__MAIN_TEXT__

Page 1

3 Et spadestik dybere i Bibelens verden

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA)

September 2004 15. årgang

I dødens og mørkets land Krig i det antikke Israel

Johannes Døbers dåbshule? Siloa Dam fra Jesu tid fundet

www.sba-dk.dk


TELudgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi Paghs Allé 5, 6705 Esbjerg Ø Tlf.: E-Mail: Internet: Bank: Norge:

Oversigtskort Geografiske lokaliteter relevante i forbindelse med artikler i dette TEL.

7512 9021 adm@sba-dk.dk www.sba-dk.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Genesaret Sø BASHAN

ISRAEL Ænon Salem

Forsidefoto: En assyrisk soldat samler hoveder til optælling sammen med resten af krigsbyttet. Fra en frise i Sydvest-paladset i Nineve. Foto: © Michael Holford

Khirbet el-Maqatir

Jordan

GILEAD

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.) Knud W. Skov, Carsten Vang

Bethania

Layout: Corpo Lab, Herning

Dødehavet

Jerusalem Ein Kerem JUDA Azeka

Tryk: Reklametryk, Herning Lakish Makkeda?

Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi.

Aro'er Arnon MOAB

0 10 20 30 40 50 60 km

Kontingent: Danske kr. 145,- / norske kr. 160,(For unge under 26 år: kr. 95,- / norske kr. 105,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA. Selskabets bestyrelse: • Cand. theol. Klaus Vibe (formand), tlf.: 8612 0037 · kv@sba-dk.dk • Ph.d.-stipendiat, cand. theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@sba-dk.dk • Overlæge Vagn Juhl Jensen (forretningsfører og kasserer), tlf.: 7512 9021 · vjj@sba-dk.dk • Datamatiker Jens Bertel Nykjær, tlf.: 8674 0918 · jbn@sba-dk.dk • Stud. theol. Jacob Bank Møller, tlf.: 8615 3402 · jbm@sba-dk.dk • Cand. theol. Stine Ramati (information mm.), tlf.: 3297 6747 · sr@sba-dk.dk

Nineve Qarqar

ASSYRIEN

Khorsabad Nimrud

SYRIEN Damaskus

fra

t Tig ris Babylon Umma

ISRAEL JUDA

Eu

BABYLONIEN Lagash

Jerusalem

Lakish

Ur

0

400 km

PERSISKE GOLF

Indholdsfortegnelse

© SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

2

I dødens og mørkets land Johannes Døbers dåbshule? Anmeldelser Siloa Dam fra Jesu tid fundet Redaktørens square

side 3 side 12 side 13 side 14 side 16


I dødens og

I dødens og mørkets land – krig i det antikke Israel

Af adjunkt, Ph.D. Jens Bruun Kofoed, København, Dansk Bibel-Institut & Aalborg Universitet

Det 20. århundrede blev et af de blodigste århundreder i verdenshistorien. Aldrig før er så mange mennesker omkommet i krig. Alligevel har vi så svært ved at sætte os ind i det krigssprog, som ofte præger de antikke tekster og især præger de gammeltestamentlige beretninger. Vores hukommelse er kort. Det er blot et par generationer siden, Vesteuropa oplevede den sidste verdenskrig. Alligevel fylder freden og fordrageligheden så meget i vores nuværende samfund, at vi næsten kommer til at smile, når far eller bedstefar fortæller om mørklægningsgardiner og rationeringsmærker. Hvor hukommelsen er kort, kan arkæologien imidlertid netop komme os til hjælp. Det arkæologiske materiale fra den gamle Orient er fyldt med vidnesbyrd om, hvordan man førte krig, hvorfor – og hvem det gik ud over. Sådan er det, fordi krig fyldte så meget i den tid. I denne artikel skal vi se krigen fra hhv. magthavernes og befolkningens side for til sidst at sætte det ind i et gammeltestamentligt perspektiv. Med andre ord: Hvorfor førte man krig? Hvordan påvirkede det manden på gaden? Hvordan knytter Gammel Testamente til ved krigen?

af tre overordnede begrundelser: at udvide territoriet; at sikre magten eller for at vise sin status i området. Del og hersk Situationen i de store imperier i antikken kan i moderne tid vel bedst sammenlignes med situationen i det tidl. Sovjetunionen. Da brugte en stærk russisk centralmagt i Moskva ved hjælp af del-og-herskprincippet deportationer og militær tilstedeværelse til at holde sammen på et etnisk meget sammensat imperium. Selvom Sovjetunionens sammenbrud for mere end ti år siden skabte 15 nye stater, er der stadig snesevis af ikke-russiske folkeslag i selve Rusland. Her må Kreml som bekendt føre direkte kolonikrig mod ét af dem, tjetjenerne, og krigen i Tjetjenien er måske den blodigste og mest ødelæggende konflikt i Europa siden 2. verdenskrig.

Et multietnisk Assyrien For kongerne i det neo-assyriske imperium (934-610 f.Kr.) var problemet i bund og grund det samme. Imperiet strakte sig på et tidspunkt over 1000 km fra den Persiske Golf til Middelhavet og var så stort, at det ikke udelukkende kunne styres af en fjern centralKrigens årsager magt i de assyriske hovedstæder Kalah (Nimrud), Der er mange konkrete årsager til, at antikkens kongDur-Sharrukin (Khorsabad) og Ninive. For at holde er drog i krig. Som regel havde kongerne mindst en sammen på det etnisk sammensatte imperium, foretog man deportationer og vilkårlige administrative opdelingANATOLIEN er. Det delte nogle folkegrupper midt over og bragte dem sammen med Karkemish andre etniske grupper. Ved på den Nineve Khorsabad måde at blande etniske grupper med Nimrud ASSYRIEN indbyrdes modstridende interesser, Assur blev centralmagten tilsvarende stærSYRIEN MIDDELHAVET kere. Samtidig indsattes lydkonger Damaskus Eu eller guvernører i de pågældende fra t Tig områder som centralmagtens forris Babylon længede arm. Når revolter og konSamaria BABYLONIEN flikter alligevel opstod, så havde man Jerusalem Eufr en stående hær, som til enhver tid at Lakish Assyrien ca. 800 f. Kr. kunne sættes ind. Nile

n

Assyrien ca. 730 f. Kr.

EGYPTEN

Assyrien, da det var størst ca. 650 f. Kr. PERSISKE 0

400 km

GOLF

3


Krig i rigets yderkant På samme måde som i det gamle Sovjetunionen var det ikke overraskende i periferien, de fleste revolter opstod. Jo længere væk fra centralmagten man befandt sig, desto større oplevede man chancen for at rive sig løs. Af samme grund var felttog et fast punkt i den politiske kalender i den gamle Orient. Hvert forår blev hæren sendt af sted til den del af imperiet, hvor der var størst behov for at sikre magten og markere kongens status som overhoved. De kongelige assyriske annaler og senere de babyloniske krøniker er stort set opremsninger af, hvordan det gik på disse felttog. Fund af tekster med korrespondance mellem centralmagten og dens lydkonger og guvernører vidner om den komplicerede logistik i forbindelse med disse felttog.1 Den assyriske hær var i det 8. århundrede på mellem 150.000 og 200.000 mand. Alene behovet for proviant til både soldater og dyr krævede nøje planlægning på forhånd.2 Så længe hæren befandt sig i sikrede områder, fungerede fødelinierne. Så snart man kom ind i fjendeland, måtte man leve af, hvad landet og byernes forrådskamre bød. Det er f.eks. forklaringen på, at hæren til tider erobrede byer uden strategisk betydning. Man havde simpelthen brug for deres forråd. Til sammenligning anslås den egyptiske hær under farao Ramses II (1300 f.Kr.) at have talt over 100.000 mand. De senere persiske hære talte mellem 200.000 og 1.000.000 mand. I 853 f. Kr. stødte kong Akab af Israel i forbund med en række andre kongedømmer sammen med assyrerkongen Shalmanesers hær ved Qarqar. Ved den lejlighed bidrog Akab ifølge Shalmanesers optegnelser på den såkaldte Kurkh stele med 10.000 soldater og 2.000 vogne til koalitionsstyrkerne. Selvom koalitionsstyrken samlede omkring 60.000 mand, var den israelitiske hær altså i sig selv bare en dråbe i havet sammenlignet med disse centralmagters hære.3 Felttogenes nødvendighed. Set fra magthavernes side var krigsførelsen altså en del af den realpolitik, som måtte føres, for at imperiet kunne overleve. Uden den skræk og rædsel, som de årligt tilbagevendende felttog spredte, kunne man simpelthen ikke statuere de eksempler, som forhindrede andre i at gøre oprør. Et liv i provinsen var derfor i mange henseender et liv i dødens og mørkets land, et liv i konstant frygt for det næste felttog. Tidlig grænsekrig Et tidligt eksempel på krig som svar på krænkelse af territorium er slaget mellem Lagash og Umma, hvor kongen af Lagash, Eanattum (2450-2400 f.Kr.), forsøgte at tilbageerobre det omkringliggende land. Konflikten er beskrevet på den såkaldte “Vulture

4

Vulture-stelen, der viser soldaterne med hjelme, skjolde og spyd. Foto: © Reunion des Musées Nationaux

stele” (“vulture” = grib), som viser Lagash’ sejr (se billede). Stelen fortæller, at konflikten begyndte, fordi Umma krænkede en gammel grænsedragning, og giver et ganske godt indtryk af, hvordan det foregik. Ridende forrest i sin vogn leder kongen sine soldater i krig. Senere afbildes han gående sejrrigt sammen med sine soldater over fjendens lig. På et af billederne bærer soldaterne hjelme (måske af læder), spyd og store rektangulære skjolde.4 Israel og Juda i krigszonen Eftersom Israel og Juda ikke bare befandt sig i periferien af det neo-assyriske imperium, men også på den meget strategiske vej mellem Mesopotamien og Egypten, kan det ikke overraske, at området ofte fik besøg af både den assyriske og egyptiske hær! Zoomer vi yderligere ind på Israel og Juda, skal man ikke læse længe i de gammeltestamentlige tekster, før man bliver klar over, at når Israel og Juda ikke kæmpede mod en ydre fjende, så kæmpede de mod hinanden! Perioder med fred i det antikke Israel må altså betegnes som den berømte undtagelse, der bekræfter reglen! En kugle for panden Det arkæologiske materiale giver også et ganske godt billede af, hvordan man førte krig i jernalderen. Soldaterne var udstyret med en form for rustning, der dækkede hele kroppen. Den var lavet af læder påsat små skelagtige metalstykker, først af bronze og senere af jern. På hovedet bar de en hjelm, der kunne være af enten læder eller metal. I hånden havde de et skjold, der bestod af en træramme – senere også en jernramme – overtrukket med læder.

I dødens og


Bronzespydspids fra Judæa, 300-100 f. Kr. Foto: © Bob Reis

Deres våben kan inddeles i tre kategorier efter den afstand, de var beregnet til. Til brug i nærkamp brugte de dolke, sværd (både lige og krumme), spyd, køller og økser. Skulle de ramme en fjende lidt længere væk, brugte de kastespyd og lanser, som var stærke nok til at gennemtrænge en rustning. Til kamp på lang afstand havde de slynge og buen som våben. I forbindelse med assyrerkongen Sankeribs angreb på Lakish i 701 f. Kr. blev der skudt med pile og sten af både Sankeribs soldater og af indbyggerne i Lakish. Ved udgravningen af Khirbet el-Maqatir 15 km nord for Jerusalem er der blevet fundet slynge-sten fra ca. 1400 f. Kr. i næsten alle squares (udgravningsområder). Disse slyngesten har ikke været småsten! Stenene var ofte så store som tennisbolde og blev slynget af sted over en distance på op til 375 meter med en fart på 90 km/t.5 Selvom krudtet ikke var opfundet i senbronzealderens og jernalderens Israel, var det altså alligevel muligt at få en kugle for panden! Udover infanteri bestod de større hære også af jernvogne – antikkens tank! – og kavaleri. Vognene blev trukket af 2-3 heste og var bemandet med en kusk, en bueskytte og senere også en tredje mand til at holde skjoldet. Vognene kunne imidlertid kun bruges i det flade, åbne land, og skulle man kæmpe i mere uvejsomt eller bjergrigt terræn, måtte man bruge kavaleriet. Rytterne brugte både bue og lanse som våben.

Våben i Israel/Juda Vi har ingen grund til at tro, at hærenes sammensætning var anderledes i Israel og Juda. De forskellige enheder var naturligvis mindre end de tilsvarende i den assyriske hær. Både de gammeltestamentlige tekster og det arkæologiske materiale vidner om, at Israel og Juda havde de samme våben, som vi kender fra den assyriske hær. Før statsdannelsen var det sparsomt med skjold og spyd i Israel, formentlig fordi filistrene havde eneret på at smede med jern. I Dom 5,7-8 står: “Indtil du, Debora, stod frem, stod frem som en moder i Israel, så man hverken skjold eller lanse hos de fyrre tusind i Israel.” Fra begyndelsen af kongetiden finder vi flere referencer til våben af jern. GTs tekster refererer f.eks. over 400 gange til sværd i forskellige størrelser, og beretningen om den venstrehåndede benjaminit Ehud, der likviderer Moabs kong Eglon (Dom 3,1220) vidner også om brugen af dolk på et tidligt tidspunkt. To hebraiske ord refererer en række steder til mellemdistancevåbnene kastespyd og lanse, ligesom der er fundet en lang række spydspidser af både bronze og jern i udgravninger. Blandt langdistancevåbnene er der massive vidnesbyrd om brug af bue og pil og slynge både i de gammeltestamentlige tekster og i det arkæologiske materiale. I Lakish er der fundet mere end 1000 pilespidser af jern fra Sankeribs angreb i 701 f.Kr., og næsten lige så mange sten fra slynger. I Dom 20,16 beretter forfatteren, at der blandt benjaminitterne var “syv hundrede udvalgte mænd, der var kejthåndede. De kunne alle slynge med sten og ramme på et hår uden at fejle.”

Antikkens tank – et frygteligt køretøj at møde for den almindelige soldat. Foto: © Michael Luddeni og Bible and Spade 16/4 (2003)

mørkets land

5


Kasematmuren på Hasor. Foto: © BAR 25-2 (1999)

Luftfoto af ruinhøjen Lakish, som den ser ud i dag. Assyrene satte deres massive angreb ind ved at bygge en kæmpe angrebsrampe op mod den dobbelte bymur. Selve rampen kan ikke ses på dette luftfoto. Foto: © Pictorial Libary. www.bibleplaces.com

6

Byernes forsvarsværker. Det gælder generelt for krig, at forsvaret er stærkere end angrebet. Det var også gældende for krigsførelse i jernalderen. Det vigtigste våben for en by under angreb – og den sværeste forhindring for angriberne – var byens fæstningsværk. Det bestod som regel af en bymur med tårne og en byport, der var den ene-ste adgangsvej til byen. Byporten var bred nok til, at en vogn kunne køre igennem og var dermed også befæstningens svage punkt. Af samme grund var den naturligvis også stærkt bevogtet. Der var ofte både en indre og en ydre mur. I byen Lakish var der f.eks. en 3 meter bred ydre støttemur halvvejs nede af skråningen op til byen og en 6 meter bred indre bymur. Fra det 10.-8. årh. f. Kr. var mure af kasemat-typen den almindeligste bymur. (se billedet øverst s. 6) Den

I dødens og


Angrebsrampen, som assyrerne byggede, kan stadig anes i ruinerne af det gamle Lakish.

bestod af to parallelle mure, som var forbundet med korte tværgående mure. Derved blev der dannet små rektangulære rum. Disse rum blev brugt til indkvartering af soldater og til opbevaring, men undertiden blev de også fyldt med sten for at styrke muren. Allerede i det 9. årh. var kasematmurene nemlig ikke længere stærke nok til at modstå fjendens angreb, og derfor gik man efterhånden over til at bygge mure, der var mere massive, og som var bygget i forskudte sektioner, de såkaldte offset-inset walls.

At angribe en by. Fjendens angreb på disse fæstningsværker foregik i tre faser. De befæstede byer var som regel bygget på det højeste punkt på stedet. Derfor blev der først etableret en angrebsrampe, som både soldater og maskiner kunne benytte. Dernæst brugte man de såkaldte belejringsmaskiner. De var ofte en kombination af et mobilt tårn med bueskytter og en rambuk til at gennembryde bymuren. Somme tider gravede man også tunneller for at få adgang til byen. En af de bedst dokumenterede belejringer er Sankeribs belejring og senere erobring af Lakish i 701 f. Kr. Assyrerkongen lod nemlig udfærdige relieffer af begivenheden til at hænge op i tronsalen i sit palads i Ninive. Reliefferne viser (billedet nederst) hele 5 belejringsmaskiner på angrebsrampen og “slutter” deres nærmest levende fortælling med at vise, hvordan overlevende indbyggere fra byen bliver ført i eksil. Selvom det var en grusom affære, når muren faldt, og fjenden myldrede ind i byen for at slå den sidste modstand ned, så var det alligevel en undtagelse, at en hel bys befolkning blev slagtet. Som regel blev de overlevende taget som fanger, deporteret og brugt som slaver til forskelligt lav-status-arbejde. Samtidig blev de svageste ladt tilbage i den ødelagte og plyndrede by. Da det stadig var

Et fremskudt forsvarstårn fra byen Lakish under angreb. På billedet, som kun udgør et lille udsnit af Sankeribs frise fra belejringen af byen Lakish, ses assyriske rambukke, som hamrer løs på et fremskudt forsvarstårn i byen for at få det til at falde sammen. Byens forsvarer beskyder de angribende med pile og slyngesten og kaster brændende fakler ned på rambukkene for at antænde dem. En assyrisk soldat hælder vand på rambukkens spyd. Samtidig ses de overlevende fra slaget drage ud gennem byporten. Foto: BAR 27-1 (2001)

mørkets land

7


sådan, at de belejrende soldater måtte leve af, hvad landet bød, var afgrøder og forrådskamre i de omkringliggende ubefæstede landsbyer som regel også ødelagt. Det betød, at dem, der slap for deportation, sjældent var heldigere end dem, der måtte gå i eksil. Slagtet uden skånsel For de assyriske konger var krigen først og fremmest noget, de “havde folk til”, og som de sjældent selv var personligt involveret i. For den menige soldat og manden på gaden var krigen af indlysende grunde anderledes konkret. Selv om assyrerne normalt deporterede deres krigsfanger i stedet for at dræ-be dem, var en belejring og et nederlag alligevel en rædselsfuld affære. Under belejringen måtte den fjendtlige hær plyndre både marker og forrådskamre omkring den befæstede by for at få mad. Samtidig viser de ovenfor omtalte relieffer fra Sankeribs belejring af Lakish 701 f. Kr., at tusinder af både civile og militære liv gik til spilde under selve belejringen. Dertil kommer de skånselsløse nedslagtninger og utallige voldtægter, som var en del af dagsordenen i forbindelse med selve erobringen. Når hæren vendte næsen hjemad med de lange rækker af krigsfanger, måtte de efterladte så leve med konsekvenserne af fjendernes hærgen: mangel på føde, mangel på kvalificeret arbejdskraft, invalidering, splittede familier og – for kvindernes vedkommende – de svangre resulIndbyggerne fra Lakish føres i eksil. tater af soldaterFoto: © University of North Carolina. nes voldtægter. En klage til guderne At det var sådan indbyggerne i de erobrede byer oplevede krigen, ved vi fra de såkaldte “city laments” byklager, som udgør en egen genre i den gamle Orient. Det betegner en række tekster, hvor byens skytsgudinde optræder som det klagende subjekt på den nødlidende befolknings vegne.6 I en tidlig tekst fra det 3. årtusind f. Kr. klager byen Ur’s skytsgudinde Ningal til de højere guder over den elendighed, som byens fald har medført:

8

Det er folk[‘s kroppe], ikke potteskår, som de ankommendes affald. Murene gabte åbent; Hovedportene, vejene, var overdynget med døde. I de brede gader hvor festskarer [engang] samledes, lå de henslængte i et virvar. På alle gader og større veje lå kroppene. På de åbne pladser, som normalt var fyldt op med dansende, lå folkene i dynger. Landets blod fylder nu dets huller og dale, som metal i en form; smeltende kroppe – som smør glemt i solen.7

Klagesang fra Jerusalem I Det Gamle Testamente finder vi en klage, der formentlig er skåret over samme læst som disse gamle sumeriske og akkadiske byklager. Det er klagesangene over den nød og elendighed, som Jerusalems fald til babylonerne i 587 f. Kr. medførte. Til forskel fra de sumeriske og akkadiske byklager er det i de gammeltestamentlige imidlertid ikke en skytsgud, men profeten Jeremias, der klager på sit folks vegne. Ellers er sammenligningen oplagt. Her et par eksempler fra henholdsvis Klagesangene 4,9-10 og 5,9-13: De, der blev dræbt af sværdet, er lykkeligere end de, der dræbes af sulten, mens de ligger sårede hen, fjernt fra markens afgrøde. Med egne hænder må mødre nu koge deres børn; det er blevet deres føde, for mit folks datter er lemlæstet. Med livet som indsats henter vi føden hjem truet af ørkenens sværd; vores hud er hed som en ovn i den glødende hunger. Kvinder voldtages i Zion, jomfruer i Judas byer. Stormænd bliver grebet og hængt, der bliver ikke vist de ældste respekt. Unge mænd må trække kværnen, drenge segner under brændet. Mens magthaverne sjældent selv fik blod på hænderne, forholdt det sig altså ganske anderledes for både de menige soldater og civilbefolkningen. For dem var krigen en konstant trussel, de måtte leve med. De

I dødens og


vidste aldrig, hvornår den kom, bare at den kom. Og når den kom, ville den uvægerligt føre alskens nød og elendighed med sig. Krig som gudernes vrede Vi har allerede set, at den klagende i de assyriske og babyloniske byklager fungerer som repræsentant for de nødlidende indbyggere i byerne overfor de højere magter. Et andet fællestræk ved disse byklager er, at krigen og dens konsekvenser teologiseres og tolkes indenfor en religiøs forståelsesramme. Det er guderne, som tillader og forårsager krigen, og nøden og elendigheden forklares som velfortjent straf, fordi man har vakt gudernes vrede. Det træder f.eks. tydeligt frem i klagen over Ur, hvor skytsguderne Ningal og Nannar klager til deres “overordnede” An og Enlil: “Lad dog min by undgå at blive ødelagt!” sagde jeg indtrængende til dem. “Lad Ur undgå at blive ødelagt!” sagde jeg indtrængende til dem. “Og lad dets indbyggere blive skånet for døden!” sagde jeg indtrængende til dem. Men An bøjede sig aldrig efter disse ord, og Enlil svarede aldrig til mit hjertes trøst med: “Det er til behag, lad det blive sådan!” [Se,] de gav ordre til at byen skulle ødelægges, [se,] de gav ordre til at, Ur skulle ødelægges, og ligesom dens endeligt også, at dens indbyggere skulle dræbes. Åh, min far, som opfostrede mig! Hvad har min by gjort imod dig? Hvorfor har du vendt dig bort fra den? Åh, Enlil! Hvad har min by gjort imod dig? Hvorfor har du vendt dig bort fra den? Skibene med den første frugt bringer ikke længere den første frugt til den opfostrende far, de sejler ikke længere til Enlil i Nippur med dit brød og madrationer!

Gud Herren som kriger I Gammel Testamente finder vi den samme teologisering af krigen. Der er vel at mærke den markante forskel, at det her ikke er mytiske underguder, der går i forbøn for den nødlidende befolkning i de ødelagte byer. Her er det lyslevende profeter, og at bønnen ikke rettes mod et mytisk pantheon, men mod Herren, Israels Gud. Men ellers er det også hér Herren, som er den egentlige “causa bellum”, årsag til krigen. I 2 Mos 15 er det Herren, der kaster faraos vogne og hær i havet. I Jos 10,8-11 er det Herren, der i forbindelse med israelitternes erobring af Kana’an hugger amoritterne ned ved Azeka og Makkeda. Når David beder sin tjener om at hugge sin oprørske hærfører Joab ned (1 Kong 2,32), er det “Herren, der gengælder ham det blod, han udgød.” Da Israel under kong Jehu blev angrebet af aramæerkongen Hazael, så forklares det i 2 Kong 10,32 med, at “på den tid begyndte Herren at hugge stykker af Israel, for Hazael besejrede dem i hele Israels område øst for Jordan: Hele Gileads land, gaditterne, rubenitterne og manassitterne, fra Aro’er ved Arnondalen, både Gilead og Bashan.” Hele Esajasbogen handler grundlæggende om, hvorfor Herren tillod fjenderne at besejre og eksilere dem. Som f.eks. i Es 9,12-13, hvor det gøres klart, at “folket vendte ikke om til ham, der slog det, de søgte ikke Hærskarers Herre. Da huggede Herren hoved og hale af Israel, sivets top og stængel på samme dag.” På den baggrund er det ikke så overraskende, at Gammel Testamente kan omtale Herren direkte som kriger. Som f.eks. i 2 Mos 15,9: “Herren er kriger, Jahve er hans navn”, og i Es 42,13: “Herren drager ud som en helt, som en kriger vækker han sin lidenskab; han skriger, han udstøder kampråb, over for fjenderne bryster han sig af sin styrke.”

Seglaftryk, der viser en blandt mange af de guder og gudinder, der var i det gamle Babylon. Her er det Inanna, datter af den omtalte Ningal og hendes gude-mage Nanna.

mørkets land

9


Herrens dag! Når de bibelske tekster i almindelighed og de gammeltestamentlige profeters forkyndelse i særdeleshed er så fulde af krigsretorik og militære metaforer, så er det, fordi krigen med al dens nød og elendighed var en integreret del af livet i jernalderens Israel og Juda. Når Herren blev omtalt som kriger (2 Mos 15,9; Es 42,13), så var det billedet af de skånselsløse assyriske konger eller hærførere, der tegnede sig for israelitternes og judæernes indre øje. Når profeterne knyttede dommen over folkets synd på Herrens dag sammen med beskrivelser af krig (f.eks. Sef 3,6-8; Zak 14,1-4 jf. Matt 24), så var det scener fra assyrerkongen Sankeribs belejring af Lakish eller babylonerkongen Nebukadnesars erobring af Jerusalem, der brændte sig fast på nethinden.

Zak 14,2 v1 Se, der kommer en dag, Herrens dag, da byttet, de har røvet hos dig, fordeles. v2 Da samler jeg alle folkeslag til krig imod Jerusalem; byen bliver indtaget, husene udplyndret, kvinderne voldtaget. Halvdelen af byen må gå i landflygtighed, men resten af folket skal ikke udryddes fra byen.

Når den kristnes liv i Ny Testamente af Paulus betegnes som en åndelig kamp på liv og død (Ef 6,11-17; 1 Tess 5,8; 2 Tim 2,3-4), så var det den kendte udrustning hos soldaterne, de første kristne kom til at tænke på; kun med rustning på kroppen og hjelm på hovedet kunne han overleve fjendens spyd, pile og kugler. Når Mattæus identificerer Jesus Kristus med det lys, som profeten Esajas århundreder tidligere havde profeteret skulle skinne for “det folk, der sad i mørket” og for “de, der sad i dødens land og skygge” (Matt 4,16 jf. Es 9,1-6; 58,10), så forstod de metaforen til fulde; de vidste af bitter erfaring, hvad det ville sige at være slaver under fremmed herredømme, og hvor fantastisk det var at blive frigivet med ret til at vende hjem til deres eget. Og når frelsen fra fortabelsen på dommens dag beskrives som en sejr (Åb 3,21), så vidste de fra erobringen af landet under Josuas ledelse eller fra Guds udfrielse af Jerusalem under Sankeribs belejring i 701 f. Kr., hvad det ville sige at sejre eller at blive udfriet fra belejring. ■

Hjelm som de blev brugt af de romerske soldater i det første århundrede e. Kr. Denne er fundet i Galilæa. Foto: © Antonio Antini

10

I dødens og


Noter: 1 En tekst beretter f.eks., hvordan den assyriske konge Shamsi-Adad I (1813-1781 f.Kr.) korresponderede med sin søn Yasmah-Addu, der var blevet indsat som lydkonge i Mari, om den bedste rute over ørkenen til Qatna for en hær på 20.000 mand (gengivet i Postgate 1992: 251 efter Durand 1987:163-5). 2 I moderne målestok svarer den assyriske hær i det 8. århundrede f.Kr. til 5 amerikanske panserdivisioner. For yderligere oplysninger om hærstørrelser se http://www.au.af.mil/au/awc/awcgate/gabrmetz/gab r0009.htm. Besøgt 18. maj 2004. 3 Selvom det i 1 Krønikebog 21,5 oplyses at der på Davids tid i hele Israel var 1.570.000 våbenføre mænd, så var både den stående hær og den mobilisérbare hær efter alt at dømme betydeligt mindre. 4 Kuhrt 1995:36-7. 5 Se i øvrigt http://www.christiananswers.net/dictionary/sling.html, besøgt 18. maj 2004. 6 For uddybning og den engelske førsteoversættelse – se: http://www.gatewaystobabylon.com/myths/ texts/lamentations/onlamentations.html. Besøgt 19. maj 2004. 7 Teksten findes – sammen med en række andre byklager – i en elektronisk (engelsk) version på http://ragz-international.com/lament_for_ur.htm. Besøgt 19. maj 2004.

NYHEDSMAILS SBA tilbyder frit arkæologiske nyhedsmails. Ca. 1 gang/måned kommer en mail, der fortæller om en bibelsk relevant arkæologisk nyhed. Tilmeld dig via www.sba-dk.dk, SBA-nyhedsmail

Litteraturliste: Cohen, Mark E. The Canonical Lamentations of Ancient Mesopotamia. Potomac, Maryland: Capital Decisions Limited, 1988 Hallo, W. W.,”Lamentations and Prayers in Sumer and Akkad.” I Jack Sasson (red.), Civilizations of the Ancient Near East III: 1871-1881. King, Philip J. and Lawrence E. Stager. Life in Biblical Israel. Louisville, Kentucky: Westminster John Knox Press, 2001 Korfmann, M. “The Sling as a Weapon”, Scientific American 229.4 (1973): 36-42. Kuhrt, Amélie. The Ancient Near East. 2 vols. London: Routledge, 1995. Postgate, J. N. Early Mesopotamia. Society and Economy at the Dawn of History. London: Routledge, 1994. Shanks, H. “Destruction of Judean Fortress Portrayed in Dramatic Eighth Century B.C. Pictures”, Biblical Archaeology Review 10.2 (1984): 48-65.

LÆS “Ordet og Israel” • • • • •

Aktuelle nyheder fra Israel De bibelske profetier Messianske jøder Bibelens jødiske baggrund Nyt fra Ordet og Israels arbejde i Jerusalem

TILBUD: Resten af 2004 gratis! For unge : gratis indtil du fylder 26 år! (oplys fødselsår ved bestilling) kontor@ordetogisrael · Ordet og Israel · Tlf.: 8698 7912

www.ordetogisrael.dk

mørkets land

11


Johannes Døbers dåbshule ? Af Ordet&Israel-sekretær Ole Andersen, Frederikssund

Arkæologer fremviste midt i august en stor hule i bjergene uden for Jerusalem, hvor de mener, at Johannes Døber døbte mange af sine disciple. Hulen ligger ved kibbutz Tzuba vest for Jerusalem, ikke så langt fra landsbyen Ein Kerem, som traditionelt er blevet betragtet som Johannes Døbers fødested. Den er blevet udgravet af den engelske arkæolog Shimon Gibson i samarbejde med den amerikanske professor James Tabor. Hulen er 26 meter lang, fire meter bred og har en gennemsnitshøjde på fem meter. Den indeholder en stor cisterne eller bassin, som arkæologerne mener, kan være blevet brugt til rituelle bade eller dåbshandlinger. Ifølge arkæologerne blev hulen udhugget i gammeltestamentlig tid, mellem 800 og 500 f. Kr. Den indeholder grafitti fra byzantinsk tid (300-400 tallet e. Kr.). Grafittierne viser blandt andet en mand klædt i dyreskind og med en stav. Der er angiveligt også et billede af et afhugget hoved. Selv om israelske aviser slog historien stort op, da opdagelserne kom frem, er der god grund til skepsis.

Indgangen til den hule, som Shimon Gibson og James Tabor mener, at de kan knytte sammen Johannes Døbers liv og virke. Foto: © Shimon Gibson – dette og andre fotos fra fundet kan ses i bogen: The Cave of John the Baptist (Random House UK; Doubleday USA).

12

Hvis beskrivelsen af vægmalerierne er rigtig, kan der være grund til at tro, at kristne i 300-400 tallet e.Kr. har brugt hulen til minde om Johannes Døber. Men der er ikke offentliggjort det mindste, der kan underbygge teorien om, at Johannes Døber selv skulle have brugt hulen til at døbe i. Det Nye Testamente fortæller i flere sammenhænge, at Johannes døbte de jøder, der kom ud til ham. Johannesevangeliet fortæller, at Johannes først døbte i Betania på østsiden af Jordan-floden (Joh 1,28) og senere i Ænon ved Salem (der muligvis lå i Jordan-dalen betydeligt længere mod nord; Joh 3,23). De tre øvrige evangelister siger blot, at det foregik i ørkenen omkring Jordan-floden (Matt 3,1-6; Mark 1,4-5; Luk 3,2-3). Der er altså ikke noget i Ny Testamente, der kan underbygge, at Johannes skulle have døbt i en hule vest for Jerusalem. Der er sikkert tale om et spændende fund. Men foreløbigt tyder alt på, at forbindelsen til Johannes Døberen selv er meget tynd. Sandsynligvis er der tale om nogle arkæologer, der ikke har kunnet modstå fristelsen til at gøre et spændende fund til en sensation ved at knytte det til en bibelsk person ... ■

Nærbillede af graffitien fra Shimon/Taborhulen. Foto: © Shimon Gibson – dette og andre fotos fra fundet kan ses i bogen: The Cave of John the Baptist (Random House UK; Doubleday USA).


BOGANMELDELSE On the Reliability of the Old Testament Kenneth A. Kitchen (KAK) er – udover at være en trofast læser af TEL! – professor emeritus i egyptologi ved University of Liverpool. Han har gennem hele sin lange karriere været interesseret i at bruge sin omfattende viden om den gamle Orient til at belyse den bibelske verden. On the Reliability of the Old Testament (OROT) er således på mange måder en opdatering af to tidligere udgivelser med samme profil, nemlig Ancient Orient and Old Testament Times (Chicago: InterVarsity Press, 1966) og The Bible in Its World: The Bible and Archaeology Today (Downer’s Grove, Ill.: InterVarsity Press, 1979).

Titel: On the Reliability of the Old Testament Forfatter: K. A. Kitchen Udgiver: Grand Rapids: Eerdmans, 2003. Pris: Indbundet ca. $31.50 xxii + 662 sider. ISBN 0802849601

OROT er på mange måder en polemisk bog, eftersom den konfronterer to påstande i den aktuelle diskussion om de gammeltestamentlige tekster. Påstandene er, at teksterne skulle stamme fra eftereksilsk/tidlig hellenistisk tid, og at de først og fremmest er at betragte som fiktion uden nogen nævneværdig forankring i den gamle Orients historie fra ca 2000-400 f. Kr. KAK afviser på baggrund af en omfattende diskussion af det tilgængelige materiale begge påstande. I stedet hævder han, at mange af de gammeltestamentlige tekster må være skrevet på et langt tidligere tidspunkt, end vi hidtil har troet. KAK inddeler Gammel Testamente i 7 dele: Urhistorien, patriarkhistorien, opholdet i Egypten og udvandringen, bosættelsen i Kana’an, det forenede kongedømme, det delte kongedømme samt eksil og tilbagekomst. Udgangspunktet for diskussionen er det delte kongedømme (Israel/Juda), fordi det er den periode, der er bedst bevidnet i det komparative materiale. For så vidt angår perioder – f.eks. patriarkhistorien og dommertiden – er KAK afhængig af de mange indirekte vidnesbyrd, som han tillægger stor værdi. F.eks. hævder KAK, at man ved at sammenligne udformningen af bibelske traktater og pagter med pagter og traktater fra den gamle Orient, kan datere f.eks. 2.-3. Mosebog, 5. Mosebog og Josuabogen til nøjagtig den periode, de selv hævder at beskrive. Selvom der er enkelte ting, der kan diskuteres – bl.a. KAKs datering af israelitternes udvandring til det 13. årh. og bogens undertiden polemiske karakter – så har KAK med sit omfattende kendskab til primærkilder i den gamle Orient begået en fremragende bog, som overbevisende argumenterer for de gammeltestamentlige teksters historiske pålidelighed. Målgruppen for OROT er først og fremmest bibelfortolkere, der ikke er uddannede historikere og arkæologer, men som gerne vil vide mere om de bibelske teksters historiske forankring, men kan også læses af den gennemsnitlige kirkegænger med samme interesse. Bogen anbefales derfor på det varmeste og bør være en del af standardbiblioteket hos bibellæsere med hang til historie og arkæologi! Jens Bruun Kofoed

13


Siloa Dam fra Jesu tid fundet Endnu en stump af Jerusalems historie afdækket Af cand. theol. Knud W. Skov, Bjerringbro

I juni måned undersøgte en række arkæologer et område af Davidsbyen på Ofel-højen i Jerusalem, der har ligget uberørt hen i mere end 2000 år. Det skete i forbindelse med anlæggelse af en ny spildevandsrørlinie. Da opdagede man strukturen af en dam, der tilsyneladende har fungeret som et primært vandreservoir for Jerusalem. Arkæologerne fra Israel Antiquities Authority (IAA) har i de sidste 10 år undersøgt området, da man længe har haft en klar fornemmelse af, at den oprindelige Siloa Dam lå et eller andet sted. Man har blot ikke vidst præcis hvor. Den dam, der normalt fremvises til turister som Siloa Dam er fra byzantinsk tid (324-638 e. Kr.) og blev opdaget i det 19. årh. Selve opdagelsen skete ved, at arkæologerne havde valgt at detailundersøge et område med sand. Det førte til, at der dukkede et trappetrin op. Det medførte videre undersøgelser – og snart var bunden af dammen frilagt. Efterfølgende har det vist sig, at en af dammens vægge både er dam-væg og samtidig den allersydligste forsvarsmur i Jerusalem. Derfor kunne Jerusalems indbyggere for 2000 år siden trygt bruge dammen, der opsamlede vandet fra den nærliggende Gihon-kilde, til vandforsyning. Sandsynligvis har stedet også haft den funktion at være et samlingssted – og evt. blev det også brugt til renselsesbade. Alt det vil yderligere udgravninger kunne fortælle langt mere om. En af arkæologerne, Eli Shukrun fra IAA, mener, at den fundne dam meget vel kan være Siloa Dam fra det, der kaldes det andet tempels periode (520 f. Kr.-70 e. Kr.). Dermed er det et sted, som vi finder omtalt både i GT og NT. I så fald er stedet omtalt både hos Nehemias (kap. 3,15 – Shela-dammen) og hos Esajas (kap. 8,6 – “Siloas sagte De to Siloa-damme markeret med hhv. A (for den byzantinske dam) og B (for den nyfundne). Foto: © Pictorial Libary. www.bibleplaces.com

14

rindende strømme”). I Nehemias 3,15 nævnes, at Shallun genopbyggede muren “ved Shela-dammen nær ved kongens have indtil trappen, der fører ned fra Davidsbyen”. I Nehemias 12,37 går judæerne i procession over Kildeporten – og lige efter op ad trapperne til Davidsbyen. Dvs. i Nehemias’ skildring er disse steder meget tæt på hinanden, hvilket giver grund til at antage, at man har fundet den rette Shela/Siloa Dam. I Luk 13,4 omtales tårnet i Siloa, som styrtede ned og dræbte atten. I Joh 9,7 læser vi, at Jesus sender den blindfødte hen for at vaske sine øjne rene i Siloa Dam. Derudover er stedet nævnt flere gange hos den jødiske historieskriver Josefus i hans bog De jødiske Krige. ■

A

B


En flok af arkæologerne ovenover den nyudgravede Siloa Dam. Foto: © Pictorial Libary. www.bibleplaces.com

BOGANMELDELSE Giving the Sense

Titel: Giving the Sense: Understanding and Using Old Testament Historical Texts Redaktører: David M. Howard, Jr., Michael A. Grisanti Udgiver: Kregel Publ./Apollos 2003 Pris: £14.99, 482 sider

Oprindelig var denne bog tænkt som et festskrift for en af de store kapaciteter inden for forståelse og fortolkning af Det gamle Testamentes historiske bøger. Men undervejs blev den til mere end det, så den nu behandler nogle af de vigtigste emner inden for teologi, litteratur, historie og arkæologi i de fire væsentligste perioder i Israels oldtidshistorie. Bogen bevæger sig fra indledningsartikler om, hvilke metoder der er holdbare i tolkning af de historiske tekster – og rummer der flere lag af opgør med den yderst kritiske tilgang, som en række københavnske universitetsteologer anvender. Dernæst bevæger de forskellige artikler sig igennem forskellige perioder i Israels historie – debatterer problemstillingerne og forsøger at give løsningsforslag, der støtter en ligefrem forståelse af den bibelske tekst og kronologi. Blandt de emner, som debatteres, er de store antal soldater, der forekommer i de historiske bøger om Juda og Israels konger og mulige tidspunkter for og arkæologien omkring israelitternes udvandring fra Egypten. Til sidst er der to artikler, som giver en kortfattet prædikenlære om det at prædike ud fra historiske beretninger fra GT. Alt i alt en rigtig god og mangesidig bog, der både fremtræder som en hjælp til at forsvare en grundlæggende tillid til de bibelske historiske beretningers troværdighed – og en bog, der giver hjælp til at komme videre med teksterne, så de også når med på prædikestolene rundt omkring. kws

15


Eftersendes ved varig adresseændring

Magasinpost B

Redaktørens square

BIBELENS EGEN KRONOLOGI ARKÆOLOGISKE PERIODER

Afsender: Vagn Juul Jensen Paghs Allé 5 6705 Esbjerg Ø Adresseændring meddeles til: vjj@sba-dk.dk

En spændende sommer Det har været en SBA-opmuntrende sommer. Selv om det tilsyneladende har været meget stille i de traditionelle udgravningsprojekter, så er der alligevel sket et par bemærkelsesværdige fund. De vigtigste to, Siloa Dam og Døber-hulen i Ein Kerem, er beskrevet og kommenteret på nogle af de sidste sider i dette nr. af TEL (og vi har desværre ikke nået at få dem kommenteret på vores nyhedsmail i løbet af sommeren). Måske har de genstande og indgraveringer, der er fundet, ikke ligefrem været mål for større planlagte aktiviteter. Alligevel kan det, at de er fundet og efterfølgende tolket, vise sig at have relevans for den bibelske arkæologi. De viser ganske tydeligt, at de arkæologiske faglige konklusioner ofte er bygget på et forholdsvist spinkelt grundlag. Disse konklusioner rummer desuden flere lag af tolkning som efterhånden skaber konsensus mellem forskere. Det vil sige, at det ind i mellem kan ske, at der dukker nye fund op, som kan anfægte og flytte på de gængse tolkninger og give nye perspektiver. Med denne sæsons fund – og de bibel-positive elementer, der er i dem – har vi måske grundlag for at forvente os flere bibelstøttende fund i fremtiden. Så er vi også blevet mindet om, at hverken den frommeste kirkegænger eller en bibelfjendsk forsker endegyldigt kan udtale sig om Bibelens troværdighed. Arkæologi er en videnskab, der gør nye fund og opdagelser. Samtidig med at der gøres nye fund, er der i al videnskab regler for, hvilke tolkninger, der kan vrides ud af et resultat – både i negativ og positiv retning. Hulen i Ein Kerem blev af kritiske forskere hurtigt (uden grund) afvist med begrundelsen, at S. Gibson, der ledte undersøgelserne, var alt for kirkelig. Selv om han måske ikke er kirkelig, så har det vist sig, at der rent faktisk kom lidt for positive tolkninger ud af de graffitilignende streger, der blev fundet i hulen. Det er fristende at komme til at hælde lidt for meget til enten den skeptiske eller den ’for positive’ side – og svært at finde balancen. Vi prøver i SBA – og håber at det lykkes … ! kws

HENVISNINGER TIL TEL 3, 2004

3300 f.Kr ÆLDRE BRONZE

Side 4

Vulture-stelen 2450-2400 f. Kr.

2000 f.Kr MELLEM BRONZE c. 2165-1860: Patriarkernes tid

1550 f.Kr YNGRE BRONZE c. 1875-1450: Israelitterne i Egypten c. 1400-1030: Indvandrings- og dommertid

1200 f.Kr JERNALDEREN I og II (1200 – 1000 & 1000 – 586)

c. 1000: Kong David c. 955: Salomos tempel c. 722: Samarias fald

Side 7

Stormen på Lakish 701 f. Kr.

586 f.Kr PERSISK TID c. 586: Jerusalems fald c. 586-537: Eksil i Babylon c. 537/525: Hjemkomst fra eksilet

331 f.Kr HELLENISTISK TID

63 f.Kr ROMERSK TID I c. 7 f.Kr.: Jesu fødsel c. 30 e.Kr.: Jesus korsfæstes

135 e.Kr ROMERSK TID II

Side 15

Siloa Dam Jesu tid

Side 10

Romersk hjelm 1.-2. årh. e. Kr.

Profile for Thomas Møller

TEL 3/2004 2  

I dødens og mørkets land side 3 Johannes Døbers dåbshule? side 12 Anmeldelser side 13 Siloa Dam fra Jesu tid fundet side 14 Redaktørens squa...

TEL 3/2004 2  

I dødens og mørkets land side 3 Johannes Døbers dåbshule? side 12 Anmeldelser side 13 Siloa Dam fra Jesu tid fundet side 14 Redaktørens squa...

Advertisement