{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1

MAGASINET OM


FRA RNE VE TY Ø R P BET PÅ


VI HAR FEJLET Vi har taget de forkerte beslutninger. Vi har troet, at vi gjorde det rigtige, men det var helt forkert. Du har sikkert også fejlet. Vi har fejlet alene, og vi har fejlet i fællesskab. At skabe noget forudsætter, at vi har mod til at fejle foran andre. Hvis vi er låste i frygten for at være dårlige, stivner al skaberkraft og kreativitet. Der er liv i det uperfekte. Der er menneskelighed i at lege med grænserne for sin formåen. Og hvis man ikke har rørt ved fejlen på vejen, kommer man sjældent frem til noget virkelig sandt, uforudsigeligt, noget rystende eller noget dybere menneskeligt. At eksperimentere er at ikke kende resultatet. Og det er i fejlen, vi lærer det, vi ved. Vi er hele tiden i gang med at prøve at skabe nyt teater. Måske er det en fejl. Kærlig hilsen fra alle os på Betty


Hun fortæller med kroppen. Balletdanseren Astrid Elbo er et af de største talenter, Den Kongelige Ballet har set i mange år. Nu prøver hun sin krop af i nye sammenhænge som Bonnie i dansefortællingen Bonnie & Clyde på Betty Nansen Teatret. Her får dansen lov til at tage førerrollen som fortæller på en scene, der normalt lægger gulv til taleteater. A F DAV I D P E P E B I R C H F O T O C AT R I N E Z O R N


DEN NY SKOL


Det var en brydningstid, da Astrid Elbo gik på Det Kongelige Teaters balletskole. Det var ikke noget, der var udtalt eller på den måde talt om uden for balletkredse, men nye tider og en ny kropslig bevidsthed ændrede alligevel på meget. Der kom yoga og mindfullness, om ikke på skemaet, så i undervisningen. Der kom fokus på den enkelte elev og på hele mennesket. Der kom dans i sindet og ikke bare i muskler, kød og blod, og der blev arbejdet med elevernes mentale tilgang til de fysiske udfoldelser. Og midt i det var Astrid Elbo en elev, der ikke burde være der. I løbet af en sommer blev hun pludselig for høj, for langlemmet. Det ville blive svært at matche hende med de mandlige dansere. Men der var også kommet en ny balletmester, og Nikolaj Hübbe kunne godt se potentialet i en langlemmet danser. “Så er der mere at se på,” som han siger. Så der var hun. En langlemmet danser, der havde lært at hvile i sig selv. Og det var nøglen. Hun og hendes årgang er nu toneangivende for fremtiden i dansk dans. Og for det nye, det anderledes og det eksperimenterende. Hun har allerede udfordret sig selv med en rolle i filmen Darling, og nu tester hun hele kroppen, hele sindet og hele talentet på Betty Nansen Teatret, hvor koreograf Signe Fabricius skaber en danseforestilling baseret på historien om forbryderparret Bonnie og Clyde. Begyndelserne Det begyndte i Aalborg, da Astrid Elbo var tre år gammel og ville gå til ballet. Det begyndte i København, da hun var seks år gammel og selv ville til optagelsesprøve på balletskolen. Det begyndte en onsdag aften, da hun var sytten år og pludselig fik lov at danse soloen “araberdansen” i Nøddeknækkeren. Det begyndte en søndag formiddag i 2018, hvor Nikolaj Hübbe trådte ind på scenen efter en åben prøve på Svanesøen og udnævnte Astrid Elbo og tre andre dansere til solister – den næsthøjeste titel man kan opnå i Den Kongelige Ballet. Og det begynder igen nu, hvor hun sammen med skuespillere, urbane dansere og street-dansere skal tage publikum med til den anden side af fantasien – til den gennemrå virkelighed i depressionens favntag i de amerikanske tredivere. Det er mord, det er vild flugt, varmt

blod, fængslende purung kærlighed, og det er virkelighed fortalt som dans. Drømmene Vi møder hende en morgen på Det Kongelige Teater, hvor hendes krop bevæger sig automatisk rundt i de lange gange. Er du aldrig ked af at bruge hele livet på at danse? ”Nej. Jo. Nej, det er jeg ikke. Men der var da lige et par måneder, da mine venner skulle i gymnasiet, hvor jeg misundte dem. Både det, at de skulle fordybe sig i noget bogligt og det med festerne og sådan.” Hvor længe tog det? ”To måneder. Så gik det op for mig, at alt det jo ikke kunne matche det, jeg fik herinde på teatret. Og man kan jo altid tage en boglig uddannelse senere. Og gå til fester.” Hvad forventer du af samarbejdet med Betty Nansen Teatret? ”En mere kropslig og naturlig tilgang til bevægelse og dans. Jeg er vokset op med en stræben efter ét særligt balletideal, hvor alle linjer skal være lige. Det er slet ikke det, jeg skal prøve nu. Det bliver sindssygt hårdt – og sindssygt udfordrende. Og ret vildt at gøre det sammen med alle de her andre dansere, der kan nogle helt andre ting.” Hvad tager du med fra dig selv i rollen som Bonnie? ”Vi er begge drømmere. Hun drømte om et liv som filmstjerne, som performer. Jeg vil også gerne være performer, og jeg forstår hende, når hun vil det – koste hvad det vil. Det kan jeg forstå.” Hvad kunne hun? ”Jeg tror, det var hende, der iscenesatte det hele. Hun var ikke den kriminelle, der slog folk ihjel. Men hvis Clyde ikke havde mødt hende, så havde de ikke været nogen, vi taler om i dag. Hun skabte historien.” Astrid Elbo er 25 år gammel. Og dansk teater, dansk dans og danske scener kommer til at gå nye veje med hende. Det begynder nu.


FOTO SØREN SOLKÆR

PREMIERE 9. JANUAR BILLETPRIS 70-355 KRONER BILLETTER BETTYNANSEN.DK / 70 272 272 FORESTILLINGEN ER SKABT SOM EN DEL AF BETTY UDVIKLER I SAMARBEJDE MED BIKUBENFONDEN


Under et røveri fik Bonnie fat i en lille, sort notesbog fra The First National Bank i Burkburnett, Texas. Den brugte hun til at skrive digte i, mens hun var i fængsel. Et af de digte indgår i forestillingen. De første vers lyder:

Kender I historien om Jesse James? Et liv på flugt med svigt og nød med vold og død her er historien om Bonnie og Clyde
 Bonnie og Clyde er Barrow-banden det har I sikkert læst selv de plyndrer og smadrer og den der sladrer er de ikke bange for at slå ihjel
 Man siger de er koldblodige mordere Man siger at hjertet er hårdt og dødt Men jeg kan med stolthed sige at Clyde var uden lige den mest ordentlige, ærlige mand jeg har mødt


FAKTA Bonnie & Clyde er Betty Nansen Teatrets bud på en ny teaterform, hvor dans og taleteater mødes. Bonnie Elizabeth Parker og Clyde Champion Barrow var realitystjerner, før begrebet overhovedet fandtes. De var helte i en desperat underverden, som de med alle midler forsøgte at stige op fra. I dem genkendte folk et had mod bankerne fra sig selv og dyrkede Bonnie og Clyde som glamourøse idoler, indtil de blev skudt sønder og sammen af politiet i en alder af 24 og 25 år.

Bonnie & Clyde er koreograf Signe Fabricius’ forestilling om en virkelighed fra en anden tid, fra et andet land, fra bunden af livet. Fortalt af kroppe i bevægelse og med ord af dansere, der taler og skuespillere, der danser. Nu taler Betty også dans. SIGNE FABRICIUS OM ASTRID ELBO: “Jeg har fulgt Astrid længe, og hver gang jeg har set hende på scenen – eller på film – stod det klart for mig, at hun er noget helt særligt. Hun er en sindssygt dygtig balletdanser, og jeg havde lyst til at arbejde med en danser, der som hun har brugt så mange år på at dygtiggøre sig i en helt særlig teknik – og så bringe hende ud af hendes vante rammer og bruge hendes fantastiske måde at udtrykke sig gennem kroppen på en ny måde. Men først og fremmest er Astrid kunstner: Med den helt særlige kombination af et åbent, nysgerrigt sind og en udstråling på scenen, der suger publikums opmærksomhed til sig og giver os følelsen af, at hun fortæller os noget direkte, personligt og intimt. Det er et kæmpe privilegium at arbejde med Astrid, og jeg er ikke i tvivl om, at det, hun kan komme til at levere i centrum af dette grænseoverskridende projekt, vil være noget helt ekstraordinært.”


På Betty Nansen Teatret skaber vi scenekunst. Sådan skal det være. Men vi er også et kunsthus, der skal kunne flere ting. For eksempel udgive billedkunst. Derfor har vi genoplivet en Betty Nansen-tradition, hvor teatret arbejder tæt sammen med tidens dygtigste kunstfolk om en kunstplakat, der skabes med helt frie rammer af en udvalgt billedkunstner hvert år. Nu er der to plakater at vælge imellem. Morten Scheldes Great Expectations og Anika Loris La primadonna in a nutshell.

BETTY TIL VÆG


Plaka te foyer rne kan k øbes eller til 14 på betty i teatrets nan 9 kr Er du medl oner per sen.dk sty em VOR ES B af fælle k. sska ETTY bet få til 12 0 kro r du den ner.

Morten Schelde siger om sit værk, at han har valgt at tegne salen, fordi det er hjertet af teatret - det er her, hvor tingene faktisk sker: “Men jeg har ladet salen være tom og kaldt værket Great Expectations for at fange og forstørre stemningen af forventning, der ligger hos publikum og skuespillere, inden en forestilling begynder.”

GS

Anika Loris værk forstiller en Primadonna eller en Don på scenekanten, indhyllet af magi og mystik foran et publikum, hvor dramaet ruller derudaf: “Jeg synes, at det er en skøn kulturoplevelsestidslomme, man kan tage med sig hjem i privaten og mindes en dejlig stund. Og så kan jeg også godt lide tanken om, at kunsten kommer ud til folket i de små hjem og fortæller videre på historien.”


KUNST ER ALTSAMMEN ALT SAMMEN På Betty Nansen Teatret er et kunstnerisk fælleskab i gang med at undersøge Selma Lagerlöfs kærlighedskomplekse roman Kejseren af Portugalien. Den kollektive proces strækker sig både over tid og genrer og skal udmønte sig i en ny form for scenisk musikfortælling. Her kommer første afsnit af en artikelserie, der følger processen over de næste år. A F D AV I D P E P E B I R C H F O T O C AT R I N E Z O R N


ARTIKELSERIE OM KOLLEKTIV SKABELSE I 2021 er der premiere på Selma Lagerlöfs stærke fortælling Kejseren af Portugalien. Det er en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER, hvor forestillinger udvikles på tværs af kunstarterne over længere stræk i workshop-forløb med en kollektiv indgangsvinkel. Det er en ambition hos Betty Nansen Teatret, at projektet udmønter sig i viden og indsigt om kollektivets potentialer, der kan inspirere teatre både i Danmark og i resten af verden – og andre organisationer, der står over for komplekse udfordringer. Dette er første afsnit i en artikelserie om processen. I dette afsnit møder vi komponist Louise Alenius.


Komponist Louise Alenius skifter position på sin stol. Det er vigtigt, det der sker lige nu. Selma Lagerlöfs fortælling om kærlighedens både enorme og enormt ødelæggende magt udkom i 1914 med titlen Kejseren af Portugalien. Her møder vi Jan, der føler sit hjerte blive vækket til live den dag, han står med sin nyfødte datter i armene. Han lader sit sind opsluge af kærligheden til datteren – og går til grunde i takt med, at hun løsriver sig fra hans kærlighed. Ved siden af Alenius har skuespiller Maria Rossing fundet en stak papirer frem. Hun begynder at læse op fra teksten, og stemningen ændrer sig i rummet. Det er en helt essentiel passage i den over hundrede år gamle historie fra den svenske underklasse på landet. Den handler om kærlighed, savn, håb, afsked. I scenen går det for første gang op for Jan, at datteren fjerner sig fra ham af lyst – ikke af nød. Det er ikke bare et vilkår. Det er vilje. Hele rummets opmærksomhed samler sig om ordene i teatrets prøvesal på Frederiksberg. Og derefter går det hurtigt. Alenius flytter sin stol hen foran fire strygere, der er samlet i en halvcirkel midt i rummet. “Kan vi speede det lidt op?” spørger hun og kaster et blik ned over sine noder på den laptop, der konstant forlænger hendes hænder. Strygerne lægger buer på strenge og spiller med. Prøver noget. Prøver noget andet. Vender tilbage til udgangspunktet. Halter lidt - og finder så det rigtige tempo. For den utrænede kunne det ligne en jamsession, men intet kunne være mere forkert. Det vender vi tilbage til. Nye tanker I rummet er der foruden komponisten Alenius også to skuespillere, flere musikere og en instruktør. Meningen er, at holdets arbejde skal resultere i en forestilling, hvor musik og ord smelter sammen i en ny afart af musikteater. Grunden til at holdet allerede nu – meget mere end et år før premieren – sidder her sammen og beskæftiger sig med teksten, er, at der på Betty Nansen Teatret er en tro på, at fælleskabet er mere end summen af hjerner og kroppe. De ideer, der skabes i en kollektiv proces, kan ikke tænkes af en enkelt hjerne. De skal arbej-

des frem. Her er det måske på sin plads at ridse en normal teaterproduktions forløb op. For mens det er almindeligt, at en lille kerne, typisk bestående af en instruktør, en dramaturg og eventuelt en scenograf, arbejder på en forestilling meget lang tid før premieren, er det helt ualmindeligt, at også musikere, komponister og skuespillere er samlet så lang tid før. Potentialet I 2019 ansøgte – og fik – Betty Nansen Teatret en bevilling fra Bikubenfonden til at udforske fællesskabets potentialer i konkrete udviklingsaktiviteter, hvor mange fagligheder og kunstnere er medskabende på lige fod. Det kan være en undersøgende workshop, hvor en forestilling (som her) udvikles i fællesskab helt fra start. Derfor er holdet samlet, og derfor sidder Louise Alenius allerede i rummet. For hende er det lange træk ikke ualmindeligt. Hun er vant til at arbejde med operaer, balletmusik, filmmusik og meget andet, der er mange år undervejs. Det er den kollektive process, der kræver nye måder at tænke på, fortæller hun. “Jeg hader at jamme. Det kan intet for mig,” siger hun med stålfast blik. Hvad er det så, du foretager dig her og nu? ”Jeg har allerede skrevet musikken hjemmefra. Og det er inden for de rammer, jeg kan skrue op og ned. Du skal forestille dig et koordinatsystem. Musikken ligger fast på den vandrette akse, og så er der en række forandringsmuligheder på den lodrette. Og dem lader jeg Elisa og holdet – og mig selv – udforske.” Elisa med efternavnet Kragerup er instruktør på forestillingen. Hun er også kunstnerisk leder af Betty Nansen Teatret og årelang fortaler for kollektive processer: “I en tid, som må siges at være meget individorienteret, er det netop teatrets største force, at afsenderen af vores kunstart er et fællesskab. Vi kan ikke gøre det alene. En del af vores forpligtelse som kunstart er også at formidle teater som et rum for fællesskab. Også i forhold til publikum. I fremtiden vil det være endnu tydeligere, at teater er et sprog, som skabes og opleves kollektivt,” siger hun.


Grænseoverskridende Det er udsigten til at arbejde i et kollektiv side om side med Elisa Kragerup, der har været afgørende for Alenius. ”Elisa vil bryde med den måde, man normalt laver – i mangel af et bedre ord – musikteater på. Det er jo noget, jeg også er meget interesseret i. Det er ikke bare den kollektive proces, der tænder mig, men det at hun også vil skabe tværæstetisk og tværfaglig kunst. Det kan synes selvfølgeligt at blande kunstarterne, men det er ikke noget, der sker ret tit, og når det sker, er det ikke ret tit med kunstnerisk succes. Det vil jeg gerne være med til.” Hvad er anderledes? ”Når man laver musikdramatik er selve musikken definerende for forløbet, fordi det er meget krævende at ændre. Man ender tit med at følge den kronologi, der er fastlagt. Det er noget, både Elisa og jeg er stødt på. Hvis man vil flytte en scene i en opera for eksempel er det meget omstændeligt. Det kræver mange dages arbejde for en lille bitte manøvre. Og selvom man har længere tid, når man arbejder med opera, så er den tid allerede brugt. Musikken er allerede skrevet, så det er låst fast, når man begynder.” Er det svært for en som dig, der ’hader at jamme’ at arbejde på den her måde? ”Fleksibiliteten er afgørende. Elisa vil arbejde med musikken og bruge det aktivt i indstuderingen – og det er interessant for mig, så derfor planlægger jeg mit materiale (musikken) på en måde, hvor vi kan arbejde dynamisk med det. Hun kan på den måde have en ret stor rolle i forhold til musikken. “Jeg er vant til at have fuld kontrol; jeg har aldrig før ikke haft 100 procent kontrol over musikken. Det kræver en tillid, som jeg ikke har til ret mange, men som jeg har til Elisa. Og så er der jo det ekstra lag, at jeg også skal have tillid til kollektivet. Det er ikke nemt, men det er lærerigt og udfordrende for mig,” siger Alenius. Mens det er nyt og udfordrende for komponisten, er kollektive processer en uadskillelig del af Elisa Kragerups måde at skabe på. Blandt andet tidligere i ensemblet Det Røde Rum på Det Kongelige Teater og som en del af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed.

”Vi har opdaget, at man tør mere sammen, fordi man er flere om at dele risikoen. Men det er også en proces, hvor man skal lære at lægge sit ego fra sig og stille sig selv til rådighed for den gode idé. Det kan være ret angstprovokerende, når man ikke er vant til det, og det tager tid at vænne sig til. Men når man først kender det rum, føles det meget trygt og rummer en stor frihed,” siger Elisa Kragerup. Tilbage i prøverummet er holdet nået til en passage, hvor far-Jan skal sige et ord, der er så svært for ham, at det ikke kan komme ud af halsen. Kragerup foreslår, at strygerne overdøver ham, hver gang han prøver. Det har Alenius ikke forberedt, og der glider en lille trækning hen over hendes ansigt. Det skal ikke nødvendigvis være nemt at give slip i fælleskab.


FAKTA ALENIUS Louise Alenius er komponist og står bag opsætninger af såvel operaer som korværker og den såkaldte ”petit-forestilling” Porøset, der gennem en årrække er blevet opført på Det Kongelige Teater. Hun har modtaget talrige priser for sin musik og er blevet Reumert-nomineret for flere af sine værker.

Kejseren af Portugalien kan ses på Betty Nansen Teatret i 2021. Lige nu er alt oppe i luften, men heldigvis er der for en gang skyld tid og plads til at gå i dybden. Forestillingen bliver skabt som en del af BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden.

PREMIERE 9. APRIL 2021 BILLETTER BETTYNANSEN.DK / 70 272 272


HVEM E ANTON HJEJLE? Skuespiller Anton Hjejle lyver for at få andre til at føle sig godt tilpas, vil helst græde hver dag, og så kan han spise otte flødeskumskager på én gang. Lær skuespilleren, der medvirker i Orlando på Betty Nansen, bedre at kende her. AF JETTE LIN NIELSEN


Hvad kan du bedst lide at foretage dig? Jeg kan bedst lide at sove, spise mad og kysse. At vågne op og have sovet nok – eller ikke have sovet nok og glæde sig til at skulle sove igen – det er noget af det bedste. Der skal virkelig meget til, før jeg synes, at mad er dårligt. Det handler om kontekst. Så er der nogen, der laver en moussaka, som bliver til en suppeagtig ret. Men de prøvede, de gjorde noget, og så er det stadigvæk dejligt at spise. Hvor ville du helst tilbringe dit liv? På et udendørs dansegulv, en varm sommernat sammen med mine venner. Der skal være kulørte lamper og plads til at udfolde sig, så man ikke behøver at danse tæt. Der er en ta’ selv bar, og ingen drikker vin! Og alle sange bliver spillet i deres fulde længde uden afbrydelser. Hvilke fejl er du mest overbærende overfor? Hvis man er dårlig til at tegne, har en grim håndskrift og kommer med usandsynligt dårlige scorereplikker. Det falder jeg totalt for. Hvad er det værste, du kan forestille dig? Jeg har få fobier. Men en af dem er krøyerkugler – de der små, hvide kugler, der er inde i sækkestole, som er elektriske og sidder fast på én. Så mit værste mareridt ville være, hvis himlen en dag åbnede sig, og det begyndte at sne med krøyerkugler. Det ligner sne, men det er statisk elektrisk sne, og du kan ikke få det af! Din sindstilstand lige nu? Jeg føler mig ét skridt foran, men også ét skridt bagud. Der er for eksempel nogle venskaber, hvor jeg føler mig et skridt ved siden af, men jeg ved, at jeg lige om lidt kan tage et skridt derhen og pleje det ordentligt. Hvad gør du, når du skal være virkelig god ved dig selv? Hvis jeg skal have det rigtig luksus, køber jeg flødeskumskager. Det er jo smørrebrød til den søde tand. Jeg køber ikke bare en eller to. Jeg køber fire. Og jeg spiser dem. Og jeg kunne godt spise otte, men der er kun plads til fire i standardæsken, og den store er ikke til at have på cyklen.

Hvad er for dig den ideelle tilværelse? At græde både af sorg og glæde hver dag. Jeg tror, at man er balanceret, hvis man rummer begge dele, og omvendt føles begge følelser stærkere. I sorgen er mange masker smidt, og man møder hinanden rent. Og så er det bare enormt rart at græde. Det er der, du renser dig selv. Nogle gange tager jeg mig sådan nogle tudeture på cyklen på vej på arbejde, hvor jeg lige får grædt ud. Det er sindssygt godt. Hvem er din helt fra fiktionens verden? Helten, der opdager, at verden er mere end det, der er lige foran os. Den der finder en lille nøgle til at åbne noget op – om det så er en helt fysisk nøgle, en ny dimension eller noget magisk. Men én, der opdager noget nyt. Hvornår lyver du? Jeg kan ikke holde ud, hvis folk ikke har humor. Så hvis nogen siger noget, som er ment som en joke, men ikke er sjovt, så griner jeg altid. Jeg lyver med grin. Det er simpelthen for at få folk til at føle sig godt tilpas. Jeg lyver også, når folk siger noget, som skal være chokerende. Det er meget få ting, som chokerer mig, men så lyver jeg mig chokeret. Og siger “WHAT!”, selvom jeg tænker “whatever”.


Hvad er din største fejl? Jeg bider negle. Det er så pinligt. Det er det sidste, der holder mig fra at blive ægte voksen. Jeg har prøvet alt, og nu har besluttet mig for, at jeg vil prøve hypnose. Så er jeg voksen og fejlfri! Hvilket levende menneske ser du mest op til? Jeg ser så meget op til Tina Gylling (medspiller i Orlando red.). Hun er en mester i små og subtile, men konstante oprør. Hun er pisseintelligent, hun er med på beatet, hun har humor, og så har hun lært mig at bare sige ”fuck det”. Fuck hvad folk tænker. Fuck forventningen. Og gå ind til dit arbejde med lige dele alvor og sjov. Hvilke egenskaber foretrækker du hos andre mennesker? Passion. At man er fokuseret og går efter det, man gerne vil. Og så sætter jeg pris på gode historiefortællere, som kan underholde et helt selskab, uden man sidder og tænker på, hvornår man kan få lov at gå på toilettet. Hvem ville du gerne have været, hvis du skulle være en anden? Jeg gad godt have været en Jedi fra Star Wars. Det der med, at kraften er overalt, og du kan blive en del af den og bruge den. Hvem har ikke drømt om ægte at kunne sige ”må kraften være med dig”.

OM SPØRGSMÅLENE Prousts spørgeskema består af en række spørgsmål, som blev gjort populære af den franske forfatter Marcel Proust i slutningen af 1800-tallet. Spørgsmålene skal give et hurtigt øjebliksbillede ind i den udspurgtes personlighed. Vi har valgt nogle spørgsmål ud, tilføjet et par og stillet dem til skuespiller Anton Hjejle

Hvad er dit mest markante træk? Hvis man vil vide det, kan man læse om stjernetegnet fisken. Det har jeg læst for nylig, og det var spot on. Hvilken historisk person beundrer du? Alt efter hvad man tror på, så opstod de første mennesker jo på det afrikanske kontinent. Tænk at være den første menneskeabe, der har tænkt, at der måske fandtes noget mere end det. Vi ved jo ikke, hvem det er, men der har være en eller flere, som ligesom fik nok og sagde ”jeg kan ikke holde jer ud, jeg skrider” eller ”jeg er sulten, jeg prøver at se, om der er mad et andet sted.” Hvad er lykke? Det kommer hele tiden i små glimt. Nogle gange sidder man i en teatersal og ser en smuk scenografi, noget smukt lys, noget smuk lyd, smukke skuespillere og smukke ord. Jeg har klart oplevet momenter af lykke i en teatersal. Hvad ville være den største ulykke for dig? Tanken om at der er en hel generation af børn og unge, som er bange for at leve i den her verden. Som har klimaangst og mareridt om, at jorden går under. Det ville være en kæmpe ulykke for mig, hvis det skulle sætte sig i en hel generation som en grundangst. Man kan håbe på, at det traume kan blive transformeret til et håb og en vilje til at ville leve og gøre noget. Hvad afskyr du mest af alt? Nærighed. Folk som er nærige med sig selv. Der er forskel på at være genert eller tilbageholden, og så det der med ikke at give noget af sig selv – at være nærig med humor, komplimenter og overskud. Hvilket talent ville du gerne besidde? At have lim i rumpen, som min mormor kalder det. At sætte sig ned, arbejde koncentreret og følge noget til dørs. Det gad jeg vildt godt være bedre til. Der er jeg er let at distrahere.


Har du et motto? Jeg tror, at det er Jesper Klein, der har sagt, at ”det er kun sportsmænd og idioter, der springer over, hvor gærdet er højest.” Det bakker jeg 100 procent op om! Nogle dage er det mit motto, og andre dage er det det modsatte. For man skal virkelig hoppe over, hvor gærdet er højest nogle gange. Men at presse sig selv konstant er jo så dumt.

F O T O C AT R I N E Z O R N

Hvordan ville du helst dø? Med en viden om, at der var liv i rummet. Om det så er en lille åndsvag bakterie et sted, så vil det betyde, at alt, hvad vi har oplevet, er fuldstændig ligegyldigt. Så bliver vi én gang for alle det lille sandkorn i et kæmpe univers. Jeg håber, at det sker i vores levetid, for vi har brug for at få sat perspektiv på tingene.


OM ORLANDO Tiden, livet, kønnene og døden er opløst i Virginia Woolfs vilde kønsklassiker fra 1928. Vi møder Orlando som en smuk sekstenårig dreng og senere som fascinerende trediveårig kvinde. Og hele tiden kredser vi om livets eksistentielle grundspørgsmål: Hvem er vi, hvorfor er vi det, og hvordan holder vi op med at være, hvem vi er? På én gang en farverig sladderhistorie, en brusende fantasyfortælling og et betagende blik ind i sindet.

REPREMIERE 16. MAJ BILLETPRIS 70-355 KRONER BILLETTER BETTYNANSEN.DK TLF 70 272 272


TO-T DER

ELS

HINAN


TRE

Vi skal gå hånd i hånd i hånd gennem livet du og jeg og jeg. I Strindbergs forestilling Leg med ild udfordres tosomheden af en trioaffære. Erotisk energi er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien. Og den stærkeste ligger i trekantsdramaet. Vi ser her, i anledning af at Leg med ild spiller på Betty Nansen, på fire af de største dramaer, hvor der er tre, der elsker hinanden.

SKER A F DAV I D P E P E B I R C H

NDEN


JOSEF, MARIA OG GABRIEL Et af de tidligste trekantsdramaer finder vi i Bibelen. Tidligt i historien møder vi Jesus’ forældre. Moren Maria er hjemmegående og pludselig en dag er hun gravid, bum. Det får hendes kæreste Josef til at blive sur, for de har aldrig haft sex, så han undrer sig. Heldigvis kan Maria fortælle, at det er Gud, der har sendt en flyvende mand, der hedder Gabriel, ned til hende for at gøre hende gravid uden at røre ved hende. Og da Josef senere drømmer, at det er rigtigt, tilgiver han hende. Faktisk er der op til flere trekantsdramaer i Bibelen. Et andet, og mindst lige så kendt handler om Adam, Eva og slangen.

INTIMITET, PASSION OG FORPLIGTELSE Det at elske hinanden, selve kærligheden, er også et trekantsdrama i sig selv. En af de mest anerkendte videnskabelige teorier om, hvad kærlighed er, er Kærlighedens trekant, som blev fremsat af den amerikanske psykolog Robert Sternberg i 1988. Kærlighedstrekanten består af intimitet, passion og forpligtelse, og kunsten er at dosere de tre ingredienser i de rigtige mængder. Og kun når det lykkes, opstår ægte kærlighed.

LEIA, LUKE OG HAN Et af de helt store trekantsdramaer finder vi i den oprindelige stjernekrigstrilogi, Star Wars. Det geniale her er, at alt løser sig uden hverken forsmåede elskere eller forslåede hjerter. Luke og Leia er vist nok vilde med hinanden, men hvad hjælper det, når Han Solo både har en flot, lang pistol spændt fast om låret og et skinnende rumskib, han kan bortføre Leias hjerte i? Men hov! Det viser sig, at Luke og Leia er søskende, så det er bare familiens bånd, de havde mærket i hjertet, og Han kan stikke af med prinsessen og beholde sin bedste ven uden problemer.

WERTHER, LOTTE OG ALBERT Sturm und drang, storm og trang, hedder det. En tysk, romantisk litterær ungdomsbevægelse, der grundigt fik rippet op i følelserne hos de unge i anden halvdel af 1700-tallet. Den bedst kendte eksponent for bevægelsen er Goethes brevroman Den unge Werthers lidelser, hvor vi møder Werther, der forelsker sig i Lotte, som allerede er forelsket i Albert, men jo altså også godt kan lide Werther. I romanens klimaks begår Werther selvmord, hvilket fik den sideeffekt, at enormt mange unge læsere gjorde det samme, og Tyskland oplevede en regulær selvmordsbølge. Som bonusinfo skal det bemærkes, at forestillingen Leg med Ild iscenesættes af Elisa Kragerup, der debuterede på Det Kongelige Teater med netop Den unge Werthers lidelser i 2010.


EN FØLELSESMÆSSIG BERMUDATREKANT

LEG MED ILD

Vi har spurgt sexologiprofessor, læge og digter Christian Graugaard om, hvad det er, der gør de der trekantsdramaer så besnærende.

Familien er taget i sommerhus og den monotone sommerhusidyl har sænket sig. Men midt i den ubekymrede stime af strandture og dovne frokoster blusser en flamme op. En ven af familien er gnisten. Han er nyskilt og stråler af nyfunden erotisk energi. En energi der kryber op under sommerkjolerne hos kvinden og forvirrer den maskuline kønsdrift hos manden i huset. Og så brænder det hele sammen.

Hvad er et rigtigt trekantdrama? ”Et trekantdrama er et jalousifyldt kærlighedsforhold, som involverer tre mennesker. En følelsesmæssig bermudatrekant.” Vi kender dem lige fra Bibelen til vennekredsen. Hvorfor er de der altid? ”Fordi mennesker har et herligt forvildet og forvokset følelsesliv, som altid løber forud for fornuften. Og fordi trekantdramaer er godt kunstnerisk stof, som bringer os uhyggeligt tæt på kærlighedens ambivalente væsen: Længslen efter at besidde, rædslen for at miste.” Hvad er dit yndlingsdrama fra litteraturen? ”Det er helt klart H.C. Andersens vilde forelskelse i den jævnaldrende Edvard Collin, som dog ikke helt gengældte digterens følelser og fandt ham en anelse voldsom i sit romantiske kurmageri. I 1836 skulle Edvard så giftes, og Andersen sank ned i den sorteste skinsyge. Men heldigvis var han jo en mester i at sætte sine emotionelle katastrofer på kunstnerisk formel, og han skrev derfor det hjerteskærende eventyr om den lille havfrue, som byttede sin tunge for et køn blot for at få den unge prins, hun elskede. Projektet lykkedes naturligvis ikke, og det kostede hende livet.” Hvordan undgår man at havne i et trekantsdrama? ”Ved at gå i kloster eller på livslangt dødsdruk. Der er ingen vej udenom: Levende mennesker havner før eller siden i levende trekantdramaer. Fra barndommens forældre-barn-trio til voksenlivets sidespring og forbudte forelskelser. Vi sidder i saksen. Den lykkelige tokant er sjældent langtidsholdbar.”

Trekanten i LEG MED ILD spilles af Charlotte Munck Carsten Bjørnlund Thomas Hwan

PREMIERE 14. MARTS BILLETPRIS 70-355 KRONER BILLETTER BETTYNANSEN.DK TLF 70 272 272


UDEN TID TIL AT BEARBEJDE Seks krigsveteraner mødes på scenen og prøver at finde frem til, hvem de var før krigen i forestillingen My deer hunter. Her kan du møde en af dem. A F S A R A L A C O U R , T U E B I E R I N G O G D AV I D P E P E B I R C H F O T O C AT R I N E Z O R N

Sara la Cour var udsendt i Irak på hold 8 i 2006. Hun kom hjem som et forandret menneske, og nu, 13 år efter, bliver blandt andre hendes fortælling til teater. Her møder instruktør Tue Biering den 34-årige veteran Sara på en bænk, og sammen prøver de at finde ud af, hvordan man finder teater i krig. Og krig i teater. Tue Biering: Skal jeg lægge ud? Sara la Cour: Ja, gør det. Det er en svær opgave, ik’? Altså at vi skal interviewe hinanden. Tue Biering: Jo, man er ikke vant til selv at skulle arbejde på den måde. Men jeg har faktisk skrevet et spørgsmål ned. Og det er nok superbanalt, men altså: Er der noget, som du synes er vigtigt for publikum at tage med sig fra den forestilling, vi skal lave? Altså noget, de ikke vidste i forvejen. Sara la Cour: Jeg har sagt ja til at være med i forestillingen, fordi det er vigtigt

at få en forståelse for, hvad der sker, når man er udsendt. Og det i særlig grad, når man skal tilbage igen. Det er en transformation, der sker. Det er livsforandrende. Tue Biering: På hvilken måde livsforandrende? Sara la Cour: Jeg stod som meget ung kvinde og skulle forholde mig konkret til liv og død. Og jeg var usikker på, om jeg kunne det. En del af opgavebeskrivelsen var jo, at jeg skulle være i stand til at slå ihjel. For mig var det, at komme dertil og forholde mig til det, livsforandrende. Og så er der jo det med trusselsbilledet. Jeg er vant til, at der er moralsk enighed og tryghed her i Danmark. Man slår ikke ihjel og den slags … Dernede var jeg i en hel anden moral. Der måtte man gerne slå ihjel. Tue Biering: Der er både blevet lavet film og dokumentarer og skrevet bøger … Der er også lavet en ballet om veteraner, der vender hjem. Er der noget, der mangler at blive fortalt?

Sara la Cour: Øh … Tue Biering: Ja, altså. Det er et helt reelt spørgsmål. Jeg vil jo gerne lave noget nyt! Sara la Cour: Siden jeg kom hjem, har jeg haft en følelse af, at folk ikke forstår det. Jeg kan ikke forklare, hvordan det er at stå i ildkamp. Hvordan det er at have et ladt våben i hånden. Der mangler en oversættelse af, hvad krig er. Jeg håber, at vi – at du – kan give publikum en følelse af, at det her, det kunne lige så godt være mig. Så jeg håber, at publikum får en følelse af, at kunne mærke sig selv. Tue Biering: Hvordan gør vi det? Sara la Cour: Alle har jo været i en krise. De følelser, der er forbundet med krig, er ikke er så fremmede fra, hvad man kan opleve herhjemme. Publikum skal indse, at det er ganske almindelige mennesker, som har en arbejdsopgave, der har forandret deres liv. Man forstår ikke


konsekvenserne, før man selv er der. Og så er det jo også svært at formidle dem, når man kommer hjem. Men jeg kan jo spørge dig. Hvad er spændende for dig? Tue Biering: Jeg har lige siddet til møde med scenografen og lyddesigneren og talt om, hvad det er, vi kan gøre. Hvilket greb vi kan bruge for at få folk til at forstå det på en ny måde. Du har ret i det der med, at man på en måde føler, at man er godt orienteret, men i virkeligheden kan man ikke helt forstå det. Det er sikkert også derfor, at du ikke føler, at vi forstår det, og at du bliver nødt til at forklare det igen … Sara la Cour: … Jeg er nødt til at oversætte det. Tue Biering: Der vil jo være et publikum, der helt vildt gerne vil høre om standardtingene. Altså om hvordan det er at være i kamp og skyde og sådan. Og jeg tror, at det vil være det modsatte, I har lyst til at tale om. Det, synes jeg, er interessant. At vi skal arbejde i et rum, hvor der er et publikum, som jeg har en klar fordom om, virkelig gerne vil høre røverhistorier. Og så alligevel trænge et lag dybere ned. Det er måske det, vi skal arbejde med. Altså om forventninger og fordomme. Og derfor vil jeg spørge dig, hvad du tror, at sådan et publikum, som der er mange af, tror om sådan en som dig? Sara la Cour: Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de nok tror, at der er noget mærkeligt ved os. At de skal ind og se en flok krigsliderlige, ureflekterede mennesker med mentale sygdomme …

Tue Biering: … Og at I nok var sådan i forvejen, fordi de tror, I er krigsliderlige?

Sara la Cour: Hvorfor er det interessant for dig?

Sara la Cour: Ja, præcis. Det er der mange, der tror. Men sådan er det jo ikke. Det håber jeg, at vi kan vise med forestillingen.

Tue Biering: Det, der toner frem for mig nu, hvor vi taler sammen, er, at det at vende hjem på en måde er noget med at vende tilbage til følelserne. Det, der lægger jer ned er ikke fjenden, men følelserne. Bevægelsen tilbage til at føle er ekstremt interessant – både at kunne rumme dem og at tale om det. Det er jo det, der er fantastisk ved, at vi skal lave teater. Teater er jo i den grad et følelsesrum.

Tue Biering: Hvad har du af forestillinger om publikummerne? Sara la Cour: Når man tager ind og ser en forestilling, er man altid åben og nysgerrig efter en god historie. Jeg tror, at de er nysgerrige og åbne, men måske kommer der også kritikere. Tue Biering: Altså folk, der er kritiske overfor krigsdeltagelse? Sara la Cour: Ja, og overfor projektet med at bruge os til teater. Der er vel også nogle, der kommer med en forventning om, at vi er en bestemt type. Sådan nogle, der er lidt stive i det … Og det er vi også. Der er et sprog og en tone mellem os. Det er, som om vi har lært et sprog. Det er, som om vi er en familie. Og det er klart, at når man har set mørket, så er der et andet lys over livet. Og den følelse kan vi genkende hos hinanden, tror jeg. Tue Biering: Det går mere og mere op for mig, at det, som I har været i, er det som stort dramatisk stof er lavet af. I er jo faktisk det, som store fortællinger kredser om. Det er liv og død. Det er ekstremt teatralsk, det I har været i nærheden af.

Sara la Cour: Da jeg var der, havde jeg ikke tid til at bearbejde. Jeg måtte lægge låg på tingene. Og da jeg kom hjem og skulle bearbejde det, kunne det føles overvældende. Og føles som en fjende, man vil flygte fra. Det gjorde jeg selv. Og det glæder jeg mig til at se, hvordan du får udtrykt på scenen. Hvad er din største udfordring? Tue Biering: At lære jer så godt at kende, at jeg ikke behøver være bange for at gøre noget galt. Det er jo et møde, hvor jeg også skal træde hen over en masse af mine fordomme og samtidig vende tilbage og tage publikum med. Der kan ske det, at jeg lærer jer at kende, og så bliver jeg normaliseret i jeres fortællinger. Og så skal jeg huske at holde fat i det første møde af hensyn til publikum. Det skal handle om noget, som folk kan genkende – og det er de færreste, der kan genkende følelsen af konkret at være i krig.


Sara la Cour: Ja, for der er jo en kontekst. Følelserne er jo opstået af en grund, og den skal du vel også have med, for at folk skal kunne forstå, hvor livsforandrende det er. Det er som et barn, der pludselig opdager, at det er et menneske.

FAKTA My Deer Hunter er ikke en forestilling om krig, men om at vi forandres, modnes og udfordres i mødet med noget af det mest livsforandrende i et menneskeliv.

Tue Biering: Hvad tænker du om at være på scenen? Sara la Cour: Jeg tror, jeg vil være mig selv. Men en repræsentant af mig selv. Jeg glæder mig helt vildt. Tue Biering: Det gør jeg også.

TUE BIERING Født 1973. Teaterinstruktør med forkærlighed for forestillinger, der blander kunst og virkelighed. Kendt for blandt andet at tage titler og temaer fra amerikanske blockbuster-film og gøre dem til europæisk nutidsteater. Dette blandt andet i Pretty Woman, hvor prostituerede fra Halmtorvet medvirkede og Rocky, hvor taberhelten Rocky Balboa bliver genbesøgt.

PREMIERE 1. APRIL BILLETPRIS 70–195 KRONER BILLETTER BETTYNANSEN.DK TLF 70 272 272

SARA LA COUR Født 1985, kampsoldat i Irak i 2006 og nu uddannet Antropolog fra Københavns Universitet. Desuden forkvinde for foreningen Kvindelige Veteraner.


VI ER OS ALLE SAMMEN. VI ER PUBLIKUM OG SKUESPILLERE. VI STÅR FORAN, BAGVED OG PÅ SCENEN SAMMEN. VI GÅR I TEATERET. OG VI VIL GERNE SKABE ET TEATERHUS SAMMEN MED DIG.

Me l på d dig ind e l l e b et tek r se tyna grat n is ste d e n se af n B E n s m n . d k din T s e - m TY e * m e f d t t i l a i l a d e rfu l 1 20 gt res se 4

DERFOR HÅBER VI, AT DU VIL MELDE DIG IND I FÆLLESSKABET VORES BETTY. Her får du særtilbud, hemmeligheder, invitationer til klubarrangementer og rabat hos de gode folk, vi arbejder sammen med – og fordi du er en del af os, er der altid gratis kaffe, når du kommer forbi.

FEM BONNIE’ER MEN INGEN CLYDE Hvem er vi i fælleskabet? Vi er 26.655 mennesker, der deler oplevelser på Betty Nansen Teatret. Vi er allerflest Metter - 215 stk. for at være præcis. Til gengæld er vi kun én Leo, én Hella, én Dodo og én ”tandlæge Kirsten”. Fem af os deler fornavn med huset og hedder Betty. Og fem af os hedder Bonnie – men vi mangler fortsat en Clyde. 38 af os har været nøgne på Betty til arrangementet Nøgen på Betty. Én ser ud til at bo i Rusland, 14 sidder i Helsingør og 10 bor nord for Limfjorden. Vil du være med?

* Sms’en koster alm. sms-takst. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at skrive til os på vores@bettynansen.dk


BONNIE & CLYDE

ORD FÅR KROP I ALLETIDERS MEST BRUTALE K ÆRLIGHEDSDRAMA PREMIERE 9. JANUAR

DE ASYLSØGENDE KVINDER VERDENS ÆLDSTE DRAMA – MEN MEST AKTUELLE DILEMMA REPREMIERE 1. FEBRURAR

LEG MeD ILD SCENEN SOM EROTISK K AMPPLADS PREMIERE 14. MARTS

MY DEER HUNTER SEKS KRIGSVETERANER MØDER DEM, DE VAR ENGANG PREMIERE 1. APRIL

ORLANDO

DEN ANMELDERROSTE PUBLIKUMSSUCCES ER TILBAGE SPILLER KUN I KORT TID 16. – 23. MAJ Køb billetter på

BETTYNANSEN.DK eller 70 272 272

BETTY NANSEN TEATRET

EDISON

Frederiksberg Allé 57 1820 Frederiksberg C

Edisonsvej 10 1856 Frederiksberg C

Profile for Betty Nansen Teatret

Betty Nansen Teatret - sæsonmagasin - forår 2020  

Betty Nansen Teatret - sæsonmagasin - forår 2020