulus nåede frem til et herberg, kunne han ikke være sikker på at få en nats søvn og hvile. De fleste herberger var ikke andet end en gårdsplads omgivet af rum. Bagagen blev lagt i en dynge på pladsen, hvor også dyrene var tøjret for natten. Kuskene og æseldriverne sad omkring små bål, hvis brændsel var tørret gødning, eller sov på jorden viklet ind i deres kapper. De, der havde råd til det, lejede en seng indenfor. Lyden fra de prustende og stampende dyr udenfor blev undertiden overdøvet af en kraftig snorken fra en af de andre, som man delte rummet med, hvoraf en måske var en tyv. Paulus’ frygt for at miste sit værktøj bidrog næppe til en god nattesøvn.

VEJ FRA MADEBAKORTET FUNDET Det berømte kort, Madebakortet, der er fundet i en kirke i Madeba i Jordan, giver os en fornemmelse af, hvordan Jerusalem så ud på højden af den kristne byzantinske tid i det 6. århundrede. Nye udgravninger ved Jaffaporten har netop afsløret en af de handelsgader, kortet viser. Se den flotte stenbelagte gade via linket på TELs linkside.

PAULUS SOM TELTMAGER UNDERVEJS Heldigvis havde Paulus et erhverv, som var meget efterspurgt blandt rejsende. Som teltmager kunne han både forarbejde og reparere alle former for lædervarer, ikke blot de dyreskind, der blev brugt til at lave telte af. De rejsende bar lædersandaler og ofte læderkapper med hætte. De medbragte vand og vin i kalabasser af læder. Trækdyrene var spændt for vogne og kærrer med læderseletøj. Reparation af forskellige lædervarer har utvivlsomt givet Paulus en indtægt, selv om han naturligvis ikke kunne vide, hvornår der ville blive brug for hans arbejde. Han kunne blive tilkaldt,

www.bibelskarkaeologi.dk

13 TEL 4/2009


Romerne brugte milesten som vejvisere. Denne er fundet vest for Jerusalem (i Shefela-området) på vejen til Gaza, hvor evangelisten Filip mødte den etiopiske hofmand (ApG 8,26-39). En romersk mil svarer til 1,48 km. Foto: © holylandphotos.org.

“Fare blandt røvere” er en anden af de apostoliske trængsler, som Paulus omtaler i Andet Korintherbrev kap. 11. Og røvere var næsten lige så almindelige som stamgæsten i alle herberger, utøjet. PENGE KUNNE KØBE BESKYTTELSE Mægtige og indflydelsesrige personer var i en anden situation. Den romerske forfatter Apulejus (ca. 120-180 e.Kr.) fortæller om en prokurator, der var faldet i unåde og var på vej til eksil på den græske ø Zakynthos. Prokuratoren og hans følge tilbragte natten på et lille herberg i Actium, da de blev overfaldet af røvere. Røverne blev slået på flugt af prokuratorens følge, men hans hustru, der frivilligt havde valgt at gå i eksil sammen med ham, blev så opbragt, at hun vendte tilbage til Rom og bad kejseren om at udslette røverne. Kejseren besluttede, at røveren Hemus’ bande ikke længere skulle eksistere, og øjeblikkelig forsvandt den. Så stor en magt havde et ord fra kejseren. Hele banden blev forfulgt af en deling soldater og endte med at blive hugget ned. Den kejserlige magt kunne udøves efter personligt ønske fra dem, der havde status og indflydelse nok til at nå kejseren, ikke af nogen formel institution. Det var også vanskeligt at opnå beskyttelse fra embedsmænd på lavere niveau, eftersom provinsguvernører ikke

rådede over permanente styrker til at udføre almindelige politifunktioner. Selv om de rejste rundt i deres distrikter og holdt rettergang i udvalgte byer, og deres livvagt om nødvendigt kunne bruges til at opretholde roen, afhang hyppigheden af provinsguvernørens besøg til fjerne byer af embedsmandens forgodtbefindende. Mange var mindre samvittighedsfulde, og selv de, der tog deres pligter alvorligt, gjorde ikke noget for at dække deres distrikter systematisk. Det billede, Apulejus giver af de små byer i det nordlige Grækenland, som Paulus rejste igennem, kan minde om småbyerne i det vilde vesten – uden sherif. Man havde ingen anden end sig selv til at forsvare sine rettigheder, og ofte tog man loven i egen hånd. Disse byer blev ofte styret af indflydelsesrige familier, som

plejede deres egne interesser. DEN SVAGE HAR ALDRIG RET De svage var forsvarsløse over for en sådan vilkårlig brug af magt. Hvad skulle det nytte at appellere til guvernøren? Selv om deres klage nåede guvernørens øren, ville han så tro den svages version af begivenhederne? Naboer sluttede sig undertiden sammen mod udefrakommende. Apulejus fortæller om en gruppe røvere, der sniger sig ind i en by og ved lumske forespørgsler på markedet finder ud af, hvor byens pengeudlåner bor. Denne bliver imidlertid klar over, hvad der er under opsejling, og da røverne kommer til hans hus om natten, er han beredt. Da røvernes anfører forsøger at skyde dørens slå fra, sømmer husets ejer hans hånd fast til døren og

Paulus’ rejse-logbog (2. missionsrejse) APG

BREVE

RUTER

AFSTANDE

15,4

Gal 1,18

Jerusalem til Antiokia

233 km

Antiokia til Tarsus

87 km

Tarsus til Faustinopolis

37 km

Faustinopolis til Frygien

272 km

16,6

Frygien til Troas

313 km

16,8

Troas til Neapolis

87 km (til vands)

16,11

Neapolis til Filippi

9 km

15,30 15,41

Gal 1,21

16,12

1 Thess 2,2

Filippi til Thessalonika

53 km

17,1

Fil 4,16

Thessalonika til Berøa

28 km

Berøa til Pydna

19 km

Pydna til Athen

175 km (til vands)

Athen til Korinth

31 km

18,1

Korinth til Efesos

156 km (til vands)

18,19

Efesos til Cæsarea

387 km (til vands)

Cæsarea til Jerusalem

37 km

17,10

17,15

18,22

1 Thess 3,1

Gal 2,1

Ialt: 1.928 km Til fods: 1.122 km Til vands: 806 km

14 TEL 4/2009

Selskab for Bibelsk Arkæologi


løber op på taget for at tilkalde hjælp. Den slags retshåndhævelse er naturligvis meget lokal. Man kunne undgå anklagen for mord blot ved at flytte til en anden by. Bortløbne slaver havde en god chance for at slippe godt fra det. Hvis bølgerne på den anden side gik højt, risikerede tyve simpelthen at blive henrettet på stedet. PAULUS’ MULIGHEDER SOM FATTIG REJSENDE Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor sårbar Paulus var under sådanne forhold. Han var den fremmede, den udenforstående. Der var ingen, han kunne vende sig til for at få hjælp. Han havde ingen naboer eller venner og kunne på utallige måder blive et offer. Jeg mener, det er meget sandsynligt, at det er denne følelse af sårbarhed, der ligger bag hans gentagne omtale af sin “magtesløshed” (1 Kor 9,22; 2 Kor 11,29).

En anden berømt romersk vej var Diolkosvejen, der forbandt Korinths to havnebyer. I dag findes der en kanal, men i antikken måtte man enten tage den farlige sejlads syd om halvøen Peloponnes eller trække skibene over land. Korinth lå nemlig strategisk placeret ved den lille landtange på ca. 6,5 km, der forbandt Peloponnes med fastlandet. Foto: Morten Hørning Jensen.

Hvis byerne var kaotiske, herskede der anarki i landdistrikterne. Selv i den forholdsvis tætbefolkede egn mellem Athen og Korinth, var en del af denne strækning berygtet for sine mange landevejsrøvere. Disse var imidlertid ikke på nogen måde den eneste fare. DÅRLIGE VEJE En anden fare lyder temmelig banal. Ikke alle de romerske veje, Paulus færdedes på, var i så god stand som den berømte Via Egnatia, som han tog fra Neapolis til Filippi og derfra videre til Thessalonika via Amfipolis og Apollonia (ApG 17,1). Via Egnatia var en via silice strata, belagt med hård vulkansk klippe beregnet til vogne og kærrer; ved siden af løb en sti uden belægning til pakdyr og fodgængere. De fleste andre veje havde kun belægning i nærheden af byerne. På disse veje skete det ofte, at sten blev kastet op af de forbipasserende køretøjer, hvilket var en fare, som den rejsende, der gik ved siden af vejen, måtte leve med. Et udsnit af den nyligt genafdækkede mosaik i Lod (se TEL 4/2009), der viser en løves nedlæggelse af en ibex-hjort. Vilddyr var i langt højere grad en virkelighed i antikken, end i dag i Israel og de omkringliggende lande. Foto: © Israel Antiquities Authority.

VILDE DYR Vilde dyr var en anden fare. Apulejus fortæller, at i området mellem Berøa og Thessalonika kom en rig mand fra Korinth for at indfange vilde dyr til sin gladiatorforestilling. Apulejus omtaler specifikt bjørne, ulve og vildsvin. Det var almindeligt, at rejsende var bevæbnet med spyd, buer og køller. Paulus kunne have mødt nogle af disse vilde dyr. Da han blev sendt af sted fra Berøa “ned til havet” (ApG 17,14), drog han formodentlig til Pydna, hvor havnen sikkert stadig har været i brug, selv om byen selv rykkede længere ind i landet i den romerske periode. I fugleflugtslinje er afstanden mellem Berøa og Pydna 50 km gennem bjergrigt terræn, hvor vilde dyr holdt til.

Artiklen fortsættes i næste nummer. Læs mere om Paulus i arkæologisk lys i TEL 3 og 4-2009. Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web

Oversættelse: Birger Petterson

www.bibelskarkaeologi.dk

15 TEL 4/2009


tel-2010-1 Til lands og til vands med Paulus  

www.bibelskarkaeologi.dk store afstande, og kan i virkeligheden vanskeligt fore- stille os en verden, hvor man rejser til fods det meste af...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you