__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1


Af samme forfatter på dansk: Sommerlys, og så kommer natten, 2009 Himmerige og helvede, 2010 Englenes sorg, 2011 Menneskets hjerte, 2013 Fisk har ingen fødder, 2015 Nogenlunde på størrelse med universet, 2017


JÓN KALMAN STEFÁNSSON

HISTORIEN OM ASTA Hvor går man hen hvis der ingen vej er ud af verden?

Oversat fra islandsk af Kim Lembek

BATZER & CO Roskilde Bogcafé


4


Hvorfor skal det absolut være så godt – derefter ringer telefonen Fortovet er hårdt og koldt, og deroppe er himlen, lige så sorgløs og fuld af sommer som for lidt siden. Virker komplet ligeglad med at Sigvaldi ligger hjælpeløs på fliserne, som om han ikke spiller nogen rolle for den, selv om de har fulgtes ad gennem tilværelsen i mere end seks årtier. Den kunne i det mindste hjælpe Sigvaldi på benene, for det var et temmelig voldsomt fald, stigen når op til over første sal hvor Sigvaldi havde stået og malet vinduesposter i strålende solskin. Hvordan bar han sig i øvrigt ad med at falde ned fra stigen, hvor klodset har man lov at være! Nok bedst at rejse sig op. Vinduesposter maler jo ikke sig selv. Jeg vil dog lige hvile mig lidt først, mumler han, lukker øjnene, men åbner dem straks igen. Sikrest at have dem åbne, der foregår et eller andet underligt, himlen virker så lumsk, bedst at være på vagt. Alligevel lukker Sigvaldi øjnene igen, kan ikke lade være. Lukker dem og er pludselig en rod på ti år i fuldt firspring ned ad Vesturgade i Reykjavik, sammen med sine to venner. Kan overhovedet ikke huske anledningen, hvorfor de løber så hurtigt, men har en stærk fornemmelse af en brændende og brusende livsglæde. 5


De skraldgriner alle tre. Sigvaldi åbner øjnene, smiler op i den fjernblå himmel. Han lukker øjnene. Og hans far begynder at stønne. Nat i Reykjavik for næsten et halvt århundrede siden. Hans stønnen og smertefulde skrig holder dem vågne hele natten, Sigvaldi, hans mor, to søskende. Kun den yngre bror, på det tidspunkt seks eller syv år, kan falde i søvn. Men dog først efter at han er kravlet op i sengen til Sigvaldi og bange og grædende har puttet sig ind til sin storebror. Som lægger venstre arm om ham, mumler et eller andet til trøst, synger derefter et par vuggeviser med dæmpet stemme, og lidt efter lidt aftager gråden. Den lille falder udmattet i søvn med ansigtet tæt ind mod Sigvaldis hals. Så, så, min ven, hvisker han, dit lille myr, så glad for at mærke den lille krop, varmen, hjerteslaget, at han får tårer i øjnene, og trykker sin bror endnu tættere ind til sig. Sådan ligger de sammen. Det er så godt at mærke livet så nær døden. Natten går, og Sigvaldi holder fast om sin sovende bror, mens deres far råber, morfinen er næsten holdt op med at virke, hans mor og den ældre søster sidder rådvilde, angste, dødtrætte hos den døende mand … som råber til det bliver morgen, råber til døden endelig forbarmer sig over ham. Sigvaldi åbner øjnene. Himlen er stadig blå, den er fuld af død. Han lukker øjnene igen. Og der venter ham en anden nat. En helt anden, for lidt over ti år siden. Nat ved Tingvellirsøen. De er ude at 6


fiske. Sigvaldi, hans bror og en svigersøn, den ældste datters søn sover i det åbne, orange telt. Sommernatten er mild, fjeldene blå, stille drømme, fluerne summer svagt, fuglene blunder, fiskene ånder nede i den rolige sø, og livet er dyrebart. Sigvaldi åbner smilende øjnene. Lukker dem straks igen. Og bevæger sig langsomt inde i Helga. Fiskerne har strejket i ti dage. Eller er det tolv? Slemt ikke at have noget at lave så længe, ikke godt for blodet. Men alligevel er det gode dage, de er smukke. Ja, måske nogle af de smukkeste dage han har levet, for indimellem lå de i den smalle seng med deres syv måneder gamle datter imellem sig uden at gøre andet end at ligge, at være til, være sammen, og Sigvaldi følte sig velsignet, havde det som om lykken aldrig ville forlade dem. Egentlig var det utroligt at livet var så gavmildt mod ham … Helga bevæger hofterne, møder ham, nydelsens utålmodighed, beder ham bide hende i brystvorterne, hvad han gør, hårdt, som hun kan lide det, bider og får lunken mælk i munden. Kys mig, kræver hun, kys mig, sukker hun, og hendes varme tunge snor sig om hans … det er så godt at være sammen med hende at han er nær ved at klynke … så … stort, ja, stort at elske med hende. Hendes ophidselse og totale hæmningsløshed frigør noget i hans indre, noget han ikke vidste han havde i sig. Sammen med hende er han fri. Med hende … Sigvaldi har forsigtigt trukket lemmet ud, så langt ud at hovedet lige akkurat berører de våde kønslæber, afventende. De ser hinanden i øjnene. Hun løfter sit hoved op mod hans. Kysser ham. Suger hans læber til sig. Hans tunge. Vent, 7


hvisker hun, vent. Og han venter. Han skælver, skælver af længsel, men venter. Jeg elsker dig, hvisker hun. Du skal komme inde i mig. Vent, gentager hun, og der går tusinde år. Nu, hvisker hun, nu, beder hun, og gisper da han trænger hurtigt ind i hende. Hvorfor skulle det absolut være så godt, tænker Sigvaldi, havde uvilkårligt åbnet øjnene og forbander sig selv da hans blik møder den sommerblå himmel, underlig fjern, som om den tilhører en anden verden. Sigvaldi vil lukke øjnene igen, vil slippe af med himlen, er spændt på hvilken tid han havner i næste gang. Forhåbentlig tilbage i kælderlejligheden i Reykjaviks vestlige bydel … men så står der en gammel kone med to indkøbsposer ved siden af ham. Sigvaldi bander. Aldrig fred. Bedst at lade som om han ikke har set hende, så går hun måske igen. Vel gør hun ej. Aldeles ikke. Sætter tværtimod poserne fra sig, tunge af mælk, mel, æg, knæler ved siden af Sigvaldi, siger noget til ham, uden tvivl på norsk, vi befinder os nemlig i Norge, i havnebyen Stavanger hvor Sigvaldi har boet de seneste år med sin anden kone, norske Sigrid, og Sesselja, Astas datter. Kan den gamle kvinde ikke bare forsvinde, er der ikke nogen som venter på mælken, skal hun ikke se at komme hjem og bage med melet og æggene, i stedet for at knæle ved hans side, forstyrre ham, forhindre ham i at lukke øjnene og forhåbentlig atter forsvinde ind i favnen på Helga som lige har sagt så meget smukt at det alene ville række hans tid ud. Aldrig, hverken før eller siden, har han mødt et menneske der var så utvungen og havde lige så let ved at sige de ord som fik ham til at have det så 8


godt, ordene som gjorde alt varmere, større: Jeg elsker dig, kom til mig. Hvis bare han kunne sige den slags ord. Hvor fik hun modet fra? Intet menneske har han elsket så højt, så inderligt, til tider desperat. Intet menneske har han hadet så stærkt … Hvordan kunne det falde hende ind at elske ham, hun som kunne få hvem som helst, og alligevel endte med at vælge ham. Hvorfor? Og hvordan kunne han finde på at falde for hende? Men konen siger et eller andet. Hende den norske. Hende med indkøbsposerne. Hun knæler ved siden af Sigvaldi der ligger på fortovet som et andet stykke skrald og bare har lyst til at lukke øjnene, prøve at blive slynget mere end tredive år tilbage i tiden og havne i favnen på Helga som lige har sagt det vidunderlige ord: nu. Sikke en gave livet kan være! Med hvad er meningen med de der forbandede indkøbsposer? Og hvad er meningen med at tale norsk? Nordmænd talte islandsk for syv hundrede år siden. De havde ingen grund til at holde op med det, ingen tvingende nødvendighed. Ligger forklaringen måske i deres hemmelige beundring for svenskerne, og er norsk derfor nordmændenes mislykkede forsøg på at tale svensk? Man holder ikke bare op med at tale sit modersmål, det er absurd. Et folk som mister sit sprog kan for fanden lige så godt bo på månen. Han har tænkt sig at sige det til konen. Give hende klar besked og derefter skælde ud over de fandens indkøbsposer, men så er hun af en eller anden grund ikke længere gammel og klædt i grå frakke, men en ung kvinde iført grøn sommerjakke, indkøbsposerne er pist væk, 9


og hun har grå øjne som minder Sigvaldi meget om hans mors øjne. Vreden, frustrationen, er forsvundet, og i stedet fyldes han af taknemmelighed over at hun har lyst til at være hos ham. Det er så trist at være tvunget til at ligge alene her på det hårde, væmmelige fortov … Hvorfor ligger han for resten her? Han er helt blank. Faldt han i? Årh, det havde ellers været forfriskende, så sjældent nu om dage at man drikker sig godt, gammeldags fuld. Hvad der er helt nødvendigt. Af og til. Det renser blodet. Dog er der gået år imellem for hans vedkommende hvad der ikke kan være godt for … ligevægten. Hør, det er vist ikke så frygtelig lang tid siden det skete sidst, faktisk usædvanlig kort tid siden, blot … ja, to måneder. Hans lillebror havde ringet – ham der engang havde grædt i favnen på Sigvaldi. Han bor her nemlig også, i den her havneby, sammen med sin norske kone, som kan være så stridbar at man helst ikke møder hende ubevæbnet. Underligt, tænker Sigvaldi, og har lyst til at tale om det med den unge kvinde med de grå øjne, at vi begge to blev gift med norske kvinder. Han ser på hende, hun smiler til ham. Sikke en egenskab det er at kunne smile, den her planet ville være ubeboelig hvis ikke vi kunne det. Kvinden siger et eller andet, tager sin sommerjakke af, lægger den ind under hovedet på Sigvaldi som fornemmer hendes varme håndflade. Og nu er der noget i kvindens fremtoning som minder ham om Rosa. Stridbar, ja, men ankeret i hans brors liv. Guderne skal vide at jeg har været urimelig i livet, tænker Sigvaldi, og pludselig, helt uventet, får han en brændende længsel efter at 10


fortælle kvinden om Asta, for der er så meget, så frygtelig, frygtelig … Men så ringer telefonen et eller andet sted.

11

Profile for BATZER & CO

Kalman HISTORIEN OM ASTA læseprøve 2  

Kalman HISTORIEN OM ASTA læseprøve 2  

Profile for batzerco
Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded