Page 1

Turistmekkaet Christiania Christiania har i mange år været et tilfartssted for turister. Det er Danmarks næstmest besøgte attraktion. Men efter højesterets afgørelse, der fastslår at staten har brugsretten over Christiania, risikerer Danmarks fristad at blive normaliseret og København mister en af dens største trækplastre. I 1971 besatte en gruppe utilfredse beboere det nedlagte Bådsmandsstræde kaserne i Christianshavn. De ville have en legeplads til deres børn. Men stedet, der senere blev kendt som Christiania, blev til en legeplads for skæve eksistenser, der ikke passede ind i samfundets normer. Det blev en by i byen. En ulovlig fristad, hvor interne regler og idealer hersker. Der er ingen biler, ingen husleje og fri hash. Christiania anslås at have op mod halvanden million besøgende turister hvert år. Men nu er festen måske forbi. Højesteret har besluttet, at Christianitterne ikke har brugsretten over Christiania. Brugsretten tilhører staten og Danmarks næststørste turistattraktion er i fare for at blive normaliseret. Stridighederne startede i 2007, da stemte christianitterne nej til Christiania-loven og lagde sag an mod staten. Retssagen er overstået. Staten vandt, og det politiske puslespil om normaliseringen af Christiania er i gang. Et puslespil der kan få stor betydning for turistbranchen i København og hele Danmark. Christiania er et unikt sted i verden - ”København mister det, der sammen med den lille havfrue og Tivoli, gør København til en turistattraktion og en unik by. Samtidig vil København også miste en stor del af dens kulturliv. Der er intet sted som Christiania i resten af verden”, udtaler Thomas Ertmann, der er medlem af Christianias pressegruppe. Thomas Ertmann bor selv på Christiania og forklarer, hvordan de kæmper for at få lov til at leve på en alternativ måde. En levevis der bygger på fællesskab og plads til alle. - ”Vi har selv valgt at leve anderledes. Det er noget vi kæmper meget for. Og overordnet set mener jeg, at Christiania er til gavn for både Danmark og


København. Det viser at vi kan være sammen på en helt anden måde”, siger Thomas Ertmann. Christiania gør København vidunderlig Peter Rømer Hansen, udviklingsdirektør i Wonderful Copenhagen, udtaler til Politiken, at Christiania er essentiel del af København og uundværlig for turismen. - ”Først og fremmest er Christiania bærende for Københavns brand som en cool, tolerant og rolig by. Det er helt unikt, at vi har Christiania. Der er ikke andre storbyer i Europa, der har det”. Kommunikationskonsulent hos Wonderful Copenhagen Le Lyby understreger vigtigheden af Christiania, når København skal markedsføre sig i udlandet. - ”Christiania er i den grad bærende for Københavns brand internationalt. Der er årligt 700 journalister der besøger Christiania. Når de forskellige magasiner skriver om København, skriver de også om Christiania. Så det er et vigtigt aspekt for København som en cool by”, udtaler Le Lyby der er bekymret over normaliseringsplanerne. - ”Hvis man tager det for pålydende, at normaliseringen skal køres helt ud, og man virkelig tager det bogstaveligt, så vil København blive en kedeligere by”. Christiania og den unikke livsstil er utrolig populær blandt turisterne, men alt er ikke perfekt i kollektivet. Christianias brogede historie Christiania har i mange år været en torn i øjet på det etablerede Danmark og Christiansborg. Myndighederne har flere gange forsøgt, at rydde Christiania. Det er aldrig lykkes. Christiania har altid levet efter et internt regelsæt. Fx betaler de ikke en decideret husleje og enhver tilflytter skal godkendes som i et kollektiv. Men det har ikke været det, der har fyldt mest i danskernes bevidsthed. Meget af polemikken omkring Christiania har altid handlet om den åbenlyse hashhandel, der har foregået på den såkaldte Pusher Street. Tidligere bugnede


Christiania med hårde stoffer og hver sjette christianit var junkie i 1979. Samme år indførte christianitterne, efter et karakteristisk fællesmøde, en junkblokade, der skulle holde de hårde stoffer ude af Christiania. Alle der blev taget med hårde stoffer blev forvist, hvis ikke de kom ud af deres misbrug. Efter junkblokaden begyndte rockergruppen Bullshit åbenlyst at sælge hash på Christiania. Det førte til store konflikter på Christiania og i medierne. Problemerne eskalerede og kulminerede 21. december 1985, hvor en højtstående rocker blev skudt og dræbt på Christiania. ”Christinia-loven er fortræffelig” Første sejr til de normaliseringlystige kom i 2004, hvor det åbenlyse hashslag stoppede og Pusher Street blev nedlagt. I 2007 lignede det endnu et skridt på vejen, da Christianias forhandlere og Slots- og Ejendomsstyrelsen blev enig om Christiania-loven. Et lovforslag som Niels Helveg Petersen mener, vil være udmærket at implementere i forsøget på, at normalisere Christiania. - ”2007-planen bevarer de karakteristiske Christiania træk. 2007-planen var fortræffelig og jeg vil fastholde grundlinjen i den aftale”, udtaler det Radikale Venstres Christiania-ordfører. Den tidligere udenrigsminister frygter heller ikke at turismen vil lide skade, hvis Christianialoven fra 2007 bliver sat i effekt. - ”2007-planen vil ikke have nogen som helst betydning for turismen på Christiania. Den bevarer de karakteristiske træk”, pointerer Niels Helveg Petersen. 2007-planen, eller Christianialoven, vil lave en række ændringer ved det unikke samfund. Bl.a. skal der fremover betales husleje. Boligerne skal udbydes offentligt og ikke den kollektivistiske måde, der i øjeblikket hersker. Det gamle voldanlæg skal genopføres, hvilket betyder at nogle christianitters hjem skal rives ned. Disse vil blive tilbudt et nyt hjem på Christiania. Desuden vil staten opfører op mod 24.000 m2 nybyggeri. Kort sagt vil de gængse markedskræfter rykke ind på Christiania.


Rigmandsghetto skal undgås Christianitterne er ikke begejstret for Christianialoven, og det er de ikke ene om. Enhedslistens Christiania-ordfører Line Barfoed udtalte følgende til Information: - ”Regeringen bliver nødt til at forstå, at løsningen ikke er endnu en rigmandsghetto omkring noget attraktivt vand. Det duer simpelthen ikke at overlade området til markedskræfterne. Vi har et unikt område i Danmark, som bygger på mangfoldighed og fællesskab, og som turisterne valfarter til.” Socialdemokraternes Christiania-ordfører Christine Antorini er også lidt skeptisk ved Christianialoven. - ”Der er nogle små udeståender i den aftale, som vi kan rette op på og dermed sikre Christianias særpræg. Den nuværende aftale giver for eksempel ikke christianitterne mulighed for at lave bofællesskaber, og det er en af de ting, man kunne kigge på.”, udtalte hun til Information. I næste uge mødes politikerne for, at forhandle om Christianias fremtid. Danmarks næststørste turistattraktions skæbne er derfor stadig uvis, og det politiske puslespil mangler stadig en del brikker før det går op.


Faktaboks: Christiania: -

Christiania har hvert år op mod 1,5 million besøgende, hvilket gør området til Danmarks næststørste turistattraktion, kun overgået af Tivoli i København.

-

Der er ca. 1000 beboere på Christiania.

-

Christiania ligger i København K.

-

Christiania blev stiftet i 1971.

Christianialoven i hovedtræk: -

Der skal fremover betales husleje på Christiania.

-

Alle, som ønsker at bo på Christianiaområdet, får lige mulighed for at leje en bolig. Boligerne skal udlejes efter et åbent system.

-

De gamle kasernebygninger og det historiske voldanlæg genoprettes.

-

En almen boligorganisation kan overtage en stor del af statsbygningerne på området.

-

Christianitterne får mulighed for at blive boende til en lavere husleje, end de kommende beboere.

-

For erhvervslokaler betales en markedsmæssig husleje.

-

Beboere, hvis bygninger skal fjernes som led i genopretningen af voldanlægget, får tilbudt et nyt sted at bo. Det tilstræbes, at genhusningen skal ske på Christianiaområdet.

-

Der opføres mellem 17.000 og 24.000 m2 nybyggeri.

-

De indtægter, staten får ved salg af bygninger og byggegrunde til nybyggeri, anvendes til genopretning af bygninger og af voldanlægget mv.

Kilde: Økonomistyrelsen.


Turistattraktionen der blev ulovlig  
Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you