Page 1

Kronik: Hvor skal forældreskabet stå? Berlingske | 15.08.2012 | Side 23 | 1308 ord | Artikel-id: e35c1621 | artikel

Original

kronikken Reality-TV. Teenageårene har altid skullet bruges til at finde sin identitet, prøve grænser og finde sit helt eget ståsted i livet. Det er svært i en ungdomskultur, der i sin eksponerede form på TV ikke værdisætter sammenhold og venskaber. af CHRISTINE BROCHDORF CAND. SCIENT. ADM. OG MOR Jeg er inde i en rivende selvudvikling. Det er ikke en udvikling jeg selv har valgt og den er kick-startet helt uden jeg var forberedt og uden jeg havde set det komme med dén kraft. En udvikling der gør at jeg hver eneste dag undres, forbløffes og forfærdes. Jeg er nemlig ved at springe ud som teenage-mor - altså mor til to teenagere! Mine små børn, der for meget kort tid siden duftede af baby og var fuldstændig afhængig af mig, er i gang med at løsrive sig. De løsriver sig fra mig, fra deres far og fra de trygge rammer vi har forsøgt at skabe gennem deres barndom. Løsrivelsesprocessen er en ganske naturlig del af børns opvækst. Det modsatte ville være ganske unaturligt. Min rationelle sans fortæller mig, at det er ganske almindeligt og det at være teenager med oprørstrang og løsrivelses-iver har vi jo alle været igennem. At løsrive sig fra noget indikerer implicit, at man vælger noget andet til og det er her min forfærdelse opstår. For hvad er det de tilbydes at vælge til og hvad er det for et konstrueret ungdomsliv de tilbydes? Weekendens Sommerliv-tillæg bragte bange anelser frem.. Det er et faktum, at man ikke kan konstruere sit eget ungdomsliv - man er nødt til at se på de andre unge man omgiver sig med. En del af løsrivelsesprocessen består jo netop i at spejle sig i andre og »låne« identiteter for at prøve dem af. Sådan har det altid været og det burde der teoretisk set ikke være noget større hokus pokus i. Man ser på vennerne, på omgivelserne og særligt ser man på dem der er eksponeret i en grad man selv kunne tænke sig.


Mine unger er heldige at have dejlige venner. De er i samme fase som dem og er absolut søgende efter hvad deres fundament, deres liv og deres identitet skal bestå af. De higer og søger - sammen og hver for sig. Det er således ikke de nære identifikations-personer der bekymrer mig. Min bekymring opstår når jeg kigger på de nationale identifikations-ikoner for teenagerne. Det er et skræmmende perspektiv! I lørdagsudgaven af Berlingske fyldtes hele tre sider med opdatering af hvad efteråret bringer af reality-programmer. Et kig rundt på den store TV-pakkes nuværende og kommende sendeflade gør en mor lige så modløs som det gør en teenager begejstret. Lad os se på en helt almindelig TV-uge og de programmer, der bare er must-see for de unge. I Robinson hiver man de helt primale menneskelige træk frem. Det handler om at konkurrere, blive straffet med klam mad og hånet hvis man ikke klarer konkurrencen. Man belønnes for at en strategisk omgang med venskaber og dyder som loyalitet og fairness straffes hårdt. Man stemmes hjem og hånes videre i ugebladene i uger og måneder efter. Paradise Hotel-deltagerne lever livet med alkohol en masse, sladder, hån og bagtalelse. Her er det fuldstændig banalt at bedrage sine venner og have tilfældig sex. I For lækker til love skal deltagerne date ud fra kriterier, der handler om udseende, udseende og udseende. Zapper du videre til et andet ungdomsappellerende program er det pludselig hverdagskost at konsumere cirka én liter alkohol i døgnet på Sunny Beach. Jo større black-outs jo større respekt! Et af de nyere fænomener i den danske realitystamme er programmet Kongerne af Marienlyst. Jeg har desværre ikke gennemført at se et program, idet blot reklamen for programmet gjorde mig dårligt tilpas. Jeg tror jeg har en god ide om, hvad det handler om uden at have set det - sex, druk og dårlige relationer. Det er jo i hovedtræk denne cocktail der gør genren populær. Det er i hvert fald så populært at det følges op af endnu en sæson. Denne gang under navnet Kongerne af Rømø! Sådan kan du zappe videre til De unge mødre, Amalies verden og Familien på Bryggen. Alle programmer, der er konstrueret til at få seeren til at tro, at der faktisk her er tale om rigtige liv, der leves. Her er der ingen, der bekymrer sig om at få en ungdomsuddannelse, dyrke reelle venskaber eller blot hvad morgendagen bringer. E fteråret byder på mere af samme skuffe - bare lidt værre og lidt vildere - for


at fastholde og stimulere seerne forstås. Som TV3s programdirektør udtaler: »Mekanismen er, at så længe seerne vil se programmerne, så vil vi også gerne lave dem!« Vi kommer således til at skulle se mere til »hverdagslivet« på Sunny Beach, som TV3s programdirektør nærmest betegner som en slags Oplysning til Borgerne om Samfundet, idet han udtaler: »Sunny Beach er en del af virkeligheden, og det er ikke os, der skaber den virkelighed. Det eneste vi gør, er at finde de rigtige karakterer at følge!« Hold nu op! Portrættet af Sunny Beach er ikke virkelighed. Det er en konstruktion - en illusion om hvordan man skal være teenager. Og det er ikke sundt - hverken for teenagerne og sikkert heller ikke for Sunny Beach. Med sådan et hverdagsbagtæppe er det vanskeligt at argumentere rationelt for at ens teenager skal lave sine lektier, spise seks stykker frugt og grønt om dagen og være hjemme klokken 22.00. Det er der jo ingen andre der er, lyder det fra den forsmåede! T eenageårene har alle dage skullet bruges til at finde sin identitet, prøve grænser og finde sit helt eget ståsted her i livet. Min påstand er at dette aldrig har været sværere i en ungdomskultur, der i sin eksponerede form på TV ikke værdisætter sammenhold, venskaber og tryghed. Uden denne base er det svært at have et positivt og sundt udviklingspotentiale. Men ligegyldigt hvor standhaftig du er som forælder, så er det altså vanskeligt at kæmpe mod en perlerække af identifikations-ikoner som er mildest talt uheldige i mine øjne, men stærkt populære hos de yngste. De fleste børn har heldigvis deres nære venner som de kan søge at spejle sig i. Men vennerne er jo eksponeret af samme påvirkning af ekstern individualisering. De bruger den samme referenceramme og søger de værdier, der præger TVudsendelserne. Sladder og intriger er ikke ukendte fænomener i teenageårene, den slags har såvel børn som voksne altid dyrket. Men hvor sladderen tidligere var hjemme ved gadekæret så bliver selv meget private konflikter nu eksponeret på landsdækkende TV, de sociale medier og ugebladene. Reality-seriernes deltagere bliver castet efter hvor stort et konfliktpotentiale de indeholder. Reality-genren bygger på tanken om at være grænseoverskridende. Problemet er selvfølgelig når medierne bliver ved med at være grænseoverskridende. Når genren kommer til at indeholde det selvforstærkende element der gør teenagerne afhængige af at leve op til rollemodellerne på TV og TV føler ansvar for at producere flere og vildere rollemodeller.


Når børn og unge tiltrækkes af reality-shows tiltrækkes de af sammenholdet og det sociale kit det repræsenterer når man er sammen på en øde ø eller hvor kulissen nu er sat op. Det er tiltrækningen af emotionel tilknytning - det at have et netværk. Et netværk, hvor man er elsket og accepteret og hvor man har en rolle og funktion - gerne som flokken også er afhængige af. Det ærgerlige er bare, at reality-showene jo har til formål at udskille og ekskludere og nogle unge vil tro at dette er en naturlig konsekvens af netværk! M in pointe er ikke at modarbejde ungdommen, men vi har da fælles en forpligtelse til at kvalificere den. Kun de færreste kan gennemleve en løsrivelses-og identitetsskabende fase uden at kende sin base i fællesskabet. Selv den mest udadrettede og løsrivelses-hungrende teenager har behov for, at et ydre samfund sætter rammer og grænser og dermed viser, hvor værdi-stængerne står. Prøv med et reality-program, der honorerer dyder som ansvar, ligeværd og fællesskab. Selv den mest udadrettede og løsrivelseshungrende teenager har behov for, at et ydre samfund sætter rammer og grænser og dermed viser, hvor værdistængerne står.


Kronik  
Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you