Page 1


Emma Reyes BREVE FRA EN BARNDOM

Oversat fra spansk af Liv Camilla Skjødt

BATZER & CO Roskilde Bogcafé


PROLOG

En bogs kommercielle succes skyldes ofte at den er skrevet med en enkelthed, at historien der bliver fortalt kort og godt er opsigtsvækkende, at den beskæftiger sig med aktuelle emner eller eksperimenterer med bestemte tendenser. Det er ikke tilfældet med Emma Reyes’ Breve fra en barndom, hvis første oplag blev udsolgt i løbet af et par måneder og er blevet lovprist af adskillige anerkendte forfattere og journalister. I bogen fortæller hun os i et enkelt, men ikke simpelt sprog, en historie fra en anden tid der bevæger os, som foregik den i dag, uden at gøre brug af sentimentalitet eller grusomheder. Denne bog har mange egenskaber: Den første er en smidighed der får læseren til at bevæge sig igennem den opfyldt af såvel foruroligelse som glæde, som om han eller hun fulgte med en stille strøm, dog med ønsket om aldrig at nå frem til bredden hvor bogen skal lukkes. Så snart læseren gør dette vil han eller hun

9


imidlertid få den indskydelse som god litteratur bevirker: at dele sin nye opdagelse med andre, det vil sige den begejstring han eller hun stadig er fyldt op af. Noget af denne begejstring skyldes den måde bogen er skrevet på. Brevsamlinger er efter min mening ofte kedelige og trættende, men det er slet ikke tilfældet her. Vi ved at Emma Reyes var en mester udi genren, for gennem sit lange liv skrev hun hundredvis af breve til sine venner, der satte så stor pris på såvel hendes formidable sans for humor som hendes fantasifulde og imposante måde at fortælle historier på at de modtog dem som skattede gaver. Og det var de bogstavelig talt, for hun skrev dem på pastelfarvet silkepapir, vel at mærke med en besynderlig håndskrift fyldt med stavefejl, det var hun muligvis klar over, men det kan også hænge sammen med at Emma først lærte at læse og skrive da hun var blevet en ung pige. I disse 23 breve, hvor hvert brev svarer til et kapitel i hendes barndomshistorie, vil læseren genkende vingesuset fra den mundtlige fortælling, for Emma Reyes kunne fortælle som en trubadur; men man fornemmer også, selvom det er skjult godt bag den tilsyneladende naivitet i teksten, hendes bevidsthed omkring brugen af litterære virkemidler. Kritikeren Mario Volpi skrev engang at alt i Emma Reyes’ billeder var “… på en gang elementært og raffineret, autentisk og in-

10


stinktivt”, og det samme kunne man sige om disse erindringer der foregiver at være l’art naïf, men slet ikke er så uskyldige. Og det er de ikke fordi forfatteren, der ud over sin livshistorie har været optaget af at vise os det diskriminerende, klassebevidste og racistiske Colombia i 1930’erne, hvor hun havde sin barndom, og som ikke er så forskellig fra nutidens Colombia. Emma og hendes søster, uden kendte forældre og opfostret af en kvinde der ender med at forlade dem, oplever vi som ofre i et hyklerisk samfund der hellere vil mishandle et barn end at udstille samfundets svagheder og den mørke verden i de religiøse samfund der også er gennemfordærvet af social diskrimination, mandschauvinisme og grusomhed og fyldt med overtro og fordomme. Disse barske og virkelighedstro erindringer kuer dog ikke læseren takket være den sproglige tone der morer og underholder. Der er ikke et strejf af had i teksten. Derimod er der en styrke som vokser frem af den voksne stemme der med en legende forestillingsevne formår at genskabe ikke bare den lille skeløjede pige, som evnede at finde små sprækker med lys i en undertrykkende hverdag, men også de mange mennesker hun var omgivet af, og som på elegant vis bliver beskrevet i korte træk. Emma Reyes’ Breve fra en barndom har bevæget

11


mange læsere af flere grunde: på grund af dens ligefremhed, på grund af dens evne til at kaste lys over en verden uden at gøre det til en sædeskildring, fordi den vejer sine ord klogt. Men frem for alt fordi brevene er utrolig menneskelige og poetiske. Piedad Bonnett 2012

12


NOTE Disse 23 breve fortæller historien om en pige fra Bogotá der blev født uden for ægteskab i 1919 og boede nogle år med sin formodede mor i Colombias hovedstad, i Guateque og i Fusagasugá, for siden at blive forladt og overdraget til et nonnekloster, som hun flygtede fra da hun ikke længere var et barn. Det er resumeet af denne bog, men det giver ikke begreb om dens enestående kvalitet eller siger noget om de usædvanlige hændelser bogen fortæller om, og som med garanti vil fæste sig i bevidstheden hos enhver læser. Brevene udgør tilsammen et så helstøbt værk at man som kritiker tøver med at tage hul på det. Det er også svært at pege på nøjagtig hvad der gør det til noget helt særligt. Emma Reyes havde en utrolig hård barndom. Men hun blev født med en god hukommelse og som kunstner: Hendes tekster rummer al den klarhed og fornemmelse for det umiddelbare, som med eller uden grund tillægges barnets perspektiv, uden at det bliver sentimentalt. Hun skriver desuden uden den mindste bitterhed, hvilket gør dette til en stor bog, der kan betragtes som en menneskelig triumf. Malcolm Deas 2012

13


14


BREV 1

Kære Germán, I dag klokken tolv middag forlod general Charles de Gaulle Élyséepalæet uden anden bagage end elleve millioner ni hundrede treogfyrre tusinde to hundrede treogtredive nejer fra de elleve millioner ni hundrede treogfyrre tusinde to hundrede treogtredive franskmænd der har forkastet hans forslag. Det lille sus der gik igennem os da vi hørte nyheden, kaldte på forunderlig vis det tidligste minde frem jeg har om min barndom. Det hus vi boede i bestod af et enkelt og meget lille værelse uden vinduer og med kun en enkelt dør ud til gaden. Værelset lå i Carrera Séptima, 7. gade, i en fattig bydel i Bogotá der hedder San Cristóbal. Sporvognen passerede forbi lige uden for huset og standsede lidt længere henne ved et bryggeri der hed Leona Pura & Leona Oscura. I værelset boede jeg med min søster Helena, et drengebarn hvis navn jeg aldrig lærte at

15


kende, men som vi kaldte Lusen, en dame som jeg kun husker som en mægtig dusk af sort hår der skjulte hende fuldkommen, og når hun slog det ud blev jeg bange og skreg og gemte mig under den eneste seng der var. Vi levede vores liv på gaden; hver morgen skulle jeg gå ned på lossepladsen, der lå bag bryggeriet, og tømme den ækle natpotte vi alle sammen havde brugt i løbet af natten; det var en stor, hvidemaljeret natpotte, men der var ikke særlig meget emalje tilbage. Der gik ikke en dag uden at natpotten blev fyldt til randen, og lugten var så kvalmende at jeg ofte brækkede mig ned i den. I vores værelse var der hverken elektrisk lys eller toilet; vores eneste toilet var denne natpotte hvori vi lavede både stort og småt, flydende og fast. Turen fra værelset til lossepladsen med den overfyldte natpotte var dagens værste stund. Jeg måtte gå næsten uden at trække vejret og med blikket stift rettet mod dette bjerg af lort mens jeg balancerede af sted og frygtede at spilde på vejen, for så ville jeg blive straffet på det skrækkeligste; jeg klemte hårdt om natpotten med begge hænder, som om jeg bar på en kostbar genstand. Vægten var også enorm og var mere end hvad jeg havde kræfter til at bære. I og med min søster var større var det hendes opgave at gå ned til vandkarret efter vand til hele dagens forbrug, og Lusen gik efter

16


kul og fjernede aske, og derfor kunne de aldrig hjælpe mig med at bære natpotten, for de skulle i en anden retning. Når jeg havde tømt natpotten på lossepladsen, fulgte dagens lykkeligste stund. For dernede tilbragte alle kvarterets børn dagen, de legede, råbte og skreg, rendte rundt på et bjerg af lerjord, hånede hinanden, sloges, væltede rundt mellem mudderpølene og rodede med de bare næver i affaldet efter det vi kaldte skatte: konservesdåser til at spille musik på, gamle sko, stumper af ståltråd, af gummi, kæppe, gammelt tøj; alt fangede vores interesse, det var vores legeplads. Jeg selv legede ikke så meget, for jeg var den mindste, og de store kunne ikke lide mig; min eneste ven var Halte, selvom han også var større end mig. Halte havde mistet hele den ene fod, sporvognen havde kappet den af en dag han legede med kapsler fra Leona-øl, han lagde dem på række på skinnerne for at sporvognen skulle presse dem flade som mønter. Ligesom alle andre bevægede han sig barfodet omkring, men støttede sig til en kæp så hans eneste fod gjorde nogle underlige spjæt; der var ingen som kunne følge med når han satte i løb. Halte stod altid og ventede på mig ved indgangen til lossepladsen, så tømte jeg natpotten, rensede den hurtigt med noget græs eller gammelt papir, gemte den i en fordybning, altid den samme, bag ved en eukalyp-

17


tus. En dag ville Halte ikke lege fordi han havde ondt i maven, og vi satte os i stedet neden for skråningen for at se de andre lege. Lerjorden var våd, og jeg gav mig til at lave en lille dukke af ler. Halte havde altid et og samme par bukser på der var tre gange større end ham selv og snøret fast om livet med et reb. I lommerne på disse bukser gemte han lidt af hvert: sten, snurretoppe, snore, glaskugler og en kniv uden skaft. Da jeg havde lavet lerdukken færdig tog han den, fandt sin halve kniv frem og lavede med spidsen af den to huller i hovedet som øjne, og et der var større som mund. Da han havde gjort det, sagde han: – Den her dukke er meget lille, lad os lave den større. Og vi lavede den større ved at putte mere og mere ler på den. Da vi kom tilbage næste dag lå dukken hvor vi havde efterladt den, og Halte sagde: – Lad os lave den større. Og så kom de andre og sagde: – Lad os lave den større. Der var en som fandt en meget, meget stor gammel planke, og vi besluttede os for at lade dukken vokse indtil den var lige så stor som planken, og så kunne vi gå rundt med den på planken og lave optog. I flere dage kom vi mere og mere ler på dukken indtil den var lige så stor som planken. Så besluttede vi at give

18


den et navn, vi besluttede at kalde den general Rebollo. Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor vi valgte det navn, men i hvert fald blev general Rebollo vores gud; vi klædte ham i alt hvad vi kunne finde på lossepladsen, og det var slut med at løbe om kap, lege krig og springe rundt. Enhver leg handlede kun om general Rebollo; general Rebollo var det naturlige midtpunkt for alle vores påfund. I dagevis levede og åndede vi omkring den planke, sommetider gik det ham godt, andre gange skidt, for det meste var han en slags magisk og magtfuld skabning; sådan gik mange dage og mange søndage, som for mig var den værste dag i ugen. Hver søndag blev jeg fra middag til aften efterladt alene og låst inde i vores eneste værelse; der var ikke andet lys end det der sivede ind gennem sprækkerne og det store nøglehul, og jeg tilbragte timer med øjet trykket ind mod hullet for at se hvad der skete ude på gaden og for at dulme min angst. Når damen med det lange hår kom tilbage med Helena og Lusen fandt de mig som regel sovende op ad døren, helt udmattet efter at have stirret så længe gennem nøglehullet og drømt så inderligt om general Rebollo. Da vi med stor begejstring havde leget tusind og en lege, holdt general Rebollo lidt efter lidt op med at være vores helt, vores bittesmå fantasier fandt ikke længere inspiration i ham, og der var færre og færre

19


der ville lege med ham for hver dag der gik. General Rebollo begyndte at tilbringe lange timer alene, og der var ikke længere nogen der gav ham nye ordener. Indtil en dag hvor Halte, der stadig var den mest trofaste over for generalen, stillede sig op på en gammel kasse, bankede tre gange med sin improviserede stok og med skinger og afsnubbet stemme af bar bevægelse råbte: – General Rebollo er død!!! I den slags miljøer ved man fra fødslen hvad sult, kulde og død betyder. Med bøjede hoveder og øjnene fulde af tårer nærmede vi os langsomt general Rebollo. – Ned på knæ! råbte Halte. Vi lagde os alle på knæ, gråden gav os åndenød, ingen vovede at sige et ord. Kulhandlerens søn, som var en stor fyr, sad altid på en sten og læste nogle sider fra en avis han havde fundet på lossepladsen. Med avisen i hånden kom han hen til os og sagde: – Fæhoveder, hvis jeres general er død, så begrav ham dog. Og så gik han igen. Vi rejste os alle sammen og blev enige om at løfte planken med generalen for at begrave ham på lossepladsen; men alle vores anstrengelser var til ingen verdens nytte, vi kunne slet ikke flytte planken. Vi besluttede at begrave ham i mindre stykker, vi delte hvert ben i tre stykker, det samme med armene. Halte sagde

20


at vi måtte begrave hovedet i ét stykke. Der blev fundet en gammel dåse som vi anbragte hovedet i; de fire største gik af sted med det som det første. Alle vi andre fulgte efter på række, mens vi græd som forældreløse børn. Denne ceremoni gentog sig med hvert stykke af benene og armene, til sidst var der kun torsoen tilbage, som vi delte i mange små stykker og gav os til at forme til en masse små lerkugler, og da der ikke var mere tilbage af general Rebollos torso, blev vi enige om at lege krig med kuglerne. Emma Reyes Paris, 28. april 1969

21

Emma Reyes BREVE FRA EN BARNDOM læseprøve  
Emma Reyes BREVE FRA EN BARNDOM læseprøve  
Advertisement