Fjodor Dostojevskij: Et svagt hjerte

Page 1


Af samme forfatter: To fantastiske fortællinger, 1997 Hvide nætter, 2021


Fjodor Dostojevskij

ET SVAGT HJERTE En beretning

Oversat fra russisk af Tine Roesen

BATZER & CO Roskilde Bogcafé


I en lejlighed på tredje sal boede der engang to unge embedskolleger, Arkadij Ivanovitj Nefedevitj og Vasja Sjumkov … Forfatteren føler sig naturligvis forpligtet til at forklare læseren hvorfor den ene af hans hovedpersoner benævnes ved sit fulde navn og den anden blot ved sit kælenavn, om ikke af andre grunde så for eksempel bare for at læseren ikke skal anse en sådan præsentation for upassende og alt for familiær. Men i så fald ville det være nødvendigt først at forklare og beskrive ikke bare personernes rang, alder, stand og stilling, men også deres karakterer, og eftersom der allerede er rigeligt med forfattere som begynder netop sådan, så vil forfatteren til denne beretning, udelukkende for ikke at gøre det samme som dem (med andre ord på grund af sin uendelige forfængelighed, som nogle sikkert vil sige), i stedet gå direkte i gang med handlingen. Efter dette forord kan vi nu begynde.

5


Nytårsaften omkring klokken seks kom Sjumkov hjem til lejligheden. Arkadij Ivanovitj, som lå på sin seng, vågnede og kastede et søvnigt blik på sin ven. Han så at vennen havde sit allerfineste jakkesæt på og et skinnende rent skjortebryst. Det overraskede ham naturligvis. “Hvor kunne Vasja have været i den mundering? Han havde heller ikke været hjemme til middag!” Nu tændte Sjumkov et lys, og Arkadij Ivanovitj gættede straks at hans ven havde planer om at vække ham på ligesom tilfældig vis. Og ganske rigtigt hostede Vasja nu to gange, gik to gange frem og tilbage i værelset og tabte til sidst helt tilfældigt sin pibe da han ville stoppe den ovre i hjørnet ved siden af ovnen. Arkadij Ivanovitj lo for sig selv. – Vasja, hold nu op med det pjat! sagde han. – Arkasja, jeg troede du sov? – Det gør jeg måske også, jeg er ikke helt sikker, men jeg tror det ikke. – Åh, Arkasja! Godaften, kære ven! Nå, bror! Nå! … Du skulle bare vide hvad jeg har at fortælle dig! – Men det ved jeg ikke; kom herhen, du. Det var tilsyneladende netop hvad Vasja ventede på, for han kom straks derhen, i øvrigt uden på nogen måde at mistænke Arkadij Ivanovitj for lumske bagtanker. Arkadij greb behændigt fat i hans arme, væltede ham omkuld, satte sig oven på ham og begyndte,

6


som man siger, at “kvæle” sit offer, hvilket tydeligvis var til umådelig stor fornøjelse for den muntre Arkadij Ivanovitj. – Jeg fik dig! råbte han. – Jeg fik dig! – Arkasja, Arkasja, hvad laver du? Slip mig, for guds skyld, slip mig, min jakke bliver svinet til … – Den har du ikke brug for alligevel, hvad skal du med en jakke? Og hvorfor er du så godtroende at du selv går lige i fælden? Fortæl mig hvor du har været. Hvor har du spist middag? – Arkasja, for guds skyld, slip mig! – Hvor har du spist middag? – Det var jo det jeg ville til at fortælle dig. – Så fortæl. – Du skal først give slip. – Næ nej, jeg giver ikke slip før du fortæller! – Arkasja, Arkasja! Men du forstår vel at det kan jeg ikke, det er umuligt! råbte den kraftesløse Vasja som kæmpede for at komme fri af sin modstanders stærke greb. – Der er jo visse emner! … – Hvilke emner? … – Sådan nogle emner som hvis man begynder at fortælle om dem i den her position, så mister man sin værdighed; det er helt umuligt; det kommer til at virke latterligt – og det er så langt fra en latterlig sag, faktisk er den meget alvorlig.

7


– Nu har jeg aldrig, alvorligt vil han have det! Sikke en idé! Fortæl mig det nu så jeg synes det er morsomt, sådan skal du fortælle mig det; jeg vil ikke høre på noget alvorligt; det er vel ikke den slags ven du ønsker at være? Er det? – Arkasja, for guds skyld, det kan jeg ikke! – Det vil jeg ikke høre tale om … – Men så hør, Arkasja! begyndte Vasja, som lå på tværs af sengen og anstrengte sig af alle kræfter for at tillægge sine ord mest mulig vægt. – Arkasja! Jeg skal nok sige det, men … – Sig det nu bare! – Jeg er blevet forlovet! Arkadij Ivanovitj spildte ikke flere ord, men tog tavs Vasja op i sine arme som om han var et barn – selv om Vasja slet ikke var så lille endda, men temmelig høj og blot meget tynd – og begyndte at gå frem og tilbage med ham i værelset, som om han ville vugge ham i søvn. – Og jeg skal nok svøbe dig, lille brudgom, sagde han imens. Men da det gik op for ham at Vasja lå i hans arme uden at bevæge sig og uden at sige et ord, besindede han sig og indså at spøgen tydeligvis var gået for vidt; han satte Vasja ned midt i værelset og kyssede ham på begge kinder på den mest oprigtige, venskabelige måde.

8


– Vasja, du er vel ikke sur på mig? … – Arkasja, hør her … – Det er jo trods alt nytårsaften. – Jeg er ikke sur; men hvorfor skal du altid være så tosset og ustyrlig? Hvor mange gange har jeg ikke sagt det til dig: Arkasja, for guds skyld, det er ikke sjovt, det er ikke spor sjovt! – Men du er ikke sur? – Jeg er ikke sur, hvornår er jeg nogensinde sur på nogen! Men du sårede mig, det må du kunne forstå! – Hvordan har jeg såret dig? På hvilken måde? – Jeg kom til dig som min ven, fyldt af glæde ville jeg åbne mit hjerte for dig, fortælle dig om min store lykke … – Men hvad er det for en lykke? Hvad er det du ikke fortæller mig? – At jeg jo skal giftes! svarede Vasja irriteret, for han var faktisk lidt vred. – Giftes? Dig? Alvorligt talt? råbte Arkasja af fuld hals. – Nej, nej … hvad er det da for noget? Både den måde du taler på og tårerne der flyder! … Vasja, kære Vasja, min dreng, stop en halv! Så er det altså virkelig sandt? Og Arkadij Ivanovitj kastede sig igen over ham og omfavnede ham. – Nu forstår du vel hvorfor jeg reagerede sådan? sagde Vasja. – Du er jo et godt menneske, du er min

9


ven, det ved jeg. Og her kommer jeg til dig med så stor en glæde, i en sjælerus, og pludselig skal jeg åbne for denne hjerteglæde, for denne sjælerus, mens jeg ligger og spræller på sengen, frataget al værdighed … Du forstår nok, Arkasja, fortsatte Vasja i en mere spøgefuld tone, – at det jo fik en komisk karakter: På sin vis havde jeg ikke kontrol over mig selv i situationen. Og jeg kunne ikke nedværdige en så vigtig sag … Hvis du havde spurgt mig om hendes navn, så sværger jeg at jeg hellere ville have ladet dig dræbe mig end svaret på det. – Men Vasja, hvorfor sagde du ikke noget? Hvis du havde fortalt mig det med det samme, ville jeg ikke have lavet sjov med det, råbte Arkadij Ivanovitj i ægte fortvivlelse. – Nok om det! Jeg ville jo bare … Du ved jo at det hele skyldes at jeg har et godt hjerte. Jeg blev irriteret over at jeg ikke kunne fortælle dig det sådan som jeg gerne ville, at jeg ikke kunne gøre dig glad og fornøjet ved at indvie dig i min hemmelighed på en god måde … Jeg elsker dig jo virkelig så højt, Arkasja, at hvis ikke du var her ville jeg sikkert slet ikke gifte mig eller overhovedet have noget liv på denne jord! Arkadij Ivanovitj som var et usædvanligt følsomt menneske både lo og græd mens han lyttede til Vasja. Det samme gjorde Vasja.

10


Begge kastede sig igen om halsen på hinanden og lod det passerede være glemt. – Men hvordan er det da kommet i stand? Fortæl mig alt, Vasja! Du må undskylde mig, min bror, men jeg er chokeret, dybt chokeret; det kommer jo vitterlig som et lyn fra en klar himmel! Nej, min bror, det kan da ikke passe, det må være noget du har fundet på, det må vitterlig være noget du har fundet på, det er løgn, ikke? råbte Arkadij Ivanovitj og så endda oprigtigt tvivlende på Vasjas ansigt, men da han så, hvordan det lyste af vennens beslutning om at gifte sig så snart som muligt, kastede han sig ned på sengen og begyndte at rulle rundt af henrykkelse, så voldsomt at væggene rystede. – Vasja, kom og sæt dig! råbte han, da han til sidst satte sig op. – Kære bror, jeg ved virkelig ikke hvor og hvordan jeg skal begynde! De så glade og begejstrede på hinanden. – Hvem er hun, Vasja? – Artemjevs datter! … sagde Vasja med en stemme der var svag af lykke. – Nej? – Jo, og jeg har jo længe tudet dig ørerne fulde om dem før jeg pludselig holdt op, men du lagde ikke mærke til noget. Ak, Arkasja, det var frygteligt svært

11


at skjule det for dig; men jeg var jo bange, bange for at tale om det! Jeg troede at det hele ville mislykkes, og jeg var jo forelsket, Arkasja! Du milde himmel! Ser du, det var noget af en historie, begyndte han, med hyppige afbrydelser af ren sindsbevægelse. – For et år siden var hun forlovet, men han blev pludselig udkommanderet til et eller andet sted; jeg kendte ham godt, han var rent ud sagt ikke noget at samle på! Han skrev ikke et eneste brev, forsvandt bare. Familien ventede og ventede; hvad kunne det betyde? … Pludselig, for fire måneder siden, dukkede han så op og var blevet gift og satte ikke sin fod hos dem. Det var så groft! Det var så usselt! Og der var ikke nogen til at forsvare dem. Hun græd og græd, den stakkels pige, og jeg forelskede mig i hende … jeg havde nu været forelsket længe, al den tid jeg havde kendt hende! Så jeg gjorde hvad jeg kunne for at trøste hende, kom hele tiden på besøg … og så, ja jeg ved faktisk ikke hvordan det skete, men hun blev altså også forelsket i mig; for en uge siden kunne jeg ikke holde det inde mere, jeg begyndte at græde, jeg hulkede endda og fortalte hende alt – altså at jeg elskede hende – kort sagt alt! … “Jeg er også rede til at elske Dem, Vasilij Petrovitj, men jeg er en stakkels pige, De må ikke holde mig for nar; jeg tør egentlig ikke elske nogen.” Er du med? Du er med, ikke bror? … Vi trolovede os på stedet; jeg tænkte

12


mig grundigt om og spurgte: “Hvordan skal vi sige det til din mor?” Hun svarede at det ville blive svært, at vi skulle vente lidt, for moren ville sikkert være bange og sikkert sige nej til endnu en forlovelse, hun var også stadig ked af det. Uden at have sagt noget til hende busede jeg i dag ud med det til hendes mor. Lizaveta, min Liza lagde sig på knæ for hende, og det gjorde jeg også … og så gav hun os sin velsignelse. Arkasja, Arkasja! Min hjerteven! Vi skal bo sammen alle tre. Jeg vil ikke for nogen pris skilles fra dig! – Vasja, jeg sidder her og ser på dig, men jeg kan virkelig ikke tro det, jeg sværger at det er svært for mig at tro på. Jeg kan ikke lade være med at tænke på … Hør, hvordan kan du skulle giftes? … Uden at jeg har vidst noget? Jeg må indrømme Vasja, min bror, at jeg selv har tænkt på at gifte mig; men når du nu gifter dig, så kan det være lige meget! Men jeg ønsker dig al mulig lykke, al mulig lykke! … – Min bror, jeg føler mig så varm om hjertet, så opløftet … sagde Vasja, som rejste sig og gik opstemt rundt i værelset. – Det er faktisk sandt, er det ikke? Du kan jo også mærke det, ikke? Vi kommer til at være fattige, selvfølgelig, men også lykkelige; og det er jo ikke noget fantasifoster; vores lykke er jo ikke taget fra en bog: Vi bliver jo lykkelige i virkeligheden! …

13


Et svagt hjerte er oversat fra russisk efter Slaboje serdtse i Polnoje sobranije sotjinenij v tridtsati tomakh, tom 2 (Samlede værker i 30 bind, bind 2), Nauka, Leningrad, 1972 © Dansk udgave: BATZER & CO 2021 batzer@batzer.dk Forlagsredaktion, omslag & produktion: Arild Batzer Redaktion: Stine Mulbjerg Signe Gjesing Bogen er sat med ATGaramond 11/15 og trykt hos AKAPRINT Printed in Denmark 2021 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-93993-25-9 www.batzer.dk


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.