Issuu on Google+

143 mm

32 mm

143 mm

Sommersæsonen i det lille fiskerleje Brantevik er ved at være forbi. For familierne Winter og Malm har det været en regnfuld ferieuge, og stemningen er ikke den bedste. De to veninder Johanna og Agnes er begge højgravide og skal føde om få uger.

SOFIE SARENBRANT uge 36

219mm

NERVEPIRRENDE KRIMI FRA NY SVENSK KRIMIDRONNING

“Der venter læseren en næsten ulideligt spændende krimi om alle forældres værste mareridt.” – Svenska Dagbladet

I et forsøg på at afrunde ferien på en god måde beslutter de to par sig for at gå til karaokeaften på den lokale kro. Men noget går grueligt galt, og da de vågner næste morgen, er Agnes væk. Agnes’ forsvinden bliver ugens store nyhed, og politi og medier arbejder sammen for at løse mysteriet. Det bliver en kamp mod tiden, og det hele tager en uventet drejning, da liget af død kvinde skylles op på stranden ...

ISBN 9788771087284

9 788771 087284

SOFIE SARENBRANT KRIMI


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 4

Uge 36 Oversat fra svensk af Julie Top-Nørgaard Originalens titel Vecka 36 © Sofie Sarenbrant 2011 © People’sPress 2012 Omslag: Anders Timrén Grafisk tilrettelæggelse: John Ovesen /Baghus Bogen er sat med Minion og trykt hos ISBN 978-87-7108-728-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2012 www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomsten mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Til Tommy

Side 5


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 6


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 7

Hun kiggede med det ene øje igennem den smalle dørsprække. Hun kunne lige ane tremmesengens hvide kanter og holdt vejret. Forsigtigt skubbede hun døren et par centimeter mere op for bedre at kunne se. Ja, det var lige det, hun var ude efter. Endelig kunne hun slappe af. Sengens nye placering ved vinduet tiltalte hende mere end de to tidligere forsøg. Nu behøvede hun ikke engang træde ind i værelset for at have fuldstændig kontrol. Da hun trådte ind over dørtrinnet, mærkede hun, hvordan varmen bredte sig i hele kroppen. Det var kun et spørgsmål om tid, før nogen skulle ligge i den lille seng og sprælle med benene. Men endnu stod den gabende tom. Hun trak i spilledåsens tynde snor, og den lille bamse begyndte at spille en vuggevise. Snoren trak sig ind i bamsen, centimeter for centimeter. Snart ville det være slut, og bamsen ville tie. Hun fik tårer i øjnene, hun blev så let rørt. I ni måneder havde hormonerne spillet hende et puds. Allerede fra dag et havde hun været nervøs for, at noget skulle gå skævt. Ingenting måtte gå galt, det ville hun ikke kunne overleve. Så snart babyen var født, kunne hun ånde lettet op og endelig begynde at glæde sig over det hele. Indtil da måtte hun bare forsøge at holde ud og stole fuldstændig på sin krop og på skæbnens barmhjertighed. Hun kunne ikke lade være med at puffe til de farverige legetøjsdyr, som hun havde hængt op i en snor i loftet over sengen. Fiskene

7


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 8

dansede frem og tilbage og snurrede rundt. Babyen ville komme til at elske dem, det kunne kun blive en succes. Alt var så godt som klart, men babyen måtte ikke komme endnu, værelset stank stadig af maling. Mærkeligt, egentlig, for det var to dage siden, hun havde strøget det sidste penselstrøg. Måske havde hun malet i for tykt et lag? Det var blevet malet tre gange, før hun havde været tilfreds. Efter alt det slid ville det have været ærgerligt, hvis man stadig havde kunnet se spartelmassen igennem. Hun spekulerede på, om hun virkelig havde ladet farven tørre ordentligt imellem lagene og trykkede pegefingeren mod væggen for at få et svar. Væggen føltes fugtig mod fingerspidsen, og hun følte efter med tommelfingeren, om der sad noget fast. Nej, nu var de her evindelige forberedelser ved at gå over gevind. Hun havde så meget tid, at hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med den. Selvfølgelig ville væggene holde op med at lugte, inden værelset skulle tages i brug, punktum. Hun så sig omkring og konstaterede, at der egentlig kun var to ting, der manglede at blive gjort. At rede sengen og at hænge billedrammer op. Hendes mavefornemmelse advarede hende om, at det kunne betyde uheld at være fuldstændig færdig med forberedelserne, før barnet kom. Tænk, hvis der skete noget under fødslen. Hun så sig omkring. Alt var perfekt. Sengetøjet lå en armslængde væk fra hende i skabet med børnetøj, nyvasket med parfumefrit vaskepulver. Resolut rystede hun den ubehagelige følelse af sig. Hun åbnede skabet og tog sengetøjet frem. Samtidig mærkede hun, at babyen sparkede derinde, og hun kunne ikke andet end at tolke det som en opmuntring. Hun bøjede sig ind over sengen og gjorde sit bedste for at glatte det krøllede lagen ud over madrassen. Det var ikke så let, maven var i vejen. Nå nej, der skulle jo tisseunderlag under. Hun begyndte forfra og trykkede hånden prøvende mod madrassen. Var den ikke lovlig hård til sådan en lille, skrøbelig krabat? Hun tog den bløde, flade pude op og trak hovedpudebetrækket på. Alt var så småt og kært, at hun blev rørt til tårer igen. Dynebetrækket føltes blødt og fint over dynen. 8


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 9

Hun åbnede skuffen med værktøj og fandt boremaskinen frem. De tre tomme billedrammer lagde hun i sengen og skubbede den lidt ud fra væggen, så der ikke skulle drysse puds ned i den, når hun borede. Hun lukkede øjnene et øjeblik og så tre sorthvide billeder af barnet for sig: et portræt, et nærbillede af fødderne og et i helfigur. De skulle hænge lige over hovedgærdet. Hun udmålte afstanden, tegnede et kryds og rettede slagboret mod betonvæggen. Første og andet hul klaret. Lige i det øjeblik, hun trykkede på knappen for at presse boret ind i væggen for sidste gang, snublede hun og ramte sin venstre hånd. Overrasket tabte hun boremaskinen ned på gulvet, heldigvis ramte den ikke hendes fødder. Hun kunne mærke, hvordan det dryppede fra den sårede hånd, og en eneste tanke fyldte hendes sind: at blodet ikke måtte komme i berøring med noget i værelset. Det ville være et dårligt tegn. Hun fik fat i en tynd bomuldsklud, der lå i vindueskarmen, som hun hurtigt viklede om hånden, samtidig med, at hun så sig panikslagen omkring. Ingen røde pletter på dynebetrækket, gudskelov. Tæppet var intakt. Hun skulle lige til at ånde lettet op, da hun stivnede. Der var noget på en af rammerne i sengen, den med guldkant, som portrættet skulle hænge i. Maven trak sig sammen, og hun måtte bøje sig forover for at udholde smerten. Forskrækket løftede hun rammen op og tørrede en stor blodplet af glasset. Spilledåsen tav.


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 10


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 11

Lørdag den 28. august


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 12


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 13

AOSSET VAR TOTALT, da dørene til Hammenhögs Idrætsforenings

K

loppemarked blev slået op et minut før annonceret. De hjælpsomme sjæle, som arbejdede inden for ladens to porte, blev næsten trampet ned af hidsige loppemarkedsveteraner, der vidste, at det gjaldt om at komme først for at få gaflet de bedste fund. Den svenske forsigtighed var som blæst væk. Loppemarkedet lå på tre forskellige etager, og ved trappen op til første sal blev der trafikprop, fordi folk væltede ind fra to sider. De proppede indfaldsveje til Stockholm virkede nærmest geniale sammenlignet med dette. En adrenalinpumpet ældre mand pressede sig bestemt forbi alle andre i den kø, hvor folk havde stået og afmærket deres territorium i mindst en time. Han skulle først op ad den trappe for enhver pris, og Johanna Winter følte, at hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det irriterende var, at hun ikke engang var ude efter noget bestemt, hun ville bare slentre rundt i fred og ro. Og så var hun havnet i et minefelt. Hammenhögs IF’s loppemarked var altid et helvede. Hun forsøgte at skærme sig mod alle de spidse albuer. En højgravid mave og et indendørs loppemarked var ikke nogen god cocktail, men det nyttede ikke at fortryde nu. Johanna sad i saksen og måtte pænt følge strømmen. En følelse af klaustrofobi kom snigende, og tankerne løb løbsk. Hun fik pludselig en underlig fornemmelse af, at nogen iagttog hende. Da hun løftede blikket og så 13


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 14

op mod etagen ovenover, mente hun at skimte nogen, der forsvandt rundt om hjørnet. Det var kun på grund af det dårlige vejr, at Johanna stod her indeklemt på en vakkelvorn trætrappe. Ikke nok med det, tre centimeter fra hendes lugtfølsomme næse befandt der sig en svedstinkende armhule, som tilhørte en mand i en træningsdragt i brune nuancer. Hun kunne ikke røre sig en milimeter og så sig desperat om efter Eric, men kunne kun få øje på de 300 andre hoveder. Hormonerne gav hende lyst til at bide træningsdragtfyren i armen, men fornuften sejrede. I stedet fik hun et surt opstød at spekulere på. Hvor skulle hun spytte ud? Der var ikke andet at gøre end bare at synke. Ugen i Skåne havde været alt andet end fredfyldt, men hun havde heller ikke regnet med andet, eftersom de var sammen med familien Malm, inklusive deres uvorne toårige Nicole. De havde alligevel hygget sig. Desværre under regnskyer det meste af tiden, men solen havde af og til tittet frem som en lille påmindelse om, at den faktisk var der et sted bag det grå. Österlen var noget nyt for dem alle sammen. Formodentlig var de heller aldrig havnet der, havde det ikke været, fordi Johannas forældre havde købt et hus i fiskerbyen Brantevik, fem kilometer syd for Simrishamn. Stedet var perfekt, et stenkast fra en af byens to havne. Ulempen var så, at huset var så lille, kun omkring 50 kvadratmeter. Når man kom ind igennem entreen, havnede man direkte i et kombineret køkken-alrum med åbent til kip og nyistandsatte, hvidmalede træbjælker. Alt var hvidt, i hvert fald indtil Nicole var gået i gang med sine farver. Til venstre for stuen lå badeværelset og et lille soveværelse. Ovenpå var der en hyggelig hems med skråvægge, hvor hun og Eric sov godt, akkompagneret af regnens trommen på bliktaget. Minusset var som sagt størrelsen. Først havde Agnes og Tobbe tænkt sig at sove sammen med Nicole i stuen. Så fandt de ud af, hvordan forholdene var. Gudskelov havde de bestemt sig for at tage 14


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 15

det eneste ledige værelse på Lapphörnan, et Bed & Breakfast, som lå lige ved siden af. Brantevik var de kreatives smørhul. Det vrimlede med kunstnere, trofaste gæster, som kom tilbage sommer efter sommer, men hendes gæt var, at Agnes ikke ville komme til at høre til de omvendte. Bedstevenindens attitude denne uge havde irriteret hende. Agnes blev sur over småting og brokkede sig mere end ellers. Hun orkede ikke at tage med på loppemarked, i stedet for lå hun derhjemme og surmulede. På mandag var ferien slut. Johanna sukkede fra sin fastklemte position på trappen. Eric ville sætte sig foran computeren og justere SGA- og PGA-parametrene i Oracle 10-databaserne. Det var hans job, så det var der ikke noget mærkeligt ved. Når en ORA600-fejl dukkede op i alert-loggen, sad Eric og fejlsøgte på Metalink. Årets mest spændende begivenhed på jobbet var, når han skulle sætte en dataguardløsning med asynkronoverføring op. Så var han lige så adrenalinpumpet, som hun var, når en af hendes nyheder blev taget op i morgen-tv. Hun så sig om efter Eric, men kunne stadig ikke få øje på så meget som skyggen af ham. Hun tænkte længselsfuldt på hans varme hænder, som masserede hendes spændte skuldre og ømme lænd. Det var hårdt at stå op. Og ubehaget ville ikke rigtig fortage sig. Hun havde en stærk følelse af, at nogen studerede hende fra samme sted som før oppe på overetagen. Forsigtigt hævede hun blikket og så nu, at et hoved forsvandt om bag bogreolerne. Der var altså rent faktisk nogen, som betragtede hende. Og hendes mobil lå hjemme i huset. Det kunne selvfølgelig være et barn, der lavede sjov med hende, men hun fik mere og mere lyst til at komme væk derfra. De havde kun en enkelt dag tilbage i Skåne, før de skulle hjem, forsøgte hun at sige til sig selv. Hun længtes efter at få lov til at være i fred og bare tage den med ro indtil fødslen. Som freelancejournalist kunne hun ganske vist sjældent rigtigt koble fra sit arbejde, 15


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 16

men hun havde ingen planer om at skulle være fastansat igen. Da hun arbejdede som nyhedsjournalist på Pressen, havde hun følt sig stavnsbundet, nu var hun i det mindste fri. Kombinationen formiddagsavis og familie virkede også problematisk. Visse kollegers mangel på respekt for andre mennesker var en anden grund til, at hun ikke ville blive der. Den mangel på empati, som var en del af hele atmosfæren, gjorde hende utilpas. Hun havde aldrig fortrudt, at hun var holdt op på Pressen, men nogle gange savnede hun kollegerne og tempoet. Lige nu var karrieren i hvert fald ikke i højsædet af naturlige årsager. Det handlede kun om uger nu, måske endda dage. Hun så frem mod fødslen med skrækblandet fryd. Den følelse var hun ikke alene om. Det var helt utroligt, at hun og hendes bedste veninde var blevet gravide næsten samtidig. De var begge to i tredje trimester, Johanna skulle føde i løbet af nogle uger, og Agnes lidt senere. Deres fælles venner var overbevist om, at det var noget, de havde aftalt, men sådan var det ikke. Hun gøs af ubehag, og det føltes, som om hun var strandet i loppemarkedshelvedet for altid. Trøstende klappede hun den udspilede navle og spekulerede på, hvad det var for en lille fister, der gemte sig bag den. Babyen pressede tilbage med en hæl. Der var ikke længere tale om frispark eller cyklen rundt derinde, der var ikke så meget som en millimeter tilovers i den bristefærdige mave. Til forskel fra Agnes havde hun valgt ikke at få barnets køn at vide, men inderst inde håbede hun på at få en pige, noget hun ikke engang havde røbet over for sin bedste veninde. Hun vidste godt, at det var tabu at ønske sig et bestemt køn og forstod logikken i det. Trykket på den vakkelvorne loppemarkedstrappe lettede, og hun pustede ud, da hun var kommet op og kunne gemme sig blandt de gamle bøger. Priserne var skyhøje, så hun købte ikke noget. Hun havde ikke længere fornemmelsen af at blive betragtet, men hun ventede alligevel lidt, før hun turde gå mod strømmen ned mod udgangen. Hun ville bare væk derfra. 16


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:28

Side 17

Da det endelig var lykkedes hende at slippe ud af fængslet, konstaterede hun, at hun havde klaret det uden at besvime. Ubehaget forsvandt som dug for solen. Vejret var slået om, himlen var mørkere, og det blæste koldt. Pludselig føltes det tillokkende med hverdag og Stockholm igen. Hun ville være på hjemmebane og kunne forberede sig på fødslen. Der var kun én dag tilbage. “Hej, er du her?” sagde nogen ved hende. Det gav et sæt i Johanna, og hun snurrede omkring. “Du gav mig et chok, Tobbe,” sagde hun og lo lettet, da det gik op for hende, at det ikke var en galning. “Jeg troede, at du og Agnes ville blive i Brantevik?” Tobbes blik blev mørkt. “Jeg kan ikke holde ud at sidde indenfor hele dagen, så jeg kørte efter jer. Hun er blevet hjemme med Nicole. Hvor er Eric?” “Her,” sagde Eric, der i det samme kom gående hen imod dem med en uidentificerbar, rusten kugle i højre hånd. “Jeg har fundet en herrekugle til en tier.” Johanna grinede. Al Erics ragelse var ved at udvikle sig til en opbevaringssag for Shurgard, hvilket ville betyde endnu en fast månedlig udgift for dem. Hun sukkede og gik med tunge skridt hen mod bilen.


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:29

Side 18

i badeværelsesspejlet og pressede bestemt øjenvippebukkeren sammen om øjenvipperne. I dag skulle hun se ekstra godt ud. Det var trods alt sidste aften på arbejdet. Det føltes vemodigt, men også befriende, at skulle holde op efter alle de intensive timer på Branterögens populære kro. Rosita Andersson ville komme til at savne den flok, som hun havde arbejdet sammen med hele sommeren. De var blevet ret tætte på trods af al stressen. De øjeblikke, de havde kunnet sidde sammen og holde pause, var til at overskue. Fødderne havde fået stryg, hun havde aldrig stået så meget op i hele sit liv. Ikke engang de bløde plastiktræsko hjalp. 21-årige Rosita havde sin egen lejlighed på Tullhusgatan i Simrishamn, tæt på havnen. Hun pendlede til arbejdet i sin gamle Audi, den var lille, men i nogenlunde stand. Hendes store passion var fyre, men det lykkedes hende aldrig at fange deres interesse særlig længe ad gangen. Hun var havnet i en ond cirkel, hvor hun altid blev udnyttet. Eller måske ikke ligefrem udnyttet, men problemet var, at hun næsten altid ville mere end bare at gå med nogen hjem for en enkelt nat. Hun ledte efter en kæreste, som hun kunne dele chipsposen med i sofaen foran fjernsynet, men hun havde ikke nogen forventninger om, at han skulle melde sig på banen lige netop i aften. Hendes bedste veninde Andrea hånede hende og sagde, at hun var desperat. Sådan var det overhovedet ikke, det var Rosita slet ikke enig med hende i. Men lidt bekræftelse kunne vel aldrig skade.

H

UN SÅ SIG

18


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:29

Side 19

Desværre var ingen af kokkene, som hun arbejdede sammen med, singler, ellers havde hun helt klart forsøgt at sætte tænderne i nogen af dem. I hvert fald i Ante, han var den pæneste og sjoveste, og så lugtede han bedst. Hun blev sulten, når hun så ham. Det triste ved Hamnkrogen var, at det altid var den samme slags gæster, der kom. Hver gang en lækker fyr dukkede op, gik der kun få sekunder, før hans tre sukkersøde unger kom drønende ind med en helt enestående smuk mor i baggrunden. Fuldstændig ligesom i de der kvalmende reklamefilm. Der manglede bare en rapsmark i baggrunden. Nej, kærlighedshungrende, lækre singlefyre holdt ikke ferie i Brantevik, de var vel i Båstad og Visby. Her måtte hun tage til takke med introverte kunstnere og andet sammenskrab, som ikke bidrog til holde samfundshjulene i gang. Makeuppen var det eneste, der manglede, før hun tog af sted. Det var trods alt la grande finale, og det ville hun markere. Tøjet kunne hun ikke gøre noget ved, eftersom hun skulle have den stramme sorte T-shirt på. Men hun havde frie hænder, når det gjaldt hår og makeup. Hun redte sine blonde extensions og satte håret op i en tilpas skødesløs hestehale. Hun ville gerne give indtryk af ikke at have gjort noget særligt ud af det, også selv om der ikke var en hårtot, der sad tilfældigt. Badeværelset var fuldt af makeup. Hun havde omhyggeligt organiseret krukkerne efter mærke. Hun lagde først foundation og så løs pudder ovenpå, og derefter lidt ekstra af det hele, især den glitrende highlighter. Måske ville det lønne sig i form af ekstra drikkepenge eller hede blikke. Hun var forvænt med flirtende blikke fra mænd, der holdt øje med, hvornår deres koner kiggede den anden vej. Gifte mænd var ikke så uskyldige, som hun engang havde troet. Tiden gik hurtigt, og hun begyndte at få travlt, hvis hun skulle nå det til tiden. Hun slukkede på badeværelset, gik ud i entreen, stak i skoene, låste efter sig og løb ud til bilen. Den her dag var speciel, så der var sikkert en del at forberede, og det ville ikke være populært, hvis hun kom for sent. 19


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:29

Side 20

Da hun svingede ind og parkerede uden for kroen, kunne hun med det samme se, at der var fuldstændig kaos. Hendes chef Hasse Ahl styrtede rundt som en nytårsraket på afveje. Hun blev mødt af Hasses panikslagne blik og et for helvede, for helvede, for helvede i stedet for det vanlige hej, hej, hej, som han plejede at slynge ud uden at have nogen anelse om, at det gav ham en slående lighed med en Duracell-kanin. Rosita havde på fornemmelsen, at det her ikke var det rette øjeblik at nævne det. Bandet, der skulle have spillet, havde aflyst i sidste øjeblik, fik hun at vide. Deraf Hasses stressede ansigtsudtryk. “Har vi ikke en Plan B til den slags situationer?” spurgte hun forsigtigt og fik fat på et øjenhår, der var ved at gå løs og og irriterede inde i øjet, som for alt i verden ikke måtte løbe i vand. “Plan B er karaoke. Det samme gamle lort.” “Jamen, så skal vi vel bare have ringet til karaokefolkene.” “Det har vi allerede gjort.” “Hvad er så problemet?” “Bandet havde været sjovere. Det er svarer til at love folk Springsteen og friske rejer, og så i stedet at byde dem på Kikki Danielsson og medisterpølse.” “Nu er du ikke fair. Jeg tvivler på, at nogen, der synger karaoke, kan holde samme niveau som Kikki,” påpegede Rosita oprigtigt. Hasse sukkede. “Du ved godt, hvad jeg mener.” “Ja, men jeg tror ikke, at folk går særlig meget op i det. Hvad hed bandet? Christer & Co? Jeg har i hvert fald aldrig hørt om dem.” “Karlssons Krapyl,” rettede han hende stødt. “Ja, ja, vi kan vel lige så godt begynde at stille borde op og gøre maden klar.” “Så gerne!” sagde Rosita oplivet. Uanset hvad Hasse sagde, så var karaoke tit ret underholdende, for det var aldrig til at forudsige, hvad der ville ske. Ulempen var, at det plejede at være de samme gamle fyldebøtter, der indtog scenen hver gang, og som nægtede at indse, hvornår 20


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:29

Side 21

det var på tide at give mikrofonen videre til en anden. Hun håbede inderligt, at Kenny-fucking-Kjol var syg eller bortrejst, selv om det ikke var særlig sandsynligt. Sidste gang, der var karaoke, havde de måttet bære ham ned fra scenen. Med sin blotte eksistens havde han allerede irriteret Rosita rigeligt denne sommer. Han havde øjensynlig aldrig hørt tale om selvindsigt. Og så havde han oven i købet bildt sig ind, at han og Rosita var venner. Hver dag kom han drønende på sin kiksede damecykel og standsede op lige foran cafeen for at sludre med hende. Uden at fatte, at hun var ved at blive godt træt af ham. Den sørgelige skabning.


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:29

Side 22

entrecote, kartoffelgratin og en balsamicobaseret sauce. Johanna syntes, at det smagte godt, men skelede misundeligt til rødvinen, som hun og Agnes ikke fik fornøjelsen af at dele med mændene. Heller ikke Nicole fik lov at smage, konstaterede den lille pige skuffet. Johanna kunne ikke lade være med at grine. Nicole var sådan en charmetrold med de sommerblegede lokker, der indrammede ansigtet. Hun var en tro kopi af sin mor, hvis man så bort fra håret. Johanna havde redt op til pigen i gæsteværelset, eftersom hun skulle sove hos dem i nat. Det føltes tryggere at have hende der i huset end på Lapphörnan. Planen var at sætte den trådløse babyalarm til, og så gå de 100 meter hen til kroen og synge karaoke, når de havde spist. Eller i hvert fald se på de andre, der sang. Johanna var gået forbi om eftermiddagen og havde fået at vide, at bandet ikke kunne komme, og at der ville være karaoke i stedet for. Det var ikke noget problem at have Nicole sovende hos dem, tværtimod. Johanna glædede sig til at give Tobbe og Agnes en nat på tomandshånd. De havde været temmelig uvenner i ugens løb og trængte til at være sig selv. Når Johanna tænkte efter, syntes hun egentlig, at den anspændte stemning var blevet værre for hver dag, der var gået. Men Agnes havde ikke løftet sløret for, hvad det egentlig handlede om. Hun sagde bare, at de var trætte. Efter maden stillede Johanna friske jordbær og vaniljeis frem, og Nicole slugte sin portion på mindre end fem minutter.

M

IDDAGEN BESTOD AF

22


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:29

Side 23

Tobbe takkede for mad og rejste sig. “Jeg skal lige putte Nicole,” sagde han undskyldende og lirkede sin datter op af stolen. “Godnat og sov godt!” sagde alle i munden på hinanden, og Nicole og Tobbe forsvandt via toilettet ind på gæsteværelset. Men putteproceduren trak ud, og Agnes begyndte at rykke uroligt rundt på stolen. Johanna fattede ikke, hvorfor veninden ikke bare benyttede sig af muligheden for at slappe af, nu hvor hun ikke behøvede at tage sig af putningen. “Lad nu være, Agnes, du sidder og tripper til ingen verdens nytte. Tobbe skal nok finde ud af det,” sagde Johanna og forstod med det samme, da hun så Agnes’ blik, at hun skulle have holdt sin mund. Agnes gik fra bordet, og det lød, som om hun mumlede noget i retning af “Du fatter ingenting.” Johanna så over på Eric, som trak på skuldrene og begyndte at tage af bordet. Selv blev hun siddende og stirrede ud ad vinduet. Det var så underligt med Agnes og den konkurrence, der altid havde været mellem dem. Agnes var kommet først med alting, kæreste, bryllup og barn. Inden Johanna overhovedet havde mødt svenskamerikaneren Eric, var Agnes allerede gift. Endda med verdens pæneste og sødeste mand, Tobbe, færdiguddannet biomediciner og kommende ph.d.-studerende på Karolinska Instituttet. Da Johanna blev gift, havde Agnes allerede en vidunderlig, bedårende datter. Nu ventede Agnes sit andet barn, en dreng. En af hver, ligesom i eventyrene. Og som om det ikke var nok, var Agnes ubetinget den kønneste af dem med sit brede, hvide smil, de klare blå øjne og det store, lyse hår. Selv følte hun sig mørk og kedelig med sit ynkelige, tynde hår, de brune øjne og de alt for mange fregner. Johanna var aldrig blevet valgt til skolens Lucia. Det lod tilfaldt altid Agnes. Eric satte en kaffekop foran hende, og hun blev revet ud af sine tanker. Fra gæsteværelset kunne hun høre Tobbes ophidsede stemme. 23


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:29

Side 24

“Hvorfor kommer du ind, hun var lige ved at falde i søvn. Jeg synes, at vi skal gå ud begge to, og så må hun prøve at falde til ro selv.” Johanna kunne høre Agnes sukke. “Nej, for hun har aldrig sovet her før, og jeg vil have, at hun er tryg. Jeg skal nok sidde hos hende,” svarede Agnes. “Hold nu op, for fanden! Der sker sgu da ikke noget ved, at hun skriger lidt, det dør hun ikke af,” afbrød Tobbe. “Gå ud til de andre, det trænger du vist til, så skidesur som du har været de sidste par dage!” “Hvad mener du med det?” “Hvad mener du med det?” vrængede Tobbe. “Hvis du ikke forstår det, er du sgu da virkelig dum som en dør!” Det sidste hviskede han næsten, men ikke lavt nok til, at Johanna og Eric ikke kunne høre det. Eric og Johanna så på hinanden, men nåede ikke at sige noget, før Agnes stod i døråbningen og stirrede ned i gulvet. “Kom og spis de sidste jordbær, de er til dig!” sagde Johanna i et forsøg på at glatte ud. “Nej, tak,” svarede Agnes med tårer i øjnene, men satte sig alligevel ved bordet. Johanna indså, at der ikke var noget, hun kunne gøre for at muntre hende op. Straks efter kom Tobbe ud og åbnede en øl, som han drak i én lang slurk. “Jeg kan godt forstå, hvis I bliver afskrækkede med hensyn til at have børn, men det er lidt sent at fortryde nu,” sagde han for sjov og nikkede mod Johannas store mave. Hun syntes overhovedet ikke, at han var sjov. Eric var den eneste, som grinede med ad den dårlige vittighed, men han tav straks, da Johanna sendte ham et advarende blik. Den eneste måde, aftenen kunne reddes på, var ved at bryde op og tage hen på kroen. “Tror I, at hun sover nu, så vi kan gå et smut derhen?” spurgte 24


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:29

Side 25

hun tøvende og fik et par trætte nik til svar fra alle, bortset fra Agnes, der rejste sig op. “Jeg går ind og dobbelttjekker,” sagde hun, og Tobbe sukkede. Da Agnes kom tilbage, tog de sko på, og Johanna låste efter dem. “Jeg lægger nøglen her, hvis nogen får brug for at låse sig ind,” sagde hun og gemte nøglen under en stor sten ved siden af døren. “Så kan man bare lægge den tilbage og låse indefra.” Det knasede under deres fødder, da de gik over grusvejen til trælågen ud til gaden. Agnes holdt babyalarmen ind til øret. I tavshed og med en dæmpet skramlen i babyalarmen gik de over mod havnekroen. Johanna fik ondt af Agnes og lagde trøstende armen om hendes skuldre. “Det varer ikke så længe, min skat, så er det overstået. Det hele bliver nemmere, når du bliver i bedre humør igen,” hviskede hun. “Det er jeg ikke sikker på,” svarede Agnes og rystede på hovedet. På mindre end et minut var de fremme ved den svenskrøde træbygning, som lå få meter fra vandet. Man kunne mærke på vinden, at efteråret nærmede sig. Der var ingen ledige pladser udenfor, så de gik ind i det gamle bådehus, som nu var festlokale. Derinde var der stadig ledige borde. Klokken var halv ti, og scenen var stadig tom. Karaoken var ikke begyndt endnu, og Johanna var glad for, at de var kommet, inden den gik i gang. En sortklædt mand hoppede op på scenen foran dem og opfordrede alle til at finde en passende sang i hæfterne, der lå strategisk placeret på bordene rundt omkring i lokalet. Johanna bladrede ivrigt for at finde noget, hun kunne lide. Eric var også fordybet i den omfangsrige sangliste. “Du kunne måske optræde med For fed til at score?” grinede han og klappede kærligt på Johannas udspændte maveskind. Hun himlede med øjnene til svar. Tobbe og Agnes sad tavse og stirrede i hver sin retning uden at røre sanghæftet. De kunne åbenbart ikke give slip på skænderiet. Begge sad stive som statuer ved bordet, og Johanna led med sin 25


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:29

Side 26

veninde, men var ude af stand til at gøre noget. Tobbe ignorerede sin kone helt, men ofrede så meget desto mere opmærksomhed på den blondine, der kom med hans øl. Johanna syntes, at hans opførsel var usmagelig, og spekulerede på, hvorfor Tobbe havde forandret sig sådan. Han havde aldrig været så ubehagelig før. Og det blev ikke bedre, når han drak. Hvis han sagde eller foretog sig andet dumt over for Agnes, ville Johanna få svært ved at holde sin mund. Karaoken gik i gang, og Johanna gav slip på alle sine bekymringer for en stund. En fuld fyr med hat stillede sig op på scenen og præsenterede sig som Kenny Kjol. Hun håbede for hans egen skyld, at det var et kunstnernavn. Hr. Kjol lirede to sange af i træk uden nogen større reaktion fra publikum. Hvis det havde været i et tvprogram, ville dommerpanelet have standset ham, allerede før han nåede til omkvædet i den første sang, og have bedt ham om at gøre sine omgivelser en tjeneste ved aldrig nogensinde igen at nærme sig en mikrofon. Tobbe blev ved med at flirte med den unge servitrice, nu henne ved baren. Han tømte sine ølglas i rekordfart for hurtigt at kunne lokke hende hen til sig igen. Det eneste positive, der var at sige om det, var at Agnes slap for at blive ydmyget, eftersom hun havde forladt bordet. Hun var sikkert gået på toilettet og havde taget babyalarmen med sig, for den stod ikke længere på bordet. Lidt senere dukkede Tobbe op ved deres bord. “Agnes var træt og er gået i seng. Jeg stoppede hende ikke. Det er nok bare lidt hvile, der skal til,” sagde han spydigt og løftede sit glas. “Bunde eller resten i håret!” “Tror du ikke, at jeg skal gå hjem og tjekke, om hun er okay?” spurgte Johanna. “Hun var i ret dårligt humør.” Tobbe grinede. “Nej, nu fester vi! Det er jo sidste aften,” svarede han og bestilte en ny guldøl hos den blonde servitrice, som pludselig stod der igen. Efter et øjeblik undskyldte han sig og stillede sig igen op i baren. Der var ingen tvivl om, at servitricen var interesseret i ham, det 26


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:29

Side 27

lyste ud af hende på lang afstand. Johanna besluttede sig til, at nu var det nok. “Eric, nu får vi Tobbe med væk herfra, okay?” sagde hun bestemt og rejste sig, inden han kunne nå at svare. Hun kunne ikke længere holde ud at se på Tobbes flirten, så hun gik hen til ham og trak ham til side. “Tobbe, for fanden, tag dig sammen! Du opfører dig som en teenager, ikke som en kommende far til to små børn. Nu går vi,” sagde hun og kunne mærke, hvordan hun kogte af raseri. Eric stod bagved hende og så forvirret ud. Meget modvilligt fulgte Tobbe med, samtidig med at han kastede smægtende blikke efter den unge pige, som skuffet fulgte ham med blikket. De gik hen til Lapphörnan uden at tale sammen. Tobbe standsede op uden for lågen og stod og tøvede et øjeblik. Johanna og Eric gik de få skridt videre, til de stod ved den blåmalede trælåge ind til det hus, de skulle sove i. Hun vendte sig om og betragtede den patetiske skikkelse, som knap kunne holde sig oprejst. “Har du brug for hjælp?” spurgte hun. “Nej, for helvede, så galt er det heller ikke. Jeg skal bare lige have lidt frisk luft. Godnat!” sagde Tobbe og løftede på en imaginær hat i et forsøg på at lette stemningen. Han så ikke helt overbevisende ud, men Johanna orkede ikke at modsige ham. “Jeg håber, at I får sovet, nu I har chancen!” sagde hun i stedet og fulgte efter Eric, som var på vej ind. “Tak,” svarede Tobbe og forsvandt rundt om hjørnet. Johanna og Eric gik ind i huset, de hviskede sammen for ikke at vække Nicole. “Det føles helt forkert, det her, men hvad skal man stille op? Jeg kunne jo gå ind og tjekke, om alt er o.k. hos dem?” spurgte hun. “Nej, jeg tror ikke, at der er noget, vi kan gøre,” svarede Eric og kyssede hende. “Det ordner sig, min skat. Lad os gå i seng.” Men Johanna kunne ikke lægge bekymringen fra sig. Agnes 27


Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1

10/01/12

15:29

Side 28

havde måske selv set, hvad Tobbe havde gang i, Johanna var ikke sikker. Hvis hun havde, forstod Johanna godt, hvorfor Agnes var gået tilbage til Lapphörnan uden at sige farvel. Måske havde de større problemer, end hun havde troet. Når hun tænkte efter, syntes hun, at Agnes havde været meget fåmælt hele ugen. Og Tobbe havde været usædvanligt kort for hovedet over for hende. Johanna var hele tiden gået ud fra, at det bare var, fordi de var trætte. Men her til aften havde hun fået en fornemmelse af, at det var mere end det. Tobbes opførsel gjorde hende bange. Vred, ubehagelig og ondskabsfuld. Hvis Eric havde opført sig som Tobbe, ville hun have bedt ham om at skride ad helvede til og tage den storbarmede blondine med sig.


Uge 36 af Sofie Sarenbrant