__MAIN_TEXT__

Page 1

4 Et spadestik dybere i Bibelens verden

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA)

December 2002 13. årgang

Sepforis i Galilæa på Jesu tid - en jødisk storby

Herodes som bygmester - Herodion Sensationelt fund, se bagsiden

www.sba-dk.dk


Selskab for Bibelsk Arkæologi Paghs Allé 5, 6705 Esbjerg Ø Tlf.: E-Mail: Internet: Bank: Norge:

7512 9021 adm@sba-dk.dk www.sba-dk.dk Sydbank konto 7920-1014 846 Den norske Bank, 7877.06.93402

Oversigtskort Geografiske lokaliteter relevante i forbindelse med artikler i dette TEL.

Kapernaum Sepforis

Redaktion: Morten Hørning Jensen (ansv. red.), Hartvig Wagner (red. sekr.) Knud W. Skov, Carsten Vang

Legio

Tiberias GENESARET SØ

Nazaret

SAMARIA Sebaste Sikem Sykar

Jordan Floden

Midd elhav et

TELudgives af

Garizimbjerget

Forsidefoto: Udsnit af handelsgaden (cardo) i Sepforis Foto: © Garo Nalbandian Layout: Vindum Grafik, www.vindum.dk

Jerusalem

Tryk: Reklametryk, Herning 0 10 20

Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBA’s synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer af Selskab for Bibelsk Arkæologi.

km

Betlehem Herodion

DET DØDE HAV

Kontingent: Danske kr. 125,- / norske kr. 140,(For unge under 26 år: 75,-). Abonnement opkræves via PBS først på året. Medlemsskab tegnes ved henvendelse til SBA. Selskabets bestyrelse: • Lektor cand. theol. Carsten Vang (formand), tlf.: 8621 5404 · cv@sba-dk.dk • Ph.d.-stipendiat, cand.theol. Morten Hørning Jensen (redaktør), tlf.: 8742 0242 · mhj@sba-dk.dk • Overlæge Vagn Juhl Jensen (forretningsfører og kasserer), tlf.: 7512 9021 · vjj@sba-dk.dk • Datamatiker Jens Bertel Nykjær, tlf.: 8674 0918 · jbn@sba-dk.dk • Cand. theol. Knud W. Skov (næstformand), tlf.: 8668 5090 · kws@sba-dk.dk • Stud. theol. Hans-Ole Bækgaard (informationskoordinator), tlf.: 8618 7946 · hob@sba-dk.dk (kontaktes for bestilling af informationsstander og foredragsholdere)

© SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. ISSN 0905 - 5827

2

Indholdsfortegnelse Sepforis -en jødisk storby på Jesu tid side 3 Herodion, Herodes som bygmester side 12 Herodion og barnemordet i Betlehem side 15 Hvem har det levende vand (lll/lll) side 16 Nyt sensationelt fund side 20


Sepforis

Sepforis

- en jødisk storby på Jesu tid?

Af Mark Chancey og Eric M. Meyers

Sepforis ligger blot 6-7 km fra Jesu hjemby Nazaret, og var på Jesu tid den ene af Galilæas to storbyer. Derfor er det ikke overraskende, at denne antikke by er blevet central for studiet af den historiske Jesus, ikke mindst fordi der er foretaget omfattende udgravninger af byen, mens der er gjort langt færre arkæologiske fund i Nazaret. Alle er enige om, at for at forstå Galilæa på Jesu tid er det nødvendigt at forstå Sepforis. Men så hører enigheden stort set også op. Enkelt formuleret er problemet: Hvad slags by var Sepforis, da Jesus voksede op i det nærliggende Nazaret? Var det en hellenistisk romersk by? Havde den en kulturelt blandet befolkning? Var Sepforis en jødisk by?

N

ogle forskere karakteriserer det antikke Sepforis som en hovedsagelig ikke-jødisk by, “en græsk-romersk metropol i rivende udvikling” med en befolkning af “jøder, arabere, grækere og romere,” som en forsker siger, eller “et vigtig romersk kulturelt og administrativt centrum” med “alle en hellenistisk bys kendetegn”. Ud fra disse tolkninger hævder visse forskere, at Jesus må have haft mere til fælles med græskromerske filosoffer end med rabbinere eller med den klassiske profetiske tradition. Efter mere end 15 års udgravninger i Sepforis mener vi, at dette synspunkt giver et fejlagtigt indtryk af, hvad byen var på Jesu tid. Det arkæologiske vidnesbyrd tyder på, at Sepforis hovedsagelig var jødisk, ligesom Galilæa i det store og hele var det, om end der var visse hellenistiske karakteristika. Det vil vi underbygge i det følgende ved først at beskrive Sepforis’ historie, og derefter gennemgå, hvad vi kan lære af de arkæologiske udgravninger.

Storbyen Sepforis’ historie Det hebraiske navn for Sepforis er Zippori. Den ældste større rabbinske tekst, Mishnah, som går tilbage til omkr. 200 e.Kr., fortæller, at Zippori var en af de byer, som Josva befæstede, dengang Israels stammer bosatte sig i det forjættede land. Trods mange udgravningssæsoner er det stadigvæk ikke klart, om denne tradition er

nøjagtig, og i bekræftende fald om teksten refererer til Sepforis eller et andet sted, Tel ‘Ein Zippori, nogle få kilometer nord for Sepforis. To af de ældste artefakter (håndgjorte genstande), som er fundet i Sepforis, stammer ikke fra Josvas tid, men fra det 5.-4. årh. f.Kr., efter at jøderne af perserkongen Kyros havde fået lov at vende tilbage fra det babylonske eksil. Fra den hellenistiske periode (332-63 f.Kr.) har vi fundet rester af et fort bygget omkring 200-100 f.Kr., da byen var en del af det seleukidiske rige, et dynasti af hellenistiske konger i Syrien efter Alexander den Stores død. Det oprindelige seleukidiske fort blev sandsynligvis overtaget af de jødiske fyrster, hasmonæerne i 100 f.Kr. som et led i rækken af store landudvidelser efter sejren over seleukiderne i den hasmonæiske opstand år 168-165. Adskillige elegante bassiner forsynet med en trappe, jødiske renselsesbade (mikva’er), sættes i forbindelse med denne tidlige hasmonæiske fase. Selv om det var meget overraskende at finde renselsesbade, indicerer et ostrakon (beskrevet potteskår) dateret til samme periode (slutningen af det 2. årh. f.Kr.), at der faktisk boede jøder i Sepforis i den tidlige hasmonæiske periode. Ostrakonet har en indskrift med hebraisk kvadratskrift. Den jødiske historiker Josefus fortæller, at guvernøren på Cypern forsøgte at erobre Sepforis og tage byen tilbage fra den hasmonæiske konge Alexander

3


Jannæus (103-76 f.Kr.). Det bekræfter, at den var under hasmonæisk styre. Kort efter at den romerske general Pompejus havde erobret Syrien-Palæstina i 63 f.Kr., inddelte romerne Palæstina i fem områder og nedsatte jødiske råd til at administrere lokale anliggender i disse områder. Sepforis blev valgt som den eneste galilæiske by til at have et jødisk råd. I 37 f.Kr. efterfulgte Herodes den Store hasmonæerne, om end ikke uden kamp. Ja, den sidste hasmonæiske konge Antigonus (ca. 39-37 f.Kr.) havde Sepforis som fæstning. Herodes indtog imidlertid byen og gjorde den til sin operationsbase i nord. Han kan udmærket have benyttet det gamle seleukidiske fort som en slags arsenal. Da Herodes døde i 4 f.Kr., satte en galilæer ved navn Judas, søn af Ezekias, sig i spidsen for et oprør rettet mod Sepforis og dets “kongelige” palads eller fort og arsenal. Den romerske legat i Syrien, Varus, reagerede med at brænde byen ned til grunden og sælge dens oprørske indbyggere til slaveri.

Byens nye storhed Byen synes imidlertid at være kommet sig hurtigt. Måske overdrev Josefus Varus’ gengældelsesangreb. Allerede i Herodes’ søn, Herodes Antipas’ regeringstid (han som arvede Galilæa) blev byen udvidet og dens akropolis genopbygget. Josefus beskriver denne by som “hele Galilæas smykke”. “Smykke” refererer imidlertid ikke blot til skønhed; det græske ord for smykke, proschema, har også en militær association – befæstning eller uindtagelig by. Sepforis var Galilæas hovedstad indtil omkr. 20 e.Kr., da Herodes Antipas opførte en ny by ved Galilæas Sø, Tiberias,

4

og flyttede sin hovedstad dertil. Da den romerske kejser Nero i 61 e.Kr. overdrog Tiberias til Herodes Agrippa II, endnu en efterkommer af Herodes den Store, blev Sepforis nok engang administrativt centrum for Galilæa. Både den kongelige bank og de officielle arkiver blev flyttet dertil. I 66 e.Kr. begyndte den første jødiske opstand mod Rom. Den sluttede eftertrykkeligt i 70 e.Kr. med nedbrændingen af Jerusalem og ødelæggelsen af templet. Selvom det er nemt at overse, så var der faktisk en meget stærk fredsbevægelse inden for jødernes egne rækker, som inkluderede fremtrædende personer som Yochanan ben Zakkai og til sidst også Josefus. Sepforis synes, ligesom Josefus, at have støttet opstanden i begyndelsen, men fortrød det senere. Til en begyndelse var Sepforis’ indbyggere ivrige efter at kæmpe mod Rom. Josefus var selv involveret i befæstningen af Sepforis. Hvad der måske er resterne af en fæstningsmur fra denne periode, er for nylig blevet opdaget af en arkæologisk ekspedition under ledelse af Zeev Weiss fra Det Hebraiske Universitet. Ifølge Josefus var Sepforis “den stærkeste by i Galilæa”. Ikke desto mindre ombestemte byens ledere sig på et tidspunkt. I stedet for at risikere ødelæggelse valgte byen det sikre – solidaritet med romerne. Tidligt i denne konflikt gav Sepforis en garnison romerske soldater adgang til byen; senere kom endnu et kontingent fra den romerske general og kommende kejser Vespasian. Et af beviserne på, at Sepforis antog en proromersk holdning, eller “fredsholdning”, kommer fra mønter præget i Mønt trykt i Sepforis år 68 e.Kr. byen under opstanden. Nogle af med indskriften “Fredsbyen” disse mønter bærer indskriften: (Eirenopolis). Den anden side “Under Vespasian, Eirenopolis aftrykker et dobbelt overflødig(“Fredens by”) – Neronias (“til ære hedshorn (cornucopia), men interessant nok ikke kejserens billede. for Nero”) – Sepforis.” Foto: © Israel Museum

Sepforis - en jødisk


Hvem boede i Sepforis? Vi kan nu standse op og overveje byens etniske karakter. Bortset fra sin rapport om de romerske soldater, som lå i garnison i Sepforis under opstanden, omtaler Josefus intetsteds ikke-jødiske indbyggere i byen. Heller ikke omtaler han hedenske templer i byen eller andre hellenistiske institutioner, fx et gymnasium til oplæring i græsk kultur og filosofi. Ja, der er intet i hans beretninger, som antyder, at Sepforis skulle have været noget som helst andet end en jødisk by. Senere rabbinske traditioner bekræfter dette billede, idet de har bevaret erindringer om, at præster fra Sepforis har deltaget i tempeltjenesten i Jerusalem. Uanset om byen var jødisk eller ikke-jødisk, er det imidlertid klart, at den ikke var et provinshul. Arkitekturen viser, at den var en sofistikeret by med brolagte gader og søjlegange, vandinstallationer, muligvis også et badehus på det østlige plateau og en form for offentligt vandværk nærmere byens akropolis; bygninger i flere etager, store offentlige bygninger, bl.a. en stor bygning med søjler også på det østlige plateau. I klippegrunden under byen var der udhugget et stort antal cisterner. Den korte afstand mellem Sepforis og Nazaret modsiger den opfattelse, at Jesus var ukendt med bykultur; spørgsmålet er, om den kultur hovedsagelig var jødisk eller ikke-jødisk. En række arkæologiske overvejelser giver os samme indtryk, som vi får fra Josefus, nemlig at Sepforis var en jødisk by. De arkæologiske vidnesbyrd bliver endnu mere overbevisende, når vi sammenligner dem med materiale fra senere perioder.

den romerske periode, at det kunne konkluderes, at svinekød udgjorde en ubetydelig del af Sepforis-borgernes kost. Dette er især betydningsfuldt, fordi procentdelen af svineknogler stiger til næsten 30 i de senere kristne områder i byen. Det er tydeligt, at beboerne på det vestlige højdedrag undgik svinekød – i overensstemmelse med jødiske spiselove.

Argument 2: Udbredt brug af stentøj I byens beboelseskvarter har man fundet 114 fragmenter af stenkar. Stenkar kan ikke blive rituelt urene. Når lerkar blev rituelt urene, destruerede man dem. Kar af metal og glas kunne renses. Men stenkar blev ikke urene. Derfor brugte man store stenkar til opbevaring af rent vand til rituel håndvask. I Joh 2,6 omtales “seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse”. Af samme grund var bænkene i badehusene lavet af sten. Om der er stenkar eller ej i udgravninger, kan godt bruges som etnisk markør, mener Yitzak Magen, der har studeret udgravninger grundigt. Tilstedeværelsen af mere end hundrede stenkarfragmenter i Sepforis’ beboelseskvarter er et kraftigt vidnesbyrd om, at indbyggerne var jøder. Stumper af stenkar fra Sepforis. Foto: © J.L.Reed/Sepforis Regional Project

Argument 1: Mangel på svineknogler De første vidnesbyrd kommer fra rester af faunaen. Tusindvis af dyreknogle-stumper er blevet fundet på udgravningsstedets vestlige højdedrag. Blandt det fundne var der så få svineknogler fra

www.sba-dk.dk Ved du, at du kan bestille bibelarkæologiske foredrag med SBA-engagerede personer via vores hjemmeside: www.sba-dk.dk – eller via vores foredragskatalog (bestilles hos Hans-Ole Bækgaard, tlf.: 86 18 79 46)

storby på Jesu tid?

5


Argument 3: Fund af jødiske renselsesbade

Jødisk renselsesbad i Sepforis. foto: © Erik M. Meyers

Den næste etniske markør er noget mere kontroversiel. Der er ingen tvivl om, at tilstedeværelsen af jødiske rituelle bade indicerer tilstedeværelsen af jøder. Efter vores mening må de mange vandbassiner fundet i Sepforis’ beboelsesområder anses for at være rituelle bade. Dette er blevet anfægtet af den israelske forsker Hanan Eshel, selvom også han medgiver, at nogle af disse bassiner kan være rituelle bade. Og der kan ikke være tvivl om, at hvor der er rituelle bade, er der jøder.

sted for en betydelig jødisk befolkning. Dette stemmer nøje overens med Josefus. Denne konklusion støttes også af det tidligere omtalte beskrevne potteskår fra den hellenistiske periode og af adskillige lampe-fragmenter fra den sene romerske periode med menorah’er (syvarmede lysestager) afbilledet på deres midterste skive. Desuden har man fundet adskillige mosaik-fragmenter med hebraiske og aramaiske bogstaver på Sepforis’ vestlige højdedrag. Sammenlagt peger materialet på en jødisk befolkning i den hellenistisk-romerske periode, som holdt fast ved i det mindste nogle af Bibelens og Mishnahs vigtigste religiøse love. To typer mønter, præget i Sepforis under den store opstand, tyder også på, at byen hovedsagelig var jødisk. Ingen af dem har billeder af den romerske kejser eller af hedenske guder, selv om sådanne billeder var almindelige på mønter fra denne periode. Se ill. side 4

Argument 4: Andre indicier på en jødisk befolkning Fraværet af svineknogler, den store mængde stenkar og tilstedeværelsen – i det mindste efter vores mening – af mange rituelle bade støtter vores konklusion, at på Jesu tid var Sepforis hjem-

6

Sepforis - en jødisk


Olielamper fra Sepforis med en syvarmet lysestage, menorah. Fra det 4. årh. Foto: © Sepforis Regional Project

En af mønterne fra Sepforis har et dobbelt cornucopia (overflødighedshorn) med en stav i midten. Disse var almindelige symboler på jødiske mønter fra det første århundrede (overflødighedshornet var imidlertid langt det mest almindelige af de to). Den anden mønt, som er præget i Sepforis under opstanden, har kun en inskription på græsk og intet billede.

Argument 5: Mangel på indicier på græsk-romersk tilstedeværelse I modsætning til den overvældende bevidnelse af en jødisk tilstedeværelse i byen, er der praktisk taget ingen vidnesbyrd om en hedensk tilstedeværelse i det første århundrede e.Kr. Efter femten års omfattende udgravninger har man ikke fundet nogen rester af et tempel, ingen kultiske genstande, ingen inskriptioner med omtale af dyrkelsen af hedenske guder. De typiske arkitektoniske træk ved en hellenistisk by mangler også – vi har ikke fundet noget gymnasium, ingen hippodrom (bane til væddekørsel), intet amfiteater, intet odeon (lille, undertiden overdækket teater), intet nymphaeum (kunstfærdigt dekoreret fontæne), ingen helligdomme, ingen statuer. Det er ikke vores mening at antyde, at Sepforis var totalt uden forbindelse med de kulturelle tendenser i det større romerske samfund, kun at påvise, at byens jødiske karakter i det første århundrede på ingen måde var druknet i det hellenistiske hav. Selv om Sepforis’ økonomiske, soci-

ale og politiske indflydelse på Galilæa er tydelig, er der ingen grund til at karakterisere byen som et hellenistisk centrum eller som en typisk græskromersk by i det første århundrede.

LÆS “Ordet og Israel” Israel er i centrum. TV og aviser interesserer sig for, hvad der sker i Israel. Med god grund! Ikke blot fordi politik, kulur og religion støder sammen i Israel, men først og fremmest fordi Israel er det folk og det land, Gud har udvalgt som redskab til gennemførelsen af hans frelsesplan. Også i fremtiden vil Israel stå i centrum. Her skal der ske vigtige begivenheder i tiden frem til Jesu genkomst. En af de måder, DU kan holde dig orienteret om Israel på, er ved at læse månedsbladet ‘Ordet og Israel’. Læs bl.a. om: • • • • •

Aktuelle nyheder fra Israel De bibelske profetier Messianske jøder Arkæologi Nyt fra Ordet og Israels arbejde i Jerusalem og Tiberias

Ring og bestil Ordet og Israel i dag 86 98 79 12

storby på Jesu tid?

7


8

Sepforis - en jødisk


Teateret i Sepforis med plads til 4000 personer. Siden første udgravning i 1931 har dateringen været omstridt. Forfatterne mener ikke, at Jesus kunne have overværet et stykke i dette teater, da det først blev bygget sent i det 1. årh. ifølge deres undersøgelser. Foto: © Albatros Foto/Duby Tal & Moni Haramati

Sepforis’ teater Ikke før det andet og tredje århundrede e.Kr. finder vi vidnesbyrd om en ikke-jødisk tilstedeværelse i Sepforis. Men før vi undersøger dette materiale, må vi kort beskæftige os med det meget imponerende teater, som første gang blev udgravet i Sepforis for 70 år siden af Leroy Waterman fra University of Michigan. Fornyede udgravninger har desværre ikke helt kunnet afgøre spørgsmålet om teatrets alder. Efter vores mening blev det bygget i slutningen af det første århundrede e.Kr., efter den store opstand, eller endnu mere sandsynligt tidligt i det andet århundrede e.Kr. Adskillige forskere har forsøgt at datere teatret til en periode før den store opstand. Nogle har endog forsøgt at sætte teatret i forbindelse med Jesus. Dog kun få forskere støtter en så tidlig datering.

En ny tid – en ny by Da byen voksede og udvidedes i løbet af det andet århundrede e.Kr., byggede man et nyt akvadukt-system. Dette system sørgede for vandforsyningen til det meste af byen såvel som til to offentlige badehuse i den nedre by. Sandsynligvis blev der også anlagt en agora (markedsplads). I byen blev der slået mønter med kejser Trajans (98-117 e.Kr.) buste. Mønter, som blev slået under Antoninus Pius (138-161 e.Kr.), har ikke blot kejserens buste, men viser også billeder af hedenske guder – den kapitolinske triade (Jupiter, Juno og Minerva) og Tyche, der almindeligvis betragtes som bygudinde. Antoninus Pius-mønterne viser

også et nyt navn for byen: Diocaesarea. Dette navn, som både ærer Zeus (på latin Dio) og kejseren, optræder på alle følgende mønter udstedt af byen og bliver det navn, hvorved byen kendes i hedensk og kristen litteratur. Andre håndgjorte genstande fra efter det første århundrede afspejler en voksende hellenistisk og hedensk påvirkning. Lamper fra det andet og tredje århundrede har hellenistiske motiver, og nogle afbilder eksplicit erotiske stillinger. Et af de berømteste og oftest besøgte fund i Sepforis er en storslået villa – beliggende på byens akropolis i nærheden af teatret. Den går tilbage til begyndelsen af det tredje århundrede e.Kr. Gulvet er dekoreret med en smukt bevaret mosaik, som rummer et gådefuldt portræt af en ukendt kvinde, som ofte kaldes “Galilæas Mona Lisa”. For os har panelerne i mosaikkens centrum imidlertid større betydning. De ledsages af forklarende græske inskriptioner og viser en drikkekappestrid mellem vinens gud, Dionysos, og Herakles, her afbildet som deltager i et symposium i græsk stil. Ikke overraskende vinder Dionysos kappestriden. Et panel viser Herakles fuld, og et andet rummer en procession til hans ære. Men det er ikke alt. To ganske små bronze-figurer af græske guddomme blev fundet i en cisterne i et hus på det vestlige akropolis. Også de går tilbage til det andet eller tredje århundrede e.Kr. En bronze-skål, et lille bronze-røgelsesalter og en lille bronze-tyr, som er fundet sammen Mønt trykt i Sepforis med den hellenistiske gudinde Tyche stående i et tempel og med indskriften “Diocæsarea” samt med Kejser Antoninus Pius’ billede (138 - 161 e.Kr.) Foto: © Israel Museum

storby på Jesu tid?

9


Udsnit af mosaik fundet i bygning fra det 3. årh. Viser drikkedyst mellem Dionysos og Herakles. Sidstnævnte taber og kaster op i en skål. Foto: © Sepforis Regional Project

og formentlig kan dateres til det fjerde århundrede e.Kr., har sandsynligvis forbindelse med dyrkelsen af Serapis. Efter den store opstand (66-70 e.Kr.) – og især efter den anden jødiske opstand (132-135 e.Kr., undertiden også benævnt Bar Kokhbaopstanden) – flyttede jøder fra det sydlige Palæstina nordpå til Galilæa og medbragte den hellenistiske kultur, som tidligere havde været mere udtalt i Jerusalem og omegn end i Galilæa. Helleniseringen af Galilæa øgedes også betragteligt med ankomsten af romerske tropper, som i 120 e.Kr. for første gang blev udstationeret her permanent. Den sjette Ferrata-legion og dens støttepersonel fik hovedkvarter i Legio, få kilometer syd for Sepforis. Men alt dette skete længe efter Jesu tid. Når vi kommer til det fjerde århundrede, er græske inskriptioner almindelige i Sepforis. Byen havde allerede skiftet navn til Diocaesarea – måske for at tækkes romerne i nærheden, og byens administration har muligvis bestået af en blanding af ikke-jøder (hedninger såvel som kristne) og jøder.

Sepforis stadig jødisk i rabbinsk tid Mens den voksende græsk-romerske kultur i Sepforis ikke er til at tage fejl af, er vidnesbyrdene

10

om hedensk gudsdyrkelse sparsomme. Trods billeder af templer på by-mønter fra det andet og tredje århundrede har man endnu ikke fundet noget tempel i Sepforis. Og selv om de ovenfor nævnte statuetter og andre kultiske genstande giver et glimt af hedensk praksis, er de få og af sen dato. Vidnesbyrdet om jødedommen i Sepforis forøges efter det første århundrede e.Kr. Det mest indlysende vidnesbyrd er den fremtrædende plads, Sepforis har i rabbinske kilder. Rituelle bade fra så sent som det fjerde århundrede er almindelige. Fra biskop Epiphanius fra det fjerde århundrede er der bevaret en ansøgning fra en kristen om at bygge kirker i Sepforis; kejser Konstantins svar henviser til “jødernes byer og landsbyer … hvor der blandt dem ikke er en hedning eller en samaritaner eller en kristen”. Det nævner derefter fire byer, “i hvilke ingen ikke-jøde kan findes”: Nazaret, Kapernaum, Tiberias – og Diocaesarea, dvs. Sepforis.

Stor betydning for forståelsen af Jesu nærmiljø Det er på denne baggrund, vi må betragte Sepforis, da den kan være relevant for at forstå den historiske Jesus. Desværre har mange forskere – på grundlag af fund fra århundrederne efter Jesus – fejlagtigt opfattet Sepforis som centrum for en græskromersk kultur på Jesu tid. Vist var Sepforis en blomstrende og voksende by i det første århundrede e.Kr., men vidnesbyrdene om en hellenis-

Sepforis - en jødisk


tisk kultur er begrænsede. Hvad angår byens befolkning, var det overvældende flertal jøder. Ikke-jøder, for så vidt der overhovedet var nogen, var et lille mindretal uden indflydelse. Nogle forskere er gået så vidt som at antyde, at de kulturelle tendenser i Galilæa på Jesu tid kun adskilte sig lidt fra andre steder i Romerriget. På dette grundlag anskuer de Jesus som en slags vismand, der er påvirket af populære, dvs. mindre lærde versioner af græsk og romersk filosofi. Populærfilosoffer fandtes overalt i Romerrigets bycentre, hvor de stod på gadehjørner og prakkede forbipasserende deres meninger på – så hvorfor ikke også i Sepforis? Sådan argumenterer man. Disse forskere afviser – med urette mener vi – tanken, om at Jesus var en apokalyptisk profet, som forkyndte afslutningen på den nuværende tidsalder og en ny tids komme, hvor Guds herredømme ville blive realiseret på jorden – den traditionelle jødiske forståelse af “Guds rige”, som han prædikede. For eksempel har John Dominic Crossan tegnet et billede af Jesus som tilhænger af en østlig middelhavsområde-version af en græsk filosofi kaldet kynismen. Ifølge forskere som Crossan rejste bonde-kynikeren Jesus gennem Galilæa og opfordrede til en modkulturel afvisning af sociale normer. Hans tilhængere skulle opgive deres ejendele og i stedet for samle sig “skatte i himlen” (Matt 6,20). Men der er faktisk ingen vidnesbyrd om tilstedeværelsen af filosofiske lærere, kynikere eller ej, i Galilæa i det første århundrede e.Kr. Ganske vist voksede den hellenistiske kulturs indflydelse i Galilæa, men den nåede ikke sit højdepunkt før i de følgende århundreder. Sepforis var hovedsagelig en jødisk by, og intet tyder på, at der har været græsk-romerske filosoffer der. I en bog med titlen Jesus and the Forgotten City forsøger Richard Batey endog at argumentere for, at Sepforis var en blomstrende hellenistisk by i det første århundrede e.Kr. Han hævder eksistensen af et Sepforis med mange ikke-jøder, som praktiserede hedenske ritualer, og en hedensk kultur, som havde stor indflydelse på den lokale befolkning, hvilket inkluderer nazaræerne i nærheden, og blandt dem Jesus. Selv om de fleste af Bateys synspunkter er blevet tilbagevist, har mange forskere tilsluttet sig hans opfattelse, at det nedre Galilæa var fuldt helleniseret på Jesu tid. Som følge heraf søger mange forskere at se hellenismen som en påvirkning i Jesu lære, i stedet for at søge i jødisk kultur efter kilden til hans lære.

Selv om visse aspekter af jødisk kultur var helt og fuldt hjemme i hellenistisk kultur, forbliver det ikke desto mindre en kendsgerning, at hebraisk sprog og litteratur, såvel som aramaisk og jødisk kultur, dominerede området på denne tid. Og det er dér, vi må søge efter den historiske Jesus. ■

Eric M. Meyers er professor i arkæologi på Duke University i USA og mangeårig leder af udgravningerne i Sepforis. Mark A. Chancey er adjunkt på afdeling for Religious Studies på Southern Methodist University i USA, og har for nyligt fået udgivet sin ph.d.-afhandling, The myth of a Gentile Galilee.

Artiklen er første gang bragt i Biblical Archaeological Review 2000, no. 4. Den oprindelige artikel er forsynet med noter og litteraturreferencer, der af pladsmæssige hensyn ikke er medtaget her.

Oversættelse ved Birger Petterson og bearbejdelse ved redaktionen.

storby på Jesu tid?

11


Herodion

Herodion

(fortsat fra TEL 4/2000)

Herodes som bygmester - 4

Af pastor emer. Hartvig Wagner

På randen af Judæas øde bjergørken ca. 13 km syd for Jerusalem og 6 km sydøst for Betlehem rejser sig et iøjnefaldende kegleformet bjerg 768 m over havet. Det er Herodes d. Stores enestående paladsfæstning Herodion1.

Historie I år 40 f.Kr. besejrede Herodes i et voldsomt slag makkabæeren Antigonus, som støttet af parterne havde tilkæmpet sig kongemagten. Lige før slaget havde Herodes’ venner hindret ham i at begå selvmord i fortvivlelse over situationen og over en ulykke, der havde ramt hans moder. Det skete alt sammen umiddelbart før hans flugt til Rom, hvor senatet udnævnte ham til konge. Disse begivenheder bandt ham så tæt til det dengang øde sted, hvor slaget havde stået, at han 20 år efter rejste sig et mindesmærke i form af det imponerende anlæg Herodion, Her blev han også ifg. Josefus begravet under stor festivitas efter 37 års bevæget regeringstid. Under jødernes to oprør mod romerne 66-70 og 132-135 e.Kr. forskansede oprørerne sig i paladsfæstningen på Herodion, hvor de foretog påviselige bygningsmæssige ændringer. Der er ligeledes fundet rester af byzantinske kirker og spor af klostersamfund fra det 5. årh. Siden 1972 har især professor Ehud Netzer fra Det hebraiske Universitet i Jerusalem udforsket Herodion og i en række publikationer udførligt beskrevet stedet.

Paladsfæstningen På en bjergtop rejstes fæstningsværket omgivet af en cirkelformet dobbeltmur med en diameter på 63 m, som antagelig har været 30 m høj. Mod syd, vest og nord var muren omgivet af et halvcirkelformet tårn og mod øst af et højere cirkelrundt tårn på et kraftigt fundament. Pladsen inden for dobbeltmuren var i nord/sydLuftfoto af Paladsfæstningen set fra nordvest. 1. Cirkelformet dobbeltmur. 2. Halvcirkelformede tårne mod syd, vest og nord. 3. Cirkelformet østtårn. 4. Haveanlæg omgivet af søjler (peristylgård). 5. Oprindelig spise-sal (triclinium), senere omdannet til synagoge. 6. Korsformet anlæg. 7. Moderne trappe. 8. Romersk badehus. Foto: © BAR 2/2002

12

gående retning delt i to halvcirkler. I den østlige halvdel var der en såkaldt peristylgård, et haveanlæg på 33 x 12,5 m omgivet af søjler mod syd, vest og nord og ind mod det østlige tårn af en mur med såkaldte pilastre, halvsøjler som udsmykning. I den vestlige halvcirkel var der oprindeligt mod syd en stor spisesal (triclinium), som oprørerne under den første opstand ændrede til en synagoge. Det fremgår af senere murede bænke langs de tre vægge og af en mikveh, et rituelt bad anlagt ved indgangen. Midt i halvcirklen var der flere rum omkring et korsformet anlæg. Disse rum har nok været anvendt til beboelse. Den nordlige del af halvcirklen rummede et romersk bad, bestående af de traditionelle rum: afklædningsrum (apodyterium), koldt bad (frigidarium), lunkent bad


(teppidarium) og varmt bad (caldarium). I byzantinsk tid slog munke sig ned i det romerske bad, hvor der da var bevarede stenlofter.

Imponerende kunstig kegletop Det, som den dag i dag giver Herodion sit karakteristiske udseende, er, at Herodes rundt om selve fæstningsværket lod rejse en kunstig, ganske regelmæssig kegletop oven på den naturlige bjergtop. Dertil er brugt 10.000 m3 jord, som sikkert er hentet fra en nabohøj, hvorved Herodions majestæt yderligere er fremhævet i omgivelserne. Josefus nævner udtrykkeligt den kunstige top, som stadig tydeligt kan skelnes i forhold til det naturlige bjerg. De gjorte fund bekræfter i øvrigt Josefus’ udførlige skildring bl.a. af, hvorledes Herodes forsynede Herodion med vand fra en kilde nær ”Salomos Damme” 4 km syd for Betlehem. Arkæologerne har afdækket store cisterneanlæg fra Herodes’ tid og et tunnelsystem, som oprørerne under Bar Kokba-opstanden (132-135 e.Kr.) har udhugget. Perspektivtegning af Paladsfæstningen. Efter E. Netzer, Die Paläste der Hasmonër und Herodes’ des Großen.

Nedre Herodion Ikke blot selve bjergfæstningen er enestående. Det gælder også anlægget lige nord for denne ca. 100 m under toppen. Kun lidt er tilbage af den største enkeltstående bygning på ca. 130 x 60 m, som antagelig har været et palads tæt ind mod bjergets nordside. Nordvest herfor har man frilagt et tre meter dybt bassin på 69 x 45 m, som midt i har haft en rund pavillon. Det tyder på et rekreativt formål kombineret med, at vandet også har været brugt til overrisling. Bassinet har ligget i et stort haveanlæg på 130 x 110 m omgivet af 5,5 m brede søjlegange mod syd, vest og nord med en samlet længde på 250 m. Mod øst afgrænsede en hal haven, og en tilsvarende hal fandtes uden for den vestlige søjlegang. Nord for haveanlægget lå en stor fløj med rum beregnet til praktiske formål, magasiner, stalde og boliger for gæster og muligvis administration af et af de forvaltningsområder, landet var opdelt i. Op mod haveanlæggets sydvestlige hjørne lå det største af Herodions romerske badehuse, og ved selve sydsiden er der rester af en massiv bygning, af arkæologerne kaldet ”Monumentalbygningen”.

13


Herodes’ grav

Arkitektonisk mesterværk

Der er ingen grund til at betvivle Josefus’ beretning om, at Herodes er begravet i forbindelse med sit mest imponerende bygningskompleks Herodion. Men graven er endnu ikke fundet. Man har ledt forgæves oppe i bjergpaladset. Netzer antager derimod, at graven skal findes i nærheden af den nævnte ”Monumentalbygning”. Her har man spredt fundet typiske herodianske, dekorerede kvadre, som man kender fra gravmonumenter i Jerusalem. De har siden været anvendt til opførelse af en byzantinsk kirke på stedet. Netzer støtter også teorien på fundet af en ca. 350 m lang og 30 m bred bane på en smal platform, som fra ”Monumentalbygningen” strakte sig mod øst lige neden for paladset. Denne ”Bane” har nogle anset for at være en hestevæddeløbsbane (hippodrom), men Netzer antager, at den har været anlagt med henblik på ceremonier ved Herodes’ begravelse. En mikve ved ”Monumentalbygningen” kan have tjent til rituel renselse i forbindelse med begravelsen.

Bjergfæstningen og nedre Herodion danner tilsammen et kompleks, der dækker et areal på 25 ha. og udgør et af de største paladsanlæg i den antikke verden. Arkitektonisk er der en enestående sammenhæng mellem bygningerne på toppen og ved foden af bjerget, som vidner om en fremragende kunnen. Fund af oprindelige mosaikgulve, fresker og stukarbejder vidner også om højt udviklet kunst. Man kan næppe forestille sig, hvilket overvældende indtryk Herodion må have gjort på kongens gæster, når de midt i den ellers øde egn så det storslåede kompleks, som er det ypperste eksempel på, hvad Herodes som bygherre fik op at stå. Men når man står på toppen af Herodion og ser storheden for sig, melder sig som kontrast englens ord til Josef i Egypten: ”Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde” (Matt 2,20). ■

Note 1) I sine skrifter Jødernes krig (fork. Bell) og Jødernes historie (fork. Ant) har den jødiske historieskriver Josefus skildret både Herodions anlæggelse (Bell I,419421; Ant XV,323-325), Herodions historie (Bell I,263-265; Ant XIV, 352-360) og Herodes’ begravelse (Bell I,670-673; Ant XVII,196-199). Litteratur: • Ehud Netzer, Die Paläste der Hasmonäer und Herodes’ des Großen, Mainz am Rhein 1999, s. 90-108 • G. Foerster, Herodium, Encyclopedia of Archaeological Excavations in the Holy Land II, Jerusalem 1976, s. 502510 • Jerome Morphy-O’Connor, The Holy Land, Oxford 1998, s. 281-285 • ”Where Is Herod Buried?”, BAR vol 28, 2/2002, s. 33 • Flavius Josefus, Bell I og Ant XIV, XV og XVII Luftfoto af hele anlægget fra nordvest. 1. Palads. 2. Bassin med rund pavillon. 3. Haveanlæg omgivet af søjler mod syd, vest og nord. 4. Romersk badehus. 5. Monumentalbygningen. 6. ”Banen” 7. Bjergfæstningen. Foto: © BAR 2/2002

14


Herodion og barnemordet i Betlehem Af pastor emer. Hartvig Wagner ”Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.” Sådan skildres barnemordet i Betlehem i Matthæusevangeliet 2,16. Spørgsmålet er om vi kan fæste lid til denne beretning. I moderne tid er den oftest beskrevet som uhistorisk og legendarisk. Men faktisk er den tidligt bevidnet uden for Bibelen. I skriftet Jakobs Forevangelium fra ca. 150 e.Kr. læser vi: ”Men da Herodes indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han vred. Han sendte sine mordere af sted og befalede dem at dræbe alle spædbørn fra to år og derunder. Da Maria hørte, at spædbørnene blev dræbt, blev hun bange og tog drengen, svøbte ham og lagde ham i en oksekrybbe.” En hedensk forfatter Macrobius, som levede ca. 400 e.Kr. vidste også besked om barnemordet. Han skriver: ”Da Augustus erfarede, at jødernes konge Herodes i Syrien (hvortil provinsen Judæa hørte) sammen med børnene under to år, som han lod dræbe, også havde ladet sin søn ombringe, sagde han: Det er bedre at være Herodes’ svin (på græsk ’hys’) end hans søn ( på græsk ’hyos’).” Ofte afvises Matthæus’ beretning med, at den ikke er omtalt af historieskriveren Josefus (37 – 100 e.Kr.), som ellers ikke holder sig tilbage for at skildre Herodes’ mange ugerninger. Men set i lyset af, at Herodes netop i år 7 f.Kr., som bredt antages at være Jesu fødselsår, henrettede sine to sønner Alexander og Aristobul, der ellers var udset som tronarvinger og kendt og elsket af folket, er episoden i en mindre landsby ved navn Betlehem en bagatel, som ikke har vakt særlig opmærksomhed. Modsat er det ud fra vores kendskab til Herodes gennem Josefus på ingen måde utænkeligt, at Herodes kunne have udført en sådan handling i lyset af, at der gik

rygter om, at det nyfødte barn skulle være konge. Befolkningen i Jerusalem havde ved mange andre lejligheder set Herodes skaffe folk af vejen, der truede hans magt, som fx den gang en del farisæere på den tid blevet henrettet, fordi de havde varslet kongens snarlige endeligt (Josefus, Jødernes historie XVII,42-44). Tilmed kunne Herodes ved denne lejlighed handle skjult for indbyggerne i Jerusalem. Ikke langt fra Betlehem lå Herodes’ fæstning Herodion, og nemt og bekvemt kunne Herodes lade en melding gå til sit vagtmandskab dér med ordre om at foretage en lokal massakre på drengebørnene i fæstningens umiddelbare nærhed. Altså bemærkede ikke mange nødvendigvis denne hændelse, ud over dem, det gik ud over. Sammenbygget med Fødselskirken i Betlehem ligger den romersk-katolske Kirke, Sankt Katarina. Fra denne kirke fører en smal trappe ned til en række underjordiske huler, som tidligere har være beboet. En af dem er indrettet som ”De uskyldige børns kapel”. Bag et alter ser man ind i en grotte, i hvis bund er hugget en del små barnegrave. Det er uvist, hvornår disse grave præcis er lavet, og om de har nogen historisk forbindelse med barnemordet. Det er tænkeligt, at de på et tidligt tidspunkt er lavet for at anskueliggøre Matthæus’ beretning. Men også i det tilfælde er de et vidnesbyrd om, at man i Betlehem tilbage i tiden har fæstet lid til beretningen om barnemordet, som indgår i en af teksterne til julesøndag. ■

Litteratur: August Strobel, Weltenjahr, große Konjunktion und Messiasstern. I Aufsteig und Niedergang der römischen Welt, Reihe II, Band 20, Berlin 1986 Bag alteret i ”De uskyldige børns Kapel” ses grotten med de mange barnegrave. Foto: © Hartvig Wagner.

15


Hvem har

Arkæologisk og historisk sidelys på Bibelen

det levende vand? (lll/III)

Af ph.d.-stipendiat Morten Hørning Jensen

”Hvem har det levende vand?” – ”Det har de i Jerusalem! Gå hen til templet og rens dig i et af badene, eller prøv måske hos essæerne. DE lever efter loven. Men undgå urene steder og hold dig især fra samaritanerne!”

En tredobbelt kvalifikation Som vi har set i de to forgående dele af denne artikel, havde begrebet ”levende vand” stor betydning på Jesu tid. Gud bruger det som et billede på sig selv (fx Jer 2,13), ligesom det kunne gøre en person rituel ren og værdig til at besøge fx templet. To steder i NT tales der om ”levende vand” og begge steder af Jesus i Johannesevangeliet. Det sker dels under en løvhyttefest i Jerusalem (Joh 7,28), og dels under en rejse fra Judæa og hjem til Galilæa, hvor Jesus på vejen falder i snak ved en brønd (Joh 4,1-42).

Beretningen i Joh 4 indledes med tre vigtige oplysninger, der på dramatisk vis sætter rammen for den efterfølgende samtale. Jesus møder nemlig en person, der har en tredobbelt kvalifikation. For det første er personen en samaritaner, der bor i landsbyen Sykar midt i Samaria (4,4f). For det andet er det en kvinde (4,7). Og for det tredje er det en kvinde, der befinder sig i udkanten af samfundet. Mødet finder nemlig sted ved den 6. time (4,6), dvs. kl. 12, da man i NT regner timerne fra solopgang. Hårdt arbejde som at hente vand udførtes naturligvis i de kølige morgentimer. Som samtalen senere afslører, havde kvinden også en grund til at opsøge brønden på dette tidspunkt, da hun havde levet et løsagtigt liv med fem brudte ægteskaber bag sig og et nuværende forhold uden for de normale ægteskabelige rammer (4,16ff). Det er altså ikke en hvilken som helst person, Jesus møder her. Det er en person med en tredobbelt kvalifikation i negativ retning, som vi nu skal se i lyset af arkæologien og historien.

Forholdet mellem jøderne og samaritanerne Samaritanere hed det folk, der på Jesu tid boede i det centrale bjergland mellem Judæa og Galilæa. Forholdet mellem dem og jøderne var præget af stort afsky og gensidig forfølgelse og drab. Således beskriver det apokryfe skrift Jesu Siraks bog (2. årh. f.Kr.) samaritanerne som ”det tåbelige folk der bor i Sikem” (Sir 50,26), ligesom historieskriveren Josefus forTypisk bjerglandskab i Samaria. Foto: © Pictorial Library of Bible Lands

16


Rekonstruktion af brønd fra bibelsk tid, Den bibelske have i Jerusalem Foto: Pictorial Library of Bible Lands

tæller om gentagne gnidninger. En hovedårsag til det dårlige forhold var, at samaritanerne i det 4. årh. f.Kr. på Garizimbjerget havde bygget deres eget tempel som modsvar til jødernes tempel i Jerusalem. Samaritanerne lagde selv vægt på, at de nedstammede fra Efraim og Manasse, og holdt fast ved de fem Mosebøger som helligskrift. Jøderne derimod holdt sig til, at den gamle israelitiske befolkningsgruppe i området var blevet blandet med andre folkeslag, der dyrkede fremmede guder (2 Kong 17,24-33). I det 2. årh. f.Kr. indviede samaritanerne ifølge Josefus deres tempel til den græske gud Zeus. I år 128 f.Kr. kulminerede denne strid, da den judæiske fyrste Hyrkan indledte et felttog mod samaritanerne, og havde held til at indtage og ødelægge både byen Sikem og tempelbygningerne på Garizimbjerget. Selvom romerne siden søgte at mægle i striden ved at løsne Samaria fra jødisk overherredømme under general Pompejus år 63 f.Kr., og selvom Herodes den Store var samaritanerne venligt stemt og fx anlagde byen Sebaste i området (bl.a. med et hedensk tempel til Augustus’ ære), forblev spændingerne store.

Lukas 9,54 Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: »Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem [samaritanere]?«

I år 9 e.Kr. lykkedes det nogle samaritanere at vanhellige templet i Jerusalem ved at sprede menneskeknogler i helligdommen under den jødiske påskefest. I år 50 kom det til åben krig, efter at samaritanerne havde overfaldet og dræbt nogle galilæiske pilgrimme på vej til Jerusalem. Dette dårlige forhold mellem jøderne og samaritanerne er også afspejlet i NT. Fx ønsker de gode disciple Jakob og Johannes at udslette en samaritansk landsby med ild fra himlen, da den nægter at tage imod Jesus (Luk 9,54), og da nogle jøder under en diskussion med Jesus ikke kan finde på mere at sige mod hans argumentation, bruger de det gamle politiske trick med at gå efter manden selv. De kalder ham for ”en samaritaner, der er besat af en dæmon” (Joh 8,48). Bedre skældsord fandtes ikke!

Vurderingen af kvinder For det første er det altså overraskende, at Jesus som en galilæisk pilgrim på vej hjem fra Jerusalem, giver sig i snak med en samaritaner. Men det bliver ”værre” endnu. Det at stå og snakke på tomandshånd med en fremmed kvinde var uhørt i datidens samfund. Det fremgår tydeligt af disciplenes reaktion, da de kommer tilbage fra landsbyen som de havde besøgt under samtalen: ”..de undrede sig over, at han talte med en kvinde” (4,27). De rabbinske skrifter fra det 3. årh. e.Kr. optegner, hvordan rabbinere på Jesu tid advarede en mand mod at være alene med en kvinde, end ikke

17


SIDELYS PÅ BIBELEN

sin søster eller datter. I det hele taget blev kvinden regnet for mindreværdig på en lang række punkter. Således kunne en kvinde ikke tælles med, når der skulle samles mindst 10 personer for at afholde en gudstjeneste. Ligeledes er der ingen eksempler på, at en kvinde kunne læse op af loven, og nogle rabbinere anså ikke en kvindes vidnesbyrd for at have retslig værdi. Til alt dette kommer nu, at denne kvinde er åbenlyst i udkanten af samfundet. Hun opsøger brønden ved siesta-tid. Intet under, at disciplene undrer sig. ”Hvis den mand er profet, så må han da kunne se det, der er så tydeligt for os andre…” (jf. farisæeren Simons tanker, Luk 7,39).

Hvad tilbyder Jesus netop hende?

Til netop dette menneske tilbyder Jesus (for første gang i evangeliet) ”det levende vand” (4,10.1314), og bekender sig selv som Messias (4,26). I lyset af den betydning man tillagde ”levende vand” på Jesu tid, og den iver man lagde for dagen for at besidde det levende vand, er Jesu tilbud grænseløst provokerende: ”Hvis den mand er profet, så må han da kende Skrifterne og vide, at Gud selv vil lade det levende vand springe frem fra templet i Jerusalem og ikke her i Samaria!” (Zak 14,8 og Ez 47,1). Da Jesus rent faktisk senere kommer med samme tilbud til jøderne i Jerusalems tempel (Joh 7,28), ender det i mod Herodes den Stores tempel for Augstus i Sebaste i Samaria. Foto: © Pictorial Library of Bible Lands

18

Joh 4,9 Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.

Joh 4,13-14 Jesus svarede hende: “Enhver, som drikker af det vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evig liv”.

stand og afvisning og ligefrem forsøg på stening (8,59). Hvordan reagerer kvinden på tilbuddet? Hun lader ”sin vandkrukke stå” (4,28), trodser sin position, og går ind i byen og siger: ”Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?” (4,29). Og faktisk følger folkene i byen efter hende ud til brønden igen, og beretningen slutter med, at mange af dem bekender Jesus som ”verdens frelser”. ■ Skrift- og litteraturhenvisninger til de tre artikler om levende vand kan findes på adressen: www.sba-dk.dk


BOGANMELDELSER Det 20. århundrede blev indenfor bibelvidenskaben langt på vej et ”fundenes århundrede”. Helt bogstaveligt har vi nu flere kilder i form af både arkæologisk materiale og håndskrifter end nogen sinde tidligere. Dette har medført en sand storm af bud på, hvem Jesus var, hvad han tænkte, hvilke elementer, der formede hans verdensbillede osv. Man taler om, at vi nu befinder os i ”den 3. jagt på den historiske Jesus”. Mens meget af denne forskning er sober, så har også vilde teorier uden hold i kilderne set dagens lys. Forfatter: N.T. Wright Titel: The Contemporary Quest for Jesus. 100 sider. Udgiver: Fortress Press, Minneapolis 2002. Pris: 6$ To nye engelske bøger giver en god håndsrækning til at danne sig et overblik over og navigere i denne jungle. I bogen, The Contemporary Quest for Jesus, giver den engelske teolog N.T. Wright en kortfattet men veloplagt og præcis oversigt over den historiske Jesusforskning de sidste hundrede år. Ligeledes genfremsætter Wright på baggrund af tidligere og langt større studier sit syn på, hvem Jesus var, og hvad han tænkte. Kort fortalt understreger Wright Jesus som en jødisk profet med en messiansk selvforståelse, hvilket i det store billede er forfriskende læsning.

Forfatter: Darrell L. Bock Titel: Studying the Historical Jesus: A Guide to Sources and Methods. Udgiver: Baker Academic 2002. Pris: 19$ Den amerikanske teolog Darrell L. Bocks nye bog, Studying the Historical Jesus: A Guide to Sources and Methods, er ligeledes en inspirerende og velskrevet introduktion til dette emne. Bogen har to dele, hvor den første introducerer og gennemgår den litteratur, der er relevant for at forstå Jesu samtid. Her gives en kort fremstilling (men med gode litteraturreferencer) af begreber/emner som ’apokryfer’, ’pseudoepigrafer’, ’qumranskrifter’, ’Josefus’, ’Filon’, ’rabbinsk litteratur’ mv. Dertil kommer en komplet gennemgang af referencer til Jesus som historisk person uden for det bibelske materiale, og det konkluderes, at dette materiale er langt mere righoldigt end ofte antaget af kritiske røster. Endvidere gennemgås kort den politiske historie omkring NT, ligesom de nyeste forskningstilgange hertil gennemgås og bedømmes ud fra bl.a. deres evne til at læse de bibelske skrifter på deres egne præmisser. Bogen kan varmt anbefales til den, der ønsker at give sig i kast med NT’s samtid og den nyeste forskning inden for dette emne. mjh

ISRAELSMISSION Israelsmissionens avis informerer om mission blandt jøder og formidler kendskab til messianske jøders vilkår. Redaktør: Kaj Kjær-Hansen. Avisen kan rekvireres gratis fra: Den danske Israelsmission Nørregade 14 6070 Christiansfeld Tlf. 74 56 22 33 Giro 3 05 45 00

19


NYT Af Carsten Vang

SENSATIONELT FUND Jesu navn fundet ridset i sten

En arkæologisk sensation blev offentliggjort for få uger siden: På en benkiste fra Ny Testamentes tid har man fundet Jesu navn ridset ind. På siden af kisten står på aramæisk: "Jakob, søn af Josef, bror til Jesus". Det er absolut det ældste arkæologiske vidnesbyrd om Jesus, som vi besidder. Benkisten er dateret til år 63. e.Kr. På NTs tid begravede man i Jerusalem ofte de døde ved at lægge dem i gravhuler. Når kødet var rådnet bort efter ca. et år, blev knoglerne lagt i en benkiste hugget ud af kalksten. Benkisten blev så stillet til side i en niche, og hulen kunne bruges til en ny begravelse. Sådanne benkister har man fundet adskillige hundreder af i tidens løb. Ofte blev den afdødes navn og hans fars navn skrevet på siden af kisten. Men det er højest usædvanligt, at den afdødes brors navn også blev skrevet. Faktisk kender man kun ét andet eksempler på, at brors navn blev føjet til. Det viser os, at denne bror må have været en meget kendt og betydningsfuld person. Nu var navnene Jakob, Josef og Jesus ganske almindelige i tiden før år 70. Men kombinationen af en Jakob, som havde en far ved navn Josef og

LÆS

en meget kendt bror ved navn Jesus, er så sjælden, at den næppe kan referere til andre end den Jakob, som var Jesu bror, og som blev leder af urmenigheden i Jerusalem. Denne benkiste er den ældste henvisning til Jesus, som vi har uden for NT selv. Det gør den i sig selv utroligt spændende. Men den viser også, at de jøder, som kom til tro på Jesus som Messias, fortsatte med at leve som jøder og fulgte de jødiske begravelsesskikke. Læs i næste nummer af TEL meget mere om dette spændende fund. Her vil vi bl.a. gennemgå, om vi kan være sikre på, at benkisten er ægte. Og vi skal se på, hvad vi ellers ved om denne Jakob, bror til Jesus, og hvad vi kan lære af dette fund. ■ Benkisten med inskriptionen på siden. Selve kisten er uden udsmykning. Indskriften med aramæiske bogstaver (se øverst på denne side) læser: ”Jakob, søn af Josef, bror til Jesus”. “Biblical Archaeology Society, Washington, D.C.” iflg. aftale med BAR.

MERE OM DETTE FUND I NÆSTE NUMMER AF

20

TEL

OG PÅ

www.sba-dk.dk

Profile for Thomas Møller

TEL 4/2002  

Sepforis -en jødisk storby på Jesu tid side 3 Herodion, Herodes som bygmester side 12 Herodion og barnemordet i Betlehem side 15 Hvem har de...

TEL 4/2002  

Sepforis -en jødisk storby på Jesu tid side 3 Herodion, Herodes som bygmester side 12 Herodion og barnemordet i Betlehem side 15 Hvem har de...

Advertisement