Christian: Søren, vores ældste søn, skoldede engang hele sin ene arm. Vi gik jo ikke til læge... vi bad. En nabokone kom farende ind og skældte ud, fordi vi ikke gik til læge. -Vi sagde: ”Kom og se hans arm.” Gud havde lægt hele armen! Hvordan nåede man frem til beslutningen om mødelokale og menigheds-dannelse? Christian: Efter krigen talte vi meget om at købe en bil. Vi, Eskild og jeg, cyklede til Ikast for at se på biler. Men så tog vi den beslutning, at pengene i stedet skulle gå til et mødelokale. Vi indskød derfor hver 5.000 kr. Johannes Madsen var med på ideen, så i alt havde vi 15.000 kr., og det var nok til køb af et hus i Blåhøj tæt på det nuværende Betania. Det var i 1946. Ældste blev Johannes Jacobsen, Lambæk og Lenus Madsen. Astrid: Man kaldte et helt ungt ægtepar som forstanderpar: fam. Marcher. De fik 46 kr. om måneden fra menigheden. Derudover hjalp de til hos de forskellige landmænd, og fik da også nogle madvarer, når der f.eks. blev slagtet gris. Marcher var en dag ude og hjælpe Johannes Madsen med at læsse hø. Han var jo ikke vant til den slags arbejde, og blev rigtigt godt træt af det. Han råbte til Gud der på marken: ”Herre, send regn, så jeg kan blive fri for det her arbejde!!!” Og Gud sendte regn -men det var da vist ikke for Johannes Madsens skyId..!”
Gustav fortalte, at de som børn kunne stå ude i køkkenet og lytte.. når så gulvet begyndte at knage, åndede de lettede op sagde de til hinanden. ”Så! Nu er de da vist færdige derinde..” I dag kan vi kun glæde os over den frihed, der er kommet. -Vi ønsker os nødigt tilbage til den tid!
Christian: Vi har boet i Brande i 27 år nu. Vi flyttede hertil nærmest i tro, for vi vidste, det var tørt. Man var begyndt at holde møder i Brande søndag formiddag, for så at holde møder om aftenen i Blåhøj. Møderne var så tørre, så forstanderne Neerskov og Peter Madsen var helt ødelagte
bagefter... men så pludselig kom der et gennembrud, og mange flyttede hertil. Gud har været fantastisk god!
Grundlovsdag i Lindeballe 1944.
Hvordan var møderne dengang?
Astrid: Det var ned på knæ på trægulvet -der lå vi i lange tider! Det var så tørt...
Charles Marcher samler tørv hos Samuel Madsen.
Betania nyt -
17
Hjemme hos Astrid og Christian
Astrid: Vi dømte faktisk hinanden hårdt. Én af de hårdeste ”brødre” fik engang store problemer med sit fordøjelsessystem. Så store, at han måtte søge læge, og siden var han ikke helt så hård...