Issuu on Google+

Inden i mig Af Frode Clausen Det startede helt harmløst. Jeg var til prøve i matematik, mit hadefag. Der var ikke meget tid tilbage, og jeg var i gang med et af de sværere stykker. Tallene hvirvlede rundt i hovedet på mig, men jeg kunne ikke få dem til at hænge sammen. Det kunne jeg aldrig. Det var ikke fordi jeg ikke gad, det ville bare aldrig blive siddende. 14 + 4x = 2x + 100 * pi Nå, men jeg måtte altså virkelig koncentrere mig nu. Sådan var det altid. Jeg fik altid at vide af lærerne, at jeg skulle fokusere mere. Men det her regnestykke var altså for svært. X=150 Dér var den! Et øjeblik blev jeg helt overrasket over, at jeg havde regnet det. Wow. Fedt! I det samme sagde min lærer, at vi skulle aflevere vores prøver, og jeg skyndte mig at skrive svaret og gå op med papiret.

*** ”Hej skat” sagde min mor ude fra køkkenet, da jeg kom hjem. ”Hej mor” svarede jeg. Jeg havde det fint med min mor. Vi var godt forhold til hinanden, men vi havde aldrig været så tætte, som hun var med min storesøster. Min storesøster var perfekt. Hun var høj og smuk med langt, lyst hår og perfekte, lige tænder. I skolen klarede hun sig altid godt, og alle lærerne elskede hende. Alle elskede hende i det hele tage, og hun var helt vildt populær. Jeg fik også tit at vide, at jeg var køn og jeg havde mange venner og var fin nok i skolen, men hun havde det hele og mere til. Det var så unfair. I det samme vibrerede min mobil i lommen på mig. Det var en af mine veninder, som ville høre om jeg ville være sammen, men jeg havde ikke rigtig lyst og svarede, at jeg skulle lave lektier. Egentlig havde jeg planlagt at slappe af og høre musik og logge på min computer, men jeg fulgte en pludselig indskydelse og satte mig ved mit skrivebord for rent faktisk at lave mine lektier, som jeg havde sagt. Næste dag var jeg lidt forsinket på vej til skole, så jeg hoppede på cyklen og skyndte mig af sted. Jeg var lige ved at være der, da jeg ved en fejltagelse drejede den forkerte vej lige før skolen. Hvor mærkeligt! Jeg kendte den vej


udenad og kunne cykle til skole i søvne, men nu var jeg altså kørt forkert for første gang i mit liv. Nå, måske var jeg bare lidt for træt. Det blev ret sent dagen før. Det gik ned ad bakke nu, og det var svært bare at stoppe og vende om. Da jeg endelig fik stoppet cyklen blev jeg nødt til at trække hele vejen op ad bakken, og jeg endte med at komme 10 minutter for sent. Typisk.

*** Jeg var på vej hjem fra skole mens jeg spiste chokolade. Pludselig fik jeg helt vildt lyst til bare at kaste den væk, for af en eller anden grund syntes jeg, at den smagte rædsomt. Jeg havde ellers altid elsket chokolade… Da jeg kom hjem, smed jeg min chokolade ud, og satte mig for at se tv, og zappede automatisk over på min yndlingskanal. Mit yndlingsprogram var i gang, men mens jeg sad og så det, syntes jeg mere og mere, at det var alt for kedeligt og intetsigende. Alle var hele tiden glade, og der skete ikke noget spændende. Så jeg zappede videre og fandt en gyserfilm, som lige var startet. Jeg satte mig godt til rette, lagde fjernbetjeningen på bordet og så var det som om noget inden i mig jublede. Det føltes som om jeg altid havde elsket gyserfilm, selvom jeg så sent som to dage før havde talt med en veninde om, hvor rædsomme de var. Mærkeligt. Jeg var vist ved at lægge mine vaner helt om. Men jeg havde ikke tid til at spekulere mere over det, for filmen begyndte at blive spændende, og jeg længtes efter at se den, så jeg skubbede tankerne væk og koncentrerede mig om filmen. ”Skat, kommer du lige herned?” råbte min mor nede fra stuen, og jeg skyndte mig derned. Hun sad i sofaen, og jeg satte mig ved siden af hende. ”En af mine veninder spurgte mig, om jeg kunne passe hendes 3-årige datter, men jeg har virkelig ikke tid, så jeg sagde, at du kunne passe hende.” Havde hun bare aftalt det uden at spørge mig? Det syntes jeg var rimelig tarveligt af hende, men jeg sagde ikke noget, selvom jeg inderligt havde lyst til at nægte. Men et eller andet afholdt mig fra at råbe ad hende. I stedet hørte jeg min stemme spørge roligt hvornår det var. ”Om… 8 minutter” sagde min mor efter et hurtigt blik på sit ur, og rejste sig hurtigt op og gik ud af stuen, mens jeg bare så efter hende. Inden i mig eksploderede vreden, men en del af mig var rolig, og jeg gik afslappet ud for at åbne døren, da det ringede på. ”Hejsa, det her er min datter” sagde et smilende kvindeansigt til mig, og rakte mig en lille pige. Jeg havde lyst til at kaste hendes dumme datter tilbage i hovedet … nej, det havde jeg egentlig ikke. Jeg var helt rolig, og det virkede som om den vrede del var langt væk og hele tiden kom længere og længere væk …

*** ”Hør nu efter! Jeg taler faktisk til dig!” Jeg var helt forvirret. Det ene øjeblik havde jeg taget imod den lille pige, jeg skulle passe, og nu stod min lærer og talte til mig.


Men det virkede ikke bare som om det var sket efter hinanden. Der var noget imellem det. Noget … tomt. Hvad i alverden var der dog sket? ”Helt ærligt, nu ringer jeg til dine forældre!” Jeg dukkede pludselig op til overfladen igen, og skyndte mig at sig: ”Nej, nej, det må du ikke! Undskyld, jeg var bare ikke lige mig selv et øjeblik. Undskyld. Jeg er virkelig ked af det.” Han så vred ud, men virkede beroliget. Så overtog jeg igen. Men nej det var ikke mig. Hvem var det så, der overtog?

*** Nå, du er tilbage igen? En stemme talte til mig. Jeg prøvede at huske hvem stemmen tilhørte, men jeg vidste det ikke. Jeg prøvede at huske hvad der var sket, men igen var der bare det store tomrum. Jeg var vild af angst.

Det skal du da ikke være. Det hele bliver meget bedre nu! Stemmen kunne høre, hvad jeg tænkte!

Selvfølgelig kan jeg da det! Vi er her begge to nu. Men hvis du kan, vil jeg egentlig gerne have, at du forsvinder nu, så jeg kan være alene. Og så kom de store tomrum igen.

***

Jeg er ikke alene. Jeg er ikke alene, og kommer måske aldrig til at være det. Jeg fatter ikke, at jeg ikke så det før. For den er der. Vi er to nu. Inden i mig.


Novelle 7a