Issuu on Google+


Kimberly Derting

B ody F inder

ekkoets forbandelse

P책 dansk ved Nete Harsberg

POLITIKENS FORLAG

Body Finder 2.indd 3

25/04/12 14.21


Kapitel 3

M

ørket var omklamrende, altopslugende. Hun var bange for,   at det ville kvæle hende. Men det værste var alligevel kulden. Hun famlede rundt omkring sig igen, som hun havde gjort hvert andet øjeblik alle de timer – eller dage – hun havde været fanget her. Tiden var ophævet, efterhånden som sekunderne var blevet til minutter, og minutterne til timer. Timerne til dage. Det var nyttesløst. Hendes anstrengelser var forgæves. Der var ingen vej ud, og det vidste hun godt, men hendes svækkede over­ levelsesinstinkter nægtede alligevel at give op, at acceptere hendes skæbne. Der var intet lys. Overhovedet. Ikke det mindste skær. Og intet lys betød, at der ikke var nogen sprækker. Alligevel blev hun ved med at lede, for hun kunne ikke give op. Hendes fingerspidser undersøgte alle overflader – gulvet ... væggene ... hjørnerne. Hun kendte det hele nu, og hendes fingre var hudløse af at køre hen over det hårde, nådesløse metal. Panikken tog over igen, og hun skreg, mens hun hamrede de for­ revne næver mod sit snævre fængsel. Det var en fremmed stemme, der kom ud af hende. Tynd og svag. Den tilhørte en, der allerede havde overgivet sig til døden. 31

Body Finder 2.indd 31

25/04/12 14.21


Mørket blev tættere omkring hende og fyldte hendes lunger, til hun næsten ikke kunne trække vejret og slet ikke kunne skrige læn­ gere. Lyden af den fremmede stemme raspede og rungede rundt om hende, indtil hun til sidst gispede efter luft ... frisk luft ... umørk luft. Hun faldt sammen i hjørnet og sad og rokkede fra side til side med armene slået om sig selv. Det var så mørkt. Og hun var helt alene. Og meget, meget bange. Hun græd ned imellem sine ben. Hendes hulken svandt ind til en lillebitte, næsten lydløs klynken, og hun krøllede sig sammen på gulvet. Hun ville hjem. Violet vågnede ikke med et sæt. Hun vågnede med et langtrukket hulk ned i den fugtige pude, som hun lå og krammede, mens hun forsøgte at kvæle den påtrængende rædsel. Hun var forvirret, rystet. Til at begynde med kunne hun ikke hu­ ske drømmen, for den lignede ikke nogen af hendes sædvanlige ma­ reridt, og hun vidste heller ikke, hvorfor hun græd. Men mens hun lå i sengen og prøvede at komme sig, kom det tilbage i brudstykker. Det kvælende mørke. Frygten. Angsten. Den grusomme følelse af at være overvundet. Glimtet – nok så svagt og flygtigt – af håb. Det var, som om hun var blevet begravet levende. Indkapslet i et fuldstændigt mørke uden nogen vej ud. Violet var stadig chokeret efter mareridtet, selvom hun sagde til sig selv, at det bare var det, det var – en ond drøm. Men hun troede ikke på det, ikke to sekunder. Det her var mere end bare en drøm. Og hun vidste godt hvorfor. Stemmen. Det var ikke hendes stemme. Den var spinkel. Skrøbelig. Og den tilhørte en anden. 32

Body Finder 2.indd 32

25/04/12 14.21


Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om at finde mening i billederne, der blev ved med at hjemsøge hende. Hvorfor drømte hun, at hun var en anden, fanget alene i mørket? Og hvorfor føltes det så virkeligt? Hun kendte allerede svaret. Selvfølgelig gjorde hun det. Selv i drømmen havde hun vidst det, helt nede i søvnens dybeste favntag. Og mens hun vaklede mellem vished og fortrængning, kunne hun mærke, hvordan hun mistede det skrøbelige greb om sig selv. Det føltes virkeligt, fordi det var virkeligt. Der var nogen derinde. Bange og afskåret fra omverdenen. Hun prøvede at blinke tanken væk, men den var kommet for at blive. Der var nogen inde i den container. Selvom hun var helt alene, rystede hun på hovedet. Men stem­ men indeni forsvandt stadig ikke. “Nej,” hviskede hun. “Der er ikke nogen.” Men det hjalp ikke noget at sige det højt – det vidste hun godt. Tårerne kom tilbage, men nu var det hendes egne. For selvom hun vidste, hvad det var, drømmen ville fortælle hende – at der var et menneske derinde, et dødt menneske – vidste hun samtidig, at hun blev nødt til at tage derhen igen for at være helt sikker. Himlen var sort som ibenholt, da Violet listede ud af huset efter at have kradset en hurtig besked ned til sine forældre, så de ikke blev forskrækkede over, at hun ikke var der, når de vågnede. Hun holdt vejret, mens hun med slukkede lygter langsomt kørte ned ad den grusbelagte indkørsel. Nede ved vejen sikrede hun sig, at mobiltelefonen lå i lommen, og tændte så forlygterne. De kastede et unaturligt skær gennem tågen, der lå tæt over de øde markveje omkring huset. Luften udenfor var frisk, og Violet havde ikke ladet bilen stå i tomgang af frygt for at vække sine forældre, så kabinen var iskold. 33

Body Finder 2.indd 33

25/04/12 14.21


Hun kunne se dampen fra sin egen ånde, mens hun kørte mod ho­ vedvejen på den anden side af byen. Det var tidligt – eller sent, afhængig af hvordan man så på det – og vejene lå øde hen. Violet følte sig som den eneste overlevende i en katastrofefilm, mutters alene i en forladt ruinby. Forestillingen blev dog spoleret af en modkørende bil på den smalle landevej. Gad vide, om de var på vej hjem eller ud ligesom hende, tænkte hun flygtigt. Hun havde ikke sovet særlig meget og var træt. Eller rettere af­ kræftet. Mørket virkede søvndyssende, og bilen gyngede svagt fra side til side, mens den bevægede sig af sted over asfalten. Hun holdt ind ved en lille døgnåben kaffebar og købte sig en vaniljelatte med to skud espresso, som forhåbentlig ville ryste noget af døsigheden ud af systemet, inden den lange køretur til Seattle. Som hun nærmede sig byen, krøb natten mod daggry, og him­ lens ibenholt skiftede langsomt til dyb gråsort. Der kom flere biler på vejen, og med ét var Violet ikke længere alene. Det betød nu ikke, at hun var mindre bange. Hun var rædselssla­ gen ved udsigten til at tage tilbage til havnen og stå foran den con­ tainer med visheden om, hvad den kunne gemme. Og hun havde ingen anelse om, hvad hun skulle stille op, når først hun stod der. Men hun kunne under ingen omstændigheder undgå det. Dette ekko ville ikke slippe hende. Hun bremsede og parkerede bilen lige uden for det høje tråd­ hegn, der afspærrede containerhavnen. Selv helt derudefra var det ikke til at misse – porten stod ikke åben denne morgen. Violet steg ud af bilen og nærmede sig den lukkede indgang. Ånden stod i tykke skyer ud af hendes mund, og hun lynede jakken helt op og borede hænderne ned i lommerne. Det var stadig mørkt, for mørkt, og Violet skannede omgivelserne for livstegn. Dagen før havde der været nogle få, travle folk at se, men nu var her helt tomt. Der var fuldstændig stille med undtagelse af en enkelt lyd – de dirrende strengeslag fra harpen. 34

Body Finder 2.indd 34

25/04/12 14.21


Det intensiverede bare den mystiske stilhed, der drev ligesom tågen over det forladte område. Hun nærmede sig porten, og hendes hjerte bankede helt ukon­ trolleret. Et eller andet sted håbede hun, at den var låst. Det havde hun i sit stille sind håbet på hele køreturen. Håbet overskyggede næsten det mareridt, der havde trukket hende herud til at begynde med. Den krysteragtige side i hende overvejede at tage af sted igen – bare vende om og køre tilbage. Men det kunne hun jo ikke. Det her ville ikke bare forsvinde igen af sig selv. Så meget vidste hun. Det viste sig at være nemt at komme gennem porten. Der var nemlig ingen lås på, i hvert fald ikke nogen hængelås som den, hun havde set på containeren. Hun rakte ud mod slåen, der lignede en, der kunne sidde på en almindelig havelåge. Hendes fingre lukkede sig om den, og så løftede hun haspen. Den gik uden videre op. Hun kiggede rundt for at se, om der var nogen, der havde set hende, men det var der tilsyneladende ikke. Hver en celle i hendes krop var i alarmberedskab. Hun tog en dyb indånding og puffede til lågen. Den åbnede sig på klem. Den var høj og betydelig tungere, end den så ud, og Violet måtte stemme sin skulder mod den og lægge hele sin vægt i for at åbne den nok til, at hun kunne klemme sig igennem. Vibrationerne fra harpen overdøvede alle andre lyde omkring hende – byen, der vågnede bag hende, havet forude. Ildevarslende. Som soundtracket til en gyserfilm. Men det var ikke nogen film, mindede Violet sig selv om. Hun var her for at finde frem til et lig. Hun fulgte harpens spøgelsesekko og sneg sig så lydløst som muligt ind mellem containerne, selvom hun efter alt at dømme var alene. Da hun fik øje på containeren, der ikke så anderledes ud end dagen før, blev hun overvældet af den samme angst, det 35

Body Finder 2.indd 35

25/04/12 14.21


samme pludselige panikanfald, som hun havde haft i sin drøm. Hun kunne genkende rædslen over at blive fanget mellem de mas­ sive stålvægge. Hun rystede over hele kroppen, som om den mimede de vibra­ tioner, der dirrede elektrisk inden i hende. Hun ville tættere på, men hendes fødder var så tunge, at hun næsten ikke kunne løfte dem. Da hun var nået helt hen til containeren, virkede ekkoet tru­ ende, hvor det dagen før havde virket sært harmonisk. Det skar gennem hendes sanser som en løbsk motorsav, skamferede hende nærmest. Hun rakte tøvende ud mod en af stålvæggene, nervøs for at blive forbrændt af berøringen. Men ligesom i går strøg hendes fingerspid­ ser uskadte hen over den iskolde overflade. Fra sit mareridt vidste hun præcis, hvordan bevægelsen ville føles indefra, og mindet stod lyslevende for hende, mens hun berørte ydersiden. Vibrationerne skurrede, og harpens ekko var uklart og smerte­ fuldt. Han eller hun var derinde. Og selvom personen ikke længere stod til at redde, ville kroppen stadig findes. Violet skælvede af kulde og krøb sammen i den varme vinter­ jakke. Men der var ikke noget, der kunne varme hende op nu – hun frøs helt ind i knoglemarven. Hvorfor havde hun mon drømt om denne person? Sådan havde hendes evne aldrig opført sig før. Hvorfor havde netop dette lig in­ filtreret hendes drømme? Violet vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre nu. Hvem hun skulle ringe til, hvem hun skulle sige det til. Ikke onkel Stephen. Ud over at Seattle slet ikke hørte under hans distrikt, var han stadig hendes onkel og ville uden tvivl føle sig for­ pligtet til at fortælle hendes forældre, at hun var taget herud for at lede efter et lig – helt alene midt om natten. Hun ville aldrig mere få lov til at gå ud. 36

Body Finder 2.indd 36

25/04/12 14.21


Og af nogenlunde samme grund kunne hun heller ikke sige no­ get til Jay. Men noget måtte hun gøre. Hvis ikke hun hjalp den, der var derinde, ville hun aldrig komme til at sove igen. Hun fumlede med telefonen nede i lommen. Hun kunne ringe til det lokale politi, anonymt. Hun kunne op­ finde en undskyldning for at få dem til at køre herud og lede efter liget og så skynde sig af sted uden at opgive sit navn. Men hun vidste trods alt, at hun ikke kunne bruge sin mobil – det var alt for let at spore samtalen direkte tilbage til hende. Og så ville de helt sikkert spørge, hvordan hun kendte til liget. Et spørgs­ mål, hun ikke havde lyst til at besvare. Hun blev nødt til at komme væk derfra og finde en mønttelefon. Hun bevægede sig hurtigt samme vej tilbage gennem container­ området, som hun var kommet. Hun sneg sig ud gennem åbningen i porten og løb hen til fortovet, mens hun spejdede i begge retninger efter en telefonboks. Det tog ikke lang tid at finde en. Faktisk kunne Violet se hele to, fra hvor hun stod. Den ene var placeret i udkanten af parkerings­ pladsen. Hun luntede det lille stykke derhen og løftede røret. Det var koldt og fedtet, men det kunne hun ikke tage sig af. Hun granskede opkaldsinstrukserne på den sølvfarvede front. Hun havde ingen mønter på sig og håbede, den virkede uden. Med rystende hænder trykkede hun hurtigt nummeret. Der lød et dæmpet klik, og så ...… I den anden ende lød en rolig kvindestemme: “Alarmcentralen, kan jeg hjælpe?” Violet tøvede. Det her er en fejltagelse, tænkte hun. Jeg må hellere lægge på. Hendes tommelfinger hang i luften lige over afbryderen. “Alarmcentralen, hvordan kan jeg hjælpe?” Hun tøvede stadig, men hun blev nødt til at foretage sig noget. 37

Body Finder 2.indd 37

25/04/12 14.21


“Hallo?” sagde hun spagt, mens hendes hjerne ræsede i tusind forskellige retninger i forsøget på at komme op med en sammen­ hængende forklaring. “Ja, hvordan kan jeg hjælpe?” “Jeg ... jeg tror måske, jeg har hørt noget ... nogen ...” begyndte Violet, stadig famlende. Hendes hænder rystede lige så meget som hendes stemme. “Det kom fra en af containerne nede på havnen.” “Har du en adresse?” Violet rystede på hovedet, selvom kvinden naturligvis ikke kun­ ne se hende. “Det er tæt ved færgeterminalerne. Ved mole 52. Der er et skilt, hvor der står Puget Sund Skibsværft.” Hun var nervøs over at have ringet. Måske var det en fejl. Hun så sig usikkert omkring og kom pludselig til at tænke på, hvilken skummel type, der kunne finde på at spærre folk inde i en container. Hvad nu, hvis han stadig var her? Hvis han holdt øje med hende? Hvad hvis han var fulgt efter hende? Hun tog et skridt væk fra telefonen og lod hånden med røret falde ned langs siden, mens hun koncentrerede sig om at lytte efter tegn på, at hun ikke var alene. Metalledningen, som forbandt røret med telefonen, kunne ikke strækkes længere, og hun stod bomstille. Hun kunne høre kvinden tale i den anden ende, men ikke skelne ordene. Hun måtte se at komme væk, men trangen blev alligevel over­ skygget af ønsket om at få nogen til at komme herud ... og finde den person, der var fanget i stålkassen. Hun tog røret op til øret igen, parat til at stikke af i løbet af et splitsekund. “Jeg kan ikke fortælle mere. Der er en derinde, et men­ neske ... låst inde i en af containerne. En rød container. Vær sød at ... sende hjælp ...” Nu hviskede hun. Af frygt for at andre end kvin­ den på alarmcentralen kunne høre hende. “Hvad er dit navn ...” Violet lagde røret på med bange anelser. 38

Body Finder 2.indd 38

25/04/12 14.21


Så løb hun hen til bilen, alt hvad hun kunne. Da hun sad in­ denfor og havde låst dørene, lagde hun hovedet tilbage og kæmpede for at få vejret. Hun startede motoren og sad og lyttede til den hæse knurren, mens hun ventede på, at temperaturen skulle stige – og på at hendes puls skulle lægge sig. Uden for bilen lød harpens ekko utydeligt, men den dirrende efterklang vibrerede helt ind i hendes sjæl. Hun hørte sirener i det fjerne. Gad vide, om de var på vej herned ... på grund af hendes opkald? Hun ventede ikke på at få svar, men satte bilen i gear og kørte ud fra parkeringspladsen, næsten overrasket over, at dækkene ikke hvinede, sådan som hun stod på speederen. Og idet det disede daggry brød hen over himlen, kunne hun ikke slippe den nagende følelse af, at hun lige havde begået en frygtelig fejl.

Body Finder 2.indd 39

25/04/12 14.21


Body Finder 2 - uddrag