Page 1

90 mm

3

156 mm

25 mm

Christian S. Richardson Michael Holbek Jensen

Michael Holbek Jensen (f. 1961) er journalist og forfatter. Har arbejdet for bl.a. DR, Ekstra Bladet, Urban og forskellige magasiner. Har bl.a. udgivet biografierne Stig Elling: Hele sandheden, Keld og Hilda Heick: Duet for livet og Kai Vittrup: Til den yderste grænse samt romanen Flammen og Citronen.

EFTER KRIGEN er historien om en ung soldat, hvis stærkeste våben er viljen. Han har betalt en høj pris for sin deltagelse i Danmarks internationale fredsskabende missioner. Men han har accepteret sin skæbne og fighter for at vende tilbage til et liv med nye mål og drømme. www.lindhardtogringhof.dk

EFTER KRIGEN

Christian S. Richardson (f. 1986) er soldat og foredragsholder. Han gør til daglig tjeneste ved Den Kongelige Livgarde som overkonstabel af 1. grad. Christian har været udstationeret tre gange – i Kosovo i 2006 og Afghanistan i 2007 og 2009.

Christian Richardson var ude på sin sidste patrulje i Afghanistan, da han 200 meter før porten ind til Armadillo trådte på en nedgravet sprængladning og mistede begge ben. Hjemme i Danmark fulgte et langt og svært behandlings- og genoptræningsforløb, som endnu ikke er afsluttet. Men Christian har midt i smertehelvedet formået at skabe sig et nyt liv med både drømmen om at få en familie med sin kæreste og blive idrætsudøver på højeste plan. Han har gennemført både Copenhagen og New York Marathon på en håndcykel, og næste mål er at deltage i De Paralympiske Lege i Rio i 2016.

156 mm

Christian S. Richardson Michael Holbek Jensen

EFTER KRIGEN Kampen for et nyt liv Lindhardt og Ringhof

3

90 mm

”Jeg fik bakset mig op på albuerne og kiggede ned ad mig selv. Tænkte: ’Hold da kæft! Hvad fanden skete der?’ Så kunne jeg se, at benene var væk. Der var næsten ikke noget blod. Jeg trak lidt op i uniformsbukserne og konstaterede, at lårbenene var der. Jeg kunne se, at der var cirka 10 cm tilbage af det ene skinneben, men der var ikke noget kød omkring det overhovedet. Bare en helt hvid, sandblæst knogle. Derfra og ned var alt bare væk.”


Christian S. Richardson Michael Holbek Jensen EFTER KRIGEN Kampen for et nyt liv

© 2012 Christian S. Richardson, Michael Holbek Jensen og    Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Forlagsredaktion: Elise H. Nørholm Omslag: Olga Bramsen med foto af Carsten Lundager (forside) og privatfoto (bagside). Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook ISBN 978-87-11-40571-0 1. udgave, 1. oplag 2012

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont


Christian S. Richardson Michael Holbek Jensen

EFTER KRIGEN KAMPEN FOR ET NYT LIV

Lindhardt og Ringhof


3. Den eventyrlige rejse til helvede

»For fanden, Christian – det kan du da ikke mene!« Christians far, Peter, var dybt forfærdet over at høre, at sønnen ville ned og slås i Afghanistan, og han røg helt op i det røde felt. Han syntes, den krig var noget af det mest sindssyge, Danmark havde involveret sig i. »Først Irak og så Afghanistan – det var jo Amerikas krige! Jeg har aldrig fattet, hvorfor vi skulle føre Amerikas krige. Det er ikke andet end en personlig vendetta fra George Bushs side. Og hvorfor er vi der? Fordi Anders Fogh Rasmussen har vildledt befolkningen. Det er jo naivt! Afghanistan er Vietnam-krigen om igen. Det er et sted, man ikke kan vinde, og hvor vi ikke har en jordisk chance for at indføre noget, der bare ligner demokrati. Det er spild af menneskeliv,« rasede Peter. Den reaktion var Christian forberedt på. Han vidste godt, at hans far var arg modstander af krigen og treenigheden Bush, Blair og Rasmussen. Men for Christian handlede det ikke så meget om storpolitik og krigsgrundlag. Nu var vi der. Danmark sendte soldater til Afghanistan, og Christians største ønske var at være en af dem. Beslutningen slog også hans mor, Jette, ud, men hun tog det mere fattet end Peter. Hun havde en grundholdning om, at Dan35


mark også havde et ansvar for at hjælpe ude i verden. Og hvis krigen kunne hjælpe på de forstokkede mænds undertrykkelse af kvinderne i Afghanistan, var det også godt. Så var der alQaeda og terroristfaren, og hvorfor var det egentlig altid amerikanerne og englænderne, der skulle rage kastanjerne ud af ilden for os andre? Men de ting var i den mere rationelle afdeling. Følelsesmæssigt var hun helt klart imod, at Christian tog derned, og hun sagde det direkte til ham. »Jeg var aldrig i tvivl om, hvad de mente om det,« siger Christian. Men hvad kunne de som forældre stille op, når det var det, deres søn brændte for? Det korte svar var: Ingenting. »Jeg ved jo, hvordan det er, når man er så ung og har sat sig noget i hovedet. Så er der ikke noget at stille op. Og slet ikke med Christian. Når han først har besluttet sig for noget, er han ikke til at rokke,« siger Peter. Det var Jette også klar over. »Som mor har man ikke lyst til at sende sit barn i krig. Men jeg synes også, man skal passe på, at man ikke træder for meget ind over andres grænser, og dermed mener jeg også Christians. På et eller andet tidspunkt må man som forælder sande, at ens barn er voksent og har sit eget liv. Og når han har taget beslutningen, bliver man jo nødt til at støtte ham. Man kan ikke andet,« forklarer hun. Forsvaret var ikke ukendt land i familien Richardson. Christians storebror Robert var værnepligtig i Livgarden, og nu ansat i søværnet. Han skulle oprindeligt have været med på Hold 2 til Afghanistan, udlånt af søværnet til hæren. Det var dog ikke blevet til noget. Men han kunne sagtens forstå, hvad der tændte Christian. Når man har trænet noget bestemt i tusindvis af timer i et beskyttet øvelsesterræn, vil man selvfølgelig gerne ud og prøve det af i virkeligheden. Desuden var det langtfra så farligt at være dansk soldat i Afghanistan, som det var at være amerikaner eller brite. 36


Robert kendte folk, der havde været i Irak, og det var det, han sammenlignede med. »Der var danskerne jo ikke som sådan ude og finde fjenden i baghold og slå ham ihjel. Eller det var de måske, jeg ved det ikke. Men jeg havde indtryk af, at det meste handlede om at køre patruljer, og jeg var ikke i tvivl om, at det ville blive det samme i Afghanistan.« Så Roberts konklusion var, at missionen i Helmand ville minde om at være udsendt i Irak. Det ville være farligt, selvfølgelig, og det kunne gå galt, men det var ikke nogen specielt farlig krig for en dansk soldat. Indtrykket blev bestyrket, da Jette, Peter, Robert og Christian deltog i pårørende-arrangementet på Garderkasernen Høvelte i sommeren 2007 kort før Christians udsendelse. Her fik de fortalt, hvad slags land Afghanistan var. Og selve missionen blev i Jettes øjne præsenteret på en alvorsfuld og dog afslappet måde, uden al for megen forherligelse af egen uovervindelighed. Og heldigvis langt fra den slags hvervekampagner, der kørte for forsvaret i tv’s reklameblokke, hvor flot klippede billeder af kampuniformer, store geværer og maling i ansigtet blev syltet ind i hidsig heavy metal musik. Det ligger fast, at de pårørende ikke fik særlig indgående oplysninger om opgaven. Naturligt nok. Den var fortsat i støbeformen ved forsvarsledelsens skriveborde, selv om perspektivet var klart nok. De danske soldater skulle ud i en regulær angrebskrig for første gang siden 1864, og den besked havde næppe fået mange klapsalver – hverken blandt de pårørende eller konstablerne. Der var tale om militære hemmeligheder. De var tilmed særdeles kontroversielle, og selv soldaterne, skulle det vise sig, blev holdt i uvidenhed af deres officerer til det sidste. På mødet i Høvelte fortalte oberstløjtnant Kim Kristensen, der 37


var bataljonschef og leder af det 550 mand store Hold 4, at hårde opgaver var i vente, når de kom til Helmand. Han forsikrede, at panserinfanteristerne fra Den Kongelige Livgarde var uddannede kampsoldater på højeste niveau, og at de både fysisk og mentalt var top fit til det, de skulle ud i. Med rolig stemme sagde han, at han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt for at passe godt på soldaterne, men han kunne ikke love de forsamlede familier, at de alle kom hjem i god behold. Jette blev lidt urolig. En ting var, at tab var en reel mulighed, når man gik i krig. Det gav ligesom sig selv. Men det var et abstrakt vilkår. Nu hvor Kim Kristensen satte ord på det, blev det vedkommende på en helt ny måde. Paradoksalt nok fik det ikke Jette til at nære afsky for bataljonschefen. Tværtimod. Hun satte pris på hans ærlighed og realistiske tilgang. Det, at han ikke talte i tåger eller stak noget under stolen. Og selv om budskabet i sin inderste kerne var dystert, kunne man et stykke ad vejen forholde sig til det. Det ville dog være forkert at sige, at det fjernede ængstelsen. Bag den patriotiske patos forberedte den danske stab sig på alle måder på de værst tænkelige scenarier. Helt konkret skulle danskerne deltage i et offensivt fremstød mod Taliban i de hellige krigeres heartland, Green Zone i Upper Gereshk Valley. Det markerede et aggressivt skift i den danske krigsindsats i Afghanistan, men blev ikke meldt ud til de danske soldater, da de satte sig i militærflyene med kurs mod Helmand. »Inden vi skulle af sted, blev vi alle sendt på fire ugers ferie med den opfattelse, at vi skulle operere i ørkenen. En uge inde i ferien blev der ringet rundt til alle med besked om, at vi skulle møde lidt før ind på kasernen for at hente en grøn Balkan-uniform. Vi undrede os over, at uniformerne var grønne, når vi skulle ud i ørkenen. Men det var, fordi, sagde man, der var en lille chance for, at man kunne komme ud, hvor der var lidt bevoksning,« fortæller Christian. 38


Soldaterne blev sendt til Helmand den 1. august 2007, og de havde tre uger i Camp Bastion, inden de blev operative. Den afghanske sommer-temperatur var ubønhørlig, ofte med 45 graders varme i skyggen og helt op til 70 grader i solen. Man kunne kun holde på geværet iført handsker. Christian drak snildt 10-15 liter vand om dagen. Til gengæld behøvede han kun at tisse en enkelt gang, resten svedte han ud. Tiden i Camp Bastion blev primært brugt på varmetilvænning, hvor de løb rundt med fuld udrustning i, hvad der føltes som en overdimensioneret udendørs stenovn. Og til at finjustere udstyret under de ekstreme forhold, skyde geværerne ind på skydebanen og med at øve sig i at trænge ind og ‘rense’ compounds – navnet for afghanernes lerklinede huse, som var omgivet af høje lermure. Men efter de to første uger havde de danske konstabler fortsat opfattelsen af, at de skulle operere i ørkenen. »Vi anede ikke, hvad vi konkret skulle. Men i den sidste uge, inden vi blev operative, fik vi at vide, at vi havde fået en ny opgave. Nu skulle vi i Green Zone. Der var ingen af os konstabler, der anede, hvad det var. Vi havde aldrig hørt om den. Flere troede, det var noget i stil med Baghdads Green Zone, altså det sikrede internationale område. Men vi fandt snart ud af, at det var helvede plantet til med majs,« fortæller Christian. Da befalingen blev givet i lejren FOB Price, fik to af delingens konstabler kolde fødder og valgte at tage hjem, inden det gik løs. Det var dog ingenting imod den uvilje, der rejste sig hjemme i Danmark et par måneder senere, da nyhederne om de hårde kampe begyndte at vælte frem i de danske medier. Blandt de folk fra Livgarden, som skulle afløse Christian og resten af bataljonschef Kim Kristensens folk, afbrød – ifølge Mikkel Vedby Rasmussens bog Den gode krig? – 60 ud af 107 konstabler og seks ud af 17 befalingsmænd deres uddannelse og forlod forsvaret. De skulle ikke nyde noget. På det tidspunkt havde de en viden, som folkene på Hold 4 39


ikke havde, da befalingen blev givet i FOB Price. Men for Christian og de fleste andre i kompagniet ville det ikke have gjort nogen forskel, om de havde vidst det, inden de tog af sted. De var professionelle soldater. De var trænede til at skulle i krig. Og hvis opgaven var angrebskrig, så var det, som Christian udtrykte det, ‘the deal’. Og når sandheden skal frem, så var både han og de andre temmelig spændte på, hvad der ventede dem i de kommende seks måneder. For Christian var det, som om han for første gang fik øje på den røde tråd i sit liv. Det var det her, han var bestemt til. Det her, han følte sig pissegod til. Det var nu, eventyret begyndte. Jette forstod godt sønnens eventyrlyst: »Jeg var aldrig i tvivl om, at det for Christian var en måde at komme ud og opleve verden på – og oven i købet blive betalt for det. Da jeg var ung, tog jeg til England for at blive au pair. Han kunne også have taget til Frankrig for at plukke druer, men det gjorde han så ikke ...« Til gengæld fik han og de øvrige danske panserinfanterister sig et væld af oplevelser, de aldrig ville glemme. Nogle endda så skrækindjagende, at de havde det med at dukke op i mareridt adskillige år efter. Camp Bastion lå i en gold ørken, som på pashtunsk havde fået navnet Dasht-e-Margo, Dødens Ørken. Neden for ørkenplateauet skar Helmand-floden sig igennem en frodig dal, som forbandt de vigtigste byer – fra syd mod nord var de Lashkar Gah, Gereshk­, Musa Qala og Sangin. Overalt sørgede et viltert fletværk af vandfyldte kanaler, åer og overrislingsgrøfter for, at jorden i den grønne zone var særdeles frugtbar, og de lokale bønder høstede to årlige afgrøder, majs og opiumsvalmuer. Det var en kendt sag, at afghanerne leverede 93 procent af den heroin, der var på verdensmarkedet. Man vidste også, at opiumproduktionen var den økonomiske olie i talibanernes krigs­ 40


maskine. Men de euforiserende planter havde absolut ingen prioritet for ISAF-styrkerne. Der var vigtigere ting på dagsordnen. Militærstrategisk var Helmand-provinsen delt i tre områder: nord, center og syd. Den danske kampgruppe i Task Force Helmand havde fået tildelt Battle Group Center – det midterste ansvarsområde i Helmand – centreret omkring byerne Lashkar Gah og Gereskh i den grønne zone. Et område på størrelse med Fyn, som danskerne skulle overtage fra de hårdt pressede briter. Battle Group Center matchede det politiske sindelag på Christiansborg, hvor man gerne så, at den militære og den civile indsats gik hånd i hånd. Man skulle ikke bare smadre og slå ihjel, men også genopbygge og få tingene til at blomstre. Det krævede, at man kunne vinde afghanernes ‘hearts and minds’. På den civile front ville man etablere veje, hospitaler, skoler m.m. Afghanerne skulle opleve synlige resultater og forbedring af deres livsvilkår, det ville øge deres tillid til de internationale styrker og den afghanske regering i Kabul. Også den militære ledelse var stærkt tilfreds med at få ansvaret for det centrale Helmand. Helt primært ville det give mulighed for at bevise, at cremen af den danske hær kunne løse selv yderst komplekse opgaver. Oveni kunne man sælge positive historier til den danske offentlighed om civil genopbygning og fremskridt for den afghanske befolkning. Strategisk skulle genopbygningen starte i handelsbyerne Lashkar Gah og Gereskh – det var ‘udviklingszonen’. Og da Hold 4 ankom, var man så småt i gang med civile projekter omkring vandforsyning, sundhed og skolegang. Operativt betød det, at det var nødvendigt at styrke sikkerheden omkring de to byer ved at kæmpe mod Taliban i landdistrikterne – den grønne zone i dalen. Aktuelt holdt briterne talibanerne i skak nede i zonen fra tre fremskudte baser – Forward 41


Operating Base (FOB) Sandford, Monkey 1-E og Golf Bravo 8-1. Men de lå i alt for kort afstand fra Gereshk. ‘Fletten’ (Forward Line of Enemy Troops) – altså frontlinjen – lå op og ned ad de fremskudte baser under 10 kilometer fra Gereshk. Og derude var der dagligt særdeles hårde kampe. Opgaven for Hold 4 var altså at få skubbet fjenden så langt nordpå og væk fra Gereshk som muligt, og det ville uundgåeligt involvere de danske soldater i en svær guerillakrig, hvor talibanerne havde hjemmebanefordel i majsmarkerne. Som sagt: Konstablerne havde ingen anelse om det, før de efter knap tre uger i Afghanistan fik befalingen. Og der blev selvsagt heller ikke talt om det på Høvelte Kaserne, et par uger inden panserinfanteristerne tog af sted. De pårørende blev underrettet på de store linjer og takket for støtten til deres familiemedlem, som skulle til Helmand i en højere sags tjeneste. Den 31. august, efter en måned i Afghanistan, sendte bataljonschef Kim Kristensen et personligt skrevet brev på mail til de pårørende. Her fortalte han, at de oplysninger, han dengang havde givet om missionen, havde ændret sig en del: »De operationer, vi regnede med at skulle gennemføre, og de områder mv., vi på daværende tidspunkt regnede med at skulle være i, har ændret sig efter ankomst til området. Jeg kan ikke gå ind i detaljer omkring dette grundet operationssikkerhed, men det betyder, at en hel del af os får en lidt anderledes tid hernede, end vi indledningsvis havde regnet med,« skrev Kim Kristensen. Retfærdigvis tilføjede han, at bataljonens opgaver var forholdsvis klare: »Vi skal have fjernet Taliban fra området, og det kan kun ske ved brug af militære midler.« Og han betonede, at det fortsat ikke var ufarligt – der var ingen garanti for, »at vi ikke bliver ramt«. Det lå mellem linjerne i brevet, at han ønskede at tage brod42


den af det chok, de pårørende uden tvivl ville føle, når soldaterne ringede hjem og måske fortalte om de oplevelser, de havde haft – eller når medierne fik nys om, hvad der foregik. »Det var nok godt, vi ikke vidste, hvad de skulle ud i. Jeg ved ikke, om vi ville have været i stand til at håndtere det,« siger Christians mor. Christian og kollegerne fik det første varsel om, hvad der var i vente, da de var ude og se patruljebasen Sandford, som danskerne skulle overtage fra briterne. Det britiske kompagni havde i april måned været på 120 mand, nu var der ikke engang 50 tilbage. Ni var dræbt, 17 alvorligt sårede og en del syge. Resten var ikke dukket op igen, efter at de var hjemme på orlov. Moralen var helt i bund, og det satte sig spor i mændenes personlige hygiejne. Hørmen var ram. »Det var dem, vi skulle overtage for – en flok knægte, der lignede skeletter. De britiske konstabler fortalte os, at det var junglekrig i et tæt bevokset terræn. ‘Bare på med bajonetterne, hvis I møder dem inde i majsen.’ De havde selv bajonetter på, hver gang de bevægede sig ud. Men de gik nærmest ikke patruljer længere, for de blev sparket ud af Green Zone hver gang, de gik der. Det var et rimelig rystende syn. Vi danskere så på hinanden og tænkte: ‘Hvad fanden er det her egentlig for noget?’« fortæller Christian. Det skulle de dog snart finde ud af. De fik befalingen den 17. september, og 34 timer efter skulle kompagniet deltage i Operation Palk Wahel – det betød ‘Hammerslag’ på pashtunsk. Det skulle være med i et stort orkestreret angreb med 2.500 britiske, danske og estiske soldater. »No shit ...!« tænkte flere, mens en blanding af nervøsitet og spænding krøb op ad ryggen på dem. Det var fucking alvor, det her! Det turde siges. Forud for aktionen havde staben gennemgået sine kriseplaner 43


i mindste detalje: Afvikling af ceremonier, orientering af pårørende, pressekontakt og så videre. Ansvarsfordeling omkring dræbte og sårede kammerater, opgaver med at vaske de blodige uniformer. Ifølge Kim Hundevadts bog I morgen angriber vi igen, der indgående beskriver Operation Palk Wahel, så bataljonschef Kim Kristensen sig også nødsaget til at tage en forholdsregel, han ikke brød sig om. I Kandahar stod tre hvide kister parat til dræbte danskere. Men han ønskede ikke at stå i en situation, hvor der ikke var kister nok, og bestilte syv ekstra. Endelig blev soldaterne opfordret til at skrive afskedsbreve til familien. Christian fulgte opfordringen, men hans afskedsbrev var, som han siger, »hverken særligt langt eller særligt bevægende. Jeg skrev bare de praktiske ting ned, hvis der skulle ske mig noget«. Kompagniet skulle indsættes i en vildledningsmanøvre. Man ville lade de tre delinger angribe Taliban sydfra ved byen Zumberley på den østlige side af Helmand-floden. Meningen var at tiltrække fjendens hovedstyrke og engagere den i kamp, så briterne kunne indtage The Fan, en bebyggelse 5-6 kilometer længere mod nord i den grønne zone. The Fan lå strategisk godt med fint udsyn over Upper Gereshk Valley, og her ville man etablere en patruljebase. Det var operationens hovedformål. Danskernes opgave var groft sagt at narre fjenden imens ved at komme med så stor styrke, at Taliban ville tro, at det var selve hovedangrebet. Danskerne vidste, de ville komme i kamp, for ved Zumberley havde Taliban gode kampstillinger med løbegange og skydeskår, ligesom de havde lagt miner ud. Balancen var, at danskerne skulle passe på ikke at blive låst fast i kampene – det ville øge risikoen for, at man ikke kunne komme væk igen, når tiden var inde, og briterne havde nået deres mål. Det mekaniserede panserinfanteri fra Den Kongelige Livgarde 44


var selve boksehandsken i den danske bataljon, og med den fik man mulighed for at trække pansrede mandskabsvogne (PMV) med ned fra ørkenen som offensivt våben i den grønne zone. En kraftig forøgelse af kampstyrken nede i dalen, som Taliban ikke havde set før – og som snart fik dem til at døbe danskerne ‘Desert Demons’. Angrebstidspunktet blev sat til klokken 5.30, og kort inden rullede 3. deling i stilling med køretøjer på en bakkekam på kanten af ørkenen. Herfra kunne de med maskingeværer og dysekanoner støtte de to øvrige delinger nede i zonen. Så bevægede Christian og 2. deling under ledelse af delingsfører Michael Ulrich sig ned fra ørkenkanten med tre PMV’er. De etablerede et brohoved ind i den grønne zone. Som det første sørgede de for en interimistisk bro lavet af lange pvc-rør, så bæltekøretøjerne kunne passere et vandløb. De fik sikret et område, der skar små 300 meter ind i zonen, og 1. deling, som skulle være spydspidsen i angrebet, stødte frem mod første angrebsmål – et compund 700 meter længere fremme. Fremrykningen var nervepirrende. De vidste, at der var høj risiko for miner. De vidste, at fjendens mænd gemte sig inde mellem de tre-fire meter høje majsplanter, men det var umuligt at se, hvor de var. Danskerne lyttede med på Talibans interne radiokommunikation, og de fik et hav af whisky-meldinger, der fik nervøsiteten til at stige. Det forlød, at Taliban gjorde klar til at angribe de i alt syv PMV’er med morterer. At fjenden havde forstærkninger på vej. At Taliban kun ventede på, at danskerne kom tæt nok på, inden de ville åbne ild. Sekunderne føltes som evigheder, da to af 1. delings grupper nåede frem til det udpegede compund. Imens indtog Christian sammen med 2. deling en stilling, hvor de sad omgivet af majsplanter på alle fire sider. Stille. Stille. Kun den tørre raslen af majsblade. Så klokken 7.51 rev en skudsalve stilheden over. Og så bragede 45


det ellers løs fra fjendens stillinger med ild fra geværer, maskingeværer og skulderbårne panserværnsraketter RPG (Rocket Propelled Grenade), der havde en rækkevidde på knap 1.000 meter. Overraskende nok var det ikke de to delinger nede i zonen, der blev beskudt, men derimod 3. deling oppe på ørkenkammen. Skud og granater hamrede ned over danskerne. Men så kom også 1. deling i kraftig ildkamp. En RPG blev affyret fra meget kort afstand, og snart hørte danskerne overlydssmæld – det vil sige projektiler, der gennembrød lydmuren og knaldede hen over hovederne på dem. Fjenden var uhyggeligt tæt på, og danskerne skød salver ind i majsen. Også 2. deling, der skulle støtte 1. deling, kom ud i voldsomme skudvekslinger med en gruppe talibanere, som skjulte sig imellem majsstokkene kun 30-40 meter væk. På et tidspunkt smed delingsfører Michael Ulrich og en af hans mænd hver en håndgranat ind i majsen, så blev der endelig stille derindefra. Danskerne var i løbet af et kvarter plantet om fra trygt øvelsesterræn til et hedt og uhyggeligt inferno af livsfarlig krig. De blev beskudt og skød tilbage, det kogte om ørerne på dem. Og trods den intense hamren på 3. deling fik danskerne endelig givet de talibanske stillinger igen med hele pulveret: maskin­geværer, dyse­kanoner, morterer og svært artilleri. Snart kom også flystøtte, dels fra helikopter og dels fra den frygtindgydende A-10 Thunderbolt, der affyrede 4.200 skud i minuttet fra en 30-mm maskinkanon. Klokken 8.40 havde danskerne den første mand nede. En konstabel fra 3. deling blev ramt i brystet og måtte evakueres med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion. Og sidst på formiddagen, hvor solen oppe på ørkenkanten havde skruet temperaturen op til 60 grader, blev endnu en konstabel ramt af en kugle, der gik tværs gennem knæet på ham. Også han måtte evakueres. Kampene fortsatte i halvanden time, og først klokken lidt over et havde hele kompagniet fået trukket sig tilbage til et sikkert 46


område, hvor de kunne puste ud og komme til hægterne oven på adskillige timer i helvede. De havde løst første del af opgaven, men kampenes intensitet og ikke mindst de to sårede kammerater fik dem til at tænke på, hvad der ventede dem. Der var pludselig kommet en stor alvor over det. »Det var første gang, jeg nogensinde var i kamp, og det var en meget, meget hektisk dag. Jeg fik ikke selv skudt så meget der, hvor jeg lå, og intensiteten var helt sikkert større for nogle af de andre. Især for 3. deling, der blev udsat for tre store og ret kritiske angreb oppe på kanten af ørkenen. Men da vi fik melding om ham den første, der blev såret, tænkte jeg, at hvis det her blev en normal arbejdsdag, så ville det blive et meget langt ophold,« siger Christian. Samtidig var han og kollegerne dog også både stolte og glade over, at de som professionelle soldater havde leveret toptrimmet håndværk under ekstremt vanskelige forhold. De kunne tåle mosten, og det boostede den fælles ånd. Da alle havde fået godt med vand, hvilet og fået sig organiseret igen, kørte panserinfanteristerne klokken 15.00 længere op i zonen for at støtte briterne, der i mellemtiden havde overtaget The Fan. Den lille landsby bar præg af kampe tidligere på dagen, men danskernes skinangreb havde båret frugt, for briterne havde taget den uden tab eller sårede. Imens de britiske ingeniører arbejdede på højtryk for at omdanne stedet til en patruljebase – den blev senere døbt FOB Keenan – gik danskerne i gang med at rense ud i den grønne zone omkring basen. De gik fra landsby til landsby for at se, om der var flere talibanere. Lokalbefolkningen havde fået besked på at forlade området inden angrebet, og i stort set alle compunds havde de sat hængelåse på dørene, da de forlod dem. »Det var som at gå rundt i den ene spøgelsesby efter den anden. Vi sparkede alle døre op, og inde på gårdspladsen lå dyrene bundet – køer, får, hunde. Men der var ingen mennesker. Vi 47


gik fra sted til sted med en kæmpe følelse af paranoia, for efter kampene nede ved Zumberley ventede vi hele tiden det værste. Der skete bare ingenting,« fortæller Christian. De gjorde dog flere interessante opdagelser. Blandt andet fandt de nogle kampstillinger, som talibanerne havde efterladt. Snedige konstruktioner med løbegange og skydeskår, der fik Christian til at tænke på skyttegravene under første verdenskrig. Og da de fandt en forladt moske, fik de et klart fingerpeg om, at fjenden havde været her. Der var både våben, ammunition og effekter, der viste, at moskeen havde fungeret som IED-fabrik, og – hvad der måske var mere overraskende – ampuller med heroin og brugte sprøjter. Der var åbenbart ikke langt fra hellig til skinhellig, for selv om Koranen forbød det, var det tydeligt, at nogle af de islamiske krigere pumpede sig med narko, inden de skulle i kamp. Det skulle senere vise sig ikke at være noget særsyn. De fandt ofte efterladte kanyler, når talibanerne var skredet fra et compound. I de følgende dage fik man oprettet endnu en lille britisk base i et compound. Den fik navnet November 5-1 og skulle et par dage efter få skæbnesvanger betydning for danskerne. Geografisk lå den på den østlige side af floden cirka midt mellem briternes nye base FOB Keenan og danskernes Golf Bravo 8-1, der lå på den østlige side af floden. Og der blev gået lange og udmarvende patruljer, op til 10 timer med fuld udrustning i 45 gaders fugtig tropelummer hede. Atter nervepirrende, for den usynlige fjende var derude et sted, uden at han dog gav sig til kende, og de fik whisky-meldinger om, at et større angreb var i vente. Men der var roligt – indtil nogle dage efter, da ragnarok brød løs igen. Scenen var den lille patruljebase Golf Bravo 8-1, som danskerne overtog den 24. september. Basen lå på et gudsforladt og udsat 48


sted nede i den grønne zone. Et hold på 12 mand fra Panserinfanterikompagniets spejdersektion, assisteret af to sanitetssoldater, afløste det britiske Bravo-kompagni, som nærmest dagligt var blevet tæsket på fra talibanstillinger i nogle omkringliggende compounds og en trælinje ned mod floden. Et lille skident compund, cirka 25 meter på hver led, samlet bag en ramponeret lermur og befæstet med sandsække, pigtråd og miner. Som en hilsen til danskerne hang et papskilt med teksten »Welcome to the Frontline«. Senere supplerede danskerne skiltet med en pil, der pegede mod nordøst og sagde »Taliban 200 mtrs.«. Golf Bravo 8-1 var særdeles primitivt. Der var tørt og støvet og kun sparsom skygge for den ubarmhjertige sol. Eneste luksus var de feltsenge, soldaterne havde at sove på. Danskerne fik dog hurtigt indrettet et ‘gokkerum’ med frække blade, og basen blev af et vittigt hoved omdøbt til Gokkebo. Det var egentlig Christians deling, der skulle have været det første hold, som overtog basen efter briterne, men efter slaget ved Zumberley blev delingen omdirigeret til FOB Price. Man skulle atter have monteret de skovle, som skulle sidde på PMV’ernes panser. I stedet blev 2. deling sendt til FOB Sandford, og herfra gik Christian og hans kolleger den 26. september en formiddagspatrulje, hvor de var nede og genforsyne spejdersektionen i Golf Bravo 8-1. »Vi havde vand og feltrationer med til dem, og lejren så egentlig ud til at være ok. Da jeg så, at de havde fået bygget vagtposterne på taget godt op med nye sandsække, tænkte jeg også, at det ville blive svært for Taliban at overrumple os her,« fortæller Christian. Det lå i luften, at fjenden hurtigt ville teste de nye beboere, og samme aften hen under halv ti kom et angreb. Spejderne så en enorm ildkugle knække bane på himlen, og den havde kurs direkte mod deres base. Sekunder efter blev de ramt af et frygtind49


gydende våben, som røg lige igennem compoundets mur, eksploderede i gården med vild kraft og pakkede alt ind i støv og kaos. Ifølge Kim Hundevadts bog I morgen angriber vi igen stod den 22-årige konstabel Thorbjørn Ole Reese og »røg en cigaret i skæret fra fuldmånen«, da ildkuglen eksploderede. Han var alvorligt læderet i hele underkroppen og døde næsten med det samme. Sektionsføreren bad Sandford om en Quick Reaction Force – en deling, som var klar til at rykke de trængte spejdere til undsætning. Vagten som QRF havde 2. deling med Christian, og de begav sig straks af sted i aftenmørket. Samtidig forsvarede spejderne sig, så godt de kunne. De skød ud mod en trægrænse, hvor de troede, talibanerne lå. Men det var en ulige kamp, for inden for et kort tidsrum tog danskerne fire af de djævelsk præcise og voldsomt ødelæggende ildkugler. Regulære fuldtræffere, hvoraf den ene dræbte endnu en dansk soldat, den 24-årige konstabel Mikkel Keil Sørensen. Da 2. deling nåede frem til Golf Bravo 8-1, havde de fået melding om, at der var to døde og en såret. Spejderne blev fortsat beskudt og skød selv igen, men de trængte i den grad til afløsning. »Min gruppe blev sendt op på taget for at overtage kampen, og det var på høje tid, for det var en enhed, der var skudt i smadder. Der hang en sød lugt af krudtslam i luften, som efter en heftig omgang nytårsfyrværkeri. Der var blod over det hele og ødelagte geværer. Flere af mændene virkede bange og helt færdige­, de havde svært ved overhovedet at tale,« siger Christian. Imens gruppen på taget fik nedkæmpet en talibanstilling i en ruin cirka 250 meter væk, arbejdede de to andre grupper på at sikre en landingsplads til den helikopter, der skulle komme og evakuere de dræbte og sårede. De fik pakket de to døde i nogle forede nylon-soveposer, og så var det ellers med at få dem båret ud til det sikrede landings50


område. De måtte slæbe de tunge bylter over et par kanaler med dybt vand, inden de kunne aflevere dem i Chinook-helikoteren, som skulle bringe dem til felthospitalet i Camp Bastion. Lidt før midnat ebbede de sidste skudsalver ud, og da de trætte spejdere blev eksporteret tilbage til Sandford, fik 2. deling besked om at blive i Golf Bravo 8-1. Det blev en lang nat, for ingen vidste, om der kom flere angreb. »Det var en ret voldsom oplevelse at se, at det hele var ramlet sammen som en Lego-borg. Vi havde ikke fået vores eget udstyr med fra Sandford, så der manglede soveposer, ligesom der heller ikke var feltsenge nok. Jeg sov på jorden uden sovepose med min fragmentationsvest og min hjelm på. Jeg var ikke egentlig nervøs eller bange, men helt sikkert spændt, for vi regnede med, at der ville komme flere angreb,« siger Christian. Det kom der nu ikke – og slet ikke af samme hårdtslående kaliber. Det havde en logisk årsag. Alle havde nemlig været dybt mystificeret af, hvad det var for et uhyggeligt våben, Taliban var kommet i besiddelse af. Det var langt voldsommere end de RPG’er, de plejede at have til rådighed, og det betød, at trusselsniveauet var steget betragteligt. Men da delingsfører Michael Ulrich og hans folk fandt tre af sprænghovederne fra de voldsomme missiler, gik det op for dem, at noget var helt galt. De var alle forsynet med NATO-koder på engelsk, og det virkede helt utænkeligt, at Taliban skulle have fået fat i dem. Det havde de da heller ikke. Sprænghovederne viste sig at være fra Javelin – et varmesøgende anti-tank missil. Det er skulderbåret og affyres af en mand, og missilet har ekstrem høj præcision og en voldsom ildkraft. Det våben rådede Taliban ikke over. Det gjorde briterne til gengæld, og de følgende dage blev det opklaret, at Javelin’erne var affyret fra den britiske patruljebase November 5-1 blot 1.500 meter fra Golf Bravo 8-1 på den modsatte side af floden. Briterne havde af uransagelige årsager troet, at Golf Bravo var en taliban51


stilling, og de to unge danskere blev dræbt af såkaldt ‘friendly fire’, altså af deres egne allierede. Det var svært at bære, men en udbredt risiko, når kampene foregik på så korte afstande som i den grønne zone. »Ugen inden kendte vi intet til Green Zone, og da vi hørte briterne kalde den et ‘shit place’, vidste vi ikke, hvad det skulle betyde. Nu havde vi allerede fået to dræbte. Hold da kæft! Vi sagde til hinanden, at hvis det var sådan her, det var, ville vi sgu ikke have mange tilbage, når vi skulle hjem!« fortæller Christian. Men det var krigens vilkår, og snart var alle travlt beskæftiget med nye offensive operationer for at smide Taliban ud af denne del af dalen. Krigens barske virkelighed med nærmest daglige kampfølinger og den evige mine-trussel gik hurtigt i blodet på Christian. I det operative så han alle sine drømme opfyldt, og den skarpe indsats i majsmarkerne bekræftede ham i, at han var god til sit arbejde. Ja, mere end det: han var nærmest som skabt til at agere i farefuld kamp. Men Christian var vild med hele pakken – også den mere lavpraktiske del af livet i felten. Når han ikke havde vagtturnus i Gokkebo, opholdt han sig primært i FOB Sandford, der heller ikke havde meget af den komfort eller luksus, som fandtes i ISAFs hovedbase, Camp Bastion. Han sov udendørs under en udspændt teltdug. Og den første tids morgenkomplet i Camp Bastion med cornflakes, toast, æg, pølser, bønner og bacon var som alle andre måltider udskiftet med energiholdige feltrationer. Seks-syv variationer af pulvermad, der alle – tilsat vand og bragt til kogepunktet af et kemisk varmelegeme i en pose – alligevel altid lignede hundemad. Kølefaciliteter var der ikke, så drikkevandet havde samme høje temperatur som luften. Heller ikke den personlige hygiejne havde meget til fælles med kasernelivet på de hjemlige breddegrader. Bad foregik i en nær52


liggende å eller som quick shower under en vandflaske. Alligevel var det svært at føle sig helt ren. Når han satte foden i jorden, hvirvlede sandstøv så fint som hvedemel op omkring støvlen. Det satte sig i håret, i skægstubbene, i ørerne og i munden, det klæbede til den altid svedige krop. »Jeg levede udelukkende fra min taske af, alt var skrællet ned til basics, og det var for mig det ægte soldaterliv. Enten havde man svært ved det, eller også kunne man ikke undvære det, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke ville bytte det for noget. Har du styr på dit gevær? Har du tjek på din udrustning? Er du mæt? Har du sovet? Skal du skide? Er du klar til krig? Dine personlige ting skal være i orden, og det er det eneste, du skal tænke på, for at du kan fungere som soldat. Du skal ikke forholde dig til noget af det, der har med civilsamfundet at gøre – girokort, indkøb, tandlægetider eller forsinkede S-tog. På den led er det ren ‘reality escape’. Hold dig i live, og vær klar til at gøre det, der nu skal gøres. Sådan var dagligdagen. Og når man lagde det fantastiske kammeratskab til og de mange intense oplevelser, som man ikke kunne få i det civile liv, må jeg indrømme, at det ind imellem var som narkotika. Jeg måtte bare have mere. Der var en del af mine kammerater, som ikke gad mere, når de havde været udsendt, og sagde op i forsvaret. Men de vendte næsten altid tilbage igen. De kunne ikke slippe det, ikke undvære det. Det var de samme ting, der trak i os alle sammen,« siger Christian. Hvad der på et højere plan trak i den danske militærkommando i Helmand det efterår, var at fuldføre opgaven med at få kylet Taliban ud af Upper Gereshk Valley. Gennem offensive operationer fik man i små nøk skubbet fjenden længere mod nord, væk fra Gereshk by. Nye erobrede støttepunkter blev fulgt op med intensiv patruljering i den grønne zone for at demonstrere over for Taliban, at man mente tilstedeværelsen alvorligt. Selv om Taliban blev stadig mere presset, bed de dog stadig 53


fra sig, og kampene var som oftest intense. Men ikke altid. Den 15. oktober iværksatte det danske kompagni en operation, der havde til formål at fjerne en fjendtlig morterstilling, man mente at have lokaliseret nede i dalen. Mod forventning blev det en meget stille dag, for stillingen var fjernet, og Taliban havde åbenbart ikke lyst til at slås. Og det var skæbnens ironi, at operationen alligevel endte med at koste den danske bataljon et meget dyrt offer. Da danskerne havde konstateret, at morterstillingen var væk, sweepede de området for IED’er og gik derefter i gang med at trække sig tilbage. Pludselig lød en serie høje brag på kanten af ørkenen, hvor de danske PMV’er blev angrebet med granater. Kompagnichef, major Anders Storrud, der befandt sig i den ene af PMV’erne, blev ramt af en granatsplint fra en mortergranat. Den gik igennem hans hjelm, og han døde dagen efter af sine kvæstelser. Som en af hovedarkitekterne bag de danske operationer var hans død et stort tab for den danske styrke. Men Anders Storrud var samtidig den tredje faldne soldat inden for blot tre uger, og det faktum var ømtåleligt i forhold til den danske offentlighed. For en periode tog det noget af luften ud af den danske knytnæve. »De første måneder kørte vi udelukkende aggressiv offensiv, men efter Storrud fik vi besked om at træde lidt på bremsen. Indsatsen kunne ikke bære, at der kom døde hjem hver 14. dag – så ville stemningen vende derhjemme. Jeg er heller ikke i tvivl om, at hvis vi var fortsat i samme stil, var der røget en del flere,« fortæller Christian. Så de følgende uger holdt danskerne igen. Men det var ind imellem svært for de mest dristige. Christian var på ingen måde dumdristig, men han kunne godt lide at skubbe til grænserne. Det samme gjaldt hans delingsfører og nogle af gruppeførerne, og den trang til at spænde buen var en dag ved at få uoverskue54


lige konsekvenser. Ja, den kunne i værste fald have udslettet det meste af 2. deling. Den 2. november gik to af delingsfører Michael Ulrichs grupper ud fra Golf Bravo 8-1 på en patrulje, der havde til formål at finde ud af, præcis hvor ‘fletten’ (Forward Line of Enemy Troops, altså frontlinjen) lå. Det betød, at de måtte længere op mod nord, end de tidligere havde været. Det normale mønster ville være, at når man nærmede sig fjendens stillinger, ville talibanernes interne radiokommunikation, som danske lytteenheder lyttede med på, blive livlig. De danske soldater ville på et tidspunkt få whisky-meldinger fra FOB Sandford om, at Taliban havde patruljen på sigtekornet og gjorde klar til at nedkæmpe den. Hermed ville delingsføreren have fået fastslået, hvor fjenden lå. Man ville med andre ord have pisset territoriet af, vende om og gå hjem igen. Da 1. og 2. gruppe gik ud sidst på eftermiddagen – 14 soldater i alt plus en ubevæbnet tolk – havde man altså ingen intention om at komme i kamp, og derfor havde man heller ikke pansrede køretøjer med. Christian gik forrest for 1. gruppe, mens gruppeføreren LG gik længere nede i gruppen. Da de kom et par hundrede meter væk fra Golf Bravo, vidste de, at de var i ingenmandsland, og nu bevægede de sig stille og roligt videre ind i fjendeland, hvor alt kunne ske. I et stykke tid så de ikke et øje i området. Der var meget tyst. De eneste lyde kom fra den tørre jord, der knasende under deres støvler, og så en svag dunken fra en generator, som et sted i det fjerne stod og pumpede vand fra åen ud over en mark. Trods tidspunktet og årstiden var det stadig virkelig varmt. Christian mærkede sveden løbe under tøjet, og det duggede konstant bag fragmentationsbrillerne. Efter en times tid nærmede de sig fire små compounds, som de kaldte ‘hashhusene’, fordi de lå ved nogle hampemarker. På en mark lå nogle bønder og arbejdede, og da de fik øje på de dan55


ske soldater, rejste de sig. De smed, hvad de havde i hænderne, og forsvandt i rask gang fra området. For danskerne var det altid en typisk ‘combat indicator’. De lokale vidste, hvor Talibankrigerne befandt sig, og de skulle bare ud af klappen, inden der begyndte at flyve kugler. »Vi begyndte også at få whisky-meldinger om, at Taliban havde planer med os. Man går i den stilhed og ved, at alt kan ske. Man ved bare, at der ligger en derude, som har mig på kornet, og man får det der sus af adrenalin lige under huden,« fortæller Christian. Danskerne nærmede sig husene i taktiske spring. 1. gruppe sikrede og var klar til at skyde, mens 2. gruppe bevægede sig frem i ly af sikringen. Så sikrede 2. gruppe, og 1. gruppe gik frem. Sådan fortsatte de, til de kom op og sidde på området med de fire compounds. Husene var forladte. Man kunne se, der havde været kampe. Flere steder var lermurene ødelagte af eksplosioner, og tagene var skvattet sammen. Der var stadig meget stille. Christian bemærkede kun en sporadisk raslen af blade, når en let brise strøg gennem træerne i hegnet. På siden af hus-klyngen løb en å langs med det levende hegn. Åen var smal her, men de kunne se, at den hurtigt voksede langs hegnet, indtil nogle hundrede meter længere fremme, hvor den i et Y strømmede sammen med en tilsvarende å og blev til en stor dyb kanal på fem-seks meters bredde. Det var ikke en å, man havde lyst til at falde i. Da alle havde meldt sig klar, sneg Christian og 1. gruppe sig rundt om hjørnet og ud af compoundet. De gik et stykke frem i ly af hegnet og lagde sig i stilling på en lille brink, der var stampet sammen af tørt ler langs åen. De lå omkring 100 meter fra spidsen af det Y, hvor åerne samlede sig til en kanal. Bag sig havde de et stykke med helt åben mark. Fra stillingen i hegnet havde de hovedskudsretning mod en tre-fire større compounds ovre på den modsatte side af åen. De lokale havde været i gang med 56


at høste majsen, og danskerne havde et godt udsyn mellem de stubbe, der stod tilbage på marken. Radiomeldingerne var intense. Det kunne være lige oppe over, fornemmede Christian. Alligevel blev han, delingsføreren og gruppeførerne enige om at smide 2. gruppe et hug længere frem langs hegnet op mod der, hvor åerne løb sammen. »Det var vel egentlig her, vi skulle stoppe. Men vi blev kaldt op med besked om at lave endnu en fremrykning,« fortæller ‘Murer’, der som geværskytte gik bagest i 2. gruppe. Så 2. gruppe kom ud af compoundet og passerede forbi 1. gruppes sikring – uden at ane, at de styrede lige ind i et trefløjet talibansk bagholdsangreb. De rykkede frem langs åen og hegnet med et stykke meget åben mark på deres venstre side. »Første spejder JVS, gik forrest, så fulgte Jesper, Jack, gruppefører Toke, Silber og mig som bageste mand. Her var marken overrislet med vand, og for hvert skridt sank vi i mudder til anklerne. Det var hårdt at gå i, og jeg mærkede min puls gå op,« forklarer Murer. Lidt fremme knækkede det levende hegn mod højre. De seks mænd i 2. gruppe fulgte trægrænsen, og snart var de uden for 1. gruppes synsfelt. JVS var omkring 35 meter fra det sted, åerne løb sammen, da Christian fra sin position så Murer som sidste mand i gruppen forsvinde om bag knækket. Pludselig startede overlydssmældene fra fjendens AK-47-geværer. »Kuglerne bankede forbi vores hoveder med de her skarpe smæld i ørerne. Så ved man godt, de er meget tæt på, og vi kastede os bare ned,« fortæller Murer. Det interne radionet gik amok, og det store kommunikationsnet blev rødglødende i Christians headset. »Hvad sker der? Hvad sker der?« »Hvor skyder de fra?« 57


»Føling føling vent slut ...« – den besked gik til delingsfører Michael Ulrich og videre op til Sandford, hvor artilleri-alarmberedskabet blev sat i værk. Men da delingen var taget på patrulje uden intention om kamp, var der ikke taget højde for flystøtte. »Hvor skyder de fra?« knitrede det i 2. gruppes headset. »Lige fremme og til venstre!« Under kanten af sin hjelm så JVS, der lå som forreste mand, en talibaner cirka 25 meter foran sig. Han lå med geværet strakt op i armene og skød ud i blinde mod danskerne. Fjendens skud kom i serier som bygeild, og smældene fra projektilerne klappede om ørerne på 2. gruppe. Fra Murers position var der 50-75 meter over til fjendens stilling i et andet træhegn på hans venstre side. Han så hvid røg materialisere sig i buskadset, hvor de skød fra. »Øjnene ud! Øjnene ud! Skyd på deres stillinger!« Modsat Taliban sigtede danskerne, når de skød, og Murer prøvede at ramme de mål, han kunne se i hegnet derovre. »Er alle ok?« kaldte gruppefører Toke ud på radioen. Alle meldte klar. Ingen var ramt. Alle skød tilbage mod forskellige fjendtlige stillinger. Nede bagved, i 1. gruppe, sad Kold som forreste mand, og han havde fået øje på de samme stillinger til venstre, som Murer lå og skød på. Kold begyndte at skyde enkeltskud mod målet, mens resten af 1. gruppe – inklusive Christian – havde til opgave at sikre den modsatte vej over åen mod de compounds, der lå skråt fremme på den åbne mark. Gruppefører Toke indså, at de var løbet i et knusende baghold. De var nødt til at trække sig tilbage og få styr på tingene, og han gav kommando til en såkaldt ‘canadian tunnel’ – et meget aggressivt tilbagetog, hvor man lægger ild på målet foran sig. Forreste mand skyder tomt, det vil sige 30 skud direkte fremad mod målet, mens resten af gruppen heftigt beskyder alle de stillinger, de kan se. På den måde trykker man fjenden ned, og når forreste 58


mand har skudt tomt, kommer han op og løber ned og lægger sig bagest i gruppen. En ‘canadian tunnel’ er en dramatisk affære, der kræver både god kondition og koldblodighed, for man skal op og løbe, mens kuglerne regner mod en. Danskerne havde øvet den tusindvis af gange hjemme, og selv i den vildt pressede situation fungerede det. »Go! Go!« En for en skrællede gruppen af fra oven. Murer lå som sidste mand. En nervepirrende position, for han skulle ligge længst tid. Det kogte med overlydssmæld om ørerne på ham. Kuglerne slog ned i jorden foran ham, der var opspringere overalt. »Go! Go!« Manden foran Murer rejste sig og spænede. Murer så ud ad øjenkrogen, at manden havde problemer med at løbe i den smattede jord på marken. I stedet sprang han op på toppen af den tørre brink langs åen og løb tilbage ad den vej. Da Murer som nu forreste mand havde skudt tomt og skiftet magasin, skød han nogle skud fremad og mod hegnet til venstre. Så sprang han op, kom op på brinken og begyndte at løbe alt, hvad han kunne. Pludselig åbnede talibanerne også ild fra de compounds, som lå i Christians skudretning på den anden side af åen. Danskerne blev nu beskudt fra tre retninger. Fra det nye sted skød de ikke med AK-47, men med et tungt maskingevær. »De projektiler er så kraftige, at man kan mærke dem i luften. Det er som at få en flad på kinden, når kuglerne stryger forbi hovedet, og det river og flår i tøjet,« fortæller Murer. De skød træerne i stykker under Murers tilbageløb. Store grene brækkede som tændstikker, og det regnede med blade. Murer løb mellem opspringere, og pludselig flåede kuglerne et stykke af brinken foran ham i stykker. Jorden forsvandt under fødderne på ham. Han mistede balancen og skvattede, ikke til højre ud på marken, men til venstre ned i åen. Han rutsjede si59


delæns en meter ned ad den mudrede skrænt og plumpede med stor kraft ned i vandet. Murer vejede omkring 90 kilo, men havde desuden rygsæk og en chest rig fuld af magasiner og granater – i alt omkring 40 kilo ekstra vægt. I et kort øjeblik skubbede opsamlet luft i rygsækken og uniformen ham op i vandoverfladen, og han lå i vand til halsen. Han blev chokeret over, at åen var så dyb her. Han kunne ikke mærke bunden. Så begyndte både uniformen og rygsækken at trække vand ind. Han kæmpede for ikke at synke og fik med begge hænder hakket geværet på tværs ind i den mudrede skrænt. Imens fortsatte de øvrige deres ‘canadian tunnel’. Det var det værst tænkelige tidspunkt at have en mand nede. De andre kunne ikke på nogen måde stoppe op, og som proceduren foreskrev, blev der råbt til Murer: »Hjælp dig selv! Hjælp dig selv!« Murer kæmpede for sit liv. Rundt om ham gravede maskingeværkuglerne store huller ud af mudderet i skrænten. Heldigvis tog Jesper, gruppens Gevær 1, en rask beslutning. Trods sit tilbageløb vendte han rundt, kastede sig ned på brinken ud for sin uheldige kammerat og sagde: »Murer, giv mig din hånd.« Murer strakte hånden op, men vand og oppakning gjorde ham så tung, at Jesper ikke kunne rokke ham ud af flækken. Så foreslog han, at Murer bevægede sig fremad i åen mod et smallere og mindre dybt sted længere fremme. Jesper ville støtte ham med ild imens. Murer begyndte at krabbe af sted ved at smække geværet ind i skræntens mudder og trækker sig videre. Kuglerne smaskede ind i brinken rundt om ham, og da Murer samtidig så projektilerne plaske rundt i vandet, tænkte han: ‘Satans ... Det var det!’ Han fortsatte dog, og godt fem meter længere fremme begyndte han at få fodfæste. For hvert skridt blev der mindre vand 60


i åen. Snart gik det ham til livet, så kun til knæene, og endelig kunne han drivvåd løbe i vandet. Mens Murer kæmpede for at komme op, var 1. gruppe også kommet under voldsom beskydning fra talibanernes compounds på den modsatte side af åen. Christian og makkeren Mads lå ved brinken og besvarede ilden. Lige foran dem var der et hul mellem træerne i hegnet på omkring 10 meter, så de havde godt udsyn. Endelig kunne Murer komme op på brinken igen. Det handlede om 100 meter, så ville han være i dækning ved nogle compounds. »Jeg løb i et inferno af overlydssmæld, grene, der knækkede, og projektiler, der flåede jord op. Jeg husker det for igennem mig: ‘Bare jeg ikke får den i panden eller hjertet.’ Da jeg nærmede mig 1. gruppe, der lå på rad og række og besvarede ilden, hørte jeg pludselig et svuzzzzjjjjjj fra en RPG-raket. Så kom braget fra et airburst – en granat, der sprænger i luften, mens alle fragmenterne slår nedad som et tæppe af dræbende splinter. Den eksploderede cirka 10 meter foran Christian, fem meter oppe i luften, og da fragmenterne slog ned, rejste hele skovbunden sig en meter foran Christian. Jeg tænkte: ‘Fuck, der røg hele 1. gruppe ...« beretter Murer. Sekunderne inden havde Christian vendt sig for at kommunikere med sin gruppefører, LG. »Da jeg vendte mig om igen med front mod hegnet, så jeg en sort klat i luften 10 meter foran mig ... så lød der et ordentligt hult drøn, der gik helt ind i knoglerne. Det var ligesom en stor støvsky, der pludselig slap regnen løs, og i det samme piskede jorden op foran mig,« fortæller Christian. Men det var ikke regn. Det var fragmenter fra RPG’en, der slog ned i jordbunden lige foran ham. Umiddelbart efter susede halen fra raketten ind imellem hovederne på Christian og Mads og landede nogle meter bag dem inde på en pløjemark. Så fulgte en kraftig beskydning fra den anden side af åen fra 61


de compounds, hvor RPG’en var fyret af fra. Taliban havde hele initiativet, danskerne var virkelig taget på sengen. Radioen glødede efter det voldsomme airburst: »Nogen ramt? Nogen ramt?« Mirakuløst var ingen ramt. »Så gjaldt det bare om at få hældt noget krudt ud, så vi kunne komme tilbage i kampen. Vi skød sindssygt mange skud og fik endelig overtaget, så vi kunne komme op og få lavet sigtede skud. Da vi igen havde tingene under kontrol, fik jeg pludselig øje på en mand i sort tøj derovre. Jeg sigtede, skød og ramte manden, der faldt bagover,« siger Christian. Samtidig var 3. deling, der var tilkaldt fra FOB Sandford som QRF (Quick Reation Force), kommet i stilling på ørkenkanten, hvor de kunne se ned over den grønne zone. Danskerne nede i hegnet skød flares op i luften, så 3. deling var klar over, hvor de befandt sig. Så begyndte de at lægge ild oppe fra ørkenkanten cirka en kilometer bag soldaterne på brinken. Brisantgranater fra dysekanonerne susede hen over hovederne på dem og eksploderede ovre ved talibanernes compounds. Også mortererne fra Sandford tre-fire kilometer væk bidrog. Desuden var der nu blevet bestilt flystøtte. Med artilleristøtten på plads frigjorde 1. gruppes delingsfører Michael Ulrich hele gruppen, og mændene ‘rullede’ en efter en tilbage mod de beskyttende compounds. Hver gang en rejste sig og løb, blev der skudt efter ham. Overlydssmældene slog i ørerne på Christian, da han løb. Alle mand nåede dog helskindet tilbage i sikkerhed i de faldefærdige compounds. Følingen derude havde varet mellem 20 minutter og en halv time. Det var lang tid, og den havde været intens. I den næste times sad mændene og lyttede til den sporadiske skydning fra talibanerne. Samtidig blev der hele tiden hældt dysegranater ind oppe fra ørkenkanten, ligesom mortererne nu var skudt ind. 62


Det var FAC’en (Forward Air Controller) i FOB Sandford, som koordinerede med det fly, der skulle ud og støtte delingen. Det viste sig, at et af verdens største bombefly, den amerikanske B-1B Lancer, ikke var langt fra området. Det var armeret med 2.000-punds bomber. De 14 danskere i compoundet så på hinanden med en blanding af jubel, fryd og skræk, da de hørte det. En 2.000-punds bombe var en ordentlig satan, en af de største, der fandtes. Den ville med garanti lukke munden på Taliban ovre i deres compounds. Men danskerne var langtfra trygge ved situationen, fordi en bombe af den kaliber har en danger zone på minimum 500 meter. Det vil sige, at man skulle være mindst 500 meter væk fra nedslagsstedet. Den danske deling lå højst 200 meter fra målet. »Det var ofte situationen i Afghanistan, fordi kampene med Taliban altid blev udkæmpet på så korte afstande. Men der var reel risiko for, at vi kunne blive ramt af vores egne bomber. Det var på ingen måde ualmindeligt. Mange af ISAFs faldne døde på grund af ‘friendly fire’. Så da vi kunne høre maskinen komme ind over området, var vi rene nervevrag,« fortæller Christian. Pludselig kunne de se flyet cirkle ind over området. Så begyndte nedtællingen. Christian havde kommunikationen med delingsføreren i ørerne, og da han fik beskeden, råbte han videre på det interne net: »Okay, to minutter, drenge!« De lå klar. En havde sit kamera parat for at få et billede af bombenedslaget, men fortrød. Når signalet kom, var det ‘pandekage’ – alle skulle ligge helt fladt på jorden. Så strøg bombeflyet ind over danskernes position i compoundet. Motorlyden voksede. »20 sekunder ... 10 sekunder ... 3 ... 2 ... 1 ...« »Så kom den vildeste lyd, jeg nogensinde har hørt. Det var bomben, der faldt. Den skar sig ned gennem luften med et kæmpe hyl. Alle trykkede sig chokeret over lyden. Det stod helt 63


ud i øjnene på folk. Og alle ventede med nervøst blod på braget, da den slog ned,« fortæller Christian. Men i stedet for det ventede drøn, blev der helt stille. Bomstille. Alle lå som fastfrosset nogle sekunder. Så bredte overraskelsen sig. De løftede hovederne og så spørgende på hinanden. Hvad skete der? Så kom det over radioen: »Det var en fuser. Den vender om og gør klar til at smide en til.« En 2.000-punds bombe på samme position som den, der ikke eksploderede! Nu blev de endnu mere nervøse. Det tog maskinen små fem minutter at vende rundt. Så kom den tilbage ind over compoundet og slap sin dræbende last. Endnu en gang et skingert susende hyl, der ligesom skar himlen over i to stykker. Og derefter et øredøvende brag, der fik alt til at ryste under dem. Nogle af murene i husene brækkede og væltede. Da trykbølgen fejede forbi, lagde de enorme piletræer i hegnet sig ned, og da bølgen var forbi, rejste stammerne sig igen. Ovre ved talibanernes compounds stod en flere hundrede meter høj bombesky op i luften. Den flåede jorden op derovre, som var det et vulkanudbrud, og ikke længe efter begyndte det at regne med jord og skidt, der slog som store hagl mod danskernes hjelme. Nogle begyndte at grine. Det var for vildt. To 2.000-punds bomber på én gang! Fuck, der fik de skiderikker et spark i røven! De var synligt lettede over, at den ramte de rigtige koordinater. Hele compound-området 200 meter fra dem var pulveriseret. Da skyen et stykke tid efter havde lagt sig, var der helt stille derovre. Der var noget uvirkeligt over det hele. Endelig kunne patruljen sætte kursen hjem til Gokkebo. »Det er ufatteligt, at det ikke gik galt den dag. Hvis forreste spejder, JVS, var blevet såret eller dræbt, da Taliban åbnede ild fra hegnet første gang. Hvis jeg selv var blevet ramt nede i åen. 64


Hvis en af os havde taget en kugle under tilbagetoget. Hvis bombepiloten havde fået et forkert koordinat. Hvis, hvis, hvis ... det var, som om alt balancerede på de rigtige marginaler. Vi var helt utrolig heldige,« siger Murer. Også for Christian var det en alvorlig affære. »I hele min karriere som soldat er det den dag, jeg har følt mig mest presset. Hvis vi havde fået bare en såret, havde vi været fucked. Det kunne have slået hele banden ned,« siger Christian. »Det var en sindssyg dag. Men vi levede hele tiden med et enormt pres. Vi blev skudt på, vi kørte på IED’er og miner, og man havde konstant den tanke i baghovedet: Er det i dag, den klikker?« Trods kompagnichefen Anders Storruds død kørte man fortsat på efter den masterplan, han og bataljonschef Kim Kristensen havde udstukket. Målet var i samarbejde med briterne at slå en ‘prop i hullet’ nordpå på det sted, hvor den grønne zone var smallest. Briterne havde allerede med danskernes hjælp fået etableret basen FOB Gibraltar nede i zonen på den østlige side af Helmand-floden. Nu gjaldt det om at få sat en dansk base op, der matchede den britiske. Anders Storrud havde udset sig et sted på kanten af ørkenen over for FOB Gibraltar på den vestlige side af floden. Med de to kontrolpunkter ville man sikre, at Taliban ikke længere kunne flyde sydpå i dalen mod Gereshk by. En række spektakulære operationer fulgte hen over efteråret og vinteren, og midt i januar slog danskerne til og fik indtaget det compund, man havde udset sig. Byggematerialer blev fragtet frem, og man tog straks fat på at bygge en patruljeringsbase, som fik navnet Armadillo – opkaldt efter et amerikansk bæltedyr, som var major Anders Storruds yndlingsdyr. Armadillo blev den base, som i de følgende år fik mytisk sta65


tus for Hold 4 og alle de hold, der fulgte. Og for den danske offentlighed blev den nærmest synonym med den danske krigs­ indsats i Afghanistan. Godt hjulpet selvfølgelig af instruktøren Janus Metz’ prisbelønnede dokumentarfilm Armadillo, som var optaget i krigszonen i 2009 med det danske Hold 7. Kort efter at danskerne havde nået deres mål, satte den koldeste vinter i mands minde ind, og Taliban gik i hi. Kampene døde ganske enkelt hen med den ubarmhjertige frost, og det forlød, at taliban-krigerne i januar tog hyre hos lokale krigsherrer, der passede på de konvojer, som fragtede byggematerialer til de vantro invasionsstyrker. Armadillo blev officielt indviet den 2. februar 2008, og den var ubetinget kronen på værket efter et halvt års hårdtslående offensiv. Hold 4 kunne på alle måder se tilbage på seks måneders heroisk fighterånd. En indsats båret af mandsmod og offervilje. Prisen var fem døde og fem sårede. Helt sikkert for mange, men færre end bataljonschef Kim Kristensen havde frygtet, da han sendte sine folk ud i krig. Og på det personlige plan for de soldater, der kom hjem, var det seks måneder, som for altid definerede et afgørende punkt i deres liv. Det var det øjeblik, hvor store eventyrlystne drenge fra byer og flækker over alt i Kongeriget blev til hærdede mænd. Og som alle, der »havde taget deres bid af lorten«, var Christian stolt og lykkelig som ind i helvede. »Jeg kunne have været død et utal af gange på den mission. Men jeg kom hjem uden en rift og brugte ikke mange minutter på at reflektere over, hvad der kunne være sket. Måske var det sådan, at man følte sig i live på en meget stærk måde, fordi faren for at dø var så overhængende. Jeg følte mig i hvert fald totalt i live. Jeg lavede det, jeg var bedst til. Jeg var kampsoldat. Jeg var derude, hvor lokummet stod i flammer. Jeg følte mig fuldkommen usårlig, og i mit inderste vidste jeg, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme af sted igen.« 66


Familien Richardson så frem til Christians hjemkomst. Peter var ude at sejle, men storebrødrene Robert og Kenneth og Kenneths kæreste, Manuela, var sammen med Jette taget til Roskilde Lufthavn for at tage imod Christian. De danske soldater kom med et rutefly fra Kabul – det havde mellemlandet i Karup for at sætte jyderne af – og Jette blev ‘høj’, da hun så maskinen slå hjulene i landingsbanen. »Da de kom ind i den lille ankomsthal, var det ren ekstatisk lykke. Soldaterne var glade, og som de efterhånden spottede deres pårørende, fik synet af dem en ekstra dimension. Det var tydeligt at fornemme, at de kom fra en anden hård og kontant virkelighed, hvor det var andre oplevelser, værktøjer og regler, der gjaldt, end dem de nu vendte hjem til. Det var unge mænd, der havde oplevet ting, som det tydeligvis ikke ville være godt for mødre at vide for meget om. De kom fra en verden, vi alle – især kvinder, tror jeg – helst vil fornægte. Det var kampsoldater med hele den råstyrke, de besad, og som man ikke skal komme på tværs af! Jeg følte enorm lettelse, dyb taknemmelighed og var ovenud lykkelig over at få Christian tilbage og hjem i god behold. Samtidig var det ubeskriveligt at se sin egen dreng komme voksen hjem,« forklarer Jette. Forsvaret bød på kaffe og kage, men så snart alle havde fået deres grej og hilst af, kørte de hvert til sit. Og nok var det dejligt for soldaterne at komme hjem, men Jette var også klar over, at det for mange af dem formentlig ville blive en brat overgang fra krigen i Afghanistan til den danske virkelighed. For Christians vedkommende fik hun ret. Efter eventyret i Helmand virkede livet som konstabel på kasernen umådeligt stillestående og blottet for udfordringer. »Det var virkelig en flad fornemmelse. Jeg så mig selv som kampsoldat, ikke fritidssoldat, og efter et halvt års tomgang var jeg ved at få pip. Derfor søgte jeg atter ned til Gardehusarre67


gimentet. De skulle af sted til Afghanistan som Hold 7, og jeg havde for lĂŚngst gjort op, at jeg ville med.ÂŤ Det kom han. Men beslutningen skulle vise sig at fĂĽ fatale konsekvenser. Hvis Christian troede, han allerede havde vĂŚret i helvede, findes der ingen ord for det sted, han senere blev ekspederet hen.

68


Efter krigen  

af Michael Holbæk Jensen

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you