Page 1

2 Et spadestik dybere i Bibelens verden

TEL udgives af Selskab for

Maj 2004

Bibelsk Arkæologi (SBA)

15. årgang

Gå efter guldet Antikkens olympiske lege i Grækenland og Ny Testamente

“Han fortalte dem en lignelse” Godt læsertilbud

www.sba-dk.dk


TELudgives af

Thessalonika

Filippi

Neapolis

Selskab for Bibelsk Arkæologi Paghs Allé 5, 6705 Esbjerg Ø Tlf.: E-Mail: Internet: Bank: Norge:

7512 9021 adm@sba-dk.dk www.sba-dk.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Nikopolis

Troas Delfi Theben

Korinth

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.) Knud W. Skov, Carsten Vang Forsidefoto: En sejrskrans fra Olympia. Se billedet øverst s. 5 Foto: © Gordon Franz

Olympia

ATTIKA

Athen

PELOPONNES

Oversigtskort Geografiske lokaliteter relevante i forbindelse med artikler i dette TEL.

Efesos

Rohdos

Layout: Corpo Lab, Herning Tryk: Reklametryk, Herning Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi. Kontingent: Danske kr. 145,- / norske kr. 160,(For unge under 26 år: kr. 95,- / norske kr. 105,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA. Selskabets bestyrelse: • Cand. theol. Klaus Vibe (formand), tlf.: 8612 0037 · kv@sba-dk.dk • Ph.d.-stipendiat, cand. theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@sba-dk.dk • Overlæge Vagn Juhl Jensen (forretningsfører og kasserer), tlf.: 7512 9021 · vjj@sba-dk.dk • Datamatiker Jens Bertel Nykjær, tlf.: 8674 0918 · jbn@sba-dk.dk • Stud. theol. Jacob Bank Møller, tlf.: 8615 3402 · jbm@sba-dk.dk • Cand. theol. Stine Ramati (information mm.), tlf.: 3297 6747 · sr@sba-dk.dk

Indholdsfortegnelse © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

2

Gå efter guldet Godt læsertilbud “Og han fortalte dem en lignelse” Redaktørens square

side side side side

3 8 9 16


Gå efter Gå efterguldet! guld Af Gordon Franz, Associates for Biblical Research, USA

Under de olympiske lege i 1996 bragte et sportsskofirma et reklameindslag med dette slogan: ”Du vinder ikke sølvmedaljen, du taber guldet!” Her er netop essensen af de antikke græske atletiske lege indfanget! Hver enkelt atlet deltog i legene med det ene mål for øje at vinde konkurrencen, ikke at tabe den. Han døde med sejrskransen om halsen På en gravsten over bokseren Agathos Daimon, fundet i Olympia i Grækenland, står der:”Her døde han, mens han boksede på Stadion, efter at have bedt til Zeus om enten en sejrskrans eller at dø. 35 år gammel. Farvel”. For denne konkurrencedeltager var en andenplads ikke en mulighed. Han gik efter guldet og døde i forsøget på at vinde det (Milavic 1992:11). Apostlen Paulus beskrev det kristne liv ved hjælp af atletiske metaforer. Hans mål var at vinde det kristne livs ”væddeløb”, ikke at miste det (Fil 3,1214; 1 Kor 9,24-27; 2 Tim 4,6-8). Paulus døde sejrende!

og Korinth var et strategisk godt sted for udbredelsen af evangeliet. En anden grund til, at Paulus tog til Korinth, kunne være, at der var en jødisk menighed i byen (ApG 18,4). Paulus plejede at opsøge de jødiske menigheder, fordi han ønskede at nå sine egne landsmænd med evangeliet (Rom 1,16; 9,1-5). En tredje grund kunne være, at de isthmiske lege blev afholdt i løbet af foråret 51 e.Kr., og Paulus vidste, at der ville være mange mennesker fra hele Grækenland samlet til denne begivenhed. Legene var en enestående mulighed for at nå mange mennesker med evangeliet. Alle tre grunde til at tage til Korinth har den fællesnævner, at Paulus ønskede at nå så mange mennesker som muligt med evangeliet. Det budskab, Paulus prædikede for disse mennesker, var, at Herren Jesus døde for alle den faldne menneskeheds synder og opstod fra de døde på den tredje dag for at bevise, at der var blevet betalt for synderne. Paulus lærte, at Herren tilbyder evigt liv, et hjem i himlen og syndsforladelse til enhver, som har tillid til Herren Jesus Kristus alene. Gode gerninger og fortjenstfulde dyder har intet med ens frelse at gøre (1 Kor 15,3-4; Ef 2,8-9; Rom 4,5; 5,8).

Paulus i Korinth Evangelisten Lukas forklarer ikke nærmere, hvorfor Paulus tog til Korinth under sin anden missionsrejse (ApG 18). Dog vil man kunne sandsynliggøre tre grunde til, at Paulus tog dertil. For det første fordi Korinth lå centralt på den vigtige øst-vest maritime handelsrute mellem Rom og den østlige del af Romerriget, samt ved nord-syd vejen, der gik over land fra det græske hovedland til Peloponnes. Mange mennesker passerede gennem dette område,

Delfi

Theben Korinthiske bugt

ATTIKA PELOPONNES kanalen Lechaion Isthmia Korinth Kenkreæ Nemea

Olympia

Athen

Saronikos bugt

På kortet er de fire steder markeret, hvor ”de panhellenske lege” (lege for alle grækere) blev afholdt. I Olympia blev legene afholdt til ære for Zeus. Vinderen fik her en olivenkrans. I Delfi blev legene afholdt til ære for Apollon. Her fik vinderen en laurbærkrans. Vinderen af legene i Nemea til ære for Zeus fik en krans af grønne selleriblade, men ved legene i Isthmia til ære for Poseidon fik vinderen en krans af tørrede selleriblade. Måske hentyder Paulus særligt til denne skik, når han i 1 Kor 9,25 taler om ”en sejrskrans, som visner”. HW

3


Ruinerne af Poseidontemplet i Isthmia med Saronikos bugt i baggrunden mod øst. Foto: © Pictorial Library.

De isthmiske lege Atleter fra hele Grækenland samledes hvert andet år i løbet af foråret til de isthmiske lege. Legene blev afholdt til ære for den græske gud Poseidon, ”Havets gud”. Den mest prominente bygning i Isthmia var Poseidontemplet. I byen var der også et stadion, et teater og en hippodrom, der blev brugt til atletiske konkurrencer. I en lille bygning, kaldet Palaimon, lige ved Poseidontemplet aflagde atleterne løfte om at følge legenes regler. Hvis de brød løftet, blev de diskvalificeret. Atleterne konkurrerede i løb, brydning, boksning, diskos- og spydkast, længdespring, stridsvognsvæddeløb, oplæsning af poesi og sang. I følge flere indskrifter deltog kvinder ligeledes i legene. Indskrifter nævner kvinder, der vandt både 200 meter løb og stridsvognsvæddeløb.

Sagnet om de isthmiske lege Kong Athamas af Theben havde med sin anden hustru Ino to sønner Learchus og Melikertes. Efter familiære intriger blev kongen rasende på Ino og dræbte sønnen Learchus ved at kaste ham mod en mur. I sin fortvivlelse sprang Ino i havet med drengen Melikertes i favnen. Af medynk gør havets gud Poseidon de to til havguddomme og beskyttere af folk i havsnød. Ino får navnet Leukotea (= den hvide

4

Der var ikke noget hotel på stedet, og derfor sov folk i telte på de omkringliggende marker. At reparere og sælge telte ville give Paulus og hans nye medarbejdere, Akvila og Priskilla rigeligt arbejde og en god mulighed for at dele evangeliet med dem, som var tilstede ved legene (ApG 18:3). Sammen med Paulus var også hans medarbejder, Silvanus og deres discipel, Timotheus (1 Thess 1,1; 2 Thess 1,1). Paulus’ brug af atletisk terminologi Lad os undersøge fire passager, hvor Paulus tilsyneladende har haft de isthmiske lege i tankerne. Den første passage er 1 Kor 9,24-27, hvor Paulus opmuntrer korintherne til at øve kristen selvdisciplin, således at de ikke bliver diskvalificeret fra væddeløbet. Modsat moderne olympiske lege, hvor der uddeles medaljer i både guld, sølv og bronze, var det i

guddom) og Melikertes navnet Palaimon (= bryderen). På ryggen af en delfin kastes Melikertes’ lig op på stranden ved den isthmiske landtange. Kong Sisyfos af Korinth finder liget og begraver det på stedet, hvor de isthmiske lege indstiftes til minde om Melikertes / Palaimon, hvis mindre helligdom fandtes i tilknytning til det store Poseidontempel i Isthmia. HW.

Gå efter guldet


Gravmonument fra Isthmia. Man ser de forskellige sejrskranse, som den afdøde atlet har vundet. Kransen øverst tv. viser, at han også har vundet i Olympia. Se forsiden. Foto: © Gordon Franz

Løber og bokser Paulus bruger to metaforer i vers 26. En af en løber, der fokuserer på mållinjen, og en af en bokser, der ikke viger tilbage for sin modstander som en ”skyggebokser”, men kæmper mod ham til det sidste. I de olympiske lege var boksning den mest brutale disciplin. Bokseren bandt læderremme over sine knoer. I de romerske lege, som de isthmiske lege sandsynligvis fulgte, ”indføjede man bly, jern og endda søm” i remmene! Atleterne boksede nogen gange i op til fire timer, indtil en deltager blev slået ud, eller en af bokserne ”signalerede nederlag med en løftet pegefinger” (Milavic 1992:14). Boksning var en alvorlig og brutal disciplin. Det kunne det kristne liv til tider også være (2 Tim 3,12). Paulus siger videre, at han trænede sin krop for ikke at blive diskvalificeret fra det kristne livs ”væddeløb” (v.27). Hermed siger han ikke, at han kunne tabe sin frelse, den vidste han var evig sikker i Herren Jesus Kristus (2 Tim 1,12; Rom 8,31-39). Alligevel var han bekymret for, at Herren ikke ville kunne bruge ham til at prædike evangeliet for andre, og at han ville tabe noget af sin belønning og blive til skamme på dommens dag (2 Kor 5,10; 1 Kor 3,12-17; 1 Joh 2,28; 2 Tim 2,11-13). Den anden passage, vi skal undersøge, er 1 Tim 4,7-8, hvor Paulus formaner Timotheus til ”at øve sig (ordret: gøre gymnastik) i gudsfrygt”. Der tænkes på gymnasiet, som var almindeligt i enhver græsk by. Her trænede atleterne til kommende lege. De kristne derimod skulle prioritere at træne det ”åndelige liv” frem for det ”fysiske liv”. Paulus var ikke modstander af at træne sin krop. Han mente, der kunne være fordel ved det, men træning af det åndelige liv skal prioriteres, fordi det har både timelige og eviggyldige konsekvenser. Den tredje passage er 2 Tim 2,5. Paulus fastslår: ”Ingen idrætsmand (ordret: atlet) vinder sejrskransen, hvis han ikke følger (ordret: kæmper efter) reglerne”.

oldtidens lege kun vinderen, der modtog sejrskransen. Der var ingen anden- og tredje præmie. At vinde var alt! Paulus opmuntrede de troende i Korinth til at opnå sejrsprisen i kristenlivets væddeløb (v.24) ved at være mådeholdende og øve selvkontrol i deres personlige adfærd (v.25a). I de isthmiske lege blev vinderen belønnet med en krans af selleriblade. Paulus beskriver den som en forgængelig krans og henleder i stedet de troendes opmærksomhed på målet for det ”himmelske væddeløb”, som er en krans, der ikke visner. To unge brydere i gymnasiet i Olympia. Foto: © Gordon Franz

Gå efter guldet

5


Ruinerne af Palaimon, hvor atleterne aflagde løfte. Foto: © Gordon Franz

Sandsynligvis havde Paulus det løfte, som atleterne afgav i Palaimon, i tankerne. Her svor atleterne, at de ville følge reglerne for træning og heller ikke snyde sig til den isthmiske krans. Under det kristne ”væddeløb” må man ligeledes følge reglerne. For at kende reglerne, må man kende ”regelbogen”, Guds Ord. Den, som tror på Herren Jesus, er forpligtet til at læse, studere og følge Guds Ord i sit liv. Paulus’ afskedshilsen Den sidste passage, 2 Tim 4,6-8, skrev Paulus i juni 67 e.Kr., da han sad fængslet i Rom og ventede på sin henrettelse. En af de arkæologer, der udgravede Isthmia, beskrev de ord, Paulus skrev i disse vers, på følgende måde: ”Ordene har et mere tydeligt atletisk anstrøg på græsk. For at fremhæve dette, kunne passagen gengives: ’Jeg har konkurreret i de gode atletiske lege; jeg har afsluttet løbekonkurrencen, jeg har holdt løftet (dvs. at konkurrere ærligt, med henvisning til den atletiske ed). Jeg har kun tilbage at modtage retfærdighedens krone, som er blevet sat til side til mig; den vil blive tildelt mig af Herren, den retfærdige sportsdommer, på den dag.’ (En hentydning til legenes sidste dage, når præmierne antagelig blev uddelt til vinderne)”. (Broneer 1962:31, fodnote 23).

Det er interessant, at Paulus bruger de samme to metaforer, bokseren og løberen, som han brugte i 1 Kor 9, når han beskriver sit disciplinerede kristne liv. Her i slutningen af hans liv har disciplinen givet bonus. Han er en vinder, og frygten for at blive diskvalificeret ligger bag ham. Paulus adresserer denne passage til sin discipel Timotheus, som var med ham i Korinth under hans anden missionsrejse. Han bad Timotheus tage til Troas for at hente sit vintertøj og sine bøger, som han havde efterladt hos Karpus (2 Tim 4,13.21). Paulus havde formentlig efterladt dem i Troas, da han på sin 4. missionsrejse var på vej til Nikopolis, hvor han overvinterede (Tit 3,12), og hvor han eventuelt kan være blevet arresteret og bragt til Rom. Kejser Nero og de isthmiske lege Man kunne forestille sig, at Paulus på sin rejse fra Troas til Nikopolis, er stoppet i Korinth for at møde de troende der. Mens han har været her, har han hørt om eller faktisk overværet kejser Neros optræden i sangkonkurrencen. Nero besøgte Korinth i efteråret 67 e.Kr., for at åbne det isthmiske kanalprojekt. Mens han var her, ønskede han at deltage i de isthmiske lege, og derfor imødekom befolkningen ham ved at ændre datoen for begivenheden til efteråret 67 e.Kr. Den romerske historiker Suetonius omtaler i sit skrift ”Kejsernes liv” under afsnittet om Nero dennes bedrifter som sanger i Grækenland. Han beskrev Neros stemme som ”svag og hæs” (Nero 20:1; Loeb 2:115), og en af Neros generaler skulle endda ironisk have kaldt hans stemme guddommelig (Nero 21:1; Loeb 2:117). Sangkonkurrencerne indbefattede ikke bare én enkelt sang, men et helt oratorium, der som regel varede flere timer. Suetonius beskriver nogle humoristiske hændelser, der indtraf under Neros sang: ”Mens han sang, fik ingen lov til at forlade teateret selv af de mest påtrængende grunde. Således siges det, at nogle kvinder fødte, mens mange, der var udkørte af at lytte og klappe, i al hemmelighed sprang over murene, da portene ved indgangen var låst. Eller de foregav at være døde og blev båret ud, som skulle de begraves.” Det ligner ikke skildringen af en sædvanlig vinder-konkurrence. Dog vandt Nero næsten alle de konkurrencer, han deltog i. Hvordan bar han sig ad med det? Startlinien på stadion i Isthmia Foto: © Pictorial Library. www.bibleplaces.com

6

Gå efter guldet


dens er fundet på den sydsiden af Agoraen/ Forum i Korinth. Her har han set den atletiske scene i mosaikgulvet, hvor en atlet er afbildet med en bladkrone på hovedet og en palmegren i hånden, mens han takker den siddende Eutychia, lykkens gudinde, for sejren. Da Paulus skrev til Timotheus, har han sikkert glædet sig over, at hans krone ikke kom fra Eutychia, men fra Herren Jesus, og at det var ham, han gav al æren for styrken til at stå fast i konflikten (2 Tim 4,18).

Ruinerne af teateret i Isthmia, hvor kejser Nero “vandt” sangkonkurrencen i efteråret 67 e.Kr. Foto: © Gordon Franz

På fire måder kunne det lade sig gøre. For det første kunne han vinde ved egen indsats med en udmærket stemme. Den mulighed udelukker Suetonius. For det andet kunne han bestikke deltagere til at droppe konkurrencen. Nogle tog imod de penge, Nero tilbød. En grådig konkurrent øjnede mulighed for at profitere af det og bad om 10 talenter. Nero mente, det var afpresning, så han skred til sin tredje udvej, som var at lade sine bødler skræmme konkurrenten, der selvfølgelig droppede ud af forestillingen! Den sidste mulighed for at vinde var at bestikke dommerne. Det gjorde Nero effektivt ved at tilbyde dommerne romersk borgerret og en stor sum penge (Nero 23,2; 24,2; Loeb 2,123-127). Paulus og de isthmiske lege Jeg tror Paulus vidste, hvad der skete i Isthmia, og at han har brugt denne viden som baggrund for sine sidste ord til Timotheus. ”Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst” (2 Tim 4,78). Paulus vidste, han havde spillet efter reglerne, og at han havde vundet væddeløbet. Herren Jesus, retfærdighedens dommer, ville belønne ham for hans sejr. Det var en markant forskel fra Nero, som ikke spillede efter reglerne og havde bestukket uretfærdige dommere!

Paulus’ missionsstrategi Man kan udlede mindst tre ting af Paulus´ besøg ved de isthmiske lege. Det første er, at han opholdt sig der, hvor folk var. Han tog ikke til legene for at tilbede Poseidon, men for at vidne for folk! For det andet brugte Paulus eksempler, som modtagerne af hans breve kendte. Således er brevene præget af atletisk terminologi (Sauer 1956:30-67). For det tredje var Paulus ikke en ”enspænder”, når han missionerede. Han foretog altid sine fremstød sammen med andre. Hans medarbejder var Silvanus. Sammen med ham havde han oplært Timotheus og andre (2 Tim 2,1-2). Desuden var han også i stand til at arbejde sammen med lokale medarbejdere f.eks. Akvila og Priskilla. ■ Oversættelse: Stine Ramati. Litteratur Broneer, O. The Apostle Paul and the Isthmian Games. Biblical Archaeologist 25/1: 2-31. Milavic, A. 1992. Ancient Olympia: The Place, The Games. The Celator 6/7: 6-16. Rolfe, J. C., trans. 1992. Suetonius, Lives of the Caesars, Nero. Vol. 2. Cambridge, MA: Harvard University. Sauer, E.1956. In the Arena of Faith. Grand Rapids: William B. Eerdmans.

Måske har Paulus været hos Agonothetes, præsidenten for de isthmiske lege, hvis resiAgonothetes, præsidenten for de isthmitske lege, residerede i Korinth. En mosaik i hans bolig viser en atlet med en palmegren. Han takker Eutychia, “Lykkens gudinde”, for sin sejr. Foto: © Gordon Franz

Gå efter guldet

7


Tilbud til TEL’s læsere Ny bog af Bailey i dansk oversættelse sælges til fordelagtig pris for TEL’s læsere Jakob og den fortabte Den, der læser denne bog, må være forberedt på forbavsende afsløringer, ny indsigt og dybere Gudsforståelse. Her er en forklaring på, hvordan Jesus var fuldt menneske og inkarneret i Israel i 30 år – det ligger i luften, at Jesu lignelser er fortællinger, han har udtænkt på baggrund af GT, og ikke bare noget, han har lagt mund til, mens Gud brugte ham som højttaler ... Her bliver lignelser sat ind i den oprindelige forståelsesramme og knyttet til GT, så de får en dybere og bedre mening – ikke mindst i forhold til, hvad nåde er, når den står klart frem uden vores forklaringer. Her bliver gravet dybt, men på et forståeligt sprog, så det bliver til ny indsigt på baggrund af fakta om kultur og samtid. Bailey er som en konservator, der tålmodigt og vedholdende skraber lag efter lag af og afslører fortællingen om den fortabte, som den lød i ørerne på de skriftkloge, der hørte den. Når Bailey er færdig, ligger den teologiske og kulturelle maling i en bunke flager på gulvet. Der vil sikkert være ting i din tilværelse, som ser anderledes ud, når bogen er læst – for slet ikke at tale om, at evangeliet bliver nærværende og konkret. Gå ikke glip af denne bog!

Udsalgspris: kr. 225. Særlig pris for SBA’s læsere: kr. 170 + forsendelse. Kun ved bestilling inden 15. juni. Bestilling sker ved direkte henvendelse til forlaget Credo på mail: credo@kfs.dk (mrk.: TEL-tilbud), eller på tlf.: 35 43 83 83.

SBA rejsen 2004 · I dronning Esters fodspor Oplev de fabelagtige arkæologiske levn fra bl.a. Dareios´ og Xerxes´ tid. Persepolis, Susa, Ekbatana, Irans fantastiske natur. Se Shah Abbas fantastiske bygningsværker i Esfahan, byen der er på Unescos liste over bevaringsværdige steder. Dejlige Persiske haver – paradiser. Venlige mennesker der byder dig velkommen. Og meget mere.

3.-17. OKTOBER 2004 · PRIS 11.500 kr. pr. person i delt dobb.vær. Tilmelding til Felix Rejser senest 1/8 2004 Yderligere oplysninger og fuldstændigt program fås ved henvendelse til Lene Dalsten tlf. 38 33 30 15 · e-mail: ld@sba-dk.dk

LÆS “Ordet og Israel” • • • • •

Aktuelle nyheder fra Israel De bibelske profetier Messianske jøder Arkæologi Nyt fra Ordet og Israels arbejde i Jerusalem og Tiberias

TILBUD: Resten af 2004 for kun 80 Kr. For unge under 26 år: Gratis! (oplys fødselsår)

kontor@ordetogisrael · Ordet og Israel · Tlf.: 8698 7912

www.ordetogisrael.dk

8


Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

“Og han fortalte dem en lignelse” Af dr. Kenneth E. Bailey

Dr. Kenneth E. Bailey er kendt verden over for sin store indsigt i den bibelske samtids kulturhistorie. Det meste af sit liv har han boet, forsket og undervist i Mellem-østen. SBA har i samarbejde med forlaget Credo den glæde at kunne tilbyde sine medlemmer en speciel introduktionspris på en af hans seneste bøger, der netop er udkommet på dansk (se mere s. 8). En smagsprøve på betydningen af Baileys indsigt i NT på baggrund af den historiske ramme gives i denne artikel. Red. Jesus var en teolog, der benyttede sig af metaforer. Som nærorientaler var hans foretrukne måde at formidle sit budskab på at bruge metaforer, lignelser og dramatiske handlinger snarere end abstrakte idéer. I den vestlige verden foregår det meste af tænkningen i begreber. Vi begynder med en idé og bruger i tilknytning hertil eventuelt en illustration, når vi prøver at formidle idéen til andre. En vesteuropæer vil måske sige: “Jeg mener, at vort valgsystem skal reformeres. For eksempel bør vi afskaffe valgmandssystemet.” Almindeligvis fremsætter man først en idé, hvorefter man vedhæfter en illustration for at tydeliggøre meningen. En illustration kan også bruges som hjælp til at “sælge” en idé. Idéen er det væsentlige. Om man vil bruge en illustration er op til en selv. For vestlige mennesker er fortællingen ikke blot

sekundær i forhold til idéen, men en historiefortæller opfattes som en entertainer. Når man siger, at den eller den kan fortælle en god historie, mener man, at personen har sans for dramatiske virkemidler. I andre tilfælde mener man, at vedkommende har det med at overdrive. Derfor er evnen til at fortælle vigtig i arbejdet med børn. For os harmonerer opfattelsen af “en god historiefortæller” derimod ikke med forestillingen om “en seriøs teolog”. I Nærorienten ser man anderledes på det. I Mellem-østen bruger alle – fra tiggeren på gaden til kongen i sit palads – fortællinger til at formidle deres opfattelser. Disse fortællinger kan derefter fortolkes. Idéerne udspringer af en god fortælling, men disse “idéer” er sekundære. Fortællingen er det primære og formidler altid mere mening, end de idéer kan udtrykke, som man udlader af dem.

“Lignelsesbugten”. Ifølge Matt 13,1-3 fortalte Jesus mange af sine lignelser fra en båd, mens skarerne samledes på stranden. Ved Genesaret Søs nordlige ende tæt ved Kapernaum findes en lille bugt omgivet af et terræn, der minder om et klassisk teater. Her er en fin akustik, og man antager derfor, at det var her, der blev lyttet til lignelserne. Foto © Hartvig Wagner

“Og han fortalte dem

9


nelsen) sammen. Bemærk at mashal og nimshal har samme hebraiske rod m-sh-l. Oprindelig blev fortællingen/lignelsen naturligvis fortalt i en bestemt kontekst, så de oprindelige tilhørere har måske uden videre forstået lignelsen.. Der er dog ingen tvivl om, at disse tilhørere ofte også behøvede nimshal’en. Men når en lignelse blev overleveret i mundtlig form og til sidst skrevet ned, stod den nye tilhører /læser ikke sammen med de første tilhørere på det sted og den tid, der betingede historien. Derfor havde læseren (og den nye tilhører) i særlig grad brug for nimshal’en for at forstå lignelsen.

Kasserede vindruer. Foto: © Hartvig Wagner

Vingårdslignelsen Denne måde at skabe en pointe på kan man observere i Es 5,1-7. (Jeg har netop gjort det samme; jeg har lige nævnt en idé og vil nu forsøge at illustrere den.) Esajas fortæller en historie om en mand, der anlægger en vingård og gør alt i sin magt for at gøre den til den bedst tænkelige vingård. Han forventer en god høst af kvalitetsdruer, men ak, vinstokkene frembringer kun vilde druer. Hvad betyder lignelsen? I vers 7 forklarer profeten symbolerne. Læseren/tilhøreren er afhængig af disse oplysninger for at forstå, hvad lignelsens ophavsmand ønsker at sige. I dette tilfælde er vingården Israel, planterne er Juda, og Gud er vingårdsejeren. De gode druer er den “retfærdighed”, Gud forventede af sit folk, og de vilde druer er den “retsløshed”, folket gør sig skyldig i. Hjulpet på vej af disse ekstra oplysninger er læseren nu klar til at påbegynde en proces, hvor lignelsen bliver forståelig for ham og samtidig afkræver ham en reaktion. Men de gamle profeter var ikke de eneste, der anvendte denne stil. I den rabbinske verden på Jesu tid hørte mashal (lignelse) og nimshal (den supplerende oplysning, som læseren behøver for at forstå lig-

Jesu lignelser Dette mønster – “lignelse” + “ekstra oplysninger, som er nødvendige for tilhøreren/læseren af lignelsen” – kan spores overalt i Jesu lignelser. Disse nimshalim (flertal) må tages meget alvorligt, også selv om de stammer fra redaktørerne/skribenterne/ forfatterne af evangelierne. Men der er mere endnu. De bibelske historiefortællere havde sprog og kultur til fælles med deres tilhørere. Hvis vi vesterlændinge i det 21. årh. ønsker at trænge ind til kernen af vor Herres lignelser, må vi gøre vort yderste for at forstå, hvad Jesus sagde til sine oprindelige tilhørere. Først da kan vi begynde at ane noget af dybden i det, der foregår, når lignelsen fortælles. Det er ikke nogen let opgave, men valget af den rette vej er første vigtige skridt, når man begiver sig ud på en rejse. Som illustration går vi nu til en af de kortere af Jesu lignelser for at se, hvad den betød for hans oprindelige tilhørere. Vores opgave vil så bestå i at

Den bamhjertige samaritaner. Også denne kendte lignelse (Luk 10,30-37) består både af en mashal og nimshal. Ældre tegning fra tysk kalender. Foto: © Hartvig Wagner

10

“Og han fortalte


afgøre, hvad den betyder for os i dag. Evangelierne rummer to lignelser af Jesus om to bygmestre, hvoraf en var klog og en anden tåbelig. Den ene lignelse findes i Matt 7,24-27, den anden i Luk 6,46-49. Vi vil fokusere på beretningen hos Lukas. I nedenstående boks er lignelsen om huset på klippen sat op på en særlig måde. Både de opsummerende ord til højre og de indrykkede vers er et forsøg på at påvise historiens retoriske struktur. Scenerne optræder parvis. I dette tilfælde er parrene modsætninger: 1 og 4 er modsætninger, ligesom 2 og 5 er det. Det samme gælder om 3 og 6. Sådanne par kaldes ”hebraiske parallelismer”. I denne lignelse udgør de tre par en række trin; jeg har valgt at kalde det ”trinparallelisme”. Sådanne retoriske træk er almindelige hos de gammeltestamentlige forfattere. Deres tilstedeværelse gør det klart, at materialet er blevet til i en jødisk kontekst. Det viser også noget af Jesu kunstneriske sprogbeherskelse. Især denne lignelse er ofte blevet opfattet som en enkel historie fortalt på en enkel måde for fiskere og børn. Ja, jævne folk kunne nemt have lært noget af historien, og den har altid appelleret til børn. Men lignelsen optræder ved afslutningen af Sletteprædikenen hos Lukas, og dens ”tvilling” står ved afslutningen af Bjergprædikenen hos Matthæus. Lignelsen blev altså anset for særlig vigtig. Hvorfor?

Byggeteknik på Jesu tid. I Katzrin Park i Golan, en israelsk pendant til Frilandsmuseet, vises, hvordan man byggede huse på Jesu tid, og hvordan de var indrettet. Foto: © Hartvig Wagner

Lignelsen om huset på klippen og huset på sand 1. Enhver, som kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem – hvem han ligner, vil jeg vise jer: 2.

3.

Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen.

6.

BYGGEDE ET HUS SOKLEN

Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt.

4. Men den, der hører og ikke handler derefter, 5.

HØRER MINE ORD GØR EFTER DEM

ligner et menneske, der byggede et hus lige på jorden uden sokkel. Floden væltede imod det, og straks faldt det sammen, og ødelæggelsen af det hus blev stor.

dem en lignelse”

OVERSVØMMELSE HUSET ROKKES IKKE HØRER GØR IKKE BYGGEDE ET HUS UDEN SOKKEL FLODEN HUSET FALDER

11


“Tempeltinden”. Det sydøstlige hjørne af Jerusalems gamle bymur er et godt eksempel på at bygge på klippegrund. De store nederste sten er typiske for Herodes den Stores byggeri. Foto: © Hartvig Wagner

To måder at bygge på Hos Lukas er der ikke tale om et ”hus bygget på sand” i modsætning til et ”hus bygget på klippen” (som hos Matthæus). Lignelsen hos Lukas taler derimod om ”sokkel” i modsætning til ”ingen sokkel”. Den ene bygger med sokkel, den anden uden sokkel (der tales ikke om sand). Den forudsatte byggeteknik er autentisk for Det hellige Land, hvor der overalt ligger en fast klippegrund under overfladen. Den kloge mand ved, at det er nødvendigt at grave ned gennem lerlaget og bygge på klippen nedenunder. På Jesu tid udviklede romerne kalkmørtel, som er ret hård. Men i almindelighed lavede folk deres mørtel af jord/ler og vand. Bortset fra de meget rige brugte man utilhuggede marksten som byggemateriale. Når fundamentet var lagt på grundfjeldet, var bygningen sikker. Men en doven mand gad måske ikke have besværet med at grave gennem lerlaget for at komme ned til klippen. Et hus, der var bygget på den måde, kunne uden større vanskeligheder overleve, så længe leret, som det stod på, var tørt. Vandfloden Men hvis lerlaget på grund af særlig kraftig regn blev gennemtrængt af vand, ville der blive store problemer. Når det hårde underlag ikke længere kan absorbere det overskydende vand, begynder det at løbe væk. Og det resulterer i, at vandet løber ned gennem gaden. En sådan strøm slanger sig frem og tilbage i gaden og eroderer jorden. Det opblødte ler begynder derefter at sætte sig under vægten af stenmurene bygget på det. Når det sker, begynder de mure at synke og slå revner. Når murene revner, løsner mørtlen mellem stenene sig, og den ene sten efter den anden falder ud. I løbet af ingen tid styrter huset sammen. Jeg har i flere år drøftet disse forhold med talrige bygmestre i Libanon og Israel/Palæstina. Alle fortæller samme historie: En bygmester skal grave, indtil han når ned til klippegrunden, og bruge den som fundament for huset. Så Jesus fortæller en meget realistisk historie, som hans tilhørere uden videre forstod. Men er det en ny historie?

“Fiskerens hus”. I ruinerne af et af husene fra Jesu tid, fundet ved nyere udgravninger af Betsajda, fandt man fiskeredskaber. Huset er bygget af rå sten. Foto: © Hartvig Wagner

12

“Og han fortalte


Stillet ved siden af hinanden udviser de to historier en række slående lighedstræk: 1. 2. 3. 4.

Hver lignelse har to huse. Vand/uvejr-symbolet optræder i begge. Grundvolden er afgørende i begge. I begge lignelser opfordres folket til at ”høre ordet”. 5. I begge falder et hus. Der er også adskillige kontraster mellem de to lignelser: 1. Hos Esajas er huset, der styrter sammen, en eksisterende bygning. Den anden bygning er blot en lovet fremtidig grundvold. Hos Lukas fuldendes begge bygninger i nutiden. 2. Es 28 opfordrer læseren til at ”høre Herrens ord”. Jesus opfordrer sine tilhørere til at ”høre og gøre mit ord”. 3. Esajas kritiserer, at folket har sat sin lid til det forkerte – Egypten og dets guder. Jesus kritiserer dem, der ”hører og ikke gør mine ord”. Ud fra disse to lister er det klart, at Jesus genfortæller en gammel historie. Hans jødiske tilhørere ville naturligvis sige til sig selv: ”Nå, så det er den historie, han fortæller. Jamen, lad os så se, hvad han vil med den!” Truende uvejr. Foto: © Hartvig Wagner

To bygninger hos Esajas Det ville ikke undgå den opmærksomme jødiske tilhørers opmærksomhed, at det var en velkendt historie fra Det Gamle Testamente, Jesus genfortalte. Es 28,14-20 har en beretning om to bygninger. Gud siger til folket, at de har opført en bygning (en politisk/militær alliance med Egypten), men et kraftigt uvejr (Assyrien) er undervejs, og det vil vælte og ødelægge, hvad de har bygget. Alligevel er ikke alt tabt. Gud lover dem, at han vil give dem en ny grundsten, en kostbar hjørnesten, og at han vil lægge den i Zion. De, der bygger på den grundsten, skal ikke rokkes. Så Esajas og Jesus fortalte begge en historie om to bygninger, og historierne fortjener at blive sammenlignet.

Esajas’ budskab Vi må begynde vores undersøgelse med at prøve at forstå, hvad Esajas’ lignelse betød. Esajas skrev omkr. 700 f.Kr. og henvendte sig til folket. På den tid truede assyrerne under Sankerib med at invadere landet. Israel havde indgået en international pagt med Egypten og gennem egypternes tilbedelse af de døde også med dødsriget. Selv om folket mente, de var i sikkerhed, håner Esajas dem: “I har sluttet pagt med døden (dvs. egypterne), og når flodbølgen (assyrerne) vælter frem, vil jeres pagt med dødsriget slå fejl og jeres hus styrte sammen.” Profeten lover derefter, at Gud vil give folket en ny kostbar hjørnesten til en ny bygning. Apostlen Peter siger til sine læsere, at Gud i Jesu person har opfyldt dette specielle løfte (jf 1 Pet 2,4-10). Ville Jesus have været enig?

dem en lignelse”

13


Model af Templet. I forgrunden “Den gyldne Port”. Foto: © Hartvig Wagner

Stenen i Zion Herodes den Store begyndte at genopbygge templet i Jerusalem. Kun rensede præster måtte deltage i selve byggearbejdet. Da de ryddede gulvet i det ødelagte Allerhelligste, fandt de en stor sten midt i rummet, der var “tre fingerbredder” højere end resten af gulvet. Præsterne konkluderede, at Pagtens Ark måtte have stået på den sten, hvorfor de lod den være. Fra den tid blev den kun brugt én gang om året, nemlig på den store forsoningsdag, hvor ypperstepræsten gik ind i det Allerhelligste og satte en stor skål brændende røgelse på stenen. De kaldte den bestemte sten shetiyah, hvilket betyder “grundstenen” (jf Mishnah, Moed, Yoma, 5:2; Danby, p. 167). Ved at gøre det henholdt de sig tydeligvis til løftet hos Esajas for det nye tempel. Stenen var “i Zion”, “en prøvet sten”, en “kostbar hjørnesten” (Es 28,16), og de var forvissede om, at

den, der byggede sit liv på templet og dets institutioner, byggede på en grundsten, der aldrig skulle rokkes. Jesu budskab Jesus kommer så, og med sin genfortælling af denne klassiske fortælling fra Esajas siger han: Jeg og mine ord er shetiyah (grundstenen). Et uvejr er undervejs (den kommende konflikt mellem de zelotiske nationalister og Rom), og når det uvejr bryder løs, vil jeres bygning (tempelkomplekset)

“Det brændte hus”. Under genopbygningen af det jødiske kvarter i Jerusalems gamle bydel fandt man rester af fornemme huse, som blev ødelagt af romerne. Dette hus er tydeligt brændt ned. Foto: © Hartvig Wagner

14

“Og han fortalte


Kristus Pantokrator. Jesu person som frelser og Herre er centrum i mange af hans lignelser, ligesom han er i den tidlige kirkekunst. Her vises en berømt mosaik af Kristus som alle tings Herre (Pantokrator). Fra klosterkirken Dafni i Athen. Foto: © Hartvig Wagner

falde. Men alt er ikke tabt. I mig har Gud opfyldt sit løfte om en ny grundsten. Den sten er jeg. Den, der bygger på mig og mine ord, vil ikke blive rystet af uvejret, og hans hus vil ikke styrte om. Hvis Esajas på den tid var skarpsindig nok til at se dette, mon Jesus så ikke også har været det? Det forbløffende er, at da Jesus genfortalte den gamle historie, anbragte han sig selv i dens centrum. Peters udsagn (1 Pet 2,4-6) hviler på denne forståelse af de to pågældende tekster. Jesus fremstillede sig selv som den nye grundsten lovet hos Esajas, og Paulus var enig (jf.1 Kor 3,10-17). Lignelsen tilbyder med andre ord den enkelte og samfundet en ny grundsten bygget på Jesu person og ord. Samtidig advarer Jesus sine samtidige om utilstrækkeligheden af det nuværende fundament, som deres samfundsliv er bygget på, og om et kommende uvejr, der vil være så voldsomt, at disse utilstrækkelige fundamenter ikke kan klare det. “Herrens ord,” der skal høres og adlydes, bliver til “mine ord” i den nye version af den gamle historie. Jesus – den nye grundsten Ved at hævde, at han selv er shetiyah (grundstenen), fremsætter Jesus et ufattelig dristigt (og farligt) udsagn om, hvem han er, og hvad han er kommet for at tilbyde den enkelte og folket. Det Allerhelligste

(hvor shetiyah-stenen stod) var stedet, hvor Guds shekinah (nærvær) på unik vis boede blandt sit folk. Jesus hævder her, at han er den sten og dermed det nærvær. Det er samme sprogbrug, han benytter sig af ved en anden lejlighed, hvor han siger: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage” (Joh 2,19). Ved retssagen imod ham anklages han for at have truet med at bryde templet ned (Matt 26,60). I Markusevangeliet håner Jesu modstandere ham på korset med samme anklage (Mark 15,29). Det er let at se, hvordan udsagnet “templet vil blive revet ned” af Jesu modstandere bliver fordrejet til “jeg vil bryde templet ned”. En letfattelig historie for børn? Primitiv folkelig litteratur? Græsk religiøs erfaring i historieform? Næppe! Vi har snarere at gøre med et vigtigt, frimodigt, dristigt udsagn af Jesus. Lignelsen fortæller læseren/tilhøreren, hvem Jesus var, og hvad han kom for at udrette. Ved at se nøje på den bibelske, kulturelle, politiske og fysiske verden, som Jesus levede i, fremstår rige lag af betydning, og undervejs fremtræder Jesus, teologen, der benytter sig af metaforer, med frisk integritet, historicitet og genialitet. ■ Oversættelse: Birger Petterson. Bearbejdelse: HW.

dem en lignelse”

15


Afsender: Vagn Juul Jensen Paghs Allé 5 6705 Esbjerg Ø

Eftersendes ved varig adresseændring

Magasinpost B

Adresseændring meddeles til: vjj@sba-dk.dk

Redaktørenssquare Er det som det var?

Efter sigende skulle paven have givet Mel Gibsons, The Passion of the Christ, den meget medfølende ros med på vejen: ”Det er, som det var”. På samme måde vidner det store antal solgte billetter, mange rosende anmeldelser og en fantastisk mængde engagerede internetindlæg om, at denne film har gjort et stort og slående indtryk på mange. For min del har pavens vurdering ramt rigtigt på særligt ét område af filmen, nemlig i beskrivelsen af tortur og korsfæstelse. Her kan paven have ret, selvom en række andre ting ikke helt holder mål og “er som de var” (fx talte Jesus højst Foto: © www.thepassionofchrist.com sandsynligt ikke latin som galilæisk jøde). Netop filmens beskrivelse af tortur og korsfæstelse er det punkt, der har gjort størst indtryk. Hvorfor? Fordi en række små bemærkninger i NT’s passionsberetninger med denne film er blevet taget ud af deres troskyldige selvfølgelighed: ”…lod Jesus piske”, ”…udleverede ham til at blive korsfæstet”, ”…tog kæppen og slog ham i hovedet”. Mel Gibsons Jesus-film er i dette stykke et særdeles malende eksempel på, hvor kendskab til Bibelens tid og historie kaster et lys ind over beretningerne og sætter dem i en langt mere autentisk sammenhæng, end de ofte er havnet i i vores egen tradition. Vi bringes tættere på, hvad de første læsere umiddelbart vil have associeret med passionsberetningernes små bibemærkninger. Selvom vores viden om fx Jesu tid ud fra arkæologien og historien til enhver tid er ufuldstændig og under forandring, så indebærer selve arbejdet med at læse Bibelen i et historisk lys en afgørende værdi, og hjælper os til at se alt i et klarere lys, i dette tilfælde, påskens virkelighed og pris. Morten Hørning Jensen (ansv.red.)

NYHEDSMAILS SBA tilbyder frit arkæologiske nyhedsmails. Ca. 1 gang/måned kommer en mail, der fortæller om en bibelsk relevant arkæologisk nyhed. Tilmeld dig via www.sba-dk.dk, SBA-nyhedsmail

TEL 2/2004 3  

Gå efter guldet side 3 Godt læsertilbud side 8 “Og han fortalte dem en lignelse” side 9 Redaktørens square side 16 Tlf.: 7512 9021 E-Mail:...

TEL 2/2004 3  

Gå efter guldet side 3 Godt læsertilbud side 8 “Og han fortalte dem en lignelse” side 9 Redaktørens square side 16 Tlf.: 7512 9021 E-Mail:...

Advertisement