Page 1

”...for landet er mit”

Hellig jord aldrig på udsalg

FAMILIeLIV I BIBeLen Huset Jorden Begravelse Ære og skam

Af postdoc, ph.d. Morten Hørning Jensen

Jord – landbrugsjord – var livsnødvendig i det gamle Israel. Som i alle andre landbrugssamfund gennem tiderne var livets opretholdelse baseret på markens afgrøder og husdyr. Familien var i vid udstrækning selvforsynende: korn, olie, most, mælk, osv., var alt sammen produkter af

Jorden: FAMILIenS ArV Jorden var familiens vigtigste ejendom og den primære del af familiens arv, der skulle varetages og vedligeholdes til næste generation. Mistede en familie sin jord, kunne den ikke blot anlægge en ny mark. Langt størstedelen af Israels landbrugsjord måtte man nemlig anlægge på bjergskråninger. Den fede jord i dalen gik til de rige bønder eller kongen (jf. f.eks. 1 Sam 8,14). Ville en almindelig landmand udvide, måtte han

gå i gang med at anlægge marker på en bjergskråning. Det var et langtidsprojekt. Først skulle skråningen ryddes for store sten. Dernæst skulle der bygges stengærder op med 5-10 meters afstand ned ad skråningen. Så skulle der konstrueres et dræningssystem. Endelig kunne muldjorden fyldes på i forskellige lag efter den kundskab generationers erfaringer havde oparbejdet. Es 5,1-2 giver et godt indblik i det slidsomme arbejde med at etablere en terrasse, her

til en vingård med diverse installationer. Ikke nok med det. En sådan type mark krævede også megen vedligeholdelse. Når den kraftige vinterregn falder i Israel, samler den sig til stærke strømme på skråningen, der hvert år udhuler og vælter en del af terrasserne. En terrassemark kunne ganske enkelt ikke etableres af én driftig landmand, men var generation på generations arbejde. Derfor er der også mange love i Det gamle Testamente, der beskytter en

familiens aktiviteter på den fælles jord. derfor var særligt to ting afgørende: For det første skulle familien formå at

Denne terrassemark er genopbygget i Nazareth Village og giver et godt indtryk af det store arbejde, det krævede at anlægge en mark på en skråning. Foto: Morten Hørning Jensen.

holde sammen på sin arv for at kunne videregive den til næste generation. Jorden var hellig. den kom aldrig på udsalg. For det andet skulle familien være dygtig nok til at dyrke jorden. det krævede hårdt slid, knowhow og ’bekymringer’ for dagen i morgen.

TEL forsætter i dette nummer artikelserien om familieliv i Bibelen. De første artikler kan findes i sidste nummer.

8

Selskab for Bibelsk Arkæologi

www.bibelskarkaeologi.dk

9


mens han var i spidsen. ”En god mand efterlader sine børnebørn arv” (Ordsp 13,22)! Det var derfor et udtryk for den største desperation, hvis en familiefar måtte pantsætte eller sælge sine marker. Nehemias 5,1-5 beskriver netop sådan en situation. Hungersnød har ramt landet og folkets klage lyder: ”Vi må pantsætte vores marker, vingårde og huse, for at vi kan få korn under hungersnøden.” Familierne stod nu tilbage helt uden forsikring, og snart måtte de også sende ”sønner og døtre i trældom.”

Loven tager udgangspunkt i, at al jorden i virkeligheden er Guds, som han blot har lånt ud til israelitterne, der skal se sig selv som fremmede og tilflyttere: ”Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig. I hele det land, I ejer, skal I sørge for, at jorden kan indløses” (25,23-24). Man kan naturligvis ikke sælge noget, man har lånt. Det kan højest udlånes eller udlejes. Men skulle det ske, at en landsmand falder i gæld og ”må sælge af sin ejendom,” så skal den, ”der står nærmest, træde til som løser og indløse, hvad hans slægtning har solgt” (25,25). Jorden skal altså så vidt muligt holdes på familiens hænder. Så vidt, så godt. Det særlige ved loven er nu, at skulle det ske, at ingen i den nærmeste familie kan indløse jorden, så træder loven om ’jubelåret’ i kraft. I det gamle Israel skulle hvert

HeLLIG Jord!

Anlæggelsen af en terrassemark krævede stor teknisk viden, der blev nedarvet gennem generationerne. Kun med den rigtige sammensætning af jordlag kunne fugten bevares i mulden. Denne opstilling fra ’Nazareth Village’ viser et tværsnit af de forskellige jordlag. Foto: Morten Hørning Jensen.

families jord. I 5 Mos 19,14 læser vi: ”I den arvelod, du får i det land, Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke flytte skellet til din nabos mark; det har tidligere slægtled sat.” Det var kun ”onde mennesker,” der kunne finde på at flytte markskel (Job 24,2, jf. Ordsp 23,10-11). Desværre var en sådan fremfærd ikke et sjældent syn. Ofte fordømmer profeterne ”dem, der lægger hus til hus og føjer mark til mark” (Es 5,8, jf. Mika 2,2-9; Hos 5,10). En familie gik nemlig praktisk talt i opløsning, hvis den mistede sin jord. Markerne kunne ikke umiddelbart erstattes. Det kunne de nødvendige afgrøder heller ikke. For mens nogle af markens afgrøder, som f.eks. byg og hvede, var årstidsvækster, så var andre afgrøder produkter af træer og vækster, der først gav frugt længe efter, de blev plantet. Det gjaldt ikke mindst to af de vigtigste afgrøder, vindruer og oliven. Særlig oliventræer voksede langsomt og gav først frugt efter en årrække. Man plantede så at sige oliventræer som en gave til sine børn! Familiefaderens, patriarkens, vigtigste opgave var at forvalte slægtens ejendom, 10

Denne virkelighed, som Israel delte med alle andre kulturer i oldtiden og antikken, er baggrunden for en særlig lovgivning i 3 Mosebog, der til gengæld er helt særegen og ellers ikke kendt. For at beskytte familierne socialt og økonomisk finder vi i kap. 25,23-55 en række bestemmelser, der skulle fungere som et sikkerhedsnet mod udbytning og ophobning af rigdom hos de få på de manges bekostning – nemlig løskøbningsloven eller goel-institutionen (goel: løskøber) og jubelåret hvert 50. år.

de syv frugters land I 5 Mos 8,7-8 beskrives Israel som et land med ”hvede og byg, med vin og figner og granatæbler, et land med olivenolie og honning” – altså syv frugter i alt (honning blev fremstillet af dadler). Der blev naturligvis også dyrket andre afgrøder, og samlet set gjorde det den israelitiske familie mere eller mindre selvforsynende. Det gav også arbejde til alle årets måneder. Det kan vi bl.a. se af en fantastisk indskrift, der blev fundet på Tel Gezer i 1908. Skriften betegnes af kendere som sjusket og grim. En teori er faktisk, at det er en art skolebog, hvor en elev har øvet sig på det svære alfabet. Den tekst, han har afskrevet, angiver en landmands årskalender og lyder: ”To måneders høst (af oliven og druer), to måneders kornsåning, to måneders sensåning, en måneds hørhøst, en måneds høstning af byg, en måneds høstning af hvede, to måneders vinhøst, en måneds sommerfrugt” – og så var det år vist gået!

En landmand pløjer sin vinmark på gammeldags maner. Foto: www.holylandphotos.org.

50. år udråbes som et jubelår, hvor al ejendom skulle returneres til sin oprindelige ejer: ”I jubelåret bliver det givet frit, og så kan han vende tilbage til sin ejendom” (25,28). Også huse i landsbyer uden bymur og slaver skal leveres tilbage (25,29-43). IKKe TIL SALG Hvordan og i hvor høj grad loven om frigivelse og jubelår blev overholdt i Israel er et åbent spørgsmål (se mere i tekstboksen ’Et nådeår for Herren’), men at jord var hellig og ikke til salg har vi flere eksempler på i Det gamle Testamente. 1 Kong 21 beskriver en tragisk historie om, hvordan den onde kong Akab af Samaria ville fravriste en vingård fra en bonde ved navn Nabot for at bruge den som køkkenhave (21,1). Først forsøger han at købe den, men Nabots svar kommer prompte: ”Herren bevare mig fra at overdrage dig mine fædres ejendom!” (21,3).

I vinterhalvåret falder der store mængder regn i Israel, der ofte ødelægger stendigerne på marken. Foto: Morten Hørning Jensen.

Selskab for Bibelsk Arkæologi

www.bibelskarkaeologi.dk

11


et nådeår for Herren I loven i Det gamle Testamente er der særligt to bestemmelser, der skulle sikre, at jord og rigdomme ikke endte på nogle fås hænder. Hvert 7. år skulle være et sabbatsår, hvor marken ikke skulle dyrkes (3 Mos 25,1-7), gæld skulle eftergives og israelitiske trælle frigives (5 Mos 15,7-18). Efter syv sådanne sabbatsår kom det helt særlige 50. år: jubelåret. På den store forsoningsdag skulle der dette år blæses i horn (’jubel’ er afledt af det hebraiske ord for vædderhorn, jobel) som signal til, at nu skulle al handlet ejendom returneres (3 Mos 25,8-16). Dette skulle være året for frigivelse (25,10).

Tærskeplads med tærskeslæde. I baggrunden ses terrasser. © www.bibleplaces.com.

Akabs kone, Jezabel, lægger da en plan om at få Nabot stenet for gudsbespottelse. Det lykkedes, hvorefter Akab kan tage vingården i besiddelse. På samme måde er der en episode i Jeremias’ bog, hvor Jeremias må træde til og købe sin farbrors jord for at holde den på familiens hænder (Jer 32,6-15). BeKyMrInGer oG KnoWHoW Jorden var altså afgørende for en families

overlevelse, der afhang af markens afgrøder. For at sikre sig på bedst mulig måde valgte man derfor at dyrke så mange forskellige afgrøder som muligt. Israel bliver ligefrem kendt som ’de syv frugters land’ (5 Mos 8,7-8). Om foråret høstede man korn, om efteråret vindruer og diverse andre frugter. Så gennemgribende var årstidens rytme på marken, at de jødiske fester var knyttet til høsten som takkefester samtidig med,

Oliventræsmark på Oliebjerget i Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.

12

at man mindedes en bestemt frelsesgerning i Israels historie (jf. festkalenderne i 2 Mos 23,14-17; 3 Mos 23; 5 Mos 16). På den måde minimerede landmanden også risikoen for fejlslået høst. Hvis tørke ramte kornet, så kunne man måske hente lidt ind på olivenhøsten. I denne kultur var der nemlig intet sikkerhedsnet spændt ud under familien. Så man gjorde alt, hvad man kunne, for at sikre sig mod ulykke. En af måderne til at undgå at løbe nogen unødig risiko var at lytte til den mest erfarne i familien. Han havde oplevet flest somre og vintre og kunne bedst skønne, hvornår det f.eks. var tid til at så kornet. Modsat dansk klima, hvor regnen kan falde hele året, krævede det i Israel stort kendskab til årstidens rytme for at vide, hvornår tiden var til at så, da regnen falder i bestemte perioder. Nogle gange kunne der gå lang tid fra den første regn var faldet til næste regndag. Andre gange kunne regnen være så kraftig, at den kunne skylle ”alt bort, så der ingen afgrøde bliver” (Ordsp 28,3). Den kostbare, men uforudsigelige regn kaldes derfor også ved forskellige navne i Bibelen som ”efterårsregn” og ”forårsregn” (5 Mos 11,14; Jer 5,24; Joel 2,23, jf. også Es 28,23-28, der beskriver bondens visdom). Men selv den bedste landmand var ikke herre over vejret. Det vidste israelitten godt. Derfor møder vi også i f.eks. Selskab for Bibelsk Arkæologi

Det er dog usikkert, i hvilket omfang denne meget radikale lov blev overholdt af israelitterne. I Jer 34,8-17 er der et enkelt eksempel på, at loven om frigivelse hvert 7. år blev overholdt. Dvs. kun delvist, for de rige stormænd fortrød frigivelsen af deres slaver, og krævede dem tilbage! Faktisk er der i rabbinske skrifter fra det 2. årh. e.Kr. opfundet traditioner, der direkte søgte at undgå loven om eftergivelse hvert 7. år. Loven om jubelåret blev dog ikke fuldstændig glemt. I Esajas 61 møder vi den pludselig som et billede på det, der skal ske, når Herren griber ind til sidst. Herrens tjener skal komme og ”bringe godt budskab til fattige … udråbe frigivelse for fanger” og ”et nådeår fra Herren” (Es 61,1-2).

hængende over hovedet, vi skal se for vores indre øje, når vi hører Jesus sige: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen …” (Matt 6,25). Jesu tilhørere var ikke moderne vesterlændinge med økonomisk sikkerhedsnet fra staten, forsikringer for alt og overskud til at sidde ubekymret og filosofere over fremtiden med en ’cafe latte’ ved hånden. Han talte til landmænd og bønder, der hele deres liv havde lært vigtigheden af netop at bekymre sig og tænke fremad i årstidens rytme på marken. Det må have lydt uhørt radikalt. Der var netop al mulig grund til at bekymre sig for mad, tøj og andre nødvendige ting i et samfund uden kreditkort og supermarkeder. Det lå i selve landmandslivets rytme at bekymre sig. Jesus går dermed til nerven af sit samfund for at forklare den nye virkelighed i Guds rige. Han udfordrer sine tilhørere til at have større tillid til Gud, end til selv den bedste mark og det kraftigste oliventræ. Også selvom det at følge ham for nogle – i hvert fald disciplene – betød, at de for en tid måtte forlade ”alt” (Matt 19,27). Det betyder ikke, at mad og drikke fornægtes. Faktisk siger Jesus: ”jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette” (6,32), og han lover, at ingen skal forlade ”marker” uden at det gives ”hundreddobbelt” igen (19,29). Men han giver sine tilhørere en stærk udfordring til at vende op og ned på prioriteterne og have tillid til Gud, selv hvad angår marker og landbrug: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal det andet gives jer i tilgift” (6,33).

Præcist dette skriftsted citerer Jesus om sig selv, da han er på besøg i synagogen i Nazaret ifølge Lukasevangeliet, hvor hændelsen står som indledning til Jesu offentlige virke (4,16-21). Han så sit kald som en opfyldelse af loven om frigivelse og nådeår. Til sidst i Lukasevangeliet tager Jesus denne tråd op igen, når han siger, at der i hans navn skal ”prædikes omvendelse til syndernes forladelse” (24,47). Ordet ”forladelse” er præcis det samme som i 4,18 oversættes ”frigivelse.” Jesus kom og forkyndte et jubelår for Herren, og på baggrund af sin død og opstandelse kunne han sende disciple ud til ”alle folkeslag” for at fortælle om den største frigivelse af alle: syndernes forladelse.

Salmernes Bog en høstsalme, der takker Gud, der giver landet regn, ”væder plovfurerne og jævner pløjejorden” (Sl 65,10-11). Jord og landbrug handlede for en israelitisk familie i sidste instans om overlevelse. Man søgte at sikre sig på den bedst mulige måde, tage alle forholdsregler og minimere enhver risiko. ”I SKAL IKKe BeKyMre Jer …” Det er denne virkelighed af generationers hårdt arbejde på marken med truslen om tørke og sult, skadedyrsangreb og misvækst, www.bibelskarkaeologi.dk

Vinklaser på ranker på en mark uden for Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.

13

tel-2008-4 ...for landet er mit. Hellig jord er aldrig på udsalg  
tel-2008-4 ...for landet er mit. Hellig jord er aldrig på udsalg  

til en vingård med diverse installationer. Ikke nok med det. En sådan type mark krævede også megen vedligeholdelse. Når den kraftige vinterr...