__MAIN_TEXT__

Page 1

Luo-kulturen

foreskriver at fjerne de forreste tænder i undermunden, men det er en sjældenhed at møde én af de gamle kulturarvsbærere i Kenya

Kulturarvs-projekt med brug af innovative brainstormteknikker v. Hartmut Holtz-Söderberg og Lisbeth N. Gram, 2009


I 2 uger har Hartmut Holtz-Söderberg og Lisbeth Gram fra Gråsten stillet innovative idéudviklings-teknikker til rådighed for Luo-folket i Kenya. Lisbeth driver til daglig idébureauet beSouled og Hartmut er jazzmusiker, organetiker og web-koordinator på University College Syd.

Fra angst til yes-we-can på 2 uger

En lille gruppe fra Luo-stammen i Kenya har lært at anvende innovative idéudviklings- og problemløsningsteknikker. De har allerede taget dem i brug for at dokumentere deres ældgamle kultur. Nødvendigt? ja, for her kan manglende viden om kulturen dræbe!


Vi stod der og følte, at vi nærmest var i familie med præsident Obama “Obama, our son - our hope” står der på banneret henover grusvejen, da vi, i en lejet bil bumper ind i landsbyen, hvor Barack Obamas far er født, og hvor hans bedstemor stadig bor. Landsbyen har ingen strøm, som de fleste andre i egnen omkring Asembo-bugten ved Victoriasøen i Kenya; men fordi dagen er DAGEN, hvor deres Luo-stammebroder, Obama indsættes som præsident i USA, er her både storskærme, tv-journalister, Coca-Cola og en stor sammenstimlet menneskeskare.

Vi, Hartmut Holtz-Söderberg og Lisbeth N. Gram, står her midt i mængden af rørte farvede mennesker og knuger hænderne med Peter Okoyo Owe, mens Obama løfter hånden og afsiger sin ed, og vi stemmer helt naturligt med i jubelkoret, da Obama i sin tale nævner landsbyen, hvor hans far er født. Det er et gribende øjeblik for os – også selvom vi slet slet ikke kan leve os ind i den fornemmelse af håb, som Obamas præstation giver luo-stammens folk. Yes we can! Alt er muligt på trods af ens baggrund eller måske netop på grund af den.

Vores ophold i Kenya tager sit afsæt i en skøn ”KunstKilometer-uge” i Gråsten sommeren 2008, hvor Peter Okoyo Owe sammen med sin kone Eunice, 2 andre kenyanske kunstnere og Ruth Lange, formanden for Vestkenyas Venner, farvede Gråsten med afrikanske trommerytmer og penselstrøg. Det var her, at vi knyttede et personligt venskab til de 4 kenyanere fra Asembo, og det var her, at Gråsten fik den venskabsby i landet langt mod syd, der nu også næsten forbinder os til Det Hvide Hus.


Peter Okoyo Owe er selv en slags Obama. For mange af de yngre i den del af Asembo, som hedder Kanyakoo, er han ”vores søn – vores håb” selvom han gør sig umage for ikke at få særstatus. Ulig de fleste af hans bysbørn, hvor mange aldrig har besøgt den nærliggende storby Kisumu, har Peter i en alder af 33 år rejst i forskellige dele af verden, især i Europa. Startskuddet fik han i 2002, da han som student deltog i et internationalt ungdomstræf i Torino, Italien, hvor han repræsenterede Kenyas ungdom i en tale for 11.000 mennesker og knyttede venskaber, der i 2004 førte til stiftelsen af Kanyakoo Self-help initiative. Her er Peter koordinator og medlem af den 17-mands komité, der har betydet forandringer og forbedringer for kvinderne, ungdommen og bønderne i den lille landsby, hvor dagen for de fleste starter kl. 4 om morgenen med, at køerne følges på græsning. Forskellige grupper fra bl.a. Italien, Tyskland, Norge og Danmark har været i Kanyakoo og hjulpet landsbyen med at hjælpe sig selv til en bedre hverdag.

F.eks. er der med håndkraft gravet 2 brønde, hvor landbyens beboere kan pumpe vand til husholdningen. Der er igangsat uddannelsesstøtte til landsbyens forældreløse børn, oprettet mikrokreditter, der bl.a. muliggør, at kvinderne kan lave forretning på deres smukke sisal-kurvearbejde, og et omfattende Football-against-Aids arrangement bliver årligt gennemført sammen med en flok lærere fra en skole i Ribe. Det er også selvhjælpsgruppen, som har opført og driver de 5 originale, lerklinede Luo-hytter med papyrus-tag, hvor vi har indlogeret os i 2 uger for at arbejde med dokumentation af Luo-kulturen. Det er vist her, vi bør indskyde, at vi hverken er antropologer, journalister eller medicinmænd. Vi kender intet til Luo-kulturen og har ikke på forhånd lavet nogen alliance med en vestlig organisation om at gennemføre et bevidsthedsudvidende velgørenhedsprojekt. Vi medbringer udelukkende en invitation fra stammen, vores gode hjerter og evnen til at handle intuitivt. Og så selvfølgelig nogle af de brainstorm-teknikker vi herhjemme bruger til idéudvikling indenfor markedsføring og produktudvikling i innovative virksomheder. Teknikker, som os bekendt aldrig er afprøvet i en gruppe bredt sammensat af illitterære, studerende, bønder, præster, unge og ældre, mænd og kvinder i et udviklingsland.

Peters far døde, fordi han satte et hegn omkring sine køer


Det er Peter, som har inviteret os, og han er overbevist om, at brainstormteknikkerne, som vi medbringer, vil

er nemlig utallige ritualer forbundet med alt i livet. Ritualer, der skal følges til punkt og prikke, hvis ikke

være et effektivt selvhjælpsredskab i Luo-stammen. Et Yes-we-can-værktøj. Peter har et brændende ønske om at få dokumenteret Luo-stammens historie og kultur med alle de mange ritualer og traditioner. Måske kan det forekomme absurd - for ville det ikke være mere nærliggende at lede efter fremskridt og udvikling i stedet - kunne man fristes til at spørge. Men Peter ved, ligesom psykologer og pædagoger verden over, at forandringer kun tør imødekommes, når man kender sine rødder og sit fundament.

man vil rammes af en dødelig forbandelse.

I Kenya er der ikke så mange til at overbringe viden om kulturen til næste generation. Man dør alt for tidligt – ofte af AIDS – og de gamle kulturarvsbærere dør med deres viden, uden den nogensinde er blevet nedskrevet eller dokumenteret. Og hvad værre er, så er mange unge af den overbevisning, at netop dét, at de ikke kender deres kultur, kan betyde døden. Der

Peter har oplevet på egen krop, hvordan ældregruppen satte sig sammen efter hans fars død for at finde dødsårsagen. Man trevlede hele faderens liv op og diskuterede, hvad han kunne have gjort forkert. Jo, han havde bygget sit hus rigtigt og placeret soveværelset til venstre for indgangsdøren. Jo, han havde først haft bygget et ungkarlehus, en såkaldt Simba, som han havde revet ned og bygget sin nye ægtebolig ovenpå, da han giftede sig. Jo, han havde betalt svigerfamilien det rigtige antal køer for konen. Men han havde jo opsat et hegn omkring sine køer i stedet for dagligt at følge dem til græsning. De ældre var lidt uenige om det var tilladt, men til sidst enedes man alligevel om, at det måtte være dødsårsagen. Et sundt ben i hver sin verden Da Peter blev teenager og måtte forlade moderens hus for at bygge sin egen Simba til venstre for hovedhuset (ældste storebror bygger til højre), måtte han søge råd hos de få ældre i omegnen for at sikre sig, at alt foregik korrekt. Eftersom de


færreste har bedsteforældre og gamle mennesker er en sjældenhed, kan det være en længere varende opgave at få indsamlet nok viden til, at man tør drage sine egne konklusioner og gå i gang med byggeriet. Men Peter viser stolt sin Simba frem for os.

Vi kigger os forundrede omkring i de 2 bare rum. Husker på, at vi hjemme fra Danmark plejer at kommunikere med Peter via internet og pc. Men her er jo hverken strøm eller spor af den kone og den datter, som vi ved, han har. Nej, Peters egen familie bor i storbyen Kisumu under mere moderne forhold. Det er også der, at Peter arbejder med gadebørnene, og Eunice, hans kone, arbejder som medicin-officer, en mellemting mellem læge og sygeplejerske. Selvom Eunice også er Luo, kan de ikke bo her i Kanyakoo i Peters Simba. Ungkarlehytten skal nedrives, og Peter skal selv bygge en ægtebolig for at måtte bo her med sin familie. Det har han ikke haft tid eller råd til endnu – og der er da også andre snørklede forhindringer. Hele tiden hører vi, hvordan ritualer og traditioner spænder ben.

Og Peters ønske, om at dokumentere kulturen for derefter at tage den op til revision og udrydde nogle af de uhensigtsmæssige ritualer, bliver virkeligt sat i relief for os. Men Peters dobbeltliv skaber også tryghed og håb i landsbyen. Indbyggerne oplever, hvordan Peter - én af deres egne – med sin respekt for både Luo-kulturen og en moderne verden, hverken har pådraget sig sygdom eller forbandelse, men tværtimod fremgang for hele landsbyen.

Fakta

Asembo består af 79 landsbyer med ialt 55.000 indbyggere. Heraf bor ca. 1.500 i Kanyakoo. Asembo ligger ved den nordøstlige bred af Victoria-søen og en sjælden gang kan en flodhest forvilde sig op i landsbyerne.


Et lægehus i Asembo og en scene på torvet i Gråsten Værre står det til for Mercelyn, som er én af de unge kvinder, der er med i projektgruppen, som vi arbejder med i 2 uger.

Mercelyn virker fra første dag syg, selvom øjnene og smilet fortæller os, at hun har glædet sig til endelig at kunne ”bruges til noget” i landsbyen. Mercelyn er 17 år og taler udmærket engelsk, men fortæller os, at hun ikke kan skrive. Hun har nemlig ikke, som nogle af de andre fra gruppen, gået i Secondary School, fordi hun allerede som 12 årig blev mor. Mercelyn lever med adskillige forbandelser over sig. Ikke fordi hun blev mor

så tidligt. Heller ikke fordi hun ikke har nogen mand. Men fordi hun bor i sine afdøde bedsteforældres hus. Det var den eneste udvej, hun kunne se, da hun som mor ikke længere måtte blive i sin fars hus. Men det var ikke noget nemt valg. For et hus, hvor nogen er død, må hverken bebos eller rives ned. Det skal bare stå og forfalde. Hvis nogen bevæger sig derind, vil en forbandelse ramme dem. Måske har Mercelyn ment, at der næppe fandtes flere forbandelser, som kunne ramme hende. Som 10 årig døde hendes mor af AIDS, og hendes far er så alkoholiseret, at Kanyakoos selvhjælpsgruppe må tage sig af de 2 yngste døtre, som stadig bor i hans hus. Selvhjælpsgruppen sørger også for, at den yngste søster får medicin mod den HIV-virus, hun blev smittet med i sin mors mave. Det er nærliggende at tro, at også Mercelyn har AIDS; men hun er aldrig blevet undersøgt. Har ikke rigtig turdet og har heller ikke haft råd til dagsrejsen med bussen for at komme på hospitalet i Kisumu. Det er her, vi kommer til at tænke på Peters tale fra scenen på Gråsten Torv, da KunstKilometer-arrangementet blev afsluttet i sommer. Et stort maleri, som de 4 kenyanere havde malet på Flensborg Fjord blev bortauktioneret, og beløbet skulle netop gå til at bygge et lægehus i Asembo.


Dengang midt i den danske sommerregn gav talen ikke så megen mening. Men nu står vi her og får auktionen sat i et helt andet relief. Forstår, hvilken betydning det ville have for Asembos 55.000 indbyggere hvis lægekontrol og medicin var indenfor gå-afstand. Det blev ikke til den store indtægt i Gråsten; men i Ribe blev det til næsten 100.000 kroner, som gruppen fik med til Kenya, og nu er grunden til lægehuset i Asembo købt, og bygningen tegnet. Der er kun 400.000 kroner til, at lægehuset står færdigt. Derefter kvitterer den kenyanske regering med midler til personale og drift.

En ild blev tændt, og hundredevis af sider blev skrevet I de 2 uger, hvor vi er i Kanyakoo, glemmer Mercelyn forbandelser og sygdom og nyder i stedet at have en vægtig stemme i projektgruppen, der ihærdigt brainstormer om, hvordan de får indsamlet mest mulig relevant viden om Luo-kulturen, og hvordan de senere skal få denne viden eksponeret. Hele gruppen er entusiastiske, og præcis som vi håbede hjemmefra, er det her ikke vores projekt – gruppen har taget det til sig – de vil det, og nu ved de, at de kan det.

Vi oplever, hvordan

gruppens medlemmer bliver ”høje” af at knække deres egne problemer Især gør det indtryk på alle, da de opdager, at manglende penge ikke altid er den hindring, de tror, men at udfordringer i stedet kan vendes til fantastiske løsninger. Sådan en fantastisk løsning oplever vi på vores sidste dag i landsbyen, hvor gruppen har arrangeret en stor

kulturindsamlingsfest for næsten ingen penge. 30 gamle mennesker er kommet gående fra en radius på ca. 20 km, bærende på ubetalelig viden, gamle traditionelle instrumenter og værktøjer. Hundrede børn, unge og voksne har samlet sig for at suge til sig. Der er traditionelle sange og teater. Der er tilberedt gamle, næsten glemte retter af gedemave og urter på bål. Gæret vælling bliver serveret i calabas-skaller, og øjnene glinser om kap med fingrene, mens de gamle mennesker gensmager en snert af svundne tider.


Den traditionelle mad, fremstillet efter oldgamle opskrifter, vakte mere begejstring hos de Ìldre Luo’er end hos Hartmut og Lisbeth


Kløften mellem generationerne synes formindsket gennem den fælles sag. Betalingen, som projektgruppens medlemmer troede, at alle ville forlange for at bidrage til kulturindsamlingen, er unødvendig. Oplevelsen af at kunne bidrage med sin viden viser sig at være løn i sig selv. Og mens de gamle bliver organiseret i 4 grupper, der hver især interviewes og diskuterer skik og brug inden for temaerne Bryllup, Død, Oprindelse og Husbyggeri, vokser stablerne af nedskreven dokumentation om Luo-kulturen. Vi oplever, hvordan James’ tegneevner pludselig får anden end kunstnerisk værdi, fordi kun han, uden et kamera, kan dokumentere, hvordan Luo-medicinmandens hovedpryd med de mange strudsefjer ser ud. Vi oplever Erics fryd, da han for første gang får samlet alle brikkerne i sit anetræ, helt tilbage til kvinden Nyakoo, der lagde navn til landsbyen.

Medicinmandens fantastiske hovedpryd vakte forskrækkelse bladt børnene i Kanyakoo til kulturindsamlingsfesten


16 km er de gået for at få nedskrevet deres kulturviden, til gengæld er underholdningen i særklasse


Vi oplever, hvordan Mercelyn erfarer, at selvom hun ikke kan fungere som nedskriver af de gamles Luo-fortællinger, så er hun uvurderlig som interviewer og kan stille de tabubelagte spørgsmål med en helt særlig indlevelse

Men vi oplever også på den allersidste dag, hvordan Mercelyn, der er fulgt med os i den lejede bil til lufthavnen i Kisumu, først kan glæde sig over at blive testet negativ for HIV, men derefter får konstateret en livstruende hjertefejl, som kun en dyr operation i Nairobi kan kurere hende for. Og her må vi så alligevel sande, at manglende penge bestemt er en hindring. Mens flyet letter fra Kisumo Airport, hvor den enlige landingsbane er ved at blive udvidet, for at kunne modtage præsident Obamas Air Force One fly, lover vi hinanden, at vi vil gøre, hvad vi kan for at samle penge til Mercelyns operation, så hun kan fortsætte sit fantastiske arbejde med at dokumentere Luo-stammens kultur inden den, og hun forsvinder.

HHS/LNG Kontakt: 74651975 - gram@besouled.dk

Vil du være med til at give Mercelyn en hjerteoperation kan du indbetale et beløb til Vestkenyas Venner Reg 7780 - Konto 1125269 mrk ”Mercelyn”

Profile for Commocean

Kulturarvsprojekt i Kanyakoo / Kenya  

Lisbeth og Hartmut rejste i januar 2009 til Kenya, for at hjælpe Luo stammen med igangsættelsen af et kulturarvs-projekt, der skal føre til...

Kulturarvsprojekt i Kanyakoo / Kenya  

Lisbeth og Hartmut rejste i januar 2009 til Kenya, for at hjælpe Luo stammen med igangsættelsen af et kulturarvs-projekt, der skal føre til...

Profile for besouled
Advertisement