Issuu on Google+

Steen Hilling & Annegrethe Løwendahl

HISTORIEN OM HUSET OG DETS BEBOERE GENNEM 325 ÅR


Munkholm Forlag


Forfattere: Steen Hilling & Annegrethe Løwendahl Fotos: Steen Hilling & Westy Esbensen samt historiske fotos venligst udlånt fra familier, der er omtalt i bogen. Illustrationer: Kurt Rasmussen Grafisk tilrettelægning: www.bandholm-grafisk.dk Elisabeth Schnakenburg Bandholm Trykt i 1.500 eksemplarer hos Reklametryk Herning Maj 2010

ISBN: 978-87-90805-34-0 EAN: 9788790805340 Udgiver: Munkholm Forlag, DK Copyright Steen Hilling samt forlag


Munkholm Begiver man sig fra Vejle ad Grejsdalsvej på en

Avlsbygningerne blev genopført i 1858 efter en

ca. 10 km´s tur vestpå ud gennem den smukke

brand. I Munkholms istandsatte kælder kan man

Grejsdal, følger vejen op over jernbanen og vi-

se fundamentet af et ældre hus, der er bevaret

dere op gennem skoven, bliver Grejsdalsvej til

som kampestensmarkeringer. Dette hus, som må-

Vongevej. Lidt henne ad Vongevej kan man på

ske er fra 1600-tallet, har ikke været større end

venstre hånd, noget tilbagetrukket fra vejen, se

det nuværende køkken og en mindre del af spi-

en imponerende 2-etagers hvid bygning, der lig-

sestuen og forhallen.

ner stuehuset til en mindre herregård. Det er går-

Og gården har ikke altid heddet Munkholm. I 1688

den Munkholm.

nævnes gården som Munchehuuz. Senere fik den

Munkholm har ikke altid set ud, som den gør nu. I

navnet Munkholm, og i årene 1839-1855 bar går-

1700-tallet var hovedbygningen i bindingsværk. I

den navnet Elisalyst efter den daværende ejers

1835 blev den nuværende hovedbygning og rime-

hustru, Elisabeth. I 1855 fik gården sit Munkholm-

ligvis avlsbygningerne opbygget. Hovedbygnin-

navn tilbage og har båret det siden. Kører man fra

gen beskrives som værende en 2-etagers byg-

Munkholm lidt tilbage mod Vejle, kan man dreje

ning opført i grundmur med tegltag, og gårdens

ind til højre ad Brandbjergvej. Lidt fremme kan

2 avlsbygninger er ligeledes i grundmur, men med

man på højre hånd igen se Munkholm, der ligger

stråtag.

meget lavt i terrænet.

3


I slutningen af 1800-tallet, og måske også læn-

Teglværket har sandsynligvis leveret mursten til

gere tilbage, lå her ved vejen, på Munkholms jord,

Munkholm og til nogle af husene langs vejen. Ca.

et lille teglværk, som kan have fået ler fra den ler-

en km længere fremme ligger Brandbjerg Højskole

grav, som man endnu kan se i en slugt nær æble-

på venstre hånd. Brandbjerg var tidligere herre-

haven ved Munkholm.

gård. Munkholm hørte indtil 1820 til Brandbjerg og var oprindelig avlsgård under Brandbjerg.

4


5


Niels Friedrich Morville Krigsråd Niels Friedrich Morville (1676-1755) ejede

Og det samme gælder Christine, der nu var 31 år

Brandbjerg fra 1708 til 1745.

gammel og sikkert med længsel ventede på at

Morville var 32 år gammel, da han købte gården,

kunne flytte hjemmefra og få sit eget. Endelig 4 år

og hans hustru, Anna Margrethe Hynitz (1692-

senere kunne præsten skrive i kirkebogen:

1758), var kun 16 år.

”1749, den 1. aug. copulerede (viede) jeg Welærværdige Hr. Søren Møller og Welædle jomfru Kir-

Måske er de kommet til Brandbjerg som nygifte,

stine Morville.”

eller måske er Niels Friedrich flyttet ind som ung-

På trods af, at Christine under

pastorens pen er blevet til Kirstine, er det den

karl og har først giftet sig et par år eller tre se-

samme person, der er tale om.

nere. Deres første barn, en datter, Kirsten, kom til verden i 1712, og parret ser ikke ud til at have haft

1755 døde Niels Morville efter 10 år på Munkholm,

problemer med fertiliteten. I løbet af de følgende

79 år gammel, og han hensattes den 26. maj i Vin-

24 år blev der født i alt 13 børn, 6 døtre og 7 søn-

delev kirke. Samme år blev endnu en datter gift.

ner, i hovedbygningen på Brandbjerg,

Præsten førte nu til kirkebogs: ”1755 den 19. sept. blev copuleret Mons. Søren

Efter 37 år på Brandbjerg solgte ægteparret i 1745

Langballe og Jfr. Christiane Morville i Munck-

herregården og flyttede til Munkholm. De har

holm”.

næppe købt og ejet Munkholm, da gården stadig i

Christianes mand, Søren Langballe, var forpagter

1770-erne hørte under Brandbjerg Hovedgård. De

på godset Vilhelmsborg, en halv snes km syd for

har måske ”lejet sig ind” og har anvendt gården

Århus. Christianas mor, Anna Marie Hynitz Mor-

som en slags pensionistbolig, da parret på det

ville, døde i 1758, 66 år gammel på Vilhelmsborg

tidspunkt var henholdsvis 69 og 53 år gamle.

og blev begravet fra - eller hensat i Mårslet kirke,

Mange af børnene var nu voksne, og flere var vel

som er stedets sognekirke. Morvilles yngste dat-

flyttet fra reden. De 3 yngste, Marie på 14, Christi-

ter, Marie, endte på samme egn. Hun blev gift med

ana på 13 og Neels Friedrich på 9 må være flyttet

sognepræsten i Beder og Malling, Jens Pedersen

med til Munkholm.

Saaby.

6


I 1771 blev hun, 41 år gammel, enke og flyttede med

vet, som det var skik dengang for finere folk. Han

sine 3 døtre Birgitte, Marie og Salome til sin søster

havde endvidere lavet den bestemmelse, at hans

og svoger på Vilhelmsborg. Marie fik svogeren til

hustru og hans børn, såfremt de stadig var på

lavværge (en person, der bl.a. bidrager med ”råd

egnen, når de døde, skulle begraves samme sted,

og dåd”) og sin bror, den yngste i flokken, Neels

vel at mærke, hvis det ikke var til ulejlighed for

Friedrich, der nu var løjtnant i Gram ved Horsens,

ejeren til den tid. Morville havde jo en stor fami-

til formynder (forvalter af formueforhold).

lie, og gulvpladsen kunne derfor blive trang i den lille kirke. Men alt tyder på, at Niels Morville hviler

Munkholm ligger i Kollerup sogn. Kollerup og Vin-

alene i ”sin begravelse”.

delev sogne har siden reformationen udgjort ét pastorat. De 2 kirker kan godt gennem tiden haft

Vi kender ikke årstallet for, hvornår familien rejste

hver sine ejere.

fra Munkholm, men det har sandsynligvis været i

Niels Morville har muligvis ejet Vindelev kirke, da

forbindelse med husherrens død i 1755 og datte-

han jo er begravet der, inde i kirken, under gul-

rens giftermål samme år.

7


Fæstere og den første selvejer Det vides ikke, hvem der afløste familien Morville

Fæstebønderne var helt i herremændenes vold,

på Munkholm. I ”Brandbjerg Jordebog” (fortegnel-

men i løbet af 1700-tallet voksede en stærk inte-

se over hovedgårdens jord og gods) 1771 står der,

resse for forbedring af landbrugets forhold frem.

at Munkholm, beliggende på Brandbjerg mark, var

I 1791 opfordrede regeringen til frivillige overens-

”28 fag af ny egebindingsværk og murede huse

komster om hoveriets fastsættelse.

indrettet til 4 husmænd ”.

I ”Forslag til Hoveriforening” aftaltes mellem ejeren

Husmændene ”som hver skal gøre ugentlig 3

af Brandbjerg, oberstløjtnant Jørgen Brockdorf, og

dages arbejde mod at de beholder til brug og

4 bønder i Kollerup sogn ”Hoveriets bestemmelse

græsning den såkaldede Munkholm takst og el-

ved Brandtberg HovedGaard udi Coldinghuus amt,

lers hvad dertil til itzige (nuværende) beboere har

Tørrild Herred, Kollerup sogn i allerunderdanigste

været indgærdet, hvilket til 3 tdr. hartkorn er an-

følge af de Kongelige Placater (bekendtgørelser)

slagen, hvoraf de svarer alle skatter og tiender til

af 24.Junij og 23. Dec. 1791.”

ejendommem foruden at de, som andre husmænd

Forslaget blev underskrevet af Jørgen Brockdorf

på godset, forretter jagt og løbe-rejser”. I slutnin-

den 21. februar 1796. Der er 4 punkter i aftalen: Av-

gen af 1700-tallet og frem til sin død i 1808 havde

lingsarbejde, hoveri, pligtkørsler og andre pligter.

Peder Jensen Lund Munkholm i fæste. En fæste-

Peder Jensen Lund var en af de 4, hoveri-

bonde havde brugsretten til gården mod at betale

foreningen gjaldt. Under punkt 1 beskrives det

landgilde (årlig afgift, fra 1700 årene udelukkende

nøje, hvordan han skulle drive sin gård.:

penge) til og yde hoveri (arbejde) for herremanden. Desuden skulle fæstebonden holde gården

Han havde ”Aarligt i hver af de brugende Indtæg-

”ved magt” dvs. i god tilstand. Ved overtagelse af

ter til Korn Sæd 21.000de quadrat Alen, som er 1

fæstet skulle bonden betale indfæstning. Land-

½ Tdr. Geometrisk Lands Udsæds Størrelse til Rug

gilden var fastsat een gang for alle. Hoveriet var

Sæd beregnet, hvorudi første Aar saas Boghvede,

derimod ubestemt og øgedes tit i urimelig grad.

efter at jorden i Efteraaret tilforn kort før Mar-

Endelig skulle han være ”hørig og lydig”.

tii Tid først er fælget (tilberedt til såning, harvet,

16 8


pløjet) og altsaa næste Foraar derefter ompløjes,

Disse 5 indtægter korn Avl, for så vidt som groer

besaas med Boghvede og samme nedharves. Ef-

på Bondens Lod, høster, opbinder, røgter og hjem-

ter samme Boghvede Sæd gjødes denne Lod Jord

kører han i Hoved Gaardens Lade, efter at Agrene

forsvarlig i det mindste med 48 Læs Gjødning til 1

først forsvarlig ere Stubrevne og Negene bunden

Tønde Sæde Land, som er 72 Læs til 1 ½ Tdr., og

i Kiærve, hvortil Baand giøres Dagen førend Ind-

dersom læssene ere saa smaa, at mere Gjødning

agningen af Bonden, samt naar Kornet er tjenlig

derpaa behøves, skal Bonden udage saa mange

til Indagningen, og han derom bliver beordret. Så-

flere Læs derpaa, indtil Lodden forsvarlig er gjø-

ledes continueres hver Efter Aar i 5 Aars hvilet

det, hvilket Gjødning jævnt og forsvarlig spredes

Jord at indage 1 ½ Tdr. Rug Sæd, som forfølges

på Lodden, og derefter pløjes og besaaes med

paa foranskrevne Maade til Kjærvs Udbrug i næst

Rug, som forsvarlig bliver nedharvet.

paafølgende 5 Aar efter hinanden”. I Jordebogen fra 1770 kan læses, at Brandbjergs jord ”har været

3. Foraar fælges denne Lod Jord til såkaldt Stub-

brugt i 6 Aar og hvilet i 6, men ingen af Delene

Byg samt ompløjes og besaas samt nedharves.

bør ske længere end 4 Aar”. Her i 1791 har man

4. og 5. Aar pløjes denne Lod én gang aarlig til

valgt en mellemting: et tovangsbrug, hvor jorden

Havre og besaas samt nedharves. Det er da

dyrkes med afgrøder i en bestemt rækkefølge i 5

105.000 Alen, som denne bonde aarlig med for-

år og derefter hvilede i 5 år.

anskrevne Sæd driver og dyrker her til Brandtberg, og hvorved det er forstaaeligt, at Bønder

Under punkt 2 omtales hoveriet:

skal besaa samme Jord med Boghvede, Rug, Byg

”Foruden foranskrevne Aulingsarbejde skal Peder

og Havre saaledes, af hver slags Sæd, som Jorden

Jensen af Munkholmgaard forrette ugentlig, sa-

kan indtage, da Boghvede Udsæden bliver mindre

avel Sommer som Vinter 2de Dages Karle Arbejde

end Rugsæden, Bygsæden omtrent det samme

til hvad Slags Arbejde Eieren befaler, og naar det

som Rugsæden, men Havren derimod ongefæhr

er i Høe- og Kornhøstens Tiid, skal Bonden lade

dobbelt.

følge af en forsvarlig Voksen Kornoptager og Høe Holmer aparte (foruden) med Karlen. Men uagtet

17 9


saaledes i enhvers Fæstebrev findes indført og

fra Gaardens Mark til Hoved Gaarden i hvad Kjør-

bestemt, så vil jeg dog af Ømhed og Kierlighed

sel Eieren i det forlanger, alt aarlig af forstaa” Med

for bemeldte mine Bønder herved tilstaa dem fri-

dette foranskrevne Hoverie af forbemeldte 4re

tagne for dette Uge-arbejde i de Uger, som Hø-

Bønder erklærer jeg herved for mig og efterkom-

sten medtager og indtil de har efter første Postes

mende Ejere at Brandtberg at være fornøjet, naar

(punkts) formelding faaet indkiørt den på deres

samme trolig og upaaklagelig bliver forrettet”

tildelte Jordlodder høstede Afgrøde.

De fire bønder erklærede sig ikke blot ”enige med

Bemeldte Arbejdes Dage skal Hovfolkene møde

deres herskab, men også velfornøjede”.

ved dette Klokkeslæt og arbejde de Timer, som Forordningen af 12. August 1773 befaler samt med-

Til slut bevidnes det, at denne forening var ind-

bringe de Redskaber, hvormed de skal arbejde”

gået i ”Venlighed og Kjærlighed.” Peder Jensen Lund skulle altså stille med en karl til høsten, men

Med hensyn til kørsler

han havde ikke selv tjenestefolk på gården. Og

under punkt 3 skulle Peder Jensen Lund,

af hans to børn var den ene en dreng, men da

Munkholmgaard:

aftalen om hoveriet blev underskrevet, var han

”aarlig forrette 2de Horsens Reiser med en be-

var kun 9-10 år gammel.

spendt Vogn eller 4 Vejle-Ægter (kørsler)”, og når han befordrede korn, hvortil han skulle medbrin-

I 1820 blev Munkholm udmatrikuleret

ge forsvarlige Sække, skulle han ”paatage 3 Tdr.

fra Brandbjerg

Byg, 3 Tdr. Boghevede og 4re Tønder Havre, nem-

- og Brandbjergs ejer C.G. Schnakenburg solgte

lig af hvert Slags på et Læss og med andre Vahre

jorden til Peder Jensen Lunds søn, Jens Pedersen

ikun 36 Lispund”. Desuden skulle han ”hente et

Lund. Ved folketællingen i 1834 var Jens Pedersen

Læs Sæde Rug i det højeste 4re Miile fra Gaarden,

Lund 51 år gammel. Han boede da på Munkholm

samt forrette 2de Dages saakaldet Dags Kiørsel

med kone og 7 børn i alderen 2 til 22 år.

10


Familien �chna�enburg I Sæby bor Bente Jensen, der er født Schnakenburg En dejlig forårsdag i 2002 var hun med sin datter og svigersøn, Elisabeth og Erik Bandholm, på vej hjem fra Falster efter et besøg hos sin anden datter, Birgitte. Som utallige gange før - helt fra døtrene var børn - var familien på jagt efter Elisalyst, som Bente Jensens familie stammer fra, og som det aldrig var lykkedes hende og familien at finde. Men denne gang var heldet med dem. I deres søgen rundt på egnen kom de til Kollerup kirke, hvor de fandt graveren og fortalte om deres ærinde. Han var nu ikke rigtig med, men opfordrede familien til at køre til Brandbjerg og forhøre sig der. Damerne var ved at opgive og var lidt pinligt berørte ved at gå derind og spørge, men svigersønnen insisterede, nu de var så tæt ved målet. De fik så at vide, at Elisalyst nu hedder Munkholm og ligger tæt på Brandbjerg. Endelig var Elisalyst fundet og endelig blev Munkholm besøgt. Samtidig fik de besøgende at vide, at Schnakenburgerne havde boet på Brandbjerg, inden de flyttede til Elisalyst. Bente Jensen har bidraget med meget af historien om Schnakenburgerne:

11


Munkholm bliver til Elisalyst Slægten Schnakenburg kan føres tilbage til Neu-

I 1839 anmodede C.G. Schnakenburg om tilladelse

ruppin i Brandenburg 1532. En efterkommer, Carl

til at give Munkholm navneforandring til Elisalyst,

Goetlieb Schnakenburg (1780-1846), og hans hu-

sandsynligvis efter sin hustrus andet fornavn, Eli-

stru, Henriette Elisabeth Büsch (1786-1856), blev

sabeth. Det var ikke gjort med at male et nyt navn

gift i Hamburg den 16. august 1809, og i 1812 rejste

på gården, nej, man skulle helt til tops i systemet

parret til Brandbjerg. Carl Goetlieb kom senere til

med den slags.

at eje flere gårde bl.a. Donneruplund ved Give og Eisingkær ved Vildbjerg i Vestjylland. De før-

Tilladelsen kom i hus den 5. november 1839

ste år ejede C.G. Schnakenburg Brandbjerg sam-

- fra selve hans majestæt kongen:

men med C.H. Wolkers, og fra 1821 til 1840 var han

Wi Frederik den Sjette af Guds Naade Konge til

eneejer. Schnakenburgs 2 første børn, Carl Henrik

Danmark de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig,

fra 1810 og Emilie fra 1811, blev født i Hamborg. På

Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Ol-

Brandbjerg blev der i årene 1812-1824 født endnu

denborg gjöre vitterligt, at Wi efter Proprietair Carl

7 børn, 3 døtre og 4 sønner. Mariana, den første

Gottlieb Schnackenburg til Brandtbjerg under Weile

datter som blev født på Brandbjerg, blev kun 7

Amt i Wort land Nörre Jylland har allerunderdanigst

år gammel. Familien Schnakenburg har naturligvis

gjort Ansögning og Begjæring allernaadigst har

haft omgang med ejerne på egnens andre større

bevilget at den ham tilhörende. Gaard Munkholm

gårde. Da en datter fra Hvolgård ved Ølholm, Chri-

i Kollerup Sogn under förnævnte Amt herefter maa

stine Elisabeth Frederikke Michelsen, blev døbt i

bære navnet Elisalÿst dog at denne Bevilling læses

Hvejsel kirke den 18. august 1839, var Proprietær

tillige og noteres i Panteprotokollen, samt at ved-

Schnakenburg, Brandbjerg, vidne.

kommende Amtstue herom meddeles den Underretning. Forbydende Alle og Enhver som er mod det

C.G. Schnakenburg havde solgt Munkholms jord

som her Skrevet staar Handem at gjöre. Gjort i Wor

til Jens Pedersen Lund, men han købte jorden til-

Kongelige Retsinstans Kjöbenhavn d. 5 November

bage igen.

1839. Under Wort Kongelige Segl (F r S).

�chna�enburg 12


13


�chna�enburg I sommeren 1842 malede N.G Rademacher C.G. Schnakenburg og Henriette Büsch med deres syv børn, et barnebarn og deres hund i haven på Elisalyst. Fra den del af haven, hvor familien er samlet, kan man se over til Brandbjergvej bag familien. Det har været vigtigt at få Elisalyst med på billedet. Derfor har maleren malet hovedbygningen ind til højre bagved familien. Gården bag personerne, til venstre i billedet, skal forestille Brandbjerg, som i virkeligheden ikke kan ses fra Elisalyst. Maleriet er 95 x 120 cm stort og tilhører Bente Jensen. Stående bag bænken C.G. Schnakenburg (1780-1846) 62 år gammel. Siddende på bænken tv. Henriette Büsch (1786-1858) 56 år gammel. Siddende th. på bænken Emilie, kaldet Emmy, Ægidius f. Schnakenburg (1811-1905), 31 år gammel med den yngste af sine på det tidspunkt 4 børn, datteren Emma (f. 1842) ca. ½ år gammel. Stående foran bænken Caroline Jacobsen, f. Schnakenburg, (f. 1816) 26 år gammel. Stående th. Ferdinand August Schnakenburg (1820-1905) 22 år og Ludvig Herman Schnakenburg (f. 1814) 28 år gamle. Siddende med tegneblokken ved træet Emil Edvard Schnakenburg (1818-1894) 24 år gammel. Stående i baggrunden tv. de to yngste Vilhelm Aghaton Schnakenburg (1822-1856) 20 år og Cæcilia Schnakenburg (1824-1907) 18 år gamle. To børn er ikke med på maleriet: Mariana, der døde som 7-årig i 1819 og den førstefødte Carl Henrik født 1810, hvis skæbne ikke kendes.

14


15


Elisalyst med hovedindkørsel set fra syd-vest, fra Brandbjergvej omkring 1840. Den nuværende indkørsel fra Vongevej kom, da denne vej blev etableret omkring 1879. Indkørslen fra Brandbjergvej eksisterer ikke længere. Maleri af N.G. Rademacher 32 x 19 cm Tilhører Bente Jensen

I 1840 var familien Schnakenburg godt etableret

Caroline var i mellemtiden blevet gift og hed nu

på Elisalyst med husjomfru, stuepige, kokkepige,

fru Jacobsen. Den 7. november 1846 døde Carl

bryggerpige, avlskarl, andenkarl, trediekarl, røgter

Gottlieb Schnakenburg af wattersot (væskeop-

og tærsker. Husherren var nu fyldt 60, og fruen

hobning i bindevævet) på Elisalyst 66 år gammel.

54. Døtrene Caroline på 24 og Cæcilia på 16 var

Han blev begravet fra Kollerup kirke den 14. no-

stadig hjemmeboende. Røgteren var den tidligere

vember. Der siges at have været et familigravsted

ejer af jorden Jens Pedersen Lund. Han var nu

for Schnakenburgerne på Kollerup kirkegård lige

54 år gammel og enkemand og var altså blevet

inden for lågen til højre, men sandsynligvis er kun

på gården. Ved folketællingen i 1845 boede kun

Carl Gottlieb og datteren Mariana, der døde som

Cæcilia hjemme.

barn, begravet der.

�chna�enburg 16


2. generation: Vilhelm Schnakenburg og 3. generation: Marthanus Schnakenburg De 4 yngste Schnakenburgbørn var Emil Edvard,

Edvard Schnakenburg. og Ferdinand August Sch-

Ferdinand August, Vilhelm Agathon og Cecilia.

nakenburg. havde grundlagt en købmandshandel

Den yngste søn, Vilhelm Agathon, der ved fade-

i Vestergade: ”Bdr. Schnakenburg engroshandel

rens død var 24 år gammel, overtog gården. I et

med mælk, smør, ost, æg og margarine. Engroshan-

skøde fra 1847 står han som eneejer.

del med korn, foder- og gødningsstoffer, engroshandel med træ, trælast og bygningsartikler”.

Som det vel altid er, når næste generation overtager og bliver herre i eget hus, skulle der nu ryd-

I 1848 var der krig i landet, og i det år blev der

des grundigt op, og den unge ejer indrykkede

anlagt skanser nær Munkholm. Hvis tyskerne var

engang i 1848 en an-

gået op gennem

nonce i Vejle Amts

Jylland og fra Jelling

Folkeblad om bort-

var

salg af bl.a. ”et par

øst for at nå Vejle-

gode fag drivhus,

Horsensvejen, ville

flere gode drivhus-

man have forsøgt

vinduer,

af

at standse dem ved

gode danske, tyske

Højskuebakken på

og franske forfat-

Brandbjerg

tere,

Højskuebakken er

bøger

blomsterpot-

svinget

mod

Mark.

ter m.m.” Moderen

sandsynligvis

og datteren Cæcilia

høje bakkedrag ved

flyttede til Odense,

gården Højmark på

hvor 2 sønner, Emil

Brandbjergvej.

Vilhelm Agathon Schnakenburg Maleri af N.G. Rademacher 14 x 19 cm Tilhører Bente Jensen

17

det


Schnakenburg familiens våbenskjold

dage senere, den 25. januar, døde hun i barselsseng kun 18 år gammel. Ved folketællingen. i februar 1855 boede Vilhelm Agathon stadig på gården som enkemand med sin et-årige søn. Der var nu ansat en amme, Maria Elisabeth Simrod, der var 22 år og fra Grejs. Vilhelm Agathon solgte gården i 1855, og på det tidspunkt boede han på Fyn, hvor han jo havde familie. Sønnen Mart-

Vilhelm Agathon på Elisalyst

og

hanus var Bente Jensens far

søsteren

Cæcilia blev begge gift omkring 1850. Og for at få

Cæcilia Schnakenburg. og Cicilius

dem gift skal vi lige et smut til Brandbjerg igen!

Hastrup flyttede efter giftermålet

I 1841 - 1852 hed ejeren af Brandbjerg Friedrich

ind på gården Donneruplund ved

Wibe Hastrup. Han boede på gården med sin hu-

Give, som allerede var i familien

stru, Hanne Cathrine, og deres 6 børn, 2 sønner

Schankenburgs eje. Cicilius var nok ikke nogen

og 4 døtre.

nem mand at være gift med. Han siges at have væ-

Sønnen Cicilius blev gift med Cæcilia Schnakenburg

ret en ilter og tyrannisk herre og tillige en spiller-

og datteren Martha blev et par år senere, 16-17 år

natur, der satte alt overstyr. I 1858 måtte de flytte

gammel, gift med Vilhelm Agahton Schnakenburg

fra Donneruplund til Givskov, en anden gård på

og flyttede ind på Elisalyst. Vilhelm Agathon og

Giveegnen. Her døde Cæcilias mor, Henriette Elisa-

Marthas ægteskab blev kort og endte tragisk. Den

beth Schnakenburg, den 18. nov. 1858, 72 år gammel.

20. januar 1854 fødte Martha på Elisalyst parrets

Dødsårsag: ”Havde i flere år været i Hoved-Smerz”.

første og eneste barn, sønnen Marthanus. Fem

Hun blev begravet den 25. november i Give.

�chna�enburg 18


4. og 5. generation: Bente Jensens historie mand for handelsstandsforeningen og blev hæd-

to yngste sønner, Ferdinand August (1820-1905) og

ret med etatsrådstitlen. Han fik sammen med sin

Vilhelm Agathon (1822-1856). Ferdinand var hendes

hustru, Dorthea, 2 døtre og en søn. Den ene dat-

mors farfar, og Vilhelm Agathon var hendes farfar.

ter, Elna Margrethe Schnakenburg (1883-1949) var

Vilhelm Agathon blev som nævnt ejer af Elisalyst

Bente Jensens mor. Bente Jensens far var Martha-

efter sin far. Ferdinand August (1820-1905), der var

nus Schnakenburg (1854 – 1926)

med til at starte købmandsforretningen i Odense,

Bente Jensens mor giftede sig således med sin fars

fik 2 sønner. Den ene, Carl Henrik Schnakenburg,

fætter. Brylluppet fandt sted i Vanløse kirke den 2.

Bentes morfar, førte købmandsforretningen videre.

november 1912. Gommen var da 58 år gammel og

Han sad endvidere i byrådet i Odense, blev for-

bruden 29.

Car l

di n Fer

Hen rik Schnakenburg

Bente Jensen nedstammer fra C. G. Schnakenburgs

an

d

A

ug u

st

Sch

nakenburg

19


Marthanus har jo nok fået et

luppet. Inden bruden kom, spil-

godt øje til sin fætter etatsrå-

lede organisten intermezzoet til

dens datter, der gennem årene,

”Cavalleria Rusticana”.

når de mødtes i familien, efter-

Min far sad og nød musikken og

hånden voksede til og blev en

tænkte: "Bare bruden ville blive

smuk og sikkert kæk ung dame.

væk, så jeg kunne blive ved med

Og den unge Elna har følt sig til-

at nyde den gode musik". Men

trukket af den charmerende, no-

hun kom jo, og de blev gift, og så

get specielle og ret så bramfrie

gik der ikke ret lang tid, så blev de

og slagfærdige ungkarl. Og han havde sine faste

skilt. Så sagde han: "Så ku´ hun sgu´ da lisså godt

meninger fx vedrørende brylluppet.

være blevet væk, så jeg kunne ha´ fået slutningen

Man kan jo undre sig over, at brylluppet ikke, som

på musikken med."

det er sædvane, foregik fra brudens hjem i Odense.

Et andet eksempel: Et kvindeligt familiemedlem var

Forklaringen er, at Marthanus´ far, der jo var blevet

sygeplejerske på Kommunehospitalet i København:

enkemand i en ung alder og boede på Fyn efter

”Og så blev der indlagt en dansker. Han var bosat

at have solgt Elisayst, skulle til Sjælland for der at

i Indien. Han havde nogle teaktræsskove, hvor de

gifte sig igen. Men han døde på vejen.

skovede træer. Og han lignede altså en vildmand,

Så Marthanus, der boede i København, lovede sig

da familien stod samlet på Københavns banegård

selv, at han aldrig ville krydse Storebælt for at blive

og skulle tage afsked med dem. For i løbet af 3

gift. Så det havde den unge Elna værs´go at gøre.

uger var hun blevet gift med ham og skulle nu med

Der er talrige eksempler på hans

til Burma. De stod alle sammen mere eller mindre

ligefremhed. Bente Jensen fortæller:

betuttede på banegården, og da sagde min far

"Han var en overgang ansat hos Mogensen og

lisså stille: ”Jeg turde sgu´ ikke være alene med

Dessau i Odense. Der var så en datter, der blev

ham i kupeen, endsige da til Burma”.

gift. Og så skulle min far selvfølgelig med til bryl-

Så gik glansen lidt af Sankt Gertrud.

20


Elna og Marthanus begyndte "at ses". Da Elna ikke var mere end 14 år gammel, tog de på cykelture sammen, senere endda helt til Tyskland. De tog toget derned, havde store kufferter og cyklerne med. Og det har åbenbart ikke været noget problem med den store aldersforskel.

�chna�enburg 21


En dag havde Bente Jensen

ret bogholder i Odense og langt

besøg i sit hus i Sæby. Hun viste

senere en periode, indtil 1916, pro-

den pågældende - en mand -

kurist og på opfordring bestyrer

væggen med familiebilleder, og

af Vibe Hastrups kemiske fabrik-

han ville gerne høre nærmere

ker. Han havde jo været ungkarl i

om slægtsforbindelserne. Bente

mange år og var foruden at være

fortalte så, at her er min mor-

ret speciel også storsamler af al-

far, og her er min farfar, her min

verdens ting og sager, som han

morfars far, der samtidig var bror til min farfar. Da

cyklede rundt i hele landet og fandt og købte.

hun så ydermere fortalte at hendes far var 29 år

Det var specielt ure. Der var ure overalt, bl.a. var

ældre end hendes mor, udbrød gæsten spontant:

der 4-5 bornholmerure. Bente fortæller, at han da

"Det kom der forhåbentlig ikke nogen børn ud af".

han engang stod på banegården i Hamborg, tog

Det lo de meget af den sommer!

sit guld-lommeur frem for lige at tjekke, om bane-

Der kom børn, hele 3: Merete i 1914, i 1918 Ole

gårdens ur gik rigtigt!

Henrik, der døde knap et år gammel., og Bente

Han var også entusiastisk maleri-samler. Det år

8. februar 1921. Faderen døde, da Bente var 5 år

han blev gift, havde en kvindelig kunstner la-

gammel.

vet en fuld fortegnelse over hans malerisamling.

Familien var i 1916 flyttet til Frederikssund, hvor de

Denne fortegnelse var speciel ved, at hun havde

købte et hus på Kalveøen. Da de flyttede dertil fra

lavet en tegning af hvert eneste maleri sammen

Frederiksberg, var faren en "velsitueret particuli-

med. fortegnelsen. Men også andre mærkelige og

er" (pensionist). Han havde i sine yngre dage væ-

sager ting hentede han hjem.

Eksempler fra fortegnelsen over Marthanus´malerisamling. Skitserne er lavet af Ebba Holm, en meget anerkendt kunstner på hans tid

22


Bente Jensen fortæller: ”Der var blandt andet

bedste Korsbæk-maner kom to ”såkaldte damer”

engang, han kom ud på landet og så en gammel

af fru

kobberlåge til en bilæggerovn. Til den låge fik han

en derboende og hendes gæst. Bente Jensen

lavet et lille skab. I overbygningen af skabet kunne

fortæller: "Så sagde min mor, jeg vil lige vise de

han have lågen. Der var en lille lem, der kunne luk-

damer et arbejde, jeg er blevet færdig med. Og

kes op til i sin tid at give træk i fyret. I det skab

så vender denne her ”dame” sig mod sin besø-

kunne han nu have sine lommetørklæder, så var

gende og stikker hende hørerøret og siger: Ja, vil

de ikke så indelukkede, når der nu kunne komme

du tænke dig, fru Schnakenburgs far var etatsråd

frisk luft til.”

og nu strikker hun for folk".

Ved faderens død var moderen kun 43 år gammel,

I Huset i Frederikssund var der flere etager, og

og hun måtte nu finde en måde at klare dagen

flere generationer kunne derfor bo under samme

og vejen på. Hun havde i sine unge dage uddan-

tag. Bente er født der. Hun blev ansat i Frede-

net sig i tysk og havde undervist som tysk-trans-

riksunds og Omegns bank, hvor hun traf sin mand,

latrice på handelsskolen i Odense. Men måske

Arnold Jensen. De blev gift i 1946. De fik overeta-

lå denne uddannelse for langt tilbage, til at hun

gen, mens moderen flyttede i stueetagen. De fik

kunne genoptage et job inden for det felt. Hun

døtrene Elisabeth den 19. oktober 1949 og Birgitte

måtte klare livet for sig og sine piger på anden vis.

den 13. maj 1953. Først i 1956 flyttede Bente Jensen

For det første måtte hun skille sig af med en del

som 35-årig hjemmefra, som hun siger, til Sæby,

af sin mands mange malerier og ligeledes hans

hvor hendes mand var blevet direktør for Sæby

store samling af Kellinghusen tallerkener. Men det

Bank.

var naturligvis ikke nok til at klare børn og hus.

Men som hun siger, hvis det var gået anderledes

Hun fik en lille trikotageforretning i byen, hvorfra

for Marthanus - og især for hans forældre - kunne

hun solgte bl.a. strikkegarn. Hun strikkede også

hun have siddet på Elisalyst som ejer i dag, hvor

på bestilling. Hun havde netop strikket en læg-

hun er den eneste af Marthanus børn, der er til-

get nederdel, et kæmpearbejde, da der en dag på

bage.

�chna�enburg 23

Fernando Møghe-typen ind i butikken,


Bente Elisa Schnakenburgs barnedåb i 1921 Gudmor Gudrun Dethmer (forrest t.v.) blev døbt i kjolen i 1904 mor Elna Schnakenburg (forrest i midten) døbt i kjolen i 1883 og far Marthanus Schnakenburg (forrest t.h.) døbt i kjolen 1854

I Schnakenburg-familien findes en dåbskjole, der er mellem 160 og 200 år gammel og stadig i brug. Det vides med sikkerhed, at Bente Jensens far, Marthanus Schnakenburg, blev døbt i den i 1854 i Kollerup kirke. Sandsynligvis er en fætter til ham, Carl Henrik Schnakenburg, døbt i den året før. Fædrene til de to er henholdsvis Vilhelm Agthon og Ferdinand August Schnakenburg, som er to af de ni børn, Carl Goetlieb Schnakenburg og Henriette Büsch fik i perioden 1810-1824. Hvis disse Schnakenburg-børn er døbt i kjolen, er den 200 år gammel.

�chna�enburg 24


Hvis Carl Henrik Schnakenburg, Bente Jensens

i 1914 og Ole Henrik Schnakenburg i 1918 (Bente

morfar, er døbt i kjolen, må også hans børn Vil-

Jensens søskende) og hun selv: Bente Elisa Sch-

helm Schnakenburg døbt 1879, Anna Elisabeth

nakenburg i 1921. Dernæst Bente Jensens to døtre

Schnakenburg døbt 1881 og Elna Margrethe Sch-

Elisabeth Schnakenburg Jensen i 1950 og Birgitte

nakenburg (Bente Jensens mor), døbt 1883, være

Schnakenburg Jensen i 1953.

det, da kjolen er gået videre til Elna Margrethes

Foreløbig er seneste generation, Elisabeth og

børn

Erik Bandholms to sønner, døbt i den, Christian

De følgende vides at være døbt i kjolen: Anna Eli-

Schnakenburg Bandholm i 1978 og Martin Schna-

sabeths børn Gudrun Dethmer i 1904, Svend Otto

kenburg Bandholm i 1987.

Dethmer i 1908 og Vibeke Dethmer i 1911 (Bente

Men kjolen kan med forsigtighed bruges igen til

Jensens kusiner og fætter), Merete Schnakenburg

kommende generationer!

25


Kjolen er lavet i fint bomuld med et underskørt af

Måske var det grunden til, at Bente Jensens far,

hør. Kjolens kant er broderet, og underskørtet er

Marthanus, der blev født i januar 1854, først blev

kantet med kniplinger. Kjolen er meget stor, som

døbt den 18. maj. - Bente Jensens datter Elisabeth

det også fremgår af billederne. Da kjolen er ud-

husker, hvordan hendes ældste søn Christian, da

styret med korte ærmer, er det noget af et kunst-

han blev døbt 2. juledag 1978, var helt blå på ar-

stykke at holde barnet varmt i kirken, hvis dåben

mene af kulde. Heldigvis havde de en lille hvid

foregår i vintermånederne. Især har det været en

trøje at tage over, så det kun var ved døbefon-

kold affære i gamle dage, hvor kirkerne ikke var

den, han var forfrossen!

så opvarmede som idag. Birgitte

Den mørkklædte

Schnakenburg

kvinde,

Jensens

Anna Dethmer,

dåb i 1953.

samt kvinderne siddende i første række: Bente Jensens søster Merete, Bente selv, Bentes gudmor Gudrun Dethmer samt Bentes dattter Elisabeth er alle døbt i kjolen

26


�chna�enburg Elisabeth Schnakenburg Jensens dåb i 1950.

Christian Schnakenburg Bandholm døbt 1978 Martin Schnakenburg Bandholm døbt 1987

27


Elisalyst bliver købt af familien Holst - og bliver til Munkholm igen I 1855 købte Georg Johan Holst (1819-1874) Elisalyst af Vilhelm Agathon Schnakenburg. Han flyttede ind sammen med sin hustru, Christine Fehr, der var præstedatter fra Ødis sogn i Haderslev Amt. Parret havde ingen børn. De kom fra Tirsbæk gods, hvor G.J. Holst havde været forvalter. G.J. Holst ønskede, at gården fik sit oprindelige navn igen. Han bad samme år om at få navnet Elisalyst udslettet af pantebogen, og gården kunne igen kalde sig Munkholm I 1865 blev G.J. Holst kirkeværge ved Kollerup kirke. Præsten i Kollerup og Vindelev hed G. S. Knæckenborg. Han og hans kone, Petrine og deres 2 piger, Augusta og Anna kom hos Holsts på Munkholm. Pastoren førte dagbog. I dagbogen fra 1864 kan man læse: ” den 17. januar: Om eftermiddagen hos Holst på Munkholm i anledning af konens årsdag og den 31. januar: Besøg om eftermiddagen af Holst og kone fra Munkholm”.

Holsterne har udvekslet af haveplanter bl.a. lak-

Både på Munkholm og i Kollerup præstegård har

sebær, en hindbærlignende busk. Der er stadig

man haft smukke haver, og præstefamilien og

laksebær i haverne, og den har spredt sig, så

Familien Holst 28


Erik Holst på besøg ca. 2000. Erik Holst er tipoldebarn af den første Holst på Brandbjerg, Erich Balthazar Holst, bror til Georg Johan Holst, ejer af Munkholm 1855 - 1865

I 1859 flyttede Georg Johans ældste bror, Erich Balthasar Holst, til egnen med sin hustru, Christine Juhl, 2 børn og sin mor, Elsebeth Jansen. Han havde købt Brandbjerg, som i hele 4 generationer skulle komme til at være i slægtens eje. Erich Balthasar og Georg Johan Holst var vokset op som den nu findes både i Nørreskoven (lige vest for

henholdsvis nr. 1 og nr. 4 i en søskendeflok på 5

Munkholm) og i Kollerup Præstegårdsskov som de

på Frørupgård ved Haderslev. Slægten kom oprin-

eneste steder på egnen.

delig fra hertugdømmet Slesvig.

29


Krigen 1864 I 1864 var vi igen i krig. Denne gang gik det sand-

marker og endog lod deres heste græsse af den

synligvis hårdere ud over egnen end i krigen 16

fremspirende vintersæd. Af pastor Knæckenborgs

år tidligere. Der blev nu indkvarteret danske sol-

notater fremgår det, at fjenden plyndrede og stjal

dater i Kollerup. Den 2. august ankom der til præ-

på gårdene og truede folk med sabler og spænd-

stegården en løjtnant, en underofficer og 5 dra-

te karabiner. De var ude efter mad og drikkevarer

goner, samt 8 heste. Lignende indkvarteringer var

og sågar heste. Præsten kunne den 16. november

der også i Lureby, på Brandbjerg og på Munkholm.

lettet på egne og egnens vegne slutte sine nota-

Den 8. marts 1864 alarmeredes de danske jenser.

ter: ”I morgenen kl. 6 af gik de til Jelling over Vejle

Østrigerne havde tidligt om morgenen passeret

for at gå sydpå. Gud give, at det må være sidste

Kolding og var på vej mod Vejle. 4 kanoner blev

gang, at tyske hære beherske Jylland.”

kørt i stilling ved Hygum mølle, og ved 3-tiden hørtes voldsom skydning fra Vejle. Om aftenen og hele natten kom dansk kavaleri og infanteri forbi Brandbjerg og Hygum. Snart stod det klart for egnens beboere, at fjenden havde erobret Vejle. I 18 måneder var tyskerne i Vejle, og der var indkvarteret prøjsiske dragoner på Brandbjerg og Fløjstrupgård, der er næsten nabo til Munkholm. Beboerne beklagede sig over, at de tyske patruljer hensynsløst red hen over tilsåede

Munkholms have - fotografi ca. 1880. Børnene på billedet er ikke kendte

30


Munkholm i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet Vi ved ikke så meget om ejerne og livet på Munkholm i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Skøderne kan dog fortælle noget om forholdene på Munkholm omkring århundredeskiftet: I 1911 solgte Peter Christiansen til Niels Karup. I købekontrakten hedder det: ”Underskrevne gårdejer Peter Christiansen af Munkholm sælger og overdrager herved til Hr. Niels Karup i Horsens den mig ifølge Mageskifteskøde af 16. juni 1898, tinglæst 24´s.M, tilhørende Ejendom ”Munkholm” kaldet i Kollerup Sogn, der er skyldsat således: Matr.

Nr. 1i

Brantbjerg af Hartkorn

Matr.

Nr. 3

Brantbjerg af Hartkorn

Matr.

Nr. 8

Brantbjerg af Hartkorn

Matr.

Nr. 9

Matr.

Nr. 10a

0 Td.

0 Fdk.

1 ½ Alb.

3 -

5 -

1 -

0 -

3 -

0 -

0 -

4 -

0 -

0 -

4 -

Brantbjerg af Hartkorn Brantbjerg af Hartkorn

1 Skp.

0 -

2

-

2¼ 1¼ 2 ¾ .-

Med Konge- og Kirketiende af Matr. Nr. 3, 8, 9 og 10a og med påstående Bygninger med mur- og nagelfaste Appertinentier (tilbehør), derunder Kakkelovne, Komfur og indmuret Kedel, Ejendommens Besætning bestående af 5 Heste, 22 Køer, 2 Tyre, 4 Kvier, 2 Tyrekalve og 4 Kviekalve samt 15 Svin, hvoraf 3 Grisesøer, alt Fjerkræ med Undtagelse af 15 Ænder og 6 Kyllinger, endvidere Ejendommens Avlsredskaber, Vogne, Maskiner og øvrigt Inventar, Sæd, Avl, og Afgrøde i Hus og på Mark, Gødning og Ildebrændsel, Bryggersog Mejeriredskaber, 2 Folkesenge med Sengeklæder og Lagener, 1 Rulle, Decimalvægt med Lodder, Kornsække etc., således som Ejendommen med Tilbehør er Køberen paavist, og som for tiden er og forefindes, hvorfor Køberen kun må (behøver) medtage sit Indbo og de førnævnte Ænder og Kyllinger ……” Ejerne af Munkholm betalte kirketiende til både præsten ved Kollerup Kirke og præsten ved den tyske menighed i Fredericia. Kirkeskatten blev først indført i 1920.

31


Anna og Mikkel

og gode erindringer om dem. Og

Bjerremand Hansen

en efterkommer af Anna og Mik-

Den familie, der har boet længst

kel Bjerremand Hansen kan be-

på Munkholm, er Bjerremand

rette om livet på gården.

Hansen-familien

Bjerre-

Barnebarnet, Hans Bjerremand,

mands, som de omtales. De bo-

Kirstens søn, boede sammen

ede på gården fra 1928 til 1972.

med sin mor hos bedsteforæl-

Efter Mikkel Bjerremands død i

drene på gården i årene 1958-69.

1962 boede Anna endnu 10 år

Hans var 4 år gammel, da han

eller

på gården. Mikkel Bjerremand Hansen blev født

kom dertil. Han har en helt fantastisk hukommelse

på slægtsgården Knudsminde i Barritskovby den

og husker stadig tydeligt, hvordan der så ud på -

12/9 1899. Han havde en grundig landbrugsuddan-

og omkring gården, og hvordan livet levedes der

nelse bag sig, havde været på Korinth Landbrugs-

i de 11 år, han boede der.

skole og havde senere arbejdet med praktisk

Munkholm i Bjerremands tid

landbrug i Finland. Hans kone, Anna, blev født den

Til trods for hovedbygningens imponerende ud-

8/1 1907 i Hornum ved Hornsyld, hvor hendes far

seende var Munkholm, vel hvad man kunne kalde

var forstander på Bråskovgård, et hjem for drenge

en ”middel-stor” gård på en 50-60-70 tdr. land

med problemer.

inklusiv skov- og eng-arealer. Gården bestod

I 1928 købte Mikkel Bjerremand Hansen Munkholm

foruden stuehuset af en række andre bygninger.

Det unge par flyttede ind på gården som nygifte.

Anne og Mikkels barnebarn, Hans Bjerremand, har

Her fik de deres første barn, datteren Kirsten, den

fortalt om gårdens bygninger og deres indretning

4. august 1929, og den 10. marts 1935 kom sønnen

og anvendelse.

Jens. Til forskel fra de tidligere beskrevne ejere af

Oppe i toppen af æblehaven sydvest for gården

og beboere på Munkholm findes der stadig folk

var der indtil 2. Verdenskrig et svinehus af træ,

på egnen, der kan huske familien og har mange

som Mikkel selv havde bygget.

Familien Bjerremand Hansen 32


Det var imidlertid et stort arbejde at bære foder

Efter at bedstefar var død ( i 1962), blev der in-

og vand helt derop. Så da prisen på træ under

stalleret centralvarme – eller centralkulde – som

2. Verdenskrig blev høj, blev huset revet ned og

mormor kaldte det. Der blev opsat en radiator i

træet solgt. Mikkel byggede i stedet en kombine-

køkkenet, dagligstuen og havestuen. Brændeov-

ret grisestald og maskinhus, som står endnu. Midt

nen i dagligstuen blev fjernet, og vi fik gaskom-

på gårdspladsen var der, da Bjerremands flyttede

fur. Det gamle komfur blev dog stående, men blev

ind, en mødding. Den fik de dog flyttet og satte

ikke længere brugt. – I 1963 fik vi fjernsyn, et SP

en ring af store sten med blomster på stedet og

(Simon Pedersen). Det stod i havestuen – og der

en flagstang i midten. Barnebarnet Hans Bjerre-

var dengang kun 1 kanal.”

mand kan tydeligt huske, hvor sjovt det var at

Da der blev lagt strøm ind, kom den fra et vand-

hoppe fra sten til sten: ”Det var næsten muligt at

kraftværk i Vestbirk og var i begyndelsen jævn-

hoppe hele vejen rundt, hvis du turde”.

strøm. På trods af Munkholms lave beliggenhed

Stuehuset

og de mange store træer, der omgav gården, ske-

Stuehuset var hvidt med rødt tegltag. Bygningens

te det, at lynet under tordenvejr slog ned. Hans

hjørnesten var grå ligesom markeringen omkring

beretter: ”Min bedstefar blev engang ramt på

navnet ”Munkholm” over trappen. Hans fortæller:

støvlen af et kuglelyn, mens han stod i indgan-

”Der var i starten, da jeg boede på Munkholm, en

gen til hestestalden. Det gav et ordentligt skrald,

brændeovn i dagligstuen, et komfur i køkkenet og

men der skete ikke noget. Engang slog lynet ned

en kakkelovn i storstuen. Storstuen blev sjældent

i elledningerne, så pærerne i stuens loftslampe

brugt. Om vinteren sad vi altid i dagligstuen eller

sprang i stumper og stykker, og ledningerne på

køkkenet. Problemet i storstuen var, at der ofte gik

væggen brændte.”

mange måneder imellem, at der blev fyret. Resultatet var, at alliker byggede rede i skorstenen, så

Husets 1.sal var ikke udnyttet i den nordre ende.

røgen væltede ud i stuen, når der blev fyret. Så

Bjerremands børn, Kirsten og Jens, cyklede rundt

måtte skorsten renses.

deroppe i deres barndom.

33


Anna og Mikkel på gårdspladsen ca. 1929

Kirsten i æblehaven som 3 årig i 1932

Kirsten ca. 1935

34


Udbygningerne

og den har ligget syd for gården ved den markvej,

Da Mikkel Bjerremand under 2. Verdenskrig rev

der førte til Brandbjergvej, og som nu er over-

træ-svinehuset oppe i æblehaven ned, byggede

pløjet.

han længen med maskinrum, svinestald og høn-

Foran stuehuset lå ”prydhaven” eller parken.

sehus. Efter at datteren Kirsten flyttede til gården

Der var mange flotte træer, fx en persisk eg, et

i 1958 og købte bil, en folkevogn indregistreret YP

japansk kirsebærtræ, et tulipantræ og et ægte

24 992, blev der indrettet en bilgarage i midten af

kastanietræ. I et hjørne af haven var der plan-

længen. Indtil da havde Bjerremands ikke haft bil,

tet træer, så de dannede et lysthus. Og der var

men datteren havde gennem mange år arbejde

mange flotte blomsterbede, som Anna holdt.

på kontoret hos Wittrups Tæppefabrik i Grejsdalen og senere som bogholder på Vejle Tekstilfabrik

Havegangene var blevet revet gennem mange,

og var derfor nødt til at have en bil.Bygningen er

mange år med det resultat, at de i Hans´ tid lå

nu indrettet til beboelse for de nuværende ejere,

helt op til 40 cm. under plæneniveau. Ved indgan-

Steen Hilling og Lotte Behrend, og deres 3 børn.

gen til haven var der en jernlåge med initialerne MBH efter Mikkel Bjerremand Hansen. Lågen, som

Haverne

er der endnu, blev lavet efter 1936 af smeden i

Syd-vest for gården, bag laden var der en me-

Fløjstrup, Niels Vestergaard.

get stor æblehave på ca. 1 ½ tdr. land. Og der var mange forskellige sorter. I æblehaven stod

Beboerne

Jyllands største blodbøg. Den fik svamp, og i or-

Fra alle sider omtales Anna og Mikkel varmt som

kanen i begyndelsen af dec. 1999 måtte den give

utroligt livsglade, muntre, gavmilde og hjælpsom-

efter og lade livet.

me mennesker. De var uhyre gæstfrie og havde

Urtehaven lå gennem årene forskellige steder.

en meget stor omgangskreds. De sad ikke i ringe

Den har ligget, hvor den nye sø (fra slutningen

kår, men de var heller ikke velhavende. De var

af 1990-erne) ligger i dag, den har ligget ved det

ydmyge og beskedne i den forstand, at der ikke

gamle svine- og hønsehus (som nu er revet ned),

var noget ødselt ved deres tilværelse – udover alt

Bjerremand Hansen 35


det, de kunne give til andre. Deres gæstfrihed

andet at byde på. Og var det om eftermiddagen,

betød, at der altid kom folk til gården. Hans Bjer-

sad hun gerne og broderede oppe på chatollet!

remand fortæller: ”Der gik aldrig en dag, uden at

Mikkel Bjerremand havde ornecentral og svine-

der kom en nabo for at snakke, og der blev altid

avlscenter, hvilket ligeledes betød mange be-

serveret kaffe med lidt kage til”. Og han husker en

søgende på gården. Folk kom kørende langvejs

typisk bemærkning fra bedstefaderen til sin mor-

fra med deres ”modne” grisesøer i lukkede kas-

mor: ”Nu kan du godt bage noget kage, for der

sevogne. Når så soen var blevet lukket ind til

kommer gæster op ad vejen.” - Og børnene, der

”den udkårne”, blev den pågældende landmand

kom på gården, gik aldrig derfra, uden de havde

eller karl budt indenfor på kaffe. Gerda Winther

fået noget eller fået noget med sig derfra.

på Engholmgård på Brandbjergvej fortæller om

Holger Ravn på Fløjstrupgård lige over for Munk-

engang hendes far, Terkel Brøchner, skulle op til

holm på den anden side af Vongevejen var barn-

Mikkel med en so. Da Anna så dem komme køren-

domsven med sønnen Jens og kom meget på

de, råbte hun ind til pigen i køkkenet: ”Skynd dig

Munkholm. Han fortæller, at han altid på Mikkels

at bage en roulade.” Når soen så havde opholdt

opfordring skulle fylde lommerne med æbler, når

sig en 3-4 dage på gården, blev den hentet igen,

det var på den tid af året. For øvrigt kunne alle,

og så blev der igen budt på kaffe.

der ønskede det bare komme og plukke æbler i

Som det var skik og brug på landet tidligere, fik po-

sæsonen, for der var så mange. Der blev stillet

sten sin formiddagskaffe på skift rundt omkring hos

æblekasser ned bagerst i kælderen, hvor der var

folk på sin rute. Landposten havde tit et bestemt

så fugtigt, at der stod vand på gulvet. Her kunne

sted til hver ugedag. En af ugedagene, hvis ikke

æblerne holde sig i lang tid.

dem alle, fik han sin kaffe på Munkholm. Og Hans

Holger og en anden kammerat til Jens husker, at

Bjerremand har fået fortalt, at en post før hans tid

Mikkel altid sagde: ”Gå ind til Anna”, for hun hav-

altid gik ud af døren med den samme bemærkning:

de altid en småkage eller saftevand eller noget

”Har I nogle nyheder, der skal hurtigt frem?”

Bjerremand Hansen 36


Anna og

Maren og

Maren Eriksen

Mikkel

på Engggård

på Engggård

ca. 1942

ca. 1942

Kaffe i havestuen hos Anna og Mikkel ca. 1950. Billedet på væggen er sønnen Jens.

Besøg på Enggård på Fyn hos Gudrun fra Skovbo og Svend Børge ca. 1942. I midten Mikkel og Anna Bjerremand med sønnen Jens. Forrest t.v. Skovbo-børnene Ruth og Anker. Bagved Ruth forældrene Maren og Laurids Eriksen

37


Når foråret kom, begyndte vagabonderne at gå

var en joke”. Han husker, hvordan han og bed-

”på landevejen” overalt i landet. De søgte tit og

stefaderen gik derop. Bedstefaderen havde altid

ofte ly for natten rundt omkring på gårdene. De

en og kun én cigar med til Laban. Peter Laban

var dog langtfra alle steder lige velkomne. Der

fulgte med i, hvordan høsten var gået for de for-

kom hvert år vagabonder på Munkholm, og der

skellige landmænd, og hvor mange grise og køer

blev de godt modtaget. De fik aldrig penge eller

landmændene havde, så det bl.a. på det grundlag

alkohol, men de fik et måltid mad og fik lov til at

kunne beregnes, hvor meget de hver især skulle

overnatte i høet i laden med det eneste påbud, at

betale i skat.

de ikke måtte tænde ild eller stryge en tændstik

Godt naboskab

derinde.

Om Mikkel og Annas store hjælpsomhed og det

Anna og Mikkel Bjerremand var afholdsfolk, hvil-

gode naboskab fortæller Anker Eriksen, der var

ket betød, at der aldrig fandtes alkohol i huset.

jævnaldrende med Anna og Mikkels søn Jens, i

Men de var ikke mindre selskabelige af den grund.

sine erindringer: ”Far og mor havde uheld med

Mikkel røg ikke. Anna røg i flere perioder en ci-

besætningen, da de boede på ejendommen

garet om dagen. Men ifølge barnebarnet Hans

(Skovbo, en udstykning fra Munkholm), først

Bjerremand blev der altid, som det var almindeligt

Klaus (deres hest), der døde ovre i skoven, da vi

dengang, budt på cigarer, cerutter og cigaret-

skulle hente brænde hjem. Den næste, Musse, blev

ter. Og apropos cigarer husker Hans Bjerremand,

med føl, men døde inden føllet blev født. Jeg kan

hvordan han var med sin bedstefar, når denne

huske, den lå nede ved bækken. – Bjerremand kom

skulle betale skat. Kommunen hed den gang , og

over til mor og far, og han lånte en af sine heste

til kommunesammenlægningen i 1970, Kollerup-

ud til dem.”

Vindelev kommune. Kommunekassereren, der

Mikkel behøvede ikke altid at bevæge sig for at

også var skatteopkræver, boede i Lureby, et par

snakke med sine naboer. For på Munkholm hav-

km sydvest for Munkholm, og hed Peter Laban.

de de telefon: Sandvad nr. 95. Den havde Mikkel

Som Hans Bjerremand siger: ”Man skulle tro, det

god gavn af efter en lang og travl arbejdsdag.

Bjerremand Hansen 38


Jens´ barnedåb 1935. Anna og Mikkel med hinanden under armen. Til venstre for Anna står hendes forældre, Kirstine og Kresten Kristensen. Til højre for Mikkel hans mor og far, Anna Kirstine og Jens Bjerremand Hansen.

Kirstens konfirmation 16. april 1944. Mikkel, Kirsten og Anna foran hoveddøren.

Veninden Ruths konfirmation 16. april 1944 på Skovbo. Ruth sammen med sine forældre og lillebroderen Anker.

39


Holger Ravn på Fløjstrupgård fortæller, at Mikkel og

det kostede ikke noget at ringe indenbys. Dog kun-

hans far, Peter Ravn, hver aften ringede sammen.

ne centralbestyreren bryde ind, hvis der fx var en

De har nok skullet klare nogle landbrugsfaglige ting

samtale til en af familierne. Disse små landcentraler

og skulle så lige runde den dags verdenssituation

eksisterede op til omkring 1970.

på egnen. Samtalen sluttede altid ved, at Mikkel

Den gamle vandledning

faldt i søvn. At Mikkel havde det med at falde i søvn

På Munkholm kom der flere gange gennem årene

på ”ubelejlige” tidspunkter, var ikke noget ukendt

folk på besøg, der havde boet der tidligere, eller

fænomen blandt naboerne. Anker Eriksen skriver i

som havde forfædre, der havde boet på gården.

sine erindringer: ”Mikkel havde en sjov vane, han

Datteren Kirsten har i et brev fra 1981 berettet: ”En-

faldt tit i søvn, også når han var i byen og i kirke”.

gang for mange år siden, det var nok i 1939, kom

Ankers mor, Maren Eriksen, blev, efter at familien i

der en ældre herre ind på Munkholm og bad om

1945 flyttede fra Skovbo, centralbestyrer i Holtum,

at få lov til at gå en tur i skoven og lov til at spise

som Fløjstrupgård ”hørte under”. Så det er nok hen-

sin mad i haven. Han ville gerne have sin øl kø-

de, der har ”koblet Mikkel og Peter Ravn sammen”,

let. Men min far måtte sige, at vi kun havde noget

når de ringede til hinanden om aftenen – i hvert

lunkent vand, der stod i en spand på bagtrappen,

fald, hvis det var fra Fløjstrupgård, der blev ringet

for om sommeren var der ingen vand i brønden.

op. – Når man dengang skulle ringe sammen, ringe-

Vi hentede vand ovre i mosen i marken. Her var

de man op til centralen, fik centralbestyreren i røret

en brønd. Den ældre herre havde været barn

og bad om det nummer, eller, på landet, ofte bare

på Munkholm, og han forklarede min far, at der

den person, man skulle have fat i. For alle kendte

var en gammel ledning fra brønden i marken og

jo hinanden, og tit og ofte kunne centralbestyreren

over til den brønd, der var i nederste del af ha-

også fortælle, om vedkommende overhovedet var

ven. Han gik med far og viste ham, hvor lednin-

hjemme. Også sønnen Jens på Munkholm brugte

gen skulle være.” De fandt ledningen. Kirstens

flittigt telefonen. Han spillede ofte telefonskak med

søn, Hans, beretter: ”Der er langt over til mosen.

en af sine venner. Det kunne de gøre i timevis, for

Da jeg var lille, kan jeg huske, at min bedstefar

Bjerremand Hansen 40


og min morbror Jens gravede ovre ved mosen for

gang har været landarbejderbolig. I Hans Bjerre-

at finde røret (den omtalte vandledning), som måt-

mands drengeår på gården boede der i det hus

te være stoppet. Det viste sig, at røret tættest ved

en familie, der hed Christiansen.

mosen bestod af en udhulet egestamme. Resten

Hans fortæller: ”Bedstefar (Mikkel) kunne godt

af vejen over til Munkholm løb vandet gennem

lide at lave sjov. En dag han så, at en feriedreng

en rørledning, som bestod af to slags mursten,

hos naboen var på vej op ad vejen, gemte bed-

der var formet som et firkantet rør. Der lå nogle

stefar sig i haven, og pludselig kom han kravlen-

af stenene i ”rummet” under bagtrappen. En del

de på alle 4, mens han sagde VOVVOV. Drengen

af murstenene samt egestammen blev overflyttet

flygtede og fortalte derhjemme, at der boede en

til Glud museum mellem Juelsminde og Horsens,

underlig mand oppe på gården. Og en vinterdag

og en del blev overflyttet til Dansk Landbrugsmu-

gik bedstefar ned til Christiansens og bandt med

seum (dengang i Kongens Lyngby)”.

små snore æbler op på træet på gavlen af huset. Christiansens havde undret sig en del.

Et andet besøg fandt sted en dag i 1966. Da kom en pensioneret politimester Selsing fra Sakskø-

Engang, hvor vi havde gæster, gik bedstefar ned i

bing til Munkholm sammen med sin bror for at se

kælderen og tog en flagermus. Den smed han ind

gården. De viste sig at være efterkommere efter

i stuen, og så blev der sandelig liv i kludene. Fla-

fæstebonden Jens Pedersen Lund på Munkholm,

germusen fløj rundt om lysekronen, men fløj ikke

der i 1820 købte Munkholms jord fra Brandbjerg og

ind i vinduerne, som en fugl ville have gjort. Men

blev ejer af sit fæste. De to brødre var oldebørn af

da døren blev åbnet, fløj den straks ud.”

Jens Pedersen Lund. Og det slægtled, de hørte til,

Apropos gæster, havde Mikkel også en anden

havde taget navneforandring til Selsing.

sjov vane, syntes Hans. Han ”nødede” gæsterne,

Den finurlige bedstefar

som det hedder: ”Bedstefar havde en vane med

Helt nede ved landevejen (Vongevejen) ved ind-

at øse mad op til folk, også hvis de havde sagt

kørslen til Munkholm ligger der et hus, som en-

nej tak. ”Nødningen” skulle jo være i orden.”

41


Anker Eriksen fra Skovbo, der som nævnt var bed-

jørgen, medhjælperen på gården og Hans´ gode

ste ven med Mikkels søn Jens (morbror til Hans),

ven, at Hans skulle binde en sæk på styret.

skriver om Mikkel: ”Han var meget rar, drillede os

Når folk i nabolaget dengang havde rund fødsels-

lidt og var meget hyggelig.”

dag, bryllup, sølvbryllup, guldbryllup eller lignende,

Barnebarnet Hans

var det almindeligt at lykønske med et telegram,

Hans boede som tidligere nævnt på Munkholm, fra

hvis man ikke var på blomster eller gave.

han var 4 til han var 15 år gammel. Da han kom i

Hans fortæller om engang, han var cyklet op i

skole, gik han i 1. klasse i Vindelev skole. Så blev

nærheden af Brandbjerg med et telegram: ”Langt

Kollerup-Vindelev centralskole bygget. Der gik han

senere hørte jeg, at ”de” havde sagt til en af vo-

til og med 7. klasse. I Jelling gik han i 1. real, hvoref-

res naboer: ”og tænk – han stjal en høne”, hvor-

ter han og moderen flyttede til Sjælland. Hans var

efter naboen havde svaret, at jeg da havde min

utrolig glad for dyr og havde flere kæledyr. Hun-

egen tamme høne, som ofte var med. De kunne jo

den ”Smut” var med ham overalt og fik køreture i

heller ikke vide, at hønen var så tam, at den blev

Hans´ cykelbil, som han selv havde bygget. Hans

siddende på cykelstyret, mens jeg var inde for at

kørte somme tider til skole i bilen. Men noget helt

aflevere telegrammet. Lidt senere kom artiklen i

specielt var hans høne ”Kylle”. Han havde en tid

avisen.” Og ”Kylle” var med på indkøb:” Hønen var

puslet om et kuld kyllinger og tog en af dem med

også med oppe i Brugsen. Den gik med ind som

ind i stuehuset. Kyllingen blev til en høne. Den blev

en anden hund og med ud igen. Første gang var

så fine venner med hunden ”Smut”, at den fik lov

brugsuddeleren vist lidt overrasket.”

til at spise af hundens madtrug. En ven foreslog Hans, at han skulle tage hønen med ud, ligesom

De nærmeste naboer

han regelmæssigt luftede sin hund. Det gjorde han,

Efter en brand på Munkholm før Bjerremands tid,

men på en lidt anden måde. Han cyklede med den

blev der i 1923-24 foretaget 3 udstykninger på hver

tamme høne. Han tog hønen med på sit cykelstyr.

10 tdr. land til statshusmandsbrug, Brandbjergvej

For at hønen skulle sidde ”mageligt”, foreslog Lille-

nr. 23 og Vongevej nr. 3 og 7.

Bjerremand Hansen 42


På Brandbjergvej 23 boede Anton Pedersen med

De første mange år efter Annas overtagelse bo-

familie. Anton havde været herregårdskusk og

ede broderen Jørgen og hans kone, Karla, i huset.

havde to flotte Frederiksborgheste.

Jørgen arbejdede som fodermester på Munkholm. Han blev på egnen i al godmodighed kaldt ”Lille-

På ejendommen Vongevej 3 boede Meta og

Jørgen”, fordi han var meget lille.

Søren Pedersen med sønnerne Vagn og Børge. De 10 tdr. land, der hørte til ejendommen, købte

Senere brugte Anna og hendes familie huset til

Mikkel og Annas datter, Kirsten, senere tilbage

feriehus. Efter hendes død har sønnen Christian

til Munkholm. Søren og Meta flyttede senere til

Hintz overtaget huset og bor der nu hele som-

Jelling og nåede der at fejre jernbryllup (70 års

meren. Huset har ikke oprindelig været i 2 etager.

bryllupsdag).

Anden-etagen er bygget på i 2 omgange.

I huset nede ved landevejen, Vongevej nr. 1, bo-

Ejendommen Skovbo, Vongevej 7, der var på 10

ede fra 1927 til 1944 murer Laurids Pedersen, hans

½ tdr. land, blev 1936 overtaget af Smed Lau-

kone Marie og deres 5 børn. Der var ikke noget

rits Eriksen, hans kone Maren og deres 4 børn.

jord til huset og derfor ikke landbrug, men familien

Laurits havde været nødt til at sælge sin smedie

havde en gris og en ko. Bodil, nr. 4 i børneflokken,

i Fløjstrup på grund af problemer med helbredet.

blev født i 1928. Hun er jævnaldrende med dat-

Familien boede på ejendommen til 1945.

teren på Munkholm, Kirsten, og var som barn, og

Skovbo-børnene Anker og Ruth.

til Kirstens død i 1992, en nær veninde af hende.

De to yngste af børnene på Skovbo, Ruth (født

Bodil har stadig tæt kontakt med Kirstens børn.

1930) og Anker (1933-2007), blev meget nære ven-

Fra 1944 hed familien i huset Christiansen. De hav-

ner med børnene Kirsten og Jens på Munkholm,

de datteren Anna og sønnen Jørgen. Efter foræl-

også selvom disse altid gik i nyt tøj og fik, hvad

drenes død overtog Anna og hendes mand hu-

de pegede på ”for Anna Bjerremand fik ”ornepen-

set. Anna var blevet gift med en tysk bankmand,

gene”, som Anker skriver i sine erindringer.

Hintz, de boede i Hamburg og fik et par sønner.

Bjerremand Hansen 44


Udstykninger på Brandbjergvej, marts 2010. Forrest til venstre, den tidligere landarbejderbolig, Brandbjergvej 24, bygget 1860. Til højre på samme side ligger Lille Munkholm, bygget 1911, ligger på jorden, som er udstykket fra Munkholm. Bag Brandbjergvej 24 lå tidligere et lille teglværk Til højre i billedet ses en af de tre udstykninger fra Munkholm 1923-24. Her lå tidligere hovedindkørslen til Munkholm

Til venstre Vongevej 3, udstykket 1923-24. Til højre den tidligere landarbejderbolig Vongevej 1.

Vongevej 7 Skovbo. Udstykket 1923-24.

45


Høst ca. 1964. Sønnen Jens Bjerremand kører mejetærskeren. Ved siden af ham, hans søn Jens Ole. Hans sidder bagpå. Stående til højre, med cigaretten, Jørgen Christiansen (lille-Jørgen) og en karl Ca. 1964 Anna med barnebarnet Ole (Jens´søn) naboerne ”Gamle Christiansen” Vongevej 1 og Søren Pedersen Vongevej 3. ”Smut” sidder på bagbenene, som den kunne gøre det i timevis. Jens Bjerremands svoger kører med et læs halm

På traktoren Jørgen Christiansen. Hans Bjerremand sidder på jorden

Bjerremand Hansen 46


Om det nære venskab med Jens skriver Anker: ”På

nede ved vejen og ventede på ham i over en

Skovbo havde jeg min bedste ven, Jens – kære

time, inden ambulancen kom med ham. Jeg havde

Jens – uha, hvor vi havde det godt sammen, det

købt to TARZAN-bøger til ham. Jeg fik ca. 5 kr. til at

var noget af det bedste i mit liv dengang. Jens er

købe en bog for. Men i Vejle ved antikvarboghan-

2 år yngre end jeg, så vi gik ikke i skole sammen,

delen kunne man få to stk. til samme pris, så der

men var meget sammen, lige så snart vi kunne. Vi

kørte jeg ind og købte to bøger til ham.”

byggede huler i skoven, som hørte til Munkholm,

Børnene legede meget i Nørreskoven, som de

vi byggede huse i træerne, hvor vi sov om nat-

syntes var meget større end Rold Skov. De byg-

ten, vi fiskede i en lille skovsø. Der var også en

gede huse, lavede flotte kårder og sabler og

lille bæk ved skoven. Engang havde jeg lavet en

kæmpede drabeligt mod hinanden. De legede i

flitsbue af en pilegren og en snor samt spidset en

skoven hele søndage og aftener om sommeren

gren til pilen. Jeg skød efter en krage og ramte!

– og også når det var mørkt. Jens og Anker var tit

Pilen blev siddende i kragen et stykke tid, så jeg

i biografen, i Vejle. De så alle de Tarzan-film, der

nåede at blive bange, men heldigvis så jeg, at

gik. Filmene gjorde et sådant indtryk på dem, at

pilen faldt til jorden.

de var hunderæde, når de cyklede hjem i mørke

Under krigen byggede Mikkel et beskyttelsesrum

op gennem Højgårds skov. De så uhyrer alle veg-

i skoven, og det legede vi meget i. Vi fældede

ne. Anker skriver: ”Jeg kunne ikke forstå, at alle

store træer med skovsav og fik lov til at skove

de røvere og banditter, vi så i filmene, alle var fra

alt det træ, som de brugte om vinteren. Jeg har

Civilisationen. For hvor lå den?”

jo nok ikke været mere end en 10-12 år. Der var et træ, der ikke faldt rigtigt, og Jens kravlede op

Deres veje skiltes, da Jens blev konfirmeret. Jens og

og ville hugge det fri, men faldt ned og kom på

Anker havde ellers lovet hinanden, at de aldrig ville

sygehuset. Armen var brækket, og han havde fået

miste forbindelsen, men sådan gik det ikke. Anker

nogle slag. Jeg kan endnu huske, hvor i skoven

kom i købmandslære i Vejle og senere Middelfart.

det var. Da han kom hjem fra sygehuset, stod jeg

47


Hans og ”Smut” i den hjemmelavede cykelbil sammen med mormor Anna ca. 1964

”Smut”, Lille Jørgen og Poul Ellehøj (Kirstens mand) ved opgangen til æblehaven med Jyllands største blodbøg. Ca. 1969

Æblehaven ved vintertid i begyndelsen af 1960-erne

Bjerremand Hansen 48


Jens blev landmand, først på Sjælland senere på

Til bryllupper, s��lvbryllupper, runde fødselsdage

slægtsgården i Barritskovby, og det blev kun til

m.m. var alle mand af huse. Kirsten og Ruth blev

et par besøg senere i livet. Ankers søster Ruth

begge gift i begyndelsen af 1950-erne. Kirsten

var god veninde med Kirsten i barneårene og den

med Karl Thomsen. De flyttede til Droshoved i

tidlige ungdom. De gik i skole sammen, gik sam-

Bredballe, hvor sønnen Hans blev født i 1954. Karl

men til præst hos Valdemar Nielsen i Kollerup præ-

Thomsen blev kæmner i Bredsten og senere kom-

stegård og blev konfirmeret sammen.

munebogholder i Egtved. Ruth blev gift med Johannes Haugstrup fra Hørup. De flyttede til Lyng-

Bjerremands og naboerne var meget sammen til

by ved Grenå, hvor Johannes var lærer.

hverdag og fest. Da Skovbo-familiens ældste datter, Gudrun, i 1942 blev gift med Svend Børge, var

Efterhånden blev de andre nabobørn og også Jens

Bjerremands sammen med Gudruns familie på be-

på Munkholm gift, flyttede hjemmefra og fik børn.

søg i de nygiftes hjem Enggård på Fyn.

Kirsten Bjerremand Hansen blev efter sit første ægteskab, i 1969 gift med Poul Ellehøj, der ejede

Familiefester

slægtsgården Skovbækgård ved Fakse på Sjælland.

Både på Munkholm hos Bjerremands og i nabo-

Foruden sønnen Hans, der blev cand.scient. og er

laget blev der holdt fester, som Bjerremands del-

gymnasielærer i Ballerup, fik hun og Poul sønnen

tog i. Barnedåb og konfirmationer var fester for

Jens, der er ingeniør og har overtaget Skovbæk-

familien og blev gerne holdt hjemme. Kirsten på

gård. Efter 15 års ægteskab døde Poul Ellehøj.

Munkholm og Ruth på Skovbo blev konfirmeret

Kirsten døde i januar 1992.

sammen i Vindelev kirke den 16. april 1944.

Kirstens lillebror Jens blev gift med Lis. De fik fire

På Munkholm har de sikkert haft god plads til gæ-

børn, tre sønner og en datter: Kjeld, Margit, Anders

sterne, men på Skovbo måtte soveværelset ryd-

Jørgen og Ole. Jens overtog Bjerremand-Hansens

des for at give plads til gæsterne på selve dagen

slægtsgård Knudsminde i Barritskovby efter sin far-

og til naboer og venner, når de kom til anden-

bror, Ole Bjerremand Hansen.

dagsgilde.

Jens døde i juli 2002.

49


I efteråret 1962 kom Mikkel ud for en faldulykke,

sens hjælpsomhed var velkendt. Han satte ger-

blev syg dagen efter, kom på sygehuset i Vejle og

ne sit eget til side for at kunne give naboer en

døde inden for en uge, den 17. oktober, 63 år gam-

håndsrækning. Ingen gik forgæves til ”Munkholm”

mel. Det var i slutningen af høsten. Barnebarnet

efter råd eller hjælp, altid blev folk modtaget med

Hans, der nu var 8 år gammel, var dybt choke-

største gæstfrihed af ægteparret”

ret. Han husker, hvordan naboerne strømmede til,

Om Mikkels virke skrives der: ”Foruden sit travle

gjorde høstarbejdet færdigt og ordnede gården.

virke på ”Munkholm” viste Bjerremand Hansen

Han husker også begravelsen, der foregik den

stor interesse for alt, hvad der vedrørte sognet.

23. oktober. Fra Vejle sygehus kapel kørte hele

Han var en flittig kirkegænger, hvem menigheds-

begravelsestoget ad en smuk rute, som Mikkels

arbejdet lå stærkt på sinde, og under offentlige

bror Ole havde tilrettelagt, til Barrit kirke, hvor be-

møder blev der lyttet, hvis gårdejeren fra ”Munk-

gravelsen skulle foregå.

holm” tog ordet. Bjerremand Hansen sad i bestyrelsen for Vindelev forsamlingshus, men ønskede

Bjerremand havde som nævnt en meget stor om-

ikke at træde i forgrunden. Alligevel var han ved

gangskreds. Hans husker, at da de kom til et sted

sin rolige optræden og sit nøgterne syn på tinge-

på ruten, hvor der var meget åbent, og man kun-

ne ofte med til at gavne egnen, når problemerne

ne se vidt omkring til alle sider, og han kiggede

blev taget op til offentlig drøftelse. Et venligt sind

ud gennem bagruden, var der biler, så langt øjet

og ukunstlet hjælpsomhed var kendetegnet for

rakte. Mikkel blev begravet på Barrit kirkegård.

Bjerremand Hansens færden i sit sogn”

Efter begravelsen var der mindehøjtidelighed og kaffe på Barrit sognegård. Mikkel havde altid øn-

Anna blev endnu 10 år på Munkholm. Hen-

sket at vise sin omgangskreds Barrit sognegård,

des søn Jens, der nu boede på slægtsgården

nu gik hans ønske i opfyldelse.

Knudsminde i Barritskovby overtog nogle år

I en nekrolog gives der udtryk for Mikkels være-

driften af Munkholm. Han kørte frem og til-

måde og sindelag, sådan som naboer og folk på

bage mellem de to gårde, 30 km hver vej. Bar-

egnen altid havde kendt ham: ”Bjerremand Han-

nebarnet Hans husker arbejdet i marken efter

Bjerremand Hansen 50


bedstefaderens død: ”Alle maskiner inklusive me-

gere væk, som for eksempel til Vejle. Sådan var det

jetærsker blev også kørt frem og tilbage fra Barrit.

skik på landet dengang. Hans husker noget typisk,

Mads Christensen fra Fløjstrup høstede første år

når han og mormoderen skulle til Vejle: ”så blev jeg

efter bedstefars død”. Og videre: ”Når der skulle

tit sendt i forvejen ned til landevejen (Vongeve-

harves eller tromles, var det ofte mig der kørte.

jen), så jeg kunne stoppe rutebilen. Den ventede

Jens kørte altid mejetærskeren. Søren Pedersen

så, mens mormor kom løbende ned ad vejen.

(naboen på Vongevej 3), Jørgen Christiansen (Lil-

I 1972 solgte Anna gården til John Hansen og flyt-

le-Jørgen fra Vongevej 1), karlen eller jeg stod på

tede, efter 44 år på Munkholm, til Barritskovby til

siden af mejetærskeren og satte sække på tudene

sønnen og svigerdatteren, Jens og Lis. Der døde

og vippede dem af, når de var fyldte. Korn og halm

hun 81 år gammel, den 12. august 1988. Mikkel og

blev nogle gange kørt med traktor og andre gan-

Anna er begge begravet på Barrit kirkegård. Men

ge hentet med lastvogn og kørt til Barrit. Jeg har

de har noget af Munkholm med sig. På gården var

flere gange kørt lastvognen frem, mens en stak

der en læsse-rampe ved laden. Denne rampe var

halmballer op og en anden lagde læsset.” Naboen

lagt ovenpå nogle meget store sten. En af disse

Søren Pedersen gik til hånde med forefaldende ar-

sten blev gravsten for Mikkel og Anna. Mikkels

bejde, fx i høst og i haven. Hans holdt meget af sin

navn er blevet ført videre i de næste slægtled.

morbror Jens, som kom og tog ham med til dyrskue

Han ville ellers ikke have nogen kaldt op efter sig,

i Herning. Jens var ungdomsven med Hans´ far, Karl

da han altid som barn var blevet drillet med ”Mik-

Thomsen. Karl lavede Annas selvangivelser, efter

kel ræv”, men Kirstens to drenge har begge fået

hun var blevet alene.

navnet som mellemnavn. Den ældste, Hans, har mellemnavnet Mikèl og den yngste, Jens, har mel-

I 1969 rejste datteren Kirsten og barnebarnet Hans

lemnavnet Mikkel. Hans´ søn, Mikkel Bjerremands

til Sjælland. Anna blev endnu tre år på gården. Hun

oldebarn, har fornavnet Mikkel.

var ifølge barnebarnet Hans aldrig utryg ved at bo alene på gården. For øvrigt husker Hans, at de al-

Bjerremand Hansens var de sidste

drig låste døren om dagen, kun når de skulle læn-

landbruger på Munkholm.

51


Anekdoterne om Munkholm Til et kært gammelt herrested skal der selvføl-

historier er mig fortalt af de mange mennesker,

gelig også være historier. Nogle er sande andre

der på en eller anden måde har boet eller haft

tvivlsomme, men tilsammen skaber de en særlig

forfædre på Munkholm.

atmosfære om et historisk sted. De efterfølgende

Og gode historier er de ganske vist.

Gårdmanden og dværgfolket I gamle dage var det ret så almindeligt, at gård-

Det var i høsten, og alle havde arbejdet meget

mænd havde mentalt handicappede eller udvik-

hårdt igennem flere uger. De store arbejdsheste

lingshæmmede mennesker som medhjælp på de

var brugt til det hårde arbejde med at høste, og

store gårde. Og på dette tidspunkt havde man jo

det var sent på aftenen. Gårdmanden råber til

ikke samme forståelse af at være handicappet.

dværgfolket, at hestene nu skal vandes og va-

Faktisk var det sådan, at mange enten havde et

skes, men ingen reagerer på dette. Han undrer sig

liv på en institution eller også havde en arbejds-

over det og går op på loftet, hvor de holder til,

evne som de så måtte vise ved at være ansat på

råber igen at hestene skal vandes, og pludselig

betingelser – som oftest for at få mad, drikke og

står han ansigt til ansigt med en meget ophidset

husly. Så det berettes, at gårdmanden på Munk-

dværg, der truer gårdmanden med en stor økse.

holm havde to dværgfolk, som medhjælp på går-

Gårdmanden råber højt, at han ikke skal true ham

den. Men det gik så frygteligt ilde.

og bare se at komme i gang med arbejdet.

52


Det kommer til kamp, og uheldigvis skubbes gård-

Dværgfolkene er løbet væk ud over markerne og

manden nærmere og nærmere til høloftets låge

kommer først hjem næste morgen, men da venter

højt oppe. Lågen går op, og gårdmanden skub-

det tilkaldte politi. Og selv om den ene af dværg-

bes og falder ud og de 5 meter ned - lige mellem

folket truer med sin økse, overmandes han og

de to store arbejdsheste. Hestene bliver urolige,

bliver lagt i jern og ført bort.

og der råbes og skriges så hestene begynder at

Der sker ikke yderlige, men de to dværge bliver

trampe uroligt rundt. De træder hårdt på gård-

begge anbragt i en lukket institution og betegnes

manden, der ikke kan komme væk eller rejse sig.

som særligt farlige og ses derefter aldrig mere. De-

Han når at skrige i stor smerte en sidste gang,

res død og begravelse blev på Brejning kirkegård,

da en af hestene lægger hele sin vægt på hoven

hvor de er anbragt i de ukendtes grav, der hvor man

og træder ned på gårdmandens bryst. Han bliver

begravede de særligt kriminelle og farlige dværge.

bevidstløs. Andre karle er kommet til, da de jo har

På Munkholm er der fundet de håndsmedede bid-

hørt råben og skrigen. De får hestene beroliget,

sler og andet fra de store arbejdsheste. Og histo-

og gårdmanden bæres til sit kammer på Munk-

rien kan jo give stof til eftertanke, om man kunne

holm. Det er det kammer, der for nuværende er

have fundet andre måder at behandle de mentalt

omdannet til toilet lige ved hjørnepejsen i hallen.

handicappede karle på, så der aldrig igen kan ske så dramatiske hændelser.

Gårdmanden står ikke til at redde, og de indre blødninger er så omfattende, at han udånder i løbet af natten.

53


Kanonbakken Vi er nu i svenskekrigene, som varede fra 1563 til

Men det forlyder, at de gode Jelling borgere fik

1720. Men i 1627 havde Christian d. IV lidt et alvor-

en del kontante udbytter af krigshandlingerne.

ligt nederlag, og tropper sydfra kunne nu inva-

De var listige og omhyggelige. Når de svenske

dere hele Jylland. Svenskerne drog over isen på

tropper skulle passere Grejs Å, skulle de over i

Lillebælt den 30. januar 1658 under ledelse af den

det vadested, der ligger lige neden for den nuvæ-

svenske konge Carl X Gustav.

rende rampe langs jernbanen.

54


Oftest brugte de åen til at vande de heste og

så ladede og tændte og der fløj nu to kugler hen

kreaturer, de havde stjålet - dyrene skulle jo også

over skovens top og ramte ret så præcist ned i lej-

have vand og græsse. Grejsdalen var også den-

ren med de fremmede tropper. Dette gav alvorlige

gang et frodigt sted, og åen havde mange laks

dønninger, og oftest løb soldaterne for livet. De

og ørreder. Så tropperne havde egentlig ikke så

anede jo ikke, hvor de blev angrebet fra, da kug-

travlt. Det var så kutyme, at Jelling-borgerne kom

lerne var kommet som lyn fra en stille aftenhimmel.

frem på et tidspunkt og tilbød soldaterne mange

Herefter blev soldaterne angrebet af ”snaphaner”,

gode, hjemmelavede ting som øl og ost.

datidens frihedskæmpere, og borgerne tog det, som de mente retteligt tilhørte dem, nu hvor de

Ret så værdsat var disse naturalier, når man var

havde stillet sig så positivt og hjælpsomt an.

på vej og ikke kunne have ophold for længe. Når borgerne så havde afsat deres varer, ville de jo

Men skulle der være enkelte soldater, som var

gerne vise soldaterne, at de var ret så venlige, og

nået at flygte, så kunne de se frem til at i Lureby,

derfor kunne de for en ret rimelig betaling blive

lidt nord for Jelling, blev de ledt ind i en slugt mel-

ledt videre igennem de store skove nordpå, hvis

lem to skov-områder, og der fik de skåret halsen

man kunne blive enige om prisen.

over i et baghåndsangreb.

Dette kunne tage flere dage og oftest blev det så

Barsk historie om alvorlige hændelser. Kanonbak-

alligevel ikke til noget med sådanne aftaler. Det

ken findes fortsat på Munkholm: Ved at gå op

beklagede de fremmødte Jelling-borgere meget,

langs indkørselsvejen og så op på det højeste

men så måtte man jo klare sig selv på den lange

punkt langs lergraven. På dette højeste punkt, som

vej videre nordpå. Ja der blev ønsket held og lykke

ligger 92 meter over havets overflade, kunne man,

på den videre færd. Men om aftenen gik Jellings

i ro og mag, forberede og skyde et fladt skud lige

borgere, som vel nu var blevet til ”snaphaner”, så

hen over skovens toppe og ned i soldaterlejren.

op på højen på Munkholm – kaldet kanonbakken.

På Munkholms havelåge ses fortsat to kanonkug-

Der stod der to store forladekanoner, som man

ler fra Svenskekrigene.

55


Den helbredende kilde Tilbage i den sidste store pestperiode i Danmark –

tyndt stykke stof om lænden. Det var nu først i maj

fra 1654 til 1655 og igen i 1659 - skete der følgende

måned, og selv om det kunne være så koldt, var

for en af de landarbejdere, som byggede på Munk-

der denne dag en særlig frydefuld vind med mild

holm. Hen på eftermiddagen kunne han mærke, at

varme. Han gik fra kælderen, støttende sig til sta-

feberen langsomt kom ind i kroppen på ham. Han

ven, ned mod kilden. Da han kom derned, kunne

havde ellers lidt nok de sidste mange måneder,

han høre dens rislen. Han satte sine træsko, kik-

da hele hans familie, konen og hans seks dejlige

kede op mod himlen for dog en sidste gang at se

børn, nu alle var taget af den sorte død.

solen og skyerne, inden at han skulle se ”Lyset” så

Nu var det så blevet hans tur til at lide med feberen

klart og tydeligt og opleve den dybe fred, som alle

i nogle dage førend også han skulle dø. Egentlig

berettede om, når de skulle dø. Han blev pludselig

var han ikke bange for at dø, for så skulle han som

svimmel, feberen kom så hurtigt nu, og han måtte

troende jo mødes med sine kære, og dem havde

støtte sig til staven med hele sin vægt.

han savnet så meget, siden de gik bort. Men han ville dog for sin skaber og for sig selv ikke komme

Staven svajede og gled ned på det første trin til

til himmerrigets port uden at være ren på krop og

kilden. Der satte den sig ubehjælpeligt fast lige

i sjæl. Han fandt en stærk hasselstav, rev de små

ned i stenen, og han kunne nu tage de næste

grene af den og sagde sagte til den, at han ikke

skridt, til han stod med sin venstre fod på nederste

længere skulle nyde de nødder, som den havde

trin. Han kunne mærke kildevandets rislende kulde.

givet i så rigt mål gennem mange år. Nej, nu skulle

Han sank sammen, måtte sætte sig ned, ville samle

han gøres til muld og lade sine rester gøde i jor-

kræfter og drak af kildevandet med sin ene hånd.

den. Og da han jo ikke havde flere børn, bad han

Han blev dårligere og dårligere, feberen rasede i

haslen om at sætte mange nødder og gøre livet

hans krop, og han kunne se på sine ben og arme,

mangfoldigt. Han var overbevist om, at den stav,

at de sorte pletter bredte sig – den sorte død hav-

han havde valgt ud, havde særlige kræfter og bad

de taget over. I en sidste voldsom kamp, inden han

til, at den kunne støtte ham ned til Munkholms

vidste, at han måtte give op, vaskede han sig ved

kilde. Han lagde sit lasede tøj og havde kun et

at lægge sig helt ned i kilden.

56


Endelig ren nåede han at tænke: Jeg kan møde min

stav borede for at kunne holde til hans vægt. På

Skaber, min familie, og bevidstløsheden tog over,

nederste trin ses fortsat et sort aftryk af hans

som han lå der i det iskolde vand. Han ænsede in-

venstre fod, som han støttede sig på, inden han

tet, men næste morgen kunne karlene ikke forstå,

lagde sig ned i det iskolde vand. Og måske dette

hvorfor hans tøj lå i kælderen. De ledte derfor ef-

blev hans redning. Han drak jo af vandet og blev

ter ham og fandt ham liggende i kilden. Først blev

nedkølet betragteligt ved at ligge med kroppen i

alle bange, men da en så hørte at han gav lyd fra

det rislende vand, så feberen blev naturligt slået

sig, løb de alle ned og tog ham op. På mirakuløs

ned og gav ham måske livet tilbage.

vis var han ikke død, og feberen var væk og alle

Kilden er der stadig, trinene i stenen er der fortsat,

de sorte pletter ligeså. Han kom sig inden for få

og kilden er ligeså kold, som den altid har været.

dage, og der gik herefter rygter til nær og fjern, at

Så mon ikke der er noget om denne livgivende

Munkholms kilde var helbredende.

historie. Der kommer fortsat syge mennesker til

Og noget er der om denne historie. På første

Munkholm for at tage lidt helbredende vand, så

sten ned til kilden ses fortsat det hul, som hans rygtet er nået langt omkring. Illustration indsættes

57


Munkholm - hjem og arbejdsplads Munkholm består af et hovedhus og to side-

Der var ved min families overtagelse i 1997 sum-

længer. Hovedhuset samt længerne er fortsat

pet og ret ofte vand i kælderen. Det var derfor ret

placeret på de originale steder, hvilket kan ses

nødvendigt at foretage omfangsdræning

af kampestenenes placering. Der har oprindelig

om hele Munkholm. Da dette var gennemført, hjalp

været tre skorstene, men for nuværende er der to

det noget på fugtigheden, men først da der blev

uden

skorstene med fire

drænet

indvendigt,

tilsluttede lukkede

og den genfundne

pejse og brænde-

brønd i husets syd-

ovne. Selv på de

ligste del blev lukket

koldeste

vinter-

helt, kunne Munk-

dage er det mu-

holm forblive tørlagt.

ligt at varme hele

For at sikre kælderen

Munkholm op. Og

er der lagt varme-

der er i væggene

slanger, som klarer

åbninger, så der er

hele varmeforsynin-

naturlig cirkulation

gen i kælderområdet.

af varme. Væggene

Så undgik vi også

er helstensvægge,

skæmmende radiato-

og man skal lære

rer på væggene.

at leve med, at huset skal kunne ånde. Der bru-

Tilbage i 1997 var Munkholm i en noget trist for-

ges næsten 30 rummeter træ om året til at varme

fatning. Der manglede tagrender, så væggene var

Munkholm op og ret så meget olie til centralvar-

gennem årene blevet ret så fugtige.

meanlægget. Men al træ kan tages som almindelig

Det tog for de vådeste områder i køkkenet seks

hugst i Munkholms tilhørende skov. I Munkholms

år at tørre ud, så der kunne males og pudses fær-

kælder har frøer og salamandere kunnet trives.

digt.

58


59


60


61


62


Brønden i kælderen På Munkholm har der i kælderen været forarbej-

fortalte jeg denne anekdote til gravefolkene. De

det mælk, ost og smør. Det siges, at Munkholm

grinede ret så meget af mig, men pludselig i det

havde sit særlige udkomme ved at have alle ret-

vestligste hjørne af Munkholms hovedbygning

tigheder til mejeriproduktion fra Brandbjergs fæ-

stødte folkene på en række egestave i en rund-

stegårde, som på dette tidspunkt i 1600-tallet var

kreds. De havde nu alligevel lyttet til historien, så

på over 2000 ha. Så hver dag kom karle og piger

derefter gravede de uhyre forsigtigt ned om sta-

for at forarbejde mælken til mejeriprodukter. Men

vene. Og rigtig nok, der begyndte at komme vand

for at kunne arbejde med mælken skulle der rigtig

ud mellem stavene, og pludselig steg vandet

meget vand til, og vandet må ikke have ret høj

inde i den 60 cm brede brønd. Der var åbnet for

temperatur, for så kan produkterne jo ikke køles

brønden og vandet. Men alligevel mente folkene

ned. Man kan få den ide, at de meget tykke mure

nu godt, at de kunne tage hjem ved arbejdstids

i hele den nederste del af Munkholm, altså hele

ophør. Det så jo ikke så alvorligt ud.

fundamentet, netop er bygget for at holde på

Men næste dag var hele kælderområdet dækket

kulde og fugt til mejeri-formål. Alene at der ligger

med 10 cm vand – alt stod under vand. Heldigvis

op til 12 lag sten på tværs giver jo en ret ensartet

var det kun grundvandspejlet, som havde denne

temperatur - sommer som vinter.

højde og ikke, at der var åbnet for kildevældet. Så

Men der har været en alvorlig historie om, at be-

brønden blev lukket til med ler og dækket med

gyndte man at grave i kælderens dyb, ville den

gulv. Men denne oplevelse betød, at der blev

brønd, som altid har givet vand til mejeriet, plud-

etableret indvendige dræn under hele gulvet i

selig springe op, og vandet ville aldrig være til at

kælderen, så al vandet kan løbe ned i søen. Der

stoppe, for det havde direkte adgang til Munk-

er dog bevaret en enkelt stav som har fast plads

holm-kilden. Dette fænomen er kendt, når man

ovre i dette vestligste hjørne. Og hver gang jeg

åbner et kildevæld ved et uheld, og mange huse

ser på staven, tænker jeg lige på, at det kunne jo

er nærmest undermineret af ukontrollable vand-

have været en sand historie. Og det var godt nok

masser. Så da Munkholms kælder skulle etableres,

en våd oplevelse dagen efter.

63


Køkkenet har bevaret de gamle vægge helt rå,

som alligevel ikke kunne trække vandet væk, og

så man der kan ses murstensmønstre og struk-

etablere en sø på ca. ½ ha med en vanddybde

tur. Der blev derfor iværksat en renovering med

på ca. 1 ½ meter. Dette har betydet en hel del for

kobber-tagrender, nedløb og en dræning om hele

dyrelivet i området. Nu er der fiskehejrer, som fast

huset for at få vandet ledt væk. Da der i forvejen

tager en tur rundt i kanten af søen. Der er faste

havde vist sig en ret stor sø hvert efterår frem til

svanepar i søen, og de må trives, da de hvert år

sommeren, blev det besluttet at lukke de dræn,

får mindst fire unger.

64


65


Hele huset blev udvendigt sandblæst og pudset

Dette er virkelig lykkedes, og huset kan nu benyt-

op, så strukturerne kan ses i de gamle vægge,

tes fra kælder til kvist til kursuscenter for mindre

og malet. Det var heldigt nok, at dette arbejde

grupper af kursister. Anden byggeperiode omfat-

blev påbegyndt, da det viste sig, at taget ikke var

tede at få kælderen og den toetagers vinterhave

fæstnet i ydervæggene. Dette blev så gjort, og da

bygget, så der på den ene side blev mere plads,

så 1999 stormen kom over Danmark, var der ikke

og på den anden side blev åbnet synsmæssigt ud

en sten flyttet på Munkholms store tag.

mod haven og søen.

Der har været flere omfattende byggeperioder på

Denne byggeperiode omfattede særligt, at vin-

Munkholm med forskellige formål. Første periode

terhaven blev arkitektonisk integreret som en

havde som formål at sikre murene og fundamen-

del af hovedbygningen. Modellen til vinterha-

tet mod fugtskader.

ven fandt jeg i Wales, hvor der var opført et hus næsten magen til Munkholm. Jeg fik lov at fotografere denne vinterhave, og derefter tog byggefirmaet fat på at skabe de rette linjer, så der blev synsmæssig ro på både Munkholm og vinterhaven. Da kælderen skulle etableres, blev alle de gamle og originale vindueshuller reetableret, og der blev sat de samme buede vinduer i, som man kunne formode har været der oprindelig. Alle andre vinduer blev derfor lavet om til samme buede vinduer, og på den måde fik kælderen sit ensartede præg. For at få det hele til synsmæssigt at hvile i sig selv, blev der fjernet over én meter jord om hele husets østside og vestside. Samtidig blev al overfladevand ledt ned mod søen.

66


67


Tredje byggeperiode omfattede længernes om-

Dette arbejde er videreført og har betydet, at

dannelse til beboede og anvendelige områder.

midttrappen er ændret til 1700-tals pilastre og

Områder der kan bruges til udstilling og Munk-

søjler, og at der er lavet nye gerigter og lister ud

holms forlagsvirksomhed samt familien på Munk-

fra originale 1700 tals fræsninger. De gamle noget

holms private beboelse. De gamle længer har

skæve gulve er bevaret skæve.

været anvendt til garager, svineavl og senest

Køkkenet har håndmalede, gamle blomstermønstre

til hestestald. Der vil blive gennemført en fjerde

,som netop findes i 1700-tallet. De gamle skorstene

byggeperiode med etablering af nyt garagean-

og pejse er bevaret og renoveres hvert år, for at

læg, parkeringsområde og varmeenhed, parallelt

de kan holde så lang tid som muligt. Dørene er nu

med de to nuværende længer og i forlængelse af

alle fyldingsdøre, håndtag er udført i messing, og

den nuværende indkørselsvej til Munkholm.

lys er etableret, så der er indirekte lys mange ste-

Familien Østergård, som ejede Munkholm, før jeg

der. Der er bevidst forsøgt at fastholde den helt

overtog ejendommen, havde et godt øje til at få

særlige stemning, som Munkholm står for og samti-

særligt indbo og den gamle indretning på plads.

dig få indrettet et moderne arbejds- og levested.

68


69


70


Haven er et særligt kapitel og særlig interessant for haveinteresserede Haven er etableret sammen med huset og består

ses disse to træer, som nu er genetableret. Så en

af en frugthave indkredset af en rundbuet jord-

renovering er styret af de malerier, der findes af

vold med store løvtræer, så man kan se haven

Munkholms landskab. I frugthaven er der de gam-

fra hovedbygningen. Der stod Danmarks ældste

le, næsten hundredårige frugttræer. Til den anden

blodbøg, som med sine 400 år på bagen havde

side er etableret en helt ny frugthave med årets

trodset storme og lynnedslag, men i december

gang i frugter, fra tidlige moreller, skovfogedæbler,

1999 blev det for meget, og den tregrenede kæm-

blommer af mange sorter til de æble- og pære-

pe måtte lade livet og styrtede til jorden. Først

sorter, der kan overvintre. Dette frugttilskud er

de to kæmpegrene, og ved den næste storm i jan

rådyrene særlig glade for i vintermånederne.

2000 faldt så den sidste del af træet. Stuppen

I denne frugthave har der tilbage i tiden været

står der som et minde om kæmpen, der må være

dyrket nogle særligt nyttige planter, og der kan

et af de første træer, hentet fra Heidelberg, hvor

fortsat findes ”Kongen af Danmarks” skærmplan-

blodbøgen først blev opdaget. Og den må være

ten, den mindste sort af ”Sankt Hans” urt, humle

hentet levende sammen med den persiske eg,

og nødder fra et gammelt nøddehegn.

der gror som en enlig kæmpe midt i haven mod øst. Blodbøgen og egetræet har samme alder og man kan kun være sikker på, at det var et ægte blodbøgetræ, hvis man har set deres røde blade ved sommertide. Der er dog taget mange frø og lavet aflæggere af det oprindelige blodbøgetræ, og de er så plantet, hvor vi kan se, at det gamle træ stod, og så er der plantet to træer mere ved indgangen til frugthaven fra skovområdet. På de gamle malerier af Rademacher fra 1842 kan der

71


I det 18. århundrede er så indført fra Nordamerika,

er der en høj med en ny plantet blodbøg. Tidligere

muligvis i den store udvandringsperiode fra Sve-

stod der et 150-årigt elmetræ, der fik elmesyge og

rige og Danmark til ”det nye land”, en særlig nyt-

måtte fældes. Dog fik det lov til at takke behørigt af,

teplante, kaldet ”Laksebær”. Den er speciel ved, at

da der var masser af insekter til spætter og musvit-

blomsten ligner en jordbærblomst. Den er to meter

ter. Mangen en morgen har spætterne underholdt

høj og bladene ligner brombærblade. Dens bær er

med at bearbejde det gamle træ. Uglerne har lige-

laksefarvede, deraf navnet, og

ledes nydt forfaldet af det gamle

den er særlig velegnet til frugt-

træ. Og uglerne har nået adskil-

tærter. På Munkholm serveres

lige kuld unger førend træet blev

der i sæsonen altid tærter med

for skrøbeligt og blev fældet.

laksebær på kurserne.

På den nordlige side af huset

Der er lavet en mindre blodbø-

ses en mindre gårdhave, som

geskov helt ovre ved den nord-

nu er en prydhave med mange

ligste side af den store sø. En

forårsblomster, men den vil blive

lund med blodbøg som en del

omlagt til en læge- og krydder-

af den genetablerede engel-

have med tiden. Går man ud af

ske landskabshave. På husets

gårdhaven ned mod søen, kom-

anden side - østsiden er der

mer man til en birketræs-lund,

oprindelig etableret en engelsk landskabshave

og lige efter broen ud i søen er der en lund med

kendetegnet ved trægrupper, buskgrupper og

både gamle og nye bævreaspetræer. Der er et par

store enkeltbuske, som får lov at brede sig. I denne

smalle stier igennem dette område som fører ud til

inder-have, der samtidig har en hældning lige ned

den mindre sø på østsiden af huset og til venstre

mod søen, er der en 400-årig persisk eg samt en

for Munkholms indkørselsvej. Der er etableret en

udbygget lund med Munkholms kilde helt nede

bævreaspeskov. Og ud mod søen rejser sig nogle

ved søen. På den sydlige side af hovedbygningen

10-årige hængebirke.

72


Natugle

Stor flagspĂŚtte

Side 73, nederst tv.: gĂŚrdesmutte

Side 73, nederst th.: egern

GĂŚrdesmutte

73

Egern


74


Man kan se den gamle del af haven og den ny-

holder sig til, føder rålammene der og samtidig

etablerede have med søer som tilsammen vil

græsser med den ro som en flok rådyr kræver for

danne en udvidelse af den først etablerede land-

ikke at blive stressede. I 2009 fik vi to dejlige tvil-

skabshave. Munkholm har sin egen skov i forlæn-

lingesæt, som hele vinteren 2009/2010 har holdt

gelse af frugthaven. Der har været en blandet skov

til i haven for at finde olden. Da det så blev lidt

med løvtræer og i området helt nede ved engen

forårsagtig her i midten af marts måned, blev en af

har der været en granskov. Der har været et rigt

de unge bukke så kåd, at han tog et lille tilløb og

svampeliv. Og da skoven ikke bliver ryddet op så

lavede et 5 meter spring ud på isen. Han gik direk-

etableres der en fantastisk fauna i døde træer og

te igennem, og vi var et øjeblik bange for, at han

grene samt hele skovbunden. Men i de kraftige

havde brækket benene, men heldigvis kunne han

storme i 1999 og 2000 blev der dog tyndet alvor-

svømme ind til bredden, dog noget chokeret over

ligt ud i de gamle graner, og det blev besluttet at

sådan en iskold dukkert. Siden har vi ikke set ham

fælde granerne og rydde ud i de gamle løvtræer,

nærme sig søen, hvilket vel er meget fornuftigt.

så der blev en mulighed for at sætte en parkskov

Der bliver på Munkholm foretaget nogen vildtpleje,

med nylagte stier og med mange vilde frugttræer.

ved at der skydes ca 3-4 dyr om året og dette

Der blev udgravet søer og skabt et naturområde

svarer godt til den tilvækst, der er på Munkholms

for dyr og mennesker. Dette arbejde er dog ikke

jorde. I de gamle dele af skoven, haven og de nye

noget, som lige klares over et år. Så der vil gå

lunde samt i det læhegn, der omgiver Munkholm, er

adskillige år førend at denne parkskov er helt på

der røde egern. Der trives ligeledes ugler, den sto-

plads. En skov sættes altid for næste generation,

re flagspætte, musvåger, solsorte, stære, musvitter,

så vi på Munkholm håber, at den vil tage sig flot

blåmejser, sortmejser og to af Danmarks mindste

ud om 50 år.

fugle, gærdesmutten og fuglekongen. Selv om rå-

Der er to ret store flokke af rådyr på Munkholms

gerne og kragerne ikke yngler i Munkholms skove,

enge. Der blev tilbage i 2005 sået en del nærende

så tager de dagligt en tur rundt for at søge efter

hestegræs, som har haft betydning for, at dyrene

de mus, som kattene ikke har fortæret.

75


Et særligt kapitel får Munkholms katte Da vi flyttede ind 1997, havde jeg tre katte med.

Han begyndte at gå sin vej og jeg fulgte efter

En hunkat, som et halvt år forinden havde fået to

ham op på vores høloft. Der kravlede han op på

killinger., en med perserbaggrund og en gråstribet

en palle hø, lukkede sine øjne, pev lidt, kikkede

huskat. Desværre blev hunkatten slemt tilredt, da

en sidste gang på mig og døde, mens jeg holdt

den blev taget af en ræv en kold vinterdag. Og

om hans hoved.

selv om vi ledte efter hende, kunne vi ikke finde hende i mørket og oppe i skovene. Men tre dage

Vi fik så en hunkat, som ret så hurtigt blev gravid

senere kom hun slæbende sig hjem, og desværre

og nedkom med fire dejlige killinger. De er alle

stod hun ikke til at redde, selv om hun jo havde

her i 2010 særdeles livlige og styrer sammen med

kæmpet så tappert for sit liv.

halv-perser katten alt inde som ude på Munkholm. Det har dog undret os, at kattene på Munkholm

Den gråstribede hankat måtte så tage over og

ser ud til næsten ikke at have hals, og samtidig så

tage de mange kampe for at holde sit territorium

vejer en god Munkholm-kat på den anden side

fri for indtrængende hankatte som jo ikke var af

af 6 kg, ja enkelte når op på over 8 kg. Mon de

Munkholms ægte æt. Hver gang der var slåskamp

er lidt overvægtige! At der er fem katte på Munk-

satte den grå halv-perser kat sig tilrette og kik-

holm betyder, at der aldrig er mus eller rotter på

kede interesseret og i passende afstand, men

ejendommen. Så kattene gør stor nytte.

deltog aldrig i kampene. Men det forhindrede dog ikke de to brødre i at stå på bagbenene og slå

Og så er vi nogle, der tror på, at kattene betyder

til hinanden. Dog har de aldrig skadet hinanden,

en særlig ro over, det der foregår på Munkholm.

men slåsset det har de. Den stribede hankat hav-

De har deres yndlings-pladser og -stole, og ve

de gjort det godt, men en dag stod han ude midt

den som sætter sig forkert. De har deres rytme i

på gårdspladsen og pev. Da jeg kom hen til ham,

dagligdagen og giver på den måde alle andre et

kunne jeg se, at det var helt galt med ham, han

hip til at leve med stabilitet. Vi har højtidsstun-

rystede over hele kroppen og lugtede af urin.

der, når der skæres kød op og ro ved at læse og

Desværre et tydeligt tegn på nyresvigt.

skrive – for kattene er med overalt.

76


77


Salamanderne i kælderen Munkholm har mange særlige naturoplevelser,

Om foråret vandrede de mange krybdyr ned til

som en del af sin historie. Der er over 150 par af

søen, og i efteråret vandrede de op til deres vin-

stor salamander på Munkholm.

terlogi i kælderens kalkvægge. De kom i stimer, så man skulle i de dage, vandringen stod på, være

Men det har nu været en særlig kamp at få dem til

forsigtige med at gå i græsset. Og vovede man at

at flytte fra deres valgte huler i væggene, som var

tage en op, så løftede den hovedet og var klar til

i den fugtige kælder på Munkholm. Kælderen har

at bide – man kunne godt få lidt kuldegysninger

været stort set uberørt gennem rigtig lang tid, og

ved at tænke på, at disse små krybdyr tidligere

det har betydet, at salamanderne har fået fred til

har været i kæmpe størrelse.

at grave egne huler ind i de kalkholdige vægge.

For at give de mange salamandere gode levevilkår

Dette er virkelig hensigtsmæssigt, da kalk neu-

er der igennem årene lagt rigtig meget kompost

traliserer den syre, salamanderne udskiller gen-

ned ved søens bredder. De trægrene og stammer,

nem deres hud ved forbrænding om vinteren. Der

som er faldet ned, er alle lagt i kanten af søen.

boede altid mange salamandere i samme huler,

De naturlige gemmesteder for salamanderne er

og hulerne var så dybe, at selv de helt store in-

i kvas og bark, så nu er de alle flyttet tættere til

divider på næsten 20 cm kunne kravle ind og for-

søen og er ikke længere til fare for sig selv.

svinde helt. Frostfrit og syreneutralt boligområde

Men det tog 6 år at få dem alle flyttet ud af kæl-

for salamandere.

deren og væggene. Og alligevel var der enkelte tilbage, da den store renovering begyndte af kælderarealet. Men de sidste bar de barske betonfolk ud en efter en, når de fandt dem.

78


79


Aurora

NĂŚldens takvinge

Lille ildfugl

Citronsommerfugl

80


Sommerfugle flokkes på Munkholm Dag p

På Munkholm er der et helt særligt sommerfugle-

grønåret kålsommerfugl

fænomen hver år i det tidlige forår. Når de over-

sammen

vintrende dagsommerfugle dukker op af dvale, og

sommerfuglen

med

aurora

varmen rigtig bager på Munkholms hvide ydervægge, så samles sommerfuglene i flokke og sæt-

På engen med tidsler ses i blom-

ter sig for at posere for hinanden. Fantastisk at se

sterne fem- og seks plettede køllesvær-

flere hundrede sommerfugle sidde og vippe med

mere, blåfugle, ildfugle og randøjer. Det herlige er

vingerne – smukke dagpåfugleøjer og nældens

at gå tur og nyde de camouflagefarver, som de

takvinge. Begge sommerfuglearter lever på de

har, så det ene øjeblik er de synlige og de næ-

mange brændenælder, der findes rundt i kanterne

ste forsvundet for ens syn. De konkurrerer med

ved søen, i brændestakkene og den lille bæk. I in-

stenhumlebier og honningbier om at bestøve så

derhaven er hvert forår mange citronsommerfugle,

mange blomster som muligt.

Almindelig blåfugl

81

Skovrandøje

åfu gle

øje


Hvem bor på Munkholm? Munkholm blev erhvervet tilbage i 1997 med det

Lotte Behrend er specialist i pædagogik, har levet

klare formål at skabe et specialpædagogisk kur-

et ungdomsliv i Norge, hvor man tidligt indså at

suscenter. Så fra starten af har det været vigtigt at

det var kreativt at anskue personer ud fra deres

indrette Munkholms hovedbygning til kursusfor-

kompetencer og ikke kun fokusere på deres pro-

mål. Dagskurser, hvor der vægtes specialpædago-

blemer. Lotte har været konstruktivt med i denne

gik. Her skal varetages udvikling af børn, unge og

udvikling, og da hun vender hjem til Danmark

voksne med særlige behov, hvor faglige, person-

fortsætter hun sin udvikling ved at blive dels in-

lige og sociale forudsætninger optimeres.

stitutionsleder og dels systemisk terapeut. Lotte

Denne optimering sker ved at analysere perso-

Behrend har udgivet adskillige bøger om børn

nens forudsætninger med PAS (Pædagogisk Ana-

med særlige behov. Lotte møder undertegnede

lyse System), opstille individuelle handlingspla-

gennem et fagligt projekt om børns potentiale og

ner og derefter at få de forældre, pædagoger og

kompetenceudvikling. Resultatet af dette samar-

lærere, der varetager personens interesser, til at

bejde blev til MiniPAS systemet. Et fagligt venskab

skabe det positive læringsrum med samspil og an-

blev til nærhed, gensidig forståelse og kærlighed .

erkendelse.

Og jeg fik en kæreste, en ven og kone i livet.

Hvorfor nu gøre så meget ud af en sådan indled-

Undertegnede, Steen Hilling, har fra mine unge

ning om de personer, der lever på Munkholm? Vi,

år været interesseret i naturen og levet en stor

der nu bor på Munkholm, er idealister i forhold til

del af mit liv på Hofmannsgave Gods på Nordfyn.

ovenstående formål og samtidig fagpersoner på

Der blev jeg accepteret som et ungt menneske af

de psykologiske og pædagogiske områder. Vi –

de tre søstre, der boede på godset. Jeg blev ofte

min dejlige kone og faglige sparringspartner Lotte

budt indenfor og oplevede en særlig humanisme

Behrend, og undertegnede neuropsykolog Steen

og accept fra deres side. Da jeg blev lærer, fik jeg

Hilling, har gennem alle årene udviklet stedet, fag-

hurtigt interesse for unge med særlige behov og

ligheden og os selv rettet mod at skabe optimale

har på studieophold i USA arbejdet med sådanne

forudsætninger for personer med særlige behov.

unge grupper.

82


83


Senere - i Danmark - fik jeg ansvaret for unge på

men måtte med brevet i hånden og muligheden

skolehjem, unge med autisme, børn med alvorlige

for at træde ud af arbejdsmarkedet, se i øjnene, at

høretab, udviklingshæmning samt tale-sprogpro-

jeg alligevel ville foretage mig det samme, om jeg

blemer. Jeg er fynbo og Odenseaner og har ar-

var i arbejde eller ej – så jeg besluttede at fort-

bejdet i PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning)

sætte en rum tid endnu. Mening skabes i indhold

samt i PPR-Fyns Amt med alle handicapgrupper

og Munkholms specialpædagogiske indhold kan

over en næsten 25-årig periode. Derefter blev jeg

jeg alligevel aldrig undvære.

forskeruddannet på DPU (Danmarks Pædagogi-

Historiens vingesus er da særlig interessant, når

ske Universitet), men bevarede mit arbejde med

der kan findes en rød tråd fra Munkholms til-

børn, unge og voksne med særlige behov. Det

blivelse, som et sted med vægt på familietradi-

var dette der satte min videre retning. Og med

tioner, sammenhold og gæstfrihed, en interesse i

erhvervelsen af Munkholm kunne der målrettes

at værne om børn og frem til nu, hvor der arbej-

på de specialpædagogiske tiltag.

des bevidst med at skabe forbedret udvikling hos børn, unge og voksne med særlige behov.

Sideløbende med disse personlige betragtninger over arbejdet er der udviklet en del projekter i EU og Norden, alle med specialpædagogisk indhold.

En gennemført idealisme på Munkholm

Mange venskaber er opstået på denne måde og

ses at være vejen.

dette er jeg taknemmelig for. Personligt har glæ-

At gøre en forskel skabes ofte over tid. Og da

den ved at få lov til at arbejde og leve for og med

Lotte Behrend og jeg har iværksat et projekt ba-

børn, unge og voksne med forskellige problema-

seret på optimering af personers evner i bredeste

tikker betydet, at der er skrevet over 20 bøger

forstand, må håbet være, at Munkholms idealisti-

om forskellige specialpædagogiske emner. Dette

ske historie i det specialpædagogiske felt kan

udsiger en del om det engagement, der lægges i

fortsættes lang tid fremover.

arbejdet og min personlige udvikling. Eksempelvis Afsluttet maj 2010

fik jeg et forvarsel om efterløn for en tid siden,

84


85


86


87


Munkholm slår bro mellem psykologiske teorier og pædagogisk praksis Munkholm Kursus & Projektcenter har i mere end 12

skaber er testet i praksis, og effekten er dokumen-

år beskæftiget sig med læringsmiljøer og udviklin-

teret og anerkendt. På vores hjemmeside www.

gen af konkrete pædagogiske redskaber, der har

munkholm.cc finder man information om kurser og

til hensigt at støtte både børn, unge og voksnes

uddannelser, projektbeskrivelser, faglitteratur, ar-

faglige, personlige og sociale udvikling over hele

tikler og meget andet.

landet. De seneste år er kursusvirksomheden vok-

Munkholm er udvikler af

set ud over landets grænser, ligesom mange af

Pædagogisk Analyse System – PAS

projekterne gennemføres i internationalt regi.

I hver skoleklasse sidder der gennemsnitligt fem

Vores målsætning på Munkholm er at hjælpe børn,

elever, der har sværere ved at lære end klasse-

unge og voksne til at indfri deres potentiale for

kammeraterne. I deres tilfælde kan det pædagogi-

læring via en målrettet pædagogisk indsats, hvor

ske analyseredskab PAS kortlægge elevens

anerkendte neuropsykologiske teorier går hånd i hånd med pædagogisk teori og praksis. Det gør vi ved at støtte pædagoger og lærere med konkrete pædagogiske redskaber, der er med til at sikre kvalitet og målrettethed i undervisningen. Vi tror på, at en målrettet undervisning, hvor udgangspunktet er den enkelte elevs potentialer, virker befordrende for elevens evne til at tilegne sig ny viden, fordi man giver eleven mulighed for at honorere de krav, der bliver stillet til dem. Resultatet er motiverede elever, der søger nye udfordringer. Alt hvad vi foretager os på Munkholm er baseret på solid forskning. Alle undervisningsred-

88


kognitive stil og arbejdsstrategier, og fordi ud-

Ud fra iagttagelser af opgaveløsninger, interak-

gangspunktet er elevens potentialer, spirer moti-

tioner og hjælpe-strategier (mediering) samt ud-

vationen og modet på at lære.

fyldelse af en række spørgeskemaer og kommentarfelter dannes grundlaget for at udtale sig om

Et unikt pædagogisk analyseredskab

barnets læring, personlighed og sociale udvikling.

PAS (Pædagogisk Analyse System) er et dynamisk pædagogisk vurderingsredskab, hvor iagttagelse,

Der er vægtet MI (Multiple Intelligenser) samt kom-

interaktion, mediering og opgaveløsninger mellem

petencer og potentiale beskrivelser. Der benyttes

barn/elev og voksne er det væsentlige.

IT modeller til at analysere og illustrere ”her og nu” samt mulige pædagogiske skridt i en faglig- personlig- og social udvikling.

89


PAS vurderer potentialet

Hvilke børn/elever kan have

PAS systemet er ikke en undervisningsmetode,

udbytte af en PAS vurdering?

men et redskab til at kunne lave en kompeten-

De børn/elever, der typisk visiteres til en PAS

ceprofil og til at kunne målrette undervisningen.

vurdering, kan have mangeartede problemer eller

Alle delprøverne i PAS er udviklet med henblik på

vanskeligheder. Her kan nævnes personer med

at iagttage, vurdere, lave hypoteser og fremstille-

erhvervede hjerneskader, personer med socio-

pædagogiske anvisninger. Opgaverne er gradue-

emotionelle vanskeligheder. To-sprogede med

ret efter barnets/elevens erkendelses – niveau

indlæringsvanskeligheder, personer med læse/

ud fra B.S. Blooms erkendelses-takxonomi: Kende,

stave vanskeligheder, specifikke indlæringsvan-

genkende, forstå, anvende, analysere og lave

skeligheder, svag skolebaggrund, psykiske van-

syntese.

skeligheder, et genetisk syndrom, eller børn der er for tideligt født o.m.a.

PAS er et kvalitativt analyseredskab. Der ledes ikke efter det, barnet/eleven ikke kan, men efter

Hvor anvendes PAS?

det barnet/eleven kan. Der afsøges et mønster i

PAS´en anvendes i dag på vidt forskellige børn/

barnets/elevens måder at udføre opgaverne på

elevtyper og på vidt forskellige institutioner.

– det medierende. De pædagogiske anvisninger

Eksempelvis folkeskoler, daginstitutioner, spe-

baseres på barnets/elevens egne arbejdsstrate-

cialskoler for børn og voksne, produktionsskoler,

gier. Når man tager udgangspunkt i det, barnet/

tekniske skoler, sprogskoler, EGU, EUC, VUC, spe-

eleven allerede kan, den model der vises i opga-

cialpædagogiske opholdsteder m.m.

veløsningerne, er der stor sandsynlighed for at få

Se Munkholms referenceliste.

skabt et virksomt, pædagogisk redskab. Når man tager udgangspunkt i det mest motiverende hos barnet/eleven – potentialerne – kan man fremme, at barnet/eleven bliver mere kompetent.

90


Der findes systemer inden for følgende områder: UdviklingsPAS som vurderer området, fra 1 mdr. – 6 år. MiniPAS er et standardiseret vurderingsredskab, der vurderer børneområdet, fra 2 – 6 år. PAS som vurderer skoleelever unge og voksne, fra 6 år til voksen. Herunder to-sprogs PAS, med særlig vægt på pragmatikken i sproget. UngePAS vurdering af unge og voksne, fra 15 – 25 år. JobPAS finder den enkeltes potentialer for arbejdsidentitet og udvikling hos borgere i matchgruppe 3 til brug for jobkonsulenter. PAS anvendes ligeledes, som en del af den

Det væsentlige med en PAS vurdering og de

forebyggende indsats i en del kommuner, fx

beskrevne pædagogiske anvisninger er, at

Svendborg PPR og Fredericia specialpædago-

barnet/eleven får indsigt i sin egen læring. Det

giske center

er barnet/eleven, der skal være specialist i sin egen måde at lære på.

91


UdviklingsPAS:

PAS for skoleelever, unge og voksne:

Denne udviklingsmodel er skabt i et tæt samar-

PAS er et neuropædagogisk redskab, der leder

bejde mellem Århus kommunes udviklingsafdeling

efter faste mønstre i elevens måde at løse op-

i førskoleområdet og specialskolen Øresundssko-

gaver på. Vi tilegner os viden forskelligt, fordi det

len, København. Det har været formålet at skabe

er individuelt, hvilke modeller hjernen sammen-

en analyse baseret på en positiv tilgang til ud-

kobler i læreprocesser, Undervisningsmetoder og

vikling, selv om man har meget få ressourcer. Der

pædagogiske anvisninger skal derfor skal base-

kan fra systemet udskrives udviklings- og lære-

res på den enkelte elevs arbejdsstrategier og

planer, så forældre, pædagoger og lærere kan få

kognitive stil.

en pædagogisk udviklingsmodel. Der er allerede

UngePAS:

nu en bog med teorierne bag UdviklingsPAS, og

Formålet med en UngePAS-vurdering er at udsø-

inden længe er der også en casebog med gode

ge frafaldselever og skabe en læringsvejledning,

eksempler til det pædagogiske arbejde.

der omfatter forbedrede læringsstrategier og per-

MiniPAS:

sonlighedsudvikling for de unge.

MiniPAS for børn fra 2 til 6 år er et pædagogisk

UngePAS bruges især af værkstedslærere på Tek-

redskab, som baseres på barnets mange poten-

nisk skole, kontaktlærere på handelsskoler, klas-

tialer og kompetencer. Et redskab, der giver pæ-

selærere på 10. klasses-centrene og til de vejle-

dagogen indsigt i barnets læring og udvikling og

dere, der skal varetage de unges uddannelse.

giver forældrene indsigt i den mest hensigtsmæs-

Det specielle ved UngePAS er, at analyserne kan

sige udviklings- og opdragelsesmodel.

omsættes direkte til konkrete handleplansforslag,

I området fra børnehave til skole er det nødven-

der kan skrives ud fra UngePAS-systemet.

digt med en udviklingsskala ved indstilling til specialundervisning, og når man skal vurdere barnets skoleparathed.

92


93


JobPAS:

Alt hvad fonden støtter skal være dokumenteret

Den næste

Formålet med en JobPAS-vurdering er at finde

at virke i barnets og elevens udvikling fagligt,

generation på

frem til en arbejdsidentitet for unge og voksne

personligt og socialt. Udviklingsfonden blev etab-

i matchgruppe 3 (tidligere matchgruppe 4 og 5)

leret i 2008 og vil blive meget synlig i de næste år,

Det særlige ved JobPAS er, at analyserne kan om-

fordi uddeling af legater og fremme af projekter

sættes direkte til konkrete handleplansforslag,

vil synliggøre fondens arbejde. Og der er brug for

der kan skrives ud fra JobPAS-systemet. Man får

en sådan fond, når der skæres ned på den spe-

mulighed for at se, hvordan man kan forvente,

cialpædagogiske bistand til de svagest funderede

borgeren udvikler sig over ca. 2 år, med milepæle

børn, unge og voksne i krisetider.

og brugsanvisninger. Alle analyser er illustreret

Hvor er Munkholm på vej hen?

med grafer, og der kan evalueres på borgerens

Det er ambitionen, at Munkholm skal udvikle sig

udvikling. I JobPAS kan testeren hjælpe og støtte

til at være Nordens førende specialpædagogiske

borgeren i opgaveløsninger; dette giver en større

forsknings- og udviklingscenter.

viden om borgerens potentialer.

Dette gøres ved at udvikle vurderingsmaterialer

UdviklingsFonden

og tests, oversætte tests fra udlandet, deltage

På Munkholm tager vi det specialpædagogiske

i projekter nationalt og internationalt samt tage

område meget alvorligt. Derfor er der med foræl-

initiativ til at samarbejde med de udviklende kræf-

drestøtte skabt en fondsdannelse, der skal sikre

ter i Norden og EU.

både udvikling af vurderingsredskaber og mate-

Så Nordisk Specialpædagogisk Center er under

rialer samt pædagogiske metoder.

udvikling og vil blive mere og mere synligt i det næste ti-år.

94

Munkholm ved Christoffers konfirmation i 2002, fejret med lillebror Magnus og lillesøster Viktoria


95


Ejerliste Munkholm

Jens Pedersen Lund

1872

Ivar Anker Petersen

Jens Pedersen Lunds far Peder Jen-

sen Lund var ladefoged på Brand-

1888

Niels Larsen

bjerg og boede senere som fæster

1890

Karl Dencker

på Munkholm. Han døde i 1808.

Jens Pedersen Lund nævnes i folke-

1898

Peter Christiansen

tællingen 1834 som fæster, ejer af sin

1911

Niels Karup

jordfæste, i 1840 som røgter og i 1845

som en af tjenestefolkene. I 1845 var

1912

Hans Carl Hansen

han 62 år gammel.

1915

Iver og Jens Merrild Nielsen

Carl Gottlieb Schnakenburg

1918

Chr. Vestergaard Frandsen

Flyttede en gang mellem 1834 og

1839 fra Brandbjerg til Munkholm,

1923

Lars Larsen

som 1839–1855 hedder Elisalyst

1924

Steffen Christian Steffensen

1847

Wilhelm Schnakenburg

1924

Christian Marius Minke

1855

Georg Johan Holst

1928

Mikkel Bjerremand Hansen

Gården får Munkholm-navnet tilbage

1968

Anne Margrethe Hansen

1866

N.W. Friese

Enke efter Mikkel Bjerremand

1868

Johan Bernhard Kisky, cand. pharm

Hansen

Død 22. juli 1877 i Penang i det nuvæ-

1972

John Hansen

rende Malaysia. Ved folketællingen

i 1870 nævnes Hans Frederiksen som

1973

Gunnar Østergaard, luftkaptajn

forvalter på Munkholm.

1997

Steen Hilling, neuropsykolog

96


Maleri af Munkholm ca. 1842

Munkholm Forlag


Munkholm