Page 1

1 Et spadestik dybere i Bibelens verden

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA)

Februar 2005 16. årgang

Synagogen på Jesu tid

En rejse i Dronning Esters land Arkæologiske nyheder Laodikea

www.sba-dk.dk


Tlf.: E-Mail: Internet: Bank: Norge:

Hasor Kapernaum

7512 9021 adm@sba-dk.dk www.sba-dk.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank 7877.06.93402

Nazaret

Jordan

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.) Knud W. Skov, Carsten Vang Forsidefoto: Ruiner af synagogen i byen Gamla, som ligger på en stejl bjergside på Golan. Byen blev ødelagt af romerne i år 66. Synagogen er derfor med sikkerhed fra Ny Testamentes tid eller ældre. Den dateres gerne til det 1. årh. f.Kr. Foto: © Pictorial Library, www.bibleplaces.com

Modi'in

Qiryat Sefer

Tryk: Reklametryk, Herning

0 10 20 30 40 50 60 km

Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter.

Sor

te H

av

ke Hav

Kaspis

TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi.

KILIKIEN

ri Tig

t

fra

Eu

Midelhavet

Teheran

s Ekbatana Isfahan Susa Persepolis

Ur

Shiraz

ke sis

de t rø

r Pe

De

0

200 400 600 800 1000 km

gt Bu

v Ha

Selskabets bestyrelse: • Cand.theol. Klaus Vibe (formand), tlf.: 8612 0037 · kv@sba-dk.dk • Ph.d.-stipendiat, cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@sba-dk.dk • Overlæge Vagn Juhl Jensen (forretningsfører og kasserer), tlf.: 7512 9021 · vjj@sba-dk.dk • Datamatiker Jens Bertel Nykjær, tlf.: 8674 0918 · jbn@sba-dk.dk • Stud.theol. Jacob Bank Møller, tlf.: 8615 3402 · jbm@sba-dk.dk • Cand.theol. Stine Ramati (information mm.), tlf.: 3297 6747 · sr@sba-dk.dk

Jeriko Dødehavet

Jerusalem

Layout: Corpo Lab, Herning

Kontingent: Danske kr. 145,- / norske kr. 160,(For unge under 26 år: kr. 95,- / norske kr. 105,-). Kontingent opkræves via PBS først på året. Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

Gamla Genesaret Sø

eveje n

Selskab for Bibelsk Arkæologi Paghs Allé 5, 6705 Esbjerg Ø

Baram

Oversigtskort Geografiske lokaliteter relevante i forbindelse med artikler i dette TEL.

Kong

TELudgives af

Indholdsfortegnelse

© SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

2

Synagogen på Jesu tid. Del 1 Nyt fra arkæologiens verden Laodikea På rejse gennem Persiens historie Redaktørens square

side 3 side 10 side 11 side 14 side 16


Synagogen på Jesu tid Synagogen

Nye fund og ny forståelse. Del 1

Af Anders Runesson, McMaster University, Canada

De fleste kristne, som læser eller hører evangelierne i kirken om søndagen, ved, at Jesus prædikede i synagoger på sabbatten. Ligeledes ved de fleste jøder, som er bekendt med Mishnah og Talmud, noget om, hvad der hørte med til synagogegudstjenester i oldtiden. Ved en nærmere undersøgelse af de forskellige kilder fra det første århundrede har nyere forskning imidlertid fundet adskillige uklarheder, der sætter spørgsmål ved de gængse forestillinger om, hvad en ‘synagoge” var ved slutningen af århundredet. Som resultat af disse nye studier bliver synagogens tidlige historie nu skrevet om. Der fremsættes nye teorier, som har langtrækkende følger for, hvordan vi skal forstå Jesu virke, kirkens udvikling og forholdet mellem jøder og kristne i oldtiden. En af de vigtigste opdagelser er, at begrebet “synagoge” i det første århundrede faktisk henviste til to typer institutioner. For at forstå, hvordan Jesus og andre jøder påvirkede hinanden dengang, er det afgørende at vide, hvilken af de to institutioner, der henvises til i Markusevangeliet (jf. boksen nedenfor). Det samfund, de levede i, skulle snart gennemgå radikale forandringer og aldrig blive det samme igen. "Så kom de til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik Jesus straks ind i synagogen og underviste. v22 Og de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge" (Mark 1,21-22)

Fejlen i ældre forskning En almindelig fejltagelse i tidligere forskning har været, at man fokuserede for snævert, når man besvarede spørgsmålet om, hvad en synagoge var ved slutningen af det første århundrede: man nøjedes med bare at se på ét aspekt ved synagogen. Desuden var de kilder, som man brugte til rekonstruktionen, næsten altid en blanding af tekster og arkæologiske rester fra det første, andet, tredje og endda femte eller sjette århundrede. Med hensyn til det sidste er det især almindeligt at bruge billeder, der viser bygninger og kunst fra senere perioder til at illustrere synagoger fra det første århundrede. Det siger sig selv, at det har skabt en betydelig forvirring i skildringer af synagogen på Jesu tid. Arkæologi og tekster Hvad vi derfor er nødt til at gøre, er at nærme os opgaven med så bredt et perspektiv som muligt. Det betyder, at vi må se både på synagogens guds-

Synagogen i Baram i Galilæa. Den stammer fra en senere tid (5. årh. e.Kr.) og kan derfor ikke uden videre bruges til at forstå, hvordan synagoger på Jesu tid så ud og var indrettet. Foto: © Pictorial Library, www.bibleplaces.com

3


Skitse over tredje fase af synagogen i Jeriko. I dens tredje fase blev der tilføjet en spisesal, kaldet triclinium, og en søjle blev flyttet. Foto: © BAR 2001/6

Ruiner af synagogen i Jeriko. I forgrunden ses spisesalen (mærket med blåt) og bagved synagogens hovedrum med rester af bænke i venstre side. Synagogen blev ødelagt ved jordskælv år 31 f.Kr. og ikke bygget op igen. Foto: © BAR 2001/6

tjeneste og de sociale, “ikke-liturgiske” aktiviteter, som ifølge teksterne blev udøvet i synagoger (så som retshandlinger – f.eks. Mark 13,9 – osv.). Desuden må vi se på spørgsmålet om lederskab og hierarkier, for at vi kan sige noget om synagogen som institution. Endelig må synagogen som bygning analyseres. Det er for nyligt blevet draget i tvivl, om der overhovedet eksisterede synagoge-bygninger i det første århundrede efter Kristus. Forskere har nemlig peget ¯ ¯ på græsk på den kendsgerning, at ordet synagoge (som det danske ord “synagoge” er afledt af) måske henviser til en forsamling af mennesker og ikke nødvendigvis en bygning.1 En vigtig del af diskussionen består derfor i at sætte arkitekturen i de bygninger, som er blevet udgravet indtil nu (inklusive de nylige udgravninger af Qiryat Sefer og Jeriko) i forbindelse med den beskrivelse af synagoge-aktiviteter, som findes i litterære tekster. Når vi gør det, er vi nødt til at spørge, om de aktiviteter, der nævnes i teksterne, passer til bygningernes indretning. Det vil sige, at vi er nødt til at vurdere bygningernes anvendelighed i forhold til de aktiviteter, som ifølge teksterne blev udført i synagoger. Kildematerialet Når vi leder efter holdepunkter, der kan sætte os i stand til at foretage en rekonstruktion af, hvad en synagoge var på Jesu tid, må vi være omhyggelige med at afgrænse kildematerialet (d.v.s. arkæologiske rester, inskriptioner, papyri og litterære tekster) til det første århundrede før og efter vor tidsregning. Samtidig vil vi også kaste et blik på andet og tredje

4

århundredes materiale for at se, om den retning, tingene i givet fald udviklede sig i, kan sige os noget om synagogen i tidligere perioder. Som vi skal se, vil en analyse af alle relevante kilder pege på eksistensen af to typer institutioner, der begge omtales med de samme synagoge-betegnelser. Lad os begynde med at se på navnene, som vort kildemateriale bruger for det, som vi kalder “synagoge”. Derefter vil vi kaste et blik på nogle aktiviteter, som er forbundet med institutionen (-erne). Mange navne, mange funktioner Synagogen gik i oldtiden under mange (mest græske) navne. To af de mere almindelige navne er syna¯ ¯ (som normalt oversættes enten som “forsamgoge ling” eller “forsamlingshus”) og proseuche¯ (normalt oversat som “bedehus”). Institutionen (-erne), som gik under disse navne, kunne fungere som rådshaller, arkiver (hvor f.eks. optegnelser over frigivne slaver blev opbevaret), skatkamre og herberger. Aktiviteterne kunne også inkludere retshandlinger. Desuden kunne politiske møder holdes i de bygninger, som bar betegnelsen “synagoge”. Den liturgiske aktivitet, der understreges mest i kilderne, er frem for alt læsning og undervisning i Thorahen. Det er interessant at bemærke, at den offentlige oplæsning og undervisning i Thorahen var en unik aktivitet for synagogen i oldtiden: Offentlig, rituel læsning af hellige tekster er, så vidt vides, ikke forekommet i nogen anden religiøs tradition på den tid. Endelig fandt fælles måltider og offentlige faster sted i rum, der blev betegnet med udtryk for “synagoger”.

Synagogen


Kunstneren I. Lönegaards rekonstruktion af Ostia synagogen, som den kan have set ud i det første århundrede. Spisesalen er til venstre og hovedrummet til højre. Dette rum har bænke rundt langs væggene. Efter skitse af Anders Runesson. Illustration: © Birger Olsson og Anders Runesson

Funktion og indretning Nu er det interessant at bemærke, at disse aktiviteter passer rigtig godt med indretningen af de udgravede bygninger, der er identificeret som synagoger. Som eksempel kan nævnes synagogen i Ostia (Roms havneby) fra det første århundrede. Den fremviser et triclinium (en spisesal) blandt sine karakteristiske træk; det samme gør bygningen i Jeriko, som er udgravet af Ehud Netzer (jfr. tegningen på forrige side). Det vigtigste er imidlertid indretningen af hovedsalen. I alle kendte tilfælde er den udstyret med faste bænke langs tre eller fire af væggene. Hermed bliver det arkitektoniske fokus det tomme område midt i rummet. Denne konstruktion, der stemmer overens med konstruktionen i f.eks. Det Britiske Parlament, er indrettet til læsninger, prædikener, undervisning og diskussioner; det er netop, hvad de litterære kilder hævder som de væsentligste træk ved den institution, som de kalder for “synagoge”. Med hensyn til spørgsmålet, om de institutioner, som bliver benævnt med synagoge-betegnelser, var formelle eller uformelle, er det første klart tilfældet. Som argument kan man pege på det noget omstændelige sæt af betegnelser for embedsmænd på forskellige niveauer. Disse officielle titler peger på et veletableret, hierarkisk mønster af ledere. Både litterære tekster, inskriptioner og papyri nævner f.eks. archon (“forstander”), archisunagogos (“synagogeforstander”), prostates (“formand”), presbuteros Plan over synagogen på Gamla. Bemærk det tilhørende rituelle bad mod sydvest (nederst). Illustration: © Danny Syon

Synagogen i Ostia, fra andet halvdel af det første århundrede. Man ser ind mod synagogens hovedrum. Den runde struktur er af yngre dato. Foto: © Anders Runesson

(“ældste”), geron (“ældste”), grammateus (“skriver”), nakoros (“opsynsmand”), huperetes (“assistent”) eller archihuperetes (“overassistent”). To typer “synagoger” I lyset af informationerne ovenfor er det klart, at “synagogen” var en veletableret institution i det første århundrede både i Palæstina og i Diasporaen. Nogle af aktiviteterne og funktionerne forbundet med synagogen antyder også, at vi har at gøre med en officiel institution. Men hvis vi ser nærmere på de litterære tekster, bliver institutionens offentlige art stadfæstet i visse tilfælde. I andre tilfælde derimod har vi uden tvivl at gøre med ikke- eller halv-offentlige institutioner båret af bestemte grupper, som er forenet gennem særlige interesser eller ideer. I Ny Testamente f.eks. har vi vidnesbyrd om institutioner kaldet synagoger, der var offentlige landsby-

Synagogen på Gamla set mod sydvest. Bemærk bænkene rundt langs væggene. Foto: © Anders Runesson

på Jesu tid

5


"Theodotos, søn af Vettenus, præst og synagogeforstander, søn af en synagogeforstander, sønnesøn af en synagogeforstander, genopførte denne synagoge for læsning af Loven og undervisningen i buddene, og herberget, rummene og badene, for at give logi til dem fra udlandet, som trænger. Det blev grundlagt af hans forfædre, de ældste og Simonides"

Den såkaldte Theodotos inskription, som beretter om genopførelsen af en synagoge. Den unikke inskription blev fundet i 1914 på Ofelhøjen syd for Tempelpladsen. Den er affattet på græsk og stammer fra det første århundrede efter Kristus. Foto: © Pictorial Library, www.bibleplaces.com

forsamlinger, hvor lokal administration og retsfunktioner blev udført, og hvor Thorahen blev læst og diskuteret på sabbatterne.2 Imidlertid har vi også henvisninger til synagoger, der var halvoffentlige institutioner, der tilhørte bestemte grupper, så som De Frigivnes Synagoge i ApG 6,9.3 Denne type institution henvises der også til hos Filon fra Alexandria, forfatter i det første århundrede. Han beskriver essæernes synagoge i sit skrift Quod Omnis Probus liber sit, par. 81.4 Vi har et andet eksempel i den velkendte Theodotos inskription, fundet tæt på tempelbjerget i Jerusalem og dateret til det første århundrede. Mens forenings-synagogen selvfølgelig ikke ville opretholde mange af de officielle funktioner fra den offentlige synagoge nævnt ovenfor, ville begge institutioner lægge vægt på læsningen og diskussionen af Thorahen som det væsentligste træk i forsamlingerne. Vi er derfor i stand til at påvise eksistensen af to typer institutioner kaldet “synagoge” i det første

Inskriptionen er et stærkt vidnesbyrd om, at synagogen – her altså en forenings-synagoge – også blev brugt til undervisning og som herberg. Udtrykket "dem fra udlandet" refererer sandsynligvis til pilgrimme, som kom fra Diasporaen til Jerusalem i forbindelse med de store højtider.

århundrede: den offentlige forsamling i landsbyen eller byen og den halvoffentlige frivillige forening. Med eller uden bygning Som det er påpeget af mange forskere, kan begrebet “synagoge” henvise til enten en forsamling eller den bygning, i hvilken forsamlingen mødtes. Vi må nu tilføje, at begrebet “synagoge” endnu ikke var fastlagt til at beskrive kun én slags institution, uanset om denne institutions medlemmer samledes i bygninger eller ej. Det er først senere, at ordet “synagoge” bruges eksklusivt til at angive den institution, vi i dag kender under navnet synagoge. Derfor er det heller ikke så vigtigt, om den “synagoge”, i hvilken Jesus prædikede i Kapernaum, var en forsamling uden bygning eller en bygning, hvor forsamlingen mødtes.5 Mere vigtigt er det at spørge efter, hvilken type institution, han brugte som scene for forkyndelsen af sit budskab.

Den hvide synagoge i Kapernaum er af yngre dato (5. årh. e.Kr.). Men den er bygget oven på fundamentet af en ældre synagoge, opført i sorte sten af basalt. Denne ældre synagoge har formentlig stået der på Jesu tid. Foto: © Pictorial Library, www.bibleplaces.com

6

Synagogen


Jesus, farisæere og synagoger: Hvem styrede hvad? Så snart det er erkendt, at vi har at gøre med to typer institutioner, der går under de samme navne i oldtidens litteratur og inskriptioner, finder vi hurtigt en løsning på det ofte fremsatte spørgsmål om, hvem der var ansvarlig for “synagogen”. Ny Testamente forskningen erklærede længe, at farisæerne, fremstillet som Jesu fjender i evangelierne, styrede synagogerne. Derfor havde de magten til at forfølge og straffe Jesus-bevægelsen som kættere. Mark 13,9 advarer disciplene om, at de som følge af retshandlinger vil blive pisket i synagoger. Sådanne afsnit er derfor blevet forstået som vidnesbyrd om farisæernes forfølgelse af Jesus-bevægelsen. Imidlertid lå den offentlige synagoge-institution, som tog sig af administration og retshandlinger, ikke i hænderne på én bestemt jødisk gruppe. Den offentlige synagoge kunne minde om et rådhus med et religiøst islæt (religion og politik var sammenvævet i oldtiden). Således havde den i sig selv intet at gøre med farisæerne. Den var ikke “deres” institution. Det ser ud til, at for det meste var lederen af synagogen af præstelig afstamning, og kilderne nævner ikke nogen bestemt tilknytning. På den anden side stod det folk frit for at søge indflydelse på de offentlige forsamlingers beslutninger og således tage del i udformningen af samfundet. En måde at influere begivenhedernes gang kunne ske gennem fortolkningen af Thorahen, loven. Det er, hvad vi ser i de afsnit, der beskriver Jesus som en, der underviser i synagogen (f.eks. Luk 4,16-30). Religion og politik var aldrig adskilt i oldtiden. Derfor var Jesu forkyndelse af det kommende

Guds Rige i offentlige synagoger, herunder de socio-økonomiske omvæltninger i samfundet, dette rige ville medføre, helt sikkert en politisk handling. Som sådan blev den forstået af de, der deltog i møderne. Forenings-synagogen Hvis den offentlige synagoge mere var som et rådhus, kunne forenings-synagogen sammenlignes med religionspolitiske partier. Ligesom essæerne havde deres synagoge (som vi så hos Filon ovenfor), havde farisæerne og andre jødiske grupper deres. De ville samle sig i enhver form for bygning, både privat og offentlig, og som en forening styrede de deres egne affærer, som kun involverede medlemmer. De havde ingen domsmyndighed over folk i samfundet generelt. Farisæere f.eks. kunne derfor ikke forfølge eller straffe nogen i deres forenings-synagoger. Imidlertid ville farisæerne søge at vinde indflydelse i samfundet gennem de offentlige by-forsamlinger, ligesom Jesus og hans tilhængere søgte at gøre. Det er derfor ikke overraskende, at der opstod konflikter mellem folk, der tilhørte forskellige “partier”. Dannelsen af en ny forenings-synagoge Mens det farisæiske “parti” havde eksisteret i ganske lang tid, da Jesus begyndte sine aktiviteter, ser vi i Ny Testamente fødslen og dannelsen af en ny frivillig forening. Den begyndte – i sine forskellige forgreninger – at formulere sit eget program og egne regler. Matthæusevangeliet er et godt eksempel på en tekst, der fungerede som et “manifest” for den forening, i hvilken den blev anvendt. Det er nemt at

Ruiner af en synagoge i Modi’in fundet i 2001 under vejarbejde. Den og omliggende bygninger dateres til 130-50 f.Kr. Indgangen er i siden. Fire faste bænke omgiver den centrale hal, der har to søjlerækker med fire søjler i hver. I nærheden findes en mikve (rituel bad). Foto: © Hartvig Wagner

på Jesu tid

7


Saligprisningernes Bjerg ved den nordlige ende af Genesaret Sø, hvor Jesus ifølge traditionen holdt sin offentlige bjergprædiken i det fri. Foto: © Pictorial Library, www.bibleplaces.com

iagttage de to omgivelser, hvori Jesus – og Matthæus-fællesskabet – var aktive. Jesus brugte den offentlige sfære i samfundet, f.eks. den offentlige synagoge, templet i Jerusalem og ethvert udendørs sted, hvor folk kunne samles (f.eks. Matt 5-7), til forkyndelsen af Riget. Imidlertid samler Jesus også sine disciple særskilt for at give dem instrukser for deres fælles liv (Matt 18). Peter udpeges som overhoved for fællesskabet (Matt 16,13-20). Fællesskabet selv kaldes for ekklesia (Matt 16,18, på dansk oversat som “kirke” eller “menighed”). Det er en synagoge-betegnelse, der også blev anvendt i andre sammenhænge (f.eks. Judits Bog 6,16 “folkeforsamlingen”, jvf. ApG 11,26 “menigheden”). Det siger sig selv, at denne Kristustroende forenings-synagoge, som kaldte sig selv “kirke”, kun havde ringe magt til at overføre deres forenings regler og visioner til samfundet i almindelighed. Det afholdt dem dog ikke fra at forsøge. Konkurrence mellem synagoger Forenings-synagoger styrede altså deres egne affærer og traf beslutninger, der kun angik dem selv og ikke berørte dem, som ikke var medlemmer. I den forbindelse skal man huske på, at de fleste af disse grupper, der ønskede at ændre samfundet i overensstemmelse med deres syn på, hvordan et jødisk samfund skulle formes, må have været aktive i de offentlige synagoger, hvor de søgte at influere på de religionspolitiske beslutninger, der berørte samfundet som helhed. Denne udadvendte aktivitet må have resulteret i en situation, hvor der visse steder ville være én gruppe, som f.eks. farisæerne, der havde succes og blev fremtrædende, mens andre grupper ville have mere indflydelse andre steder.

8

Afhængig af hvordan det “ideologiske kort” blev formet i forskellige geografiske områder, ville nye bevægelser som Jesus-bevægelsen møde varierende grader af modstand og konfrontation. Ved at læse evangelierne som kilder både for 30’erne og for den periode, i hvilken teksterne blev samlet, ser det ud til, at Jesus selv vandt en del sympatisører i de offentlige synagoger i Galilæas landdistrikter. Omvendt mødte den bevægelse, han efterlod sig, mere modstand og ligefrem forfølgelse i de bymæssige omgivelser, i hvilke evangelierne blev forfattet senere i det samme århundrede. Konklusion Skal vi sammenfatte den første del af vor undersøgelse, har nyere studier i de arkæologiske udgravninger af synagoger og i de tekster, som omtaler synagoger under forskellige navne, vist, at på Ny Testamentes tid dækkede begrebet “synagoge” over flere forskellige institutioner: Det kunne dels betegne den offentlige synagoge i landsbyen eller byen, hvor administration, rettergang og thorah-læsning fandt sted, og dels forenings-synagogen, hvor en gruppe samles om deres egen forståelse. Den spirende Jesus-bevægelse kan opfattes som en sådan forenings-synagoge i det første århundrede. Kapernaum som eksempel At studere vekselvirkningen mellem forenings-synagoger og offentlige synagoger i landsbyer og byer – sammenholdt med iagttagelsen af det voksende antal af ikke-jødiske potentielle medlemmer i Jesusbevægelsen – er afgørende for at forstå den proces, ved hvilken Jesus-bevægelsen endte som en religion, der var forskellig fra jødedommen. Fordi denne

Synagogen


Synagogen i Qiryat Sefer, set mod øst. Synagogen var delt op af to rækker søjler, med bænke rundt langs murene. Ved den ene søjle midt i billedet sidder en person på en bænk. Foto: © Tzionit Yoav, Staff Officer of Archaeology, Civil Administration of Judea and Samaria

adskillelsesproces er så vigtig for både ældre og moderne former af jødedom og kristendom, skal vi rette vores opmærksomhed mod denne udvikling. Det vil vi gøre ved at fokusere på begge de nævnte faktorer: Synagoger og hedninger. Her vil den lille by Kapernaum tjene som et fremragende eksempel at studere, idet vi her har arkæologiske og skriftlige kilder, der dækker adskillige hundrede år, og som begynder med det første århundrede. Dette vil ske i næste nummer. ■ (fortsættes)

Forfatteren theol.dr. Anders Runesson har skrevet afhandling om dette emne. Den udkom i 2001 under titlen The Origins of the Synagogue: A Socio-Historical Study (ConBNT 37; Stockholm: Almqvist & Wiksell International). Artiklens noteapparat bringes her i stærk forkortet form. Artiklen med fuldt noteapparat og henvisninger til diskussionen inden for forskningen kan findes på SBAs hjemmeside, www.sba-dk.dk.

oversat af Annette W. Christensen

Noter 1. Således H.C. Kee, “The Transformation of the Synagogue after 70 C.E.: Its Import for Early Christianity”, New Testament Studies 36 (1990), 124; R. Horsley, Archaeology, History, and Society in Galilee: The Social Context of Jesus and the Rabbis”, (Valley Forge: Trinity Press 1996). 2. For en generel henvisning til retshandlinger, se f.eks. Mark.13,9. Læsning og undervisning i Thorahen i Nazarets synagoge er nævnt i Luk 4,16-30. Se også Mark 1,21-28 for læsning af Thorahen i Kapernaums synagoge. 3. Grundtekstens græske sprog er ikke klart her. Enten har vi at gøre med en synagoge for frigivne, som inkluderede medlemmer fra Kyrene, Alexandria, Kilikien og provinsen Asien. Eller teksten henviser til mangfoldige synagoger: Ud over fra De Frigivnes Synagoge ville vi dengang i Jerusalem finde yder-

på Jesu tid

ligere fire synagoger, som tjente behovene hos de jøder, der kom fra de nævnte steder. 4. Filon skriver her: "I [de fædrene love] bliver de oplært på alle tidspunkter, men særligt på hver syvende dag. For denne dag er sat til side for at blive holdt hellig, og på denne dag afholder de sig fra al andet arbejde og går til hellige steder, som de kalder synagoger. Dér, placeret i rækker efter alder, med de yngre neden for de ældre, sidder de sømmeligt og med lyttende ører, som det passer sig for situationen" (Quod. 81). 5. Trods visse forskeres nylige påstande om det modsatte, anser jeg det for sikkert at identificere “synagogen” i Mark 1,21 som en bygning. I vers 29 forlader Jesus den nemlig for at gå ind i en anden bygning. Arkæologiske udgravninger støtter yderligere denne konklusion. Se fortsættelsen i næste nummer.

9


Nyt fra arkæologiens verden Af Carsten Vang, lektor, Menighedsfakultetet i Århus Sigtet for omfattende bedrageri Lige før årsskiftet meddelte Israels Arkæologistyrelse, at den kendte samler af antikviteter, Oded Golan, er blevet sigtet af det israelske politi for at have forfalsket adskillige kendte genstande, bl.a. den såkaldte Jakobs benkiste, Joash-tavlen, et granatæble af elfenben og andet. Disse fund har vakt betydelig opsigt og er blevet beskrevet her i TEL. Selve effekterne er oprindelige, men Golan og hans medsammensvorne skulle have tilføjet de omdiskuterede tekster for at øge tingenes værdi betragteligt. Golan afviser sigtelsen som rent opspind. Vi vil i TEL følge sagen nøje. Mere af Siloa Dam fundet Arkæologer opdagede sidste år resterne af et stort vandbassin fra nytestamentlig tid i den sydlige ende af Davidsbyen (Jerusalem). De mente, at bassinet har været den Siloa Dam, hvor Jesus bad den blindfødte tvætte sig efter sin helbredelse (Joh 9). Fundet er omtalt i sidste nummer af TEL. For nylig fandt de en 50 m lang strækning af en kanal, som har ført vandet til dammen, og resterne af en brolagt vej, som førte fra dammen op til templet. Fund tyder på, at dammen blev brugt til religiøse renselsesbade på Jesu tid. "Vi er nu helt sikre på, at det er Siloa Dam", siger arkæologen Eli Shukron.

lapis lazuli: en sjælden stenart, som forekommer i smukke blå og grønne varianter. Den var i oldtiden højt skattet og blev anvendt til udsmykning og til kunstgenstande. Kong Darius' tronstol Forskere, som graver i resterne af Persepolis, hvor den persiske konge Darius I havde sin hovedstad – han som gav jøderne lov til at genopføre templet (Ezra 6) – mener, at de måske har fundet et ben af kongens tronstol. I en vandkanal under kongens skatkammer, fandt de et stykke lapis lazuli. Undersøgelser har godtgjort, at stykket har været en del af et kostbart stoleben. Fra historiske kilder ved vi, at Darius' tronstol bestod af guld, sølv og elfenben, og at dens ben var lavet af lapis lazuli. Andre kilder siger, at tronstolen netop blev flyttet til skatkammeret, da sønnen Xerxes (= Ahasverus) blev konge. ■

Lyst til at afdække mere af fortiden? Her er muligheden! Siden 1990 er der blevet gravet i ruinerne af den største by, som har været i det bibelske Israel, Hasor. Deltag i udgravningen af denne by sommeren 2005. Eller vær med nogle andre steder, hvor der graves, f.eks. Betsaida eller Kapernaum. Kontakt Jens Bertel Nykjær for nærmere oplysninger. Enten pr mail: jbn@sba-dk.dk eller på tlf. 8674 0918

Årsmøde i SBA ÅRSMØDE I SBA Lørdag d. 16. april 2005 på Menighedsfakultetet, Århus kl. 19.00-22.00 Velkommen til SBA's årsmøde med det spændende foredrag: Authors, Books and Readers in Biblical Times ved Alan Millard, professor i assyrologi, Liverpool De mange forskellige bøger i Gammel og Ny Testamente er skrevet i en kultur, som var dybt fortrolig med skrivekunst, bøger og forfattere. Professor Millard vil give en indføring i, hvordan den bibelske arkæologi giver en uvurderlig hjælp til at forstå netop denne side ved Bibelen.

Kaffe Nyt fra SBA Der bliver mulighed for tolkning. Professor Millard kan desuden høres på Menighedsfakultetet fredag den 15. april og på Dansk Bibel-Institut, Kbh., mandag den 18. april. Begge steder kl. 10-15. Han vil her forelæse over emnerne "Reading and Writing in the Time of Jesus" og "Israel's Monotheism and Polytheism in the Light of Archaeology". Se endvidere annoncen for SBA-Øst side 11.

Alle er hjertelig velkomne! Gratis adgang på Menighedsfakultetet, Katrinebjergvej 75, 8200 Århus N.

10


Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

Laodikea Af pastor emer. Hartvig Wagner, Herning

Byen, som antagelig blev anlagt af den syriske konge Antiokus II (261-246 f.Kr.) og opkaldt efter hans hustru Laodike, havde en strategisk vigtig beliggenhed i den frugtbare Lykos dal ca. 6 km nord for den moderne provinshovedstad Denizli i det vestlige Tyrkiet. Laodikea lå, hvor en nord-syd gående vej krydsede en af oldtidens hovedfærdselsårer, vejen fra Efesos i vest til Eufrat i øst. At byen i kraft af denne beliggenhed var en af oldtidens største og rigeste byer, bekræfter de mange ruiner, der ligger spredt ud over det udstrakte højdedrag, hvor byen lå. Man ser bl.a. rester af to teatre, templer, et stort stadion med et vandtårn i nærheden, et gymnasium, et odeon og et nymfæum. Rester af tilkalkede vandledninger tyder på, at byen har haft problemer med vandforsyningen. Det kan forklare, at Kristus i brevet karakteriserer menigheden med ordene: ”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.”

Smyrna (Izmir)

SAMOS

Efesus

PROVINSEN ASIEN

Det sidste af de syv menighedsbreve i Johannes’ Åbenbaring er rettet til englen for menigheden i Laodikea (3,14-22). Et besøg i ruinerne af den dengang store og berømte, men længst forsvundne by, og skriftlige kilder fra byens storhedstid kaster lys over brevets skildring af menighedens alvorlige situation.

Laodikea Hierapolis Lyk os Laodikea Kolossæ

Denizli MIDDELHAVET

0

10

20 km

0 20 40 60 80 100 km

Står man nu mellem ruinerne og ser mod nord, øjner man tydeligt ca. 10 km borte de hvide kalkformationer i Pamukkale, oldtidens Hierapolis (Kol 4,13). De er dannet, hvor varme kilder springer frem, og i omtrent samme afstand mod øst lå byen Kolossæ, der var kendt for sit friske, kolde kildevand.

SBA-Øst afholder foredrag Mandag d. 18. april kl. 19.00 “Archaeology and the Reliability of the Bible” v. prof. Alan Millard, Liverpool Sted: Dansk Bibel-Institut, Frederiksborggade 1 B, 1. th., 1360 Kbh. K Medlemmer af SBA gratis adgang, ikke-medl. 40,Tolkning arrangeres. Alalakh og telkan Tayinat ligger nu på tyrkisk område

Rest af tilkalket vandledning i Laodikea. Foto: © Pictorial Library, www.bibleplaces.com

11


Odeon: halvrund, teaterformet bygning til rådsmøder, koncerter og litterære arrangementer Nymfæum: helligdom for nymferne, yndefulde græske naturguddomme. Ofte opført som et kunstfærdigt bygningsværk omkring en kilde, som tjente til offentlig vandforsyning Seldsjukkerne: et asiatisk steppefolk, der herskede i Lilleasien 1071-1308 og blev de tidligste af tyrkernes forfædre

Udsigt mod nord fra kanten af Det lilleTeater i Laodikea. I det baggrunden ses det hvide kalkbjerg i Hierapolis ca. 10 km borte. Foto: © Hartvig Wagner

I Laodikea var man kendt med vandet i begge nabobyer, og enhver i menigheden har straks forbundet noget konkret med Kristi ord og forstået hentydningen. På samme måde har menigheden kunnet føle sig ramt af fortsættelsen: ”Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig.” Menigheden har uden tvivl haft del i den store rigdom, der prægede byen. Historieskriveren Tacitus (ca. 56-120 e.Kr.) fortæller, at byen selv var i stand til at rejse sig af ruinerne efter et ødelæggende jordskælv i år 60 e.Kr. uden tilbudt hjælp fra kejser Nero. Trods al materiel rigdom måtte menigheden se sin åndelige fattigdom i øjnene. Men for at kunne det og gennem anger og bod finde frelse, råder Kristus menigheden til hos ham ”at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine

øjne med, for at du kan se”. Igen her møder vi tydelige hentydninger til de historiske forhold i Laodikea. Byen var kendt for sit bankvæsen. Det røde guld var man fortrolig med, men åbenbart ikke med den rigdom, som alene Kristus kan give – vel at mærke til den, der holder ud i troens kamp. Historikeren Strabo (ca. 64 f.Kr.-24 e.Kr.) oplyser, at man i Laodikea fremstillede og eksporterede fornemme klæder lavet af en glinsende ravnesort uld. Disse klæder må byttes ud med Kristi retfærdigheds hvide dragt. Endelig var byen kendt for sin medicinalindustri og lægekunst, særligt når det gjaldt øre- og øjensygdomme. Det spiller Kristus også på. Alene han kan hjælpe mennesker til at se sandheden i øjnene og finde vejen til frelse. Flere kirkeruiner vidner om, at kristendommen fortsat havde hjemme i Laodikea også efter modtagelsen af brevet med den alvorlige dom. Det kunne tyde på, at man har taget imod det kald til omvendelse og frelse, hvormed brevet slutter. I året 360 blev der afholdt en synode i Laodikea, som fik afgø-

Anselig kirkeruin i Laodikea. Foto: © Hartvig Wagner

12

Laodikea


I Laodikea var der bl.a. et stort stadium, hvor dele af sæderne stadig anes. Ruinerne giver indtryk af en rig by. Foto: © Pictorial Library, www.bibleplaces.com

rende betydning for fastlæggelsen af den nytestamentlige kanon. Om byens videre skæbne ved man, at den blev erobret af de muslimske seldsjukker i 1071, og at korsfarerne indtog den i 1119. Med det byzantinske riges fald i 1453 er byens langsomme forfald sikkert sat ind. ■

Litteratur Fatih Cimok, Reise zu den Sieben Gemeinden (Istanbul 1999) Everett C. Blake & Anna G. Edmonds, Biblische Stätten in der Türkei (Istanbul 1997) Das große Bibellexikon, Band 3 (Giessen 1996) Zondervan Illustrated Bible Backgrounds Commentary, Volume 4 (Grand Rapids 2002) Hans P. Pedersen, Brevene fra Patmos (København 2004)

“Ordet og Israel” • • • • •

Aktuelle nyheder fra Israel De bibelske profetier Messianske jøder Bibelens jødiske baggrund Nyt fra Ordet og Israels arbejde i Jerusalem

Hele 2005 for kun 195 kr. For unge : gratis indtil du fylder 26 år! (oplys fødselsår ved bestilling) kontor@ordetogisrael · Ordet og Israel · Tlf.: 8698 7912

www.ordetogisrael.dk

Laodikea

13


Persiens

På rejse gennem Persiens historie

– beretning fra SBAs tur til Iran, oktober 2004

Af pastor Annette Wiuff Christensen, Randers

Skuffede fordomme Den 3. oktober 2004 drog en lille flok ud på to ugers rejse til Iran. Et utraditionelt rejsemål, som mange har fordomme omkring. Men Iran har meget andet at byde på end præstestyre. Det er også et land med bibelsk arkæologi. Iran, der er 38 gange større end Danmark, gemmer på en lang række perler: Smuk og varierende natur, overvældende imødekommenhed fra befolkningen og ikke mindst en historie, hvis nedslag i arkitektur og kultur kan tage vejret fra én. På de ca. 3000 km, vi tilbagelagde, rejste vi gennem en historie, der strækker sig over 3400 år. Elamitternes land Vi begyndte, hvor man endnu ikke kan tale om persisk historie, ved elamitternes ziggurat, Chogha Zanbil (1350 f.Kr.), ved Susa i det sydvestlige lavland. Zigguraten er sikkert et tempel som den i Ur. Den består af lersten, som man stadig bygger med i mange landsbyer. Tusinder af sten bærer kileskrift, og enkelte steder skimter man den turkise farve, der dækkede den oprindelig 50 meter høje bygning, hvoraf kun tre etager (25 meter) er tilbage.

Chogha Zanbil. Ziggurat fra elamittisk tid, ca. 1340 f.Kr. Foto: © Annette Wiuff Christensen 2004

Elamitterne delte lavlandet med assyrere og senere babylonere, ligesom Iran og Irak deler lavlandet i dag. De var en magtfaktor i området. Det demonstrerede bl.a. fundet i Susa for 100 år siden. Elamitterne havde under et felttog bragt stelen med kong Hammurapis (1792-1750 f.Kr.) lov fra Babylon med sig til Susa. Loven har mange ligheder med Moseloven. Persernes verdensrige Selvom Iran er et stort land, var det kun en lille del af det enorme Perserrige, der strakte sig fra Grækenland i vest til Indien i øst og Etiopien i syd. Persiens storrige eksisterede ca. 560-330 f.Kr. og grundlagdes af kong Kyros den Store. Det var denne Kyros, der erobrede Babylonien og frigav de deporterede folkeslag, heriblandt jøderne (se Ezra 1,1-4). Riget bestod, indtil Alexander den Store indlemmede det i sit eget rige. Esters bog beretter om jødinden Esters ægteskab med Xerxes I (486-465, i GT kaldet Ahasverus) og giver et indblik i kongernes univers. De residerede om sommeren i byen Ekbatana (nu Hamadan) i bjergene på grænsen mellem det centrale og nordlige Iran, om vinteren i Susa og om foråret i Persepolis i det centrale Iran. I Persepolis fejrede man nytåret (ca. 21. marts). Øverste del af den stele, hvor Babylons konge Hammurapi lod indhugge sin lov. Relieffet viser, hvordan kongen stående modtager myndighed fra guden Shamash. Foto: © BAS

14

På rejse gennem


Én af de vingede, skæggede tyrefigurer ved Alle Nationers Port i Persepolis. Foto: © Annette Wiuff Christensen 2004

Selv turister mærker ærefrygten ved at skride op ad de lave trin til Alle Nationers Port med de 5 1/2 meter høje tyrefigurer. Reliefferne på alle paneler langs haller og trapper skildrer folkeslag fra hele riget på vej til storkongen med nytårsgaver. Man føler sig som en del af vasallernes procession på vej ind i audienssalen. Af de 20 meter høje søjler er kun få tilbage. Der er også kun fundamenter efterladt i 100-søjlehallen; men vore egne klenodier blegner alligevel sammenlignet med denne luksus. Går vi videre til skatkammeret og får historien om Alexander den Store, der bragte 1.180 tons guld med sig herfra under sin erobring, er vi ude over almindelig fatteevne.

Emam moskéen i Isfahan, bygget af Shah Abbas I. Foto: © Annette Wiuff Christensen 2004

I var konge 1588-1629 og samtidig med Christian IV herhjemme. De to delte samme store byggetrang. Det ses tydeligt i Isfahan. Midtpunktet er det smukke kongelige torv (nu Emam Khomeini Square), der fylder lige så meget som 8 fodboldbaner. Den omgives af kunsthåndværk-basarer foruden kongens moské (nu Emam Moskéen), et palads og endnu en moské. En plet, der fremmer drømme og romantik. Hvis ikke arkæologien giver appetit på Iran, gør den persisk/islamiske kunst. Den tur bør gentages! ■

Persien er mere end arkæologi Shiraz er digternes, rosernes og vinens by. De berømte persiske digtere, Sadi (1207-1291 e.Kr.) og Hafez (1324-1389 e.Kr.) levede her. De persiske haver, hvis stil stammer fra Kyros’ tid, dyrkes med entusiasme overalt i Iran. I Shiraz er de særlig smukke. På grund af Islam dyrkes der ikke længere vin i bjergene omkring byen; men druen, der blev udviklet her, indgår stadig i vine verden over. Perlen over alle i persisk/islamisk kunst og arkitektur er den gamle hovedstad, Isfahan. Shah Abbas

Persiens historie

15


Eftersendes ved varig adresseændring

Magasinpost B

Redaktørens square Modsigelser

BIBELENS EGEN KRONOLOGI ARKÆOLOGISKE PERIODER

Afsender: Vagn Juul Jensen Paghs Allé 5 6705 Esbjerg Ø Adresseændring meddeles til: vjj@sba-dk.dk

Det er velkendt, at den bibelske arkæologi ikke altid kan bekræfte Bibelen. Der kan være flere grunde til sådanne modsigelser mellem Bibelen og arkæologien. En årsag kan være forkerte dateringer af det, som blev fundet. Modsigelsen opstår ved, at udgraveren af forskellige grunde daterer lagene, så der opstår konflikt i forhold til det bibelske vidnesbyrd. Senere viser det sig, at denne datering ikke er holdbar. Hvis alle blot gentager den oprindelige tidsfæstelse, ender det som en fast overbevisning hos alle sagkyndige, og Bibelen bestemmes på det grundlag som legendarisk. Det gav juledagene 2004 et klart eksempel på. DR2 sendte en serie om "Bibelens mysterier". I et af seriens ni afsnit fortalte man bl.a. om Josvas erobring af byen Jeriko. Udsendelsen fremhævede med rette de forbløffende overensstemmelser mellem spadens fund i jorden og Josvabogens mange detaljer om israelitternes angreb på Jeriko. Samtidig blev det understreget, at Bibelen alligevel tager helt fejl, når det gælder indvandringen. For udgravningerne har vist, at byen Jeriko ikke faldt på det tidspunkt, Bibelen skildrer, men 150 år tidligere. Denne modsætning er til at føle på. Da Josva og hans folk gik rundt om Jeriko, var det spildt arbejde, idet byen allerede havde været en øde ruinhøj gennem 150 år. Imidlertid viser det sig, at årsagen til denne konflikt ikke ligger i Bibelen selv, men i en forfejlet datering af Jerikos ødelæggelseslag. Nye undersøgelser af de potteskår, som blev fundet, afslører, at udgraveren her tog fejl. Potteskår, som hun ikke tillagde nogen særlig betydning, viser sig nu at være karakteristisk for perioden 1400 f.Kr. Hvilket netop er den tid, hvor Josva if. Bibelen erobrede byen. Alligevel gentages det igen og igen, at Jerikos fald skulle være et klassisk eksempel på konflikt mellem videnskaben og Bibelen. På et forældet grundlag hævder man en modsigelse, som ikke er der. Der er modsigelser mellem Bibelens beretning og arkæologien, som er reelle. Ud fra den begrænsede viden, som vi besidder i dag, må vi sige, at arkæologien på disse områder ikke kan bekræfte de bibelske informationer. Men i stedet for at springe til en forhastet konklusion, bør en sådan konflikt ægge os til desto mere grundigt at efterprøve, om dateringen af fundene nu også holder. En konstateret spænding mellem arkæologien og Bibelen – eller en anden historisk kilde – bør lede til fornyede undersøgelser. Sagen med Jerikos erobring viser, at modsigelser mellem Bibelen og arkæologien ikke behøver at skyldes Bibelen, men kan udspringe af forkerte teorier. cv

HENVISNINGER TIL TEL 1, 2005

3300 f.Kr ÆLDRE BRONZE

2000 f.Kr MELLEM BRONZE c. 2165-1860: Patriarkernes tid

1550 f.Kr YNGRE BRONZE

Side 14

Hammurapi c. 1875-1450: ca. 1750 f.Kr. Israelitterne i Egypten c. 1400-1030: Indvandrings- og dommertid

1200 f.Kr JERNALDEREN I og II (1200 – 1000 & 1000 – 586)

c. 1000: Kong David c. 960: Salomos tempel c. 722: Samarias fald

586 f.Kr PERSISK TID c. 586: Jerusalems fald c. 586-537: Eksil i Babylon c. 537/525: Hjemkomst fra eksilet

331 f.Kr

Side 14

Rejse til Iran ca. 460 f.Kr.

HELLENISTISK TID

63 f.Kr ROMERSK TID I c. 7 f.Kr.: Jesu fødsel c. 30 e.Kr.: Jesus korsfæstes

135 e.Kr ROMERSK TID II

Side 3

Synagogen i Gamla ca. 50 f.Kr.

Side 11

Laodikea ca. 90 e. Kr.

TEL 1/2005 2  

Synagogen på Jesu tid. Del 1 side 3 Nyt fra arkæologiens verden side 10 Laodikea side 11 På rejse gennem Persiens historie side 14 Redaktøre...

TEL 1/2005 2  

Synagogen på Jesu tid. Del 1 side 3 Nyt fra arkæologiens verden side 10 Laodikea side 11 På rejse gennem Persiens historie side 14 Redaktøre...

Advertisement