Page 1

DAVIDS PALADS I BIBELEN I 1995, kort tid før min farfar, prof. Benjamin Mazar fra Hebrew University døde, talte jeg med ham om min ide. Jeg nævnte, at der var en stor sandsynlighed for at finde rester af kong Davids palads nær Kenyons område H. Ud over de arkæologiske fund, passer stedet ret godt med formuleringen i 2 Sam 5,17 om, at David i ”Davidsbyen” går ned fra sin bolig til citadellet eller fortet. Citadellet, som han går ned til, var den kanaanæiske/jebusittiske fæstning, klippeborgen (se 2 Sam 5,7). Den havde han erobret kort tid forinden. ”Davidsbyen”s topografi gør det klart, at David kun kunne være gået ned til citadellet fra nordsiden, da byen ellers på alle sider er omgivet af dybe dale. Det giver god mening, at den jebusittiske fæstning har været placeret på det højeste sted i ”Davidsbyen” – altså i den nordlige ende. Herfra ville fæstningen ikke bare kunne overskue alle byens områder, men også tage sig af byens forsvar på dens eneste svage side – nordsiden – som ikke havde et naturligt forsvar i dalsænkningerne. Hvis det var sagen, betyder det, at Davids palads var konstrueret på nordsiden af byen, efter at byen var indtaget og endda uden for byens nordlige befæstningsanlæg.

Er dette Davids palads? Eilat Mazar midt i udgravningerne i ”Davidsbyen” i Jerusalem. (Foto: © The Shalem Center)

EN SPIRENDE TANKE

Af Dr. Eilat Mazar, Jerusalem

Der kan ikke være megen tvivl om, at kong David havde et palads. Bibelen fortæller os, at Hiram af Tyrus (som senere hjalp Salomo med at bygge templet) byggede et palads for David (2 Sam 5,11). I en artikel i Biblical Archaeological Review skrev jeg for 9 år siden om, hvor resterne af Kong Davids palads kunne ligge.1 Jeg foreslog, at man skulle se i den nordlige del af det ældste område af Jerusalem, kendt som ””Davidsbyen””.

Jeg blev grebet af den tanke, mens jeg havde nogle andre opgaver omkring Jerusalems arkæologi. Der havde jeg bemærket de fund, den kendte arkæolog Kathleen Kenyon havde gjort i 1960’erne. I hendes område H i den nordlige ende af ””Davidsbyen”” havde hun fundet en sektion af et massivt offentligt byggeri, som hun mente var en del af en ny kasematmur (dvs. en dobbeltmur med hulrum imellem, brugt til f.eks. opbevaringsrum), som var bygget af kong Salomo. Hun daterede muren til det 10. årh. f.Kr. ud fra de potteskår, der blev fundet. Det er netop kong Davids og kong Salomos tid iflg. Bibelen. Mine spekulationer gik på, om denne kasematmur i virkeligheden kunne være en del af Davids palads.

KENYON MENTE ANDERLEDES Selv om Kenyon daterede resterne af det monumentale byggeri, som hun udgravede i område H, til Davids tid, overvejede hun aldrig muligheden for, at David byggede sit palads uden for grænsen af en befæstet by. Derfor var det heller ikke en mulighed for hende, at dette byggeri kunne have været en del af Davids palads. I stedet overvejede hun, om paladset kunne have været inden for bymuren. Det ville dog dels have krævet, at David havde ryddet et større område i den jebusittiske by, dels ville hans bolig ikke have været særlig stor, for der var simpelthen ikke plads til noget som helst stort derinde.2 LIGEFREM TANKE – FOR MIG For mig forekom det en meget logisk tanke, om David havde valgt et sted lige op ad den nordlige side af den jebusittiske fæstning. Han påtænkte allerede en yderligere nordlig udvidelse af byen med et tempel på det sted, der senere skulle blive Tempelbjerget. Det var her, David købte land fra jebusitten Araunah (2 Sam 24,18-25). I fredstider ville paladsets beboere ikke være udsat for nogen særlig fare, og i tilfælde af et næsten utænkeligt militært angreb kunne paladset forlades, og man kunne træde ned i den

Oversigtskort over ”Davidsbyen”. Her kan ses, hvor de vigtigste udgravninger i Jerusalem er foregået. (Skitse: © The Shalem Center)

barrikaderede bys fæstningsværk. Det er faktisk, hvad 2 Sam 5,17 (og kapitlet som helhed) refererer til, når det siger, at David ’drog ned til klippeborgen’ for at beskytte sig selv mod filistrene, som angreb, efter at han var blevet kronet til konge over hele Israel. David havde lavet en stærk alliance med fønikeren Hiram, konge af Tyrus, som byggede ham et nyt palads i Jerusalem. Da filistrene hørte, at David nu var den nykronede konge over hele Israel, drog de op i krig mod ham. Da David hørte om det forestående angreb, forlod han altså sit nye palads og drog ned til klippeborgen. OPBAKNING FRA TIDLIGERE FUND Da jeg fortalte min bedstefar min ide om den mulige placering af Davids palads, var hans reaktion meget entusiastisk. Han spurgte mig: ”Hvor var det, Kenyon fandt stablerne af kvadre (nøje lagte rektangulære sten) sammen med det proto-æoliske (til tider kaldt for proto-ioniske) søjlehoved? Var det ikke lige ved siden af det sted, du netop taler om?” Han havde helt ret. Da jeg undersøgte Kenyons udgravningsrapport, fik jeg bekræftet, at kvaderstenene og det elegante proto-æoliske søjlehoved var fundet stort set ved foden af den stejle skråning i område H. Det var netop den type unikke fund, man ville vente at finde i forbindelse med et 10 årh. f. Kr.-palads (som det var tilfældet på Megiddo).3

Det søjlehoved, som K. Kenyon fandt under sine udgravninger i 1960’erne. (© K. Kenyon)

Den engelske arkæolog Kathleen Kenyon, der var en af de første til at foretage større udgravninger i Jerusalem i 1960’erne.

4

5


til selve grundklippen (der på dette sted ligger ret tæt på jordoverfladen) uden at finde særligt meget. Derfor havde mange forskere også konkluderet, at det ikke var arbejdet værd at foretage nye udgravninger på stedet. Der gik derfor næsten et årti fra min første artikel, indtil det lykkedes at finde en sponsor og støtte til at gå i gang. For 4 år siden (2002 – red.anm.) fik jeg via mit engagement kontakt til en fondsbestyrelse i New York. De tog imod udfordringen til at støtte udgravningen, så den kunne begynde i midten af februar 2005. UMIDDELBARE FUND

Denne skitse viser, hvor Davids palads iflg. E. Mazars tanker kunne have ligget.

Nærmest fra udgravningens begyndelse kunne vi afdække oldtidsfund, der var bevaret i en utrolig flot stand. Samtidig blev det mere og mere vigtigt at holde paladsteorien i baggrunden, for i stedet at lade stenene ”tale for sig selv”, og på den måde finde frem til, om de ville støtte en paladsteori eller tale imod den. HUS FRA NTs TID

BIBELEN SOM KILDE En af de mange ting, jeg lærte af min bedstefar, var, hvordan det er muligt at relatere til den bibelske tekst. Det gælder om at fordybe sig i den igen og igen for derigennem at finde beskrivelserne af den genuine historiske virkelighed. Det er ikke bare et spørgsmål om at skelne mellem lag af tekstkilder, som er blevet stablet oven på hinanden over generationer, for det har vi ikke altid redskaberne til. Til gengæld er det klart, at i den bibelske tekst finder vi fragmenter af detaljerede historiske fakta. JAGT PÅ SPONSORER På det tidspunkt hvor jeg skrev min første artikel (på hebraisk) om disse ideer, var min bedstefar død. Jeg ønskede at få det ud så hurtigt som muligt, da der foregik så meget ombygning i byen, at jeg var bekymret for, om det mulige sted ville blive involveret. Kun ved at offentliggøre mine ideer, kunne jeg håbe på, at nogen ville rejse den nødvendige kapital til at udgrave stedet. Det ville endda kræve ikke blot en stor sum penge, men også en stor portion mod at støtte denne udgravning, da min rapport ikke havde fået nogen særlige venlig modtagelse i de arkæologiske kredse. De fleste mente, at det ikke ville være muligt at finde noget af særlig betydning oven på ”Davidsbyen”. Området havde været udgravet i flere omgange siden Kenyon, og man var kommet ned

Nordsiden af muren af Kenyons Jerusalem anes til højre i billedet. Nederst ses nogle af de store kvadersten, som var fundet der. Det viser, hvordan arkæologien som videnskab til stadighed står overfor at kunne give foranderlige resultater – for det, der engang var ’sikker viden’ om Jerusalem, er nu blevet helt umuligt at fastholde som fakta. (Foto: E. Mazar)

6

Vores udgravninger afdækkede først et hus fra den byzantinske periode bygget direkte oven på resterne af en stor bygning fra det 2. tempels periode (slutningen af første årh. f.Kr. – frem til Jerusalems fald år 70 e.Kr.). Det var tilsyneladende bygget som en bolig, men alt, der havde overlevet, var dele af kælderen, hvis gulv rummede en række vandindstallationer. Det var imponerende at finde en stor 8,5x3,5 m. pool, et rum med buet loft og et renselsesbad (en miqveh) med trin – alt sammen med fint pudsede vægge. I rummet var der en samling af lervarer, som kunne bekræfte, hvornår brugen var ophørt – nemlig år 70 e. Kr. Det var det år, hvor romerne ødelagde Jerusalem.5

Huset rummede også nogle ret store sten fra en endnu tidligere struktur. Og – rent faktisk – så lå huset fra det 2. tempels tid oven på et tidligere byggeri, der var karakteriseret ved imponerende store byggesten. Nogle af disse store sten var endog blevet genbrugt til byggeriet af det senere byzantinske hus. STOR-STENS-BYGGERI Vi begyndte at kalde bygningen under (og før end) huset fra det 2. tempels tid for ”Stor-stens-byggeriet”. Navnet holdt ved, så det stadig kaldes sådan, indtil vi en dag kan identificere det mere præcist. Vi fandt også dele af dette ”Storstens-byggeri” i de tidligere udgravninger. Udgraverne havde dengang tolket det som en jebusittisk mur, der var blevet ødelagt i forbindelse med Davids indtagelse af Jerusalem. Da de tolkede det som en mur, havde de ikke undersøgt den nøjere – eller havde ledt efter flere store sten, der nu blev fundet spredt ud over hele udgravningsområdet. Derfor havde de heller ikke opdaget, hvad vi så nu. Vi fandt enorme mure fra ”stor-stens-byggeriet” på mellem 2 og 3 meters bredde, som gik i hver sin retning ud fra vores udgravning.

FUNDETS SAMMENHÆNG Den østlige side af ”Stor-stens-byggeriet” følger den nordøstlige forsvarslinie af ”Davidsbyen”. Omkring 5-7 m under den mod syd findes den berømte sten-trappe-struktur, som er den største jernalder-struktur i Israel (i højde op mod 12 etager – bygget op ad bjergskråningen). Nu forekommer stentrappen som en del af det samme bygningskompleks som ”stor-stens-byggeriet”. Hidtil har de fleste forskere troet, at sten-trappe-strukturen støttede en kunstig platform under klippeborgen (2 Sam 5,7), som blot ikke havde overlevet til i dag. Nu ser det ud til at sten-trappe-strukturen også støttede ”Stor-stens-byggeriet”. Den nordøstlige side af ”Stor-stensbyggeriet” var bygget direkte på et 7 m højt udhugget klippefremspring, som Kenyon havde afdækket. Det var nedenfor den klippe, at Kenyon havde opdaget et lag af faldne kvadersten og det protoæoliske søjlehoved. De var altså faldet ned fra ”Stor-stens-byggeriet”. STORSLÅET BYGGERI ”Stor-stens-byggerinet” kan ses som et massivt byggeri, der er bygget på en høj skrænt, og som ikke bare var en offentligt

Oversigtsbillede over udgravningerne, som Mazar foretog i 2005 og igen denne sæson. Uden for udgravningen mod Hinnoms dal finder vi den trappestruktur, som Kenyon fandt.

DAVIDS PALADS?

DEN TRAPPEFORMEDE STRUKTUR

bygning, men et byggeri, der tydeligvis var resultatet af inspiration, forestillingsevne og betragtelig økonomisk investering. Det fremgår ikke bare af de store stens størrelse, men også af det næsten 2 m lange proto-æoliske søjlehoved, som må have været en del af bygningen. Dette eksemplar er det smukkeste og 7


mest elegante søjlehoved, der overhovedet er fundet i Israel. Så er det værd at forestille sig den søjle, der har båret dette hoved – og den bygning, hvor søjle/hovedet har haft sin plads. PLADSEN UNDER HUSET Ud over at området ikke havde været grundigt undersøgt, havde de tidligere udgravere ikke sat sig grundigt ind i området. Stedet var tydeligvis udenfor den kanaanæiske bys mure. Hvordan ved vi det? Under ”Stor-stens-bygningen” var grundklippen blevet jævnet i flere omgange – også enkelte steder fyldt efter med sten. Det havde skabt en jævn overflade med et åbent område, der fremstod adskilt fra omgivelserne. Der var ikke andre ruiner, der stødte op til. Her er også et af de mest interessante elementer i udgravningen. Tilsyneladende var der forud for byggeriet af ”Storstens-byggeriet” foregået et planeringsarbejde. Måske havde der på stedet været en form for kultisk plads? Det har endnu ikke været muligt at sætte nogen datering på planeringen af pladsen, men den er tydeligvis tidligere end ”Stor-stens-byggeriet” og går formentlig tilbage til senbronzealderen (ca. 1500 f. Kr.) – eller måske til mellembronzealderen (ca. 1800 f. Kr.).

var hårdt slidt, hvilket kunne pege på, at det stammer fra slutningen af perioden, ikke begyndelsen. Opfyldningen har efter alt at dømme været der, da ”Stor-stens-bygningen” blev bygget. Spørgsmålet er blot – hvor længe efter selve planeringen er bygningen blevet til. FLERE BYGGEFASER I den sidste måned af vores udgravning fandt vi materiale, der hjalp os til et svar. I to rum i den nordlige del af ”Stor-stens-bygningen” opdagede vi ligesom en anden fase af byggeriet. I det nordøstlige hjørne kan der endda have været en tredje fase, som har haft til formål at styrke byggeriet ved at tilføje en indvendig mur. Potteskår, som relaterer til disse to senere perioder, kan dateres til Jernalder IIa. Det betyder, at bygningen havde i alt fald to, måske tre, byggefaser, som skete hen over en periode på mindre end to århundreder. Første fase, da bygningen blev bygget, må have været omkring begyndelsen af Jernalder IIa – formentlig omkring midten af det 10. årh. f.Kr., hvor Bibelen fortæller, at kong David regerede i Israels forenede kongerige. EN SORT-PÅ-RØD KRUKKE

DATERING VED POTTESKÅR På pladsen var der nogle rester, der hjalp os til at datere den sidste anvendelse af pladsen. Opfyldningen i hullerne var blandet op med store portioner af daterbart lertøj – for det meste kogegrej. Noget af dette var fra mellembronzen og lidt fra senbronzen – men størstedelen var fra jernalderen I (ca. 12. – 11. årh. f.Kr.). Lertøjet fra Jernalder I var tydeligt forskelligt fra det, der er fra Jernalder IIa (10. og 9. årh. f.Kr.). Det første er mere brunt, upoleret og uden en yderkant, imens det senere ofte er mere rødligt med en rød kant og er håndpoleret. I den næste periode bliver lertøjet drejet på en drejebænk. Ud over den forskel er der også en stilmæssig forskel, som bedst ses i profil. Vi fandt Jernalder I-lertøj under “Storstens-bygningen” i forskellige områder og i imponerende mængder.6 Det meste

Der blev fundet rigtigt mange potteskår i de forskellige lag. Flottest var dog uden tvivl den sort-på-rød krukke, som blev fundet i Jernalder IIa-laget. (Skitse: © The Shalem Center)

8

Nogle af de mange segl, der blev fundet i nogle rum neden for trappestensstrukturen i Yigal Shilohs udgravning. (Foto: BAR 23-4)

En lille lerpotte er særlig vigtig. Det er en smuk sort-på-rød krukke, som har været importeret fra Kypern. Den er i en fin forfatning – næsten komplet - og ville ikke have overlevet under

Seglaftrykket Af Dr. Eilat Mazar, Jerusalem foto af det segl, der genopliver den bibelske person Jukal fra at være en nærmest fuldkommen glemt biperson i Jeremias’ bog. (Skitse: © The Shalem Center)

VIGTIGT SEGLAFTRYK Det fund, som måske var vort bedste, kan dateres til den sidste periode, hvor bygningen har været i brug – lige før den babyloniske ødelæggelse. Det er et seglaftryk (kaldes en ”bulla”), som engang fungerede som segl på et dokument, som for længst er gået tabt. Som de fleste bullæ, er dette aftryk en udfladet klump ler på størrelse med en stor fingernegl. Seglaftrykket var ikke særligt nemt at finde – faktisk blev det kun fundet, fordi supervisoren i område A netop stod i den rette vinkel, da solens stråler ramte de afmærkede tegn. Uden et sådant skarpt lys ville det simpelthen have været overset. Selv når bulla’en belyses fra forskellige sider, kan kun dele af bogstaverne ses. Kun fra en bestemt vinkel er det muligt at se alle bogstaverne. KONGELIG MINISTER FUNDET Bulla’en rummer 3 linier med oldhebraisk. Supervisoren Yoav kunne hurtigt læse en del af et navn i den 2. linie ”SLM” (Shalem). Jeg tog bulla’en med hjem om aftenen, og da der var ro i huset, gav jeg mig til at studere den. Efter en tid kunne jeg læse navnet i den første linie som Yehuchal (Jukal i den danske Bibel). Kunne det være et bibelsk navn? Jeg huskede ikke nogen Yehuchal i Bibelen, men måske var min læsning af navnet forkert. Blot for at være sikker, tog jeg en bibelsk encyklopædi og fandt en person med det navn i Jeremias’ bog. Kong Sidkija sendte Jukal, Shelemjas søn til profeten Jeremias med besked om at bede for folket (Jer 37,3).7 I det efterfølgende kapitel møder vi, at den samme mand, som var en minister ved hoffet, hørte de ubehagelige forudsigelser om katastrofen fra Jeremias’ mund.8 Da jeg læste i encyklopædien om denne mand, blev jeg slået af overraskelse, for her havde jeg nærmest fået lov at opvække en mand direkte ud af Bibelen.

ET SÆRLIGT SEGL Der er noget usædvanligt ved denne bulla. I fuld tekst står der: ”lyhwklb nšlmyhw bnšbyi” (Tilhører Jukal, søn af Shelemjyahu, søn af Shovi). Her får vi oplyst navnet på både Jukals far og farfar, hvor det sidste er ganske usædvanligt. Måske var hans farfar en særlig fornem velkendt person af særlig betydning. Det særlige ved den benævnelse kan ses af, at Yigal Shiloh i 1980 fandt 45 bullæ i et ødelæggelseslag i et rum neden for ”Davidsbyen”, og ingen af disse rummer omtale af ejerens farfar, kun hans far. SIKKER DATERING Yair Shoham, som publiserede bullæ’ene fra Shilohs udgravning, var ikke bare arkæolog og epigraf, men også min afdøde mand (døde i 1997).9 Han efterlod en onomastikon (en oversigt over navne og deres former/oprindelse) over navnene på de bullæ, som han havde publiseret. Formen på bogstaverne fra de bullæ, som kom fra Shilohs udgravning, var den samme, som bogstaverne på den nye bulla. Dateringen på Shilohs bullæ var meget sikker – nemlig sammenfaldende med ødelæggelsen af det første tempel i Jerusalem, så vi kunne også datere den nye bulla til den samme periode. Den mest berømte af Shilohs bullæ tilhørte Gemaryahu ben Shafan, kongens skriver og minister på samme tid som profeten Jeremias (Jer 36). Jukal er altså den anden royale minister, hvis navn er fundet på en bulla fra en udgravning i ”Davidsbyen”.

9


disse forhold, hvis den havde været genstand for nogen særlige omvæltninger. Det ser derfor ud til, at den blev flyttet, da den indre mur blev tilføjet under byggeriets tredje fase. Krukkens smukke røde farve – og dens stil giver et sikkert dateringspunkt i det 10. årh. f.Kr. (Jernalder IIa). Det giver også en bekræftelse af vores datering af det lokale lertøj til den samme periode. I det nordøstlige hjørne af bygningen fandt vi lertøj fra Jernalder IIb (8. til 6. årh. f.Kr.). Det antyder, at bygningen var i brug indtil slutningen af det første tempels tid (som endte med den babyloniske ødelæggelse af Jerusalem i 586 f.Kr.). FUND MED FLERE MULIGHEDER I de kommende års udgravninger, håber vi at kunne fortsætte afdækningen af ”Storstens-bygningen”. Men ud fra det, der er fundet hidtil, hvad kan vi konkludere? Arkæologisk set forekommer bygningen rejst enten lige ved slutningen af Jernalder I eller ved begyndelsen af Jernalder IIa – dvs. lige omkring år 1000 f.Kr. Det er i samme tidsrum, David erobrede Jerusalem fra jebusitterne/kanaanæerne if. Bibelen. Der er ikke fundet rester af tidligere bygninger under den. I stedet ser det ud til, at dette område var uden for den jebusittiske by. Kunne bygningen have været et jebusittisk fort, som David indtog (måske det, der er nævnt i 2 Sam 5,6-10 som klippeborgen)? Det er ikke så

sandsynligt, for det ville betyde, at det ikke ville have eksisteret tidligere i byens jebusittiske periode, for det ville så være bygget i slutningen af deres regime. Det ville heller ikke stemme med den forandring, der kommer med den ændrede byggeteknik og det arbejde, der er lagt i konstruktionen af bygningen.

Davids palads – reaktioner fra andre arkæologer

INDSNÆVRING AF MULIGHEDER Hvis det er usandsynligt, at det er et jebusittisk fort, hvad kan det så være? Et nyt tempel? Her er det værd at hæfte sig ved den lange tradition, som også har arkæologisk støtte, at Moria-bjerget, hvor Abraham skulle ofre sin søn Isak (1 Mos 22), har været kultstedet, hvor templet blev bygget (2 Krøn 3,1) – stedet, som i dag kaldes Tempelbjerget, blot nogle hundrede meter nord for vor udgravning. Derfor er det usandsynligt, at ”Storstensbygningen” har været et tempel.

Af cand.theol. Knud W. Skov

Eilat Mazars udgravning har både politiske og videnskabelige implikationer. Her er forsøgt at samle blot et par af de reaktioner, der har været.

KONG DAVID SPØGER Hvilke muligheder er tilbage? Kunne det være en visionær ny regents opfindelse, så han dermed planlagde at udvide byen med et tempel på bjergtoppen mod nord (Tempelbjerget)? Gav kong David fønikerne, som var kendt for deres evner til at bygge, tilladelse til at bygge sig et fantastisk nyt palads udenfor, men i sammenhæng med nordgrænsen for den gamle kanaanæiske by kort før tempelbyggeriet lige nord for blev sat i gang?

Den bibelske beretning forklarer for mig at se bedre de arkæologiske fund, som vi har afdækket, end nogen anden hypotese, der er bragt frem. Rent faktisk svarer de arkæologiske fund helt til den beskrivelse, som Bibelen giver os om Davids nedstigning til klippeborgen.

Noter til teksten kan læses på www.bibelskarkaeologi.dk

FUND FRA TEMPELPLADSEN I årene 1998-99 foretog de muslimske myndigheder på illegal vis en stor opgravning på Tempelpladsen. Jorden var fyldt med arkæologisk materiale fra fortiden. Ingen arkæolog fik dog lov til at overvåge opgravningen, og jorden blev i begyndelsen blandet op med husholdningsaffald og dumpet i Kedrondalen. Senere opgravninger blev kørt til Gaza, og ingen ved, hvor det blev smidt. Den israelske arkæolog Gabriel Barkay gennemgik sidste år den opgravede jord fra Tempelpladsen, som var smidt i Kedrondalen. Alt materialet blev omhyggeligt siet, og alle arkæologiske genstande lagt til side for nærmere undersøgelse. Selv om den arkæologiske sammenhæng, som tingene lå i under Tempelpladsen, er ødelagt, har Barkay og hans hold gjort vigtige fund. De har fundet mange potteskår, rester af smykker og mønter fra alle perioder mellem ca. 800 f.Kr. og langt op i islamisk tid.

10

Blandt de mere specielle fund kan nævnes et lille seglaftryk i ler. Det stammer fra ca. 600 f.Kr., altså fra profeten Jeremias’ Jerusalem. Det lille aftryk rummer tre linjer tekst. I den sidste linje dukker navnet “Immer” op. Teksten har måske lydt: “Tilhørende Galihu, søn af Immer”. Jeremiasbogen beretter netop om, hvordan en præst af Immer-familien kraftigt misbilligede profetens forkyndelse (Jer 20,1-6). Barkays arbejde med at redde, hvad reddes kan, illustrerer den katastrofe, der skete arkæologisk set, da muslimerne lavede den store opgravning. Selv den smule, som har kunnet undersøges arkæologisk, giver dog vigtig information.

Da det nye fund blev kendt, blev zionister forskellige steder i verden – både jødiske og kristne - ekstatiske. Hvis fundet kunne bekræftes som Davids palads, ville det være en modvægt til nyere påstande fra palæstinenserne om, at kong Davids kongerige bare er en politisk fiktion fra en tvivlsom bibeltekst. ”I adskillige år har der været dem, der fremførte, at der ikke er noget vidnesbyrd om offentlige bygninger i Jerusalem fra det 10. årh. f.Kr.” siger Mazar, der selv er glødende zionist, og fortsætter: ”Ud fra det påstår de, at David og Salomo ikke var de vigtige regenter, som Bibelen beskriver. Nu er der vidnesbyrd om sådanne bygninger og de, der minimerer Davids og Salomos betydning, må forholde sig til fakta. For at bygge sådan et bygningsværk må du have en stærk centralregering i Jerusalem. Det er ikke noget i stil med det, som minimalisterne beskriver”. Fundene har trukket Mazar ind i midten af en ophedet arkæologisk debat. Gabriel Barkai, professor v. Bar-Ilan University betegnede fx begejstret Mazars fund som uden fortilfælde: “Hun har for første gang efter mere end 150 års arkæologisk arbejde i Jerusalem fundet en massiv offentlig bygning, som kan dateres tilbage til det 10. årh. f.Kr.”. Andre arkæologer er mere skeptiske. ”Jeg er slet ikke sikker på, at dette er, hvad der er fundet,” siger arkæolog og prof. v. University of Haifa, Ronny Reich. Han har bidt mærke i, at hvis stedet virkelig er Davids palads, må pot-

teskår og mure være fundet i den samme kontekst – hvilket der stadig kan stilles spørgsmål til. Endnu mere kritisk er Israel Finkelstein, professor i arkæologi ved Tel Aviv University og en af de ledende fortalere for den “lave kronologi,” som påstår, at mange af de bygninger, der dateres til det 10. årh. f.Kr. og som tilskrives kong Salomo, i virkeligheden er yngre. Finkelstein karakteriserer den ståhej, der har været om Mazars fund som ”messianske fejltrin i bibelsk arkæologi”. Helt grundlæggende anfægter han Mazars bestræbelser på at forbinde Bibelen med arkæologisk research. ”Det at David tog to skridt ned og fire skridt op og så Batseba bade fra taget, beviser ikke, at du har fundet Davids palads,” sagde Finkelstein til The Jerusalem Post. ”Bibelsk arkæologi er den eneste forskningsdisciplin, hvor tiden stoppede for fire årtier siden, og siden er der ikke sket fremskridt”. Palæstinensiske arkæologer har også bidraget. Hani Nure el-Din, en arkæolog ved Al-Quds University i Jerusalem, sagde til The New York Times, at han og hans kollegaer regner den form for bibelsk arkæologi, der praktiseres af Mazar og andre, for at være en israelsk indsats for at “få det historiske bevismateriale til at passe ind i en bibelsk sammenhæng. De forsøger at forbinde alt, hvad de finder, med de bibelske beretninger. De har en knap – og så forsøger de at lave et sæt tøj ud af det”.

Eilat Mazar, der er en glødende zionist, kritiseres for at lave messianske fejltrin i den bibelske arkæologi. Kritikken har dog endnu ikke været i stand til at forholde sig til det faktiske arkæologiske materiale, da det endnu ikke er fuldt publiceret i videnskabelig form. (Foto: © The Shalem Center)

>>> kortlink.dk/2z75

11

Profile for Thomas Møller

tel-2006-3 Er dette Davids palads;  

tæller os, at Hiram af Tyrus (som senere hjalp Salomo med at bygge templet) Review skrev jeg for 9 år siden om, hvor resterne af Kong Davids...

tel-2006-3 Er dette Davids palads;  

tæller os, at Hiram af Tyrus (som senere hjalp Salomo med at bygge templet) Review skrev jeg for 9 år siden om, hvor resterne af Kong Davids...

Advertisement