Page 1



Ole Robert Sunde PENELOPE ER SYG

Oversat fra norsk af Jannie Jensen og Arild Batzer

BATZER & CO Roskilde Bogcafé


Til Selma, Aksel og Andreas

4


DER VAR MØRKT i portrummet, og lyset udefra skinnede under portens dørblad og ind i den smalle sprække mellem den del af porten som kunne åbnes og den del som var lukket. Jeg kunne høre støjen fra trafikken, det regnede, og lyden af det sprøjtende regnvand fra hjulene var tydelig – et sted havde en amerikansk forfatter sammenlignet det med revnet silke. Lyset i sprækken var askegråt, og jeg huskede et citat, tror det var den franske krimiforfatter Georges Simenon fra en rejse med Hurtigruten, men ikke hvor, langs vores brogede kyst: “Lyset faldt som aske over havet.” Idet jeg tog i portdørens dørgreb, som var af messing med malerpletter og hak efter slag, blev jeg kold på fingrene, under dørgrebet sad portlåsen, som jeg fik lirket op med den anden hånd, og det grå dagslys strømmede ind. Larmen fra trafikken tog også til; to biler fór forbi; den ene ned ad vejen, den anden opad. Det regnede let, og der lugtede af bilos, olie og noget tredje som jeg ikke helt vidste hvad var, jeg skuttede mig og krøb sammen i habitjakken og tænkte at jeg havde taget for lidt tøj på, men heldigvis havde jeg viklet et halstørklæde om halsen. 5


Jeg vendte mig om mod porten som var ved at smække i igen, og mærkede hurtigt efter, med den højre hånds fingerspidser og i det skjulte, om jeg havde husket at lukke gylpen i bukserne – det er jo noget gamle mænd ofte glemmer, har jeg fået fortalt, efter morgenritualet på toilettet. Den var lukket, og jeg vendte mig idet porten smækkede i med et lille smæld, og jeg kiggede lidt op til højre, eftersom jeg tænkte på at gå over vejen, diagonalt mod antikvariatet, for at se hvad der var udstillet i vinduet og hvad antikvariatet havde i tikronersbogkasserne uden for butikken. Jeg stak begge hænder i bukselommerne og stirrede ned på en lille vandpyt, noget af himlen over mig var reflekteret i pytten, så blev vandskorpen utydelig og jeg mærkede at jorden rystede under mig, uden at jeg hverken hørte sporvogn eller bus, ikke engang en varevogn – gaden var tom for biler, og jeg hørte at nogen råbte, der løb snavset vand fra de fyldte blomsterkrukker som stod på hver sin række på begge sider af gaden, op mod hvert sit fortov for at forhindre at biler skulle parkere der, der var hedelyng i krukkerne, og jeg havde læst et sted at det er vores nationalblomst. Jeg løftede blikket og kiggede hen mod et af vinduerne i antikvariatet, jeg var interesseret i en af Nansens bøger som jeg havde spurgt efter og som ejeren af butikken ofte fik ind, havde han fortalt mig, og det var På ski over Grønland. Jeg havde netop læst Amundsens bog om sydpolsekspeditionen og ville gerne læse mere af Nansen, jeg havde 6


hans trebindsværk med den lidt pompøse titel Nansens taler, men i det værk var der også en interessant, kvasividenskabelig tale om ski, skismøring og sneens forskellige beskaffenheder, som han dengang havde afprøvet i de norske fjeldområder, før han spændte skiene på og gik over Grønland. Da jeg skulle til at gå ud på gaden, mellem to blomsterkrukker, som mindede mere om tøndegrill end om krukker, var trafikken taget til, så jeg måtte vente, ikke uden at tænke på is, sne og konstant modvind og 40 minusgrader og hvordan disse nivale typer orkede det, men så slap de for at få problemer med nerverne, vågenætter og store depressioner – alt det slap de for, det var som at synge i et kor, havde min datter sagt, eller det at være fodboldtilhænger og brøle af alle kræfter i det øjeblik dit hold scorede eller blive opløst i tårer når de tabte. Jeg skuttede mig og tænkte at det at blive fysisk træt måtte være godt for dem som havde for meget energi, nogen åbnede et vindue bag mig, på en sådan måde at jeg fik lyst til at vende mig om, det skulle jeg have gjort, men jeg gik over gaden, og halvvejs ovre på den anden side så jeg lidt længere oppe at Oslokyklopen var på vej ned ad det samme fortov som jeg var på vej mod. Du milde Moses, tænkte jeg og fik lyst til at vende om, for netop hende havde jeg ikke lyst til at møde, og jeg tænkte på en bog af den ungarske forfatter Imre Kertész, den hedder Fiasko og begynder med at beskrive “den gamle” som er forfatter i Budapest og som bor i en trang, kommunistisk toværelseslejlighed med en nabo over sig, en kvindelig kyklop, eller som der står, hvis jeg 7


husker rigtigt; “Oglütz” som den gamle forfatter kaldte hende, og med tilnavnet “Væsenet Uden Stilhed” – flot navn, tænkte jeg, “Oglütz”. Den gamles manus bliver afvist af de kommunistiske forlag i Ungarn, så han føler sig fanget og dobbelt fanget på grund af sin nabo på etagen over, som larmer så meget at han ikke er i stand til at tænke; Oslokyklopen var ikke min nabo, så der følte jeg mig ikke hjemme, men navnet passede, tænkte jeg: “Oglütz”. Imre Kertész’, hvis ikke den “gamles” stil, hans ikkekommunistiske stil, hans ungarske stil, passede ikke eftersom den er meget snirklet, og desuden skrabede den mod det ungarske skinneben, på grund af krigen og fordi den ungarske forfatter, som var jøde, blev et offer for den ungarske hitlerisme, og som 16-årig blev han interneret i en tysk koncentrationslejr i Polen. Oslokyklopen har jeg kendt siden jeg var til en fest i nabolaget; hun var lokalpolitiker, og det var Fremskrittspartiet som var hendes parti, hun citerede ofte Marx, uden at hun havde læst et ord af ham, som hun selv sagde, vores “Oglütz”, hun boede tilmed på Adamstuen, der hvor jeg var på vej hen for at købe sushi og brød. Jeg hilste på hende, afmålt, men høfligt, før jeg gik hen til antikvariatet for at kigge ind af vinduerne og i tikronerskasserne. Hun gik efter mig, hendes sko klaprede; det var et par kraftige, højhælede pumps, er det ikke det det hedder, og de var knaldrøde, de skulle hellere have været mørkeblå: hun stillede sig lige bag mig, hun havde frakke på, den var klar blå, så stillede hun sig ved siden af mig og 8


pegede på en bog som lå i vinduet, det var Nansens På ski over Grønland, det lignede en førsteudgave, så den ville jeg spørge til, eftersom jeg havde en aftale med antikvariatets ejer om at bytte mine bøger med hans bøger. Er du jøde, spurgte Oslokyklopen, hvorfor spørger du, spurgte jeg: Du ligner en jøde, stor næse, fortsatte hun, og nikkede mod mit ansigt før hun pegede på Nansens bog og sagde: Vores sidste stamme, hvad er der blevet af resten, dengang vores fædreland var et rigtigt kongerige, så mener du før Nansen, javist, før firehundredeårsnatten under abekatten, jøsses, sagde jeg: Ja, ikke sandt, sagde hun: Jeg er ikke dum fordi jeg stemmer på Fremskrittspartiet, og så smiskede jeg og fortrød med det samme: Og så med de smarte sko, sagde jeg. Ja, ikke sandt, svarede hun. “Oglütz”, sagde jeg inde i mig selv og fik pludselig lyst til at sige det højt. Vores sidste stamme, hviskede hun og vendte sig væk fra vinduet og stirrede på mig, som om jeg var skyld i at den var borte: Hvilken stamme tilhører du, sagde hun, og jeg sagde: Hvad mener du? Du er jo ikke norsk, sagde hun og nu stirrede hun på mig med sine lyseblå øjne: Ikke helt, svarede jeg, det var det jeg vidste, sagde hun, som om hun længe havde været i tvivl: Altså jøde, kom det fra hende, og hvis jeg er, betyder det noget: Ingenting, sagde hun, og tog en dyb indånding: Det er ikke jøderne som er problemet, det er de andre, hvem andre, det ved du godt, ved jeg det, vær ikke så koket, spurgte jeg, sagde hun. 9


Muhamedanerne, sagde jeg, ikke uden spot i stemmen: Helt rigtigt, sagde hun: Det er dem, og de hører ikke hjemme her, de hører hjemme i en ørken, på kameler, ikke på Freia, sagde hun, og jeg sagde: Er du racist, og meget direkte sagde hun: Det er jeg, hvor dumt, replicerede jeg, og hun trampede den ene højhælede sko i jorden, som om hun ville give mig et los i røven. Eller noget som kunne have været værre end det. “Oglütz”, tænkte jeg endnu en gang. Jeg rykkede væk fra vinduet og overvejede om jeg skulle gå ind i butikken eller gå væk fra hende og op mod Brageveien; sporvognen kom ned ad Thereses gate, hvinende som et fly der skulle til at lande: Hør, sagde hun, en af dem sidder bag rattet, den har ikke rat, sagde jeg: Som styrer, sagde hun: Og larmer, med vilje, tror du det, bare for at tirre os, som ikke kommer fra den samme stamme, muslimerne, de er overalt, og der kommer flere og flere, og snart begynder de at hoppe i Kollen, sagde hun, sagde jeg. Du vrøvler, fortsatte hun, og jeg hørte at endnu en sporvogn var i anmarch, nu på vej op fra Bislett; det var holdt op med at regne, og jeg kunne lugte hendes parfume, uden at jeg vidste hvad den hed, jeg frøs pludselig i nakken, og kunne mærke at hårene på underarmen rejste sig; hvad var det nu det hed – cutis anserina, gåsehud: Min gamle far, sagde jeg, og hun sagde: Hvad med ham, han var bange for at der skulle komme mange indvandrere og at de ikke ville bryde sig om vores nivale vaner, som at stå på ski og hoppe i Kollen, men der tog han fejl, tror jeg, sagde jeg: Hvordan ved du det, sagde hun og 10


stak hænderne ned i frakkelommerne: Jeg ved det ikke, men tænk på hvad der er den største sportsgren i Indien og Pakistan, ved du det, spurgte jeg, og hun rystede på hovedet: Det er jo cricket, som kommer fra Storbritannien: Det vidste jeg ikke, sagde hun. “Oglütz”, stavede jeg inde i mig selv. Jeg må gå, sagde jeg, og tænkte at jeg kunne gå i antikvariatet senere, jeg havde vendt mig så jeg ud af den venstre øjenkrog kunne se en kollega på vej ned ad fortovet, på den anden side. Han var statelig og samtidig trind, mere trind end tidligere, og jeg viftede med den ene hånd til ham, og han vinkede tilbage: En du kender, spurgte Oslokyklopen, og jeg sagde: Selveste Shakespeare, hvem er det, sagde hun; så gik jeg, og hun råbte efter mig: Jøden trækker sig væk, er det Mellemøsten der kalder, hjem til stammen, jeg drillede bare, jeg ved da godt hvem Shakespeare er, gør du, var jeg ved at sige, og gik væk fra hende. Det begyndte at regne, og jeg kom til at tænke på filmen Gøgereden og indianeren, den kæmpestore indianer, som fortalte at han ikke var stor, det var hans far som virkelig var stor, når jeg nu vidste at Oslokyklopen var gift med en anden kyklop, og han var slet ikke god, og så begyndte hun at råbe, højt og tværs over gaden – fordi jeg var gået over på den anden side – min mand kan ikke lide dig, så du skal passe på, truer du mig, råbte jeg tilbage, og hvorfor, jeg har aldrig hilst på din mand, han kan ikke lide fremmede, afsluttede hun og vendte ryggen til mig. Min kollega forsvandt ned ad fortovet, altid med ryg11


sæk, sikkert på vej til butikken, længe siden han havde udgivet noget, var netop blevet far, for meget at lave, eller var han holdt op med at skrive, måske skrivetørke, mystisk paradoks, skriveblokering, er det en sygdom, bank under bordet, kunne han få understøttelse, sygedagpenge, kære doktor, jeg er ikke i stand til at skrive, og så får jeg ikke stipendium, eller honorar, hvad nu hvis hans kone var rig og sagde at han kunne gå derhjemme og passe børn, mod at hun så gav ham lommepenge. Og Oslokyklopens mand, æresmedlem i det samme parti, og eftersom han kom fra Hamar, var det ikke Hamar, så blev han vel Hamarkyklopen, han var stor, ikke kun korpulent, men et muskuløst flæskebjerg, også god til at bokse, supersværvægt, mindst, og en ægte racist. At hun faldt for ham er ikke til at forstå, hvis han da ikke var rig, var han rig eller faldt hun for hans brutale charme eller kyniske stil, fordi han var en ægte redneck og sikkert ville have elsket at være fra Texas, og køre i en amerikansk Cadillac, men han var jo fransk, ikke røvhullet, men manden bag Cadillacen, en frø i Amerika, frøæder, ville man vel sige, manden bag det mest amerikanske bilmærke, hvis du spørger mig, var en frøæder, og ikke en amerikaner, det var jo kun indianerne som var amerikanske, pudsigt at det var Fremskridtspartiets favoritland, resten af dem var jo indvandrere. Ret skal være ret, Cadillac-fabrikkerne blev grundlagt af tre amerikanere, men navnet stammer fra en fransk opdagelsesrejsende som var den første europæer der kom til Detroit, og længe før den blev Amerikas bilby. 12


Men det at staten, den amerikanske stat, holder fingrene fra fadet, hvilket fad, madfadet, alle skatterne, og at næringslivet og hæren er som en stat i staten, jeg har kun været i New York, og kunne ikke tænke mig en mere udfordrende og anstrengende by, men New York er ikke Amerika, siger alle som har været der, det er Europa i Amerika, siger man, endnu en gang råbte Oslokyklopen efter mig, nu skreg hun, men det begyndte at regne så meget at jeg ikke kunne høre hvad hun sagde. En barnevogn kom mod mig, faren, eller ham som jeg antog var det, løb med vognen, det var usædvanligt med fædreorlov i Italien, eller i New York, er vi da mindre brutale, som om det gør os blødere, det tror jeg ikke, men mordraten har altid været lav her, få mennesker, og i tiden under Abekatten, langt til kongen, færre konflikter, mindre klasseskel, næsten kun bønder og fiskere før embedsmændene tog over, for koldt, og derfor få, en dansk og svensk koloni, kofteklædte bønder som Dass skriver om, flot navn til en af vores bedste digtere, næsten den eneste fra barokken – et land uden historie, alle sov, fulde af dårlig brændevin og dovent øl. Frem til 1800-tallet, alle sov indtil Ibsen vækkede dem, alle de fire små, nej, det var nogle andre, de fire store, en af dem var bedre end resten, en stor og tre mindre, den norske kanon, eller som der står i Churchills værk om anden verdenskrig, som var hans storhedstid, ti bind, og i det ottende, hvis jeg husker rigtigt, dengang Norge blev overfaldet, skriver han, kirkebakken, et land med bønder og fiskere, ikke et ord om vores byer, vores fosser, fjorde eller vores kunstnere, kun bønder og fiskere, det 13


er alt, og der er jo noget om det, set fra en forkælet engelsk aristokrat som var opdraget til at lade andre gøre det beskidte arbejde, men jeg holder mig til kirkebakken, hellere det end Hitlers humørforladte vegetarslæng, uden whisky, uden cigarer, uden den britiske ironi, kun tysk, iskold neurose og ingen som vovede at slå en skid, nej, jeg holder mig til den britiske old fart. Og hvad tænkte min mor på, eller hendes brødre da hun valgte at flytte hertil i 1946, til Hedmark, hvor mine norske bedsteforældre drev et lille landbrug, om vinteren med udendørs lokum, 40 kuldegrader, ingen isbjørne, men overalt små nedbrændte byer, uden Shakespeare, uden Eton, uden Oxford, uden London, uden det britiske museum, uden den britiske encyklopædi, men med meget natur, mange elve, meget skov og meget sne, som hun skulle komme til at hade for altid. Men som han, min salige far elskede; jeg gik op ad fortovet, mod Brageveien, altid rettet mod vinteren, eller sommeren, han elskede også at bade og var en ørn til at svømme, ikke hun, hun kunne ikke svømme, heller ikke cykle eller stå på ski, jeg så hende aldrig stå på ski. Men hun var meget rapkæftet, ikke kun hende, men alle damerne i den engelske klub på Sørlandet, der hvor de flyttede hen efter at han kom hjem fra krigstjenesten i England og stiftede familie, i Kjevik, hvor han lærte det fra sig til befalingselever som han havde lært under krigen, alt om Spitfire-fly og om det at reparere sådan et jagerfly, men alle de her damer, som var engelske, derfor den engelske klub, var rapkæftede og blev efterhånden rasende da de opdagede at det norskkursus som de14


res ægtemænd havde givet dem slet og ret var fuld af lort, for at tage bladet fra munden, for de havde lært at kål hed kuk og salami hed smegma, osv., i det store og hele indtil de forstod at de var blevet snydt, og så fik piben en anden lyd, for at sige det pænt. Tante Ruth, som var min gudmor, var den mest rapkæftede, min mors force var at hun var så direkte at alle følte sig overrumplet, og det har jeg nok arvet efter hende, men tante Ruth, som var min halvtante, og min gudmor, var enestående rapkæftet. Jeg gik hen til en husfacade, nu regnede det meget, indtil jeg stod på trappen til en indgang, døren var låst, troede jeg, uden at mærke efter, jeg som altid mærkede efter, også inde i mig selv, hvilket ikke er smart, jeg har aldrig været taktisk smart, hvis jeg kan sige det på den måde, altid kropslig usmart, helt blottet for eftertanke, helt blottet for en agenda, som det hedder, min syge kone siger at jeg ikke har noget filter, sådan er jeg, for meget mærken efter, føler for meget og grubler for meget, og burde nok hellere lytte ud mod verden end indad – hvor der altid er for meget lort, jeg forsøgte at træne mig op til at lytte ud mod verden. Jeg så at Oslokyklopen havde slået en paraply op, den havde jeg ikke set, den havde hun skjult, ligesom for at give mig et tryk 16, hvis jeg havde trængt til det, den strigle, nej, hun havde jo ikke slået mig, var hun så en strigle, hun var en kyklop, Oslokyklopen, og lokalpolitiker for det møgparti Fremskridtspartiet, en gang havde de haft en stand ved sporvognsholdepladsen, der stank over det hele, som om de skammede sig, de burde 15


skamme sig, eller var flove, de var flove, men de bed det i sig, det var hele forskellen. Jeg stod op ad dørbladet og tænkte at mine søstre var af samme støbning, for at sige det sådan, og min ene svoger, bange for fremmede, xenofober, hvorfor, det anede jeg ikke, vi var jo, i min lille familie, fremmede, min far var jo meget ung da han stak til søs, han lugtede sikkert af stald, og blev sømand, det var det han var, sømand, og min mor, hvad var hun, det er ikke til at sige, men bombningen af London tog hårdt på hende. Og med hendes giftige tunge, som var i samme kategori, og på samme måde var det med hendes voldsomme direkthed, uden omsvøb, uden at være ond, men bare, som hun plejede at sige om mig, at jeg tænkte med tungen, og derefter, eller var det også samtidig, alt det som får en til at mærke efter, uanset hvor man er, så kommer det, søvnløs og fuld af nerver, eller som hun sagde det, alene med tre unger da han var under uddannelse i Amerika, i et helt år, at det bare var nerverne. Efter tyskernes terrorbombning af London, flere måneder, om natten, noget som slog hende ud, men ikke ham, der hvor han var, eftersom de var forskellige, så kunne han bedre tåle det end hende, men hun sagde ikke et ord om det, ikke til os, men måske til tante Ruth, som var mors fortrolige, mens far var i Amerika. Tante Ruths ægtemand havde også tilhørt 332-eskadronen under RAF, men han gik ikke op i jagerfly, kun i bombefly – jeg gik ned ad trappen og ud på fortovet, regnen var lettet, og det var som om jeg kunne mærke i nakken at regnen ville holde op, og den holdt op og jeg 16


rettede mig op og tænkte på Paulus i det øjeblik han blev ramt af lyset, til hest på vej mod Damaskus, og faldt af hesten, bare fordi jeg fik øje på vores lokale præst. Ikke i fuld præstemundering, men i frakke og skjorte, som var synlig under frakken, mørk tjenesteskjorte med den gejstlige krave om halsen som fortalte at hun var præst, og for at fortælle at hun havde lært oldgræsk og hebraisk, jeg anede ikke om hun var gift, jeg kiggede på hendes hånd for at se om jeg kunne få øje på en vielsesring, protestanterne var jo smarte og lod præsterne slippe for cølibatet, hvis hun var gift ville hun og ægtemanden bede aftenbøn på knæ ved ægtesengen, bede om et godt liv, nej, hvad ville de bede om, et langt ægteskab, mange børn, det ved kun Gud, som det hedder. Den som fik hende var heldig, hun var pragtfuld. En mobiltelefon ringede, og jeg greb efter min som lå i baglommen, for at mærke om den vibrerede, men det var ikke min, det var mig der havde præcis den samme ringetone som præsten, eller hendes mobiltelefon som min. Det var en gammeldags ringetone, mere som et vækkeur eller som lyden i bakelittelefonerne vi brugte for mange år siden. Hun fandt sin frem, fra en af lommerne i frakken, og tog den op til det højre øre og sagde: Ja, hun sagde bare ja, og så sagde hun: Vent lidt, jeg er optaget, uden at jeg havde sagt et ord til hende. Jeg holder altid telefonen mod det venstre øre, det gjorde hun ikke, som om jeg egentlig er venstrehåndet, eller var det bare mine vaner, det er ligesom når jeg ligger i sengen, sidder rundt om et bord eller på hvilken 17


side af vejen jeg går, sammen med venner, børn eller ægtefællen, kæresten, min sambo. Jeg fik lyst til at spørge til den gejstlige krave, eftersom jeg har set den i en anden farve, var det ikke lyserød, hos nogle præster, og hvad skilte den ene farve fra den anden, hendes var hvid. Hun stoppede op foran mig da jeg gik ned fra trappen, hun var lidt mindre end mig, men med en tydelig autoritet, det mærkede man med det samme, ikke som præst og det som fulgte med embedets autoritet, det var noget andet hun havde, og som ikke var så let at overse. Hun havde autoritet, naturlig autoritet, og på en måde klædte det hende at være præst, jeg havde også set hende i fuldt ornat, og så fik hun endnu mere autoritet. Jeg havde spurgt hende om mange ting fra begge testamenterne, men mest fra Det nye testamente, om Paulus’ breve og om apostlenes gerninger. Også noget om syndfloden, eftersom Gud havde indgået en aftale med Noah, og det var at Gud skulle sætte en bue på himlen som et tegn på at han holdt sin del af pagten, at han aldrig mere ville lade vand oversvømme jorden, men der står ikke om det skulle være en regnbue, der står bare bue, og da jeg havde spurgt hende om hun troede det kunne have været en regnbue, mente hun at det måtte være en regnbue. Jeg tror godt hun kunne lide mit tossede hoved og nogle af de mærkelige bøger jeg havde skrevet, og nogle af mine essays som stod i en af de aviser hun læste, jeg var en særling i hendes øjne, og sådan var det, ikke andet end en umulig mandsperson. 18


Jeg havde sagt til hende at det var i insektverdenen Det nye testamente udspillede sig, så havde hun set mærkeligt på mig, og jeg sagde at der var enkelte bladlus som fødte afkom uden hjælp fra hanner, altså jomfrufødsel, tilmed, fortsatte jeg, men da afbrød hun mig med en stille latter. Og ikke bare de pudsige bøger jeg havde skrevet, det ved jeg heller ikke, jeg anede ikke hvad hun mente om mig og jeg gik heller ikke så meget op i det, jeg var mere optaget af at diskutere med hende, snakke om de bibelsteder jeg ikke forstod noget af, men som hun som uddannet teolog burde kunne forklare, hvis hun da ikke var begyndt at tvivle på Kristus og hans ord, hans ordsprog, og lignelser. Eller de fire evangelier, beretningen om Kristus i Getsemane have, hvor han frygter for sit liv i tre af evangelierne, men ikke i Johannesevangeliet, hvor han er barsk og irettesætter Peter og siger at han ikke skal tage hans fars bitre kalk fra ham, al den tid han ved han skal dø, det er vel i evangeliet efter Lukas at han sveder blod og frygter for sit liv; alt det havde jeg spurgt hende om, og hun var klog og svarede godt, eller forsøgte at svare godt, og pludselig spurgte hun om jeg havde læst Bulgakov og hans bog hvor Kristus bliver forhørt af Pontius Pilatus, det havde jeg selvfølgelig. På den anden side af gaden, ved et pizzeria, måske ikke helt italiensk, indehaveren var fra Iran eller et andet sted i Mellemøsten, tror jeg, kom der nogen løbende, og det var ikke hvem som helst og nu brølede han alt hvad han kunne, du store verden, tænkte jeg og vendte mig mod 19


ham, det var selveste Hamarkyklopen som råbte efter Oslokyklopen, så havde de været oppe at skændes, slog det mig, siden han løb, og det så ud som om han havde taget noget tøj på i en vis fart for at indhente hende. Jeg kiggede efter om han havde glemt at tage tøflerne af, jakken havde han ikke knappet, håret stod lige op og skægget hang som et gråt flag ned mod brystet, han var enorm, og nu brølede han, og jeg strakte hals for at se om han fik øje på Oslokyklopen og for at se om hun ventede på ham, og i så fald, hvad hun ville råbe tilbage. Præsten havde også vendt sig og stirrede over mod det andet fortov, ikke uden et lille smil på den altid røde læbestiftmund, hun havde en smuk mund. “Oglütz”, tænkte jeg, bare i en større udgave og meget maskulin. Ih du milde, sagde hun: Der må være sket noget siden han skælder sådan ud, sagde jeg, og hun replicerede: Det tror jeg du har ret i, han ser ud til at være rasende, mere end det, helt forbandet, sagde hun, sagde jeg, og jeg kunne ikke se Oslokyklopen, som om hun havde taget en smutvej, hvis hun ikke var gået ind i Bunnpris, for at komme væk eller for at købe noget lige idet han råbte på hende. Præsten trak tørklædet tættere sammen om halsen, så hun dækkede den gejstlige krave som viste at hun var klædt i sin civile embedsdragt, og dermed ophævede sit tydelige præg af at være præst og mere mindede om en smuk midaldrende kvinde, uden at hun mistede præget af at være præst, hvis det nu var noget i sig selv, som det var før i tiden, hvor langt tilbage, måske hundrede år, og dengang uden damer, meget kedeligere, kun mænd, 20


og tiltalen, så glemte jeg det, herregud, var det ikke “far” eller “lille far”, helt enestående i de små bygder, i de små og stille bygder, når “ham far” kom på besøg, hvorfor stille og ikke fuld af druk og brok, det var noget jeg ville spørge hende om, så dundrede sporvognen forbi, 60 ton, havde jeg læst at den vejede, ikke det halve af en blåhval, bare tungen vejede 3 ton, det samme som en afrikansk elefant, og resten af hvalen, et pattedyr som os, 150 ton og med en længde på 30 meter. Hjertet så stort som et hus, og hvad med blodtrykket, eller hjerteslagene, den var heldig at den var i vandet og ikke på land, tænk på de fødder, eller ryggen, lårene, den skulle have haft for at kunne gå: Du blev stille, sagde præsten; Ja, sagde jeg: Der var noget jeg tænkte på, noget dybt, nej, bare noget tungt, noget som kunne dykke til store dybder, sagde jeg, og så tænkte jeg på at den jo skulle holde vejret når den dykker, eftersom den ikke var en fisk og ikke havde gæller. Men hvordan kunne den synke så dybt uden at blive presset op, og uden at få dykkersyge når den kommer op, hvor dybt kunne den dykke, det vidste jeg ikke, og så sagde jeg: Ved du noget om blåhvaler, nej, kun om Jonas i hvalbugen, en pudsig historie, sagde jeg: Det har du ret i, siden han, så at sige, flygter fra Gud, og Gud hævner sig på den måde at det skib han er på, eller som han flygter til, er ved at havarere og søfolkene vil smide ham over bord: Er alle søfolk overtroiske, spurgte jeg: Vent med det, sagde hun strengt, og jeg holdt min mund, og tænkte på at Jonas blev kastet over bord fordi søfolkene mente at han var skyld i det voldsomme uvejr. 21


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.