Issuu on Google+

S A L I G I A

_Saligia : de 7 dødssynder

1

hovmod _Hovmod og masser af Boing! Boing!

5

grådighed _Bent og Mads - A tragic love story _More is less

9 12

utugt _Har du lyst? _Er du tro?

17 21

misundelse _Misundelse og den kreative proces

25

fråseri _Kompakte byer og spørgsmålet om fråseri

39

vrede _Vreden -i fire forklædninger

47

dovenskab _Forspring? 53 _I fjernstyret afstand af fremtiden 58 _Skriftestolen 63 _Syv syndige sæder 65

[kårk] er et arkitekturfagligt blad, der udgives af studerende fra Arkitektskolen Aarhus og Kunstakademiets Arkitektskole, København


SALIGIA DE 7 DØDSSYNDER

01 De 7 dødssynder blev oprindeligt betragtet som kilder til alle andre af menneskets synder. Synderne samles ofte under akronymet ”SALIGIA”, der er en forkortelse for syndernes latinske navne: Superbia, Avaritia, Luxuria, Invidia, Gula, Ira, Acedia. På dansk: hovmod, grådighed, utugt, misundelse, fråseri, vrede, dovenskab. Oprindeligt er dødssynderne udtryk for menneskets oprør mod Gud, og mennesket begår synderne ved bevidst at overtræde Guds love. Den katolske kirke skelner mellem ”tilgivelig synd” og ”dødssynd”, og for at undgå åndelig død og fortabelse skal man skrifte sine synder og få tilgivelse. I dette nummer af [kårk] har vi forsøgt at følge synderne og deres betydning for vores fag og branche. Men hvorfor så dette tema i denne udgave af [kårk] kunne man spørge? Fordi de 7 dødssynder er så fundamentale, er de er svære at komme udenom, uanset tid, sted og fagområde! Fråseri Vi tegner og designer som aldrig før i forsøget på at skabe nye unikke løs-

ninger og opfylde brugernes eksakte behov – men er det overhovedet noget godt? Hvornår er nok egentligt nok? Og hvordan kan vi imødegå konsekvenserne heraf? Dette forsøger vi at afklare i artiklerne ”More is Less”, og ”Kompakt by og spørgsmålet om fråseri”. Utugt I ”Er du tro?” og ”Har du lyst?” undersøger vi utugtsbegrebet. Hovmod og grådighed I ”Hovmod og masser af Boing! Boing!” ser vi på den hårfine grænse mellem selvtillid og hovmod, og drager en parallel mellem BIG og Nik & Jay. I ”Bent og Mads – a tragic love story” fortælles historien om, hvordan grådige tegnestuer misbruger deres praktikanter. Vrede og misundelse Men kan de negative kræfter bruges til noget positivt? I ”Vreden –i fire forklædninger” ser vi blandt andet på, hvordan vrede har været brugt som drivkraft i skabelsen af tidligere arkitektur. I ”Misundelse og den kreative proces” ser vi på konsekvenserne af at holde kortene tæt ind til kroppen i designprocesser.


I ”Syv syndige sæder” har de 7 dødssynder taget plads i Arne Jacobsens 7’er-stol, og vi har snakket med konceptmageren omkring, hvordan man gennem inspirationen i ”det grimme” kan skabe noget pænt. Dovenskab ” I fjernstyret afstand af fremtiden” forsøger vi at give et bud på, hvordan fremtiden kan se ud for os mennesker, når vi lader automatisering gøre os mere og mere dovne. Vi har set jer synde (dovne hunde) resultatet kan i kigge på i fotoreportagen ”forspring?”. Slutteligt har vi bedt jer læsere om at skrifte jeres synder, uddrag heraf kan I se i bladet. Vi siger tak for jeres bekendelser. Og tilgiver jer.

Velkommen til Kårk #22 Line Redaktør

02


SUPERBIA

03 hovmod sb. itk. -et; [‘håw.mo’ð] overdreven selvfølelse; overlegen arrogant el. nedladende opførsel hovmod står for fald (talemåde) en person der er hovmodig lider let nederlag, ofte pga. sit hovmod. SMS -åndshovmod HIST fra mnty. homot

delag*

egl. ‘højt sin-


HOVMOD OG MASSER AF BOING! BOING! af Susanne Kaas

05 I en gammel ombygget skole på Vesterbro i København er der højt til loftet her bor både Bjarke Ingels og Nik & Jay nemlig. BIG har i sin tid stået for ombygningen og Nik & Jay har skudt pengene i projektet, men ud over dette, hvad har Bjarke Ingels så egentlig til fælles med Nik & Jay? Og kan man ligefrem påstå, at Bjarke er for arkitekturen, hvad Nik & Jay er for musikken? Klassens frække drenge formår bedre end nogen andre i deres brancher, at promovere sig selv og de giver janteloven baghjul, når de trykker speederen i bund, for det går rigtigt stærkt. I mange kulturer betragtes hovmod som noget negativt og grænsen mellem det positivt ladede begreb ”højt selvværd” og (det absolut negative) ”hovmod” kan dog også virke flydende. Et kendt citat lyder: “Hovmod går forud for fald, ydmyghed forud for ære”. Retter man blikket mod Bjarke Ingels og Nik & Jay får piben hurtigt en anden lyd, for her kender hovmoden og selvtilliden ingen grænser og det er åbenbart opskriften på succes - for det går usædvanligt godt for alle parter.

For BIG og dermed Bjarkes Ingels vedkommende stod han i 2010 for indvielsen af den danske Expo pavillon i Shanghai, han åbnede nyt kontor i New York og sidst men ikke mindst sluttede han året af med at vinde The European Prize for Architecture. Nik & Jay er blandt Danmarks bedst sælgende pop-grupper og til april sender de et nyt album på gaden, som helt sikkert ikke kommer til at gå stille for sig, for de er bogstavelig talt svære at overse. Både Bjarke Ingels og Nik & Jay deler vandene. Men lige meget om man kan lide dem og det de laver eller ej, så inspirerer og fascinerer de mange med deres drengede charme og legende, umiddelbare tilgang til fagene. Uanset om det er måden de skruer en sang sammen eller designer en bygning på, er deres koncepter logiske, på grænsen til det naive og kan let provokere, for det virker næsten for nemt. Man kan diskutere, om det altid er gennemarbejdet på alle planer, eller om det kun formår at forføre, når musikken spiller og humøret er højt - men måske er det i virkeligheden ikke det essentielle.


Retter man blikket mod Bjarke Ingels og Nik & Jay får piben hurtigt en anden lyd, for her kender hovmoden og selvtilliden ingen grænser og det er åbenbart opskriften på succes

I arkitekt- og musikbranchen, hvor det om noget handler om at sælge sin idé og sit produkt, kan man undre sig over, hvorfor der ikke findes flere i Danmark som Nik & Jay og Bjarke Ingels. Der er netop brug for folk, som formår at sætte spørgsmålstegn ved det gængse, udfordre normerne, vise hvordan man kan løse tingene på alternative måder og som sidst, men ikke mindst, ikke er bange for at skille sig ud fra mængden. Vi burde alle hylde anti-janteloven, for hvad gavner det, at andre dikterer, hvad vi bør tænke om os selv og hvad vi bør tænke om vores egne evner? Tværtimod er det vigtigt, at vi alle en gang i mellem sætter hatten på skrå, skråler ”Boing! Boing!” og ikke er bange for at vise, hvem vi er og hvad vi kan.

06


AVARITIA

07 grådighed adj. -t, -e; -ere, -st ; [‘grå.ði] ivrig efter at eje el. få så meget som muligt af noget; ofte umådeholdent og uden hensyn til andre . ofte i forb. med intagelse af mad og drikke el. nydelse af sex og erotik (især nedsættende) ; SYN grisk, forslugen sb. eng. greedy, afl. af oldn. gráðr, ‘begær, hunger’, it. eng. greed ‘grådighed, griskhed’. AFL.SUFF grådighed HIST. oldn. gráðugr,


IT´S MINE, IT´S ALL

MIIINE!

Grådighed

MN


BENT OG MADS – A TRAGIC LOVE STORY af Pit Herold

09 September 2010 rapporterede Arki-

tektforbundet en ledighed på 9,8 % blandt arkitekter. For nyuddannede var ledigheden på 38,9 %. (”Arkitekten” December 2010.) Klokken er 8:30. Kvæget drives ind. En ældre herre sveder og tørrer panden i sin krøllede (men dyre) skjorte. Han hedder Bent. For 5 år siden fangede han sin første praktikant og siden er horden vokset langsomt men sikkert. Det var lige i den tid hvor teamet følte det hverken havde tid eller overskud tilbage, at himlen pludseligt lukkede sig op, en lysende skabning steg ned og forkyndende at praktikanter ”nu er gratis i praktikperioden på 3-5 mdr.” Der kom aldrig et låg på hvor mange praktikanter en enkelt tegnestue måtte have på én gang, så Bent var tit ude med lassoen. Bent kunne godt li’ ordet ”Gratis”. “At ”de danske tegnestuer er kommet ud på den internationale scene har (…) betydet en stor interesse fra udenlandske studerende. Staten har derfor forsøgt at præcisere deres krav til de udenlandske arkitektpraktikanters arbejdsforhold, der sikrer dem en løn svarende til SU-taksten på lidt over

de 5000 kr, medmindre de allerede har studiestøtte med hjemmefra.” [uddrag af ”stud.billig.arch” af Rasmus Brønnum, arkitekt MAA, November 2010] Regler. Bent smilede for sig selv og hældte en ny kop kaffe op. Det var hurtigt gået op for ham og teamet, ligesom for resten af det danske tegnestuemiljø, at mange udenlandske praktikanter ikke er nær så godt beskyttede af deres respektive stater som de danske. Dermed kunne visse udenlandske praktikanter ”holdes” i op til 18 måneder på en minimal løn. Så længe tegnestuerne kan påvise at praktikanterne kan ”forsørge sig selv” på den løn de får, blander hverken den danske stat eller praktikantens eget land sig særlig meget i detaljerne. Mange af de store danske tegnestuer har et højt forbrug af praktikanter. Som eksempel kan BIG nævnes. BIG har i senere tid vundet stor internationalt interesse, men er samtidig en af de tegnestuer med flest udenlandske praktikanter. Ifølge et indslag på DR P1 om ”Praktikanter i Arkitektbranchen” er 40 ud af 105 ansatte hos BIG udenlandske praktikanter. Man kan altid argu-


mentere for at den økonomiske krise har gjort det alt for svært for de små tegnestuer at klare sig uden den billige arbejdskraft som (udenlandske-) praktikanter repræsenterer. Mange mindre tegnestuer har slet ikke råd til at tabe en konkurrence medmindre der er 1-2 praktikanter på holdet. Men hvad så med de store tegnestuer? Mads kigger over på Bent. Han har ikke noget kaffe. Han er praktikant. I den 10 ugers periode han er praktikant hos teamet på et af landets største tegnestuer, er der cirka 80-85 ansatte. 40-42 er praktikanter. Heraf er cirka ¾ udenlandske praktikanter. Mads søgte ind til den store tegnestue da han havde drømme og ambitioner om en mulighed for at havde indflydelse på projekter på et internationalt plan ”…med store armbevægelser, store progressive projekter og byggerier…” Mads blev hurtigt klogere. ”Jeg ser det ikke som spildt tid, jeg er bare ikke imponeret over tegnestuens virke på samme måde længere” udtrykker han det selv.

”Slave [sla-wə] sb. –n, -r, -me en retsløs person, som er berøvet sin frihed fordi han er ejet af en anden person og som er tvunget til at arbejde for denne.” - Politikens Nudansk Ordbog

Klokken er 20:47. Kvæget er stadig i deres båse. Bent er tilfreds. Projektet til næste fredag bliver alligevel færdigt i tide. Fremragende. Han går en tur i gangene, som han plejer. Drikker en lille danskvand, som han plejer. Besvarer to spørgsmål, kort. Så går han tilbage og tegner færdigt. Mads er udmattet. Det er torsdag aften og det er allerede tredje gang i denne uge han sidder der ”after hours”. Men han brokker sig ikke. Han var jo sådan set nogenlunde forberedt på at dette ville ske. Men at det ville være så ofte… Og at det altid ville være ulønnet… Ikke nok med at han ikke fik udbetalt penge, han synes også at det blev mere og mere sjældent at han fik udbetalt ”valuable experiences”. Han var bare glad for at han ikke var på samme ulønnede lange kontrakt som nogle af de udenlandske praktikanter og i det mindste fik S.U.

10


11 Mads’ kæreste forstod ikke hvorfor han aldrig var hjemme længere. 10 timer om dagen, 5-6 dage om ugen og en kæreste, som altid var ”on-call” var for meget for hende. Han prøvede at forklare hende hvor meget det styrkede hans CV. Hvor mange vigtige erfaringer han måske kunne samle. Hun sov alligevel med ryggen til ham den aften. ”Skat, det er bare en uskreven regel, at hvis nogen fra ens team er på tegnesalen, så er man også selv…” havde Mads prøvet at forklare hende. Hun gad ikke at høre om det. Bent shipper den næste Autocad-opgave i Mads’ retning. Han hader det lort. Heldigvis er mange af praktikanterne hurtige til computerarbejdet. “Learn by doing”, som han plejer at sige.

Mette Carstad, formand for Arkitektforbundet, var en af dem, der kommenterede på artiklen/blogindlægget: ”Arkitektforbundet mener, at et praktikophold på en arkitektarbejdsplads er en vigtig del af arkitektuddannelsen. Man får SU under opholdet, og virksomheden skal sætte ressourcer af på at give praktikanten et lærerigt forløb. Men det lykkes ikke lige godt altid, og derfor er jeg rigtig glad for, at Arkitektskolen arbejder med forbedret struktur og indhold i arkitektpraktikken.” Både Arkitektforbundet og arkitektskolerne er altså klar over at dette problem eksisterer. Spørgsmålet er så bare, hvad løsningen på problemet er? (Artiklen er baseret på et interview med en forhen-

---------

værende praktikant på en af landets store tegnestuer, personens navn er ændret da han ønsker

Da Rasmus Brønnum i November 2010 skrev en artikel som gjorde opmærksom på udnyttelse af praktikanter i arkitektfaglig sammenhæng, fik han mange gode, konstruktive kommentarer på sit blogindlæg.

at forblive anonym. Yderligere information er hentet fra ”Arkitekten”, Rasmus Brønnums blog og Arkitektforbundets hjemmeside.)


MORE IS LESS af Jon Andersen

I Danmark sidder klodens lykkeligste folk. Takket være en høj vestlig levestandard og tilpas fortrængning af småproblemer såsom ringe kræftbehandlingsstatistikker, ftalater i legetøj, supersygehuse (for?) langt mod vest og deslige, går de fleste mennesker tilsyneladende rundt med et fedt smil på læben. Godt hjulpet på vej af pillerne i natbordet hjemme på Rolighedsvej. Og der er egentlig ikke noget at sige til, at så mange tyer til kemien for at opretholde overblikket og det lyse sind, når alle os stakler hver dag skal træffe så forbandet mange valg – og forhåbentlig være nogenlunde tilfredse med dem bagefter. At træffe de rigtige valg – eller at undgå at træffe nogen valg overhovedet – er blevet en afgørende kunst, for jo flere alternativer der er, jo større er risikoen for at vælge forkert. Valg og autonomi Den amerikanske psykolog Barry Schwartz tegner et overraskende dystert billede af det moderne samfunds væld af muligheder: På trods af at de vestlige samfund gennem de seneste 30 år har oplevet en eksplosiv økonomisk vækst og en dertilhørende stigning i udbuddet på stort set alt, har det

ikke været muligt at konstatere nogen væsentlig stigning i befolkningernes lykke. Forestillingen om flere valgmuligheder og den dertilhørende øgede individuelle autonomi som et ubetinget gode står altså for fald. Ikke fordi øget valgfrihed i sig selv er et problem – vi er jo ikke kommunister – men på grund af mange menneskers dårlige forvaltning af denne frihed. For vi er blevet grådige. Grådighed Mit studium skal gerne kunne det hele: Tilfredsstille mine akademiske interesser og ambitioner, have gode jobmuligheder, være personligt udviklende og socialt engagerende, og ikke mindst eftertragtet nok til at det ikke trækker nedad når jeg står nede på Kurts Mor (værtshus i Århus, red.) fredag aften og prøver at score hende den søde blondine. Ligeledes har jeg krav og betingelser til så meget andet i mit liv, og indrømmer blankt at en del af dem er helt og aldeles ufravigelige. Fordi jeg er forvænt. Forvænt med et væld af muligheder, der sikrer at der et eller andet sted må være lige netop den løsning, der lever op til alle mine krav. Og det er kun rimeligt og fornuftigt

12


13 – og ikke mindst forventeligt – at jeg før eller siden finder den løsning, der på smukkeste vis møder disse krav. Så vidt er flere valg et gode. Men så sniger der sig en grådig tvivl ind: Er denne løsning den absolut bedste? Tvivlen Sidste år erhvervede jeg mig et spejlreflekskamera, der imødekom mine krav: Fornuftig pris, godt objektiv (så jeg senere kunne nøjes med at opgradere huset), klaret sig godt i tests, billig medfølgende uheldsforsikring og købt i en butik nær skolen, så eventuelle reklamationer kunne foregå smertefrit. Og jeg var meget glad for kameraet – indtil tvivlen begyndte at indsnige sig i mit stakkels sind. Der fandtes jo andre kit på markedet. Og andre mærker, der egentlig i test havde vist sig bedre på nogle parametre. Og alle mine medstuderende rendte tilsyneladende rundt med kameraer af konkurrerende producenter om halsen og bidrog til min voksende følelse af at have forpasset chancen til at eje et godt kamera. Når forpassede muligheder og valg indgår centralt i regnskabet over tilfredsheden med ens valg, kalder Schwartz

det maximizing. Og det er i virkeligheden her at hunden ligger begravet: Når jeg vælger som en maximizer, trækker de alternative valgmuligheder ned i min tilfredshed over de valg jeg har truffet, og jo flere muligheder der var, jo mere utilfreds bliver jeg med mit valg. Samfundets svøbe er, at stadigt flere bliver maximizers i stadigt flere aspekter af deres liv. Det overvældende udbud af indbyrdes konkurrerende produkter og services gør os mindre lykkelige, fordi vi insisterer på at fortsætte jagten på det perfekte – selv efter vores mål er nået. Det er forkælet. Og grådigt. More is less. Valgets værdi Lad os for en kort bemærkning vende tilbage til blondinen på Kurts Mor og de medstuderendes kameraer. De udtrykker mine bekymringer for mine valgs ekspressive værdi. Der er lidt mere coolness over at præsentere sig som arkitektstuderende – den flygtige boheme med øje for sand skønhed – end som colaafhængig datalogistuderende med hang til World of Warcraft og Counter Strike. Når alle bruger Nikon er det en smule kikset at bruge Canon – eller omvendt. Og helt galt er det at komme


Ikke fordi øget valgfrihed i sig selv er et problem – vi er jo ikke kommunister – men på grund af mange menneskers dårlige forvaltning af denne frihed

slæbende med et Minolta – ”Jamen det mærke bruger arkitektstuderende flittigt. I Skt. Petersborg.” Vore valg afspejler, hvordan vi vil opfattes, og med næsten ubegrænsede valgmuligheder har vi rig mulighed for at skabe lige præcis den identitet, vi ønsker. Kunsten består i at træffe sine valg uden at se sig tilbage.

14


LUXURIA

15 utugt sb. fk. -en; [‘u.tågd] (former for) seksuelt samvær der traditionelt ikke tillades af samfundet, især sex uden for ægteskabet; SYN usædelighed HIST.

efter nty. untucht.jt. tugt.


HAR DU LYST? af Marianne Kasten & Line Feldfos

17 Byen er en levende pulserende organ-

isme. Her er plads til alt, rum for alt. Den rummer mangfoldigheden. Her er mennesker, bygninger, rum og mellemrum. Byen transformeres; dagslyset forsvinder og røde lamper tændes. Utugt. Det, der før var skjult, lyser op - en anden verden kommer til live.

Når mørket falder over byen udviskes de forbipasserendes kendetegn. De går fra at være genkendelige individer til at blive en del af den mørke masse af anonyme silhuetter. Det er som om mørket giver mennesker mod − mod til at stå ved deres lyster og føre dem ud i livet. De rum, der i dagslys ikke gør sig særligt bemærket, bliver om aftenen styrket af røde lamper, lysstofrør eller et ”åben”skilt. Man drages af lyset, men fornemmer samtidigt, at dette er et sted, hvor folk kommer og går − det ejes af alle, men alligevel ikke af nogen. Disse steder befinder sig på centrale gader i byen. Tegnene på utugt er der døgnet rundt og afslører det lukkede land, der er åbent for alle. Men øjnene ser, hvad de gerne vil se, og stederne træder oftest

frem når man er opmærksom på dem. Stederne får os til at fantasere på forskellig vis – Er der åbent? Hvad sker der bag døren? Hvad sælger de? …men om man får svar på sine spørgsmål er op til en selv, man bestemmer selv om man lukker op eller af for ”det forbudte”. Selvom stederne overordnet tilbyder det samme, er de meget forskellige; nogle steder mødes man af en massiv dør, tremmer for vinduerne og døre uden håndtag, mens andre steder byder velkommen med blinkende lys, farvede pærer eller skilte, der indikerer, at der er åbent. Der er langt fra butikkernes udstillingsvinduer til bordellernes dunkle facader, hvilket indikerer utugtens mangfoldighed. Her er plads til alt lige fra indkøb af plyshåndjern og hemmelige møder til udlevelse af sine mørkeste fantasier.

Utugtens rum er for alle. Ta’ for dig!


Århus C: Her er alt hvad hjertet begærer

18

Mødesteder Bordeller Butikker


63


The looks of lust...


ER DU TRO? af Lena Gade og Mathilde Gludsted

21

Kære institut Måske hvis de andre ikke lokkede mig så meget, hev i mig, fristede. Så var det nemmere. Jeg har altid vidst det var dig, tror jeg. Du har været mit sidste førstevalg, min sikkerhed. Jeg lovede dig fordybelse, du lover tryghed og intimitet. Men mine tanker svæver væk, når foråret nærmer sig. Nu er der åbnet op, til et tagselvbord jeg ikke kan håndtere. Alle de forskellige valg, alle de smage, farver. Alt i mig lokkes, jeg trækkes væk og flyder ud. Noget i mig er klar over, at jeg skal være konsekvent. Vælge en vej igennem alle fristelserne, og holde min sti ren. Være dig tro. Jeg burde holde øjnene på målet, jeg burde være rationel og fornuftig. Du burde stå, helt klart for mig, som mit eneste. Jeg siger at det er dig, hvis jeg bliver spurgt, jeg sig det er dig hvis jeg ikke gider forklare mig. Men i al offentlig hemmelighed, flirter jeg med de andre. Noget trækker i mig, viser mig nye veje at gå, og jeg vil have det hele. Du opløses, og jeg knalder uden om.


Kære projekt

Kære studerende

Jeg har kælet for dig i en hel uge nu, fundet dig lige så stille. Du har gemt dig for mig længe, til tider troede jeg ikke du fandtes. Jeg ville dig så meget, noget i mig brændte efter at se dig komme imod mig. Jeg har formet dig, defineret dig og skærpet dine former. Modelleret dig frem fra ingenting, gjort dig smuk. Og nu ligger du der, sårbar og krøllet sammen. Nøgen.

Du skøjter overfladisk igennem semestrene, ænser ikke dybden i alt omkring dig. Den intense nysgerrighed du ejede, da ”arkitekt” blev skrevet øverst på din liste, er forsvundet. Glemt. Du samler små tråde op, lader dem flagre efter dig. Ufærdige, filtret. Du griber fat i alting omkring dig, men holder ikke fast i noget. Du hylder de organiske former, men har spidse albuer. Du fylder din kalender, vil nå det hele, falder over det halve. Engagerer dig, men fremmøder kun som et tomt hylster.

Mine tanker er vendt, de kom og gav dig et enkelt blik. Misbilligende mine. Jeg tvivler på mig selv. Mest af alt tvivler jeg på dig. Du ligger der som et spejlbillede af mine evner, som et manifest af mine mangler og min naivitet. Jeg bliver flov over dig, de linier jeg gav dig. Det var ikke din skyld, du var der bare. Jeg bilder mig selv ind, at jeg vil tage dig tilbage engang. Jeg gemmer dig til senere. Men inderst inde ved jeg godt at jeg ikke kan tro på os to endnu en gang. Jeg starter igen forfra, og jeg har efterhånden for nemt ved at gøre det.

Du ser kun det tomme CV for dig, du ser kun mistede chancer. Du kom med en brændende lidenskab, med et ønske om at blive, ikke den bedste, men blive noget. Men hvad driver dig frem nu? Angsten for røde tal, angsten for fordybelse. Angsten for at gå glip af noget, at blive overhalet indenom?

22


INVIDIA

23 misundelse sb. fk. -n; [‘mis.ån’else] følelse af bitterhed, ærgelse og af afmagt, fremkaldt af en andens materielle ejendom, egenskaber, succes, el. held; SYN (gl) avind; jf. jalousi.


MISUNDELSE OG DEN KREATIVE PROCES af Mette Volf. Introduktion af Anna Karnov

25 Som studerende på Arkitektskolen Århus foregår det meste af ens liv på tegnesalen. Her foregår sparring de studerende imellem, hvilket er en essentiel del af vores læring. I sparringsprocessen får man nye inputs, konstruktiv kritik, supplementer til brainstorm, og man lærer at begå sig i gruppearbejde og så videre. Alt i alt er sparring en positiv og udbytterig del af den kreative proces. Desværre ses det ofte på tegnesalene at folk ikke vil sparre og holder deres idéer for dem selv, i frygt for at nogen stjæler deres gode idé. Med andre ord, bliver kortene holdt tæt på kroppen. Ph.d.-studerende Mette Volf har skrevet bogen ”Design - proces og metode” omhandlende designfagets kreative udviklingsprocesser. Vi har derfor bedt hende reflektere over, hvordan man bruger sparring i den kreative proces, og hvilke konsekvenser det har for ens - og andres - projekter, hvis man holder kortene tæt på hånden.

Misundelse er et trist fænomen. Lad mig starte med at slå det fast. Misundelse er et af de fænomener, som er svært at sige noget som helst positivt om. Det gælder i almindelighed og det

gælder i forhold til den kreative proces. Det centrale i misundelse er en fornemmelse af, at en anden er i en bedre situation, end man selv er. Misundelse er forbundet med en følelse eller et ønske om at have det, en anden har. Det kan være egenskaber, status, ejendele eller – for at vende tilbage til den kreative proces – det kan være idéer eller evnen til at skabe idéer. Vi er idémagere Kreativitet er et bredt begreb, som synes svært at definere i daglig tale og selvom der ifølge psykolog T. Mikkelsen heller ikke inden for forskningen er enighed om, hvad kreativitet helt præcist betyder, forbindes begrebet ofte med det at kunne skabe idéer. Også indenfor designpraksis synes det at kunne skabe ideéer at hænge sammen med opfattelsen af at være kreativ. Og ikke alene sættes der ofte lighedstegn mellem det at være kreativ og det at kunne skabe idéer - det at kunne skabe idéer synes at være forbundet med en vis status blandt designere. Som en designer, jeg interviewede i forbindelse med det forskningsprojekt som jeg pt. arbejder med og som omhandler strate-


Hvis man altid ”holder kortene tæt til kroppen” og ikke ønsker at deltage i fællesskabet, så risikerer man ikke noget, men der er således også fare for, at man heller ikke lærer de sociale koder at kende

gier, der ikke er en bevidst del af designerens metodiske tilgang, men i stedet en internaliseret del af designmiljøets kollektive livsverden, udtalte med stolthed i stemmen: ”Vi er idémagere”. Idéer er processens brændstof Designerens proces er naturligvis mere end blot det at kunne skabe idéer. Det er også – kort fortalt - at kunne få øje på og være i stand til at undersøge relevante problemstillinger samt på den baggrund at udvikle og implementere de mest hensigtsmæssige løsninger. Men idéer er helt centrale i designerens proces – de er processens brændstof. Er det nok at holde sine idéer for sig selv? Når idéer således kan opfattes som noget værdifuldt og som noget der er forbundet med en vis status, er det måske heller ikke så underligt – selvom det selvfølgelig er trist - at man som designer kan være misundelig på de som er gode til at skabe idéer. Og at man selv gerne ville være i besiddelse af ”den gode idé”. Men er der så ikke også belæg for at være bange for at andre stjæler ens

gode idé? Til det må man vel svare: ”det er der vel”. Det vidner ikke alene vores retssystem om. En større og større del af juridiske opgaver omhandler immateriel ret og nærmere betegnet – som er interessant i dette tilfælde - ophavsrettighedskrænkelsessager, som omhandler strid om, hvem der har rettigheder til idé og design1. Også fra designprofessionens egen verden findes der forskellige tiltag fx hemmelighedsholdelsesklausuler til at sikre sig, at andre ikke stjæler ens idé og design. Men er det så ikke ok at ”holde sine idéer for sig selv”? Måske. Men her er det måske på sin plads at reflektere over spørgsmålet i forhold til bestemte kontekster. Er man eksempelvis kollegaer på en tegnestue, der samarbejder for at skaffe og løse de mest interessante opgaver - eller er man konkurrenter, der kæmper om at gøre sig fortjent til at få de bedste opgaver – eller er man studerende, der indgår i en læringssituation? Som kollegaer i en samarbejdssituation synes det umiddelbart dumt af flere forskellige årsager, som jeg nedenstående vender tilbage til, ”at holde kortene tæt til kroppen”. Som konkurrenter kan det synes at være forbundet

26


27 med en vis logik at gøre det. Men hvordan forholder det sig med studerende, der skal udvikle sig og lære at håndtere begge situationer? Man skal som design- og arkitektstuderende bl.a. lære at skabe idéer og gennemføre en proces for på sigt at kunne leve af det. Og hvis man - som jeg – betragter designprocessen som et socialt fænomen betyder det også, at man skal lære at kunne begå sig og indgå i designmiljøets kollektive livsverden og forstå de internaliserede strategier og metoder, der er forbundet hermed. De fleste designere er enige om, at man lærer at designe ved at designe. ”Learning by doing” er fremgangsmåden. Man prøver sig frem, og efterhånden som man socialiseres ind i faget, lærer man, hvordan man gør. Den gennemgående metode som en samtale med en given situations materialer Ifølge filosoffen D. A. Schön - som skrev bogen ”den reflekterende praktiker” der udkom i 1983 og som er et opgør med den epistemologi, han kalder for den tekniske rationalitetsmodel - kan desig-

nerens gennemgående metode betragtes som, det Schön kalder, ”en konversation eller en samtale med en given situations materialer.” Schön henter sin argumentation gennem kortlægning og analyser af forskellige dialoger mellem vejledere og studerende. Han forklarer, at designerens proces er kompleks og at designerens valg derfor ofte resulterer i utilsigtede konsekvenser. Når dette sker, kan designeren vælge at bruge disse utilsigtede resultater som han selv har givet anledning til, ved at anerkende og forstå disse og bruge dem til at foretage nye valg - eller han kan vælge at afvise dem. Det er disse utilsigtede resultater, der gør, at designeren anerkender situationen som noget, der har sit eget liv, et liv, der er forskelligt fra hans intentioner, og som kan komme på tværs af hans projekt og afslører nye betydninger. Designeren former situationen i overensstemmelse med sin oprindelige opfattelse af den. Situationen ”svarer så igen”, hvorpå designeren svarer på situationens talen tilbage. ”Hvis det har været en god fomgivningsproces, så vil konversationen med situationen være reflekterende. Som svar på situationens


At vi, når vi - med hvert vores repertoire - deltager ind i en idégenereringsproces kan skabe noget mere, noget andet og som regel noget bedre, end når vi blot arbejder hver især

svaren-igen reflekterer formgiveren i handlingen med hensyn til problemets konstruktion, handlingsstrategier eller den fænomenmodel, som implicit har ligget i hans valg.” Gennem denne reflekterende samtale, som designeren har med situationen, forsøger designeren at løse det redefinerede problem - de nye fund - som kræver ny refleksion-i-handling. På den måde er designerens proces en iterativ proces, der fører gennem forståelse, over handling og frem til ny forståelse. ”Man kommer til en forståelse af den unikke og uklare situation gennem forsøget på at ændre den, samtidigt med at den ændres gennem forsøget på at forstå den. Det er selve processens skelet” argumenterer Schön. Når designeren arbejder i teams – hvilket er blevet mere og mere almindeligt – er designeren ikke længere udelukkende i dialog med sig selv og de refleksioner, han eller hun gør sig på baggrund af egne handlinger. Når designeren arbejder i teams, er han eller hun i dialog med andre mennesker som indgår i teamet. Disse andre kan – med deres forskellige repertoire og uudtalte

normer - således betragtes som det at indgå i processen som en del af den givne situations materialer. At skabe rum til at turde at være kreativ Flere og flere designprocesser foregår i teams og flere og flere virksomheder benytter idégenereringsworkshops, hvor forskellige fagligheder inviteres til i fællesskab at skabe idéer. Designafdelingen hos Arkitema er et godt eksempel på en virksomhed, der iscenesætter sådanne workshops, hvor også kunder og kommende brugerne inviteres til at deltage. At kunne indgå i sådanne teams kræver sociale kompetencer. Det er ikke til-

strækkeligt, at vide hvordan man kan skabe idéer. Det er også nødvendigt

28


29 at vide, hvordan begår sig socialt i designmiljøets kollektive livsverden. Her tænker jeg bl.a. på en væsentlig social kompetence, nemlig evnen til at skabe tillid og rum til at deltagerne tør være kreative. Det er også for nogen, noget man skal lære og øve sig på. Hvis man altid ”holder kortene tæt til kroppen” og ikke ønsker at deltage i fællesskabet, så risikerer man ikke noget, men der er således også fare for,

at man heller ikke lærer de sociale koder at kende – eller de internaliserede strategier og metoder, der er forbundet hermed. I den forbindelse kan det også være hensigtsmæssigt at være i stand til at kunne udføre det sociologen E. Goffman ville kalde ansigtsarbejde. At tabe ansigt, er et dagligdagsudtryk, der bruges om nogen, der opfører sig pinligt, blotter sig eller som Goffman formulerer det: bærer det forkerte an-


sigt eller er uden ansigt. Ansigtsarbejde udføres bevidst eller ubevidst for at opretholde den rituelle orden, når en eller flere i et møde er ved at tabe ansigt. Ansigtsarbejde synes således at være en væsentlig del af omtalte idégenreringsworkshops. Det er medvirkende til at skabe rum, hvor det er ok at dumme sig uden at være bange for at tabe ansigt. 2+2=5 Og endelig er det helt essentielt at kunne dele! At kunne dele viden, idéer og associationer. At dele for at lade sig inspirere af hinanden. Jeg hørte en gang en kollega sige: ”viden og kærlighed er noget af det eneste her i verden som man kan dele uden at man får mindre ud af det.” Om det er det eneste her i verden, skal jeg ikke gøre mig klog på, men de fleste, der har elsket gengældt, vil nok give hende ret i, at kærligheden vokser i takt med, at man deler den med andre.

Det er min erfaring, at viden ligeledes kan deles uden af man mister. Og at man snare tværtimod bliver beriget ved at dele viden og erfaringer med andre. Jeg tror, mange designere vil give mig ret i at ”når jeg associerer videre på dine idéer og du associerer videre på mine idéer” så bliver min viden og din viden til sammen til mere end vores viden. At vi, når vi - med hvert vores repertoire - deltager ind i en idégenereringssproces kan skabe noget mere, noget andet og som regel noget bedre, end når vi blot arbejder hver især. Med udgangspunkt i ovenstående forekommer det mig derfor væsentligt, at design- og arkitektstuderende ikke blot lærer at skabe idéer og at kunne gennemføre en designproces, men at de - som skrevet - også lærer at kunne begå sig og indgå i designmiljøets kollektive livsverden. Her gælder det om, at forstå de internaliserede strategier og metoder, der er forbundet hermed og som synes hensigtsmæssig i kollektive idégenereringsprocesser og som indbefatter at de som designog arkitektstuderende dels kan være medvirkende til at skabe tillid og rum til at turde være kreative - dels at kunne

30


31 være i stand til at dele samt bygge videre på hinandens idéer. Afslutningsvis kan man så fundere lidt over, hvad ovenstående refleksioner egentlig har med misundelse at gøre. Og mit svar vil være: umiddelbart ikke ret meget. Følelsen skabes jo hos den, der føler sig forfordelt – hos den, der misunder andre deres idéer eller deres evner til at skabe idéer - og ikke hos dem, der kan og har. Det eneste, man måske kan tilføje, er, at man kan appellere til dem, der kan og har, til at de vil dele. Måske kan de også lære noget af det … 1

I mit virke som sagkyndig i forbindelse med udar-

bejdelse af formanalyser for advokatfirmaet BECHBRUUN, er jeg blevet gjort bekendt med at flere og flere advokatfirmaer får flere og flere sager af den karakter.

(LITTERATUR) Bono, de E., Lateral Thinking, PENGUIN BOOKS, 1967 Goffman, E., Social samhandling og mikrosociologi, Hans Reitzels Forlag 2004 Jakobsen, H.S og S.O. Rebsdorf, idéudvikling ved kreativ innovation, Gyldendal 2003 Lawson, B., How Designers Think, Architectural

Press, 1980/2006 Mikkelsen, T., kreativitetens psykologi, nyt nordisk forlag Arnold Busck, 2009 Schön, D.A., Den reflekterende praktiker, Basic Books, 1983


32 64

Misundelse er en grim ting


TEGNESERIE MANDEN

33

Tegneserie: Forfatter og idé; Jakob Taumann. Illustrationer; Thorbjørn Golles


34 64


GULA

35 fråse vb. -nu uofficiel, men meget alm. stavemåde; frås -r, -de, -t; [‘frå.sə] have et ødselt forbrug af noget; [NGN fråser (i/med NGT) AFL.SUFF fråsersb., fråseri sb. RODAFL. frås sb. HIST. fra mnty. vratzen, beslægtet ed ty. fressen ‘æde’; egl. ‘spise op, fortære’.


N책r du ejer en ting, ejer den ogs책 dig


KOMPAKTE BYER OG SPØRGSMÅLET OM FRÅSERI af Poul Bæk Pedersen

39 For et par år siden udgav Arkitektskolen Aarhus bogen ”Sustainable Compact City”, som jeg har været med til at skrive sammen med mine kolleger Charlotte Bundgaard og Peter Dahl her fra skolen. I bogen forsøgte vi som arkitekter og urban-designere at arbejde med kompakte bebyggelser og høj bytæthed. Vi var interesserede i at undersøge tæt bymiljø, fordi vi vidste at tæthed ofte er betingelsen for et levende bymiljø. Efter udgivelsen af bogen er jeg ofte blevet spurgt om fortætning er løsningen? Og jeg har svaret: Nej, fortætning er ikke en løsning på alle problemer, men samtidig er der ingen tvivl om, at man med udviklingen af en forholdsvis tæt urban struktur med spændende urbane miljøer, kan nedsætte behovet af både landskabsressourcer og andre materielle ressourcer. Alternativer til den åbne og diffuse by Når vi betragter de Europæiske byers vækst, afspejler den at 4/5 af den europæiske befolkning i dag bor i urbaniserede områder. Disse områder spreder sig i stigende grad ud over landskabet i større regionale bynetværk.

Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber og dens ekspertgruppe om bymiljø har igennem en længere årrække, ud fra ressourcehensyn, advaret mod urban sprawl, som er den situation hvor byen spreder sig i et tyndt lag ud over landskabet og anbefalet en mere kompakt byudvikling. I vores bog belyser vi alternativer til en åben og diffus udvikling af vore byer, og vi introducerer i stedet komprimerede og heterogene bydannelser. Målsætningen for projektet, som resulterede i bogen, er at undersøge bebyggelsestyper der kan understøtte en kompakt byudvikling med en tæt og blandet bebyggelse og vurdere deres evne til at nedbringe det urbane ressourceforbrug, samtidig med at man sikrer bomiljøer af høj kvalitet. Igennem udformning og undersøgelse af kendte og nye kompakte bebyggelsestyper, diskuterer vi såvel de ressourcemæssige dimensioner som de rumlige kvaliteter og arkitektoniske konsekvenser af at bygge tæt. I projektet kombineres arkitektoniske, landskabsmæssige og tekniske discipliner i udvikling og analyse af eksemplariske modeller for kompakte bebyggelsestyper.


En nytænkning af det offentlige rum, som i fremtiden skal kunne meget mere end det kan i dag.

Det var projektets formål at udvikle et redskab som kan producere viden og materiale og kan fungere som beslutningsgrundlag for omdannelse af vore byer, både i større masterplaner og ved udskrivning og bedømmelse af konkurrencer.

kvalitet. Når man arbejder med kompakt by balancerer man i spændingsfeltet mellem kompakthed, lavt ressourceforbrug og høj udnyttelsesgrad på den ene side, og krav til gode dagslysforhold, rumlig kvalitet og attraktive friarealer på den anden.

Kompakthed og kvalitet Det er logisk at høje bebyggelsestætheder optimerer anvendelsen af land og minimerer forbruget af vores landskab. Derudover reduceres behovet for nødvendig transport i byen og endelig kan det være en af betingelserne for at skabe levende byer med intens, urban aktivitet og med øget social, kulturel udveksling.

Hvis det ikke lykkes at balancere disse og skabe kvalitet i det kompakte, har det ingen fremtid. Her ligger en meget stor arkitektonisk udfordring hvis det skal lykkes at spare på ressourcer gennem at skabe spændende bymiljøer og bebyggelser.

Kompakthed understøtter bæredygtighed – på byniveau i form af mindre arealforbrug, mindre nødvendig transport, reduceret ressourceforbrug og koncentration af urbane funktioner – og på bygningsniveau i form af mindre overfladeareal i forhold til volumen og dermed lavere energi- og materialeforbrug samt optimering af konstruktion og installationer. Men diskussionen om kompakthed og ressourcer skal hænge sammen med krav om arkitektonisk- og bymæssig

Arkitektur og urban design Med udviklingen af nye kompakte bebyggelser kan man introducere utraditionelle rumdannelser i byen og i den enkelte bebyggelse. Bygningsvolumenernes udskæringer og gennemskæringer, der skal give dagslys i kompaktheden, skaber samtidigt nye former for gennemgange og opholdsarealer, både på byniveau og i forhold til den enkelte bebyggelses beboere. Samtidig er det nødvendigt at tænke utraditionelle friarealer ind i den kompakte by. En nytænkning af det offentlige rum, som i fremtiden skal kunne meget mere end det kan i dag.

40


41 Vi håber, at vi med bogen og vores diskussion af kompakt by kan være med til at udvikle redskaber, som kan producere viden og materiale, når vi skal lave arkitektur i større skala og urban design. Forhåbentlig kan vores bidrag til en arkitekturdiskussion af begrebet bebyggelsesprocent (mere kedeligt kan det ikke være) vise at vi som arkitekter, besidder de kvalifikationer der er brug for så vi kan skabe et materiale som kan fungere som beslutningsgrundlag for en anderledes urban udvikling. Det faglige perspektiv i hele diskussionen af kompakthed i byen, er at vi som arkitekter er i stand til med vores analyser og forslag at øge kvaliteterne i byarkitektur og urban design. Hvis vi så samtidig kan bidrage til lidt mindre fråseri, går det hele jo op i en højere enhed.


IRA

43 vrede sb. tk. -n ; [‘vræ.ðə] stærk sindsbevægelse som følge af krænkelse, forurettelse, ondskab e.l.; SYN harme, arrigskab; [vrede mod NGN, vrede over MGT/at...] SMS vredefølelse, -skrig, -udbrud HIST. oldn. reidi. nty. wrede afl.

vred.

af


VREDEN - I FIRE FORKLÆDNINGER af Leif Høgfeldt

45 ’Vreden’ er den fjerde af de syv dødssynder, der stammer fra et middelalderligt syn på menneskets frelse eller fortabelse i efterlivet. For den kendte italienske middelalderdigter Dante var de syv dødssynder et centralt motiv i Dantes Guddommelige Komedie. I digtet befandt synderne sig som syv cirkulære ruter rundt om Skærsildsbjerget mellem himmel og helvede - paradiso og inferno. For at opnå den ultimative udfrielse i himmelen måtte man i en opadgående spiral omkring bjerget bestå skærsildens syv prøvelser, ellers var man for evigt fortabt i en nedadgående bevægelse mod helvede. ’Vreden’ udgjorde en af de syv ruter rundt om Skærsildsbjerget, hvor man i sin prøvelse måtte defilere igennem kulsort røg med en følelse af fiskeskæl, der forårsagede en slem svien mod huden. For arkitekturen har ’vreden’ som fænomen haft langt mere indflydelse på de nedadgående destruktive faktorer, end den umiddelbart har deltaget i en opadgående positiv spiral. Et af de mest markante eksempler på dette findes i barokken, hvor ’vreden’ var en dominant medspiller i det bitre forhold mellem de to kendte arkitekter

Borromini og Bernini. Striden mellem dem startede allerede i en ung alder under opførelsen af Peterskirken i Rom. Borromini var udlært stenhugger og havde kæmpet sig op som assistent for sin onkel Carlo Maderno, der var ansvarlig for udbygning af Peterskirken. Da Maderno døde, blev det til Borrominis store skuffelse den elegante unge skulptør Bernini, der overtog ansvaret for byggeriet. Forholdet mellem de to var efter sigende så anstrengt at Bernini måtte sende Borromini væk for at stå for byggeriet af en beskeden, lille kirke på en sammenpresset grund, som fik navnet San Carlo alle Quattro Fontane. I dag ses kirken som en kulmination på barokkens komplekse formdannelser, men kan også ses som en konsekvens af Borrominis sublimerede vrede. Det lykkedes dog Borromini at tilegne sig selvstændige opgaver, men under Borrominis opførelse af S. Agnese kirken på Piazza Navone for Pamphilj familien, skulle Bernini efter sigende med suspekte metoder have tiltusket sig opgaven med udsmykning af pladsen foran kirken. Bedre blev det ikke, da han som en slet skjult hån lod den opførte udsmykning i form af en fontæne med menneskelignende skulpturer udtrykke


I dag ses kirken som en kulmination på barokkens komplekse formdannelser, men kan også ses som en konsekvens af Borrominis sublimerede vrede en rædsel vendt mod Borrominis kirkefacade, som om kirken var i færd med at styrte sammen over pladsen. I slutningen af sin karriere skabte Borromini en generel uvilje imod sig fra alle sider med sin allestedsnærværende vrede og vrissenhed, som til slut resulterede i at han forblindet af vrede slog en af sine medarbejdere ihjel og kastede sig med døden til følge ind i et sværd, med et sind der var som opslugt af den sorte røg og de omklamrende fiskeskæl fra Dantes skærsildsberetning.

frem som fortalere og udtrykke kollektiv vrede og harme imod andre gruppers arkitekturideologier. ’Vreden’ kunne ud over at være oprigtig ment også bruges som en form for propagandaformidling til masserne igennem de aktuelle medier. I Viktoriatidens England i det 19. århundrede opstod der således et skarpt og vredt opgør mellem de tidsmæssigt parallelle stilretninger klassicismen og nygotikken, repræsenteret henholdsvis ved arkitekterne Decimus Burton og Augustus Pugin.

Nu er det nok mere reglen end undtagelsen, at ’vreden’ sammen med adskillige andre af de syv dødssynder i mere eller mindre grad præger forholdet arkitekter imellem. Med oplysningstidens klassificeringstrang blev arkitekten bevidst om, at man designede arkitektur i en bestemt stil sammen med beslægtede åndsfæller og i direkte modstrid med andre arkitekters stilretninger og ideologier. Dermed var der skabt grobund for en anden type af vredesudbrud og konflikt mellem arkitekter, end den, der før kun bundede i snævre personlige interesser. Nu kunne fremtrædende personligheder for hver deres stilretning træde

Med de mange avantgardebevægelser i begyndelsen af det tyvende århundrede fortsatte den vrede ideologiske ’isme’-propaganda. Det var avantgardens forsøg på at hæve sig op på et ’overmenneskelige’ plan og derved efter Nietzsches forbillede at bevæge samfundet fremad mod nye mål væk fra den borgerlige statiske slaphed. Herved dukkede ’vreden’ frem igen. Denne gang ikke holdt snævert inden for arkitekternes egne cirkler, men mellem den avantgardistiske arkitekt og den borgerliggjorte medborger. Det kom eksempelvis til udtryk, da fru Schröder i 1924 havde fået arkitekten G. Rietveld til at bygge et lille fint hus

46


Med oplysningstidens klassificeringstrang blev arkitekten bevidst om, at man designede arkitektur i en bestemt stil sammen med beslægtede åndsfæller…

47 i hvid og farvet modernistisk stil for enden af en rød rækkehusbebyggelse i tegl i den hollandske by Utrecht. Husets utilpassethed virkede provokativ på kvarterets naboer. Huspriserne faldt da ingen ville bo i nærheden af denne fremmedartede gevækst og i vredesudbrud over dette begyndte folk at kaste sten ind gennem vinduerne for at få fru Schröder til at flytte, hvilket hun dog ikke gjorde. ’Vreden’ som en ultimativ destruktiv infernalsk kraft i forhold til arkitektur kom til udtryk under 2. Verdenskrig, der i modsætning til 1. Verdenskrigs stillingskrig var en mobil krig og af den årsag bredte sig langt omkring og forårsagede megen materiel skade. Under krigen blev der foretaget forskelligartede handlinger, der kan tolkes som en bevidst statslig propagandistisk aktivering af menneskers latente vrede. Den tyske krigspropaganda bearbejdede befolkningens mentale holdning, så det var lettere at plante ’vreden’ i dem mod bestemte befolkningsgrupper, med efterfølgende afbrændinger og udryddelser af arkitektur, der på nogen måde havde uønskede symbolske værdier.

Modsat indledte de allierede en agiterende tone i krigens slutning, der skabte en kollektiv vrede, som retfærdiggjorde udryddelsen af tyske kulturbyer, eksempelvis Dresden. ’Vreden’ blev i middelalderen koblet sammen med Satan. Det er en ubehagelig størrelse, der vedvarende findes, og som kræver en indre personlig bearbejdelse for at skabe fornøden immunitet. Det er konstant vigtigt at hæve sig over den sorte røg fra Dantes Skærsildsbjerg og frigøre kroppens klæbende fiskeskæl.


Fotos: Jannie Stentoft & Thomas Dudzinski


ACEDIA

51 dovenskab sb. fk. -en; [‘dåwen.sgå.b] det at være doven; SYN, ladhed


Dovenskab


FORSPRING? fotos af Line Feldfos og Marianne Kasten

1 cm fra eller til


Det store forspring – den lille genvej


55

De efterladte kander


so close, but yet so far‌

56

[rhitttzz]


Illustration: Jørn Lambertsen


I FJERNSTYRET AFSTAND AF FREMTIDEN tekst og illustration af Iben Marie Schou

Fra menneskeabens første brug af redskaber, har verden, gennem menneskets design, udviklet og ændret sig i en løbende forvandling til et elektronisk Utopia. Artens overlevelse er afhængig af udviklingen af redskabet, se bare Darwins evolutionsrække, hvor forholdsvis veludviklede redskaber allerede figurerer i et krumbøjet tredje led. Der er ikke det uopståede problem, som ikke kan opfindes for så at løses. Men hvad sker der når designere af alle slags står i kø for at afdække uafklarede behov og tilfredsstille bekvemme forbrugere? Opfindelser er penge og udvikling. Industrier appellerer til menneskets dovenskab ved at automatisere, og missionen er at gøre hverdagen nemmere. Eller hvad? ”Første gang er gratis!” −Fjernstyring, dét er smart! Så smart at man faktisk bare skal røre en finger for at få et ønske opfyldt. Det er en opfindelse som forenkler hverdagen for den bekvemme forbruger og yder en ekstra service til mange af menneskets utallige andre servicerende genistreger af opfindelser.

Fjernbetjening som begreb er kommet for at blive. Det er i dag muligt at fjernestyre alt fra sit stegetermometer, helikoptere, overvågningsfly, centralvarme, skolens projektorer til parallelparkeringer, dette forudsætter selvfølgelig, at du er indehaver af det fjernbetjente, men tænk over, hvordan man i dag også er i fjernbetjent kontrol af sit liv. Man behøver ikke længere at tage ud i verden, men kan opleve, blive underholdt og interagere med andre mennesker i virtuelle rum −som lægger sig tættere og tættere op ad den virkelighed vi kender. Hvis man virkelig skal ’bestille’ noget, så skal man jo gøre det på nettet. Dovenskab, det at være doven, vil sige at man ikke vil anstrenge sig fysisk for at udrette noget. Fjernbetjening gør livet nemmere, giver dig tid og gør dig lykkeligere, men kan man ende med at være så hjulpet af sit udstyr, at man pacificeres? Lad os mindes fortiden og se på en hurtig skitsering af fjernbetjeningens udvikling, som vi må formode tog sin spæde start med børn og et kosteskaft. Fjernbetjeningen er i sig selv et doven-

58


Hvis man virkelig skal ’bestille’ noget, så skal man jo gøre det på nettet.

59 skabens redskab, hvilket også navnet på første skud på stammen fra Zenith ’Lazy Bones’ antyder. Den blev formet af et forskerhold ved firmaet Zenith i 50’erne, og havde de primære funktioner såsom tænd/sluk, programskift og lydstyring. Ulempen var imidlertid, at den ikke var trådløs, og var tilsluttet til Tv’et med en ledning. ’Lazy Bones’ fjernbetjening blev derfor aldrig et kommercielt hit, men Zenith gav ikke op så let.

Zenith udviklede herefter ’Flash-Matic’, med form som en pistol. Den fungerede ved hjælp af lysceller, der var placeret i Tv’ets fire hjørner og alt efter hvilket hjørne, der blev sigtet efter, kunne Flash-Matic styre forskellige funktioner – denne gang ’trådløst’ for første gang. Der var i dette tilfælde dog ikke tale om en revolution og fjernbetjeningen var stadig forbundet med et kabel, nu

til strømstikket. Batterier var udelukket, da Zenith mente, at folk ville opfatte fjernbetjeningen som defekt, når batterierne løb tør. Brugerne kunne heller ikke huske, hvilket hjørne, der kontrollerede hvilke funktioner, og fordi systemet var opbygget med lysceller, kunne solstråler kontrollere Tv’et ved tilfældigheder.

Efter et år var Zenith på banen igen med ’Space Command’. Den første version fik navnet Space Command 300 og konstruktionen opererede med højfrekvente lydbølger. Den havde to funktioner og to aluminiumsrør, der kunne udsende forskellige højfrekvente lyde. Man kunne dog kun skifte lyd og programmer i én retning, så man var f.eks. nødsaget til at skrue helt ned for lyden før Tv’et igen startede forfra fra den højeste lydstyrke.


Senere kom Space Command 600 i flere designvarianter gennem tiden. Denne form for fjernbetjening tilføjede cirka 30 % til Tv’ets pris, men forblev standard i nogle år. ’Space Commander’ fjernbetjeningerne var mere populære end deres forgængere, men en kæmpe succes blev de dog aldrig.

Space Command 400, en ny version så dagens lys. Den havde nu fire aluminiumsrør, der kunne udsende forskellige lydbølger som Tv’et reagerede på, og derfor fire funktioner.

Gennem årene blev der tilføjet flere forskellige varianter i forskellige designs, men gennembruddet for fjernbetjeningen kom først langt senere, nemlig i begyndelsen af 80’erne, hvor fjernbetjeninger med infrarødt lys blev mere almindelige og batterier var nødvendige. Siden fjernbetjeningens gennembrud, er der egentlig ikke sket meget. Funktionaliteten er forbedret markant, og man har nu adgang til langt flere funktioner, men konceptet bag fjernbetjeningen er det samme.

60


61

Som et sidste eksempel ses den endnu ikke lancerede prototype Touchless B&O. En hollandsk studerende har sammen med en mentor fra B&O’s udviklingsafdeling i et afgangsprojekt lavet et nyt koncept for den moderne fjernbetjening. Det er en simpel remote, som kun har ganske få funktioner; tænd/sluk, lydkontrol og kanalskift. Der er sket ændringer i betjeningen, formen og den måde man mere intuitivt interagerer med enheden på. Fjernbetjeningen er ganske vis blot en prototype, og B&O har endnu ingen planer om at sende den på markedet.

Siden ses fjernbetjeningen også i telefonen, som app-funktioner, der fjernstyrer elektroniske medier. Vi er i smartphone-stadiet i en evolutionsillustration, men undertiden er det ikke svært at forestille sig, at den personlige fjernbetjening af dit liv og din nære fremtid er lige ved hånden, og allemandseje. Tilføj eventuelt instantfood, som du køber via mediet og TV-Shop-produkter, som allerede har muliggjort motion i sofaen for at opnå en højere grad af inaktivitet. Den centraliserede mobile enhed, kender dit skema og interesser, og kan vække dig taktisk i forhold til trafik, eller via GPS formulere rutebeskrivelse og forbinde dig til dem, du kender. Den kan styre elektronisk kontrol af varmeforbrug, fugtighed og lys i alle rum. Alt imens den køber alt for penge og under skemalagt og målbevidst afslapning, er den i gang med at finde interessesammenfald, tænke for dig og opfinde ny


Zenith Lazy bones Smartphone

B&O Touchless Überphone

Ja Nej Måske Carport Ny kæreste

Evolution

behov −behov for funktioner, som kan overskueliggøre og styre disse komplicerede forhold, så der opstår fjernbetjeninger i fjernbetjeningerne. The power is in the palm of your hand. Er dovenskaben en sygdom? Man kunne få indtrykket af, at det kunne være en sygeliggørelse af tilstedeværelsen, hvor man ultimativt kunne risikere at blive så ugidelig, at man stopper med at trække vejret. Er der en grænse mellem at løse et reelt problem eller bare skabe dovenskab? Eller kan man på den anden side sige, at synden netop er kimen i en teknologisk udvikling? Al mit håb til den bevidste forbruger, som må sørge for, at mennesket ikke, som i en anden fremtidsvarslende sciencefiction film, vil lade lykken bringe os ind i en vegetativ tilstand, og på den måde bane vejen for artens endeligt. Men fyr den af i evolutionens navn. Velkommen på dit dødsleje af ekstatisk dovenskabssynd – zap!

62


SKRIFTESTOLEN

63 Skriftestolen” er et projekt [KÅRK] satte i gang, da temaet til bladet blev bestemt. I ”skriftestolene” kunne de studerende rundt om på skolens toiletter bekende deres synder, og få lettet deres samvittighed. Vi har samlet nogle af de bedste, sjoveste og mærkeligste bekendelser, her på siden.


Jeg bruger skolen til gratis SU og kaffe

Jeg elsker Hanna Montana og har set alle afsnit Tissede i vaksen

Jeg har brugt handicaptoilettet, selvom jeg ikke er handicappet...

Jeg har bulimi

Hvis der ikke står nok på mine brainstorms, skriver jeg ligegyldige ting på, for at få det til at se ud af mere Jeg er i grunden uambitiøs

Jeg har ikke vasket tøj i 3 uger

64

I’ll be back when i’m sober

Jeg har spist i kantinen selv om det ikke er fredag Jeg har stjålet kaffepulver Jeg har lige brugt rundsaven, uden at sætte en elastik i mit lange hår

Jeg forstår ikke alt, hvad lærerne siger

Jeg er forelsket i min vejleder

Jeg har puttet transparenter i printeren...

Jeg drømte i nat at mine skalamennester dræble mig

Jeg har haft sex herinde..

Jeg tror ikke på Gud

Jeg har en gang spist stearin fordi jeg kedede mig

Jeg drikker sorger væk

Jeg vasker aldring hænder

Jeg drømmer om sex..hver nat


SYV SYNDIGE SÆDER af Line Feldfos

65 En kold eftermiddag møder jeg Thomas Von Staffeldt på en af Nørrebros små caféer til en snak om hans projekt ”Saligia”. Hvad var din motivation for at arbejde med projektet? Projektet udsprang af et tidligere projekt der hed ”Broken home”, som var en kommentar til vores forbrugssamfund og menneskets relation til det ”at eje”. Jeg havde malet motiver på designermøbler med fluorescerende maling, og motiverne afsløres kun, hvis man belyser møblerne med den rigtige type lys. Meningen med projektet var, at folk kunne sidde hele livet i det samme møbel uden at vide at de ting, som du ejer, kan begynde at eje dig. Jeg var meget gal på hele det der, man kan kalde liebhaver / Ikea /Bo Bedre / kulturkanon-samfund, altså den certificerede god smag, og sådan noget. Jeg fandt samtidigt ud af, at alt det med fordærv, og alt det, der ikke er kønt var en firsporet motorvej af inspiration −man er jo vant til at læse alle de der Bo Bedre og Wall Paper magasiner, hvor det hele er lækkert. Og jeg fandt

ud af, at her ovre (ved fordærvet) var det måske ikke kønt, men det var smukt alligevel. Hvad er dit syn på dødssynderne? Jeg læste dengang Jan Lindhardts bog ”de 7 Dødssynder”, hvor han argumenterer for, at synderne er blevet dyder. Jeg tror jeg læste den 3 gange, fordi jeg ville forstå det. Og jeg skulle anskue det – vi er jo alle sammen syndere, det tror jeg ikke kan undgås. Der var meget selvindsigt i at læse bogen, og jeg tror det var sundt for mig at læse den. Jan Lindhardts konklusion i bogen er, at vi alle er syndere, og at synd i dens oprindelige betydning ikke kan undgås. Men synderne bliver først til ”synd”, når man slipper tøjlerne og giver frit løb for følelserne. Og så kommer han frem til, at det kristne budskab med at hjælpe sin næste er det, der er det vigtigste, og det er jeg enig med ham i. Næstekærlighed er så eviggyldigt, at det er noget alle mennesker kan relatere til ligegyldigt om man er troende eller ej.


66


67 63


Jeg var meget gal på hele det der, man kan kalde liebhaver / Ikea /Bo Bedre / kulturkanon-samfund, altså den certificerede god smag

Hvad synes du personligt om 7’erstolen? Jeg kan rigtig godt lide stolen og jeg vil aldrig selv kunne købe en anden skalstol end den. Det er ikke designet eller stolen jeg har noget imod, men den måde folk opfatter den på og det den symboliserer gennem den der certificerede ”gode smag” − da jeg lavede projektet var jeg mæt af alt det den symboliserede. Var det begrænsende at arbejde med 2 emner, 7-erstolen og dødssynderne, som alle har en holdning til? Ja, men så alligevel ikke… Jeg har i høj grad lavet projektet for mig selv, så jeg har ikke følt, at jeg skulle leve op til folks forestillinger og forsøge at indpasse mig efter dem. Og så handlede det jo for mig også bare om, at have nogle rammer for projektet, som man kunne arbejde sig rundt om, og det gav både stolen og synderne mig. Hvad vil du med stolene? Jeg havde skældt meget ud i det forrige projekt og måske havde jeg også

råbt nok. Nogen gange bliver det for meget bare at stille sig op og råbe, men jeg var meget hooked på alt det fordærvede og alt det grimme −jeg var vildt fascineret, så jeg tror også i høj grad, at jeg bare gjorde det for min egen skyld. Men jeg ville selvfølgelig også gerne have, at folk kiggede på deres ting derhjemme og tænkte over hvad deres ejendele symboliserede. Folk syntes stolene var sjovere end jeg gjorde – jeg følte det jo. Jeg ville gerne kommunikere alt muligt, men folk synes i højere grad at det var underholdende. Hvordan fik du hul på projektet? Satte du dig ned og tænkte på, hvad hver enkelt dødssynd symboliserer? …At misundelse det er noget med at være grøn af misundelse og være forsmået? Jeg havde givet mig selv nogle dogmer, eksempelvis måtte jeg kun bruge stolen, eller ting fra stolen i min bearbejdning. Jeg stillede også de enkelte synder spørgsmålet ”Hvad kan du?”, og det var ligesom udgangspunktet for det videre projekt. Og så satte jeg

68


69 63


70


71 det op på væggen og havde dem til at hænge ved siden af hinanden, så jeg stilmæssigt kunne følge dem og bevare overblikket. Hvilke synder var sværest at arbejde med? I starten måtte jeg det hele, øse alt muligt på og så kunne jeg bare skrabe af −men dét var svært. Da jeg efterfølgende opstillede dogmerne gjorde det det hele lettere. Det handler om at forsøge at gøre rammen så stor som muligt, og så arbejde rundt om det. Dogmerne var en sund begrænsning og jeg fandt ud af, at regler er meget godt −så kan man jo altid bøje dem. Men det med at måtte alt, var egentligt i højere grad en forhindring. Jeg løste først ”utugt” elle ”misundelse”, det kan jeg ikke huske. De var relativt simple i deres symbolik. ”Utugt” var ret svær at løse fysisk, men da jeg først fandt ud af at sprede benene på den, så var den enkle linje ligesom sat og så lavede jeg de andre i samme stil. ”Griskhed” var også sindssygt svær da det jo er et dobbelttydigt begreb: man rager til sig, men vil ikke dele... Ja,

den var svær at få form på −indtil jeg fjernede den. Det var jo en super enkel løsning, men det tog vildt langt tid at komme frem til den løsning, selvom det var den simpleste af dem alle sammen. Det var også svært at lave ”vrede”, men det var mest ved udførelsen fordi det var svært at stå frivilligt og smadre så dyr en stol. …Man får lyst til lige at indsætte en billig kopi som stand-in? Ja det gjorde jeg faktisk også, jeg købte en for en 50’er som jeg gennemsmadrede til at starte med. Men til den endelige model tog jeg en ægte 7’erstol. Det var grænseoverskridende at stå og smadre en designerstol med en økse, og så ”æhh, hvor er jeg kunstner” – det var sådan en hurdle jeg lige skulle over, og det var svært. Men nu har jeg gjort det og så bliver det nok nemmere næste gang… Hvilken stol har ændret sig mest fra din oprindelige idé? ”Dovenskab” tror jeg. Der havde jeg lavet noget med nogle armlæn, der hang slapt ned. Men det holdt jo ikke, for det


72


73


var fuldstændigt en anden model og det var noget rod. ”Fråseri” var i lang tid også noget med en masse skaller oven på hinanden, men det lignede bare noget lagkage, så det ændrede sig også.”Fråseri” er faktisk blevet den jeg bedst kan li’ fordi den minder mig om en edderkop, med alle benene. Fordi det var min ”yndlingssynd” gav jeg mig selv lov til at snyde med dogmereglen og tilføre det der lille dryp –det var jo også her jeg kunne gøre det, ved ”frås”.

alitet er væk −det er også derfor jeg har kaldt det kunst. Det var aldrig rigtigt meningen at man skulle kunne sidde i dem.

Hvordan med funktionaliteten? Kan stolene bruges?

Jeg har for resten også én stol tilbage… ”Griskhed” blev jo til overs fordi den endelige model jo bare var de 4 dutter, der sidder på stolebenene. Synder som man er beholdt jeg resten af den selv!

Det er nok cirka halvdelen af stolene, der kan bruges.” Hovmod” er næsten 2,5 meter høj og er ikke afstivet, så den er ret vakkelvorn. Men hovmod står jo også for fald, så det passer vidst meget godt.

Hvad skete der med stolene sidenhen? Blev de solgt? De blev alle solgt samlet til en eller anden nordmand, der ville have dem stående på sit kontor i Stavanger. Han havde vidst også et galleri.

”Vrede” er slået i stykker, og ”grådighed” er der jo egentligt ikke, så de er også svære at sidde i. Jeg tror også ”dovenskab” ville være mærkelig at sidde i, men det har noget med siddevinklen at gøre.

Jeg blev faktisk også kontaktet af Trapholt museet, der var interesseret i at udstille stolene på deres stoleudstilling, men de kunne ikke betale for fragten og så skulle jeg til at søge om penge igen for at få stolene til Jylland. Jeg nåede at skrive 4 linjer af en ansøgning, men nej, jeg havde fået det ud af systemet og jeg kunne ikke overskue at skulle gøre mere med projektet.

Generelt kan man godt sige at funktion-

Det var fedt at Trapholt kontaktede

74


75 mig, men jeg var mættet af projektet og kunne ikke overskue at have mere med det at gøre dengang. Jeg havde fået det ud af systemet og syntes at jeg havde skældt nok ud på design og sådan noget. Men stolene blev som sagt solgt til nordmanden og pengene fra salget gik til Afrika, så der var ikke et øje tørt. Jeg synes det passede meget godt i forhold til konceptet med næstekærlighed at pengene røg til Afrika. Og så var jeg selvfølgelig glad for at han købte stolene og ville have dem stående, det må jo betyde at de har givet ham en oplevelse, at han har fået noget ud af at kigge på dem. Derudover synes jeg også selv, at jeg har fået alt det jeg havde forventet, og mere til, ud af dette projekt, så det var rigtigt fedt. Hvad så nu? Er du stadig inspireret af ”det grimme”? Efter stoleprojektet lagde jeg det lidt på hylden, fordi jeg så synd overalt, og det tror jeg ikke var så sundt for mig. Men nu er jeg begyndt at samle op på

det igen fordi jeg synes, at det at finde tilbage til de mørke sider stadig er en interessant inspirationskilde. Der gemmer sig mange fede og spændende ting i inspirationen fra ”det grimme”. Jeg har også set mange af David Finchers film (instruktør af ”Se7en”,”Fight Club” mv.), hvor jeg bare har ”freezeframed” helt vildt og siddet og kigget på hvert enkelt billede. Der er blandt andet et klip i ”Se7en”, hvor de er inde ved en junkie og der hænger wunderbaums over hele loftet. Det er VILDT klamt men også VILDT flot, for billederne i sig selv er jo smukke. Man er frastødt og draget på samme tid, og det er interessant synes jeg. Når man generelt snakker om ”skønhedsbegrebet” taler man om, at skønhed rummer sin egen modsætning, og for mig at se er det den dualitet, der er spændende! Og det er samtidigt dualiteten, der skal være med til at sørge for, at det hele ikke bliver for meget kulturkanon og klappe-klappe-kage, hvor du bare kan købe det her og så har du smag. Derfor har jeg også holdt fast i det med, at det hele ikke må være alt for pænt i mine senere projekter.


76


Nogen gange bliver det for meget bare at stille sig op og råbe

77 Hvis man laver noget der er inspireret af noget der allerede er lækkert, så bliver det let sådan ”sukker med honning ovenpå”-agtigt, eller som om der er 2 eller 3 lag glasur på. Men i inspirationen fra forfald, eksempelvis Urban Decay, har jeg fundet former og farver der er helt deres egne og på den måde helt ”rene”. Og jeg har fundet ud af, at der er meget inspiration at hente i smadrede ting –de rummer en høj grad af skønhed! Man ser den bare ikke normalt når man passerer, fordi man kun ser forandringen som ødelæggelse og forfald. Efter interviewet med Thomas trådte jeg igen ud på den vinterfrosne gade. Den sprængte asfalt, graffitien og den månedgamle tilsodede sne var på en måde pænere end før. Og jeg fik lyst til at udforske, lyst til at formgive. Og lyst til at få afløb for mine synder…


[kårk] # 22 - De syv dødssynder [kårk] udgives af Arkitektskolen Aarhus og Kunstakademiets Arkitektskole København. [kårk] produceres af arkitektstuderende og omdeles gratis på skolerne. Oplag: 700 ----Redaktion: Ansvarshavende for dette nummer er redaktionen på AAA Ansvarshavende redaktør: Line Feldfos Redaktionsmedlemmer: Line Feldfos Marianne Kasten Anna Karnov Iben Marie Schou Jon Andersen Lena Gade Pit Herold Mathilde Gludsted Susanne Kaas Layout: Thomas Dudzinski Møller Anne Krogh Jessen Mathilde Gludsted Bidragsydere: -----Forside: Fotograf - Jannie Stentoft - www.Janniestentoft.dk Makeup artist - Maria Schläger - www.mariaschlager.com Kapitel-illustrationer: Mathilde Gludsted: Hovmod Mia Nordberg: Dovenskab, Grådighed Jørn Lambertsen: Vrede, Utugt Thorbjørn Golles: Misundelse Jannie Stentoft: Fråseri Artikler: Leif Høgfeldt Poul Bæk Pedersen Mette Volf Tak til: -----Produktion: Scandinavian Book A/S Kontakt: mail redaktionen: kark@stud.aarch.dk www.kårk.dk

Arkitektskolen Aarhus Kunstakademiets Arkitektskole Nørreport 20 Philip De Langes Alle 10 8000 Århus C 1435 København K


De 7 Dødssynder #22