Page 1

Christina Sederqvist

William på 13 år er lige flyttet med sin håbløse familie fra en lille by på Vestsjælland til Kastrup, hvor de har købt et mildt sagt faldefærdigt hus. Ud over William og familiens øvrige medlemmer bebos huset også af den lettere alkoholiserede håndværker, Fætter H, der får lov at flytte ind, hvis han til gengæld sætter huset i stand. Hvilket ikke går helt efter planen. Det gør det heller ikke for William i hans nye skole, hvor det er svært at falde til. Heldigvis får han tilraget sig en plads i klassens populære klike. Men da han opdager, at Rashid, der også er en del af kliken, kun bliver accepteret, fordi de andre rødder stjæler fra Rashids fars kiosk, befinder William sig pludselig i et moralsk dilemma, han ikke kan se sin vej ud af …

© Foto: Flemming Gernyx

Seriøst, William? er Christina Sederqvists debut i bogform. Christinas virke som komiker fornægter sig ikke i Seriøst, William?, der er skrevet med en blanding af underfortalt lune, farverigt sprog og direkte jokes samt hovedpersonernes tåkrummende mangel på selvindsigt.

ISBN 9788771082234

9 788771 082234

Seriøst-William-rigtig.indd 1

Seriøst, William?

219 mm

19,5 mm

143 mm

90000 >

143 mm

Christina Sederqvist

, t s ø i Ser

”Denne bog har lært mig alt, hvad jeg ved.” Mikael Wulff

William? 07/04/11 09.43


Christina Sederqvist

Seriøst, William?

Seriøst_William_Indhold.indd 3

04/04/11 14.06


Seriøst, William? © Christina Sederqvist og People’sPress Jr., København 2011 © Denne udgave: People’sPress Jr., 2011 Omslag: Rasmus Funder Omslagsillustration: David Matschofsky Illustrationer: David Matschofsky Grafisk tilrettelæggelse: Signe Jærger Mortensen Redigering: Pernille Wass ISBN: 987-87-710-8223-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2011 Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. People’sPress Jr. Vester Farimagsgade 41 1606 København V www.artpeople.dk

Seriøst_William_Indhold.indd 4

04/04/11 14.06


1. Del

Seriøst_William_Indhold.indd 5

04/04/11 14.07


1.

”Så håber jeg, at der er nogle andre nørder, så du kan få venner på den nye skole,” sagde Beate bekymret. William blev lidt stødt, selvom han godt vidste, at Beate ikke mente det så hårdt, som det lød. Han vidste også godt, at Beate var den eneste, der var det mindste interesseret i, at han skulle flytte. Inderst inde havde William nok håbet på en lidt mere tårevædet afsked. Men ud over Beate var der kun en af de store drenge, der havde talt til ham. ”Flyt dig, nørd,” havde han sagt, mens han skubbede William ind i toiletdøren. Nørd, tænkte William, hvorfor kalder de mig altid nørd? Nørder er sådan nogen, der er gode til computere og matematik og sådan noget . William var hverken god til computere eller matematik. Faktisk syntes han ikke, at han var god til noget. ”Jeg er god til at sove længe,” havde han sagt, da deres dansklærer havde insisteret på, at alle var gode til et eller andet. William ville ønske, at han VAR en nørd. Så kunne han i det mindste hænge ud sammen med de andre nørder og tage til LAN-fester og gå i grimt tøj og spise makrelmadder. William var ret overbevist om, at det var det, nørder lavede. ”Ved du hvad, William?” spurgte Beate. ”Tror du ikke, at det er, fordi du er så røvkedelig, at du ikke har nogen venner? Jeg tror ikke, det er, fordi du er grim. Altså lidt grim er du, men det er mere på en kedelig måde, med det der leverpostejsfarvede hår. Dine ører stritter heller ikke nok til, at der er nogen, der gider at mobbe dig. Stenet alligevel at

6

Seriøst_William_Indhold.indd 6

04/04/11 14.07


tænke på, at man kan være SÅ kedelig, at der ikke engang er nogen, der gider at mobbe.” Nogle gange hadede William virkelig Beate. ”William! Hvilken del af ”Kom ned, vi kører nu!” er det, du ikke forstår?” råbte Williams mor, Lillian. Resten af familien stod nede ved bilen og ventede. William rejste sig og kiggede en sidste gang rundt i sit værelse. Det var underligt, at han ikke skulle sove på det her værelse mere. Aldrig mere drive mor til vanvid ved at kradse savsmuldet ud af savsmuldstapetet, så der var fedtfingre over det hele. Aldrig mere gemme sine tomme tallerkner i skunken. Nu var her bare tomt, og alle fodboldplakaterne, han havde fået af sin mormor, var pillet ned. Det føltes slet ikke som hans værelse mere. William skyndte sig at løbe ned til de andre. Han kunne mærke, at han bare ville begynde at græde, hvis han tænkte for meget over det. Pernille sad allerede inde i bilen. Hun glædede sig til at flytte. Mest fordi hun syntes, det var sejt at bo i København. Eller i hvert fald tæt på København. ”Sæt dig nu ind, mutant! Vi gider sgu da ikke sidde her og glo hele dagen. MOOOR! William er her nu!” råbte hun. Lillian låste huset af. William syntes, at han kunne se, hendes øjne var røde. William blev irriteret. Hun skulle da ikke stå og tude, når det var hende selv, der havde tvunget dem alle sammen til at flytte ind i det gamle møghus.

7

Seriøst_William_Indhold.indd 7

04/04/11 14.07


2.

Williams oldefar døde for tre måneder siden, og Williams mor havde valgt at købe hans hus i Kastrup. Hun havde været der for at pakke hans ting ned og havde pludseligt fået en åbenbaring. William var ikke sikker på, hvad en åbenbaring var, men hans far forklarede ham, at det var det samme som en fiks idé. ”Ved I hvad? Jeg kunne bare mærke det med det samme. Det er vores skæbne, at vi skal bo der og gøre huset lige så fint, som dengang oldefar var ung,” sagde Lillian. Og når Lillian sagde noget, blev det som regel sådan. ”Det bliver SÅ godt, Bo. Så kan Pernille og William også gå i samme skole som Meretes unger,” fortsatte hun, ”det er sundt for børnene at få et tættere forhold til familien.” Merete var Williams moster. Hun syntes også, at det var skønt, at de kom til at bo tæt på hinanden. Det var dog ikke alle i familien, der delte begejstringen. ”Du er ragende vanvittig, Lillian,” havde Williams mormor sagt, ”det hus er plimråddent. Det var et fint hus, da jeg var barn, men det bliver aldrig beboeligt igen. Kun en galning ville bo i det nu.” Lillian havde forgæves gjort alt for at få mormoren til at se lyst på huskøbet og havde til sidst proklameret, at de ville holde juleaften i huset, og at det ville blive den hyggeligste juleaften nogensinde. Williams far havde protesteret. ”Jamen, for helvede Lillian, der er kun fire måneder til jul. Det kan vi sgu da ikke nå.” Lillian havde bare smilet og sagt, at det jo mest var en klat maling, der skulle til. Bo sukkede. ”Du ser det hele i et romantisk skær. Vi har slet ikke råd til at få lavet alle de reparationer, der skal til.” Selv Pernille skiftede mening, da de kørte op ad ind-

8

Seriøst_William_Indhold.indd 8

04/04/11 14.07


kørslen: ”Er det det der hus? Fuck, hvor er det skod! Jeg skal fandme ikke bo i det klamme skodhus!” Huset var stort og havde vistnok engang været gult. Nu var malingen skaldet af i store flager, og mos og ukrudt dækkede det meste af facaden. Williams far tog en dyb indånding og smilede anstrengt til moren. Han tog fat i en kuffert og gik op ad trappen. Forsøgte i hvert fald på det. Men da han havde taget to trin, brød den rådne trappe sammen under hans vægt. Bo var ellers ikke nogen stor mand. Nærmest spinkel. Det var nu ikke, fordi han ikke spiste noget. Tværtimod. Både Lillian og Bo var glade for slik og kager, men ved et af naturens uretfærdige luner var det kun Lillian, det satte sig på. Og til hendes store ærgrelse mest på numsen. Bo prøvede at vrikke sit ben fri. Lillian daskede irriteret til ham. ”Helt ærligt, Bo, kan du ikke prøve at tage dig lidt sammen? Jeg er da ved Gud træt af at høre på alt jeres brokkeri.” ”Jamen, jeg har jo ikke sagt en lyd,” indvendte Bo. ”Nej, men derfor er det da stadig irriterende!” Lillian skubbede Bo væk og møffede sig forbi ham. Hun slog døren op på vid gab og gik forventningsfuldt ind. ”Se nu her!” udbrød hun, og slog storladent ud med armene, ”Hvad siger I så? Er det ikke bare en flot entré? Ja, jeg vil nærmest kalde det en hall.” William kom ind i entreen, men havde svært ved at koncentrere sig om, hvad man skulle kalde den, fordi en voldsomt ubehagelig lugt truede med at myrde hans næsebor. Williams første tanke var, at det her hus var sådan et sted, hvor syge hunde gik hen for at dø. Efter at de først havde rullet sig i lort og fiskeriaffald. Pernille vendte om på hælen og styrtede tilbage i bilen.

9

Seriøst_William_Indhold.indd 9

04/04/11 14.07


”Pernille, kom nu med ind. Vi har luftet ud.” Bo havde gennem de sidste tre timer bedende forsøgt at få Pernille til at låse bilen op og komme med ind i huset. ”Jeg skal IKKE derind, så fat det dog! Kør mig hjem til Gørlev. NUUUU!” Lillian åbnede et vindue i stuen. ”Lad hende nu være, Bo. Hun kommer, når hun bliver sulten.” William havde fået et af værelserne ovenpå, og mens Pernille havde siddet og surmulet i bilen, havde han fået pakket de fleste af sine ting ud. I starten var han ikke meget for at gå ind på værelset, men bevæbnet med en Old Spice parfume, han havde fået af sin mormor i fødselsdagsgave, lykkedes det ham at bedøve sin lugtesans nok til at kunne opholde sig i huset. Værelset var egentlig fint nok. Ud over lugten var det mest bare et spørgsmål om at hive det gamle storblomstrede og fugtskadede tapet af. William havde altid ønsket sig at få et helt sort værelse. Han havde præsenteret idéen for Fætter H, som skulle hjælpe med at sætte huset i stand havde vredet sig i krampelatter. ”Sort! Du kan sgu da ikke have sort. Hold da kæft, William, sådan en tøsedreng som dig kan sgu da ikke have et sort værelse. Sort er for de seje knægte. Du kan få lilla!” Fætter H, Bo og Lillian havde grinende fortsat i en halv times tid med at foreslå, hvilke typer barbiedukker og lyserøde bamser der ville passe til Williams nye værelse. William endte med at acceptere, at værelset blev malet hvidt. Fætter H var Lillians fætter. Han var uddannet tømrer og en rigtigt dygtig håndværker. Når han ellers var ædru. Det skete ikke alt for tit. I øjeblikket var han arbejdsløs og havde tilbudt at hjælpe til med huset. Eller som han selv udtrykte det: ”Hvis

10

Seriøst_William_Indhold.indd 10

04/04/11 14.07


det der faldefærdige skur skal blive klar inden jul, så har I sgu brug for en hjælpende hånd. Ja, for Bo, han kan da ikke slå et søm i en lort uden at både sømmet og lorten går i stykker. Og du er sgu heller ikke meget bevendt Lillian.” Fætter H gjorde en dyd ud af at udtrykke sig klart. At udtrykke sig diplomatisk havde han derimod aldrig været særlig interesseret i. Lillian stod midt i et bjerg af krøllede aviser og pakkede tallerkner ud, da Bo nervøst kiggede ind. ”Er Pernille herinde?” ”Næh, sidder den sure mokke ikke stadig ude i bilen?” ”Nej. Og jeg kan ikke se hende nogen steder. WILLIAM? Har du set Pernille?” William skulle lige til at svare, da der blev buldret hårdt på døren. ”Hallo,” det var Fætter Hs rustne stemme, ”har I tid til at åbne, eller skal jeg selv losse døren ind?” ”Den er åben,” råbte Bo. Fætter H væltede ind ad døren med en guldøl i hånden. Han styrede slingrende hen til Lillian og tog hende om skuldrene, mens han snøvlende forsøgte at formulere en sætning. ”Nu … Nu skal du ikke se så … sur ud. For fa’en. Lillian, din gamle kælling. Er du nu sur igen?” Lillian kiggede irriteret på Bo. Bo kiggede strengt på Fætter H. ”Sig mig engang, er du fuld?” Fætter H nikkede så voldsomt, at han var ved at miste balancen. ”Ja, det kan du bide dig selv i røven på. Jeg er fuld som en brandbil.” ”Ih,” vrissede Lillian irriteret, ”det har vi slet ikke tid til,

11

Seriøst_William_Indhold.indd 11

04/04/11 14.07


det der. Vi skal have pakket ud, inden det bliver mørkt, og nu er Pernille forsvundet. Kan du ikke …” Fætter H afbrød hende. ”Ved du, hvad dit problem er, Lillian? Du er så skidesur.” Fætter H havde svært ved at holde mundvandet tilbage, mens han snøvlede. ”Du forstår ikke … du forstår ikke noget som helst.” Fætter H brød ud i en voldsom og pludselig gråd. ”Det er Chaaarloootte! Hun har fundet en anden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” hulkede han. Bo klappede Fætter H lidt akavet på ryggen. ”Nå, nå. Det er nok ikke så slemt. Tror du ikke bare, I skal snakke om det, når du er ædru?” Fætter H hørte overhovedet ikke efter, men havde travlt med at tørre snot af i sit ærme. ”Hun har smidt mig ud, Lillian. Kan jeg sove her?” Fætter H tog det viskestykke, Lillian havde hængende over skulderen, og pudsede sin næse med et kraftigt trompetskrald. ”Jamen,” startede Lillian, men blev i det samme afbrudt af Pernille, der kom ind ad døren i selskab med en høj, ranglet dreng i hættetrøje og baggy pants. ”Ja, o.k., det er så min familie, dem skal du ikke tage dig af. Hallo, mor, hvor er mit værelse?” Lillian stod måbende og kiggede fra den hulkende Fætter H til Pernille, som holdt den fremmede dreng i hånden. ”Hvem er nu …?” Pernille kiggede utålmodigt på sin mor. ”Det er Lasse. Hallo, hører du dårligt med røven eller hvad? Jeg spurgte om noget.” Normalt ville Lillian have flået Pernilles hoved af for den bemærkning, men den usædvanlige situation havde tilsy-

12

Seriøst_William_Indhold.indd 12

04/04/11 14.07


neladende sat hendes hjerneceller skakmat, så hun stod bare og gloede med åben mund. ”Det er,” sagde Bo forvirret, ”det er det bagerste værelse ovenpå.” Pernille trak af med Lasse og smækkede døren med et brag. Lillian, Bo og William kiggede undrende på hinanden. I mellemtiden var Fætter H faldet i søvn midt i entreen. Eftersom han var lidt af en kleppert på 120 kg, valgte de at lade ham ligge. Lillian rullede ham ud til siden og smed et tæppe over ham. Oppe på Pernilles værelse begyndte bassen fra anlægget at dunke. Lasse havde åbenbart sat det til. William smugkiggede på sin mor for at se om pulsen i tindingen var begyndt at dunke. Overraskende nok virkede hun helt uanfægtet. Hun fortsatte med at pakke kasser ud og fløjtede oven i købet. Bo og William så forvirrede på hinanden. Hun måtte være i chok.

13

Seriøst_William_Indhold.indd 13

04/04/11 14.07

Seriøst, William?  

Seriøst, William? af Christina Sederqvist

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you