Page 1

Adgang forbudt for hedninger Af ph.d.-stipendiat Morten Hørning Jensen

En mur, der skiller Paulus gør i sine breve meget ud af at beskrive, hvad betydningen af Jesu død og opstandelse er for både jøder og hedninger. Det gør han f.eks.i Efeserbrevet kapitel 2, hvor modtagerne er en menighed af hedninger, som Paulus skriver direkte til og påminder om, at ”I, der var født som hedninger” var tidligere udelukket fra fællesskab med Gud, men nu er I kommet nær ”ved Kristi blod” (Ef 2,11-13). I vers 14 bruger Paulus et billede for at gøre forskellen på jøder og hedninger før og efter Jesu død tydelig. Han taler om en ”mur af fjendskab”, der tidligere skilte jøder og hedninger af, men som nu er revet ned, så de to parter er blevet til ét gennem Jesu død. Umiddelbart er billedet af en mur, der skiller, let forståeligt for hedninger i Efesos såvel som alle mulige andre steder, men arkæologiske og historiske kilder kan hjælpe os til at se et dybere lag i Paulus’ billede. Der er nemlig god grund til at tro, at det var en bestemt mur, Paulus havde i tankerne, og som han kendte fra sin tid i Jerusalem.

Advarselsskilt i hedningernes forgård De antikke kilder, der beskriver templet i Jerusalem på Jesu tid, nævner nemlig en mur, der adskilte hedningernes område fra det område, hvor alene jøder måtte komme og som rummede selve tempel-

Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

Arkæologisk lys på Ef 2,14 komplekset. Herodes den Store havde ladet pladsen omkring selve tempelbygningen udvide til hen ved 300 x 500 meter, og den første del af denne kolossale plads var åben for alle. Det var her de handlende holdt til i nogle af de søjlegange, der omgav hele pladsen. Herodes’ tilbygninger og forbedringer af det gamle tempel havde gjort det berømt i sin samtid, så det tiltrak turister langvejs fra. Når tilrejsende hedninger fra f.eks. Efesos kom til Jerusalem, kunne de altså godt besøge den yderste del af tempelkomplekset. Men et stykke inde på tempelpladsen blev de standset af en mur, hvor der over portene, der ledte videre ind, var opsat advarselsskilte på både græsk, latin og hebraisk. Den jødiske historieskriver Josefus fortæller, at de rummede en advarsel til enhver fremmed om at gå videre under trussel om død (Ant. 15.417f). Her endte turen for en tilrejsende hedning. Bag ved adskillelsesmuren var indgangen til det egentlige tempelkompleks med først kvindernes forgård, så mændenes forgård, så præsternes forgård med brændofferalteret, inden selve tempelbygningen kom med det Hellige og det Allerhelligste.

Advarselsskiltet fundet Faktisk er vi så heldige, at to af disse advarselsskilte, der sad i det tempel, Jesus og disciplene kendte, har overlevet til moderne tid. De første blev fundet i 1871 og befinder sig nu i Istanbul. Det er endda bevaret i hel stand med letlæselige græske bogstaver. Det andet, der blev fundet i 1935 og nu befinder sig på Rockerfeller-museet i Jerusalem, er derimod kun bevaret delvist. Dette fragment rummer også advarslen på græsk. Advarslen lyder: Ingen fremmed må gå bag indelukket rundt om helligdommen. Den, der bliver pågrebet, vil selv være årsag til den efterfølgende død.

Paulus på tempelpladsen Det første advarselsskilt fundet i 1871 med græsk inskription. Brudstykket af det andet advarselsskilt fundet i 1935 er vist som baggrundsbillede th. De to billeder er gengivet med tilladelse fra Alan Millards bog. Fund fra Jesu tid, der er udgivet af Lohses Forlag i samarbejde med SBA, se mere på bagsiden.

12

Model af tempelpladsen fra Jesu tid set på afstand. Kun den første del af den åbne plads var tilladt for hedninger. Foto: © Pictorial Library of the Bible Lands.

At jøderne tog dette forbud alvorligt, fik Paulus selv at mærke under det besøg i Jerusalem, der endte med at bringe ham til Rom som fange. Paulus var i templet for at bringe et renselsesoffer (ApG 21,26), da nogle jøder fik øje på ham og udbrød: ”Israelitter, kom og hjælp! Her er den mand, som med sin lære alle vegne og over for alle er imod folket og

loven og dette sted. Og han har oven i købet taget grækere med til templet og vanhelliget dette hellige sted.” (ApG 21,28). Man mente altså at have set Paulus tage nogle ikke-jøder med ind bag advarselsskiltet! I virkeligheden havde Paulus blot færdedes med nogle grækere uden for templet (ApG 21,29). Anklagen blev taget så alvorligt, at Paulus straks blev pågrebet og en umiddelbar lynchning var blevet gennemført, hvis ikke den romerske kommandant fra Antoniaborgen var kommet Paulus til undsætning (ApG 21,31-36). Senere blev Paulus anklaget i Cæsarea for at have overtrådt den jødiske lov på netop dette punkt (ApG 24,6).

Et tempel for alle Templet var for en jøde på Jesu tid det sted på jorden, hvor Gud var særlig nær. Dets hellighed var ukrænkelig og skulle værnes for enhver pris. Vi har mange eksempler i både Ny Testamente og i andre samtidskilder på, hvordan et angreb på templets hellighed som intet andet kunne bringe jødernes sind i kog. Templet var forbeholdt jøderne alene som det udvalgte folk, og kun én mand, nemlig ypperstepræsten, måtte gå ind i det Allerhelligste, og det kun én gang om året. Det er netop denne virkelighed, der ifølge Paulus blev lavet om, da Jesus døde og genopstod. Hedninger, der som uomskårne tidligere var adskilt fra Gud uden håb i verden og uden borgerret i Guds by og tidligere var langt borte, er nu kommet nær (Ef 2,11-17). Det har præcis den konsekvens, at både jøder og hedninger på én og samme måde nu har adgang til det Allerhelligste og ”til Faderen” (2,18). Hedninger er ikke længere ”fremmede og udlændinge” men i stedet ”de helliges medborgere og hører til Guds husstand” (2,19). Som Paulus til slut gør det klart, så er der med Kristus som ”hovedhjørnestenen” bygget et helt nyt tempel i Ånden, hvor

muren med advarselsskiltet er væk: ”I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden” (2,21-22). ■ VIL DU VIDE MERE, så tjek litteraturreferencerne og noterne til denne artikel på www.sba-dk.dk.

Advarselsskilt i templet på Jesu tid. Ingen fremmed må gå bag indelukket rundt om helligdommen. Den, der bliver pågrebet, vil selv være årsag til den efterfølgende død. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os… Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. Ef 2,14.19-21.

De bragte hele folkeskaren i uro og greb fat i Paulus og råbte: “Israelitter, kom og hjælp! Her er den mand, som med sin lære alle vegne og over for alle er imod folket og loven og dette sted. Og han har oven i købet taget grækere med til templet og vanhelliget dette hellige sted”. De havde nemlig tidligere set Trofimos fra Efesos sammen med Paulus ude i byen, og de troede, at han havde taget ham med til templet. ApG 21,27-29.

13


Adgang forbudt for hedninger Af ph.d.-stipendiat Morten Hørning Jensen

En mur, der skiller Paulus gør i sine breve meget ud af at beskrive, hvad betydningen af Jesu død og opstandelse er for både jøder og hedninger. Det gør han f.eks.i Efeserbrevet kapitel 2, hvor modtagerne er en menighed af hedninger, som Paulus skriver direkte til og påminder om, at ”I, der var født som hedninger” var tidligere udelukket fra fællesskab med Gud, men nu er I kommet nær ”ved Kristi blod” (Ef 2,11-13). I vers 14 bruger Paulus et billede for at gøre forskellen på jøder og hedninger før og efter Jesu død tydelig. Han taler om en ”mur af fjendskab”, der tidligere skilte jøder og hedninger af, men som nu er revet ned, så de to parter er blevet til ét gennem Jesu død. Umiddelbart er billedet af en mur, der skiller, let forståeligt for hedninger i Efesos såvel som alle mulige andre steder, men arkæologiske og historiske kilder kan hjælpe os til at se et dybere lag i Paulus’ billede. Der er nemlig god grund til at tro, at det var en bestemt mur, Paulus havde i tankerne, og som han kendte fra sin tid i Jerusalem.

Advarselsskilt i hedningernes forgård De antikke kilder, der beskriver templet i Jerusalem på Jesu tid, nævner nemlig en mur, der adskilte hedningernes område fra det område, hvor alene jøder måtte komme og som rummede selve tempel-

Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

Arkæologisk lys på Ef 2,14 komplekset. Herodes den Store havde ladet pladsen omkring selve tempelbygningen udvide til hen ved 300 x 500 meter, og den første del af denne kolossale plads var åben for alle. Det var her de handlende holdt til i nogle af de søjlegange, der omgav hele pladsen. Herodes’ tilbygninger og forbedringer af det gamle tempel havde gjort det berømt i sin samtid, så det tiltrak turister langvejs fra. Når tilrejsende hedninger fra f.eks. Efesos kom til Jerusalem, kunne de altså godt besøge den yderste del af tempelkomplekset. Men et stykke inde på tempelpladsen blev de standset af en mur, hvor der over portene, der ledte videre ind, var opsat advarselsskilte på både græsk, latin og hebraisk. Den jødiske historieskriver Josefus fortæller, at de rummede en advarsel til enhver fremmed om at gå videre under trussel om død (Ant. 15.417f). Her endte turen for en tilrejsende hedning. Bag ved adskillelsesmuren var indgangen til det egentlige tempelkompleks med først kvindernes forgård, så mændenes forgård, så præsternes forgård med brændofferalteret, inden selve tempelbygningen kom med det Hellige og det Allerhelligste.

Advarselsskiltet fundet Faktisk er vi så heldige, at to af disse advarselsskilte, der sad i det tempel, Jesus og disciplene kendte, har overlevet til moderne tid. De første blev fundet i 1871 og befinder sig nu i Istanbul. Det er endda bevaret i hel stand med letlæselige græske bogstaver. Det andet, der blev fundet i 1935 og nu befinder sig på Rockerfeller-museet i Jerusalem, er derimod kun bevaret delvist. Dette fragment rummer også advarslen på græsk. Advarslen lyder: Ingen fremmed må gå bag indelukket rundt om helligdommen. Den, der bliver pågrebet, vil selv være årsag til den efterfølgende død.

Paulus på tempelpladsen Det første advarselsskilt fundet i 1871 med græsk inskription. Brudstykket af det andet advarselsskilt fundet i 1935 er vist som baggrundsbillede th. De to billeder er gengivet med tilladelse fra Alan Millards bog. Fund fra Jesu tid, der er udgivet af Lohses Forlag i samarbejde med SBA, se mere på bagsiden.

12

Model af tempelpladsen fra Jesu tid set på afstand. Kun den første del af den åbne plads var tilladt for hedninger. Foto: © Pictorial Library of the Bible Lands.

At jøderne tog dette forbud alvorligt, fik Paulus selv at mærke under det besøg i Jerusalem, der endte med at bringe ham til Rom som fange. Paulus var i templet for at bringe et renselsesoffer (ApG 21,26), da nogle jøder fik øje på ham og udbrød: ”Israelitter, kom og hjælp! Her er den mand, som med sin lære alle vegne og over for alle er imod folket og

loven og dette sted. Og han har oven i købet taget grækere med til templet og vanhelliget dette hellige sted.” (ApG 21,28). Man mente altså at have set Paulus tage nogle ikke-jøder med ind bag advarselsskiltet! I virkeligheden havde Paulus blot færdedes med nogle grækere uden for templet (ApG 21,29). Anklagen blev taget så alvorligt, at Paulus straks blev pågrebet og en umiddelbar lynchning var blevet gennemført, hvis ikke den romerske kommandant fra Antoniaborgen var kommet Paulus til undsætning (ApG 21,31-36). Senere blev Paulus anklaget i Cæsarea for at have overtrådt den jødiske lov på netop dette punkt (ApG 24,6).

Et tempel for alle Templet var for en jøde på Jesu tid det sted på jorden, hvor Gud var særlig nær. Dets hellighed var ukrænkelig og skulle værnes for enhver pris. Vi har mange eksempler i både Ny Testamente og i andre samtidskilder på, hvordan et angreb på templets hellighed som intet andet kunne bringe jødernes sind i kog. Templet var forbeholdt jøderne alene som det udvalgte folk, og kun én mand, nemlig ypperstepræsten, måtte gå ind i det Allerhelligste, og det kun én gang om året. Det er netop denne virkelighed, der ifølge Paulus blev lavet om, da Jesus døde og genopstod. Hedninger, der som uomskårne tidligere var adskilt fra Gud uden håb i verden og uden borgerret i Guds by og tidligere var langt borte, er nu kommet nær (Ef 2,11-17). Det har præcis den konsekvens, at både jøder og hedninger på én og samme måde nu har adgang til det Allerhelligste og ”til Faderen” (2,18). Hedninger er ikke længere ”fremmede og udlændinge” men i stedet ”de helliges medborgere og hører til Guds husstand” (2,19). Som Paulus til slut gør det klart, så er der med Kristus som ”hovedhjørnestenen” bygget et helt nyt tempel i Ånden, hvor

muren med advarselsskiltet er væk: ”I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden” (2,21-22). ■ VIL DU VIDE MERE, så tjek litteraturreferencerne og noterne til denne artikel på www.sba-dk.dk.

Advarselsskilt i templet på Jesu tid. Ingen fremmed må gå bag indelukket rundt om helligdommen. Den, der bliver pågrebet, vil selv være årsag til den efterfølgende død. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os… Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. Ef 2,14.19-21.

De bragte hele folkeskaren i uro og greb fat i Paulus og råbte: “Israelitter, kom og hjælp! Her er den mand, som med sin lære alle vegne og over for alle er imod folket og loven og dette sted. Og han har oven i købet taget grækere med til templet og vanhelliget dette hellige sted”. De havde nemlig tidligere set Trofimos fra Efesos sammen med Paulus ude i byen, og de troede, at han havde taget ham med til templet. ApG 21,27-29.

13


Amos og arkæologien af cand.theol. Jan Mortensen, dansk præst i Jerusalem

Den bibelske arkæologi belyser på mange måder Skriften. Her vil vi se på en enkel bog i Bibelen, nemlig Amosbogen, og tage nogle af de steder frem, som bliver illustreret ud fra de arkæologiske fund. Vi er omkring 760 f.Kr. Amos var fårehyrde og dyrkede morbærfigner i en afsides landsby i Juda. Men en dag kaldte Gud ham til at drage til Israel, til Nordriget, for at profetere mod dette land. Siden kong Salomos død havde Israels folk været spaltet op i to, Israel og Juda, Nordriget og Sydriget. Da Amos krydsede grænsen til Israel, havde dets konge Jeroboam II allerede haft magten i adskillige år. Amos kom til et land, som udadtil oplevede en voldsom fremgang. Gennem snart 40 år havde Israel haft overtaget i forhold til dets naboer aramæerne, som Israel i generationer havde været i krig med. Allerede kong Jeroboams far, Joash, havde haft held til at generobre dele af Israels land fra aramæerne, men det var Jeroboam, der udvidede landets grænser, så det efterhånden dækkede et område som på Salomos tid (2 Kong 14,25-26). En national stolthed voksede frem. Freden og de nye landområder betød, at landbrug og handel blomstrede. Konjunkturerne var stærkt opadgående. Men den nye velstand førte til grådighed. De rige i byerne førte et udsvævende luksusliv på bekostning af et stadigt fattigere flertal. Domstolene forværrede retsgrundlaget for almindelige mennesker. Det er dette samfund, Amos bliver kaldet til at profetere mod.

Dette flotte segl tilhørte en af Jeroboam II’s embedsmænd. Løvesymbolet signalerer måske noget om Israels selvbillede på Amos’ tid. Foto: © Zev Radovan/BAR 26/1 (2000)

Nordriget, "Israel" (931 f.Kr.). Han lod opføre to alternative helligsteder til Jerusalem: Betel i syd og Dan i nord. Men det er nok ikke denne Jeroboam, som seglet henviser til. Forskerne daterer bogstavtyperne til det 8.årh.f.Kr. Shema må altså have været embedsmand for Jeroboam II (ca. 783-753), som var konge, mens Amos virkede i Israel.

Amosbogen Forfatter: Amos, en fårehyrde fra Tekoa i Juda Tid: kort efter 760 f.Kr. Modtager: først Israel, siden Juda Budskab: Guds totale dom over sit folk p.g.a. magtmisbrug, social undertrykkelse og krænkelse af hans ordninger.

1,1: "Dengang Jeroboam, Joash’ søn, var konge i Israel" I 1904 fandt man et flot jaspis segl på Tel Megiddo. Det forsvandt senere i Istanbul, men man har stadig et aftryk. Teksten afslører, at seglet tilhørte en vis "Shema, Jeroboams tjener". Nu kender vi to konger i Israel ved navn Jeroboam. Jeroboam d. I var den general, der samlede ti af Israels stammer i et oprør mod Davids hus og udråbte sig selv til konge over

Jaspis: smykkesten i brune, røde, gule eller grønne farver. Det danske ord stammer fra det hebraiske jashpah.

Måske afspejler Shemas smukke segl noget af den stolthed og selvsikkerhed, som rådede i samfundet på Amos' tid. Det kostbare materiale, som seglet er lavet af, og det kunstfærdigt udskårne løvebillede peger på, at Shema må have været en af Jeroboams højeste embedsmænd. Det var ikke alle, der gik rundt med sådan et segl og med sådan et symbol på magt indgraveret. Løvebilledet er inciterende. Mon ikke det giver os et indtryk af kongehusets selvforståelse? Israel er som en stærk, årvågen løve på spring til at tage sit næste bytte. Eller ligger der mere i det? Løven var jo netop det gamle symbol for Juda (1 Mos 49,9). Signalerer løven, at Israel ikke bare har brudt med Davids hus, men taget dets plads. Det er i Israel, at løvens storhed opfyldes – ikke i Juda. Juda er

3


blot som en "tidsel" i forhold til "cedertræet" Israel, som Jeroboams far, Joash, havde udtrykt det (2 Kong 14,9). I det lys står Amosbogens indledning ekstra skarpt: "Herren brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han røsten". Det er sikkert netop løvens brøl, vi skal forestille os her, jf. Am 3,8: "Løven brøler, hvem frygter da ikke? Gud Herren taler, hvem profeterer da ikke". Løven brøler og den brøler ikke fra en af Jeroboams falske helligdomme i Nordriget, men fra Zion, fra Herrens tempel i Jerusalem, i Juda. Og løven brøler en knusende dom over Israels stolthed, grådighed og hykleri. Israel skal fældes.

1,3: "de tærskede Gilead med tærskeslæder af jern" Amos begynder med domsord over folkene omkring Israel. Aramæerne anklages for at tærske Gilead med "tærskeslæder af jern". Tærskepladsen lagde man gerne på en bakketop med en bar og flad klippegrund. En lille mur kunne bygges omkring den cirkelformede plads for at holde kornet samlet. Et æsel eller en okse blev så sat til at trække tærskeslæden rundt, indtil kernerne var skilt fra strå og avner. Tærskeslæden var oftest sammensat af træplader

En træslæde med jern under bunden. Foto: © Pictorial Library of Bible Lands

med små skarpe sten på undersiden. En jernslæde ville være ekstra effektiv. Tærskeslæder har været anvendt i Mellemøsten helt op til moderne tid. Ikke sært at tærskning kunne blive et billede på sønderknusende krig.

1,4: "Derfor sender jeg ild mod Hazaels hus, den fortærer Ben-Hadads borge" Arams konger Hazael og Ben-Hadad er de eneste to konger, der nævnes ved navn i domsordene mod folkene – og med god grund. Netop Hazael og hans

4

Fragmenter af en stele, fundet på Tel Dan i 1993-94 Foto: © BAR 23/4 (1997)

søn Ben-Hadad havde hærget Israel voldsomt (2 Kong 8-10. 13). Her i Amos 1 er det dog kun landskabet Gilead, der trækkes frem (jf. 2 Kong 10,32-33). Både Hazael og Ben-Hadad kendes fra samtidige assyriske og aramæiske inskriptioner. I 1993 blev et enestående fund gjort på Tel Dan. Et fragment af en aramæisk sejrsstele blev fundet, og to stumper mere fundet i 1994 gjorde det muligt at afsløre forfatteren. Kongen praler nemlig med at have dræbt både kongen af Israel og kongen af Juda, og de to nye stumper bevarede nok af disse kongers navne til, at de kan identificeres som Joram af Israel og Akazja af Juda. Disse to konger omkom ifølge 2 Kong 9 netop i forbindelse med et slag mod Hazael i 841 f.Kr. (omend ikke ved Hazaels hånd). Hazael rejste på et senere tidspunkt sin stele i Dan, som netop havde været en af Nordrigets nordlige bastioner. Her kunne folket – til skræk og advarsel – læse om, hvordan Hazael ud over at dræbe de to konger, "gjorde deres byer til ruiner og lagde landet øde". Sådan har Hazael på en måde selv efterladt sin underskrift under Amos' anklage i Am 1,4 mod aramæerne. På Amos' tid var Dan allerede indlemmet i Israel igen. Jeroboams far, Joash, tog efter alt at dømme Dan tilbage fra Ben-Hadad omkring 800 f.Kr., efter at assyrerne havde pacificeret aramæerne. Udgravningen på Tel Dan antyder, at Joash har smadret Hazaels stele og brugt brudstykkerne som byggemateriale. Hele denne historie kunne jo tyde på, at Hazael og Ben-Hadad allerede havde fået deres straf, før Amos skriver sin profeti. Selv Damaskus var på et tidspunkt blevet overtaget af Jeroboam (2 Kong 14,28). Men det var altså ikke slut endnu. Damaskus skal ødelægges og aramæerne deporteres til Kir (geografisk ukendt), siger Amos (1,5). Ifølge 2 Kong 16,9 gik disse ord i opfyldelse blot 30 år efter Amos' virke: I 733/32 indtog assyrerkongen Tiglat-Pileser Damaskus og førte folket til Kir. Hans egne annaler bekræfter, at han slog Aram og deporterede befolkningen.

Amos og ar


Et lille kvaderstensalter fra Meggido (10 årh. før Kristus). Altre havde altid “horn” på hjørnerne. Foto: © Steimatsky

3,14: "Den dag jeg straffer Israel for dets overtrædelser, lader jeg straffen ramme altrene i Betel; alterets horn hugges af og falder til jorden" Alterets horn havde en speciel betydning. Blodet fra ofrene skulle stryges på alterets horn (se f.eks. 2 Mos 29,12). Det er uvist, hvilken symbolik, der ligger til grund for hornene, men også kana'anæiske altre havde horn. At slå hornet af et alter betyder, at det bliver ubrugeligt.

3,15: "elfenbenshusene går til grunde" Der er selvfølgelig ikke tale om huse af elfenben, men om rigmandshuse, der har været dekoreret med

elfenben. Der står i De assyriske konger, som 1 Kong 22,39 om bliver nævnt i denne artikel kong Akab, at han byggede "elfenTiglat-Pileser III: 745-727 benshuset". Da Salmanasser V: 727-722 Samarias akropolis Sargon II: 722-705 blev udgravet i Sankerib: 705-670 1921-35, fandt man en bygning med over 200 stumper af elfenbensudskæringer i fønikisk stil, og man gætter på, at det netop har været Akabs "elfenbenshus". Huset har også været i brug på Amos' tid. De fleste af de smukt udskårne fragmenter har dekoreret møbler. Når Amos i 6,4 taler om, at "de ligger på elfenbenslejer", skal vi altså forestille os en seng, der er udsmykket med elfenbensudskæringer. Det er naturligvis et udtryk for ekstravagant luksus.

6,7: "Derfor skal de føres bort i spidsen for landflygtige" I kap. 6 henvender Amos sig til "spidsen" af folket i Samaria. De vil så gerne gå foran og være forrest i alt. Fint ... Det skal de også komme til. De skal gå i spidsen, når folket føres bort i eksil ... og sådan endte det. Allerede i 733/32 fik Israel en forsmag. Assyrerkongen Tiglat-Pileser III indtog den nordlige del af Israel, og gjorde det til en assyrisk provins. For at sikre mod fremtidige oprør foretog Tiglat-Pileser en massedeportation af indbyggerne (2 Kong 16,19). Ved Tiglat-Pilesers død gjorde Samaria igen oprør. Det blev skæbnesvangert. I 722 blev Samaria indtaget efter tre års belejring af Salmanasser V. Sargon d.

Det assyriske pres på Israel og Juda i tiden efter Amos 760 (ca.): Amos profeterer imod Israel 733: assyrerne erobrer Damaskus 732: assyrerne erobrer det meste af Israel 724: assyrerne belejrer Samaria 722: Samaria falder 720: Sargon II deporterer Samarias indbyggere 701: assyrerkongen Sankerib erobrer Lakish Fra assyrerkongen Sargon II’s optegnelser:

Da Samaria blev udgravet i 1921-35, fandt man mange eksemplarer af elfenbensudskæringer, der bl.a. har udsmykket møbler. Her vises en kvinde i et vindue.Foto: © BAR 11/5 (1985)

kæologien

"Jeg kæmpede mod [Samarias indbyggere] med de store guders, mine herrers, kraft. Jeg regnede som bytte 27.280 mennesker, sammen med deres stridsvogne og guder, som de stolede på ... resten af dem bosatte jeg i midten af Assyrien. Jeg genbefolkede Samaria mere end før. Jeg bragte folk ind i det fra lande, som min hånd havde taget" Fra Hallo & Younger: The Context of Scripture (Leiden 2000), 295-96.

5


8,1-2: “Dette lod Gud Herren mig se: Der stod en kurv med frugt. Han spurgte: ‘Hvad ser du, Amos?’ Jeg svarede: ‘En kurv med frugt,’ og Herren sagde til mig: ‘Enden er kommet for mit folk Israel ...’”

Såddan kunne det have set ud, da de fornemme fra Samaria blev ført bort i spidsen for de landflygtige i 722. Dette relief fra Nineve skildrer en lignende situation fra Sankeribs erobring af Lakish i 701 f.Kr. Foto: © Pictorial Library of Bible Lands

II kunne dog tage æren for det, da Salmanasser døde i 722. Han fortæller: "Jeg belejrede og indtog Samaria, 27.290 indbyggere derfra førte jeg bort som bytte". Det fremgår også af hans annaler, at han bosatte krigsfanger fra andre lande i Samaria i deres sted. 2 Kong 17,5-6 og 24 giver et identisk billede. Denne politik betød, at Israels ti stammer forsvandt for altid. Vi har ikke bevaret billeder af Samarias erobring, men på et stort vægrelief i Nineve findes en slags tegneserie i sten af assyrerkongen Sankeribs belejring af Lakish i Juda i 701 f.Kr. (2 Kong 18,13f). På dette relief kan man se, hvordan Sargons søn, Sankerib, fører indbyggere og bytte bort fra den besejrede by. Nogenlunde sådan kan det have set ud, da Samarias indbyggere blev ført i eksil 20 år tidligere. Det var især "spidsen" - eliten - man førte bort, for det var fra deres side, man kunne vente oprør.

6

Amos' bog indholder fem domssyner. De skildrer i billeder, hvordan dommen over Israel nærmer sig. I 8,1-2 ser dommen ud til at være uafvendelig. Hvad er pointen med "en kurv med frugt"? På hebraisk er der et ordspil mellem "frugt" qajits og "ende" qets, men der er mere endnu. Ifølge GT begyndte kalenderåret med måneden Abib (senere "Nisan"), som ligger i marts/april, men høståret havde en anden rytme. Det begyndte i efteråret i Etanim (senere "Tishri"), der falder i september/oktober. I 1908 fandt man en inskription i Gezer. Den kan dateres til ca. 900 f.Kr. En skoledreng har øvet sig på at skrive høstårets måneder ned. Månederne får her navn efter deres typiske landbrugsaktiviteter. Kalenderen begynder med efterårets to måneder 'asaf , "(oliven-) høst", og i foråret er der f.eks. en måned, der kaldes qatsir sorah, "byghøst". Det interessante for os er, at årets sidste måned hedder: qts (udtalt qets eller qajits): "frugt(-høst)". Når Amos ser en kurv med frugt, som et billede på enden, er det altså ikke bare på grund af ordspillet mellem "frugt" og "ende", men frugt varsler høstårets slutning, ja, "frugt" er navnet på høstårets sidste måned. Billedet forkynder skræmmende klart: "enden er nær"! Denne lille indskrift fra Gezer med en liste over årets måneder kaster lys over Amos syn af “enden”. Foto: © Kantonschule Züricher Unterland

8,5-6: "I siger: ‘Hvornår er nymånedagen forbi, så vi kan sælge korn, og sabbatten, så vi kan åbne kornsalget; vi vil gøre efaen lille og sekelen stor og bedrage med falsk vægt. Vi vil købe de svage for penge og den fattige for et par sandaler; vi vil sælge affalds-korn’" Efaen var et rum-mål. Den fastlagte størrelse svarede til ca. 39,3 liter. Ved at gøre efaen lille, får kunderne mindre korn end angivet. En "sekel" ("vægt") var en vægt på ca. 11,17 gr. Denne vægt blev brugt til at veje de metal-stykker, som kunderne betalte med. Betalte man i sølv-stykker var 1 sekels vægt naturligvis mindre værd, end hvis man betalte i guld. Ved at gøre sekelen større og dermed tungere end den fast-

Amos og ar


Det hebraiske ord “sekel” står hen over denne bronze vægt fra det tidlige 8. årh. f.Kr. Dette er den tidligste forekomst af ordet “sekel” uden for Bibelen. Foto: © BAR 22/2 (1996)

en storm- og krigsgud (lyn og torden, regn). Tyrekalven er et kraftfuldt symbol på både styrke og frugtbarhed. En tyrekalv i et Ba'alstempel kunne opfattes som Ba'als trone eller ganske enkelt repræsentere Ba'al selv. Kong Akab (874-853 f.Kr.) havde i sin tid bygget et Ba'alstempel i Samaria. Der var dengang 450 Ba'al-profeter og 400 Ashera-profeter ved hoffet (1 Kong 18,19). Disse blev ganske vist dræbt ved Elias' mellemkomst, og Ba'alstemplet blev ødelagt, men det kana'anæiske ukrudt blev aldrig De israelitiske konger, som omtales i artiklen

slåede vægt, ville folk komme til at betale mere sølv/guld, end den angivne pris. At "bedrage med falsk vægt" handler ganske simpelt om bevidst at veje forkert. Sådan beskriver Amos sælgernes snyd og grådighed. Et udtryk for det moralske forfald i Israel: De svindler sådan, at kunderne får mindre korn end pålydende for en højere pris end pålydende, og så er det oven i købet affaldskorn ...

8,14: “de som sværger ved Samarias syndeskyld” En note i den danske bibeloversættelse foreslår, at "Samarias syndeskyld" "muligvis er en forvanskning af et gudenavn, Samarias Ashima"; men det er næppe sandsynligt. Af Hos 8,6 fremgår det, at der var en statue af en tyrekalv i templet i Samaria: "Samarias tyrekalv" (ligesom i Betel - Hos 10,5). Mon ikke det er den, Amos tænker på? Havde Moses ikke netop kaldt guldkalven "jeres synd, som I havde lavet" (direkte oversættelse af 5 Mos 9,21)? Tyrekalven var i kana'anæisk sammenhæng knyttet sammen med Ba'al. Ba'al var

Denne 18 cm lange bronzestatue fra israelitisk dommertid blev fundet i Samarias bjerge. Det antages, at den har været en del af en bamah (en offerhøj), som er identificeret i nærheden. Når Amos taler om "Samarias syndeskyld" kan det være, han netop tænker på tyrekalven i templet der (jf. Hos 8,6). Foto (c) Steimatsky

Ca. 931 f.Kr.: Salomo dør. Riget deles i to, Israel og Juda. Jeroboam I: 931-910 Akab: 874-853 Joram: 851-841 Joakaz: 814-798 Joash: 798-782 Jeroboam II: 782-753

helt ryddet af vejen. Selvom gudstjenesten fik Jahvenavn (Hos 4,15), forblev teologien og gudsbilledet ofte kana'anæisk. Det var i virkeligheden Ba'al de dyrkede (Hos 2,10; 14,4). Arkæologien bekræfter denne sammenblanding af Ba'al og Jahve (Herren). Under udgravningen af Samaria i 1910 blev der fundet 63 beskrevne potteskår (ostraca) i et rum i kongeborgen. De har formentlig været del af et told- og skatarkiv, som blev ødelagt i 722 f.Kr. Interessant for os er, at de personnavne, der forekommer, i nogle tilfælde har -jaw (dvs. Jahve) som endelse, i andre tilfælde -ba'al. Samtidig bevidner disse ostraca, at Jahve-navnet ikke i sig selv er nogen garanti mod kana'anæisk tankegang: En person har f.eks. båret navnet: 'ægæljaw "Jahves kalv". I 1975-76 gjorde man nogle forbløffende fund i Kuntillet 'Ajrud, som ligger i den nordøstlige ende af Sinai-ørkenen. I en bygning, som har været i brug omkring 850-750 f.Kr., fandt man nogle påtegninger. På en krukke kunne man læse følgende: ljhvh shomron wl´shrth - "til Samarias Jahve og til hans Asherah". Asherah er i kana'anæisk sammenhæng netop Ba'als gemalinde. Præcisionen "Samarias Jahve" afslører samtidig den typisk kana'anæiske lokalguds-tankegang. På en anden af krukkerne findes et typisk kana'anæisk motiv med to geder omkring et helligt træ. Ashera – også kaldet Elat – blev netop

kæologien

7


afbilledet som et træ eller en pæl. I 2 Kong 13,6 læser vi, at der stadig var en Asherah-pæl i Samaria på Joakaz' tid omkring 800 f.Kr. Den har sikkert også stået i Samaria på Amos' tid.

Denne inskription fra Kuntillet Ajrud, skrevet hen over hovedet på den største af figurene, omtaler “Samarias Jahve og hans Ashera”. Tegning: © P. Beck (Læs en uddybende forklaring på denne inskription i TEL 2/2000)

nerende fund. Et af de mest betydningsfulde er afdækningen af et stort kult-anlæg. Udgraverne fandt her en platform, hvis ældste del netop identificeres som den helligdom, Jeroboam d. I lod opføre i Dan som modstykke til Jerusalem (1 Kong 12,26-30). Anlægget er senere blevet restaureret og udvidet, bl.a. af Jeroboam II, efter at Dan blev erobret tilbage fra aramæerne. Helligdommen på Amos' tid inkluderer en otte meter bred trappe, som leder op til en ca. 19 x 19 m. bred platform. Det er uvist om platformen har udgjort en bamah (en offerhøj i fri luft), som udgraverne antyder, eller om den var fundamentet for en tempelbygning. Under alle omstændigheder skal man nok forestille sig, at det var her guldkalven stod. Nedenfor højen var der et stort kult-kompleks domineret af et 5 x 6 m. bredt alter. Man fandt fundamenterne og en del af trapperne op til alteret, samt ét af alterets store horn.

8,14: "... og som siger: ‘Så sandt din skytsgud lever, Be'ersheba’"

Amos nævner hverken Ashera eller Ba'al. Han kommer aldrig tættere end til udtrykket: "Samarias syndeskyld". Hans hovedfokus er det etiske forfald, men ad den vej afslører han til gengæld, at Israel kun tilbeder Jahve af navn. Bag Israels grådighed, stolthed og udbytning af den svage stikker den kana'anæiske tyrekalv sit grimme hoved frem.

8,14: "Så sandt din gud lever, Dan" Siden 1966 har der været udgravninger i gang på Tel Dan i det nordlige Israel. Der er gjort mange impo-

Under udgravningen af Tell es-Seba' (1969-1974), som gerne identificeres med Be'ersheba, fandt man kvaderstenene fra et alter, som havde været genanvendt i en bygning fra d. 8/7. årh. f.Kr. Alteret kan meget vel have været i brug på Amos' tid – og har måske netop været en del af den helligdom, han henviser til. Bygning af et alter i tilhuggede sten strider mod budet i 2 Mos 20,25. Men har folk fra Nordriget virkelig valfartet til et helligsted i Be'ersheba i det sydlige Juda? Her kan vi vende tilbage til de føromtalte fund i Kuntillet 'Ajrud. De keramik-typer, der blev fundet på stedet, afslørede forbindelse til både Juda og Israel, men ikke bare det. Nogle inskriptioner har personavne, som ender på jaw, hvilket var typisk for israelitiske navne, i stedet for -jahu, som var typisk for judæiske navne. Med fundet af inskriptionen "til Samarias Jahve ..." var der ingen tvivl: folk fra Nordriget har tilbedt på dette sted langt syd for Israels grænse. Kuntillet 'Ajrud har formentlig været et helligsted på vejen mellem Gaza og Det røde Hav, som blev brugt af handelsrejsende fra både Israel og Judæa. Det er altså ikke spor underligt at

Jerobam II udvidede helligstedet i Dan. Trappen op til platformen dateres gerne til hans tid. Det er muligt, at guldkalven har stået på denne platform. Foto: © Pictorial Library of Bible Lands

8

Amos og ar


har de båret en endnu tungere overligger over døråbningen. Hele bygningen kunne blive berørt, hvis man væltede søjlerne.

Arkæologien – et fascinerende vindue til Amos' tid

Dette rekonstruerede alter har stået i Be’ersheba omkring Amos’ tid. Kan det have stået i den helligdom, som Amos henviser til? Foto: © Jan Mortensen

forestille sig folk fra Nordriget til gudstjeneste i Be'ersheba, sådan som Amos beskriver det.

9,1: "Jeg så Herren stå på alteret; han sagde: Slå til søjlehovederne, så dørtærsklerne ryster, og det falder sammen over hovedet på dem alle"

Bibelens skrifter er hver for sig skrevet ind i en bestemt historisk, religiøs og kulturel sammenhæng. For at forstå denne sammenhæng er arkæologien så givende. Den kan på den mest fascinerende måde åbne et lille vindue til fortiden for os. Ofte kaster arkæologien lys over en ellers dunkel og uklar pointe; men mere end noget andet giver den os mulighed for at se og røre ved en bid af den verden, som var ... f.eks. Amos'. En verden, som var meget anderledes end vores. Vi bliver i stand til at orientere os på en helt anden måde, når vi læser os igennem hans skrift, for nu kan vi se for os tærskeslæden, søjlerne, altrene, afgudsbillederne, møblerne, vægtene, o.s.v. Sådan er de eksempler fra arkæologiens skatkammer, som vi har fået gravet frem i denne artikel, med til at give Amos' bog kød og blod. Og så har vi i virkeligheden kun skrabet lidt i overfladen. ■

Søjlehovede, som er faldet ned. Foto: © Jan Mortensen

Man har fundet en del søjlehoveder fra kongelige bygninger fra israelitisk kongetid. I Samaria alene fandt man syv. Andre blev fundet i bl.a. Megiddo, Hasor og Ramat Rahel. De ligner alle hinanden med små variationer. Dekorationen forestiller et stiliseret palmetræ – et royalt symbol. Denne gruppe (som også omfatter søjlehoveder fra andre lande i området) kaldes gerne for proto-æoliske (eller proto-ioniske) kapitæler, fordi det antages, at de klassiske græske typer er en videreudvikling af disse. De tunge søjlehoveder har stået på solide kvadrestensbaser. Ofte

kæologien

ISRAELSMISSION Israelsmissionens avis informerer om mission blandt jøder og formidler kendskab til messianske jøders vilkår. Redaktør: Kaj Kjær-Hansen. Avisen kan rekvireres gratis fra: Den danske Israelsmission Nørregade 14 · 6070 Christiansfeld Tlf. 74 56 22 33 · Giro 3 05 45 00

9


Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

Et liv som græs – en Gud som klippe Af ph.d.-stipendiat Morten Hørning Jensen

Historisk lys på Sl 103

Ørkenvind og sandstorm

Kort holdbarhed

Israel ligger geografisk tæt på de største ørkener i verden. Mod sydvest når den kolossale Saharaørken netop op og strejfer Israel via ørkenen på Sinaihalvøen. Mod sydøst grænser Israel op til den noget mindre, men stadig enorme saudiarabiske ørken. Til tider kan man i Israel opleve det ikke særligt behagelige fænomen, at en af disse ørkener sender ulidelig varm og tør vind fyldt med bitte-små sandpartikler ind over landet. Blot få minutters gang i denne vind gør, at man tørrer ud i halsen og bliver tung i hovedet, mens man kan se bilernes ruder blive tonet af et tyndt fint lag støv. Blandt bosiddende i landet kendes vinden under navnet “Chramsin” (50 på arabisk), fordi den siges at forekomme 50 gange på et år. Fænomenets styrke var også kendt af de gamle israelitter, og et par steder bruger Gud derfor denne vind som illustration på sin vredes kraft: “Fra det nøgne land i ørkenen kommer en glødende vind imod mit folks datter” (Jer 4,11, se også Sl 11,6).

Det er ikke bare mennesker og dyr, der lider under denne vind. Det gør blomster og græs også. Vinden fra ørkenen er så varm og tør, at den på kort tid kan trække fugten ud af denne type vegetation, så den står vissen og udtørret tilbage. Ved selvsyn kan man stadig erfare, hvordan ”Græsset tørrer ind, blomsterne visner” (Es 40,7), ”når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere” (Sl 103,16), ”om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det vissent og tørt” (Sl 90,6).

Foto til venstre: Satellitfotoet er taget en martsdag 2002 med en teknik, der klart udpeger en stor støvsky, som strækker sig fra Sahara op over Israel. De røde felter markerer, hvor støvlaget er mest intenst. Foto: © NASA, www.visibleearth.nasa.gov Foto til højre: Satellitfoto fra april 2003, der viser et stort støvdække over det sydøstlige Middelhav. Foto: © NASA, www.visibleearth.nasa.gov

14

Et liv som græs –


Udsat vegetation i ørkenen en forårsdag før en sandstorm. Foto: © Morten Hørning Jensen

Et liv som græs

En Gud som klippe

”Græs og blomster” er altså i en bibelsk verden på en anden måde end hos os udtryk for noget ubeskyttet, noget forgængeligt, noget, der pludseligt er væk. Det er derfor ikke særligt opmuntrende, at Bibelen flere steder bruger netop blomster og græs som en illustration på menneskelivets holdbarhed. Fx David i Sl 103: ”Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere” (Sl 103,15-16, se også Es 40,6-8, Sl 90,5-6 og 1 Pet 1,24f). David aftegner her en virkelighed, han har kendt fra sin tid som hyrde. Den ene dag kan hyrden lede sin flok ud på sletterne i udkanten af ørkenen fyldt af god vegetation, og dagen efter finde det samme område udtørret og dødt, hvis den tørre ørkenvind har blæst i mellemtiden. Tilbage er kun de golde klipper.

Også klippen bruger David som et billede: ”Herren er min klippe” (Sl 18,3), siger han. Man kan næppe finde større modsætninger i det bibelske land end græsset/blomsten og klippen. Hvor klippen er evig, fast og giver beskyttelse, er græsset og blomsterne for en tid, utilregnelige og forgængelige. Det er stort i sig selv! David bruger billedet til at lovprise Guds storhed og troskab, der ”varer fra evighed til evighed” (Sl 103,17).

Et overraskende evangelium Men det er ikke overraskende. Mon ikke de fleste mennesker, der har et eller andet begreb om Gud, vil sige: “Sådan må det være. Hvis der er en Gud, må han være det modsatte af mig. Almægtig, når jeg er svag, altvidende, når jeg intet ved”. Til gengæld er det overraskende, hvad David har erfaret, Gud gør med denne forskel: ”Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham; så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os” (Sl 103,11-12). Forskellen på klippen og græsset er netop umålelig, præcis som ”østen fra vesten” og som ”himlen over jorden” – og den forskel bruger Gud på at være god! Det er et overraskende ”godt budskab”, et evangelium, der aftegnes med korsets diagonaler: som ”østen fra vesten” og som ”himlen over jorden”. ■

Gold klippebjergside. Foto: © Morten Hørning Jensen

en Gud som klippe

15


Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

“Med Guds rige er det som med et sennepsfrø” Af ph.d.-stipendiat Morten Hørning Jensen

Uafrystelige lignelser ”Rabbi Johanan sagde… og Rabbi Nahman sagde også…, men Rabbi Simeon ben Gamaliel sagde…”. Dette udpluk af en læresætning er hentet et tilfældigt sted i det jødiske skrift Mishnah, der er fra ca. 200 e.Kr. I dette skrift finder man en samling af, hvad autoritative rabbier har sagt om forskellige emner, og side efter side er fyldt med diskussioner efter den formel, som er gengivet ovenfor. Dele af Mishnah gengiver udsagn af rabbier, der levede på Jesu tid. Jesus blev også kaldt ”rabbi” (Joh 1,38 og mange andre steder). Den måde, han underviste og

Historisk sidelys over Jesu lignelse om sennepsfrøet virkede på, mindede umiddelbart folk omkring ham om det, de kendte fra rabbinerne i synagogerne. Dog ikke helt, for noget i Jesu ord og gerning var anderledes end rabbinernes. Vi læser flere steder om folks forbavsede reaktion. Jesus kunne alligevel ikke helt passes ind i de kendte kategorier: ”Og de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge” (Mark 1,22). Det særlige i Jesu forkyndelse er tydeligt i lignelserne om Guds rige eller ”Himmeriget”. Her møder vi ikke lange udredninger med fodnoter, der henviser til snart den ene og snart den anden. Faktisk er der ikke et eneste udsagn om Guds rige i Jesu forkyndelse, der ikke på den ene eller anden måde er forbundet med den nære hverdag, som Jesu tilhørere stod i: ”Med Guds rige er det som med en mark…, som en sædemand…, en vingårdsejer…” osv. osv. Jesu forkyndelse kunne ikke bare høres; den kunne på den måde ses, opleves, mærkes og erfares. Den var ”uafrystelig”. Lignelsen om sennepsfrøet Et af de ”uafrystelige” hverdagsbilleder på Guds rige kan stadig opleves ved selvsyn ved Genesaret sø. Om foråret er bjergskråningerne og vejkanterne i bogstaveligste forstand malet helt gule af sennepsplantens smukke blomst. Jesus sammenligner Guds rige med sennepsfrø, der er mindre end alle andre frø, men når det sås i jorEn sennepsplante på Saligprisningernes bjerg med Genesaret sø i baggrunden. Foto: © Morten Hørning Jensen

12

“Med Guds rige er det s


Sennepsblomster så langt øjet rækker. Galiæa en forårsdag. Foto: © Morten Hørning Jensen

den, vokser det og bliver større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kan bygge rede i dets grene (Matt 13,31-32, Mark 4,30-32 og Luk 13,18-19). Ofte er lignelsens pointe udlagt som forskellen mellem et lille frø og et træ på størrelse med kendte træer i europæiske skove. Det passer meget godt på det, vi gerne vil forstå ved Guds rige: store ærværdige træer; store urokkelige katedraler. Problemet er blot, at sennepsplanten nok vokser sig stor i sammenligning med andre af markens årstidsvækster, men et træ i vores forstand bliver den aldrig. Ordet, der er oversat med ”træ”, kan lige så vel betegne en stor busk. For at komme nærmere lignelsens pointe skal vi nu se på, hvad vi ved om sennepsplanten i et historisk lys. Et træ, en plante eller ukrudt? Igennem hele den antikke periode blev sennepsplanten dyrket intensivt og anvendt både som krydderi, medicin og olie (Moldenke 1952:59). Det gælder sennepsplantens to kultiverede arter (den sorte, sinapis nigra eller brassica nigra, og den hvide, sinapis alba), mens også en vild art fandtes (sinapis arvensis). Normalt bliver sennepsplanten ikke højere end 111/2 m, men allerede i antikken er der tilfældige vidnesbyrd om, at sennepsplanten kan opnå højder på over 3 m og en drøjde, så den græske naturalist Theofrastus betegnede den med samme ord, der i evangelierne oversættes med ”træ” (Strauss 2002:436). Det jødiske skrift Talmud beretter om, at en galilæisk rabbi fra det 2. årh. ved navn Simeon ben Halafta kravlede op i en sennepsplante så stor som et figentræ (y. Pe’ah 7,20b, se Garland 2002:86). I dag kan særligt store plantestammer

opnå en diameter på tykkelse med en mands arm (Moldenke 1952:59). Frøet er sammenlignet med andre urters ganske lille, ca. 1 mm i diameter, og det tager op mod 800 frø at fremstille bare 1 gram sennep (Garland 2002:232). Til gengæld er hver sennepsplante utrolig frugtbar og producerer mellem 1000 og 4000 frø pr. år (Oakman 1986:138).

Kapsler med tusindvis af sennepsfrø. Foto: © Peder Kølle

Denne evne til at formere sig har dog også en uheldig effekt set med haveejerens eller landmandens øjne, nemlig en tendens til at udkonkurrere andre vækster. Den romerske naturhistoriker, Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.), iagttog dette og skriver: ”Sennep… er med sin skarpe smag og hede virkning yderst gavnlig for helbredet. Den vokser vildt, skønt den bliver bedre ved at blive omplantet. Men på den anden side, når den først er sået, er det næppe muligt at gøre stedet frit af den, da frøet spirer omgående, når det er faldet” (Nat.Hist. 19,170f, citeret efter Crossan 1999:81).

om med et sennepsfrø”

13


Et Gudsrige i uhæmmet vækst På denne baggrund kan noget af det overraskende i Jesu lignelse fornemmes. Hverken sennepsplanten eller Guds rige vokser sig først og fremmest stort som Libanons cedre, men spreder sig med uhørt kraft og magt. Pointen er ikke, at Guds rige er ét sted, hvor det vokser sig stort og beundringsværdigt, men snarere, at det vokser sig stort ved at sprede sig op ad bjergskråningerne og langs vejene, så der ikke er det sted, hvor det til sidst ikke findes. Dette fremgår også af den lignelse, der følger efter, nemlig lignelsen om surdejen, der gennemsyrer hele dejen (Matt 13,33; Luk 13,20-21). Det, at Jesus sammenligner Guds rige med den hurtigt voksende sennepsplante, og ikke fx med et stort flot træ, må have været overraskende også for de første tilhørere. Lignelsens afslutning om fuglene, der bygger rede, leder nemlig tankerne hen på udsagn i både GT og andre jødiske skrifter, hvor Guds kommende rige sammenlignes med netop et stort cedertræ, der vokser sig prægtigt, så alle fugle kan bygge rede i det, og så alle skovens træer kan se, at Gud er Herren (Ez 17,22-24). Himlens fugle og skovens træer er her et symbol på de fremmede folkeslag, som skal opleve Guds frelse (se også 1 Enok 90,30-37). Jesu tilhørere må havde spidset øre: skal Guds rige ikke komme i en form, der kan måle sig med de største cedertræer? På samme måde som mange andre steder, så afviser Jesus med lignelsen om sennepsfrøet sin samtids forventninger til ham som en stor politisk messias i forbindelse med sit første komme (fx Luk 17,20-21). I stedet fremtræder Guds rige i en form, som for landmanden og haveejeren knapt kan skelnes fra ukrudt, og rummer et element af trussel for den bestående orden. For de ubeskyttede derimod, for ”himlens fugle”, der er afhængige af ”deres himmelske far” for overlevelse (Matt 6,26), er Guds rige en velsignelse, der vokser med en uhæmmet vækst og gennemtrænger

14

alt, ligesom surdejen, der syrner hele dejen, og sædekornet, der sås over alt (Mark 4,1-20). Hvordan glemme Guds rige? Jesu forkyndelse var altså ”uafrystelig” i bogstaveligste forstand. Fiskerne kunne dagen efter ved garnene sidde og repetere for sig selv: ”Hvad var det nu Jesus sagde om Guds rige og så fiskenet?” (Matt 13,47). Landmanden kunne gå ud på sin mark og irritere sig over tidslerne og pludselig komme i tanke om: ”Sagde Jesus ikke…” (Mark 4,7). Og måske – som et lille tankeeksperiment – gik en far med sin datter i hånden hjem fra et møde med Jesus på en bjergskråning i Galilæa dybt begravet i sine egne tanker, til han pludselig blev afbrudt af sin datter, der stod med en buket friskplukkede sennepsblomster i hånden og sagde: ”Hvad var det nu, Jesus sagde om sennepsfrøet, far…?”.

Foto: © Morten Hørning Jensen

Den store formeringskraft betød, at sennepsplanten i den jødiske tradition fra det 2. og 3. århundrede blev regnet for at være ukrudt, og derfor ikke måtte dyrkes i haver, men kun på mere afsidesliggende marker (Mishnah Kilaim 3,2 og Tosefta Kilaim 2,8). På trods af sennepsplantens gode egenskaber repræsenterede den altså en latent trussel for landmanden i det første århundrede. Dens små frø blandede sig let med fx sædekornet, og den hurtige kraftige vækst overgik langt markens andre vækster. For fuglene derimod var sennepsplanten et sted, der gav sikkerhed. Blomsterfrøene var god føde, og når sennepsbuskadset i løbet af sommeren tørrede ud, blev det til et uigennemtrængeligt krat, der ud over føde også leverede fuglene sikkerhed.

Litteratur: Moldenke, H.N. & Moldenke, A.L. 1952. Plants of the Bible. New York. Zohary, M. 1982. Plants of the Bible. Cambridge. Oakman, D. E. 1986. Jesus and the Economic Questions of His Day. Leiston-Queenston. Crossan, J. D. 1999. Jesus. En revolutionær biografi. ANIS. Garland, D. E. 2002. The Gospel of Mark. I Zondervan Illustrated Bible Backgrounds Commentary, ed. Clinton E. Arnold, 204-317. Grand Rapids, Michigan. Strauss, M. L. 2002. The Gospel of Luke. I Zondervan Illustrated Bible Backgrounds Commentary, ed. Clinton E. Arnold, 318-516. Grand Rapids, Michigan.


Jehu, konge af Israel

Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

Af Carsten Vang, lektor ved Menighedsfakultetet

Hvem var denne Jehu, som ifølge Den sorte Obelisk og andre assyriske kilder betalte tribut til assyrerkongen Salmanassar III i 841 f.Kr.? Gammel Testamente er ganske tavs om Jehus forhold til datidens stormagt, Assyrien. Det beskriver kun, hvordan han kom til magten i et blodigt opgør med kong Akabs slægt (2 Kong 9-10).

884-874 f.Kr. 874-852 852-850 850-841 841-814

Sidon IEN

Damaskus

NIK

Omri Akab Akazja Joram Jehu

ARAM

Konger i Israel:

Assyriske tekster beskriver, hvordan Salmanassar i året 841 f.Kr. foretog et stort felttog mod vest og iværksatte en langvarig belejring af Damaskus. Ved den lejlighed underkastede såvel Jehu som de fønikiske konger sig. Den sorte Obelisk viser, hvordan Jehu betalte tribut til kongen i dette år for at sikre sig storkongens venskab. Når Den sorte Obelisk beskriver Jehu som en mand af "Omris hus", kan det undre, fordi Jehu ifølge Bibelen ikke stammede fra Akabs far Omri, men fra en anden slægt, og han udryddede Akabs slægt fuldstændig (2 Kong 10,11.17). Denne karakteristik skyldes, at assyrerne gerne betegnede kongedømmer ud

Tyrus

En ny alliance Arkæologien kan her supplere med vigtig information om Jehu. Siden kong Akabs tid var der en alliance mellem Tyrus, Israel og Juda, vendt imod den frembrusende assyriske stormagt. Akabs hustru Jezabel var fønikisk prinsesse (1 Kong 16,31), og en af Akabs døtre blev gift ind i Davids slægt i Jerusalem (2 Kong 8,16-18). Sådanne giftermål var ofte udtryk for politiske alliancer, og GT bevidner flere gange det nære samarbejde mellem Akabs dynasti og Davids hus. Som følge af Jehus blodige kup sættes denne alliance imidlertid over styr. De arkæologiske fund af assyriske tekster og Den sorte Obelisk afslører, hvordan Jehu straks ved sin tronbestigelse appellerer til Assyrien om hjælp og beskyttelse, ikke mindst mod aramæerne, der i mange år havde kæmpet mod Nordriget om magten over Østjordanlandet.

Dan

Genesaret Sø Jizre'el

ISRAEL

Jordan

Samaria

ØSTJORDANL ANDET

Jehu var hærfører og ledte de langvarige kampe mod aramæerne om herredømmet over Østjordanlandet. En profet opsøgte ham under felttoget og salvede ham til konge over Israel. Jehu fik hærledelsens opbakning til et hurtigt kup og tog straks til kongebyen Jizre'el, hvor han dræbte kong Joram, kongens moder Jezabel og kongens søstersøn Akazja, som var konge over Juda (2 Kong 9). Efterfølgende udryddede han hele Akabs familie i Jizre'el og i hovedstaden Samaria, og han fjernede brutalt den fønikiske Ba'aldyrkelse, som Akabs hustru Jezabel havde introduceret (2 Kong 10). Så langt fortæller Bibelen os det.

JUDA

0

50

Dødehavet

Jerusalem

100 km

Områder og byer nævnt i artiklen Jehu, konge af Israel Illustration: Hartvig Wagner

Jehu, konge af Israel

9


Stumper af en stele, som blev fundet på Tel Dan i 1993-94. Her omtaler kong Hazael af Damaskus, hvordan han besejrede både kong Joram af Israel og kong Akazja af "Davids hus". Stelen blev stillet op i byen Dan og understreger dermed, hvor svækket Israels konge Jehu var. Foto: © BAR 1997/4

fra grundlæggeren af dynastiet (her: Omris hus), uanset om dynastiet stadig var ved magten eller som i Jehus tilfælde var blevet afløst af et andet. Jehu svækket Salmanassar lægger militært pres på aramæerne 841838 f.Kr., og Jehu har måske i begyndelsen en vis succes i sine kampe mod dem. I de senere år svækkedes han dog politisk og militært, og Israel måtte atter afgive store landområder til den aramæiske konge Hazael (2 Kong 10,32-33). Den bibelske forfatter ser denne svækkelse især som en følge af Jehus manglende troskab mod Gud. I 1993-94 fandt man i Israels nordligste by Dan rester af den såkaldte Dan-stele. Den er oprindelig en sejrsstele skrevet på aramæisk. Her praler en aramæisk konge, sandsynligvis Hazael, med, at han har besejret såvel kong Joram af Israel som kong Akazja "af Davids hus".1 Den israelitiske by Dan har han taget ved samme lejlighed. Ud fra 2 Kong 9 var det dog Jehu – og ikke Hazael –, som dræbte de to konger. Senere har Hazael ladet stelen opstille i byen Dan for at markere sin triumf. Kong Jehu har ikke været i stand til at erobre Dan tilbage, men mistede tværtimod endnu større landområder. Dette afspejles i stelens ord om, at Hazael "gjorde deres byer til ruiner og lagde landet øde". Jehu døde ca. 814 f.Kr. efter at have regeret 28 år. Vigtigt supplement Fundet af såvel tekster som obelisk gør således, at vi får en viden om Jehu og de politiske forhold på hans tid, som Bibelens forfatter ikke har fundet nødvendig 1 Se TEL 2003/juni, side 4, TEL 2001/juni, side 6-7 og TEL 1994/juni, side 1-6.

10

at meddele os. Jehu støttede sig i lange perioder til stormagten Assur. Måske var det en storpolitisk nødvendighed, og han havde ikke andet valg end at vise behørig underdanighed. Måske kan man også betragte Jehus underkastelse som en yderligere understregning af det bibelske ord i 2 Kong 10,31, at han ikke omhyggeligt fulgte Guds veje – ikke blot i forhold til Guds bud, men også i forhold til det at stole på Gud frem for på politiske alliancer. Efter alt at dømme synes han at have betalt tributten frivilligt og ikke, fordi han militært var tvunget dertil. Gennem det meste af sin regeringstid stod han i et vist afhængighedsforhold til assyrerne. Så sent som i 827 blev han på Den sorte Obelisk stadig beskrevet som en tro vasal. Hvis det afspejler virkeligheden og ikke blot er storkongelig propaganda, antyder det, hvor Jehu havde grundlaget for sit kongedømme: i det gode forhold til stormagten. Jehu er den første israelitiske konge, som betalte tribut til assyrerne. Siden gjorde mange andre konger det samme. Profeterne fordømte ofte de politiske alliancer som et udtryk for manglende tro på Herren (f.eks. Hos 5,13; Es 30,2; 31,1). ■

Ve dem, der drager ned til Egypten efter hjælp! De støtter sig til heste, de stoler på vogne, fordi der er mange, på ryttere, fordi de er talrige; men de ser ikke hen til Israels Hellige, Herren søger de ikke. (Es 31,1)

Jehu, konge af Israel


Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

“Og han fortalte dem en lignelse” Af dr. Kenneth E. Bailey

Dr. Kenneth E. Bailey er kendt verden over for sin store indsigt i den bibelske samtids kulturhistorie. Det meste af sit liv har han boet, forsket og undervist i Mellem-østen. SBA har i samarbejde med forlaget Credo den glæde at kunne tilbyde sine medlemmer en speciel introduktionspris på en af hans seneste bøger, der netop er udkommet på dansk (se mere s. 8). En smagsprøve på betydningen af Baileys indsigt i NT på baggrund af den historiske ramme gives i denne artikel. Red. Jesus var en teolog, der benyttede sig af metaforer. Som nærorientaler var hans foretrukne måde at formidle sit budskab på at bruge metaforer, lignelser og dramatiske handlinger snarere end abstrakte idéer. I den vestlige verden foregår det meste af tænkningen i begreber. Vi begynder med en idé og bruger i tilknytning hertil eventuelt en illustration, når vi prøver at formidle idéen til andre. En vesteuropæer vil måske sige: “Jeg mener, at vort valgsystem skal reformeres. For eksempel bør vi afskaffe valgmandssystemet.” Almindeligvis fremsætter man først en idé, hvorefter man vedhæfter en illustration for at tydeliggøre meningen. En illustration kan også bruges som hjælp til at “sælge” en idé. Idéen er det væsentlige. Om man vil bruge en illustration er op til en selv. For vestlige mennesker er fortællingen ikke blot

sekundær i forhold til idéen, men en historiefortæller opfattes som en entertainer. Når man siger, at den eller den kan fortælle en god historie, mener man, at personen har sans for dramatiske virkemidler. I andre tilfælde mener man, at vedkommende har det med at overdrive. Derfor er evnen til at fortælle vigtig i arbejdet med børn. For os harmonerer opfattelsen af “en god historiefortæller” derimod ikke med forestillingen om “en seriøs teolog”. I Nærorienten ser man anderledes på det. I Mellem-østen bruger alle – fra tiggeren på gaden til kongen i sit palads – fortællinger til at formidle deres opfattelser. Disse fortællinger kan derefter fortolkes. Idéerne udspringer af en god fortælling, men disse “idéer” er sekundære. Fortællingen er det primære og formidler altid mere mening, end de idéer kan udtrykke, som man udlader af dem.

“Lignelsesbugten”. Ifølge Matt 13,1-3 fortalte Jesus mange af sine lignelser fra en båd, mens skarerne samledes på stranden. Ved Genesaret Søs nordlige ende tæt ved Kapernaum findes en lille bugt omgivet af et terræn, der minder om et klassisk teater. Her er en fin akustik, og man antager derfor, at det var her, der blev lyttet til lignelserne. Foto © Hartvig Wagner

“Og han fortalte dem

9


nelsen) sammen. Bemærk at mashal og nimshal har samme hebraiske rod m-sh-l. Oprindelig blev fortællingen/lignelsen naturligvis fortalt i en bestemt kontekst, så de oprindelige tilhørere har måske uden videre forstået lignelsen.. Der er dog ingen tvivl om, at disse tilhørere ofte også behøvede nimshal’en. Men når en lignelse blev overleveret i mundtlig form og til sidst skrevet ned, stod den nye tilhører /læser ikke sammen med de første tilhørere på det sted og den tid, der betingede historien. Derfor havde læseren (og den nye tilhører) i særlig grad brug for nimshal’en for at forstå lignelsen.

Kasserede vindruer. Foto: © Hartvig Wagner

Vingårdslignelsen Denne måde at skabe en pointe på kan man observere i Es 5,1-7. (Jeg har netop gjort det samme; jeg har lige nævnt en idé og vil nu forsøge at illustrere den.) Esajas fortæller en historie om en mand, der anlægger en vingård og gør alt i sin magt for at gøre den til den bedst tænkelige vingård. Han forventer en god høst af kvalitetsdruer, men ak, vinstokkene frembringer kun vilde druer. Hvad betyder lignelsen? I vers 7 forklarer profeten symbolerne. Læseren/tilhøreren er afhængig af disse oplysninger for at forstå, hvad lignelsens ophavsmand ønsker at sige. I dette tilfælde er vingården Israel, planterne er Juda, og Gud er vingårdsejeren. De gode druer er den “retfærdighed”, Gud forventede af sit folk, og de vilde druer er den “retsløshed”, folket gør sig skyldig i. Hjulpet på vej af disse ekstra oplysninger er læseren nu klar til at påbegynde en proces, hvor lignelsen bliver forståelig for ham og samtidig afkræver ham en reaktion. Men de gamle profeter var ikke de eneste, der anvendte denne stil. I den rabbinske verden på Jesu tid hørte mashal (lignelse) og nimshal (den supplerende oplysning, som læseren behøver for at forstå lig-

Jesu lignelser Dette mønster – “lignelse” + “ekstra oplysninger, som er nødvendige for tilhøreren/læseren af lignelsen” – kan spores overalt i Jesu lignelser. Disse nimshalim (flertal) må tages meget alvorligt, også selv om de stammer fra redaktørerne/skribenterne/ forfatterne af evangelierne. Men der er mere endnu. De bibelske historiefortællere havde sprog og kultur til fælles med deres tilhørere. Hvis vi vesterlændinge i det 21. årh. ønsker at trænge ind til kernen af vor Herres lignelser, må vi gøre vort yderste for at forstå, hvad Jesus sagde til sine oprindelige tilhørere. Først da kan vi begynde at ane noget af dybden i det, der foregår, når lignelsen fortælles. Det er ikke nogen let opgave, men valget af den rette vej er første vigtige skridt, når man begiver sig ud på en rejse. Som illustration går vi nu til en af de kortere af Jesu lignelser for at se, hvad den betød for hans oprindelige tilhørere. Vores opgave vil så bestå i at

Den bamhjertige samaritaner. Også denne kendte lignelse (Luk 10,30-37) består både af en mashal og nimshal. Ældre tegning fra tysk kalender. Foto: © Hartvig Wagner

10

“Og han fortalte


afgøre, hvad den betyder for os i dag. Evangelierne rummer to lignelser af Jesus om to bygmestre, hvoraf en var klog og en anden tåbelig. Den ene lignelse findes i Matt 7,24-27, den anden i Luk 6,46-49. Vi vil fokusere på beretningen hos Lukas. I nedenstående boks er lignelsen om huset på klippen sat op på en særlig måde. Både de opsummerende ord til højre og de indrykkede vers er et forsøg på at påvise historiens retoriske struktur. Scenerne optræder parvis. I dette tilfælde er parrene modsætninger: 1 og 4 er modsætninger, ligesom 2 og 5 er det. Det samme gælder om 3 og 6. Sådanne par kaldes ”hebraiske parallelismer”. I denne lignelse udgør de tre par en række trin; jeg har valgt at kalde det ”trinparallelisme”. Sådanne retoriske træk er almindelige hos de gammeltestamentlige forfattere. Deres tilstedeværelse gør det klart, at materialet er blevet til i en jødisk kontekst. Det viser også noget af Jesu kunstneriske sprogbeherskelse. Især denne lignelse er ofte blevet opfattet som en enkel historie fortalt på en enkel måde for fiskere og børn. Ja, jævne folk kunne nemt have lært noget af historien, og den har altid appelleret til børn. Men lignelsen optræder ved afslutningen af Sletteprædikenen hos Lukas, og dens ”tvilling” står ved afslutningen af Bjergprædikenen hos Matthæus. Lignelsen blev altså anset for særlig vigtig. Hvorfor?

Byggeteknik på Jesu tid. I Katzrin Park i Golan, en israelsk pendant til Frilandsmuseet, vises, hvordan man byggede huse på Jesu tid, og hvordan de var indrettet. Foto: © Hartvig Wagner

Lignelsen om huset på klippen og huset på sand 1. Enhver, som kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem – hvem han ligner, vil jeg vise jer: 2.

3.

Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen.

6.

BYGGEDE ET HUS SOKLEN

Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt.

4. Men den, der hører og ikke handler derefter, 5.

HØRER MINE ORD GØR EFTER DEM

ligner et menneske, der byggede et hus lige på jorden uden sokkel. Floden væltede imod det, og straks faldt det sammen, og ødelæggelsen af det hus blev stor.

dem en lignelse”

OVERSVØMMELSE HUSET ROKKES IKKE HØRER GØR IKKE BYGGEDE ET HUS UDEN SOKKEL FLODEN HUSET FALDER

11


“Tempeltinden”. Det sydøstlige hjørne af Jerusalems gamle bymur er et godt eksempel på at bygge på klippegrund. De store nederste sten er typiske for Herodes den Stores byggeri. Foto: © Hartvig Wagner

To måder at bygge på Hos Lukas er der ikke tale om et ”hus bygget på sand” i modsætning til et ”hus bygget på klippen” (som hos Matthæus). Lignelsen hos Lukas taler derimod om ”sokkel” i modsætning til ”ingen sokkel”. Den ene bygger med sokkel, den anden uden sokkel (der tales ikke om sand). Den forudsatte byggeteknik er autentisk for Det hellige Land, hvor der overalt ligger en fast klippegrund under overfladen. Den kloge mand ved, at det er nødvendigt at grave ned gennem lerlaget og bygge på klippen nedenunder. På Jesu tid udviklede romerne kalkmørtel, som er ret hård. Men i almindelighed lavede folk deres mørtel af jord/ler og vand. Bortset fra de meget rige brugte man utilhuggede marksten som byggemateriale. Når fundamentet var lagt på grundfjeldet, var bygningen sikker. Men en doven mand gad måske ikke have besværet med at grave gennem lerlaget for at komme ned til klippen. Et hus, der var bygget på den måde, kunne uden større vanskeligheder overleve, så længe leret, som det stod på, var tørt. Vandfloden Men hvis lerlaget på grund af særlig kraftig regn blev gennemtrængt af vand, ville der blive store problemer. Når det hårde underlag ikke længere kan absorbere det overskydende vand, begynder det at løbe væk. Og det resulterer i, at vandet løber ned gennem gaden. En sådan strøm slanger sig frem og tilbage i gaden og eroderer jorden. Det opblødte ler begynder derefter at sætte sig under vægten af stenmurene bygget på det. Når det sker, begynder de mure at synke og slå revner. Når murene revner, løsner mørtlen mellem stenene sig, og den ene sten efter den anden falder ud. I løbet af ingen tid styrter huset sammen. Jeg har i flere år drøftet disse forhold med talrige bygmestre i Libanon og Israel/Palæstina. Alle fortæller samme historie: En bygmester skal grave, indtil han når ned til klippegrunden, og bruge den som fundament for huset. Så Jesus fortæller en meget realistisk historie, som hans tilhørere uden videre forstod. Men er det en ny historie?

“Fiskerens hus”. I ruinerne af et af husene fra Jesu tid, fundet ved nyere udgravninger af Betsajda, fandt man fiskeredskaber. Huset er bygget af rå sten. Foto: © Hartvig Wagner

12

“Og han fortalte


Stillet ved siden af hinanden udviser de to historier en række slående lighedstræk: 1. 2. 3. 4.

Hver lignelse har to huse. Vand/uvejr-symbolet optræder i begge. Grundvolden er afgørende i begge. I begge lignelser opfordres folket til at ”høre ordet”. 5. I begge falder et hus. Der er også adskillige kontraster mellem de to lignelser: 1. Hos Esajas er huset, der styrter sammen, en eksisterende bygning. Den anden bygning er blot en lovet fremtidig grundvold. Hos Lukas fuldendes begge bygninger i nutiden. 2. Es 28 opfordrer læseren til at ”høre Herrens ord”. Jesus opfordrer sine tilhørere til at ”høre og gøre mit ord”. 3. Esajas kritiserer, at folket har sat sin lid til det forkerte – Egypten og dets guder. Jesus kritiserer dem, der ”hører og ikke gør mine ord”. Ud fra disse to lister er det klart, at Jesus genfortæller en gammel historie. Hans jødiske tilhørere ville naturligvis sige til sig selv: ”Nå, så det er den historie, han fortæller. Jamen, lad os så se, hvad han vil med den!” Truende uvejr. Foto: © Hartvig Wagner

To bygninger hos Esajas Det ville ikke undgå den opmærksomme jødiske tilhørers opmærksomhed, at det var en velkendt historie fra Det Gamle Testamente, Jesus genfortalte. Es 28,14-20 har en beretning om to bygninger. Gud siger til folket, at de har opført en bygning (en politisk/militær alliance med Egypten), men et kraftigt uvejr (Assyrien) er undervejs, og det vil vælte og ødelægge, hvad de har bygget. Alligevel er ikke alt tabt. Gud lover dem, at han vil give dem en ny grundsten, en kostbar hjørnesten, og at han vil lægge den i Zion. De, der bygger på den grundsten, skal ikke rokkes. Så Esajas og Jesus fortalte begge en historie om to bygninger, og historierne fortjener at blive sammenlignet.

Esajas’ budskab Vi må begynde vores undersøgelse med at prøve at forstå, hvad Esajas’ lignelse betød. Esajas skrev omkr. 700 f.Kr. og henvendte sig til folket. På den tid truede assyrerne under Sankerib med at invadere landet. Israel havde indgået en international pagt med Egypten og gennem egypternes tilbedelse af de døde også med dødsriget. Selv om folket mente, de var i sikkerhed, håner Esajas dem: “I har sluttet pagt med døden (dvs. egypterne), og når flodbølgen (assyrerne) vælter frem, vil jeres pagt med dødsriget slå fejl og jeres hus styrte sammen.” Profeten lover derefter, at Gud vil give folket en ny kostbar hjørnesten til en ny bygning. Apostlen Peter siger til sine læsere, at Gud i Jesu person har opfyldt dette specielle løfte (jf 1 Pet 2,4-10). Ville Jesus have været enig?

dem en lignelse”

13


Model af Templet. I forgrunden “Den gyldne Port”. Foto: © Hartvig Wagner

Stenen i Zion Herodes den Store begyndte at genopbygge templet i Jerusalem. Kun rensede præster måtte deltage i selve byggearbejdet. Da de ryddede gulvet i det ødelagte Allerhelligste, fandt de en stor sten midt i rummet, der var “tre fingerbredder” højere end resten af gulvet. Præsterne konkluderede, at Pagtens Ark måtte have stået på den sten, hvorfor de lod den være. Fra den tid blev den kun brugt én gang om året, nemlig på den store forsoningsdag, hvor ypperstepræsten gik ind i det Allerhelligste og satte en stor skål brændende røgelse på stenen. De kaldte den bestemte sten shetiyah, hvilket betyder “grundstenen” (jf Mishnah, Moed, Yoma, 5:2; Danby, p. 167). Ved at gøre det henholdt de sig tydeligvis til løftet hos Esajas for det nye tempel. Stenen var “i Zion”, “en prøvet sten”, en “kostbar hjørnesten” (Es 28,16), og de var forvissede om, at

den, der byggede sit liv på templet og dets institutioner, byggede på en grundsten, der aldrig skulle rokkes. Jesu budskab Jesus kommer så, og med sin genfortælling af denne klassiske fortælling fra Esajas siger han: Jeg og mine ord er shetiyah (grundstenen). Et uvejr er undervejs (den kommende konflikt mellem de zelotiske nationalister og Rom), og når det uvejr bryder løs, vil jeres bygning (tempelkomplekset)

“Det brændte hus”. Under genopbygningen af det jødiske kvarter i Jerusalems gamle bydel fandt man rester af fornemme huse, som blev ødelagt af romerne. Dette hus er tydeligt brændt ned. Foto: © Hartvig Wagner

14

“Og han fortalte


Kristus Pantokrator. Jesu person som frelser og Herre er centrum i mange af hans lignelser, ligesom han er i den tidlige kirkekunst. Her vises en berømt mosaik af Kristus som alle tings Herre (Pantokrator). Fra klosterkirken Dafni i Athen. Foto: © Hartvig Wagner

falde. Men alt er ikke tabt. I mig har Gud opfyldt sit løfte om en ny grundsten. Den sten er jeg. Den, der bygger på mig og mine ord, vil ikke blive rystet af uvejret, og hans hus vil ikke styrte om. Hvis Esajas på den tid var skarpsindig nok til at se dette, mon Jesus så ikke også har været det? Det forbløffende er, at da Jesus genfortalte den gamle historie, anbragte han sig selv i dens centrum. Peters udsagn (1 Pet 2,4-6) hviler på denne forståelse af de to pågældende tekster. Jesus fremstillede sig selv som den nye grundsten lovet hos Esajas, og Paulus var enig (jf.1 Kor 3,10-17). Lignelsen tilbyder med andre ord den enkelte og samfundet en ny grundsten bygget på Jesu person og ord. Samtidig advarer Jesus sine samtidige om utilstrækkeligheden af det nuværende fundament, som deres samfundsliv er bygget på, og om et kommende uvejr, der vil være så voldsomt, at disse utilstrækkelige fundamenter ikke kan klare det. “Herrens ord,” der skal høres og adlydes, bliver til “mine ord” i den nye version af den gamle historie. Jesus – den nye grundsten Ved at hævde, at han selv er shetiyah (grundstenen), fremsætter Jesus et ufattelig dristigt (og farligt) udsagn om, hvem han er, og hvad han er kommet for at tilbyde den enkelte og folket. Det Allerhelligste

(hvor shetiyah-stenen stod) var stedet, hvor Guds shekinah (nærvær) på unik vis boede blandt sit folk. Jesus hævder her, at han er den sten og dermed det nærvær. Det er samme sprogbrug, han benytter sig af ved en anden lejlighed, hvor han siger: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage” (Joh 2,19). Ved retssagen imod ham anklages han for at have truet med at bryde templet ned (Matt 26,60). I Markusevangeliet håner Jesu modstandere ham på korset med samme anklage (Mark 15,29). Det er let at se, hvordan udsagnet “templet vil blive revet ned” af Jesu modstandere bliver fordrejet til “jeg vil bryde templet ned”. En letfattelig historie for børn? Primitiv folkelig litteratur? Græsk religiøs erfaring i historieform? Næppe! Vi har snarere at gøre med et vigtigt, frimodigt, dristigt udsagn af Jesus. Lignelsen fortæller læseren/tilhøreren, hvem Jesus var, og hvad han kom for at udrette. Ved at se nøje på den bibelske, kulturelle, politiske og fysiske verden, som Jesus levede i, fremstår rige lag af betydning, og undervejs fremtræder Jesus, teologen, der benytter sig af metaforer, med frisk integritet, historicitet og genialitet. ■ Oversættelse: Birger Petterson. Bearbejdelse: HW.

dem en lignelse”

15


Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

Isajs (rod)skud Af pastor emer. Hartvig Wagner, Herning

I to af Den danske Folkekirkes adventssalmer og i en julesalme (Den nye Salmebog nr. 72, 77 og 128) kaldes Jesus Kristus: "kvist af Isai stub", "skud af Isaj" og "Isajs rod". Sidstnævnte udtryk møder vi også i salmen nr. 267,3. Alle steder er baggrunden profetien om den kommende Messias i Es 11,1: "Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem af hans rod". Det er uden tvivl denne profeti, Matthæus ser opfyldt, da Josef med Maria og barnet Jesus bosætter sig i Nazaret efter opholdet i Egypten. Det skete, "for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer" (Matt 2,23). Netop dette vers har voldt fortolkere mange problemer, fordi byen Nazaret overhovedet ikke er nævnt i Det gamle Testamente. Forklaringen fremgår af et fund, man gjorde i Cæsarea i 1962. På en inskription fra 3. århundrede e.Kr. dukkede bynavnet Nazaret op skrevet med hebraiske bogstaver. Af stavemåden fremgår, at byens navn er udledt af det hebraiske ord netzer, som betyder (rod)skud – samme ord, som anvendes i slutningen af Es 11,1. Bynavnet Nazaret kan hænge sammen med, at beboerne i den beskedne landsby har været efterkommere af David, Isajs søn. Det gjaldt også Josef og dermed Jesus (Matt 1,20). Da den blinde ved Jeriko hører, at Jesus fra Nazaret kommer forbi, råber han derfor spontant: "Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!" (Luk 18,37-38; Mark 10,47). Den blinde har straks forstået sammenhængen mellem Jesus fra Nazaret og profetien om Isajs rodskud. Når de første kristne jøder kaldte Jesus for nazaræeren (ApG 3,6; 4,10; 26,9), har de ikke blot haft bynavnet Nazaret, men også Es 11,1 i tanke. Paulus anklages over for statholderen Felix for at være en pest, der skaber uro blandt alle jøderne rundt om i verden som leder af nazaræernes parti (ApG 24,5). Meget tyder på, at de første Kristustroende jøder også har kaldt sig nazaræere. På tidlige kristne mindesmærker, som er fundet i Golan-højderne, finder man et symbol, der bedst lader sig tolke som en gren eller kvist, der antyder, at de ældste jødekristne har forstået sig selv som tilhørende opfylderen af Es 11,1: Jesus Kristus, Davids søn, Isajs rodskud. ■

I gårdhaven ved det smukke museum i Katsrin, Golans hovedby, står flere gravminder over tidlige kristne. Øverst på dette billede anes kvisten, der med god grund anses for et af de tidligste kristne symboler. Foto: © Hartvig Wagner

Litteratur Morten Hørning Jensen, “... han skulle kaldes nazarærer”, TEL 1998-4 (Særnummer, jul 1998), side 14-16 Bargil Pixner, Wege des Messias und Stätten der Urkirche (1991), side 23-24; 146; 163-164. Samme: With Jesus through Galilee according to the Fifth Gospel (1992), side 14-16.

19


Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

Laodikea Af pastor emer. Hartvig Wagner, Herning

Byen, som antagelig blev anlagt af den syriske konge Antiokus II (261-246 f.Kr.) og opkaldt efter hans hustru Laodike, havde en strategisk vigtig beliggenhed i den frugtbare Lykos dal ca. 6 km nord for den moderne provinshovedstad Denizli i det vestlige Tyrkiet. Laodikea lå, hvor en nord-syd gående vej krydsede en af oldtidens hovedfærdselsårer, vejen fra Efesos i vest til Eufrat i øst. At byen i kraft af denne beliggenhed var en af oldtidens største og rigeste byer, bekræfter de mange ruiner, der ligger spredt ud over det udstrakte højdedrag, hvor byen lå. Man ser bl.a. rester af to teatre, templer, et stort stadion med et vandtårn i nærheden, et gymnasium, et odeon og et nymfæum. Rester af tilkalkede vandledninger tyder på, at byen har haft problemer med vandforsyningen. Det kan forklare, at Kristus i brevet karakteriserer menigheden med ordene: ”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.”

Smyrna (Izmir)

SAMOS

Efesus

PROVINSEN ASIEN

Det sidste af de syv menighedsbreve i Johannes’ Åbenbaring er rettet til englen for menigheden i Laodikea (3,14-22). Et besøg i ruinerne af den dengang store og berømte, men længst forsvundne by, og skriftlige kilder fra byens storhedstid kaster lys over brevets skildring af menighedens alvorlige situation.

Laodikea Hierapolis Lyk os Laodikea Kolossæ

Denizli MIDDELHAVET

0

10

20 km

0 20 40 60 80 100 km

Står man nu mellem ruinerne og ser mod nord, øjner man tydeligt ca. 10 km borte de hvide kalkformationer i Pamukkale, oldtidens Hierapolis (Kol 4,13). De er dannet, hvor varme kilder springer frem, og i omtrent samme afstand mod øst lå byen Kolossæ, der var kendt for sit friske, kolde kildevand.

SBA-Øst afholder foredrag Mandag d. 18. april kl. 19.00 “Archaeology and the Reliability of the Bible” v. prof. Alan Millard, Liverpool Sted: Dansk Bibel-Institut, Frederiksborggade 1 B, 1. th., 1360 Kbh. K Medlemmer af SBA gratis adgang, ikke-medl. 40,Tolkning arrangeres. Alalakh og telkan Tayinat ligger nu på tyrkisk område

Rest af tilkalket vandledning i Laodikea. Foto: © Pictorial Library, www.bibleplaces.com

11


Odeon: halvrund, teaterformet bygning til rådsmøder, koncerter og litterære arrangementer Nymfæum: helligdom for nymferne, yndefulde græske naturguddomme. Ofte opført som et kunstfærdigt bygningsværk omkring en kilde, som tjente til offentlig vandforsyning Seldsjukkerne: et asiatisk steppefolk, der herskede i Lilleasien 1071-1308 og blev de tidligste af tyrkernes forfædre

Udsigt mod nord fra kanten af Det lilleTeater i Laodikea. I det baggrunden ses det hvide kalkbjerg i Hierapolis ca. 10 km borte. Foto: © Hartvig Wagner

I Laodikea var man kendt med vandet i begge nabobyer, og enhver i menigheden har straks forbundet noget konkret med Kristi ord og forstået hentydningen. På samme måde har menigheden kunnet føle sig ramt af fortsættelsen: ”Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig.” Menigheden har uden tvivl haft del i den store rigdom, der prægede byen. Historieskriveren Tacitus (ca. 56-120 e.Kr.) fortæller, at byen selv var i stand til at rejse sig af ruinerne efter et ødelæggende jordskælv i år 60 e.Kr. uden tilbudt hjælp fra kejser Nero. Trods al materiel rigdom måtte menigheden se sin åndelige fattigdom i øjnene. Men for at kunne det og gennem anger og bod finde frelse, råder Kristus menigheden til hos ham ”at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine

øjne med, for at du kan se”. Igen her møder vi tydelige hentydninger til de historiske forhold i Laodikea. Byen var kendt for sit bankvæsen. Det røde guld var man fortrolig med, men åbenbart ikke med den rigdom, som alene Kristus kan give – vel at mærke til den, der holder ud i troens kamp. Historikeren Strabo (ca. 64 f.Kr.-24 e.Kr.) oplyser, at man i Laodikea fremstillede og eksporterede fornemme klæder lavet af en glinsende ravnesort uld. Disse klæder må byttes ud med Kristi retfærdigheds hvide dragt. Endelig var byen kendt for sin medicinalindustri og lægekunst, særligt når det gjaldt øre- og øjensygdomme. Det spiller Kristus også på. Alene han kan hjælpe mennesker til at se sandheden i øjnene og finde vejen til frelse. Flere kirkeruiner vidner om, at kristendommen fortsat havde hjemme i Laodikea også efter modtagelsen af brevet med den alvorlige dom. Det kunne tyde på, at man har taget imod det kald til omvendelse og frelse, hvormed brevet slutter. I året 360 blev der afholdt en synode i Laodikea, som fik afgø-

Anselig kirkeruin i Laodikea. Foto: © Hartvig Wagner

12

Laodikea


I Laodikea var der bl.a. et stort stadium, hvor dele af sæderne stadig anes. Ruinerne giver indtryk af en rig by. Foto: © Pictorial Library, www.bibleplaces.com

rende betydning for fastlæggelsen af den nytestamentlige kanon. Om byens videre skæbne ved man, at den blev erobret af de muslimske seldsjukker i 1071, og at korsfarerne indtog den i 1119. Med det byzantinske riges fald i 1453 er byens langsomme forfald sikkert sat ind. ■

Litteratur Fatih Cimok, Reise zu den Sieben Gemeinden (Istanbul 1999) Everett C. Blake & Anna G. Edmonds, Biblische Stätten in der Türkei (Istanbul 1997) Das große Bibellexikon, Band 3 (Giessen 1996) Zondervan Illustrated Bible Backgrounds Commentary, Volume 4 (Grand Rapids 2002) Hans P. Pedersen, Brevene fra Patmos (København 2004)

“Ordet og Israel” • • • • •

Aktuelle nyheder fra Israel De bibelske profetier Messianske jøder Bibelens jødiske baggrund Nyt fra Ordet og Israels arbejde i Jerusalem

Hele 2005 for kun 195 kr. For unge : gratis indtil du fylder 26 år! (oplys fødselsår ved bestilling) kontor@ordetogisrael · Ordet og Israel · Tlf.: 8698 7912

www.ordetogisrael.dk

Laodikea

13


Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

I ly af røgels I ly af røgelsen

Af cand.theol. Knud W. Skov, Bjerringbro

Når man læser de nærmest eksotiske afsnit i Esters bog om livet ved hoffet i Susa, kan man næsten ikke lade være med at undres. Teksten fortæller i Ester 4,11, at det menneske, der søger audiens hos kongen og derfor går ind i den inderste gård hos kongen – og som kongen ikke straks rækker sit guldscepter ud imod – skal dø. Man er altså i den situation stærkt afhængig af, at kongen umiddelbart ønsker at modtage besøg og finder den pågældende værdig til en audiens. Det kan virke som en barsk og næsten usandsynlig beretning, der så alligevel er ganske sandsynlig ud fra et bestemt fund. Et relief i et skatkammer I forbindelse med udgravninger af byen Persepolis i 1936 opdagede man i skatkammeret to næsten ens relieffer af ca. 6 m. længde. De viser med al tydelighed kongen siddende på sin trone som den ophøjede hersker med sit scepter og en lotusblomst. Bag ham står tilsyneladende kronprinsen ligeså med en lotusblomst. Begge de kongelige er afbilledet som væsentligt større end dem, der står omkring. Man har gættet på, om det er kong Dareios den Store (521 – 486 f.Kr.) eller kong Xerses (den bibelske Ahasverus fra 485 – 465 f.Kr.), der sidder på tronen. Det er dog ikke til endeligt at afgøre, men det er heller ikke så væsentligt her.

To røgelsesstandere På relieffet ses foran kongen to røgelsesstandere. Disse to danner et skel mellem den, der søger audiens og kongen. For at vedkommende skal komme indenfor, vil det være naturligt, at kongen netop rækker sit scepter ud for at signalere, at vedkommende er velkommen indenfor – ligesom i Esters bog. Det er også enkelt at forstå årsagen til, at kongen har sådanne røgelsesstandere til at sprede veldufte i tronsalen. Den almindelige indbygger i Persepolis eller Susa ville ikke få bad nær så tit som en gennemsnitsdansker – og ville heller ikke have fået tøjet vasket så tit. Det var derfor et spørgsmål om at undgå de dårlige lugte fra gaden og at have

Det iranske relief fra Persepolis/Teheran. Foto: © Vagn Juhl Jensen

3


Skitse over de storslåede udgravninger i Persepolis. Reliefferne blev fundet i det store område nederst til højre. Skitse: © University of Texas at Austin.

påfaldende, at indretningen af både Tabernaklet og Templet var sådan planlagt, at røgelsesalteret stod lige foran indgangen til det Allerhelligste (2 Mos 30,6). På det alter skulle der morgen og aften sørges for, at der var røgelse. Her er også en konge, der får røgelse foran sig – en røgelse, der er hentet fra de ofringer, som israelitterne havde bragt. Igen er det “kongen” inde bag den røgelse, så hvis man skal ind til kongen, må man være ren og Gud-velbehagelig i sit liv. en vis standard af renhed, når man havde sådanne standere. Mordokaj, som vi hører om levede på storbyens Susas torv (Est 4,6), har godt været klar over, at han nok ikke ville få foretræde for kongen. Det er nok derfor, Mordokaj i stedet beder Ester om at gå ind til kongen. Hun ville trods alt have en større chance for at komme indenfor til kongen end Mordokaj selv (Mordokai var i øvrigt forhindret, fordi han bar sørgedragt som reaktion på Hamans jødeforfølgelsesdekret). GT og røgelse Når vi i Bibelen i øvrigt læser om røgelse, finder vi en parallel i forbindelse med ofringerne i GT. Det er

Røgelse i den himmelske helligdom I Joh Åb 5 og 8 møder vi igen røgelse. De to steder omtales de kristnes bønner som røgelse. Disse bønner er samlet i guldskåle, der står foran Guds trone og alteret – altså nærmest lige som vi kan se det på relieffet fra Persepolis. Som den højt ophøjede konge er Gud også højt ophøjet – og ingen undtagen én kan komme til Gud, uden at Gud har tilkendegivet det ved sin berøring (dog ikke med noget scepter). Netop den ene, der kan gå ind bag Himlens “røgelsestæppe”, er også den eneste, der i sig selv har været i stand til at gå ind bag røgelsesalteret i templet – nemlig Jesus Kristus. ■

SBA-foredrag SBA formidler en række bibel-arkæologiske foredrag via hjemmesiden www.sba-dk.dk, under punktet ”Foredrag”. Undersøg udbudet der og bestil gerne direkte via hjemmesiden.

4


Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

Kyros Babylon Kyros ogog Babylon Af cand.theol. Erik Kloster, Ringkøbing

Under perserkongen Kyros’ ledelse sejrede det persiske imperium over babylonerne, der havde haft magten i Mellemøsten siden 612/605 f.Kr. Den mest afgørende begivenhed fandt sted i efteråret 539 f.Kr., hvor hovedstaden Babylon faldt, og det betød samtidig begyndelsen til afslutningen på jødernes eksil, der havde varet siden 587 f.Kr.

Babylons fald Babylon var forstærket af store, brede mure og var desuden beskyttet af floden Eufrat, idet den var umulig at krydse pga. vanddybden og strømmen. Men Kyros satte sine soldater til at grave kanaler nord for byen, så flodens vand blev ledt væk, og vandstanden faldt så meget, at de kunne gå direkte ind i byen. Det var en krigstaktisk genialitet og en ingeniørbedrift af format. Åb 16,12 hentyder faktisk til denne historiske begivenhed: ”Den sjette engel hældte sin skål ud over den store flod Eufrat, og den udtørredes for vand, så der blev banet en vej for kongerne fra solens opgang.”

”I Tashritu måned, da Kyros angreb den akkadiske hær i Opis (Bagdad) ved Tigrisfloden, gjorde indbyggerne i Akkad oprør, men Kyros udslettede de forvirrede indbyggere. På den femtende dag (12. oktober) blev Sippar indtaget uden noget slag. Kronprinsen Nabo-nides flygtede. På den 16. dag indtog Gobyras (Gutiums guvenør) byen Babylon uden reel kamp. Nabonides blev senere arresteret i Babylon, da han vendte tilbage dertil. I Arahshamnu måned, på den 3. dag (29. oktober) da Kyros drog ind i Babylon, blev der spredt små grønne kviste foran ham – for nu var der opstået en våbenhvile og fredsslutning ...

Kong Kyros blev årsag til Babylons fald. På en cylinderinskription finder vi følgende beretning om krigen lige op til byens fald og om Kyros’ indtog i byen:

De sidste par linjer lyder som noget, vi har hørt før: de lægger grønne grene på vejen, da en konge holder sit indtog i byen. Kyros fik sin ”Palmesøndag” i 539 f.Kr. Kong Kyros’ edikt Året efter udstedte han et edikt om, at jøderne, der var blevet tvunget i eksil af babylonerne et par generationer tidligere, måtte rejse hjem til Israel og Jerusalem igen. Han blev en befrier for Guds folk. Det var der ikke noget overraskende i. Det havde Esajas allerede profeteret om over 100 år tidligere, endda med detaljer om tørlægningen af Eufrat og genopbygningen af Jerusalem og templet. I Es 44,27f hedder det: Til havdybet siger jeg: “Bliv tørt!« Jeg udtørrer dine strømme. Til Kyros siger jeg: “Min hyrde!” Han skal udføre alt det, jeg vil. Jeg siger til Jerusalem: “Du skal genopbygges, og templet skal grundlægges.”

Eufratfloden løber rundt om Babylons bykerne – og deler samtidig byen i to. Det gør byen sårbar overfor netop den type angreb, som mederne foretog under ledelse af kong Kyros. Skitse: © John Brennan.

3


Det er på denne cylinder med kileskrift, at vi finder Kyros' beskrivelse af sin triumf over Babylon - og omtalen af bl.a. jødernes frigivelse. Foto: © BAR 11.3 (1985)

En Guds tjener uden Gud Kyros var ikke jøde og troede ikke på Israels Gud, tværtimod ved vi fra kiletavler, at han tilbad guden Marduk i Babylon. Han var afgudsdyrker af den slags, som GT ikke har meget til overs for, og dog brugte Gud ham som sit redskab til at befri jøderne. Gud lod ham få magten – for jødernes skyld: for at Guds udvalgte folk kunne få lov til at vende hjem til Jerusalem. I Es 45,4 siger Gud til Kyros: For min tjener Jakobs skyld, for Israels, min udvalgtes, skyld, kaldte jeg dig ved navn; jeg gav dig hædersnavn, skønt du ikke kender mig. Kyros kendte ikke Israels Gud, men Kyros var Guds ”salvede”, Guds ”Messias” eller Guds ”Kristós”. Det bliver han kaldt i Es 45,1, og det er underligt, for det er en titel, som i Det gamle Testamente ellers er forbeholdt konger og præster i Israel, og som ikke passer til en afgudsdyrkende hedning. Kyros som Kristustegn Men Kyros blev med sin sejr over Babylon en Kristus-type, et levende tegn, der gav et forvarsel og en anelse om det vidunderlige, der skulle ske. Kyros blev på en uventet måde en frelser for Guds folk på En genopbygget udgave af Babylons Ishtarport. Denne port stod som omdrejningspunkt for processionsgaden i Babylon, idet de sejrende krigere ville vandre ad processionsvejen frem til porten. Der ville de modtage kongens hyldest – og vandre videre ind i det indre Babylon. Foto: © www. wunderground.com

4

samme måde, som Jesus blev en frelser for os: vi var taget til fange og magtesløse i vort fangenskab. Han besejrede vore fjender og gav os frihed uden at forvente noget til gengæld. Hans komme betød nederlag for de onde magter og frelse for Guds folk. Kyros Kristós blev en profetisk skikkelse, en forløber, som finder sin egentlige mening i Jesus Kristus. Han minder os på forhånd om Jesus: han er en preminder, ikke en reminder. Det var jo lige sådan en frelser, vi trængte til: Én, der var udvalgt og salvet af Gud til at føre kampen for os mod vore fjender, og som var stærk nok til at sejre over dem; én der ville vise barmhjertighed mod os, selvom vi var allierede med fjenden og ikke havde gjort os fortjent til noget som helst; én, der kunne komme til os fra en uventet kant, helt udefra og befri os af det fangenskab, som vi aldrig selv kunne slippe ud af; én, der ville vise nåde imod os uden at forvente, at vi gav noget tilbage til ham igen, for vi havde intet at give; én, der kunne føre os fra Babylon til Jerusalem1, eller rettere: ud af syndens og dødens rige, og ind i Guds rige. Kyros er IKKE Kristus Kyros blev en preminder om Jesus, men der var også forskel på dem. Jesus holdt sit indtog i Jerusalem på en noget mere afdæmpet facon i forhold til Kyros. Han kom ikke i spidsen for en stærk og sejrrig hær, men med en lille flok på 12 disciple. Han kom ikke i magt og herlighed, men ydmyg og sagtmodig, ridende på et æsel. Han kom ikke som Kyros for at herske, men for at tjene. Han vandt sig et navn i historien, ikke ved at slå andre ihjel, men ved selv at dø og sejre for os gennem døden. Og det bedste ved det hele: Jesu sejr varer stadig ved, det gør Kyros’ ikke. Perserkongen blev dræbt under et felttog omkring 530 f.Kr. – Jesus lever. ■ 1 Babylon og Jerusalem symboliserer i Åb. to modsætninger: den faldne, gudløse og fortabte verden overfor det rige, hvor Gud er nær og hvor Guds folk bor. Det er derfor Åb 19,1f glæder sig over Babylons fald, for det er et tegn på den endelige frelse for Guds folk.


Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

“Jeg er vintræet – I er grenene”

“Jeg er vintræet

– Vintræet i historisk og arkæologisk lys Af ph.d.-stipendiat Morten Hørning Jensen

I både GT og NT er vintræet brugt som et centralt symbol på forholdet mellem Gud og sit folk og som et billede på nærhed, velsignelse og ødelæggelse.

Hen over sommerdagenes ubønhørlige hede skulle vinmarken passes. Når den sidste regn var faldet omkring april, gik der næsten et halvt år, til den næste sorte sky kom forbi. Netop i slutningen af tørkeperioden var vintræets drueklaser klar til høst. I den lange periode uden regn har druerne klaret sig alene på den natlige dug. Man kan levende forestille sig den glæde, som Bibelen beskriver, der udspandt sig omkring vinhøsten. Med glædesråb løb børnene rundt på marken, stillede tørsten i de fuldmodne druer frem for i gammelt cisternevand og sov med de voksne ude på marken under vagttårnet, til de sidste dyrebare drå-

ber var i hus (Es 16,10). Der er ligefrem et påbud om, at man skal være glad under den efterfølgende takkefest for markens afgrøder, løvhyttefesten (5 Mos 16,14). Hårdt arbejdet i vingården Vindruens afgørende betydning lå i den vin og most, den gav som supplement til det sparsomme kilde- og regnvand. Derfor var man derfor også villig til at levere den store arbejdsindsats, det krævede at få en vinmark til at give udbytte. Første udfordring i det bjergrige landskab, der udgør størstedelen af det bibelske Israel, var at anlægge terrasser på bjergsiderne. Det krævede generationer på generationers arbejde. Efter vinterstorm og regn forestod et større genopbygningsarbejde af nedbrudte støttemure.

Det krævede hårdt arbejde at vedligeholde bjergterrasserne efter vinterregnstormene. Foto: © Morten Hørning Jensen

3


En vinmark blev oftest bevogtet med et vagttårn for at beskytte den kostbare afgrøde. Foto: © Hartvig Wagner

På bibelsk tid dyrkede man vintræet på den traditionelle måde, hvor træet voksede på langs understøttet af nogle sten. Foto: © Jim Flemming.

Dernæst skulle vintræet plantes. Det gav ikke udbytte det første år. Hver stikling var en investering med håb om udbytte. Derfor krævede vindyrkning fred og stabilitet. Man anlagde også vagttårne og byggede gærder for at holde vilde dyr og tyve ude. Selve tilsynet med planterne var også krævende. Vintræet kan nemlig beskrives som en “kravlende busk”, der, hvis den ikke konstant beskæres, vokser vildt med lange grene, der selv slår rod og bliver til nye træer. Får det lov til at ske, går det ud over frugten. Derfor måtte vingårdsejeren konstant beskære træet for at fjerne døde skud eller skud, der ikke ville give frugt.

Endelig, når høsttiden nærmede sig, flyttede landsbyen ud på marken og overnattede der for at sikre sig, at den dyrebare høst ikke blev stjålet eller ødelagt. Et godt træ kunne producere klaser af druer helt op til 13 kg stykket med enkeltdruer på størrelse med blommer.

Det traditionelle arbejde i vinmarken kan stadig opleves i dag. Foto: © Jim Flemming

Mosaik fra 557 e.Kr. i Lot og Procopius Kirken i Khirbet elMukhayyat, Jordan, der viser to glade mænd i færd med at træde vindruer. Foto: © Hartvig Wagner

4

Fund af trædeperser Vinproduktionen i det bibelske Israel afspejles i de mange arkæologiske fund af vinperser. Oftest benyttede man en trædeperse, der blev hugget direkte ned i grundklippen. De plukkede drueklaser blev samlet i et stort kar, og forsigtigt trampet med de bare fødder så saften blev frigivet uden at kernerne blev knust. Druesaften løb herfra ned i et eller flere overløbskar, hvor urenheder bundfældede sig.

“Jeg er vintræet


Trædeperse fra Jesu tid fundet under udgravninger i Nazareth Village. Druerne blev trampet i den bagerste fordybning og saften løb gennem overløbsrenden ned i den forreste. Foto: © Morten Hørning Jensen

Derefter blev saften siet, så myg og andet ikke fandt vej til lertøjsbeholderne (jf. Matt 23,24). Skulle druesaften ikke anvendes som juice, blev den opbevaret på et køligt sted i særlige vinbeholdere. Gæringsprocessen gik nu i gang, og det krævede nedarvet ekspertise at producere god og ikke sur vin. Præcis som i dag var der derfor stor forskel på god og dårlig vin (jf. Joh 2,10). Den gyldne vin i Herodes’ tempel Vintræets store symbolværdi gik ikke Herodes den Stores næse forbi. Derfor valgte han under sin restaurering af templet at lade guldsmede lave en gylden vinranke til at sno sig over indgangen til selve tempelbygningen. Selvom man, ret forudsigeligt,

aldrig har fundet rester af denne kostbare udsmykning, er den kendt fra både Josefus og de senere rabbinske skrifter. Vinklaser som udsmykning Ligeledes lod både Herodes og hans søn Arkelaos mønter præge smykket med vinklaser. Det samme gjorde også jøderne under både den første og den anden opstand mod Rom, hvor man på en særlig måde ønskede at fremhæve de jødiske symboler. Vintræet var altså et af dem. Derfor ser man også dette motiv i udsmykningen af mange af de senere synagoger (se foto side 6), såvel som på mosaikgulve, lamper, benkister og vægmalerier.

Mønt udstedt af Arkelaos (4 f.Kr. - 6 e.Kr) udsmykket med vinklase. Grafik: © David Hendin

– I er grenene”

5


Vinklaser og vinranker blev hyppigt anvendt som udsmykning i fx synagoger. Her fra Bar’am. Læg mærke til vinranken under buen. Foto: © Morten Hørning Jensen

Vintræet som symbol i GT Årsagen til den hyppige brug af vin som udsmykning findes i GT’s skrifter, hvor vintræet eller vingården en række centrale steder bruges som et billede på en trefoldig måde: For det første er vintræet et symbol på glæde, velsignelse og fred. Der, hvor bjergene ”drypper med most” (Amos 9,13), er der et civiliseret samfund, hvor der er udbytte for den store indsats. Det er et samfund i fred og ikke krig (jf. Jer 31,5; 1 Kong 5,5; 1 Makk 14,12). For det andet bruges vingården gentagne gange som et billede på forholdet mellem Gud og Israel. Israel beskrives som en vingård eller en vinstok, Gud som vingårdsejer har plantet, passet og plejet1.

Umiddelbart er billedet positivt. Det beskriver en tæt relation mellem Gud og Israel baseret på Guds omsorg og pleje. Men næsten hver gang bruges billedet samtidig som en dom over Israels handlinger som fx i sangen om vingården i Es 5 (se tekstboks). Det umulige skete. I stedet for ægte druer var udbyttet ubrugelige vilddruer på trods af den rigtige pleje2. Derfor lader Gud vingården forfalde, og uden den intense pleje bliver den med det samme til en vildmark. For det tredje bruges billedet som et symbol på velsignelsen i endetiden, hvor der igen skal herske fred, og hver mand skal sidde under sin egen vinstok3.

Noter 1 2

3

Sl 80,8-16; Es 5,1-7; Jer 2,21; 6,9; 12,10-11; Ez 15,1-8; 17,5-10; 19,10-14; Hos 10,1, se også Filon, Drømme 2.172. I orienten vokser der frit en vild vin-art (vitis orientalis), der bærer små syreagtige vindruer uegnet til høst. Denne plante ser ud og opfører sig helt anderledes end den rigtige vinplante (vitis vinifera). I Es 5,4 er det tydeligvis den rigtige vin, der blev plantet. Frugten af denne kunne også blive dårlig, hvis træerne ikke blev beskåret og renset. Herved blev druerne små og indtørrede (jf. Moldenke 1952, 239f). Zak 3,10; Mika 4,4; Amos 9,13-15; Jer 31,5. 29-30; Es 27,2-6, se også det apokalyptiske skrift 2 Baruks Bog 39,7

6

“Jeg er vintræet


Vintræet hyppigt symbol i NT I NT bruges vintræet som symbol i hele seks lignelser og udsagn af Jesus: figentræet i vingården (Luk 13,69), ung vin på gamle sække (Matt 9,17), arbejderne i vingården (Matt 20,1-16), de to sønner og vingården (Matt 21,28-32), de onde vingårdsforvaltere (Matt 21,33-44 + par.) samt Jesu tale om sig selv som vintræet (Joh 15,1-8). Af disse rummer særligt de to sidste tydelige referencer til GT og især til lignelsen om vingården i Es 5. Dette er i sig selv dristigt og provokerende. Hvad der på overfladen ligner et uskyldigt billede, placerer i virkeligheden Jesus midt i Guds frelseshistorie som ”det sande vintræ” (Joh 15,1, jf. Jer 2,21). Arkæologisk sidelys over Joh 15 I lyset af arkæologien og historien træder en række ting tydeligt frem i Jesu brug af vintræsbilledet i Joh 15: Når Jesus kalder sig selv for ”vintræet”, disciplene for ”grenene” og sin far for ”vingårdsmanden”, så bruger Jesus et særdeles kendt billede. Disciplene kunne umiddelbart knytte til ved det og forstå detaljerne i sammenligningerne. De var altså klar over, at det krævede hårdt arbejde, at få grenene til at bære frugt. Konstant skal de beskæres og løftes op, da de hele tiden vil forsøge at vokse vildt og slå rod og derved miste muligheden for at bære god frugt (v. 2-3). Disciplene var også klar over, at intet er mere hjælpeløst end en gren skilt fra vintræet (v. 4-5), mens modsat en gren godt fæstnet på stammen og beskåret for vildskud vil kunne bære fantastisk frugt selv efter den lange tørkeperiode. Hvorfor? Fordi grenen har adgang til at suge næring fra hele træet. Grenens position er altså på én gang bundet og hjælpeløs samtidig med, at den rummer en uhindret frihed til at suge kraft og bære frugt. Det er ind i denne situation, at Jesus siger: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det”. ■

Litteratur - Akpunonu, P. D. 2003. The Vine, Israel, and the Church. Peter Lang. - Moldenke, H. N. og A. L. Moldenke. 1952. Plants of the Bible. New York: The Ronald Press Company. - Flemming, J. 1999. The World of the Bible Gardens. Ein Karem. - Rousseau, J. J. og R. Arav. 1995. Jesus and His World. Minneapolis: Fortress Press. - Vamosh, M. F. 2004. Food at the Time of the Bible. Palphot.

– I er grenene”

Esajas’ bog 5,1-4 Jeg vil synge en sang om min ven, min elskedes sang om hans vingård. Min ven havde en vingård på en frugtbar skråning. Han gravede den, rensede den for sten og plantede den til med vinstokke. Han byggede et vagttårn i den og udhuggede også en perse. Han ventede, at den ville give vindruer, men den gav vilddruer. Og nu, Jerusalems indbyggere, Judas mænd, døm mellem mig og min vingård. Hvad var der mere at gøre ved min vingård, som jeg ikke har gjort? Når jeg ventede, at den ville give vindruer, hvorfor gav den så vilddruer?

Joh 15,1-8 Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.

LÆS MERE Titel: The Vine, Israel and the Church Forlag: New York: Lang, 2003 Forfatter: Peter Damian Akpunonu Pris: $64.95 Vin, vintræer, vingårde omtales mange steder i bibelen! I en ny bog, The Vine, Israel and the Church, har den nigerianske præst Peter Damian Akpunonu gjort et stort arbejde med at samle disse. Bogen gennemgår først vin og vindyrkning i et bredt mellemøstligt perspektiv. Derefter fokuseres der fire udvalgte steder (Es 5, Sl 80, Matt 21,33-44, Joh 15), der gennemgås i stor detalje. Bogen slutter med to kapitler, der ser bredt på billedet af Israel som en vinplante i GT og kirken som en vinplante i NT. Bogen kan anbefales for sin store grundighed og meget fornemme behandling af de bibelske passager om dette emne.

7


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Den, der tørster, skal komme til mig og drikke

Af postdoc, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen

På Jesu tid fandt der under løvhyttefesten en speciel ’vandøsningsceremoni’ sted, hvor en festklædt procession hentede vand i skåle fra Siloadammen for at tømme dem ud i et kar ved brændofferalteret i templet. Denne ceremoni kaster lys over Jesu opråb i Joh 7,37.

Grædemuren er i denne uge ikke helt sig selv. Folk er ekstra glade. Der smiles og synges. De fleste er festklædte med bedesjal om hovedet og har et bundt grene og en citron i hånden. Rundt om i Jerusalem ser man den ene hytte efter den anden på altaner og tage. Der fejres nemlig løvhyttefest, og der er stadig et gran af sandhed i de gamle rabbineres vurdering: den, der ikke har oplevet glæden i Jerusalem under løvhyttefesten, kender slet ikke til glæde. I GT’s forskrifter er der et direkte påbud om at være glad (5 Mos 16,14), for med denne fest afsluttes årets takkefester for den afgrøde, Gud havde ladet vokse på markerne. Nu er alt i hus, og en ny regntid står for døren.

sen gennem de sydvendte trappeopgange under den kongelige søjlehal. Men frem for at gå ind i selve tempelkomplekset ad den normale vej gennem Den gyldne Port, der ledte ind i kvindernes forgård, valgte processionen denne ene dag om året at benytte en særlig port, der havde fået sit

VANDØSNINGSCEREMONIEN PÅ JESU TID På Jesu tid, da templet endnu stod i Jerusalem, blev den forestående regntid og vandets betydning markeret på en særlig måde. Det jødiske skrift Mishnah fra ca. 200 e.Kr. beskriver, hvordan en særlig procession fandt sted på løvhyttefestens sidste dag. Med en præst i spidsen forlod en festklædt forsamling af mennesker templet og banede sig vej ned gennem den gamle Davidsby til Siloadammen. Her fyldte de gyldne kar med vand og gik tilbage mod templet og ind på tempelplad-

8

En af de mange altanløvhytter i det ultraortodokse kvarter i Jerusalem. Foto: Hartvig Wagner.

SJÆLDEN VIDEO FRA BESØG UNDER TEMPELPLADSEN For nylig lykkedes det en besøgende i den nye moske under Tempelpladsen at optage en videofilm af, hvad han så. Filmen vises gratis på nettet og giver et godt indtryk af de berømte ”Salomos stalde”. Se hele filmen på adressen: >>> kortlink.dk/2e5s


navn efter denne begivenhed, Vandporten. Den førte direkte ind i præsternes forgård, og at dømme ud fra den jødiske historieskriver Josefus og fra Mishnah, bestod processionen af repræsentanter fra hele folket: Mænd, kvinder og børn. Denne ene dag om året var der altså vendt op og ned på den normale orden, og alle befandt sig nu i præsternes forgård frem for bagved afskærmningerne mellem hhv. kvindernes og mændenes forgård (Ant. 13.372 og m. Sukkah 4,9). Vandet fra karrene blev nu hældt i et sølvkar ved foden af brændofferalteret, mens folket tiljublende råbte til præsten, at han skulle løfte sine hænder, så alle kunne se, at karrene virkelig var blevet tømt. EN NY KILDE SKAL SPRINGE FRA TEMPLET Selvom denne tradition ikke er foreskrevet direkte i Moseloven, så knytter to steder i GT en forbindelse mellem templet og kildevand, det levende vand (jf. de tre artikler om levende vand i TEL 20022, 3, 4). Ez 47,1-12 og Zak 14,8 beskriver, hvordan en kilde en dag skal springe fra templet med en sådan styrke, at der vil blive vendt op og ned på de kendte livsvilkår - præcis som der denne dag er vendt op og ned på hvem, der må befinde sig i præsternes forgård. Vandet skal strømme ud fra templet, så selv Det døde

Hav bliver levende og fyldt med fisk, og alle folkeslag skal drage til Jerusalem for at fejre løvhyttefesten (Zak 14,16). Netop Zakarias 14 blev ifølge den babylonske Talmud læst under løvhyttefesten. LEVENDE MESSIASFORVENTNINGER På den måde var løvhyttefesten spækket med Messiasforventninger. Hvert år drog folk op til Jerusalem og mange sikkert med et håb om, at det netop var i år, at Gud ville gribe ind. Ikke underligt var folk derfor yderst interesserede i at finde ud af, om Jesus ville dukke op i templet til løvhyttefesten. Var det nu, han vil vise sig som Messias i templet, eller ville han fortsætte med at gøre sine gerninger i det afsidesliggende Galilæa (jf. Jesu brødres kommentar i Joh 7,3-4)? I Johannesevangeliets beretning får vi en fornemmelse af, hvordan luften nærmest summede af forventninger, mens man ledte efter ham: ”Jøderne ledte nu efter ham under festen og sagde: ’Hvor er han?’ Og blandt folk var der megen snak om ham. Nogle sagde: ’Han er en god mand.’ Andre sagde: ’Nej, han fører folket vild.’” (Joh 7,11-12). Da Jesus endelig trådte frem på tempelpladsen og begyndte at undervise, blev der med det samme splittelse. Nogle kom til tro på ham som Messias. Andre sendte vagter ud for at gribe ham.

Festklædte jøder foran Grædemuren under løvhyttefesten. Foto: Todd Bolen, www.bibleplaces.com.

9


FESTENS SIDSTE OG STØRSTE DAG Da festens sidste og største dag er kommet, står Jesus frem og råber: ”Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand’” (Joh 7,37-38). Set på baggrund af samme dags vandøsningsceremoni med levende vand fra Siloadammen bliver dette udsagn af Jesus sat i relief. Det er et yderst provokerende udsagn ind i sin sammenhæng. Netop denne dag mindes jøderne Guds løfte om den kilde, der skal springe fra templet. I stedet siger Jesus, at kilden skal springe fra dem, der tror på ham. Sådan tale kalder på en reaktion. Enten må man bekende ham som Guds udvalgte, som Messias, eller også må man afvise ham som en gudsbespotter, der sætter sig selv i Guds sted og faktisk nyfortolker løftet fra skrifterne. Det levende vand som tegnet på Guds indgriben skal nu ikke længere forventes fra templet, men fra den, der tror på ham. Ikke underligt, at mens nogle sagde: ”Han er sandelig Profeten... Han er Kristus” (7,40-41), så ville andre ”af dem gribe ham” (7,44). DET SANDE LYS Og så er Jesus ikke færdig med at provokere. Løvhyttefesten var også særlig på den måde, at fire kæmpe lysestager placeret i kvindernes forgård, hver nat lyste op over Jerusalem. Rabbinerne siger ligefrem, at der ikke var en forgård i Jerusalem, der ikke var oplyst som under højlys dag. Igen var dette ment som et tegn, der skulle

Skitse over templet på Jesu tid. © Robert Backhouse, Tempel Guide, Korskær.

minde om Guds endetidsløfter. Zak 14,7 taler om, den dag skal være som én lang dag, ”selv ved aftenstid skal det være lyst”. De fire lysestager gjorde dette løfte synligt og nærværende, præcis som også vandøsningsceremonien. Det er derfor lige så slående, når Jesus i Joh 8,12 står frem og siger: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”. Løsrevet fra sin sammenhæng kan det umiddelbart virke som almindelig symbolsk tale. Men set i lyset af løvhyttefesten på Jesu tid kan det ikke siges mere klart, at Jesus ser sig selv som opfyldelsen af Guds løfter. ORD I GERNING Men Jesus blev afvist af folket på tempelpladsen. Det førte ikke til fred som også beskrevet i Zak 14. I stedet beskyldte jøderne ham for at være en samaritaner, besat af en dæmon (Joh 8,48). Jesus gik derfor væk fra tempelpladsen, og på sin vej så han en mand, der var født blind. Som født handikappet blev han af sin samtid regnet for uren (jf. 9,2). Han måtte ikke komme i templet og havde ikke været med i vandøsningsceremonien. På ham viste Jesus nu i gerning, hvad han lige havde sagt i ord. Selv en blindfødt mand er ikke udelukket fra rækkevidden af Jesu løfte om aldrig at vandre i mørket. Jesus gav ham synet tilbage og sendte ham ned for at rense sig i Siloadammens levende vand. Da han kom tilbage bekendte han sig – som den eneste den dag under løvhyttefesten – til Jesus: ”Jeg tror, Herre.” Og han tilbad ham (9,38).

Litteratur: Andreas J. Köstenberger. 2002. John. I Zondervan Illustrated Bible Backgrounds Commentary. Grand Rapids. Alfred Edersheim. 1994 (genoptryk). The Temple: Its Ministry and Services as They Were at the Time of Jesus Christ. Grand Rapids. Kan også findes på adressen: www.kortlink.dk/2dh3 Henvisninger til Mishnah og Josefus i artiklen er for Mishnahs vedkommende, Sukkah 4,9-10 og Middoth 1.6, og for Josefus, Rekonstruktion af præsternes forgård med alteret i midten. ’Vandporten’ er øverst i billedet. © Robert Backhouse, Temple Guide, Korskær.

10

Antiquitates 13.372.


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Alterets horn

Af lektor ved Menighedsfakultetet, Carsten Vang

Bibelen nævner igen og igen, at israelitterne byggede altre. De havde både altre, hvor de ofrede dyr og afgrøder, og små altre, hvor de brændte røgelse og andre vellugtende stoffer. Adskillige gange hedder det om disse altre, at de var forsynede med særlige anordninger, som kaldes “horn”.

Da Moses f.eks. modtog instrukser for, hvordan han skulle lave brændofferalteret, hedder det, at han “skulle lave horn på dets fire hjørner; hornene skal gå i ét med alteret” (2 Mos 27,2). Da kong Salomos bror Adonija frygtede for sit liv, flygtede han hen til alteret og greb om dets horn (1 Kong 1,50f). Direkte berøring med alterets horn gav ham et fristed. Imidlertid beskriver Bibelen aldrig, hvordan et alter med horn rent faktisk så ud, eller hvilken praktisk funktion hornene havde. De, som Bibelen først blev skrevet til, vidste det åbenbart. For dem var et alter med ”horn” en naturlig sag og behøvede ikke nærmere forklaring. Men en moderne læser står helt fremmed over for altre og horn. Her kan bibelarkæologien komme os til hjælp. Man har fundet flere altre, og nogle af dem har horn. Fundene er endnu sparsomme, men vi har dog så meget, at Bibelens udsagn nu begynder at give mening på dette felt. ET FRITSTÅENDE ALTER

Alteret, som er blevet fundet i nærheden af den bibelske by Shilo. © BAR 2004/3.

For få år siden fandt man ved et tilfælde et fritstående alter i nærheden af Shilo, hvor tabernaklet i sin tid stod. Dette alter er næsten kvadratisk i sin form, ca. 120 cm på hvert led. Det er ikke bygget af sten, men er hugget ud af klippen og står frit på en skråning. Alteret har tydelige fremspring på hvert af de fire hjørner, de såkaldte “horn”. Hornene er ikke føjet til alterbordet, men går i ét med det. Der er ingen helligdom eller bebyggelse i forbindelse med alteret. Et tankevækkende træk ved dette friluftsalter er, at dets fire horn vender mod de fire verdenshjørner: nord, øst, syd og vest. Hvornår alteret er fra, vides ikke. Der er ikke fundet potteskår ved alteret. Sandsynligvis har det været i brug i Dommertiden (ca. 1350-1000 f.Kr.). 11


ET ØDELAGT ALTER INSKRIPTION MED HEBRAISK ALFABET FUNDET I slutningen af 2005-sæsonen gjorde man et uhørt fund på Tel Zayit, knap 50 km syd for Tel Aviv. På en stor kalksten sad det hebraiske alfabet ridset ind fra ende til anden. A-b-c’en har enkelte steder en anden rækkefølge end den, vi kender i dag. Stenen sad i en mur, som kan dateres til d. 10. årh. f.Kr. (kong Salomos tid). Alfabetet er dermed den ældste udgave af det hebraiske alfabet til dato. Fundet tyder på, at skrivekunsten har været udbredt langt tidligere, end forskerne hidtil har troet. Allerede i det 10. årh. har man på en fjern udpost i forhold til Jerusalem lavet skriftlige optegnelser. Hvorfor man har ridset alfabetets bogstaver ind på en sten, bliver ivrigt diskuteret. Yderligere information om det spændende fund kan ses her: >>> kortlink.dk/2p3h >>> kortlink.dk/2p3k

Alteret fra Be’ersheba efter, at det er blevet samlet igen. Fra 700-750 f.Kr. Imod den bibelske forordning (f.eks. 2 Mos 20,25) var dette alter bygget af tilhuggede sten. © BAR 1995/3.

12

Et andet alter er fundet under udgravninger i Be’ersheba. Det blev fundet i adskilt tilstand, og stenene var genbrugt i en bygning. Alteret er på et tidspunkt blevet vanhelliget ved at blive ødelagt og skilt ad. Det er her nærliggende at tænke på kong Hizkijas kultreform, da han ca. 720 f.Kr. tilintetgjorde alle lokale altre og helligsteder (2 Kong 18,22). Alteret i Be’ersheba er bygget af smukt tilhuggede sten. I hvert hjørne har det haft fremspring, der

går i ét med hjørnestenen. Hvordan dette alter var orienteret, ved vi af gode grunde ikke. Vi ved heller ikke, hvor det har haft sin plads, om det var i en helligdom eller var et selvstændigt, fritstående alter ligesom alteret ved Shilo. Andre israelitiske altre havde ikke horn: Det gælder f.eks. alteret i Arad (7. årh. f.Kr.). Dette alter var bygget af utilhugne sten, men havde øjensynligt ikke horn i hjørnerne. Altre med horn kendes ikke bare fra Israel, men også blandt Israels naboer.


Arkæologien viser os, at vi ikke skal forestille os ”alterets horn” som noget i retning af spidse kohorn, der stikker ud. ”Alterets horn” er særlige fremspring i hvert hjørne og går i ét med alteret. De gør, at alteret tydeligt skiller sig ud som et alter. ALTRE MED HORN I BIBELEN Brændofferalteret i helligdommen havde horn i hvert hjørne. De skulle gå i ét med det (2 Mos 27,2). Det samme gjaldt røgelsesalteret inde i selve helligdommen, bortset fra at det var beklædt med guld: Det havde også fire horn, ét i hvert hjørne (2 Mos 30,1-2). Hornene skulle ikke laves separat og føjes på alteret; de skulle formes i umiddelbar sammenhæng med alterbordets hjørner. Dette svarer præcist til altrene fra Shilo og Be’ersheba. Alteret i Arads tempel, 7. årh. f.Kr. Dette alter havde ikke horn. © www.BiblePlaces.com

VEJEN FRA SILOADAMMEN TIL TEMPLET FUNDET I sidste nummer af TEL omtalte vi fundet af Siloadammen fra Jesu tid. Siden da har denne udgravnings arkæologer gjort et nyt spændende fund i samme område, nemlig den sydlige ende af den vej, der førte fra dammen og nordpå til templet. Denne vej kan meget nemt have været en af hovedvejene i det gamle Jerusalem. Den gamle Davidsby lå nemlig dengang indenfor bymuren og førte de mange pilgrimme fra byens eneste kilde med rindende vand og ind i templets forgårde. Oven på vejen fandt arkæologerne tydelige rester efter Jerusalems ødelæggelse år 70 e.Kr. i form af væltede mure og askelag. Se mere her: >>> kortlink.dk/2nkw

13


Hornene på alteret spillede en afgørende rolle i gudstjenesten. Blodet fra offerdyret skulle smøres på hornene ved særlige lejligheder, både når ypperstepræsten skulle indvies til sin tjeneste (2 Mos 29,12), og når der skulle bringes ofre til soning for synd (f.eks. 3 Mos 4,18.25). Noget af blodet fra offerdyret blev smurt på alterets horn, enten det var røgelsesalteret eller brændofferalteret. Blodet skulle forblive på alteret, også når offeret var brændt væk. TILFLUGTSSTED Alterets horn synes også at have fungeret som et tilflugtssted for mennesker, der følte sig truet på livet (1 Kong 1,51). Salomos bror Adonija flygtede hen til alteret og greb fat i dets horn, og han blev skånet. Joab styrtede også hen til alterets

horn (1 Kong 2,28). Kong Salomo ville dog ikke respektere alterets fredhellige status, men lod Joab hugge ned. Ved menighedens takkegudstjenester dansede man i lange kæder helt frem til alterets horn (Sl 118,27). Brændofferalterets horn symboliserede Guds vedvarende frelse. Profeten Jeremias siger, at Israels synd er af en sådan art, at den står skrevet på altrenes horn (Jer 17,1). Altrenes horn er blevet til indbegrebet af synd, måske fordi de er bygget til afguder. Amos siger, at altrenes horn vil blive hugget af (Am 3,14); de bliver vanhelliget og kan ikke bruges mere. FRELSENS HORN Omvendt tilbedes Gud i Sl 18 som “frelsens horn” (Sl 18,3). Her er tanken Røgelsesalter fundet i Megiddo, ca. 10. årh. Da dette alter kun er ca 30 cm2 på overfladen og kun ca. 65 cm højt, har det været for lille til ofringer af dyr. Også røgelsesaltre havde horn. © David Harris / Steimatzky.

e

14

næppe Guds frelses stærke kraft, men det tilflugtssted, som David finder hos Gud. Gud selv er for David som ”frelsens horn” ved alteret, hvor der er et fristed fra alle fjender. Måske er det også det, som den gamle præst Zakarias tænker på, når han siger, at ”Gud har oprejst os frelsens horn i Davids hus” (Luk 1,69). Betegnelsen ”frelsens horn” var på den tid også blevet en betegnelse for Messias. Det viser gamle jødiske bønner os. Man længtes efter, at ”frelsens horn” måtte spire frem (den jødiske ”attenbøn”). Parallellen til Sl 18 gør det dog nærliggende, at Zakarias her sigter til, at Gud nu har oprejst et fristed for os, og at dette fristed er hans Messias.


Solopgangen fra det høje

Af pastor emer. Hartvig Wagner, Herning

Det er en udbredt antagelse, at Jesus er født år 7 før vor tidsregning. Samme år fandt en astronomisk begivenhed sted, som hele den daværende kulturverden var stærkt optaget af. Det viser samtidige kildeskrifter og arkæologiske fund.

I år 7 f.Kr. mødtes planeterne Jupiter og Saturn i Fiskenes stjernebillede og stod da ganske tæt ved hinanden hele tre gange. Denne konjunktion, som man kalder et sådant planetmøde, vakte særlig opmærksomhed, fordi man tillagde de to planeter en særlig betydning. Jupiter regnede man for ”verdensherskerens stjerne” og Saturn for ”jødefolkets stjerne”. At de to planeter mødtes i Fiskenes stjernebillede, det sidste i dyrekredsen, kunne derfor udlægges som tegn på, at endetidens verdenshersker skulle fødes i Israel. Det var måske netop den tolkning, der ledte vismændene til Jerusalem, da de oplevede mødet mellem de to planeter, som de måske også havde forudberegnet (Matt 2,2). Datidens astronomer var virkelig i stand til forud at beregne planeternes bevægelser på stjernehimlen ganske nøje. Det fremgår bl.a. af en lertavle med kileskrift, som er fundet i Sippar i det nuværende Irak, et af datidens astronomiske centre. Lertavlen viser sig at være en ka-

Man tillagde den dato en særlig betydning, hvor en stjerne for første gang viser sig lavt i øst lige før solopgang efter at være blevet ”overhalet” af solen under dennes østgående bevægelse i forhold til stjernerne. Her ses Jupiters og Saturns ”opgang” en morgen i april år 7 f.Kr. (Tegning: Hartvig Wagner)

lender for år 8 f.Kr. Heri er stjernehimlens udseende det kommende år opført og det forestående tredobbelte møde mellem Jupiter og Saturn i Fiskenes stjernebillede udtrykkeligt omtalt. ZAKARIAS LOVSANG Vi ved, at oldtidens mennesker holdt nøje øje med stjernehimlen. Den var så at sige hver mands gratis kalender, der kunne hjælpe folk til at holde rede på år, dage og

timer (1 Mos 1,14). På den baggrund kalder en strofe i præsten Zakarias’ lovsang (Luk 1,67-79) et spørgsmål frem. Mens han gjorde præstetjeneste i Jerusalems tempel, havde englen Gabriel bebudet, at han skulle få sønnen Johannes, der skulle berede vejen for frelseren. Da Johannes (Døber) var født, udbryder Zakarias: ”Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvorved solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge.” Var Zakarias opmærksom på det forestående planetmøde og på den udlægning, der ledte de vise mænd til Jerusalem? Kun et halv år senere var frelseren født i Betlehem. Vi kan ikke vide, om Zakarias bevidst sigter til planetmødet. Men som præst har han i hvert fald været fortrolig med Det gamle Testamentes profetier om Messias, den lovede frelser. Han har kendt profeten Malakias’ profeti med Guds løfte: ”Men for jer, der frygter mit navn, skal retfærdighedens sol stråle frem, under dens vinger er der helbredelse” (Mal 3,20). SATURN OG ISRAEL

Aftegning af den stjernealmanak, der blev fundet ved Sippar i Mesopotamien, og som omtaler den særlige konjugation. (Efter A. Strobel, Der Stern von Bethlehem, 1985)

Planeterne bar i oldtiden forskellige navne. I Amos’ bog kaldes Saturn ”Sakkut, jeres konge, og Kefan, jeres gudestjerne” (Am 5,26), citeret i ApG 7,43 under navnet Raifan. Det viser, at Saturn har været sat i forbindelse med Israels folk, der ganske vist hos profeten bebrejdes, at man dyrkede Saturn som en guddom. Påfaldende er et andet navn. Man har i oldtiden også kaldt Saturn Retfærdighedens Sol, 3


De tolv Patriarkers Testamenter Det er navnet på et oprindeligt jødisk skrift fra omkring år 100 f.Kr. Det foregiver at indeholde testamenter fra Jakobs tolv sønner. I oldkirken er der kommet flere kristne tilføjelser til. Under alle omstændigheder hæfter man sig ved tre udsagn, som minder om Zakarias’ ord om ”Solopgangen fra det høje”: I Levis Testamente (18,3) hedder det om en ny præst, som Herren vil oprejse: ”Hans stjerne skal stige op på himlen som en konge, og den skal udsende erkendelsens lys som solen om dagen.” I Judas Testamente (24,1) er der tale om en messias med følgende ord: ”Og herefter skal der for jer opgå en

som tilfældet netop er hos Malakias. Det kunne tyde på, at Gud har villet bruge ikke bare profeters ord, men også den stjernehimmel, der er åben over alle, som en vejviser, der peger frem mod den frelse, der ikke bare gælder Israels folk, men alle folk på jorden. STJERNENS ’OPGANG’ Påfaldende i Zakarias’ lovsang er endvidere, at den græske grundtekst kun har ordet opgang, (græsk anatolæ), som den danske oversættelse gengiver ved ”solopgang”. Det anvendte græske ord er det astronomiske fagudtryk, som også anvendes i Matt 2,2. Det bruges om den dato, hvor en stjerne for første gang viser sig i øst lige før solopgang efter at være blevet ”overhalet” af solen under dennes østgående bevægelse i forhold til stjernerne. Zakarias kan altså med ordet opgang have hentydet til det øjeblik, da jødefolkets stjerne, planeten Saturn efter profetien bebuder frelserens nært forestående fødsel. Det betyder vel at mærke ikke, at Bibelen siger god for alle mulige astrologiske spekulationer og udsagn. Om Gud og hans rige, med andre ord om ”Himlen” (med stort), kan der kun tales i billeder. Og at ”himlen” (med lille) med sol, måne, planeter og stjerner inddrages i talen om Gud og hans underfulde veje er kun naturligt. Det sker også i Bileams kendte profeti om Jakobs stjerne: ”Jeg ser ham, dog ikke 4

stjerne i fred, og der skal fremstå et menneske af min sæd som retfærdighedens sol.” Efter at Israel har omvendt sig, hedder det i Zebulons Testamente (9,8): ”Og derefter skal Herren selv stige op for jer som et retfærdighedens lys, og helbredelse og barmhjertighed er gemt under hans vinger.”

Litteratur: De gammeltestamentlige Pseudepigrafer, Det danske Bibelselskab 2001.

Tre ejendommelige vidnesbyrd I året 66 e.Kr. begyndte jøderne oprøret mod romernes herredømme, som endte ulykkeligt med Jerusalems og templets ødelæggelse i år 70 e.Kr. Både den jødiske historieskriver Josefus (37-100 e.Kr.) og de romerske historieskrivere Tacitus (ca. 55-120 e.Kr.) og Suetonius (69-140 e.Kr.) nævner alle tre samme årsag til, at jøderne indledte oprøret. Josefus skriver: ”Hvad der dog især ansporede dem (jøderne) til krigen, var et tvetydigt orakel, som også fandtes i de hellige skrifter. Det sagde, at ”på netop dette tidspunkt ville en fra deres land komme til at herske over den beboede verden.” Josefus gør så opmærksom på, at jøderne tog fejl, idet oraklet i virkeligheden handlede om Vespasian, idet han blev proklameret som kejser i Judæa. Tacitus skriver noget helt tilsvarende. Suetonius kender til ”en gammel og vedholdende opfattelse, som havde bredt sig ud over hele Orienten gående ud på, at det af skæbnen var blevet forudbestemt, at mænd fra Judæa på dette tidspunkt skulle få herredømmet over verden.” Også Suetonius slår fast, at forudsigelsen refererer til den romerske kejser. Alle tre historieskrivere kender altså til et udbredt varsel om en jødisk verdenshersker. Om dette varsel hænger sammen med den store konjunktion i år 7 f.Kr., kan ikke afgøres, men det omtalte varsel hentyder klart til en messiasforventning i det jødiske folk, som man overalt i Orienten har kendt til.

Litteratur: Den nytestamentlige tids historie, red. Sigfred Pedersen, Aarhus 1994, s. 458f.


nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel” (4 Mos 24,17). NYT ARKÆOLOGISK CENTER OG MUSEUM I JERUSALEM

TIDENS FYLDE Beretningen om vismændene og ordvalget i Zakarias’ lovsang kan derfor tages som udtryk for, at Gud har valgt at lade sin Søn føde netop i det år, da man i Israel og nabofolkene har været optaget af det sjældne og opsigtsvækkende planetmøde og spurgt: Hvad skal mon dette betyde? Måske er det netop den gunstige omstændighed, Paulus hentyder til med ordene: ”Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven” (Gal 4,4).

Se også artiklen om Betlehemstjernen i TEL 4/1998

Litteratur: O. Gerhardt, Der Stern des Messias, Leipzig/Erlangen 1922. August Strobel, Der Stern von Bethlehem, Fürth/Bay 1985. K Ferrari D’Occhieppo, Der Stern von Bethlehem, Giessen/Basel 1999.

Herodes den Store og stjernen På Jesu tid spillede astrologien en stor rolle overalt i det mægtige Romerrige. F. eks. skrev den romerske digter Vergil et berømt digt, hvori han varslede en helt ny lykkelig tidsalder for hele verden med henvisning til Jupiters og Saturns stilling. Digtet tilegnede han Asinius Pollio, som blev konsul i år 40 f.Kr. I hans familie ventede man derfor, at der skulle fødes en dreng, som kunne tilvejebringe den nye verdensorden. Herodes havde nære forbindelser til Pollio og lod to sønner opdrage hos ham i Rom. Netop i år 40 f.Kr. besøgte Herodes Rom og blev af senatet udnævnt til konge i Judæa. Det blev fejret i Jupitertemplet på Capitol. Samtidig lod Herodes en mønt lave med hans navn på forsiden og på bagsiden en stjerne flankeret af to palmegrene (symbol for Israel) anbragt over en krigshjelm. Mønten vidner om, at Herodes har overtaget de astrologiske signaler fra Rom og set sit eget liv i lyset heraf. På denne baggrund forstår vi, at vismændenes ankomst og spørgsmål har forfærdet Herodes, som mente, at han selv og ingen anden var opfylderen af forventningerne om den nye lykkelige tidsalder. Samme år anklagede Herodes de to af sine sønner, der var opdraget hos Pollio, for sammensværgelse mod sig og lod dem henrette.

Ved siden af det i forvejen store og imponerende Israels Museum er der netop påbegyndt konstruktionen af et nyt arkæologisk center. Arkiverne under museerne bugner, så der er brug for mere udstillingsplads. Dette nye center skal f.eks. huse 15.000 stumper af Dødehavsrullerne, som indtil nu har ligget gemt på Rockefellermuseet i Østjerusalem. Som en særlig ting vil centeret have glaspartier ind til lukkede områder, hvor igennem besøgende kan iagttage forskere, mens de arbejder på de arkæologiske genstande. Se mere her: >>> kortlink.dk/383w >>> kortlink.dk/383x

© www.bibleplaces.com

For- og bagside af en mønt, Herodes d. Store lod præge i kroningsåret 40 f.Kr. Hans navn er på forsiden (tv). På bagsiden ses en stjerne flankeret af to palmegrene (symbol for Israel) over en krigshjelm. (Foto i A. Strobel, Der Stern von Bethlehem, 1985)

5


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Hoseas’ Bog

– set under arkæologiens synsvinkel

Af lektor Carsten Vang

Profeterne i Bibelen taler ofte gådefuldt. De fordømmer religiøse skikke og tager afstand fra forhold, som vi ikke længere kender. Her kan den bibelske arkæologi give værdifuld hjælp. Det gælder f.eks. Hoseasbogen, hvor arkæologien kan kaste nyt lys over profetens budskab.

Forgyldt statue af guden Ba’al, fundet i byen Ugarit i det nordlige Syrien. Ca. 1500-1200 f.Kr. (Foto: © Biblical Archaeological Review 27/3 (2001))

Hoseas’ offentlige tjeneste fandt sted i Nordriget mellem ca. 755 og 722 f.Kr., hvor han virkede som profet i en meget turbulent tid og nåede at opleve syv forskellige tronskifter og fire kongemord. Assyrerne, som var datidens absolutte stormagt, blev mere og mere truende. I 732 f.Kr. tog de størstedelen af landet og omdannede det til tre provinser i deres imperium. 10 år senere kom turen til hovedstaden Samaria, som blev erobret efter tre års belejring.

“DE OFREDE TIL BA’ALERNE” (11,2) Hoseas anklagede folket for at dyrke andre guder samtidig med deres tro på Gud. Man dyrkede bl.a. guden Ba’al. Hoseas siger, at selv om Gud havde velsignet Israel ved at give dem overflod og store rigdomme, brugte de dem på Ba’al (2,10). Overalt dyrkede man denne guddom, ofte ved fritstående altre på markante steder i landskabet (4,13). Og i 11,2 hedder det: “Israelitterne ofrede til Ba’alerne, tændte offerild for gudebillederne”. Ba’al var synonym med gudebilleder. Denne Ba’al var den kana’anæiske storm- og frugtbarhedsgud, som blev æret i by efter by over hele Mellemøsten. Han blev ofte afbilledet med løftet arm og med en tordenkile, rede til at bekæmpe enhver modstander. Han er den stærke kriger, der sikrer frugtbarhed i naturen. Han sørger for regnens komme og afgrødernes vækst. Han beskytter imod livets onde kræfter. I den store by Ugarit, som befandt sig i udkanten af det kana’anæiske område, er der fundet en Ba’al figur smykket med guld. Mange af gudebillederne på Hoseas’ tid har sikkert set tilsvarende ud. Gudebilledet har søgt at udtrykke Ba’als skønhed, styrke og kraft.

15


“GOLDE MODERLIV OG UDTØRREDE BRYSTER” (9,14) Ved siden af Ba’al dyrkede man ofte den kvindelige gud Ashera eller Astarte. Hun nævnes ikke i Hoseasbogen, men ofte i Kongebøgerne. Ashera blev tilbedt som frugtbarhedsgudinden, der sikrede mennesker, dyr og natur frugtbarhed. Overalt i lagene fra Israels og Judas byer finder arkæologerne små statuer, der er lavet af ler. De er særligt hyppige i perioden 8. til 6. århundrede f.Kr., herunder Hoseas’ tid. Statuerne er ca. 10 cm høje. De er nøgne, og deres kvindelige former er markerede; brysterne bliver fremhævede, undertiden ved at hænderne løfter dem op. Samtidig har disse statuetter konsekvent form som en cylinder fra brystet og nedefter. De er fundet i resterne af private huse og har stået i praktisk taget hvert hjem.

Små figurer af ler, som findes overalt i lagene fra det 8.-6. årh. Denne type var særligt udbredt. Efter at jøderne vendte tilbage fra eksilet, forsvandt disse figurer fuldstændigt. Der er ikke fundet en eneste kultfigur fra den eftereksilske menigheds tid. (Foto: © Biblical Archaeological Review 27/3 (2001))

16

Mange fortolkere har foreslået, at de mange små statuer kan være frugtbarhedssymboler, der skal fremstille gudinden Ashera. Er det rigtigt, kan det illustrere Hoseas’ ord om, at “Efraim er bundet til gudebilleder” (4,17). Andre fortolkere mener, at de små statuer snarere har været udtryk for kvinders bøn om velsignelse af moderlivet. Med disse statuer har kvinder villet fremføre en bestandig bøn om beskyttelse af moderskab og amning. Er det mon det, Hoseas har i tankerne, da han udtaler sit grumme ønske om, at Gud som straf måtte give kvinderne i folket “golde moderliv og udtørrede bryster” (9,14)? At han med andre ord ville ønske, at alle folkets mange bønner og små statuer med fremhævede bryster må føre til det stik modsatte.

ISRAELITTERNE “STØBER SIG GUDEBILLEDER” (13,2) Ved siden af de mange gudebilleder nævner Hoseas ét bestemt billede: en tyrekalv. Den første konge i Nordriget, Jeroboam I, lod fremstille to tyrekalve af guld; den ene blev stillet op i den sydligste by, Betel; den anden fik fast placering i byen Dan længst mod nord. Disse to kalve skulle repræsentere Israels Gud. Man søgte til disse byer og tilbad ham i skikkelse af en tyr. Hoseas henviser til, at folket på hans tid ærede tyrekalven højt og stolede på den, som om den var en gud (8,4-6; 10,5); dog ville den ende med at blive ført væk som simpelt krigsbytte. Tyren var et velkendt og udbredt symbol på guddommens styrke og evne til at give frugtbarhed. I den kana’anæiske fore-


NYE UDGRAVNINGER I JERUSALEM I september måned 2006 genoptog Eilat Mazar sine udgravninger i Davidsbyen, som, efter hvad der oplyses, skal løbe over de næste seks måneder. Sidste sommer gjorde dr. Mazar et meget bemærkelsesværdigt fund på stedet. Hun fandt resterne af en stor bygning med kraftige mure og mange rum. Bygningen stammer ifølge hende fra 1100-1000 f.Kr., og hun mener, at bygningen kan være resterne af det palads, som kong David byggede, da han havde erobret Jerusalem. Denne tolkning er dog omstridt, og flere arkæologer indvender, at bygningen må være 100-150 år yngre. Se TEL nr. 3/2006. Planen med de nye udgravninger er at få mere information om den store bygning og finde entydige spor af, hvornår den er opført. Læs mere her: >>> kortlink.dk/387h

Resterne af det helligsted i byen Dan, hvor den ene tyrekalv stod opstillet. Denne platform dateres gerne til Jeroboam IIs tid, som er omtalt i Hos 1,1. Byen Dan med dets helligsted blev ødelagt i 732 f.Kr. (Foto: © www. bibleplaces.com)

stillingsverden blev Ba’al ofte skildret som den unge tyr. Stormguden Hadad blev også ofte gengivet som en tyr. De to guldkalve i Betel og i Dan er forsvundet. Dog har arkæologerne fundet flere eksempler på kalve lavet af bronze eller sølv. Et særligt smukt eksemplar blev fundet for en del år siden i Dor, i Samarias bjergland. Ud fra de lag, som figuren blev fundet i, bliver tyren dateret til ca. 1100 f.Kr. Kalven er usædvanligt smukt udført, 17 cm lang og 12 cm bred. Allerede fra gammel tid havde israelitterne figurer af tyre. Det understreger Hoseas’ ord om, at israelitterne “støber sig gudebilleder” (13,2). “SMUKKERE STENSTØTTER” (HOS 10,1) Ved hvert eneste helligsted stod der mange altre og mange stenstøtter. “Jo bedre det gik deres land, des smukkere stenstøtter lavede de” (Hos 10,1). Profeten ser dem som udtryk for frafaldet i landet (10,2). Arkæologien har givet os et indblik i dette fænomen. “Stenstøtter” var store opretstående sten, som blev stillet i templerne eller på offentlige arealer i byen. De kunne stå i grupper på to eller flere sten sammen på række.

Tyrekalven af bronze, fundet ved et åbent helligsted i nærheden af Dor. Tyren var et meget udbredt symbol på stormog frugtbarheds guden. (Foto: © Biblical Archaeological Review 20/3 (1994))

17


Undertiden står de sammen to og to, en større sten med en mindre sten ved sin side. Måske skulle den store sten symbolisere den mandlige guddom, og den lille repræsentere den kvindelige guddom. Stenstøtter kendes fra Kana’an og fra Syrien tilbage til 4000 f.Kr. Der er tale om en gammel skik, som israelitterne overtog fra deres naboer og tilpassede deres tro på Gud. Sådanne stenstøtter er fundet i mange sammenhænge. Som regel er stenene utilhugne. De har ingen skikkelse eller ansigt. I Hasor har man fundet stenstøtter i alle de kana’anæiske templer, som er fundet fra Mellem- og Senbronzealderen (1800-1200 f.Kr.). På tel Dan har udgravninger afsløret rækker af opretstående sten både i byens port og lige uden for byporten. Fund af offerskåle og brændte knogler foran stenene viser, at de må have haft religiøs betydning. Man har ofret i deres umiddelbare nærhed. De religiøse sten er fundet i de lag, som stammer fra assyrernes ødelæggelse af byen Dan omkring 732 f.Kr. Stenene har altså stået der på Hoseas’ tid. Sandsynligvis repræsenterer stenene en eller flere guddomme. På vej ind i byen Dan er rejsende og byens egne indbyggere standset op for at ofre til de guddomme, som stenene repræsenterer. Fundene i Dan illustrerer Hoseas’ tale om de mange stenstøtter i landet. “DE SKAL FALDE FOR SVÆRDET” (14,1) Hoseas forkynder, at Israel vil blive løbet over ende af fjenden, og at deres befæstede byer og stærke fæstningsanlæg vil falde. Fjendens soldater vil ødelægge fæstningerne, og ingen af dem vil kunne holde stand (10,14). Befolkningen ville blive tvangsflyttet til Assyrien, hvor de skulle blive urene ved landets fødemidler (9,3). Kvinder og børn i Samaria skulle opleve krigens forfærdelige gru på nærmeste hold og blive dens ofre (10,14; 14,1). Dette blev virkelighed i flere omgange: først i 733-32, da assyrerne erobrede størsteparten af landet, og senere i 722, hvor

Ved byporten i Dan er der fundet mange stenstøtter, såkaldte masseber. (Foto: © Biblical Archaeological Review 24/5 (1998))

18

samme skæbne overgik hovedstaden Samaria med dens opland. De, som overlevede krigen, blev forflyttet med magt til Assyrien. Arkæologerne har gravet i flere af de store kongebyer i Assyrien. I resterne af de kongelige paladser er der fundet adskillige relieffer hugget ud i sten. Her skildrer assyrerne, hvordan de erobrer byer og gør ende på indbyggerne. Man har ikke fundet relieffer, som viser erobringen af Samaria i 722. Men assyriske relieffer fra erobringen af andre byer giver et dramatisk billede af, hvordan Samaria og andre af Israels befæstede byer blev løbet over ende. Vi ser på billedet ovenfor, hvordan pansrede, mobile rambukke på hjul hamrer løs på byens mure, så de til sidst må give efter


Assyrerkongen Tiglat Pileser (745727 f.Kr.) og hans hær belejrer en befæstet by. Han og hans to efterfølgere spredte rædsel, ødelæggelse og død i Israels byer. (Foto: © Archaeology Odyssey 2004/1.)

De overlevende må drage i landflygtighed. Fra relieffet over belejringen af byen Lakish. (Foto: © Archaeology Odyssey 2004/1)

og kollapser. Assyriske bueskytter står beskyttet bag palisadehegn og beskyder byens forsvarere med pile. Andre soldater stormer bymurene med stormstiger. Byens forsvarere står hjælpeløse og ofrer i deres desperation et menneske til deres gud i håb om dennes hjælp. Nederst på relieffet ser vi, hvordan de overlevende indbyggere bliver slagtet ned. Overalt ligger der dræbte. I baggrunden bliver overlevende soldater spiddet på pæle til skræk og advarsel for andre. Dette illustrerer på stærkeste vis Hoseas’ udsagn om, at Samarias indbyggere “skal falde for sværdet” (14,1).

magten samme år, som Samaria blev løbet over ende, omtaler i flere inskriptioner, hvordan han deporterede indbyggerne i Samaria og genbosatte dem mange hundrede km fra deres hjemstavn. Arkæologien giver os således dramatiske billeder af den virkelighed, som profeten Hoseas talte ind i. Gennem fund af tekster, relieffer, byer og genstande fra de sidste år af Nordrigets levetid kastes der lys ind over de korte og knappe

udsagn i Hoseasbogen. Arkæologien formidler både et indtryk af gudsdyrkelsen på Hoseas’ tid og af truslen om angreb og deportation.

Læs også artiklen “Arkæologisk lys over Amos’ bog” af Jan Mortensen i TEL juni 2003, der kaster lys over Amos’ bog ud fra arkæologien og historien.

“DE SKAL FLAKKE OM BLANDT FOLKENE” (9,15) De, som overlevede erobringen af en by, måtte se en grum skæbne i øjnene. Nogle blev slået ihjel, andre blev tortureret. Derefter blev indbyggerne deporteret til andre dele af det assyriske rige, og assyrerne tvang folkeslag til at bosætte sig i de områder, som nu var blevet tømte for indbyggere. På den måde ville de kvæle ethvert tilløb til nye oprør. På et relief, som skildrer erobringen af den judæiske by Lakish i 701 f.Kr. – få år efter Hoseas’ tid – ses, hvordan indbyggerne drager ud af en byport for at drage i eksil. Samarias borgere kom ud for det samme. Assyrerkongen Sargon II, som kom til

Den assyriske konge Sargon II skriver om sin erobring af hovedstaden Samaria (Nimrod prisme D og E):

Nimrod-prismet, hvor Sargon II fortæller om erobringen af Samaria og deportationen af dets indbyggere i 720 f.Kr. (Foto: © Biblical Archaeological Review 29/6 (2003))

“Samarias indbyggere ... kæmpede jeg imod med de store guders kraft, mine herrer. Som bytte talte jeg 27.280 mennesker, sammen med deres stridsvogne og guder, som de stolede på. Jeg dannede en enhed med 200 af deres stridsvogne til min kongelige styrke. Resten bosatte jeg i midten af Assyrien. Jeg genbefolkede Samaria mere end før.” Gengivet efter The Context of Scripture. Monumental Inscriptions from the Biblical World. Vol. 2 (Leiden: Brill 2003)

19


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Jonas’ Bog – hvad siger arkæologien? Af cand.theol. Knud W. Skov, Bjerringbro

Den bibelkritiske forskning anser Jonasbogen for at være skrevet meget sent (mellem 400 og 200 f.Kr.) for at begrunde, at Gud er den største i verden, både i kraft af sin magt over naturen og over den fortidige stormagt, Assyrien. I denne artikel vil vi se Jonasbogen i lyset af arkæologiske fund fra den tid, som den angiver at skildre, nemlig det 8. århundrede f.Kr. Det kaster overraskende nyt lys på bogen.

HVEM VAR JONAS? 2 Kong 14,25 omtaler en profet ved navn Jonas, som virkede under kong Jeroboam II af Israel, ca. 780-760 f.Kr. Hvis profeten i Jonasbogen er den samme, var han født og bosat i landsbyen Gat-ha-Hefer lidt nord for Nazareth, ca. 1 km nordøst for landsbyen Mash’ad, hvor en forhøjning udpeges som ‘Jonas’ grav’. TARSHISH Jonas flygter if. Jon 1,3 via havnebyen Jafo1, hvor han stiger på et skib mod Tarshish. Der er 2 mulige identifikationer af stedet: Tarshish på Sardinien: Denne by, som fønikerne oprettede i det 9. årh. f.Kr., havde en art ’industri’ i form 8

af metaludvinding fra malm. Den anses dog ikke som rejsens destination. Tarshish (Tartessus) i Spanien: Denne by er den mest sandsynlige. Den lå på Spaniens sydkyst (mellem Gibraltar og grænsen til Portugal) ved det nuværende Cadiz ved Guadalquivirflodens munding. Tartessus var det vestligste punkt i datidens kulturverden. Byen blev grundlagt af fønikerne i det 10. og 9. årh. f.Kr., så det har ikke været et problem at sejle dertil midt i det 8. årh. f.Kr. Byen havde en storhedstid gennem handel med fønikerne (og videre israelitterne – se 1 Kong 10,22 og Jer 10,9) og byen Karthago. De arkæologiske spor antyder, at kontakten til byen ophørte ca. 550 f.Kr.

ARKÆOLOGIEN I SYDSPANIEN I dette område er der spor efter syriskkana’anæiske forbindelser med udnyttelse af sølv- og jernminer i de bagvedliggende andalusiske bjerge. Her er byerne befæstet med kvadersten på en måde, der kan minde om byen Samaria. Der er endda fundet former af dekorerede lerkar, som helt specifikt svarer til lerkar fra Jernalderkulturen i det nordlige Syrien.2 TARSHISH I DATIDENS KILDER Tarshish i Spanien nævnes adskillige gange af oldtidens historikere, f.eks. som ”bag Herkules’ søjler” (= Gibraltar strædet) hos Herodot.3 Assyriske referencer omtaler Tarshish som det vestligste punkt i den fønikiske kolonisering af datidens


verden. Den græske historiker Strabo beskriver minedriften ved Tarshish således: “Hverken guld, sølv, kobber eller jern er nogetsteds i verden blevet fundet naturligt i sådanne mængder og i så god kvalitet” (bog 3, kap. 2, afsnit 8). OVER HAVET Både de arkæologiske fund i området og antikke kilder giver indtryk af, at der kan have været en liniefartstrafik med varer fra Tyrus via Jafo og Karthago til Tarshish. Flere kilder angiver, at turen mod vest tog ca. 1 år (med ophold undervejs) og 3 år retur (da man opholdt sig i Tarshish-området høsten over mhp. proviantering). Jonas har således søgt at komme væk i en længere periode. BÅDTYPER Fønikerne var dominerende på Middelhavet mellem det 11. og det 7. årh. f.Kr. De havde hovedsageligt to skibstyper. Den “lange” var beregnet til krig og den “runde” til handel. Et assyrisk relief fra 701 f. Kr. i Nineveh viser begge typer af skibe i forbindelse med, at kongen af Tyrus og Sidon, Luli, flygter fra Tyrus. Langskibene havde en lodret bov med en fremspringende køl, hvis funktion var at spidde fjendtlige skibe. Agterstavnen var buet. I langskibene var der to rækker årer, og soldaternes skjolde udgjorde skibets beskyttelse på siderne. Disse langskibe havde en central mast med sejl. De mindre og runde handelsskibe havde afrundet bov og agterstavn. Her var der også to rækker årer, men ofte intet sejl. Lastrummene gemte enten store krukker eller metal-barrer. Krukkerne (amforaer) kunne indeholde olivenolier, vin, honning, m.m. I et skibsvrag fundet syd for Tyrkiet er der fundet metalbarrer, der nærmest har form som udspændte oksehuder.4 Det er oplagt, at Jonas må være taget med et handelsskib, og at han har været i stand til søge ro nede i skibet, f.eks. i et lastrum.

Formentlig fønikiske ruiner fundet ved Tell de la Dama Blanca uden for Cadiz. © Puerto de Santa Maria. Museo municipal, Sección de Arqueología.

EN USIKKER KOLOS Assyriens grusomhed i krig var almindelig kendt. Derfor var det måske helt utænkeligt for Jonas at tage til Nineve i centrum af Assyrien. Imidlertid var Assyrien netop i denne periode inde i en periode med ustabilitet. Fra 810 f.Kr. sad en mindreårig på kongetronen, støttet af sin mor. Han døde forholdsvis ung, og hans 4 sønner kæmpede de næste 60 år om tronen. Der blev en periode med gentagne snigmordsforsøg og oprør. Den assyriske hær var trods sin størrelse og styrke ikke i stand til at bremse oprørstendenser i de besatte områder. Der findes ikke engang en samlet kongeliste fra perioden. Derfor vovede folk som aramæerne, fønikerne og israelitterne at agere langt mere selvstændigt end tidligere. F.eks. opstiller den assyriske guvernør, Shamshi-ilu i byen Kar-Shalmaneser ved Eufratfloden, i denne periode en stele, hvor han praler af egne krigskampagner uden overhovedet at nævne den assyriske konge. NINEVE – EN STOR BY FOR HERREN Byen Nimrud (kendt som Kala i 1 Mos 10,11) var assyrernes hovedstad fra 853-707 f.Kr. Derfor kan det undre, at Gud sender Jonas til Nineve med advarsel om dom i stedet for til Kala/Nimrud, hvis ikke netop det skyldes de ustabile forhold i landet. På den anden side var Nineve en vigtig by i datidens Assyrien. Den blomstrede gennem handel med det centrale Anatolien, Urarturiget i det nuværende Armenien, mederne og perserne i Iran og med Egypten.

Stort handelsskib afbilledet på en sarkofag i den fønikiske by Sidon. © The Bridgeman Art Library.

Fønikisk krigsskib på havet med to rækker årer. Relief fra Sankeribs palads i Nineve, dateret til ca. 700 f.Kr. © British Museum, London.

9


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Spor efter Sivhavets vande Af lektor ved Menighedsfakultetet Carsten Vang

Kort over den nordlige del af Ballah-søerne omkring 1500-1200 f.Kr. Middelhavets kyst ligger i dag 40 km. længere mod nord, men dengang skilte kun en smal bræmme land Middelhavet fra søerne (“Sivhavet”). Den stiplede linje angiver, hvor “Vejen til filistrenes land” løb. De røde prikker viser borge langs denne rute. Efter James K. Hoffmeier, Ancient Israel in Sinai (Oxford 2005), fig. 5. Med venlig tilladelse fra J.K. Hoffmeier. Kortet er bearbejdet af Ben Haman.

Indtil for et par generationer siden havde arkæologerne mest øje for de store monumentale bygningsværker, når de gravede efter spor fra den bibelske fortid, f.eks. fund af byporte, paladser og templer. De har stadig stor UNDERET VED SIVHAVET betydning. Fokus er imidlertid skiftet, så at man nu også udforsker mange andre forhold i relation til den bibelske verden. Det kan være dyreknogler, affaldslag, pollenanalyse og meget andet. Et af de nyere forskningsfelter er geologiske undersøgelser af større områder. Gennem sådanne analyser får man et indblik i, hvordan et bestemt område har udviklet sig gennem tiden, hvor de gamle kystlinjer gik, hvor oldtidens folk byggede kanaler, osv. De hjælper os til at forstå fortiden bedre, og de kan være med til at kaste nyt lys ind på Bibelens beretninger. 14

2 Mos 14 fortæller dramatisk om, hvordan israelitterne på deres flugt ud af Egypten blev fanget ved Sivhavet, mens store egyptiske elitestyrker nærmede sig bagfra i hastig march. Imidlertid skabte en usædvanlig stærk og koncentreret østenstorm en passage gennem Sivhavet, som israelitterne kunne følge. Få timer efter lagde vinden sig, og de forfølgende egyptiske styrker omkom i de brat stigende vandmasser. I 14,2 får vi en række detaljer omkring det sted, hvor israelitterne slog lejr ved Sivhavet. De skulle slå lejr “ved Pi-ha-Kirot mellem Migdol og havet; ved havet ud for Ba’al-Sefon skal I slå lejr”. Det er tydeligt, at forfatteren har en bestemt lokalitet i tankerne, som kunne bestemmes ud fra hele fire kendte landemærker: Pi-ha-Kirot, Migdol, Ba’al-Sefon og så et større vandområde, som kaldes “Havet”. Ser man på et moderne bibelatlas over området omkring Suezkanalen, er det lidt svært at se, hvorfor israelitterne havde så vanskeligt ved at finde vej ud af Egypten. Ifølge de fleste kort består området i dag mest af ørken, afbrudt af tre større søer. Den nordligste af dem hedder Ballah-søerne. Der synes at have været plads

nok til, at israelitterne skulle have kunnet flygte ud i ørkenen. MEGET MINDRE LAND DENGANG Nyere geologiske undersøgelser giver os et klart billede af, at forholdene på Moses’ tid så ganske anderledes ud end i dag. Meget tyder på, at Middelhavet dengang gik meget længere mod syd, ca. 40 km sydligere. Fund af skaller fra havmuslinger og havaflejret ler under ørkensandet viser, at der engang var havbund, hvor der i dag er kilometervis af klitter og sandørken. Kystlinjen blev afbrudt af en lagune, hvor skibe kunne sejle ind og lægge til. Lagunen var beskyttet af en landtange, og gennem denne tange havde Nilen dengang et af sine hovedudløb, det såkaldte Pelusium-udløb. Senere, nogle hundrede år efter Israels udvandring, sandede dette udløb til, Nilen fik et andet hovedudløb, og hele deltaets kyst rykkede langsomt mod nord. Hvor skibe engang sejlede med importvarer, er der i dag ørken. Dertil kommer, at søerne bredte sig mere end i dag. Ballahsøerne dækkede således et meget større areal. De geologiske undersøgelser har også vist, at på Moses’ tid havde egypterne


Siv i Ballah-søerne, sandsynligvis det bibelske “Sivhavet”. © Bible and Spade 19/1 (2006) og Michael Luddeni.

bygget brede kanaler mellem søerne for at forsvare landet mod fjender, der kom inde fra Sinajørkenen eller for at hindre slaver i at flygte. VEJEN TIL FILISTRENES LAND Hvordan kunne man omkr. 1500 f.Kr. rejse over land fra Egypten til Kana’an? Der var praktisk taget kun én mulighed. Vejen fra Nildeltaets store byer til Kana’an gik hen over den smalle landtange ved Pelusium-udløbet, rundt om og syd om den gamle lagune og videre mod nordøst, langs Middelhavets kyst. Denne vej var beskyttet af en række stærke befæstninger, som lå med et mellemrum på 3-5 km. Nogle af dem er fundet og udgravet. Den første på strækningen hed Tjaru og er fundet på det, som i dag kaldes tel Hebua I og II. Det var en meget stærk og omfattende befæstning allerede på Moses’ tid. Vejen er omtalt i GT, hvor den kaldes “vejen til filistrenes land” (2 Mos 13,17). De geologiske undersøgelser illustrerer, hvorfor det ville være umuligt for israelitterne at tage denne rute ud af Egypten uden at komme i en yderst vanskelig militær konflikt med de egyptiske garnisoner langs vejen. Vi ved nu, at der dengang var et meget mindre landareal mellem deltaet og Sinajørkenen, og at kun en smal landtange skilte de store Ballah-søer fra Middelhavet. SIVHAVET Meget tyder på, at israelitterne på deres vej ud af Egypten drejede mod nord langs Ballah-søerne, med retning mod Tjaru. De

tre lokaliteter, som nævnes i 2 Mos 14,2 – Pi-ha-Kirot, Migdol og Ba’al-Sefon – er ikke stedfæstede endnu. Imidlertid bliver både “Sivhavet”, “Ba’als vande” og Pi-ha-Kirot nævnt i en tekst fra ca. 1250 f.Kr., som beskriver området ved indgangen til vejen til filistrenes land. Det er altså her, vi skal finde stedet, hvor israelitterne slog lejr. Ballah-søerne var fyldte med store strækninger af rør og siv, og de antikke egyptiske tekster synes at have brugt betegnelsen “Sivhavet” om søerne. Dette svarer til GTs eget ordvalg. EN HÅBLØS SITUATION De nyeste undersøgelser af området og de seneste arkæologiske fund kaster lys på begivenhederne i 2 Mos 14. Israelitterne slog lejr ved Pi-ha-Kirot, som betyder “kanalens munding”. Måske sigter navnet til en af kanalerne, som udmundede i Ballah-søerne. Da israelitterne fik øje på den egyptiske hær, blev de klar over, at de var klemt inde mellem Middelhavet mod vest og Ballah-søerne (Sivhavet) mod øst. Foran sig havde de den stærke fæstning Tjaru, som ikke kunne passeres. Der var ingen udvej til nogen af siderne. De reagerede med fortvivlelse og voldsom aggression mod deres leder, Moses (2 Mos 14,10-12). For dem at se var der kun døden eller et endnu hårdere slaveri som mulighed. Hvad der helt præcist skete ved Sivhavet, kan arkæologien af gode grunde ikke svare på. Men den arkæologiske geologi bidrager til at antyde nogle af de vilkår, som var gældende, da Bibelens mest afgørende begivenheder udspillede sig.

Suezkanalen forbinder Middelhavet med Det røde Hav og passerer Ballah-søerne. Da kanalen blev anlagt i 1869, medførte det store ændringer i søernes størrelse og udseende, og det meste af søerne blev afvandet. På dette sted lå Ballah-søernes nordligste punkt engang. © Bible and Spade 19/1 (2006) og Michael Luddeni.

15


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Jesus, farisæerne og loven – om kalkede grave og dødningeben Af Morten Hørning Jensen

”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed” Matt 23,27

I evangelierne møder vi ofte Jesus i diskussion med forskellige jødiske grupper, ikke mindst i forbindelse med den sidste uge på tempelpladsen, hvor det ene ordkløveri tager det andet med både præster, skriftkloge, herodianere og farisæere (se f.eks. Mark 11-12). Når man traditionelt særligt har set farisæerne som Jesu mest indædte modstandere skyldes det, at hovedparten af diskussionerne var med dem. Det har igen sin naturlige forklaring i, at den farisæiske retning var mere udbredt særligt i de mindre galilæiske landsbyer, mens f.eks. præsterne og den saddukæiske retning havde hovedbase i Jerusalem og Judæa. Lidt overraskende stod Jesus og farisæerne i virkeligheden tæt på hinanden i f.eks. i spørgsmålet om de dødes opstandelse, hvilket saddukæerne fornægtede (se ApG 23,7), ligesom Jesus også blev tiltalt med den farisæiske æresbetegnelse ”rabbi” af f.eks. farisæeren Nikodemus (Joh 3,2). Trods det møder vi altså tit Jesus i klammeri med farisæerne om ét bestemt spørgsmål, nemlig om, hvordan loven skal forstås og overholdes. Hvem kan man f.eks. spise sammen med i følge loven (Mark 2,16-17)? Hvornår skal man faste (Mark 2,18-22)? Hvordan skal sabbatsbuddet forstås (Mark 2,23-28)? Hvilke forskrifter skal man følge for ikke at blive uren (Mark 7,1-5)?

Så hvordan forstod Jesus loven? Ny Testamente gør for det første det klart for os, at Jesus og hans familie som jøder selv levede efter fædrenes overlevering. Luk 2,22 beskriver, hvordan Josef og Maria ærede bestemmelserne om ”renselsesdage i henhold til Moseloven”. Ligeledes synes det at fremgå af Jesu svar til Peter i Joh 13,10, at han og disciplene inden påskemåltidet havde renset sig netop i et renselsesbad. Peter vil ikke have, at Jesus vasker hans fødder, hvis ikke også resten af kroppen. Men Jesus svarer: ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne” (egen fremhævning). Sikkert har Jesus og disciplene inden afgangen fra Bethania renset sig i et af de almindelige renselsesbade med trapper, en mikveh, og havde nu inden påskemåltidet alene behov for at vaske fødderne, da de på turen over Oliebjerget måske kunne have været i kontakt med noget urent. Klarest er Jesu udsagn i bjergprædiken om, at ikke en tøddel af loven skal forgå (Matt 5,18). Men samtidig med at Jesus således levede som en lovtro jøde, så gjorde han grundlæggende op med den betydning for forholdet til Gud, farisæerne havde tillagt loven. Et af de steder, dette opgør viser sig mest tydeligt, er i Markus 7,1-23. Jesus kalder her farisæernes regler for renselse i vand en tilsidesættelse af Guds bud og blot overholdelse af menneskers overlevering (7,8). Farisæerne havde gjort de ydre gerninger til de afgørende, mens Jesus ønskede at lære sine disciple, at det er det, der kommer fra hjertet – og ikke ydre gerninger – der gør et menneske urent (7,17-23). Præcis det samme siger

To af de imponerende grave i Kedrondalen i Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.

Jesus i Matt 23,27, hvor han bruger et slående billede på denne bytten rundt på det ydre og indre. Jesus kalder her farisæerne for ”kalkede grave”, der udvendigt ser smukke ud, men indeni er ”fulde af dødningeben og al slags urenhed”. Folk i Jerusalem, hvor Jesus kom med denne anklage, vidste udmærket, hvad han refererede til. Siden den makkabæiske opstand i det 2. århundrede f.Kr. havde det været på mode med monumentale gravsteder (se 1 Makk 13,25-30). Den jødiske historieskriver, Josefus, fortæller således med begejstring om, hvordan makkabæernes gravmonumenter var opført i skinnende hvid sten (Antikviteter 13.211), og i Jerusalem var der i Kedron dalen lige syd for templet, indhugget tre store monumentale gravsteder i klippesiden. Det var endvidere jødisk tradition, at grave skulle kalkes hvide én gang om året, så de stod i stærk kontrast til deres omgivelser og advarede forbipasserende om ikke at gå for tæt på og dermed blive uren (jf. 4 Mos 19,16). Grave i almindelighed og monumenterne i Kedrondalen i særdeleshed var således et imponerende syn for forbipasserende, men ingen kunne være i tvivl om, at skinnet bedrog, og at det ydre ikke stod mål med det indre! I en nøddeskal var Jesu opgør med farisæismen således ikke et opgør med loven i sig selv – men et opgør med dette at gøre det ydre til det væsentlige. At holde loven højt på de synlige områder og samtidig tilsidesætte dens kerne var for Jesus præcist så kontrastfyldt som den monumentale gravsteders skinnende ydre og indvendige råddenskab.


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Var der et herberg

i Betlehem?

Af generalsekretær, cand.theol. Bodil F. Skjøtt

Næsten alle, som har været med i en kristen børneklub, har oplevet et julekrybbespil, hvor den bekymrede Josef og den trætte Maria må gå fra dør til dør i Betlehem for at finde overnatning, efter at den ugæstfrie

Men modsat har næsten alle, som har opholdt sig bare kort tid i Mellemøsten, oplevet folks store gæstfrihed i form af indbydelse til at komme indenfor til en kop stærk kaffe eller sød te. Der har ikke bare været tid til gæster, men også plads, skulle de ønske at overnatte. Man kan derfor godt undre sig over Lukas’ beretning om den ugæstfrie krovært! Har den mellemøstlige mentalitet ændret sig, siden Josef og Maria kom til Betlehem, eller har vi læst Lukas’ fortælling forkert og derfor også skrevet manuskriptet til krybbespillet forkert? Eller var der måske slet ikke noget herberge i Betlehem dengang?

krovært har sendt dem bort med de ORDET HERBERGE hårde ord: ”Der er ikke er plads til jer i herberget”.

Det græske ord, der i Lukas 2 er oversat med ”herberg”, katalyma, findes to steder i Lukasevangeliet, nemlig her i Luk 2,7 og

så igen i Luk. 22,11 i forbindelse med Jesu sidste måltid sammen med sine disciple. Men mens det altså i Luk 2 oversættes ”herberget”, oversættes det i 22,11 med ”rum”. Disciplene er sendt af sted for at finde et rum til påskemåltidet og får anvist et ”rum”, der i det følgende vers beskrives som et ”stort rum ovenpå med hynder”, altså et ekstra rum – eller et gæsterum – stort nok til, at man kan ligge til bords på hynder. Her er der ikke tale om et sted, en kro eller et hotel, hvor man skal leje sig ind. Det har Lukas derimod et andet ord for i en tredje sammenhæng, nemlig i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, hvor den forslåede mand bliver bragt til et pandokaion – et herberg. Dette tyder altså på, at det ikke var en egentlig kro, Josef og Maria kom til, men en almindelig familie, der i deres hus havde et ekstra gæsterum, som allerede var optaget.

Ruin af et beboelseshus med en klippegrotte i baggrunden. Fra udgravningerne ved Bebudelseskirken i Nazaret. Foto: Hartvig Wagner.

8

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Motiv fra Nazareth Village. Foto: Morten Hørning Jensen.

GAMLE HUSE Besøger man gamle huse i landsbyerne i Israel og på Vestbredden – eller de rekonstruerede huse i Nazareth Village, ser man for det første ofte, at de har et rum ”ovenpå”, og at de for det andet er bygget ud fra en naturlig hule i klippen, så husets bagerste rum er en klippehule. Tænker vi dette med – og at det græske ord ”katalyma” ikke betyder et kommercielt hotelværelse, men snarere et stort gæsterum, kan vi fjerne den ugæstfrie krovært fra krybbespillet. Også på Jesu tid var gæstfrihed en del af kulturen. Det er derfor rigtig svært at forestille sig, at Josef, der jo havde familie i Betlehem, ikke blev inviteret indenfor, da han kom til byen og det endda med sin gravide forlovede. Den mellemøstlige gæstfrihed forbyder, at man afviser gæster. At afvise familiemedlemmer er ganske enkelt utænkeligt. IKKE AFVIST Men de to fik ikke plads i gæsterummet. Andre familiemedlemmer, som også skulle indskrives, var måske kommet først. I stedet blev de sidst ankomne henvist til det bagerste rum i huset, til klippehulen, hvor også dyrene holdt til i regntiden, og hvor der derfor var et fodertrug eller en krybbe. Sådan gik det til, at Jesus blev født i det, vi kalder en stald, og at Maria, da hun havde født ham, og efter at hun, som traditionen bød det, havde svøbt ham i klædestrimler, lagde ham i dyrenes fodertrug.

www.bibelskarkaeologi.dk

TIL SINE EGNE Det kan godt være, at okser og æsler har overværet fødslen, men det har familiens jordmoder helt sikkert også sammen med huset øvrige kvinder. At Maria svøbte Jesus, er et udtryk for den omsorg, han blev vist. Ligesom det modsatte – ikke at blive svøbt – kan bruges om Jerusalem som et udtryk for, at det spæde barn blev forkastet og under dom (Ezek 16,4). Jesus kom til sine egne – og han blev født som en af sine egne under omstændigheder, der var akkurat de samme som deres. Hverken mere simple eller mindre fornemme. Hans fattigdom var ikke stalden og de usle kår. Han blev ikke født i Herodes kongepalads, men hos sine egne og i et overfyldt hus. Derfor var der ikke var plads til den lille familie i gæsterummet. Hans fattigdom var, at han havde givet afkald på himlens herlighed. Det havde han gjort frivilligt. Grunden til de simple kår, som han blev født under, skyldtes ikke ugæstfrie mennesker, men syndige mennesker. Eller mere præcist skal vi måske finde grunden til hans fattigdom i hans egen kærlighed til syndige mennesker, os, som han ved sin fattigdom har gjort rige.

9


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Tugt og utugt – arkæologiske udgravninger kaster lys over Paulus’ formaning i Ef 5,3

Af pastor emer. Hartvig Wagner, Herning

Et hold turister i Tyrkiet er nået frem til de imponerende ruiner af oldtidens Efesos, engang Romerrigets 4. største by. I Marmorgaden, som fører hen til det mægtige teater,

OGSÅ I ANDRE BYER Ikke bare i Efesos, men overalt i den græske verden har Paulus stødt på pornografiske symboler og tilsvarende holdninger. Sin unge menighed i Thessalonika opmuntrer han til at gøre yderligere fremgang i at leve, som han havde lært den. Han skriver til den: ”I ved jo, hvilke påbud vi gav jer ved Herren Jesus. For dette er Guds vilje, at I skal helliges, så I afholder jer fra utugt” (1 Thess 4,1-3). Tilsvarende advarer Paulus sin menighed i Korinth, der var

hvor Paulus nær var blevet lynchet (ApG 19,29f), standser den tyrkiske guide ved en flise i gaden, som er beskyttet mod slitage af et jernrækværk. I flisen er indhugget nogle figurer. ”Gæt hvad det forestiller,” siger guiden. Intet svar.

Guiden kan så oplyse, at der er tale om en vejviser til nærmeste bordel, et af de mange i datidens Efesos. Foden skal sige: Det er denne vej, mine herrer! Pigeansigtet gør det klart, hvor retningen fører hen. Hjertet signalerer, at varen er elskov. Men besøgende skal lige mindes om, at nydelsen koster. Hjertet er fyldt med penge. Flisen har uden tvivl fristet bl.a. søfolk, når de fra den daværende havn var på vej videre ind i byen ad Marmorgaden. Rejselederen fandt det på sin plads her ved flisen at læse Paulus’ formaning i Ef 5,3: ”Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige.” Et besøg på museet i Efesos gør det yderligere klart, at Paulus har haft grund til at sende sin menighed i byen en advarsel mod utugt, som på græsk hedder porneia, hvoraf ordet porno kommer. I museet finder vi en statue af frugtbarhedsguden Priapos. Under en kurv fyldt med forskellige frugter rager hans forlængede penis frem. Museet gemmer også på en 15,5 cm høj terrakottafigur af samme guddom – igen med en overdreven stor penis. Figuren er fundet i et af de mange bordeller i Efesos.

Flisen, som viser vej til bordellet i Marmorgaden i Efesos. Foto: Hartvig Wagner

14


På toppen af dette bjerg havde Korinth et tempel for Afrodite, skønhedens og kærlighedens gudinde. © www.bibleplaces.com

Statue af frugtbarhedsguddommen Priapos, også kaldet Bes, i Efesos’ Museum. Foto: Hartvig Wagner

Det græske ord porneia omfatter alt, hvad der strider imod Guds klare bud i Det gamle Testamente vedrørende seksuallivet. Hvor alvorligt Paulus så på et liv levet i utugt, siger han sådan: ”For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige. Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Gud vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem!” (Ef 5,5-7). ET MODERNE EFESOS

kendt i samtiden for sædernes forfald. ”At korinte” var ligefrem et gængs udtryk for at føre et utugtigt liv. Paulus går strengt i rette med et grelt tilfælde af utugt i menigheden (1 Kor 5). En generel advarsel mod utugt læser vi i 1 Kor 6,12-20. Måske hænger de seksuelle udskejelser i Korinth sammen med dyrkelsen af Afrodite/Venus, som tidligere havde haft et tempel på toppen af byens Akropolis, der husede 1000 tempelskøger.

www.bibelskarkaeologi.dk

Et besøg i Efesos giver dermed en overraskende fornemmelse af ’samtidighed’ mellem vores verden og Paulus’. Paulus rejste ud i en verden, der var lige så kulørt og broget som vores. Hans formaninger til de nye menigheder midt i denne virkelighed kommer derfor til at stå ekstra stærkt. De nye menigheder blev kaldet til at leve på ny måde og være et lys i en på visse områder mørk verden. Evangeliets overgang fra Israel, der var

præget af det Gamle Testamentes seksuallove, til en græsk-romersk verden, der var præget af helt andre traditioner, fik altså ikke Paulus til at tilpasse den tradition, han havde modtaget fra Jesus. Også i evangelierne møder vi nemlig et alvorsord mod porno/utugt: ”Indefra, fra menneskenes hjerte kommer de onde tanker, utugt (gr. porneia), tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent” (Mark 7,21-23). Et besøg i Efesos gør det således tydeligt, at formaningerne i NT hos både Jesus og Paulus ikke er ’antikke’ og upassende for en moderne vestlig verden, hvor vi bryster os af at have en ’fri moral.’ Disse formaninger blev sagt ind i en tid, der på disse områder sagtens kan måle sig med vores. Ikke desto mindre blev disse nye menigheder kaldet til at gå imod strømmen og på den måde være et lys for verden.

15


Afsender: Jacob Bank Møller Lykkegårdsvej 26 6000 Kolding

Eftersendes ved varig adresseændring

Magasinpost B

Adresseændring meddeles til: jbm@bibelskarkaeologi.dk

Nehemias’ mur fundet Af lektor Carsten Vang

I Neh 3-4 fortælles detaljeret, hvordan det jødiske folk anført af Nehemias genopbyggede Jerusalems nedbrændte mure trods modstand udefra og tøven indadtil. Hele projektet blev gennemført på 52 dage (Neh 6,15). Vi er i året 445 f.Kr., midt i den persiske periode.

Mens dele af Kongetidens bymur i Jerusalem længe har været kendt, har man været usikker på, hvor Nehemias’ bymur egentlig gik. Denne bymur får langt mere omtale i Bibelen end Jerusalems andre bymure. Alligevel har forskerne ikke været i stand til at finde klare spor efter den. Nu siger den israelske arkæolog Eilat Mazar, at hun har fundet noget af den. EN STOR BYGNING E. Mazar fandt i 2005 resterne af en meget stor bygning ved østsiden af Davidsbyen oven for Gihon kilden. Hun hævder, at bygningen stammer fra 10.-11. årh. f.Kr., og at den kan være resterne af kong Davids palads (jfr. TEL 2006-3, side 3-11). Dette er dog meget omdiskuteret. Lidt nede ad skråningen ligger resterne af to tårne. De har været kendt i mange år, og nogle forskere har gættet på, at de måske kunne dateres til Nehemias’ tid. Sikker viden havde man dog ikke, og andre har dateret dem væsentlig senere, til det 2. årh. f.Kr. EN MUR FRA PERSISK TID Da skråningen mellem Mazars udgravning foroven og tårnene begyndte at skride, blev en udgravning af området sat i værk. Hun fandt ca. 30 m af en mur mellem de to tårne med masser af lertøj og pilespidser nedenunder muren. Potteskårene kan dateres til persisk tid (539-330 f.Kr.). Desuden fandt man flere segl og seglaftryk samt skeletter af hunde under muren. Hundebegravel-

Muren (under trætrappen), som Mazar fandt i efteråret 2007. © www.bibleplaces.com

ser er typisk for persisk tid. Derimod kunne udgraverne ikke spore materiale under muren (potteskår, mønter, seglaftryk, m.m.), som er yngre end persisk tid. Dette får Mazar til at konkludere, at muren med de to kendte tårne må være bygget midt i den persiske periode og opført af Nehemias. Arkæologen E. Stern, der er ekspert i keramik fra persisk tid, siger, at lertøjet helt klart stammer fra denne periode. Blandt fundene var et segl med et billede af to personer, der ofrer til måneguden, og med et navn, der kan tydes som ”Shelomot”. Om det er den samme person, som nævnes i Ezra 8,10, er dog yderst usikkert, da det var et almindeligt navn efter eksilet. Mange har formodet, at Nehemias’ bymur skulle findes et eller andet sted tæt på toppen af Davidsbyen. Fundet af bymuren kommer derfor ikke som en stor overraskelse, men bekræfter en teori, man har haft. Spændende er det, at det nu er muligt at se noget af den bymur, som Bibelen bruger så megen spalteplads på at fortælle om.

Flere nyheder Se flere nyheder og læs mere om denne mur på www.bibelskarkaeologi.dk.


HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

’Lunken’ rigdo

Laodik Af postdoc Morten Hørning Jensen

Menigheden i Laodikea i Lilleasien modtog hele to breve nævnt i Ny Testamente. Et fra Paulus og et af de syv menighedsbreve i Åbenbaringsbogen. Det sidste rummer en tung afsløring af menigheden for at være blevet sløvet af rigdom. Der bruges flere billeder til illustration af menighedens situation, og som vi skal se i denne artikel, får disse billeder en ekstra dimension i lyset af lokale forhold i Laodikea.

PAULUS OG LAODIKEA Lilleasien – det nuværende vestlige Tyrkiet – var i det første århundrede et centrum for kristen mission. Ifølge Apostlenes Gerninger gjorde Paulus sit længste ophold på sine rejser i Efesos, der fungerede som hovedstad for Lilleasien og var den store udskibningsby ved havet. Herfra blev varer fra Øst sendt af sted mod det umættelige forbruger-Mekka: Rom, og fra Efesos førte

10

de veje ind i Lilleasien, der udgjorde en hovedfærselsåre til lands mellem øst og vest. På disse veje rejste der andet og bedre end luksusvarer på vej mod Rom, nemlig evangelister udsendt af bl.a. Paulus. Noget kan ligefrem tyde på, at Paulus under sit lange ophold i Efesos ændrede sin strategi en anelse, så han nu i højere grad udsendte evangelister til det store område omkring Efesos frem for selv at rejse rundt. Paulus skriver nemlig om, hvordan han har kæmpet for kolossenserne ”og for dem i Laodikea og for alle andre, der ikke har truffet mig” (Kol 2,1, egen kursivering), og om, hvordan hans to udsendinge, Tykikos og Onesimos, skal fortælle om, hvordan han har det. Paulus, derimod, koncentrerede sine kræfter om at føre daglige ”samtaler i Tyrannos’ skole”, der måske kan kaldes for kirkens første discipeltræningsskole (ApG 19,9)! På den måde kom evangeliet til Laodikea, måske via Epafras, der også plantede en menighed i nabobyen, Kolossæ (jf. Kol 1,7). Vi læser ligefrem i Kol 4,16, at Paulus skrev et brev til menigheden i Laodikea, der enten er gået tabt for os, eller også er det brev, vi kender som Efeserbrevet, der sandsynligvis var et fællesbrev til mange menigheder i Lilleasien. ET TUNGT BREV I ÅBENBARINGEN Til gengæld er det andet brev til menigheden i Laodikea med sikkerhed bevaret. Vi finder det som et af de syv menighedsbreve i Johannes’ Åbenbaring. Disse breve er alle adresseret til menigheder i det vestlige Lilleasien fra den opstandne Jesus

Selskab for Bibelsk Arkæologi


om i Laodikea

kea Š Bible Mapper

www.bibelskarkaeologi.dk

11


nedskrevet af apostlen Johannes, der sad som fange ikke langt fra Efesos på øen Patmos omkring år 95. Siden Paulus’ dage er det ikke gået godt for menigheden. Mens de andre seks byer i disse menighedsbreve modtager både ros og kritik, så er der kun negativt at sige om menigheden i Laodikea. Tre afslørende ting påpeges. Først anklages menigheden for at være lunken frem for varm eller kold: ”Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund” (3,15-16). Dernæst udpeges den grundlæggende årsag til problemet, nemlig rigdom og materialisme. Menigheden siger ved sig selv: ”Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet”, mens den i virkeligheden er ”elendig og ynkelig” (3,17) og i stedet burde ”købe guld, der er lutret i ild” hos Jesus (3,18).

Udsigt fra det kolossale teater i Efesos med havnegaden i forgrunden, hvor gods blev udskibet til Rom. Foto: Morten Hørning Jensen.

12

Endelig udpensles denne situation med en tredobbelt beskrivelse af menigheden som ”fattig og blind og nøgen” (3,17), hvorefter der gives et modsvarende tredobbelt råd om at ”købe guld …, og hvide klæder at iføre dig …, og salve til at salve dine øjne med …” (3,18, egen kursivering). Det interessante er nu, at disse tre kritikpunkter alle får en særlig betydning i lyset af Laodikeas historie og lokale forhold omkring byen. RIG PÅ GULD Laodikea berømmes af de antikke historieskrivere for sin rigdom. Den skyldtes ikke mindst byens placering på det mest strategiske sted i Lykosdalen, hvor vejen mellem øst og vest løb. Derfor sværmede det med handelsrejsende i Laodikea. Ud af dette voksede der videre en stærk bankvirksomhed. I år 51 f.Kr. gjorde den berømte romerske forfatter, Cicero, f.eks. bankforretninger i byen. Der var store reserver af guld bag de lukkede porte. Rigdommen gjorde byen stolt. Den romerske historieskriver, Tacitus, fortæller således, hvordan Laodikea højst udsædvanligt

Selskab for Bibelsk Arkæologi


afslog at modtage hjælp til genopbygning af byen efter et stort jordskælv år 60 e.Kr. Så Laodikea var byen rig på guld med rigeligt forråd i alle huse. RIG PÅ EFTERTRAGTEDE VARER Rigdommen kom ikke alene fra handelsog bankaktiviteter, men også fra bestemte eftertragtede varer, der blev produceret i Laodikea. For det første var Laodikea berømmet i hele Romerriget for at producere en bestemt type ravnsort blank uld, der blev brugt til fremstillingen af nogle meget eftertragtede ’designer’-kapper. To romerske forfattere fortæller os om det. Vitruvius siger, at en særlig egenskab i egnens vand gør fårene sorte. Strabo tilføjer, at stoffet er så eftertragtet, at produktionen giver stor profit. For det andet var Laodikea også hjemsted for en lige så rost lægeskole, der bl.a. producerede en berømt øjensalve, kendt som frygisk pulver. En af byens læger, Demosthenes Philalethes, skrev en bog om øjet, der var kendt og brugt langt ind i middelalderen, og bystyret var så stolte over deres læger, at nogle endda blev nævnt på byens mønter. Derfor kunne øjensalven fra Laodikea også sælges vidt omkring. Så Laodikea var byen for designerkapper og øjenlægemidler, og det sidste sted man var ’nøgen og blind.’

I 2003 blev udgravningerne i Laodikea genoptaget og byens cardo rekonstrueret. Selve gaden var 6,2 m bred og havde på hver side en portico (halvtag) med butikker bagerst. Foto: © www. holylandphotos.org.

ET NYT JORDSKÆLV PÅ VEJ I ISRAEL? Jordandalen er et af de mest unikke geologiske fænomener i verden med Det døde Hav som det absolutte højdepunkt, eller snarere, lavpunkt ca. 415 m under havets overflade. Dalen er en lille del af den lange dalsænkning, der strækker sig fra Syrien i nord til Kenya i syd kendt som den syrisk-afrikanske dalsænkning. Her støder to kontinentalplader sammen. Og det går som altid

MEN FATTIG PÅ LIVSVIGTIG VAND

ikke stille af. Op igennem historien har Israel derfor oplevet dramatiske jord-

Byen havde dog en akilleshæl. Måske lokket af muligheden for store handelsindtægter havde dens grundlæggere placeret Laodikea et sted uden permanent adgang til drikkevand. Ca. 10 km mod øst lå byen Kolossæ, der var kendt for sit kolde kildespring. Og i synlig afstand mod nord lå Hierapolis, der var – og er den dag i dag – berømt for sine varme kilder, der er så fyldt af mineraler, at det har formet klipperne, i hvad der ligner kaskader af forstenet vand. Og præcist som i dag er det hhv. koldt og varmt vand, der kan bruges til hhv. at drikke og bade i.

skælv kendt både fra skriftlige kilder og arkæologiske udgravninger. F.eks.

www.bibelskarkaeologi.dk

kan man ved besøg i Bet-Shan se, hvordan arkæologerne fandt søjler væltet i samme retning efter et stort jordskælv. Faktisk har der været et stort jordskælv med ca. 400 års mellemrum i gennemsnit: i år 31 f.Kr., år 363 e.Kr., i 749 og 1033. Men siden da har der kun været mindre jordskælv. Det har fået den israelske geolog Shmulik Marco til at advare om, at et stort jordskælv er nært forestående.

13


Udsigt over udgravningerne i Laodikea med rester af vandrørssystemet forrest. Foto: © www.bibleplaces.com.

SE VIDEO OM FUNDENE PÅ TEMPELPLADSEN De illegale udgravninger på tempel-

Laodikea derimod havde ikke noget naturligt kildespring, hverken koldt eller varmt. Selvom alle detaljer vedrørende byens vandforsyning ikke kendes på baggrund af de nuværende udgravninger, tyder meget på, at Laodikea måtte hente sit vand i rør fra et varmt kildespring ca. 8 km mod syd. Rester af de vandrør, der fragtede

vandet til byen, er fundet i arkæologiske udgravninger. Man kan med det blotte øje se, hvordan vandet var fyldt af kalk og andre stoffer, der gennem årene har aflejret sig som tykke ringe og formindsket rørenes diameter betragteligt. Dermed blev vandledningens effektivitet formindsket år for år, og noget kunne tyde på, at det var én af grundene til, at Laodikea fik lunkent vand. Når rørene stoppedes til af aflejringer, løb vandet langsommere og langsommere og ankom dermed til byen mere og mere lunkent. Så mod nord lå Hierapolis kendt for sine lægende varme kilder. Mod øst lå Kolossæ kendt for sit livgivende kolde vand. Men Laodikea var byen, der for ’guldets’ skyld var grundlagt ved handelsruten og derfor måtte nøjes med lunkent vand fyldt med sedimenter. SOM BY SÅ MENIGHED Brevet til menigheden i Laodikea afslører, hvordan menighedens tilstand var et spejlbillede af den by, den holdt til i. Rigdom og guld fik lov at sætte dagsordnen frem for adgangen til den livsvigtige ’kilde.’

pladsen foretaget i forbindelse med opførslen af en underjordisk moske har ført til ødelæggelse af uvurderlige arkæologiske lag. Det er lykkedes ihærdige arkæologer at sikre sig de fjernede jorddynger, og netop nu pågår et møjsommeligt arbejde med at si disse bunker kilo for kilo. Man kan melde sig som volontør og give en hånd med. En video, der viser, hvordan arbejdet udføres, kan ses via TELs linkside.

De varme kilder i Hierapolis (ved den moderne by Pamukkale) er stadig i dag en stor attraktion. Det store mineralindhold i vandet former disse bassiner af limsten. I baggrunden ses den frugtbare Lykosdal. Foto: © www.holylandphotos.org.

14

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Laodikeas vandledning mod syd. Læg mærke til de meget omfattende indre forkalkningsringe og aflejringer. Foto: © www.holylandphotos.org.

Læs mere... TEL har tidligere bragt en serie over byerne i de syv menighedsbreve skrevet af Hans Pedersen, se TEL 1996-3 (s. 1-3), 1996-4 (s. 4-5), 1997-1 (s. 8-9), 1997-2 (s. 5-10), 1997-3 (s. 4-7), 1997-4 (s. 4-6). Hartvig Wagner har i TEL 2005-1 også skrevet om Laodikea. Her kan læses mere om byens historie Litteratur til artiklen kan findes på TELs linkside på www.bibelskarkaeologi.dk.

Som byens vandrør langsomt – sikkert næsten umærkeligt – var blevet tilstoppet af bundfald, var menighedens forbindelse til Gud blevet sløvet af rigdom og jagt efter guld. I det ydre var menigheden og byen stolt af sit guld, sit designertøj og lægemidler, men overfor Gud var den blevet fattig, nøgen og blind. EN CHANCE MERE TIL LAODIKEA Der er dog stadig håb for menigheden i Laodikea. Jesus slutter brevet med at række ud til dem med en invitation: ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig” (3,20). Også dette billede er hentet fra lokale forhold i Laodikea. Ordet ”dør” kan nemlig også oversættes ”port.” Menigheden er bag den lukkede port inde i byen, og Jesus kommer nu i mængden af rejsende og banker på. Porten kan kun åbnes indefra. Spørgsmålet for menigheden i det rige, pulserende Laodikea med masser af daglig ’banken på porten’ fra de handelsrejsende bliver dermed: hører de hans banken i vrimlen og støjen?

www.bibelskarkaeologi.dk

15


nY aRTIKelSeRIe Motiv fra Nazareth Village, på besøg i tømrerens værksted. Foto: Morten Hørning Jensen.

Bibelens verden var familiens verden. alt fra sociale netværk til det retslige system og økonomiske forhold var baseret på familien som samfundets bærende søjle. Dette skinner tydeligt igennem i Bibelens skrifter, der

Familieliv i Bibelen i lyset af arkæologien og historien

fra først til sidst understøtter og beskytter familiens rolle. Dvs. med én mulig undtagelse: Jesus. Dette nummer af Tel ind-

leder en artikelserie, der beskriver familiens rolle i lyset af arkæologien og historien og på den baggrund søger at kaste nyt lys over passager i både GT og nT.

www.bibelskarkaeologi.dk

3


“HVeM eR DIn FaR?” ”Hvad laver du, så?” – lyder et typisk spørgsmål kort inde i en samtale med en ellers fremmed person. Når vi først har spurgt til navn og bopæl, så kan vi tillade os at spørge til arbejde. I vores kultur er det frem for alt vores arbejde, der definerer, hvem vi er: lærer, præst, læge, direktør eller måske arbejdsløs. ”Hvem er din far?” – ville have været et mere typisk spørgsmål på bibelsk tid. Når man kendte slægten, vidste man meget om personen. Bibelens verden var nemlig familiens verden. Velstand eller fattigdom, gode sociale forbindelser eller lav anseelse, mange brødre og fætre eller få. Det var alt sammen noget, der lå givet forud for den enkelte person – i familien. Alt fra sociale relationer til økonomiske forhold og religiøse tilhørsforhold var bestemt af familien. Derfor finder vi mange steder i Bibelen alenlange slægtstavler (f.eks. 1 Mos 5, Matt 1,1-17 og Luk 3,23-38). Det er også derfor, mange jødiske drengenavne begynder med ’bar’, der betyder søn. Barabbas, Bartimæus, Barsabbas, Barjesus betyder egentlig søn af Abbas, søn af Timæus, søn af Sabbas og søn af Jesus (jf. Mark 10,46, ApG 1,23, 13,6). Andre gange nævnes faderens navn efterfølgende: ”Simon, Johannes’ søn” (Joh 1,42). BIBelen eR FaMIlIenS BOG Hele vejen igennem Bibelen møder vi da også en positiv omtale af familien. Gud skabte mennesket til som ”mand og kvinde” at danne familie (1 Mos 1,27-28). Gud udvalgte ikke bare Abraham som enkeltperson, men hele hans familie og efterfølgende slægt, og selv kaldte han sig derefter ”Abrahams, Isaks og Jakobs Gud” (2 Mos 3,6). Mange af Moselovene omhandler familieforhold og fungerer som en beskyttelse af familielivet. Ikke mindst gælder det det femte bud: ”Ær din far og din mor” (2 Mos 20,12). I Ny Testamente er et af Jesu mest kendte udsagn: ”Lad de små børn komme til mig” (Matt 19,14), ligesom han fastholder budet om at ære sine forældre (Matt 15,4). Paulus er berømt for

Motiv fra Nazareth Village, piger på arbejde på marken. Foto: Morten Hørning Jensen.

sine ’hustavler’, der redegør for, hvordan hvert enkelt medlem af familien skal opføre sig (f.eks. Ef 5,21-6,9). Man kunne godt kalde Bibelen for familiens bog. ”Den, DeR IKKe HaDeR SIn FaR OG MOR …” Der synes dog at være én undtagelse: Samtidig med, at Jesus beskytter familiens orden, så kommer han flere steder med barske udsagn, der tilsyneladende bryder ’familiefreden’: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han IKKE være min discipel” (Luk 14,26). Eller: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender” (Matt 10,34-36, jf. Luk 12,51-53). nY aRTIKelSeRIe Med Jesus introduceres så at sige en ny dimension i familielivet, som han beskriver med ord fra profeten Mika (7,6). Følgeskabet med Jesus har potentiale til at skabe konflikt i familien. Hvordan kan man være en discipel og være i familie? I dette nummer af TEL begynder en artikelserie om familieliv på bibelsk tid. I løbet af fire numre skal vi undersøge, hvordan arkæologien og historien kan bringe os ’et spadestik dybere’ i Bibelens verden og give os et godt afsæt for at fornemme hele denne situation, der på nogen måde er forskellig fra den kultur, vi lever i. Vi skal se på livet i familien omkring huset og landsbyen, på livet på marken og på jordens betydning, på ældreomsorg og begravelse, og på ære og skam. Med det som baggrund skal vi samtidig søge at forstå Jesu tilsyneladende barske ord om at være discipel og i familie.

4

Selskab for Bibelsk arkæologi


Familie,

Familieliv i Bibelen Huset Jorden Begravelse Ære og skam

Af postdoc Morten Hørning Jensen, ph.d.

I det gamle Israel var folket inddelt efter stamme, familieslægt og fædrene hus. Mindste enhed var det fædrene hus, der bestod af en patriark, hans sønner, deres koner og børn og eventuelle ugifte døtre. Centrum for livet var familiens hus, der gik i arv fra generation til generation og fungerede som det sociale sikkerhedsnet under familiens enkelte medlemmer. Var man uden dette – som enten fattig eller udstødt – var man samtidig uden nogen form for sikkerhed.

Ruinerne af et typisk firerumshus. Fra indgangen forrest i billedet er der forbindelse fra det midterste rum til alle andre rum i huset. © Biblical Archaeological Review.


hus og landsby Spredt ud over Judæas bjerge, i det centrale højland og i Galilæa lå den ene landsby efter den anden. For en rejsende fungerede de nærmest som mærker på landkortet, der fortalte i hvilket stammeområde man befandt sig, hvilken slægt området tilhørte og hvilket fædrene hus, man stod over for. STaMMe, SlÆGT OG HUS Hver israelit havde nemlig et tredobbelt tilhørsforhold. Øverst var der stammen. Juda, Efraim, Manasse og de andre stammer efter Israels stamfar, Jakob. Dernæst kom slægten (hebraisk: mispachah). Hver stamme bestod af en række slægter, eller klaner, der udgjorde en sammentømret social og økonomisk enhed. Det var normalt inden for slægten, man fandt sin ægtefælle, så jord og andre værdier forblev i slægtens samlede besiddelse. Arkæologiske udgravninger har afdækket mange små landsbyer, der tilsyneladende voksede frem uden større byplanlægning sikkert som hjemsted for en enkelt klan og dens familier. Endelig var der det fædrene hus (hebraisk: bet av). Det var den mindste enhed i samfundet, også selvom det var større end vores kernefamilier. Bet av bestod nemlig af en patriark og alle hans sønner, svigerdøtre, egne ugifte døtre og børnebørn. Familien var selv i sin mindste form udvidet. Det skyldtes ikke mindst den store arbejdskraft, der skulle til for at overleve i et selvforsynende landbrug. Arbejdsopgaverne var så mange, at man kun i et stærkt kollektiv kunne løfte dem i fællesskab. Denne tredeling af samfundet skinner f.eks. igennem, da Gideon får et kald fra Herren til at lede Israel i krig. Det vil han ikke og underskylder sig med, at hans ”slægt (mispachah) er den mest ubetydelige i Manasse”, og at han selv er ”den www.bibelskarkaeologi.dk

yngste i min fars hus (bet av)”. Også på nytestamentlig tid var slægtsskabstraditionen den mest grundlæggende ramme i samfundet. Derfor måtte Josef og Maria drage til Betlehem for at lade sig indskrive i folketællingen, da Josef var af ”Davids hus og slægt” (Luk 2,4). Selv om Josefs slægt på et tidspunkt havde delt sig, og en gruppe var flyttet mod nord til Galilæa, der ca. 100 år forinden igen var blevet indlemmet i Israel, så var den gamle slægtskabsforbindelse dog så stærk, at romerne organiserede deres folketælling efter den. Og Josefs slægt havde altså adresse i Betlehem!

Denne mønt af kejser Augustus læser fra venstre til højre: Pater Patriae Cæsar Avgvstus. Augustus tiltulerer sig selv som ”fædrelandets far”. © Heinz-Joachim Krenzer. www.hjkrenzer.de

FUnD aF ROMeRSK TeMPel I SePPHORIS Under ledelse af den israelske arkæolog, Zeev Weiss, blev der denne sommer gjort et yderst interessant fund i byen Sepphoris ca. 6 km nord for Nazaret, nemlig af et romersk tempel fra det andet århundrede e.Kr. Vi har længe kendt til en bestemt mønt fra denne periode slået i byen, der afbilleder et tempel for de romerske guder Zeus og Tyche på forsiden, men først nu er ruinerne fundet. Det viser sig, at da byen senere blev kristen i det 4. århundrede, rev man templet ned og byggede en kirke over fundamentet i stedet for. Fundet er med til at give ny indsigt i forholdene i Galilæa i den periode, der fulgte efter

Handelsgaden i Sepphoris. Templet blev fundet i den sydlige ende af gaden med front ud mod den. Foto: Morten Hørning Jensen.

de jødiske krige mod Rom først i år 66-70 og senere 132-135. I perioden før disse var Galilæa hovedsageligt jødisk. Derefter sendte romerne store mængder soldater til området, mange andre ikke-jøder fulgte i kølvandet, og efterhånden opstod den situation, hvor jøderne blev en minoritet i Israel. Se mere på TELs linkside.

7


FaMIlIen SOM SaMFUnDeTS RYG Betydningen af slægten, familien og huset som de bærende søjler i samfundet ses også af, at et af de mest brugte billeder på forholdet mellem Israel og Gud er hentet netop fra familielivet. Øverst over alle huse, slægter og stammer står Herren selv, og Israel betegnes mange steder som Guds slægt (5 Mos 32,5), hans førstefødte søn (2 Mos 4,22) og – til tider – hans ulydige børn (Es 1,2; 30,1-9). Også i det romerske samfund kunne man betragte hele riget som ét samlet hushold under kejseren som alles far. Én af de ærestitler kejseren kunne få af senatet, var derfor fædrelandets far (latin: Pater Patriae). Ligeledes taler også den græske filosof Aristoteles om, at samfundets orden opretholdes ved, at familiens orden består intakt, hvilket påhviler husfaderen. På samme måde understreger Paulus, hvordan en menighedstjener må kunne holde orden på sin familie, før han kan tage vare på en menighed (1 Tim 3,1-5). På den måde var det antikke samfund konstrueret rundt om familien som den bærende søjle, både i jødisk, græsk og romersk tradition. DeT ISRaelITISKe FIReRUMSHUS Basen for dette nøje tilrettelagte familieliv var huset. Modsat i dag, hvor huse kommer og går, var slægtens hus en base for generation efter generation. Her holdt familien til, og når der var behov for det, blev huskomplekset udvidet med ekstra rum og nye tilbygninger. Arkæologiske udgravninger afslører, hvordan særligt én type hus var udbredt i den gammeltestamentlige periode Jernalder I-II (år 1200-600), nemlig det såkaldte firerumshus. Tykkelsen på murene afslører, at huset som regel havde to etager, og da også taget blev brugt, skulle man være påpasselig med sikkerheden. Det er der faktisk taget højde for i Moseloven, der kræver, at en mand sætter gærde op på sit tag (5 Mos 22,8)!

Mulig rekonstruktion af firerumshuset. Fra det midterste rum var der adgang til alle andre rum. Nederst var der stalde og øverst beboelsesrum. © Biblical Archaeological Review.

Nederst, rundt om en åben gård, var der afdelinger til husdyrene. Øverst var der også en række mindre rum, hvor kernefamilierne i storfamilien holdt til. Huset var derfor nøje tilpasset behovene for familier, der levede af selvforsynende landbrug.

nYT SeGl FRa en BIBelSK PeRSOn Eilat Mazar, som har gravet flere år i Davidsbyen, har fundet endnu et seglaftryk, som kan forbindes med en af Bibelens personer. Aftrykket, der kun er én cm stort, bærer navnet ”Tilhørende Gedalja, Pashkurs søn”. I Jer 38,1 omtales en kongelig embedsmand med samme navn. Denne Gedalja var en af profeten Jeremias’ bitre modstandere og gjorde alt for at knække ham. Aftrykket, som kan dateres til Jeremias’ tid, lå i noget fyldmateriale omkring en mur fra eftereksilsk tid, men blev først opdaget, da man vaskede det udgravede materiale. Flere seglaftryk er blevet fundet i samme område. For to år siden fandt man i nærheden et aftryk med navnet på en anden person, som også er nævnt i Jer 38,1. ”Jukal, Shelemjas søn” stod der. Det er meget usædvanligt at finde seglaftryk på samme sted fra to personer, som er nævnt sammen i Bibelen.

© Eilat Mazar og Hebrew University of Jerusalem.

8

Selskab for Bibelsk arkæologi


nY STUDIeBIBel MeD aRKÆOlOGISKe ReKOnSTRUKTIOnSTeGnInGeR En af de mest udbredte engelske oversættelser af Bibelen, English Standard Version (ESV), udkommer d. 15. oktober i år i en ny studieversion, der indeholder mere end 200 rekonstruktionstegninger af arkæologiske fund og bygninger fra bibelsk tid. De fleste er tegnet af Leen Ritmeyer, der tidligere har tegnet nogle af de mest fabelagtige rekonstruktioner af bl.a. templet på Jesu tid. Et par smagsprøver på Ritmeyers nye tegninger kan ses på TELs linkside. Er man som TELs redaktion forgabt i arkæologiske rekonstruktionstegninger, så er der nok ingen vej uden om denne nye udgivelse…

Leen Ritmeyers rekonstruktion af Jerusalem på Jesu tid. © Leen Ritmeyer.

HUSe PÅ JeSU TID På Jesu tid var nye typer af huse blevet moderne. I landsbyerne var husenes funktion dog den samme: at være ramme omkring en storfamilie og dens aktiviteter med husdyr og markarbejde. Derfor er det mest kendetegnende træk ved husene stadig den organiske udvikling. Husene stod i generationer og blev konstant ombygget og udvidet. Det kan derfor være vanskeligt at tale om en egentlig stil. Den israelske arkæolog, Yizhar Hirschfeld, har dog foreslået en grundlæggende

tredeling i landsby sammenhæng. Nederst i hierarkiet findes det simple enrumshus. Dernæst kommer en mere kompleks type, hvor der er bygget flere vinger til det simple hus. Til sidst – i en landsby sammenhæng – kommer huset, der er udbygget rundt om en åben gård med fire sammenhængende vinger. Denne type havde mange små rum og kunne rumme en stor familie. Under udgravningerne i Kapernaum fandt man flere sådanne huskomplekser bygget op omkring en åben gård.

Indgang

Indgang

Mulig rekonstruktion af ’Peters hus’ i Kapernaum fundet under den ottekantede kirke.

Gårdsplads

Gårdsplads

meter

Under udgravningen af den ottekantede kirke i Kapernaum, bedre kendt som ’Peters hus’, fandt arkæologerne i den tidligste fase et åbent gårdhus med denne grundplan. Det ses, hvordan mange rum efterhånden var bygget op rundt omkring en åben gård. © Biblical Archaeological Review.

www.bibelskarkaeologi.dk

Ikke mindst konkluderede de franciskanske arkæologer, at det sted, der senere blev ombygget til en ottekantet kirke, oprindeligt var et gårdhus. Det forklarer umiddelbart, hvordan det var muligt for Peter og hans bror Johannes at huse Jesus og alle disciplene (se f.eks. Mark 1,29; 2,1-2; 9,33). HUSlØS = HJÆlPelØS Hus og familie var altså den mest grundlæggende enhed i den antikke bibelske verden. Det var den virkelighed, der gik forud for den enkelte og på forhånd tilrettelagde ens livsbane. 9


Denne rekonstruktion af et hus fra det 3. eller 4. årh. e.Kr. i Katzrin giver en god fornemmelse af huse på Jesu tid. Foto: Morten Hørning Jensen.

Uden for familien var der intet. Var man af en eller anden grund faldet ud af sin familie og blevet hjemløs, var der ikke noget sikkerhedsnet at falde tilbage på. At blive hjemløs var et udtryk for enten desperat fattigdom eller social udstødelse. Det var præcis den skæbne, der overgik Kain efter mordet på Abel. Da Gud erklærer ham for ”fredløs og flygtning”, svarer han derfor ”min straf er for stor at bære” (1 Mos 4,12-13). Senere blev hjemløshed brugt som et billede på straffen over Israel for ulydighed mod Gud. ”Tanken om min lidelse og hjemløshed er malurt og gift,” siger Klagesangenes forfatter (3,19, jf. 1,7 og Jer 4,1). Også Jobs bog beskriver, hvor frygtelig den hjælpeløse hjemløses skæbne var: ”Om natten ligger de nøgne, uden klæder, uden noget at hylle sig i mod kulden. Gennemblødt af skybrud fra bjergene trykker de sig ind til klippevæggen uden at finde ly. Faderløse rives fra moders bryst, og hjælpeløses spædbørn tages som pant. Nøgne går de omkring, uden klæder, sultende må de slæbe på neg; i middagsheden må de arbejde på terrasserne, de må træde persen, mens de tørster.” (24,7-11). Derfor var det også en prøve på folkets barmhjertighed, om det tog sig af ’den faderløse og enken’ (5 Mos 24,17; Es 1,17; Jer 7,6). Den rette gudsdyrkelse kendes på om ”du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler” (Es 58,7). 10

”Se, VI HaR FORlaDT alT” På grund af husets store betydning som socialt sikkerhedsnet var det derfor en af familiefaderens fornemste opgaver at bevare dets værdi til næste generation. ”En god mand efterlader sine børnebørn arv,” lyder et visdomsord (Ordsp 13,22). I lyset af dette fornemmes noget af det umulige i Jesu fordring til den rige unge mand: ”Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!” (Mark 10,21). Det kunne han strengt taget ikke! Det var ikke hans rigdom erhvervet via en heldig hånd på børsen, men arvet rigdom, han skulle forvalte under ansvar for familiens navn og ære. Der er ikke noget at sige til, at vi efterfølgende læser, hvordan ”disciplene var rystede over hans ord” (10,24). Peter, frisk som altid, siger dog til Jesus: ”Se, vi har forladt alt og fulgt dig” (10,28). Jesu svar viser, at det faktisk kan være tilfældet for en discipel: ”Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller børn eller marker på grund af mig og på grund af evangeliet, som ikke får det hundreddobbelt igen.” At forlade far, mor, søskende og marker var mere end blot at rejse til byen for at studere eller prøve lykken. Det var at forlade ”alt” – sikkerhedsnet, familierelationer, navn og ære. Ifølge evangelierne var så meget på spil i discipelforholdet til Selskab for Bibelsk arkæologi


Jesus. Det er en omkostning, Jesus gør klar for sine tilhørere, som da en glad person kommer og siger til ham: ”Jeg vil følge dig, hvor du end går hen”. Jesu svar lyder: ”Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved” (Luk 9,57-58). Hvilestedet, huset, sikkerhedsnettet under livet er i spil omkring Jesus. Selv dyr er bedre stillet. Samtidig gør Jesus det også klart, at evangeliet er prisen værd. Det giver ”hundreddobbelt igen” både i ”denne verden” i form af en ny familie omkring Jesus og i ”den kommende verden” i form af evigt liv (Mark 10,29-30 og Matt 19,29).

læs mere... Litteratur til videre læsning om artiklens emne findes på TELs linkside.

en oversættelsesfejl i Joh 14,2? I Johannesevangeliet 14,2 taler Jesus kort før sin død med sine disciple om, at han går bort for at gøre en plads rede til dem på forhånd. Den danske autoriserede Bibel fra 1992 oversætter dette vers en anelse ubehjælpeligt: ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?” Kan et hus have mange boliger? Det græske ord, oikia, er rigtigt nok oversat ”hus”. Men ordet oversat med ”boliger”, mone, betyder egentlig blot et sted man opholder sig (fra det græske, meno, opholde sig), altså et ”rum”. Billedet, Jesus bruger, er taget lige ud af den virkelighed, disciplene kendte fra f.eks. Kapernaum med komplekse huse bygget rundt om en åben gård med masser af rum til storfamilien. Der er ikke tale om separate boliger, men om et hus med rum til mange personer. En mere præcis oversættelse vil altså være: ”I min fars hus er der mange rum” (som f.eks. i Wierøds danske oversættelse af NT fra 1997).

Rekonstrueret køkken fra Katzrin. Foto: Morten Hørning Jensen.

www.bibelskarkaeologi.dk

11


HISTORISK OG aRKÆOlOGISK SIDelYS PÅ BIBelen

Fra ens telte til forskellige huse – om en rød tråd af kritik mod havesyge i familiens navn

Af postdoc Morten Hørning Jensen, ph.d.

arkæologiske udgravninger afslører tydeligt for os, hvordan der på bibelsk tid var stor forskel på rig og fattig. Der var umådeligt langt fra de ringeste lerhytter til de fornemste byhuse. Selv i landsbyerne var der store udsving.

I Jerusalem har arkæologer gjort fantastiske fund fra det første århundrede, som blev bevaret for eftertiden pga. romernes ødelæggelse år 70 e.Kr. Særligt iøjnefaldende er ét hus i den nederste del af den nuværende jødiske bydel tæt på tempelpladsen og kan ses i Wohls Museum. Huset havde over 600 m2 under tag og en mængde rum, eget renselsesbad og vægge udført med flotte romersk inspirerede ornamenter. Efter al sandsynlighed boede der her en af de rige saddukæiske familier, der tjente godt på at kontrollere handlen på tempelpladsen. Bibelen beskriver, hvordan denne ulighed satte ind kort tid

F.eks. gjorde udgraverne af Jotapata et bemærkelsesværdigt fund i 1997, da de i denne helt almindelige landsby fandt et hus fra Jesu tid, der var dekoreret med vægge i fornem italiensk stil, der indtil da kun var fundet i Israel i Herodes den Stores paladser og i rigmandshusene i Jerusalem.

Denne sfinks udskåret af elfenben er én ud af adskillige elfenbensudskæringer, som blev fundet i Nordrigets hovedstad Samaria. Den illustrerer Amos’ anklage mod Israels herskere for at ”ligge på elfenbenslejer” (Amos 6,4). © BAR 11/5 (1985).

12

Selskab for Bibelsk arkæologi


Under udgravningen af Jotapata fandt arkæologerne til deres store overraskelse et hus dekoreret i fornem romersk stil, der indtil da kun var kendt fra Herodes den Stores paladser og de rige huse i Jerusalem. Foto: Mordechai Aviam.

efter indvandringen i Kana’an. I ørknen, da Israel endnu var ung, stod brud og fulgte Herrens lov (Jer 2,2), boede alle i telte, og hver samlede præcis, hvad der var brug for og ikke mere (2 Mos 16). Da teltene blev skiftet ud med huse, begyndte en proces med ophobning af rigdom hos få og nød hos mange, og det på trods af skrappe økonomiske love i Mosebøgerne mod at tage åger og renter (2 Mos 22,24; 3 Mos 25,36; 5 Mos 23,20). Den sociale ulighed tog kun til i styrke, da Israel blev til et kongerige. Profeten Amos er skånselsløs i sin kritik af elitens jagt efter større, flottere og flere huse, mens den fattige døde af sult uden for dørtærsklen. Derfor lyder Herrens ord gennem Amos: ”Jeg knuser både vinterbolig og sommerbolig, elfenbenshusene går til grunde, og de store huse forsvinder, siger Herren” (3,15). De rige i Samaria ”ligger på elfenbenslejer, henslængt på deres divaner … skråler til harpespil … drikker vin af pokaler” (6,4-6) samtidig med, at de ”tramper på den svage og kræver kornafgift af ham”. Derfor skal de nok ”bygge kvaderstenshuse, men ikke selv bo i dem” (5,11). Esajas retter den samme kritik mod Israels folk, når det på den ene side bringer ofre i templet, men på den anden ikke tager sig af den fattige og hjemløse. Guds første ønske er, at ”du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke

www.bibelskarkaeologi.dk

vender ryggen til dine egne” (Es 58,7). Også Jesus kritiserer sin samtids jagt på rigdom. ”Saml jer skatte i himlen … I kan ikke tjene både Gud og mammon”, siger han (Matt 6,20-24). Specielt er han hård i kritikken af forvaltningen af templet, som de rige saddukæere og præster gjorde til base for umådelig rigdom. Efter indtoget i Jerusalem jager han handlende

ud fra tempelpladsens forgårde, hvor eliten tjente stort på salg af offerdyr og veksling af penge (Matt 21,12-13), og præcist vendt mod de rige i Jerusalem fremhæver Jesus en fattig enkes gave til templet bestående af to af de mindste småmønter i omløb som langt mere end deres større gaver givet ud af overflod (Luk 21,1-4).

læs mere... Læs mere om Amos’ kritik af rigdom i TEL 2003-2.

Rum og interiør i det paladsagtige hus fundet i den øvre bydel af Jerusalem fra før templets ødelæggelse i år 70. Foto: Morten Hørning Jensen.

13


”...for landet FAMILIeLIV I BIBeLen Huset Jorden Begravelse Ære og skam

Af postdoc, ph.d. Morten Hørning Jensen

Jord – landbrugsjord – var livsnødvendig i det gamle Israel. Som i alle andre landbrugssamfund gennem tiderne var livets opretholdelse baseret på markens afgrøder og husdyr. Familien var i vid udstrækning selvforsynende: korn, olie, most, mælk, osv., var alt sammen produkter af familiens aktiviteter på den fælles jord. derfor var særligt to ting afgørende: For det første skulle familien formå at holde sammen på sin arv for at kunne videregive den til næste generation. Jorden var hellig. den kom aldrig på udsalg. For det andet skulle familien være dygtig nok til at dyrke jorden. det krævede hårdt slid, knowhow og ’bekymringer’ for dagen i morgen.

TEL forsætter i dette nummer artikelserien om familieliv i Bibelen. De første artikler kan findes i sidste nummer.

8

Selskab for Bibelsk Arkæologi


er mit”

Hellig jord aldrig på udsalg Jorden: FAMILIenS ArV Jorden var familiens vigtigste ejendom og den primære del af familiens arv, der skulle varetages og vedligeholdes til næste generation. Mistede en familie sin jord, kunne den ikke blot anlægge en ny mark. Langt størstedelen af Israels landbrugsjord måtte man nemlig anlægge på bjergskråninger. Den fede jord i dalen gik til de rige bønder eller kongen (jf. f.eks. 1 Sam 8,14). Ville en almindelig landmand udvide, måtte han

gå i gang med at anlægge marker på en bjergskråning. Det var et langtidsprojekt. Først skulle skråningen ryddes for store sten. Dernæst skulle der bygges stengærder op med 5-10 meters afstand ned ad skråningen. Så skulle der konstrueres et dræningssystem. Endelig kunne muldjorden fyldes på i forskellige lag efter den kundskab generationers erfaringer havde oparbejdet. Es 5,1-2 giver et godt indblik i det slidsomme arbejde med at etablere en terrasse, her

til en vingård med diverse installationer. Ikke nok med det. En sådan type mark krævede også megen vedligeholdelse. Når den kraftige vinterregn falder i Israel, samler den sig til stærke strømme på skråningen, der hvert år udhuler og vælter en del af terrasserne. En terrassemark kunne ganske enkelt ikke etableres af én driftig landmand, men var generation på generations arbejde. Derfor er der også mange love i Det gamle Testamente, der beskytter en

Denne terrassemark er genopbygget i Nazareth Village og giver et godt indtryk af det store arbejde, det krævede at anlægge en mark på en skråning. Foto: Morten Hørning Jensen.

www.bibelskarkaeologi.dk

9


mens han var i spidsen. ”En god mand efterlader sine børnebørn arv” (Ordsp 13,22)! Det var derfor et udtryk for den største desperation, hvis en familiefar måtte pantsætte eller sælge sine marker. Nehemias 5,1-5 beskriver netop sådan en situation. Hungersnød har ramt landet og folkets klage lyder: ”Vi må pantsætte vores marker, vingårde og huse, for at vi kan få korn under hungersnøden.” Familierne stod nu tilbage helt uden forsikring, og snart måtte de også sende ”sønner og døtre i trældom.” HeLLIG Jord!

Anlæggelsen af en terrassemark krævede stor teknisk viden, der blev nedarvet gennem generationerne. Kun med den rigtige sammensætning af jordlag kunne fugten bevares i mulden. Denne opstilling fra ’Nazareth Village’ viser et tværsnit af de forskellige jordlag. Foto: Morten Hørning Jensen.

families jord. I 5 Mos 19,14 læser vi: ”I den arvelod, du får i det land, Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke flytte skellet til din nabos mark; det har tidligere slægtled sat.” Det var kun ”onde mennesker,” der kunne finde på at flytte markskel (Job 24,2, jf. Ordsp 23,10-11). Desværre var en sådan fremfærd ikke et sjældent syn. Ofte fordømmer profeterne ”dem, der lægger hus til hus og føjer mark til mark” (Es 5,8, jf. Mika 2,2-9; Hos 5,10). En familie gik nemlig praktisk talt i opløsning, hvis den mistede sin jord. Markerne kunne ikke umiddelbart erstattes. Det kunne de nødvendige afgrøder heller ikke. For mens nogle af markens afgrøder, som f.eks. byg og hvede, var årstidsvækster, så var andre afgrøder produkter af træer og vækster, der først gav frugt længe efter, de blev plantet. Det gjaldt ikke mindst to af de vigtigste afgrøder, vindruer og oliven. Særlig oliventræer voksede langsomt og gav først frugt efter en årrække. Man plantede så at sige oliventræer som en gave til sine børn! Familiefaderens, patriarkens, vigtigste opgave var at forvalte slægtens ejendom, 10

Denne virkelighed, som Israel delte med alle andre kulturer i oldtiden og antikken, er baggrunden for en særlig lovgivning i 3 Mosebog, der til gengæld er helt særegen og ellers ikke kendt. For at beskytte familierne socialt og økonomisk finder vi i kap. 25,23-55 en række bestemmelser, der skulle fungere som et sikkerhedsnet mod udbytning og ophobning af rigdom hos de få på de manges bekostning – nemlig løskøbningsloven eller goel-institutionen (goel: løskøber) og jubelåret hvert 50. år.

I vinterhalvåret falder der store mængder regn i Israel, der ofte ødelægger stendigerne på marken. Foto: Morten Hørning Jensen.

Selskab for Bibelsk Arkæologi


Loven tager udgangspunkt i, at al jorden i virkeligheden er Guds, som han blot har lånt ud til israelitterne, der skal se sig selv som fremmede og tilflyttere: ”Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig. I hele det land, I ejer, skal I sørge for, at jorden kan indløses” (25,23-24). Man kan naturligvis ikke sælge noget, man har lånt. Det kan højest udlånes eller udlejes. Men skulle det ske, at en landsmand falder i gæld og ”må sælge af sin ejendom,” så skal den, ”der står nærmest, træde til som løser og indløse, hvad hans slægtning har solgt” (25,25). Jorden skal altså så vidt muligt holdes på familiens hænder. Så vidt, så godt. Det særlige ved loven er nu, at skulle det ske, at ingen i den nærmeste familie kan indløse jorden, så træder loven om ’jubelåret’ i kraft. I det gamle Israel skulle hvert

de syv frugters land I 5 Mos 8,7-8 beskrives Israel som et land med ”hvede og byg, med vin og figner og granatæbler, et land med olivenolie og honning” – altså syv frugter i alt (honning blev fremstillet af dadler). Der blev naturligvis også dyrket andre afgrøder, og samlet set gjorde det den israelitiske familie mere eller mindre selvforsynende. Det gav også arbejde til alle årets måneder. Det kan vi bl.a. se af en fantastisk indskrift, der blev fundet på Tel Gezer i 1908. Skriften betegnes af kendere som sjusket og grim. En teori er faktisk, at det er en art skolebog, hvor en elev har øvet sig på det svære alfabet. Den tekst, han har afskrevet, angiver en landmands årskalender og lyder: ”To måneders høst (af oliven og druer), to måneders kornsåning, to måneders sensåning, en måneds hørhøst, en måneds høstning af byg, en måneds høstning af hvede, to måneders vinhøst, en måneds sommerfrugt” – og så var det år vist gået!

www.bibelskarkaeologi.dk

En landmand pløjer sin vinmark på gammeldags maner. Foto: www.holylandphotos.org.

50. år udråbes som et jubelår, hvor al ejendom skulle returneres til sin oprindelige ejer: ”I jubelåret bliver det givet frit, og så kan han vende tilbage til sin ejendom” (25,28). Også huse i landsbyer uden bymur og slaver skal leveres tilbage (25,29-43). IKKe TIL SALG Hvordan og i hvor høj grad loven om frigivelse og jubelår blev overholdt i Israel er et åbent spørgsmål (se mere i tekstboksen ’Et nådeår for Herren’), men at jord var hellig og ikke til salg har vi flere eksempler på i Det gamle Testamente. 1 Kong 21 beskriver en tragisk historie om, hvordan den onde kong Akab af Samaria ville fravriste en vingård fra en bonde ved navn Nabot for at bruge den som køkkenhave (21,1). Først forsøger han at købe den, men Nabots svar kommer prompte: ”Herren bevare mig fra at overdrage dig mine fædres ejendom!” (21,3).

11


Tærskeplads med tærskeslæde. I baggrunden ses terrasser. © www.bibleplaces.com.

Akabs kone, Jezabel, lægger da en plan om at få Nabot stenet for gudsbespottelse. Det lykkedes, hvorefter Akab kan tage vingården i besiddelse. På samme måde er der en episode i Jeremias’ bog, hvor Jeremias må træde til og købe sin farbrors jord for at holde den på familiens hænder (Jer 32,6-15). BeKyMrInGer oG KnoWHoW Jorden var altså afgørende for en families

overlevelse, der afhang af markens afgrøder. For at sikre sig på bedst mulig måde valgte man derfor at dyrke så mange forskellige afgrøder som muligt. Israel bliver ligefrem kendt som ’de syv frugters land’ (5 Mos 8,7-8). Om foråret høstede man korn, om efteråret vindruer og diverse andre frugter. Så gennemgribende var årstidens rytme på marken, at de jødiske fester var knyttet til høsten som takkefester samtidig med,

Oliventræsmark på Oliebjerget i Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.

12

at man mindedes en bestemt frelsesgerning i Israels historie (jf. festkalenderne i 2 Mos 23,14-17; 3 Mos 23; 5 Mos 16). På den måde minimerede landmanden også risikoen for fejlslået høst. Hvis tørke ramte kornet, så kunne man måske hente lidt ind på olivenhøsten. I denne kultur var der nemlig intet sikkerhedsnet spændt ud under familien. Så man gjorde alt, hvad man kunne, for at sikre sig mod ulykke. En af måderne til at undgå at løbe nogen unødig risiko var at lytte til den mest erfarne i familien. Han havde oplevet flest somre og vintre og kunne bedst skønne, hvornår det f.eks. var tid til at så kornet. Modsat dansk klima, hvor regnen kan falde hele året, krævede det i Israel stort kendskab til årstidens rytme for at vide, hvornår tiden var til at så, da regnen falder i bestemte perioder. Nogle gange kunne der gå lang tid fra den første regn var faldet til næste regndag. Andre gange kunne regnen være så kraftig, at den kunne skylle ”alt bort, så der ingen afgrøde bliver” (Ordsp 28,3). Den kostbare, men uforudsigelige regn kaldes derfor også ved forskellige navne i Bibelen som ”efterårsregn” og ”forårsregn” (5 Mos 11,14; Jer 5,24; Joel 2,23, jf. også Es 28,23-28, der beskriver bondens visdom). Men selv den bedste landmand var ikke herre over vejret. Det vidste israelitten godt. Derfor møder vi også i f.eks. Selskab for Bibelsk Arkæologi


et nådeår for Herren I loven i Det gamle Testamente er der særligt to bestemmelser, der skulle sikre, at jord og rigdomme ikke endte på nogle fås hænder. Hvert 7. år skulle være et sabbatsår, hvor marken ikke skulle dyrkes (3 Mos 25,1-7), gæld skulle eftergives og israelitiske trælle frigives (5 Mos 15,7-18). Efter syv sådanne sabbatsår kom det helt særlige 50. år: jubelåret. På den store forsoningsdag skulle der dette år blæses i horn (’jubel’ er afledt af det hebraiske ord for vædderhorn, jobel) som signal til, at nu skulle al handlet ejendom returneres (3 Mos 25,8-16). Dette skulle være året for frigivelse (25,10). Det er dog usikkert, i hvilket omfang denne meget radikale lov blev overholdt af israelitterne. I Jer 34,8-17 er der et enkelt eksempel på, at loven om frigivelse hvert 7. år blev overholdt. Dvs. kun delvist, for de rige stormænd fortrød frigivelsen af deres slaver, og krævede dem tilbage! Faktisk er der i rabbinske skrifter fra det 2. årh. e.Kr. opfundet traditioner, der direkte søgte at undgå loven om eftergivelse hvert 7. år. Loven om jubelåret blev dog ikke fuldstændig glemt. I Esajas 61 møder vi den pludselig som et billede på det, der skal ske, når Herren griber ind til sidst. Herrens tjener skal komme og ”bringe godt budskab til fattige … udråbe frigivelse for fanger” og ”et nådeår fra Herren” (Es 61,1-2).

hængende over hovedet, vi skal se for vores indre øje, når vi hører Jesus sige: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen …” (Matt 6,25). Jesu tilhørere var ikke moderne vesterlændinge med økonomisk sikkerhedsnet fra staten, forsikringer for alt og overskud til at sidde ubekymret og filosofere over fremtiden med en ’cafe latte’ ved hånden. Han talte til landmænd og bønder, der hele deres liv havde lært vigtigheden af netop at bekymre sig og tænke fremad i årstidens rytme på marken. Det må have lydt uhørt radikalt. Der var netop al mulig grund til at bekymre sig for mad, tøj og andre nødvendige ting i et samfund uden kreditkort og supermarkeder. Det lå i selve landmandslivets rytme at bekymre sig. Jesus går dermed til nerven af sit samfund for at forklare den nye virkelighed i Guds rige. Han udfordrer sine tilhørere til at have større tillid til Gud, end til selv den bedste mark og det kraftigste oliventræ. Også selvom det at følge ham for nogle – i hvert fald disciplene – betød, at de for en tid måtte forlade ”alt” (Matt 19,27). Det betyder ikke, at mad og drikke fornægtes. Faktisk siger Jesus: ”jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette” (6,32), og han lover, at ingen skal forlade ”marker” uden at det gives ”hundreddobbelt” igen (19,29). Men han giver sine tilhørere en stærk udfordring til at vende op og ned på prioriteterne og have tillid til Gud, selv hvad angår marker og landbrug: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal det andet gives jer i tilgift” (6,33).

Præcist dette skriftsted citerer Jesus om sig selv, da han er på besøg i synagogen i Nazaret ifølge Lukasevangeliet, hvor hændelsen står som indledning til Jesu offentlige virke (4,16-21). Han så sit kald som en opfyldelse af loven om frigivelse og nådeår. Til sidst i Lukasevangeliet tager Jesus denne tråd op igen, når han siger, at der i hans navn skal ”prædikes omvendelse til syndernes forladelse” (24,47). Ordet ”forladelse” er præcis det samme som i 4,18 oversættes ”frigivelse.” Jesus kom og forkyndte et jubelår for Herren, og på baggrund af sin død og opstandelse kunne han sende disciple ud til ”alle folkeslag” for at fortælle om den største frigivelse af alle: syndernes forladelse.

Salmernes Bog en høstsalme, der takker Gud, der giver landet regn, ”væder plovfurerne og jævner pløjejorden” (Sl 65,10-11). Jord og landbrug handlede for en israelitisk familie i sidste instans om overlevelse. Man søgte at sikre sig på den bedst mulige måde, tage alle forholdsregler og minimere enhver risiko. ”I SKAL IKKe BeKyMre Jer …” Det er denne virkelighed af generationers hårdt arbejde på marken med truslen om tørke og sult, skadedyrsangreb og misvækst, www.bibelskarkaeologi.dk

Vinklaser på ranker på en mark uden for Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.

13


”Er det ikke tøm FaMiLiELiv i bibELEN Huset Jorden Ære og skam Begravelse

Af lektor ph.d. Morten Hørning Jensen

Familien var den mest grundlæggende nerve i den bibelske verden. Familiens enhed og sammenhold gik forud for den enkelte person. Huset, jorden og alle de øvrige ejendele var den base ingen kunne sætte sig uden for, hvis man skulle overleve. For enden af bordet – til at holde sammen på fa-

TEL forsætter i dette nummer artikelserien om familieliv i Bibelen. De to tidligere artikler kan findes i TEL 3 og 4, 2008.

milien – sad patriarken, familiefaderen. Han skulle æres og respekteres og besad uindskrænket autoritet, så længe han ikke selv var ulydig mod guds bud (5 Mos 13,7-9a). i denne artikel skal vi se på, hvordan lovene og formaningerne i bibelen støtter op om familiefaderens autoritet, og på den baggrund tage med Jesus til Nazaret for at få en fornemmelse af, hvor dramatisk et ellers hyggeligt familiebesøg udviklede sig.

8

Selskab for bibelsk arkæologi


mrerens søn?”

– lydighed, ære og skam i familien ”Ær diN Far og diN Mor” Ifølge en jødisk tradition fra ca. det 5. århundrede e.Kr. kan loven i Det gamle Testamente samles i 613 bud, hvilket for selv den bedste lovlærde må have været lidt rigeligt at huske udenad. Heldigvis var der hjælp at hente i lovens ’grundlov’, de ti bud, der opsummerer hele lovens bredde og dybde. Et af disse bud, det femte efter jødisk tælling, omhandler et barns forhold til sine forældre: ”Ær din far og din mor”. Modsat de bud, der følger efter, så får det femte bud en kommentar med på vejen, der understreger, hvor vigtigt det er: ”… for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig” (2 Mos 20,12). SToK ELLEr guLErod? Mange steder i Bibelen anvendes denne grundlov. Nogle gange med gulerod og løfter, andre gange med stok og pisk. Grundlæggende er der ingen tvivl om, at Bibelen tegner et varmt og positivt billede af børns og forældres forhold. Børn beskrives som en ”gave fra Herren” (Sl 127,3, jf. også 5 Mos 28,4), og Guds forhold til sit folk sammenlignes med en omsorgsfuld fars forhold til sit barn, der ”bærer sin søn” gennem ørknen (5 Mos 1,31). Ligesom ”en far er barmhjertig mod sine børn”, er Herren det også (Sl 103,13). Formaninger og opdragelse er altså til for det gode; netop så ”du må få et langt liv” (se f.eks. også Sir 3,1-16). Men samtidig lægges der op til skrappe konsekvenser, hvis et barn forbliver ulydigt. ”Forbandet være den, der ringeagter sin far eller mor”, siger loven (5 Mos 27,16). Faktisk finder vi i 5 Mos 21,18-21 en lov om, hvad man skal gøre,

www.bibelskarkaeologi.dk

Synagogen i Nazareth Village giver en god fornemmelse af, hvordan en synagoge på Jesu tid kan have set ud. Foto: Morten Hørning Jensen.

9


Landsbymiljø fra Katzrin i Galilæa med huse tæt bygget sammen. Foto: Morten Hørning Jensen.

hvis man har en ”genstridig og trodsig søn, der ikke vil adlyde sin far og mor og heller ikke vil rette sig efter dem, selv om de straffer ham”. Så skal forældrene føre ham til de ældste i byens port og efter rettergang stene ham til døde. Vi har dog i GT ingen eksempler på, at denne lov nogensinde blev anvendt til andet end afskrækkelse.

For at det aldrig skulle komme til at gå så galt, finder vi i visdomsbøgerne en række formaninger til forældre om at opdrage deres børn til lydighed med fast hånd: ”Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den, der elsker sin søn, tugter ham i tide” (Ordsp 13,24, jf. 23,13; 29,15; Sir 7,23). Også hos Paulus i Det ny Testamente findes klare anvisninger på opdragelse til lydighed, samtidig med at han understreger, at forældre ikke må tirre eller gøre deres børn vrede (Ef 6,1-4; Kol 3,20-21; 1 Tim 3,4.12; 5,4; Tit 1,6). gudSFrYgT og udENadSLÆrE

Byporten fra Tel Dan, der som alle andre byporte fra den tid også fungerede som byens retssal. Foto: © www.bibleplaces.com.

10

Man må spørge, hvorfor opdragelse til lydighed er så afgørende i den bibelske verden. Det er der mindst to grunde til. For det første skulle børnene opdrages til ”gudsfrygt” (jf. f.eks. 1 Tim 5,4). En husfaders opgave var at gøre Guds gerninger og love kendt for sin søn. De skulle genfortælles, gentages og instrueres, indtil de var lært af hjertet. I 5 Mosebog 6 læser vi ligefrem om, hvordan lovene skulle optegnes nærmest som graffiti på dørstolper og porte: ”du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte”, lyder befalingen, ligesom ”du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke”, og i øvrigt gentage lovene for ”dine sønner” ved at ”fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op”! Mens arkæologer endnu ikke har fundet sådanne beskrevne Selskab for bibelsk arkæologi


dørstolper, så havde en beduin engang held til at finde en lille læderpakke tæt ved Qumran, der viste sig at være en jødisk bedekapsel fra det andet tempels tid. Inden i den fandt man små stykker af læder, hvor passager fra 2. og 5. Mosebog var skrevet med mikroskrift. Allerede på Jesu tid tolkede fromme jøder altså 5 Mos 6 meget bogstaveligt og gik med loven rundt om panden, som vi kender det fra i dag (jf. også Matt 23,5). vidErEFØrE FaMiLiENS NavN og ÆrE Men der er en grund mere. I den bibelske kultur var det afgørende, at familiens navn, ære og besiddelser blev videreført fra generation til generation. Det krævede velopdragne og lydige børn! Kun velopdragne børn kunne man være sikre på ville føre familiens navn og ære videre. I sidste artikel så vi, hvordan der var helt særlige love, der skulle beskytte en families ejendom (loven om eftergivelse hvert 7. år, jubelåret hvert 50. år og løskøbningsloven, jf. 3 Mos 25 og TEL 4-2008). På samme måde var der en lov, der forpligtede en mand til at gifte sig med sin brors enke, hvis broderen var død barnløs (det såkaldte leviratægteskab). På den måde kunne broderens navn bevares i Israel (5 Mos 25,7). Barnløshed var ikke blot en ulykke for det involverede ægtepar (jf.

En beduins skarpe øje gjorde dette fantastiske fund af en bedekapsel fra det første århundrede. Teksten er fra 2. og 5. Mosebog. Kapslen er ganske lille, ca. 2,5 x 2 cm i størrelse. Foto: © Biblical Archaeological Society.

f.eks. 1 Sam 1), men en trussel mod hele slægten og dens overlevelse. Af samme grund var det afgørende, at børn føjede sig og tog deres pligter på sig. Uopdragne børn blev betragtet som en skam: ”Stok og retledning giver visdom, men en uopdragen dreng gør sin mor skam” (Ordsp 29,15). Siraks bog siger ligefrem, at det ”er en skændsel for en far at have uopdragne børn, og er det en datter, er det særlig slemt” (22,3). Alene tanken om en søn, der kunne finde på at bede sin far om arven før tid

digiTaL SigHTSEEiNg i JEruaLEM Arkæologiske udgravninger kombineret med ny teknologi giver os til stadighed større muligheder for at få en fornemmelse af, hvordan fortiden tog sig ud i form af digitale rekonstruktioner. To nye digitaliseringer har netop set dagens lys. Hvis man har gratis-programmet Google Earth installeret på sin computer, kan man © Google.com navigere sig frem til Jerusalem og under ”Places” vælge ”Jerusalem Ritmeyer Composite”, hvorefter en rekonstruktion af tempelpladsen og Jerusalems mure dukker frem (se billede). En anden mulighed findes på sitet ”A virtual walking tour Al-Haram Al-Sharif” (tempelpladsen). Her kan man klikke sig frem til de forskellige nutidige bygninger på pladsen og kort læse om deres historie. For links til disse steder, se TELs linkside.

www.bibelskarkaeologi.dk

for at rejse væk og ødsle den bort, kunne få det til at løbe koldt ned af enhver forælder (jf. Luk 15)! opLØSNiNg aF FaMiLiErNE SoM SKrÆKSCENariuM Netop fordi familien var den bærende institution, var dens videreførelse afgørende. Kollektivet gik forud for individet. Begyndte familien at gå i opløsning, var samfundets eksistens truet. Mika 7,6 anfører det ligefrem som et tegn på samfundets opløsning, når familiens orden smuldrer helt: ”For en søn foragter sin far, en datter rejser sig imod sin mor, en svigerdatter imod sin svigermor, en mand får sine husfolk til fjender”. At dette var et særligt skrækscenarium bekræftes i en række ikke-bibelske jødiske skrifter. Det gør det ekstra dramatisk, når Jesus refererer til netop Mika 7,6 i en beskrivelse af, hvad en discipel må indstille sig på: ”Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender” (Matt 10,35-36). SLog JESuS HÅNdEN aF SiN FaMiLiE? Det femte bud om at ære sine forældre spillede altså en stor rolle. Jøder på Jesu tid lagde særlig stor vægt på dette bud, fordi det følger umiddelbart efter de første fire og vigtigste bud, der påbyder at ære Gud (f.eks. Josefus, Mod Apion 2,206). 11


På den baggrund kan vi umiddelbart fornemme, hvor tyk af spænding luften må have været den dag i Kapernaum, da Jesu mor og nogle af hans brødre kom på uanmeldt besøg (Mark 3,20-35). Jesus har virket i nogen tid ved søen, og rygtet var nu nået tilbage til Nazaret og den familie, Jesus ganske overraskende havde forladt som den førstefødte søn. Jesu slægtninge havde derfor taget rejsen ned til søen ”for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv” (3,21). De anså ham ganske enkelt for at være blevet vanvittig, præcis som de skriftkloge, der ifølge de næste vers anså ham for at være besat. Derfor må de have fat i ham. Hans handlinger går ikke bare ud over ham selv, men bringer skam over hans familie hjemme i Nazaret. Spændingen kulminerede, da Jesu mor og hans brødre forsøgte at få kontakt med Jesus gennem et sendebud: ”Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor og spørger efter dig” (3,32). Men Jesus svarede: ”Hvem er min mor og mine brødre?”. Derefter så han rundt på dem, der var i rummet og sagde: ”Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor” (3,33-35).

graNaTÆbLET aF ELFENbEN ErKLÆrET For ÆgTE En fremtrædende israelsk professor, Yitshaq Ramon, siger efter undersøgelser af inskriptionen på et lille granatæble af elfenben, at den ikke kan være føjet på i nyere tid, sådan som et udvalg under Israels Arkæologistyrelse ellers har hævdet. På granatæblet står ordene: ”[Tilhøren] de [Her]rens tempel, hellig for præsterne”. Hvis teksten er autentisk, er den det eneste, vi har bevaret fra Salomos tempel. En retssag kører nu mod en antikvitetssamler, Oded Golan, med påstand om, at han både skulle have forfalsket teksten på granatæblet og inskriptionerne på andre omtvistede genstande, nemlig Joash-tavlen og benkisten med henvisningen til Jesu bror Jakob. Ramon påviser, hvordan et gammelt brud løber gennem tre af bogstaverne. Det tyder på, at de var indgraveret, før bruddet opstod. De kan ikke være lavet i nyere tid. Dermed når han frem til samme konklusion, som en konference med skrifteksperter gjorde for 2 år siden.

12

”Korban!” – en smart måde at snyde sine forældre på Matt 15,1-6 og Mark 7,8-13 gengiver, hvordan farisæerne og de skriftkloge havde fundet en smart måde at snyde sine forældre på, så man kunne slippe for den tunge byrde, det kunne være at sørge for dem i deres lange alderdom. Sagde sønnen ”korban” omkring sine besiddelser så kunne han slippe. ’Korban’ betyder tempelgave (jf. Mark 7,11) og refererer til, at man frem for at understøtte sine gamle forældre kunne hellige sine penge til templet. De præcise omstændigheder omkring dette er ikke helt tydelige, selvom traditionen er kendt fra flere andre skriftlige kilder. En sandsynlig forståelse er, at sønnen ved at gøre en del af sin formue til tempelgave kunne vinde anseelse hos de religiøse ledere. Samtidig er det også muligt, at betalingen først skulle falde ved hans død. Jesus afviser denne tradition som et brud på det femte bud og henviser ligefrem til dødsstraffen for at forbande sin far og mor (Mark 7,10, jf. 2 Mos 21,17 og 3 Mos 20,9).

Under udgravninger tæt ved tempelpladsen gjorde man dette fund af en sten med indskriften, QRBN, ”korban”. Foto: Hartvig Wagner.

Det er en dramatisk udtalelse. Jesus ombestemmer, hvem der skal forstås som hans primære familie. Strengt taget udelukker han ikke sine kødelige slægtninge fra dette nye åndelige familieskab, men i det frembrydende Guds rige (jf. 1,15) går lydighed mod Gud frem for lydighed mod selv sine forældre. Man kan sige, at Jesus på en overraskende måde sætter det første bud om at ære Gud, der jo står over det femte om at ære sin far og mor, lige med det at følge ham (jf. også Joh 15,14). EN vaNÆrET proFET i SiN HJEMbY © Biblical Archaeology Review 2004/4.

Sådan tale var yderst provokerende og gik til nerven af de forventninger, en mor kunne have til sin søn. Derfor har det uden tvivl været med spænding og måske ængstelse, at hun og den Selskab for bibelsk arkæologi


øvrige familie senere fik ham på besøg i Nazaret (Mark 6,1-6). Nazaret var på Jesu tid en lille landsby, hvor alle har kendt alle, og da indbyggerne på sabbatten hørte Jesus prædike i synagogen blev de godt nok først slået af forbavselse over det, han sagde, men kom så i tanke om, at det jo bare var ”tømreren, Marias søn”. Og de blev ”forarget på ham” (Mark 6,3). Lukasevangeliet gengiver ligefrem, hvordan de forsøgte at henrette ham ved at skubbe ham ned fra et bjerg (4,29). Selvom man tydeligt får fornemmelsen af ophidselse og lynchstemning, så er landsbyens reaktion mod Jesus faktisk ikke helt uforståelig. I deres øjne var Jesus blevet vanvittig. Han havde tilsidesat og vanæret sin familie og bør nu ifølge f.eks. loven om den genstridige søn lide døden (5 Mos 21,18-21). Jesus erkender selv situationen og siger: ”En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og blandt sine slægtninge og i sit hus” (Mark 6,4). Faktisk vil en bedre oversættelse af ”miskendt” være ”vanæret”. Der er tale om, at Jesus udstødes af sin landsby og fra sin familie og overlades til at klare sig selv. I et samfund, hvor familien var ens personlige, økonomiske og retslige sikkerhed kunne man ikke forestille sig værre straf, bortset fra døden.

Motiv fra Nazareth Village, hvor livet i en landsby fra Jesu tid er genskabt. Foto: Morten Hørning Jensen.

prioriTETEr pÅ SpidSEN Endnu engang oplever vi, hvordan Jesus satte sin samtids prioriteter på spidsen, præcis som vi i sidste nummer så på Jesu tale om at søge Guds rige før ’bekymringer’ og omsorg for markens afgrøder, og i forrige nummer hørte Jesus tale om at sælge alt for at kunne følge ham. Men alt dette betyder ikke, at Jesus ophævede det femte bud! Faktisk revsede han farisæerne og de skriftkloge for at have tilladt en smart måde at snyde sine gamle forældre på, så man kunne slippe

for at sørge for dem i deres alderdom, og henviser i den anledning til buddet om at ære sin far og mor og dødsstraffen for ikke at gøre det (Matt 15,1-6; Mark 7,8-13). På samme måde citerede han også det femte bud over for den rige unge mand, der ville vide, hvilke bud, der er de største i loven (Matt 19,19; Mark 10,19; Luk 18,20). Pointen i Jesu tale og handlinger er derfor ikke, at familien er tilsidesat eller ophævet uden forbehold. ”Nyheden” i det frembrydende Gudsrige er dog så voldsom, at den i nogle tilfælde vil føre til modstand fra familien, der vil se det at søge Guds rige først som et brud på loven om at ære sin far og mor. Det fik Jesus selv at mærke under sit virke i Galilæa, ligesom han forudsagde, at det også vil være en mulig virkelighed for den, der vil følge ham (Matt 10,34-39; Luk 12,51-53; 14,26-27). Senere ændrede Jesu familie dog syn. Mens vi f.eks. i Joh 7,5 kan læse, at Jesu brødre ikke troede på ham, så fortæller Joh 19,25-27, at Maria var til stede under Jesu korsfæstelse, ligesom Apostlenes Gerninger viser, at Jesu bror, Jakob, kom til at spille en nøglerolle i den første menighed i Jerusalem (12,17; 15,13-29; 21,18).

Læs mere... Jøder i bøn ved Grædemuren. De sorte kapsler på panden er bedekapsler. Foto: © www.bibleplaces.com.

www.bibelskarkaeologi.dk

Litteratur til denne artikel kan findes på TELs linkside.

13

Historisk og arkæologisk sidelys på Bibelen  

Artikler fra TEL, der kaster historisk og arkæologisk sidelys på Bibelen.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you