Issuu on Google+

A LITTLE LESS CONVERSATION #1


3


4


01:57

Videnskaben kender ikke sin gæld til fantasien fantasien kender ikke sin gæld til søvnløsheden men søvnløsheden kender sin gæld til vreden og frustrationen som begge er placeret i laget mellem øjenbrynene og øjenlågene lige før, det bliver blødt dér svulmer de op og bliver tunge og klistrede trykker øjnene længere ind i kraniet derind hvor de lange fiktive samtaler finder sted og nogle gange en sjælden gang i mellem helt derind hvor fantasien kribler, hvirvles op og opløser alt andet så hovedet bliver let og kun det vigtigste daler ned og bliver tilbage

5


Tag et smukt, sløret billede af mig, lad dig bedrage af hukommelsen og husk mig som du vil.


7


Min farfar var docent, med speciale i fransk eksistentialisme og fænomenologi. Da han døde, fik jeg alle hans bøger om og af Roland Barthes, som han skrev sin phd. afhandling om. I en af dem tales der om det indeksikale, om aftrykket. Lige dér, mellem de sider fandt jeg et bogmærke med min farfars fingeraftryk.

8


9


10


Sommermænd På de tidlige forårsdage når solen titter frem begynder mændende at spire i takt med blomsterne. De fjerner huen, løfter hovedet og lufter skægget. De bliver atter ranke i ryggen, begynder at dufte og sende små og dristige blikke ud i verden. Snart smider de deres vinterpelsede jakker og man må tage i parken for at nyde de første glimt af t-shirtens løse flagren omkring de forårsfriske overkroppe, der efterlader små aflange pletter af sved mellem skulderbladene og på den nederste del af ryggen, lige over de lavthængende, forvaskede og slidte Cheap Monday jeans, der dog stadig sidder stramt de rigtige steder.

sig med flødeis, der smelter før man ved af det. I marts er ventetiden stadig frygtelig lang og man være tålmodig mens den sidste is på søerne smelter. Måske, hvis man er heldig får man lov til at pakke fine vintermænd ud og tage forskud på lidt af det som sommeren har i vente.

*

Senere bliver overkroppene sommerdovne og afslappede, svedpletterne større, bukserne kortere og man må stakåndet lægge sig i græsset og sende stjålne blikke til mænd, der strækker sig under solen så et lille bart stykke titter frem mellem t-shirten og buksekanten, og sender krusede mørke hår ud i de lette luftige briser. Når sommeren står på sit højeste ryger t-shirten helt af i parkernes fodboldkampe. Kroppene drypper og damper, benene bliver muskuløse og brune og smilene bredere. Håret bliver længere og mere rodet, skægstubbene tager til og er klar til at kradse andre hyggeligt på kinden når mørket falder på. Smilene bliver endnu bredere, blikkene mere intense og flabede. Om natten og i weekenderne slår alting gnister, så man ved solopgang må tage sig en kølende dukkert på stranden mens man betragter det hele lidt på afstand og fylder 11


12


A: Du? B: Ja? A: Hvor er du?

B: Jeg er lige her. A: Ok. Det er jeg glad for.

13


14


15


Hullet Da folk mødte på arbejde tidligt torsdag morgen blev de hurtigt opmærksomme på beskeden på intranettet: “Der er opstået et hul i gulvet på anden sal lige ud for postbordet. Hullet er er stort og bliver repareret én af de kommende dage. I mellemtiden har jeg valgt at dække det med en plante. Så fjern IKKE planten. Vi kan ikke have, at nogen falder ned i hullet og dermed risikerer at komme til skade. Mvh Berit” Man fornemmede, at Berit var bekymret for hullets enorme omfang og den store risiko det derved indebar for de ansattes sikkerhed. For de ansatte betød Berits omsorg utrolig meget og alle nikkede venligt til hende den morgen. “Berit vil altid alle det bedste”, sagde man til hinanden og smilede venligt. Dagen forløb planmæssigt, og da folk gik til frokost kiggede de frygtsomt på planten og undgik at komme for tæt på. Ingen vidste med sikkerhed, hvor planten stoppede og hullet begyndte. I slutningen af dagen var ikke en eneste medarbejder faldet i, og alle kunne ånde lettet op og holde fyraften. Berit var den sidste tilbage på kontoret, og da hun havde sikret sig, at ingen kunne se hende skubbede hun planten til side og kravlede ned i hullet. For kun Berit vidste, hvad der gemte sig dernede.

*

16


17


18


19


20


21


Dansk sprogforskning En sen eftermiddag i året 2098, lidt over 100 år efter, at de første mobiltelefoner med ordbog kom frem, overhørtes følgende samtale mellem et kærestepar på en café i indre København: Ham: Hej skat, semikolon parantesslut. Du er virkelig Poul i dag. Hende: Tak, hjerte. Du er rød. Ham: Tak. Men hør, jeg bliver ondt til at belyse vores aftale senere. Jeg havde glemt en aftale med nøgen fra arb. Hende: Det er bare helt øl. Lad os gøre det i morgen i stedet. Ham: Super, ind idé. Derpå gav de hinanden et lovs og drak hver deres kop kaffe.

*

22


23


24


25


26


27


28


29


30


Forbrydersken Dramaet udspillede sig i køkkenet på anden sal. Kl. var lidt i 13 og det var Berit, der opdagede det. Hun rejste sig fra sin plads ca. et halvt minut før hun indfandt sig i køkkenet, hvor hun opdagede den grufulde sandhed, forklarede hun senere. Frokostpausen var forbi, og hendes eneste ærinde i køkkenet var at brygge en kop kaffe, men sådan skulle det ikke gå, denne helt almindelige torsdag eftermiddag. For tingene var ikke som de plejede. I det samme Berit rakte ud efter elkedlen rejste hendes nakkehår sig, og en krilrende fornemmelse indfandt sig i hendes næsebor. Hun sank en klump, lod elkedlen stå og kiggede sig omkring. Det var helt forfærdeligt, næsten ikke til at bære, og dybt uretfærdigt, at den slags ting kan ske. Hun fik tårer i øjnene og måtte støtte sig til bordet. Blot få meter fra køkkenet stod Kate i skjul bag en plante. Hun havde været forberedt på dette øjeblik. Hun vidste blot ikke, at det ville indtræffe så hurtigt efter frokost, og var derfor ikke nået længere væk end til planten. Hun måtte holde vejret for ikke at afsløre sig selv. Hun vidste godt, at hun nok ville blive opdaget før eller siden, men hun kunne ikke holde sig tilbage. Det var sket et par enkelte gange før, men aldrig her, og aldrig havde hun været så tæt på at blive afsløret på fersk gerning. Hun så sig omkring efter en flugtvej. Det var umuligt. Det eneste hun kunne gøre var at blive stående og håbe på et øjebliks uopmærksomhed fra de andre i bygningen.

med små hastige skridt ind for at fortælle Laila om tragedien. Hendes hjerte bankede og hendes stemme var skinger og lettere hysterisk da hun endelig fik ordene frem: “Der er sket noget forfærdeligt”, stammede hun. Kate, der var overrasket over Berits hurtige exit fra køkkenet, benyttede sig straks af chancen til at forsvinde. Hun sneg sig frem bag plantens skjul, satte kursen mod opgangen, åbnede døren uden en lyd og stormede så ned af trapperne. Da hun nåede ud, åndede hun lettet op. Hun havde gjort det igen, endnu engang uden at efterlade sig spor. Hun følte sig høj og måtte undertykke en latter altimens hun skred ned af trapperne til metroen. “De fanger mig aldrig”, tænkte hun. “Nogen er gået i gang med at afkalke elkedlen!”, fortalte Berit. “Midt på dagen!” “Min Gud, det er jo horribelt!” udbrød Laila. “Jeg må og skal have min eftermiddagskaffe”, fortsatte Berit, “og kaffen fra automaten smager bare ikke af det samme”. “Det er en skændsel” sagde Laila, “tankeløs vandalisme, en nådesløs forbrydelse. “Noget må gøres og jeg ved hvad, men først må vi finde gerningsmanden”. “Jeg tror jeg ved, hvem det er”, sagde hun og kneb øjnene sammen mens hun kiggede over på planten, hvis blade stadig vippede...

*

Da Berit var kommet nogenlunde til sig selv, gik hun, på grund af sin lille statur, 31


32


33


34


35


37


Udgivet af: Arkiv for Detaljer ISBN 978-87-994578-0-9 38


A Little Less Conversation #1