Page 1

FAMILIELIV I BIBELEN

Ny skriftrulle Israelsk politi havde i begyndelsen af maj held med at forpurre et salg af en illegalt udgravet skriftrulle. Desværre er det ikke lykkedes at fastslå præcist, hvor ’gravrøverne’ fandt den bortset fra et sted i Judæas ørken.

fra Jesu tid fundet

Rullens hebraiske tekst er speciel ved at angive årstallet for dens affattelse: ”År 4 efter Israels ødelæggelse”. Der er efter al sandsynlighed tale om 4 år efter templets ødelæggelse år 70, selvom romernes nedkæmpelse af Bar Kochbaopstanden i år 135 kunne være en anden mulighed.

4826 3855 info@bibelskarkaeologi.dk www.bibelskarkaeologi.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang Forsidefoto: Motiv fra Oliebjerget med jødisk gravplads i forgrunden. Foto: © Morten Hørning Jensen.

2

”I syv dage sørgede han (Arkelaos, Herodes den Stores søn) over faderen, og for folket lod han afholde et kostbart begravelsesmåltid. Det er

mange til tiggerstaven, da det er absolut nødvendigt at beværte folket; for hvis man undlader det, anses det

Lad de døde begrave deres døde for manglende ærefrygt” (Josefus,

Den jødiske Krig, 2,1)

Tidligere illegalt udgravede skriftruller som denne har ved salg kunne indbringe mellem 25 og 50 millioner kroner.

Tlf. E-Mail: Internet: Bank: Norge:

Af lektor, ph.d. Morten Hørning Jensen

en jødisk skik, som allerede har bragt

Vi kan videre læse, hvem der skrev teksten, nemlig en enke ved navn ”Miriam Barat Jakob” (Miriam Jakobs datter). Vi ved fra Josefus, at Israel efter krigen i år 70 kun havde overflod af én ting: hjemløse og fattige enker.

Selskab for Bibelsk Arkæologi Lykkegårdsvej 26, 6000 Kolding

Huset Jorden Ære og skam Begravelse

© Israel Antiquities Authority.

– om begravelser og Guds rige Links i TEL: De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. Layout: Freehand.dk, Herning Tryk: Økotryk, Videbæk Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 165,- / norske kr. 180,(For unge under 26 år: kr. 115,- / norske kr. 125,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

En grav fundet nær Megiddo med en rullesten som dør. Foto: © www.bibleplaces.com.

TEL udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling. Selskabets bestyrelse: Bibelunderviser Jan Højland (formand), tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk Lektor, ph.d., cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk Cand.theol. Jacob Bank Møller (kasserer), tlf.: 8615 3402 · jbm@bibelskarkaeologi.dk Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster), tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

Selskab for Bibelsk Arkæologi

www.bibelskarkaeologi.dk

3


år ikke mættes af livets goder og end ikke får en grav, så siger jeg: ’Lykkeligere end han er det dødfødte barn!’” (Præd 6,3). DØD I VANÆRE UDEN BEGRAVELSE

Et familiegravsted fra Mt. Scopus i det nordlige Jerusalem fra det første århundrede. Forrest ses de borde, der ifølge nogle forskere blev brugt til et mindemåltid. Bagerst ses de smalle nicher, de døde blev lagt i til forrådnelsesprocessen var ovre. Efter et år blev benene samlet sammen og lagt i en lille benkiste. Foto: Morten Hørning Jensen.

BEGRAVELSENS BETYDNING Sådan beskriver den jødiske historieskriver Josefus den begravelse, som Arkelaos gav sin far, Herodes den Store. Storslået og prangende – en konge værdig. Men på Jesu tid var det ikke alene konger, der fik en storslået begravelse. Det gjorde enhver, som havde en familie, der kunne

betale for det! En god begravelse var nemlig den største ære, man kunne give en afdød. I denne sidste artikel om familieliv i Bibelen skal vi se på begravelsens afgørende plads og betydning og på den baggrund tolke det måske mest anstødelige udsagn af Jesus i evangelierne: ”… lad de døde begrave deres døde” (Matt 8,22, jf. Luk 9,60). EN ÆREFULD BEGRAVELSE Familiens overhoved – patriarken – besad, som vi har set i de tidligere artikler, en næsten uindskrænket autoritet og magt. Når han døde, var familiens fortsatte eksistens kastet ud i usikkerhed. Den ældste søn skulle nu træde i karakter og sikre faderens eftermæle og familiens overlevelse. Det skete først og fremmest ved, at sønnen ærede sin far med en flot begravelse. I 1 Mosebog kan vi læse, hvordan Isak begravede sin far Abraham (25,9-11) og selv blev begravet af sine sønner, Jakob og Esau (35,29), ligesom Josef gav Jakob en prægtig begravelse (50,2ff). Begravelsen nævnes specifikt, fordi den var betydningsfuld. Det var i særlig grad den ældste søns pligt at stå for begravelsen, og i jødiske skrifter fra 250-100 f.Kr. finder vi formaninger til sønnen om at ære sin far og mor med en værdig begravelse (f.eks. Tobits bog 4,3-4). På den måde blev faderens navn holdt i hævd, og familiens arv, ære og velsignelse gik videre til sønnen. Salomo sætter det på spidsen, når han siger, at selvom ”en mand får hundrede børn og lever i mange år, men i alle sine leve-

4

Selskab for Bibelsk Arkæologi

Den største form for vanære var nemlig at blive nægtet begravelse! I 5 Mosebog opregnes det som en forbandelse, hvis et lig bliver ”til føde for alle himlens fugle og jordens dyr” (28,26. Jf. Jer 7,33 og andre steder). Det var sådan en ed filisteren Goliat slyngede mod David, da han trådte op mod ham kun med sin stav: ”Tror du, jeg er en hund, siden du kommer mod mig med din stav? … Kom herhen, så skal jeg give himlens fugle og jordens dyr din krop!” (1 Sam 17,43f). I 2 Makkabæerbog kan vi læse om, hvordan den onde kong Antiokus Epifanes, der havde rejst et alter til Zeus i jødernes tempel, havde besluttet at nægte jøderne ”selv retten til begravelse for tværtimod at kaste dem ud sammen med spædbørnene som føde for fugle og vilde dyr” (9,15). Større hån og vanære kunne ikke tænkes. Vi hører tilsvarende om en vis Jason, der uretmæssigt havde tilranet sig ypperstepræsteembedet. Da han dør, blev der ”ikke holdt sorg over ham, der selv havde kastet en mængde døde ud uden begravelse, og han fik slet ingen begravelse og ingen grav hos sine fædre” (2 Makk 5,10, jf. 13,7). Der er derfor ikke noget at sige til, at den unge profet, som Elisa sendte til hærføreren Jehu med dette budskab: ”Hundene skal æde Jezabel på Jizre’els jord, og ingen skal begrave hende” – straks åbnede døren ”og flygtede”, da han havde afleveret sin profeti (2 Kong 9,10).

1: LIGET KLARGØRES Først blev liget klargjort. Det blev ikke, som hos os, lagt i en kiste, men viklet ind i et lagen og salvet med parfume. Vi læser om Lazarus, at han ”kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet” (Joh 11,44). Tilsvarende beretter Markus (15,46) om, hvordan Josef af Arimatæa købte et lagen efter Jesu korsfæstelse, som han ”svøbte ham i” inden begravelsen. 2: LARMENDE LIGKLAGE Herefter begyndte vandringen ud mod familiens gravsted, der lå uden for landsbyen. Kontakt med lig gjorde ifølge loven uren (4 Mos 19,11-22), og gravstederne skulle derfor ligge uden for byen. Gravene skulle også efter gængs skik være kalket hvide, så rejsende tydeligt kunne se dem og undgå dem. Var de ikke det, virkede de nærmest som fælder, der gjorde rejsende urene. Jesus sammenligner et sted farisæerne med sådanne uafmærkede grave: ”Ve jer! I er som grave, der ikke er afmærkede, og som folk går hen over uden at vide det” (Luk 11,44). Vandringen ud mod graven formede sig som en ligklage – en larmende ligklage. Folk fra landsbyen stimlede sammen og fulgte efter den sørgende familie med råb og klage. Da Jesus kommer til Jairus’ hus, møder

ENDNU EN GRAV FRA JESU TID FUNDET For nylig, under noget byggearbejde ved universitetet ved Betlehem, faldt faldt nogle arbejdere til deres egen overraskelse pludselig igennem jorden – og ned i hvad der viste sig at være en forseglet grav fra Jesu tid. Gravkomplekset indeholdt i alt fire ossuarier eller benkister (stadig med skeletter) i to gravkamre.

han ”en larmende hob, som både græd og jamrede meget” (Mark 5,38), og i byporten ved Nain møder han en ligprocession, der bærer en enkes eneste søn ud til graven, mens ”en stor skare fra byen fulgte med hende” (Luk 7,12). Jeremias omtaler nogen, han kalder ”grædekoner” (9,16), og Matthæus

ET LANGVARIGT RITUAL Det jødiske begravelsesritual fulgte et nøje planlagt mønster, sådan som vi kan se det ud af evangelierne og i senere rabbinske skrifter. Hovedtanken var, at døden straks satte al anden aktivitet i stå. Gravlæggelsen fandt sted allerede samme dag, hvorefter sørgeperioden begyndte. Den skulle hjælpe de efterladte tilbage til landsbyens normale liv igen. I alt kan seks etaper skelnes:

www.bibelskarkaeologi.dk

Rige indbyggere i Jerusalem på Jesu tid brugte formuer på at give sig selv en fornem begravelse. Her ser vi nogle af de mest spektakulære gravmonumenter fra Kedrondalen. Foto: Morten Hørning Jensen.

5


HVAD KAN JESUS HAVE MENT?

To berømte benkister Arkæologiske udgravninger viser, at der i Jerusalem og Judæa i perioden fra ca. Herodes den Store og frem til Bar Kochba-opstanden i år 135 e.Kr. spredte sig en skik med brug af små benkister (ossuarier). De to mest kendte og omtalte er hhv. Jakobskisten og ypperstepræsten Kajfas’ benkiste.

Enkel benkiste fra det første århundrede med den bevægende indskrift: ”Mor” (ima). Foto: Morten Hørning Jensen.

fortæller om fløjtespil i forbindelse med begravelse (9,23, jf. 11,17). Pointen er tydelig: når en person dør, går landsbyens arbejde i stå. Alle samler sig. Konerne græder højt. Har familien råd, lejes der fløjtespillere. På lang afstand kan folk se og høre, at en begravelse er i gang. 3: GRAVLÆGGELSEN Processionen havde retning mod familiens gravsted. Arkæologiske udgravninger fra Jesu tid peger på, at et typisk gravsted bestod af en gravhule i tre dele: først en smal og lav indgang, der kunne lukkes med f.eks. en rund rullesten. Dernæst fulgte et større opholdsrum, hvor den nærmeste familie kunne tage en sidste afsked med den afdøde, inden vedkommende blev ført ind i gravens tredje del og lagt i en af de nicher, der var hugget ud i klippevæggen. Nogle forskere mener, at der blev afholdt et mindemåltid i graven, da der i mange grave er fundet en større mængde service. Gravlæggelsen var dermed afsluttet – men sørgeperioden først lige begyndt.

Jakobskisten blev med et slag kendt i 2002, da en række eksperter bevidnede, at en kiste, der havde været i privat eje i en længere årrække, med en vis sandsynlighed kunne have tilhørt Jesu bror Jakob. Kisten er simpel, men på siden bærer den indskriften: ”Jakob, Josefs søn, bror til Jesus”. Vi har i TEL fulgt denne historie siden 2002 og skildret, hvordan det efterfølgende er blevet til en stor farce om forfalskninger, forsikringssvindel, korruption m.m. En lang retssag om sagen kører stadig. Mange ikke-eksperter hælder til den antagelse, at indskriften er en forfalskning, mens næsten alle skrifteksperter holder på dens ægthed. Kajfas’ kiste er der derimod ingen, der betvivler ægtheden af. Den blev fundet i 1990 under udgravning af et gravkammer i Jerusalems sydlige bydel og bærer på den ene ende indskriften: Yehosef bar Kayafa – Josef, søn af Kajfas. Mens evangelierne (Matt 26,3.57 og Luk 3,2) blot kalder ypperstepræsten på Jesu tid for Kajfas, benævner Josefus ham et sted som ”Josef Kajfas” (Ant. 18.35), og tidsfæster hans embedsperiode fra år 18-36 – altså også i det år, Jesus blev korsfæstet. Dette fund understreger dermed, hvor stor en betydning familienavnet havde på Jesu tid. Selvom Kajfas’ fødselsnavn var Josef (jf. kisten), blev hans officielle kaldenavn altså Kajfas efter sin far – sådan som vi har det i evangelierne, og sådan som Josefus også bekræfter det et andet sted, hvor han skriver: ”Josef, også kaldet Kajfas” (Ant. 18.95).

I 2002 blev denne kiste med ét verdensberømt. Indskriften på siden læser: Jakob, søn af Josef, bror til Jesus. Foto: © Biblical Archaeological Review.

Gravhaven i Jerusalem, der giver besøgende en god fornemmelse af, hvordan området omkring Golgata kan have set ud på Jesu tid. Foto: Morten Hørning Jensen.

første sabbat (efter begravelsen) skal den sørgende ikke gå til synagogen. På den anden må han gå ind i synagogen, men ikke sidde på sin plads. På den tredje må han sidde på sin plads, men ikke sige noget. På den fjerde skal han være som alle andre”. 6: ET-ÅRSPERIODEN OG GENBEGRAVELSEN Begravelsesforløbet er først endelig afsluttet på et-årsdagen for døden, hvor man samlede afdødes benknogler sammen. 1 Mosebog fortæller f.eks. om, hvordan Josef befalede sine slægtninge at samle hans ”ben” sammen og tage dem med til det forjættede land (50,25; Jos 24,32). På Jesu tid var det blevet en udbredt skik i Jerusalem og Judæa at lægge afdødes knogler i en særlig benkiste – et såkaldt ossurarium. En benkiste er en lille boks på typisk 60x35x30 cm med låg. De fleste er simple enten helt uden dekorationer eller også med mindre figurer så som palmegrene, rosetter, torahskrin mv. En del af dem har indgraveret navnet på den afdøde.

4: SYV-DAGESPERIODEN Herefter fulgte nemlig en intens sørgeperiode på syv dage, hvor de sørgende skulle blive hjemme og hverken arbejde eller deltage i det offentlige liv. Derimod skulle de modtage besøgende, der kom for at sørge med dem. Præcis som Johannes fortæller os, at ”mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror”, da Jesus ankommer fire dage efter gravlæggelsen (Joh 11,19). Perioden bliver i de rabbinske skrifter kaldt syv-dagesperioden, Shiv’ah på hebraisk. 6

Kajfas’ benkiste er smukt ornamenteret modsat de fleste benkister fra denne periode. Foto: Hartvig Wagner.

5: TREDIVE-DAGESPERIODEN Derefter gik de sørgende ind i tredivedagesperioden, Shloshim, der langsomt skulle sluse dem tilbage ind i den normale

tilværelse. Skridt for skridt blev de gamle pligter og rutiner genoptaget, som vi f.eks. kan læse om det i skriftet Talmud: ”På den Selskab for Bibelsk Arkæologi

PAVEN LAVER SIGHTSEEING-VIDEO I forbindelse med pavens netop overståede besøg i Israel har Vatikanet udsendt en fem-minutters video om Israels herligheder. Selvom det nok ikke er det primære formål med videoen, kan den fungere som en smagsprøve for alle Israelsfarende. Se den selv via TELs linkside.

www.bibelskarkaeologi.dk

Kisten kunne nu stilles til en side i familiegraven. Dermed var den aflange niche klar til næste gang, der blev behov for det. Den afdøde var ”gået til sine fædre” (f.eks. 2 Kong 8,24). NÅR EN FAR DØR … Når et familiemedlem dør, hører alt andet altså op for en tid. Det bærer en pointe i sig selv, at den jødiske skik tog højde for, at sorg kræver tid og må gennemleves i faser fra det akutte over en proces med en langsom tilbagevenden til livet. Når en far dør, er situationen ekstra tilspidset. Hvem skal overtage arven? Er der en søn tilstede? Er han myndig? Er der flere sønner? Hvordan skal arven da deles? Hvordan undgås det, at familien splittes, og hvordan holdes faderens navn og ære i hævd? MULIGE UNDTAGELSER Første svar blev givet ved begravelsen. Den blev betragtet som en hellig og uomgængelig pligt, og i hele GT er der kun ganske få eksempler på noget, der kan ophæve denne pligt: -En ypperstepræst, der gjorde tjeneste i templet, måtte ifølge loven ikke deltage i en begravelse selv ikke af sin far og mor for ikke at blive uren: ”Han må ikke gå ind til nogen afdød, end ikke ved sin far eller mor må han pådrage sig urenhed” (3 Mos 21,11). -Hvis man havde aflagt et særligt løfte, et naziræerløfte, kunne det også gøre, at man var nødsaget til ikke at deltage i en begravelse (4 Mos 6,6-7). -Endelig får to profeter – Jeremias og Ezekiel – i nogle meget kritiske situationer besked på ikke at holde ligklage over deres afdøde som udtryk for, hvor alvorligt det stod til med Israel (Jer 16,5-7; Ez 24,16-24).

På den baggrund kan vi tydeligt fornemme, hvor chokerede Jesu disciple må være blevet, den dag en discipel fik beskeden: ”Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige” (Luk 9,60). Det var ikke fordi, disciplen ikke gerne ville følge Jesus, men han havde netop sagt: ”Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far” (Luk 9,59). Hvad kan Jesus have ment? Disciplens situation kan have været en af to: Enten har han lige fået at vide, at hans far er død, og han må skynde sig hjem og være med til gravlæggelsen, eller også er de første tredive dage overstået, og han ønsker nu tid til at gøre begravelsesritualet af sin far helt færdigt. I begge tilfælde rummer Jesus svar – præcist som vi har set det i de foregående artikler – en radikal udfordring til omprioritering. Som det argumenteres i artiklen i dette nummer ”Jesus og/eller familien?”, så var Jesus ikke modstander af familien som sådan. ”Nøglen” ligger snarere i det lille ord ”først.” Jesus afviser ikke familien, men udfordrer sin samtids prioriteter om, hvad der er ”først” til det yderste. Enten måtte man acceptere, eller også afvise, at Gud og Guds rige er kommet så nær i Jesus, at alle andre prioriteter måtte nedjusteres.

Se links og litteratur på TELs linkside.

Ved tårekirken på Oliebjerget kan man se en grav fra det første århundrede fyldt med benkister. Læg mærke til de små rosetter, der var en yndet udsmykning i denne periode. Foto: Morten Hørning Jensen.

7

tel-2009-2 lad de døde begrave deres døde  
tel-2009-2 lad de døde begrave deres døde  

Herodes den Stores søn) over fade- for hvis man undlader det, anses det for manglende ærefrygt” (Josefus, mange til tiggerstaven, da det er...

Advertisement