Issuu on Google+


SARA BLÆDEL

Aldrig mere fri ROMAN

People’sPress 3

PP_Aldrig mere_hft

3

23/05/08, 11:46


Til Adam

5

PP_Aldrig mere_hft

5

23/05/08, 11:46


Kvinden lå på ryggen med armene ud til siden og hovedet mod skulderen. Halsen var skåret over i et langt, lige snit, og blodet havde blandet sig med hendes lyse hår, så det bredte sig i en klæbrig masse ud over venstre side af overkroppen. Politiassistent Louise Rick rettede sig op og trak vejret dybt. Mon man nogensinde vænnede sig til det? Hun håbede det på en måde ikke. Mørket lå tungt over Kødbyen. Klokken nærmede sig to om natten, og søndag var ved at blive til mandag morgen. Aprils natteluft hang fugtig over Vesterbro, selvom den sene aftenregn var stilnet af. Politiets blink og afspærringen ud mod Skelbækgade havde skræmt de fleste væk, men enkelte nysgerrige stod og småsnakkede, mens de fulgte politiets arbejde. På trappestenen foran Høker Cafeen sad en enlig fyldebøtte, som ikke lod sig mærke med politiets massive tilstedeværelse. Han fortsatte sin sang og kom med spredte tilråb, når nogen kørte forbi. Pigerne, der plejede at gå i gaden, var ikke at se nogen steder. De måtte være trukket ned på Sønder Boulevard eller op omkring hjørnet til Ingerslevsgade. Kriminalteknikernes store projektører kastede deres 7

PP_Aldrig mere_hft

7

23/05/08, 11:46


skarpe lys, der dannede hårde kontraster i mørket. De havde som noget af det første tapet ligets overflade af for at sikre alle fibre og løse hår, inden de med let fugtede vatpinde duppede efter dna. Retsmediciner Flemming Larsen vendte sig mod Louise og drabschef Hans Suhr. – Snittet er omkrig tyve centimeter og har efterladt et stort gabende sår tværs over halsen. Det er dybt og har en regelmæssig sårrende, som viser, at kniven blev trukket hurtigt hen over halsen én gang. Han trak gummihandskerne og mundbindet af og nikkede til kriminalteknikerne som tegn på, at han var færdig, og de kunne fortsætte deres undersøgelser omkring den dræbte kvinde. – Der er ikke yderligere tegn på vold, så det er gået stærkt, og hun har ikke opdaget, hvad der var på vej, for der er ingen afværgelæsioner på hænder og arme. Jeg vil skyde på, at det er sket inden for de sidste tre timer, sagde han. – Kan du sige noget om, hvem hun er? spurgte Louise. De havde ikke fundet nogen papirer på kvinden. – Mon ikke vi kan gå ud fra, at der er tale om en prostitueret? Retsmedicineren lod blikket hvile på den lille bomuldsnederdel og den stramme top, inden han tilføjede, at i betragtning af den ringe tandstatus tvivlede han på, at hun var dansk. – Det er nok ikke et dårligt gæt, medgav drabschefen og trådte tilbage, så kriminalteknikerne kunne komme til. Lyset, retsmedicineren havde arbejdet under, blev nu flyttet længere ud i gården, så de kunne afdække hele området for spor. Louise satte sig igen på hug ved siden af kvinden. Såret lå højt på halsen. Det var svært for hende at skelne de 8

PP_Aldrig mere_hft

8

23/05/08, 11:46


enkelte ansigtstræk i mørket, men det var tydeligt, at kvinden var ung, omkring tyve, gættede hun. Hun fornemmede skridtene bag sig, men nåede ikke at komme på benene, før hendes kollega Michael Stig havde stillet sig tæt op ad hendes ryg og lagt begge hænder på hendes skuldre som støtte. Han lænede sig frem og besigtigede liget. – Østeuropæisk luder, vurderede han hurtigt og fjernede vægten, så hun kunne komme op og stå. – Hvad får dig til at tro det? spurgte hun og trådte et skridt væk fra ham for at bryde den intimitet, han havde trukket ned over hende. – Makeuppen. De sminker sig stadig, som danske kvinder gjorde i firserne. Alt for meget og alt for skrapt. Hvad har vi på hende? spurgte han og stak hænderne i lommerne på de løse cowboybukser. Louise fornemmede duften af nyvasket hår og frisk deodorant. Selv havde hun kun sovet en lille time, da drabschefen ringede og vækkede hende, og hun var ude af lejligheden på Frederiksberg og fremme på drabsstedet tyve minutter senere. Efter knap fem år som drabsefterforsker havde hun efterhånden indkodet en rutine, når de natlige opkald kom. – Ingenting, svarede hun kort. – Station City modtog en anonym anmeldelse om en død kvinde i Kødboderne bag Hotel- og Restaurantskolen, og så blev røret lagt på. – Altså en person med et indgående kendskab til den mindre pæne del af København, konstaterede hendes kollega. – Med andre ord: Én der selv færdes her dagligt. Hun løftede et bryn, inden han forklarede: – Det er kun dem, der kender området godt, der deler Kødbyen op i gadernes navne: Kødboderne, Høkerboderne og Slagterboderne. 9

PP_Aldrig mere_hft

9

23/05/08, 11:46


Og det indbefatter åbenbart dig, tænkte Louise og vendte sig for at gå hen til de andre. Hendes makker, Lars Jørgensen, havde sammen med kollegerne fra City været rundt for at ringe på i ejendommene i Skelbækgade, der havde vinduer ud mod Kødbyen. Et andet hold tog sig af de personer, der var i gaden samt de omkringliggende. Selvom det var City, den tidligere Station 1 på Halmtorvet, der havde modtaget anmeldelsen, var sagen hurtigt blevet overdraget til Drabssektionen på Københavns Politigård, og Suhr havde valgt at tilkalde nogle af sine egne folk, så de kunne være med fra starten. Han havde dog fredet Toft, som havde været til sølvbryllup hos sin søster i Jylland hele weekenden. Drabschefen mente, han skulle have lov at sove ud oven på æresport og hornmusik. – Der er ikke nogen, der kan sige noget, kunne Lars Jørgensen melde. – Eller også tør de ikke. Og ingen har sjovt nok været i nærheden af Skelbækgade det sidste døgn. Heller ikke dem Mikkelsen så med egne øjne tidligere på aftenen. Han rystede på hovedet og gabte. Mikkelsen var den kollega fra stationen på Halmtorvet, der havde den dybeste indsigt i, hvad der skete i Istedgade-kvarteret med dets ludere, pushere og narkomaner. Han var en lille, tæt mand midt i halvtredserne og havde alle sine år i politiet arbejdet på Vesterbro, dog med en enkelt afstikker til Uropatruljen, hvor han havde været i tre år, inden han søgte tilbage og fik sit gamle kontor igen. – Hvad med ham henne på trappen? spurgte Louise. – Han har ikke set andet end bunden på den sidste flaske, han tømte, svarede hendes makker og gentog det, da drabschefen et øjeblik efter kom hen og spurgte om det samme. – Okay, ingen vil sige noget, så alt er, som det plejer her i kvarteret, sagde Suhr, da han også havde vinket Michael 10

PP_Aldrig mere_hft

10

23/05/08, 11:46


Stig til sig. – Der er ikke mere at gøre for os lige nu. Mikkelsen og hans folk fortsætter forhøringer af forbipasserende, men jeg tvivler på, vi får nogen til at tale allerede i nat. Hvis nogen af de faste hernede har set noget, ved vi af erfaring, at de lige skal modnes til at fortælle om det, så lad os i stedet få lidt søvn. Vi tager fat igen i morgen. – Hvad med Willumsen? spurgte Louise, mens de gik over til bilerne. Det undrede hende, at hun ikke havde set efterforskningslederen endnu. – Ham kobler jeg på i morgen tidlig, sagde drabschefen og sendte hende et skævt smil. – Det kan godt betale sig at lade ham få sin nattesøvn. Louise nikkede. De havde alle sammen prøvet, hvordan det var, når Willumsen fik det forkerte ben ud af sengen og smittede alle med sit dårlige humør. Da Louise stod op efter fire timers søvn, havde hun ondt i halsen og følte sig tung i kroppen. Flere gange var hun vågnet med billedet af den ukendte unge kvinde for sit indre blik. Hvorfor var hun blevet slået ihjel på den måde? Der lå aggressivitet bag det dybe sår i halsen, men hun havde ikke kæmpet for sit liv, for hun havde ikke nået at registrere, at drabsmanden kom op bag hende. Tankerne dukkede op og samlede sig, mens billeder fra nattens gerningssted afløste hinanden. Igen og igen så hun skyggerne på den mørklagte Kødbys lave, hvide facader, hvor slagtere og fødevaregrossister kun trak folk til i dagtimerne. Hun gik ud i køkkenet og satte vand over til te, inden hun fortsatte ud i bruseren. Hun stod så længe under den varme stråle, at den nåede at fylde badeværelset med damp, inden hun følte sig klar til at gå ud igen. Bagefter sank hun ned på køkkenstolen med teglasset mellem hænderne. 11

PP_Aldrig mere_hft

11

23/05/08, 11:46


Drabschefen havde oplyst som det sidste, inden de skiltes, at der ville være briefing på sagen klokken 9. I afdelingen var det blevet hverdag igen, efter at den store politireform havde sendt kraftige rystelser gennem Københavns Politigård. Man havde nedlagt både Afdeling A, som var Drabsafdelingen, og Afdeling C, der havde taget sig af røveriefterforskning. Nu var det hele blevet slået sammen, mange kort var blevet blandet, skel var blevet udvisket, og nogle af de mest erfarne efterforskere var blevet flyttet andre steder hen. Der var heller ikke længere plads til alle de vicekriminalkommissærer, der havde siddet som gruppeledere, og derfor havde Louise mistet Henny Heilmann. Hende havde de tilbudt job som central efterforskningsleder i HS, så hun sad nu oppe i Radiotjenesten og dirigerede rundt med patruljevognene. Louise vidste, at det havde taget hende noget tid at få vendt det til noget positivt. Hun gik ind i soveværelset og fandt en tyk trøje frem fra skabet. Hun havde følt sig fristet til at tage bussen nede fra Gammel Kongevej, men i sidste øjeblik mandede hun sig op og besluttede at cykle. Morgentrafikken på cykelstien var heftig. Alligevel lagde hun sig ud i overhalingsbanen, da hun krydsede H.C. Ørstedsvej, og trampede til med cykelhjelmen hevet godt ned over øjnene, så den skærmede for det skarpe forårslys, der pludselig trængte sig på. – Lad bare City køre videre med forhøringerne ude i kvarteret og vel i særlig grad i ludergaderne, hvor kunderne færdes. Der er sgu nok større chance for at få en stamkunde til at tale, hvis han kender afdøde, end at høre pippet fra fuglenes eget næb. Så koncentrerer vi os imens om at identificere kvinden og om de tekniske spor. Der er vel 12

PP_Aldrig mere_hft

12

23/05/08, 11:46


også grænser for, hvor mange ressourcer du regner med at smide efter den her sag? Politikommissær Willumsen så spørgende på Suhr. Drabschefen trak lidt på det, og Louise lod stolen vippe tilbage, så den støttede op ad væggen. Det var efterhånden et år siden, Suhr havde gjort Willumsen til efterforskningsleder for den gruppe, hun var en del af. Han var hadet af mange for sin arrogante og uforskammede facon. Han blæste på alt og alle omkring sig, også overordnede og ligestillede. Alligevel kunne Louise egentlig meget godt lide ham. Det var Willumsen, der i sin tid havde lært hende, at det hed: Ja, Nej eller Rend mig i røven. Klare meldinger og ikke så meget pis. Er det forstået, er det ikke forstået, eller er du skide ligeglad med det, jeg står og siger til dig. Men det var også ham, der nogle år tidligere havde tilmeldt hende en uddannelse i politiets forhandlergruppe. Nu trådte Suhr et skridt tilbage og støttede armen mod væggen, som om han samlede kræfter til at give igen. – Du har de ressourcer, vi får brug for. Lige nu tæller det alle fire efterforskere i din gruppe: Rick og Jørgensen. Toft og Michael Stig. Plus den assistance vi allerede har i Mikkelsen og hans folk fra Halmtorvet. Drabschefen lod armen falde efter at have sendt sin aflevering af sted. Willumsen havde sænket blikket og fokuserede på sin højre tommelfingernegl. Han rensede den omhyggeligt med blyantens spids, mens han så ud til at overveje, hvordan han bedst disponerede over sine folk. Endelig smed han blyanten fra sig og afgjorde, at Toft og Michael Stig holdt snor i kriminalteknikerne, så de var ajour med, hvad der dukkede op, og det var også dem, der skulle være til stede under obduktionen af den ukendte kvinde. 13

PP_Aldrig mere_hft

13

23/05/08, 11:46


Så flyttede han blikket til Louise og hendes makker. – I tager ned til Mikkelsen og koncentrerer jer om miljøet, afgjorde han og hævede mødet.

14

PP_Aldrig mere_hft

14

23/05/08, 11:46


Vækkeuret havde ringet halv syv. Det havde regnet temmelig meget i de tidlige morgentimer, så Camilla Lind besluttede at droppe løbeturen, som ellers skulle have været den første i et nyt træningsprogram, hun havde planlagt at gå i gang med. I stedet bestemte hun sig for at gå i Frederiksberg Svømmehal, der lå to gader fra hendes lejlighed. Her stod den på mindst tyve baner efterfulgt af en tur i saunaen, men så ville weekenden forhåbentlig også være skyllet af. Den var endt i lidt for mange mojitoer og alt for lidt søvn. Hendes søn havde været hos sin far fra torsdag til søndag, og han var taget direkte derfra hjem til en skolekammerat, hvor han skulle sove. Mandag formiddag skulle klassen på tur til Frilandsmuseet, og de skulle mødes på Nørreport klokken ti, men da kammeratens far var præst og alligevel hjemme, havde han forsikret Camilla om, at han gerne ville påtage sig ansvaret for, at begge drenge kom af sted til rette tid. Mandag klokken ti sad hun nemlig selv midt i kriminalredaktionens ugentlige redaktionsmøde inde på Morgenavisen. Camilla fandt målbevidst svømmetøj og håndklæde frem. Det var ikke tit, hun gik i svømmehallen, men i dag skulle hendes motionsambitioner lykkes. Det var patetisk, så mange gange hun var begyndt, og hver gang endte det 15

PP_Aldrig mere_hft

15

23/05/08, 11:46


i halvforkølede forsøg og fuldfed dårlig samvittighed, når hun til sidst erkendte, at hun rent faktisk ikke gad. Der var tomt på kriminalredaktionen, da hun to timer senere låste døren op til sit kontor med røde kinder og appetit på at tage den nye uge i en stor mundfuld. Tredive baner og et kurbad havde fyldt hende med ny energi. Der var en time, til mødet begyndte, og hendes idé-blok var tom. På grund af weekendens date – Kristian, som først søndag havde oplyst, at han havde lovet at hente sin kæreste, når hun kom hjem fra venindeturen til London – havde Camilla helt sluppet nyhedsstrømmen og hverken læst aviser eller set tv i weekendens løb. Hun havde mødt ham tilfældigt i Magasin. De havde gået i folkeskolen sammen, men hun havde ikke genkendt ham, da han greb fat i hende neden for rulletrappen. Først da han havde remset flere af de andre navne fra klassen op, var noget begyndt at dæmre. Det viste sig, at han også boede på Frederiksberg, og hun havde sagt ja, da han spurgte, om hun havde lyst til at spise middag på Belis Bar lørdag aften. De var endt hjemme hos hende efter et par store drinks i baren, men næste dag passede det hende fint, da han sagde, han skulle af sted. Camilla tændte sin computer og gik ud for at sætte kaffe over. Samtidig samlede hun dagens aviser op fra gulvet, hvor de var smidt i en bunke uden for døren ind til krimredaktionens beskedne mødelokale. Hun kunne godt nå at bladre dem igennem inden mødet og loggede sig også ind på Ritzaus nyhedsbureau for at se, hvad de havde af kriminalstof fra weekenden. Et større knivstikkeri i Ålborg og en voldsom trafikulykke på Fyn med tre omkomne, noterede hun på blokken, mens hun hørte en dør gå og nikkede til redaktionens praktikant, der råbte hej. 16

PP_Aldrig mere_hft

16

23/05/08, 11:46


Hun ledte videre, løb også hurtigt de andre avisers netnyheder igennem og tjekkede DR og TV2, men det var tyndt. De nyheder, der var, væltede ingen forsider. Camilla så på uret. Kvart over ni var den blevet, og redaktionschef Terkel Høyer nikkede, da han gik forbi. Hun rejste sig og lukkede døren, inden hun gik i gang med at ringe til et par af de store politikredse for at høre, hvad de havde på døgnrapporterne fra weekenden. – Okay, hvad har vi? indledte Terkel Høyer, da Camilla og hendes kollega, Ole Kvist, havde sat sig sammen med praktikanten, Jakob, der bød af de kanelsnegle, han havde købt med. Det var sidste uge på redaktionen, inden han skulle tilbage til Journalisthøjskolen. Camilla så ned på den ene historie, der var endt på hendes blok, både knivstikkeriet og trafikulykken havde hun kasseret. Kvist bladrede i de udklip, han havde foran sig. Hendes kollega havde gjort det til en vane at runde avisens nyhedsredaktion hver mandag morgen, inden han fortsatte op til anden, hvor deres egen redaktion lå. Dernede abonnerede de på alle landets mindre aviser, som han hurtigt skrællede for kriminalstof, og først når han skulle i gang med at fremlægge sine forslag på redaktionsmødet, vurderede han, hvilke han fandt egnede til at tage op. Det så altid imponerende ud, selvom der højst kom et par opfølgninger ud af det, for når de nåede Morgenavisens kriminalsider, kunne de ikke betegnes som nyheder længere. – Der er en kunstbande, der hærger i Silkeborg-området. Kvist læste op af det første udklip og skævede hen til redaktionschefen for at se, om det fangede hans interesse, inden han fortsatte. – De går tilsyneladende målrettet efter den dyre vægkunst og ryddede i weekenden en villa for en stor Per 17

PP_Aldrig mere_hft

17

23/05/08, 11:46


Kirkeby og to andre malerier af en norsk kunstner i samme prisklasse. Politiet vurderer, at der alene i den villa er tale om kunst for flere millioner. Og den type indbrud har de haft adskillige stykker af inden for de sidste par måneder. Hans stemme var blevet mere energisk i takt med, at han fik talt sig varm på historien. – Der er vel ikke rigtig noget i den for os, dristede Camilla sig til at indskyde. – Den er jo kørt. – Der ville da være noget, hvis vi kunne være med til at få ram på tyvebanden ved at slå sagen endnu større op, påpegede han og så appellerende på Terkel Høyer. – Hvad er det for en avis, du har det fra? spurgte redaktionschefen og rakte ud efter udklippet. – Midtjyske, så den har nok ikke kørt i nogen af de store endnu, svarede Kvist og foreslog, at han i hvert fald brugte noget tid på at ringe rundt på den. Camilla brækkede en ring af sin kanelsnegl. Der var ingenting i den historie, før politiet fik et gennembrud, men det skulle ikke undre hende, om han slap af sted med at sidde og fedte med den. – Det er jo dér, alle bilforhandlerne bor, med fin udsigt over Silkeborg-søerne og råd til den slags på væggene, mindede Kvist dem om. – Så det kan vel ikke være så svært for forbryderne at finde frem til deres privatadresser og holde øje med, hvornår de går til cocktails hos naboerne. Og så er det bare at slå til. Camilla sendte en tanke til de politifolk, der havde sagen. Mon ikke den udlægning også havde strejfet dem? – Nå, se bare lidt på den, sagde Terkel og afbrød hendes tanker. – Har du andet? Kvist rystede på hovedet og skubbede de andre udklip ind under den historie, der var gået igennem. Han så hen på Camilla, som hurtigt tørrede sig om munden. 18

PP_Aldrig mere_hft

18

23/05/08, 11:46


– Lind, hvad har du? spurgte hendes chef. – Jeg har et drab. En ung kvinde blev myrdet på Vesterbro i nat. Terkel Høyer løftede interesseret et bryn. – Der er ikke så meget at fortælle endnu. Et anonymt opkald til politiet. De fandt hende nede ved Skelbækgade et sted omkring indgangen til Hotel- og Restaurantskolen. – Altså en luder, afbrød Ole Kvist og lænede sig tilbage. Camilla ignorerede ham. – Kvinden havde fået skåret halsen over, og Suhr har en gruppe på. De har ikke identificeret hende endnu. Men de fortæller uden for citat, at de har en formodning om, at hun kan være fra Østeuropa. – Ja, dem er der jo efterhånden nogle stykker af, sagde hendes kollega og foreslog redaktionschefen, at han tog en tur til Silkeborg for at tale med nogle af de ofre, der havde været udsat for milliontyverierne. – Jeg vil gerne gå videre med den her historie. Camilla hævede stemmen i et forsøg på at fastholde sin chefs opmærksomhed. – Hun var kun omkring tyve. Redaktionschefen sad lidt og nikkede, mens han tænkte sig om. – Skriv du bare en to-spalter på det. – Det lød, som om der er tale om en brutal nedslagtning, fortsatte Camilla, frustreret over at han ikke syntes, historien fortjente mere. – Det kan da blive en stor historie, særlig hvis vi ikke har andet. – Jamen, vi har andet, udbrød Kvist fra den anden side af bordet, og Terkel Høyer så ud til at være enig. – Jeg går ind og ringer til den retsmediciner, der holdt ligsyn derude i nat. Hvis hun er blevet likvideret … Camilla blev afbrudt af sin mobiltelefon. Hun skulle 19

PP_Aldrig mere_hft

19

23/05/08, 11:46


lige til at slukke for at få ro til at argumentere videre, så hendes historie ikke røg til fordel for indbruddene, men da hun så, at det var Markus, trak hun i stedet stolen lidt tilbage fra bordet og bad ham gøre det hurtigt. Samtidig beholdt hun blikket på Terkel, der bad Jakob fortælle, hvad han havde af forslag til avisen. – Hvad for et barn? spurgte hun ned i røret og bad sønnen tale lidt højere. – I kirken, da I skulle ind til Nørreport? Camilla kunne selv høre, at hun lød kort for hovedet, men da sønnens ord blev ved med at komme i kaskader, trak hun vejret dybt og bad ham roligt gentage det hele og lidt langsommere. Hun hørte, at Kvist igen havde taget fat på historien om kunsttyverierne, men vendte sig mod væggen og koncentrerede sig om at lytte. Først nu opdagede hun, hvor spinkel drengens stemme var, og hvor berørt han lød midt i al den oprevne snak. Hun lod ham tale, til han havde talt sig helt ud. – Jeg kommer med det samme, sagde hun så og slukkede telefonen. De andre havde fanget Camillas forandring og så nysgerrigt på hende, da hun igen vendte opmærksomheden mod mødebordet. – Jeg er nødt til at gå. Min søn og hans kammerat har fundet et spædbarn, der er blevet efterladt på gulvet i våbenhuset ude i Stenhøj Kirke.

20

PP_Aldrig mere_hft

20

23/05/08, 11:46


Nede på Gothersgade viftede Camilla efter en taxi. De første tre var optaget og kørte lige forbi, så hun begyndte at småløbe op langs Kongens Have mod Nørreport, mens hun holdt øje. – Stenhøj Allé, sagde hun, da en minibus med lys i taxiskiltet svingede ind til kantstenen og samlede hende op. Morgentrafikken var lettet, da de kørte ud mod Frederiksberg, men hun syntes alligevel, det gik for langsomt. Hun vidste, at hun burde bruge tiden på at ringe til Retsmedicinsk Institut og finde frem til den retsmediciner, der havde været ude i Skelbækgade om natten, men kunne ikke koncentrere sig med adrenalinen pumpende i årerne. Den var blevet udløst, da hun hørte, hvor oprevet Markus var. Hun så hans lyse ansigt for sig, det strittende korte hår der hver morgen omhyggeligt blev sat med creme og hårspray. Han var blevet stor med sine elleve år, men ikke større end at han stadig ringede til sin mor, når han blev bragt ud af fatning. Hun sad klar med sin pung i skødet, da de nåede frem til kirken. – Du skulle have sagt, du betalte med kort allerede ved turens start, sagde chaufføren og så surt på hende i bakspejlet, da hun rakte sit dankort frem mod ham. 21

PP_Aldrig mere_hft

21

23/05/08, 11:46


– Vil du have penge, eller vil du ikke have penge? spurgte hun og samlede sin taske op fra gulvet. Et øjeblik efter var hun ude og på vej op langs kirken, hvor hun blev passeret af en politibil, der kørte ind på parkeringspladsen ved siden af kirkegården. Camilla fortsatte ad stien om bag kirken og ind på gårdspladsen foran præsteboligen, hvor hun i køkkendøren blev mødt af præsten, Henrik Holm, der stod med en lille bylt i favnen. Markus sprang op fra en køkkenstol og kom hende i møde, tæt fulgt af vennen, Jonas, som hilste på hende med den lidt hæse stemme, som hendes søn syntes var så sej. Præsten tyssede lidt på dem, da de i munden på hinanden begyndte at fortælle, hvordan de havde været på vej af sted og pludselig havde hørt barnegråd, men deres ivrige forklaring blev afbrudt af en gennemtrængende dørklokke. Drengene styrtede ophidsede ud af køkkenet og gennem stuerne mod hoveddøren for at tage imod politiet. – Hvad er det, der er sket? spurgte Camilla hurtigt, da hun var blevet alene med præsten. Han vuggede bylten med små rolige bevægelser. – Jeg sendte drengene af sted lidt i halv ti og så efter dem, da de gik over gårdspladsen. Pludselig standsede de op og blev stående et øjeblik, inden de begyndte at løbe over mod kirken. Jeg gik ud for at sige til dem, at de skulle se at komme af sted, så de ikke kom for sent til klasseturen, men i det samme kom de styrtende og råbte, at der lå en baby og græd. Camilla bøjede sig over det lille barn i præstens arme. Et lillebitte ansigt lå i rolig søvn, håret var mørkt og tæt, men klistrede fedtet ind til hovedet. – Er det en dreng eller pige? spurgte hun. – Det er en lille pige, svarede han og kiggede ind mod 22

PP_Aldrig mere_hft

22

23/05/08, 11:46


stuen, hvor der i det samme lød skridt hen over parketgulvet. – Lad mig sætte vand over til lidt kaffe, mens du tager imod politiet, foreslog hun og hilste på de to betjente, der trådte ind. – Hej, sagde præsten til dem med en stemme, der nærmede sig en hvisken. – Hun er lige faldet i søvn, men ellers har hun grædt uafbrudt, siden drengene fandt hende. Betjentene nikkede så indforstået, at Camilla kunne regne ud, at de selv havde børn og vidste, hvor vigtigt det var at undgå at forstyrre den fredfyldte søvn. – Hvor fandt I hende? spurgte den ene og vendte sig mod Jonas og Markus, der pludselig virkede generte og usikre. – I våbenhuset, kom det endelig, og da de ikke fortsatte, tog præsten over. – Drengene var på vej til skole, da de hørte hende, forklarede han og nikkede til Camilla, da hun spurgte efter kaffen, mens hun pegede på et køkkenskab. – Hun lå på stengulvet lige inden for døren i det her, sagde han og løftede lidt op i det mørkeblå frottéhåndklæde, der var svøbt om spædbarnets krop. Pigen rørte uroligt på sig, da betjenten begyndte at pakke den blå frottébylt op, men vågnede ikke. – Jeg tror, hun er helt udmattet af at græde, sagde præsten. Så fortalte han, at han først havde fået hende til at sove, da han var kommet i tanke om, hvordan han mange år tidligere havde beroliget Jonas ved at ae hans kind i små cirkler. – Hun er sikkert meget sulten, men alligevel faldt hun til ro, da sutterefleksen satte ind, og hun har suttet grådigt på min lillefinger, indtil hun faldt i søvn for lidt siden, sagde han og rykkede sig lidt tilbage, så han kunne lægge 23

PP_Aldrig mere_hft

23

23/05/08, 11:46


pigen på sit skød, mens betjentene trådte nærmere for at se ordentligt på hende. Camilla gik hen og stillede sig bag dem for at kigge med. Højst et døgn gammel, gættede hun, måske mindre. Hun så helt nyfødt ud, var nøgen og havde en lang blodig navlestreng hængende ned langs siden af kroppen, der var indsmurt i fosterfedt og blod. – Hun er i hvert fald ikke blevet gjort i stand efter fødslen. Det ser nærmest ud til at være foregået primitivt uden en jordemoders hjælp, konstaterede den ene betjent og studerede navlestrengen. – Jeg gætter på, at den er blevet revet over, så flosset som den er. De har i hvert fald hverken brugt kniv eller saks, da hun blev skilt fra sin mor. Han så hen på præsten. – Kan fødslen være foregået i kirken? spurgte han. Henrik Holm rystede på hovedet, men trak samtidig på skuldrene. – Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige det, erkendte han. – Der var ingen tegn på det, men jeg har ikke set efter i resten af kirken. Camilla satte kaffe og kopper på bordet og tøvede kun et øjeblik, da betjenten spurgte, om hun kunne sidde med pigen, indtil ambulancen kom. – Det varer sikkert ikke mange minutter, og vi vil gerne have dig og drengene med over i kirken, så I kan vise, hvor hun lå, sagde han henvendt til Henrik Holm, der pakkede håndklædet sammen om barnet, inden han forsigtigt løftede hende op og anbragte hende i favnen på Camilla. Køkkendøren lukkede sig bag dem, og hun satte sig ind på slagbænken. Turde ikke skænke kaffe, mens spædbarnet lå i hendes arm, men sad i stedet helt stille og betragtede den 24

PP_Aldrig mere_hft

24

23/05/08, 11:46


lille pige. Hun mærkede, hvordan noget inde i hende sprang op, og det var ikke svært at sætte ord på, hvad det var. For den sårbarhed, den lille nyfødte udstrålede, var så stor, at hun havde set de samme følelser hos de to mandlige betjente. Med den frie hånd trak hun tasken til sig og fandt mobilen frem. Hun slog kamerafunktionen til og nåede at tage et par billeder af den sovende pige, men da det bankede på køkkendøren, smed hun mobilen tilbage i tasken og råbte: – Kom ind. Øjeblikket efter stod to ambulancefolk i køkkenet og spurgte, om barnet stadig sov. Camilla nikkede og rejste sig forsigtigt. – Vi henter lige vuggen, sagde den ene. Mens hun ventede på, at de kom tilbage, knugede hun den lille pige tæt ind til sig og mærkede, hvordan spædbarnet trak vejret i rolige små bevægelser. Hun blev stående og lod fornemmelsen trænge dybt ind i kroppen, indtil hun hørte skridt over gårdspladsen, og Henrik Holm kom tilbage sammen med den ene betjent. Gennem vinduet så hun, at Markus og Jonas var blevet stående ude ved ambulancen, hvor de så nysgerrigt til, da bagklappen blev slået op og vuggen løftet ud. – Hvad kommer der til at ske nu? spurgte præsten og vendte sig mod betjenten. De trak sig lidt, da ambulancefolkene i det samme kom tilbage, og Henrik Holm ryddede hurtigt en ende af køkkenets langbord, så de kunne stille vuggen dér. Det var samme type, som Markus havde ligget i, da han var nyfødt, gennemsigtig og af plast, og den var foret med et tykt hvidt tæppe og et rent håndklæde. – Hun bliver kørt hen på Frederiksberg Hospital, hvor hun får noget mad, inden hun bliver undersøgt og gjort i 25

PP_Aldrig mere_hft

25

23/05/08, 11:46


stand, sagde betjenten og fortalte, at han et år tidligere havde haft en lignende sag. – Der skal tages nogle blodprøver, så vi kan lave en dna på hende, og så skal hun holdes under observation. Ude på gårdspladsen var kriminalteknikerne ankommet, og betjenten forklarede præsten, at de tog det blå frottéhåndklæde med ud på Kriminalteknisk Center til nærmere undersøgelse, når de var færdige med arbejdet i og omkring kirken. Vuggen var klar, og Camilla kastede et sidste blik på den lille pige, inden hun rakte hende fra sig, men i samme øjeblik hun slap, kom gråden. Høj og hjerteskærende. Den trak det nyfødte ansigt helt sammen, og de små knyttede hænder slog heftigt om sig. Den unge ambulancemand rakte forskrækket barnet tilbage og spurgte, om ikke Camilla ville lægge hende. – De skal nok tage sig godt af hende ude på hospitalet, tilføjede han beroligende. Camilla så på de to drenge, da vuggen blev båret ud til ambulancen. De var tydeligt påvirkede af pigens voldsomme gråd og stod med lukkede ansigter og fulgte med, indtil ambulancen var drejet ud på vejen. Hun skænkede kaffen op i krus og bød rundt, mens præsten og drengene blev bedt om at fortælle, hvad der var sket. – Ingen af jer hverken så eller hørte nogen omkring kirken her til morgen? begyndte betjenten. Alle tre rystede på hovedet. – Hvad var klokken, da du kom ned i køkkenet? Han så spørgende på præsten. – Jeg stod op lidt i syv og har været hernede siden klokken halv otte for at lave morgenmad og smøre madpakker, forklarede Henrik Holm og nikkede hen mod køkkenbor26

PP_Aldrig mere_hft

26

23/05/08, 11:46


det. – Fra vinduet kan man se lige over til kirken. Betjenten nikkede. Han havde allerede været henne ved vinduet for at konstatere, at der var et godt udsyn til kirken og hele gårdspladsen. – Drengene fortæller, at døren til våbenhuset stod lidt åben, da de hørte pigen. Bemærkede du, om den også var åben, da du kom ned i køkkenet for at lave morgenmad? Camilla lyttede, mens hun fandt mælk frem i køleskabet og satte kartonen på bordet. Hurtigt sendte hun Terkel Høyer en sms om, at det trak lidt ud, men at han godt kunne regne med en historie til næste dags avis. Så satte hun sig ind på bænken ved siden af Markus og lagde en arm om hans skulder. – Det skal jeg ikke kunne sige, indrømmede Henrik Holm. – Jeg lagde simpelt hen ikke mærke til det. – Men du ville have set det, hvis nogen var gået ind? – Det tror jeg bestemt, men jeg havde jo ikke et øje mod kirken hele tiden. Drengene skulle op og fodres af, inden de skulle af sted på tur. Betjenten nikkede og trak på skuldrene. – Jamen, så er der nok ikke så meget at komme efter, hvis I ikke har bemærket nogen i nærheden af præstegården eller kirken, konstaterede han. – Hvad gør I for at finde pigens mor? spurgte Camilla, da det så ud, som om han ville rejse sig. – Vi håber først og fremmest på, at hun dukker op af sig selv, svarede han og tog igen sit kaffekrus mellem hænderne. – I de fleste af den slags sager ender det med, at moren melder sig. Og noget tyder jo på, det var meningen, at barnet skulle findes, siden det blev lagt her i kirken. Ellers kunne man have efterladt det hvor som helst eller taget livet af det. 27

PP_Aldrig mere_hft

27

23/05/08, 11:46


Camilla trak Markus ind til sig, da hun mærkede, hvordan hans krop spændte op. – Men gør I slet ikke noget for at finde frem til hende? udbrød Henrik Holm. – Der er jo ikke så meget, vi kan gøre, hvis hun ikke vil findes, men vi går naturligvis ud i pressen og appellerer til, at hun melder sig, og så vil vi forhøre os her i området, om nogen skulle have set noget. Betjenten lød på forhånd en smule træt og lænede sig tilbage på stolen. – Men hvad hvis I ikke finder hende? ville Markus vide. – Så skal der findes nogle adoptivforældre, forklarede betjenten tålmodigt, – og indtil de er fundet, går jeg ud fra, at pigen bliver anbragt på Skodsborg Observationshjem. – Er der så slet ikke nogen, der tager sig af hende? spurgte Jonas, der havde lyttet opmærksomt til det, betjenten fortalte. – Jo, der er nogle søde damer, som vil passe godt på hende, til hun får nogle nye forældre. – Der må da være mere, I kan gøre. Der er jo også håndklædet at gå efter, udbrød Camilla og lod armen falde, da Markus trak sig. – Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan. Men barnet lever, og hvis moren ikke vil have det, er det vel også bedst for pigen, at hun kommer til et forældrepar, der brændende ønsker sig et barn, gav betjenten kort igen og bad Henrik Holm om et telefonnummer, hvor han bedst kunne træffes. Da han rejste sig for at gå, afleverede han sit visitkort til præsten og stak også et i hånden på Camilla. Hun kunne se, at han hed Rasmus Hem, og nikkede automatisk, da han sagde, at hun var velkommen til at ringe, hvis hendes søn kom i tanke om mere. Ren standard, tænkte hun og stak kortet i lommen. 28

PP_Aldrig mere_hft

28

23/05/08, 11:46


Drengene forsvandt op på første sal, hvor Jonas havde sit værelse, Camilla fjernede blikket fra trappen og nikkede til præstens tilbud om en kop kaffe mere. Pludselig føltes det, som om et tomrum havde lagt sig over køkkenet, og stilheden hvilede tungt over dem. – Sikke en redelighed. Henrik Holm lod sig synke ned ved bordet og rakte ud efter sukkeret. Camilla forsøgte at forestille sig, hvad der kunne få en mor til at efterlade sit nyfødte barn til en ukendt skæbne, men der dukkede ikke noget op i de følelsesregistre, hun rådede over. – Kan du komme i tanke om nogen gravide, der er kommet her? spurgte hun i stedet. – Jeg tænker som en gal, men den eneste gravide, der kommer her med nogenlunde jævne mellemrum, er Mette, og hun har ikke termin endnu. Han rystede på hovedet og kastede et blik på væguret. – Jeg skal ind og skrive på en klumme, sagde han og så ud ad vinduet mod kirken. – Men de får vel heller ikke mere brug for mig de næste timer. Camilla rystede på hovedet og rejste sig. Klokken var næsten halv tolv, og hun kaldte på Markus for at sige, at hun gik. – Jeg smutter tilbage på avisen, sagde hun og trak fingrene igennem hans hår, så et par af totterne lagde sig lidt ned. Det fik ham straks til at rode det hele op igen, så det stod ud til alle sider. Hun lagde hænderne på hans skuldre og holdt hans blik for at spore, om forskrækkelsen stadig havde greb i ham, men slappede af, da hun fornemmede, hvordan han begyndte at trippe for at få hende ud ad døren, så han kunne løbe tilbage til værelset. 29

PP_Aldrig mere_hft

29

23/05/08, 11:46


– Jeg ringer, så snart jeg kan slippe af sted derindefra, lovede hun og gav ham et kys på kinden og et mere i panden, inden han vred sig ud af hendes arme og råbte ja, ja, mens han forsvandt op ad trappen. Camilla vendte sig mod præsten og smilede. – Det ser ud til, at de er videre, konstaterede hun.

30

PP_Aldrig mere_hft

30

23/05/08, 11:46


– Der er jo ikke en kæft af dem, der kan have set noget, som færdes i gaden på det her tidspunkt af dagen, fastslog Mikkelsen, da Louise og Lars Jørgensen meldte deres ankomst på Station City. De var blevet vist ind på hans kontor, som havde vindue mod Halmtorvet. Den gråhårede efterforsker med de små hornbriller lagde armene over kors og kastede et blik ud, inden han sagde, at han allerede om natten havde været rundt for at tale med et par stykker af dem, der plejede at vide noget. – Havde de noget at fortælle? Louise spekulerede på, om Mikkelsen overhovedet havde været hjemme og sove. Hun havde med det samme bemærket skibsbriksen, der stod langs kontorets ene væg og lige nu bugnede af papirbunker og mapper, men under dyngerne lå et blomstret vattæppe. Han rystede på hovedet, men trak samtidig på skuldrene som for at sige, at det ikke altid var så let at vurdere, hvor meget hold der var i det. – Jeg havde billedet med rundt, sagde han og pegede på det fotografi, der var blevet taget om natten af kvindens ansigt fra hagen og op. – Flere mener at have set hende, men påstår, at de ikke ved, hvem hun er. Eller hvem hun arbejder for. 31

PP_Aldrig mere_hft

31

23/05/08, 11:46


– Og du er sikker på, at hun er prostitueret? spurgte Lars Jørgensen. Mikkelsen vippede tilbage i sin højryggede kontorstol og sad lidt med hænderne foldet over den runde mave. – Helt sikker er man vel aldrig, før oplysningen er endeligt bekræftet, sagde han og lod blikket fokusere på væggen bag dem, – men jeg synes godt, vi tør arbejde ud fra den teori. – En kollega påstod, man kunne se på hende, at hun var fra Østeuropa. Kan der være noget om det? spurgte Louise og så med det samme, hvordan Mikkelsens ansigt lukkede til, og blikket blev mørkere. Han vippede frem igen, og hænderne kom op på bordet. – Det er altid rart med kolleger, der er så kloge, at de kan se det hele med et enkelt blik, og som så effektivt er i stand til at skære alle pigerne over én kam. Så enkelt er det ikke. Det er jo ikke en mærkevare, vi har med at gøre, så vi uden videre kan gå ud fra, at ser de sådan ud, kommer de derfra. Det er mennesker, vi taler om, ikke racer, som man kan slå op i en bog og læse om. Tonen var spids og vreden let antændt, fordi provokationen ikke var ny. – Hvad er så dit bud? spurgte Louise, da han var faldet lidt ned. – Jamen, hun kan skam godt være fra Østeuropa. Mikkelsen smilede pludselig. – Det er bare ikke noget, jeg er nået frem til ud fra hendes udseende. Jeg ser på det, der er sket, og det sted, hun blev fundet. Der ville også have været større chance for, at jeg havde kendt hende, hvis hun havde været dansk. Og så fornemmer jeg, at der er lidt uro blandt de østeuropæiske piger for tiden. Der er kommet flere til i løbet af de sidste 32

PP_Aldrig mere_hft

32

23/05/08, 11:46


par år. Nogle arbejder for alfonser, andre arbejder for sig selv, men ingen af dem slipper for at betale for at gå i gaden. – For at gå i gaden? afbrød hun og så spørgende på ham. – Hvordan hænger det sammen? – Nogle af de ubehagelige drenge bilder dem ind, at det er dem, der bestemmer over gaden, og at pigerne skal betale et sted mellem 300 og 500 kroner om dagen for at få lov at gå der. – Det kan de sgu da ikke. Hvis der endelig skulle være nogen, der bestemte over Istedgade, er det vel ikke en flok alfonser, udbrød Lars Jørgensen forarget. – Får de så noget til gengæld, når de har betalt? spurgte Louise og lod blikket hvile ved et forstørret bykort over Vesterbro, der hang lige ved siden af Mikkelsens skrivebord. På væggene hang der også billeder af Istedgade og dens sidegader fra en tid, hvor butiksfacaderne så helt anderledes ud. Louise gættede på, at de var fra halvtredserne. På et af billederne kom en betjent kørende på cykel, og et andet forestillede tre mænd, der stod med et par høkerbajere og skålede mod fotografen. Det hele i sort-hvid. Mikkelsen trak på skuldrene. – Ja, de lover dem skam beskyttelse, nikkede han og gned sine skægstubbe i et par korte krads. Louise kunne se på ham, at den beskyttelse ikke var noget, de prostituerede skulle lægge alt for meget i. – De tror på det, fordi de ikke har andet valg. De får at vide, at alfonserne samarbejder med politiet, og at der skal betales, så de ikke bliver smidt ud af landet. – Men pigerne finder vel ud af, at det ikke passer, når de taler sammen? blev Louise ved. Mikkelsen rystede på hovedet og skød de sorte briller op i panden. Der var noget retro over modellen, men hun 33

PP_Aldrig mere_hft

33

23/05/08, 11:46


var sikker på, at de havde overlevet fra dengang. Han havde ikke valgt dem, fordi de var blevet moderne igen. – Du skal huske på, at mange af de piger, der ender her, ikke nødvendigvis har verdens længste skolegang. Dér hvor de kommer fra, er det ikke ualmindeligt at betale sig til at få lov at være i fred for ordensmagten, og samtidig er de heller ikke vant til at have så meget at skulle have sagt. Så når nogen, der, om jeg så må sige, taler højere end dem, forklarer, at sådan er reglerne, så retter de sig efter det. – Hvem er det, der styrer pigerne på den måde? spurgte hun, da han havde talt ud. – Bagmændene. Både dem der arbejder med de nigerianske prostituerede, sigøjnerne og dem fra Østeuropa. Der går piger rundt derude ... Han gjorde et kast med hovedet mod vinduet. – ... som ikke aner, hvor mange måneder der er på et år, eller hvor mange timer et døgn rummer. Den slags piger sætter sig ikke op imod nogen, der stikker dem en ordre. De gør bare, som de får besked på. Mikkelsen så hende lige i øjnene. – De er her af én eneste grund, og det er for at tjene penge. Enten til sig selv eller til de bagmænd der tvinger dem til at trække. Men uanset om de er her af egen fri vilje, eller de er blevet tvunget til det, så drømmer de fleste om at kunne stikke lidt til side eller sende penge hjem til familien. I de tilfælde hvor der er bagmænd indover, er det bare ikke mange penge, der bliver tilbage, og så kan det jo godt være, at enkelte indimellem forsøger at gå deres egne veje. – Tror du, det er det, der er sket? spurgte Louise og lænede sig lidt frem. – Det kan det være, nikkede han. Louise sad lidt uden at sige noget og forsøgte at skabe et billede. 34

PP_Aldrig mere_hft

34

23/05/08, 11:46


– Skal vi gå ud og se, om der er dukket nogen op, der måske genkender kvinden? afbrød Lars Jørgensen hendes tanker. Mikkelsen rejste sig. – Lad os gøre det, sagde han, – men betragt det som en motionstur, for jeg tror ikke, chancerne er store. Hvis det er, som jeg gætter på, har pigen ikke villet indordne sig, og så er der ikke andre motiver bag drabet, end at det er et signal og en advarsel til de andre piger, om hvad der sker, hvis man ikke opfører sig, som man får besked på. Og de fyre gør deres arbejde så grundigt, at der ikke er noget at komme efter, selvom man ruller hele den tekniske maskinpark ud. Han trak en sort læderjakke på og stak en pakke smøger fra skrivebordsskuffen ned i inderlommen. – Og skulle nogen være så uheldige at have set noget, kan I være ret sikre på, at ingen har lyst til at udpege dem bagefter. – Der er vel også stadig den mulighed, at pigen er dansk, og at gerningsmanden er en kunde? sagde Lars Jørgensen, da de var på vej ned ad trappen. – Det tvivler jeg på. Mikkelsens tonefald var meget bestemt. – Så havde der været følelser involveret. Altså ikke den slags følelser som får ægtefolk til at slå hinanden ihjel, men de mere uklare følelser som pludselig kan dukke op i forholdet mellem en mand og en prostitueret: dominans, vrede, besiddertrang. Vi ser det hele, når vi samler dem op, efter at de har fået tæv. Men her er der ingen følelser. Hun er blevet slagtet som et dyr.

35

PP_Aldrig mere_hft

35

23/05/08, 11:46


Aldrig mere fri af Sara Blædel