Issuu on Google+


11

På gårdspladsen holdt tre militærbiler. De var pakket til randen og overdækket med laset presenning. De så ud til at være klar til at tage af sted. General Pier Francesco Calibano tog presenningen af en af vognene. Under den lå malerier, lysestager, sølvtøj og porcelæn fra villaen. Han skyndte sig tilbage til stenmøllen og åbnede døren, der var ulåst, og listede op ad trappen. – Dino, hviskede han. – Dino, vågn op! – Er det Djævlen? hviskede Dino tilbage inde fra mørket. – Nej, din idiot, det er mig, Calibano, kom og hjælp mig. Efter et par minutter kom Dino ned ad trappen. – De truede med at skyde os, sagde han hurtigt. – Der var ikke noget, jeg kunne gøre. – Hvornår kører de? – Snart, sagde Dino. – Soldaterne er taget af sted, der er kun Engell og to underofficerer tilbage. De to mænd gik hen på gårdspladsen og betragtede bilerne i det diffuse månelys. Efter en kort hvisken begyndte de at tage tingene af bilerne, bære dem ind i brændeskuret og bære brænde tilbage ud i bilerne. Da de var færdige, hentede Generalen nogle af de mindst værdifulde genstande i brændeskuret og lagde dem øverst. Så gik han med Dino op i stenmøllen og satte sig i varmen inde i den dybe kamin. Loredana havde fået en søn til siden sidst og lå i sengen med de to drenge. Før daggry kom Engell ud af villaen med to soldater, den

107

Næsten levende.indd 107

15/02/12 14.02


ene af dem var den stumme unge mand. De bar rejsegrammofonen mellem sig. Engell græd uden at lægge skjul på det. Uden et ord satte han sig i den ene bil, de to soldater anbragte grammofonen ved siden af ham, og så satte de sig ind i hver sin bil og kørte ned ad bjerget. – Godt, Dino, sagde Generalen. Det var alt, han sagde. Han spiste et stykke brød og drak den varme mælk, Loredana satte frem til ham. Han spurgte ikke til Elisa og pigen i villaen. Da han havde drukket sin mælk, gik han over gårdspladsen hen til huset. Han så op på det grå våbenskjold med de lyse gule striber, som en af morgenens første solstråler ramte. Engell havde efterladt døren åben. Pier Francesco Calibano gik ind i den villa, der nu igen var hans. Lyserøde solstriber lagde sig fra himlen ned over horisonten, men det var stadig stjerneklart over bjerget. Enkelte fugle begyndte at synge. Han gik op ad trappen til soveværelset og åbnede døren. Han stod nogle minutter og lod sine øjne vænne sig til mørket. Han kunne se sengen, men ingen vugge. Pigen måtte sove i et andet rum. Han gik hen til sengen. Han kunne ane Elisas hår som en blodpøl hen over sengen. – Det er mig, hviskede han. – Jeg er hjemme. Elisa satte sig op uden at sige noget. Hun fumlede med noget, så strøg hun en tændstik og tændte stearinlyset ved siden af sengen. Hun så på Pier Francesco. Hun var blevet mager og så forvirret ud. – Kunne du ikke have givet besked? hviskede hun. – Jeg er hurtigere end posten, sådan som tingene er nu, sagde han. Han satte sig på sengen. Han rakte sin hånd ud mod hende. – Hvad vil du? spurgte hun. – Jeg er din mand. Kan du tage imod mig som din mand? – Er det det, du er kommet efter? Han nikkede. Så trak hun natkjolen af sig og sad nøgen i sengen. – Så kom da, sagde hun tonløst. General Pier Francesco Calibano tog sin uniform af og lagde den over en stol. Han stillede skoene ind under stolen. Han tog sin undertrøje og sine underbukser af. Han var muskuløs og veltrænet. Han

108

Næsten levende.indd 108

15/02/12 14.02


forestillede sig, at kvinder beundrede hans krop. Elisa så på ham, som om han var et træ. – Skynd dig, sagde hun. – De vågner snart. Han lagde sig ved siden af hende og begyndte at røre hendes krop. Hendes bryster var små og slunkne, hun var så tynd, at knoglerne stak ud på hende. Han havde engang elsket hendes store bryster og hofter, men det her var ikke Elisa. Hun var en halvdød fremmed, der var blevet trukket op af krigens ruin. – Rør ved mig, sagde han. Elisa kom med en lille, hånlig lyd. Så tog hun sin hånd ned og begyndte at massere hans lem, hårdt og ufølsomt. Der skete ingenting. Det var, som om hun rørte ved ham med en bambuspind, stak til ham. Hun tog den anden hånd ned. Han tænkte; hun har ikke prøvet det før, jeg må være venlig, tålmodig. Han tænkte på luderne, han havde været sammen med. Han tænkte på Loredana, der havde smilet til ham fra sengen, hvor hun lå rund og frodig med de to drenge. Han forsøgte at tage fantasien til hjælp. Ingenting skete. Elisas bambushænder slap ham, og hun rejste sig op. – Ha, sagde hun. – Du kommer hjem og tror, du er en fandens karl. Du kan ikke engang. Så vil jeg da hellere have Hesten. Hendes hånlatter blev hængende som en skygge i rummet, Vreden startede i læggene og bredte sig som en ildflod op gennem Pier Francesco Calibanos krop. Han tog fat i Elisa og smed hende på gulvet. Han hamrede sin knytnæve op i hendes køn. Han bevægede hånden frem og tilbage. Han så ingenting. Så hellere Hesten, genlød det i ham. Så hellere Hesten. Han savlede, mens han slog hårdere. Op og ned i hendes mellemgulv. Så tog han fat i hendes hår og hamrede hendes hoved rytmisk i gulvet. Han så ind i hendes vilde, blodige øjne, og han hørte Hesten galoppere. Endelig en krigshandling. Hun skulle aldrig håne ham igen. Hendes hoved ned i flisegulvet. Hendes hoved op i luften over flisegulvet. Ned igen. Så længe, at hendes hånlatter standsede og aldrig ville komme ud af hendes udtørrede mund igen. Munden var blevet en blanding af tandstumper og blodigt kød.

109

Næsten levende.indd 109

15/02/12 14.02


Der var gået hul på hendes hoved. Der var hjernemasse på gulvet. Lyden blev til en rytme. Et grotesk minde vældede frem i ham: Hans far, der kastede en kokosnød mod stenene på gårdspladsen. Den første kokosnød. Den første smag af hvidt og blødt kokoskød. Smagen af blod, fordi en dråbe af Elisas blod ramte hans læber. Han sagde ikke et ord imens. Så kun billedet af Hesten, der løb hen over marken med sit enorme lem hængende ud af bukserne. Han blev ved. Han blev ved, indtil vreden ikke længere brændte i ham. Da havde Elisa været død længe. Han satte sig nøgen på gulvet ved siden af hende og hulkede uden en lyd og vuggede grotesk frem og tilbage. Du vælger selv, hvem du er, hviskede Tante Lin i ham. Han kunne høre barnet et sted og trin nedenunder. Han fandt nøglen frem til pulterkammeret bag soveværelset, hvor lakkassen fra Japan stod. Han lagde Elisa derind sammen med hendes nattøj. Han hev det meste af hendes tøj ud af skabet og smed det ind i rummet. Han tørrede blodet op fra gulvet, så godt han kunne, og tog selv et sæt almindeligt tøj på, der hang inde i det store skab. Han gik ud på badeværelset, hvor der stod vand i servanten, og skyllede blodet af sig. Han skyllede gulvet med vandet og tørrede det op med lagenet. Blodvandet hældte han gennem vinduet ned i gården. Et øjeblik blev han stående og så sig selv i spejlet. Det var Tante Lins spejl – det spejl, som hun havde haft med, da hun kom til Italien fra Kina. Bronzespejlet med dragehoveder og skrifttegn, som Tante Lin havde lært ham at tyde. Lige nu huskede han intet om, hvad de betød. Han tørrede nogle blodpletter af sin kind. Så så han direkte ind i spejlet og så for første gang det syn, som siden skulle forfølge ham i alle spejle: Elisas smadrede ansigt fortrukket i et hånligt smil. Hendes hoved i spejlet sad der, hvor hans eget hoved plejede at sidde. Han rystede på hovedet. Elisas hoved gjorde det samme inde i spejlet. Han slog sig hårdt på kinden, som for at vække sig selv. Det er løgn, sagde munden derinde, men det var Pier Francesco Calibanos stemme, der gav genlyd i soveværelset. Han skreg, og munden inde i spejlet skreg også. Han rev sig løs fra spejlbilledet og løb ned ad trappen.

110

Næsten levende.indd 110

15/02/12 14.02


– Hvor er hun, Maria? råbte han. – Hvor er Elisa? Maria hylede, da hun så ham. Cesar gøede, som om den havde set en fremmed, så stak den halen mellem benene og løb tilbage til sit hundehus. – Hvor blev jeg forskrækket, råbte Maria. Hun havde pigen på armen. Pigen havde lyst krøllet hår, mørke indtrængende øjne. Hun lignede en engel fra et renæssancemaleri. General Pier Francesco Calibano tog pigen over til sig. – Løb over til Dino og sig, at Elisa er væk, råbte han. Barnet begyndte at græde, men han holdt hende blot tættere ind til sig. – Sig, hun er væk. Hun må være kørt af sted med Engell. Maria løb ud. Han skyndte sig at tage vand i en spand, bære den op, rense servanten og tørre det sidste blod op; alt sammen med barnet på armen. Han låste døren ind til pulterkammeret. Han nåede tilbage ned i køkkenet, før Dino kom. – Men vi så dem jo køre, sagde Dino. – Hun var ikke i bilen. – De har været sammen de to, ikke? råbte Calibano. – Han har spil­let sin vamle musik for hende, har han ikke? – Måske, sagde Dino. – En gang imellem. – Hun må have stået længere nede ad vejen, så du ikke skulle se hende, sagde Generalen og forsøgte ikke at lægge skjul på, at han ry­ ste­de over hele kroppen. – Hun vidste, hvad de havde lagt i bilerne. Hun har været med til det. – Hun gjorde måske ikke modstand, sagde Dino modstræbende. – Men det var også svært, de gik jo rundt med deres maskingeværer. Maria var gået op i soveværelset og kom ned igen. Hendes ansigt var blankt og stille. Hun ved det, tænkte Generalen. Hun er dum, men hun ved, hvad der er foregået. – Hendes tøj er væk, sagde Maria uden at se på Generalen. – Jeg så dem stå og hviske sammen i går, i lang tid, bag huset. De så mig ikke. Hun ved det, tænkte Calibano. Hvorfor siger hun ikke noget?

111

Næsten levende.indd 111

15/02/12 14.02


– Jeg har ikke tænkt mig at køre efter en luder og en stak brænde, sagde han. – Bær mine ting herover, Dino. Han gav det grædende barn til Maria. – Hun vænner sig vel til mig, sagde han. – Hun ligner ikke sin far. – Nej, sagde Maria. – Hun ligner Dem. Maria så på ham med naive og godmodige øjne, og så sagde hun: – De ved, Hesten også var far til mit barn. Jeg lagde mig på det, indtil det ikke trak vejret længere, da det var to dage gammelt. For der var ingen, der ville dække over, hvad han havde gjort, ved at gifte sig med mig. Elisa forstod ikke, hvad De gjorde for hende.

Næsten levende.indd 112

15/02/12 14.02


12

Tågen havde lagt sig godt til rette i bunden af dalen omkring Villa Calibano. De højest beliggende landsbyer stak op som øer i et gråt landhav. Generalen stod lænet op ad stenegen på gårdspladsen og tænkte på, hvilken kurs han skulle udstikke. Han havde ansvaret for et barn, der ikke var hans. Han havde ansvaret for Elisas lig, der stadig lå der i pulterkammeret bag soveværelset og aldrig mere ville ydmyge ham. Han så de mange små byer med deres borge og tårne svæve over dalen – så, hvordan de ligesom gyngede i skyhavet, som aske fra brændte skibe dagen efter et stort søslag. Han ville have overblik, klarhed og orden, men det snørede sig sammen i ham til et rodnet af alt for hurtigt voksende bambus. Han så over på den japanske bambus, Dino havde plantet i olivenlunden. De skarpe grønne rør stod selvsikkert op mod den grå himmel. Han gav bambussen skylden. Han tænkte på de amerikanske soldater, på den måde, de havde forsøgt at spænde ryggene på. Han kunne høre Kaptajn Yoshidas latter, da de begyndte at skrige. Cesar gøede. Der lød skridt på jordvejen bag ham. Det var Remo, den unge murer nede fra landsbyen, der var kommet for at udbedre skaderne på huset efter tyskernes hærgen. Generalen betragtede soldaternes ubehjælpsomme udkigstårn og tænkte irriteret på den vin, de havde bællet i sig for at få vintønder nok til at bygge tårnet. – Kan du skaffe mursten, Remo? Generalen så den unge mand knibe øjnene sammen. Remo var

113

Næsten levende.indd 113

15/02/12 14.02


ung og stærk, hans solbrændte overkrop var dækket af sved, men han var ikke forpustet efter den stejle opstigning fra dalen op til huset. – Det kommer vel an på, hvor mange Generalen skal bruge. Remo var Dinos fætter. Han var ydmyg og snu og behandlede Generalen som en ældre mand, selvom de var næsten jævnaldrende. Han havde været aktiv i den kommunistiske modstandsbevægelse, men havde fra starten vidst, han ikke skulle skilte med, hvilken side han var på. Der var arbejde nok at få nu, men Generalen betalte bedre end bønderne, og når Generalen sendte bud efter én, var det om at slå til. – Kan du se det tårn der? Generalen pegede på tyskernes skæve vintøndetårn. – Til vinter vil jeg have et rigtigt tårn der, med to små rum i, et der vender ud mod dalen og et, der vender ind mod villaen. Jeg vil have en snoet indre trappeskakt uden en bærende konstruktion i midten, trinene skal fæstnes til murene. Ingenting i midten, forstået? Bare et hul, forstået? I det ene værelse skal jeg sidde om aftenen og drikke min vin og se solen gå ned ude over havet, og i det andet skal jeg sidde, når det er for varmt. Der skal jeg kunne være mig selv. Der skal ikke være noget vindue. Kan du klare det? – Hvis jeg kan finde sten nok. Og prisen på mørtel er høj. – Jeg har forbindelser, sagde Generalen. Han nikkede ud mod dalen, som om der lå store lagre af mursten og mørtel gemt til ham under varmedisen. Remo nikkede igen. Så var det en aftale. Selvfølgelig kunne han finde mursten. Han kunne tage dem fra den sønderbombede skole nede ved skovkanten, som partisanerne havde brugt til våbenlager. Og han havde lagt sække med mørtel til side gennem hele krigen, fordi han vidste, det ville blive en mangelvare, så snart den var forbi. – Du kan starte efter sommeren. Ikke før. I mellemtiden kan du reparere skaderne på olivenmøllen nede ved Kattebækken. Remo nikkede igen. Han stillede ikke spørgsmål. Ingen arbejder havde nogen sinde stillet spørgsmål til ejeren af Villa Calibano.

114

Næsten levende.indd 114

15/02/12 14.02


Det næste, General Pier Francesco Calibano gjorde, var at sende Dino og Loredana til havet. Først bar de alle genstandene fra Dinos lille hus ind i det store kælderrum og låste det. Han fik Dino til at tage alle villaens spejle om bag huset og knuse dem. Han stod lidt derfra og sikrede sig, at Dino knuste hver og et af de spejle, der fandtes i Villa Calibano. Undtagen Tante Lins spejl, som han havde lagt op i rummet til Elisas lig. Heller ikke Dino stillede spørgsmål, men gik omhyggeligt og grundigt til værks. Bagefter vendte Generalen sig mod ham og rakte ham hånden. – Jeg har to måneders orlov. Jeg bliver her med barnet, og så kan I tage til vandet for sommeren, som vi gjorde før krigen. Har Loredanas søster ikke et hus ved vandet, hvor hun tilbringer sommeren? Tag derhen! Og tag Maria med. Jeg bliver her med barnet. Maria sagde ingenting, pakkede bare lidt tøj i en lille fin læderkuffert, Generalen var sikker på havde været Elisas. Men han spurgte heller ikke Maria om noget, ikke længere. Kun Loredana forsøgte med en indvending. At det blev for meget for ham, at han ikke vidste, hvad det krævede at passe et barn. – Jeg har ikke tænkt mig at slå hende ihjel, hvis det er det, du tror, sagde han bare til Loredana. – Jeg er ikke et monster. Elisa er væk, og pigen er mit ansvar. Jeg tager mig af hende, I tager til stranden. Han vidste ikke, hvad de havde sagt til hinanden, hvad de tænkte. Det var også lige meget. Det var sommeren 1945. Der var så meget at tænke på. Dino, Loredana, Maria og de to drenge tog bussen til stationen og derfra toget til havet. De skulle være væk i otte uger.

Næsten levende.indd 115

15/02/12 14.02


13

Hver dag til frokost spiste Generalen og pigen pasta med tomater, som han plukkede i Dinos tomathave. Han plukkede frugt til dem om eftermiddagen. Han beskæftigede sig kun lidt med barnet, han sad på bænken i haven, og hun, der lige havde lært at gå, bevægede sig omkring ham. Det var, som om hans apati gjorde hende godt. Hun vidste altid, hvor han var, han sad der på bænken, og når de gik indenfor, sad han i den samme lænestol i stuen og lod stanken af Elisas forrådnelse gennemtrænge sig. Han fulgte med i lugtens udvikling; pigen lod ikke til at ænse den. Først en egentlig ikke ubehagelig, tung lugt, som blomstervand, der havde stået længe med visnede blomster. Så blev den dybere, lugten fik en sødlig kvalmende tone ved sig. Så var den brændende, tør og kraftig, men ikke længere sødlig. Så blev den salmiakagtig indtrængende – en lugt, hvis kilde man havde lyst til at finde og fjerne. Som en rotte under gulvbrædderne. Så blev den som brændt jord. Pier Francesco Calibano lod alle vinduer stå åbne, så lugten, dufttone for dufttone, trængte ud i landskabet. Han åbnede aldrig døren ind til sove­værelset. Han sad bare og betragtede barnet lege. Han kunne ikke forstå, at hun var til. Han kunne ikke forstå, at hans drømme, hans og Elisas faste, fornuftige drømme om fremtiden, kunne ødelægges af et barn, der ikke i sig selv var ondt. Han spurgte sig selv, om han kunne have handlet anderledes. Han kunne have sagt nej til Elisa, sagt aldrig i livet vil jeg gifte mig med en hore, som det havde

116

Næsten levende.indd 116

15/02/12 14.02


været hans første indskydelse, inden Tante Lin havde hvisket i ham. Ladet hende selv rode med sin krop og sit afkom. Man ligger, som man har redt, kunne han have sagt. Men så havde han tænkt, at han gerne ville kunne se sig selv i spejlet om morgenen. Ha. Hver eneste spejlstump han kom til at se i, viste Elisas ansigt. Og bunken af knuste spejle, som han havde lagt nogle gamle sække over, tiltrak ham som en magnet, når barnet sov til middag. Ikke Elisas træk, som flød ind over hans, ikke som et billede eller en længsel, nej, fysisk og konkret hendes hoved på hans skuldre. Han kunne ikke barbere sig, og måtte hver tredje dag sætte pigen op på hesten og gå ned til byen for at blive barberet. Evi sad imens på en legetøjshest, barberen havde fået skåret til, så de mindre kunder kunne sidde på den og blive klippet, og der sad hun roligt og så på Pier Francesco Calibanos ansigt i spejlet og vinkede til det, og Generalen tænkte: Ser hun også, hvad jeg ser? Det var Elisas ansigt, men det var ikke det samme ansigt, hver gang han så i et spejl. Han havde kendt Elisa i ti år. Første gang, han mødte hende, var til et marked, hvor hun kom gående med en veninde under armen i de kvindelige fascisters uniform. Hun smilede til ham, hun var højere end de fleste, og han havde kigget længe efter hende. Det unge, smilende ansigt sad ofte på hans skuldre inde i spejlet, med den hvide fascistskjortekrave trukket ned over hans hvide skjorte med de bredere flipper. Så kunne det være Elisas ansigt, anden gang de mødtes, til en middag hos en af hans tanter; hun havde været der som naboens niece, og de havde siddet længe og talt sammen i sofaen. Hun havde flettet sit hår i to fletninger, der var sat op over hendes hoved som en tyrolerpige, og hun havde haft et sår på kinden. Der var Elisa, da hun sagde ja til ham, inden han tog af sted til Japan, hvor hendes øjne fyldte hendes ansigt med deres bløde, skinnende følelse. Elisas ansigt i solen, med øjnene let knebet sammen. Elisa, da hun tog imod ham i stuen i huset i Empoli med sin opsvulmede mave. Elisas døde, blodskyggede ansigt. Elisa, der lige havde født. Elisas ansigt forrådnet. Elisas ansigt som skelet. Det var ikke bare det, at general Pier Francesco Calibano

117

Næsten levende.indd 117

15/02/12 14.02


så hendes ansigt i spejlene, men han vidste aldrig, hvilket af hendes ansigter, der viste sig. Han lukkede øjnene hos barberen. – Bare nyd det, sagde barberen. – Læg hovedet tilbage og nyd det. Han skulle bare vide. Generalen gemte sølvkrus og bronzefade af vejen. Han dækkede alt, der var i stand til at spejle, over med hvide lagner. Tante Lin havde sagt: – Hver gang vi ser os i et spejl, bliver vores aftryk derinde. Da han skulle løfte bronzespejlet af væggen i Tante Lins stue, dengang hun flyttede til en lejlighed i Firenze, sagde hun: – Pas på. Det er tungt, jeg har set mig i det så mange gange. Han havde grinet af hende. Det var heller ikke det, der var på fær­ de. Han kunne forstå, hvis han så sig selv som yngre, som barn, i de gamle plettede spejle i villaen, men det var ikke et barn, han så. Det var Elisas kranie blottet for kød. Det var værst om natten. Ikke, at han gik ud til spejlstumperne om natten, men tanken om dem trak i ham, og han forestillede sig, hvad han ville se, hvis han gik derud, og forestillingen voksede og voksede som store ringe fra en sø, hvor et spejl var blevet kastet ned i midten, og søen ville også spejle Elisa, tænkte han, og han så hendes ansigt i en rund sø, i havet; nej. Han forsøgte at holde fast. Havoverfladen ville være for urolig. Huset var mørkt. Stjernerne befriende langt væk, månen hvid og tør. Han lå i sin seng i det lille gæsteværelse med lukkede øjne. Barnet sov i værelset ved siden af. Indimellem kunne han høre hende vende sig. Når hun ville have vand eller græd, trøstede han hende og gav hende vand, men det var sjældent. Han lå og forsøgte at fange søvnen, forsøgte at lade sig glide ind i dens rolige puppe. Han ville lade sig vugge af natten, som et skib, tænkte han. Huset er et skib. Jeg er på havet. Det er trygt. Men det var ikke trygt. Indimellem tænkte han, hvorfor han ikke bare flyttede sig væk fra liglugten. De kunne tage ud til vandet. Ingen ville undre sig over, at

118

Næsten levende.indd 118

15/02/12 14.02


han tog til havet. Krigen var slut. Han havde ikke haft fri en eneste dag i et år, nu havde han to måneder fri. Han var taget hjem. Men Tante Lins stemme kværnede i ham. Det er valget, der afgør, hvilken mand du er. Han ville føle sig som en kujon, hvis han flyttede sig. Han havde slået Elisa ihjel, og stanken var en konsekvens af den handling, og den måtte han stå igennem. Alt havde konsekvenser, og hvis man løb fra konsekvenserne, løb man fra sig selv. Han var ikke en kujon. Han havde medaljer, der beviste, at han ikke var kujon. Han løb ikke væk. Han tog konsekvensen. Han lå vågen, dirrende og urolig, indtil det blev lyst. Så sov han, måske en time eller to, indtil barnet vågnede. Så tog han most og kiks fra køkkenskabet, og de satte sig ned i haven. Barnet rejste sig og plukkede blomster eller sad i græsset og svingede med en snor. Barnet legede med Cesar, der fandt sig i alt, hvad hun gjorde, men indimellem kiggede spørgende på ham, som om den heller ikke forstod, hvad der foregik. Han blev siddende på bænken og tog konsekvensen. Det var som en selvforskyldt straf; en straf, han ville udstå. I lige så høj grad som han ville undgå samfundets straf. Han vidste, at han måtte blive i villaen hos Elisa, indtil stanken var væk og de andre kom tilbage. Han gjorde ikke rent, og barnets fækalier lå i en spand, så de ville tro, at det var det, der stank, når de kom tilbage. Han overvejede indimellem at slå Evi ihjel, men han følte ingen vrede imod hende. Han hadede hende indimellem, ønskede, at hun ikke var til, var mindre kød og blod, end hun var, men der var ingen vrede. Kun som om han var lagt i et rivejern, der skilte ham ad i lange, splittede tråde. Der var kun de knugende nætter og lange tørre, varme dage uden indhold. Kun tanken om, at Elisas krop rådnede op. Han tænkte sig frem til, at han skulle bygge en forestilling op om, at hun var kørt af sted med Engell. Jo stærkere hans forestilling var, desto mere overbevisende ville han virke på andre. Han satte sig op i tyskernes udkigsrede med sin kikkert og så ud over dalen. Han kunne se mennesker bevæge sig gennem landskabet, rækker af mennesker nordpå, andre

119

Næsten levende.indd 119

15/02/12 14.02


sydpå. Han så ned på krigens landskab som fra et bombefly. Nogle i lastbiler, mange gående. Han forestillede sig, at Elisa sad der, i en af de få biler, ved siden af Engell. Engell havde tændt rejsegrammofonen. De hørte Tosca, altid den forbandede Tosca. Det er fint, tænkte Generalen, jeg kan blive ved med at hade Tosca, det vil kun virke overbevisende. Ville Elisa sende ham et brev, når hun kom til Tyskland? Aldrig. Det ville ikke være plausibelt. Ville han blive skilt fra hende? Han kunne få ægteskabet annulleret. Men nej. Han ville under ingen omstændigheder gifte sig igen, så hvorfor skulle han gøre det? Han ville være den bitre, forladte ægtemand, der ikke undte sin kone en skilsmisse. Han var vel katolik. Hvad Gud har sammenføjet, kan intet menneske adskille. Han havde Loredana. Han havde luderne i Livorno. Han måtte huske at give Dino mere ansvar for olivenmøllen. Det ville gøre ham glad og holde ham nede i dalen. Billedet af lægen blev ved med at dukke op. Mon han ville fatte mistanke? Kunne Elisa have betroet lægen noget? Ingen vidste, at han, hendes mand, var kommet til landsbyen så tidligt den nat, men måske havde hun betroet sig til lægen: Vid, at jeg aldrig vil stikke af med Engell. Pier Francesco Calibano tænkte på lægen og så for sig lægens hænder og den lange sytråd, hænderne som røde og flaksende fugle foran Elisas skamferede køn. Han fortsatte med at forestille sig, at Elisa og Engell kørte gennem Brennerpasset. Der måtte være mange lastbiler, mange, der var på vej tilbage til ruinerne af deres land. Landet var sprunget ud i grønt. Solen, der var ligeglad og bare ville holde sommer. Mange flygtninge. Kaos. De sulter. Det er sommer, det hjælper. Nogle vil den anden vej. Elisa kunne møde nogen, en fætter, en kammerat fra ungfascisterne. Hvis jeg kan få et rygte i gang om, at nogen hilste på hende, tænkte Generalen. Ja. Det vil jeg gøre.

Næsten levende.indd 120

15/02/12 14.02


Næsten Levende af Liv Mørk