Betty Nansen Teatret - sæsonmagasin - forår 2021

Page 25

PR-foto fra filmen Misery (1990)

Van Gogh Self Portrait (1889)

verden trækker tusinder og atter tusinder ind til sine repetative (og Instagramvenlige) mønstre. Hun har været permanent (frivilligt) indlagt på et psykiatrisk hospital, siden hun forlod New Yorks pop-kunst-scene i halvfjerdserne. Har du været på kunstmuseet Louisiana for nylig, er der stor chance for, at du har billeder af hendes prikker på din telefon. De berømte malerier beskriver hun selv som illustrationer af hallucinationer, hun har oplevet, siden hun var barn. Tilbage står spørgsmålet om, hvad det er, vi fascineres af, når vi betragter de gale? For lidt over 100 år siden skrev Freud om Psykopatiske tegn på scenen. Han behandlede spørgsmålet om, hvad vi som tilskuere får ud af at se folk blive skøre. Freuds teori var, at vi er fascineret af gale karakterer, fordi de hjælper os med at udtrykke vores egne undertrykte impulser. Og mon ikke, han havde ret i det?

Et godt stykke, skrev Freud, fremkalder ikke blot en nydelse af befrielsen, men også modstand mod det. Denne modstand er nøglen. I begyndelsen af Kejseren af Portugalien er vores hovedperson Jan et normalt fungerende menneske, hvis begrebsverden ligner den, vi kender. Vores egen. Vi genkender ham, hans mønstre og referencer som vores egne. Men så sker der noget, mens vi bevæger os gennem historien. Vi er vidne til, at Jan bliver sindssyg – og om noget får det os frydefuldt til at føle os normale. Som en kulturelites bud på De unge mødre, beskuer vi noget, der ikke er os. Heldigvis. Måske er svaret på, hvad vi fascineres af et nyt – og frygteligt banalt spørgsmål: Hvem er det, der er tosset?