Page 1



Kjell Askildsen

DAVIDS BROR Roman

Oversat fra norsk af Jannie Jensen

BATZER & CO Roskilde Bogcafé


8


I / EN AFTEN I AUGUST sad en sekstenårig dreng på sit lille værelse og skrev med blyant i sin dagbog: Var på Hovedbjerget. Oplevede ikke noget af betydning. Var ikke helt oppe på toppen fordi det var så varmt. Da jeg kom hjem var mor vred på Sonja fordi hun havde leget doktor og patient i lysthuset hos Vivi. Mor sagde at hun gruede for den dag hvor Sonja blev voksen. Hun sagde det så jeg hørte det, men hun vid9


ste ikke at jeg lyttede, for hun troede ikke jeg var kommet hjem. Jeg ville ønske hun var mere voksen, for hun er den eneste pige der er til at snakke med. Alle andre piger fniser kun. Jeg tror ikke jeg er så glad for piger. Frans lukkede bogen, rejste sig op og lagde den i den øverste skuffe i kommoden. Så låste han skuffen og gemte nøglen bag et maleri. Bagefter blev han stående helt stille, som om han var faldet i staver. I virkeligheden stod han og lyttede efter lyde i naboværelset, efter tegn på at Sonja ikke var faldet i søvn endnu. Da han ikke hørte noget, bankede han forsigtigt på væggen. Der kom ikke noget svar. Efter et øjebliks tøven begyndte han at tage tøjet af. Det ene stykke tøj efter det andet havnede i kurvestolen til han til sidst stod nøgen på gulvet; en høj, tynd og næsten vinterbleg krop. Han bøjede hovedet og så ned ad sig selv; senere mødte han sit eget ansigt i spejlet over servanten og skar en grimasse fuld af forlegen ømhed. Så slukkede han lyset og krøb nøgen ind under dynen. Han lå længe vågen, og da han endelig faldt i søvn, drømte han om den største og tykkeste af nonnerne. Hun kom efter ham op ad trappen til første sal i skolen. Han gik ind i klasselokalet for at komme væk fra hende, men så var klasselokalet tomt og nonnen fulgte efter og låste døren bag sig. Hun smilede og kom hen mod ham, og 10


han løb op bag katederet. Hun rakte armene ud efter ham, og han løb rundt om katederet med nonnen efter sig, han løb og løb rundt om katederet, men hun var altid lige bagefter med sine fingre. Til sidst faldt han, og så var der ikke noget gulv i klasselokalet længere, han faldt ned mod ingenting. Og mens han stadig drømte vidste han pludselig: nu vågner jeg. Fuld af angst satte han sig op i sengen, kastede dynen til side og stod op. Han bevægede sig forsigtigt over gulvet i retning af døren, der fandt hans fingre lyskontakten, og i lyset som med et klik fyldte værelset, fortog angsten sig. Men ikke helt. Den var der, indeni ham, og da han igen lå under dynen, foldede han hænderne og bad hviskende. “Kære Gud,” bad han, “du som kender mig og som ved at jeg er en synder, tilgiv mig. Du ved at jeg gerne vil leve som du ønsker, men at jeg ikke kan fordi jeg er svag og fuld af synd. Tilgiv mig, kære Gud, og hjælp mig med ikke at blive fristet. Amen.” Han blev ikke roligere af bønnen; han havde ikke stor tiltro til at den skulle have nogen virkning, for samtidig med at han bad, havde han tænkt – mod sin vilje og slet ikke for at minde Gud om det – at han vel ikke kunne gøre for at han var som han var. Så han blev ikke roligere. Men til sidst faldt han i søvn, med lyset tændt, og han drømte ikke mere. 11


Dagen efter skete der noget mærkeligt i byen. David Klevenberg, Frans’ ældre bror, vendte hjem efter at have været betragtet som død i over tre år. Så længe var det nemlig siden han var forsvundet fra sit værelse i D., netop samtidig med at blodige optøjer nåede deres højdepunkt og demonstranterne led det afgørende nederlag på by-elvens nordlige bred. Både hans kvindelige udlejer og rektor Kervel fandt det sandsynligt at han var blandt de cirka firs “idealister” som blev presset ud fra kajerne og druknede. Og så pludselig, efter al den tid, stod David Klevenberg i køkkenet og lo forlegen af den skrækblandede forvirring som lyste ud af søsterens barneansigt. – Du genkender mig altså? Hun kunne ikke svare; hun kunne ikke engang give ham et ordentligt nik, hun bare stirrede og stirrede på den døde bror som mor havde fortalt sad i himlen og så ned på hende; som blev glad når hun var sød og bedrøvet når hun var slem. – Er mor hjemme? spurgte han. Så vendte hun sig og løb ind i stuen. – Mor! råbte hun, mor! Hun fór gennem stuen og ud på verandaen. – Mor! Og da hun nåede ned til hende hvor hun sad på en skammel mellem bærbuskene, gemte hun ansigtet i hendes skød. – David, sagde Sonja. 12


– Ja? – David er her. – Men det er da ikke noget at blive så …, begyndte fru Klevenberg. – Vores David, sagde Sonja. Morens arme faldt slapt ned langs kroppen. Så så hun på Sonja med øjne som afspejlede et kaos i hendes indre; tvivl, håb, forfærdelse, lyksalighed og mere tvivl. – David, sagde hun lavt, til sig selv, næsten som et spørgsmål. – Han er i køkkenet, sagde Sonja. Så kom gråden, en voldsom, befriende gråd. Hun lagde ikke bånd på sig selv, skjulte ikke engang ansigtet i hænderne, sad bare ret op og ned på skamlen og græd krampagtigt lige ud i luften. Hun mærkede ikke at Sonja strøg hende forsigtigt over armen, langt mindre at fru Grine i nabohuset stak sit spidse ansigt ud gennem det halvåbne køkkenvindue og med pibende stemme spurgte om et eller andet som ikke engang Sonja opfattede. Lidt efter lidt faldt fru Klevenberg til ro, gråden stilnede af og de ophovnede øjne søgte op mod huset. Et hikst eller to, grådens efterveer, rystede endnu hendes krop, men hun mærkede det knap selv. Med et ryk rejste hun sig og begyndte at småløbe op ad havegangen. Og da hun kom ind i stuen og så David stå 13


der, smilende, faldt hun ham om halsen uden et ord. Da Frans et par timer senere lukkede sig ind i gangen, træt efter en lang og ensom tur langs sydsiden af Slangefjorden, hørte han straks at der var kommet besøg. Og da der i samme øjeblik kom et kraftigt latterudbrud fra faren, bestemte Frans sig for at liste op på sit værelse. For hvad skulle han i stuen, hvad ville der ske andet end at man ville forsøge at rive den gode, trygge mur ned han i timer i ensomhed havde bygget op omkring sig? Han var imidlertid netop kommet op på sit værelse da moren kaldte på ham. Han svarede. Så hørte han hende komme op ad trappen. – Sidder du her? spurgte hun da hun stod i værelset. – Ja? – Jeg har kaldt og kaldt på dig. Du må komme ned. Frans så op på moren som sagde det uden antydning af bebrejdelse i stemmen. Han studsede over udtrykket i hendes ansigt: som om hun stod og morede sig. – Jeg er lige kommet hjem, sagde han. – Der sidder en og venter på dig nedenunder, sagde moren. Frans rødmede. – På mig? – Javist. Kom nu. Han fulgte efter hende mens han af al kraft forsøgte at slukke den rødme som så egenrådigt havde bredt sig i hans ansigt. Fru Klevenberg åbnede døren ind til 14


stuen, og det første Frans så var faren med et glas vin i hånden og en ryg han ikke kunne genkende. – Se der har vi ham endelig, sagde Klevenberg, og den fremmede rejste sig mens han omhyggeligt, stadig med ryggen til, skoddede cigaretten i askebægeret. Så vendte han sig om og så smilende og forventningsfuldt på Frans. Klevenberg, som troede han så udmærket godt forstod sønnens forvirring, sagde: – Nå, kan du kende ham? – Ja, sagde Frans tøvende mens han endnu en gang mærkede rødmen brede sig over ansigtet. Og før nogen nåede at sige mere, tilføjede han: – Men jeg husker ikke hvor … Et øjeblik blev der helt stille i stuen. I et glimt opfattede Frans hvordan alt omkring ham ophørte med at udvikle sig; det var som om et stort, lydløst støn gik gennem stuen. Så tog manden et skridt hen mod ham og sagde idet han rakte hånden frem: – Det er David. Og da disse ord var sagt, oplevede Frans som fjerde og sidste medlem af familien Klevenberg hvad et følelsesmæssigt kaos vil sige, et kaos så fuldstændigt at Frans blev stående som lammet. Ikke et ord fik han frem, ikke en trækning viste om han havde forstået eller ikke, og Klevenberg sagde: – David, din bror. 15


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.