tage på efterskole. I kunne helt sikkert have valgt noget langt mere trygt og hjemmevant. Men I valgte at tage nervøsiteten med i købet, I valgte at vove pelsen og stikke snuden frem og hånden i et hvepsebo. Det er i virkeligheden de modige der er de mest nervøse – for de modige bakker ikke ud, fordi det er svært.
forhold mellem ligeværdige individer er det mest uendelige, det mest ubestemte og ubestemmelige, mennesker overhovedet kan komme ud for. I sandhed en angstprovokerende situation. For mig som forstander og for os som medarbejdere er dagen i dag personlig vigtig – for de tre nye lærere Johanne, Marie og Anne er det åbenlyst en mærkedag, de har set frem til med glæde og gys – for det er først i dag I ser hvad det er for en arbejdsplads I har indladt jer på. Men den er også personlig vigtig for de garvede kolleger for hvem skolen er et hjertebarn, et livsprojekt, en æressag. Det kan godt være at I tror at de medarbejdere der har været her i mange år er kolde som hundesnuder over for en dag som denne, fordi de ved de kan og det så vidt jeg ved aldrig rigtig er gået galt før. Men så kan I godt tro om igen. Jeg ved, at denne dag – dette møde med jer som enkeltindivider og som flok – er af overordentlig personlig betydning for dem. Igen er det centrale og nervepirrende det ubekendte: Hvordan vil I gå ind i dette møde? Vil I lege med og udfordre os inden for de rammer vi har stillet op? Får vi lov til at være dem vi gerne vil være, nemlig jeres ligeværdige og ikke jeres overordnede? Og hvordan vil I fungere som gruppe, hvordan vil I møde hinanden i husgruppen og i den store fælles flok? Svarene på disse spørgsmål er ikke blot af faglig eller professionel interesse for os. Det er svar som har personlig vigtighed for hver af os.
Der er en tysk filosof, Walter Benjamin, der er blevet kendt for at sige, at det ikke er svært at finde vej. Det svære er at fare vild. Og det er måske derfor det er en vigtig dag, fordi i dag åbner utrolig mange, dejlig mange muligheder for at fare vild. Det samme ville Grundtvig sige – det er så nemt at forsimple tilværelsen, at bure sig inde i et urokkeligt sæt af holdninger, smagsdomme og overbevisninger. Det svære er at stille sig ud i det åbne og værdsætte tilværelsens gådefuldhed og eksperimentale karakter. Det er en vigtig dag for hver af jer – for hver enkelt af os. Og derfor vil jeg kalde det for personligt vigtigt. Noget er personligt vigtigt, når det er vigtigt for det enkelte menneske – set indefra – fra det enkelte subjekt. Det er personligt vigtigt for mig som elev at jeg i dag flytter hjemmefra for at bo sammen med 99 andre unge mennesker i et helt år. Men det er ikke det i sig selv der giver mig nerver på. Det er det, at jeg ikke kender dem og at de ikke kender mig. Vi har ikke valgt hinanden, vi har valgt et fælles tredje, Baunehøj Efterskole, men vi har ikke valgt hinanden og vi ved faktisk ikke om det vil lykkes. Det kan blive himmel, men det kan også blive helvede – og jeg vil ikke stå her og give nogen garantier. Det er personligt vigtigt for mig som forælder at mit barn flytter væk i hvert fald i hverdagene i et helt år. Men heller ikke det har nogen betydning i lyset af det centrale: mit forhold til mit barn er endegyldigt ikke længere noget jeg definerer, men et ligeværdigt forhold mellem to ligeværdige individer. Og ligeværdige
Men er det også objektivt en vigtig dag? Ja, det kan besvares fra flere vinkler. Skolen har sin egen objektive virkelighed, som er adskilt fra de personlige oplevelser jeg netop har beskrevet. Det er skolens organiske egetliv som I måske kan huske jeg gjorde et stort nummer ud af, da I var her for 3 måneder siden den 12. maj. Skolen har sin egen historie repræsenteret ved familien Liljegren som er mine naboer oppe på Baunehøj. Deres familie, dengang Christiani, var den 8
årskrønike_samlet-CS6.indd 8
06/12/13 10.36