Issuu on Google+

Andreas Bergmann Maj - August 2012


Andreas Bergmann // Nyhedsbrev for maj - august 2012 Introduktion

I Denne udgave af nyhedsbrevet

Om Forsidebilledet

Creds og kontakt

1 - Case // Publicity billeder - Mere end bare pænt. 2 - Tips // 3 ting der gør dine portrætter levende. 3 - Case // Scenebilleder - Tæt på og intenst. 4 - Anbefalinger // Mennesker du skal kende. 5 - Case // PR materiale - At fange et publikum.

Billedet på forsiden, og billedet ovenfor, er begge produceret som PR materiale for bandet “Øst, Myggen og Liljeroth”, i forbindelse med udgivelsen af deres første LP. Du kan læse mere om dem, og høre deres musik, på: http://www.omltrio.dk/

Nyhedsbrevets layout er lavet af den mesterlige grafiker Leh Poulsen, du kan læse, og se, mere om hendes arbejde på lehpoulsen.wordpress.com Alt indhold er produceret af mig, Andreas Bergmann. Du kan se mit portfolio og læse mere om mig på andreasbergmann.dk


Mere end bare pænt Case Skuespilleren Simone Lykke, skulle have nogle friske publicity billeder. Billeder der sagde mere end bare “Simone er smuk” og “Simone kan smile”. For at få en potentiel arbejdsgiver, fan eller samarbejdspartner til at kigge en ekstra gang, valgte jeg at gå efter et grafisk, kontrastfyldt og poleret look. Billederne skulle emme af overskud, attitude, styrke, femininitet og være sexede, uden at på nogen måde ligne noget man ville finde i M! eller Maxim. Billedet til højre er et af mine yndlings billeder fra shootet. Cigaretten, hatten der skjuler ansigtet, og den rolige ranke kropsholdning, henleder tankerne på Sergio Leone westerns. Mens de let spredte læber, og den næsten afklædte overkrop. emmer af sensualitet. Du kan læse mere om Simone på: http://www.simonelykke.dk


Gør dine portrætter levende foto tips

Spørg om alt mellem himmel og jord

fang noget lys med øjet

Smid formaliteten i skraldespanden

Medmindre folk er profesionelle modeller, eller skuespillere, er det et stort krav, at bede dem om at “se naturlige ud”. Brug i stedet for noget tid på bare at snakke med dit motiv, og spørg om ting der fremprovokerer følelser og tanker; deres kærlighedsliv, deres holdninger, deres arbejde og deres liv. Så får du muligheden, for at fange ægte mimik og kropssprog, der giver personlige billeder.

En af de ubetinget vigtigste ting i et portræt, er øjnene. Og en af de ting der gør allermest for at få øjne til at se levende ud, er catchlights. Catchlights er det man kalder de hvide pletter i øjne du tit ser på “rigtige” portrætter, og det er lyskilder der bliver reflekteret i øjet. Det får øjet til at se levende og rundt ud, i modsætning til dødt og fladt. Sørg for at der er noget lyst der kan reflekteres i dit motivs øje.

Mange har en tendens til at gøre det hele lidt for formelt, når der skal tages et portræt. Det ender nogle gange med et utroligt stift fotografi, der ikke rigtigt formidler noget, om det menneske der er fotograferet. Prøv istedet at få folk til at vise dig deres yndlingspark, tage deres sære fjollede hat de elsker på, eller lade dig følge dem på arbejde. Det leder tit til mere sigende, levende og ærlige portrætter.


frosne skrå brædder Case Instruktøren af “Closer”, der spillede på Aveny-T tidligere på året, kontaktede mig for at få lavet en række billeder, der kunne sælge forestillingen, se godt ud i skuespillernes portfolio og fungere som PR materiale for ClapClap, som er det teaterkompagni der stod bag. Der blev sat to gennemspilninger af, hvor jeg frit kunne bevæge mig på scenen og fotografere. Jeg kender Instruktøren Marie Østerskov fra tidligere samarbejde, og kom hurtigt på bølgelængde med scenografen Barbara Hilduberg, så jeg var hurtigt sikker på at kunne bevæge mig, i det samme visuelle univers som dem. Dette sikrede sammenhæng mellem billederne, og resten af produktionen. Både shootet og postproduktionen var centreret, omkring et meget jordnært og afvasket farveunivers, der på samme tid var meget taktilt. Oven i det var det også vigtigt at formidle den intensitet, og det følelsesmæssige nærvær, stykket havde. Jeg valgte at arbejde tæt på med en 50mm linse, med en lav dybdeskarpned, for at gengive følelsen af at være midt i det et intenst drama, man ikke helt kan overskue konsekvenserne af. Du kan læse mere om ClapClap her: http://www.clapclap.dk/


Mennesker du burde kende anbefalinger

Grafikeren

Ildsjælen

Lobbyisterne - med hjerte

Leh er en af de sejeste grafikere, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Jeg lærte hende at kende, gennem en produktion vi begge to var på, og vi har arbejdet sammen lige siden. Hun er en fornøjelse at arbejde sammen med, dygtig som bare fanden, og lige nu ved at gøre klar til hendes første solo udstilling, som du bør tage ind og se. Se mere her: http://lehpoulsen.wordpress.com/

Monika Mazurek er en ildsjæl hvis lige, jeg tror man skal lede længe efter. Fra at, på et mere ideologisk niveau, prøve at få folk til at forstå hvor vigtige de universelle menneskerettigheder er, til helt konkret at sikre at de hjemløse i folkets park, kunne få mad hver eneste ene aften henover sommeren, er hun i gang med at gøre verden til et bedre sted. Se mere her: http://www.arddanmark.dk

Pia, Asger or Mark har startet det der, mig bekendt, er den første public affairs, eller lobbyist, virksomhed med et skarpt fokus på samfundsengagement, generøsitet og åbenhed. Toftdal & Co har en lang baggrund i politik og erhvervslivet, og kaster sig nu over public affairs der har etikken i orden, noget verden godt kunne bruge mere af. Se mere her: http://toftdal.com/


AT FANGE ET PUBLIKUM Case Teater Bæst er et lille teaterkompagni, der arbejder med at bryde konventionerne, for forholdet mellem publikum og skuespillere. De søger at give folk intense tanker, følelser og spørgsmål med hjem. De arbejder netop nu med at sætte John Patrick Shanleys “Danny & Roberta” (Originaltitel: Danny and the Deep Blue Sea) op på Bådteatret. De kontaktede mig for at få produceret fotografierne til deres pressemateriale, og efter at have snakket frem og tilbage, kom vi frem til at vi ville ramme ned i helt basale rå følelser med fotografierne. Vi valgte stilistisk at arbejde med højkontrast sort/hvid billeder, for at fremhæve det rå og dramatiske. Vi legede med forskellige poses og ansigtsudtryk, der søgte alt lige fra blid kærlighed til afskallet frygt. Det fotografi vi endte med at vælge, er det du ser til højre. Kombinationen af at man næsten kan mærke fingrene presse sig ind i huden på de to skuespillere, og blandingen af vrede, frygt og en følelse af at al rationalitet er smidt på gulvet, til fordel for dyriske instinkter, gjorde det til det helt rigtige fotografi, til at fange publikums interesse, og til at formidle stykkets råhed. www.facebook.com/teaterbaest


Andreas Bergmann Maj - August 2012