Jón Kalman Stefánsson: Stjernernes knitren

Scroll for more

Page 1


Af samme forfatter på dansk: Sommerlys, og så kommer natten, 2009 Himmerige og helvede, 2010 Englenes sorg, 2011 Menneskets hjerte, 2013 Fisk har ingen fødder, 2015 Nogenlunde på størrelse med universet, 2017 Historien om Asta, 2018


JÓN KALMAN STEFÁNSSON

STJERNERNES KNITREN

Oversat fra islandsk af Kim Lembek

BATZER & CO Roskilde Bogcafé



FØRSTE DEL


6


KAPITEL 1

Jeg bor i byen Reykjavik i en boligblok som ligger højest af fire husblokke. Jeg bor i stuen til venstre i nummer 54 i en treværelses med et kammer uden vindue, en altan og et kælderrum. Der er en parkeringsplads foran blokken, og den der kaster et blik ud ad vinduet om aftenen eller måske på en søndag, kan se en Trabant ud for vores køkkenvindue, kan kigge ned på det røde tag. Der ligger en murske på forsædet. Skråt over for blokken ligger der en stor toetagers bygning der huser Bjørgs Renseri, en boghandel og en barber med enorme vinduer, som går hele vejen rundt om hjørnet i stueetagen. På varme sommerdage står den skaldede barber i døren og dasker mig i hovedet med en sammenrullet avis hvis jeg glemmer at hilse. Ved siden af barbersalonen ligger der en lille butik fuld af børnetøj og efter den en slags hule eller grotte, og derinde finder man lugen til selveste Søbekks kiosk. Ingen dør, kun denne luge, og når man er syv år må man stå på tæer for at se noget. Nogle skridt fra hulen fører en dør ind til Søbekks købmandsbutik, derefter kommer mejeriet og endelig Bødvars Bageri. Bødvar er skaldet ligesom barberen, men så stor og kraftig at nogle er rædselsslagne for ham. Alligevel kan 7


han finde på at stikke dig et stykke friskbagt wienerbrød som smelter i munden på dig, mens de røde, vemodige øjne følger med i dit skiftende ansigtsudtryk. Bødvar sover aldrig, det er mange år siden han sidst har sovet. Han stirrer hver eneste nat ind i en varm ovn og tænker på noget sørgmodigt. Det er søvnløsheden, ovnens varme og de triste tanker der gør øjnene røde. Man kan aldrig vide hvad der gemmer sig i Bødvars brød – en grydeske, en træpind, plastik, en prop. Damerne i forretningen Vogue både fnyser og græder over ham. De er fire eller fem som alle er venlige og minder om valkede uldtrøjer. Oven over døren til deres butik hænger et af verdens vidundere, en glødende kæmpesaks på størrelse med en bil, og hvis ikke en bil, så en krokodille. Saksen klipper dag ud og dag ind. Klipper og klipper, men klipper samtidig ingenting, måske bortset fra de her erindringer, for nogle gange når jeg går i seng om aftenen, ikke syv år gammel, men næsten fyrre, og søvnen bliver tættere omkring mig som tusmørke, så ser jeg kæmpesaksen klippe dybt i tidens tåge.

Saksen Om natten klipper den enorme Vogue-saks stueetagen til venstre ud af tiden, og lejligheden svæver rundt i det tomme rum som en planet på jagt efter en sol. Saksen klipper min fars murske, klipper mig selv på stuegulvet med mine tinsoldater, klipper en kvinde på vej ud af soveværelset, klipper Petur med de følsomme hænder og to brødre, den klipper oldemor med hoved som en 8


kartoffel, den klipper og klipper, den klipper min mor, hende der fødte mig i smertefuld angst, klipper min far på vej hen ad Skaftahlid, klipper min morfar, som er i færd med at rejse en malerstige og mormor som var norsk, den klipper hurtigere og hurtigere, klipper Vesturgata og oldemor der er sytten og dufter som en hel lyngskråning, den klipper og klipper dybt ind i tidens tåge, hurtigere og hurtigere, den klipper Snæfellsnes, en rødhåret fisker, en storkøbmand, en kælderlejlighed, den klipper oldefar ud af tiden.

Oldefar Han var en statelig mand, sagde min norske mormor om oldefar på min mors side, men der manglede altid fasthed og viljestyrke. Oldefar voksede op i Akureyri, men kommer som tyveårig til Reykjavik, var blevet uddannet som typograf oppe nordpå, får arbejde på Isafold og lejer et lille værelse. Det er ikke få breve der kommer fra hans mor, som ønsker at sønnen skal etablere sig, stifte familie og opnå status. Men sådan et liv ligger ham fjernt. Jeg ved ikke hvad det skyldtes, om det handlede om en dybtliggende uro eller en ung mands eventyrlyst, men Reykjavik var kun ment som et stop på vejen. Han havde forestillet sig at arbejde et par år eller tre, spare op, sejle til København og videre ud i den store verden. Komme om bord på et fragtskib, på en hvalfangerbåd, sejle op ad elve, rejse gennem regnskove. Leve et eventyrligt liv og siden vende hjem til Island som en gammel mand og 9


skrive en bog ligesom Jon Indiensfarer. Men han arbejder på trykkeriet, og årene går. Det går trægt med at få samlet penge sammen til rejsen, og han tager et bijob i weekenderne som ledsager for det bedre borgerskab på deres rideture. Det er på en af disse ture at han lærer den senere storkøbmand Gisli Gardarsson at kende. Efteråret nærmer sig, og omtrent på det tidspunkt hvor gruppen rider af sted for foden af Ulfarsfell, glider Gisli af hesten, for fuld til at blive siddende på dens ryg. Det er lunt i vejret, solen breder sig over den halve himmel. De øvrige ryttere forsøger uden held at få liv i Gisli, giver op og rider videre, mens oldefar får besked på at blive tilbage og tage sig af manden, vække ham af rusen og få ham hjem. Gruppen er dog kun lige akkurat forsvundet ud af syne, da Gisli sætter sig op, ganske vist beruset, men næppe meget mere end småfuld. Han finder en lommelærke frem fra inderlommen og rækker den til oldefar. De der mennesker, siger han og nikker i retning af sine jagtkammerater, de kender ikke til begejstring, de tør knap nok leve, men jeg har en mistanke om at det forholder sig anderledes med dig. Drik! På vejen hjem kigger de ind på to gårde, ender turen på Hotel Island, og da har beruselsen for længst ryddet alle de forhindringer af vejen der som regel findes mellem to mennesker, og oldefar fortæller om sin barndom. Hans far er en fattig håndværker, rolig og afbalanceret, hans mor datter af præsten på Glaumbær, en stolt og temperamentsfuld kvinde. De var kun to brødre, og deres mor var klar til at ofre alt for at se dem komme godt i vej, næsten alt hvad de ejede gik til at betale den ældstes skolegang helt til latinskolen. En begavet elev, men han 10


begyndte at svire, blev bortvist fra skolen det sidste år og druknede siden i Reykjavik sø som en sølle drukkenbolt. Deres bedstefar, præsten på Glaumbær, tilgav aldrig sin datter at hun giftede sig med en fattig og jævn mand af folket, han havde forestillet sig at hun skulle have en provst, en storbonde eller en sysselmand, og ignorerer sin svigersøn, ignorerer ham totalt. Jeg har kun set ham én gang, siger oldefar til Gisli og stikker en finger i vejret – én gang. Og ved du hvad denne gudsmand blev citeret for da han hørte at min bror var druknet: Det var hvad man kunne forvente! Det er en sensommernat, de skåler, oldefar og denne Gisli som har planer om at blive velhavende, at udmærke sig, blive storkøbmand, han har tænkt sig at spankulere rundt i Reykjaviks gader som den mægtigste af alle. Reykjaviks gader! siger oldefar og rynker på næsen, bøjer sig ind over bordet, ser den nye ven lige ind i øjnene og gentager hans ord fra tidligere på dagen om begejstringen, om at turde leve. Og da vidste jeg at vi var bestemt til at opleve noget sammen. Glem Reykjavik, det er en forbandet udørk, men gå op på Skolavørduholt og se ud over havet. Der på den anden side venter hele verden på os. Hvorfor skulle vi spilde livet her? Vi har fået tildelt ét liv, og vi skal bruge det til at rejse rundt i verden. Kun de har levet som er faldet i søvn i Italien og vågnet op i Grækenland. Ja, har dykket efter skatte i Middelhavet og er kommet op til overfladen i Stillehavet. Hvis du vil skåle, så skål for det! Oldefars begejstring er så smittende at Gisli lader sig 11


rive med, det er nat, de er unge, så unge og så fulde. De sværger på at styre sammen ud i det ukendte. Men vi begynder med at skaffe dig et godt arbejde, siger Gisli bestemt, og så tager vi af sted når der er sparet nok sammen; man bør have en stor madpakke med når man skal ud på sådan et eventyr. Afrika! Stillehavet! råber de resten af natten, og bliver først tavse da solen sætter den østlige himmel i brand. Få dage senere er oldefar blevet assistent hos en ejendomsmægler, og det viser sig at han er som skabt til jobbet. Det skyldes veltalenhed, overbevisningskraft og en passende portion frækhed. Snart har han en selvstændig virksomhed og annoncerer i aviserne: Langt det største og bedste udvalg af fast ejendom, byggegrunde, ejendomme (især i Reykjavik) og landejendomme i alle dele af landet (især på Syd- og Vestlandet).

Han og Gisli tager tit en øl sammen, tømmer en flaske whisky, sidder på Hotel Island – landets nyttigste bygning – og ender natten med livets kampråb: Afrika! Stillehavet! Rejserne lader dog vente på sig. Gisli bliver gift, hverdagens trummerum holder oldefar fanget.

Et kvistværelse i Vesturgata Som andre ejendomsmæglere i slutningen af det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende bliver oldefar 12


nogle gange rig på andres ulykke. Køber huse eller lejligheder af folk der er kommet i vanskeligheder, for efterfølgende at sælge dem med en god og indimellem tvivlsom fortjeneste. Men det plager ham ikke det store, han nyder at blive regnet blandt det finere borgerskab i Reykjavik, at gå omkring i gaderne, høj og slank i diplomatfrakke med skøder, de fintformede, velplejede hænder svinger spadserestokken med sølvhåndtaget, der er lorgnetter og det næsten sorte og tætte hår under en hat af tweed. Men trods en betragtelig vilje går det trægt med at falde ind i rollen som bedsteborger. Der kommer forskelligt i vejen. Tag for eksempel hans bopæl. En mand i hans position bør købe sig en lejlighed med tunge møbler, men oldefar lejer kun et kvistkammer – ganske vist et rummeligt et – i Vesturgata. En enkelt gang giver han dog efter for presset fra bekendte og omgivelserne og køber en lille lejlighed i Bergstadastræti, fylder den med passende møbler, et bogskab og endda et klaver. Så går der nogle uger, og hver eneste nat drømmer oldefar at han ligger på den dybe havbund ude i Faxafloi med lejligheden som et kæmpestort lod om højre fod, mens blege fisk napper ham i huden. I begyndelsen af den syvende uge giver han op, sælger lejligheden, fylder bøgerne i kasser og får sit kvistværelse tilbage.

13