Page 1


Eka Kurniawan

SKØNHED ER ET SÅR Oversat af François-Eric Grodin

BATZER & CO

Roskilde Bogcafé


Da han nu havde renset sin rustning, udstyret drabanthjelmen med visir, givet sin krikke navnet Rozinante og omdøbt sig selv, tænkte han at nu manglede han kun at finde en dame at forelske sig i; for en farende ridder uden en tilbedt er som et træ uden blade og frugter, og en krop uden sjæl. Miguel de Cervantes Saavedra, Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha Oversat af Rigmor Kappel Schmidt

4


[1]

EN EFTERMIDDAG I EN WEEKEND i marts rejste Dewi Ayu sig

fra sin grav efter at have ligget død i enogtyve år. En hyrdedreng, som blev vækket fra sin lur under et frangipanitræ, tissede i sine shorts og skreg, og hans fire får løb forvildede ind mellem gravmarkører af sten og træ som om man havde smidt en tiger ind iblandt dem. Det hele begyndte med at der kom en lyd fra et gammelt gravsted med en navnløs sten der var dækket af knæhøjt græs, men alle vidste at det var Dewi Ayus grav. Hun var gået bort som tooghalvtredsårig og genopstod efter at have ligget død i enogtyve år, og fra da af vidste ingen rigtigt hvordan man skulle regne hendes alder ud. Folk fra nabolaget begav sig hen til graven da hyrdedrengen fortalte dem hvad der var på færde. De smøgede deres saronger op, kom med børn på armen, med kosteskaft i hånden eller beskidte af jord fra markerne, og samlede sig bag kirsebærkrat og jatrophatræer og i de nærliggende bananplantager. Ingen turde nærme sig, de stod bare og lyttede til spektaklet fra den gamle grav som om de stod samlet omkring medicinkræmmeren der hver mandag morgen falbød sine varer på markedet. Menneskeskaren nød det foruroligende optrin i fulde drag, uden at tænke på at en sådan gru ville have skræmt 5


dem fra vid og sans hvis de havde været alene. De forventede endda et mirakel af en slags og ikke bare en gammel, støjende grav, for kvinden der lå i den jordlod havde været prostitueret for japanerne under krigen, og kyai’en sagde altid at folk som var plettet af synd med sikkerhed ville blive straffet i graven. Lyden måtte stamme fra en hævnende engels pisk, men folk begyndte at kede sig og håbede på endnu et lille under. Da det indtraf var det i den mest fantastiske skikkelse. Graven rystede og slog revner, overfladen eksploderede som om den blev sprængt væk nedefra med et lille jordskælv og en stormvind til følge som sendte græs og gravsten gennem luften, og bag jorden, der styrtede ned som et tæppe, stod en gammel kvinde og så irriteret og streng ud, stadig indhyllet i et ligklæde som om hun var blevet begravet aftenen før. Folk blev hysteriske og løb væk i endnu større forvirring end fårene, og deres synkrone skrig blev kastet tilbage fra de fjerne bakker. En kvinde smed sit spædbarn ind i buskadset, mens barnets far tyssede på en bananstængel i stedet. To mænd kastede sig ned i en grøft, andre faldt bevidstløse om i vejkanten, og andre igen styrtede af sted og løb femten kilometer uden at stoppe op. Ved synet af alt det hostede Dewi Ayu bare let og rømmede sig og var fascineret over at befinde sig midt på en begravelsesplads. Hun havde allerede bundet de to øverste knuder på ligklædet op og gik i gang med de to nederste for at få fødderne fri så hun kunne gå. Hendes hår var på forunderlig vis vokset, og da hun rystede det fri af kalikoklædet, flagrede det i eftermiddagsbrisen, strøg hen over jorden og glitrede som sort lav i et flod6


leje. Hendes hud var rynket men ansigtet var skinnende hvidt, og hendes øjne vågnede til live i deres huler og stirrede på tilskuerne som kom frem fra deres skjulesteder bag buskadset – halvdelen af dem løb væk, og den anden halvdel besvimede. Hun beklagede sig, uden at henvende sig til nogen bestemt, over at folk havde været så onde at begrave hende levende. Det første hun tænkte på var sit spædbarn, som selvfølgelig ikke var et spædbarn længere. For enogtyve år siden var Dewi Ayu død tolv dage efter at have født en hæslig lille pige, så hæslig at jordemoderen der hjalp hende var usikker på om det virkelig var et barn og tænkte at det måske var en bunke lort siden det hul et barn kommer ud af, og det hul lort kommer ud af, kun er to centimeter fra hinanden. Men barnet sprællede og smilede, og til sidst blev jordemoderen overbevist om at det virkelig var et menneske og ikke lort og sagde til moren, som lå afkræftet i sengen og ikke så ud til at nære noget ønske om at se sit afkom, at barnet var født, var sundt og rask og virkede venligt. “Det er en pige, ikke?” spurgte Dewi Ayu. “Jo,” svarede jordemoderen, “ligesom de tre børn før hende.” “Fire døtre, og alle sammen smukke,” sagde Dewi Ayu med voldsom ærgrelse i stemmen. “Jeg burde åbne mit eget horehus. Men sig mig engang, hvor smuk er hende her?” Spædbarnet, som var svøbt stramt i et klæde, begyndte at sprælle og græde i jordemoderens arme. En kvinde gik ind og ud af rummet, bar de beskidte, blodfyldte klude ud og skilte sig af med moderkagen, og jorde7


moderen svarede ikke lige med det samme, for hun kunne på ingen måde få sig selv til at sige at et barn der lignede en bunke lort var smukt. Hun forsøgte at overhøre spørgsmålet og sagde: “Du er allerede en gammel kvinde, så jeg tror ikke du vil kunne amme.” “Det er sandt. Jeg er blevet brugt op af de tre ældre børn.” “Og hundredvis af mænd.” “Et hundrede og tooghalvfjerds mænd. Den ældste var halvfems år gammel, og den yngste var tolv, det var en uge efter hans omskæring. Jeg husker dem tydeligt.” Barnet begyndte at græde igen. Jordemoderen sagde at hun var nødt til at få fat i noget brystmælk til den lille. Hvis det ikke lykkedes, ville hun være nødt til at finde komælk eller hundemælk eller måske endda rottemælk. “Ja, gå du bare,” sagde Dewi Ayu. “Stakkels ulyksalige pigebarn,” sagde jordemoderen mens hun kiggede på barnets skrækkelige ansigt. Hun var ikke engang i stand til at beskrive det, men hun syntes det lignede en fordømt vanskabning fra helvede. Hele kroppen var kulsort som om barnet var blevet brændt levende og havde en besynderlig og uigenkendelig form. Hun var for eksempel ikke sikker på om barnets næse var en næse, for den lignede mere en stikkontakt end nogen anden næse hun nogensinde havde set. Og barnets mund mindede hende om sprækken i en sparegris, og hendes ører lignede et par grydehanke. Hun var overbevist om at der ikke fandtes nogen grimmere skabning på jorden end denne lille stakkel, og hvis hun var Gud, ville hun sandsynligvis slå barnet ihjel med det samme frem for at lade det leve; verden ville mishandle hende uden nåde. 8


“Stakkels barn,” sagde jordemoderen endnu en gang inden hun gik ud for at finde en amme til hende. “Ja, stakkels barn,” sagde Dewi Ayu som lå og vendte og drejede sig i sengen. “Jeg har allerede gjort alt hvad jeg kunne for at prøve at tage livet af dig. Jeg burde have slugt en håndgranat og sprængt den inde i min mave. Åh, dit stakkels pigebarn – de ulyksalige er lige så sejlivede som de grusomme.” I begyndelsen forsøgte jordemoderen at holde barnets ansigt skjult for de nabokvinder der kom forbi. Men da hun sagde at hun havde brug for mælk til barnet, møvede de sig frem for at se det, for det var altid sjovt for dem der kendte Dewi Ayu at se hendes yndige pigebørn. Jordemoderen var ude af stand til at afværge stormløbet af mennesker som fjernede kluden for barnets ansigt, men da de så det og skreg op, grebet af en rædsel der overgik alt hvad de nogensinde havde oplevet, smilede jordemoderen og mindede dem om at hun havde gjort sit yderste for at skåne dem for det djævelske åsyn. Efter det udbrud skyndte jordemoderen sig ud, og kvinderne blev stående et øjeblik og lignede idioter der pludselig havde fået slettet deres hukommelse. “Man burde slå det ihjel,” sagde en kvinde, den første som kom sig over sit akutte hukommelsestab. “Det har jeg allerede forsøgt,” sagde Dewi Ayu da hun trådte ind kun iført en krøllet hjemmekjole og et klæde viklet om livet. Hendes hår var i vild uorden som en der vakler væk efter at have kæmpet mod en tyr. Folk så medfølende på hende. “Hun er smuk, ikke sandt?” spurgte Dewi Ayu. “Øh, jo.” 9


“Der findes ingen værre forbandelse end at bringe en smuk pige ind i en verden befolket af mænd der er lige så modbydelige som brunstige hunde.” Der var ikke en eneste som svarede hende, de så bare deltagende på hende vel vidende at de løj. Rosinah, den stumme bjergpige som havde tjent hos Dewi Ayu i årevis, førte sin frue ind på badeværelset hvor hun havde gjort et varmt bad klar. Der lå Dewi Ayu i blød i velduftende, svovlholdig sæbe mens den stumme pige vaskede hendes hår med aloe vera-olie. Den stumme pige var den eneste der virkede upåvirket af det hele selv om hun måtte vide besked om den hæslige lille pige, for Rosinah var den eneste som havde bistået jordemoderen i hendes arbejde. Hun skrubbede sin frues ryg med pimpsten, viklede et håndklæde om hende og ryddede op på badeværelset da Dewi Ayu gik ud. En af kvinderne prøvede at lette den trykkede stemning og sagde til Dewi Ayu: “Du må finde et godt navn til hende.” “Ja,” sagde Dewi Ayu. “Hun skal hedde Skønhed.” “Åh!” udbrød forsamlingen og prøvede forlegent at tale hende fra det. “Hvad med Skade?” “Eller Sår?” “Det må du for Guds skyld ikke kalde hende.” “Udmærket, så hedder hun Skønhed.” De så hjælpeløst til mens Dewi Ayu gik ind på sit værelse igen for at klæde sig på. De kunne kun sende hinanden blikke og bedrøvet forestille sig en lille begsort pige med en stikkontakt midt i ansigtet som blev kaldt Skønhed. Det var en oprørende skandale. 10


Dewi Ayu havde rigtignok forsøgt at tage livet af barnet da det gik op for hende at hun var blevet gravid igen på trods af at hun allerede havde levet i et helt halvt århundrede. Ligesom med sine andre børn vidste hun ikke hvem faren var, men til forskel fra de andre havde hun ikke det fjerneste ønske om at barnet skulle overleve. Så hun havde taget fem ekstra stærke paracetamolpiller som hun havde fået af en landsbylæge og skyllet dem ned med en halv liter mineralvand hvilket havde været næsten nok til at tage livet af hende selv, men, skulle det vise sig, ikke helt nok til at slå barnet ihjel. Hun kom i tanker om en anden metode og sendte bud efter en jordemoder som var villig til at slå barnet ihjel og fjerne det fra hendes livmoder ved at stikke en lille træpind op i hende. Hun blødte voldsomt i to dage og to nætter, og det lille træstykke kom ud i splinter, men barnet levede videre. Hun prøvede at få has på barnet på yderligere seks måder, men forgæves, og til sidst opgav hun foretagendet og klagede: “Hun er en rigtig ballademager, og der er ingen tvivl om at hun kommer til at vinde den her kamp over sin mor.” Så hun lod sin mave vokse sig større og større, udførte selamatan-ritualet efter de syv måneder og lod barnet komme til verden selv om hun nægtede at se på hende. Hun havde allerede født tre piger, alle lige henrivende, nærmest som trillinger der var blevet født efter hinanden. Hun var led og ked af den slags børn som ifølge hende var som mannequindukker i et butiksvindue, så hun havde ikke lyst til at se sit yngste pigebarn i forvisning om at hun ikke ville adskille sig fra sine tre store11


søstre. Det var naturligvis helt forkert, og hun anede stadig ikke hvor frastødende hendes yngste barn i virkeligheden var. Selv da nabokvinderne i det stille hviskede at barnet lignede resultatet af en tilfældig parring af en abe, en frø og en varan, troede hun ikke at det var hendes barn de talte om. Og da de sagde at vilde hunde havde hylet i skoven natten før, og at ugler var fløjet ind for at sætte sig til hvile, opfattede hun det på ingen måde som dårlige varsler. Da Dewi Ayu var kommet i tøjet, slog det hende pludselig hvor udmattende det hele var, at føde fire børn og leve i over et halvt århundrede, så hun lagde sig igen. Og så nåede hun til den nedslående erkendelse at hvis barnet ikke ville dø, burde det måske være hendes mor der skulle gå bort så hun slap for at se sin pige blive til en ung kvinde. Hun stod op, vaklede hen i døråbningen og så ud på alle nabokvinderne som stadig stod tæt sammen og sladrede om spædbarnet. Rosinah dukkede op fra badeværelset og stillede sig ved siden af Dewi Ayu, for hun fornemmede at hendes frue skulle til at give hende en ordre. “Køb et ligklæde til mig,” sagde Dewi Ayu. “Nu har jeg givet fire piger til denne fordømte verden. Tiden er inde til at mit ligfølge går her forbi.” Kvinderne hylede op og så måbende på Dewi Ayu med deres idiotiske ansigtsudtryk. At føde et hæsligt barn var en skændsel, men at efterlade det uden videre var en endnu større skændsel. I stedet for at sige det ligeud, prøvede de bare at tale hende fra at dø på den tåbelige måde og sagde at nogle mennesker levede i over hundrede år, og at Dewi Ayu stadig var alt for ung til at dø. 12


“Hvis jeg bliver hundrede,” sagde hun med afmålt ro, “ender jeg med at sætte otte børn i verden. Det er for mange.” Rosinah gik ud og købte et rent, hvidt kalikoklæde som Dewi Ayu straks iførte sig – men det var nu ikke nok til at få hende til at dø med det samme. Så mens jordemoderen gennemsøgte nabolaget på jagt efter en kvinde med mælk i brysterne (hvilket dog var forgæves, og hun endte med at give barnet vand som havde været brugt til at skylle ris i), lå Dewi Ayu roligt i sin seng indhyllet i et ligklæde og ventede overraskende tålmodigt på at dødens engel skulle komme og hente hende. Da tiden med risskyllevand var ovre, og Rosinah gav barnet komælk (som butikken solgte som “Bjørnemælk”), lå Dewi Ayu stadig i sengen og tillod ikke nogen at bringe barnet ved navn Skønhed ind på værelset. Men historien om det hæslige spædbarn og dets ligklædesvøbte mor spredte sig hurtigt som en epidemi og fik folk fra ikke alene de omkringliggende kvarterer men også regionens mest afsidesliggende landsbyer til at komme for at se hvad der efter sigende mindede om en profets fødsel, hvor de vilde hundes hyl blev sammenlignet med den stjerne de vise mænd fra Østerland så da Jesus blev født, og moren i ligklædet blev sammenlignet med den udmattede Maria – en noget søgt metafor. Med det samme skrækslagne ansigtsudtryk som en lille pige der klapper en tigerunge i zoologisk have, poserede de besøgende med det hæslige spædbarn for en omrejsende fotograf. Det skete efter at de havde gjort det samme med Dewi Ayu som stadig lå forunderligt fredfyldt og ikke var det mindste forstyrret af det ubønhørlige spek13


takel. En del mennesker, som led af alvorlige og uhelbredelige sygdomme, kom i håb om at røre spædbarnet, hvilket Rosinah hurtigt forbød fordi hun var bange for at barnet ville blive smittet af alle bakterierne. Til gengæld fyldte hun spande op med Skønheds badevand. Andre kom i håb om at få en smule held ved spillebordene eller en pludselig indsigt i hvordan man laver indbringende forretninger. I den anledning havde den stumme Rosinah, som hurtigt havde påtaget sig rollen som barnets plejemor, gjort nogle donationsskrin klar som hurtigt blev fyldt med de besøgendes rupiah-sedler. Pigen forudså klogeligt at Dewi Ayu rent faktisk kunne ende med at dø, og benyttede sig derfor af den enestående mulighed for at skrabe nogle penge sammen så hun ikke behøvede at bekymre sig om Bjørnemælk eller deres fremtid sammen alene i huset, for man kunne ikke regne med at Skønheds tre storesøstre nogensinde ville dukke op. Men alt postyret endte brat da politiet kom med en kyai der opfattede det hele som kætteri. Kyai’en skummede af raseri og gav Dewi Ayu ordre til at sætte en stopper for sin skammelige opførsel, og han krævede til og med at hun skulle tage ligklædet af. “Du beder en prostitueret tage tøjet af,” sagde Dewi Ayu hånligt, “så du har bare at have penge til at betale mig.” Kyai’en skyndte sig at bede om nåde, ilede videre og kom aldrig tilbage. Den eneste der var tilbage var endnu en gang den unge Rosinah som aldrig tog sig af Dewi Ayus vanvid uanset hvordan det kom til udtryk, og det blev så meget desto 14


tydeligere at pigen var den eneste der virkelig forstod den kvinde. Længe før Dewi Ayu forsøgte at tage livet af det barn hun bar i maven, havde hun sagt at hun var led og ked af at få børn, og derfor havde Rosinah forstået at hendes frue var gravid. Hvis Dewi Ayu havde sagt den slags til nabokvinderne hvis hang til sladder overgik hundenes hang til at hyle, ville de have smilet selvtilfreds og hånligt og sagt at det bare var varm luft – du skal bare holde op med at sælge dig selv, så behøver du aldrig være bange for at blive bollet tyk, ville de have sagt. Men mellem os to: Det kan man måske sige til en anden prostitueret, men ikke til Dewi Ayu. Hun havde aldrig opfattet sine tre (og nu fire) børn som prostitutionens forbandelse, og, som hun sagde, når børnene ingen fædre havde så var det fordi de bogstavelig talt ikke havde fædre, og ikke fordi de ikke vidste hvem fædrene var, og slet ikke fordi hun aldrig havde stået ved en eller anden fyrs side foran landsbyens overhoved. Hun mente derimod at de var børn af dæmoner. “Fordi Satan er lige så nydelsessyg som Gud eller guderne,” sagde hun. “Ligesom Maria fødte Guds søn, og Pandus to koner fødte deres gudesønner, er mit skød et sted hvor dæmoner afleverer deres sæd, og således sætter jeg dæmonbørn i verden. Og jeg er dødtræt af det, Rosinah.” Som så ofte nøjedes Rosinah med at smile. Hun kunne ikke tale ud over at mumle usammenhængende, men hun kunne smile, og hun kunne lide at smile. Dewi Ayu var meget glad for hende, især på grund af det smil. Hun havde engang kaldt hende et elefantbarn, for uanset hvor vrede elefanter bliver, smiler de altid, ligesom dem man 15


kan se i det cirkus der næsten altid kommer til byen i slutningen af året. Med sit tegnsprog, som man ikke kunne lære på nogen skole for stumme men skulle lære af Rosinah selv, sagde pigen til Dewi Ayu at hun ikke skulle være så træt af det – hun havde jo ikke engang tyve børn mens Gandari havde født hundrede af Kurawas børn. Det fik Dewi Ayu til at grine højt. Hun kunne godt lide Rosinahs barnlige humor og svarede, stadig grinende, at Gandari ikke havde født hundrede børn ved hundrede fødsler, hun havde bare født én stor klump kød som siden blev til hundrede børn. Sådan arbejdede Rosinah glad og fornøjet videre og blev på ingen måde bragt ud af fatning. Hun tog sig af barnet, gik i køkkenet to gange om dagen og vaskede tøj hver morgen mens Dewi Ayu lå næsten helt stille i sengen og virkelig lignede et lig der bare ventede på at folk fik gravet hendes grav færdig. Når hun blev sulten stod hun selvfølgelig op og spiste, og hun gik på toilettet hver morgen og hver eftermiddag. Men hun kom altid tilbage, indhyllede sig i ligklædet igen og lagde sig helt stiv og udstrakt med begge hænder på maven, med lukkede øjne og med læberne kruset i et svagt smil. En del af naboerne prøvede at lure på hende gennem det åbentstående vindue. Igen og igen prøvede Rosinah at genne dem væk, men det lykkedes aldrig, og folk spurgte hvorfor hun ikke bare tog livet af sig selv i stedet. Dewi Ayu afstod fra sin sædvanlige sarkasme og blev liggende tavs og ubevægelig. Den længe ventede død indtraf endelig om eftermiddagen på den tolvte dag efter hæslige Skønheds fødsel – det var i det mindste hvad alle troede. Tegnet på den 16


nært forestående død kom samme morgen da Dewi Ayu gav Rosinah instrukser om at hun ikke ville have sit navn på gravstenen; i stedet ønskede hun en gravskrift med denne ene sætning: “Jeg fødte fire børn og døde.” Rosinahs hørelse var fortrinlig, og hun kunne både læse og skrive, så hun skrev beskeden ned i sin helhed, men ordren blev afvist på stedet af den imam der stod for begravelsesceremonien, og som mente at så forrykt et ønske kun gjorde hele situationen endnu mere syndig, og derfor egenrådigt besluttede at kvinden ikke skulle have skrevet noget som helst på sin sten. Dewi Ayu blev fundet om eftermiddagen af en af naboerne som belurede hende gennem vinduet og så hende ligge i en fredelig søvn af den slags man kun ser i et menneskes sidste dage. Men der var også noget andet; der hang en lugt af boraks i rummet. Rosinah havde købt det hos bageren, og Dewi Ayu havde overstrøet sig selv med det ligkonserveringsmiddel som andre mennesker af og til blander i deres mie bakso-kødboller. Rosinah havde ladet kvinden gøre lige hvad hun ville i sin besættelse af døden, og om hun så var blevet beordret til at grave en grav og lægge Dewi Ayu levende i den, havde hun gjort det og tilskrevet det sin frues særprægede form for humor, men det var ikke tilfældet for den uoplyste snushane. Hun kravlede derimod ind ad vinduet i den faste overbevisning at Dewi Ayu var gået for vidt. “Hør her, din luder som har været i seng med alle vores mænd!” sagde hun fortørnet. “Hvis du skal dø, så dø, men du skal ikke konservere din krop, for det er bare dit rådnende lig som ingen vil være misundelig på.” 17


Hun skubbede til Dewi Ayu, men hendes krop rullede bare om på siden uden at vågne. Rosinah trådte ind og gjorde tegn til at hun allerede måtte være død. “Er luderen død?” Rosinah nikkede. “Død?!” Da afslørede den klynkende kvinde sit sande væsen, hun græd som om det var hendes egen mor der var gået bort, og mellem grødede hulk sagde hun: “Den 8. januar sidste år var den skønneste dag vores familie har haft. Det var den dag min mand fandt nogle penge under broen og gik til Mama Kalongs horehus for at gå i seng med den selv samme glædespige som nu ligger død her foran mig. Bagefter kom han hjem, og det var den første og eneste dag hvor han var sød ved sin familie. Han slog ikke engang en eneste af os.” Rosinah så hånligt på hende som for at antyde at det ikke var så mærkeligt at han havde lyst til at slå sådan et brokkehoved, og så slap hun af med grædekonen ved at bede hende om at sprede nyheden om Dewi Ayus død. Der var ikke behov for et ligklæde, for hun havde allerede købt et tolv dage tidligere; der var ikke behov for at vaske hende, for hun havde allerede vasket sig selv; hun havde endda selv konserveret sin krop. “Hvis hun kunne,” sagde Rosinah med tegnsprog til imamen i den nærmeste moske, “ville hun også have fremsagt bønnerne for sig selv.” Imamen så hadefuldt på den stumme pige og sagde at han ikke selv følte trang til at fremsige bønnerne for den klump af et horekadaver for slet ikke at tale om at begrave hende. “Hun er jo død,” sagde Rosinah (stadig med tegnsprog), “så nu er hun ikke en hore mere.” 18


Kyai Jahro, imamen i moskeen, gav til sidst op og forestod Dewi Ayus begravelse. Lige til sin død, som kun få havde forventet ville indtræffe så hurtigt, havde hun aldrig set barnet. Folk sagde hun kunne prise sig lykkelig, for enhver mor ville blive ufattelig ked af at se sit barn komme til verden så hæslig. Hun ville ikke have kunnet sove stille ind, og hun ville aldrig kunne hvile i fred. Rosinah var den eneste der ikke var så sikker på at Dewi Ayu ville være blevet ked af det ved synet af babyen, for hun vidste at hvis der var noget den kvinde hadede mere end noget andet i hele verden, så var det en køn, lille nyfødt pige. Hun ville have været himmelhenrykt hvis hun havde vidst hvor helt og aldeles forskellig hendes yngste var fra sine ældre søstre; men hun vidste det ikke. Og da den unge stumme pige altid lystrede sin frue, tvang hun hende ikke til at se spædbarnet i dagene op til hendes død, og det på trods af at Dewi Ayu måske ville have udsat sin død, i det mindste i et par år, hvis hun havde vidst hvordan barnet så ud. “Sikke noget vås, det er Gud der bestemmer hvornår vi skal dø,” sagde Kyai Jahro. “I tolv dage havde hun forberedt sig på at dø, og så døde hun,” sagde Rosinahs tegn med en stædighed hun havde arvet fra sin frue. I overensstemmelse med afdødes sidste vilje blev Rosinah nu værge for det ulyksalige spædbarn. Og det var hende der siden gik i gang med den meningsløse opgave at sende telegrammer til Dewi Ayus tre børn med besked om at deres mor var død, og at hun skulle begraves på den offentlige Budi Dharma begravelsesplads. Ingen af dem kom, men begravelsen blev afholdt dagen efter 19


med en festivitas ingen i den by havde oplevet magen til i mange år, og heller ikke ville komme til at opleve i mange år frem. Det skyldtes at næsten alle de mænd der nogensinde havde været i seng med luderen, tog afsked med hende med buketter af jasminblomster der var gennemtrængt af deres blide kys og derefter kastet på vejen efterhånden som kisten kom forbi. Og deres hustruer og elskerinder, der også var stimlet sammen langs vejstrækningen, stod bag ved deres mænd og så på med uformindsket jalousi, for de var sikre på at de liderlige mænd stadig ville kæmpe om muligheden for at komme i seng med Dewi Ayu igen uden at tage sig af at hun nu bare var et lig. Rosinah gik bag ved kisten der blev båret af fire mænd fra kvarteret. Babyen sov tungt i hendes favn, skærmet af kanten af det sorte slør hun havde på. En kvinde, grædekonen, gik ved siden af hende med en kurv fuld af kronblade. Rosinah tog bladene og kastede dem op i luften sammen med mønter som hurtigt udløste kamp mellem de små børn som løb ind under kisten for at få fat i dem, og som risikerede at blive væltet ned i vandingskanalen eller trampet ned af de sørgende som messede profetens velsignelser. Dewi Ayu blev begravet i et afsides hjørne af begravelsespladsen blandt andre ulyksalige menneskers grave, for det var Kyai Jahro og graveren blevet enige om. Her havde man begravet en ond tyv fra kolonitiden, en sindssyg morder, et antal kommunister og nu en luder. Man mente at disse stakkels sjæle ville blive forstyrret af vedvarende prøver og prøvelser i graven, så derfor var det en god ide at anbringe dem fjernt fra grave med gud20


frygtige som ønskede at hvile i fred, blive invaderet af orme og rådne i fred, og elske med himmelske nymfer i fred og ro. I samme øjeblik den festlige ceremoni var overstået, glemte folk omgående alt om Dewi Ayu. Efter den dag var der ingen som besøgte graven, ikke engang Rosinah og Skønhed. De lod den blive raseret af tropiske storme, dækket af dynger af visne frangipaniblade og tilgroet med vild elefantgræs. Rosinah var den eneste som havde en overbevisende grund til at forsømme Dewi Ayus grav. “Det er fordi vi kun passer de dødes grave,” sagde hun til det hæslige spædbarn (med sit tegnsprog som babyen selvfølgelig ikke forstod). Måske var det sandt at Rosinah kunne se ind i fremtiden, en beskeden evne som hun havde arvet fra sine vise forfædre. Hun var kommet til byen fem år tidligere som blot fjortenårig sammen med sin gamle, svært gigtplagede far der arbejdede i en grusgrav i bjergene. De var dukket op på Dewi Ayus værelse i Mama Kalongs horehus. Til at begynde med var den prostituerede ikke det mindste interesseret i den lille pige, og heller ikke i faren, en gammel mand med et papegøjenæb af en næse, sølvgråt, krøllet hår, rynket kobberbrun hud og frem for alt en overdrevent forsigtig måde at gå på som om alle hans knogler ville falde sammen i en bunke hvis hun gav ham det mindste skub. Dewi Ayu genkendte ham med det samme og sagde: “Du er afhængig, gamle mand. Vi elskede for to nætter siden.” Manden smilede genert, som en ung mand der møder sin kæreste, og nikkede. “Jeg vil gerne dø i dine arme,” 21


sagde han. “Jeg kan ikke betale dig, men du kan få det her stumme barn. Hun er min datter.” Dewi Ayu så forvirret på den lille pige. Rosinah stod ikke så langt fra hende, hun var rolig og smilede venligt til hende. Dengang var hun meget mager, og hun var klædt i en broderet kjole der var alt for stor til hende, gik barfodet og havde bare samlet sit bølgede hår i nakken med en elastik. Hun havde glat hud, som de fleste bjergpiger, et enkelt, rundt ansigt, intelligente øjne, en flad næse og brede læber som hun kunne sende alle sit behagelige smil med. Dewi Ayu anede ikke hvad hun skulle bruge sådan en pige til, og hun vendte igen blikket mod den gamle mand. “Jeg har selv tre døtre i forvejen, så hvad skal jeg med det barn?” spurgte hun. “Hun kan læse og skrive selv om hun ikke kan tale,” sagde hendes far. “Alle mine børn kan både læse og skrive, og de kan også tale,” sagde Dewi Ayu med en drillende latter. Men den gamle mand ville med djævlens vold og magt i seng med hende og dø i hendes favn og give hende den stumme, unge pige som betaling. Hun måtte gøre med pigen som hun ville. “Du kan gøre hende til prostitueret og tage de penge hun tjener så længe hun lever,” sagde den gamle mand. “Og hvis ingen mænd vil være sammen med hende, kan du også hakke hende i småstykker og sælge hendes kød på markedet.” “Jeg tvivler på at nogen har lyst til at spise kødet fra hende,” sagde Dewi Ayu. Den gamle mand nægtede at give op, og efter et stykke tid begyndte han at ligne et lille barn som er lige ved at tisse i bukserne. Det var ikke fordi Dewi Ayu ikke ville 22


være venlig og give den gamle mand nogle få vidunderlige timer på sin madras, men hun var virkelig forvirret over denne mærkværdige handel, og hun kiggede skiftevis på den gamle mand og den stumme pige indtil pigen til sidst bad om et stykke papir og en blyant og skrev: “Gå nu bare i seng med ham, han kan dø når som helst.” Og så gik hun i seng med den gamle mand, ikke fordi hun havde accepteret handlen, men fordi pigebarnet antydede at han var ved at opgive ånden. De baksede rundt på sengen, og imens sad den stumme pige på en stol uden for døren til soveværelset og ventede med et fast greb om en lille taske som var fyldt med hendes tøj, og som hendes far havde båret indtil for et øjeblik siden. Det endte med ikke at tage Dewi Ayu særlig længe, og hun måtte indrømme at hun virkelig ikke havde mærket noget særligt, kun en lille kildren midt i skridtet. “Det var som at blive kløet i navlen af et stankelben,” sagde den prostituerede. Manden gik voldsomt løs på hende, næsten uden småsnak, som en bataljon hollandske soldater der nærmer sig med ødelæggelse for øje, hans bevægelser var frie, og hans gigt var glemt. Hans iver bar hurtigt frugt da han udstødte et kort støn, og der gik spasmer gennem hans krop; til at begynde med troede Dewi Ayu at det var spasmerne hos en mand der udspyr indholdet af sine nosser, men det viste sig at være mere end det – den gamle mand udspyede også sin sjæl. Han døde henslængt i hendes favn med våd og draget lanse. De lagde ham diskret i jorden i det hjørne af begravelsespladsen hvor Dewi Ayu senere også blev begravet. Og skønt Rosinah aldrig passede sin frues gravsted, tog hun 23


sig altid tid til at besøge sin fars grav ved slutningen af hver fastemåned for at fjerne ukrudt og bede uden overbevisning. Dewi Ayu tog den stumme pige med sig hjem, ikke som betaling for den triste aften, men fordi pigen nu hverken havde far eller mor eller nogen anden hun kunne kalde for sin familie. I det mindste, tænkte Dewi Ayu dengang, kunne pigen holde hende med selskab derhjemme, lede efter lus i hendes hår om eftermiddagen og holde øje med stedet når hun var i horehuset. Det hus Rosinah kom til var på ingen måde det livlige hus hun havde forventet, men et enkelt, stille og roligt hjem. Væggene var cremefarvede og så ud som om de ikke var blevet malet i årevis, der var støvede spejle og jordslåede gardiner. Selv køkkenet så ud som om det aldrig blev brugt undtagen til at lave en kande kaffe i ny og næ. De eneste rum der så velholdte ud var badeværelset med det store badekar i japansk stil samt soveværelset der tilhørte fruen i huset. Allerede de første dage i huset viste Rosinah sig at være en ung pige der var værd at holde på. Mens Dewi Ayu fik sin middagslur, malede Rosinah væggene, vaskede gulvene, skrubbede vinduerne med noget savsmuld hun fik fra en brændehugger, skiftede gardinerne ud og begyndte at ordne haven som inden længe var fuld af blomster af alle slags. Da det blev eftermiddag vågnede Dewi Ayu og blev for første gang i lang tid mødt af en duft af urter og krydderier fra køkkenet, og de spiste aftensmad sammen inden Dewi Ayu skulle gå. Rosinah var ikke det mindste foruroliget over den faldefærdige rønne der krævede så meget arbejde, men det undrede hende at de var de eneste to der boede der. Dengang havde Dewi 24


Ayu endnu ikke lært den stumme piges tegnsprog, så Rosinah skrev igen. “Sagde du ikke du havde tre børn?” “Jo, det er rigtigt,” sagde Dewi Ayu. “De flyttede så snart de havde lært at knappe gylpen op på en mand.” Den bemærkning kom Rosinah straks i tanker om da Dewi Ayu flere år senere sagde at hun ikke havde lyst til at blive gravid igen (på trods af at hun allerede var gravid), og at hun var træt af at få børn. Om eftermiddagen sad de tit i køkkendøren og småsludrede mens de iagttog hvordan hønsene, som Rosinah var begyndt at holde, gik og kradsede i jorden, og som en anden Sheherezade fortalte Dewi Ayu mange eventyrlige historier, de fleste om sine smukke døtre. Sådan knyttede de et venskab som var fuld af forståelse, så da Dewi Ayu prøvede at tage livet af den baby hun havde i maven på alle de forskellige måder, forsøgte Rosinah ikke at forhindre hende i det. Selv da Dewi Ayu begyndte at vise tegn på fortvivlelse, viste Rosinah sig igen at være en klog ung pige og gestikulerede til den prostituerede: “Bed til at barnet bliver hæsligt.” Dewi Ayu vendte sig mod hende og svarede: “Det er mange år siden jeg har troet på bønner.” “Tja, det kommer an på hvem man beder til,” sagde Rosinah og smilede. “Nogle guder har godt nok vist sig at være temmelig smålige.” Dewi Ayu begyndte forsøgsvist at bede. Hun bad hver gang det faldt hende ind; om det var ude på badeværelset, i køkkenet, på gaden, eller selv hvis en smældfed mand svømmede rundt oven på hendes krop, og hun pludselig kom i tanker om det, så skyndte hun sig at 25


sige: Hvem der end hører min bøn, gud eller dæmon, engel eller ånden Iprit, så gør mit barn grimt. Hun begyndte til og med at forestille sig alle mulige grimme ting. Hun tænkte på en djævel med horn og hugtænder der stak ud som på et vildsvin, og på hvor uendelig dejligt det ville være at få et barn der så sådan ud. En dag så hun en stikkontakt og forestillede sig at det var babyens næse. Hun forestillede sig også dets ører som et par grydehanke, og munden som sprækken i en sparegris, og håret som ville ligne børsterne på en kost. Hun hoppede endog af glæde da hun så en særlig ulækker lort i toilettet og bad om hun ikke nok kunne få et barn der så sådan ud: med hud som en komodovaran og ben som en skildpadde. Dewi Ayu lod sig rive med af sin fantasi som blev mere og mere vild for hver dag der gik, og alt imens voksede babyen sig større i hendes mave. Det hele kulminerede den syvende fuldmånenat i hendes graviditet hvor hun i selskab med Rosinah tog bad i blomstervand. Det er den nat man kommer med et ønske om hvordan ens barn skal blive, og tegner dets ansigt på en kokosnøddeskal. De fleste mødre ville have tegnet Drupadi, Shinta eller Kuntis ansigt, eller den wayang-figur de måtte synes var smukkest, og hvis de håbede på at få en dreng, ville de tegne Yudistira, Arjuna eller Bima. Men Dewi Ayu – måske som den første i verden, hvorfor hun helt til sin dødsdag ikke kunne være sikker på udfaldet – tog et stykke sort trækul og tegnede en hæslig baby. Hun håbede at hendes barn ikke ville ligne nogen eller noget hun nogensinde havde set før, det skulle da lige være et vildsvin eller en abe. Så hun tegnede et billede af et uhyre der var mere skræmmende 26


end noget hun nogensinde før havde set eller nogensinde ville komme til at se inden folk lagde hendes døde krop i jorden. Men så fik hun hende omsider at se, efter de enogtyve år, den dag hun genopstod. Det var på det tidspunkt hvor dagen var ved at blive til aften, og regnen styrtede ned i en af de hvirvelstorme som varslede at en ny årstid var på vej. Oppe i bakkerne udstødte de vilde ajak-hunde deres skingre hyl der overdøvede muezzinen som kaldte til maghrib-bønnen i moskeen, tilsyneladende uden held, for folk brød sig ikke om at gå udenfor i tusmørke når det regnede voldsomt, og de kunne høre lyden af hylende hunde, og bestemt ikke når et afrakket spøgelse i ligklæde vandrede rundt i gaderne og klagede. Det var ikke fordi afstanden fra den offentlige begravelsesplads til hendes hus var kort, men ojek-chaufførerne ville hellere køre deres motorcykler i grøften og tage benene på nakken end tage Dewi Ayu med. Ingen minibusser ville standse. Selv madboderne og butikkerne langs vejen valgte at holde lukket resten af dagen og låste døre og vinduer forsvarligt til. Der var ikke nogen i gaderne, ingen hjemløse eller tosser, ingen ud over denne gamle kvinde som var stået op fra de døde. Der var kun flagermusene som fløj alt hvad de kunne, kastede sig ind i stormen og strøg hen over himlen, og gardinerne som nu og da blev trukket lidt til side og afslørede ansigter der var ligblege af skræk. Hun skælvede af kulde, og sulten var hun også. Hun forsøgte et par gange at banke på hos folk som hun mente 27


måske stadig kunne huske hende, men beboerne foretrak at forholde sig tavse, hvis de da ikke allerede var dejset om. Hun blev derfor ovenud lykkelig da hun i det fjerne fik øje på sit eget hus der så ud nøjagtig som det havde gjort inden folk havde lagt hende i graven. Stakittet var dækket af bougainvillea, krysantemummerne så fredfyldte ud under vandmasserne der væltede ned fra himlen, og fra verandalampen strømmede et varmt lys. Hun savnede Rosinah forfærdelig meget og håbede inderligt at der stod en tallerken aftensmad klar til hende. Billedet fik hende til at sætte farten lidt op, ligesom mennesker på togstationer og busterminaler, hvilket til gengæld medførte at stormen tog fat i hendes ligklæde så hendes nøgne krop blev blottet, men hun greb hurtigt fat i bomuldsklædet og svøbte det omkring sig igen som en ung pige i et håndklæde efter et bad. Hun savnede sit barn, det fjerde, og håbede at hun ville komme til at se hvordan hun var. Det er rigtigt hvad man siger: En god, dyb søvn kan få folk til at ændre mening, især hvis den varer i enogtyve år. På verandaen sad en ung pige på en stol alene under det spøgelsesagtige lysskær nøjagtig hvor Dewi Ayu og Rosinah plejede at tilbringe eftermiddagene med at jage lus i hinandens hår. Hun sad som om hun ventede nogen. Først troede Dewi Ayu at det var Rosinah, men i det øjeblik hun stod foran hende, blev hun klar over at pigen var fremmed for hende. Hun var lige ved at skrige da hun så den gruopvækkende skikkelse der så alvorligt forbrændt ud, og en ondskabsfuld stemme i hendes hoved sagde at det ikke var jorden hun var vendt tilbage til, men helvede hun vandrede gennem. Men hun var 28


fornuftig nok til hurtigt at indse at det hæslige uhyre blot var en ulyksalig ung pige; hun var endog taknemmelig for at hun endelig havde mødt en der ikke løb sin vej ved synet af en gammel kvinde indhyllet i et ligklæde der kom gående midt i et voldsomt regnskyl. Det gik selvfølgelig ikke straks op for hende at det var hendes egen datter, for hun havde endnu ikke fattet at der var gået enogtyve år, og for at få afklaret sagen prøvede Dewi Ayu derfor at hilse på pigen. “Det her er mit hus,” sagde hun forklarende. “Hvad hedder du?” “Skønhed.” Dewi Ayu brød ud i en helt igennem uhøflig latter men tog sig hurtigt i det da hun forstod det hele. Hun satte sig i en stol på den anden side af et bord med en gul dug og en kop kaffe der tilhørte pigen. “Som en ko der ser at dens glinsende kalv allerede kan løbe,” sagde hun forundret, og så bad hun høfligt om kaffen på bordet og drak den. “Jeg er din mor,” tilføjede hun fuld af stolthed over at hendes datter var blevet nøjagtig som hun havde håbet. Hvis regnen ikke havde styrtet ned, og hun ikke havde været hundesulten, og hvis månen havde skinnet fra en klar himmel, ville hun have nydt at klatre op på taget og danse af glæde. Pigen kiggede ikke på hende og sagde heller ikke noget. “Hvad laver du herude på verandaen midt om natten?” spurgte Dewi Ayu. “Jeg venter på at min prins skal komme,” sagde pigen langt om længe, dog stadig uden at dreje hovedet, “og løse mig fra dette hæslige ansigts forbandelse.” Hun havde været besat af den smukke prins lige siden 29


det var gået op for hende at andre mennesker ikke var lige så grimme som hun selv. Rosinah havde prøvet at tage hende med på besøg hos naboerne dengang hun endnu blot var et spædbarn, men der var ikke en eneste som ville lukke dem ind, for deres børn ville skrige og græde resten af eftermiddagen, og de gamle ville øjeblikkeligt få feber og dø to dage senere. De afviste hende overalt, og sådan var det også da hun skulle begynde i skole; der var ikke en eneste skole som ville tage imod Skønhed. Rosinah havde endda prøvet at trygle en rektor om det, men han havde virket mere interesseret i den stumme unge kvinde end i den grimme pige, og som den tølper han var, havde han gramset på hende inde på kontoret så snart døren blev lukket. Kloge Rosinah tænkte: Hvor der er en vilje, er der en vej, og hvis hun var nødt til at miste sin mødom for at få Skønhed i skole, så var hun parat til at ofre den på enhver tænkelig måde. Så den morgen endte hun nøgen på rektorens drejestol og elskede med ham i treogtyve minutter under den brummende vifte, men det viste sig at Skønhed alligevel blev nægtet optagelse, for hvis hun gik der, ville de andre børn nægte at lade sig indskrive. Rosinah gav dog ikke op og bestemte sig til sidst for selv at undervise hende hjemme, i det mindste i tal og bogstaver. Men inden hun nåede at lære hende noget som helst, måtte Rosinah lamslået indse at pigen allerede kunne tælle firbenenes kaldelyde. Og hun blev endnu mere overrasket da Skønhed en eftermiddag hev en stak bøger frem som hendes mor havde efterladt, og læste højt af sine lungers fulde kraft uden at nogen nogensinde havde lært hende alfabetet. Der var noget mistænkeligt over 30


de her forbløffende hændelser som faktisk var begyndt flere år tidligere da pigen til Rosinahs store forundring og uden at have lært det af nogen, var begyndt at tale. Rosinah prøvede at udspionere pigebarnet som dog aldrig gik længere end til stakittet, og der kom aldrig en levende sjæl, så hun mødte aldrig andre end den stumme tjenestepige som talte med sine hænder. Ikke desto mindre kendte hun ordene for alle synlige såvel som usynlige ting, for katte og firben og hønsene og ænderne der flakkede omkring i deres hus. Bortset fra alle disse undere var hun stadig en stakkels, grim og ynkværdig lille pige. Rosinah tog hende ofte i at stå bag gardinet og smugkigge ud på folk på gaden, eller stå og stirre på hende når hun selv skulle ud at købe noget, som om hun bad om lov til at gå med. Rosinah ville selvfølgelig med glæde have taget hende med, men så nægtede den lille pige selv at gå med og sagde med sin ynkelige stemme: “Nej, det er bedst jeg ikke tager med, for ellers får folk bare ødelagt deres appetit for resten af livet.” Hun plejede at gå ud tidligt om morgenen når folk ikke var stået op endnu, med undtagelse af grønthandlerne der skyndte sig til markedet, eller landmændene der skyndte sig ud på markerne, eller fiskerne der skyndte sig hjem, enten til fods eller glidende forbi på deres cykler, men de kunne ikke se hende i daggryets svage lys. Det var det tidspunkt på dagen hvor hun kunne lære noget om verden, med flagermus der vendte hjem til deres reder, med spurve som satte sig på mandeltræets knopper, med høns som galede højlydt, med sommerfugle som klækkedes fra larver og fløj hen og satte sig på 31


hibiscusblomsternes kronblade, med killinger som strakte sig på deres måtter, med duftene der svævede ind fra naboernes køkkener, med larmen fra motorer der gassede op i det fjerne, med lyden af en radioprædiken der kom et eller andet sted fra, og frem for alt med Venus der strålede i øst, alt dette nød hun mens hun sad i sin gynge der hang fra en gren på et stjernefrugttræ. Rosinah vidste ikke engang at det lille lysglimt som strålede så klart hed Venus, men det vidste Skønhed udmærket godt, lige så vel som hun havde lært den astrologiske betydning af alle stjernebillederne på himlen. Så snart dagen gryede forsvandt hun ind i huset som en skildpaddes hoved der trækker sig tilbage fra dem der forstyrrer den, for der var altid skolebørn der standsede op foran lågen og gloede nysgerrigt på døren og vinduerne i håb om at få hende at se. De voksne havde allerede fortalt dem de uhyggelige historier om den skrækindjagende Skønhed som boede i det hus og ville skære halsen over på dem ved den mindste ulydighed, og sluge dem levende ved den mindste jammer og brok: Alle de historier hjemsøgte dem og øgede samtidig deres ønske om at møde hende og få fastslået om sådan et skræmmende gespenst virkelig fandtes. Men de mødte hende aldrig, for Rosinah kom styrtende og svingede truende med en kost, og så løb de væk mens de råbte eder og forbandelser efter den stumme, unge kvinde. Når sandheden skal frem var det ikke kun børn der standsede op foran havelågen i håb om at få Skønhed at se, for kvinderne der kom forbi i becak-rickshawer drejede også hovedet et øjeblik, og det samme gjorde folk som var på vej på arbejde, og hyrderne som gennede deres får af sted. 32


Til gengæld gik Skønhed ud om aftenen når børn havde forbud mod at forlade deres hjem, og forældre havde travlt med at tage sig af deres børn, og de eneste der var ude, var fiskere som skyndte sig ud til havet med årer og net på ryggen. Så sad hun på en stol på verandaen med en kop kaffe til at holde sig med selskab. Når Rosinah spurgte hende hvad hun lavede ude på verandaen sent om aftenen, fik hun det samme svar som Skønhed havde givet sin mor: “Venter på at min prins skal komme og befri mig fra dette hæslige ansigts forbandelse.” “Din stakkels pige,” sagde hendes mor den aften, den første gang de mødtes. “I virkeligheden burde du danse af glæde over en sådan velsignelse. Lad os gå indenfor.” Dewi Ayu oplevede igen omsorg a la Rosinah idet den stumme pige næsten med det samme havde gjort et varmt bad klar i hendes gamle badekar med tilhørende svovl, pimpsten, små stykker sandeltræ og betelblade som fik hende til at fremstå frisk og udhvilet ved middagsbordet. Rosinah og Skønhed måbede over hendes glubende appetit, hun spiste som om hun skulle opveje de mange år uden mad. To hele tunfisk inklusive ben og rygrad, en skål suppe og to tallerkenfulde ris satte hun til livs. Hun drak en klar grøntsagssuppe som der flød små stykker fuglereder i. Hun spiste hurtigere end de to kvinder hun sad sammen med. Efter måltidet rumlede hendes mave uafbrudt, og da hun havde udstødt en buldrende lyd fra røvhullet, en af den slags prutter man ikke kan holde tilbage, spurgte hun mens hun tørrede sig om munden med en serviet: “Nå, hvor længe har jeg så været død?” 33


“I enogtyve år,” sagde Skønhed. “Det må I undskylde, det var alt for længe,” sagde hun brødebetynget, “men der er ingen vækkeure i graven.” “Husk at tage et med næste gang,” sagde Skønhed opmærksomt og tilføjede, “og glem ikke et myggenet.” Dewi Ayu overhørte Skønheds bemærkninger, som blev sagt med en spinkel, skinger og syngende sopran, og fortsatte: “Det må være forvirrende at jeg genopstod efter enogtyve år, for selv ham den langhårede der døde på korset var kun død i tre dage før han genopstod.” “Ja, det er det virkelig,” sagde Skønhed. “Kan du ikke sende et telegram inden du kommer næste gang?” På en eller anden måde kunne Dewi Ayu ikke bare ignorere den stemme. Da hun havde tænkt lidt over det, begyndte hun at fornemme et fjendtligt tonefald i den unge piges bemærkninger. Hun kiggede hen på hende, men den hæslige pige smilede bare tilbage som for at antyde at hun bare mindede hende om ikke at være så skødesløs. Dewi Ayu kiggede over på Rosinah, som om hun håbede at finde en forklaring, men den stumme kvinde sendte hende også bare et smil der tilsyneladende var helt blottet for bagtanker. “Og pludselig er du allerede blevet fyrre, Rosinah. Om ikke så længe bliver du gammel og rynket.” Dewi Ayu sagde det med en mild latter i et forsøg på at lette stemningen ved middagsbordet. “Ligesom en frø,” sagde Rosinah med tegnsprog. “Ligesom en komodovaran,” sagde Dewi Ayu – drillende. 34


De kiggede begge to på Skønhed og ventede på at hun skulle sige noget, og de kom ikke til at vente længe. “Ligesom mig,” sagde hun. Kort og frygteligt. I adskillige dage havde Dewi Ayu så travlt med at få besøg af gamle venner som ville høre historier om de dødes verden, at hun kunne ignorere det irriterende uhyres tilstedeværelse i huset. Selv kyai’en, som mange år tidligere modvilligt havde forestået hendes begravelse og set på hende med den samme væmmelse som en ung pige føler over for en regnorm, aflagde besøg hos hende og opførte sig lige så ærbart som en from over for en helgen, og sagde med oprigtighed i stemmen at hendes genopstandelse var som et mirakel, og at man aldrig ville blive skænket et sådant mirakel hvis man ikke var ren. “Selvfølgelig er jeg ren,” sagde Dewi Ayu. “For der er ikke en eneste der har rørt mig i enogtyve år.” “Hvordan føles det at være død?” spurgte Kyai Jahro. “Det er faktisk ret sjovt. Det er den vigtigste grund til at ikke en eneste af alle dem der dør, vælger at vende tilbage til livet.” “Men du vendte tilbage til livet,” sagde kyai’en. “Jeg vendte udelukkende tilbage så jeg kunne fortælle dig det.” Det ville være rigtig velegnet til fredagens middagsprædiken, og kyai’en gik glædestrålende derfra. Han behøvede ikke at skamme sig over at have besøgt Dewi Ayu (selv om han for mange år siden havde råbt at det var en synd at besøge den hores hus, og at man kunne brænde op i helvede bare man åbnede hendes havelåge), for som kvinden selv havde sagt, var hun ikke længere 35


prostitueret efter enogtyve år uden at en levende sjæl havde rørt hende, og det var sikkert og vist at ingen nogensinde ville få lyst til at røre hende igen. Den der led mest under alt postyret omkring den genoplivede gamle kvinde, var såmænd Skønhed som blev nødt til at lukke sig inde på sit værelse. Heldigvis blev ingen af de besøgende der længere end nogle få minutter fordi de hurtigt fornemmede en frygtelig rædsel som trængte igennem Skønheds lukkede soveværelsesdør. Med en underlig, kvalmende lugt fejede en ond vind forbi dem, sort og afskyelig, den smøg sig ud under døren og gennem nøglehullet med en gennemborende kulde der trængte helt ind i knoglemarven på dem. De fleste havde aldrig set Skønhed bortset fra dengang hun var nyfødt, og jordemoderen var gået hele landsbyen rundt på jagt efter en amme. Men tanken om hende var nok til at få deres nakkehår til at rejse sig og deres kroppe til at skælve mens de stirrede på uhyrets dør, idet den onde stank som vinden bar med sig nåede deres næsebor, og lyden af stilhed larmede i deres ører. Så lukkede deres munde noget usammenhængende sludder ud, og de glemte deres ønske om at høre alle de forbløffende ting Dewi Ayu havde at fortælle, rejste sig op i en fart efter at have tvunget et halvt glas bitter te ned, bad sig undskyldt og gik hjem for at fortælle deres historie videre. “Uanset hvor nysgerrig du er på Dewi Ayu som stod op fra de døde,” sagde de til enhver der spurgte til deres gruopvækkende besøg, “så vil jeg råde dig til ikke at gå ind i hendes hus.” “Hvorfor det?” 36


“Fordi du bliver skræmt halvt ihjel.” Da folk holdt op med at komme på besøg, begyndte Dewi Ayu at lægge mærke til Skønheds særheder, ud over hendes vane med at sidde på verandaen og vente på en smuk prins og læse sin fremtid i stjernerne. Midt om natten hørte hun håndgemæng inde fra Skønheds soveværelse, og det fik hende til at kravle ud af sin egen seng og i mørket gå hen og stille sig bekymret foran pigens dør hvor hun blev mere og mere forvirret over de lyde som den hæslige unge pige udstødte. Der stod hun stadig da Rosinah dukkede op med en lommelygte som hun lod lyse på sin frues ansigt. “De lyder kender jeg godt,” sagde Dewi Ayu halvt hviskende til Rosinah, “fra værelserne på horehuset.” Rosinah nikkede samstemmende. “Det er lyden af mennesker der elsker,” fortsatte Dewi Ayu. Rosinah nikkede igen. “Spørgsmålet er hvem hun elsker med, eller rettere, hvem der har lyst til at elske med hende?” Rosinah rystede på hovedet. Hun elskede ikke med nogen. Eller jo, hun elskede med nogen, men man ville aldrig finde ud af hvem det var, for man kunne ikke se nogen. Dewi Ayu var målløs over den stumme piges sindsro som mindede hende om dengang hun selv var ramt af vanvid, og pigen her var den eneste som forstod hende. Den aften sad de sammen i køkkenet foran det samme gamle komfur og ventede på at det vand de havde sat over til en kop kaffe skulle begynde at koge. De sad kun oplyst af den blussende flamme der slikkede kanterne på 37


det tørre, afsvedne optændingsbrænde af knækkede kakaokviste, palmegrene og fibre fra kokosnøddeskaller, og småsludrede som de så ofte havde gjort før. “Har du lært hende det?” spurgte Dewi Ayu. “Lært hende hvad?” spurgte Rosinah, kun mundens bevægelser, uden en lyd. “At onanere.” Rosinah rystede på hovedet. Skønhed onanerer ikke, hun elsker med en, men du får aldrig at vide hvem. “Hvorfor ikke?” Fordi jeg heller ikke ved det. Rosinah rystede på hovedet. Hun fortalte Dewi Ayu om alle de mirakuløse hændelser, om hvordan Skønhed kunne tale allerede som ganske lille uden at nogen havde lært hende det, og hvordan hun til og med begyndte at læse og skrive som seksårig, og hvordan Rosinah endte med ikke at lære hende noget som helst fordi den lille pige allerede kunne ting som Rosinah ikke engang selv havde lært endnu. Broderi som niårig, syning som elleveårig, og for at det ikke skulle være løgn kunne hun tilberede enhver ret man kunne ønske sig. “Nogen må have lært hende det,” sagde Dewi Ayu forvirret. “Men her kommer ikke nogen,” gestikulerede Rosinah. “Jeg er ligeglad med hvordan han kom her, og hvordan han kom uden at hverken du eller jeg opdagede det. Men han må være kommet og lært hende alt, til og med at elske.” “Ja, det er rigtigt, han kommer, og så elsker de.” “Det her hus er hjemsøgt.” 38


Rosinah havde aldrig ment at huset var hjemsøgt, men Dewi Ayu havde sine grunde. Men det var en anden sag, og Dewi Ayu havde ikke lyst til at fortælle Rosinah om alt det, i hvert fald ikke den aften. Hun rejste sig op og skyndte sig ind i seng igen og glemte alt om det kogende vand og kaffen. De følgende dage forsøgte den gamle kvinde at udspionere den grimme unge pige for at finde den mest fornuftige forklaring på alle miraklerne, for hun havde ikke lyst til at tro at det var et spøgelse der stod bag, selv om der virkelig skulle være et spøgelse til stede i huset. En morgen fandt hun og Rosinah en ældgammel mand siddende foran det skoldhede komfur, rystende af kulde i morgenluften. Han lignede en guerillasoldat, hans viltre hår var sammenfiltret og samlet i nakken i et vissent gult blad. Indtrykket blev forstærket af hans ansigt der var indsunkent som om han havde sultet i årevis, og af hans mørke tøj der var dækket af mudderpletter og størknet blod. Han havde endda en lille dolk der sad fastspændt til hans læderbælte og hang og dinglede ved hans hofte. Han gik i de samme sko som gurkhaerne gik i under krigen, og de var alt for store til hans fødder. “Hvem er du?” spurgte Dewi Ayu. “Kald mig Shodancho,” sagde den gamle mand. “Jeg fryser, lad mig sidde et øjeblik foran jeres komfur.” Rosinah prøvede at danne sig et nøgternt indtryk af ham. Måske havde han virkelig anført en shodan før i tiden, måske havde han været med i en bataljon i Halimunda og gjort oprør mod japanerne hvorefter han var flygtet ud i skoven. Måske havde han været fanget der i årevis uden at ane at Holland og Japan allerede var over 39


alle bjerge, og at vi nu havde en republik med eget flag og egen nationalsang. Rosinah gav ham noget morgenmad med et omsorgsfuldt blik og udviste en respekt der var lige i overkanten. Men Dewi Ayu betragtede ham med en vis mistro og tænkte om han mon var den prins hendes datter ventede på aften efter aften, og om det kunne være ham der havde lært hende elskovskunsten. Men manden så ud til at have passeret de halvfjerds og måtte have været impotent i årevis, og det fik Dewi Ayus ubehagelige tanker til at fortone sig. Hun tilbød ham endda at bo i huset, for der var stadig et tomt værelse, og manden så ud til at have mistet enhver forbindelse til verden udenfor. Shodancho, som vitterlig var i en forvirret og ynkelig forfatning, tog imod tilbuddet. Det var tirsdag, tre måneder efter at Dewi Ayu var stået op fra de døde, dagen hvor de fandt Skønhed ligge lige så lang hun var på sit soveværelsesgulv i en sølle forfatning. Hendes mor prøvede at hjælpe hende op, og med Rosinahs hjælp fik hun hende lagt hen over sengen. Pludselig dukkede Shodancho op bag dem og sagde: “Se på hendes mave, hun er gravid, næsten tre måneder henne.” Dewi Ayu stirrede vantro på Skønhed med et blik der ikke længere udtrykte forvirring men udelukkende en vrede der ikke lod sig dæmpe af det hun ikke vidste, og spurgte bydende: “Hvordan er du blevet gravid?!” “På samme måde som de fire gange du blev det,” sagde Skønhed. “Jeg tog tøjet af og gik i seng med en mand.”

40

Profile for BATZER & CO

Kurniawan Skønhed er et sår læseprøve  

Kurniawan Skønhed er et sår læseprøve  

Profile for batzerco
Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded