Page 1


Ord til alle sider  © Lonni Krause og Det Andersenske Forlag, 2009     1. udgave, 1. oplag  Printed in Denmark 2009   ISBN 978‐87‐92240‐07‐1    Udgivet af Det Andersenske Forlag  Hammerensgade 1, 2. sal – DK – 1267 København K  Tlf. 32 84 32 40  www.andersenske.dk    Website knyttet til bogen: www.ordtilallesider.dk     Omslag: Jakob Worm‐Leonhard  Fotos:  Maria Holm Iversen – Katrine Buchhave Andersen      Maria Abel – Christoffer Gertz Bech       Suste Bonnén – Suzanne Brøgger      Ulla Voigt – Robert Zola Christensen       Mew – Sebastian Dorset      Amalie Harder Hesel – Thomas Harder       Cecilie Lolk Hjort – Cecilie Lolk Hjort      Peter Juhl – Claus Høxbroe       Thomas Knoop – Svend Åge Madsen       Ole Christiansen – Kenneth Thordal       Tomas Ditlevsen – Milos Vendettas      Tuala Hjarnø – Per Vers       Robin Skjoldborg – Kim Fupz Aakeson     Bogen er sat med Candara  Trykt hos AKA‐Print    Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der  har indgået aftale med COPY‐DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer.  Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY‐DAN, skal  ved ønske om kopiering henvende sig til forlaget. 


af Lonni Krause                              redaktør Lene Andersen     

 


Ord til alle sider     

Forord   Koncept – ordtilallesider.dk    Katrine Buchhave Andersen  Christoffer Gertz Bech  Suzanne Brøgger  Robert Zola Christensen  Sebastian Dorset  Charlotte Inuk Hoff Hansen  Thomas Harder  Cecilie Lolk Hjort  Claus Høxbroe  Svend Åge Madsen  Leo Nielsen  Kenneth Thordal  Milos Vendettas  Per Vers   Kim Fupz Aakeson    Sådan blev interviewene til 

7 9  11  17  27  35  41  49  55  69  79  89  109  115  125  135  141  152


Forord  

De fleste ved, hvordan man kommer fra Roskilde til Køben‐ havn.  Men  de  færreste  er  klar  over  kunstnerens  vej  til  værket.  Forfatterne  og  ordgøglerne  i  Ord  til  alle  sider  er  kunstnere,  der  gerne  vil  dele  deres  gode  historie  med  dig  og  mig.  Fx  fortæller  en  lyriker,  hvordan  hun  åbner  et  digt,  mens  en  tekstforfatter  har  det  som  en  indiansk  song‐ catcher,  der  fanger  tekst  og  musik  ud  af  himlen.  Der  er  mesteren  i  freestyle,  der  fremhæver  overraskelsen  som  kodeordet til en god rap, og så er der forfatteren, som ser  sit forfatterskab som en kopernikansk omvæltning.    Det er en bred skare af  kunstnere, der medvirker i Ord  til alle sider; fra de unge, som ikke har et hav af produktio‐ ner bag sig, men som til gengæld sprudler af sej energi; og  til  de  garvede  forfattere,  der  har  været  i  gang  i  mange  år,  og som et stort publikum har kendskab til. Der er også musi‐ kerne, tekstforfatterne og filmfolkene. Vi følger dem i deres  skabelsesprocesser – på deres vej fra hvidt papir til ord ud  over alle sider.      Lonni Krause, 2009 

7


8


Koncept – ordtilallesider.dk   

Ord til alle sider er ikke blot en interviewbog. Det er en samlet  bog‐ og webudgivelse, der giver en helt ny læseoplevelse: I  stedet for at ”læse bogen færdig og stille den hen i reolen”,  bliver  bogen  aldrig  helt  færdig.  For  den  fortsætter  på  net‐ tet.    Her i bogen er der håndplukket 15 interviews, og de er  redigeret stramt, så de fokuserer skarpt på ordene og skri‐ veprocessen.  Bogen  kommer  altså  ind  under  huden  på  en  proces, som ellers er vanskelig at få hold på.    På  ordtilallesider.dk  er  interviewene  længere  og  kom‐ mer bredere rundt om det enkelte forfatterskab.  På nettet  er  der  således  rig  mulighed  for  at  lære  hver  af  forfatterne  bedre at kende.    I bogen finder du forfattere, som ikke er på nettet end‐ nu,  og  på  nettet  vil  du  komme  til  at  møde  forfattere,  som  ikke er med i bogen. Vil du have det fulde udbytte af Ord til  alle sider, må du altså benytte dig af både bog og net.    Gennem  hele  2010  vil  der  blive  lagt  nye  forfatterinter‐ views  på  hjemmesiden hver 14. dag, skiftevis med nogen fra  bogen og nogen, som ikke er med her. Og som om dét ikke  var  nok,  så  kan  du  oprette  en  profil  på  siden,  så  du  kan  skrive  og  kommentere  og  dermed  selv  bidrage  til,  at  ordtilallesider.dk vokser og aldrig bliver helt færdig.     Vi ses på nettet. 

9


10


Et styk vestligt menneske med haps i munden   

Jeg begyndte på min roman (EVA – et styk vestlig hjerne med  kvaps i knolden fx), mens jeg stadig gik på Forfatterskolen,  så mine dage var struktureret ud fra det, med undervisning  mandag og tirsdag og et forsøg på at koncentrere mig om  at skrive i hvert fald fire timer hver hverdag resten af ugen.    Faktisk havde jeg skrevet en del inden jeg fandt frem til  den  struktur,  romanen  skulle  have.  Jeg  havde  en  overord‐ net  idé  om  bogens  temaer,  det  jeg  gerne  ville  undersøge,  men mht. strukturen blev jeg nødt til ligesom at ”skrive den  frem”, som man vist siger det. Og det var først da struktu‐ ren dukkede op, at Eva dukkede op, og så begyndte det at  forme sig omkring hende med hendes familie fx for at vise  hvem hun er og hvorfor.    Katrine  Buchhave  Andersen  er  opvokset  i  Fjellerad,  Nordjyl‐ land, og uddannet fra Forfatterskolen 2005. Hun var redaktør  på  Følgesvend  til  Verdens  Tilstand  (2005)  og  tidsskriftet  Ba‐ nana Split. Hun debuterede i 2007 med romanen EVA – et styk  vestlig hjerne med kvaps i knolden fx.    Katrine  Buchhave  Andersen,  du  er  forfatterskoleuddannet   – hvordan tror du, det har påvirket din skrivestil? Er der ikke  noget med, at man bliver ”formet” ganske eftertrykkeligt  på sådan en skole?   Forfatterskolen har hjulpet mig til at blive bedre til at læse hvad  jeg selv skriver. Jeg synes ikke jeg er blevet formet af skolen,  men det at gå på skolen har hjulpet mig til at finde min egen  form fordi jeg har haft god tid og SU til forvirring og afsøgning.   

11


Jeg fik nogle redskaber til at læse og forstå god littera‐ tur og blev dermed bedre til at læse og forstå det, jeg selv  skriver.  Og  jeg  blev  udfordret  til  at  bevæge  mig  ud  i  nogle  genrer, jeg ikke normalt ville have leget med. Plus at indblik‐ ket  i  de  andre  elevers  tekster  gav  spændende  modspil  til  egne projekter.    Men før dét var du på højskole...?  Min  skrivekarriere  begyndte  på  Testrup  Højskole  hvor  jeg  meldte mig ind på skrivelinjen, fordi jeg troede det først og  fremmest  var  en  journalistisk  størrelse.  Det  var  det  ikke  –  heldigvis  – for  så  var jeg sikkert  havnet  et  helt  andet  sted,  og jeg kan meget godt lide hvor jeg er.    Jeg  var  ikke  udøvende  forfatter,  før  jeg  begyndte  på  højskolen,  men  jeg  tror,  (uanset  om  man  er  øvende  eller  udøvende)  at  et  (høj)skoleophold,  hvor  man  mødes  med  andre  skriveinteresserede  og  modtager  undervisning  fra  personer,  der  selv  har  erfaring  med  skriveprocesser,  kan  være  god  motivation  og  indgang  til  at  komme  i  gang  med  sproget. Det var det i hvert fald for mig.    Er der noget, du fik publiceret for tidligt – og hvad var det,  der ikke holdt, og hvad ville du gøre om, hvis du skulle ud‐ give det i dag?  Jeg  tror  på  bevægelsen,  ikke  på  fortrydelsen.  Og  har  des‐ uden  (måske  grundet  en  snert  perfektionisme  og  præsta‐ tionsangst) ikke publiceret så vanvittigt meget.     Hvor har du ellers øvet dig i at skrive, og hvad røg fx ned i  skrivebordsskuffen?  Jeg har tidligere brugt det at skrive som en undersøgelse af,  hvad der egentlig foregik i mine tanker. Hvad der lå til grund  for  mine  handlinger,  og  hvordan  jeg  kunne  ændre  mig.  En 

12


slags socialrealistisk dagbogsting, som senere er poppet op  som tekniske tanker i dét, jeg folder litteraturen ud af.    Er der noget, du gør med ordene eller sproget, som ingen  andre gør?   Mit sprog er velsagtens en afspejling af den måde, jeg tæn‐ ker og forstår verden på, men jeg skal ikke kunne sige, om  jeg er den eneste af min slags.    Hvordan  har  du  det  generelt  med  skriveprocessen?  Hvor  meget kender du til hele historien, når du går i gang med  at  skrive?  Arbejder  du  ud  fra  en  synopsis,  eller  får  manus  lov til at udvikle sig selv og ”tage over”? Eller er det figu‐ rerne, der gør?    Jeg har altid en idé om de overordnede linjer, noget jeg kan  arbejde hen imod. Og når universet så ændrer sig undervejs  i processen, stopper jeg op og leger læser og finder frem til,  hvilken idé, der nu skal være styrende, inden jeg skriver vi‐ dere. Så en klar overordnet struktur, der hele tiden kan æn‐ dres, hvis det gør projektet mere interessant.    Hvordan fik du ideen til bogen om Eva med kvaps i hjernen?  Jeg havde nogle korte tekster, som jeg havde en idé om kun‐ ne skrives sammen fordi de på en eller anden måde kredsede  om det samme tema. Og så opstod idéen til den overord‐ nede  struktur undervejs i  dét  forløb.  Planen  blev  i  første  omgang at skrive en roman, som kunne tiltale zapper‐men‐ nesket – en roman hvor der hele tiden sker noget nyt, så in‐ gen når at kede sig alt for længe ad gangen.    EVA indledes med vise ord fra filosoffen Hans‐Georg Gada‐ mer: ”Al forståelse beror på forudforståelse”...  Forudforståelse er det samme som fordomme, og fordom‐  

13


me er det begreb, som jeg har været mest interesseret i at  undersøge mens jeg skrev  min roman om  Eva,  fordi  det  er  vores fordomme, som er bestemmende for de valg vi træf‐ fer og de handlinger vi foretager os.    Vi forstår de ting og mennesker vi møder, ud fra den vi‐ den, vi allerede har og handler ud fra de vaner og systemer,  som vi er trygge med. Faktisk er vores fordomme eller forud‐ forståelse en betingelse for at vi overhovedet kan forstå og  kommunikere med hinanden – uden fordomme skulle vi al‐ tid begynde ved nul og niks fordi intet ville være sikkert. Så  fordomme er ikke kun negative, men – jeg tror – det er vigtigt  at være bevidst om de processer og systemer som er bestem‐ mende for hvordan man lever sit liv og hvilke valg man træf‐ fer – om sine egne fordomme. Og om muligt helt fra nul og  niks, så man kan være åben for at tingene måske kunne hæn‐ ge sammen på en anden måde end man hidtil har troet.    Bortset fra filosoffen Gadamer, er der så nogle forfattere,  døde som nulevende, du har stået i mesterlære hos? – Og  hvad er det i deres forfatterskaber, der trigger dig?  Jeg har ikke én eller anden forfatter, som er mit største idol.  Men  hvis  nogle  navne  skal  nævnes  må  det  blive  tidligere:  Svend  Åge  Madsen,  og  senere:  Samuel  Beckett  og  Franz  Kafka.    Men hvad er det, der trigger dig, så du hæfter dig ved lige  netop dem?   Jeg synes, især Beckett og Kafka, er eksempler på forfatte‐ re, der oversætter virkeligheden til et sprog, som åbner op  for  et  helt  tredje  univers,  jeg  ikke  altid  helt  kan  regne  ud,  men  alligevel  føler,  jeg  forstår  ned  til  mindste  detalje.  De  skildrer  virkeligheden  så  klart  og  præcist,  at  det  ikke  kan  siges anderledes. 

14


Hvordan har du det med normalsproget? Rummer det de  udtryksmuligheder, du har brug for?   Fint og ja. Jeg kan fx TRYKKE PÅ CAPS LOCK OG TALE MED  MEGET  STORE  BOGSTAVER,  NÅR  JEG  BLIVER  RIGTIG  SUR!  RÅBE:  ARGH!!  OG  HVIS  IKKE  NORMALSPROGET  RUMMER  NOK  MULIGHEDER  FOR  MIG,  MÅ  DET  VEL  FOR  POKKER  VÆRE MIN EGEN OPGAVE AT TRÆKKE NORMALSPROGET I  RETNING AF DET, JEG SYNES, DET SKAL KUNNE!!    Du har en hjemmeside; hvordan ser du generelt på nettet  som medie? Er det en mulighed for, at smalle og originale  ting får en chance, eller er det amatørismens triumf, fordi  hvem som helst kan skrive, og ingen tjekker kvaliteten?   Min hjemmeside er død og borte. Jeg er ikke god til det der  med  opdatering  og  promovering  men  synes  helt  bestemt,  det  er  positivt,  at  så  mange  kan  komme  til  orde  uden  om  forlagenes økonomiske prioriteringer.     Hvis du sad i et rum uden lyde, dufte eller farver, hvad ville  du så skrive om?  Når jeg skriver lukker jeg af over for de ting, som er omkring  mig. Så på en måde sidder jeg måske faktisk inde i det rum,  du tænker på. Jeg har brug for at komme ud af rummet, når  hovedet er tømt, men har også brug for at tage virkelighe‐ den med ind i mørket, før jeg kan skrive den ned.    Hvordan  ser  din  forfatter  ud,  eller  hvor  befinder  du  dig  i  forhold  til  kategorien  ”Forfatter”?  Med  andre  ord:  Hvad  synes du, en forfatter er?  En forfatter er vel en person som skriver. En form for hånd‐ værker,  som  fx  en  arkitekt  eller  en  møbelsnedker,  der  har  en kreativ frihed i sit arbejde men også former sit projekt ud  fra  rammer  og  regler,  som  kan  styre  og  overholdes  eller   

15


ændres og  brydes  alt  afhængigt af  hvad projektet  måtte  være.    Og hvad er forfatterens opgave(r)?  Jeg tror det er vigtigt, at man gør sig klart hvad ens opgave  er, før eller under sit arbejde med en bog. Men hvad opga‐ ven er, må være op til den enkelte forfatter.    Forfattere skal læse megen litteratur, for det udvikler. Hvad  siger du til den påstand?  Det, tror jeg er meget rigtigt. Jo mere du læser des bedre bli‐ ver du til at læse det du selv skriver, og forholde dig kritisk  til det. Og det er en god ting at kunne. Men jeg tror også at  man nogle gange skal holde pause fra andres litteratur, og  forsøge  at  finde  sit  eget  projekt  og  sin  egen  tilgang  til  tin‐ gene.        

16


Grøn for bouzouki og klarinet   

Jeg har altid haft hang til ord, der var sådan lidt ud over det  sædvanlige.  Da  jeg  var  to  år,  gik  jeg  og  sagde  ting  som  ”strømfordelerdæksel”.  Det  er  måske  ikke  så  poetisk,  men  det vidner da om en vis sans for at lege med sproget. Sådan  rigtige digte, hvor jeg var bevidst om, at det var sådan noget  jeg skrev, var noget, jeg begyndte at lege med i gymnasiet,  hvor jeg var ung og følsom og syntes, at Tom Kristensen var  noget af det sejeste. Det synes jeg i øvrigt stadig. Vi taler om  digteren, ikke racerkøreren.    Christoffer Gertz Bech blev født i Nordjylland og er en mand  med  mange  talenter.  Ud  over  at  være  cand.mag.  i  græsk  og  filosofi  er  han  en  habil  billedkunstner,  og  sidst  men  ikke  mindst skriver han digte. Da digtsamlingen Grøn for bouzouki  og  klarinet  udkom  i  2007,  blev  han  sammenlignet  med  Emil  Aarestrup. Desuden har han en svaghed for absint.    Christoffer Gertz Bech, hvor har du øvet dig i at skrive, og  hvad røg ned i skrivebordsskuffen?  På  den  ene  side  har  jeg  aldrig  bevidst  øvet  mig  i  at  skrive.  Jeg  har  øvet  mig  i  at  tegne,  at  spille  klarinet  og  at  skyde  med  bue  og  pil  (og  er  blevet  nogenlunde  hæderlig  til  det  førstnævnte), men jeg har aldrig sat mig ned og tænkt: Nu  vil jeg blive bedre til at skrive, og så øvet mig. På den anden  side har jeg altid øvet mig i at skrive. I skolen skriver man jo,  og  når  man  som  jeg  endte  med  at  havne  på  gymnasiet  og  siden hen på universitetet, kan man jo ikke undgå at skrive  en masse, og det er jo sådan set alt sammen øvelse. En af‐  

17


handling om  Kants  etik  sat  i  forhold  til  Platons  forestilling  om  det  godes  idé  gør  ikke  nogen  bedre  til  at  skyde  med  bue,  men  skidtet  skal  jo  skrives,  og  dermed  kan  det  ikke  undgå i en eller anden grad at skærpe ens sans for sproget.  Der er langt fra Kant til lyrik, men det er stadig sprog. Hvad  skrivebordsskuffen  angår,  har  den  vel  set  nogenlunde  det  samme  som  så  mange  andre  skrivebordsskuffer  –  dårlige  digte, dagbogsnotater og den slags.    Er der noget, du gør med ordene eller sproget, som ingen an‐ dre gør?  Uha, det tør jeg ikke sige, om der er ... der er jo ret mange  skrivende  sjæle  derude.  Men  én  ting,  som  jeg  nok  har  dyr‐ ket mere end de fleste, er rim. Gode, gammeldags enderim.  Jeg  synes  i  almindelighed,  at  jeg  skriver  bedst,  når  jeg  på‐ lægger  mig  selv  nogle  ret  skrappe  regler  for  formen.  Det  hænger nok sammen med, at jeg egentlig finder selve skri‐ veprocessen temmelig kedelig, og hvis jeg i bund og grund  må gøre, som jeg vil, lader jeg mig selv slippe for nemt. Hvis  jeg har en stram form, jeg skal overholde, er der ingen nem  udvej, og jeg er tvunget til at gøre noget ud af det.    Fornemmelsen,  når  det  går  op,  er  også  meget  bedre,  det er virkelig sådan en "JA! Der sad den sgu!"    Er der noget, du fik udgivet for tidligt?  Når jeg en sjælden gang drister mig til at kigge i min digt‐ samling,  har  jeg  to  reaktioner.  Den  ene  er:  Hold  KÆFT,  hvor  er  det  dér  godt,  hvorfor  kan  jeg  ikke  skrive  sådan  længere???  Den  anden  er:  ARRRGH,  noget  lort,  hvordan  kunne både jeg og en forlægger dog få den sindssyge idé  at  belemre  andre  mennesker  med  sådan  noget.  Hvis  jeg  skulle  gøre  det  om,  ville  jeg  nok  undgå  alt  det,  der  på  en  eller  anden  måde  handler  om  ulykkelige  forelskelser.  Det 

18


er selvfølgelig  godt  stof  for  lyrikere,  sådan  noget,  og  det  har det været alle dage, men jeg synes ikke, at jeg er sær‐ lig  god  til  det.  Det  har  sådan  en  snert  af  et  princip  om  at  "Oh,  nu  skal  jeg  skrive  mine  følelser  ud",  frem  for  noget,  der virkelig er min stemme. Jeg skal helst skrive om noget,  der er andet og mere end bare mig selv og hvordan jeg nu  lige har det.     Mange billedkunstnere har det sådan, at enhver person,  de tegner, i en eller anden grad kommer til at minde om dem  selv.  Det  er  sådan  noget,  man her  i navlepillealderen gerne  synes er en god og fin ting, for så udtrykker kunstneren rig‐ tig  sig  selv.  Min  tegnelærer  i  Paris  gjorde  kort  proces  med  den  idé  –  hvis  det  altid  kommer  til  at  ligne  én  selv,  er  det  fordi, man ikke er god nok. God kunst tager mere ind – den  handler om verden som sådan.     Hvad  digte  angår,  har  jeg  i  øjeblikket  en  del  liggende,  som  vist er udmærket, men der  er ikke nok  til at  fylde  en  bog. Hvis jeg skulle gøre det hele om, ville jeg nok luge om‐ kring  halvdelen  af  digtene  i  min  bog  ud  og  erstatte  dem  med noget af det, jeg har nu. Måske ville jeg også finde på en  anden titel – jeg synes stadig selv, at den egentlig er ret fed  og  meget  sigende,  men  når  jeg  skal  fortælle  den  til  folk,  lyder den mere mystifistisk og kringlet, end jeg rigtig bryder  mig om. Og så er der illustrationen på forsiden – den kunne  jeg lave meget bedre i dag.    Nå, men noget af det absolut mindst konstruktive, man  kan gøre her i verden, er, at spekulere på, hvor meget bedre  et  eller  andet  kunne  have  været,  hvis  et  eller  andet  havde  været  anderledes.  Alt,  hvad  jeg  har  gjort  og  skrevet,  er  jo  immervæk i bund og grund noget, der er en del af mig lige  dér, hvor det skete.       

19


I Grøn  for  bouzouki  og  klarinet  kan  jeg  som  læser  mærke  musik,  ord,  elversyn  og  livsglæde.  Fortæl  lidt  om  bogens  tilblivelse…  I  første  omgang  som  en  overspringshandling,  mens  jeg  i  1999 sad i Athen og forsøgte at skrive speciale. Jeg sad dér  på et bibliotek med min bærbare og kunne ikke gøre andet  end at skrive, så når jeg bare ikke orkede at være akademisk  og systematisk, begyndte jeg at pleje mere løsagtig omgang  med  sproget.  Det  blev  til  det  ene  digt  efter  det  andet,  og  jeg  begyndte  at  få  den  tanke,  at  der  måske  hen  ad  vejen  kunne blive nok til at fylde en bog.    I  2003  eller  deromkring  var  der  rent  faktisk  nok,  og  så  sendte jeg hele dyngen til Samlerens Forlag. Ventede pænt  på  svar.  Ventede  længere,  rykkede,  fik  at  vide,  at  de  nok  snart skulle svare, og der skete ikke en skid. Et år efter var  der stadig ikke sket noget.    En af mine gamle venner fra Århus, Jeppe Sandvej, hav‐ de på det tidspunkt også skrevet en pæn håndfuld digte, og  den idé opstod, at vi skulle udgive en bog i fællesskab – en  art ”to‐i‐en‐digtsamling”. Jeg tror at det var vores fælles ven,  Rune Engelbreth Larsen, der fik idéen – det var i hvert fald  ham,  der  forelagde  den  for  Claus  Clausen,  redaktør  på  Ti‐ derne  Skifter.  Rune  har  udgivet  et  par  debatbøger  dér  og  mødte  ind  imellem  Claus,  og  han  ville  meget  gerne  se  på  vores manuskripter. Han fik dem og var mægtig begejstret.  Efterhånden  blev den  dér  idé med en  dobbeltbog opgivet,  det skulle i stedet være to separate digtsamlinger.     Udgivelsestidspunktet  blev sat til september  2005.  Det  tidspunkt både kom og gik, uden at der skete noget. I april  2006 fik jeg et afslag fra Samleren. Tre år efter at de havde  fået  det.  Det  kunne  jeg  jo  være  pænt  ligeglad  med,  efter‐ som Tiderne Skifter havde sagt ja.    Jeppe  var  i  mellemtiden  blevet  træt  af  at  vente  på,  at 

20


hans digtsamling  så  tryksværte  –  han  trak  den  tilbage  og  lagde  i  stedet  hele  molevitten  på  sin  hjemmeside,  jeppe‐ sandvej.dk.  Lidt  en  skam,  synes  jeg.  Hans  digte  havde  for‐ tjent en bog.    Nå, men alt godt kommer til den, der venter, siger man  jo, og i efteråret 2007 kom den så endelig, min bog...    Hvad er der med den titel? Hvorfor lige ”Grøn for bouzouki  og klarinet”?  Den er inspireret af Nis Petersens digtsamling ”For tromme  og kastagnet”. En fantastisk titel, synes jeg. Jeg fik næsten  – næsten – lyst til at stjæle den. Jeg kunne jo snildt gøre det  ved  at  ændre  lidt  på  instrumenteringen,  vupti,  så  havde  vi  en lige så fed titel, og hærskarer af litterater kunne jo klap‐ pe  i  deres  små  hænder  over  den  smarte  reference  til  en  dansk digter, der ellers ikke er så meget i vælten i øjeblik‐ ket. Det ville nu være lidt for let sluppet, synes jeg trods alt.  Hvis jeg skulle trække på Nis Petersen, skulle der lidt mere  til,  så  jeg  ikke  bare  hængte  en  anden  farve  frakke  på  hans  skelet. Løsningen var ligetil: Den skulle ikke bare være ”for  dit og dat”, men derimod ”Etellerandet for dit og dat”.    Nu ville jeg stadig ikke stjæle hans instrumentering, og  når nu han havde leveret rytmegruppen, ville jeg i stedet slå  mig  på  melodiinstrumenterne.  Når  det  lige  blev  bouzouki  og klarinet, hænger det sammen med, at det er to fremtræ‐ dende instrumenter i græsk musik, og det passer i alminde‐ lighed til den stemning,  jeg gerne vil  slå an.  Jeg  kan  huske  en  tegneserie,  hvor  forfatteren  anbefalede,  at  man  hørte  Mike Oldfield, mens man læste; hvis jeg skulle komme med  et tilsvarende fingerpeg, ville det blive noget med folkemu‐ sik fra Epiros.    Hvad skulle det så være, der var ”for bouzouki og klari‐ net”? Ja, det kunne selvfølgelig være en symfoni  eller en   

21


sonate eller  en  improvisation  eller  noget  andet  musikalsk,  men altså, det ville sgu være en tand for gumpetungt. Der‐ udover  vil  det  være  forbrugervildledning  –  det  er  trods  alt  en  digtsamling,  ikke  et  musikstykke.  Det  kan  godt  være,  at  Gud  er  død,  alting  flyder  og  renten  stiger,  men  man  kan altså ikke med nogen rimelighed kalde den smule ord,  jeg  har  skrevet  ned  for  en  symfoni.  Den  slags  er  for  ånds‐ svagt.    Men hvorfor lige farven grøn?  Det slog mig – at det var et tillægsord, der skulle til. Det var  det da! Det ville give sådan en fin lille skævhed til det hele,  sådan noget, som vi digtere er så forfaldne til. I den forbin‐ delse  var  det  nærmest  selvindlysende,  at  det  skulle  være  ”grøn”.  Og tro det  eller lad være, jeg tænkte  overhovedet  ikke på absint. Jeg fandt på titlen engang tilbage i 2002, på  et  tidspunkt,  hvor  jeg  endnu  ikke  havde  beskæftiget  mig  synderligt  med  denne  herlige  drik.  Nej,  grøn  var  min  ynd‐ lingsfarve,  dengang  man  skulle  have  sådan  én,  og  det  var  efter  sigende det første  ord, jeg lærte  på  fransk  (som fire‐ årig,  af  en  jødinde  fra  Paris).  Det  var  med  ordet  grøn,  at  Federico  Garcia  Lorca  for  alvor  gjorde  indtryk  på  mig  (”Grøn,  hvor  jeg  elsker  dig,  grøn,”  som  det  lyder  i  hans  ”Søvngængerballade”).  At  man  så  også  kommer  til  at  tænke på absint, er bare en bonus, der passer helt fint ind.    Omslaget  på  bogen  har  du  selv  skabt.  Hvorfor  var  dette  motiv nødvendigt for digtsamlingen?  Det, der først og fremmest var ”nødvendigt” var, at jeg selv  lavede  tegningen.  Jeg  kunne  slet  ikke  forestille  mig,  at  an‐ dre  skulle finde på  et eller  andet  at binde  mine  digte ind  i.  Motivet som sådan  er  egentlig  bare et ret  ligetil  forsøg på  at samle forskellige temaer op, som dukker op i digtene. En 

22


speciel kvinde  –  noget  lidt  krigshærget,  der  leder  tanken  hen på Jugoslavien, noget grønt, en bouzouki, en klarinet ...    Var  der  en  barndomsoplevelse,  der  indikerede,  at  du  en  dag skulle blive digter?  Da jeg var fire år, stod jeg på et tidspunkt og sagde et eller  andet spøjst ud i luften. Min far syntes, at det var så påfal‐ dende, at han skrev det ned. Det er jeg ham ganske taknem‐ melig  for  –  det  endte  med  at  komme  med  i  bogen,  fuld‐ stændig  som  jeg  sagde  det  dengang,  som  et  selvstændigt  digt. Jeg siger ikke, hvad det er for ét, det må folk selv gæt‐ te på. Jeg har taget det med, fordi jeg synes, at det holder   – ikke for at lave et stunt med, at man kan få noget udgivet,  som er skrevet af en fireårig.    Har du stået i mesterlære hos nulevende eller afdøde for‐ fattere?  De, der direkte har påvirket mig til at skrive lyrik – som har  givet mig den dér ”sådan noget vil jeg også lave”‐fornem‐ melse, er først og fremmest romerske digtere som Catul og  Horats, og den herlige, svenske 1700‐tals drukkenbolt C. M.  Bellman.  Vores  hjemlige  Tom  Kristensen  har  også  haft  en  finger med i spillet dér. Det er dem, der fik læsset til at rulle.    Andre  er  sådan  en  slags  åndsbeslægtede.  Det  er  dem,  jeg læser, når jeg har skrevet noget, jeg selv synes er godt.  Så læser jeg åndsfællerne for at se, om mit eget beskedne  hø stadigvæk ser bare lidt tåleligt ud i lyset af dem. Det er  sådan noget, der sætter tingene i perspektiv.     Det er f.eks. Federico Garcia Lorca og Fernando Pessoa.  Der er også en hel del nyere, græske digtere, som jeg er me‐ get begejstret for – Kavafis, Seferis, Elytis m.fl.       

23


Skal en  forfatter  læse meget litteratur for at udvikle sit  talent?  Det er vigtigere at læse godt end at læse meget, men grund‐ læggende er jeg da ganske enig – det er godt at læse noget,  det gør ens verden større. Også større end det, der kaldes  ”den virkelige verden” gør det. Hvis man færdes ude i virke‐ ligheden, møder man alt det, vi alle sammen kan blive enige  om i dagens Danmark, og det udvikler ikke én til andet end  en veltilpasset møtrik i maskineriet. Hvis man derimod bliver  hjemme  i  sofaen  og  læser  Homer,  Dante,  Poe,  Nietzsche,  Joyce, Lenin, Hitler eller hvem man nu måtte have stående i  reolen, så bliver man konfronteret med helt andre opfattel‐ ser  af  tingene.  Det  bliver  man  temmelig  sikkert  en  mindre  effektiv samfundsborger af, men til gengæld nok en bedre  digter. Der må man så vælge, hvad der er vigtigst ...    Man påstår, at der ikke er flere nye ord under solen?  Det er ren matematik. Hvor mange bogstaver er det nu, vi  har i vores alfabet? 28? OK, hvor mange kombinationsmulig‐ heder  er  det  nu  lige  det  giver?  Selv  hvis  vi  holder  os  til  en  bette tynd skid af en bog som min egen, den er på firs sider,  så er der noget der siger mig, at der er en del kombinationer  at prøve af endnu.    Og selv de ord, der er skrevet sytten trilliarder gange –  jamen, hvis jeg siger ”bøf med løg” eller ”jeg elsker dig”, så  er det sgu stadig noget helt nyt og dugfrisk, for det er mig,  der siger det, lige dér, og ikke en eller anden nød i Gundsø‐ magle i forgårs. Det dér postmoderne fis med, at ”de store  fortællinger er slut” og ”alt er allerede sagt” – det er en yn‐ kelig  slavementalitet  hos  nogle  æggehoveder,  der  ikke  tør  tage  sproget  i  deres  mund  og  gøre  noget  med  det.  De  er  bange  for,  at  nogen  skal  grine,  og  så  prøver  de  at  komme  dem i forkøbet ved at sige, at det jo bare er ironisk. 

24


Så du er altid i gang med ord?  Ja.  Det  er  vi  alle  sammen,  sproget  er  der  jo.  Men  det  er  langt  fra  altid,  at  jeg  tænker  i  digte.  Ret  sjældent,  faktisk.  Det er mere sådan nogle pludselige anfald.    Skriver du ved siden af, mens du maler?  Stort set ikke – jeg kan  kun  samle  mig  om  én  af  tingene  ad  gangen.     Jeg kan også godt have svært ved at tegne, ved siden af  at jeg maler. Jeg har på det seneste haft nogle illustrations‐ opgaver,  hvor  jeg  skulle  lave  små  stregtegninger.  Jeg  var  ellers vældig godt i gang med at male, med oliefarve, hvor  jeg rigtig kunne tvære rundt i det og tænke i bløde overgan‐ ge og gennemskinnelige farvelag og hvad ved jeg, og så har  jeg  virkelig  svært  ved  at  forlige  mig  med  at  sidde  og  lave  tynde tuschstreger på et stykke papir. Det er lidt det samme  med  at  skrive,  bare  endnu  værre  –  ord  føles  så  kluntede  i  forhold til alt det, man kan med en pensel fyldt med farve.  Jeg skriver helt klart bedst, hvis jeg får mig selv anbragt i en  situation, hvor jeg bare ikke kan andet. Et tog er helt perfekt,  man sidder bare dér, og det er ikke verdens bedste sted at  tegne, fordi det ryster, men på den anden side suser indtryk‐ kene ind gennem vinduerne og fra de sære folk, der udgør  ens medrejsende.     Du har både blogs og myspace. Ser du nettet som en mu‐ lighed  for,  at  smalle  og  originale  ting  får  en  chance,  eller  som amatørismens triumf, fordi hvem som helst kan skrive  hvad som helst, og ingen tjekker kvaliteten?  Nettet er amatørismens triumf, og det er netop det, der gør,  at det også giver det smalle, skæve og originale en chance.  Enhver  form  for  kvalitetstjek  kan  betyde  to  ting:  At  lortet  bliver  sorteret  fra  og  overgivet  til  den  glemsel,  som  det   

25


rettelig fortjener,  eller  at  et  guldkorn  aldrig  får  en  chance.  Det ville være herligt, hvis det kun var det første, der skete,  men vi er trods alt i den ulykkelige situation, at mennesker –  selv redaktører og lignende smagsdommere – er fejlbarlige.    Vi kan ikke sætte vores lid til, at de høje herrer på redak‐ tionerne  og  i  censurkomitéerne  kan  pille  det  ud,  der  giver  os lige det stød i mellemgulvet, som vi er på jagt efter. Be‐ klageligvis  betyder  det,  at  vi  kan  blive  nødt  til  at  pløje  os  gennem endeløse mængder af lort for at finde det enkelte  guldkorn.  Sådan  har  det  jo  nok  i  grunden  altid  været,  men  med nettets muligheder er mængden af lort steget eksplo‐ sivt, og jeg har desværre en grum mistanke om, at mængden  af  guld  ikke  helt  er  fulgt  med.  Ikke  på  grund  af  manglende  kvalitetskontrol, men simpelt hen fordi det er så pærelet at  få noget ud. Dengang hvert eksemplar af et digt skulle skri‐ ves i hånden eller læres udenad, krævede det en noget stør‐ re indsats at kaste sig ud i at skrive, og det begrænsede im‐ mervæk mængden af poeter til dem, der virkelig VILLE det.  De malede generelt også bedre billeder dengang, hvor far‐ ver  ikke  var  noget,  man  kunne  købe  på  tube  hos  Søstrene  Grene, men skulle rives med håndkraft.    Det kan man så sætte sig ned og surmule over. Man kan  også lette røven (i overført betydning – man sidder som re‐ gel  ved  en  computer)  og  begynde  fra  en  ende  af  med  alt  det, der er derude. Jeg synes efterhånden, at man får et vist  instinkt for, hvordan man finder det, der er værd at bruge sin  tid på. Hvis noget er godt, skal det såmænd nok markere sig  – før eller siden, et eller andet sted.    Hvad er en digters opgave(r)?  At være en fisk, der lever på 42 demeters dybde i Skyernes  Hav, og som taler flydende solresol med guderne.   

26

Ord til alle sider læseprøve  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you