Issuu on Google+

Kapitel 1 First Adorable Bank Fem hundrede halvtreds millioner – lige ned i lokummet. ‘Segmentet’, som det hed, havde vist sig væsentlig mere skeptisk end forudset – de biometriske adgangskoder, stemmeautentifikation og sekretær-avatars – “please authentify yourself!” … anyone? Seks måneders pilotprojekt med ‘banking of the future’ blev det til. Bagefter er der mælk og småkager. Denne gang vandt banken ikke. Og han? Dér sad han så og gloede ud over Kullen med en fyreseddel (igen), tre hundrede ubrugelige visitkort og en overbelånt Aston Martin, han havde anskaffet på falske dokumenter i en konkurrerende bank. Lejekontrakten på huset – der bedst kunne betegnes som en art safe house med havudsigt, hvis indbo strengt taget bestod af en seng, et bord og en stol – var mundtlig – midlertidigt indgået med den i øvrigt rygskadede udlejer, der var klodset op på en cirkusagtig sko. Det lignede polio – overkroppen beskrev en faretruende halvcirkel ved den ujævne gang – “bizar type – original!” tænkte han. Hun (det var en kvinde!) var ikke beføjet til at fremleje den – den tilhørte familiens dødsbo – dispositionen var hverken med eksekutors godkendelse eller i overensstemmelse med ejerforeningens vedtægter. “Skid hul i det!” – alle vidste, det kun skulle være for et par måneder. Sådan så Guido på det i hvert fald. “Hold kæft hvor er det grimt det lys – grimt, som kun forpulede moderne skandinaver kan skabe lysindfald – direkte og overbelyst –


charmerende som på en fødestue – iskoldt og stikkende.” Han skulede rundt i det tomme rum. “Eftersom der praktisk taget ikke er noget lys i Skandinavien, har det aldrig været opgaven at skabe smukt lys, men bare at få så meget lys ind som overhovedet muligt – stik syd, værsgo’ – ind med lortet – særlig sådan en lavthængende martssol – så er den hjemme!” Det mindede ham om den danske kælling, der havde været der. “Nej, hvor er her lyst,” som hun sagde. Stupid cow. Guido var neddykket i egne tanker. Han sukkede dybt og masserede sit forgræmmede ansigt. Han smadrede sin cognac mod væggen. “Hvad fanden skal jeg stille op?” Han havde efterhånden opgivet at udregne, hvor meget han løbende tabte af formue-arv, løsøre og andet. Derouten var blevet mærkbar. Han måtte vel sælge bilen – det stod vel klart. Sæt dig aldrig så fast, at du ikke kan forlade dit opholdssted i løbet af et kvarter – den grundsætning var han forblevet tro imod om ikke andet. “Glimrende! Tilbage fra de døde og alligevel hænger jeg stadig i neglene. Møbleret lejlighed – egne ting blæst ud over Europa eller opmagasineret – uden fast indtægt. Dag til dag-plattenslager. En sigøjner.” Han drak et par cognac’er mere. Frey havde ringet til ham og ment, “‘at der grundet manglende fremdrift i projektet ikke var grundlag for at fortsætte samarbejdet!’ – Kann du komma i morgon bitti klokkan sju?” “Så skulle jeg paradere ned gennem kontoret til alles blikke for at blive fyret – gu’ vil jeg da ej – asshole.” Han hoppede på det ene ben i forsøget på at tage sin strømpe af på vej i bad. Fremadlænet med håndfladerne på væggen i sin douche lod Guido vandet løbe ned over sig og reflekterede tungt og besoffent over de sid2


ste dages begivenheder. Han tørrede sig, gjorde sig i stand og tog et koksgråt silkejakkesæt på. “Not bad, not bad at all.” Guido udtrykte tilfredshed med sin svenske skrædder foran spejlet. Han havde reklameret med at kunne levere engelsk kvalitet og engelsk snit, og det havde han gjort godt – skrædderen. Smal revers, korrekt benlængde – til svensk kurs, perfect! Han havde da fået en god skrædder ud af det i det mindste. Han kørte ind til Stockholm for at få noget ordentligt at spise på Sturehoff – som en sidste nadver før tørken. “Gad vide, om de vil gi’ mig en måneds løn i det mindste?” tænkte han – per kulance heißt dass – han vidste, hans ansættelsesvilkår ikke opfyldte betingelserne for en aftrædelsesordning. Som han havde studeret menuen, kiggede han op og opdagede til forlegenhed de to interne konsulenter fra banken, der just arriverede og hængte frakken ude i garderoben. “You fucking idiot – det kunne du sgu da have sagt dig selv.” Han besluttede sig for at ignorere det – “what the fuck do I care?” tænkte han og studerede demonstrativt menuen. “Men ok, hvad havde du forestillet dig – det er et finanskvarter – you fucking moron.” Han nød sin foie gras-belagte Boeuf Rossini med en bourgogne. En trekvart flaske senere overvejede han, hvad han skulle stille op. I morgen ville han sælge sin bil og så …? Ja, … og hvad så? Han betalte og gik. Det vil sige, han kunne ikke dy sig for lige at give et d’Artagnan buk til konsulenterne på sin vej ud. Ak, Kajsa – denne gennemsigtige kvinde, der tydeligvis aldrig var blevet kneppet (hun var kæreste med en dansker), havde allerede i sine 3


tyvere udviklet jomsede træk. Ved et møde havde han stukket et par fingre ind i munden på hende (som hun parentes bemærket ikke havde gjort ophævelser imod) og samtidig spurgt, hvordan de skulle fordele opgaverne. Så havde han smækket hende eftertrykkeligt bagi og sagt: “Stik så af med dig.” “Förbannade idiot,” skreg hun efter ham som han forlod restauranten. Det var sommer og han gik en tur gennem Gamla Stan med dens sørgelige øst-lignende tøjbutikker og billige lædervareforretninger. Klokken var en otte stykker. Da han havde rundet Slottet, kørte han hjem. Det var sent, da han lagde sig og beredte sig på en endnu uroligere nat end sædvanlig. Hans hus var så ucharmerende, at det var at foretrække bare at gå i seng – han var der da heller aldrig. Han vendte og drejede sig i sit miserable, farvede sengelinned, som udlejer havde forsynet ham med. Det var den slags linned, der bestod af lige dele ukurante vattæpper og gazelignende lagner. Sengen var et ufordrageligt møbel med et sjofelt betræk. Dens metalfjedre spændte sig arrigt, når den blev slået ud. Der var mange enkeltdele, der enten skulle lægges sammen, foldes, glattes eller redes, og som til sidst alligevel ikke kunne puttes ind under noget for, for helvede at forblive udspændt – når det så endelig var gjort, var det for kort. Om morgenen vågnede han med sin nøgne krop direkte mod denne uanstændige luv og dette hæslige, farvede lagen, der nu – som ved egen kraft – var rullet stramt sammen, som en fornem cigaret i sengens ene side. Som prikken over i’et var selve sengens overflade lettere konveks. Fra sengen kastede han et blik rundt i stuen, der var ganske oplyst af 4


fuldmånen – det lignede et rekvisitrum på et provinsteater eller en Ed Wood-scenografi. Bare den trediveragtige standerlampe, der var ment at skulle belyse hans lekture på sengen, og som han herfra kunne kigge op under – direkte ind i pæren – sådan kunne han blive ved. Indretningen var fuldstændig umotiveret. Det eneste, han udtrykkeligt havde stillet som ufravigelig betingelse, var et strygejern og et strygebræt, så han kunne have en skjorte klar hver morgen, samt et skab til sine jakkesæt. Dét havde han. Han bemærkede, at en eller anden stodder stavrede rundt uden for sit vindue nede ved vandet – med hænderne på ryggen – han rekognoscerede – der var ingen tvivl – det var Guido sikker på. Det lod til, at han var sammen med en anden stodder. “Ja, ja, så skal de rigtigt gå og spejde ind, mens de lader som ingenting – jamen, det er sgu da patetisk – hvad fanden glor de på?” tænkte han. I skinnet fra månen, der reflekteredes af havet, havde man et fortræffeligt syn ind gennem de gardinløse vinduer – var det ham, de kiggede efter? Kunne de se ham – han kunne i hvert fald se dem – kunne de se hans sengelinned? Han lukkede øjnene, så det så ud, som om han sov. Han vendte sig på maven og tog med strakte arme ud til siderne fat i snipperne på det florlette lagen med begge hænder og forsøgte med en søløvelignende bevægelse at vugge lagnet på plads med maven for at undgå at måtte stå ud af sengen. Han sukkede og lukkede øjnene. I morgen måtte han finde en køber til sin bil. I det samme ringede dørklokken. 5


“Hvem fanden er det?” tænkte han. Det ringede igen. Han satte sig op i sengen og afventede. Så ringede det igen. Han stod op og tog nogle shorts på. Han gik ud og åbnede. Det viste sig at være Knold og Tot fra før. Han så irriteret på dem. “Hvad fanden vil De – hvem er De?” spurgte han. ”Aha!” skreg manden triumferende! ”Her er mit bevis. De er mit vidne, sekretær Wetterstrand. Noterer De?” Wetterstrands ansigtsfolder, der indtil da havde gerådet i noget, der lignede neutral forvirring, ændrede pligtskyldigt udtryk ved den anden herres stærke indignation, idet han samtidig noterede noget ned af tilsyneladende stor vigtighed. “Tør jeg spørge, hvem De er? Dette hus må ikke udlejes uden ejerforeningens tilladelse – er De ikke klar over det? Dette er anden gang, ejerforeningen har påtalt det over for udlejer, og jeg kan love Dem, det vil få konsekvenser denne gang.” “Sig til ham, at De er formand,” indskød sekretær Wetterstrand skyndsomt med en bøjet pegefinger. “Hvad? – Ja, at jeg er formand!” huskede han desorienteret sig selv på, og vendte sit blik mod Guido. Manden rettede sine briller, rømmede sig og gentog med eftertryk: “Nemlig, formand, fik De det! Formand Ulf Hundén.” ”Mit navn er Guido Knapp,” svarede Guido, “og jeg har som lejer ikke nogen mening om den sag. Den sag bør drøftes mellem sagens parter; det vil sige ejerforeningen og udlejer. Jeg har personligt ikke kendskab til, at den pågældende udlejning skulle være ulovlig i forhold til vedtægter og andet. Afslutningsvis kan jeg tilføje, at jeg rejser om et 6


par dage, og nu, de herrer, vil jeg gerne have min nattesøvn (som om det var muligt!) – godnat!” Tilfreds over sin saglige fremstilling af sagen smækkede han døren og gik i seng igen. Guido vågnede ved dagslyset, der fik den hvide plastmaling på savsmuldstapetet til at koge. “Halleluja, er jeg mon i himmerig?” sagde han til sig selv, idet han forsøgte at vænne sine grædende øjne til det overvældende sollys. I sommermånederne føltes hver morgen som en opvågning fra en trafikulykke. “Frisk og veludspilet,” som han sagde. Om vinteren var det til gengæld mørkt døgnet rundt – mere eller mindre. Til kaffen overvejede han atter sin situation. Enhver berøring med Skandinavien var og blev raté, som han sagde. Skulle han blive her i Stockholm og søge efter nyt arbejde. Sidst havde han gået i et halvt år og ventet på det – hjemme på Kurfürstendam, men her – det var dog bedre end Danmark. Hvad skulle han leve af i mellemtiden? Hjemme – der var ikke noget ‘hjemme’ længere. Hverken her eller i Berlin. “Derudover er mit CV nu så plettet, at jeg vil få svært ved at komme ind nogen steder overhovedet.” Om aftenen drak han sig fuld – greb mobilen og ringede patetisk rundt til folk, han havde kendt gennem tiderne, for at dæmpe sin overvældende følelse af ængstelse og ubestemmelig forladthed. Bekendtskaberne blev mere og mere pinligt perifere og nostalgiske. Han stavrede ned til vandet og faldt i søvn på stranden med en flaske Martel i hånden. Næste dag vågnede han til denne officiøse skikkelse fra før; Wetterstein, Wetterstrøm, something? “Jeg troede, De var rejst Hr. Knapp – Hr. Knapp? Jeg siger: “Jeg 7


troede, De var rejst!”.” Svenskeren havde bukket sig ned til en bevidstløs Guido, der lå udstrakt med halvdelen af ansigtet begravet i sandet. Mågerne skreg i det tidlige morgenlys. “Hr. Knapp,” gentog svenskeren og ruskede i Guido. “Hr. Knapp.” Guido satte sig stærkt besværet op og slubrede skyndsomt savl ind ved den bratte opvågnen. Med sand i hovedet målte han svenskeren med missende øjne. “Aaaargh…,” lød det fra Guido. “Deres bil holder ulovligt parkeret – man skal registreres for at få lov til at bruge anlægget, der ligger en bøde til Dem derinde.” ”Fuck me!” lød det fra Guido, der nu havde arbejdet sig op på alle fire. Kvalmen blev for overvældende. Han brækkede sig. “Se mor! Der er en hund.” En lille pige viste sin mor sin opdagelse fra et af nabohusene. Moderen lukkede skyndsomt døren i forargelse. ♦ Efter at have set britiske madprogrammer og noget med mega structures på Discovery i fem timer – nøgen – gav han sig til at åbne posten. Det vil sige, normalt åbnede han aldrig posten, og hvad der fik ham til at åbne posten nu, var ikke til at sige, men han fik sig da et slag girokort, som han plejede at sige, hvilket var en samlebetegnelse for kortspil og kabaler med inkassoskrivelser, man alligevel ikke havde nogen realistisk mulighed for nogensinde at betale. 8


“Den der skal ligge der, og den der skal ligge der, nej, … dén der går op i dén der!! Der skal være orden i tingene,” sagde han til sig selv med påtaget alvor og lignede en mild skoleinspektør. “… i modsat fald bortauktioneres effekterne til dækning af kreditors omkostninger.” læste en skrivelse, han havde gidet åbne fra en vis City Depot, der omhandlede nogle ting, han havde opmagasineret i Danmark. Brevet var dateret den seksogtyvende juli, en måned siden. Hvad var klokken? Den var kun to. Han tog sig sammen og ringede til Danmark. “Ja, goddag, De taler med Guido Knapp. Nogle af mine ting er opmagasineret hos Dem.” Han opgav koden og beskrev i korte træk indholdet. “Nej, dem har vi ikke mere – de er solgt!” Guido afbrød forbindelsen. “Satans!” sagde han til sig selv, “så er det også røget.” Guido havde udviklet en formidabel tumlingagtig evne til lynhurtigt at depostere ubehageligheder af den art. Han tvang sig selv til at fortrænge alskens ugunst lige så gesvindigt, som den opstod. Ikke, at det var ubevidst, for det var det ikke. Det var et beredskab, et psykologisk immunforsvar, der satte ham i stand til overhovedet at koncentrere sig om de nye uvejrsvarsler, der konstant viste sig på horisonten over hans personlige bælt. At Guido lige have mistet kostbart indbo – tillige af stor affektionsværdi – fortrængtes således i hans Bjørn Borg-lignende psyke – herved bliver det vist også for så vidt angår den sammenligning. “Pis og lort. Er det ikke skide lige meget – der er en uge til næste husleje – giver det overhovedet mening at betale den?” spurgte han sig selv. 9


Han tog kontakt til en bilforhandler for at forhøre sig om sin bil. “Det burde være muligt at sælge den til en rimelig pris,” ræsonnerede han. Forhandleren insisterede på at bese bilen for at kunne sige noget fornuftigt, så Guido kørte ind til Stockholm. Efter at have konfereret med et par forhandlere måtte Guido sande, at det ikke var så ligetil endda at sælge en bil i den klasse – bestemt ikke. For det første kunne han ikke få det for den, som han havde håbet på, og sælgerne påstod uafhængigt af hinanden, at den mindre DB7 med en 3,5 liters motor blev foretrukket, fordi der var større tillid til V6motoren, og at benzinøkonomien var bedre. V12’eren var – efter deres udsagn – mindre pålidelig, og den enorme seks liters motor slugte simpelthen for meget for en brugsvogn! Der var ikke det, der ikke var i vejen. “Aston Martin er sgu da ikke en brugsvogn!!” tænkte Guido irriteret for sig selv. “Jeg tænker over det – må jeg lige ha’ lov at kigge rundt,” spurgte Guido sælgeren med en rørebevægelse med hånden. “Ja, det forstås. Ja, vi har jo mange andre spændende alternativer, som De sikkert vil se – har De bemærket Maseratien derovre, det kunne jo være et interessant by...!” Den aldrende sælger blev pludselig afbrudt af en højlydt insisterende banken på et af forretningens kolossale vinduespartier, der tvang både ham og Guido til at vende sig med misbilligende mine mod støjkilden. Usikker på hans identitet skuede Guido med sammenknebne øjne den undersætsige mandsperson på fortovet, der ved at have fanget Guidos opmærksomhed smilende begyndte at gestikulere og rotere uterligt med hofterne. 10


“Satan og helvede,” svor Guido til sig selv og pressede tænderne sammen. “Stoppert!” “Kender De den Herre?” spurgte sælgeren. Guido og sælgers øjne fulgte synkront Stoppert, der bevægede sig mod indgangen med dansende små ben, lykkelig over at blive genkendt. “Jeg vil sige foreløbig tak for Deres assistance – jeg kontakter Dem nærmere,” takkede Guido og bortfjernede sig fra sælger, så han kunne undgå at blamere sig yderligere ved Stopperts optræden. “Bankdirektør Knapp!” gjaldede det gemytligt ironiserende fra den tililende Stoppert med hånden strakt frem til hilsen. Skal du have ny bil? Hvad siger du til fars bil derude,” spurgte han smilende med hånden plantet på Guidos skulder. De betragtede begge hans SUV udenfor. “Har jeg ret, eller har jeg ret? – dét er en bil” Udenfor holdt en Porsche Cayenne – “det helt rigtige valg for en type som Stoppert,” tænkte Guido, “ideel – den foretrukne pizzabagerbil!” “Skal vi ikke over og have et par glas og tapas på Sturehoff?” spurgte Stoppert. ”Naejh, jeg har en masse ting, jeg bliver nødt til at tage mig af,” sagde Guido og så overdrevet saglig ud. I et par sekunder kom Guido til at ligne en mumlende børnelokker taget på fersk gerning – ikke fordi han var dårlig til at lyve i almindelighed, men da han følte, han løj over for sig selv om sin egen elendighed, var det et spørgsmål om tid, før han langsomt cirklede mod et deprimt sort hul i skikkelse af en umanérlig lang og omstændelig redegørelse for hans fyring – i uberettiget forventning om, at det var dét, Stoppert ville afkræve. Stoppert kunne ikke 11


have været mere skideligeglad – han ville bare spise frokost, og han ville – som enhver anden i øvrigt – med glæde tage imod en betryggende løgn. “Har du fået frokost – kom nu! Skal du ikke spørge mig, hvad jeg laver i Stockholm?” Guido sukkede. “Hvad laver du i Stockholm Stoppert?” Guido hankede op i sig selv og genoptog smalltalk’en. “Tag dig sammen for helvede” tænkte han. Stoppert fortalte sin historie på vej mod restauranten. “Så hvorfor ikke gøre begge dele? tænkte jeg så! – Tjener!” råbte Stoppert og trak stolen ud. “Kan vi få et par Cerveza og nogle tapas!” De fik et bord med udsigt til gaden. “Er det ikke det helt rigtige – spansk øl til?” ”Skål,” sagde Guido høfligt og smagte på sin øl. Stoppert og Guido udvekslede obligate efterretninger om forskellige bekendte for straks at kaste sig over de seneste projekter. “Ahhhh, der er øl, og så er der øl, hva!’ Nå, som sagt, Coreintel ringer til mig – jeg vidste det. Jeg vidste, de ville komme til fornuft og ringe til far. Eckhardt har promptet dem flere gange om at banke en svensk region ned – jeg mener op – med mig (han fik et opstød) i spidsen. Hey, du skal lige have mit kort for resten. Fedeste lokaler på Östermalm og Porschen fik jeg i nakken.” Stoppert fortærede sin ottende tapas. “I starten var jeg ikke så varm på tanken – det vil sige nok varm, men snarere var jeg betænkelig over at skulle vinke farvel til et lige så interessant tilbud fra Ititus, du ved dem fra Delft. Til at starte med var jeg naturligt nok lidt afventende. At blive ansat begge steder kunne jeg 12


jo ikke, og så var det, jeg tænkte, at jeg jo kunne bruge mit engelske selskab. Ja, i virkeligheden havde jeg slet ikke lyst, hvis du spørger mig – du kender mig nok til at vide, at grådighed slet ikke ligger til mig. Men de tiggede og bad mig overveje det. “Du er den bedste kandidat Stoppert,” sagde de. Guido betragtede ham med et lidt for nøgternt blik. “Er jeg grådig?” spurgte han pludseligt Guido og pegede vredladent på sig selv. “Nå,” sagde han, “er jeg grådig – mig?” spurgte han igen, omtrent truende. “Nej, selvfølgelig ikke,” beroligede Guido ham. “Ved du så, hvad der skete her i maj? Kan du huske ham, der engang var manager fra Knusper ltd., Dreisler. Han bliver så fyret og er villig til hvad som helst. Han piner og plager mig for at få lov til at lave noget. Så er det jo, jeg tænker, hvorfor ansætter jeg ikke ham og får ham til at heade afdelingen i Delft op? Meget kan man sige om ham, men hvis der er nogen, man kan stole på, så er det bare Dreisler. Jeg kontakter så Ititus for at få et møde og diskutere opgaven. På det møde foreslår jeg at outsource opgaven til mit selskab i stedet for at ansætte mig. Jeg forklarer dem, at jeg som underentreprenør kan gøre det for halvdelen af den oprindelige lønudgift mod optioner – de er virkelig upcoming – de er lige gået på børsen – hvad mener du?” Han sank en tapas og tørrede sine trinde fingre i en stor, hvid stofserviet med munden fuld af ord og ansjoser. “Jeg ved det ikke,” svarede Guido med et højrøvet blik og gav skin af at sidde inde med fortrolig finansviden og hear-say, som han ikke umiddelbart ønskede at dele. Faktum var, at han ikke anede, hvad der 13


foregik. “Hvis du har mødtes med dem, må du vel have dannet dig et indtryk!!” svarede Guido underligt insinuerende og så selvindlysende ud. Stoppert blev nu bange for at give indtryk af, at det nu var ham, der ikke vidste, hvad Guido tilsyneladende vidste, og kopierede straks Guidos ansigtsudtryk med hænderne i en selvforklarende gestus ud til siderne – “som jeg siger; upcoming! I hvert fald, det blev modellen, de købte – så nu arbejder en i øvrigt lykkelig Dreisler som direktør for mig med ansvaret for Ititus’ netmarketing i Delft, samtidig med at jeg er direktør her – går det for stærkt?” ”Altid,” svarede Guido, “altid. Nå, Stoppert,” sagde Guido og lagde hænderne på bordpladen. “Nu tror jeg, jeg vil fortrække – jeg vil ønske dig held og lykke med Coreintel, hvornår går I på?” Stoppert protesterede skuffet. “Aeieh, Guido for fanden – du kan sgu da ikke gå nu – tag en tapas til. Du har ikke engang fortalt om de der informationsmoduler, creditratings, og hvad ved jeg.” Guido var halvt inde i sin jakke på vej ud. “Stoppert for fanden, all good things must come to an end, old sport, som man siger. Guido havde fået nok selskabelighed for den dag. “Hey, Guido – inden du går – tjek lige det her igennem – gamle venner og alt det der. Be a sport og gi’ det til udlån.” Stoppert, der også rejste sig, stak Guido en låneansøgning fra Coreintel ind i frakkeforet og rettede på hans jakke – som på et barn han klædte varmt på – “mit kort er indeni.” Stoppert blinkede til Guido, klappede ham på skulderen og gav hånden til farvel. Guido grimasserede et træt smil og forlod restauranten. 14


“Fuck me?” tænkte Guido og skridtede ud på gaden – fandt en skraldespand to gader henne og arkiverede den nænsomt. “Urealistiske indtjeningsforventninger baseret på en for kreativ teknologibegejstring uden sundt købmandskab og investorernes frygt for ikke at være med – der skabes og tabes formuer på dage. Nøjagtig så uvederhæftig og utroværdig, som jeg selv,” tænkte han. “Men en type som Stoppert skal såmænd nok finde en bank, der er villig – sandeligen siger jeg jer.” Guido cirklede rundt i Stockholm et par timer. “Når det regner på præsten, drypper det på degnen – eller nej, hvor vi gungrer,” konstaterede Guido. “Svensk design – udråbstegn,” sagde Guido til sig selv med en opgivende mine. “Tyske komikere, fransk dataløn, amerikansk heraldik og svensk design,” tænkte Guido – “skandinavisk design betyder, at Danmark ligger i Skandinavien – ikke at regionens lande, hver især har bidraget med topend-design, der bærer et særligt fælles enkelt formsprog. Svensk traditionelt etagebyggeri fra det nittende århundrede for eksempel – at det på nogen måde skulle eje renfærdighed? Den dér måde Sverige forsøger sig som patetisk halehæng på Danmark i designmæssig henseende – og deres møbelkunst – fuck me – som om de på nogen måde kunne måle sig med danske arkitekter! Svensk ældre byggeskik havde kvaliteter, men at kæde nyere svensk formgivning sammen med begrebet Scandinavian Design, som man forstår den klart definerede danske tradition, der udviklede sig i Danmark op gennem det tyvende århundrede, er mentalhistorisk selvbedrag.” Han kom i tanke om den svenske arkitekt, han engang havde kendt 15


– han blev simpelthen så fornærmet, at han havde slået Guido og smidt ham ud af sit hus ovenpå en af Guidos svadaer – hele vejen ud på gaden. “Förbannade idiot, skitstövel” råbte han efter Guido, der havde fået for meget og set tingene lidt for klart. Det blev bare for meget med alle de inferiøre billedbøger, Guido skulle tvangsindlægges til at se på med tilhørende forklaringer om de forskellige udformningers fortræffeligheder. Guido stod og betragtede Skeppsholmen fra Strandvägen. Det var smukt vejr – sporadiske skyer passerede over den blegblå himmel – et pludseligt vindstød ruskede i træerne – efteråret var så småt på vej. På vej hjem tænkte Guido igen på bilen foran et venstresving tiktik – tiktik, gik blinklyset. Liggetiden for en eksklusiv sportsvogn ville sandsynligvis trække ud og aftalegrundlaget var ikke videre attraktivt en kommissionsaftale. Set i relation til långiver ville denne dog – om ikke mest sandsynligt, så dog forhåbentligt – acceptere at afvente salgssummen – betalt af Guido og dermed sætte afbetalingerne i bero uden alt for mange omkostninger (min bare røv!) – långiver var uafhængig af sælger. Guido tog ind på en café og hang over et par Calvados, da den – efter Guidos opfattelse – helt rigtige løsning præsenterede sig. Først ræsonnerede han, at han kunne sælge bilen uden om långiver – på den måde kunne han rejse lidt midler. Hagen var imidlertid, at han nemt kunne ligge brak i flere måneder uden indtægt, mens han afventede salgssummen. Hans problem var og blev likviditet, så dette alternativ var ikke løsningen. Men ved den tredje Calvados meldte sig et tredje alternativ. 16


“Behold den,” tænkte han – “skid da hul i Dresdenerbank – behold den – du elsker jo den bil.” Mobilen ringede – danske bulletiner fra Stanislav Kropotkin og Sato.

17


All In