__MAIN_TEXT__

Page 1


Søndergade 1956. Akvarel af Gustav Holgersen (privat eje).

100 års jubilæumsbog Fordelt til alle husstande i Frederiks Udgivet af

Alhedens Borgerforening Frederiks, 7470 Karup Tilrettelæggelse, layout, redaktion

Arne Berner Christensen Tak til TUBORGFONDET for støtte til trykning

Øko-Tryk, Skjern ISBN 978-87-997419-0-8 2


Alhedens Borgerforening har nu eksisteret i 100 år. Jeg syntes, det er imponerende, at der, kun få år efter at byen blev grundlagt med etableringen af jernbanen, var fremsynede mennesker, som kunne se, at kun ved en fælles indsats kunne man medvirke til at forme og udvikle byen efter borgernes ønsker - og til fremme af dette formål den 17. december 1914 oprettede ”Alhedens Borger– og Håndværkerforening”. Det er der da grund til at fejre. Borgerforeningen har gennem årene været involveret i mange aktiviteter og beslutninger i perioder mere aktiv end i andre, så vidt det kan læses af mødeprotokollen. I en kort periode på cirka 10 år indtil 2008 var foreningen inaktiv, da det ikke var muligt at stille en bestyrelse. Men jeg er glad for at kunne sige, at perioden derefter og til i dag har været præget af stor aktivitet og virkelyst. Der er i de senere år investeret mere end 1 million kroner, som vi har fået fra fonde og anden side, i anlægget, pakhuset, flagalle og andre ting, og det er foreningens oplevelse, at disse ting er til glæde og nytte for borgerne. I 2012 fik vi 2. pladsen og 25.000 kr. i konkurrencen om at blive årets lokalområde. Mit håb for de kommende år vil være, at foreningen vil trives og være aktiv - et håb, som kun kan indfries, hvis byens borgere vil slutte op om foreningen ved at deltage i arbejdet og tegne et medlemskort, som i parentes bemærket er rørende billigt! Borgerforeningen afholder en del festligheder den 9. august i anledning af jubilæet, som det vil fremgå af det offentliggjorte program. Vi håber på godt vejr og på stor deltagelse fra byens borgere. Udover festlighederne fik vi bibragt den ide at udsende det jubilæumsskrift, som du nu har i hånden. Frederiks i 100 år kan jo ikke fuldtud gengives, men Arne Christensen har på kort tid samlet så mange oplysninger, billeder og beskrivelser, at bogen alligevel giver et fint tidsbillede af Frederiks gennem de 100 år. Jørgen Maagaard Formand for Alhedens Borgerforening

Da jeg i forvejen redigerer Borgerforeningens medlemsblad samt ældrebladet P-Nyt, var man så venlig at mene, at jeg nok også kunne producere en jubilæumsbog. Jeg har forsøgt, og jeg håber, at bogen kan være af interesse for indfødte Frederiksborgere, som måske kan finde et og andet, de ikke vidste i forvejen, men nok især for tilflyttere, som her kan få lidt viden om byens og egnens historie og måske en impuls til selv at finde mere. Jeg ville i hvert fald gerne have haft denne bog, da vi selv flyttede hertil. Tak til de personer, som velvilligt har stillet billeder og oplysninger til rådighed, og en særlig tak til Lokalhistorisk Arkiv og Børge Mortensen som meget imødekommende har leveret hovedparten af billederne til kopiering. Arne Berner Christensen 3


INDHOLDSFORTEGNELSE Afsnit 1 Alhedens Borgerforening Foreningens formænd 1914-2014 Alhedebonden Byens anlæg

6 17 18 19

Afsnit 2 Kartoffeltyskerne Sogn og kommune Kirke og præstegaard Jernbanen Biler og veje Skolen FDF ”Alhede” Smeden Frederiks Kro Rensdyrene i Frederiks Tømmerhandlen Brugsen Foderstoffen Byens købmænd Andelsmejeriet Bankvæsen Trælegetøj fra Frederiks Byens Kagemand Frederiks Planteskole Vandværket Fjernvarmeanlægget Dagcentret Sporten Alhedehallerne Dilettant og revy Dahlgards Tivoli

25 30 32 40 46 48 54 56 59 62 65 70 74 76 80 83 87 94 96 98 100 102 104 109 112 115

Afsnit 3 Handelslivet

117

4


s

en d e h l A Borger

forening

ALHEDENS BORGERFORENING GENNEM 100 ÅR

Afsnit 1 5


Dette første afsnit, som fortæller lidt om Alhedens Borgerforenings historie, bygger videre på teksten i det jubilæumsskrift, der blev forfattet ved 75 års jubilæet i 1989. Med udgangspunkt i den gamle tekst har red. tilstræbt at justere og opdatere, og har derudover indflettet små fortællinger om områder, som ikke har fået en selvstændig beskrivelse i bogen, selv om det måske ikke direkte er en del af Borgerforeningens historie. Den resterende del af bogen, afnit 2 og 3, er billeder og tekster, som er indsamlet og forfattet af redaktøren til denne 100 års jubilæumsbog. Stiftelsen Foreningen blev stiftet den 17. december 1914 og blev givet navnet "Alhedens Borger- og Handværkerforening". Samme dato blev der afholdt valg til bestyrelsen, som kom til at besta af 7 medlemmer. Til bestyrelsen blev valgt Frederik Mogensen, Niels Laursen, Peter Brauner og Rasmus Jørgensen. De øvrige 3 medlemmer er ikke nævnt med navn.

Bestyrelsen konstituerede sig saledes: Frederik Mogensen, formand Niels Laursen, næstformand Peter Brauner, kasserer Rasmus Jørgensen, sekretær desuden valgte man til revisor Jens Stordal og Søren Jakobsen, og hermed var Alhedens Borger- og Handværkerforening en realitet. Lovene blev vedtaget

Frederiks ca 1872 - intet, udover kirken! 6


1

Det ældste billede, der findes af Frederiks. Den største bygning er stationen. Den sydlige del af byen blev anlagt på jord, der hørte under Bitsch’ gård (nu Johs. Jensensvej 18). pa en ekstraordinær generalforsamling den 30. oktober 1916 Ved indtrædelse i foreningen skulle indbetales et indskud pa 50 øre samt et

kvartalsbidrag, men medlemsretten indtradte først 3 dage efter indmeldelsen. Udmeldelsen skulle ske til formanden, endvidere blev man slettet i foreningen, hvis ikke man havde indbetalt de 3 sidste kvartalskontingenter. Med denne første generalforsamling indledtes et virke, som indtil nu har varet i 100 ar. Gennem alle disse ar er der i foreningen udført et stort stykke arbejde for at efterkomme medlemmernes interesse. Dette er bl.a. sket ved forskellige arrangementer bade kulturelle samt festlige og fornøjelige. Det første arrangement Det første arrangement, som blev afholdt var juletræ for børnene den 10. januar 1915, og dette har helt frem til 1985 været en fast tradition, men pa grund af for darlig tilslutning de sidste ar valgte man at aflyse dette arrange7


ment. Arrangementet blev overtaget af AIF's forældreforening, som har gjort et stort stykke arbejde. Udover dette har der været foreningsballer, andespil og foredrag. Det er dog ikke alle afholdte arrangementer, der har gentaget sig ar for ar. Julens Glæde I 1915 vedtog man at oprette en "Julens Glæde" blandt foreningens medlemmer. Der skulle opkræves en gang om ugen, og det mindste beløb, der matte indsættes, var 10 øre, og endvidere skulle det indsatte beløb være deleligt med 5. Opkrævningen skulle foretages søndag formiddag. Man skulle betale 50 øre for en bog, og det opsparede beløb indsattes i Viborg Bank og udbetaltes den 2. lørdag før jul. Udover at beskæftige sig med medlemmernes interesse og underholdning har de skiftende bestyrelser ogsa taget mange andre ting pa programmet, ofte pa opfordring. Gadebelysning Den første gadebelysning i Frederiks kom i 1911 i form af en olielampe pa

Telefon– og elmaster på hver sin side af vejen 8

Arkivfoto

2

Transformatortårn ved Søndergade 10 hjørnet af hovedgaden og stationsvejen. Det var naturligvis en beskeden start, og borgerforeningen begyndte allerede i 1922 at snakke om, at der burde anlægges elektrisk gadebelysning i byen. Først var det tanken, at man skulle have elektrisk strøm fra Karup Elektricitetsværk. Det var blevet bygget i 1918, under 1. verdenskrig, som et vandkraftværk til at drive tørveværkerne i Kølvra mose, og det var i flere ar det største vand-elektricitetsværk i Danmark. Men da fabrikationen af tørv ophørte, havde de ikke brug for al kraften, og i Frederiks sa man muligheden for at fa den overskydende kraft ført hertil i en højspændingslinje til en lokal transformatorstation og videre ud til forbrugerne. Det store elektricitetsværk pa egnen,


1

Nørregade 1920’erne.. Allerede nu er gaden bebygget med huse på begge sider, og meget ligner byen i dag. Th. maler Husteds hus, hvor karetmager Rosendal boede engang. Herefter malermester Sørensens hus og længere henne P.O. Tønnings manufakturforretning. På venstre side ligger Steen Gehrts ejendom, hvor Vagner Würtz havde barbersalon. Herefter følger Laura Damgaards hus (post Christensen) og Svend Jørgensens ejendom. Derefter savværkets ejendom, som er revet ned, og længst henne Foderstoffens store pakhus og vindmøllen. Gudena Centralen, kunne godt levere strømmen til Frederiks, men det var man her i byen meget betænkelig ved at ga med til, da det var en stor og dyr historie, sa hvis man kunne fa elektricitet ad andre veje, ville man ikke vove sig ud i de store investeringer. Kristen Munch fortæller i sine erindringer, at der derefter blev nedsat et udvalg, som kom til at besta af skovfoged Kjær, Ulvedal og Kristen Munch, Skovgaaard, som skulle undersøge sagen. De havde forhandling med ejerne, som var Kølvra Mosebrug, med grosserer Kampman i Arhus og med direktør Laursen i Herning. Disse stillede sig ogsa velvillig til sagen og tilbød, at Frederiks folkene

kunne købe hele værket for 30.000 kr. Det havde kostet dem cirka 175.000 kr., og sa skulle Karup købe elektricitet af os. Udvalget optog ogsa forhandling med et ingeniørfirma i Odder om anlæg af savel transformatoren i Frederiks som fordelingen ud til forbrugerne. Det viste sig imidlertid, at det ville blive for dyrt, hvis ikke alle gik med til anlægget, og det var jo usandsynligt, hvad der ogsa ved tegningen viste sig. Sagen matte sa opgives, og hvem der ville have elektrisk lys og kraft matte melde sig til EGO, Elektricitetsselskabet for Gudenas Opland, hvilket en hel del gjorde. 9


6

Fra Frederiks telefoncentral, Nørregade 18. Vi ved desværre ikke, hvem centraldamen er. I 1923 kom stærkstrømsledningen til Frederiks, hvor den blev transformeret ned i spænding og gennem andre luftledninger fordelt til de ca. 55 forbrugere, som var tilmeldt fra starten. Samtidig kom den ogsa til Skelhøje, hvorfra mange af Frederiks sogns beboere fik strøm, sa der i 1930 var 80 forbrugere i alt, og inden 2. verdenskrig havde stort set alle i Frederiks og opland faet lys og kraft. Landskabsbilledet blev tilført nye elementer i form af transformatortarne og en skov af stolper, som med sine ledninger flankerede selv den mindste vej. Den første elektriske gadebelysning i Frederiks bestod af 5 lampesteder, og arbejdet blev udført af installatør N. P. Lauritsen, Viborg til en samlet sum af kr. 540,00. Telefon Chr. Jacobsen skriver i sin bog ”Fra Alheden”, at der i sogneradet var absolut modstand mod at lade oprette telefonlinjer i kommunen, som omhandlet i et cirkulære fra Indenrigsministeriet i 10

1883, idet det blev vedtaget, at ”herværende kommune slet ikke vil indlade sig pa denne sag pa grund af de mulige udgifter, et sadant forslag ville paføre kommunens kasse”. Gespenstet lod sig dog ikke sa let mane i jorden, og da Viborg i 1887 oprettede et telefonselskab, kom de nærmeste apparater sa tæt pa som Hald hovedgard og Dollerup mølle. Telefonledningernes indtog Frederiks skete i forbindelse med jernbanens oprettelse, dog kun med 7-8 abonnenter i begyndelsen, og da Kristen Munch i 1912 formedelst 16 kroner fik oprettet telefon, fik han nr. 11 under centralen i Frederiks. I telefonbogen for 1917 er der under Frederiks central 17 numre, heraf en del partstelefoner, f.eks. købmanden og Brugsen i Grønhøj, som i fordragelighed var fælles om telefon nr. 7. I de følgende ar steg antallet kun lang-


1

Nørregade i 1970’erne. Der er stadig blinklys ved baneoverskæringen og funktionærboligen Nørregade 6 står endnu tillige med den hvide portal over indkørslen til savværket. Elmasterne ved banen er ekstra store og støttet af skråstivere efter DSB standard. somt, sa i 1930 var der omkring 23 abonnenter, og i 1937 var antallet fortsat sa beskedent som 38. Den store stigning i antal abonnenter kom først efter 2. verdenskrig. Telefoncentralen i Frederiks havde de seneste mange ar til huse i Nørregade 18, hvor det var Ane Olsen og senere hendes datter, Gudrun Berg, der var centralbestyrer. Det var jo oprindelig en landcentral, men sidst i 1960’erne lavede JTAS sammenlægninger, hvorved Frederiks blev ophøjet til bycentral. Det betød store ændringer, idet der nu skulle være ordnede personaleforhold med tillidsrepræsentant, og der skulle indrettes toilet, spisestue og soveplads til nattevagten. For at skaffe plads til dette, blev centralen flyttet fra stuen til 1. sal i Nørregade 18.

Der var flere skiftende centraldamer til at betjene centralbordet, bl.a. Inge-Lise Sterup og Tove Andersen. Inge-Lise var ansat fra 1966 til 1971, hvor centralen blev automatiseret, og alle medarbejdere blev sagt op. Sygekassen Frederiks sogns sygekasse oprettes i 1909. Nogen kan huske, at man betalte kontigent ved ved Johannes Nielsen, Jernbanegade. Senere, og indtil oprettelsen af den kommunale sygesikring, var sygekassekasseren Henrik Bach, Benslehøjvej 4. Andet fra den første tid I 1916 afholdt Borgerforeningen det første andespil og et foreningsbal for voksne. I aret 1919 blev der ikke holdt juletræ for børn pa grund af den "spanske syge", 11


men der blev i stedet holdt et fastelavnsgilde. I arene frem til 1930 var sommerudflugten en af arets store begivenheder, hvor foreningen var vært for det fælles kaffebord. En af udflugterne gik bl.a. til Daugbjerg Kalkgruber. Der var ogsa mange andre ting pa programmet i arene 1920-1930 bl.a. tombola og fugleskydning. 1930 havde man den første dilettantforestilling og derefter offentlig bal. Fra 1931 afholdt man nogle gange noget man kaldte ”gammelmandsballer", og dertil vedtog man, at der skulle anvendes et beløb til levende musik. I 1934 førte man forhandling om regulering og sænkning af landevejen SkiveKolding. I 1938 holdte man den første fest i anlægget (folkefest) med fodboldkamp og tombola, og der var koncert under ledelse af musikdirektør Kjær, Kjellerup. Den 13. august 1939 blev den første sommerfest holdt i anlægget. I arene fra 1940 og frem blev der holdt flere forskellige arrangementer, andespil, høstfest, film, foredrag, sommerfest m.v. endvidere var der ogsa dilettantforestillinger. Borgerforeningens fane I 1948 fik borgerforeningen skænket en fane af Danmarks Samfundet, den blev sendt til Silkeborg for at fa broderet navnet ”Frederiks Borger- og Håndværkerforening stiftet den 17. december 1914”. (se billedet pa bagsiden) Foreningen arbejdede støt videre for at finde nye og spændende tilbud til med12

lemmerne, men gadebelysningen i byen var stadig et tilbagevendende problem, hvor mange lamper kunne der blive rad til, og hvor disse lamper skulle placeres. Friluftscene I 1955 vedtog man, at der skulle laves en friluftscene i anlægget, hvilket kom til udførelse i 1956. Aret efter opførte man et friluftsspil med lokale kræfter (En søndag pa Amager) i forbindelse med sommerfesten. 200 år for kolonisterne fejres Vi er nu naet frem til aret 1959, som var 200 ars dagen for kolonisternes indvandring til egnen. I den anledning vedtog man, at rette henvendelse til de forskellige foreninger, især husmandsforeninger i savel Havredal som Grønhøj, om et samarbejde om en eventuel fest. Pa et bestyrelsesmøde afholdt den 19. februar 1959 havde man indkaldt følgende foreninger: Havredal Husmandsforening, Grønhøj Husmandsforening, Havredal Borgerforening, Grønhøj Borgerforening, Fællesorganisationen samt tre repræsentanter fra sogneradet. Der blev rettet en tak til initiativtageren, og der var enighed om, at der skulle holdes en mindefest. Tidspunktet for festen blev den 4-5 juli 1959. Se særskilt artikel. Gadeskilte 1960 var aret, hvor borgerforeningen arbejdede med gadeskilte og emaljerede husnumre. Den 9. januar 1960 blev der gravet 10 standere ned, skiltene blev leveret fra Reimer Nielsen, Silkeborg, kommunen havde ydet et tilskud pa kr. 500 kr. Folkedanserforeningen i Havredal inviterer til faneindvielse i 1964, fanebærer blev Henry Sørensen, som fanevagter udpeges Ase Østergard og Inger Bach.


50 års jubilæum Det var ogsa dette ar Borgerforeningen kunne holde 50 ars jubilæum. Dette blev fejret som en festaften pa Frederiks Afholdshotel med spisning og underholdning m.v., og der vedtoges at gennemføre arrangementet uden spiritus. Men der blev alligevel serveret bade hvidvin og rødvin, idet hvidvinen var æblemost, og rødvinen var farvet ditto! Det smagte vist godt nok, og der var 72 deltagende. Gunnar Jørgensen var blevet overtalt til at holde festtalen. Bestyrelsen ved 50 ars jubilæet bestod af Jørgen Poulsen, formand, Inger Bach, næstformand, Henry Sørensen, Ingemann Thomsen og Aase Østergaard. Sommerfester Pa underholdningsfronten var der gennem mange ar især to arrangementer, som Borgerforeningens bestyrelse havde pa kalenderen som de vigtigste, nemlig dilettant og sommerfest. Sommerfesten blev holdt med telte og boder pa plad-

sen, hvor Dagcentret nu ligger. Det var et stort arrangement, men i sommervarmen kunne det knibe med at holde drikkevarerne kolde, sa man fik en aftale med mejeristen pa mejeriet, som jo la lige overfor, at man kunne stille ølkasserne ind pa mejeriet, hvor de blev dækket med sække og overrislet med koldt vand. Det var rigtig populært, sa der blev drukket mange øl og tjent gode penge til foreningen. Da kroen fik spiritusbevilling i 1966 var Borgerforeningen med til at lave fester pa kroen med spisning og bal. Det foregik nok 8 gange om aret, og der kom masser af mennesker. Det meste kunne ga godt dengang, og det var ret festligt at være med til. Nar foreningen havde annoncen i ugeavisen om torsdagen, sa var alle spisebilletter solgt fredag middag! I vinteren 1966 blev opført dilettantforestillingen ”Pas pa malingen”, bagefter fest pa skolen og kroen. Til næste dilettant til April ”Tvillingerne” er Gravgaard

17

Optog ad hovedgaden ud for Brorsonsvej 13


instruktør. Billetpriser: Dillettant 3 kr., bal 5 kr., børn 1 kr., pensionister 2 kr. 19-20. august er der sommerfest med Dalgaards Tivoli og bal om aftenen. Søndag marcherer Horsens Drengegarde gennem byen og Tatoo pa plænen. Det er AIF, der star som arrangør af ballerne, mens Borgerforeningen sørger for tombola, vand, øl, pølser og is samt billetsalg. Der blev afsløret en mindesten for Søren Jacobsen, hvor de nærmeste var inviteret til at deltage. Marts 1968 bliver malermester A.M Sørensen og hustru valgt som æresmedlemmer af Borgerforeningen. Jens Bach bliver genantaget til at vedligeholde anlægget for 1000 kr. arligt. Ved sommerfesten i 1968 optradte Lilly Broberg 2 gange, og Bjørn Tidemann spillede til ballet med Millers orkester.

Overskuddet skulle jo anvendes til almennyttige formal, sa flere fik støtte fra foreningen. Pa et bestyrelsesmøde den 25. april 1968 bestemte man, at overskuddet fra sommerfesten 1968 skulle skænkes til den nye hal "Alhedehallen". Overskuddet blev kr. 3.300 . Bestyrelsen bevilgede pa et bestyrelsesmøde den 1. september 1969 kr. 2.500 til juleudsmykning i Frederiks. Januar 1970 bliver J.C Løkkegaard genvalgt som fanebærer og Henry Sørensen og Erik Eriksen som fanevagter. Sommerfesten gav 7.100 kr. i overskud, og der skal holdes høstfest pa kroen i september og fest igen i november. Der blev ydet et tilskud til den kommende børnehave pa 3.000 kr. Til juletræsfesten indkøbes pærer ved Poul Jensen og æbler og appelsiner ved Thomas Pedersen - sa var handlen fordelt! 17

14

Ringridning på pladsen på Parkalle, mejeriet i baggrunden


1971 aftaltes det med Teknisk Forvaltning at flytte mindestenen ind i anlægget. 1973. Der var abenbart problemer med knallertkørsel i anlægget, sa det blev annonceret, at noget sadan var forbudt. Til sommerfesten spiller Bjørn & Okay, og man vil prøve at lave et firmaoptog for forretningsdrivende. Ved sommerfesten 1975 havde man et stort festfyrværkeri som afslutning pa 4 dages festligheder, en tradition som blev ført videre. Teltudvalg Borgerforeningen var i mange ar med i et teltudvalg under De Samvirkende Idrætsforeninger i Karup komune, som ejede et festtelt, der blev udlejet til foreninger og enkeltpersoner. Teltet blev kraftigt beskadiget under et blæsevejr i Bording i 1975, hvorefter Borgerforeningen og AIF købte de andre foreninger ud af samarbejdet og fortsatte i en ”Frederiks Teltforening”. Senere blev der indkøbt et 800 m2 stort telt fra USA, og i 1996 blev dette udskiftet med et nyt stort telt, der kostede ca. 300.000 kr. Omkring samme tid opstod der uenighed i det ellers mangearige samarbejde, og Borgerforeningen ønskede at trække sig ud. Dette skete sa i 1997, hvorefter teltforeningens og gæld og aktiver blev delt. I 1976 anmodede Karup Kommune foreningen om forslag til navne til nye veje i Frederiks. Foreningen sender skrift til byens beboere med opfordring til at komme med forslag. Til sommerfesten optræder Bjørn Tidemann hele aftenen. Enighed om at bestille 200 kasser Tuborg og 100 kasser Thor. Pølser og is købes gennem Ingemann, pølsebrød hos bageren. Jens Peter

Jensen forestar fyrværkeri og forsyning. Aage Saugmann kontakter Løkkegaard vedr. teltrejsning. Skurvogn lanes af Jørgen Lind. Fryser og køleskab lanes af Ingemann og Østergaard. Lundby star for billetsalg sammen med Laila Durr, Ellen Winkler og Merete Lundby. Samme ar bevilgede man kaffe med brød til pensionisterne, der deltog i en hyggeog hobby aften pa skolen. Det oplyses, at kommunen har planer om at bygge et plejehjem pa festpladsen. Foreslar 2 andre steder til byggeriet. Foreningen fordeler 12.500 kr. af overskuddet til: Juleudsmykninger 3.500, anlægget 3.500, svømmehal 5.000 og pensionisterne 500 kr. 1978, de handlende vil ikke være med til at bekoste juleudsmykning, sa Borgerforeningen giver 2.000 kr. til et juletræ eller en beskeden udsmykning ved indfaldsvejene. Revy 1979 var der 600 tilskuere til dilettant og 4.000 kr. i overskud., sa ballet efterfølgende var ogsa godt besøgt. Alhedefesten var stor succes, og især blev revyen fremhævet. Omsætning 80.000 kr., overskud 18.000 kr., som skal bruges til at dække gammel gæld i juleudsmykningsudvalget samt et beløb til FDF orkestret og en trambolin til legepladsen i anlægget. 1980, skrivelse til Karup kommune ang. lys pa skolestien Skovvej-Holbergsgade og til Viborg amtsrad ang. en fodgængerovergang mellem Brugsen og Andelskassen. Alhedefesten atter en succes, hvor der bade var børnebal og børnedyrskue. Bjørn og Okay spillede fredag og Jørgen Mylius var der lørdag. Pænt overskud. 15


Alhedeløb 1982 prøves første gang at arrangere ”Alhedeløbet” under Alhedefesten sammen med Karup Orienteringsklub. Der afholdes revy, og der er palmehaveaften med Bjørn og Okay samt diskotek. Horsens-garden gar fra Lindon til festpladsen pa Trehusevej, og der afsluttes med festfyrværkeri. 225 år for kolonisterne fejres I 1984 kan vi igen fejre jubilæum, se særskilt artikel. Dyrskue Samme ar blev der dyrskue i Frederiks, og denne tradition samt udnævnelsen af arets alhedebonde har været et fast punkt i programmet til sommerfesten de følgende ar. (Se afsnit om ’Alhedebonden’). Den 11-13 august 1985 plukkedes der lyng til Lyngbycentret ved København, og 70 mennesker udleverede lyngbuketter den 17. august samme ar. 1985 var ogsa aret, hvor der første gang var ringridning ved sommerfesten, ogsa dette blev en fast tradition i en del ar. Hertil skal siges, at der havde været arrangeret ringridning i Frederiks længe før 1985 (se billedet), men hvem der stod for dette, er ikke oplyst. 1986 afholdes den første quiz-match mellem kommunens borgerforeninger. Frederiks vandt 1. omgang i Haurdal forsamlingshus. Der nedsættes udvalg vedr. en antenneforening. 75 års jubilæum Der blev ikke afholdt større festligheder i anledning af Borgerforeningens 75 ars jubilæum. Jens Erik Lyngsøe holdt festtale og Lyngkoret under ledelse af Jakob Bjerre underholdt. Et jubilæumsskrift 16

blev uddelt til de fa fremmødte. 1990 blev der arrangeret 60-fest med stor succes og stort overskud. Der blev skænket 3.000 kr. til handelsstandsforeningen og 3.000 til Alhedemuseet. Der er 179 medlemmer i Borgerforeningen, men det er umuligt at finde 4 nye medlemmer til bestyrelsen. Bestyrelsen fortsætter med 5 medlemmer for det næste ar, og tanken om sammenslutning med handelsstandsforeningen luftes. 1991, der holdes møder med postmester og borgmester i anledning af lukning af posthuset. Det er stadig svært at skaffe bestyrelsesmedlemmer, men i 1992 er man oppe pa 7 medlemmer igen. Alhedefest, revy og dyrskue gar stadig meget fint, og det samme gjorde tresserfest. Ringridning er der ikke mange til. 1992, Alhedemuseet indvies i Skolen nr.1, Borgerforeningen har i alt ydet 30.000 kr. i tilskud. Sa er der igen problemer med knallertkørsel i anlægget. Sommerfesten gav ca. 20.000 kr., men tresserfesten gav et lille underskud. 1993 kommer der Tjernobyl-børn i 4 uger. Borgerforeningen stiller hjælpere. Til sommerfesten prøves traktortræk og dart som noget nyt. Mindestenen skal støbes fast og der oprettes en permanent balplads i anlægget. 1994, for 3. gang afholder SKF KFUM og Borgerforeningen i fællesskab SKF Grass Open pa Frederiks skoles sportsplads. Dette var et lille udpluk fra Borgerforeningens protokol. Der er kun plukket hist og her om, hvad foreningen har lavet gennem arene, og meningen er ogsa blot at give et lille indtryk af, hvad foreningen har staet for.


1914-1917 Murer Frederik Mogensen

1964-1966 Jørgen Poulsen

1917-1919 Murer Søren Jacobsen

1966-1967 Hartwig Westh

1919-1922 Baneformand Skov

1967-1968 Alfred Olsen

1922-1924 Mejeribestyrer Chr. Nørgard

1968-1969 Karl Pedersen

1924-1927 Snedker Chr. Borrits

1969-1970 Frits Johansen

1927-1933 Landpost N. Svoldgard

1970-1972 Erling Jensen

1933-1935 Murer Søren Jacobsen

1972-1974 Villy Nielsen

1935-1936 Banevogter J. Lassen

1974-1975 Kaj Levring og Bent Frederiksen

1936-1938 Murer Søren Jacobsen

1975-1976 Jens P. Hansen

1938-1939 Snedkermester Chr. Borrits

1976-1977 Erik Holm

1939-1941 Bankbogholder Anton Stordal

1977-1978 Henning Lundegard

1941-1943 Mejeribestyrer Peter Pedersen

1978-1981 Kaj Andreasen

1943-1945 Savværksejer Gunnar Jørgensen

1981-1983 Einar Jensen

1945-1947 Johs. Malmbach og Chr. Ølgard

1983-1986 John Andersen

1947-1950 Peder 0. Tønning

1986-1989 Erland Vistisen

1950-1952 Johannes Mortensen

1989-1990 Tage B. Olesen

1952-1953 Marius Dybdahl

1990-1991 Henning Nielsen

1953-1955 Tage Christensen

1991-1993 Hanne Philbert

1955-1956 Ejner Damgard

1993-1995 Jørn Termansen

1956-1958 Olaf Wurtz

1995-1998 Bente Pedersen

1958-1960 Kaj Johannesen

1998–2008 Foreningen var ikke aktiv

1960-1962 Ejler Frederiksen

2008-2010 Maja Boier Rold Thorsen

1962-1963 Alfred Andreasen

2010-

Jørgen Maagaard

1963-1964 Jørgen Christensen

17


Blev indstiftet i 1984 og fortsatte indtil 2001. En person fra byen blev højtideligt udnævt til ”Årets alhedebonde” og fik overrakt en stok, hvor den betitlede persons navn kom til at stå på et beslag.

I 1984, i forbindelse med fejringen af 225 aret for kolonisternes ankomst, havde Kai Hosbond gaet og tumlet med en ide om at vælge en person, som skulle være egnens ”Alhedebonde". Den person, der skulle udpeges, skulle være en, som havde gjort et stykke arbejde med kartoffeltyskernes ankomst, eller i det hele taget gjort et eller andet aktivt abejde for byen. Vedkommende person skulle betroes 500 kroner, som han/hun i aret indtil næste Alhedefest skulle fa til at "yngle" til størst muligt beløb, og overskuddet skulle ga til et egnsmuseum. Forslaget fik støtte, og det første ar blev det Karl Bitsch, der blev udpeget til ”Alhedebonde”.

18

Stokken blev sidste gang givet til en person i 1997. Efter nogle ars pause, blev stokkens vandring endeligt afsluttet i 2001, hvor den blev givet til Alhedemuseet. Stokken opbevares af Borgerforeningen, sa hvis nogen en gang finder pa at genoplive skikken, sa er der stadig plads til et par beslag - ellers er der nok en fingerfærdig person, der kan snitte en ny stok.

Følgende navne er repræsenteret pa stokken: 1984 Karl Bitsch 1985 Poul Erik Krath 1986 Peder O. Tønning 1987 Nanny Wurtz 1988 Leif Sørensen 1989 Kaj Andreasen 1990 Lars Trier Nielsen 1991 Annelise Olesen 1992 Kaj Hosbond 1993 Edel Olesen 1994 Johannes Nørregaard 1995 Tage Johansen 1996 Bjarne Lund 1997 Christian H. Hansen 2001 Alhedemuseet


I Frederiks er der 2 grønne anlæg til borgernes fri anvendelse: Anlægget på Parkalle, som ejes og forvaltes af Borgerforeningen, og parken i sydbyen for enden af Skovvej og Solvænget, som ejes og forvaltes af kommunen. Parken i sydbyen, som er langt den største pa næsten 10 hektar, blev etableret af Karup Kommune omkring 1990 med 2 store græsarealer, der hvert er omkranset med en varieret beplantning af bade løvtræer og naletræer. Desuden blev der anlagt en jordhøj til brug som kælkebakke. Parken er kun til ’naturligt’ brug, idet den ikke udstyret med redskaber af nogen art. I den østlige del af parken ud til Solvænget er senere etableret børnehaven ”Sol O Mio”. Anlægget pa Parkalle er meget ældre. Allerede i marts 1933 begyndte man at tale om en park eller et anlæg i byens nærhed. Søren Jakobsen var pa det tidspunkt blevet valgt til formand for anden gang, og han var initiativtager til etablering af det ca. 1 hektar store anlæg.

Søren Jakobsen og andre borgere, som hjalp med anlægget, lante heste og vogn pa præstegarden, sa de kunne fa fjernet 4

Kaj, Peder, Inga og Lissi Bräuner, da stenen stod ved landevejen overfor kirken. 4

Jorden til anlægget blev købt af menighedsradet, der dengang ejede megen jord omkring kirken og præstegarden. Anton Stordal lante foreningen pengene til køb af jorden i alt kr. 741,00. Beløbet skulle afdrages over 5 ar med 5% i rente. Skødet blev herefter overdraget bestyrelsen af Anton Stordal. Der blev derved ogsa vedtaget , at der ikke matte holdes politiske møder i anlægget. Borgerforeningen vedtog, at der skulle ydes en dags gratis arbejde af medlemmerne. Det nøjedes man dog nok ikke med, og der blev i tiden herefter gjort et stort stykke arbejde for at fa anlægget færdigt. 19


1

Søren Jacobsen, kendt som Søren Murer, byggede flere huse i Frederiks, bl.a. Brosonsvej 1 og 3. Han boede i mange år på Hedevej 3 sammen med sin kone Frida (billedet fra 1955). Han var meget aktiv i Alhedens Borgerforening, og det var på hans initiativ, at anlægget blev etableret i 1933. sten og lyng, for at jorden kunne blive egnet til at plante træer og buske. Mange borgere i Frederiks forærede planter til Søren Jacobsen, sa de kunne plantes i det nye anlæg og skab læ. De høje træer langs Dagcentret ned mod stadion, som engang var en alle, fik han købt og plantet for overskuddet fra foreningens dilettantforestillinger. Søren Jacobsen har gjort et meget stort stykke arbejde for foreningen, hvilket han blev hædret for med udnævnelsen til foreningens første æresmedlem i 1954 og i 1967 med opstilling af en mindesten i anlægget. Borgerforeningen ejer anlægget I dag ejes anlægget fortsat af Alhedens Borgerforening, som derfor ogsa har pa20

taget sig at udbygge, renovere og vedligeholde anlægget efter bedste evne og med de økonomiske muligheder, som foreningen kan tilvejebringe. Gennem medlemskontigent, naturligvis, men for de større projekters vedkommende tillige med en helt nødvendig støtte fra fonde og foreninger. 3 mindesten i anlægget I anlægget i Frederiks er der tre mindesten. - Den ene bærer inskriptionen: ”Freden 5.5. 1945” og henviser til afslutningen af anden verdenskrig. - Den anden sten bærer inskriptionen: ”Til minde om Søren Jacobsen, anlægets skaber”.


L. Zeuthen, der var født i 1854, døde ugift i 1923, og han efterlod sig et legat pa 100.000 kroner til selskabet ”Hedebruget”, som han havde været bestyrelsesmedlem af siden 1906, og disse penge fik stor betydning for Hedebrugets virke mange ar frem. Stenen blev oprindelig rejst pa marken over for Frederiks kirke pa den anden side af Herning-

- Pa den tredje sten er der skrevet: ”Overretssagfører L. Zeuthen, Hedebondens ven. Rejst af Hedebruget 1932”. Denne sidstnævnte sten blev rejst af selskabet ”Hedebruget”, som bestemte, at den skulle sta pa heden og vidne om, at Zeuthen var hedebondens ven.

Viborgvejen. Georg Bitsch, som blev født i 1932 pa præstegarden i Frederiks, har fortalt, at stenen kommer fra Fallesgarde, og at det var dyrt at fa den fragtet til stedet og sat op. Pengene kom ind ved, at folk fra et større omrade pa egnen hver gav 50 øre. Det gjorde man i taknemmelighed over den indsats, som overretssagfører L. Zeu21


then havde ydet for omradet her. Efter afsløringen den 6. juli blev stenen overdraget til Frederiks Sognerad, hvorefter sogneradsformand A. Stordal takkede for stenen og lovede pa sogneradets vegne at frede den og holde den i ære. Pa et tidspunkt er mindestenen blevet flyttet fra Viborgvejen og ind i byens anlæg. Efter at anlægget i en del ar kun sporadisk blev vedligeholdt, var mindestenene næsten forsvundet i buskads, men efter at Alhedens Borgerforening efter en del ars stilstand blev vakt til live igen i 2008, har foreningen siden gjort et stort arbejde og skaffet mange penge, faktisk mere end 1 million kroner, fra fonde og anden side til at vedligeholde og forbedre anlægget, sa det ved foreningens 100 ars jubilæum fremstar som en velplejet og indbydende grøn oase.  Der blev ryddet et stykke skov med

22

væltede træer og plantet nyt.  Der blev tyndet ud i de store træer,

som stod alt for tæt, ca. 60 store elm og eg matte lade livet.

 Der er lavet stier med fast bund rundt

i anlægget.  Der er lavet en dobbelt Petanque ba-

ne.  Der er bygget to sheltere.  En pavillon blev bygget ved legeplad-

sen, den indeholder toilet og redskabsrum, og der er etableret et overdækket udendørs areal.

 Det sidste, der er lavet i

anlægget, er legeplads med klatretarn. Et par ar forinden blev der opstillet gynger og rutsjebane samt borde og bænke inde i anlægget.


23


Afsnit 2

Når vi ved Alhedens Borgerforenings 100 års jubilæum ser de 100 år tilbage til 1914, var situationen, at man allerede dengang var kommet godt i gang med landsbyens etablering efter den spæde start i 1906, og tegningen til det velfungerede landsbysamfund, som vi i dag kender som Frederiks by, er lagt. En stor del af det allerførste byggeri findes stadig, selv om meget ikke umiddelbart kan genkendes, fordi det er ombygget og ændret gennem tiderne. I det følgende forsøger red. at tegne en skitse af byens historie og udvikling gennem omtale af et udvalg af de mest markante bygninger, institutioner og forretninger. Udvalget er et skøn, og mange andre end de 26 valgte emner kunne være lige så velbegrundede.

24


Selv om byen Frederiks først opstod næsten 150 år efter den tyske bosættelse i kolonierne Havredal og Grønhøj i 1759, så udviklede byen sig hurtigt til det største samfund på Alheden og blev også centrum for aktiviteter i relation til efterkommerne fra de 41 slægter, som vi er kommet til at kende under betegnelsen kartoffeltyskerne, og som i betydelig grad har haft indflydelse på byen. En fortælling om Frederiks kan derfor naturligvis ikke gøres uden at starte med at fortælle kort om kartoffeltyskerne. Alle de tyske bosættelser pa Alheden fik navn efter Kong Frederik den Femte, Frederikshede (Havredal), Frederikshøj (Grønhøj) m.fl., sa det var naturligt, at den nye stationsby fik navnet Frederiks. Det pudsige er, at det nyeste navn nu ogsa er det eneste, som er bibeholdt med sin tilknytning til kongenavnet, hvor alle de andre er skiftet til navne, der har en mere lokal oprindelse og klang. Vi skal jo ikke glemme, at egnen omkring Frederiks selvsagt var befolket af danske bønder, bade før og efter den tyske indvandring, og at disse folk ogsa har sat deres præg pa egnen og byen, men historien om tyskernes indvandring er naturligvis særpræget og interessant, bade lokalt og nationalt, sa det er i høj grad den fortælling, som knytter sig til omradet. De to befolkningsgrupper skulle finde ud af at eksistere side om side, og det var ikke altid sa nemt. Der var blandt danskerne en udtalt fornemmelse af, at de tyske indvandrere var blevet tilgodeset med mange fordele og lempelser, som den øvrige befolkning ikke fik. Det var anerkendt, at det nok var en nødvendig forudsætning for indvandringen, men det var ikke velset. Der var ogsa betydelige kulturforskelle, bade i gemyt, levevis og traditioner, som skulle accepteres af begge parter. Der er skrevet mange bøger og beretninger om indvandringen og

forholdene i arene derefter, som det varmt kan anbefales at læse (prøv biblioteket og www.kartoffeltysker.dk), hvis man vil kende egnens historie. Som arene gik, blev de to befolkningsgrupper integreret mere og mere bade gennem det daglige samvirke og ved giftemal. Omkring 100 ar senere er det kommet sa vidt, at der blev indført undervisning pa dansk for alle børn i kolonierne, der var født i 1848 og senere, og i 1870 kan man helt stoppe med at prædike pa tysk i kirken. Efterkommere af kartoffeltyskerne dannede i 1985 en efterslægtsforening ”Kartoffeltyskerne pa Alheden”. Foreningen har mange medlemmer bade her pa egnen og ogsa af efterkommere, som i dag er bosat langt væk, og man søger gennem slægtsforskning, slægtstræf og andre aktiviteter at være et samlingssted for efterkommerne. Foreningen har en slægtsdatabase med kontrollerede oplysninger om de første 5-6 generationer frem til 1900-tallet. Ved Grønhøj Kro har der siden 2002 været indrettet et kartoffeltyskermuseum i et lille rødt træhus med gratis adgang. Mindesten Den mest kendte mindesten over kartoffeltyskere er nok stenen pa Fredriks Kirkegard med 30 kartoffeltyskernavne. Den blev rejst ved 200 ars jubilæet i 25


1959 og delvist financieret ved indsamling blandt efterkommere med primær med tilknytning til Grønhøj og Havredal. Ved 225 ars jubilæet i 1984 blev der i det lille anlæg ved Alhedestien for indsamlede midler opstillet en skulptur, som i daglig tale er kendt som ”Kartoffelpigen”. Skulpturen er udført i Rønne-granit af billedhugger Ole Mynster Herold. Den forestiller en pige, der sidder pa knæ med kartofler opsamlet i sit forklæde. Indsamlingen gik sa godt, at man fik 45.000 kr. i overskud, et beløb man bestemte skulle ga til arbejdet med oprettelse af et museum for kartoffeltyskerne.

1

200 års jubilæum 1959. Trængsel i gaden under det historiske optog. På vognen sidder Poul Erik Krath og Egon Hermann, som havde dresseret de to køer til at agere trækstude. Optoget sluttede med en amatørforestilling på friluftscenen i anlægget, og om aftenen opførtes stykket ”Elverhøj” med stor succes. 26


1

Postorkestret underholder ved 200-års jubilæet i 1959 225 ars jubilæet blev derudover fejret med et storstilet 5-dages program, herunder et historisk optog gennem byen med titlen ”Alheden i hverdag og fest”, som skule vise, hvordan de første koloni-

ster levede. Der var bønder med høstredskaber og trillebøre med kartofler. Der var vogne med rug, lyng, eller tørv og kvinder, som sad i vognene og kartede eller bandt hoser. Enkelte havde endda medbragt en rok og sand og spandt. Alle var klæde i gamle dragter.

Mindestenen fra 1959 på kirkegården

Lørdag aften opførtes festspillet ”De drog mod nord”. Søndag var der gudstjeneste i Frederiks kirke samt afsløring af ”Kartoffelpigen”, og festlighederne afsluttedes søndag aften med festfyrværkeri. Ved 250 ars jubilæet, der blev afholdt i slutningen af august 2009, blev der rejst en stor stenskulptur, benævnt ”Integration” pa 27


5

Optog gennem byen ved 225 års jubilæet i 1984. Trækdyrene var dog ikke stude men køer, som der var brugt lang tid på at lære at trække vognen 5

5

28


pladsen ved siden af Brugsen i Frederiks. Skulpturen er udført af Jakob Kr. Vestergaard. Pengene hertil kom fra sponsorer, som har deres navn indgraveret pa en plakette ved skulpturen. Desuden blev der opsat en smedejernsfigur af form som en kartoffelkurv fuld af kartofler pa trafikchikanen ved den sydlige indkørsel til byen.

Over 700 mennesker deltog i jubilæumsfesten søndag eftermiddag, hvor underholdningen fra Prinsens Musikkorps, Skive Musikskoles store kor og ikke mindst den festlige kartoffelbuffet vakte begejstring.

”Kartoffelpigen” fra 1984 Et overvældende jubilæum 250 ars jubilæet blev afviklet med fire dages festligheder, som afsluttedes med en stor fest i Alhedehallerne. Det samlede mange mennesker og fik stor opbakning i Frederiks savel som i Grønhøj og Haurdal. Pa Dagcentret havde foreningen ”Kartoffeltyskerne pa Alheden” arrangeret udstilling med fremvisning af fotoudstilling, salgsbod og slægtsforskning – og lokalhistorisk arkiv viste gamle jubilæumsfilm. Skulpturen fra 2009 29


Den kommunale historie i Danmark starter med middelalderens kirkesogne. Frederiks sogn blev oprettet samtidig med kirken i 1766 og var langt større end Karup sogn, både areal– og befolkningsmæssigt. I 1787 blev Karup sogn lagt ind under Frederiks, og herefter var det sognepræsten i Frederiks, der skulle prædike i Karup kirke. 1

Nørregade 38. Den tidligere kommunebygning fra 1952, senere bibliotek og privatbolig. I 1841 indførtes sogneforstanderskaber, hvor sognepræsten, store jordbesiddere og valgte medlemmer fik et lokalt ansvar for forvaltning af skoler, veje og fattigvæsen. I 1868 blev sogneforstanderskaber afløst af sognerad. Frederiks-Karup kommune havde gennem arene en del problemer med den rette fordeling af sogneradsmedlemmer og beskatningsgrundlag, hvilket i det væsentligste skyldtes et misforhold mellem hartkorn og befolkning i Karup og Frederiks sogne samt de særlige statstilskud, som blev ydet til kolonisterne. Allerede i 30

1867 syntes det som om begge omrader var enige i, at de burde udskilles i to selvstændige sogne, men amtet var imod. Flere gange senere fremkom andragender fra savel Karup som Frederiks, men hver gang blev det afvist, indtil det endelig blev godkendt i 1901 pa baggrund af vanskeligheder med at fordele udgifterne ved anlæg af den nye banelinje. Adskillelsen tradte i kraft den 1. april 1904. Med fa undtagelser udgjorde kirkesognene pa landet frem til kommunalreformen i 1970 normalt ogsa en selvstændig sog-


nekommune med et sognerad under ledelse af sogneradsformanden, idet dog mange kommuner bestod af 2 eller 3 sogne. Efter 1970 bliver ledelsen benævnt kommunalbestyrelse med en borgmester i spidsen. Frederiks sognerad har i tidens løb afholdt sine møder mange forskellige steder, f.eks. i Havredal skole og kro, men hovedsagelig i medlemmernes private hjem. Da Frederiks Afholdshotel blev bygget i 1907, blev det imidlertid herefter det foretrukne mødested. Den første kæmner i Frederiks kommune blev ansat i 1944. Dengang var der kommunekontor i gavlen pa tømmerhandlens funktionærbolig pa Nørregade 6, men pladsen blev alligevel for trang, sa i 1952 opførte kommunen en ny ejendom pa adressen Nørregade 38 med kontorer og sogneradslokaler samt en moderne lejlighed til kæmneren. Det var ikke noget administrationspalæ men en stor forbedring i forhold til tidligere. Da Frederiks kommune i 1970 pany blev sammenlagt med Karup, og det nye radhus i Karup blev bygget, var kommunekontoret i Frederiks overflødigt. I stedet blev det bygget om og indrettet til bibliotek i 1973. Da folke– og skolebibliotek blev lagt sammen i 2006, blev biblioteket flyttet til skolen, og ejendommen blev solgt til privat beboelse. Sognerådsformænd Frederiks kommune 1865-1970 1865-1870 1870-1879 1871-1879 1879-1883 1883-1883 1883-1884 1884-1890 1890-1891

Lærer C.V.Fr. Kjerulf Gdr. M.C. Nielsen Pastor C.O. Andreasen Gdr. Jac. Vistisen Gdr. Peder Chr. Jensen Gdr. J.P. Laier Skovløber Th. Mogensen Kroejer J.Chr. Adamsen

1891-1894 1894-1897 1897-1903 1903-1908 1908-1921 1921-1923 1923-1925 1925-1937 1937-1950 1951-1958 1958-1966 1966-1970

Gdr. Niels Peter Nielsen Gdr. Søren Chr. Jensen Pastor D.P. Østergaard Gdr. J. Chr. Cramer Gdr. Joh. G. Cramer Savværksejer Ole Jørgensen Bankbogholder Anton Stordal Kroejer Gregers Jørgensen Savværksejer Gunnar Jørgensen Uddeler J. Nørgaard Jensen Boelsmand Edvard Betser Karl Bitsch

Borgmester Karup kommune 1970-1979 Karl Bitsch 1979-1982 Ove Svane 1982-1990 Jens Erik Lyngsøe 1990-1994 Kjeld Merstrand 1994-1998 Ivan Rasmussen 1998-2002 Svend Jørgensen 2002-2007 Kjeld Merstrand Borgmester Viborg kommune 2007-2010 Johannes Stensgaard 2010Søren Pape Poulsen

Indbyggere i Frederiks Antallet af indbyggere i byen kan ogsa vise lidt om udviklingen, hvor især de mange nye parcelhuse i 1970’erne har haft stor indvirkning pa indbyggerantallet og bevirket det største stigning pa fa ar. 1921: 212 1930: 255 1960: 689 1970: ca. 900 1980: 1500 1989: ca. 1600 2013: 1813

31


Frederiks kirke og sognet udgør på en meget stilfærdig og dagligdags måde et specielt kapitel i Danmarks historie. Især på grund af den usædvanlige baggrund for kirkens etablering og de specielle forhold, hvorunder præster og menighed benyttede kirken, hvor der i mange, mange år blev prædiket på tysk, men også fordi kirken her er mere knyttet til almindelige menneskers daglige liv og slid, end den er knyttet til store personer og begivenheder. En af de markante bygninger, som i dag stort set star uændret og stadig er i brug, er kirken, og det er samtidig den første bygning, der blev opført her pa den bare hede, hvor den med sin centrale funktion maske kunne give anelser om en fremtidig bebyggelse. Som vi ved, var det imidlertid ikke kirken, der gav stødet til etablering af et samfund. Det var jernbanen, og som vi ser det endnu i dag, ligger kirken stadig for sig selv, hvorimod banen hurtigt blev omsluttet af bebyggelser.

32

Kirkens alder og markante position i omradet gør det naturligt at starte her, og i det følgende er der hentet mange oplysninger fra bogen ”Kolonikirken pa Alheden” af Vald. Andersen. De tyske kolonister, som i 1759-60 brød op fra hjemstavnen Pfalz-Hessen og drog til de jyske heder, havde det fælles træk, at den største part af kolonisterne viste en stærkt ytret religiøsitet. Dette skyldtes hjemlandets kirkelige brydninger, hvor et protestantisk flertal i befolkningen holdtes undertrykt af den katolske regering i Pfalz.


De danske kommissærer, der modtog kolonisterne og skulle sørge for deres bosættelse, var opmærksom pa disse forhold, og ved ankomsten matte tyskerne oplyse, om de var lutherske, reformerte eller katolske. For at hindre gnidninger mellem folk af forskellig kirkelig retning besluttedes, at katolikkerne samledes i kolonien Frederiksnade i Vorbasse sogn, mens lutherske og reformerte, der heller ikke indbyrdes havde det bedste forhold, kunne søge sammen med deres trosfæller i de oprettede kolonibyer, alt dog under frie forhold. Resultatet blev, at Grønhøj blev en ren luthersk by, mens Havredal deltes mellem lutheranere og reformerte. Men med de ydre rammer for kirkelivet, med antagelsen af præster og med fremskaffelsen af passende lokaler til afholdelse af gudstjeneste, matte kolonisterne gennem flere ar nøje med det mest nødtørftige.

Allerede i 1761 havde kommissærerne foreslaet, at der af en i Havredal nedblæst gard kunne bygges præsteresidenser til den reformerte præst i Frederikshede (Havredal) og til den lutherske i Frederikshøj (Grønhøj). Samtidig berørte man spørgsmalet om en kirke til kolonisterne. I 1763 skriver koloniforvalter Kjærsgaard, at det kunne være passende at bygge en kirke for begge menigheder midt imellem disse to bedst fungerende kolonier, hvor der skiftevis kunne prædikes af en luthersk og en reformert præst. Kjærgaards efterfølgende præcise opmaling placerer kirken pa et sted, der ligger 222 favne nord for korsvejen, hvor den dengang eksisterende vej fra Viborg krydsede vejen fra Skive, og hvortil der præcist vil være en afstand pa 1542 favne fra hver af kolonierne. At kirken i dag ligger netop ved korsvejen skyldes ikke at kirken er flyttet men derimod, at landevejen fra Viborg er 1

Frederiks præstegård, formentlig fra 1921 eller tidligere 33


rykket nordpa til den nuværende placering. I 1764 bevilger rentekammeret, at der ma igangsættes et kirkebyggeri, og det pabegyndes for alvor i sommeren 1765. Kirken var tegnet af kgl. bygmester G.D. Anthon, hvis klassicistiske idealer harmonerede med de reformerte, som ønskede en spartansk kirke. Men den omgivende danske befolkning fandt den tarvelig og papegede, at den manglede bade tarn, kirkeklokke og en passende udsmykning. Kolonisterne tilvejebragte grundstenene til kirken, men det var omegnens danske bønder, der matte udføre tvangskørsel med hundredvis af læs materialer fra teglværkerne i Skræ og Nørlund, tømmer

fra Randers, tagsten fra Hald og kalk fra Daugbjerg. Kirkens tag var genbrug af et ikke for solidt tag fra teglværket i Skræ, som nu blev nedlagt. Den 9. december 1765 kunne kommissærerne meddele rentekammeret, at kirken stod klar til at blive indviet. Dette kom til at trække i langdrag, men endelig den 16. april 1766 blev kirken indviet. Selv om kirken var enkel og spartansk udstyret, er der næppe tvivl om, at kirkens indvielsen blev en betydningsfuld mærkedag for Alhedens beboere, som nu endelig kunne samles til gudstjeneste pa deres eget sprog i værdige omgivelser. 2

Præstegården med Frederiks by i baggrunden. Huset, der ses på hjørnet af Nørregade/Trehusevej blev bygget i 1947, formentlig af kirkegårdsgraver Jørgen Nielsen og senere ejet af Betzer (Betzers Auto). Huset, der ses på Nørregade lige før byen, er det nye kommunekontor på nr. 38, som blev bygget i 1952, senere bibliotek og nu privatbolig. 34


Kirken i nyere tid Knud Gaarn-Larsen har hjulpet med dette afsnit om kirken i nyere tid. Hvis man alene kender Frederiks Kirke udefra, sa kan det godt virke som om, at der ikke er sket meget i Frederiks Kirke og Frederiks Sogn de sidste 25 ar. Det er ikke rigtigt, sa her er en kort gennemgang: I 1980erne fik sognet en arv fra Kirstine Bertel, og pengene blev brugt til køb af en ny klokke, der blev ophængt i en klokkestabel nord for kirken. Det var en brugt klokkestabel, fra Svendborg, og da den ikke kunne mere, blev klokken anbragt pa en forhøjning uden for indgangen til kirken, hvor den stadig kan ses. Gennem mange ar har de forskellige menighedsrad sørget for at sætte penge til side, sa kirken i 2002 og 2003 kunne bli-

ve gennemgaende renoveret. Kirken var lukket i længere tid, og de kirkelige handlinger forlagt til Menighedshuset pa Holbergsgade, mens kirkens indre blev renoveret. Orglet, der oprindelig blev sat ind i 1912, blev skiftet til et større orgel, og det betød at pulpituret matte gøres større. Gulvet fra 1906 blev fjernet, sa der kunne isoleres og lægges nyt gulv. Det lykkedes at fa den kendte kunstner Maja Lise Engelhardt til at lave et nyt alterbillede og et altertæppe samt lave en farvesammensætning til alter, prædikestol og bænke, sa den ny renoverede kirke kunne genabnes i 2003 med et noget ændret udseende i kirkens indre. I 2006 blev det besluttet at man ville renovere den oprindelige døbefond, som 2

Præstegården - før 1960, hvor der blev opført ny forpagtergård. Indkørsel fra Viborgvej blev lukket, formodentlig i 1983, 35


kartoffeltyskerne havde med, da de kom her til egnen i 1758. Den blev brugt i kirken fra 1766 frem til 1929, hvor den blev den afløst af en døbefond af granit. Døbefonden af granit blev anbragt nederst i kirken lige til højre for indgangen, og lavet om, og star nu med en smuk lyskrans sa kirkegængere kan tænde et levende lys. Det lykkedes at fa Maja Lise Engelhardt til at designe et sølvfad og kande til døbefonden, sa det danner en flot enhed. I dag er Frederiks Sogn et særdeles velfungerende sogn, hvor der er halvanden sognepræst ansat. Bade nar det gælder bygningerne og indholdet i bygningerne har Frederiks Sogn i den grad fulgt med tiden, og bade i kirken og i kirkecenteret foregar der rigtigt mange aktiviteter, der vidner om, at udviklingen bestemt ikke har staet stille i Frederiks Sogn. Præstegaarden Umiddelbart vest for kirken, pa den anden side af Horsens-Skive vejen, var der samtidig med kirkens opførelse blevet bygget to kolonigarde, vel sagtens ud fra den betragtning, at kirkegængerne matte have et sted at tage ind. Disse garde blev dermed de næste bebyggelser her i omradet efter kirken, og i 1765 fik Niels Pedersen fæstebrev pa den ene af gardene. At han fik overdraget et vist tilsyn med kirken var næsten en selvfølge. Den første egentlige præstegard blev opført i 1775 pa samme sted. Det var pa den tid stadig et fuldstændig øde omrade midt imellem kolonierne Havredal og Grønhøj, hvor der hidtil kun havde ligget de 2 førnævnte garde og kirken. Kolonisterne var rømmet fra gardene, og man formoder, at materialer fra disse garde medgik til byggeriet af præstegarden, som kom til at besta af et stuehus pa 15 36

fag bindingsværk af eg og fyr og med gode brændte sten. Stuehuset la langs Skive landevejen og bagved la 2 længer. Tagene var med lyng og rughalm, og der var en 36 alen dyb brønd. Den første præst, der blev ansat til at betjene kolonisterne var Tobias Oswald fra 1764, men han fik anvist en gard i Havredal som beboelse. Den første præst, der fik den nye præstegard som bolig blev derfor Hans Clausen, som gjorde tjeneste fra 1775 til 1784. I 1787 blev Karup sogn udskilt fra Thorning og lagt under Frederiks, sa præsten i Frederiks skulle herefter ogsa betjene kirkegængere i Karup kirke. I 1856 bestemte en kongelig resolution, at der hver anden søndag skal prædikes pa dansk i Frederiks kirke, og fastelavnssøndag 1870 prædikes sidste gang pa tysk. Den ældste præstegard nedbrændte ved lynnedslag i 1809. Den genopbyggede præstegard blev igen i 1849 ramt af ildebrand, hvorved alle præsteembedets papirer samt kirkebøger for perioden 1760-1814 blev tilintetgjort. Ved genopbygningen fik stuehuset sin nuværende beliggenhed. I 1904 slog lynet atter ned og alle avlsbygninger brændte, men stuehuset blev reddet. Der blev opført nye avlsbygninger, hvorimod stuehuset først i 1922 blev hovedrepareret og fik sit nuværende udseende. I 1980 blev opført en ny bygning vinkelret pa præstegarden indeholdende konfirmandstue og dobbeltgarage. Nogle er sikkert vidende om, at Frederiks Præstegaard engang var en stor gard med meget jord. Men at dens jorder faktisk har strakt sig fra Karup til Skelhøje, er maske alligevel overraskende. Arealet var pa næsten 6 kvadratkilometer (1088 tdl. = 600 hektar)! Grunden til det


De nye bygninger i Frederiks med forbindelse til kirken: Kirkecenter og prÌstebolig øverst og herunder graverbygning

37


store areal var naturligvis, at jordens bonitet var sa elendig, at man ved matrikuleringen i 1765 vurderede, at der skulle et sa stort areal til, for at præstegarden kunne give livsgrundlag for præsten og hans hushold. Og det store areal var dog heller ikke ensbetydende med, at det blev et godt embede at være præst i Frederiks. Af de 19 første præster forblev kun en i embedet til sin død, og han blev kun 42 ar gammel, sa det lykkedes altsa for de fleste at finde noget andet og bedre. Knap 100 ar senere, i 1849, var der fortsat kun 60-80 tdl. af det samlede areal, som var opdyrket, resten henla som hede. I 1921 blev 1000 tdl. af præstegardens jorder udstykket iflg. Lov af 1918 med den klausul for køberne, at der skulle opdyr-

kes en ottendedel af den købte hede hvert ar. Dette var i høj grad medvirkende til at sætte gang i opdyrkningen af de store arealer præstegardsjord. I 1960 blev der opført en ny forpagtergard, som fik en placering lidt sydligere mod Karup, end den forrige, og i 1980 blev der bygget en ny konfirmandstue, som kom til at ligge netop der, hvor forpagtergarden tidligere havde været. I forbindelse med renovering af kirken i 2000-tallet, var man bevidst om, at ogsa præsteboligen trængte til en kærlig hand. Menighedsradet fik udarbejdet en rapport, og der var mange overvejelser. Skulle man rive den gamle bolig ned, og bygge en ny pa tomten. Skulle man renovere den gamle bygning, eller skulle man

Den gamle præstegård tager sig smukt ud i forårssolen og efter de nye ejeres oprydning og renovering 38


vælge en helt anden løsning, og flytte det hele over pa den anden side af Nørregade, og pa den made undga at mange konfirmander skulle krydse den stærkt trafikerede Nørregade. I 2008 besluttede menighedsradet at sælge præstegarden og det meste af den tilbageblevne jord (58 hektar) til Lars Kristensen pa Elmegarden. Præsteboligen blev udstykket med 13.995 m2 og solgt til Lisbet og Ole Mølgaard. De har i 2012 indrettet galleri og mad|synergi købmand med take-away gourmetmad, cafe og salg af gamle møbler og ting i den gamle konfirmandstue. Menighedsradet beholdt kun jorden mellem Viborgvej og Trehusevej, hvor kirken, kirkegarden, kirkeskoven og to marker ligger.

Salget gjorde det muligt at fa penge til at opføre et helt nyt kirkecenter med mødesal og konfirmandstue, kontorer, køkken og et samlingsrum, og ved siden af blev der opført en præstebolig lige over for skolen. Kapel og graverbygning levede heller ikke op til moderne standarder, og det blev besluttet at opføre en ny graverbygning med kapel, plads til kontor, frokoststue og redskaber samt et offentligt toilet, der ogsa er toilet for kirkens brugere. Red.: I den omtalte bog ”Kolonikirken pa Alheden” fortælles omfattende og detaljeret om kirkens opførelse, tilvejebringelse af byggematerialer og mange andre forhold. Interesserede kan meget anbefales at lane bogen pa biblioteket.

1764-1775 Tobias Oswald

1883-1886 Martin Johannes Georg Smith

1775-1784 Hans Clausen

1887-1891 Andreas Emil August Møller

1784-1796 Hans Munch

1891-1896 Hans Jensen Møller

1796-1800 Johan Peter Købke

1896-1920 David Pedersen Østergaard

1800-1809 Rasmus Henriksen Rosendahl

1920-1927 Aage Henrik Reumert

1809-1817 Peter Henrik Rosendahl

1927-1936 Jens Mourits Larsen Maulund

1819-1831 Lorents Stallknecht Kjerulf

1936-1970 Anton Andersen Kjærgaard

1832-1845 Frederik Carl Carstens

1971-1989 Knud Birkbak (provst)

1845-1857 Daniel Heinrich Jacobsen

1989-1993 Arna Aa

1857-1864 Jessenius Theodor Petersen

1994-2006 Thomas H. Poulsen

1864-1874 Frederik Vincens Gad

2006-2010 Peder Kjærsgaard Roulund

1874-1877 Rud Roar Gad

2009-

Majbritt Kjærsgaard Roulund

1877-1883 Christopher Otto Andreasen

2010-

Andres L. Hansen

39


Frederiks kan helt og holdent takke oprettelsen af jernbanelinjen Herning-Viborg for at have tilvejebragt grundlaget for sin eksistens. Vi har her valgt at lade Kristian Munchs redigerede beretning i sin bog fra 1930 ”Optegnelser fra en hedeegn 1881-1941” danne grundlaget for beskrivelsen af jernbanens oprettelse. Kristian Munch var selv aktiv debattør, da sagen var det store emne på egnen. ”Vinteren 1899 blev den store Jernbanelov vedtaget i Rigsdagen, og i den blev med stor besvær ogsaa Viborg-Herning Banen vedtaget, hvad vi særlig kan takke daværende Folketingsmand Anders Nielsen Tapdrup, der repræsenterede Løvelkredsen, for. Vor egen Folketingsmand, Slot Ravnholdt modarbejdede Banen efter yderste evne, da han ville have en Østligere Bane ad ThorningKjellerup-Vinderslev-Silkeborg, eller midt igennem Kredsen. Banen blev imidlertid trods alt vedtaget; men Retningslinjen blev ikke bestemt, hvorfor egnen kom i en voldsom oprør, for skulde linjen Viborg-Herning ikke følges strengt, sa kunne der jo være mange Veje, den kunne ga, derfor blev der en Tovtrækken næsten uden ende. Thorning vilde have den ad Almind, Lys-

gaard, Thorning, Gramose, Sunds. At disse to Hedebaner, som de kaldtes, Viborg-Herning og Holstebro-Herning kom, skyldtes egentlig en overenskomst mellem Højre og Venstre paa Rigsdagen, idet Højre fik Gedser-Warnemunde ruten, mod at Venstre fik de to hedebaner, som de mente ikke kunde betale sig at drive. I 1902-03 arbejdedes der sa fra alle Sider, da enhver jo gerne skulde have den om ad sin Dør og alle optænkelige Midler blev taget i brug for at faa sin vilje. Jensen Dollerup Mølles fabrik bød store summer, 40.000 Kr, for at faa Station ved Korsvejen i Dollerup, Thorning bød 75.000 for at faa Station i Thorning Overby, 50.000 for Station i Skræ, og saa fremdeles, dog blev en ting bestemt, nemlig at der skulde være Station i Ka-

1

Stationen ca. 1907. Foran ses pakhuset. De to huse i baggrunden ligger på Rønneallé. 40


rup, for der kunne den lettest komme over Karup a. Ogsaa her i Sognet kæmpedes om Stationspladsen, ogsaa jeg var paa Valpladsen fra første begyndelse for at ikke Thorning skulde gaa af med sejren og faa Stationen ved den anden side Skoven. Fremmest i Arbejdet var daværende kroejer Adamsen der som ejer af Havredal Kro og Medejer af Havredal Savværk havde store Interesser i at Stationen kom til at ligge i Havredal by. Han havde ligeledes en stor Mark, som kunde passe til udvidelsen af Byen. Adamsen var en snu Hadelsmand og Forretningsmand som ad omveje forstod at faa sin Vilje sat igjennem, og fik udvirket at Banen blev afstukken fra Skjelhøje ad HavredalKarup, saaledes at Banen kom til at gaa lige ned gjennem Lavningen nedenom Haven c. 100 Alen overfor Jakob Bitsch, langs med Trehusevejen med en sving

nord om Havredal By. Paa denne Linie Arbejdedes der saa hele Sommeren 1903 med udstikning og alt hvad dertil hører. Imidlertid fandt de nordlige Beboere i Sognet sig forurettede, særlig Præsten Pastor Østergaard Frederiks Præstegaard tog sig af Sagen. Han opdyrkede i den Tid Præstegaarden og vidste derfor hvad det betød at have langt til Station, derfor sattes al kraft ind paa at faa Banen flyttet længere mod nord. Præsten rejste til Direktoratet for Statsbanerne, og Kromanden i Grønhøj sammen med en Boelsmand i Skandsen Fillip Væver rejste over til Kongen, Frederik den ottende, og bad ham hjælpe dem til at faa Banen flyttet. Kongen lovede, efter deres udsagn, at gøre hvad han kunde for at faa det undersøgt og ordnet til deres tilfredshed. Fakta blev, at Banen blev flyttet til en nøjagtig lige Linie Skelhøje, Frederiks, Karup.

1

Stationsforstander Davidsen ved signalanlægget i 1940’erne 41


1

Stationsmester Rasmus Jørgensen, landpost Peder Munk, landpost Thorvald Christensen, landpost Niels Svoldgaard, overportør D.C. Davidsen Mellem menigmænd var der fuld tilfredshed med denne ordning. Banen midt gjennem Sognet. Frederiks og Karup hørte dengang sammen i Kommunal henseende og blev tilsammen ansat til et Tilskud af 24.000 Kr, og fik 2½ Station, bedre Vilkaar kunde jo næppe forlanges. Nu begyndte saa det egentlige Arbejde paa Banebygningen. Egnen blev oversvømmet af "Banebissere" som jordarbejderne kaldtes, og de var ikke af den fineste slags Folk, de stod mildest talt paa den nederste trin paa Kulturens Stige, særlig med hensyn til Drikkeri, Slagsmaal og Kortspil. Jeg hørte aldrig til at de stjal fra folk. Disse Banebørster blev saa indkvarteret i omegnen af Banen; men det kan nok siges at de ikke førte nogen god Kultur med sig hvor de kom frem. Paa Strækningen Frederiks-Karup var 42

der jo ikke saa overvældende meget jordarbejde, da der ingen større udgravninger er, men dog tog det lang tid da der ikke var saa mange mand i arbejde. Frederiks Stationsplads blev købt af Gaardejer Johan Daniel Bitsch som boede c. 1 Km fra Stationen, som dengang var en jævn Mark uden spor af Menneskelige Boliger, for nogle Aar siden havde der staaet et gammel Hus med tilhørende Brønd; men Huset var revet ned hvorimod Brønden var der endnu, og er der vist den Dag i Dag og maa ligge i Nuværende Købmand Aagaards Gaard (red.: Nørregade 3). Aaret før Jordarbejdet blev færdig begyndte arbejdet paa Stationsbygningen og Vogterhusene. Materialerne blev Vognkørte paa Pladsen fra Viborg indtil


17

I røg og damp passerer toget hovedgaden, mens en lille purk ved hjørnet af Kongemosevej ser betuttet på. de første Banevogne med forsigtighed kunde lempes igjennem, det var dog ikke Statsbanernes Vogne; men Entrepenørernes som førte Materialerne paa Plads, Stationsbygningen sammen med Vogterhusene blev opførte af Muremester Nielsen Aarhus og var færdige til at tages i brug Sommeren 1906 til hvilken tid Banen blev Aabnet for Daglig Drift.” Stationen i Frederiks blev placeret 30,5 km fra Herning og nær ved, hvor sporene krydsede vejen fra Havredal til Grønhøj. Pa stationen, der blev bestyret af baneformand A. Andersens kone, Marie Andersen, (heraf navnet ’Konebanen’) kunne der dog i den første tid kun købes billet til stationer pa denne banelinje; skulle rejsen ga videre, matte der købes billet igen i Herning eller Viborg. Det

blev dog ændret 3 ar efter, da C.J.A. Radicke blev ansat som stationsmester, sa herefter kunne der købes billet og sendes gods ud over de to endestationer. Som VST 2.3.1909 meddeler: ”DSB syntes nu at være tilstrækkelig overbevist om, at den slags pladser overstiger selv de mest ernergiske damers kræfter, hvorefter nævnte pladser fra 1. april d.a. at regne vil blive besatte med mandlige stationsbestyrere.” Der var i en lang periode 3 heltidsansatte pa Frederiks station, hvor der ogsa var posthus, hvorfra fire postbude gik ud. Der var stor travlhed og lange dage, for bade passager- og godsmængden var stor, og stationen var aben fra klokken 7 om morgenen til klokken 1 om natten, og om søndagen kom det sidste tog først kl. 43


1.30 om natten. Dengang gav DSB deres kunder en god betjening.

at de havde vagt hver anden dag, og fri hver anden dag.

Vogterhuset hvor banen skærer over Nørregade tjente som bolig for baneformanden. Med boligen hørte den opgave at passe leddene, nar toget skulle passere.

Da persontrafikken ophørte i maj 1971 flyttede postomdeling og de 4 postbude til Karup, hvorfra posten nu udgik til hele omradet. De sidste 4 postbude, der havde tjenestested pa Frederiks Station var: Leif Sørensen, Børge Mosegaard, Jacob Sørensen og Søren K. Sørensen. Postekspeditionen blev flyttet til Søndergade 4 (Fritz Johansen) og senere til Andelskassens bygning pa Jernbanegade 2, indtil den blev flyttet til Brugsen.

Først midt i 60’erne blev signalerne ved jernbanesporene, der krydser landevejen igennem byen elektrifiseret, og der blev etableret automatisk tænd- og sluksystem pa stationen. Indtil da var alt foregaet manuelt ved, at man via et træk med et stalkabel kunne hæve og sænke bommene ved vejen, nar et tog skulle krydse vejen. Den første tid pa stationen skiftedes de ansatte til at have vagten, sa man enten havde morgen eller aftenvagten, men efter et stykke tid fik de det lavet sadan,

I fortsættelse af Kristen Munchs beretning fortæller Jann Rasmussen, at de to børn, som er vist pa billedet, netop er oldebørn af samme Kresten Munch: ”Jeg havde lovet at tage toget til Viborg og retur med drengene, der pa det tidspunkt var 7 og 2 ar. Toget var lige kørt til perron, da vi kom, sa jeg matte smide

8

8

Sidste dag med persontrafik fra Frederiks station 22. maj 1971 44


Amazonen op af bygningen og sa af sted med den mindste pa armen og ældste ved handen.

gemte jeg selvfølgelig, og da Chr. Jacobsen skrev sin bog om Alhedens historie, gav jeg ham den.

Der var dog god tid, for ud af toget myldrede det med fotografer, der noterede ankomst- og afgangstidspunkt i en bog og fotograferede stationen. Jo, der var sandelig gang i den. Det samme gentog sig i Skelhøje, Bækkelund og Hald Ege. Det gør jernbaneentusiaster abenbart. Dog var togets vogne stadig intakte, da vi kom til Viborg.

Der manglede heller ikke sæder, togkort over Danmark eller bagagenet, da det sidste tog om aftenen forlod Viborg banegard, men sa kom skruetrækkere o.lign. frem, sa alt, hvad der kunne skrues af og tages med hjem til samlingen, forsvandt, sa de havde et minde om det sidste tog pa Konebanen. Onde rygter pastod, at det var lykkedes vores lokale læge Folmer Bach at afmontere en af de udvendige bageste lygter”.

Vi fik lige tid til at købe en is, og sa gik det hjem til Frederiks igen. Billetten

7

Det gamle pakhus, som tidligt var blevet udbygget til dobbelt størrelse i forhold til det oprindelige , blev i 2012 købt af Borgerforeningen og udvendigt istandsat og genskabt med vinduer og døre som i det originale pakhus. Den indvendige renovering følger. 45


Den første kendte ”autoriserede” bilist i Frederiks sogn er læge Brejnholt i Hvam, om hvem Chr. Jacobsen i ”Fra Alheden” fortæller, at han i 1907 efter ansøgning fik tilladelse til at måtte befare kommunens veje med automobil om aftenen og efter solnedgang. Endnu i 1911, da læge Brejnholt fik sin tilladelse fornyet, var han angiveligt kommunens eneste motorkørende, hvorimod lignende ansøgninger fra Hedeselskabets ingeniører i 1910 og amtsvejinspektøren i 1915 blev afslaet. Efter 1. verdenskrig gik den motoriserede udvikling stærkt, sa i 1929 kunne antallet af privatvogne i Frederiks opgøres til 25 stk. Op igennem 1930’erne voksede bilernes antal voldsomt, og lastbilerne begyndte at vise sig som en konkurrent til jernbanernes godstransport. Dog endnu ikke sa meget her pa egnen, for vejen fra Viborg var stort set kun fremkommelig for biler til Karup, sa gods sydover mod Herning

var stadig jernbanens domæne. Det var da heller ikke med DSB gode vilje, at man besluttede at bygge den berømte cementvej mellem Sunds og Karup, hvorved der endelig blev abnet op for uhindret biltransport pa hele strækningen Herning-Viborg. Betonvejen Sunds-Karup Mange veje var jo stadig kun grusbelagte, bl.a. ogsa vejen fra Frederiks mod Karup og Herning. Nogle steder var der kun hjulspor med meget løst sand, som i lange perioder var ufarbar for køretøjer. En rutebilejer i Herning, som ellers havde faet tilladelse til at drive en omnibusrute Herning - Viborg, matte opgive at udnytte den givne tilladelse pa grund af vejens

1

Herningvejen fra Kølvrå til Sunds før betonvejen blev lavet 46


beskaffenhed. Pengene var knappe, og bade Viborg og Ringkøbing amtsrad sad alle klager overhørig vedr. amtsvejen. I begyndelsen af 1930’erne var der stor arbejdsløshed, og som beskæftigelsesarbejde afsatte staten et større beløb til udbedring af amtsvejen mellem Herning og Viborg, og specielt stykket mellem Sunds og Karup, som var sa elendigt, at det næsten ikke kunne betegnes som vej. Dette stykke vej blev da ogsa stort set nyanlagt, og man fik den snorlige vej, som ses i dag. Vejanlægget blev pabegyndt i 1935, og vejbanen blev støbt i beton i en bredde pa 5 m med en asfaltfuge i midten for hver 15 meter. Arbejdet var tilendebragt i 1937. Vejen var fin og god at køre pa i mange ar, men efterhanden bevirkede temperatursvingninger, at betonelementerne udvidede sig og blev presset opad ved fugerne. Gentagne gange og med vekslende held forsøgte amterne at reparere

og udjævne vejbanen, som i mellemtiden var blevet udvidet til 7 meters bredde og var blevet belagt med asfalt ovenpa betonen. Viborg amt besluttede tidligt, at den eneste langtidsholdbare løsning var at knuse betonpladerne og lægge asfalt ovenpa. Det virkede ogsa. Desværre var Ringkøbing amt mere paholdende og fortsatte de uendelige reparationer uden megen held og til stor frustration for bilisterne pa strækningen (”gadagung-vejen”). Først i ar, 2014, lykkedes det beboere i Ilskov med politisk opbakning at presse Vejdirektoratet til at gennemføre den samme grundlæggende renovering af vejen fra Sunds til Ilskov – men det sidste stykke fra Ilskov til den gamle amtsgrænse vest for Gedhus mangler stadig! Indtil midt i 1960’er var de fleste veje ud af Frederiks grusveje, først i 1967-68 blev Johs. Jensensvej, Vestermarksvej og Aarestrupvej asfalteret.

1

Her ses betonblandemaskinen, som kørte på skinner 47


I Frederiks begyndte skolevæsenet med opførelsen af en skole i 1904, men allerede i 1760’erne, få år efter indvandringen, blev der tilrettelagt undervisning for børnene med omvandrende lærere i private hjem i kartoffeltyskernes kolonibyer Havredal og Grønhøj. Kolonisterne var meget opmærksomme på nødvendigheden af skolegang, og undervisningen foregik dengang naturligvis på tysk. Først ca. 1835 kunne børn, der ønskede det, få 1 times daglig undervisning i dansk, indtil en senere forordning indførte undervisning på dansk for børn i kolonierne, der var født i 1848 og derefter. Først, da det var en kendsgerning, at der ville blive oprettet en jernbane igennem omradet, mente man det passende, at der i den nye stationsby, som ville vokse op omkring stationen, ogsa skulle etableres en skole. Frederiks første skole la pa Nørregade 30 i den bygning, der ligger pa hjørnet af, hvad der nu er Nørregade og Holbergsgade. Den blev opført som en vinkelbygning i 1904. Oprettelsen af en skole i Frederiks var samtidig en løsning pa pladsproblemer pa de sma skoler i Havredal og Grønhøj, og i Frederiks var der ogsa afsat plads til bolig for førstelærer Frits Petersen, som pr. 1. november 1904 blev ansat som enelærer ved den nye Frederiks skole. Det fortælles ganske vist, at Viborgbispen var til stede ved indvielsen og abenbart var en smule skeptisk ved projektet, for han skulle have ytret: ”Ja, nu har I faet en skole, men hvor skal børnene komme fra?” Der var dog ingen grund til bekymring, for allerede i 1912 blev det nødvendigt at bygge en forskole i Frederiks og i Havredal, og senere ogsa i Grønhøj. Forskolen i Frederiks blev etableret ved en tilbygning til skolefløjen langs Holbergsgade, og den var ogsa indrettet med bolig for lærerinden, Nielsine Kirstine Stordal. Der blev indlagt lys i skolen i 1923. Det var tillige var det første ar, hvor andre ogsa havde mulighed for at fa strøm lagt

48

ind, hvilket 55 forbrugere fik gjort pa det tidspunkt. Fra skolen og til "byen" la der dyrkede marker, og først ved Nørregade 16, lige efter Brorsonvej, begyndte, hvad man kunne kalde bykernen. I nr. 14 boede vejmanden, og i nr. 18 var telefoncentralen. I 1951 matte man pa grund af stigende børnetal udvide skolens lokaler ved opførelse af en træbarak pa hjørnet af Holbergsgade og Aakjærsvej. Det var en tyskerbarak, der blev flyttet hertil og ombygget til skolebrug. Hele det trekantede areal, der i dag afgrænses af Trehusevej, Nørregade og Holbergsgade, blev omkring 1948 solgt til kommunen af menighedsradet. Omradet er i dag i vidt omfang udnyttet til boligomrade, og det blev ogsa stedet, hvor Frederiks nye skole og en række lærerboliger blev opført i 1958. Pa arealet var der allerede i 1952 pa adressen Nørregade 38 blevet bygget et kommunekontor med privatbolig for kæmneren. Efter kommunesammenlægningen i 1970 blev huset ledigt, og i 1974 rykkede sa biblioteket ind i huset, og senere er det blevet privatbolig. Den 4. november 1958 kunne den nye Frederiks Centralskole indvies som afløser for den gamle skole. Ved skolens start var der indskrevet ca. 104 elever. Første-


1

17

Frederiks første skole fra 1904 - før og efter tilbygningen i 1912

11

49


19

Ca. 1951, Frederiks Forskole foran barakken på Holbergsgade 5. Lærerinden er Inger Krogsdal. 1

1958. Frederiks Forskole. Drengene i 1. kl. er forrest fra venstre Knud Erik Johansen og Magnus Maagaard, dernæst Ryan Dalsgaard og Frederik Mogensen og til sidst Carl Ammitzbøll og Alf Nielsen. Deres lærerinde hed frk. Kjeldgaard. 50


19

Holbergsgade 5. Den midlertidige udvidelse af Frederiks skole, som var en træbygning, der blev flyttet hertil i 1951. Den har fået ny beklædning og er på nu ejet af Vagner Laursen, som har sit tømrerværksted i bagbygningen. I baggrunden ses det nye kommunekontor og et par lærerbygninger til den nybyggede skole. 17

Femte klasse 1953-54 med førstelærer Chr. Ølgaard 51


Frederiks nye skole 1958

20

50 års jubilæum 2008

20

lærer Chr. Ølgaard, der havde virket ved Frederiks skolevæsen efter tidligere havde virket pa Havredal skole, blev den nye skoles første leder. En stilling han varetog til sin død i 1960.

første hold realister. I 1969 blev oprettet en 9. klasse og i 1970 en 10. klasse. Elevtallet er i perioden steget fra de 140 til det naede et maksimum i 1975, hvor der var godt 620 elever pa skolen.

Alle var glade for den nye skole, men detviste sig snart, at der var for lidt plads. I 1962 blev der anskaffet en klassepavillon med 3 klasseværelser. I 1970 tog man de nordlige fløje i brug og i 1976 den østlige fløj.

Med overførslen af elever fra den lukkede Skelhøje skole, havde Frederiks skole faet et elevtal, der med en jævnt stigende tendes gjorde den til en fuldt 3-sporet skole.

I 1961 blev der oprettet en realafdeling pa skolen, og i 1963 oprettedes en 8. klasse. I 1964 kunne skolen dimittere det

52

Ungdomsborg Med Karl Pedersen (Hedeboflid) som initiativtager havde der i Frederiks gennem flere ar været tanke om at oprette et sted


for de unge, en ungdomsborg. Ved indsamlinger og basarer fik man samlet 37.000 kr. til formalet, og menighedsradet skænkede en grund. Da den nye skole blev bygget og eleverne flyttede, valgte man imidlertid den nærliggende løsning at købe den gamle skole og indrette den til ungdomsborg og cafeteria, hvor byens ungdom kunne mødes og spille bordtennis, bob, skak og andet, og FDF og andre andre kunne holde deres møder. Der var tillige en sal, der kunne rumme op mod 200 personer, med tilhørende køkken, som kunne lejes til festligholdelser. Den samlede pris for huset blev 70.000 kr. Ungdomsborgen blev oprettet som en selvejende institution og en bestyrelse med deltagelse fra KFUM, KFUK, Kirkeligt Centrum og Indre Mission. Til at bestyre huset blev valgt Karl Pedersens datter og svigersøn, Oda og Otto Mundbjerg og senere Ejner og Caroline Albertsen.

Efter sigende var dette den eneste ungdomsinstitution af denne art i landkommunerne herhjemme. Ganske vist var der nogle steder et ungdomshus, men ikke slet ikke de forhold og muligheder, som det var tilfældet i Frederiks. Ogsa socialminister Julius Bomholt viste ungdomsborgen interesse og under et besøg udtalte sig meget rosende om det initiativ, der her var taget. Da ungdomsborgen ophørte i begyndelsen af 1970’erne og aktiviteterne flyttet til det nye menighedshus, der blev opført i 1975 pa Holbergsgade 3, blev den gamle skole indrettet til lavprisvarehus med indehavere Kirsten og Leo Larsen, og i perioden 1978-1985 af Inge-Lise og Tage Sterup, der renoverede ejendommen og etablerede et stort ”Frederiks Textilmarked”. I 1985 blev forretningen overtaget af Fritz Betzer ”Betzer's Auto”, der byggede den gamle skole om til udlejningsejendom med 5 lejligheder.

Skolen og byen flager i anledning af konfirmation 53


Blandt den række af institutioner og offentlige tilbud, som tilbydes børn og unge i det danske samfund, tæller også spejderbevægelsen og FDF. I Frederiks blev det FDF, som slog rod, og som nu i mere end 75 år har været en del af mange frederiksborgeres opvækst. FDF på landsplan har i dag omkring 24.000 medlemmer, og også i Frederiks eksisterer bevægelsen i bedste velgående, hvor der i dag er deltagelse af 65 børn og unge. FDF’ere kalder sig ikke spejdere. FDF’ere og spejdere laver en del ens aktiviteter, men FDF arbejder pa et kristent grundlag og er en ren dansk opfindelse, som blev startet i 1902 af Holger Tornøe, fem ar før spejderbevægelsen kom til Danmark. Det startede som en bevægelse for drenge, FDF, og senere kom pigerne med i FPF, indtil det i 1974 blev samlet i en organisation under fællesnavnet FDF. Red. har ikke været sa heldig at træffe personer, som kan berette om, hvordan FDF og FPF startede og udviklede sig i Frederiks, men fra samtaler og data fra landsledelsen kan følgende stykkes sammen. Det var pastor Anton Kjærgaard og lærer Chr. Ølgaard, der som hhv. formand og kredsleder startede FDF distrikt ”Alhede” den 21. august 1938. I kraft af deres stillinger havde de to naturligvis stor interesse i, at egnens børn og unge havde et godt og lødigt fritidstilbud. En anden af de første ildsjæle i distriktet var Karl Pedersen, fabrikant og ejer af trælegetøjsfabrikken ”Hedeboflid” pa Jernbanegade, som var kredsleder fra 1941-44 og igen fra 1952-57. I 1961 blev Karl Pedersens svigersøn, Otto Mundbjerg, som var bestyrer af Ungdomsborgen, overtalt til at patage sig hvervet som kredsleder. Han var ikke spejder eller FDF fra sin opvækst, men patog sig hvervet alene fordi han fik fortalt, at hvis han ikke ville, sa var der ingen andre, og FDF risikerede at blive op54

løst. Otto Mundbjerg var kredsleder for FDF indtil 1968. I 1953 kom pigerne med, idet der blev oprettet en FPF afdeling i Frederiks. Den blev oprettet med Margrethe Jensen som formand og med Ellen Brauner som kredsfører indtil 1960, hvor Oda Mundbjerg blev kredsfører for pigerne. Oda og Otto Mundbjerg fortæller, at nar FDF og FPF i de ar var samlet i Ungdomsborgen, kunne man mønstre rigtig mange piger og drenge, sa det var knebent med plads til alle. Fra 1968 var Gunnar Laier kredsleder i FDF, og han fik i 1970 Anders Øhrberg med i arbejdet. Denne var tilflyttet som lærer pa skolen og havde tidligere været KFUM spejder. Der var pa det tidspunkt kun 45 drenge, som var aktive i FDF, hovedsagelig fordi der var stor mangel pa ledere, og anstrengelserne for at skaffe flere ledere viste sig forgæves, sa man blev samme ar nødt til at indstille arbejdet. I 1975, efter at FDF og FPF var blevet samlet til en organisation, lykkedes det med hjælp af en landelssekretær her fra omradet at fa 2 militærnægtere, som var spejdere, til at varetage uddannelsen af nye ledere, og en indkaldelse i ugeavisen resulterede i et meget stort fremmøde til et opstartsmøde i skolen, og snart var kredsen igen i fuld sving under kredsleder Anders Øhrberg, som fortsatte i stillingen indtil 1983.


Genstarten betød en hidtil ukendt opblomstring for kredsen, hvilket bekræftes af tal fra landsledelsen, som oplyser, at i 1976 og 77 var der ikke mindre end hhv. 159 og 158 aktive medlemmer. Med den nye store aktivitet, matte det erkendes, at lokalerne pa Ungdomsborgen ikke var tilstrækkelige, og Anders Øhrberg fik med hjælp af en arkitekt lavet udkast til en nybygning. Det var kommunen ikke forstaende overfor, men var pa den anden side forpligtet til at skaffe egnede lokaler, sa resultatet blev, at FDF fik radighed over en af de tidligere lærerboliger ved skolen, der under navnet

”Knuden” fra da af har været FDF kredshus og faste tilholdssted i Frederiks. Midt i 1980’er blev FDF ejer af en hytte i Ravnholdt, som tidligere havde tilhørt Thorning FDF. Der blev lagt mange timers frivilligt arbejde i at genopbygge og udbygge hytten, som siden da har været en velegnet ramme om FDF lejre. Der har været flere kredsledere gennem arene, som kunne nævnes, men den, der har virket i længst tid, er Karsten Maagaard i perioden 1996 til 2009, og han er fortsat aktiv i kredsen.

17

17

17

FDF og FPF marcherer i samlet trop i Jernbanegade 55


I gamle dage var smeden en af de mest betydningsfulde håndværkere. Han var tillige ofte noget af en tusindkunstner, både som "medicin-mand", tandlæge og dyrlæge. Det var almindeligt, at bønderne i et område ansatte en landsbysmed og stillede en smedje og bolig til rådighed samt lønnede ham med naturalier mod at holde bøndernes redskaber og vogne ved lige. Naturligvis har der også i de tidlige tyske kolonier været stort behov for smedens håndværk - og ligeså i Frederiks, da bebyggelsen her tog fart. Smed Thomsen Efter de oplysninger, som det har været muligt at fa bekræftet, var den første smed i Frederiks at finde pa Søndergade 23 med værksted i det tilhørende baghus, som i dag har adressen Skovvej 2A. Alfred Thomsen (1896-1978)) var ud af en smedeslægt fra Grønhøj, hvor hans far, Jacob Thomsen, havde smedeforretning gennem mange ar. Da Alfred var udlært i smedefaget valgte han, formentlig omkring 1920, at flytte til Frederiks og

etablere en selvstændig smedeforretning pa Søndergade 23. I jubilæumshæftet fra 1989 er nævnt en smed H. Sørensen, sa det er muligt, at der var en tidligere smed pa adressen, inden Alfred flyttede dertil. Det har ikke været muligt at fa oplyst nærmere. I 1934 afhændes ejendommen til Hans Nielsen, kendt som ”traktor-Hans”, og Alfred Thomsen flytter sin smedeforretning til en ejendom fra 1902, der er beliggende pa hjørnet af Søndergade og

24

Smed Thomsen på Søndergade 91, omkring 1950 56


Havredalsvej (Søndergade 91). Arsagen til flytningen er sikkert, at der var brug for mere udenomsplads til de stadig større landbrugsmaskiner, og i 1944 tilkøbes mere jord. I 1960 overdrager han forretningen til sin søn Kristian, som fortsætter som smedemester. Kristian Thomsens datter, Inger-Lise, fortæller, at det faktum, at der fra 1945 eksisterede 2 smedefirmaer i Frederiks gav anledning til en konstant konkurrence. Ja, selv firmanavnet var det samme, nemlig ”Frederiks Smede– og Maskinforretning”. Det var afgørende, at man var kendt som ”smeden i Frederiks”. Alfred Thomsen accepterede derfor ikke, at nogle mente, han hørte til Havredal, sa da ejendommen senere fik adressen Søndergade 91, var der tilfredshed med, at der nu ikke kunne være tvivl om tilhørsforholdet. At firmaerne havde samme navn, kunne imidlertid godt give nogle praktiske problemer, nar forsendelser til Thomsen blev afleveret hos Damgaard og vice versa. Kristian Thomsen dør i 2006.

Smedevirksomheden havde da i nogle ar været under gradvis afvikling. Smed Damgaard Robert Damgaard, som var 3. generation af en smedeslægt i Havredal, startede den 1. november 1945 smedeforretning pa Parkalle 5. Der var straks nok at se til. Værkstedet la godt for det nye mejeri, der var opført i 1935 pa hjørnet af Nørregade og Parkalle, og der var ogsa en tid et kartoffelkogeri i forbindelse med mejeriet, sa mange landmænd benyttede lejligheden, nar de alligevel skulle af sted til mejeri eller kartoffelkogeri til at fa deres heste skoet, eller at fa redskaber repareret hos smeden. Der var meget arbejde med at sko heste, og Robert Damgaard smedede i en arrække selv de hestesko, der blev brugt. Men der var ogsa meget andet arbejde med landbrugsmaskiner, som at lægge jernringe pa hjulene pa de gamle stive landbrugsvogne, og det var et arbejde, der krævede præcision. Først skulle rin23

Smed Damgaard på Parkalle sidst i 1950’erne 57


gen dannes til, sa den passede nøjagtigt rundt om hjulet, derefter blev ringen varmet op, sa den blev sa stor at den kunne presses ned om hjulet, og sa skulle den ellers køles af, sa den ikke brændte træet, men sa den sad uhjælpeligt fast omkring hjulet. Forretningen udviklede sig støt og roligt, og tog for alvor fart i 50’erne og 60’erne, hvor der blev meget at lave med det, vi nu kalder VVS, nemlig vand, varme og sanitet, og der blev ekstra travlhed, da Frederiks i 1963 oprettede fjernvarmeværk, og der skulle lægges rør og laves installationer hos alle brugerne. For smedehandværket har det alle dage været nødvendigt med opfindsomhed og snilde. Saledes ogsa for Damgaard og hans medarbejdere, som sidst i 1950’erne opfandt en kartoffeloptager, som kunne grave kartoflerne op og lægge dem pænt til rette for de landarbejdere, som fulgte efter og opsamlede kartoflerne. Automatisering af denne sidste funktion havde vi dengang stadig til gode. Kartoffeloptageren ”Alheden” (naturligvis!) blev en pæn succes, og der blev solgt mere end 100 af dem bade til ind– og udland. Det blev efterhanden for trangt med plads til alle aktiviteterne pa Parkalle, sa

58

17

”Alheden” kartoffeloptager i 1975 besluttede Damgaard at flytte firmaet til industrikvarteret pa Nyrupsvej, hvor han købte en grund pa 11.000m2 af landmand Niels Nyrup, hvorpa der blev opført en 1.500m2 stor bygning . I 1970 kom sønnen Niels Aage med i firmaet som 4. generation smedemester, hvor Robert fortsatte med sit virke indtil 1980. I 2005 overdrog Niels Aage Damgaard firmaet til 6 medarbejdere, som dannede 2 selskaber med hhv. smede/VVS-arbejde og butik/landbrugsmaskiner.


Efter at jernbanen var oprettet i 1906, og der var opført jernbanestation og vogterhuse, var den første ejendom, der blev opført Frederiks Afholds Hotel. Ungkarl Jens Stordal fra Havredal købte grunden af Johan Bitsch for på stedet at opføre og drive et afholdshotel. 6

Frederiks’ nybyggede afholdshotel ca. 1907. Personerne er Stordal og hustru samt en tjenestepige Jens Stordal havde i sin ungdom tjent hos pastor Østergaard. Denne troede fuldt og fast pa, at Frederiks med tiden ville blive en stor by, sa han anbefalede Jens Stordal at bygge et hotel i byen. Hotellet stod færdigt og fik ministeriets godkendelse til at drive gæstgiveri i 1907 næsten samtidig med, at banen abnedes. Hotellet startede som et afholdshotel, fordi Bitsch ikke syntes om, at der skulle udskænkes spiritus pa den jord, som engang havde været hans, og havde faet det noteret som en klausul. Hotellet gik godt, især fordi mange handelsrejsende besøgte egnen. De kom

med toget til Frederiks, og sa kørte Jens Stordal med hest og vogn rundt med dem til egnens handlende. I 1926 blev hotellet overtaget af Thomine og Marinus Pedersen. Til hotellet hørte i sin tid en del landbrugsjord, beliggende hvor Alhedehallen senere blev bygget, og der var i mange ar dyr i de stalde, der hørte til hotellet. Køerne blev trukket gennem byens gader til og fra markerne. Trafikken satte dog en stopper for dette, og landbruget matte opgives. Kroejer Marinus Pedersen blev i øvrigt ejer af byens første taxi, en

1

Afholdshotellet 1915. De første huse på Jernbanegade efter kroen blev opført i 1906 og 1908, og også på begge sider af Søndergade er der nu huse. 59


6

Fastelavnsoptog ved hotellet. Musikerne er Peter Gravgaard og Osvald Jacobsen HGF27, hvis chauffør var Ejnar Villumsen.

tid blev det til Frederiks Kro, som vi kender den i dag.

Hotellet har gennem mange ar været en af de betydeligste kulturformidlerne i byen. Her har bl.a. Borgerforeningen haft mange møder, foredrag og forskellige underholdningsarrangementer. Der er blevet afholdt baller for bade unge og ældre, der har været gymnastikopvisninger, karneval, dilettantforestillinger og salen har været brugt til badminton og danseskole. Som kuriosum kan fortælles, at der i 1922, da der var krigsfanger i lejren ved Hald, blev afholdt koncerter med et russisk balalejkaensemble i salen.

I 1977 skiftede hotellet ejere igen, og der fulgte nogle ar med skiftende ejere og tilsyneladende en skrøbelig økonomi. Køberen i 1977 var Bent R. Jensen, kendt under tilnavnet ”Ringkøbing-Jensen”, og han ejede kroen i 2 ar, hvor han i 1979 solgte til en hr. Buske, som vi desværre ikke ved mere om. Han havde imidlertid kun kroen i 4 maneder, hvorefter den blev købt af Ida og Karsten Jøker Rasmussen. Efter 3½ ars ejerskab overtog banken hotellet, og det endte med, at de tidligere ejere, Mary og Sverrig Kiilerich Pedersen, i 1983 tog hotellet tilbage. Desværre døde Sverrig fa maneder senere, og hotellet blev for en tid drevet videre af Mary Pedersen og hendes søn Karsten.

Efter at have været kroværter i Frederiks i hele 40 ar solgte Thomine og Marinus Pedersen i 1966 hotellet til Mary og Sverrig Kiilerich Pedersen. En forudsætning for overtagelsen var, at afholdshotellet kunne fa spiritusbevilling, hvilket sogneradet satte til afstemning blandt byens borgere, og det blev vedtaget. Hotellet fik sin spiritusbevilling, sa fra den 60

I 1983 startede Søren Peder Gaarsdal som kok pa Frederiks Kro. Allerede en maneds tid efter hans ansættelse pa kroen, fortalte kroejerne, at de var interesserede i at sælge, og da Gaarsdal sa store


Dette foto, formentlig fra 1960’erne, hænger på Frederiks Kro. muligheder i kroen, købte han og hustruen Hanne kroen den 15. februar 1984. Det unge kropar og deres to sma børn pa henholdsvis 1½ og 4 ar flyttede ind i en lille lejlighed over kroen.

værelser og seks badeværelser. I dag bestar den cirka 800 kvadratmeter store kro af blandt andet en stor og en lille gildesal, samt restaurant, krostue og diverse udlejningsværelser.

Det første ar blev der investeret omkring en million kroner pa restaurering af kroen, hvorved blandt andet kroens lejlighed blev sløjfet og erstattet med fire nye

Efter 30 ar som vært pa Frederiks Kro solgte Gaarsdal den 1. april 2014 kroen til Niels Erik Nielsen med Dorte Falck som kok og arrangementchef.

2014. Den mest markante ydre ændring af Frederiks Kro i de 100 år er inddragelsen af den tidligere vognport til selskabslokale og en overbygning med hotelværelser. På væggene under ”Frederiks Kro”-skiltene står der fortsat det gamle navn ”Afholds Hotel” 61


En fortælling om Frederiks før og nu kan ikke gøres uden at nævne det forsøg med rensdyravl, som blev udført her i byen, og hvorom der blev berettet og fortalt af medier og mand og mand imellem over det ganske land. Tak til Karup Lokalhistorisk Arkiv for denne beretning: Sidst i februar 1910 blev der dannet en meget speciel forening i Frederiks. Den fik navnet "Foreningen til Rensdyravlens Fremme pa den jyske Hede" og blev oprettet pa initiativ af forfatteren og ildsjælen Johs. Bech. Han havde ogsa opholdt sig i Norge hos samerne eller finlapperne, som de blev kaldt, og her havde han set, hvordan de nøjsomme rener kunne leve naesten udelukkende af rensdyrlav. Det var der meget af pa Alheden, og han mente derfor, at det matte kunne give føde til mange rener. Der var stor interesse for den nystiftede forening, og fire af sognets kendte mænd kom i bestyrelsen, nemlig sogneradsformand Johan Cramer fra Skansen, den lokale lærer Pedersen, gdr. Jakob Stordal og gdr. J. D. Bitsch. Forsøgsstation i Frederiks Det blev besluttet at oprette en forsøgsstation i Frederiks og importere rener

for at undersøge, om de kunne trives pa heden. Som sagt sa gjort. Ved Frederiks station blev der indrettet en stor fold til dyrene pa knap 4.5 kvadratkilometer. Den blev indhegnet af et højt palisadehegn, og i midten blev der bygget en stor stald med stratag, hvorefter Johs. Bech i december sammen med Johan Cramer rejste til Filefjeld i Norge og hentede en rentyr og fire simler (renkøer). Til Viborg Stiftstidende fortalte han, at det havde været meget besvaerligt at indfange de vilde rener, som blev fanget med lasso og anbragt i store tremmekasser for efterfølgende at blive transporteret pr. tog og damper og endnu engang med tog den lange vej til Frederiks. Forsøget lykkedes Renerne blev forbavsende hurtigt tamme og trivedes godt. Tyren blev kaldt Abraham. Den var, iflg. Viborg Stiftstidende, lige sa klog og tam som en hund og kom hen til journalisten for at se, om 1

Johs. Bech med rensdyrene ved Frederiks Station 62


1

Udkigstårnet under opførelse på marken ved siden af Brugsen.

han havde rugbrød eller gulerødder med til den. Men renerne levede ellers fint af rensdyrlav og lyng, sa forsøget lykkedes.

De fire simler fik alle kalve, som blev solgt, og for de indkomne penge og bidrag til foreningen blev der indkøbt flere 63


1

rener. I januar 1912 var der 40 bestillinger fra private, som gerne ville købe rener, og i maj 1912 var der, stadig iflg. Avisen, mere end 60 rener i Danmark. Samme ar blev foreningen nedlagt. Bech mente, at dens formal nu var opfyldt, nemlig at bevise, at renerne kunne tæmmes og trives pa heden. Men selv om foreningen var nedlagt, fortsatte forsøgsstationen. Midt i april 1913 skrev Viborg Stiftstidende, at der nu var sa mange rener i Frederiks, at det blev nødvendigt at udvide folden til det dobbelte, og at der ville være 120 rener, nar kælvningstiden var forbi. Herefter ville der i alt være flere end 250 rener i Danmark, og avisen nævnte de mange steder, hvortil der allerede var solgt rener, f.eks. Fur, Venø, Livø og Arhus. Ogsa Herning kommune havde købt rener, som blev indsat i byens anlæg og vakte megen opmærksomhed.

64

Udkigsstårn For at kunne holde øje med de mange rener, som gik i den store fold ved Frederiks Station fik Johs. Bech omkring 191011 opført et stort udkigstarn. Det blev bygget pa marken ved siden af Brugsen (Hvor senere Søndergade 5 blev opført). Det var ca. 10 meter højt med en platform øverst oppe, og herfra havde man en flot udsigt ud over det stort set træløse omrade. Ingen havde imidlertid turdet investere i renavl i større stil, førend en rigmand fra Hamborg, Hans Dall, blev interesseret i projektet, og den 24. april 1913 kunne man læse i avisen, at han havde købt Kongenshus hede for 18.000 kr. for at etablere en stor renpark. Samme ar byggede han Kongenshus og begyndte indhegningen af det store hedeomrade. Men beretningen om renparken er en helt anden historie...


Tømmerhandlen, eller oprindelig Frederiks Savværk, er en af de allerældste virksomheder i Frederiks, idet savværket opstod helt tilbage i 1888 som en afdeling i Havredal af Stendalgård Savværk, og i 1907 blev afdelingen flyttet til Frederiks. I 2007 kunne man fejre 100 års jubilæet, og tømmerhandlen eksisterer fortsat i bedste velgående under navnet XL Diges. Starten af Frederiks Savværk Frederiks Savværk opstod som nævnt som en afdeling af ”Stendalgard Savværk”, der var etableret helt tilbage i 1888 af Sophus Jenssen-Tusch (18241888). Han var i 1876 blevet skovrider ved Feldborg, hvor han siden 1863 havde været plantør. Han indlagde sig stor fortjeneste ved hedebeplantningen og indførte bl.a. i 1873 den hannoveranske reolplov til jordens dybdebehandling (Dansk Biografisk Leksikon). I 1916 solgte Jenssen-Tusch’ efterkommere sine savværker til Stendalgard og Frederiks Savværker A/S .

Stendalgard Savværk var beliggende i statsskoven overfor skovridergarden. Det havde en ret stor opskæringskapacitet, og der var meget ratræ i skoven. Desuden fandtes en lille afdeling i Havredal. Det var denne afdeling, der blev flyttet til Frederiks i 1907 og etableret lige op ad den nye Herning-Viborg jernbane, der var færdig aret før. Den første Jørgensen Ole Jørgensen blev ansat som bestyrer. Han blev i 1909 gift med Bodil Christiansen, og de flyttede ind den tilhørende funktionærbolig.

1

Savværket med sidespor fra jernbanen 65

Profile for Arne

Jubilæumsbog 1 til 65  

Jubilæumsbog 1 til 65  

Profile for arnechris
Advertisement