__MAIN_TEXT__

Page 1

9. \.

J

4tt

.r

'.\-1

t\Lr

.rt l "Jt

Jr

*-rb,l SÆRNUMMER

I

:._rrbq tt{-!

PASKE


Selskab for Bibelsk Arkæologi Skowej 4, Brejning, 7080 Børkop

side 3 side 5 side 6

Palmesøndag og pilgrimsreise

75 86 17 48 sba-dk@post3.tele.dk

Påskeugens kronologi

http://home3.inet.

leg har længtes efter dette måltid...

tele.dk/sba-dk/ 7 63 96 43 0805 1979533

loliepressenshave...

side lO

Kaifas'palads, Prætoriet og Via Dolorosa

side

Redaktion:

Brev fra arvingen til en korsbærer

side 16

Knud W. Skov (ansv. red.), Carsten Vang, Morten Hørning, Hartvig Wagner

Korset som henretLelsesredskab

side 17

tn brik iel.

side

Ttf.:

E-Mail: lnternet: giro: Norsk giro: Dansk

.

romersk spil

Hoved:kal::tedet og den ny grav . . .

Lay-out:

I

DANgrafik, Herning

..........

(foto: B. Pixner)

Tryk: S.M.Olsens Bogtrykkeri, Holbæk Artikler i TFI daekker ikke nødvendigvrs redaktionens eller SBA's synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi.

Kontingent: Danske kr. i 25,- / norske kr. 140,(For unge under 26 år: 75,-).

Medlemsskab

Israel

Selrkabetr bestyrelse: Cand. mag. lan Dalsten Sørensen (formand), tlf.: 35 82 98 39 Lektor Cand. teol. Carsten Vang

(næstformand), tlf.:

ffi 2i

54 04

Bedst - billigst Gruppe eller

Reisekonsulent Hans Hansen (forretningsfører og kasserer), tlf.: 75 8617 48

Cand. teol. Annette Wiuf Christensen (udgravningskontakt), tlf.: 86 19 00 48 Cand. teol. Knud W. Skov (red. af TEL), tlf.: 86 68 50 90 Stud. teol. Hans.Ole Bækgaard (lnf

ormalionskoordinator)

Tll.:8618 7946 I 8616 6666-18 (MF)

:

E-mail: proverbia@mail.tele.dk' (kontaktes for bestilling af informationsstander og foredragsholdere)

og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal @ sFA

kilde angives.

t

i:: rsSN 0905 - 5827'

-.u

...$i

' I,.9$'

l8

side 22

Ørslegrøden af de hensovede...

Tom grav med rullesten fra Jerusalem

tegnes ved henvendelse til SBA.

3

side 19

.

Hvilket Emmaus? - en overraskende påske!

Forsidefoto:

1

individuel Rekvirer katalog

-75 92 2022 www"felixrejser"dk

side 24


PolmesQndog. og pilsrimsrejse Oprør mod romerne

Af lektor, cand. teol. Carsten Vang, Menighedsfakultetet Arhus

Omkring år 3O drog lesus og hans dis(iple rammen med tusinder af andre pilgrimme op til ,erusalem til påskefesten,

Mange håbede inderligt på, at romernes herredømme ville få en snarlig og brat ende. Og mange jævne mennesker sukkede under det hårde skattetryk, som Herodes og hans efterfølgere påførte folket ved siden af tienden til templet. Da Herodes den Store dØde år 4 f.Kr., udbrød der fire messianske

oprørsbevægelser, som kæmpede mod romerne gennem flere år Den jødiske historieskriver Josefus beretter om, hvordan påsketiden ofte blev anledning til uroligheder og optØjer. Luften var ladet med forventninger og spændinger. Det vidste romerne. Ekstra mandskab var kaldt til den romerske garnison i påskedagene.

fesus

En sydende by

i Betfage

Da Jesus begynder på den stejle

'l led oarkelid var bven fvldt lf rrrrsteounktel al be\øoen.le V ;;;i; i;;J rl'p,ir"L.n.'", Lil

slaqlet i templet og lor gennem spisningen af påskelammet og de usyrede brØd at mindes, hvordan Cud isin tid befriede sit folk fra slaveriet i Egypten.

Mishna 1: Baba Bathra 4,1

opstigning til den hellige by og nærmer sig Oliebjerget fra øst, er det, som om forventningerne når eksplosive højder. lBethania opvækker han Lazarus fra døden, efter at denne har ligget begravet i fire dage (Joh 1 1,38-44). >

En romersk opgørelse udarbe1det

omkring år 60 e.Kr. antyder, at omkring 250.000 påskelam blev slagtet det år Da maksimalt 10 personer kunne være fælles om et påskelam, siger det noget om antallet af festdeltagere i byen. for:kere :kønner lorsigtiqt, at på Jesu tid har mere end 300.000 pilgrimme arligt deltaget i påskefejringen i templet. Disse mange kom især fra selve det jødiske område (if. Luk 2,a1), men også fra de store jødiske samfund rundt omkring i Romerriget og i l\,4esopotamien deltog adskillige. Mange havde været på vandring gennem flere måneder for at kunne nå frem itide til påsken.

Håb om udfrielse Pilgrimmenes påskeforventninqer var store. Man glædede sig intenst til at se den by, som Cud havde udvalgt sig, og til at betræde det hellige hus, som bar hans navn. Der var en udtalt længsel imange kredse, om Cud dog snart ville belri sit lolk, sadan som han i :in tid havde gjort det i Egypten, og at han ville gribe ind og oprette det fredsrige, han havde lovet gennem sine profeter.

Et rekonslrueret billede of, hvilket syn, der mødte lesus, da

gelit Romem)

han kom over aliebierget. (foto: Mor


Dette tegn løber som ild i tørt græs blandt de mange pilgrimme. Når lesus besidder en sådan kraft, hvordan vil det da ikke blive, når han kommer til Jerusalem, til Davids kongeby? f

erusalems bygrænse

I landsbyen Betfage pa Oliebierget sland:er lesur op. Hdn beder lo dilciple om at finde et æsel, der står bundet med sit endnu uprøvede føl (moderæslet skal derfor også med). Betfa-

ge er næppe noget tilfældigt sted. Den markerede bygrænsen til Jerusalem. Betfage begyndte det hellige og rene område. Dette viste sig f.eks. ved, at Betfage la inden for det område omkring jerusalem, hvor man måtte fortære de måltidsofre, der var blevet bragt i templet, og måtte spise påskelammene. lesus rider ikke på æselføllet det sidste korte stykke vej for at spare på kræfterne. Han vil udtrykke I

noget bestemt med denne handling; han kommer som kongen til sit hellige tempel.

@

Messias på et æsel De mange pilgrimme bryder ud ijublende begejstring, da Jesus kommer ridende ned ad Oliebjerget på æslet (Mdtt 21,8-q) De hilser ham med :vingende palmegrene og med kapper på vejen på samme måde, som man modtager en konge, der har sejret i krig. Palmegrene er sejrens symbol. Mange har tydeligvis opfattet Jesus som den lovede konge af Davids slægt. Men hvordan kan synet af en mand, der rider på et æsel, da fremkalde så voldsomme forhåbninger? Æslet var jo den

ISRAELSMISSION lsraelsmissionens avis iniormerer om 'nission blal.dr ioder og fornidle l.end skab til messianske joders vilkar. Redaklor: Kaj Kj€er-Hansen. Avisen kan rekvireres gralis fra: Den danske lsraelsmission Norregade 14 6070 Christiansfeld Ifi.74 56 22 33 Giro 3 05 45 00

t'n

I

tids foretrukne ridedyr for almindelige mennesker. Folk, der red på æsel, var

et hverdagssyn.

Konge på Davids vis Nu havde pilgrimmene iforvejen stærke forventninger til lesus om, at han ville qøre noqet særliqt her ved påsketide. Desuden red kong David isin tid altid på æsel, aldrig på hest. Ved at komme lil lerusalem, Davidr regeringsby, på æsel, antydede lesus, at han var konqe rom D.rvid. Bldndl rabbinerne i det 3. årh. e.Kr. blev det sagt, at ligesom lsraels første forløser, Moses, red på æsel (2 Mos 4,20), vil lsraels kommende forløse1 Messias, gØre det. Her tænkte rabbinerne pa profetien iZak 9,9. Måske var denne forståelse af Messias allerede isvang på Jesu tid. De efterfølgende begivenheder i påskedagene skulle vise, at Jesus ville være konge i en anden forstand, end de flesle pilgrimme havde Lænkl 5rg del.

Ordforklaring: Mishno: en samling rabbinske fortolkI ninger, ca. 200 e.Kr.

lllustrationer

r.rtlrcr-sl< lragglurrcl.

l-rrlr rcs

lrar vi f:icl nogl(.al arlik

Iclnc rrvsl<r'r.rtl:rl

<

trrr.r,

llibclltl,ti

slrcgtcgnin8cr. l(ort. ( lia

skc 1('ologcr.

g|arrr('r'. slar'!llslirvl(.r. V,cl va lg al illu strat io rrcI cr- clcr- lagt v.r'gl l).i. at <lr, sl<irl va'r(. rry1(i{1,(' og ikkc I<Lrn til 1rvrt.

rcs Stor c llibL,llcksi cr l)ats(,fct l)al (lct cn gclsl<o Nril IJihlc l)ictiorialr (1997 r rclgavt.n). Err clc l zrr'1iklcl cl rrvsklr.r,rrt' al danskc l:rglirlk. Dcrt t.ngclskt' rrrigavt. 1-rr,lr

0rrkc ltc hc ls ir lcsl<<.rr'1 og crr rDa'ngclc sr)rii l(ort hja.ilx'r' til a( li)r'stii g('o

År),1

glalicrr.

af va'rkcl el lrrr.cl( arrer l<er rclt sonr ct lcksil(orl :)ii ('t lrojl lilgligl niv('au. Dt'rr rlanskc lr< lgavc cr' ovcrsat og |t'cligcr-ct al' c'anrl. llrcol..lais l irrg

Enhvcr- [ribcl la'scl lrar'

Omfang og udstyr

sltorgslrå1. /,o/r rls 5l olt llibt,llt k tikon ltal svale nc. Va'fk('l cr så orrlirt l('n(lo. itl dcl kaul va'r'(' nyttigt bii(le lbr- rlen al n) in(lc Iigc bibt.lla'scr og

O Tre bind

lrr nt L

Gratis folder

lcologor.

Da clt'rr clanskt. uclgir V(' h()\,(.(lsag('l igt l)livcr

Vi sorrlt,r gt'r'rrc crr IbJ (lcr rr('( l l'l('r1'oplysrrin gr'r' ortr 1.o/r rr,r Slor'r, lli

Pris

la.st al rrr.nrrt,skr.r' nrorl

.!

to/r {'r f{)rsyn('t lr('(l

l:rr t

l)err siinrlecle l)ris er ialt 147{)

l<r'

O Mere end 1500 sider O 2090 opslagsord O Format 17 cm x 24,5 a Garnhæftet og indbundet i blåt lærred O Rund ryg med guldpræg og reliefpræg på bindets forside O Smudsbind trykt i

firfarve


Påskeuqens r

kronologi

Af lektor ved DBl, cand. teol. Torben Kjcer, Kbh.

tre første evangelier har tilsyneladende en anden tidsregning end lohannes Evangeliet når det gælder påskeugen. Kan disse tidsregninger samstemmes - eller er der fejl i teksten? De

Begivenhedernes gang

I I I

tøloe de tre lØrste evdnoelier. tilbered-er disciolene DaskemalLidet om ,orrouqan. Frter sornedganq sprses påskemåltidet (torsdag aften - den 15. nisan ifølge,ødisk tidsregning). Natten mellem lorsdag og fredag {orrådes lesus, han dømmes fredag morgen og formiddag, han korsfæstes og dØr inden solnedgang fredag. Alt dette sker på den 15. nisan, idet døgnet regnedes fra solnedgang til solnedgang

ifølge jøderne. Sabbatten begynder fredag ved solnedgang. På den ligger alt stille. Søndag morgen går nogle kvinder ud til Jesu grav og finder den tom. Alt dette virker enkelt og klart, indtil man læser den danske oversættelse af oh 18,28 oq 19,14. f

I

loh 18,28 står der:

"De førte Jesus fro Kajfos til statholderens borg. Det vor tidligt om morgenen. Selv

gik de ikke ind i borgen, for ot de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid." Dette sker fredag morgen, og man får det indtryk, at man endnu ikke på dette tidspunkt har spist påskemåltidet. I Joh 19,'14

står der:

"Det vor forberedelsesdoqen til påsken, ved den sjette time. Pilotus sdgde til jøderne: Her er jeres konge!"

Dette sker om fredagen, og man tår det indtryk, at påskemåltidet endnu ikke er blevet spist. Ud fra en sådan oversættelse og forståelse kan man opstille følgende modsætning: lfølge de tre første evangelier korsfæstes lesus efter at have spist påskemåltidet. Det sker en fredag = den 15. nisan. lfølge Johannes evangeliet korsfæstes jesus før påskemåltidet er spist. Det sker en fredag = isn 14. nisan. Hvordan skal vi forklare dette?

Forskellige kalendere? En mulighed er at pege på, at der var forskellige kalendere i brug på lesu tid. lfølge den "officielle" kalender blev påskemåltidet spist fredag aften (= den '15. nisan i denne kalender), og den kalender følger Joh. lfølge en anden kalender blev påskemåltidet spist tors.15. nisan i denne dag aften (= den kalender), og den kalender følger de tre første evangelier Det kunne være en mulighed, men måske ikke så sandsynligt. Det afgørende man kan sige imod den er, at den er helt unødvendig, for der er ivirkeligheden ikke nogen modsætning mellem de tre fØrste evangelier og johannes.

'18,28

"

Forberedelsesdagen I )oh 19,14 står der ifølge DO: "Det var forberedelsesdagen til påsken". lgen skal der oversættes anderledes, for det ord, der er oversat med "forberedelsesdagen" (" paroskeuce") anvendes aldrig om dagen for påske, men altid om dagen før sabbat altså om fredagen. Sådan anvendes det overalt i Nl og den korrekte oversættelse er: "Det var forberedelsesdagen i påsken". Dette bekræftes også i 19,31, hvor der står: " Det vor forberedelsesdog, og for ot legemerne ikke skulle blive hængende på korset sobbotten over..,". Den dag, Jesus dømmes og henrettes, er altså dagen før sabbat, fredag. I Joh 19,42 er "forberedelsesdag" ligeledes fredagen.

Det stemmer loh. lærer altså ikke, at Jesus korsfæstes før påskemåltidet, og dermed på den '14.

nisan, men lærer, at Jesus korsfæstes om fredagen - dagen før sab-

Et spørgsmål om ord I den sidste sætning i Joh

"påskefesten", og ordet "fogdslr" (i DO oversat med "kunne holde") kan betyde "spise" eller "felre". Sammen med pascho" betyder det at "fejre påskefesten" = syvdagsfesten. De iØdiske ledere ønsker at deltage i hele festen, men hvis de blev rituelt urene fredag morqen, kunne de ikke deltage i påskefesten den dag.

anven-

des på græsk ordet "pascho", der er

oversat med "påskemåhid" i DO. .l) "Poscho" kan betyde "påskelam" (N.4ark 14,12), 2) "påskemåltid" (Mark 14,14 og 16) eller 3) "påskefesten" (Mark 14,1), dvs. inklusive de usyrede brøds fest (altså syvdages festen). I joh har "poscho" alle andre steder betydningen "påskefesten" (2,13; 2,13; 6,4; 11,55;13,1 og 19,14). Det er derfor rimeliqt, at "poscha" t 18,28 betyder

bat, ligesom de tre første evangelier Og det betyder, at det måltid, der er omtalt i kap.l 3 er påskemåltidet, som Jesus spiste

før korsfæstelsen. Der er

derfor ingen modsætning mellem loh. og de tre fØrste evangelier.

I


leg har længtes efter dette måltido.o .:

Af postor emer. Hortvig Wogner, Herning

........:

:

Betesda Herodes Antipas'

Denne artik€l er med tilladelse en

i:

dam

:

r%

1,

palads

bearbejdelse af en længere artikel "Nazoreans on Mount Zion", skrevet af den kendte arkæolog Bargil Pixner, OSB, Dormition Abbey, lerusalem, som fornylig gæstede Danmark.

o

o

Cetsemane

ø

o

Golgata

I\ en ældste kristne meniohed I ll"rrrrl". havde sit tilholdssted V pu oen gamre oys syovesTrge i

høj. Fra apostlenes dage og indtil slutningen af det 4. århundrede e.Kr var der lesustroende jøder på denne høj, kun afbrudt ien kort periode iforbindelse med de to jødiske oprør mod romerne år 66-70 og 1 32-1 35 e. Kr. Efter eksil i Pella i Østjordanlandet byggede nogle lesustroende jøder ca. år 100 e.Kr. en synagogekirke, hvor "Salen ovenpå" (ApC 1,1 3) havde været. Nogle spor af denne synagoge er bevaret i den såkaldte "Davids grav" under korsfarernes gotiske "Sal ovenpå", ivore dage kendt som Nadversalen. Efter templets ødelæggelse i år 70 e.Kr. overførte de jesustroende iøder navnet "Zion" fra højen mod nordøst, hvor templet havde stået, til deres høj isydvest. Skønt de lesustroende jøder ("Nazoræerne" = kredsen af lesu nærmeste) var rettroende kristne, mødte de voksende modstand fra de hedningkristne. Da den første byzantinske kirke blev bygget på lions bjerg under biskop Kyril ca. år 382 e.Kr blev de sidste "Nazoræere" absorberet af den store "Rigskirke".

Sparsom bevidnelse Flere kristne traditioner knytter sig til Zions bjerg: 1) Nadverens indstiftelse. 2) Den opstandnes møde med disciplene påskedag. 3) Helligåndens komme pinsedag. 4) Jomfru Marias død. Disse traditioner er nært knyttet til

Herodes' haver

J-:" Nuværende

!€

. CLn EE oq t

,...,,/''

mur

I I

'l

I

B\

kvarteret')

/1 -

gF tlo

fiiro",

Essæerporten

Hilnoms

Skitse over lerusalem

dal

, som byen så ud på lesu tid.

traditionen om Zions bjerg som den ældste menigheds tilholdssted. Er der holdepunkter for den antaqelse oq for de øvrige nævnte traditioner, som er knyttet til dette sted? Man må indrømme kritikerne af disse traditioner, at de er sparsomt bevidnet indtil slutningen af det 4. årh.

Det kan imidlertid skyldes, at de kristne på Zions bjerg og deres helligdom blev anset for at være smittet af den arianske lære, som blev fordømt af synoden iNicæa år 325. Den sparsomme bevidnelse af traditionerne vedrørende Zions bjerg betyder dog ikke nødvendigvis, at de er grebet ud af luften.


Skriftlige kilder Den første kirkehistoriker, biskop Eusebius (Euseb) af Cæsarea gØr det allere de i 312 klart, al navet Zion, som før v,tr k-yl.tet trl lpmpelbjprgel, nu ebrugt om lerusalems sydvesthØj, hvor Jesus ifølge Eusebius har virket og undervist. Overføringen af navnet Zion lrl rydverlhøier kan vanrLe igl lirk.iver andre end de fØrste kristne pa stedet, som har betragtet deres helligdom som det nye Zion, hvor Cud har abenbaret sin herlighed i Kristus.

Bi.kop fpi'arius a[ \ala'nis (31540 3) lokali:erer i sknltet P,,in,1non ((,i.

3/5) lesu paskemaltid til "bjerget", hvormed han kun kan mene Zions bjerg. I et andet skrift (ca. 392) beretter Epifanius, at l(ejser Hadrian foretog en rel.e lil Jeru\a en'dr I i0 ll e.Kr. Del hedder: "Han {andt hele byen og Cuds tempel Ødelagt undtagen nogle 'd \u5p og Cuds lille krl<p. hvor drrciplene gik op til 'salen ovenpå'(ApC 1 ,12 13), da de vendte tilbage, elter at Frelseren havde efterladt dem pa Oliebjerget. Her var den blevet bygget pa den del af Zion, som var levnet efter byens ødelæggelse sammen med nogle boliger og syv synagoger.... Af dem blev en enkelt tilbage indtil biskop Maximos' og kejser Konstantins lid som et vagttarn ivingarden, som Skriften siger (Es 1,18)" Epifanius ma her hentyde til de kristnes opholdssted pa Zions bierg. Pa hans tid ma den gamle synagoge have

Den qanle

nur

ved nodveBolen (fota: Hartviq Waqnei

eksisteret og nu være anset som en kir ke "Alle kirkers moder Hvis Epifanius har ret, ma den være .

bygget mellem ar /0 og 130 e.Kr. fØr der endnu var nogen anden kirke i ver d

en.

Origines (185-254 e.Kr.), der levede mange ar i Palæstina, beretler i sin

(alle årstal er e.Kr.)

"Guds lille kirke", set af kejser Hadrian ....................,.....130 "Apostlenes øvre kirke", omtalt af biskop Kyril ,.............348

"Hagia Zion", byzantinernes store kirke,.............,.....ca. 39O - omtalt af Theodosius.. ....................53O - ødelagt af Perserne..... .....,.............614 - genopbygget og ødelagt igen af muslimerne ......966 "Sancta Maria i Zion", korsfarernes kirke..................,...tO99 - ødelagt af sultanen i Damaskus ..,.....,...........,.....1219 Nadversalen i nuværende skikkelse under franciskanernes varet.egt

Marie

Hensovelseskirke.........

Matthæuskommentar, al Jesus efter paskemåltidet gik fra en høj til en anden. Han hentyder til Zions bjerg og Oliebjerget og forudsætter dermed, at Den hellige Nadver er indstiftet pa Zions blerg. I 333 e.Kr. besøgte en anonym pilgrim fra Bordeaux den ødelagt€ tem pelplads. Derfra qik han ned tiL Siloa dam og forbi Kajfas hus op til Zions bjerg, hvor han inden lor Zions mure finder Davids palads og en synagoge, som ganske svarer til beskrivelsen hos Epifa

n iu s.

Vi kan konkludere, at der inden for Zions mure fandtes en helligdom, som set med jØdiske Øjne var en synagoge og 'ned krirlne øjne var en kirke. tt algørende vidne:bvrd he'om [inder vi hos Kyril (315 386 e.Kr.), som var fØdt ilerusalem, hvor han blev biskop. Han holdt. 148 en tale iCravLirken, hvori han sagde: "Vi ved, at Helliganden, som har talt gennem profeterne, steg neo pa apo:tlene som ildlunget pinse dag i 'Apostlenes øvre Kirke'. Hermed mente han u [vivlsomt synagogekirken pa Zion, der ligger højere end Cravkir l<en.

,....,<a, 1342 .........19O1-1910

Arkæologiske vidnesbyrd Byzantinerne byggede en stor kirke Hagia Zion" (Det hellige Zion) pa


Zions bjerg, som tydeligt er markeret på mosaikkortet fra Madaba iJordan (ca. 560). Den er bygget til minde om nadverens indstiftelse, Helligåndens komme pinsedag og lomfru Marias dødssted. Har denne nye kirke inkluderet resterne af den gamle synagogekirke?

Resterne af "Hagia Zion" blev fundet, da man i 1898 udgravede fundamenterne til Zions nuværende vartegn: den smukke Marie Hensovelseskirke, skænket af kejser Wilhelm ll. Disse fund udelukkede, at den gamle synagogekirke kunne have været en del af den store nye basilika "Hagia Zion". Ved siden af denne ser man på l.4adabakortet en selvstændig helligdom, som uden tvivl er synagogekirken, identisk med "Salen ovenpå", Nadversalen. Er der mon sta-

Helligåndskapcllet

Nadvcrsalcn (Coenaculum)

Original

Fodvasknings-

niche Jødekristne synagogc "Apostlcnes kirke"

salcn Nuvir:rcndc gulvniveau

Gammclt---gulvniveau

Original niche Kong Davids kcnotaf Jødekristne synagoge

"Apostlcnes Muslimsk kirke" bønncnichc (michrab)

dig spor af den?

En

granat slog ned

Sporene må søges inærheden af "Davids grav", som korsfarerne fejlagtigt markerede med en såkaldt kenotaf, en lang tom stenblok, som de fleste lsraelsrejsende får præsenteret. Det er ikke Davids virkelige grav. lfØlge Det Camle Testamente blev David nemlig begravet isin by, der lå på Ofelhøien syd for Tempelpladsen. lrods kors[arernes felltagelse e' "Davids grav" på Zion den dag i dag en helligdom for jøderne og har derfor umuliggiort større arkæologiske undersøgelser på stedet. Men en dag i 1948 tØg en jordansk qranat qennem vinduet og eksploderede foran kenotafen. En israelsk arkæolog Pinkerleld lik da under restaurerin

gen i 195'l anledning til at undersØge stedet nærmere. '12 cm under gulvet fandt han et gulv fra korsfarertiden, og 48 cm længere nede dukkede et byzantinsk mosaikgulv op. 10 cm under det lå bygningens oprindelige gulv fra 1. årh. e.Kr. Bag kenotafen fandt han i nordmuren 1,8 m over det oprindeliqe qulv en niche af samme slags, som i synagoger huser de hellige torahru ller Dermed fandt Pinkerfeld det godtgjort, at han havde fundet en meget gammel synagoge.

Verdens ældste kirke Senere viste det sig, at nichen imod sædvane ikke peqede mod stedet, hvor templet havde stået, men derimod nøjagtigt imod Cravkirken længere nordpå. Det kunne tyde på, at stedet, hvor man nu viser "Davids grav" er

S

Mure fra 1. - 11. årh.

I

Kors[arermure 12. - 13. årh. 0

$

Scnere

murc l0

Tvcprsnit og grundplon of Nadversalen

synagogekirken, de Jesustroende jøders gamle helligdom. Den antagelse bestyrkes kraftigt af grafitti på puds, som Pinkerfeld fandt idet underste lag. Den ene tydes sådan: "Oh iesus, herskerens (Davids) Herre, gid jeg må leve."

Dertil kommer, at den underste del af sydmuren og af østmuren i den bygning, som nu i underste etage rummer "Davids grav" og i den øverste "Nadversalen", består af store kvadersten af samme størrelse, som er kendt fra Herodes den Stores tempelbygning og fra hans palads. Disse kvadersten bærer præg af at være genbrugt. Måske er de hentet fra brokkerne af det ødelagte tempel som et symbol på en ny helligdom, et nyl Zion grundlagt af Kristus.

Sammenholdes de litterære vidnes-

byrd med de arkæologiske undersøgelser kan man gå ud fra, at man ilokalet med "Davids grav" står iverdens ældste kristne kirke, som ikke uden grund har fået navnet "Alle kirkers nroder".

Nazoræerne Hvem var de første kristne på Zions bjerg ? Ffter himmellarten på Olieblerget vender disciplene tilbage til Jerusa-

lem til "salen ovenpå", hvor de pleiede at opholde sig. Overraskende hører vi, at jesu mor og hans brødre da har sluttet sig til disciplene (ApC l, I 3-14). Brødrene havde jo tidligere distanceret sig fra Jesus (Joh 7,3-5). Familiemedlemmerne har haft stor indflydelse. Jakob, lesu bror bliver urmenighedens første leder Efter hans martyrdød iår 62 overgår ledelsen til Simon Bar-Kleofa, søn af Jesu farbror Kleofas, den ene af de to, jesus møder på vej til Emmaus. De fØrste kristne blev kaldt Nazo-

ræerne (DO 92: Nazaræerne). Jesus og hans familie tilhØrte en klan, der fastholdt, at de:Lammede fra David jf. .1,1-1 7; Luk lesu slægtsregister (Matt. 3,23-38). Navnet Nazoræer er udledt af Es. 1,11: Messias skal fremstå som et rodskud (på hebraisk netzer) af lsajs stub. lsaj er Davids far. Derfor kaldte Davids efterkommere sig Nazoræerne (se Tel, Jul 1998, s. 14-16). Da hasmonæerne ca. år 100 I.Kr. erobrede Calilæa og Batanæa Øst for Cenesaret sØ og tvang befolkningen til at antage jødedommen, brød nogle af Davidsslægten op fra Babylon og grundlagde landsbyerne Kokhaba i Batanæa og Nazaret iCalilæa. Begge


bynavne har messiansk betydning. Kokhaba betyder "stjernebyen", en hentydning til 4 Mos 24,1/. Nazaret belyder "rodskudbyen", en henlydning

til

Es

.l

1,1

.

lesus og hans familie var sig bevidst

at repræsentere opfyldelsen af

Esajas'

messiasprofeti. De var nazoræere, og blev kaldt sådan af både venner og f,ender (Matt 2,23; Mark 14,67; ApC 3,6). Efterhånden blev navnet brugt om de første kristne i det hele taget (ApC 2a,s).

Essæerne I Det Nye Testamente hører vi om de to religiøse retninger: farisæerne og saddukæerne. Den tredje store retning, essæerne er derimod ikke direkte

omtalt. Siden fundene iQumran i 1947 er essæerne blevet almindelig kendt, idet Qumranfolkene tilhØrte denne retning, som ifølge Josefus og Filo var almindelig udbredt i isolerede samfund rundt om i landet. Pixner anfører gode grunde for den antdgelse, at Jesu familie hdr værel under essæisk indflydelse. lsær på 6t punkt skilte essæerne sig ud fra den traditionelle jødedom. Den fulgte en månekalender, mens essæerne nøje lagde en solkalender til grund for deres religiøse fester og helligdage. Johannes beretter, at Jesus afslår at følge sine brødre Lil lØvhytletesten i Jerusalem, fordi hans time endnu ikke er kommet. Men kort efter at brØdrene er taget afsted, går Jesus også op til festen i Jerusalem (Joh 7,3-10). Forklaringen kan være, at Jesus følger den officielle festkalender, mens brødrene følger essæernes solkalender, hvorefter festen falder tidligere. Kun i et tilfælde bryder Jesus med

tempelautoriteternes almindelige kalender. Da han to dage før den otficielle påske hører, at ypperstepræsterne og de skriftkloge ville slå ham ihjel inden festen (Matt 26,15-1 6), beslutter Jesus undtagelsesvis at fejre essæernes påske, der begynder tirsdag aften modsat den officielle, der indledes fredag aften.

Manden med vandkrukken ville nemlig ikke gå glip af et sidste påskemåltid med sine disciple (Luk 22,15). Han sender Peter og Johannes ind til byen med den besked, at de d6r vil møde en mand, der bærer en vandkrukke. Ham skal de følge frem til et hus med et stort rum ovenpå, hvor alt Jesus

er klar til påskemåltidet (Mark 14,12.16). Hvor lå huset med "salen ovenpå"? Manden med krukken giver et fingerpeg. Han var et særsyn. At bære vand var udelukkende kvindernes opgave. Han har derfor sikkert været en af de essæermunke, der boede i essæerkvarteret, som en lang række forskere mener fandtes på Zions bjerg på lesu tid. lkke mindst har Pixner argumenteret for den teori på grundlag af bl.a. sit fund af Essæerporten, som Josefus omtaler (Bell 5,.145).

Nadversalen et essæisk herberg?

sesbade, der endnu kan ses nær Nad-

versalen. Ejendomsfællesskabet spillede en afgørende rolle for essæerne og kendes kun i den aller ældste menighed i Jerusalem. Den store gruppe præster, der sluttede sig til menigheden (ApG 6,7), kan vanskeligt have tilhØrt lesu værsle fjender blandt det almindelige, saddukæiske præsteskab, men kan tænkes at have tilhørt den essæiske præsteorden på Zions bjerg.

Litteratur: Bargil Pixner, 1996, Mit le5u5 in letusolem

Samme, 1996, wege dps Mp'\to5 und Stol. ten der Urkirche

Pixner antager, at essæerne på Zions bjerg hvert år til påske gav essæiske pilgrimme husly iet stort gæstehjem, hvor lesu bror Jakob havde sørget for plads til Jesus og hans disciple. De tre første evangelisters nadver-

fack Finegan, 1992, The Archeology of The New Testament. The Life of lesus ond the Beginning of the Eorly Church

beretning stemmer med, al lesus fetre-

J.

de den essæiske påske, som begyndte tirsdag aften (da begyndte den 1ødiske onsdag). Det giver også den nødvendige tid inden langfredag til den lange proces mod Jesus, som ifølge den tids jødiske retspraksis umuligt kan være gennemfØrt på en enkelt nat. Oldkirkelige kilder siger da også, at processen strakte sig over to dage. Pixners teori om to forskellige kalendere forklarer endvidere på naturlig måde, at Johannesevangeliet, som lægger den otficielle tempelkalender til grund, nok kan være enig med de tre første evangelister om, at lesus døde en fredag, mens datoangivelsen er forskellig.

Nazoræerne og essaeerne Evangeliernes beretninger om nad

verindstiftelsen og jesu lidelse og død fører frem til Zions bjerg og til kontakten med essæerne, som boede d6r. Alt tyder på, at nazoræerne, de fØrste kristne, har levet nær op ad essæerkvarteret på Zion. I sidste halvdel af sin artikel redegør Pixner udførligt for den teologiske og kirkehistoriske indflydelse, dette naboskab har haft frem til omkring år 400. Dette interessante afsnit falder uden for denne artikels emne. Blot skal del lil slul med, al de førrte kapitler i Apostlenes Cerninger røber spor af essæisk indflydelse: ludas' efterfølger udpeges ved lodtrækning, en metode, som essæerne lagde vægt på. Dåben af de 3000 på pinsedagen kan være sket ide mange store essæiske rensel-

Rdiner Rie\ner, 19a8, de in Jerusolem

und Utgempn-

^\?na

Murphy-O'Connor, 1998, fhe Holy Lond

I


s/ 55,2-9 Hør min bøn, Gud, skjul dig ikke, når jeg bønfalder dig. Lyt til mig, og svar mig, jeg er urolig, og jeg klager. leg er ude af mig selv over fjendens råb, over de ugudeliges undertrykkelse. De vælter ulykke ned over mig, rasende angriber de mig.

jertet skælver i mig, dødsangsten kommer over mig, skræk og rædsel fylder mig, frygt indhyller mig, og jeg siger: Cid jeg havde vinger som duen. så ville jeg flyve bort og finde et bosted. leg ville flygte langt bort og slå mig ned i ørkenen. Sela jeg ville skynde mig at finde ly for den rasende storm, for uvejret. H


Oliebjerget dengang og idag Oliebjerget har fået sit navn efter de træer, der vokser på skråningerne, oliventræet hvis frugter man kan knuse og presse olie ud af. For foden af bjerget var der på lesu tid en lille have (Joh 18,1), som Matthæus og l\4arkus kalder for "Cetsemane", der både på hebraisk og aramæisk betyder "oliepresse". Efter navnet at dømme har man her forarbejdet de indhøstede oliven. Det gjorde man først ved at knuse dem ien grovkværn for derefter at presse olien ud af dem under tryk

-

fra væqtstænqer. Den første olie jomfruolien - opsamlede man efter et let tryk, hvorefter man i etaper forøgede vægten på pressestangen, så der til sidst flØd olie ud så tyk, at det

blev brugt til sæbe. I dag hævder fire steder på Oliebjerget at være det stedet for jesu bønskamp. Mest kendt er den franciskanske have tæt på hovedvejen, hvor 'Alle Nationers Kirke" befinder sig. Den meget smukke kirke er bygget med lysdæmpende vinduer, der giver kirkerummet en fornemmelse af det 'fuldmånelys', der næsten har været i haven op til påske, da den jødiske påske sættes efter den første fuldmåne i måneden nissan. oliventræerne ihåven udenfor er ældgamle, men dog sandsynligvis ikke fra Jesu tid. losefus fortæller nemliq, hvordan Titus skovede alle bjergskråninger rundt om lerusalem for at

bruge lr.eel lil dl bygge balleriramper ved indtagelsen af Jerusalem år 70 (Den jØdiske krig 6.1.1) men netop oliventræet formår at skyde friske skud fra en stub og dermed rejse sig på ny, så hvem ved...


Kaifas' palads, Prætoriet og Via Dolorosa

Jesu vej fro GetsemCIne

til Golgoto

Af postor emer. Hortvig Wogner, Herning

Mellem Sionsporten og Marie Hensovelseskirke på Sions bjerg ligger den armenske Vor Frelsers Kirke, som

Fra Getsemane blev lesus som

fange lørt til et foreløbigt forhør hos den tidligere ypperstepræst Annas (loh 18,13). Han sender lesus videre til den fungerende ypperstepræst, svigersønnen Kaifas (loh 18,24) til det forhør, der endte med rådets dødsdom over lesus.

Hvor var Kaifas' hus? vor foregik nu dette? To steder er itidens løb blevet udpeget som ypperstepræsten Kajfas' hus.

nogle mener markerer stedet, hvor Kajfas'hus lå. Denne tradition kan fØres langt tilbage itiden, og i 1971 172 tandl den israelske arkæolog

M. Broshi i nærheden af kirken ruinerne af en prægtig bygning fra jesu tid. Kunne det være Kajfas'hus? Bygningen rummede imidlertid et smukt væ9maleri, hvor fugle er afbildet. Ypperstepræsten ville næppe have trodset Moselovens billedforbud på denne måde.Det er også usandsynligt, at den hellige nadver skulle være fejret blot ca. 100 m fra ypperstepræstens bolig, og navnlig er det svært at forestille siq, at urmeniqheden, der ifølqe

sikre vidnesbyrd har holdt til på Sions bjerg, skulle have valgt et sted så tæt ved Kajfas' hus.

Kirken "Sct. Peter ved Hanegal" En anden tradition peger pd stedet, hvor " Ha nega lskirken" ligger på Sion-

bjergets østskråning ned mod Ostemagerdalen og Siloa dam og med fin udsigt mod Tempelpladsen. Kirken er .1931 indviet i og fornylig smukt restaureret. Allerede 1888 begyndte den katolske munkeorden Assumptionisterne udqravninqer på området. Man fandt efterhånden bl.a. kornsiloel vægtlodder og rummål og af særlig interesse en døroverligger af sten med indskriften "Qorban", som betyder tempelgave (Mark 7,11). Dette tyder på stedets nære forbindelse til templet. Endvidere fandt man en 6 m dyb og 4 m bred cisterne, ihvis Øverste åbning er meislet tre byzantinske kors, der kan tyde på, at cisternen har været anvendt som fangehul. Ved cisternen er der et vagtrum, hvor huller i to :øjler og ioverliggeren mellem dem kan være brugt til at ophænge og udspænde fanger i under piskning.

Madabakortet Sammenholdes disse arkæoloqiske

fund med det berØmte Madabakort fra slutningen af 500-tallet og med tidlige

f7;-" Modobokottet, som viser lerusalem på lesu tid.

rTz

skriftlige vidnesbyrd, bestyrkes den antagelse, at Hanegalskirken er bygget over Kajfas'hus. Madabakortet er en storslået gulvmo:aik i5ct. Georgs Kirke i Madaba i Jordan. Kortet fremstiller hele Det hellige Land, og gør særligt meget ud af at vise Jerusalems udseende i byzantinsk


tid. Mod syd ser man tydeliqt den store kirke pa Sions bjerg og nadversalen. Endvidere ses Neakirken, en imponerende Mariakirke, hvis beliggenhed er nøje fastslået, idet grundmurene dukkede op under genopbygningen af

den jødiske bydel efter krigen i 1967. Lige syd for Neakirken ser man indgangen til en anden kirke, hvis beliggenhed nøje svarer til den nuværende Hanegalskirke. Det må være den Sct. Peterskirke, f lere oidkirkelige pilgrimme omtaler som identisk med Kajfas'hus.

Skriftlige vidnesbyrd En anonym pilgrim fra Bordeaux

beskrev, hvordan han iar 333 besøgte 5rloa dam og dFrlra "(leg op" lil 5ion. Undervejs passerede han Kaifas' hus,

inden han naede muren rundt om Sions bjerg med "Davids palads". Denne beskrivelse svarer nøje til Han€gals kirkens beliggen hed. Ca. 450 blev der her bygget en kirke, der er omtalt som Peters kirke. Ærkediakonen Theodosius skriver ca. 530: "Fra det hellige Sion til Kaifas' hus, som er den hellige Peters kirke, er der mere eJler mindre 50 passus/dobbelskridt (ca. /5 m)". En engelsk pil grim Saewulf gav i 1102 som den førsle kirken tiln,1vnel (,dlli(,1ntu\ hanegal. Udgravningerne har bekræftet, at der pa slcdel hdr ligqpL flere kirker. som efter ødelæggelse er genopbygqet. Lige nord for Haneqalskirken fandt mdn en lrdppevej, der lØrer op Iil Sion5 bjerg fra Siloa dam. Den [and[e: oq:a pa Kristi tid, og det er rimeligt at antage, at Jesus er fØrt ad denne vej til for høret hos ypperstepræsten. Det kan også være trappen, som pilgrimmen fra Bordeaux benyttede, da han "steg op" til Sions bierg. Der er stadig diskussion om, hvilke af de to traditioner om beliggenheden af Kajfas'hus, der er rigtig: enten den armenske kirke, nær Sionsporten eller Hanegalskirken på skraningen ned mod Ostemagerdalen. De fleste spor taler dog for, at Hanegalskirken er bygget over stedet, hvor radet dØmte Jesus til dØden, og hvor Peter græd over at have svigtet sin mesler.

Hvor residerede Pilatus? Efter forhøret hos ypperstepræsten blev jesus sendt til statholderen, den

romerske præfekt Pontius Pilatus, der fra Cæsarea var kommet til lerusalem

Hanegol\kIken

set

iforhokl

Lil lenpelpladsen

(der

ses i

boggrurtden). (lato: Hortvig Wogner)

for at holde styr pa jøderne under paskefesten. Hvor fandt forhøret hos Pilatus sted? Med andre ord: hvor var prætoriel dvs. præfektens residens? Tre muligheder kan komme pa tale:

og ikke et sted, hvor Herodes den Sto re til dag igl residerede. Det har Pilatus antagelig heller ikke gjor[. Del var derfor næppe her, Pilatus rejste sil dom

Borgen Antonia

dom over jesus. Den tradition opstod

mersæde for at stadfæste radets døds-

De, som i dag besøger lerusalem, er af gode grunde betaget af oplevelserne på stedet, hvor borqen Antonia stod på Jesus tid lige nord for Tempelplad sen ved l. og 2. station pa Via Doloro 54.

Et særligt indtryk gør kongespillet på "Stenbroen" (loh 19,13) under

5ionssøstrenes hus, jævnfør artiklen herom i dette nu mrner. Da korsfarerne i middelalderen søg-

te at fastlægge lesu vej med korset lra forhøret hos Pilatus til Colgata, var man overbevist om, at ruinerne pa stedet med bl.a. den berømte "Ecce Homo bue" stammede fra jesu tid, og at domfældelsen var sket iAntoniaborgen, hvor man antog, at Pilatus

opholdt sig. I dag er det godtgjort, at "Ecce Homo buen" og brolægningen med kongespillet stammer fra Aelia Capitolina = det romerske Jerusalem, som kejser Hadrian lod opbygge efter jødernes sidste opstand år 135 e.Kr. Det udelukker ikke, at et andet tilsvarende kongespil har været anledning til, at soldaterne har underholdt sig med at gøre Jesus til "narrekonge". Der var sådanne spil alle vegne, hvor

romerske soldater holdt

Antonia var udtrykkelig en fæstning

Lil.

som nævnt først i middelalderen.

Citadellet, Herodes' palads Derfor har man peget pa en anden mulighed. Lige syd for Jaffaporten ligger Citadellet med ruiner af Herodes den Stores pragtfulde palads, som romerne havde overtaget, da keiser Augustus forviste Herodes den Stores søn Arkelaos til Callien iar 6 e.Kr. Det kan derfor tænkes, at Pilatus har opholdt sig der under sit paskebesøg ilerusalem. Her har han næppe været sammen med Jesu landsfyrste, Herodes den Stores anden søn Herodes Antipas, som Pilatus overgiver Jesus til (l Lrk 2 ].7). De lo blev lØrsl venner i forbindelse med dommen over Jesus. Før havde der været fjendskab mellem dem (Lu k 23,12). Hvor Herodes Antipas i Øvriqt opholdt sig under påskefesten vides ikke. En tradition vil vide, al d€t var i et hus nord for Antoniaborgen, naer den port som nu af samme qrund kaldes Herodesporten, som dog først er byggel under kejser Hadrian 135 e.Kr. selv om ingen gamle kristne traditioner peger pa, at Pilatus residerede i Herodes'palads oq d6r dØmte lesus til korset, hælder en del forskere doq til >

Ttt


denne teori, der indebærer, at der kun har været kort afstand lil r€Lterstedet pa Colgata lige uden for den daværende bymur

Hasmonæernes palads 5lørst er sandsynligheden for den tredje mulighed, nemlig at Pilatus dømte jesus i den hasmonæiske kongefamilies gamle palads, der ifølge Josefus (Bell ll,l44) ld pd raqden a[ Øvrebyer lige over for den sydlige del al Tempelpladsen pa den anden side af Ostemager dalen. Her residerede Herodes de fønle I5 ar, og her oprettede han et dommersæde (Ant XV 286). Pa samme sted, hvor Josefus lokali serer Hasmonæernes palads, nævner de ældste kristne traditioner en Prætoriumskirke kaldet Pilatus' Kirke. Senere ændres navnet til Sofiakirken. Det mat te jo forekomme unaturligt at hæfte

Pilatus'navn sammen med en kristen kirke. Over lor Pilatus stod den guddommelige visdom i skikkelse af lesus fra Nazaret. Deraf det nye mere passende navn Sofiakirken. Pa Madabakortet ses denne kirke

Rekonstruktians (foto: H. Woqnet)

i

Wolfs Museum, Jerusolen,

nord (tv) for Neakirken, hvis beliggenhed arkæologerne nu hdr ld5tsldeL. Dermed har man endnu et fingerpeg

om prætoriets beliggenhed. Den nævnte pilgrim fra Bordeaux [ortsætter sin beretninq med at fortæl-

son of nagle

o]tLoges

ol ilomrre ko

ptæloriel

le om sin videre tur. Han forlod Sions

bierg og gik nordpa mod Neapolispor len, der \vdrer Iil Damarku>porien. Undervejs sa han til højre ned mod Ortemagerdalen. hvor han fik øje pa murene af Pilatus' prætorium. Også den omtalte Theodosius har en bemærkning om prætoriets beliggenhed. Han oplyser, at der "fra Kajfas' hus til prætoriet er mere eller mindre end 100 passus/dobbelskridt (ca. 1 50

m)." Sammenholdes de meget tidlige skriftlige vidnesbyrd med Madabakortet, er der god grund til at antage, at Hasmonæernes palads er identisk med Pilatus' prætorium, hvor jesus blev dØmt til korset. Pilatus har da overtaget traditionen fra Herodes den Store, der benyttede Hasmonæernes palads som retslokale og forvaltningsbygning, mens paladset ved ldlfdporten var hans luLsuriøse prrvatbolig. Man taler henholdsvis om Herodes' nedre og øvre palads.

Rester af prætoriet? Selv om man som nævnt ovenfor kan fastslå, at Hasmonæernes palads/præ-

toriet har ligget i et område nær den store trappe, der i dag fører ned fra den genopbyggede jødiske bydel til pladsen ved Crædemuren, er det hidtil ikke lykkedes at finde sikre spor af det længst forsvundne palads. Lige nord lor denne lrappe se5 ruinerne af en kirke "Sct. Maria iJerusalem" med tilhørende kapitelsal, som Billede af kapitelsolen v. Moriokirken ved den store troppe fro pladsen v. Crædemuren. Her har prætoriet ontogelig ligget. (foto: Hortvig Wogne)

TT4

den tyske ridderorden byggede ca. ar 1100. Det er tænkeligt, at dette byg-


ITlr't:IT ill(rl

geri har fjernet sporene af prætoriet. Syd for den nævnte trappe foretog L.H. Vincent i 1914 undersøgelser i forbindelse med et nybyggeri, hvorunder han fandt rester af en kirke, sandsynligvis Sofiakirken. Mellem murbrokkerne

(),t i*

fandt han mange menneskeknogler, der kan )tdmme lra perrernes drab pa kristne, som man ved havde sØgt tilflugt i kirken, da den og Neakirken blev Ødelagt i 614 e.Kr. Under genrejsningen af den jødiske bydel fandt man lidt længere mod vest resterne af en pragtbygning, der blev ødelagt af romerne i år 70. Ruinerne kan ses i det enestående Wohl Museum under den høje bygning le:chiwa ha-Kotel. Den kendte arkæolog Bargil Pixner antager, at det kan være resterne af Hasmonæernes palads og Pilatus' prætorium, men ikke alle er enige med ham heri.

Via Dolorosa, smerternes vei I middelalderen ønskede pilgrimme at følge vejen, lesus måtte vandre med sit kors til Colgata. De fastlagde da ruten fra Antoniaborgen til Cravkirken med de 14 kendte stationer. Om Via Dolorosas historiske endestation i Grdvkirken er der bred enighed. Men er udqanq:punktel Antoniaborgen eller Citadellet ved Jaffaporten eller prætoriet nær trappen til Grædemuren? Ja, hvor gik den historiske Via Dolorosa? Cår man ud fra, at prætoriet er identisk med Herodes'nedre palads, er Jesus først ført derfra mod vest ad en qade, som der er fundet tydelige spor af. Derefter er han ført mod nord ad en gade, der pd5serer byens torveplads, hvor der har været et myldrende

i=vll]l0,|.il[*i skilt pd nutidens Vio Doloroso, det ongiver retningen, hvot lesus menes ot v(Pre gaet. (fota: Hartvig Wagnea

liv lige før den officielle påskefest skulle begynde. Denne gade nåede til bymuren ved

Cennat-porten (Haveporten), som kaldtes sådan, fordi Herodes den Store lige på den anden side havde anlagt en have over et tidligere stenbrud. Porten har ligqet omtrent, hvor den lutherske ForlØserkirke nu ligger. Ved stenbruddets nordside stod en ca.12 m høj klippeblok af ubrugeligt materiale tilbdge. Del er ColqataLlippen, hvor Jesus og de to forbrydere blev korsfæstet. Stenbruddet blev afgrænset af en stejl klippevæg, hvor grave var anlagt. Blandt dem graven, hvori Jesus blev lagt. Det her skitserede ca. 0,5 km lange fodøb af Via Dolorosa stemmer med, at man ifØlge den ældste liturgiske tekst i oldkirken fejrede lidelsesvejens begyndelse ved Sofiakirken. Den historiske Via Dolorosas forløb er derfor sikkert et andet end det, man nu i 500 år har fulgt. Der er dog ingen grund til at opgive processionen og andagten langs den middelalderlige Via Dolorosa med de 14 stationer fra Antonia til

Cravkirken. Afgørende for troen er alene, at lesu lidelsesvej til kors og død i vort sted aldrig gdr os af minde uanset hvor den præcis har gået.

Litteratur: Bargil Pixner, 1996, Mit le5us in lerusalem Samme, 1996, wege des Messios und Stot' ten det Ukiche

1992, The Archeology of The New Testoment. The Life of lesus ond the Beqinnhg ol the Eorly Church I

Jack Finegan,

LÆS lsrael er icentrum. TV og aviser inter esserer sig tor. hvad der sker i lsrael. lvled god grundl lkke blot fordi politik, kulur og religion støder sammen i lsrael, men først og fremmest fordi lsrael er det folk og dei land, Gud har udvalgt som reds(ab t'l gennemlorelsen af hans frelsesplan.

Også ifremtiden vil lsrael stå icentrum. For her skal der ske vigtige begivenheder itiden frem iiL Jesu genkomst. En at de mader. DU kan holde drg orienteret om lsrael på, er ved at læse månedsbladet 'Ordet oq lsrael'.

S A,><FT RADIO OG TV Nørresundby.

Tlf. 98 17 31 67.

Læs bl.a. om: Aktuelle nyheder lra lsrael

. . . . .

De bibelske profetier l\ilessianske jøder Arkæologi Nyt fra ordet og lsraels arbejde Jerusalem og Tiberias

i

Ring og bestil Ordet og lsrael i dag

t51_


Brev fra CIll)ingen til en korsbrcrer

om Simon of lgrene Af Bodil

F.

Skiøx, Ølsted

Fra Rufus, en tiener af Kristus ,esus og medlem af menigheden i Rom.

Til Lukias, en broder i Herren og lærer i menigheden i Antiokia. Nåde og fred være med dig fra Gud, vor Fader, og Kristus fesus,

som bar korsets forbandelse for os og kaldte os til at være korsbærere.

Den gang, da min far så ganske ufrivilligt og - det tør jeg sige nu - ufortjent blev korsbærer boede han - som du måske ved - hos Kyrenæerne, vores landsmænd, i Jerusalem. Som han tidli gere havde giort det, var han reist dertil for at fejre påsken, og det havde været hans mening at blive pinsen over for derefter at vende hjem igen. Vi fra Kyrene har jo det fortrin som ikke alle jøder i diasporaen har, at vores synaqoqe har et gæstehus iJerusalem, som ligger ikort afstand fra templet.

Samtidig giver et ophold ilerusalem

altid god mulighed for at høre nyt fra et var en glædelig overraskelse I-. laL modtaoe dit brev oo høre V ny,, rra menrgneoen rAnLroKrd. Lad mig straks fortælle dig at både min moder og jeg har fundet os godt tilret-

te her i Rom, især i menighedens fællesskab, hvor vi har mødt andre fra Kyrene. Selv om det ikke altid er lige let at være iøde i keiserens rige, og jødehadet fra tid til anden stikker sit modbydelige hoved frem, kan vi dog glæde os over stor frihed, både når det gælder at finde arbejde og det at kunne reise. Om Rom vil forblive så venligsindet som myndighederne var da vore fædre i sin tid flyttede fra Alexandria til Kyrene er nok tvivlsomt. Men indtil videre glæder vi os over de muligheder vi har - min mor og jeg ernærer os her ved handel - og henter så vores største glæde i det kors som min far - ære være hans minde - så ufrivilligt blev bærer af hin skæbnesvangre dag i Jerusalem. Og vi glæder os over hvor mange frivillige korsbærere der siden da er kommet til. lkke blot iJerusalem og Kyrene, men overalt i kejserens rige.

det jødiske samfund andre steder i verden og min far benyttede sig af begge dele. Når han var ibyen, opsøgte han altid Alexandrinernes synagogen. Dels har vi stadig familie i Alexandria og dels er sproget jo det samme. Som diaspora-jøde fra Kyrene var der altså nok at se til iJerusalem, og min far var af den opfattelse, at det var godt og nødvendigt at styrke forbindelsen til Landet.

den Jesus, hvis kors han havde båret, og som han havde set blive korsfæstet, ham havde Cud gjort både til Herre og til Kristus. I dag er det vores families glæde og frihed, hvad enten magthaverne sidder iAlexandria eller i Rom. Jeg skal gerne minde

dig om det

som skete. Det var endnu først på dagen da det hele begyndte. Fader fortalte hvordan han havde været på vej ind i byen og allerede ved byporten blev trængslen stor. Udefra kom folk drivende med årgamle, lydefri lam på vei til templet for at begynde slagl.ningen af de mange påskelam. lnde fra byen kom romerske soldater med endnu en forbryder på vej til at blive henrettet på hØien uden for byen. Som sædvanligt samlede både hyrderne med påskelammene og soldaterne med forbryderen en skare af tiliøbere,

og ved byporten gik Lrafikken helt i stå. lkke at den ene gruppe for så vidt ænsede den anden; hver passede sit, som om de to grupper, den med påskelammene og den med forbryderen, var helt uden forbindelse med hinanden. Men påstyret blev den udpinte forbryder for meget. Han snublede og vægten af korsbjælken tvang ham helt til jorden. Soldaterne opgav at få både ham og blælken på ret kurs igen. Så var det min far stod netop der Han kunne hverken komme frem eller tilbaAnkelknogle gennemstukket of romersk nogle, som den blev fundet i Civot ho-Mitvor-qroven

i

_r-T6

Men på grund af det som hændte i Jerusalem den dag og dagene derpå ændrede han planer og til vores store overraskelse kom han allerede tilbage lige efter påsken. Det var dog først da andre pilgrimme vendte hiem efter pinse det virkelig gik op for ham, at

1968 (foto: BAS)

ge eller sætte sig til modværge, da soldaterne trak ham ud af mængden og glorde ham til korsbærer Han var hverken stØrre eller mindre end andre,


hverken værre eller bedre end andre. Han var lige så ukendt og anonym som de øvrige i flokken. Men lesus blev den dag, da påskelammene blev ført til templet, ført ud den modsatte vej for at blive korsfæstet og Cud lod ham oprejse og gØre til Herre og Kristus og havde det ikke været for det, så var min fader forblevet anonym og uden en plads ifremtidens historie. Nu ved alle om Simon af Kyrene. Jeg kan betro dig, kære Lykius, at min fader den dag ikke følte sig særlig privilegeret eller heldig over at blive udset til at bære korset videre på dets vel mod målet. Han havde den gang gerne overladt sin plads i historien til en anden. Cerne beholdt sin anonymitet i mængden og undværet at få sit navn indskrevet sammen med Jesus af Nazaret. Jeg forstår ham så godt. Hvordan kunne han vide, at han den dag stod over for ikke blot endnu en forbryder eller endnu et offer for romer-

nes grusomhedeq men over for ham som blev den største af alle verdens forbrydere nogen sinde, ham som bar al verdens synd og skam. Men også over for ham som i sandhed var og er Cuds søn. Som sagt var det først da de

andre pilqrimme vendte tilbage til Kyrene efter pinsedagen i Jerusalem at det hele faldt på plads. Men min fader huskede så godt ordene af den romerske officer den dag ved korset, efter at byen havde ligget hen i mørke og den korsfæstede havde udåndet: "5andelig! Den mand var Cuds søn". Del. var io det, han var, forstod han siden hen. Da det først gik op for ham, blev det ham magtpåliggende, at vi også skulle forstå det og tro det. Han blev ikke blot bærer af korset, men også budbringer om korset. Og for det, kære Lukius, er jeg ham uhyre taknemlig. Havde det ikke været for det budskab havde jeg måske nok siddet i Rom idag, men så havde jeg kun vidst om kejseren i Rom

og ikke om Kristus, universets konge. Du havde måske nok siddet iAntiokia, men ikke som leder ien menighed. Jeg ved ikke om man kan være bærer af budskabet om korset og de gode nyheder om syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv uden også at være korsbærer. Det kan man vel nok. Korset og byrden er io ikke noget man vælger. Det lægges på os. Havde min fader den dag kunnet vælge havde han valgt al gå fti af byrden, valgt at forblive som alle de andre, anonym i mængden. lkke at få en plads ifremtidens historie. Men de tvang ham og lagde korsblælken på ham. Og de næste linjer i f relseshistorien kunne skrives. Fra domfældelsen hos Pilatus fik det videre til korsfæstelsen på Golgatha. Derfra gik det til opstandelsen den første dag i ugen. Og siden er det gået fra Jerusalem, til Judæa og Samaria,

til Kyrene, Antiokia

og Rom og du og jeg, gode Lukius, har også fået vore navne med sammen med den korsfæstede og opstande vor Herre jesus Kristus. Simon af Kyrene qled ud af historien igen. lngen skrev, hvad han gjorde eller hvor han gik hen efter at have båret korset sit stykke af veien. Du glider nok også ud af historien om menigheden i Antiokia og min mor og ieg af historien om menigheden i Rom. Men måtte vi være budbringere om korset længe nok og godt nok til at andre får deres navne med måske ikke i historien - det sker for de færreste men i livets bog. Med til det hØrer måske at være korsbærer Det findes der allerede flere eksempler på hos os- helt konkret har det kostet dem livet. Andre har som min fader måttet bære korsets byrde og skam. For at gØre det måtte han ændre de planer han havde den dag og gå ad en anden vej end han selv ville. Men uden korsbærere går historien om korset istå. Du var selv sammen med de andre ledere hos jer med til at sende Barnabas og Paulus afsted. Nu har Paulus planer om at komme helt til Spanien, hører jeg. Måtte Gud give at der aldrig må mangle fødder og skuldre som vil tage budskabet om korset videre frem til det næste sted til nye mennesker

Hil: de andre imenigheden. Også min broder Alexander, som jeg håber kommer tilbage til jer.


-ns


Hovedslralsstedet Af underviser v. Wycliff Holl, Dr Peter Wolker, Oxford

Der er en begivenhed, dei træder frem som den allervæsentligste åbenbaring af Guds frelsesvilje: lesu legemlige opstandelse på den 3. dag efter hans korsfæstelse. Der vil og har altid været diskussion om, hvad der præcist skete denne første påskemorgen, men for mange er der ingen grund til at betvivle det grundlæggende vidnesbyrd fra lesu disciple - at i modsætning til alle deres forventninger var graven tom, og de så lesus igen som han var - opstået fra de døde.

vor helt præcist foregik denne unikke begivenhed? Vi ved at det skete udenfor murene af det første århundredes lerusalem (se loh '19) men er det muligt at være endnu mere præcise? FormenLlig vil dette spørgsmål kunne holde liv ien stadig debat, selv om der i løbet af de sidste 15 år er kommet nogle vægtige argumenter frem i debatten, som peger i en bestemt retning.

To - eller

tre - muligheder

lndtil for nyligt har der kun været tale om 2 forskellige mulige placeringer af graven. Enten var lesu grav et sted nær ved Jerusalems nordvestlige mur (i det område, hvor den traditionelle Gravkirke (Church of the Holy Sepulchre) ligger), eller også lå den udenfor den nordliqe mur (i det område, hvor den nu britisk ejede Cravhave ligger). I de senere år er der dog også en del israelske guider, der er blevet fascineret af en ide om, at Jesus blev korsfæstet og begravet på Oliebierget. Dette hidtil ukendte forslag er blevet fremsat af amerikaneren lrnesl Martin i hans bog "Secrets of Colgatha". Han tolker påskeberetningen sådan, at den romerske centurion på samme tid må have været istand til

både at se Jesu død oq at forhænget i templet blev revet itu. Da tempelforhænget kun kunne ses fra den østlige side, må korsfæstelsesstedet ifølge Martin være Oliebjerget.

Et helt syitem af ideer Han har andre drgumenter som er baseret på ren spekulativ læsning af teksterne, som netop Johs 19,20 og trækker der på de levitiske tekster til at argumenterer for at 'Øst for lejren' var 'for Herrens ansigt'og derfor stedet for dommen. Han mener også, at der var et vigtigt alter på Oliebjerget (som skulle være baggrunden for referencen i Hebr 13,10-12), hvor kroppe af ofrede dyr blev brændt, og at Jesu offer derfor måtte være foregået på det sted for at opfylde dette gammeltestamentlige mønster for forsoningen. Han påstår endda at Eusebius (som levede ca. 260 339 e.Kr.) havde kendskab til, at Oliebierget skulle være korsf æstelsesstedet. Nærmere undersøgelser antyder at hans argumenter er tynde. Eusebius taler om, at jesus blev korsfæstet nær ved Zions bjerg (i hans kommentar til Es 2,1-4), men dette refererer til et sted nær ved hans egen tids lions bierg (det vestlige bjerg, det, der var den øvre by på jesu tid). Jesu død

opfylder godt nok CTs offerforbillede, men der er intet, der antyder, at han derfor skulle korsfæstes på det selv samme sted. Hvis dette sted virkelig fandtes, ville det mest passende sted for korsfæstelsen i øvrigt være indenfor templets område!

En unødvendig tanke I øvrigt er det slet ikke nødvendigt i forhold til evangelieteksten, at ofliceren med egne øjne så at tempelforhænget flængedes. Desuden - når evangelierne ellers er ret omhyggelige med at referere til Oliebjerget iandre tilfælde (se f.eks. Luk 22,39), hvorfor smutter det netop i denne uhyre vigtige situation - hvis den netop skulle være så vigtig iforhold til CT? Derudover er det absolut usandsynligt, at de romerske autoriteter ville have haft

besværet med at føre fangerne hele velen ud af byen og op på Olieb,erget. Arbejdet skulle jo bare gøres hurtigt og så tæt på byen som muligt.

To reelle muligheder I det perspektiv er det kun Cravhaven og Cravkirken, der giver mening. Hvis, som det nu regnes for sandsynligt, at

forhørt af Pilatus i Herodes' palads (lige inden for den moderne iaffa port), så var afstanden til eksekutionsstedet ikke mere end 300 meter uanset hvilket sted, der vælges. Begge disse steder var også næsten med sikkerhed stenbrud lige uden for murene. Vi ved ikke om lerusalem havde et bestemt otficielt henrettelsessted i den periode. De jødiske autoriteter havde kort tid forinden mistet retten til at idømme og udføre dødsdommen (formentlig ifølge ius glodii i år 6 e.Kr.), Jesus blev

og korsfæstelser skete formentlig ikke særligt otte i jerusalem (i modsætning

til Cæsarea, den romerske hovedstad

i

Palæstina). Så der er en mulighed for at soldaterne simpelthen valgte et passende og synligt sted til lejligheden.

Golgata - hovedskalssted Hvis dette var tilfældet, så refererer

navnet "Golgatha" (hovedskalssted) ikke til et bestemt døds- og eksekutionssted, men at der var nogle andre kendetegn ved stedet, som havde givet det et sådant navn. Også til det krav passer både Cravhaven og Cravkirken. På netop den måde har "hovedskals-klippen" øst for Gravhaven (og ovenover den arabiske rutebilstation) klare kendetegn på en hovedskal. Codt nok liqqer 'munden' på skallen (som den blev lokaliseret i det 19. årh.) nu under busstationens niveau, og mange foreslår, at erosionen gennem årene må

betyde, at klippe-ansigtet med sikkerhed må have set anderledes ud for 2000 år siden. Alligevel er der stadig en rimelig mulighed for, at denne usædvanlige klippeformation tæt på den nordlige mur kunne have fået det særegne navn "hovedskalsstedet" i datiden. På samme tid kan det klippefrem-


spring, der stikker op i Cravkirken, have vundet sig dette tilnavn. Det er et stykke forrevet klippe, der er efterladt uberørt af dem, der brød sten på stedet. Det er i dag svært at fastslå, hvordan det kan have set ud i det første århundrede (og det kan meget vel have været dækket med jord). Det må dog medgives, at da det blev identificeret som Colgata af Biskop Kyril i 348 e.Kr. var det ikke klippens udseende, der blev givet som årsag til identifika-

tionen.

Stedet for stening Måske skal vi istedet undersøqe den

alternative mulighed - nemlig om der var et officielt henrettelsessted udenfor jerusalems mur, som havde opnået det passende og grusomme navn: Hovedskalssted. Det faktum at Misnah refererer til et "stedet for stening" (beit haSekilah, Sanhedrin 6:.1-4) som kan identificeres med hovedskalsklippen nær Cravhaven er fascinerende i denne sammenhæng. Var dette et jødisk henrettelsessted i det andeL5 Lempels periode, som også blev anvendt af romerne? Eller havde romerne helt bevidst valgt at anvende et andet sted til deres fortrukne form for henrettelser - korsfæstelser.

Den 2. og 3. mur Den store fordel ved Cravhavens Colgata er, at der ikke er nogen tvivl om, hvorvidt stedet var uden for Jerusalems mure iår 30. Hos josefus (i Den jødiske Krig 2:148) beskrives det, hvordan der ca. 10 år efter korsfæstelsen (i Herodes af Agrippas regeringstid, år 41-44 e.Kr.) blev bygget en ny nordligere bymur (den såkaldte "tredle mur"). LinefØringen for denne mur er stadig debatteret, idet nogle mener, at den i sin yderste form er nået ud omkring Cravhaven. I alle tilfælde omsluttede denne mur Cravkirkens område. Det væsentlige spørgsmål er dog ikke, hvor denne tredie mur blev [ØrL, men hvor den anden mur gik (som var bygget i det 2. årh. t.Kr.). Denne mur var nemlig jesu tids bymur. Spørgsmålet er hvilken linie denne mur fulgte. særdeleshed er det et vigtigt spørgsmå1, hvis det er Cravkirken, der er det rigtige sted for korsfæstelsen og begravelsen af Jesus. Krilikere af Cravkirken påpeger, at der til dato overhovedet ikke er giort nogle sikre fund af denne mur De mener, at en udvidelse af muren (med den 2. mur) er usandI

tN

kokhim-grove (skol,tgrove) som de hndes idet syriske kopelbog grovkommeret iCrovkirken. De et med sikkethed dotere5 lil del [u\le dthundede e.l'r. (toto: I'nud W. Skov)

synlig af to grunde. For det første af militære årsager, da det vil være unaturligt og overraskende at efterlade et noget højere område mod nordvest ubefæstet. For det andet, hvis det forudsættes af den tredje mur blev byg.10 get blot ca. år senere end korsfæstelsen for at afhiælpe et overbefolkningsproblem i byen, ville dette område så ikke allerede være blevet anvendt til beboelse? I så fald ville det vel ikke have været et henrettelsessted. Den slags kritiske spørgsmål behøves slet ikke rejst overfor Cravhaven. Den nordlige bymur lra detl.e tidspunkt fulgte allerede dengang den nuværende tyrkiske murs linie så stedet lå klart udenfor byen.

Udgravede grave lkke desto mindre peger fortalere for Cravkirken på Kenyons og Vrie./ens udgravninger (hhv. 1967 og 19701974), som stærkt anfØrer at dette område ikke var beboet i det første århundrede. I stedet er der fundet spor af planter, såvel som indikationer på større jordpåfyldninger i det andet årh. e.Kr. (hvilket vil passe

fint med genopbygningen af området under kejser Hadrian i år 135 e.Kr.). Endnu mere markanI er [ilstedeværelsen al kokhim (eller'skakt')-grave i det syriske kapel i Gravkirken, der dermed på det stærke-

ste antyder at dette område var uden-

for muren på lesu tid. Denne form for .l0O

grave var på mode i tiden f ra ca. f.Kr. til ca. 100 e.Kr. Altså har området på et eller andet tidspunkt i denne periode ligget uden for bymuren - og med rimelig sandsynlighed også i begyndelsen af 30'erne. På den måde har området omkring Cravkirken ikke kun traditionen bag sig, men også den moderne arkæologi. På samme lid er det værd al nolere sig den vægt, der ligger bag traditionen, for hvad var det, der gjorde Jerusalems kristne så sikre på netop dette sted?

Et vovet forslag Skeptikere foreslår, at de kristne hand-

lede i uvidenhed eller også, at de fulgte en opportunistisk dagsorden, hvor det gialdt om at gøre dette nØglested inden for byen kristent for derved at få lejlighed til at Ødelægge det hedenske Afrodite-tempel, der havde stået på stedet siden Hadrians tid. Men idisse

tidlige måneder af Konstantins regerinq over det østliqe Middelhavsområde, er det utænkeligt at nogen kom med sådanne motiver. De havde ikke grundlag for at regne med Konstantins velvilje - og de ville skulle lorsvare:ig mod hans naturlige kritiske indstilling om at et bestemt sted, der på dette tidspunkt lå rå nær ved byens cen-


trum, virkelig havde været et korsfæstelsessted uden for murene bare 300 år tidligere. Bare tiltro til en sikker tradition kan forklare deres vovede forespørgsel om at fjerne den hedenske helligdom, der var bygget af Konstantins berømte forgængere. De kunne have været fejl på den i deres antagelse om at Hadrians motiver for at

bygge helligdommen på netop dette sted var bevidst anti-kristelige (for det kunne jo bare have været det bedste sted iforhold til andre mulig byggegrunde). Alt i alt er der dog uhyre lidt tvivl om, at de havde ret ideres identifikation af dette sted som stedet, hvor de lokale kristne mindedes korsfæstelsen.

En

underlig pointe

Der er to ting, der peger i retning af at give en bekræftelse af at der eksisterede en sådan lokal tradition. For det første er der en omtale hos Melito af Sardes, som besøgte Jerusalem omkring '170 e.Kr. I sin prædiken over

påsken refererer han flere gange til at Jesus blev korsfæstet'på pladsens [eller

torvetsl midte'(i Paschal Homily). Hvor i alverden skulle han have fået denne mærkelige u-bibelske ide fra, hvis ikke det var fra besøget ibyen, hvor han må have fået udpeget korsfæstelsesstedet som et sted, der på dette tidspunkt lå inde i byens centrum.

De besøgte ikke Golgata For det andet er der det fascinerende faktum, at Eusebius af Cæsarea beskriver, hvordan der var et ikke så lille antal kristne, der i det tredje århundrede besøgte de steder, der kunne forbindes med Jesu liv (Eusebius: Demonstratio Evangelica 6.18:23 (vedr. de .l:.1; besøgende på Oliebjerget); ditto

3:2; og 7:2 (vedr. de besøgende i lerusalem)). Han fortæller os, at de besøgte grotten i Betlehem og Oliebjerget (som stederne for Jesu fødsel og hans himmelfart). Men ville enhver kristen ikke være lige så optaget af at se stedet for lesu død og opstandelse? Det faktum, at de ikke besøgte dette sted, antyder stærkt, at de simpelthen ikke var istand til det.stedet kan have været kendt men var ikke tilgængeligt. På den måde er det yderst sandsynligt at kristne fra det 2. årh. og fremefter øremærkede dette sted som korsfæstelsesstedet. Oven i dette materiale skal der tilføjes en spændende indrids-

ning af et skib på en af grundstenene. Nogle forskere har decifreret bogstaverne under skibet som "Domine lvimus" (latin for "Herre, vi er kommet"). Eftersom denne sten kun ville have værel. visf trem i I35 e.Kr. og igen i 325 e.Kr. viser det hengivenheden fra en af de vestlige kristne, der har besøgt stedet. På det seneste er der dog opstået en del tvivl om hvorvidt den hidtidige læsemåde er den rigtige, hvilket har fået nogle til at overveje om inskriptionen er blevet ændret en anelse siden den først blev opdaqet i 1971 (Taylor and Gibson).

Gordon kom ikke først I modsætning til dette, kan der ikke opstilles en lignende tradition iforbindelse med Cravhaven. Craven blev fØrst opdaget i 1867 og tiltrak sig derefter hurtigt opmærksomhed. En stor del af årsagen til det var dens beliggenhed nær hovedskals-klippen (der lØrsl blev identilicerel.5om Colgdld .1842

i

af Otto Thenius. Denne identifikation var både udbredt og populær mellem amerikanere og europæere længe før general Cordon besøgte stedet i 1883). Dog havde den også åbenlyse ligheder med evangeliernes beretninger: Apostlen Johannes, der, idet han stirrede udefra ind af indgangen, kunne se ligklæderne (Joh 20,5); englen sad - på den højre side og der må have været et qrædekammer, der var stort nok til at kunne rumme adskillige kvinder på en gang (Mark 16,5). Der blev efterfølqende qiort adskillige Iorsøg på at skatfe dokumentation for tidlige kristne traditioner, som kunne underbygge denne identifikation. Kunne opdagelsen af den såkaldte Venus-sten (i 1923) betyde, at Hadrians Venustempel virkeliq var bygget på dette sted? Viser det byzantinske kors inde igraven en kristen ærbødighed for stedet i den byzantinske periode? Disse forslag dokumenterer næsten mere end de kan bære. Siden man fandl Maddba korlet i 1884, hvorpa Cravkirken tydeligt vises i dens nuværende placering, har der ikke

været nogen tvivl om at korsfarernes opbygning af Gravkirken virkelig er på det sted, hvor Konstantins kirke og Hadrians tempel lå. Hvis derfor de byzantinske kristne brugte Cravhaven, så var det ikke fordi de regnede den for at være lesu grav.

Fra resu

tid - eller før?

Cravhaven må derfor vurderes selvstændigt. Er det Jesu grav. Allervigtigst kan den dal.eres til den rigtige periode? Skeptikere har brugt at mene, at det var en sen byzantinsk grav, men så konkluderede Kenyon og andre, at det muligvis kunne have været en herodiansk grav fra lesu tid. I 1986 fremkom den israelske arkæolog Gabi Barkay med argumentet for, at graven i virkeligheden var en grav fra den sene Jernalder (ll), ca. /00 år f Kr. Denne teori blev baseret på gravens form som helhed, gravens loculis slil og også typen af mejselmærker i graven. Han daterede de omkringligqende qrave på den franske Ecole Bibliques grund til den samme tid og ser hele området nordøst for Damaskusporten som helhed som en jernaldergravplads. Cenerelt har hans argumenter været så overbevisende, så de fleste lorskere idag stølter hans Leori, og i dag er der få, der argumenterer for, at Cravhavens grav er fra Jesu tid.

En ny grav Hvis denne forståelse {ortsat mangler

modargumentation, bliver det meget svært at identificere denne grav som Jesu grav, da den, som vi lærer fra evangelierne, var en ny grav. Det er værd at bemærke, at der er en variantlæsning i de bibelske manuskripter, hvor det græske ord for ny (koinon) er erstattet af ordet for tom (kenon). Hvis del er en riglig læsemåde, behøver vi slet ikke dt se efter en grav {ra det lØrste arhundrede. Til gengæld lår vi problemer med gravens andet kendetegn iflg. evangelierne - at det var en gray hvor ingen endnu havde ligget. Det er yderst usandsynligt, at der ikke skulle have ligget nogen idenne grav fra det /. årh. f.Kr frem til lesu tid.

Rigtigt sted - men forkert grav? Kan graven inde iGravkirken stå bedre

for en tilsvarende prøve? Måske foretrak de kristne i det 2. årh. den, men var de rigtige i deres antagelse. Måske blev det præcise sted glemt, da de kristne måtte flygte fra byen under de store uroligheder i år 70 og 135 e.Kr. Måske tog de kristne fell, da de i 326 e.Kr. identificerede lige netop denne grav som lesu grav. Hvad om de bare ledte idet rigtige område, men tog fejl med at udpege præcist den rigtige grav?

z-1-\_


Dette er fortsat en mulighed - og af bare begejstring over i det hele taget at have fundet en grav, kan have ført til, at de forhastet kom frem til den ønskede konklusion. Det var trods alt et vovestykke at der meqet vel i sidste ende slet ikke kunne være noget at vise frem. Det er ikke så sært, at Eusebius beskriver deres jubel, da graven blev fundet'helt i modsætning til det, de havde forventet", og på trods af deres værste frygt (VC. 3:25). lkke desto mindre antyder det faktum, at de også fandt kokhlm-gravene på det samme tidspunkt, at der må have været nogle særlige grunde til at de foretrak denne grav frem for de andre. Den valgLe grav må have rvareL tilfredsstillende til evangelierne berelnin g.

han så samtidig er så klart overbevist

om at dette virkelig er Jesu grav, der er fundet efter 300 år, må det give os grund lil at overveje om ikke graven i

vedrørende begge gravsteder er trods alt, at de er tomme. Jesus er IKKE der, han er ikke begrænset af en jordisk grav - han er OPSTAET.

så fald virkelig er troværdig. I så fald

må ædiculen i den moderne Cravkirke virkelig markere stedet for Jesu opstandelse.

Der er formentlig ikke særlig mange, der linder den nuværende bygning f ra 1810 særlig smuk. Den er i umiddelbar fare for delvis sammenstyrLning. Nylige billedmålinger af Martin Biddie fra Oxford antyder dog stærkt, at der er mere af den oprindelige klippe, der er gemt under kirken, end det tidligere har været antaget.

Arkæologi og kristentro

Eusebius' skepsis

vil den arkæologiske sikkerhed glide os af hænde - og mange vil formentlig se det positive idet. Det

Det faktum at Eusebius, som er vort hovedvidne til udgravningerne, og som er så skeptisk overfor identifikationen af Colgata og det foreslåede "korstræ", som han vitterlig er, giver os en god grund til at antage, at han er sober og nØqtern i sin vurderinq. Når

vigtigste er dog hverken geografi, men historie - ikke stedet, men hvad der skete der. Eksistensen af to helt forskellige steder giver rum til at kristne med et vidt spektrum af smag kan mindes om og glædes ved Jesu opstandelse, når de er i Jerusalem. Det allervigtigste

I sidste ende

Litteratur C. Bukay, lhe Gorden lomb: wo\ le\ut buried liere? , Biblical Archaeological Revrew 12.2 (Aptil, 1986), p. 40-57. E. Martin: JecretJ of Colgotho: the Lost history of lesus' crucifixlon, (associates for Scriptual knowledge; revised edn, 1996)

K. Kenyon, Digging up lerusolem (Benn, 197 4).

K.J.H. Vriezen (1994), Die Ausgrabungen unter der Erloserkirche im Muriston, lerusolem, 1 9 7 0 - I 9 7 4 (Harassowitz Verlag,

1994). Taylor and Cibson (l 994), p. 61, refers to S. Cibson & ).E. Taylot, Beneoth the Church of the Holy Sepulchre. P.Walket, lesus ond the Holy City: New Testament perspectives on Jerusolem (Eetdmans, 1996), P Walker, Ihe Weekend thot changed the World: the mystery of lerusolem's empty

Iomb (Harpercollins, UK 1999; and john

Knox Press, USA, 2000), esp chs 5-7

I

FørstegrQden af de hensovede... Af stud. teol. Morten Hørninq-lensen, Århus

Tidligt næste morgen, da sabbatten var ovre, gik festen videre. Det var allerede andendagen i den 7 dage lange fest kaldet for "de usyrede brøds fest' (Mark 14,f), og præsterne i templet var i gang med at forberede sig på endnu en betydningsfuld ceremoni: "svingningen" af førstegrøden of byggen for Herrens ansigt, der aftenen i forveien var høstet som den første frugt af alle landets marker (3 Mos 23,10f). Det var nu den 16. dag i årets første måned, nisan, som dette år faldt sammen med den første dag i ugen.

E I andel sted i bven var lo kvinder L ou u", r solens lør5te straler trl et Equ-r",, stenoruo tqe uoenror murene. De havde købt vellugtende salver (Mark 16,1) for at salve deres nu afdøde mester, der var bleveL kor:fæstet på forberedelsesdagen lige inden sabbatten mens påskelammene blev slagtet på tempelpladsen (Joh 19,31). Mens de qik oq drøftede, hvordan de skulle få væltet stenen fra graven og mens præsterne på tempelpladsen svingede førstegrøden af markens høst for Herrens alter så de, at stenen var væltet væk, og graven var tom: Jesus var stået op fra de døde... "Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden of dem, der er sovet hen" (1 Kor 15,20).

_r2

Sådan lyder det i Paulus'store påskeprædiken i 1 Kor.l5, og bag betegnelsen af Kristus som "førslegrø-

de" ligger en hentydning til den icT bestemte offerhandling om førstegrøden. Påske faldt nemlig sammen med byghøsten, og som et takotfer blev en portion af den fØrst høstede byg bragt til templet for på hele nationens vegne at blive ofret til Herren, sådan som det var påbudt i 3 Mos 23,10-l'l: "Iol til israelitterne og sig til dem: Når I kommer ind i det lond, jeg vil give jer, og høster kornet, skol I bringe det første neg af jeres høst til præsten. Hon skol foretoge svingning med neget for Herrens onsigt, for ot I kon opnå hans velbehog; præsten skal svinge det dagen efter sob-

batten". Det skete hvert år den 16. nisan


Jødisk påske og pinse Po.vken var på Jesu rid (:om lor jøder i dag) drtid den 15. nisan, der errer rabbinsk lradiLjon btev sar. ndr den førsre'iutdman; t.i;i døgn. Det kunne være hvilken som netst '"rr. ugeoag. åe;-l o.'"1r." atl btev gjorl ktar rit fesreå, de; surrede !1.t:e:!:!en,"hvor sol_ neogang, n;r en ny daq er beovndr..Ln ny dag begynder .i*riii-i,rr9" jødisk tradition, nar solån er g#t neo og ,'r" ,q"tr*. ilr,.

;;;;'I";;;,j*"" ,." ti;;;il;;

"ir'ir,åroj'n,.

I år,30 (som

idag generelt accepteres som , Jesu dødsår) ved man med stor sikkerhed, at den 15. nisan faljt ,urnrn"n rn"J ,r-Onrr"". ,j'n"*O

parten af "daqen,, faldt sammen med vores lrrd.g. blev indtaget fredog often lige efter solnedgang,

;;. ;;;;ruå.å,i0"

[L""i å." ,lS.

riar det

nisan. Sammenlignet med Åres ærr"maaJrr,iii"å"

således:

to. lndquDqcD

ltl

CrLtvk

kttt iden

fre.

"r" drd#;:il,

lø,

t\tvtt'reDde

.lo})lc by(lel ilt'tLtsele/r. (/oloi K/rtd W Jkov) efter solnedgang

(elter rabbinsk tradition), dagen cfler dorl \lore \,Jobdl\oJg 'on i cr 10 (oq l3) faldl san.rmen rned cn almirrdelig 'l4. sabllat. Dvs. al i ar 30 var dcn nisan, hvor paslcelanrmene blev slagtet, en lredag, den slore hvi edaq den 15. nisan faldt pa en ørdaq, mcns detr 16. nisan, hvor førslegrøden blev bragl til temp el, Ialdt pa en søndaq dcn førsle daq ugen som ogsa Johannes

fortæl er 05 (20,l ). Førsl nar fø15lelJrøclen var otrel, forl.eller Joselus (Ant. 1.10.5), begynd te man al indhøste den øvrige byg pa landets ma rker. Sarnlidig begyndle n.ran nedtællingen lil den næste test 50 dage efler L/gcf€Jt€, ogsa kaldet for kornhøstfeslen (2 Mos 23,1 6; 34,22; 3 Mos 23,15f1; 4 Mos 2B,26fI). Derr laldt

sammerr nred /rvcdehøsle,r, og igen æredc man a tilrgs Skaber, "r/er irtdet brocl sphe frern cl jordt'n" (fra den lødi ske rraltidsbøn) ved at bringc iØrsle grøden li1 Herrcns alter i Lemplel. 50 dage eller pasl(c v.rr djsciplene igen sam cl i jerusalern, og nrens de

var sammen pa dagen, hvor førstcgrø dcn af hveden b ev ofrel lil Herrer', korn He liganden over dcm som L!n qer af ild (ApC 2,1 4). Ogsa dctle

''sarnmenfald l(ommenlerer Paulus, nar han siger: ogso vt, dt:t lwr Ånden son førstegrøde, sukkt:r selv i t'otvettL ning arn bornekor, vorl legernes for-

/osrrirq (Rom

8,2 3).

... De v.rr kommel f or at siqe cl sidsle larvel, oc1 i stedcl var graven tom. De havdc lroet, at de skullc sa ve en clød vens l<rop,

oq

5ledet lravde Cud pa

ffølge 3 Mos 23,.1Off skulle førstegrØden af bygqen brinqes til temptet sabbal', og.den raoånde rabbini'r<å Lrroiti""" ,1.1n^:l _"]!:l i"" å,,11,,,on roreglk med andre iødiske on,nneJinger, jl. artiklen 'Omei,, i fncycf opeOi, luddi(d) Lolkede der som digen'eft"ipuri"t",t"n, ,tL.-u ,?.',ior" Atterede den t6. om alre-nen (dvs. tørdag urt"n ri iol L"ourrji_."* monien. rre mænd med hver deres ,"gr oqiuru gik ,å"r,rlX'i'iå."1"n udpegede mark, hvor kornet var mooåt (om r."q"f i K"j#årf.;;, lige efter solnedganq hØstede de hver 6n "g år, t"r"i r"u"" r,J"j"'0" r,r1,i deligt tre ganqe stiflet de samme spørgsmår tir tirskuerne: "i. ror"'n ga"t ned?,-, Skat je-g bruge dette segt? - 5kil jeg bruge ira 0"." - Skat jeg høsre?', 1p. Kuurtn" tss6:is4t

j""

J*"" lrrå " t rOersneim

i:^r:blr-r/ 1886:619).

Kornaksene blev braot til temolet, hvor de først blev tærsket, så vendt i ruften for avner oq end"erio ,"t åg .;t"i, n,"", 'h""åfa"r. til præsterne, der blandede"førsteg-røden

;;";;i;;;,f;å:;1i1,

med ,L;.ir", de svingede det foran Herren samm€n "q kornaks (,omer,,). med et "1. bundt slu etigr. btev der bragl eL brændofter .rruJrån"i';;"r: ;J;"_ den nye høst begynde. "9 ", Fra den i 6. nisan talte man 49 dage frem, hvorefter uqefesLen lsvarcn_ de til_vorespinse) tatdr. Da akr" pu r,"orrirl ,"rnJ,,'i.,l"li,r""

.

påske og pinse

i-,"åJ"i

for

omertiden". pinsen f atdt,#rn"n'rnlJH*au lretrem ,rt,:!_, ligesern yqd byghø:ten otev tøntegrøden Ur.oi-ill *rn"r.,. :?to ceremonier med utsse førstegrøden i hÅv. påsken åg piniun-l-,"nty_ der Pautus rit, nar han i I Kor 1 5,26 kotder lesus å; :q, Rom 8,23 kalder Anden for "førstegrØde,,.

:i;;r"Åi;;i,

ny grcbef ind den fotste dog iuLlen og denne gang oprejst Krislus lra de døde som " forsteqaden qf de hertsove de". Og nar lørst førslegrødett er lrøstet, sa er del kun et spørg5m.tl ont tid, før resten kommer I hus: hver lll

Litteratur: An(hor Bib e Dl(tionnry, ,lrtiklcll Lncy(lol)edi.r Jud.ric,r, .rtiklen Orlc/ " oq Ole Chr. M. Kvnrme;

illl('(/(/q./

i/{11/l(/-

l5lll.

sin ticl: Krisltts sotn forstetlroclen, der-

It,nr, Os o 1995, s.

næst, nu h(in kotnntt'r, de, rottt lton't Kristus til (1 Kor i 5,23). Clæde ig paskel

A. tdersheinr, Tl:t.' Lil. otid LDr('\ o/ /r'JtiJ th. Me\\iult , Oxlord I 886, vo . 2, s. 6l 8'

19.

I


Hvilket Emmaus? - en overraskende påske! Af postor emer. Hortvig Wogner, Herning

Påskedag om eftermiddagen er to disciple på vej fra lerusalem til Emmaus. En ukendt slutter sig til

og indbydes til at følge med hjem og overnatte hos dem. Under aftensmåltidet opdager de, at den fremmede er lesus, den opstandne Herre. Men i samme øjeblik forsvinder han for deres øjne. Straks bryder de op og går tilbage til lerusalem, hvor de fortæller de øvrige disciple, at de har set lesus. eretningen om de to Emmausvandrere (Luk 24,13-35) er nok den

afdankede soldater under navnet Kalonije eller Qaluniye. Også denne arabiske landsby blev i 1948 ødelagt af israelerne. Nu er der kun overgroede ruiner tilbage nær det farlige sving på motorvejen ved Motza 6,5 km fra jerusalems gamle by.

Stemmer afstanden? Lukas opgiver, dt Lmmdus lå 60 stadier

-

(a. 11,5 km fra lerusalem. Denne angivelse stemmer tilsyneladende ikke med de 23 km til byen Emmaus eller de 6,5

km til landsbyen med samme navn. Denne vanskelighed løste korsfarerne ved at udnævne et tredie sted til at være det bibelske Emmaus, nemlig landsbyen Qaryet elEnab = det nuværende Qiryat Yearim, som ligger nøjagtigt l2 km vest

for Jerusalem.

indrømmelse af skuffelse og frustration understreger beretningens troværdighed. Det gør også den nøiagtige omtale af tid og sted. Her er virkelig tale om en velbevidnet kendsgerning.

Lidt senere udpegede man også landsbyen Qubeiba, der ligger 1 1,2 km nordvest for Damaskusporten til at være stedet, hvor den opstandne Herre spiste med de to disciple. Mange israelsrejsende besøger dette sted for d6r at mindes, hvad Lukas beretter.

Hvor er Emmaus?

To muligheder

Stedet Emmaus har lige siden kirkens ældste tid givet identifikationsproblemer, da man ikke har været sikre på, hvilket Emmaus, de to vandrende har haft som

De to sidste lokaliteter er konstruerede og kan ikke anses for autentiske. N/en

klareste oq mest anskueliqe påske-

beretning i

Nl

De to disciples ærlige

må1.

På lesu tid var der to lokaliteter med navnet Emmaus. 23 km vest for jerusalem lå byen Emmaus, der spillede en afgørende rolle under judas Makkabæus' kamp mod syrerne 161 f.Kr. (1 N4akk 3,38-4,,l5). Senere fik byen navnet Nikopolis og var indtil for nylig kendt under det arabiske navn Amwas eller lmwas. I 1967 ødelagde israelerne byen og deporterede indbyggerne. I dag er der en udflugtspark på stedet nær Latrun Kloste-

ved motorveien lerusalem/Tel Aviv. Der fandtes også en landsby ved navn Emmaus, som Vespasian (69-79 e.Kr.) qiorde til en romersk koloni for rel.

kan der så være tale om en af de to lokaliteter ved navn Emmaus, som begge tilsyneladende ikke stemmer med afstandsangivelsen hos Lukas? Problemet løses ganske enkelt derved, at man skelner mellem en luftlinieafstand og selve vejstrækningen. Josefus angiver f.eks. afstanden Jerusalem/Jeriko til, hvad der svarer til 29 km., mens luftlinieafstanden blot er 24 km. Den 60 stadier - 1 1,5 km lange vejstrækning fra jerusalem til Qaluniye

ved Motza svarer på samme måde nogenlunde til luftlinieafstanden 6,5 km. Nogle håndskrifter opgiver imidlertid afstanden jerusalem/Emmaus til 160 stadier - 31 km. Det svarer iqen noqenlunde til luftlinieafstanden 23 km, idet man

Udsigt mod det nye Vestierusolem fro svinget i Motzo, hvor lorulsbyen prnmsu5 - Qoluniye ld pd lesu tid. (foto: Hortvig Wogner)

må regne med slyngede veje, og at Lukas benytter afrunde tal. Når Lukas, der har et godt lokalkendskab til lerusalem og omegn, udtrykkeligt betoner, at der er tale om londsbyen Emmaus, vil han dermed fastslå, at det ikke er den navnkundige by af samme navn, der ligger så langt mod vest, at disciplene umuligt viile kunne nå at gå til Emmaus og tilbage til lerusalem i løbet af den forholdsvis korte tid, Lukas forudsætter. Den senere ændring fra 60 til 160 stadier kan skyldes en formodning om, at det må have været det fjernere Emmaus,

som alle kendte.

En overraskende påske Når jeg passerer stedet ved det farlige "dødens sving' i Motza, som både har båret navnet Emmaus og svarer til Lukas afstandsangivelse, mindes jeg altid den enestående beretning om de to disciple, som fik en overraskende påskeoplevelse. De mødte en Jesus, som ikke ganske svarede til deres forventning om en politisk forløser, men var en endnu større frelser, som de først erkendte, da han tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Det siges med samme ord, som ved nadverens indstiftelse. De mødte altså den Herre, som havde givet sit legeme og blod :om ronofler for verdens

synder Den ene var Kleofas, Josefs bror. Hvem var den anden? Muligvis hans søn Simeon Bar-Kleofa, som blev den anden leder af urmenigheden iJerusalem efter Jakobs henrettelse i år 62 e.Kr.

Litteratur: Karsten Btrgener, 1992, Die Auferstehung le5u Christivon den

taten.

I

Profile for Thomas Møller

Tel 1, 2000  

Månedsmagasinet TEL

Tel 1, 2000  

Månedsmagasinet TEL

Advertisement